Forslag til Lov om ændring af lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU)\n(Udvidet adgang til forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00114@2002-12-06/da
Indhold
I lov nr. 490 af 31. maj 2000 om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter »gymnasial uddannelse«: »samt i dansk for ordblinde«.
2. I § 2, stk. 2, indsættes efter »forberedende voksenundervisning«: »og til dansk for ordblinde«.
3. I § 3, stk. 1, indsættes efter »kortuddannede«: »jf. stk. 2, nr. 1 og 2.«, og efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum:
»For at få SVU til dansk for ordblinde og forberedende voksenundervisning skal de uddannelsessøgende være kortuddannede, jf. stk. 2, nr. 1-3.«
4. § 3, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Kortuddannede ifølge stk. 1 er uddannelsessøgende, der har indtil
1) 7-8 års skolegang suppleret med en erhvervsrettet uddannelse eller uddannelse svarende hertil,
2) 9-10 års skolegang suppleret med 2 års erhvervsrettet uddannelse eller en forældet erhvervsrettet uddannelse eller
3) 10 års skolegang suppleret med en erhvervsrettet uddannelse og er berettiget til forberedende voksenundervisning eller til undervisning i dansk for ordblinde i henhold til lov om specialundervisning for voksne.«
5. I kapitel 3 indsættes i kapiteloverskriften efter » gymnasial uddannelse « : » samt dansk for ordblinde «.
6. I § 4, stk. 1, nr. 1, indsættes efter » voksenundervisning «: » og dansk for ordblinde, jf. lov om specialundervisning for voksne «
7. I § 5, stk. 1, indsættes 2 steder efter » gymnasial uddannelse «: » samt i dansk for ordblinde «.
8. I § 5, stk. 2 og 3, indsættes efter » forberedende voksenundervisning «: » og til dansk for ordblinde « .
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Ved den seneste revision af loven om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) blev adgangen til SVU lettet for læsesvage, således at de kan modtage SVU til forberedende voksenundervisning (FVU), uanset de ikke opfylder lovens almindelige bestemmelser om at være fyldt 25 år. Ændringen var bl.a. begrundet i FVU-loven og af flere undersøgelser, herunder OECD’s store læseundersøgelse SIALS som har dokumenteret, at mange marginaliseres på arbejdsmarkedet på grund af svage læsefærdigheder, og at der derfor er stort behov for initiativer til at øge læseniveauet generelt i den voksne befolkning.
Det har efterfølgende vist sig, at kun et fåtal har modtaget SVU, og at lovændringen således ikke har haft den tilsigtede virkning på læsefærdighederne.
Dette lovforslag skal derfor gøre det muligt for de ordblinde og læsesvage, som tilhører grupper i samfundet, der på grund af læseproblemerne er særligt udsatte på arbejdsmarkedet, at få støtte til at deltage i dansk for ordblinde (specialundervisning for voksne) og i forberedende voksenundervisning (FVU).
FVU retter sig mod voksne med moderate læseproblemer, mens danskundervisning efter lov om specialundervisning for voksne er for egentlig ordblinde. Forudsætning for deltagelse i undervisningen er, at man har læsebesvær, som undervisningen kan afhjælpe. Deltagere, som ikke mere profiterer af undervisningen, kan ikke fortsætte. De første erfaringer med FVU viser, at mange, der henvender sig til forberedende voksenundervisning, må visiteres videre til ordblindeundervisning.
Vurdering af problemet omfang
Til forståelse af problemets omfang henvises til Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), som i 2000 publicerede undersøgelsen » Danskernes læse-regne-færdigheder i et internationalt lys « . Undersøgelsen var rekvireret af OECD i forbindelse med den verdensomspændende SIALS-undersøgelse, hvor læsefærdigheder blandt voksne i OECD-landene blev undersøgt. Den danske del omfatter mere end 3.000 interviews. Resultatet var, at omkring 55 pct. af den voksne befolkning læser upåklageligt, mens de resterende har læseproblemer i større eller mindre grad.
