Gelex

Forslag til Lov om etnisk ligebehandling

GældendeVersion 2003-01-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00155@2003-01-29/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Loven har til formål at forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse.

§ 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbudet mod forskelsbehandling gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på områder, der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Stk. 3. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

§ 3. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Stk. 5. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling.

§ 4. Loven er ikke til hinder for, at specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse, opretholdes eller vedtages.

Stk. 2. Specifikke foranstaltninger, der iværksættes i henhold til stk. 1, kan alene opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

§ 5. Bestemmelser, der strider mod § 3, og som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter, virksomheders interne reglementer og vedtægter for foreninger og fonde m.v., er ugyldige.

§ 6. Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den, der udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

§ 7. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 3, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

§ 8. Ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

§ 9. Personer, der er krænket ved overtrædelse af §§ 3 og 8, kan tilkendes en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

§ 10. Institut for Menneskerettigheder har til opgave at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

Stk. 2. Institut for Menneskerettigheder kan behandle klager over overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. § 3, og over overtrædelse af forbudet mod repressalier, jf. § 8, og give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller forbudet mod repressalier. Institut for Menneskerettigheders udtalelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Institut for Menneskerettigheder kan henstille, at der i sager efter stk. 2, hvor instituttet finder, at der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller af forbudet mod repressalier, meddeles fri proces til klagere, der opfylder betingelserne i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Institut for Menneskerettigheder afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

§ 11. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.

1. Lovforslagets formål og hovedelementer

Dette lovforslag har til formål at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Med lovforslaget sikres et højt beskyttelsesniveau mod forskelsbehandling og mulighederne for, at alle uanset race eller etnisk oprindelse kan deltage i samfundslivet, styrkes.

Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre dele af et EU-direktiv om etnisk ligebehandling, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 2. Lovforslaget bygger således på Ligebehandlingsudvalgets betænkning (betænkning nr. 1422/2002) om gennemførelsen i dansk ret af direktivet for etnisk ligebehandling. Se nærmere om Ligebehandlingsudvalget og betænkning nr. 1422/2002 nedenfor under punkt 3.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

For det første indeholder forslaget et forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse samt et forbud mod chikane og instruktion om at forskelsbehandle. Med lovforslaget gennemføres således en udvidet beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

For det andet indeholder forslaget bestemmelser om delt bevisbyrde og forbud mod repressalier. Anvendelsen af princippet om delt bevisbyrde og forbudet mod repressalier bidrager til en effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling. Princippet om delt bevisbyrde indebærer således, at bevisbyrden påhviler modparten, når der påvises faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

For det tredje foreslås der fastsat en bestemmelse om adgang til godtgørelse. Herved sikres en udvidet adgang til godtgørelse for ikke-økonomisk skade, idet enhver overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og af forbudet mod repressalier som udgangspunkt indebærer, at der skal tilkendes en økonomisk godtgørelse til den, der har været udsat for forskelsbehandling.

Det foreslås for det fjerde, at Institut for Menneskerettigheder kan behandle klager over overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og over overtrædelse af forbudet mod repressalier. Instituttet kan give udtryk for sin opfattelse af, om der i enkeltsager er sket en overtrædelse heraf. Instituttet kan i sådanne sager henstille, at der meddeles fri proces.

Lovforslaget supplerer den beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, der allerede findes i dansk ret, herunder i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., jf. nærmere om forholdet til gældende ret nedenfor afsnit 5.

Samtidig med lovforslaget fremsættes forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Forslaget til ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. tilsigter bl.a. at gennemføre bestemmelserne i direktivet om etnisk ligebehandling vedrørende forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

2. EU-direktivet om etnisk ligebehandling

Det følger af EF-traktatens artikel 13, at Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Med hjemmel i denne bestemmelse vedtog Rådet den 29. juni 2000 direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (2000/43/EF). Den 27. november 2000 vedtog Rådet dels direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2000/78/EF), dels afgørelse om Fællesskabets handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling (2000/750/EF).

Direktivet om etnisk ligebehandling har til formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne. Direktivet indeholder bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling, om retsmidler og håndhævelse samt om udpegning af et eller flere organer for fremme af ligebehandling. Anvendelsesområdet for direktivet omfatter arbejdsmarkedet, social beskyttelse, uddannelse og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.

Da direktivet fastsætter mindstekrav, har den enkelte medlemsstat mulighed for at indføre eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling.

Direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv finder anvendelse på arbejdsmarkedet og omfatter diskriminationsgrundene religion og tro, handicap, alder og seksuel orientering.

Der henvises til kapitel 3 i betænkning nr. 1422/2002.

3. Ligebehandlingsudvalget

Den 8. juni 2001 nedsatte Indenrigsministeriet »Udvalget om implementeringen i dansk ret af direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (Ligebehandlingsudvalget)«.

Udvalget, der bestod af repræsentanter fra en række myndigheder, organisationer m.v., fik til opgave at udarbejde et forslag til, hvordan direktivet mest hensigtsmæssigt gennemføres i dansk ret. I den forbindelse skulle udvalget bl.a. overveje, om direktivet burde gennemføres i dansk ret som en ny samlet lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller ved at supplere gældende lovgivning med nye bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling.

Endvidere skulle udvalget tage stilling til anvendelsesområdet for ny lovgivning om forbud mod forskelsbehandling, ligesom udvalget fik til opgave at vurdere, om kredsen af ulovlige kriterier skulle udvides til at omfatte andre kriterier end race og etnisk oprindelse.

Det indgik desuden i udvalgets opgaver at overveje og vurdere, hvorledes et eller flere organer for fremme af ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. herved direktivets artikel 13, mest hensigtsmæssigt etableres i Danmark. Udvalget skulle i den forbindelse tage stilling til, hvilke opgaver organet mere præcist skal varetage, herunder særligt hvorledes organets opgaver vedrørende bistand til ofre for forskelsbehandling tilrettelægges bedst muligt. Udvalget skulle også overveje, om organet skulle have til opgave at træffe bindende afgørelser i konkrete klagesager. Udvalget skulle komme med forslag til sammensætningen af et sådant organ.

Udvalget skulle endelig foreslå, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling, herunder overveje behovet for at fastsætte bestemmelser om straf- og erstatningsansvar.

På den baggrund skulle udvalget udarbejde et udkast til ny lovgivning på området.

Særligt om udvalgets overvejelser om oprettelse af et ligebehandlingsorgan bemærkes, at Folketinget den 29. maj 2002 vedtog lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder).

Efter loven etableres et Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, og i dette center indgår som én af to selvstændige enheder Institut for Menneskerettigheder, jf. lovens § 1.

Af lovens § 2, stk. 2, nr. 4, fremgår, at Institut for Menneskerettigheder bl.a. skal bidrage til at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

Ved lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder er der taget stilling til, hvilket organ der skal varetage de i direktivets artikel 13 nævnte opgaver.

På den baggrund har udvalget særligt behandlet spørgsmålet om, hvorvidt et ligebehandlingsorgan skal have til opgave at varetage yderligere opgaver end de opgaver, der er nævnt i direktivets artikel 13.

Udvalget afgav den 18. september 2002 sin betænkning (betænkning nr. 1422/2002) om gennemførelsen i dansk ret af direktivet om etnisk ligebehandling.

4. Direktivets gennemførelse i dansk ret

Direktivet om etnisk ligebehandling tilsigtes gennemført ved følgende lovgivning:

Forslaget til lov om etnisk ligebehandling har til formål at gennemføre bestemmelserne i direktivet om forbud mod forskelsbehandling m.v. på de af direktivet omfattede samfundsområder med undtagelse af arbejdsmarkedet.

Forslaget til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. har til formål at gennemføre bestemmelserne i direktivet om forbud mod forskelsbehandling m.v. på arbejdsmarkedet.

Bestemmelsen i direktivets artikel 13 om udpegning af et eller flere organer for fremme af ligebehandling er gennemført ved lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

5. Forholdet til gældende ret

Lovforslaget supplerer den beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, der allerede findes i dansk ret, herunder særligt i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Dansk ret indeholder således allerede en omfattende beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. For en beskrivelse af gældende dansk ret henvises til kapitel 4 i Ligebehandlingsudvalgets betænkning.

På nogle punkter må det dog anses for tvivlsomt, om den beskyttelse mod forskelsbehandling, der følger af dansk ret, sikrer direktivets opfyldelse i dansk ret.

Der kan således bl.a. peges på, at det må anses for tvivlsomt, om gældende dansk ret til fulde opfylder direktivets krav om indførelse af et forbud mod indirekte forskelsbehandling inden for de områder, der er dækket af direktivet. Det kan også give anledning til tvivl, om dansk ret indeholder et tilsvarende forbud mod etnisk chikane, som det forbud, der følger af direktivet. Endvidere er direktivets forbud mod repressalier formentlig alene delvist opfyldt i dansk ret, ligesom det kan give anledning til tvivl, om princippet om delt bevisbyrde gælder i forbindelse med sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.

6. Lovforslagets bestemmelser

6.1. Begreberne forskelsbehandling og diskrimination

Direktivet indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Direktivets (danske) tekst anvender således begrebet forskelsbehandling frem for begrebet diskrimination som betegnelse for det forhold, at en eller flere personer behandles ringere end andre personer i sammenlignelige situationer eller stilles særligt ufordelagtigt på grund af race eller etnisk oprindelse.

6.1.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet, om ny lovgivning til gennemførelse af direktivet bør anvende forskelsbehandling eller diskrimination for det forhold, at en eller flere personer behandles ringere end andre personer.

Et flertal af udvalgets medlemmer (formanden og repræsentanterne for Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Økonomiministeriet, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Undervisningsministeriet samt Advokatrådet, DA og LO) finder, at det er mest hensigtsmæssigt at anvende begrebet forskelsbehandling, særligt da dette anvendes i direktivets danske udgave og i øvrigt anvendes i vidt omfang i dansk lovgivning. Et mindretal af udvalgets medlemmer (repræsentanterne for Det Danske Center for Menneskerettigheder, ELO, KL samt Nævnet for Etnisk Ligestilling og Rådet for Etniske Minoriteter) finder det mest hensigtsmæssigt i ny lovgivning at anvende betegnelsen diskrimination, særligt da betegnelsen i vid udstrækning anvendes i de øvrige medlemslande, hvilket tillige synes at være i god overensstemmelse med udviklingen i det internationale samfund i øvrigt.

6.1.2. Integrationsministeriets overvejelser

Af de af flertallet anførte grunde finder Integrationsministeriet, at det er mest hensigtsmæssigt at anvende begrebet forskelsbehandling i lovforslaget.

6.2. Det personelle anvendelsesområde fysiske og juridiske personer

Direktivet omfatter en beskyttelse af fysiske personer. Det fremgår ikke af direktivet, at dette omfatter situationer, hvor en person forskelsbehandles på grund af en tredjemands race eller etniske oprindelse. I hvilket omfang juridiske personer er beskyttet, beror på medlemsstaternes egen beslutning.

6.2.1. Udvalgets forslag

Udvalget foreslår, at såvel den person, der udsættes for forskelsbehandling på grund af personens egen race eller etniske oprindelse, som den person, der forskelsbehandles på grund af en tredjemands race eller etniske oprindelse, er beskyttet af forbudet mod forskelsbehandling i ny lovgivning.

Udvalget har imidlertid ikke fundet det nødvendigt at foreslå en særskilt bestemmelse fastsat om dette spørgsmål. Der henvises til betænkningen s. 144.

Udvalget finder, at der ikke er grundlag for at foreslå, at der i ny lovgivning fastsættes en særskilt bestemmelse om, at forbudet mod forskelsbehandling også omfatter et forbud mod forskelsbehandling på grund af de til den juridiske person knyttede personers race eller etniske oprindelse.

Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at dansk ret allerede indeholder en ganske vidtgående beskyttelse mod forskelsbehandling af juridiske personer, ligesom der kan tænkes at forekomme situationer, hvor den person, som konkret har været udsat for forskelsbehandlingen, ikke selv ønsker, at sagen forelægges en retsanvendende instans eller en domstol til afgørelse. I sådanne tilfælde kan det virke uheldigt, hvis den juridiske person på eget initiativ kan forelægge sagen til domstolenes afgørelse og dermed inddrage personen i en sag i strid med personens egne ønsker. Der henvises til betænkningen s. 147.

6.2.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet kan tiltræde Ligebehandlingsudvalgets overvejelser om anvendelsesområdet for så vidt angår fysiske personer, således at enhver fysisk person er beskyttet mod forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en anden persons race eller etniske oprindelse.

Integrationsministeriet kan endvidere tiltræde Ligebehandlingsudvalgets overvejelser om anvendelsesområdet for så vidt angår juridiske personer, hvorefter der ikke er behov for at udvide beskyttelsen til at omfatte juridiske personer, særligt idet dansk ret allerede indeholder en ganske vidtgående beskyttelse.

Integrationsministeriet finder dog, at dette bør præciseres i bestemmelsen. Integrationsministeriet foreslår således, at ordlyden af bestemmelsen ændres fra »Ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse« til »Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etnisk oprindelse«.

6.3. Afgrænsning af, hvilke organer m.v. og personer der er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling

Det følger af direktivet, at forbudet mod forskelsbehandling gælder for både den offentlige og den private sektor.

6.3.1. Udvalgets overvejelser

På baggrund af direktivets artikel 3 finder udvalget, at direktivet omfatter enhver offentlig myndighed eller privat virksomhed m.v., når den pågældende myndighed eller virksomhed m.v. udfører opgaver inden for direktivets anvendelsesområde. Det anføres endvidere, at det er enhver til den offentlige myndighed eller den private virksomhed m.v. knyttet enkeltperson, hvis handlinger kan medføre en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.

Særligt for så vidt angår forbudet mod chikane, kan der efter udvalgets opfattelse ikke udledes et forbud mod chikanøs adfærd blandt de ansatte indbyrdes. I den forbindelse er det udvalgets opfattelse, at ny lovgivning ikke bl.a. i lyset af de særlige bevisregler, der i øvrigt skal finde anvendelse bør omfatte chikanøs adfærd blandt de ansatte.

På baggrund af den meget brede afgrænsning af, hvilke enkeltpersoners handlinger der kan indebære en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling, har udvalget overvejet, om der bør fastsættes særlige regler om, hvem der hæfter for et godtgørelseskrav i henhold til forslagets § 9.

Efter udvalgets opfattelse bør dansk rets almindelige regler om, hvem der hæfter for et erstatningskrav m.v., finde anvendelse i sager om godtgørelse på grund af overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling. Det findes derfor ikke nødvendigt at fastsætte særlige regler herom.

6.3.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet kan tiltræde Ligebehandlingsudvalgets overvejelser om, hvilke organer m.v. og personer der er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 2, stk. 1 og 3.

6.4. Det materielle anvendelsesområde

Direktivets materielle anvendelsesområde indeholder en opregning af de samfundsområder, hvor forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse finder anvendelse. På de opregnede områder finder direktivet imidlertid kun anvendelse »inden for de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet«, jf. artikel 3, stk. 1.

6.4.1. Udvalgets overvejelser

Der er i udvalget enighed om, at begrænsningen »inden for de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet« bør udelades i ny lovgivning til gennemførelse af direktivet. Udvalget lægger herved vægt på, at en sådan afgrænsning kan indebære en noget vilkårlig afgrænsning af forbudets anvendelsesområde, ligesom en præcis afgrænsning af, hvilke områder der henhører under Fællesskabets beføjelser, kan give anledning til tvivl.

Udvalget har endvidere overvejet, om anvendelsesområdet for ny lovgivning til gennemførelse af direktivet skal begrænses til de samfundsområder, der udtrykkeligt er nævnt i direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) til h), eller om lovudkastet bør gælde generelt. Der er i udvalget enighed om, at anvendelsesområdet i ny lovgivning bør fastsættes i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) til h). Udvalget har herved lagt vægt på, at direktivet allerede har et meget bredt anvendelsesområde.

Efter udvalgets opfattelse bør direktivets artikel 3, stk. 1, litra e) til h), gennemføres i ny lov om etnisk ligebehandling. Direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) til c), omhandler arbejdsmarkedet og foreslås i overensstemmelse med udvalgets overvejelser herom gennemført i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Artikel 3, stk. 1, litra d), bør efter udvalgets opfattelse gennemføres i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., for så vidt angår medlemskab og deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation, og i udvalgets forslag til ny lovgivning, for så vidt angår medlemskab og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv.

For så vidt angår en nærmere beskrivelse af de enkelte områder, finder udvalget det mest hensigtsmæssigt at fastholde den mere generelle beskrivelse af lovudkastets anvendelsesområde. Udvalget har lagt vægt på, at hensynet til at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet i dansk ret taler for, at der ikke bør foretages en yderligere præcisering i lovteksten af, hvilke nærmere bestemte ydelser m.v. der tilsigtes omfattet af lovudkastet. Der henvises til betænkningen s. 158 ff.

6.4.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet kan tiltræde Ligebehandlingsudvalgets overvejelser om det materielle anvendelsesområde.

Integrationsministeriet finder dog, at udvalgets forslag til stk. 3 mest hensigtsmæssigt indsættes som nyt stk. 2, og at ordlyden bør ændres fra »Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. finder anvendelse på de områder, der er omfattet af denne lov« til »Denne lov finder ikke anvendelse på områder, der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.«. Hermed sikres efter Integrationsministeriets opfattelse en mere præcis angivelse af lovens anvendelsesområde.

Udvalgets forslag til stk. 2 indsættes herefter som nyt stk. 3, idet ordet »enkeltpersoners« udgår.

Der er ikke med disse sproglige ændringer tilsigtet nogen ændring i lovens anvendelsesområde.

Lovforslaget er i øvrigt udformet i overensstemmelse med Ligebehandlingsudvalgets forslag, jf. § 2.

6.5. Ulovlige kriterier

Direktivet omfatter diskriminationsgrundene race og etnisk oprindelse.

6.5.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget har overvejet, om kredsen af ulovlige kriterier bør udvides til også at omfatte andre diskriminationsgrunde.

Der er i udvalget enighed om, at ny lovgivning ikke bør omfatte et forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, idet der dels er et ganske vidtgående forbud herimod i EF-traktaten, dels på visse områder er behov for at kunne forskelsbehandle på grund af nationalitet. Hertil kommer, at ny lovgivning, der indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, i et vist omfang vil beskytte mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, da forskelsbehandling på grund af nationalitet kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Der henvises til betænkningen s. 167.

Der er derimod ikke enighed i udvalget om, hvorvidt ny lovgivning bør omfatte et forbud mod forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Et flertal af udvalgets medlemmer (formanden og repræsentanterne for Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Økonomiministeriet, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Undervisningsministeriet, KL, Advokatrådet, DA og LO) finder, at kredsen af kriterier ikke bør udvides til at omfatte national oprindelse, da forskelsbehandling på grund af national oprindelse allerede i et vist omfang er beskyttet i dansk ret. Et mindretal af udvalgets medlemmer (repræsentanterne for Det Danske Center for Menneskerettigheder, ELO, Nævnet for Etnisk Ligestilling og Rådet for Etniske Minoriteter) finder, at ny lovgivning bør omfatte kriteriet national oprindelse, idet national oprindelse ofte er sammenfaldende med race og etnisk oprindelse, ligesom dansk lovgivning i øvrigt og internationale konventioner omfatter en beskyttelse herimod.

Der henvises til betænkningen s. 167.

Udvalget overvejer endeligt, om ny lovgivning bør omfatte et forbud mod forskelsbehandling på grund af religion og tro.

Efter flertallets opfattelse (repræsentanterne for Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Økonomiministeriet, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Undervisningsministeriet, KL, Advokatrådet, DA og LO) bør ny lovgivning ikke indeholde kriterierne religion og tro. De pågældende medlemmer har bl.a. lagt vægt på, at dansk ret allerede i et vist omfang indeholder en beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af religion og tro, ligesom direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og dermed den lov, der gennemfører rammedirektivet i dansk ret supplerer denne beskyttelse. Forskelsbehandling på grund af religion og tro kan endvidere i flere tilfælde være sagligt begrundet. Endelig vil lovudkastet indeholde en vis beskyttelse mod usaglig forskelsbehandling på grund af religion og tro, da sådan forskelsbehandling som det er tilfældet med nationalitet og national oprindelse kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Et mindretal af udvalgets medlemmer (formanden og repræsentanterne for Det Danske Center for Menneskerettigheder, ELO, Nævnet for Etnisk Ligestilling og Rådet for Etniske Minoriteter) finder, at ny lovgivning bør omfatte et forbud mod forskelsbehandling på grund af religion og tro. De pågældende medlemmer har lagt vægt på, at religion og tro efter de pågældende medlemmers opfattelse er et af de områder, hvor forskelsbehandling er mest udbredt i Danmark, hvorfor det vil være uhensigtsmæssigt at vedtage en lov, der ikke beskytter imod usaglig forskelsbehandling på dette område. Et sådant forbud vil efter de pågældende medlemmers opfattelse også have en stærk signalværdi i forhold til at udvise respekt og tolerance over for andre religioner. Det vil endvidere ofte kunne være svært at skelne mellem, om forskelsbehandling sker på grund af en persons etnicitet eller religion, hvorfor man vil undgå en række vanskelige afgrænsningsproblemer ved at medtage religion og tro blandt de ulovlige diskriminationsgrunde. Endelig indeholder en række danske og internationale bestemmelser et sådant forbud, herunder lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Der henvises til betænkningen s. 170 ff.

6.5.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget og af de af udvalget anførte grunde, at ny lovgivning ikke bør omfatte et forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet.

Af de af flertallene anførte grunde finder Integrationsministeriet, at kredsen af kriterier ikke bør udvides til at omfatte national oprindelse eller religion og tro. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 3, stk. 1.

6.6. Forbudet mod forskelsbehandling

Direktivet indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane og instruktion om forskelsbehandling.

6.6.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget foreslår, at en bestemmelse svarende til direktivets bestemmelse om direkte forskelsbehandling indsættes i ny lovgivning til gennemførelse af direktivet. Der henvises til betænkningen s. 173.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse svarende til direktivets bestemmelse om indirekte forskelsbehandling i ny lovgivning, dog således, at udtrykket »legitimt mål« ændres til »sagligt formål«, og udtrykket »særlig ufordelagtigt« ændres til »ringere end«, da dette synes at være i bedre overensstemmelse med sædvanlig dansk juridisk sprogbrug samt sprogbrugen i ligestillingslovgivningen. Der henvises til betænkningen s. 173.

For så vidt angår direktivets bestemmelse om chikane i artikel 2, stk. 3, finder udvalget, at der bør indsættes en tilsvarende bestemmelse herom i ny lovgivning, idet bestemmelsen bør præciseres på et enkelt punkt, således at det efter omstændighederne er tilstrækkeligt, at der er skabt et truende klima m.v. for den pågældende, der udsættes for chikanen. Der henvises til betænkningen s. 175 og s. 178.

Udvalget finder, at der bør indsættes en bestemmelse i ny lovgivning, der indeholder et forbud mod instruktion om forskelsbehandling svarende til direktivets artikel 2, stk. 4. Der henvises til betænkningen s. 180.

6.6.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet kan med en enkelt rettelse, der i det væsentligste er af redaktionel karakter, tiltræde Ligebehandlingsudvalgets overvejelser om forbudet mod forskelsbehandling.

