Gelex

Forslag til Lov om Kunstrådet

GældendeVersion 2003-01-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00128@2003-01-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

§ 1. Kunstrådets formål er at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet.

§ 2. Kunstrådets virksomhed omfatter litteratur, teater, billedkunst og musik, samt andre kunstformer og -udtryk, som kan sidestilles med de nævnte, og som ikke kan få statsstøtte efter anden lovgivning.

§ 3. Kunstrådets opgaver er:

1) At yde støtte til kunstneriske formål, herunder de formål, der er nævnt i litteraturlovens § 4, teaterlovens § 18, billedkunstlovens §§ 4-7 og musiklovens § 3, samt støtte til anden kunst, der fremmer lovens formål, og som ikke er omfattet af anden lovgivning. Støtten kan ydes som tilskud, garanti eller lån.

2) At rådgive og bistå offentlige myndigheder i sager inden for rådets virkeområde.

Stk. 2. Kunstrådet kan på eget initiativ behandle spørgsmål vedrørende de i stk. 1 omtalte sagområder samt fremsætte erklæringer herom.

§ 4. Kunstrådet træffer endelige administrative afgørelser med hensyn til fordelingen af støtte til de formål, der er nævnt i § 1.

Stk. 2. Kunstrådet kan delegere kompetence til sine fagudvalg til at foretage endelig afgørelse i sager på fagudvalgets sagområde, jf. § 6.

§ 5. Kulturministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for Kunstrådet og fagudvalgene.

§ 6. Til Kunstrådet knyttes et fagudvalg for litteratur, et fagudvalg for teater, et fagudvalg for billedkunst og et fagudvalg for musik. Ministeren kan endvidere nedsætte et udvalg for dansk billedkunst i udlandet.

Stk. 2. Kunstrådet består af 10 sagkyndige medlemmer. Fagudvalgene består hver af 5 medlemmer. Fagudvalget for musik består dog af 7 medlemmer. Formændene for de fire fagudvalg er fødte medlemmer af Kunstrådet. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet består dette af 5 medlemmer.

Stk. 3. Kulturministeren udpeger 2 medlemmer til hvert fagudvalg. Repræsentantskabet, jf. kap. 3, udpeger 3 medlemmer til hvert fagudvalg. For så vidt angår fagudvalget for musik, udpeger kulturministeren dog 3 medlemmer, og repræsentantskabet udpeger 4 medlemmer. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet udpeger ministeren 2 medlemmer, og repræsentantskabet udpeger 3. Kulturministeren udpeger tillige formanden for hvert fagudvalg blandt medlemmerne samt formanden for udvalget for dansk billedkunst i udlandet.

Stk. 4. Kulturministeren udpeger 5 medlemmer til Kunstrådet, hvoraf formændene for de fire fagudvalg udgør de fire. Repræsentantskabet udpeger 5 medlemmer. Kulturministeren udpeger tillige formanden blandt medlemmerne.

Stk. 5. Medlemmer af Kunstrådet og fagudvalgene beskikkes af ministeren for 4 år. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet beskikkes medlemmerne heri for 4 år. Umiddelbar genbeskikkelse kan ikke finde sted. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse for den resterende del af perioden.

Stk. 6. Medlemmer af Kunstrådet, Kunstrådets fagudvalg, udvalget for dansk billedkunst i udlandet samt Kunstrådets repræsentantskab kan i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb ikke beskikkes til et andet af de nævnte organer. Medlemmer af Statens Kunstfonds udvalg samt af repræsentantskabet for Statens Kunstfond kan ligeledes ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Kunstrådet og tilhørende organer. Medlemmer af Kunstrådet og tilhørende organer kan ikke samtidig være medlem af andre af Kunstrådets organer eller af Statens Kunstfond og tilhørende organer. Dette gælder dog ikke fagudvalgsformændenes medlemskab af Kunstrådet, jf. stk. 2. Endvidere skal medlemmer udpeget af Folketingets partier til repræsentantskabet for Kunstrådet, jf. § 10, samtidig være medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond.

§ 7. Kunstrådets afgørelser træffes med almindeligt stemmeflertal. Rådet fastsætter herudover selv sin forretningsorden.

§ 8. Der nedsættes et repræsentantskab, der har til opgave at foretage indstillinger til kulturministeren om medlemmer til Kunstrådet, dets fagudvalg samt i givet fald til udvalget for dansk billedkunst i udlandet, jf. § 6.

Stk. 2. Repræsentantskabet skal endvidere følge Kunstrådets virksomhed. Repræsentantskabet forelægger ministeren det fra Kunstrådet modtagne regnskab og den modtagne beretning med de bemærkninger, som det ønsker at knytte hertil.

Stk. 3. Repræsentantskabet mødes én gang årligt med repræsentantskabet for Statens Kunstfond til en fælles drøftelse af Kunstrådets og Statens Kunstfonds virksomhed.

§ 9. Medlemmerne af repræsentantskabet beskikkes for 4 år. For medlemmer, der er udpeget efter § 10, stk. 2 kan umiddelbar genbeskikkelse ikke finde sted. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse for den resterende del af perioden.

Stk. 2. Medlemmerne af repræsentantskabet beskikkes således, at nybeskikkelse hver gang kun sker for halvdelen af repræsentantskabets medlemmer. De nærmere bestemmelser herom fastsættes af kulturministeren.

§ 10. De partier der er repræsenteret i Folketinget, og kulturministeren udpeger hver et medlem til repræsentantskabet. Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening udpeger et medlem i fællesskab. Medlemmer udpeget af Folketingets partier skal samtidig være medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Kulturministeren udpeger tillige formanden blandt medlemmerne.

Stk. 2. Repræsentantskabet består herudover af repræsentanter fra organisationer, institutioner og interessegrupper inden for dansk kunst og kultur. De nærmere bestemmelser herom fastsættes af kulturministeren.

§ 11. Kunstrådet udarbejder efter sin tiltrædelse en handlingsplan for beskikkelsesperioden. Handlingsplanen skal godkendes af kulturministeren. Forud for hvert finansår justeres handlingsplanen, såfremt Kunstrådet eller kulturministeren finder, at der er behov herfor.

Stk. 2. Kunstrådet aflægger årligt beretning og regnskab for rådets virksomhed.

Stk. 3. Repræsentantskabet for Kunstrådet forelægger beretningen og regnskabet for kulturministeren, jf. § 8, stk. 2.

§ 12. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.

§ 13. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. Udpegning af medlemmer til Kunstrådets repræsentantskab samt til Kunstrådet og dets fagudvalg som beskrevet i kapitel 2 og 3 kan ske fra den 1. april 2003.

Stk. 3. Det første repræsentantskab, som udpeges jf. § 9, stk. 1, beskikkes frem til den 31. oktober 2005. Halvdelen af medlemmerne til repræsentantskabet beskikkes frem til den 31. oktober 2007, jf. § 9, stk. 2.

Stk. 4. Det første kunstråd med tilhørende udvalg, som udpeges jf. § 6, beskikkes frem til den 31. marts 2007.

§ 14. I lov om Statens Kunstfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 220 af 17. februar 1998, som ændret ved § 15 i lov nr. 400 af 21. maj 2001, foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 3, sidste punktum , ophæves.

2. § 4, stk. 4, ophæves.

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

3. § 5 affattes således:

» § 5. Der nedsættes et repræsentantskab til at følge fondens virksomhed. Repræsentantskabet udpeges således:

1) Partierne, der er repræsenteret i Folketinget, udpeger hver et medlem, der samtidig skal være medlem af repræsentantskabet for Kunstrådet.

2) 2 medlemmer udpeges af kommunale råd og organisationer, således at 1 udpeges af Kommunernes Landsforening og 1 af Amtsrådsforeningen i Danmark.

3) 3 medlemmer udpeges af de humanistiske fakulteter ved Københavns, Århus og Odense Universiteter.

4) 3 medlemmer udpeges af Billedkunstnernes Forbund.

5) 1 medlem udpeges af Kunstnersammenslutningers Samråd.

6) 3 medlemmer udpeges af Akademirådet.

7) 2 medlemmer udpeges af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i fællesskab.

8) 1 medlem udpeges af Danske Dramatikeres Forbund.

9) 2 medlemmer udpeges af Det Danske Akademi.

10) 2 medlemmer udpeges af Dansk Komponistforening.

11) 1 medlem udpeges af konservatorierne i fællesskab.

12) 2 medlemmer udpeges af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer.

13) 1 medlem udpeges af Danske Kunsthåndværkere.

14) 1 medlem udpeges af Foreningen Danske Designere.

15) 1 medlem udpeges af Danske Arkitekters Landsforbund.

16) 1 medlem udpeges af Danmarks Biblioteksforening.

17) 1 medlem udpeges af Danske Filminstruktører.

18) 2 medlemmer udpeges af De Frie Koreografer, De Danske Dansekompagnier, Danske Sceneinstruktører og Sammenslutningen af Danske Scenografer i fællesskab.

19) 1 medlem udpeges af Danske Populærautorer.

20) 1 medlem kan udpeges af kulturministeren, der tillige udpeger repræsentantskabets formand blandt medlemmerne.

Stk. 2. Medlemmerne af repræsentantskabet beskikkes for et tidsrum af 4 år. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden. Medlemmer af Statens Kunstfond og tilhørende organer kan ikke samtidig være medlem af andre af Kunstfondens organer eller af Kunstrådet og tilhørende organer, med mindre andet fremgår af denne lov. Medlemmer af de i § 4 omhandlede udvalg samt medlemmer af repræsentantskabet kan ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Kunstrådet og tilhørende organer. For medlemmer af de i § 4 omhandlede udvalg gælder endvidere, at medlemmerne i 3 år efter beskikkelsesperiodens ophør ikke kan beskikkes til et andet af de i § 4 omhandlede udvalg samt til Kunstfondens repræsentantskab. For medlemmer af Kunstfondens repræsentantskab gælder, at medlemmer ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb kan beskikkes til et af de i § 4 omhandlede udvalg. Medlemmer af Kunstrådet og tilhørende organer kan ligeledes ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Statens Kunstfonds i § 4 omhandlede udvalg eller til repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Medlemmer udpeget af Folketingets partier til repræsentantskabet skal samtidig være medlem af repræsentantskabet for Kunstrådet.

Stk. 3. Repræsentantskabet forelægger ministeren de fra bestyrelsen modtagne regnskaber, beretninger samt indstilling med de bemærkninger, som det ønsker at knytte hertil.

Stk. 4. Repræsentantskabet mødes én gang årligt med repræsentantskabet for Statens Kunstråd til en fælles drøftelse af Kunstrådets og Statens Kunstfonds virksomhed.

Stk. 5. Repræsentantskabet afgiver indstilling til kulturministeren om de ydelser, der bør søges tillagt kunstnere for livstid. Forslag om disse ydelser optages på de årlige finanslove.«

4. § 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Kulturministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for fondens arbejde.«

5. § 7, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

§ 15. I lov om musik, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 31. august 2000 som ændret ved § 28 i lov nr.145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 1 affattes således:

» § 1. Kunstrådet har til opgave at virke til fremme af musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Kunstrådet skal rådgive og bistå offentlige myndigheder og institutioner i sager angående musikforhold. Rådet har inden for rammerne af den godkendte handlingsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordeling af støtte til de formål, der er nævnt i § 3, stk. 1.«

2. I § 2, stk. 2, § 3, stk. 1, § 3 a, stk. 4, to steder i § 3 b, stk. 1 , i § 3 b stk. 2, § 3 f, § 3 g, stk. 1 , to steder i § 3 h, i § 3 i, stk. 1 , og § 15, stk. 2 , erstattes »Statens Musikråd« med »Kunstrådet«.

3. I § 2 indsættes som stk. 4:

» Stk. 4 . De nærmere regler for amtsmusikudvalgenes sammensætning og virksomhed fastsættes af amtsrådene. Kulturministeren udsteder vejledende retningslinjer herfor.«

4. § 3, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

5. I § 3 c, stk. 5, erstattes »Statens Musikråd« med »Staten«.

6. I § 3 d, stk. 1, stk. 2, og § 3 e, stk. 1-4 , erstattes »Staten« med »Kunstrådet«.

7. I § 3 i, stk. 2, erstattes »Statens Musikråd« med »kulturministeren«.

8. Kapitel 4 ophæves.

9. § 12 a affattes således:

» § 12 a. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt, i tilfælde hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.«

10. §§ 12 b, 12 c og 12 d ophæves.

11. § 15, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2 . Kulturministeren kan give Kunstrådet instruktioner vedrørende udøvelsen af beføjelser, der er henlagt til Kunstrådet i henhold til denne lov.«

§ 16. I teaterloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 91 af 7. februar 2000, som ændret ved lov nr. 444 af 31. maj 2000, og ved § 29 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven erstattes »Teaterrådet« med »Kunstrådet«.

2. § 18, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Ved fordeling af støtte efter stk. 1 skal Kunstrådet søge at tilgodese alle genrer inden for det professionelle teater, herunder dans og musikdramatik. Der skal lægges vægt på at fremme udviklingen af nye teaterformer og anden eksperimenterende virksomhed, og den geografiske spredning af aktiviteterne skal søges fremmet. En væsentlig del af støtten skal anvendes til støtte til teatervirksomhed, der henvender sig til børn og unge.«

3. § 19 a affattes således:

»§ 19 a. Kunstrådet følger udviklingen blandt egnsteatrene og de små storbyteatre. Kunstrådet bistår kommuner, amtskommuner og teatre ved udarbejdelsen af aftaler, der løber over minimum 3 år, jf. § 15, stk. 3, og § 16 b, stk. 3.«

4. §§ 20, 21 og 22 ophæves.

5. § 23, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Kulturministeren kan give Kunstrådet instruktioner vedrørende udøvelsen af beføjelser, der er henlagt til Kunstrådet i henhold til denne lov.«

6. § 31 a affattes således:

» § 31 a. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.«

7. § 31 b ophæves.

§ 17. I lov billedkunst, jf. lov nr. 400 af 21. maj 2001, som ændret ved § 27 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Billedkunstrådet« og »Rådet« til »Kunstrådet«, og »Billedkunstrådets« og »Rådets« til »Kunstrådets«.

2. § 3 ophæves.

3. § 4 stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Kunstrådet kan ikke i henhold til denne lov yde arbejdslegater.«

4. § 5 ophæves.

5. § 7, stk. 1, affattes således:

»Kunstrådet kan yde tilskud til andre foranstaltninger, der er egnede til opfylde lovens formål. Støtten kan gives som tilskud, garanti eller lån.«

6. § 7, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Rådet kan udbetale faste mindre grundtilskud til de amtskommunale billedkunstråd, som oprettes i medfør af § 10, under forudsætning af mindst tilsvarende amtskommunal finansiering. Yderligere tilskud kan gives efter ansøgning til konkrete projekter og initiativer.«

7. § 8 affattes således:

» § 8. Kunstrådet har inden for rammerne af den godkendte handlingsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til den konkrete støtte til lovens formål.«

8. § 13, stk. 1, affattes således:

»Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.«

9. § 14 sidste punktum, ophæves.

10. § 15 ophæves.

§ 18. I lov om litteratur, jf. lov nr. 477 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 erstattes »Litteraturrådet« med »Kunstrådet«.

2. § 3 ophæves.