Undersøgelsen arbejder med 5 læseniveauer, hvor niveau 1 repræsenterer de svageste færdigheder, hvor de fleste ordblinde befinder sig. OECD angiver, at både niveau 1 og 2 repræsenterer utilstrækkelige færdigheder i forhold til almindelige daglige læseopgaver på arbejde og i hjemmet. Niveau 1 og 2 afgrænser således rimeligt målgrupperne for ordblindeundervisning og for FVU.
Samtidig understreger rapporten, at svage læsefærdigheder har afgørende betydning for både erhvervsuddannelsesniveauet og for efteruddannelsesaktiviteten, således at personer med videregående uddannelse ikke hæmmes af læsebesvær, mens svage læsefærdigheder blandt faglærte arbejdere og i særlig grad for ufaglærte arbejdere er en alvorlig hindring for nødvendig uddannelse og efteruddannelse.
Ufaglærte i beskæftigelse: 491.848 personer.
Heraf:
læseniveau 1: læseniveau 2:
102.616 personer 21 pct. 267.189 personer 54 pct.
Ufaglærte ledige: 63.519 personer.
Heraf:
læseniveau 1: læseniveau 2:
17.180 personer 27 pct. 36.294 personer 57 pct.
Faglærte i beskæftigelse: 971.606 personer.
Heraf:
læseniveau 1: læseniveau 2:
53.833 personer 6 pct. 415.316 personer 43 pct.
Faglærte ledige: 64.314 personer.
Heraf:
læseniveau 1: læseniveau 2:
5.759 personer 9 pct. 29.308 personer 46 pct.
Kilde: Torben Pilegaard Jensen, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut.
Ud over de ca. 120.000 ufaglærte med svære læseproblemer ses næsten 60.000 faglærte også at have store læsevanskeligheder. Samtidig bemærkes, at læseproblemerne i sig selv øger ledighedsrisikoen. Der er således god mening i at udvide mulighederne for uddannelsesstøtte til voksne, som ønsker at forbedre deres læsefærdigheder.
Vurdering af lovforslagets økonomiske konsekvenser
Uanset det store antal voksne, der kan være omfattet af målgruppen for FVU og ordblindeundervisning, råder skolerne kun over et begrænset antal undervisere, der kan varetage opgaven. Ud over almindelige underviserkvalifikationer skal lærerne til FVU og ordblindeundervisningen kvalificere sig gennem særlig uddannelse. Da det antages, at stort set alle lærere er beskæftiget i øjeblikket, vil aktivitetsudvidelsen som følge af lovændringen være tilsvarende begrænset i de første år.
Sammenholdt med, at kun ca. halvdelen af SVU-bevillingen er brugt i 2001 og i 2002, skønnes lovforslaget ikke at medføre en nødvendig ændring af finansloven.
For amterne vil lovforslaget medføre en større søgning til ordblindeundervisningen, der dog begrænses af lærerkapaciteten, som nævnt ovenfor. Udvidelsen antages ikke at kunne overskride 10 pct. svarende til en merudgift for amterne på 6 mio. kr. årligt.
Ændring i administrative forskrifter i forlængelse af lovforslagets vedtagelse
§ 36, stk. 3, i bekendtgørelse om statens voksenuddannelsesstøtte ændres således, at den ugentlige nedsættelse af arbejdstiden mindst skal være på 3 timer. Begrundelsen for at ændre minimumstallet fra 6 til 3 timer, for at der kan ydes SVU til deltidsuddannelser, for så vidt angår FVU og ordblindeundervisning, er, at mange små virksomheder ikke har ressourcer til at undvære ansatte i 6 timer, hvorved denne regel virker uhensigtsmæssigt begrænsende.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 490 af 31. maj 2000 om statens voksenuddannelsesstøtte foretages følgende ændringer:
§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne kortuddannede kan deltage i uddannelse på folkeskoleniveau og i gymnasial uddannelse, og at voksne kan deltage i videregående uddannelse. 1. I § 1 indsættes efter »gymnasial uddannelse«: »samt i dansk for ordblinde«.