Integrationsministeriet finder således, at der ikke i lovforslagets definition af chikane bør indgå en udtrykkelig betingelse om, at en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse, der finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende klima m.v., tillige skal være »uønsket«. Efter Integrationsministeriets opfattelse er en betingelse om, at en optræden skal være uønsket for den, der bliver krænket, overflødig, idet dette allerede følger af kravet om, at en optræden skal have til formål eller virkning at krænke en persons værdighed, jf. lovforslagets § 3, stk. 4.

Lovforslaget er i øvrigt udformet i overensstemmelse med Ligebehandlingsudvalgets forslag, jf. § 3, stk. 2-5.

6.7. Undtagelser fra forbudet mod forskelsbehandling

Direktivet indeholder i artikel 4 en adgang for medlemsstaterne til at gøre undtagelse fra forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse som følge af regulære og afgørende erhvervsmæssige krav.

Efter direktivets artikel 5 kan medlemsstaterne opretholde eller vedtage specifikke foranstaltninger, der har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til race eller etnisk oprindelse.

6.7.1. Udvalgets overvejelser

Adgangen til at gøre undtagelser som følge af erhvervsmæssige krav udgør en undtagelse fra forbudet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Der er derfor efter udvalgets opfattelse alene behov for at fastsætte hjemmel til at gøre undtagelse på grund af erhvervsmæssige krav i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., der gennemfører direktivets forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Da denne lov allerede indeholder hjemmel til at gøre undtagelse på grund af erhvervsmæssige krav, foreslår udvalget alene en mindre ændring af den relevante bestemmelses ordlyd for at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet. Der henvises til betænkningen s. 182.

Med hensyn til adgangen til at opretholde eller vedtage specifikke foranstaltninger er der i udvalget enighed om, at der i det lovudkast, der skal finde anvendelse på de af direktivet omfattede samfundsområder med undtagelse af arbejdsmarkedet, bør indsættes en hjemmel til at iværksætte specifikke foranstaltninger. Der henvises til betænkningen s. 183.

Samtlige medlemmer af udvalget med undtagelse af repræsentanten for DA finder, at adgangen til at iværksætte specifikke foranstaltninger bør gælde uden krav om, at vedkommende minister har godkendt den pågældende foranstaltning, inden den iværksættes. Herved sikres efter de pågældende medlemmers opfattelse, at der etableres en administrativ enkel fremgangsmåde ved anvendelse af specifikke foranstaltninger. Repræsentanten for DA finder, at adgangen til at iværksætte specifikke foranstaltninger bør gøres betinget af, at vedkommende minister har godkendt foranstaltningen. Der henvises til betænkningen s. 184.

Udvalget foreslår endvidere, at der indsættes en bestemmelse om, at specifikke foranstaltninger alene kan opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt. Et medlem af udvalget (repræsentanten for Undervisningsministeriet) finder, at der ikke er behov for en sådan bestemmelse, der kan give anledning til fortolkningstvivl. Der henvises til betænkningen s. 185.

Der er i udvalget enighed om, at den ordning, der findes i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, bør opretholdes.

6.7.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget, at der alene er behov for at fastsætte hjemmel til at gøre undtagelse på grund af erhvervsmæssige krav i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., der gennemfører direktivets forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, idet undtagelsen alene omfatter adgangen til beskæftigelse.

Forslaget til lov om etnisk ligebehandling indeholder derfor ikke en bestemmelse herom. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. indeholder allerede hjemmel til at gøre undtagelser for så vidt angår erhvervsmæssige krav. Beskæftigelsesministeriets forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., der fremsættes samtidig med nærværende forslag, indeholder forslag til ændring af denne bestemmelse, således at bestemmelsen præciseres i overensstemmelse med direktivets ordlyd.

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget, at der bør indsættes en hjemmel til at iværksætte specifikke foranstaltninger på de af lovforslaget omfattede områder.

Af de af flertallet anførte grunde finder Integrationsministeriet, at adgangen til at iværksætte specifikke foranstaltninger bør gælde uden krav om, at vedkommende minister har godkendt den pågældende foranstaltning, inden den iværksættes.

Integrationsministeriet finder i lighed med flertallet endelig, at der bør indsættes en bestemmelse om, at specifikke foranstaltninger alene kan opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 4.

6.8. Retsmidler og håndhævelse

Udvalget overvejer, om der er behov for ny lovgivning med henblik på at opfylde kravet i direktivets artikel 7 om, at klage skal kunne indgives til »retslige og/eller administrative instanser«.

6.8.1. Udvalgets overvejelser

Det er udvalgets opfattelse, at dette krav er opfyldt gennem dansk rets almindelige regler om domstolsprøvelse og adgangen til administrativ kontrol af offentlige myndigheders virksomhed, hvorfor der ikke er anledning til i ny lovgivning at fastsætte nærmere regler om adgang til domstolsprøvelse. Der henvises til betænkningen s. 187.

Efter udvalgets opfattelse er der ligeledes ikke behov for ny lovgivning med henblik på at opfylde direktivets krav om, at medlemsstaterne dels skal sikre, at enhver, der mener sig krænket, kan indgive klage, dels skal sikre, at foreninger, organisationer og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har en legitim interesse i at sikre, at direktivets bestemmelser overholdes, er berettigede til enten på vegne af eller til støtte for klageren med denne godkendelse at indtræde som part i klagen til retslige og/eller administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i direktivet. Der henvises til betænkningen s. 188 f.

6.8.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget og af de af udvalget anførte grunde, at der ikke er behov for ny lovgivning med henblik på at opfylde direktivets artikel 7.

6.9. Bevisbyrde

Der følger af direktivets artikel 8 nærmere regler om delt bevisbyrde.

6.9.1. Udvalgets overvejelser

Det foreslås, at der fastsættes en til direktivets artikel 8 tilsvarende bestemmelse i lovudkastet, dog således at ordet »fremfører« i artikel 8 skal ændres til »påviser«. Denne sproglige ændring svarer til den ændring, der blev foretaget i forbindelse med gennemførelsen i ligestillingslovgivningen af den tilsvarende bevisbyrderegel i direktivet om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn (bevisbyrdedirektivet). Der henvises til betænkningen s. 192.

6.9.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet kan tiltræde udvalgets udkast til bestemmelse om delt bevisbyrde. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 7.

6.10. Repressalier

Det følger af direktivets artikel 9, at medlemsstaterne i deres retsorden skal indføre de nødvendige foranstaltninger til at beskytte enkeltpersoner mod repressalier som reaktion på en klage eller enhver form for retsforfølgning med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

6.10.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget finder, at der i ny lovgivning bør indsættes et forbud mod repressalier svarende til direktivets bestemmelse.

Udvalget finder endvidere, at der med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet ikke bør fastsættes særlige krav til, hvilken klage eller retsforfølgning en enkeltperson skal have indgivet eller iværksat, udover at klagen m.v. skal være fremsat med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages. Beskyttelsen finder således anvendelse i forhold til såvel klage til en domstol eller anden myndighed som klage, der indgives direkte til den private virksomhed, der påstås at have udøvet forskelsbehandling. Der henvises til betænkningen s. 194.

Repressalier er ikke en form for ulovlig forskelsbehandling, hvorfor princippet om delt bevisbyrde ikke gælder i forhold hertil. Da de særlige hensyn, der har begrundet anvendelse af særlige bevisregler i sager om forskelsbehandling, ikke i samme omfang gør sig gældende i forhold til sager om repressalier, er det udvalgets opfattelse, at der ikke bør fastsættes særlige bevisbyrderegler for sådanne sager. Der henvises til betænkningen s. 195.

6.10.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet kan med en enkelt redaktionel ændring, der alene har karakter af en sproglig præcisering, tiltræde udvalgets udkast til bestemmelse om repressalier.

Integrationsministeriet finder således, at »enhver form for retsforfølgning« bør erstattes med »nogen form for retsforfølgning«. Der er ikke med denne sproglige ændring tilsigtet nogen form for begrænsning m.v. af bestemmelsens anvendelsesområde.

Lovforslaget er i øvrigt udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 8.

6.11. Sanktioner

Efter direktivets artikel 15 fastsætter medlemsstaterne, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af direktivet. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

6.11.1. Udvalgets overvejelser

Det er udvalgets opfattelse, at der i ny lovgivning bør indsættes en adgang til godtgørelse ved overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller forbudet mod repressalier. Forskelsbehandling af en person på grund af personens race eller etniske oprindelse udgør en særlig krænkelse af personen, hvortil kommer, at der efter udvalgets opfattelse kan være grund til at udvide adgangen til godtgørelse for ikke-økonomisk skade i forhold til erstatningsansvarslovens § 26, således at enhver overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier som udgangspunkt bør kunne udløse en godtgørelse. Der henvises til betænkningen s. 199 ff.

Den forurettede kan tillige kræve erstatning for eventuelt økonomisk tab efter dansk rets almindelige erstatningsregler, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Udvalget finder derfor ikke, at der er behov for at fastsætte særlige bestemmelser herom. Der henvises til betænkningen s. 197.

Det overvejes, om der bør indføres strafferetlige sanktioner for overtrædelse af direktivets forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Efter udvalgets opfattelse vil godtgørelse være en effektiv sanktion og have en afskrækkende virkning, hvortil kommer, at effektive civile sanktioner i form af godtgørelse giver offeret mulighed for at få fastslået, om vedkommende har været udsat for forskelsbehandling, og i bekræftende fald at få oprejsning gennem økonomisk kompensation. Godtgørelse som sanktion kan endvidere virke mere effektivt end gennemførelse af en straffesag, der kan ende med frifindelse på grund af de særlige krav, der gælder ved behandlingen af straffesager, og som i praksis sjældent vil føre til, at offeret tilkendes erstatning. Hertil kommer, at offeret kan gennemføre en sag om godtgørelse, selv om anklagemyndigheden vælger ikke at gennemføre en straffesag. På den baggrund finder udvalget, at der ikke bør indføres strafferetlige sanktioner for overtrædelse af direktivets forbud mod forskelsbehandling. Der henvises til betænkningen s. 204.

6.11.2. Integrationsministeriets overvejelser

Af de af udvalget anførte grunde finder Integrationsministeriet, at der bør fastsættes en bestemmelse om adgang til godtgørelse for overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier.

Integrationsministeriet kan med en enkelt redaktionel ændring, der alene har karakter af en sproglig præcisering, tiltræde udvalgets udkast til bestemmelse om godtgørelse til gennemførelse af direktivets artikel 15.

Integrationsministeriet finder således, at »Personer, hvis rettigheder er krænket « bør erstattes med »Personer, der er krænket «. Der er ikke med denne sproglige ændring tilsigtet nogen form for begrænsning m.v. af bestemmelsens anvendelsesområde.

Lovforslaget er i øvrigt udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 9.

6.12. Formidling af information

6.12.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget finder ikke, at der er behov for at iværksætte særlige skridt med henblik på at opfylde direktivets krav om formidling af information, jf. artikel 10. Udvalget peger i den forbindelse på, at det med etablering af Institut for Menneskerettigheder er hensigten, at instituttet bl.a. skal varetage en oplysende og debatskabende funktion. Der henvises til betænkningen s. 243.

6.12.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget og af de af udvalget anførte grunde, at der ikke er behov for ny lovgivning med henblik på at opfylde direktivets artikel 10.

6.13. Dialog

6.13.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget finder, at den danske model på arbejdsmarkedet indebærer, at det ikke er nødvendigt i ny lovgivning til gennemførelse af direktivet at indsætte en bestemmelse om tilskyndelse til arbejdsmarkedets parter til dialog med henblik på at fremme ligebehandling og indgåelse af kollektive overenskomster om forbud mod forskelsbehandling, jf. artikel 11.

Efter artikel 12 skal medlemsstaterne tilskynde til dialog med relevante ikke-statslige organisationer. Efter udvalgets opfattelse er der ikke anledning til at indsætte særlige bestemmelser herom i ny lovgivning. Der henvises til betænkningen s. 243 ff.