3. § 4 affattes således:

» § 4. Kunstrådet yder inden for de fastsatte bevillingsrammer støtte til frembringelse og udbredelse af litteratur. Rådet kan herunder støtte forfatteres litterære projekter, udgivelser, uddannelse, formidling af litteratur samt andre aktiviteter, der kan fremme lovens formål. Støtten kan gives som tilskud, garanti eller lån.«

4. § 5 affattes således:

» § 5. Kunstrådet har inden for rammerne af den godkendte handlingsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordelingen af den konkrete støtte til de formål, der er nævnt i § 4.«

5. § 6 affattes således:

» § 6. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.«

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

1. Indledning

2. Den eksisterende struktur

3. Den nye struktur

3.1. Forslaget om Kunstrådet

3.2. Kunstrådets forhold til kulturministeren og det politiske system

3.3. Forholdet til Statens Kunstfond

3.4. De amtskommunale billedkunstråd og musikråd

3.5. Den internationale kulturudveksling

3.6. Kunststyrelsen

4. Lovforslagets administrative, personalemæssige og økonomiske konsekvenser

1. Indledning

Den overordnede vision for den fremtidige struktur for kunststøtten og den internationale kulturudveksling er som den har været i de seneste 40 år at fremme kunstens udvikling og kunstneriske aktiviteter i Danmark, samt at stimulere og fremme dansk kunst og kulturs kvalitative udvikling gennem udveksling med udlandet.

Organiseringen af kunststøttesystemet og den internationale udveksling skal svare til en verden præget af forandringer. Kunstarterne er under udvikling. Side om side med klassiske arbejdsmetoder og udtryksformer udvikler der sig nye kunstneriske organisationsformer imellem og på tværs af kunstarterne, og de vante afgrænsninger af kunstarterne er blevet udfordret. Tilsvarende er det kunst- og kulturforbrugende publikum blevet vanskeligere at definere entydigt i forhold til kunstarterne.

En verden med disse udviklingstendenser stiller kunst- og kulturlivet over for nye udfordringer. Det offentlige støttesystem skal forholde sig til ændringer i omverdenen og befordre nytænkning, kvalitet og dynamik i dansk kunst og kultur, så den danske kunst- og kulturscene kan være en synlig og integreret del af den internationale kunst- og kulturscene.

Kulturministeren har i foråret fremlagt et forslag til en ny struktur for kunststøtten og den internationale kulturudveksling, som er blevet drøftet med formændene for de eksisterende råd og med væsentlige organisationer og institutioner i kunstlivet. På den baggrund har Kulturministeriet udarbejdet et forslag, der har været forhandlet med Folketingets partier. Resultatet af disse forhandlinger er en politisk aftale med alle Folketingets partier.

Aftalen indebærer oprettelsen af et kunstråd og en administrativ sammenlægning af en række institutioner og centre på ministeriets område til en styrelse med navnet Kunststyrelsen.

Sammenlægningen skal sikre, at Kunstrådet med et helhedsansvar kan skabe dynamik mellem kunstarterne og sikre en kvalitativt bedre behandling af ansøgninger til tværæstetiske projekter og nyskabende kunst. Dannelsen af Kunstrådet vil mindske administrationsudgifterne og dermed på længere sigt føre til flere midler til kunstnerisk aktivitet. Endelig vil etableringen af Kunstrådet åbne for en mere slagkraftig indsats i forhold til den internationale kulturudveksling.

Kunstrådet overtager opgaver fra Statens Musikråd, Teaterrådet, Billedkunstrådet, Litteraturrådet, Internationalt Kulturråd og bestyrelserne for Dansk Musik Informations Center, Center for Dansk Billedkunst og Dansk Litteraturcenter. Kunstrådet skal derudover overtage visse opgaver fra den nedlagte Kulturministeriets Udviklingsfond samt i mindre omfang fra Kulturrådet for Børn. Kunstrådet får den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordeling af midler til støtte til kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet, der ikke er omfattet af anden lovgivning. Det drejer sig således primært om litteratur, teater, billedkunst, musik og andre kunstformer og -udtryk, der kan sidestilles hermed.

Til at betjene Kunstrådet, Kunstfonden, varetage den internationale kulturudveksling og en række formidlings- og informationsopgaver på kunstområdet mv. oprettes Kunststyrelsen, jf. afsnit 3.6., der dannes som en sammenlægning af Kulturministeriets Kunstsekretariat, sekretariatet for Statens Kunstfond, Internationalt Kultursekretariat, Dansk Musik Informations Center, Center for Dansk Billedkunst og Dansk Litteraturcenter.

Nærværende forslag til lov om Kunstrådet omhandler udelukkende strukturen på den statslige kunststøtte. Loven vil billedligt talt stå på skuldrene af litteraturloven, billedkunstloven, teaterloven og musikloven. Disse love, samt lov om Statens Kunstfond, videreføres med de nødvendige konsekvensrettelser, der følger af oprettelsen af Kunstrådet. Forslaget om Kunstrådet lægger således ikke op til en gennemgribende revision af litteratur-, teater-, billedkunst-, eller musikloven.

I det følgende beskrives den nuværende struktur for kunststøtten og for den internationale kulturudveksling.

2. Den eksisterende struktur

Den danske kunststøtte er i dag baseret på det såkaldte armslængdeprincip, dvs. at beslutninger om tildeling af støtte til konkrete kunstnere og kunstneriske aktiviteter træffes af kunstkyndige organer en »arms længde« fra kulturministeren og Folketinget. Dette armslængdeprincip har gradvis fået sin konkrete udformning gennem de sidste 40 års forskellige kunststøttelove, der har tilført kulturområdet en række kunststøtteorganer.

Statens Kunstfond blev oprettet i 1965 og er ifølge lov om Statens Kunstfond organiseret i otte kunstkyndige tremandsudvalg, der inden for de respektive områder har den endelige kompetence til at yde støtte ud fra en vurdering af kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent. Statens Kunstfonds bestyrelse består af formændene for tremandsudvalgene. Repræsentantskabet for Statens Kunstfond udpeger 2 medlemmer til tremandsudvalgene og ministeren 1 medlem. Ministeren udpeger tillige formanden for tremandsudvalgene. Repræsentantskabet består primært af organisationer og institutioner på den skabende kunsts område, men tillige af repræsentanter udpeget af de af Folketingets partier, der sidder i Finansudvalget, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune og de humanistiske fakulteter på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Hertil kommer en række repræsentanter udpeget af organisationer og institutioner som fx Statens Musikråd, Teaterrådet, Danmarks Biblioteksforening og musikkonservatorierne. Repræsentantskabet har til opgave at udpege medlemmer til de kunstkyndige udvalg i fonden, at indstille skabende kunstnere til modtagelse af livsvarig ydelse til kulturministeren, samt at følge fondens virksomhed i forbindelse med fondens regnskab og årsberetning.

Statens Musikråd blev oprettet i 1971, og fik med musiklovens tilblivelse i 1976 tillagt en række kompetencer på musikområdet. Musikloven er ændret flere gange gennem årene, hver gang med Statens Musikråd som en central aktør. I dag er Musikrådets formål at virke til fremme af musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Statens Musikråd har 9 medlemmer, hvoraf ministeren udpeger 4 medlemmer og repræsentantskabet for Statens Musikråd 5 medlemmer. Ministeren udpeger tillige formanden blandt medlemmerne. Repræsentantskabet for Statens Musikråd består af betydende institutioner, organisationer og interessegrupper inden for dansk musikliv og har til opgave at udpege fem medlemmer til rådet samt at følge rådets virksomhed.

Teaterrådet blev i sin nuværende form oprettet i 1985. Ifølge teaterloven skal Teaterrådet fremme teaterkunsten og teaterkulturen i Danmark samt rådgive og bistå offentlige myndigheder i sager angående teaterforhold. Teaterrådet yder støtte til en række stationære og turnerende teatre, til fremme af dansk dramatik, til anskaffelse af teknisk udstyr mv. samt andre aktiviteter, der fremmer teaterkunsten og teaterlivet i Danmark. Teaterrådet består af 5 medlemmer, hvoraf 3 udpeges af ministeren og 2 af Teaterrådets kontaktudvalg. Ministeren udpeger tillige formanden. Teaterrådets kontaktudvalg består af betydende organisationer og institutioner på teaterområdet. Kontaktudvalget har ud over udpegningen af 2 medlemmer til rådet til opgave at følge rådets virksomhed, drøfte dansk teaters situation og afgive udtalelser om principielle forhold til kulturministeren.

Litteraturrådet blev oprettet i 1996. Ifølge litteraturloven skal Litteraturrådet rådgive og bistå offentlige myndigheder i sager angående litteratur. Rådet yder støtte til frembringelse og udbredelse af litteratur samt andre aktiviteter, der kan fremme litteraturen og adgangen til litteratur i Danmark samt udbredelsen af litteratur i udlandet. Litteraturrådet består af 5 medlemmer, hvoraf 3 er udpeget af ministeren og 2 udpeget af Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening. Ministeren udpeger tillige formanden for rådet.

Billedkunstrådet blev oprettet i 2001. Ifølge billedkunstloven er Billedkunstrådets opgaver at fremme billedkunsten ved at yde tilskud til billedkunstnerisk produktion, billedkunstnerisk udsmykning af statens bygninger og anlæg, tilskud til udstillinger af nulevende billedkunstneres værker samt andre aktiviteter, der fremmer billedkunsten. Billedkunstrådet har 5 medlemmer, hvoraf ministeren udpeger 2, Statens Kunstfond 1 medlem, Akademirådet 1 medlem og Foreningen af Danske Kunstmuseer og Foreningen af Kunsthaller i Danmark 1 medlem i fællesskab. Ministeren udpeger tillige formanden blandt medlemmerne.

Litteraturrådet, Teaterrådet, Billedkunstrådet og Statens Musikråd bliver i dag betjent administrativt af Kulturministeriets Kunstsekretariat, der desuden varetager en lang række administrative og regnskabsmæssige opgaver for Kulturministeriet og en række af ministeriets institutioner. Statens Kunstfond bliver i dag betjent af et selvstændigt sekretariat.

Kulturministeriets Udviklingsfond blev oprettet i 1998 ved lov om Kulturministeriets Udviklingsfond som en videreførsel af Kulturfonden. Fonden blev nedlagt fra 1. januar 2002. Med oprettelsen af Kulturministeriets Udviklingsfond blev der lagt vægt på at støtte nyskabende og tværgående initiativer på landsdækkende, regionalt og lokalt niveau. Fonden bestod af 9 medlemmer, der alle var udpeget af kulturministeren. 4 kandidater skulle være indstillet af relevante råd og nævn. Fonden blev betjent af Kulturministeriets Kunstsekretariat.

Kulturrådet for Børn blev oprettet i 1999 som en videreførsel af Kulturens Børn. Rådet har til opgave at udvikle og iværksætte (samarbejds-)projekter, der fremmer børns kulturelle muligheder, giver børn lettere adgang til kulturarven og flere voksenkontakter. Rådet skal i forlængelse heraf følge og præge udviklingen på børnekulturområdet i Danmark forstået ud fra et bredt kulturbegreb. Rådet har 9 medlemmer. Kulturministeren udpeger 5 medlemmer, heraf formanden. De øvrige 4 medlemmer er udpeget af og repræsenterer de råd, nævn og organisationer, som er særlig relevante for børns kulturelle udfoldelse. Rådet har eget sekretariat. Kulturrådet for Børn nedlægges 1. juli 2003. Kulturministeren iværksatte tidligere på året en ny model for børnekulturen. Der skal fremover anlægges en helhedsbetragtning på børnekulturen, og der etableres et netværk for børnekultur mellem Biblioteksstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen, Det Danske Filminstitut og Kunstrådet.

Dansk Musik Informations Center (MIC) blev etableret af Statens Musikråd i 1980 som en selvejende institution og har i alle årene modtaget støtte til drift og aktiviteter fra Statens Musikråd. MIC har til formål at udbrede kendskabet til dansk musik og musikliv inden for alle genrer i Danmark og i udlandet og bedriver således informations- og formidlingsvirksomhed i Danmark og internationalt. Aktiviteterne omfatter i hovedtræk: informationsvirksomhed om al dansk musik og musikliv især med henblik på at bringe dansk musik frem til koncert- og/eller anden opførelse. Dette kan ske i samarbejde med andre musikorganisationer, Dansk Rock Samråd, Dansk Jazzforbund m. fl. Hertil kommer dokumentations- og registreringsvirksomhed bestående i indsamling af oplysninger om dansk musik og dansk musikliv i samarbejde med institutioner, organisationer, foreninger, virksomheder og andre interesserede.

Dansk Litteraturcenter (DLC) blev etableret som selvejende institution i 1990 af Kulturministeriet. Centret har til formål at styrke udvekslingen mellem dansk og udenlandsk litteratur og at fremme kendskabet til og udbredelsen af dansk litteratur i udlandet. Aktiviteterne består i at formidle information om dansk litteratur, synliggøre dansk litteratur i udlandet gennem opbygning af netværk af kontaktpersoner i udlandet, og gennem arrangementer med danske forfattere i udlandet, samt at stå for dansk deltagelse i internationale litterære festivaler, seminarer og bogmesser. Hertil kommer, at centeret yder økonomisk støtte til oversættelse af kvalitetslitteratur til og fra dansk. Endelig varetager DLC den internationale kulturudveksling på det litterære område.

Center for Dansk Billedkunst (CDB) blev oprettet som selvejende institution i 1995 af Kulturministeriet. Centrets formål er at udbrede kendskabet til dansk billedkunst og billedkunstnere i udlandet samt at virke til fremme af forbindelsen mellem dansk og udenlandsk billedkunst. CDB gennemfører officielle danske kunstudstillinger i udlandet og tilsvarende udstillinger i Danmark, formidler officiel dansk deltagelse i internationale udstillingsarrangementer samt formidler eller støtter anden præsentation af dansk billedkunst i udlandet. Herudover virker centeret til fremme og udbygning af forbindelserne mellem danske og udenlandske kunstformidlingsinstitutioner i forståelse med og sideløbende med allerede eksisterende forbindelser samt varetager diverse informationsopgaver om dansk billedkunst og -kunstnere. Endelig er CDB sekretariat for gennemførelse af Kulturministeriets initiativer over for udlandet på udstillingsområdet.

Internationalt Kultursekretariat blev sammen med Internationalt Kulturråd oprettet i 2001 af Kulturministeriet som led i en samarbejdsaftale mellem Kulturministeriet og Udenrigsministeriet. Rådet består af lederne af de ovennævnte centre, en repræsentant fra Teaterrådet, en repræsentant fra de store statslige kulturinstitutioner (Rigsarkivet, Det Kgl. Teater, Det Kgl. Bibliotek, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet), en repræsentant fra Dansk Arkitektur Center, en repræsentant fra Danish Crafts Informationscenter for Dansk Kunsthåndværk, en repræsentant fra Det Danske Filminstitut samt 3 ministerudpegede medlemmer med international erfaring. Rådet virker som inspirator og sparringspartner for sekretariatet. Sekretariatet varetager og koordinerer Kulturministeriets og Udenrigsministeriets internationale kulturudvekslingsopgaver, bidrager til at formulere langsigtede strategier for det internationale kultursamarbejde, planlægger og iværksætter flerårige handlingsplaner for det internationale kultursamarbejde samt iværksætter egne internationale udvekslingsprojekter. Derudover varetager sekretariatet de kulturelle foranstaltninger i forbindelse med udgående statsbesøg. Sekretariatet samarbejder herved med institutioner, organisationer, kunstnere, amter og kommuner, samt med danske ambassader og generalkonsulater, kulturinstitutter, lektorer mv. i udlandet. Sekretariatet understøtter bl.a. repræsentationernes egne kulturaktiviteter. Det endelige ansvar for sekretariatets arbejde og de aktiviteter, der sættes i værk, ligger i Kulturministeriet og Udenrigsministeriet, der koordinerer det tværministerielle samarbejde i en styregruppe for Internationalt Kultursekretariat.