§ 2. - - -
Stk. 2. Uddannelsessøgende, der er i alderen fra 20 år og op til 25 år, kan få SVU til forberedende voksenundervisning, jf. § 5, stk. 2. 2 . I § 2, stk. 2, indsættes efter »forberedende voksenundervisning«: »og til dansk for ordblinde«.
§ 3. For at få SVU efter bestemmelserne i kapitel 3 til uddannelse på folkeskoleniveau og til gymnasial uddannelse skal de uddannelsessøgende være kortuddannede. 3. I § 3, stk. 1, indsættes efter »kortuddannede«: »jf. stk. 2, nr. 1 og 2.«, og efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum: »For at få SVU til dansk for ordblinde og forberedende voksenundervisning skal de uddannelsessøgende være kortuddannede, jf. stk. 2, nr. 1-3.«
4. § 3, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Kortuddannede ifølge stk. 1 er uddannelsessøgende, der har indtil » Stk. 2. Kortuddannede ifølge stk. 1 er uddannelsessøgende, der har indtil
1) 7-8 års skolegang suppleret med en erhvervsrettet uddannelse eller uddannelse svarende hertil eller 1) 7-8 års skolegang suppleret med en erhvervsrettet uddannelse eller uddannelse svarende hertil,
2) 9-10 års skolegang suppleret med 2 års erhvervsrettet uddannelse eller en forældet erhvervsrettet uddannelse. 2) 9-10 års skolegang suppleret med 2 års erhvervsrettet uddannelse eller en forældet erhvervsrettet uddannelse eller
3) 10 års skolegang suppleret med en erhvervsrettet uddannelse og er berettiget til forberedende voksenundervisning eller til undervisning i dansk for ordblinde i henhold til lov om specialundervisning for voksne.«
Kapitel 3 Uddannelse på folkeskoleniveau og gymnasial uddannelse, der giver ret til SVU. Klippekort og deltagerbetaling. 5. I kapitel 3 indsættes i kapiteloverskriften efter »gymnasial uddannelse«: »samt dansk for ordblinde«.
§ 4. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke uddannelser der på følgende områder kan gives SVU til: 1) Forberedende voksenundervisning. 6. I § 4, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »voksenundervisning«: »og dansk for ordblinde, jf. lov om specialundervisning for voksne«
§ 5. SVU til uddannelse på folkeskoleniveau og til gymnasial uddannelse, jf. § 4, stk. 1, gives inden for et samlet støttesystem (klippekort til uddannelse på folkeskoleniveau og til gymnasial uddannelse) på højst 80 uger omregnet til heltid, jf. dog § 6 og § 11, stk. 2. Der kan herudover opnås SVU til forberedende voksenundervisning i de perioder, der er nævnt i stk. 2 og 3. 7. I § 5, stk.1, indsættes efter »gymnasial uddannelse«: »samt til dansk for ordblinde«.
Stk. 2. Uddannelsessøgende, der er i alderen fra 20 år og op til 25 år, kan i indtil 18 uger omregnet til heltid få SVU til forberedende voksenundervisning, jf. § 2, stk. 2. SVU tildeles inden for den periode på 30 uger omregnet til heltid, der er nævnt i § 10 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. 8. I § 5, stk. 2 og 3, indsættes efter »forberedende voksenundervisning«: »og til dansk for ordblinde«.
Stk. 3. Uddannelsessøgende, der ikke kan få SVU inden for den periode, der er nævnt i stk. 1, 1. pkt., på grund af fradrag efter § 6, stk. 1, af støtte udbetalt før den 1. juli 2000, kan få SVU i op til 18 uger omregnet til heltid til forberedende voksenundervisning.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.