6.13.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget og af de af udvalget anførte grunde, at der ikke er behov for ny lovgivning med henblik på at opfylde direktivets artikel 11 og 12.

6.14. Overholdelse af direktivet

Efter artikel 14, litra a), skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at alle love og bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves.

Efter artikel 14, litra b), skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter og overenskomster, virksomheders interne reglementer, vedtægter for foreninger med eller uden lukrativt formål, regler for selvstændige erhverv og vedtægter for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

6.14.1. Udvalgets overvejelser

Efter udvalgets opfattelse er der ikke anledning til at indsætte særlige bestemmelser i ny lovgivning om, at love og bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves, jf. artikel 14, litra a). Der henvises til betænkningen s. 246.

For så vidt angår artikel 14, litra b), finder udvalget, at der med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet i dansk ret bør indsættes en bestemmelse svarende hertil i ny lovgivning, der gennemfører direktivet. Der henvises til betænkningen s. 248.

Udvalget har overvejet, om der bør indsættes hjemmel til, at bestemmelser m.v., der strider mod princippet om ligebehandling, erklæres eller kan erklæres ugyldige, eller om der tillige bør indsættes hjemmel til, at sådanne bestemmelser m.v. kan ændres. Udvalget konkluderer, at der alene bør indsættes hjemmel til, at sådanne bestemmelser m.v. erklæres eller kan erklæres ugyldige, hvilket svarer til lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. Der henvises til betænkningen s. 249.

Samtlige medlemmer af udvalget med undtagelse af repræsentanten for DA finder, at bestemmelsen bør udformes således, at bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, er ugyldige. Repræsentanten for DA finder, at bestemmelsen bør udformes således, at sådanne bestemmelser kan erklæres ugyldige. Der henvises til betænkningen s. 249.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at der bør indsættes en bestemmelse i ny lovgivning til gennemførelse af direktivet, hvorefter loven er fuldstændig beskyttelsespræceptiv. Der henvises til betænkningen s. 249 f.

6.14.2. Integrationsministeriets overvejelser

Integrationsministeriet finder i lighed med udvalget og af de af udvalget anførte grunde, at der ikke er behov for ny lovgivning med henblik på at opfylde direktivets artikel 14, litra a).

Af de af udvalget anførte grunde finder Integrationsministeriet, at der bør indsættes en bestemmelse svarende til direktivets artikel 14, litra b), i ny lovgivning.

Integrationsministeriet finder i lighed med det af flertallet anførte, at der bør indsættes en bestemmelse om, at bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, er ugyldige. Lovforslaget er med en enkelt redaktionel ændring, der alene har karakter af en sproglig præcisering, udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 5, stk. 1.

Integrationsministeriet finder således, at » vedtægter for foreninger og fonde m.v. med eller uden lukrativt formål« bør erstattes med » vedtægter for foreninger og fonde m.v.«. Der er ikke med denne sproglige ændring tilsigtet nogen form for begrænsning m.v. af bestemmelsens anvendelsesområde.

Integrationsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets udkast til bestemmelse om, at lovens bestemmelser ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for den, der udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 5, stk. 2.

7. Oprettelse af uafhængigt organ for fremme af ligebehandling

Efter direktivets artikel 13 skal medlemsstaterne udpege et eller flere organer for fremme af ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

I henhold til kommissoriet skal udvalget overveje og vurdere, hvorledes et sådant organ til fremme af etnisk ligebehandling mest hensigtsmæssigt etableres i Danmark, herunder om organet skal have til opgave at træffe bindende afgørelser i konkrete klagesager.

Ved lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder er det organ, der i henhold til artikel 13 skal udpeges, oprettet som Institut for Menneskerettigheder. Dette indebærer, at der er taget stilling til, hvilket organ der skal varetage de i direktivets artikel 13 nævnte opgaver.

7.1. Udvalgets overvejelser

Udvalget har på den baggrund alene overvejet, om der er behov for yderligere at styrke indsatsen for fremme af ligebehandling særligt med henblik på at få behandlet konkrete klagesager, eller om de beføjelser, der er tillagt Institut for Menneskerettigheder, må anses for tilstrækkelige.

Til brug herfor har udvalget drøftet det nærmere indhold af de beføjelser, der på baggrund af direktivets artikel 13 tillægges Institut for Menneskerettigheder, ligesom udvalget redegør for en række mere generelle hensyn vedrørende behovet for oprettelse af et ligebehandlingsnævn.

Udvalget peger på tre muligheder: 1) Den ordning, der svarer til direktivets krav, anses for tilstrækkelig. 2) Oprettelse af et administrativt ligebehandlingsnævn, der tildeles kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling og afgive udtalelse, herunder om adgang til godtgørelse. 3) Oprettelse af et domstolslignende ligebehandlingsnævn, der tildeles kompetence til at træffe bindende afgørelse om usaglig forskelsbehandling.

Der er i udvalget enighed om, at der ikke er grundlag for at foreslå oprettet et domstolslignende ligebehandlingsnævn, der kan træffe bindende afgørelser. Udvalget har lagt vægt på, at et sådant nævns opgaver i nogen grad vil overlappe med de opgaver, der i øvrigt varetages i det almindelige retssystem, ligesom der i givet fald må stilles en række retssikkerhedsmæssige krav med det resultat, at nævnet ikke vil være hensigtsmæssigt som et hurtigt, billigt og smidigt alternativ for den enkelte til de almindelige domstole, idet nævnets sagsbehandling i vidt omfang vil svare til domstolenes. Der henvises til betænkningen s. 229.

Der er derimod ikke enighed i udvalget om, hvorvidt der er grund til at oprette et administrativt ligebehandlingsnævn, der kan træffe ikke-bindende afgørelser, eller om det organ, der oprettes som led i gennemførelsen af direktivets artikel 13, må anses for at være tilstrækkeligt.

Otte medlemmer af udvalget (repræsentanterne for Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Økonomiministeriet, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Undervisningsministeriet, Advokatrådet og DA) anfører, at direktivet ikke stiller krav om etablering af et administrativt klageorgan, og at der med etablering af Institut for Menneskerettigheder er oprettet et organ med ganske vidtgående beføjelser, herunder en adgang til at bidrage til løsning af konkrete konflikter, hvorfor der kan være grund til at afvente erfaringerne hermed, inden der træffes beslutning om eventuelt at oprette yderligere organer på området. De pågældende medlemmer anfører endvidere, at der kan være risiko for, at Institut for Menneskerettigheders beføjelser på uhensigtsmæssig vis kan overlappe med de beføjelser, der tillægges et eventuelt nyt nævn. Hertil kommer, at sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, der ikke kan løses via mægling, i de fleste tilfælde mest hensigtsmæssigt bør afgøres ved de almindelige domstole, der er samfundets centrale konfliktløsningsorgan og er omgærdet af en række retssikkerhedsgarantier med hensyn til uafhængighed, upartiskhed og betryggende sagsbehandling. Endvidere anfører de pågældende medlemmer, at sådanne sager kan frembyde bevistvivl, der bør afklares ved parts- eller vidneforklaringer, hvorfor en række sager ikke vil kunne afgøres af et eventuelt nævn. Endelig kan der på nuværende tidspunkt hvor karakteren og antallet af sager, som ny lovgivning kan give anledning til, endnu ikke kendes være grund til at afvente erfaringerne med ny lovgivning om etnisk ligebehandling. Der henvises til betænkningen s. 230-231.

På den baggrund finder to af disse otte medlemmer af udvalget (repræsentanterne for DA og Advokatrådet), at der ikke bør oprettes et administrativt ligebehandlingsnævn. Der henvises til betænkningen s. 231.

Seks medlemmer (repræsentanterne for Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet) finder, at spørgsmålet om, hvorvidt der bør oprettes et administrativt ligebehandlingsnævn i ganske vidt omfang beror på en mere politisk præget vurdering af de anførte argumenter imod oprettelse af et sådant nævn, jf. ovenfor, og de af syv medlemmer anførte argumenter for oprettelse af et sådant nævn, jf. nedenfor. Disse seks medlemmer har derfor fundet det rigtigst ikke at tage stilling til dette spørgsmål. Der henvises til betænkningen s. 231.

Syv medlemmer af udvalget (formanden samt repræsentanterne for KL, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Rådet for Etniske Minoriteter, ELO, Det Danske Center for Menneskerettigheder og LO) finder, at der bør oprettes et administrativt ligebehandlingsnævn med adgang til at træffe ikke-bindende afgørelser i enkeltsager, herunder om adgang til godtgørelse, ligesom der bør indføres en smidig adgang til domstolsprøvelse, såfremt en afgørelse fra ligebehandlingsnævnet ikke efterleves. De pågældende medlemmer lægger vægt på, at der er et væsentlig behov for at styrke klageadgangen for personer, der udsættes for forskelsbehandling, hvorfor direktivets formål om at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse bedst fremmes ved, at der oprettes en enkel og omkostningsfri klageadgang, der giver den enkelte borger en i forhold til domstolsvejen nemmere adgang til at få sin klage prøvet. De pågældende medlemmer anfører endvidere, at de øvrige nordiske lande og visse andre europæiske lande har oprettet eller overvejer at oprette et klageorgan, og at et sådant organ tillige anbefales af Europarådets organisation, ECRI. Samtidig etableres en klageadgang i sager om etnisk ligebehandling, der svarer til den klageadgang, der gælder i sager om kønsligestilling. Endelig må selve eksistensen af nævnet antages at forøge den indklagedes villighed til at gå i dialog med klageren og dermed lette Institut for Menneskerettigheders arbejde, således at flest mulige konflikter løses i gensidig forståelse og respekt i overensstemmelse med udvalgets generelle målsætning. Hvis der ikke oprettes et administrativt ligebehandlingsnævn, finder de pågældende medlemmer, at det kan overvejes, at Institut for Menneskerettigheders muligheder for at bistå en klager økonomisk styrkes. Der henvises til betænkningen s. 231-232.

Et af de syv medlemmer (repræsentanten for KL) finder, at der alene bør oprettes et administrativt ligebehandlingsnævn, hvis dette ikke får beføjelse til at behandle klager over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Der henvises til betænkningen s. 233.

7.2. Integrationsministeriets overvejelser

Det er Integrationsministeriets opfattelse, at forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse udgør en sådan særlig krænkelse af den enkelte person, at denne bør sikres den fornødne retsbeskyttelse.

Det er endvidere Integrationsministeriets opfattelse, at sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling i langt de fleste tilfælde mest hensigtsmæssigt afgøres ved de almindelige domstole, der er samfundets centrale konfliktløsningsorgan og er omgærdet af en række retssikkerhedsgarantier med hensyn til uafhængighed, upartiskhed og betryggende sagsbehandling.

Spørgsmål om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling bør derfor som hovedregel forelægges domstolene til afgørelse. På denne måde sikres den enkelte den fornødne retsbeskyttelse.

Dertil kommer, at der med etableringen af Institut for Menneskerettigheder er oprettet et ligebehandlingsorgan med ganske vidtgående beføjelser, herunder en adgang til at bidrage til løsning af konkrete konflikter ved bistand til det enkelte offer for forskelsbehandling og adgang til mægling. Instituttet kan endvidere offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

Det er på den baggrund Integrationsministeriets opfattelse, at der ikke bør oprettes et nyt administrativt klagenævn mod etnisk forskelsbehandling.

Sikringen af, at enkeltpersoner kan få spørgsmålet om, hvorvidt personen har været udsat for forskelsbehandling, nærmere undersøgt, bør derimod efter Integrationsministeriets opfattelse ske ved, at der i loven fastsættes en bestemmelse om, at Institut for Menneskerettigheder som led i instituttets varetagelse af de øvrige opgaver vedrørende fremme af ligebehandling kan behandle klager over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og i den forbindelse afgive udtalelser og henstillinger om spørgsmålet.