3. Den nye struktur

3.1. Forslaget om Kunstrådet

Der er i de senere år kommet et stigende fokus særligt på den tværæsteriske kunst og nye kunstområder, og det blev bl.a. en opgave for Kulturministeriets Udviklingsfond at skabe støttemuligheder for disse nye udtryk og områder. For at undgå at behandlingen af den offentlige støtte til de tværæstetiske kunstområder og -udtryk samt nyskabende kunst bliver adskilt fra de etablerede kunstområder, bør den offentlige indsats sikre en nær sammenhæng og koordination mellem støtten til de etablerede kunstområder og de nye. I stedet for at adskille kunstarterne bør de ses ud fra et helhedsperspektiv med respekt for de enkelte kunstarters særlige væsen. Heri ligger ikke, at de etablerede, de tværæstetiske kunstneriske områder eller den nyskabende kunst har nogen forrang frem for hinanden. Det afgørende kriterium vil fortsat være kvalitet. Kunstrådets ansvar bør derfor også være et helhedsansvar og ikke et ansvar, som er henvist til at blive varetaget i adskilte institutioner med fare for, at gode projekter falder mellem stolene.

Kunstrådet skal således sikre, at den tværæstetiske kunst og nye kunstområder ses i sammenhæng med de etablerede kunstområder. Ikke blot i bevillingsmæssig henseende, men også fagligt. Herved bindes kunststøtten dels til de traditionelle kunstfagligheder, dels til forpligtelsen på at se ud over og videre end disse. En kunststøtte baseret på saglige vurderinger skal fremme den solide, rodfæstede og stabile udvikling af kunstområderne, men også turde satse på nye udviklinger og dynamikker inden for, uden for og på tværs af kunstområderne, hvis projekterne kan leve op til en kunstfaglig vurdering.

Tilsvarende er det nødvendigt, at støtten i Danmark fordeles i tæt samspil med det internationale kulturarbejde. Med forslaget om lov om Kunstrådet er det dels hensigten at knytte indsatsen på de forskellige områder af den internationale kulturudveksling tættere til den nationale kunststøtte, og dels at skabe en større sammenhæng og koordination mellem de forskellige institutioner på det internationale område. Derfor præciseres det, jf. § 1, at Kunstrådet også har ansvaret for at støtte dansk kunst i udlandet.

Kunstrådets formål

Kunstrådets formål er at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet. Kunstrådet har den endelige beslutningsmyndighed i sager vedrørende kunststøtte, nationalt og internationalt. Kunstrådet har dog samtidig mulighed for at delegere den endelige beslutningskompetence til et af sine faste fagudvalg.

Til Kunstrådet knyttes et fagudvalg for litteratur, et fagudvalg for teater, et fagudvalg for billedkunst samt et fagudvalg for musik. Ministeren kan endvidere nedsætte et udvalg for dansk billedkunst i udlandet. Det følger af den politiske aftale om Kunstrådet, at udvalget for dansk billedkunst i udlandet fra Kunstrådets start er en del af strukturen.

Kunstrådets sammensætning

Kunstrådet består af 10 medlemmer. Formændene for de 4 fagudvalg er fødte medlemmer af Kunstrådet. Ministeren udpeger yderligere et medlem. Repræsentantskabet udpeger 5 medlemmer. Ministeren udpeger tillige formanden blandt medlemmerne. Formændene for fagudvalgene vil i forhold til Kunstrådet blive betragtet som udpeget af ministeren, uanset om formanden for fagudvalget er udpeget blandt de af repræsentantskabet indstillede. Denne sammensætning skal skabe grundlag for en kvalificeret behandling i en fælles sammenhæng af såvel tværæstetiske og nye kunstområder som de fire etablerede kunstområder.

Fagudvalgene består af 5 medlemmer, for musikfagudvalgets vedkommende dog af 7 medlemmer. Kulturministeren udpeger 2 medlemmer til hvert fagudvalg og repræsentantskabet udpeger 3 medlemmer. Kulturministeren udpeger dog 3 medlemmer til fagudvalget for musik, og repræsentantskabet udpeger 4 medlemmer. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet udpeger ministeren 2 medlemmer og repræsentantskabet udpeger 3. Kulturministeren udpeger formanden for hvert fagudvalg blandt medlemmerne.

For alle medlemmer gælder, at et grundigt og alment kendskab til dansk kunst og kultur er en forudsætning for beskikkelse. For medlemmerne i fagudvalgene er det tillige en forudsætning for beskikkelse, at de har et indgående kendskab til den pågældende kunstart.

Kunstrådets repræsentantskab

Repræsentantskabet har til opgave at udpege medlemmer til Kunstrådet, dets fagudvalg og det særlige udvalg for dansk billedkunst i udlandet. Dernæst skal repræsentantskabet følge virksomheden i Kunstrådet. Repræsentantskabet består dels af medlemmer udpeget af de politiske partier i Folketinget, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i fællesskab, og dels af medlemmer udpeget af institutioner og organisationer i kunstlivet. Kunstlivets repræsentanter vil udgøre flertallet. Kulturministeren bemyndiges til at fastsætte, hvilke organisationer der er udpegningsberettigede. Det fremgår af bemærkningerne til § 10, hvorledes listen af udpegningsberettigede organisationer vil se ud ved lovens ikrafttræden. Medlemmerne af repræsentantskabet får forskudte beskikkelsesperioder, så halvdelen af repræsentantskabet udskiftes ved hver nybeskikkelse. Hermed sikres kontinuitet i repræsentantskabets arbejde. Medlemmer udpeget af Folketingets partier er fælles for repræsentantskabet i Kunstrådet og Statens Kunstfond.

Kunstrådets virkeområde

Kunstrådets virkeområde er defineret bredt som kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet, der ikke er omfattet af anden lovgivning. Kunstrådet overtager Musikrådets, Teaterrådets, Billedkunstrådets og Litteraturrådets opgaver, som de er beskrevet i musikloven, teaterloven, billedkunstloven og litteraturloven. Hertil kommer andre kunstformer og -udtryk, der efter Kunstrådets vurdering fremmer lovens formål, som ikke er omfattet af anden lovgivning. Der sigtes her særligt til tværæstetiske kunstformer og -udtryk samt nyskabende kunst. Arbejdsdelingen i forhold til og samarbejdet med Statens Kunstfond er beskrevet mere indgående nedenfor.

Rådet har mulighed for at delegere endelig beslutningsmyndighed i sager vedrørende billedkunst, litteratur, teater og musik til de respektive fagudvalg, men afgør selv, hvornår det findes formålstjenligt. Hermed sikres muligheden for, at den relevante sagkyndige ekspertise træffer endelige afgørelser i sager inden for sit område. Det er en del af en fælles forståelse mellem parterne bag den politiske aftale om Kunstrådet, at der på finansloven afsættes økonomiske rammer for støtten til musikformål, teaterformål, billedkunstformål og litteraturformål samt for støtten til den internationale kulturudveksling. Det sker på finansloven, jf. pkt. 4. Kunstrådet kan altså delegere beslutningsmyndighed til eksempelvis fagudvalget for musik inden for rammerne af finanslovens bevilling til musikformål.

Behandling af sager i selve Kunstrådet vil ofte være relevant i tilfælde, hvor Kunstrådet ønsker at fremme særlige tendenser i kunsten, der går på tværs af de fire kunstområder, eller kan karakteriseres som decideret nye. Sådanne sager kan være fastlagt i rådets handlingsplan, jf. nedenfor, eller opstå som følge af ansøgninger om støtte, der ikke lader sig placere i et fagudvalg. I sådanne tilfælde er der brug for både kunstfaglige vurderinger inden for de fire forskellige områder og samtidig for et bredere fagligt udsyn.

På ethvert kunstområde foretages en prioritering af de bevilgede midler. Som regel vil der være flere kvalificerede ansøgninger og støtteværdige projekter, end der er midler til at imødekomme. Derfor vil der ofte hos både rådsmedlemmer og brugere være en oplevelse af manglende frie midler og en fornemmelse af, at tilskudsordningerne sander til. Det er vigtigt, at støttemidlerne ikke er fastlåst på forhånd, men at der skabes et råderum for de kompetente organer til at opfange nye tendenser og udviklinger, som er støtteværdige og perspektivrige. En sådan situation skal fremmes aktivt af Kunstrådet selv. Der påhviler derfor rådet en stor opgave i nøje at overveje driftstilskud og støtteaftaler af længerevarende karakter. Længerevarende støtte kan rumme den fare, at der på forhånd i mange år fremover er skabt en forpligtelse, som lægger beslag på betragtelige dele af kunststøttemidlerne. Dette kan medvirke til, at der bliver for få midler til at støtte eksperimenter og nye kunstformer.

3.2. Kunstrådets forhold til kulturministeren og det politiske system

Med forslaget om dannelsen af Kunstrådet videreføres de gældende principper for arbejdsdelingen mellem kulturministeren og de udpegede sagkyndige medlemmer af de faglige råd. De kunstfaglige medlemmer af Kunstrådet får, inden for de politisk fastsatte rammer i kunststøttelovgivningen og på finansloven, det endelige administrative ansvar for forvaltningen af de offentlige støttemidler. Derved sikres kunstens autonomi og uafhængighed af staten på det indholdsmæssige område. Principperne bag en sådan organisering af forholdet mellem stat og kunstliv præger i overvejende grad kulturpolitikken i den vestlige verden. Princippet er blevet kaldt armslængdeprincippet. Udtrykket stammer fra Storbritannien, der som det første land i Europa umiddelbart efter Anden Verdenskrig gjorde »the arm’s length principle« til grundlag for en kulturpolitik, hvor kunststøtten fordeles en arms afstand fra det politiske system.

Det er altså Kunstrådets opgave at afgøre, hvem eller hvad der skal have statslig støtte. Det er en del af de politiske rammer at fastlægge, hvor og hvordan armslængdeprincippet skal fungere.

Siden oprettelsen af Statens Kunstfond har det udviklet sig til en del af den danske armslængdemodel, at en del medlemmer i kunststøtteorganerne udpeges af andre end kulturministeren. Denne tradition præger den gældende lovgivning på kunststøtteområdeti Danmark. I Storbritannien, Holland, Norge, Finland og Sverige udgør adgangen til direkte at udpege medlemmer af diverse råd derimod ikke en del af armslængden. I Sverige udpeger regeringen alle medlemmer af Statens Kulturråd. I Storbritannien er alle medlemmerne af Arts Council of England udpeget af kulturministeren, og i Holland er samtlige medlemmer af Kulturrådet (Cultuurraad) udnævnt af dronningen efter indstilling fra regeringen. I Finland udpeges alle medlemmerne af Centralkommissionen for Kunst af regeringen efter indstilling af kunstlivets organisationer. I Norsk kulturråd på 13 medlemmer udpeger Stortinget 4 medlemmer og Kongen 9 efter indstilling fra Kulturministeriet, hvoraf to skal være indstillet af den norske pendant til Kommunernes Landsforening. Nærværende forslag til Kunstrådet fastholder den danske model, hvor et repræsentantskab får udpegningsret til 5 medlemmer i Kunstrådet og til 3 medlemmer i Kunstrådets fire fagudvalg og til det udvalg for dansk billedkunst i udlandet som ministeren kan nedsætte. Til fagudvalget for musik udpeger repræsentantskabet dog 4 ud af de 7 medlemmer.

Det er i de senere år på en række områder indført, at rådene afleverer planer til ministeren for anvendelsen af de bevilligede midler. Statens Musikråd har siden 1994 ifølge musikloven haft til opgave forud for hvert finansår at aflevere en aktivitetsplan for den del af rådets aktiviteter, der vedrører støtte til musikundervisning, efter- og videreuddannelse samt internationale formål. Billedkunstrådet skal forud for hvert finansår ifølge billedkunstloven fra 2001 aflevere en plan for rådets aktiviteter. Tilsvarende har Litteraturrådet siden litteraturlovens vedtagelse i 1996 haft til opgave forud for hvert finansår at udarbejde en aktivitetsplan for rådets aktiviteter. Teaterrådet og Statens Kunstfond har ikke tilsvarende forpligtelser.

I forarbejderne til ændringen af musikloven i 1994 fremgår, at kulturministerens godkendelse af aktivitetsplanen skal sikre, at denne får mulighed for at fastlægge de overordnede kulturpolitiske retningslinjer for musikundervisning og efter- og videreuddannelse for at sikre en samlet uddannelsespolitisk vurdering. Samtidig fremgår det af forarbejderne, at aktivitetsplanens krav til at omhandle musikeksport har til formål at sikre koordineringen med ministeriets overordnede indsats for fremme af dansk kultur i udlandet. I forarbejderne til litteraturloven fremgår det, at aktivitetsplanen skal indeholde et forslag til tilskudsrammer for det kommende år samt indeholde en kortfattet rapport om litteraturens aktuelle situation i Danmark. I forarbejderne til billedkunstloven fremgår det, at aktivitetsplanen skal give en status over billedkunstens aktuelle situation i Danmark samt angive den planlagte fordeling af Billedkunstrådets bevilling.

Litteraturrådets handlingsplan har gennem årene givet ministeriet indblik i de overvejelser af litteraturpolitisk art, der ligger til grund for forslagene i aktivitetsplanen. Hermed har aktivitetsplanen fungeret som en ramme for dialog mellem minister og råd om midler og mål set i lyset af litteraturens aktuelle vilkår. Musikrådets aktivitetsplan omhandler kun en mindre del af rådets aktiviteter. De senere år har ministeriet og rådet været i dialog om at udbrede aktivitetsplanen til andre områder. Erfaringerne med aktivitetsplanerne på billedkunstens område er beskedne, da rådet kun har afleveret én plan.

Det indgår i nærværende forslag, at Kunstrådet i passende tid efter beskikkelsen afleverer en handlingsplan for den fireårige periode til ministerens godkendelse, se nærmere herom i bemærkningerne til § 11.

3.3. Forholdet til Statens Kunstfond

Statens Kunstfond opretholdes. I forbindelse med oprettelsen af Kunstrådet foreslås nogle mindre ændringer i Lov om Statens Kunstfond (jf. bemærkningerne til § 14), men der lægges ikke op til ændringer i principperne for Kunstfondens arbejde. Hensigten er, at Kunstfonden skal videreføres på det grundlag for fondens arbejde, som har været gældende, siden kunstfonden blev oprettet i 1965, og som har vundet bred respekt og anerkendelse. Herved bliver den statslige kunststøtte tostrenget med Kunstfonden og Kunstrådet som to sidestillede organer, der har forskellige opgaver, men som vil skulle samarbejde med hinanden. Kunststyrelsen bliver sekretariat for både Kunstfonden og Kunstrådet. Dette begrænser de administrative omkostninger ved et tostrenget system og understøtter samarbejdet.

Kunstfonden støtter den skabende kunst inden for alle former for kunstnerisk skabende virksomhed, både kunstarter, der ligger inden for Kunstrådets virkefelt (billedkunst, litteratur, teater og musik) og kunstarter, der ikke skal støttes af Kunstrådet (arkitektur, design, kunsthåndværk og film).

Kunstfondens støtte er som udgangspunkt rettet mod kunstneren , idet støtten gives som flerårige arbejdsstipendier, arbejds- og rejselegater (som ikke er knyttet til et bestemt kunstnerisk arbejde), livsvarige ydelser samt præmiering og indkøb af værker. Formålet med denne støtte er at give kunstneren arbejdsro til kommende skabende arbejde uden at der stilles krav om nogen bestemt produktion. Men Kunstfonden kan også i visse sammenhænge støtte kunstnernes produktion af værker, bl.a. ved at støtte billedkunst i det offentlige rum samt ved bestillingshonorarer til komponister og dramatikere.

Kunstrådet støtter såvel skabende som udøvend e kunst inden for billedkunst, litteratur, teater og musik mv. Kunstrådet vil skulle videreføre den støttevirksomhed, som Teaterrådet, Musikrådet, Litteraturrådet og Billedkunstrådet har varetaget, og som har været rettet mod den kunstneriske produktion.

Det vil ikke være muligt i lovgivningen at give en udtømmende beskrivelse af arbejdsdelingen mellem Kunstfonden og Kunstrådet. Dette ville heller ikke være hensigtsmæssigt, idet en så udførlig fastlæggelse af opgaverne ville gøre det vanskeligt for såvel fonden som rådet løbende at tilrettelægge arbejdet under hensyn til udviklingen i kunstlivet.