Bestemmelsen vil på denne måde understrege instituttets funktioner vedrørende bistand til løsning af tvister vedrørende forskelsbehandling.

Instituttet kan i den forbindelse drage nytte af den sagkundskab, som instituttet opbygger gennem instituttets øvrige virke med henblik på at fremme ligebehandling.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Institut for Menneskerettigheders varetagelse af sine beføjelser efter § 2, stk. 2, nr. 4, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder samt efter lovforslagets kapitel 4 vil medføre økonomiske og administrative merudgifter.

Det følger af bemærkningerne til L 183 fremsat den 21. marts 2002 om forslag til lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, at de økonomiske konsekvenser af varetagelsen af de i § 2, stk. 2, nr. 4, anførte opgaver skal belyses i nærværende lovforslag.

Efter § 2, stk. 2, nr. 4, i lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder har Institut for Menneskerettigheder til opgave at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling. Denne bestemmelse er gengivet i lovforslagets § 10, stk. 1.

Institut for Menneskerettigheder kan efter lovforslagets § 10, stk. 2, endvidere behandle klager over overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. lovens § 3, og klager over overtrædelse af forbudet mod repressalier, jf. lovens § 8, med henblik på at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Instituttet kan tillige give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af de anførte bestemmelser.

Endelig kan Institut for Menneskerettigheder henstille, at der i sager efter lovforslagets § 10, stk. 2, hvor instituttet finder, at der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller af forbudet mod repressalier, jf. lovforslagets § 10, stk. 3, meddeles fri proces til klagere, der opfylder betingelserne i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2.

I den forbindelse tilføres Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder 3,0 mio. kr. i 2003 stigende til 6,0 mio. kr. i 2004 og efterfølgende år.

Lovforslaget forventes ikke i øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

9. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

10. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

11. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

12. Forholdet til EU-retten

Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse for så vidt angår forhold uden for arbejdsmarkedet. Der henvises i øvrigt til pkt. 4 ovenfor.

13. Hørte myndigheder

13.1. Betænkning nr. 1422/2002 om gennemførelsen i dansk ret af direktivet om etnisk ligebehandling har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Samtlige ministerier, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Amnesty International, Boligselskabernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Den Danske Dommerforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, De Etniske Minoriteters Landsorganisation, Foreningen af Politimestre i Danmark, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Retterne i København, Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Rigsadvokaten og Rådet for Etniske Minoriteter.

13.2. Lovforslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer :

Samtlige ministerier, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Amnesty International, Boligselskabernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Dansk Socialrådgiverforening, Den Danske Dommerforening, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, De Etniske Minoriteters Landsorganisation, Foreningen af Politimestre i Danmark, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Retterne i København, Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Rigsadvokaten og Rådet for Etniske Minoriteter.

14. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser / Mindreudgifter Negative konsekvenser / Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ja. Merudgifter for staten på 3,0 mio. kr. i 2003 stigende til 6,0 mio. kr. i 2004 og efterfølgende år til Institut for Menneskerettigheders varetagelse af sine beføjelser efter lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder samt lovforslaget.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse

Til stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse angiver lovens formål.

Bestemmelsen fremhæver, at loven skal bidrage til at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen indeholder ikke nogen definition af begrebet ligebehandling. Ligebehandling har generelt til formål at sikre alle lige muligheder for deltagelse i hele samfundslivet uanset race eller etnisk oprindelse.

Dette formål fremmes ved lovudkastets forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Loven indebærer en styrkelse af retsbeskyttelsen mod forskelsbehandling og virker dermed til fremme af ligebehandling.

Lovens formål fremmes endvidere ved adgangen til specifikke foranstaltninger. Fremme af ligebehandling kan forudsætte, at der træffes særlige foranstaltninger med sigte på at afhjælpe eller mindske de faktiske uligheder i relation til race eller etnisk oprindelse, der måtte findes. Loven åbner mulighed for, at sådanne foranstaltninger kan iværksættes, men indebærer ikke en pligt hertil.

Adgangen for Institut for Menneskerettigheder til at give udtryk for sin opfattelse af, om der i enkeltsager er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller forbudet mod repressalier, vil tillige bidrage til en styrket beskyttelse mod forskelsbehandling.

Lovens formål skal ses i lyset af formålsbestemmelsen i direktivet om etnisk ligebehandling. Det følger af direktivets artikel 1, at direktivet har til formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.

Der er ikke i loven fastsat en organisatorisk afgrænsning af, hvilke organer der er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling. Det er afgørende, om der er tale om offentlig eller privat virksomhed for så vidt angår de i bestemmelsen anførte samfundsområder. Omfattet af loven er således enhver, der udfører opgaver inden for lovudkastets anvendelsesområde, jf. herved tillige bestemmelsen i § 3, hvorefter ingen må udsætte en anden person for forskelsbehandling. Dette indebærer, at såvel offentlige myndigheder som institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag er omfattet af lovudkastet. Dette skal ses i lyset af bestemmelsen i direktivets artikel 3, hvorefter direktivet omfatter »den offentlige og den private sektor«.

Loven omfatter således ikke alene offentlige forvaltningsmyndigheder, men også domstolene samt Folketinget og institutioner med tilknytning dertil i det omfang, de pågældende myndigheder udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde.

Særligt for så vidt angår institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag, bemærkes, at den nærmere organisationsform er uden betydning. Enkeltpersoner, der som led i erhvervsmæssig virksomhed udfører opgaver inden for lovudkastets anvendelsesområde, vil også være omfattet af forbudet mod forskelsbehandling.

Derimod er enkeltpersoners udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter ikke omfattet af lovens anvendelsesområde. Dette gælder, uanset om der er tale om udøvelse af aktiviteter, der i øvrigt er omfattet af loven. Enkeltpersoners udleje af værelser i egen bolig på rent privat basis vil derfor ikke være omfattet, uanset at loven omfatter adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.

Det er enhver til den offentlige myndighed eller det private selskab m.v. knyttet enkeltperson, hvis handlinger kan indebære en overtrædelse af forbudet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er således uden betydning, om overtrædelsen er begået af ledelsespersoner eller af ansatte, når det begåede forhold kan betragtes som led i myndighedens eller virksomhedens aktiviteter.

Forbudet mod etnisk chikane, jf. § 3, stk. 4, omfatter ligeledes enhver til myndigheden eller den private virksomhed knyttet person, der som led i udførelsen af opgaver inden for lovens anvendelsesområde udøver chikane over for en anden person. Som eksempel herpå kan nævnes en lærer, der i forbindelse med gennemførelse af undervisning udøver chikane over for en elev, eller en læge, der som led i behandlingen af en patient udøver chikane over for den pågældende patient.

Til stk. 1.

Bestemmelsen fastlægger lovens almindelige anvendelsesområde.

Bestemmelsen, der skal ses i lyset af bestemmelsen i direktivets artikel 3, indeholder en opregning af de samfundsområder, der er omfattet af lovudkastet. Som det fremgår, omfatter lovudkastet de i direktivets artikel 3, stk. 1, litra e)-h), anførte samfundsområder samt artikel 3, stk. 1, litra d), for så vidt angår medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Den begrænsning, der følger af direktivets artikel 3, hvorefter direktivet alene finder anvendelse »inden for de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet«, er udeladt. Hermed sikres, at loven generelt finder anvendelse på de anførte samfundsområder, ligesom tvivlsspørgsmål vedrørende omfanget af Fællesskabets beføjelser undgås.

Omfattet af begrebet social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje , er en lang række ydelser af social eller sundhedsmæssig karakter, herunder ydelser ved arbejdsløshed, ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, børnetilskud og familieydelser samt pension. Det er uden betydning, om der er tale om ydelser m.v., der helt eller delvist finansieres ved hjælp af bidrag, eller om de finansieres af det offentlige.

Særligt om sundhedspleje kan anføres, at dette begreb generelt omfatter adgang til og gennemførelse af sygepleje og patientbehandling, herunder medicinsk diagnose, hjemmesygepleje, ydelser ved moderskab og forebyggende sundhedsordninger. Omfattet er endvidere tandpleje og ydelser såsom ergo- og fysioterapi, kiropraktisk behandling m.v. Også andre ydelser, der ydes som led i sygepleje eller patientbehandling, er omfattet, herunder eksempelvis andre ydelser, der er omfattet af sygesikringen, såsom medicintilskud m.v.

Sociale goder omfatter ydelser af mere generel social og kulturel karakter, der således supplerer de ydelser, der er omfattet af begrebet social beskyttelse. Dette kan eksempelvis dreje sig om uddannelsesstøtte, studielån, boligstøtte, boligsikring og anden form for støtte til boliger, adgang til ældreboliger, adgang til fritidsaktiviteter, ligesom særlige rabatter som eksempelvis på transportpriser eller ved adgang til kulturelle aktiviteter er omfattet.

Uddannelse omfatter al uddannelse, herunder såvel almene uddannelser som f.eks. undervisning i folkeskolen, uddannelser på frie grundskoler og gymnasiale uddannelser som erhvervskompetencegivende uddannelser på alle niveauer samt voksenundervisning. Loven gælder dog ikke i det omfang, uddannelser er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Udtrykket adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig , omfatter varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der leveres eller udføres som led i erhvervsmæssig drift. Heri ligger, at der skal være tale om økonomiske aktiviteter af et vist omfang og intensitet. Det er i den forbindelse uden betydning, om den økonomiske aktivitet er udøverens hoved- eller bierhverv. På dette punkt svarer tjenesteydelsesbegrebet i bestemmelsen til det tilsvarende udtryk i EF-traktatens artikel 49. Formuleringen tjenesteydelser i bestemmelsen er imidlertid bredere end det tilsvarende udtryk i EF-traktaten derved, at det ikke er et krav, at der er tale om en grænseoverskridende aktivitet. Det betyder f.eks., at den erhvervsdrivende, der er etableret her i landet og leverer tjenesteydelser til personer, der er hjemmehørende her i landet, vil være omfattet af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Der forudsættes en bred fortolkning af begrebet varer og tjenesteydelser.

Varer og tjenesteydelser, der ikke normalt leveres eller udføres mod betaling, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Dette indebærer bl.a., at der ikke er noget til hinder for, at organisationer, der varetager et socialt eller humanitært formål, som led i deres aktiviteter beslutter, at alene personer af en bestemt etnisk oprindelse skal ydes hjælp.

Særligt for så vidt angår bolig, kan det anføres, at såvel salg som udleje af fast ejendom vil være omfattet. Lovudkastet omfatter bl.a. hus eller husrum, der skal benyttes som bolig mod betaling, samt bolig, hvorfra der drives erhverv (blandet lejemål).

Bestemmelsen omfatter alene adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden . På den baggrund og under hensyn til, at bestemmelsen alene omfatter erhvervsmæssig drift, er enkeltpersoners salg af varer m.v. på rent privat basis ikke omfattet, jf. herved tillige den foreslåede bestemmelse i lovudkastets § 2, stk. 2. Det må bero på en konkret vurdering, om den pågældende vare eller tjenesteydelse, herunder bolig, er tilgængelig for offentligheden. Begrebet »tilgængelig for offentligheden« skal som udgangspunkt fortolkes bredt. Uden for falder eksempelvis ydelser, der alene stilles til rådighed for familiemedlemmer eller nære bekendte, eller en privatpersons udlejning af et enkelt værelse i den pågældendes egen bolig.

Medlemskab og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne omfatter adgang til medlemskab og deltagelse i erhvervsorganisationer m.v.

Til stk. 2.

Efter bestemmelsen finder loven anvendelse på de af loven omfattede områder i det omfang, lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. ikke indeholder en regulering heraf. Dette indebærer bl.a., at loven ikke finder anvendelse på eksempelvis uddannelser, i det omfang sådanne uddannelser er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Til stk. 3.