Det vil være nødvendigt, at Kunstfonden og Kunstrådet i samarbejde fastlægger den indbyrdes arbejdsdeling. Denne arbejdsdeling bør omfatte en beskrivelse af, hvordan de to organer deler opgaverne imellem sig, men bør også indebære et indbyrdes samarbejde på de områder, hvor der nødvendigvis vil være overlappende opgaver.

Arbejdsdelingen i forhold til Kunstfonden bør fremgå af den handlingsplan, som Kunstrådet skal udarbejde, og som skal godkendes af ministeren. Det vil være naturligt, at de to organers repræsentantskaber på det årlige fællesmøde drøfter rollefordelingen mellem de to organer.

Kunstfondens udvalg for kunst i det offentlige rum

Ifølge billedkunstloven skal Kunstfondens såkaldte billedkunstneriske udsmykningsudvalg i 2005 overgå til at være et udvalg under Billedkunstrådet. Efter ønske fra Kunstfondens bestyrelse benævnes udvalget fremover »udvalget for kunst i det offentlige rum«. Med forslaget om oprettelse af Kunstrådet bliver Billedkunstrådet i dets nuværende form nedlagt. I den forbindelse har Kulturministeriet fundet, at udvalget bør forblive under Kunstfonden. Baggrunden er dels, at bl.a. Akademiraadet har påpeget udsmykningsopgavens vægtige betydning for den skabende billedkunst, dels at en overflytning af udvalget til Kunstrådets fagudvalg for billedkunst vil gøre Kunstrådets struktur unødigt kompliceret.

Der foreslås derfor i § 17 en ændring af Billedkunstloven, sådan at udvalget for kunst i det offentlige rum forbliver under Kunstfonden.

3.4. De amtskommunale billedkunstråd og musikråd

Med forslag om lov om Kunstrådet bibeholdes amtskommuners mulighed for at nedsætte billedkunstråd og forpligtelsen til at nedsætte amtsmusikudvalg og for København og Frederiksberg Kommuner kommunale musikudvalg.

3.5 Den internationale kulturudveksling

Kulturministeriets indsats for den internationale kulturudveksling omfatter tre hovedindsatsområder. De tre områder skal videreføres i en styrket form i den nye struktur.

Det første indsatsområde for den internationale kulturudveksling er den internationale formidling af kunst som en del af kunststøtten. Ved at støtte danske kunstneres muligheder for at præsentere sig selv og deres værker over for udlandet, styrker man kunstnernes muligheder for at leve af deres kunst, og man fremmer samtidig kendskabet til dansk kunst i udlandet og danske kunstneres kendskab til den internationale kunstscene. Derfor støttes fx danske billedkunstneres deltagelse i internationale udstillinger, danske forfatteres muligheder for at få oversat deres værker til fremmede sprog og til at deltage i litterære begivenheder i udlandet, danske musikeres muligheder for international optræden osv. Som en del af kunststøtten støttes også præsentationen af vigtig udenlandsk kunst i Danmark, fx gennem støtte til oversættelse af udenlandske litterære værker, internationale kunstudstillinger, teatergæstespil etc., som kan være med til at berige og inspirere kulturlivet her i landet. En stor del af denne indsats sker i dag bl.a. i de føromtalte centre, Center for Dansk Billedkunst, Dansk Musik Informations Center og Dansk Litteraturcenter, med assistance fra de danske repræsentationer i udlandet og i mindre grad i Musik- Billedkunst-, Litteratur-, og Teaterrådet.

Det bliver en vigtig del af Kunstrådets arbejde at fortsætte og gerne styrke denne del af kunststøtten. Det forudsætter et tæt samarbejde med kompetente og vægtige samarbejdspartnere i andre lande (forlæggere, arrangører af koncerter, festivaler og udstillinger, musikudgivere, gallerister, teaterchefer, de danske repræsentationer etc.). Der er i centrene opbygget et omfattende internationalt netværk af denne karakter. Centrene og dets faglige medarbejdere, der har opbygget disse netværk, vil blive integreret i Kunststyrelsen. Dermed vil den allerede opbyggede internationale kompetence være til rådighed for Kunstrådet og det fortsatte arbejde med den internationale kulturudveksling.

Med samlingen af det internationale arbejde omfattes nu også teatret og scenekunsten af den internationale kulturudveksling. Teaterkunsten har hidtil ikke haft et center, der har haft til opgave at varetage den fagspecifikke kulturudveksling mellem Danmark og udlandet. Denne opgave er blevet varetaget via Teaterrådets bevillinger til forskellige aktører, organisationer og teatre inden for teaterlovens formål. Kunststyrelsen skal sikre, at der også på scenekunstens område er faglig kompetence til at løse de internationale opgaver.

Det andet indsatsområde for den internationale kulturudveksling drejer sig om at vise verden, at Danmark er en kulturnation. Denne opgave er en del af den internationale præsentation af Danmark. Konkret drejer det sig om at præsentere dansk kunst og kultur ved større internationale begivenheder, statsbesøg, danske internationale opgaver, danske manifestationer i udlandet, og på de mange danske repræsentationer rundt om i verden. I opgaven indgår også returbesøg fra udlandet i forbindelse med danske kulturarrangementer i andre lande. Denne opgave er hidtil blevet løst i et samarbejde mellem Kulturministeriet og Udenrigsministeriet gennem Internationalt Kultursekretariat med sparring og inspiration fra Internationalt Kulturråd som beskrevet i Akt. 188 af 21. marts 2000 og i samarbejdsaftalen mellem Kulturministeriet og Udenrigsministeriet af 11. april 2000. En styregruppe nedsat af de to ministerier har siden 2001 koordineret de overordnede retningslinjer for Internationalt Kultursekretariats virksomhed og forslagene fra de mange kulturinstitutioner i forbindelse med planlægningen af større danske kulturmanifestationer over for udlandet. Dette tværfaglige samarbejde mellem Kulturministeriet og Udenrigsministeriet videreføres, men således at Internationalt Kultursekretariat nedlægges og opgaverne fremover varetages af Kunststyrelsen.

Ansvaret for koordineringen af større, tværgående fremstød og indsatser i forbindelse med udgående statsbesøg, store begivenheder mv. placeres også fremover i en styregruppe nedsat af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet. Styregruppen har ansvaret for, at der udarbejdes en rullende handlingsplan, som danner rammen om denne del af den internationale kulturudveksling. Kunstrådet inddrages i arbejdet med handlingsplanen. Det påhviler desuden Kunststyrelsen at samle bidrag og forslag fra de danske repræsentationer i udlandet, der hidtil har været vigtige samarbejdspartnere for de respektive centre og som også fremover vil udgøre et vigtigt led i implementeringen af den rullende handlingsplan. Den operative opfølgning på beslutninger vedrørende større, tværgående fremstød og indsatser forankres fremover i Kunststyrelsen. Det er hensigten, at den internationale kulturudveksling og projekter på dette område kan foregå professionelt, fleksibelt og tilføres en høj grad af faglighed fra de forskellige kunstområder. Det påhviler ligeledes Kunststyrelsen at indhente input og ideer til den rullende handlingsplan og at sikre koordination og samarbejde i opfølgningen og iværksættelsen af handlingsplanen i forhold til en række aktører uden for Kunstrådet og Kunststyrelsen. Det gælder især i forhold til de institutioner, der tidligere har været repræsenteret i Internationalt Kulturråd (Danish Crafts informationscenter for dansk kunsthåndværk, Det Danske Filminstitut, Dansk Arkitektur Center, Kulturarvsstyrelsen, Det Kgl. Teater, Nationalmuseet, Rigsarkivet, Statens Museum for Kunst, Det Danske Kulturinstitut m.fl.). Der skal derfor etableres et forum for koordination og gensidig inspiration.

Det tredje indsatsområde drejer sig om det internationale samarbejde mellem museer, biblioteker, arkiver og andre kulturinstitutioner. Det vil være Kunstrådets og Kunststyrelsens opgave at holde sig orienteret om dette arbejde og eventuelt indgå i samarbejdsprojekter som deltager eller som koordinator.

Det internationale arbejde indgår som en del af alle statslige kulturinstitutioners opgaver, men det er i sagens natur de største institutioner, som fx Nationalmuseet, Det Kgl. Teater, Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Bibliotek og Statens Arkiver, der har det mest udbyggede internationale netværk.

På det kunstfaglige område varetages desuden udveksling og formidling på kunsthåndværk- og designområdet samt på arkitekturområdet. Disse opgaver løses i henholdsvis Danish Crafts Informationscenter for dansk kunsthåndværk og Dansk Arkitektur Center.

Hertil kommer de aktiviteter, udvekslinger og projekter, der varetages af Det Danske Kulturinstitut, som forankrer sine aktiviteter i afdelinger i en lang række europæiske lande. Desuden findes der tre institutter, som med udgangspunkt i uddannelse og forskning i tilknytning til ministeriets område varetager udvekslingsopgaver. Det drejer sig om de danske institutter i Rom, Athen og Damaskus, hvoraf de to sidste modtager deres hovedtilskud fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Disse institutioner på det internationale område bliver væsentlige samarbejdspartnere for Kunststyrelsen og vil naturligt kunne indgå i det ovennævnte forum.

3.6. Kunststyrelsen

I relation til oprettelsen af Kunstrådet oprettes en ny statsinstitution, Kunststyrelsen. Kunststyrelsen dannes ved en administrativ sammenlægning af statsinstitutionerne Kulturministeriets Kunstsekretariat, Internationalt Kultursekretariat og sekretariatet for Statens Kunstfond og de selvejende institutioner Center for Dansk Billedkunst, Dansk Litteraturcenter og Dansk Musik Informations Center.

Kunststyrelsens opgaver vil fra starten være:

· Sekretariatsbetjening af Kunstrådet og dets fagudvalg, af Statens Kunstfonds tremandsudvalg og bestyrelse samt af Kunstrådets og Kunstfondens repræsentantskaber.

· O perativ opfølgning på hhv. Kunstrådets beslutninger for den internationale kulturudveksling og styregruppens rullende handlingsplan.

· Opgaver vedr. information om og dokumentation af dansk kunst internationalt og nationalt, generelt og fagspecifikt.

· Koordination af de internationale aktiviteter med institutioner, centre og med de danske repræsentationer i udlandet.

· Internationale opgaver, herunder international formidling af dansk kunst, kulturudveksling, og kulturarrangementer i forbindelse med statsbesøg mv.

· Administration af en lang række tilskudsordninger og puljer på kunstområdet.

· Administration af Kulturministeriets lovgivning på kunstområdet i øvrigt.

· Rådgivning af ministeriet og af de kunstneriske miljøer om kunststøtte, internationalt samarbejde mv.

· Servicecenter på regnskabs-, løn- og it-området for en lang række statsinstitutioner.

· Varetagelse af andre opgaver uddelegeret af Kulturministeriet.

Der bliver således tale om en væsentligt bredere opgaveportefølje i forhold til det nuværende Kunstsekretariat og de øvrige institutioner i sammenlægningen.

Med denne sammenlægning bliver der bedre mulighed for at udnytte de faglige og administrative kvalifikationer i Kunstsekretariatet i samspil med de kunstfaglige og projektmæssige kvalifikationer i de internationale centre samt Internationalt Kultursekretariat. Sammenlægningen tilvejebringer ud over en faglig styrkelse også grundlag for at høste en række stordriftsfordele på områder som it, personale, tilskudsadministration, informationsarbejde, internet mv.

4. Lovforslagets administrative, personalemæssige og økonomiske konsekvenser

Det er en del af den fælles forståelse mellem parterne bag den politiske aftale om den ny struktur for kunststøtten og den internationale kulturudveksling, at de økonomiske rammer for støtten til musik-, teater-, billedkunst- og litteraturformål fastsættes politisk. Det betyder, at der på finansloven afsættes øremærkede bevillinger til hvert af disse formål. På finansloven for 2003 er der afsat 168,6 mio. kr. til musik (inklusive bevillinger til musikskoler og rytmiske spillesteder), 54,2 mio. kr. til teater, 26,4 mio. kr. til billedkunst og 10,9 mio. kr. til litteratur. Hertil kommer bevillingen på 40 mio. kr. årligt i perioden 2003-2005, som er afsat til nye initiativer, der skal sikre øget kunstnerisk aktivitet og talentudvikling inden for Kunstrådets virkeområde.

Endvidere afsættes øremærkede bevillinger til international kulturudveksling. Bevillingen er øremærket til henholdsvis aktiviteter, der iværksættes under ansvar over for Kunstrådet, henholdsvis til aktiviteter, som iværksættes under ansvar over for styregruppen for international kulturudveksling. Kunststyrelsen får til opgave at foretage den operative opfølgning på begge typer af aktiviteter.

For 2003 udgør bevillingen til alle de ovennævnte formål i alt 335 mio. kr. (inklusive forventede tipsmidler).

Tilsvarende er der i 2003 i alt afsat 92,3 mio. kr. til Statens Kunstfonds rådighedssum og de livsvarige ydelser.

Kulturministeriet forventer endvidere at overføre administrationen af en række tilskudsordninger, som ikke kræver armslængdebeslutninger, til den nye Kunststyrelse. Der er hovedsagelig tale om midler, der hidtil har været administreret i Kulturministeriets departement og Kulturministeriets Medie- og Tilskudssekretariat. Sammen med tilskuddene til egnsteatre og små storbyteatre, som hidtil er blevet administreret i Kunstsekretariatet, forventes Kunststyrelsen at skulle administrere kunststøttemidler i størrelsesordenen 300 mio. kr. årligt (inklusive forventede tipsmidler) udover de førnævnte bevillinger til Kunstrådet og Statens Kunstfond.

Kunststyrelsen er etableret pr. 1. januar 2003, som en videreførsel af Kulturministeriets Kunstsekretariat. Kunststyrelsen etableres fuldt ud pr. 1. juli 2003, hvor Statens Kunstfonds sekretariat, Internationalt Kultursekretariat, Center for Dansk Billedkunst, Dansk Musik Informations Center og Dansk Litteraturcenter sammenlægges med Kunststyrelsen.

Kunststyrelsens bevilling sammensættes af driftsbevillingerne til de 6 ovenfor nævnte institutioner med de besparelser på driftsbudgetterne, som blev indarbejdet på finansloven for 2002 og som er videreført i finanslov 2003.

Tabel 1. Kunststyrelsens driftsbevilling

2003*) 2004 2005 2006

49,1 47,1 45,5 45,3

*) I bevillingen for 2003 er indregnet driften til de institutioner, der fra 1. juli 2003 indgår i Kunststyrelsen.

Lovforslaget skønnes ikke at have direkte erhvervsmæssige konsekvenser.

Forslaget skønnes ikke at indebære administrative ændringer for stat, amter eller kommuner.

Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget skønnes ikke at have direkte miljømæssige konsekvenser.

Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive Konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative Konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Forslaget har været forelagt Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Udenrigsministeriet, Rigsrevisionen, Konkurrencestyrelsen, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Statens Kunstfond, Akademiraadet, Foreningen af Kunsthaller i Danmark, Foreningen af Danske Kunstmuseer, Kunstnersammenslutningernes Samråd, Center for Dansk Billedkunst, Unge Kunstnere og Kunstformidlere, Foreningen af Danske Kunstkritikere, Overgaden Kulturministeriets Udstillingshus, Billedkunstnernes Forbund, Danske Billedkunstneres Fagforening, Charlottenborg Udstillingsbygning, Dansk Gallerisammenslutning, Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Dansk Litteraturcenter, Kulturministeriets Kunstsekretariat, Det Danske Akademi, Bibliotekslederforeningen, Danmarks Biblioteksforening, Den Danske Forlæggerforening, Den Danske Boghandlerforening, Forfatterskolen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Dansk Sprognævn, Teaterrådets Kontaktudvalg, Institut for Kunsthistorie og Teatervidenskab, Institut for Dramaturgi, Aarhus Universitet, Dansk ITI & Teaterunion, Dansk Assitej, Danske Dramatikeres Forbund, Danmarks Teaterforeninger, Sammenslutningen Af Frie Teatre, Foreningen af Små Teatre, Dansk Skuespillerforbund, Teaterteknikerforbundet, Egnsteatrene, Dansk Artistforbund, De Danske Dansekompagnier, De Frie Koreografer, Danseværket, Børneteatersammenslutningen, Det Rejsende Børneteater, Den Jyske Opera, Statens Teaterskole, Skuespillerskolen Aarhus Teater, Skuespillerskolen Odense Teater, Opera-Akademiet c/o Det Kgl. Teater, Det Kongelige Teaters Balletskole, Dansk Amatør Teaters Samvirke, Landsdelsscenernes Samarbejdsudvalg, Danske Teatres Fællesorganisation, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Foreningen af Danske Sceneinstruktører, Danske Populærautorer, Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, Det Danske Teater, Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater, Foreningen af Danske Dramaturger, Fællesrådet for Moderne Dans, Det Fynske Musikkonservatorium, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Nordjysk Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium, Vestjysk Musikkonservatorium, DR's Ensembler, Danmarks Radio, Dansk Amatør Musik Union, Dansk Amatørkor Union, Dansk Jazzforbund, Dansk Jazzmusiker Forening, Dansk Komponist Forening, Dansk Kor Forbund, Dansk Magisterforening, Dansk Musikbiblioteksforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Musikforlæggerforening, Dansk Musikpædagogisk Forening, DAMUSA Dansk Musikskolesammenslutning, Dansk Organist og Kantor Samfund, ROSA Dansk Rock Samråd, Dansk Tonekunstner Forening, Danske Folkedanseres Spillemandskreds, Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer, Det Kongelige Teater, Musikvidenskabeligt Institut Københavns Universitet, Musikvidenskabeligt Institut Aarhus Universitet, FAJABEFA, Folkemusikhusringen, Folkemusiksammenslutningen, Folkeskolens Musiklærerforening, Foreningen for Verdensmusik i Danmark, Forum for Tidlig Musik i Danmark, Fællesrådet for udøvende kunstnere, Gymnasieskolernes Musiklærerforening, Landsdelsorkesterforeningen, Musik & Ungdom, Ny Musik Odense, Sammenslutningen af Danske Musikforeninger, Seminariernes Musiklærerforening, Spillesteder dk, MIC Dansk Musik Informations Center, Dansk Solist-Forbund, Dansk Kapelmesterforening, Landsforeningen for Dansk Amatørmusik, Århus Unge Tonekunstnere, Musica Nova, DIEM Dansk Institut for Elektroakustisk Musik, Levende Musik i Skolen, Solistforeningen af 1921, Athelas Sinfonietta Copenhagen, Musica Ficta, Concerto Copenhagen, Ars Nova, Danmarks Pædagogiske Universitet, Danske Filminstruktører, Det Danske Filminstitut, Film- og TV-arbejderforeningen, Dansk Filmfotograf Forbund, Producentforeningen, Danske Bladtegnere, Danske Tegneserieskabere, Tegnerne Tegneforbundet af 1919, Fotograferne, Danske Formgivere, Danske Arkitekters Landsforbund, Danske Kunsthåndværkere, Foreningen Danske Designere, Kulturrådet for Børn, Børne- og Kulturchefforeningen, Kulturministeriets Kunstsekretariat Refusionsudvalget, Det Humanistiske Fakultet Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet Aarhus Universitet, Det Humanistiske Fakultet Syddansk Universitet, Litteraturrådet, Teaterrådet, Billedkunstrådet, Statens Musikråd, Folkemusikkens Fælles Sekretariat, Det Jyske Kunstakademi, Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Dansk Kunstnerråd.

Kunstrådets formål er at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet. Kunstrådet har således både et nationalt og internationalt formål. Kunstrådet medvirker selv til en fastlæggelse af kunstbegrebet, og hermed hvad der er omfattet af formålet. Bestemmelserne i § 2 og § 3 fastslår dog, at det er en del af Kunstrådets virkeområde og opgaver at videreføre litteratur-, teater-, billedkunst-, og musiklovens formål. Disse fire loves formål er altså en delmængde af Kunstrådets formål.

Bestemmelsen beskriver Kunstrådets virkeområde. Kunstrådets virkeområde omfatter litteratur-, teater-, billedkunst- og musiklovens virkeområder. Da Kunstrådet, jf. bem. til § 1, selv er med til at fastlægge kunstbegrebet, og dermed hvad der er omfattet af lovens formål, er Kunstrådet også med til at bestemme omfanget af sit virkeområde, for så vidt det med § 1 rækker videre end de beskrevne virkeområder i litteratur-, teater-, billedkunst-, og musikloven. § 2 nævner således, at Kunstrådets virkeområde tillige omfatter andre kunstformer- og udtryk, som rådet finder det inden for lovens formål at støtte, og som ikke er omfattet af anden lovgivning. Der har under det lovforberedende arbejde her særligt været tænkt på tværæstetiske udtryk og nyskabende kunst. Med »tværæstetiske udtryk« sigtes til den række af kunstneriske udtryk, der ikke umiddelbart kan henregnes til et af de foregående fire kunstområder, men som betjener sig af udtryksformer fra flere kunstarter. Med »nyskabende kunst« sigtes der til, at Kunstrådets formål ud over etablerede, anerkendte og udbredte kunstarter og -udtryk også omfatter nybrud og udvikling uden for, mellem og inden for kunstarterne. I forlængelse heraf er det hensigten, at der med afgrænsningen af virkeområdet tillige gives Kunstrådet mulighed for at yde støtte til de etablerede kunstarters tilgrænsende genrer. Fx vil »teaterlignende« ansøgninger ikke kunne udgrænses fra Kunstrådets virkeområde med henvisning til loven, men skal underkastes en kvalitativ vurdering foretaget af Kunstrådet.

Hermed kan Kunstrådets virkeområde omfatte stort set alle kunstarter og kunstudtryk bortset fra film, arkitektur, kunsthåndværk og design, der er dækket af anden lovgivning.

Stk. 1.

Bestemmelsen beskriver Kunstrådets opgaver.

Nummer 1 henviser til, at de opgaver, som i medfør af musikloven, teaterloven, billedkunstloven og litteraturloven i dag varetages af Statens Musikråd, Teaterrådet, Billedkunstrådet og Litteraturrådet, fremover varetages af Kunstrådet. Kunstrådet bør tilrettelægge sine opgaver og sine støtteformer således, at rådet sammen med Statens Kunstfond udgør to forskellige, men dog supplerende strenge i det statslige kunststøttesystem. Det er således hensigten, at Kunstrådet har mulighed for at videreføre hidtidige støtteformer. Kunstrådet har dog også mulighed for at udvikle nye støtte- eller arbejdsformer, hvilket i givet fald bør fremgå af rådets handlingsplan. Det har hidtil været en del af teaterloven og musikloven, at Teaterrådet og Musikrådet kunne yde støtte som tilskud, garanti eller lån. Kunstrådet får i denne bestemmelse samme mulighed, ligesom det også vil gælde for litteraturloven og billedkunstloven, jf. dette forslags § 17, nr. 4, og § 18, nr. 3.

Nummer 2 fastslår, at Kunstrådet har en rådgivningsforpligtelse for sit virkeområde. Det vil sige, at Kunstrådet overtager rådgivningsforpligtelsen fra henholdsvis Litteraturrådet, Teaterrådet, Billedkunstrådet og Statens Musikråd. Rådet vil herudover have en rådgivningsforpligtelse for kunstformer og -udtryk som ikke er omfattet af de etablerede kunstarter, jf. bemærkningerne til § 2. Akademiraadet er i dag statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål. Der er ikke med dette lovforslag tilsigtet nogen ændring i denne rådgivningsfunktion. Akademiraadets funktioner vedrørende kirkekunst forbliver således også uændrede.

Stk. 2.

Bestemmelsen fastslår, at Kunstrådet på samme vis som de hidtidige Statens Musikråd, Teaterrådet, Billedkunstrådet og Litteraturrådet på eget initiativ kan behandle spørgsmål vedrørende dets virkeområde og fremsætte erklæringer herom. Det vil være naturligt, at Kunstrådets fagudvalg får tilsvarende mulighed.

Stk. 1.

Bestemmelsen fastslår, at Kunstrådet har den endelige kompetence i afgørelser om tildeling af støtte til kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet, der ikke er omfattet af anden lovgivning. Dette gælder således også de beslutninger vedrørende kunststøtte, der tages i forbindelse med den internationale kulturudveksling. Der er således ikke mulighed for at påklage rådets afgørelser til kulturministeren eller anden administrativ myndighed. Det er en del af en fælles forståelse mellem parterne bag den politiske aftale om kunststøttestrukturen og den internationale kulturudveksling, at Kunstrådet får et helhedsansvar for den statslige støtte til kunst, for at kunne bidrage til dynamik i mellem kunstarterne samt en kvalitativ bedre behandling af ansøgninger til tværæstetiske projekter og nyskabende kunstneriske udtryk. Derfor har Kunstrådet den endelige kompetence.

Stk. 2.

Bestemmelsen giver Kunstrådet mulighed for at delegere kompetence til at foretage endelige afgørelser inden for bestemte sagsområder til sine fagudvalg. I tilfælde, hvor sager vedrører flere fagudvalgs sagsområder, kan Kunstrådet delegere kompetence til flere fagudvalg i fællesskab. Et eksempel herpå er det musikdramatiske område. I tilfælde, hvor den endelige afgørelse er delegeret til fagudvalget, er der ikke mulighed for efterfølgende at påklage fagudvalgets afgørelse til Kunstrådet, kulturministeren eller anden myndighed. Delegationsbeføjelsen skal anvendes til at sikre den fornødne faglighed i afgørelserne. Det er hensigten at sager, der alene vedrører et fagudvalgs område, delegeres til det pågældende fagudvalg, medmindre der foreligger særlige grunde til, at sagen bør behandles i Kunstrådet.

Sekretariatsbistanden af Kunstrådet og dets fagudvalg varetages af Kunststyrelsen.

Kapitel 2: Kunstrådets sammensætning

Det har været en del af den politiske aftale om Kunstrådet, at der skal oprettes et udvalg for dansk billedkunst i udlandet. Udvalget skal arbejde med den internationale kulturudveksling på billedkunstområdet. Derfor bemyndiges ministeren til at oprette udvalget, og det er således fra Kunstrådets start en del af strukturen.

Medlemmer, der beskikkes til Kunstrådet eller dets fagudvalg samt udvalget for dansk billedkunst i udlandet, forudsættes at besidde den fornødne sagkyndige ekspertise til at kunne foretage kyndige vurderinger om tildeling af støtte inden for lovens formål.

For medlemmerne af Kunstrådets fagudvalg samt udvalget for dansk billedkunst i udlandet gælder endvidere, at medlemmerne særligt bør besidde sagkundskab og ekspertise inden for det pågældende kunstområde. Forvaltningslovens almindelige regler om habilitet er gældende for praksis og sagsbehandling i Kunstrådet. Det påhviler de udpegningsberettigede organer, det vil sige ministeren og repræsentantskabet, at vurdere, om de udpegede medlemmer er generelt inhabile, fx i tilfælde af særlige faglige tillidshverv.

Stk. 2.

Bestemmelsen omhandler størrelsen af Kunstrådet og dets fagudvalg. Fagudvalget for musik består af 7 medlemmer, da musikområdet er vidt forgrenet. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet anvendes samme regler som for fagudvalgene.

Stk. 3.

Bestemmelsen beskriver reglerne for udpegning til Kunstrådets fagudvalg. Ved nedsættelse af et udvalg for dansk billedkunst i udlandet anvendes samme regler som for fagudvalgene.

Stk. 4.

Bestemmelsen beskriver reglerne for udpegning til Kunstrådet.

Stk. 5.

Medlemmer af Kunstrådet og dets fagudvalg beskikkes for 4 år uden mulighed for umiddelbar genbeskikkelse. Hermed sikres, at der foretages en udskiftning af de beskikkede medlemmer.

Stk. 6.

For at sikre den nødvendige variation i kunstsyn og kunstfaglige vurderinger foreslås det, at medlemmer af Kunstrådet, Kunstrådets fagudvalg, udvalget for dansk billedkunst i udlandet samt Kunstrådets repræsentantskab i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb ikke kan beskikkes til et andet af de nævnte organer. Som forkortelse for disse 4 organer anvendes i lovteksten beskrivelsen ’Kunstrådet og tilhørende organer’. Medlemmer af Statens Kunstfonds udvalg samt af repræsentantskabet for Statens Kunstfond kan ligeledes ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Kunstrådet, Kunstrådets fagudvalg, udvalget for dansk billedkunst i udlandet samt Kunstrådets repræsentantskab. Den 3-årige karensperiode som følger af den politiske aftale om Kunstrådet, gælder således både internt i forhold til Kunstrådet og tilhørende organer og eksternt i forhold til Statens Kunstfonds udvalg og repræsentantskab. Medlemmer kan som hovedregel heller ikke udpeges til medlem af mere end ét af de pågældende organer samtidigt. Dog skal medlemmer udpeget af Folketingets partier til repræsentantskabet for Kunstrådet samtidig være medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Ligeledes vil formændene for fagudvalgene både være medlem af fagudvalget og Kunstrådet. Udskiftning af medlemmer efter et begrænset åremål har været et fast princip i kunststøttelovene siden vedtagelsen af loven om Statens Kunstfond i 1964. Princippet begrunder sig i et ønske om at undgå ensidighed. Det er med bestemmelsen fundet vigtigt ikke blot at fastholde dette princip, men tillige at udbygge det, således at det ikke er muligt, at medlemmer umiddelbart efter en beskikkelsesperiodes udløb skifter fra et organ til et andet. Se i øvrigt forslaget til Kunstfondsloven, jf. dette forslags § 14 nr. 3, hvorefter der skal gælde tilsvarende regler for udpegning til Kunstfondens organer.

Ministeriet har endvidere fundet, at der ikke bør fastsættes en øvre grænse for de beskikkedes alder. Der synes ikke at være overbevisende grunde til, at personer over en bestemt alder ikke skulle være i stand til at udføre de forpligtelser, et medlemskab af Kunstrådet, dets fagudvalg, Statens Kunstfonds tremandsudvalg eller repræsentantskabet for Kunstrådet og Statens Kunstfond kræver. Af samme grund ophæves bestemmelserne aldersgrænse for beskikkelse ved det 70. år i lov om Statens Kunstfond, jf. § 14, nr. 4.

Det er en del af en fælles forståelse mellem parterne bag den politiske aftale om kunststøttestrukturen og den internationale kulturudveksling, at Kunstrådets afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Det er samtidig en del af den politiske aftale, at Kunstrådet består af 10 medlemmer, hvoraf 5 er udpeget af repræsentantskabet og 5 er udpeget af ministeren. Det er en del af forståelsen af »almindeligt stemmeflertal«, at formandens stemme ikke kan tælle dobbelt ved stemmelighed. Kunstrådet fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. I musiklovens § 10 og teaterlovens § 22 fastsætter kulturministeren forretningsorden for henholdsvis Teaterrådet og dets kontaktudvalg samt for Statens Musikråd og dets repræsentantskab efter indstilling fra de pågældende organer. I billedkunstlovens § 3 er det derimod rådet selv, der fastsætter sin forretningsorden. Litteraturloven har ingen bestemmelse herom. Det findes at være mest i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. de almindelige bemærkninger, at Kunstrådet selv kan tilrettelægge sit arbejde. Derfor ophæves disse bestemmelser i de pågældende love.

Kapitel 3: Repræsentantskab for Kunstrådet

Kunstrådets repræsentantskab skal følge virksomheden i Kunstrådet og udpege medlemmer til Kunstrådet og dets fagudvalg samt udvalget for dansk billedkunst i udlandet.

Repræsentantskabet udgør et væsentligt bindeled mellem de kompetente organer og de kunstneriske og kulturelle miljøer og organisationer. Repræsentantskabet bør udvikle en arbejdskultur, der sikrer rum for generelle kunst- og kulturpolitiske diskussioner uden direkte forbindelse til de udpegningsberettigede parters interesser eller område. Derved skabes en mulighed for en frugtbar dialog mellem kunstnere og politikere og ikke mindst mellem de forskellige kunstarter indbyrdes.

Medlemmerne af repræsentantskabet beskikkes for en fireårig periode. Umiddelbar genbeskikkelse kan ikke finde sted. Dog er der mulighed for at genbeskikke de medlemmer, der er udpeget af Folketingets partier, da de skal være sammenfaldende med de medlemmer, som Folketingets partier udpeger til Kunstfondens repræsentantskab. I reglerne om udpegning til Statens Kunstfonds repræsentantskab udelukkes ikke muligheden for genbeskikkelse af medlemmerne.

Stk. 2.

Nybeskikkelse til repræsentantskabet sker hver gang kun for halvdelen af repræsentantskabets medlemmer. Hermed sikres, at hele repræsentantskabet ikke udskiftes på én gang, hvilket giver mulighed for at sikre kontinuitet i arbejdet. Ved Kunstrådets start vil halvdelen af medlemmerne beskikkes for to år længere end den anden halvdel, jf. § 13. stk. 3. Det fastsættes administrativt, hvilke medlemmer det drejer sig om. Det er en del af en fælles forståelse mellem parterne bag den politiske aftale om Kunstrådet, at denne ordning med forskudte beskikkelsesperioder skal evalueres en passende tid efter Kunstrådets første funktionsperiode.

Ved sammensætningen af repræsentantskabet har ministeriet søgt at opnå en alsidig repræsentation for de skabende og udøvende kunstnere samt for de politiske myndigheder, der er bestemmende for det offentliges stilling til kunsten og kunstnere gennem de afgørelser, som træffes i Folketinget og i de kommunale og amtskommunale organer. Der er således lagt vægt på, at repræsentantskabet rummer en fornuftig balance mellem kunstens og kulturens verden på den ene side og det politiske system på den anden.

Stk. 2.

Loven giver kulturministeren bemyndigelse til at sammensætte kredsen af de udpegningsberettigede organisationer, institutioner og interessegrupper inden for dansk kunst og kultur. Begrundelsen er, at det i tilfælde af sammenlægning eller nedlæggelse af organisationer, foreninger mv. skal være muligt uden lovændring at ændre repræsentantskabet. Ligeledes bør det være muligt, at nye kunstneriske organisationer, der opstår som udtryk for nye udviklinger i det kunstneriske landskab, kan få udpegningsret til repræsentantskabet. Det forudsættes, at ministeren udøver denne kompetence således, at der sikres kontinuitet i kredsen af udpegningsberettigede parter. Eventuelle ændringer af kredsen af udpegningsberettigede organisationer, institutioner og interessegrupper foretages efter høring af repræsentantskabet og andre relevante parter.

Repræsentanterne for de kunstneriske organisationer, institutioner og miljøer udgør et flertal i repræsentantskabet. Medlemmerne antages at have et bredt og alment kendskab til det kulturelle og kunstneriske område. Sammensætningen af repræsentantskabet afspejler hermed den helhedstænkning, der er lagt vægt på med dannelsen af Kunstrådet. Kunstarterne skal ikke ses isoleret, men i sammenhæng med og i respekt for de enkelte områders egenart.

Det første repræsentantskab forventes sammensat som følger:

Dimensioner Udpegningsberettigede organisationer Antal i alt

Politik Folketingets partier (8) KL og Amtsrådsforeningen i fællesskab (1) Kulturministeren (1) 10

Forskning/ Uddannelse Kulturministeriets rektorkollegium (1) 1

Billedkunst Foreningen af Kunsthaller i Danmark og Foreningen af danske Kunstmuseer i fællesskab (1) Foreningen af Unge Kunstnere og Kunstformidlere (1) Billedkunstnernes Forbund (1) Akademiraadet (1) Gallerisammenslutningen (1) 5

Litteratur Dansk Forfatterforening (1) Danske Skønlitterære Forfattere (1) Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i fællesskab en repræsentant for børne- og ungdomslitteraturen (1) Den Danske Forlæggerforening (1) Danmarks Biblioteksforening og Bibliotekslederforeningen (1) 5

Musik Danske Jazz-, Beat-, og Folkemusik Autorer, Danske Populær Autorer og Dansk Komponist Forening i fællesskab (2) Dansk Musikerforbund (1) Dansk Artist Forbund (1) Dansk Amatør Musik Union (DAMU), Dansk Amatørkor Union i (DAKU), Musik & Ungdom og FAJABEFA i fællesskab (2) Dansk Musikskolesammenslutning og Danmarks Musikpædagogiske Forening i fællesskab (1) Sammenslutningen af danske musikforeninger og LIVE i fællesskab (1) 8

Teater Danske Dramatikeres Forbund (1) Danske Sceneinstruktører og Sammenslutningen af Danske Scenografer i fællesskab (1) Dansk Skuespillerforbund (1) Fællesrådet for Moderne Dans (1) Børne Teater Sammenslutningen og Assitej i fællesskab (1) Danske Teatres Fællesorganisation og Foreningen af Små Teatre (FAST) i fællesskab (1) Danmarks Teaterforeninger (1) 7

I alt: 36

Kapitel 4: Handlingsplan og beretning

Kunstrådet afleverer efter sin tiltrædelse en handlingsplan for en fireårig periode, der skal godkendes af ministeren. Handlingsplanen justeres forud for hvert finansår, hvis der er behov herfor. Foretages væsentlige ændringer i planen, er kulturministerens godkendelse påkrævet. Handlingsplanen skal danne ramme om en løbende dialog mellem ministeren og rådet om mål og midler for rådets tilskudsområder. Formålet med handlingsplanen er at skabe et instrument, der kan fremme dialogen mellem rådet og ministeren om sammenhængen mellem de kulturpolitiske rammer og rådets overvejelser, mål og midler for dets tilskudsområder. Handlingsplanen skal indeholde rådets visioner og skal fastlægge rådets tilskudspraksis, men angiver alene rammerne for rådets praksis. Kunstrådet vil, når planen er godkendt, fortsat have den endelige administrative afgørelse med hensyn til den detaljerede fordeling af de bevilligede midler.

Kunstrådet får det fulde ansvar for handlingsplanens indhold. Imidlertid bør der være mulighed for, at ministeren i passende tid inden handlingsplanens udarbejdelse kan bede Kunstrådet behandle nærmere angivne emner i handlingsplanen. Det er eksempelvis oplagt, at Kunstrådet i handlingsplanen angiver sine strategier og mål for børnekulturen på de respektive områder. Handlingsplanen bør herudover indeholde Kunstrådets overvejelser over rådets og dets fagudvalgs grænseflader til Kunstfondens bestyrelse og tremandsudvalg. Ligeledes bør der i handlingsplanen redegøres for, hvorledes Kunstrådet vil sikre, at der inden for de fastsatte bevillinger på kunstområderne er tilstrækkeligt frie midler for de kompetente organer til at opfange nye tendenser og udviklinger, som er støtteværdige og perspektivrige.

Kunstrådets beretning forelægges ministeren af repræsentantskabet. Kunstrådets beretning skal ses i sammenhæng med handlingsplanen og udgør derfor et integreret redskab i dialogen, da beretningen samler op på indsatser og resultater i det forgangne år. Hermed kan beretningen danne udgangspunkt for den fortløbende dialog om handlingsplanen. Det er hensigten, at handlingsplan og beretning bør anvendes som et mere aktivt og betydningsfuldt dialogredskab, end det hidtil har været tilfældet. Det forventes, at udarbejdelsen og dialogen om handlingsplanen kan finde sted i en åben proces. Den godkendte handlingsplan vil være åben for offentligheden.

Kapitel 5: Regnskab, revision

Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren fastsætter nærmere regler for forvaltning af tilskud, regnskabsaflæggelse og revision. Denne bestemmelse bemyndiger ikke ministeren til at fastsætte kunstneriske kriterier eller anlægge generelle vurderinger, som tilkommer Kunstrådet, jf. § 4, men derimod at fastsætte en række administrative og forvaltningsmæssige formkrav, som skal gøres gældende for at sikre, at der ikke sker misbrug af offentlige tilskud.

Som vilkår for tilskud kan også stilles krav om handicaptilgængelighed, opfyldelse af sociale klausuler mv.

Stk. 1.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juli 2003. Statens Musikråd, Billedkunstrådet, Teaterrådet og Litteraturrådet fortsætter deres virke frem til 30. juni 2003, hvorefter Kunstrådet overtager det bevillingsmæssige ansvar.

Stk. 2.

Det foreslås, at bestemmelserne om beskikkelse af Kunstrådets repræsentantskab og efterfølgende Kunstrådet og dets fagudvalg træder i kraft den 1. april 2003. Det er nødvendigt med en tidligere ikrafttræden for disse bestemmelser for at få Kunstrådet beskikket og klar til at overtage det bevillingsmæssige ansvar fra 1. juli 2003.

Stk. 3.

Da de politisk udpegede medlemmer af Kunstrådets repræsentantskab samtidig skal være medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond, bør udpegningen af repræsentantskaberne for Kunstrådet og Statens Kunstfond synkroniseres. Dette sker ved, at halvdelen af medlemmerne af det første repræsentantskab for Kunstrådet beskikkes for en periode frem til 31. oktober 2005, hvor beskikkelsesperioden for repræsentantskabet for Statens Kunstfond udløber. Som følge af reglerne om, at Kunstrådets repræsentantskab får forskudte beskikkelsesperioder, vil den anden halvdel af Kunstrådets repræsentantskab beskikkes frem til 31. oktober 2007.

Stk. 4.

Det foreslås, at det første Kunstråd beskikkes frem til 31. marts 2007. En fremtidig tiltrædelse 1. april passer bedre med sæsonen specielt for medlemmer af fagudvalget for teater og musik.

Til nr. 1. Aldersgrænsen på 70 år ophæves, jf. bemærkningerne til § 6 i nærværende lovforslag.

Til nr. 2. Det skærpede habilitetskrav for medlemmer af Kunstfondens tremandsudvalg ophæves. Den ophævede bestemmelse fastslår, at medlemmer af de sagkyndige udvalg i fonden ikke i beskikkelsesperioden kan bestride faglige tillidshverv. Disse skærpede habilitetskrav har vist sig særligt vanskelige at administrere, dels med hensyn til en nærmere bestemmelse og indkredsning af faglige tillidshverv, dels med hensyn til lighedsprincippet, således at medlemmerne ikke udsættes for vilkårlighed med hensyn til accept af eller afslag på faglige tillidshverv i funktionsperioden. Det forekommer ministeriet tilstrækkeligt at underkaste medlemmerne forvaltningslovens almindelige regler om habilitet, således som det også vil gælde for Kunstrådet.

Til nr. 3. Hele bestemmelsen gengives her. I stk. 1 er der primært tale om redaktionelle ændringer (ændrede navne) og konsekvensmæssige rettelser som følge af nedlæggelsen af Statens Musikråd og Teaterrådet, der udgår som udpegningsberettigede institutioner. I stedet for Statens Musikråd og Teaterrådet gives Danske Sceneinstruktører, Sammenslutningen af Danske Scenografer, De Danske Dansekompagnier og De Frie Koreografer udpegningsret. Desuden erstattes Det Danske Filminstitut med Danske Filminstruktører, der således udpeger et medlem til repræsentantskabet. Det Danske Filminstitut er en kunststøtteinstitution, medens Danske Filminstruktører er en organisation og interessegruppe inden for filmkunsten. Denne ændring sikrer en bedre overensstemmelse med intentionerne bag loven om Statens Kunstfond, hvori det påpeges, at særligt betydende organisationer, institutioner og interessegrupper på den skabende kunsts område skal have udpegningsret til repræsentantskabet. Sammenlagt repræsenteres betydende organisationer inden for den skabende kunst på film- og teaterområdet således bedre end tidligere.

I stk. 2 er der tale om en konsekvensmæssig ændring af bestemmelsen. Dette skyldes for det første, at, der ikke fremover sættes en øvre aldersgrænse for medlemskab af Kunstfondens organer i lighed med reglerne for beskikkelse af medlemmer til Kunstrådet og tilhørende organer. For det andet, at man med lov om Kunstrådet, jf. § 6, stk. 6, som hovedregel ikke kan udpeges til et andet af Kunstrådet og tilhørende organer eller af Statens Kunstfonds repræsentantskab og udvalg, før der er gået tre år efter beskikkelsesperiodens udløb. For medlemmer af Kunstfondens repræsentantskab gælder fortsat, at genbeskikkelse kan finde sted. Som en yderligere konsekvens af lovforslaget om Kunstrådet, § 6, stk. 6, foreslås det i Kunstfondsloven indført, at medlemmer af Kunstfonden og tilhørende organer ikke samtidig kan være medlem af andre af Kunstfondens organer eller af Kunstrådet og tilhørende organer, med mindre andet fremgår af loven. Undtagelser fra hovedregelen består dels i, at de politisk udpegede medlemmer af repræsentantskabet for Kunstfonden samtidig skal være medlem af Kunstrådets repræsentantskab, dels i, at Kunstfondens to udvalg for den bildende kunst og de to udvalg for tonekunsten hver især har fælles formand. Hertil kommer, at Kunstfondens bestyrelse er sammensat af udvalgenes formænd.

I stk. 3 foreslås det, at Kunstfondens repræsentantskab skal mødes med Kunstrådets repræsentantskab mindst én gang årligt for drøfte rollefordeling og arbejdsdeling mellem de to organer. Bestemmelsen er i sit indhold tilsvarende bestemmelsen i lov om Kunstrådet § 8, stk. 3.

Til nr. 4. Her er tale om en redaktionel ændring.

Til nr. 5. Her er tale om en konsekvensmæssig ophævelse af bestemmelsen som følge af, at der ikke fremover sættes en øvre aldersgrænse for medlemskab af Kunstfondens organer.

Til nr. 1. Kunstrådet overtager formål og opgaver fra Statens Musikråd.

Til nr. 2. Konsekvensmæssig ændring, der overalt i loven erstatter Statens Musikråd med Kunstrådet

Til nr. 3. Ændringen er af redaktionel karakter. Bestemmelsen omhandler regler for amtsmusikudvalgenes sammensætning og virksomhed. Den flyttes uændret fra musiklovens §11, der ophæves, jf. nr. 11.

Til nr. 4. Musikrådets forpligtelse til at aflevere en aktivitetsplan ophæves og erstattes af Kunstrådets forpligtelse til at aflevere en handlingsplan.

Til nr. 5. Redaktionel ændring, der erstatter Statens Musikråd med staten. Ændringen er en præcision af, at ansvaret for bevillings administration er en statslig opgave, der ligger uden for Kunstrådets kompetence.

Til nr. 6. Redaktionel ændring, der erstatter staten med Kunstrådet. Ændringen er en præcisering af, at den statslige støtte til musikalske grundkurser ved musikskoler fastlægges af Kunstrådet, der overtager opgaven fra Statens Musikråd.

Til nr. 7. Redaktionel ændring, der erstatter Statens Musikråd med kulturministeren. Bestemmelsen præciserer, at regler for kommunalbestyrelsers og amtsråds behandling af regnskaber fastsættes af kulturministeren, da det er et rent administrativt anliggende.

Til nr. 8. Bestemmelserne omhandler sammensætning af og forretningsorden for Statens Musikråd og dets repræsentantskab. Bestemmelserne ophæves, da Kunstrådet og dets repræsentantskab erstatter dette, jf. bmk. til § 7. Bestemmelsen omhandler regler for amtsmusikudvalgenes sammensætning og virksomhed. Den ophæves, da den nu fremgår af § 2. Bestemmelsen slår fast, at ingen samtidig kan være medlem af Statens Musikråd og dets repræsentantskab. Bestemmelsen ophæves og erstattes af tilsvarende regler i dette forslag, § 6, stk. 6.