Bestemmelsen indebærer, at aktiviteter af rent privat karakter ikke er omfattet af forbudet mod forskelsbehandling. Bestemmelsen afspejler dels et hensyn til privatsfæren, dels at et sådant forbud kan være vanskeligt at håndhæve.

Den foreslåede bestemmelse indeholder lovens generelle regel om forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og definition af en række centrale begreber.

Bestemmelsen omfatter alene kriterierne race og etnisk oprindelse . Begreberne race og etnisk oprindelse er i lighed med direktivet om etnisk ligebehandling ikke defineret i bestemmelsen, men skal forstås i overensstemmelse med sædvanlig terminologi, således som denne er fastsat i national og international ret, hvortil kommer EF-domstolens eventuelle praksis i forhold til direktivet. Ved race forstås således generelt tilhørsforhold til en gruppe af personer, som er defineret på grundlag af fysiske kriterier, herunder hudfarve. Ved etnisk oprindelse forstås generelt tilhørsforhold til en gruppe af personer, som er defineret på grundlag af fælles historie, traditioner, kultur eller kulturel baggrund, sprog, geografisk oprindelse m.v.

Forbudet mod forskelsbehandling finder anvendelse, uanset at den reelle race eller etniske oprindelse ikke er som antaget af den, der udøver forskelsbehandlingen. Tilfælde, hvor en person fejlagtigt antages at have en bestemt race eller etnisk oprindelse og forskelsbehandles på grund af den formodede race eller etniske oprindelse, vil således også være omfattet af forbudet mod forskelsbehandling.

Til stk. 1.

Det følger af bestemmelsen, der er udformet på baggrund af direktivets artikel 2, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en andens race eller etniske oprindelse. Beskyttet mod forskelsbehandling er således enhver fysisk person.

Det er uden betydning, om den person, der forskelsbehandles, tilhører en etnisk minoritetsgruppe eller en etnisk majoritetsgruppe, og enhver person er således beskyttet uanset personens race eller etniske oprindelse.

Bestemmelsen omfatter endvidere et forbud mod forskelsbehandling af en person på grund af tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der følger ikke af bestemmelsen nogen beskyttelse for juridiske personer mod forskelsbehandling, der er en følge af en eller flere til den juridiske person knyttede enkeltpersoners race eller etniske oprindelse.

Bestemmelsen fastslår endvidere, at såvel direkte som indirekte forskelsbehandling er ulovligt.

Til stk. 2.

I bestemmelsen defineres direkte forskelsbehandling . Lovens definitionen af direkte forskelsbehandling svarer til den i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), indeholdte definition.

Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor det forhold, at en person er af en bestemt race eller etnisk oprindelse, er årsag til den ulige behandling.

Forbudet mod direkte forskelsbehandling indebærer, at det i forbindelse med udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde er ulovligt at lægge vægt på en persons race eller etniske oprindelse.

Den nærmere vurdering af, om en person udsættes for direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, kan ske ved, at behandlingen af den person, der føler sig krænket, sammenlignes med, hvordan en anden person (af anden race eller etnisk oprindelse) bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der kan således foretages en sammenligning med den samtidige behandling af en anden person i en tilsvarende situation, ligesom der kan sammenlignes med, hvordan en anden person tidligere er blevet behandlet i en tilsvarende situation, eller hvordan en hypotetisk (ikke-eksisterende) person må antages at blive behandlet i en tilsvarende situation.

Efter bestemmelsen kan ikke blot personer af anden race eller etnisk oprindelse, men alle personer indgå i vurderingen af, om der er tale om en sammenlignelig situation.

Det forhold, at der kan ske sammenligning med en hypotetisk person, indebærer, at ethvert tilfælde, hvor det kan anses for godtgjort, at der i forbindelse med udførelse af opgaver inden for direktivets anvendelsesområde er lagt vægt på personens race eller etniske oprindelse, er omfattet.

Det er uden betydning for, om der foreligger direkte forskelsbehandling, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse. Det nærmere motiv kan derimod have betydning ved tilkendelse af godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter lovens § 9, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der foreligger endvidere direkte forskelsbehandling uanset den reelle eller formodede race eller etniske oprindelse. Forbudet mod direkte forskelsbehandling omfatter således tillige den situation, hvor en person fejlagtigt formodes at have en bestemt race eller etnisk oprindelse.

Det er i modsætning til indirekte forskelsbehandling ikke muligt at begrunde direkte forskelsbehandling med varetagelsen af saglige hensyn. Der foreligger således direkte forskelsbehandling, uanset om den stedfundne forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse har fundet sted med henblik på varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Loven omfatter ikke et forbud mod forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Dette indebærer, at lovens forbud mod direkte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse ikke er til hinder for iværksættelse af eksempelvis særlige tiltag til gavn for nationale mindretal, herunder særlige undervisningsinstitutioner for det tyske mindretal.

Til stk. 3.

I bestemmelsen defineres begrebet indirekte forskelsbehandling . Lovens definitionen af indirekte forskelsbehandling svarer til den i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), indeholdte definition. Udtrykket »legitimt mål«, der anvendes i direktivet, er erstattet med udtrykket »sagligt formål«, ligesom udtrykket »særlig ufordelagtigt« er erstattet med udtrykket »ringere end«. Der er ikke hermed tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer i forhold til direktivet.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling tager sigte på at hindre anvendelsen af bestemmelser, betingelser eller praksis, der uanset at de fremtræder som neutrale dog alligevel vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre der varetages saglige hensyn, og midlerne til at opfylde dette eller disse hensyn er proportionale i forhold til målet.

Det er i lighed med forbudet mod direkte forskelsbehandling uden betydning, om den person, der udøver forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse.

Den nærmere vurdering af, om den pågældende bestemmelse m.v. vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, kan ske på grundlag af statistisk materiale om de faktiske forhold, der påviser, at den pågældende bestemmelse m.v. rent faktisk stiller personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer.

Det er imidlertid ikke altid muligt at tilvejebringe det nødvendige statistiske materiale, og bestemmelsen åbner derfor i overensstemmelse med direktivet mulighed for, at denne vurdering kan foretages på enhver anden måde, hvorved det kan sandsynliggøres, at den pågældende bestemmelse m.v. er egnet til at have denne virkning.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling indebærer ikke et direkte forbud mod anvendelsen af en tilsyneladende neutral bestemmelse m.v., der stiller personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt. Der vil således ikke foreligge indirekte forskelsbehandling, såfremt den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsvurdering).

Det må bero på en konkret vurdering, om det pågældende formål er sagligt, og om midlerne er proportionale i forhold til målet.

Som eksempel på en bestemmelse, der kan udgøre indirekte forskelsbehandling, medmindre den er sagligt begrundet og står i et rimeligt forhold til det tilstræbte formål, kan nævnes en bestemmelse, hvorefter adgang til en bestemt ydelse er betinget af, at ansøgeren er født her i landet. En sådan bestemmelse vil alt andet lige stille personer af anden etnisk oprindelse end dansk ringere end personer af dansk etnisk oprindelse. Det må således bero på, om det tilstræbte formål er sagligt, herunder eksempelvis om der varetages et sagligt økonomisk eller socialt formål, og om bestemmelsen står i et rimeligt forhold hertil.

Det følger af bestemmelsen, at den pågældende bestemmelse skal stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt. Det er dog ikke noget krav, at den pågældende bestemmelse m.v. alene berører personer af en enkelt bestemt race eller etnisk oprindelse. En bestemmelse m.v., der stiller personer, som har forskellig race eller etnisk oprindelse, ringere end andre personer, kan også indebære en overtrædelse af forbudet mod indirekte forskelsbehandling.

Til stk. 4.

Bestemmelsen indeholder en definition af begrebet chikane . Lovens definition af chikane svarer med enkelte præciseringer, jf. nedenfor, til direktivets artikel 2, stk. 3. Med bestemmelsen fastslås, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling som defineret i stk. 1.

Chikane foreligger, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Bestemmelsen indebærer, at chikane skal betragtes som forskelsbehandling. Til grund herfor ligger, at den krænkede person ikke ville være blevet udsat for chikane, såfremt den krænkede person havde været af en anden race eller etnisk oprindelse.

Chikanøs adfærd kan antage flere forskellige former, herunder adfærd af fysisk eller psykisk karakter, af skreven eller verbal karakter samt af visuel karakter.

Den chikanøse adfærd skal være rettet mod en eller flere konkrete enkeltpersoner. Uden for falder eksempelvis læserbreve, der indebærer en nedværdigelse af en gruppe af personer på grund af deres race eller etnisk oprindelse uden at være møntet på en eller flere konkrete enkeltpersoner. Denne form for adfærd kan dog være omfattet af straffelovens § 266 b. Spredning af skriftligt materiale til en eller flere konkrete enkeltpersoner vil derimod være omfattet, uanset om indholdet af det skriftlige materiale er rettet mod gruppen af personer generelt.

Den nærmere vurdering af, om der foreligger en krænkelse af en person beror dels på en subjektiv vurdering af, om den pågældende adfærd har krænket den person, der udsættes for den påstående chikane, dels på en mere objektiv vurdering af den pågældende adfærd.

Det indgår i den objektive vurdering, om den person, der udøver krænkelsen, indså eller burde indse, at adfærden krænkede den anden person. Som eksempler på forhold, der kan indgå i denne vurdering, kan foruden den krænkende persons eget udsagn nævnes krænkelsens grovhed, den krænkede persons reaktion, og om der er tale om en gentagen adfærd. Det indgår således i den objektive vurdering, om krænkelsen er af så mild karakter, at adfærden ikke kan karakteriseres som chikane. En meget fintfølende person, der føler sin værdighed krænket på grund af en enkelt bemærkning af forholdsvis mild karakter, vil således ikke være beskyttet.

Bestemmelsen stiller endvidere krav om, at den pågældende adfærd skal finde sted i relation til race eller etnisk oprindelse . Omfattet af forbudet mod chikane er således såvel adfærd, der direkte henviser til personens race eller etniske oprindelse, som adfærd, der uden at henvise til personens race eller etniske oprindelse dog alligevel indebærer en krænkelse af personens værdighed og finder sted i relation til personens race eller etniske oprindelse.

Den pågældende adfærd skal desuden finde sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende klima m.v. for den pågældende. Dette indebærer, at såvel den tilsigtede chikane (dvs. den chikane, som finder sted med det formål at krænke en persons værdighed) som den utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme eller utilsigtede chikane, der imidlertid har den virkning at krænke en persons værdighed) er omfattet af forbudet mod chikane.

I forhold til direktivets artikel 2, stk. 3, er bestemmelsen præciseret, idet det vil være tilstrækkeligt, at adfærden finder sted med det formål eller den virkning at skabe et truende klima m.v. for den pågældende . Der stilles således ikke krav om, at adfærden skaber et generelt truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima på den pågældende arbejdsplads m.v. Også den chikanøse adfærd, der finder sted i det skjulte eller med kollegaernes billigelse, er omfattet af forbudet mod chikane, såfremt adfærden har skabt et negativt klima for den enkelte.

Det er ikke muligt at begrunde udøvelse af chikane med varetagelsen af i øvrigt saglige hensyn.

Til stk. 5.

Med bestemmelsen fastsættes, at en instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse betragtes som forskelsbehandling som defineret i § 2, stk. 1. Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 2, stk. 2, nr. 4, i direktivet.

Det er en forudsætning, at den person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse eller tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at der består et vist over- og underordnelsesforhold. Bestemmelsen omfatter særligt forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, hvorved arbejdsgiveren instruerer arbejdstageren om at forskelsbehandle i forbindelse med udførelse af opgaver inden for lovens anvendelsesområde. Også andre forhold, hvor en person har adgang til at instruere en anden person om udførelse af bestemte opgaver, kan være omfattet. Der kan være tale om en person, der har anmodet et udlejningsbureau om at foranledige sit hus udlejet og i den forbindelse afgiver instruktion om, at huset ikke må udlejes til personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse.