Til nr. 9 og 10. Regnskabs- og revisionsbestemmelsen er ændret således, at den er enslydende med formuleringen i § 12 i forslaget om Kunstrådet. Bestemmelserne i teaterloven, billedkunstloven og litteraturloven ændres tilsvarende.

Til nr. 11. Bestemmelsen præciserer med sin nye ordlyd, at kulturministerens instruktionsbeføjelse over for Kunstrådet kun omhandler udøvelsen af beføjelser, der i henhold til musikloven tilkommer Kunstrådet. Det er således ikke hensigten at give ministeren en generel instruktionsbeføjelse i forhold til Kunstrådet.

Til nr. 1. Redaktionelle ændringer, der overalt i loven erstatter Teaterrådet med Kunstrådet.

Til nr. 2. Ændringen præciserer, at dans er dækket af teaterlovens teaterbegreb. Desuden formuleres bestemmelsen, så Kunstrådet får hjemmel til at yde støtte som tilskud, garanti eller lån. Hermed gives de samme muligheder på teatrets område som på musik-, billedkunst- og litteraturområdet, samt for anden kunst, der fremmer Kunstrådslovens formål, og som ikke kan opnå støtte efter anden lovgivning.

Til nr. 3. Bestemmelsen angår administrationen af statens bevillinger til egnsteatre. Ændringen er en redaktionel præcision af, at ansvaret for bevillings administration er en statslig opgave, der ligger uden for Kunstrådets kompetence.

Til nr. 4. Bestemmelserne omhandler sammensætning af og forretningsorden for Teaterrådet og Teaterrådets Kontaktudvalg. Bestemmelserne ophæves, da Kunstrådet og dets repræsentantskab erstatter disse, jf. bmk. til § 7, som handler om Kunstrådets forretningsorden.

Til nr. 5. Bestemmelsen præciserer med sin nye ordlyd, at kulturministerens instruktionsbeføjelse over for Kunstrådet kun omhandler udøvelsen af beføjelser, der i henhold til teaterloven tilkommer Kunstrådet. Det er således ikke hensigten at give ministeren en generel instruktionsbeføjelse i forhold til Kunstrådet.

Til nr. 6. Regnskabs- og revisionsbestemmelsen er ændret således, at den er enslydende med formuleringen i § 12 i forslaget om Kunstrådet. Bestemmelserne i musikloven, billedkunstloven og litteraturloven ændres tilsvarende.

Til nr. 7. Bestemmelsen ophæves, da den er dækket af den foreslåede § 12, jf. forslagets § 16 nr. 6.

Til nr. 1. Redaktionelle ændringer, der overalt i loven erstatter Billedkunstrådet med Kunstrådet.

Til nr. 2. Bestemmelsen omhandler sammensætning af Billedkunstrådet og ophæves, da Kunstrådet erstatter dette.

Til nr. 3. Bestemmelsen præciserer med sin nye ordlyd, at Kunstrådets manglende adgang til at yde arbejdslegater kun har gyldighed i henhold til billedkunstloven, hvor det specifikt har drejet sig om at sikre sig mod uhensigtsmæssige overlapninger i forhold til Kunstfondens støtteordninger. Det er således ikke hensigten generelt at fratage Kunstrådet mulighed for at yde arbejdslegater. Det bliver Kunstrådet selv, der i sin tilskudspraksis og i handlingsplanen skal beskrive arbejdsdelingen til Statens Kunstfond.

Til nr. 4. Bestemmelsen angår Billedkunstrådets adgang til at afholde udgifter til billedkunstnerisk udsmykning af statens bygninger og anlæg. Bestemmelsen ophæves, da opgaven forbliver i Statens Kunstfond.

Til nr. 5. Bestemmelsen formuleres, så Kunstrådet får hjemmel til at yde støtte som tilskud, garanti eller lån. Hermed gives de samme muligheder for støtte på billedkunstens område, som kan anvendes på Kunstrådets øvrige virkeområde.

Til nr. 6. Sidste del af andet punktum i bestemmelsen er fjernet som en konsekvens af, at udsmykningsopgaven fortsat skal være en del af Statens Kunstfonds virkeområde, jf. de almindelige bemærkninger. Dette betyder, at den varslede ændring af lov om Statens Kunstfond fra 2005 ikke gennemføres.

Til nr. 7. I forhold til den eksisterende bestemmelse skiftes Billedkunstrådet ud med Kunstrådet. Hertil kommer, at det præciseres, at Kunstrådets har den endelige administrative afgørelse inden for rammerne af handlingsplanen . Dermed er bestemmelsen formuleret som i teaterloven, musikloven og litteraturloven.

Til nr. 8. Regnskabs- og revisionsbestemmelsen er ændret således, at den er enslydende med formuleringen i § 12 i forslaget om Kunstrådet. Bestemmelserne i musikloven, teaterloven og litteraturloven ændres tilsvarende.

Til nr. 9 og 10. Bestemmelserne angår billedkunstlovens ikrafttræden. Bestemmelserne angående den billedkunstneriske udsmykningsopgave ophæves, da opgaven forbliver i Statens Kunstfond, jf. de almindelige bemærkninger. Dette betyder, at den varslede ændring af lov om Statens Kunstfond fra 2005 ikke gennemføres.

Til nr. 1. Redaktionel ændring, der overalt i loven erstatter Litteraturrådet med Kunstrådet.

Til nr. 2. Bestemmelsen omhandler sammensætningen af Litteraturrådet og ophæves, da Kunstrådet erstatter dette.

Til nr. 3. Bestemmelsen omhandler Litteraturrådets opgaver. Den videreføres uændret, med den undtagelse, at det ikke længere fremgår, at rådet kan yde støtte til Dansk Litteraturcenter, hvis opgaver integreres i Kunstrådet og Kunststyrelsen. Bestemmelsen formuleres, så Kunstrådet får hjemmel til at yde støtte som tilskud, garanti eller lån. Hermed gives de samme muligheder for støtte på litteraturens område, som kan anvendes på Kunstrådets øvrige virkeområde.

Til nr. 4. Redaktionel ændring, der erstatter Litteraturrådet med Kunstrådet. Endvidere erstattes en henvisning til litteraturrådets aktivitetsplan med en henvisning til Kunstrådets handlingsplan.

Til nr. 5. Regnskabs- og revisionsbestemmelsen er ændret således, at den er enslydende med formuleringen i § 12 i forslaget om Kunstrådet. Bestemmelserne i musikloven, billedkunstloven og teaterloven ændres tilsvarende.

Bilag 1

Bilag Lovforslagets §§ 14-18 sammenholdt med gældende love

Gældende formulering Lovforslaget

§ 14. I lov om Statens Kunstfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 220 af 17. februar 1998, som ændret ved § 15 i lov nr. 400 af 21. maj 2001, foretages følgende ændringer:

§ 4. Stk. 3 . Hvert udvalg består af 3 kunstkyndige medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. 2 af medlemmerne udpeges af repræsentantskabet, og det tredje medlem udpeges af ministeren efter indhentet udtalelse fra repræsentantskabet. Medlemmerne vælges for 3 år. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden. Umiddelbart genvalg kan ikke finde sted. Ministeren udpeger udvalgenes formænd blandt medlemmerne. Til hvervene som formand for udvalgene for den bildende kunst udpeges samme person. Til hvervene som formand for udvalgene for tonekunsten udpeges samme person. I udvalget for den klassiske musik skal 2 af medlemmerne være kyndige i at læse partiturer. Intet medlem kan beskikkes eller genbeskikkes efter det fyldte 70. år. 1. § 4, stk. 3 , sidste punktum, ophæves.

§ 4. Stk. 4 . Udvalgsmedlemmerne kan ikke i beskikkelsesperioden bestride faglige tillidshverv. Kulturministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra denne bestemmelse. 2 . § 4, stk. 4, ophæves. Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 5. Der nedsættes et repræsentantskab til at følge fondens virksomhed. Repræsentantskabet udpeges således: 3. § 5 affattes således: » § 5. Der nedsættes et repræsentantskab til at følge fondens virksomhed. Repræsentantskabet udpeges således:

1) Hvert af partierne, der er repræsenteret i finansudvalget udpeger 1 medlem. 1) Partierne, der er repræsenteret i Folketinget, udpeger hver et medlem, der samtidig skal være medlem af repræsentantskabet for Kunstrådet.

2) 3 medlemmer udpeges af kommunale råd og organiationer, således at 1 udpeges af Københavns Magistrat, 1 af Amtrådsforeningen i Danmark og 1 af Kommunernes Landsforening. 2) 2 medlemmer udpeges af kommunale råd og organisationer, således at 1 udpeges af Kommunernes Landsforening og 1 af Amtsrådsforeningen i Danmark.

3) 3 medlemmer udpeges af de humanistiske fakulteter ved Københavns, Århus og Odense Universiteter. 3) 3 medlemmer udpeges af de humanistiske fakulteter ved Københavns, Århus og Odense Universiteter.

4) 3 medlemmer udpeges af Billedkunstnernes Forbund. 4) 3 medlemmer udpeges af Billedkunstnernes Forbund.

5) 1 medlem udpeges af de kunstnersammenslutninger, som efter kriterier, der fastsættes ved forhandling mellem Akademirådet og billedkunstnerne, har udpegelsesret til repræsentantskabet. 5) 1 medlem udpeges af Kunstnersammenslutningers Samråd.

6) 3 medlemmer udpeges af Akademirådet. 6) 3 medlemmer udpeges af Akademirådet.

7) 2 medlemmer udpeges af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i fællesskab. 7) 2 medlemmer udpeges af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i fællesskab.

8) 1 medlem udpeges af Danske Dramatikeres Forbund. 8) 1 medlem udpeges af Danske Dramatikeres Forbund.

9) 2 medlemmer udpeges af Det Danske Akademi. 9) 2 medlemmer udpeges af Det Danske Akademi.

10) 2 medlemmer udpeges af Dansk Komponistforening. 10) 2 medlemmer udpeges af Dansk Komponistforening.

11) 1 medlem udpeges af Statens Musikråd. 11) 1 medlem udpeges af konservatorierne i fællesskab.

12) 1 medlem udpeges af Musikkonservatoriernes Fællesråd. 12) 2 medlemmer udpeges af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer.

13) 2 medlemmer udpeges af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer. 13) 1 medlem udpeges af Danske Kunsthåndværkere.

14) 1 medlem udpeges af Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning. 14) 1 medlem udpeges af Foreningen Danske Designere.

15) 1 medlem udpeges af Industrielle Designere Danmark. 15) 1 medlem udpeges af Danske Arkitekters Landsforbund.

16) 1 medlem udpeges af Danske Arkitekters Landsforbund. 16) 1 medlem udpeges af Danmarks Biblioteksforening.

17) 1 medlem udpeges af Danmarks Biblioteksforening. 17) 1 medlem udpeges af Danske Filminstruktører.

18) 1 medlem udpeges af Det Danske Filminstitut og Statens Filmcentral i fællesskab. 18) 2 medlemmer udpeges af De Frie Koreografer, De Danske Dansekompagnier, Danske Sceneinstruktører og Sammenslutningen af Danske Scenografer i fællesskab.

19) 2 medlemmer udpeges af Teaterrådet. 19) 1 medlem udpeges af Danske Populærautorer.

20) 1 medlem udpeges af Danske Populærautorer. 21) 1 medlem kan udpeges af kulturministeren, der tillige udpeger repræsentantskabets formand blandt medlemmerne. 20) 1 medlem kan udpeges af kulturministeren, der tillige udpeger repræsentantskabets formand blandt medlemmerne.

Stk. 2 . Medlemmerne af repræsentantskabet beskikkes for et tidsrum af 4 år. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden. Et tidligere medlem af et af de i § 4 omhandlede udvalg kan tidligst 1 år efter, at vedkommende er fratrådt som medlem af et udvalg, indvælges i repræsentantskabet. Medlemmer kan ikke beskikkes eller genbeskikkes efter det fyldte 70. år. Stk. 2. Medlemmerne af repræsentantskabet beskikkes for et tidsrum af 4 år. Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden. Medlemmer af Statens Kunstfond og tilhørende organer kan ikke samtidig være medlem af andre af Kunstfondens organer eller af Kunstrådet og tilhørende organer, med mindre andet fremgår af denne lov. Medlemmer af de i § 4 omhandlede udvalg samt medlemmer af repræsentantskabet kan ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Kunstrådet og tilhørende organer. For medlemmer af de i § 4 omhandlede udvalg gælder endvidere, at medlemmerne i 3 år efter beskikkelsesperiodens ophør ikke kan beskikkes til et andet af de i § 4 omhandlede udvalg samt til Kunstfondens repræsentantskab. For medlemmer af Kunstfondens repræsentantskab gælder, at medlemmer ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb kan beskikkes til et af de i § 4 omhandlede udvalg. Medlemmer af Kunstrådet og tilhørende organer kan ligeledes ikke i 3 år efter beskikkelsesperiodens udløb beskikkes til Statens Kunstfonds i § 4 omhandlede udvalg eller til repræsentantskabet for Statens Kunstfond. Medlemmer udpeget af Folketingets partier til repræsentantskabet skal samtidig være medlem af repræsentantskabet for Kunstrådet.

Stk. 3 . Repræsentantskabet forelægger ministeren de fra bestyrelsen modtagne regnskaber, beretninger samt indstilling med de bemærkninger, som det ønsker at knytte hertil. Stk. 3 . Repræsentantskabet forelægger ministeren de fra bestyrelsen modtagne regnskaber, beretninger samt indstilling med de bemærkninger, som det ønsker at knytte hertil.

Stk. 4 . Repræsentantskabet afgiver indstilling til kulturministeren om de ydelser, der bør søges tillagt kunstnere for livstid. Forslag om disse ydelser optages på de årlige finanslove. Stk. 4. Repræsentantskabet mødes én gang årligt med repræsentantskabet for Statens Kunstråd til en fælles drøftelse af Kunstrådets og Statens Kunstfonds virksomhed.

Stk. 5. Repræsentantskabet afgiver indstilling til kulturministeren om de ydelser, der bør søges tillagt kunstnere for livstid. Forslag om disse ydelser optages på de årlige finanslove.«

§ 6. Stk. 2 . Fondens administrations- og sekretariatsudgifter afholdes af statskassen. 4. § 6, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Kulturministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for fondens arbejde.«

§ 7. 5 . § 7, stk. 2 , ophæves

Stk. 2 . Ministeren kan fravige alderbetingelsen i § 4, stk. 3, og § 5, stk. 2. Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

§ 15. I lov om musik, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 31. august 2000 som ændret ved §28 i lov nr.145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

§ 1 . Statens Musikråd har til opgave at virke til fremme af musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Musikrådet skal rådgive og bistå offentlige myndigheder og institutioner i sager angående musikforhold. Rådet har den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordeling af støtte til de formål, der er nævnt i § 3, stk. 1, jf. dog § 3, stk. 2. 1. § 1 affattes således: » § 1. Kunstrådet har til opgave at virke til fremme af musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet. Kunstrådet skal rådgive og bistå offentlige myndigheder og institutioner i sager angående musikforhold. Rådet har inden for rammerne af den godkendte handlingsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordeling af støtte til de formål, der er nævnt i § 3, stk. 1.«

2. I § 2, stk. 2, § 3, stk. 1, § 3 a, stk. 4 , to steder i § 3 b, stk. 1 , i § 3 b stk. 2, § 3 f, § 3 g, stk. 1 ,to steder i § 3 h, i § 3 i, stk. 1 , og § 15, stk. 2 , erstattes »Statens Musikråd« med »Kunstrådet«

3. I § 2 indsættes som stk. 4: » Stk. 4. De nærmere regler for amtsmusikudvalgenes sammensætning og virksomhed fastsættes af amtsrådene. Kulturministeren udsteder vejledende retningslinjer herfor.«.