Derimod vil en opfordring til at forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse i situationer, hvor der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, ikke være omfattet af forbudet. Eksempelvis vil det forhold, at en kollega opfordrer en anden kollega til at forskelsbehandle en elev, en patient m.v., ikke være omfattet af forbudet, hvis der ikke består det nødvendige instruktionsforhold mellem disse parter. Den, der opfordrer en anden til at forskelsbehandle en person på grund af dennes race eller etniske oprindelse, vil dog kunne ifalde erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Forbudet mod instruktioner om at forskelsbehandle gælder, uanset om der er tale om konkrete eller generelle tjenestebefalinger.

I bestemmelsen fastsættes nærmere regler om adgangen til at iværksætte specifikke foranstaltninger. Bestemmelsen har baggrund i direktivets artikel 5.

Til stk. 1.

Bestemmelsen har til formål at styrke muligheden for at fremme ligestilling og lige muligheder for alle uanset race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen indebærer, at der uanset forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse kan iværksættes specifikke foranstaltninger for at sikre fuld etnisk ligestilling i praksis. Specifikke foranstaltninger tager således sigte på at afhjælpe eller mindske de faktiske uligheder i relation til race eller etnisk oprindelse, der måtte findes.

Adgangen til at foretage specifikke foranstaltninger udgør en undtagelse fra forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen regulerer således alene anvendelse af foranstaltninger, der hvis ikke foranstaltningen har til formål at forbygge eller afhjælpe faktiske uligheder knyttet til race eller etnisk oprindelse vil indebære en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling.

Specifikke foranstaltninger udgør en undtagelse fra forbudet mod direkte forskelsbehandling, når den pågældende person gives en fortrinsstilling direkte på grund af personens race eller etniske oprindelse.

Er der tale om anvendelse af mere generelle foranstaltninger, der tager sigte på at fremme ligestilling, uden at dette sker direkte på grundlag af den enkelte persons race eller etniske oprindelse, kan der foreligge indirekte forskelsbehandling i forhold til den øvrige befolkning. Det kan i så fald indgå i den nærmere vurdering af, om den pågældende foranstaltning varetager et sagligt hensyn, om denne har til formål at sikre fuld ligestilling i praksis.

Adgangen til at træffe specifikke foranstaltninger gælder enhver, der i øvrigt er omfattet af lovudkastet, dvs. såvel offentlige myndigheder som private virksomheder m.v.

Der følger ikke af bestemmelsen nogen pligt for offentlige myndigheder eller private virksomheder m.v. til at iværksætte specifikke foranstaltninger.

Specifikke foranstaltninger kan omfatte en lang række forskellige foranstaltninger, herunder økonomisk støtte eller bestemmelser vedrørende fortrinsstilling for personer med etnisk minoritetsbaggrund. Som eksempel på specifikke foranstaltninger inden for lovudkastets anvendelsesområde kan nævnes foranstaltninger, der har til formål at fremme etniske minoriteters adgang til uddannelser, hvor de er underrepræsenteret.

Specifikke foranstaltninger kan være rettet mod personer med etniske minoritetsbaggrund generelt. Det må i så fald bero på en konkret vurdering, hvilken person blandt flere med forskellig race eller etnisk oprindelse der i det enkelte tilfælde skal tildeles den pågældende ydelse m.v.

EF-domstolen har afsagt en række domme om anvendelsen af specifikke foranstaltninger på kønsligestillingsområdet. Anvendelsen af specifikke foranstaltninger skal ske med de begrænsninger, der følger af EF-domstolens praksis. Der kan henvises til EF-domstolens domme i sag C-450/93, Kalanke mod Freie Hansestadt Bremen , sag C-409/95, Marshall mod Land Nordrhein-Wetsfalen , sag C-158/97, Badeck , og sag C-407/98, Abrahamsson .

På grundlag af EF-domstolens praksis kan der drages følgende konklusioner om anvendelsen af specifikke foranstaltninger:

Muligheden for at vedtage specifikke foranstaltninger skal betragtes som en undtagelse fra princippet om ligebehandling.

Undtagelsen er specifik og udelukkende beregnet til at tillade vedtagelse af foranstaltninger, som, selvom de ser ud til at være diskriminerende, reelt har til formål at fjerne eller mindske de nuværende uligheder, der måtte findes i samfundet.

Det kan ikke begrundes, at der gives automatisk fortrinsstilling til den pågældende ydelse m.v.

Omvendt er det berettiget at give en sådan fortrinsstilling, hvis dette ikke sker automatisk, og hvis de pågældende nationale foranstaltninger sikrer, at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle saglige kriterier, ligesom der skal foretages en proportionalitetsvurdering.

Til stk. 2.

Bestemmelsen understreger, at specifikke foranstaltninger alene kan opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

Bestemmelsen er indsat på baggrund af direktivets artikel 14, litra b). Bestemmelsen svarer i vidt omfang til bestemmelsen i § 11 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at bestemmelser m.v., der strider mod princippet om ligebehandling, er ugyldige.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås ændret i forhold til direktivets artikel 14, litra b), idet direktivets krav om, at bestemmelser m.v., der strider mod princippet om ligebehandling, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres, foreslås ændret til, at sådanne bestemmelser m.v. er ugyldige.

Det foreslås, at det tilføjes, at forbudet foruden foreninger gælder for fonde m.v.

Bestemmelsen begrænser ikke anvendelsen af anden lovgivning, hvorefter bestemmelser i aftaler kan erklæres ugyldige eller ændres, herunder aftalelovens § 36.

Ugyldighedsvirkningen omfatter bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i individuelle eller kollektive kontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtægter for foreninger eller fonde m.v.

Bestemmelsen skal ses i lyset af direktivets artikel 14, litra b). Bestemmelsen svarer til § 12 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.

Bestemmelsen har til formål at imødegå indsigelser om, at en person, der er blevet forskelsbehandlet i strid med loven, stiltiende eller udtrykkeligt har givet afkald på sin ret.

Dette indebærer, at loven er fuldstændig beskyttelsespræceptiv. Herved sikres en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

Bestemmelsen er indsat på baggrund af direktivets artikel 8, stk. 1. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af de tilsvarende bevisbyrderegler, der er fastsat i ligestillingslovgivningen i øvrigt.

Med bestemmelsen fastsættes, at der i sager vedrørende forskelsbehandling efter lovudkastet skal gælde, hvad der ofte kaldes et princip om delt bevisbyrde. Bestemmelsen har dermed til formål at sikre en effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet.

Det er udgangspunktet i dansk ret for så vidt angår bevisbyrdens fordeling , at den part, der gør et synspunkt gældende, har bevisbyrden for sin påstand.

Det følger af bestemmelsen, at det påhviler den, der anser sig for krænket, at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhviler derefter den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

Med bestemmelsen præciseres, at det må forlanges, at den person, der anser sig for krænket, skal underbygge en påstand om, at der er udøvet forskelsbehandling, med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.

Hvis der ikke foreligger sådant bevismateriale, vidneforklaringer m.v., men alene en forklaring fra den person, der anser sig for krænket, og en modstridende forklaring fra den person, som beskyldningen rettes imod, må retten ud fra en almindelig fri bevisbedømmelse tage stilling til, om der er tale om omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

I givet fald påhviler det herefter modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Særligt for så vidt angår sager om indirekte forskelsbehandling, vil det påhvile den, der anser sig for krænket, at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at den tilsyneladende neutrale bestemmelse m.v. vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer. Det påhviler herefter modparten at bevise, at den pågældende bestemmelse er begrundet i et sagligt hensyn, og at midlerne til at opnå dette hensyn er proportionale.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås ændret i forhold til direktivets tekst, idet kravet om, at den person, der anser sig for krænket, skal fremføre faktiske omstændigheder, foreslås ændret til, at personen skal påvise faktiske omstændigheder som betingelse for, at det påhviler modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Denne sproglige ændring svarer til den ændring, der blev foretaget af den tilsvarende bevisbyrderegel i direktivet om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn (bevisbyrdedirektivet).

Det i loven fastsatte princip om delt bevisbyrde finder anvendelse i alle sager om forskelsbehandling efter lovudkastets § 3.

Bestemmelsen er indsat på baggrund af direktivets artikel 9.

Bestemmelsen har til formål at bidrage til en effektiv gennemførelse af princippet om ligebehandling ved at forbyde iværksættelse af repressalier over for den, der indgiver klage over, at princippet om ligebehandling er tilsidesat. På denne måde bidrager bestemmelsen til, at enhver kan gøre sine rettigheder gældende uden frygt for repressalier.

Ved repressalier forstås ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage over, at princippet om ligebehandling er tilsidesat.

Udtrykket ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger omfatter enhver form for behandling eller følge, hvorved den pågældende stilles ringere på grund af klagen m.v. Som eksempel på en ufordelagtig behandling eller følge inden for lovudkastets anvendelsesområde kan nævnes en person, der ikke får leveret en bestemt social ydelse som reaktion på en klage over forskelsbehandling. Også adfærd, der har karakter af chikane, kan indebære en overtrædelse af forbudet mod repressalier.

Der foreligger alene repressalier, såfremt den ufordelagtige behandling eller følge sker som reaktion på en klage m.v., der er fremsat med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages . Den pågældende klage m.v. skal således vedrøre overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling, jf. lovudkastets § 3. Derimod er ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, der iværksættes som reaktion på en klage over overtrædelse af anden lovgivning, ikke omfattet af lovudkastets forbud mod repressalier.

Beskyttelsen mod repressalier finder anvendelse uanset om den, der har indgivet en klage m.v., får medhold i sin klage. Er der tale om en åbenbart grundløs klage, der synes fremsat med andet formål end at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages, vil forbudet mod repressalier dog ikke finde anvendelse.

Forbudet mod repressalier adskiller sig fra forbudet mod forskelsbehandling ved, at den ufordelagtige behandling iværksættes på grund af den pågældende klage og ikke på grund af personens race eller etniske oprindelse. Repressalier betragtes derfor ikke som en form for forskelsbehandling som defineret i lovens § 3, stk. 1. Dette indebærer navnlig, at bestemmelsen i lovens § 7 om bevisbyrdens fordeling i sager om overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling ikke finder anvendelse i sager vedrørende overtrædelse af forbudet mod repressalier, der indbringes for domstolene.

Beskyttelsen mod repressalier omfatter ufordelagtig behandling som reaktion på klage eller anden form for retsforfølgning .

Ved udtrykket klage eller anden form for retsforfølgning forstås sagsanlæg ved domstolene og klage til administrative kontrolinstanser.

Klage til administrative kontrolinstanser omfatter særligt klage til administrative rekursinstanser, klage til Folketingets Ombudsmand og klage som led i remonstration, dvs. klage til den samme myndighed, som påstås at have udøvet forskelsbehandling. Endvidere er en henvendelse til Institut for Menneskerettigheder efter lovens § 10, stk. 2, eller som led i instituttets varetagelse af de opgaver, som instituttet har fået tillagt i henhold til direktivets artikel 13, omfattet.

Da forbudet mod repressalier særligt har til formål at bidrage til at sikre, at den, der anser sig for krænket, kan gøre sine rettigheder gældende, er det en forudsætning, at det falder ind under den pågældende domstols eller klagemyndigheds kompetence at tage stilling til klagen, herunder at den, der indgiver klagen, er klageberettiget og dermed har adgang til at indbringe sagen.

Bestemmelsen indeholder således en beskyttelse af den, der indgiver klage over, at princippet om ligebehandling er tilsidesat i forhold til den pågældende selv.

Den, der ønsker at indgive klage eller anden form for retsforfølgning over forskelsbehandling af en tredjemand, vil typisk ikke være klageberettiget i henhold til vedkommende lovgivning og vil derfor ikke have adgang til at indbringe sagen for en administrativ kontrolinstans eller for domstolene. I det omfang lovgivningen ikke er til hinder for, at en person indgiver en klage over forskelsbehandling af en tredjemand, vil den pågældende dog være beskyttet af forbudet mod repressalier.