§ 3. Stk. 2 . Statens Musikråd udarbejder forud for hvert finansår en aktivitetsplan for den del af rådets aktiviteter, der vedrører støtte til musikundervisning, efter- og videreuddannelse samt internationale formål. Planen skal indeholde angivelse af de tilskudsrammer, der inden for rådets samlede bevillinger foreslås afsat for hvert af de tre områder. Aktivitetsplanen forelægges kulturministeren til godkendelse. 4. § 3, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

§ 3 c. Stk. 5 . Statens Musikråd udbetaler en foreløbig refusion i henhold til § 3 c, stk. 1. Den beregnes på grundlag af budgetter, der er godkendt af vedkommende kommunalbestyrelse eller amtsråd. Refusionen udbetales ratevis forud. 5. I § 3 c, stk. 5, erstattes »Statens Musikråd« med »Staten«.

§ 3 d. Staten kan yde støtte til musikalske grundkurser ved musikskoler. Stk. 2 . Staten kan dække 1/3 af bruttoudgifterne i forbindelse med et musikalsk grundkursus under forudsætning af, at de resterende 2/3 dækkes af de pågældende amts- og primærkommuner. 6. I § 3 d, stk. 1, stk. 2 , og § 3 e, stk. 1-4 , erstattes »Staten« med »Kunstrådet«.

§ 3 e. Staten kan yde særlig støtte til etablering af musikskoler.

Stk. 2 . Staten kan yde støtte til udlån af instrumenter eller til musikskolernes indkøb heraf.

Stk. 3 . Staten kan yde støtte til efteruddannelse af musikskolelærere.

Stk. 4 . Staten kan yde støtte til undervisning af forsøgsmæssig karakter og til udvikling og udgivelse af musikpædagogisk materiale.

§ 3 i. Stk. 2 . Statens Musikråd fastsætter nærmere retningslinier for kommunalbestyrelsens og amtsrådets behandling af regnskaber efter stk. 1. 7. I § 3 i, stk. 2, erstattes »Statens Musikråd« med »kulturministeren«.

§ 8. Statens Musikråd består af 9 alment sagkyndige medlemmer, der beskikkes af kulturministeren for en periode af 4 år. 8. Kapitel 4 ophæves.

Stk. 2 . Repræsentantskabet som nævnt i § 9 udpeger 5 af medlemmerne. 4 medlemmer udpeges af kulturministeren, der ligeledes udpeger rådets formand blandt dets medlemmer.

Stk. 3 . Umiddelbar genbeskikkelse kan kun ske for én periode.

Stk. 4 . Kulturministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

§ 9. Til at følge Musikrådets virksomhed nedsætter kulturministeren et repræsentantskab, hvori betydende institutioner, organisationer og interessegrupper inden for dansk musikliv skal være repræsenteret. Medlemmerne beskikkes for 4 år ad gangen.

§ 10. Kulturministeren fastsætter efter indstilling fra henholdsvis repræsentantskabet og Statens Musikråd en forretningsorden for de pågældende organer.

§ 11. De nærmere regler for amtsmusikudvalgenes sammensætning og virksomhed fastsættes af amtsrådene. Kulturministeren udsteder vejledende retningslinier herfor.

§ 12. Ingen kan samtidig være medlem af Statens Musikråd og repræsentantskabet

§ 12 a. De institutioner mv., der modtager tilskud i henhold til denne lov, skal føre og aflægge regnskab i overensstemmelse med særlige eller generelle regler herfor. Kulturministeren fastsætter de nærmere regler for regnskabsaflæggelsen. 9. § 12 a affattes således: » § 12 a. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision. Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt, i tilfælde hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.«

§ 12 b. Revisionen udføres af den af institutionen valgte revisor i henhold til reglerne om god offentlig revisionsskik. 10. §§ 12 b, 12 c og 12 d ophæves.

Stk. 2 . Kulturministeren fastsætter nærmere regler om revisionskompetencen og revisionens udførelse.

§ 12 c. Tilskud efter denne lov kan forudbetales.

§ 12 d. Tilsagn om tilskud efter denne lov kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt helt eller delvist, hvis ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger, har fortiet oplysninger, eller hvis betingelserne for tilskuddet, som disse er anført ved afgivelse af tilsagnet, ikke opfyldes.

§ 15. Stk. 2 . Kulturministeren kan give Statens Musikråd instruktioner vedrørende udøvelsen af de beføjelser, der er henlagt til Statens Musikråd. 11. § 15, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Kulturministeren kan give Kunstrådet instruktioner vedrørende udøvelsen af beføjelser, der er henlagt til Kunstrådet i henhold til denne lov.«

§ 16. I teaterloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 91 af 7. februar 2000, som ændret ved lov nr. 444 af 31. maj 2000, og ved § 29 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven erstattes »Teaterrådet« med »Kunstrådet«.

§ 18. Stk. 2 . Ved fordeling af støtte efter stk. 1 skal Teaterrådet søge at tilgodese alle genrer inden for det professionelle teater, herunder det musikdramatiske område. Der skal lægges vægt på at fremme udviklingen af nye teaterformer og anden eksperimenterende virksomhed, og den geografiske spredning af aktiviteterne skal søges fremmet. En væsentlig del af støtten skal anvendes til støtte af teatervirkomhed, der henvender sig til børn og unge. 2. § 18, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Ved fordeling af støtte efter stk. 1 skal Kunstrådet søge at tilgodese alle genrer inden for det professionelle teater, herunder dans og musikdramatik. Der skal lægges vægt på at fremme udviklingen af nye teaterformer og anden eksperimenterende virksomhed, og den geografiske spredning af aktiviteterne skal søges fremmet. En væsentlig del af støtten skal anvendes til støtte til teatervirksomhed, der henvender sig til børn og unge.«

§ 19 a. Teaterrådet følger udviklingen blandt egnsteatrene og de små storbyteatre. Teaterrådet varetager administrationen af statens bevillinger til egnsteatrene og de små storbyteatre og bistår kommuner, amtskommuner og teatre ved udarbejdelse af minimum 3-årige aftaler efter § 15, stk. 3, og § 16 b, stk. 3. 3. § 19 a affattes således: »§ 19 a. Kunstrådet følger udviklingen blandt egnsteatrene og de små storbyteatre. Kunstrådet bistår kommuner, amtskommuner og teatre ved udarbejdelsen af aftaler, der løber over minimum 3 år, jf. § 15, stk. 3, og § 16 b, stk. 3.«

§ 20. Teaterrådet består af 5 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren for en periode af 4 år. 2 af medlemmerne udpeges af kontaktudvalget. 3 af medlemmerne udpeges af kulturministeren, der ligeledes udpeger rådets formand blandt dets medlemmer. Medlemmerne kan ikke genbeskikkes. 4. §§ 20, 21 og 22 ophæves.

Stk. 2 . Til Teaterrådet knyttes et sekretariat.

§ 21. Der nedsættes et kontaktudvalg til at følge Teaterrådets virksomhed, drøfte dansk teaters situation og afgive udtalelser om principielle forhold til kulturministeren.

Stk. 2 . Kontaktudvalget består af indtil tyve medlemmer, som beskikkes af kulturministeren for fire år efter forslag fra de betydende institutioner, organisationer og interessegrupper inden for dansk teater. Kontaktudvalget vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand.

Stk. 3 . Udvalget forelægger ministeren den fra Teaterrådet modtagne beretning med de bemærkninger, som udvalget ønsker at knytte hertil.

§ 22. Kulturministeren fastsætter efter forslag fra henholdsvis Teaterrådet og kontaktudvalget forretningsorden for de pågældende organer.

§ 23. Stk. 2 . Kulturministeren kan give Teaterrådet instruktioner vedrørende udøvelsen af de beføjelser, der er henlagt til Teaterrådet. 5. § 23, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Kulturministeren kan give Kunstrådet instruktioner vedrørende udøvelsen af beføjelser, der er henlagt til Kunstrådet i henhold til denne lov.«

§ 31 a. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision for teatre, der modtager tilskud efter denne lov. 6. § 31 a affattes således: » § 31 a. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.«

§ 31 b. Kulturministeren kan til brug for Rigsrevisionen indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtagere. 7. § 31 b ophæves.

§ 17. I lov billedkunst, jf. lov nr. 400 af 21. maj 2001, som ændret ved § 27 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Billedkunstrådet« og »Rådet« til »Kunstrådet«, og »Billedkunstrådets« og »Rådets« til »Kunstrådets«.

§ 3. Billedkunstrådet består af fem kunstkyndige medlemmer, der beskikkes for fire år. Umiddelbar genbeskikkelse kan ikke finde sted. 2. § 3 ophæves.

Stk. 2 . Kulturministeren udpeger to af medlemmerne af Billedkunstrådet. Akademiraadet og Statens Kunstfonds repræsentantskab udpeger hver et medlem, et medlem udpeges af Foreningen af Danske Kunstmuseer og Foreningen af Kunsthaller i Danmark i fællesskab. De af kulturministeren udpegede medlemmer skal være billedkunstnere. Kulturministeren udpeger Billedkunstrådets formand blandt medlemmerne. Formanden skal være billedkunstner.

Stk. 3 . Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.

Stk. 4 . Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 4. Stk. 3 . Billedkunstrådet kan ikke yde arbejdslegater 3. § 4 stk. 3, affattes således: » Stk. 3. Kunstrådet kan ikke i henhold til denne lov yde arbejdslegater.«

§ 5. Rådet kan afholde udgifter til billedkunstnerisk udsmykning af statens bygninger og anlæg. Desuden kan det yde tilskud til udsmykning af kommunale bygninger og anlæg samt til andre bygninger og anlæg, der er tilgængelige for offentligheden eller videre kredse, jf. § 9. 4. § 5 ophæves.

§ 7. Billedkunstrådet kan yde tilskud til andre foranstaltninger, der er egnede til at opfylde lovens formål. 5. § 7 stk. 1, affattes således: »Kunstrådet kan yde tilskud til andre foranstaltninger, der er egnede til opfylde lovens formål. Støtten kan gives som tilskud, garanti eller lån.«

§ 7. Stk. 3 . Rådet kan udbetale faste mindre grundtilskud til de amtskommunale billedkunstråd, som oprettes i medfør af § 10, under forudsætning af mindst tilsvarende amtskommunal finansiering. Yderligere tilskud kan gives efter ansøgning til konkrete projekter og initiativer, herunder lokale udsmykningsopgaver, der gennemføres i det amtskommunale billedkunstråds regi. 6. § 7, stk. 3, affattes således: » Stk. 3. Rådet kan udbetale faste mindre grundtilskud til de amtskommunale billedkunstråd, som oprettes i medfør af § 10, under forudsætning af mindst tilsvarende amtskommunal finansiering. Yderligere tilskud kan gives efter ansøgning til konkrete projekter og initiativer.«

§ 8. 7. § 8 affattes således:

Billedkunstrådet udarbejder forud for hvert finansår en plan for rådets aktiviteter. Planen skal indeholde angivelse af de tilskudsrammer, der foreslås afsat til lovens støtteområder. Aktivitetsplanen forelægges kulturministeren til godkendelse. » § 8. Kunstrådet har inden for rammerne af den godkendte handlingsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til den konkrete støtte til lovens formål.«

Stk. 2 . Billedkunstrådet udarbejder hvert år en beretning om rådets virksomhed i det forløbne år til kulturministeren.

§ 8. Stk. 3 . Rådet har inden for rammerne af den godkendte aktivitetsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordelingen af den konkrete støtte til lovens formål.

§ 8. Stk. 4 . Kulturministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

§ 13. Stk. 1 . Kulturministeren fastsætter nærmere regler for fordeling af tilskud, vilkår for anvendelsen af tilskud, indsendelse af ansøgninger, regnskabsaflæggelse og revisionens udførelse for tilskud, der udbetales efter denne lov. 8. § 13, stk. 1, affattes således: »Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier og lån samt for regnskabsaflæggelse og revision.«

§ 14. Loven træder i kraft den 1. juni 2001. § 11 træder dog i kraft den 1. januar 2002. §§ 5 og 15 træder i kraft den 1. januar 2005. 9. § 14 sidste punktum , ophæves.

§ 15. I lov om Statens Kunstfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 220 af 17. februar 1998, foretages følgende ændringer: 10. § 15 ophæves.

1. § 2, nr. 3 , ophæves.

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 3 og 4.

2. § 4, stk. 2 , affattes således:

» Stk. 2 . Til at administrere fondens midler i øvrigt nedsættes et udvalg for den bildende kunst, et udvalg for den litterære kunst, to udvalg for tonekunsten, heraf et udvalg for den klassiske musik og et udvalg for den rytmiske musik, et udvalg for kunsthåndværket og den kunstneriske formgivning, et udvalg for arkitekturen og et udvalg for film- og teaterkunsten.«

3. § 4, stk. 3, 7. pkt ., ophæves.

4. § 4, stk. 6 , ophæves.

§ 18. I lov om litteratur, jf. lov nr. 477 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

§ 2. Litteraturrådet skal rådgive og bistå offentlige myndigheder og institutioner i sager angående litteratur. Rådet kan på eget initiativ behandle spørgsmål vedrørende litteratur og fremsætte erklæringer herom. 1. I § 2 erstattes »Litteraturrådet« med »Kunstrådet«.

§ 3. Litteraturrådet består af 5 sagkyndige medlemmer, der beskikkes af kulturministeren for en periode af 4 år. 2 af medlemmerne udpeges af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i fællesskab, og 3 medlemmer udpeges af kulturministeren. Umiddelbar genbeskikkelse kan ikke finde sted. 2. § 3 ophæves.

Stk. 2 . Kulturministeren udpeger rådets formand blandt medlemmerne.

Stk. 3 . Afgår et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.

§ 4. Litteraturrådet yder inden for de fastsatte bevillingsrammer støtte til frembringelse og udbredelse af litteratur. Rådet kan herunder støtte forfatteres litterære projekter, udgivelser, uddannelse, formidling af litteratur samt andre aktiviteter, der kan fremme lovens formål, herunder projektstøtte til Dansk Litteratur Informationscenter. 3. § 4 affattes således: » § 4. Kunstrådet yder inden for de fastsatte bevillingsrammer støtte til frembringelse og udbredelse af litteratur. Rådet kan herunder støtte forfatteres litterære projekter, udgivelser, uddannelse, formidling af litteratur samt andre aktiviteter, der kan fremme lovens formål. Støtten kan gives som tilskud, garanti eller lån.«

§ 5. Stk. 1 . Litteraturrådet udarbejder forud for hvert finansår en aktivitetsplan for rådets aktiviteter. Planen skal indeholde angivelse af de tilskudsrammer, der foreslås afsat til lovens støtteområder. Aktivitetsplanen forelægges kulturministeren til godkendelse. 4. § 5 affattes således: » § 5. Kunstrådet har inden for rammerne af den godkendte handlingsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordelingen af den konkrete støtte til de formål, der er nævnt i § 4.«

§ 5. Stk. 2 . Litteraturrådet har inden for rammerne af den godkendte aktivitetsplan den endelige administrative afgørelse med hensyn til fordelingen af den konkrete støtte til de formål, der er nævnt i § 4.

§ 5. Stk. 3 . Til Litteraturrådet knyttes et sekretariat.

§ 6. Kulturministeriet fastsætter nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision med hensyn til de midler, der fordeles til private organisationer og selvejende institutioner mv. Til brug for Rigsrevisionen kan ministeriet indhente yderligere materiale til en nøjere regnskabsgennemgang. 5. § 6 affattes således: » § 6. Kulturministeren fastsætter nærmere administrative regler for forvaltning af tilskud, regnskabsaflæggelse og revision. Stk. 2. Afgivne tilsagn kan bortfalde, og udbetalte tilskud kan kræves tilbagebetalt i tilfælde, hvor tilskudsmodtager ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet.

Stk. 3. Udbetalinger af tilskud kan ske forskudsmæssigt.«

Versioner

  1. 2003-01-15