Såfremt den, der anser sig for krænket, indgiver klage direkte til den private virksomhed m.v., der påstås at have udøvet forskelsbehandling, vil den pågældende også være beskyttet af forbudet mod repressalier.

Forbudet mod repressalier gælder for enhver, der er omfattet af lovens anvendelsesområde, uanset om klagen over forskelsbehandling i øvrigt er rettet mod den pågældende offentlige myndighed eller private virksomhed m.v. Der vil således også være tale om repressalier i strid med bestemmelsen, såfremt den pågældende myndighed eller private virksomhed nægter at levere en ydelse til en person, fordi denne har klaget over, at en anden myndighed eller privat virksomhed har udøvet forskelsbehandling.

Det bemærkes, at der af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglig forvaltning følger et i vidt omfang tilsvarende forbud mod repressalier for offentlige myndigheder.

Bestemmelsen regulerer adgangen til godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse samt overtrædelse af forbudet mod repressalier.

Forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse udgør en særlig krænkelse af den skadelidte person, herunder af personens selvværd. Tilsvarende gør sig gældende for den person, der med henblik på at sikre princippet om ligebehandling udsættes for repressalier.

På den baggrund har bestemmelsen til formål at sikre, at den skadelidte person kan få godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge af forskelsbehandling eller repressalier, herunder særligt ved at styrke muligheden for godtgørelse for sådanne overtrædelser i forhold til, hvad der følger af den generelle regel i erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort.

Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af direktivets artikel 15 om fastsættelse af sanktioner for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører direktivet.

Bestemmelsen indebærer, at der kan tilkendes den, der er krænket ved overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier, jf. §§ 3 og 8, en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Adgangen til godtgørelse omfatter som udgangspunkt enhver overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier, jf. §§ 3 og 8.

Ved den nærmere vurdering af, om der kan tilkendes godtgørelse, kan der særligt lægges vægt på den krænkelse, som må antages at være påført den pågældende person, og på karakteren af skadevolderens handling. Er der tale om en krænkelse af meget mild karakter, vil der efter omstændighederne ikke være adgang til godtgørelse, ligesom domstolene kan lægge vægt på, om der er tale om en nyskabelse med den virkning, at skadevolderen ikke med rimelighed kunne forudse dette.

Godtgørelsens størrelse må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den krænkelse, som må antages at være påført den enkelte, skal også tillægges vægt ved udmålingen af godtgørelsen.

Dette indebærer, at der skal foretages en generel vurdering af handlingens »egnethed« til at krænke den pågældendes selvværd. Der kan i den forbindelse bl.a. lægges vægt på de nærmere omstændigheder, under hvilke den pågældende person har været udsat for forskelsbehandling eller repressalier. Desto grovere en krænkelse, der er tale om, desto større godtgørelse skal der tilkendes den skadelidte. Der kan endvidere lægges vægt på, hvilken form for forskelsbehandling som den pågældende krænkelse er resultatet af. Som eksempel herpå kan anføres, at etnisk chikane af verbal karakter typisk vil være mere »egnet« til at krænke en persons selvværd end indirekte forskelsbehandling. Der skal derimod ikke foretages en vurdering af, i hvilket omfang den pågældende person rent faktisk er krænket. Den særligt følsomme person har således ikke en videregående adgang til godtgørelse end andre.

Det kan desuden indgå i udmålingen af godtgørelsens størrelse, om den, der har udøvet forskelsbehandlingen, har været motiveret af et ønske om at udøve forskelsbehandling eller i øvrigt har handlet groft uagtsomt.

Der kan ved udmåling af godtgørelsens størrelse også tages hensyn til, hvad der på andre og lignende områder må anses for en rimelig og passende godtgørelse, herunder særligt med hensyn til den praksis, der følges i sager ved tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af ligestillingslovgivningen i øvrigt.

Det skal tilstræbes, at godtgørelsens størrelse svarer til størrelsen af den godtgørelse, der ydes efter ligestillingslovgivningen for krænkelser af lignende personlig karakter.

Bestemmelsen regulerer ikke, hvem der hæfter for et krav om godtgørelse. Dette skal afgøres i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om hæftelse for erstatningsansvar.

Der kan foruden godtgørelse for ikke-økonomisk skade kræves erstatning for økonomisk tab efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Der er ikke i loven fastsat særlige regler om adgang til erstatning for økonomisk tab.

Med bestemmelsen sikres adgangen for den enkelte person, der føler sig udsat for etnisk forskelsbehandling, til at få spørgsmålet om forskelsbehandling nærmere undersøgt af Institut for Menneskerettigheder. Bestemmelsen indebærer, at Institut for Menneskerettigheder tildeles beføjelse til at behandle konkrete klager over forskelsbehandling og give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling og forbudet mod repressalier.

Til stk. 1.

Det følger af lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, at Institut for Menneskerettigheder har til opgave at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling, jf. lovens § 2, stk. 2, nr. 4.

Da instituttets beføjelser i konkrete sager skal varetages som led i instituttets øvrige virke vedrørende fremme af ligebehandling, er det fundet hensigtsmæssig i loven at gengive bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 4, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

Til stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at Institut for Menneskerettigheder med henblik på at fremme ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse kan behandle klager over overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, jf. lovens § 3, og klager over overtrædelse af forbudet mod repressalier, jf. lovens § 8.

Instituttet kan give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af de anførte bestemmelser, herunder i form af en vejledende udtalelse eller i form af en vejledende henstilling.

Det falder derimod uden for instituttets beføjelser at udtale kritik i form af beklagelse, misbilligelse eller lignende, uanset om der er handlet i strid med lovgivningen.

Endvidere falder det uden for instituttets beføjelser at tage stilling til, om en person, der har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, har adgang til erstatning for økonomisk tab eller godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Instituttet kan ligeledes ikke træffe en afgørelse om ugyldighed. Sådanne spørgsmål skal i stedet forelægges domstolene til afgørelse.

Institut for Menneskerettigheder kan tage en sag op til behandling på grundlag af en klage fra en borger eller på andet grundlag, f.eks. presseomtale.

Enhver kan indgive en klage til instituttet. Det kræves således ikke, at klageren er part i den sag, hvorover der klages. Dette skal ses i sammenhæng med bestemmelsens stk. 4, hvorefter instituttet afgør, om en klage skal undersøges nærmere.

Instituttet kan behandle klager over enhver, der udfører opgaver inden for lovens anvendelsesområde, jf. § 2. Dette indebærer, at såvel offentlige myndigheder som institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag, er omfattet af instituttets beføjelser.

Når instituttet afgiver en udtalelse, skal denne rettes mod den pågældende offentlige myndighed eller det pågældende private selskab m.v. Det falder således uden for instituttets beføjelser at tage stilling til, om en til den offentlige myndighed eller det private selskab m.v. knyttet enkeltperson har overtrådt forbudet mod forskelsbehandling, og instituttets udtalelser skal således ikke rettes mod enkeltpersoner, der virker i offentlig eller privat tjeneste.

Selvom instituttet ikke kan træffe afgørelse om sanktioner, har instituttets udtalelser dog en sådan karakter, at udtalelserne skal behandles efter forvaltningslovens regler. Dette indebærer, at forvaltningslovens bestemmelser om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse m.v. finder anvendelse i forbindelse med instituttets behandling af konkrete klagesager.

Ved behandlingen af konkrete sager skal Institut for Menneskerettigheder i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige princip, officialmaksimen, søge sagen oplyst i fornødent omfang. Bestemmelsen om delt bevisbyrde i lovens § 7 finder dermed ikke anvendelse i forbindelse med instituttets behandling af konkrete sager.

Den nærmere tilrettelæggelse af instituttets behandling af konkrete sager henhører under instituttet.

Henset til, at instituttet tillige har til opgave at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling, forudsættes det dog, at instituttets behandling af klager over forskelsbehandling efter § 10 tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes, at der skabes mistillid til instituttets virksomhed i den forbindelse.

Det bemærkes, at Institut for Menneskerettigheder kan overlade varetagelsen af opgaver, der består i udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed, til andre. Instituttet vil således eksempelvis kunne overlade opgaven med at bistå ofre for forskelsbehandling, jf. § 2, stk. 2, nr. 4, i lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder til lokale retshjælpsinstitutioner m.v.

Til stk. 3.

Bestemmelsen har til formål at lette adgangen til domstolsprøvelse i sager, hvor Institut for Menneskerettigheder finder, at der er sket en overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse eller af forbudet mod repressalier.

Fri proces kan alene meddeles, såfremt de betingelser, der følger af retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Af bestemmelsen følger, at der efter ansøgning kan meddeles en person fri proces, såfremt han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen.

Til stk. 4.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at Institut for Menneskerettigheder kan afvise at behandle klager, der er indgivet til instituttet.

Med bestemmelsen sikres, at instituttet kan koncentrere sin virksomhed om de sager, som instituttet finder mest betydningsfulde, og som er egnet til behandling af instituttet. Hermed styrkes instituttets muligheder for at samle sin virksomhed om spørgsmål, som instituttet finder, at der er behov for en afklaring af.

I instituttets vurdering af, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse, kan indgå, om klagen er grundløs eller uvæsentlig. Sådanne sager kan afvises af instituttet.

Sager, der frembyder en bevistvivl, der bør afklares ved parts- eller vidneforklaringer, skal ligeledes afvises af instituttet. Instituttet kan således ikke foranstalte vidneførelse eller lignende til klarlæggelse af de faktiske omstændigheder. Sådanne sager må i stedet forelægges domstolene til afgørelse.

Det forhold, at der klages over spørgsmål, der kan være genstand for prøvelse i andre fora, herunder ved domstolene, hos Folketingets Ombudsmand eller som led i administrativ rekurs, kan, også selvom de ikke konkret er udnyttet, i øvrigt indgå i instituttets overvejelser om, hvorvidt sagen skal behandles af instituttet. Det er ikke skønnet hensigtsmæssigt at fastlægge regler for, hvorledes forholdet mellem instituttet og eventuelt konkurrerende prøvelsesmyndigheder skal reguleres. Det overlades til instituttets egen vurdering, om den konkrete sag skal behandles af instituttet i sådanne tilfælde.

Det forhold, at den konkrete tvist mere hensigtsmæssigt kan finde sin løsning på anden vis end ved afgivelse af udtalelse om instituttets opfattelse af sagen, kan endvidere indgå i instituttets overvejelser om, hvorvidt sagen skal behandles af instituttet. I denne vurdering kan indgå, at instituttets adgang til at bistå og mægle ved løsning af konkrete konflikter bør anvendes i videst muligt omfang, da en sådan uformel konfliktløsning ofte er et mere egnet middel til at løse konflikter vedrørende forskelsbehandling og forebygge fremtidige konflikter end udtalelser i konkrete sager.

Herudover kan instituttet ved en afgørelse om afvisning tage hensyn til, om en nærmere undersøgelse vil stå i rimeligt forhold til undersøgelsens forventede resultat sammenholdt med instituttets ressourcer og den aktuelle sagsmængde.

Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Herved sikres, at direktivet om etnisk ligebehandling gennemføres i dansk ret forud for fristen for gennemførelse af direktivet den 19. juli 2003, jf. hertil artikel 16 i direktivet om etnisk ligebehandling.

I forbindelse med lovens ikrafttræden træder § 2, stk. 2, nr. 4, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder i kraft. Udenrigsministeren fastsætter ikrafttrædelsen heraf, jf. denne lovs § 12, stk. 1. Herved gennemføres artikel 13 i direktivet om etnisk ligebehandling om udpegning af uafhængige organer for fremme af ligebehandling.

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Den kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Versioner

  1. 2003-01-29