Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi, lov om menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.\n(Større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence m.v.)

GældendeVersion 2003-02-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00163@2003-02-20/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

I lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 941 af 20. december 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, nr. 12, affattes således:

»12) sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og udgifter til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed.«

2. § 2, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Menighedsrådet kan beslutte, at der af kirkekassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifter til ikkeselvejende kirkers vedligeholdelse og drift samt tilskud til kirkegårdens drift.«

3. § 2a ophæves.

4. §§ 4 og 5 affattes således:

»§ 4. Provstiudvalget indkalder en eller to repræsentanter for hvert menighedsråd til budgetsamråd. Der kan afholdes flere budgetsamråd.

Stk. 2. Budgetsamrådet er offentligt. Bekendtgørelse om afholdelse af budgetsamrådet sker efter provstiudvalgets bestemmelse på en måde, der sikrer, at offentligheden bliver bekendt med afholdelsen. I bekendtgørelsen angives, hvilke emner der skal behandles på budgetsamrådet.

Stk. 3. På budgetsamrådet belyses de økonomiske forhold i ligningsområdet, ligesom menighedsrådenes ønsker om nye, større udgiftskrævende opgaver skal drøftes.

Stk. 4. Budgetsamrådet har ikke besluttende myndighed, medmindre menighedsrådene i ligningsområdet er enige om det.

Stk. 5. Menighedsrådene har pligt til at lade sig repræsentere under budgetsamrådet.

Stk. 6. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om afholdelse af budgetsamråd.

§ 5. Efter budgetsamrådet fastsætter provstiudvalget rammebevilling for kirkekassens driftsudgifter og bevilling for kirkekassens anlægsudgifter.

Stk. 2. Hvis der i et sogn eller et pastorat er oprettet en præstegårdskasse, fastsætter provstiudvalget denne kasses rammebevilling for driftsudgifter og bevilling for anlægsudgifter.

Stk. 3. Menighedsrådet udarbejder indenfor den af provstiudvalget fastsatte rammebevilling og bevilling, jf. stk. 1 og 2, budget for det kommende regnskabsår.

Stk. 4. Menighedsrådene udarbejder indenfor den af provstiudvalget fastsatte rammebevilling og bevilling, jf. stk. 2, budget for præstegårdskassen. Budgettet udarbejdes på et fællesmøde ved almindeligt stemmeflertal efter indhentet udtalelse fra præstegårdsudvalget.

Stk. 5. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om proceduren for fastsættelse af rammer som nævnt i stk. 1 og 2 og om udarbejdelse og indsendelse til provstiudvalget af budgetter for kirke- og præstegårdskasserne.«

5. § 6, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Hvis budgetsamrådet har besluttende myndighed, jf. § 4, stk. 4, fastsætter budgetsamrådet de i § 5, stk. 1 og 2, nævnte rammer og bevillinger og det i stk. 1 nævnte ligningsbeløb til kommunens kirke- og præstegårdskasser. Ved det besluttende budgetsamråds fastsættelse af ligningsbeløbet finder reglerne i stk. 1, 2. og 3. pkt., samt § 17a, stk. 8, tilsvarende anvendelse.«

6. § 7 affattes således:

»§ 7. Provstiudvalget påser, at kirke- og præstegårdskassernes budget for det kommende regnskabsår er i overensstemmelse med de af provstiudvalget fastsatte rammer og bevillinger, jf. § 5, stk. 1 og 2, ligesom provstiudvalget foretager legalitetskontrol af budgetterne.«

7. I § 12 indsættes efter 1. pkt.:

»Et centralt mellemkirkeligt råd kan have repræsentanter for Kirken i Grønland.«

8. § 17a, stk. 2, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Provstiudvalget vælger af sin midte en formand og en næstformand. Valget sker ved skriftlig afstemning på udvalgets konstituerende møde, som provsten indkalder til. Valget har virkning for udvalgets valgperiode. Medlemmerne af udvalget har pligt til at modtage valg som formand og næstformand.

Stk. 3. Provstiudvalget kan beslutte at tillægge formanden honorar. Honorar kan dog kun tillægges formanden, såfremt denne er valgt medlem af provstiudvalget. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om formandshonoraret.

Stk. 4. Provsten virker som udvalgets forretningsførende medlem og drager omsorg for udførelsen af udvalgets beslutninger.«

Stk. 3 - 6 bliver herefter stk. 5 - 8.

9. I § 17a, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres (2 steder) »stk. 4« til: »stk. 6«.

10. § 17a, stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Nærmere regler for provstiudvalgets virksomhed, herunder beføjelser med hensyn til fastsættelse af rammer og med hensyn til behandling af kirke- og præstegårdskassernes årlige budget, fastsættes af kirkeministeren.«

11. I § 17c, stk. 3, indsættes efter »herunder«: »honorar til formanden,«.

12. I § 19, stk. 2, indsættes efter »tilbage«: »på mellemregningskontoen«.

13. I § 21, stk. 3, indsættes efter »stiftsøvrigheden«: »eller provstiudvalget«.

I lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. § 10, stk. 4 6, affattes således:

»Stk. 4. Menighedsrådet vælger af sin midte en sekretær, medmindre sekretærhvervet er knyttet til en af kirkens funktionærstillinger.

Stk. 5. Menighedsrådet vælger blandt de valgte medlemmer en kontaktperson, der bemyndiges til på rådets vegne at give forskrifter og anvisninger til og modtage henvendelser fra kirkefunktionærerne i tjenstlige forhold. En funktionær, der er ansat ved kirken eller kirkegården, kan ikke vælges til kontaktperson.

Stk. 6. Størrelsen af eventuelt honorar til kirkeværgen, kassereren og kontaktpersonen skal godkendes af provstiudvalget.«

2. I § 10, stk. 7, ændres »stk. 5 og 6« til: »stk. 4 og 5«.

I lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11. juni 1992, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 1. juni 1994 og lov nr. 391 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:

1. I § 42 ændres »§ 22« til: »§ 17«.

I lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., som ændret ved § 2 i lov nr. 390 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:

1. § 17, 2. pkt., affattes således:

»Kirkeministeren kan helt eller delvis henlægge de i 1. pkt. nævnte kompetencer til vedkommende stiftsøvrighed.«

Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

1. Lovforslagets indhold

1.1 Indledning

Intentionen med dette lovforslags § 1 og § 4 om ændringer i lov om folkekirkens økonomi og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er at fortsætte og styrke udviklingen i retning af størst mulig lokal handlefrihed og beslutningskompetence i folkekirken. Lovforslaget svarer delvist til L 11, der blev fremsat af den daværende kirkeminister Johannes Lebech i oktober 2001 (Folketingssamlingen 2001/02, 1. samling fremsat skriftligt 3. oktober 2001, Till. A 45, lovforslag som fremsat Till. A 35, 1. behandling 24. oktober 2001, FF 599)

Denne udvikling blev indledt i 1903 med vedtagelsen af den første lov om menighedsråd. I løbet af de snart 100 år siden da er der med mellemrum gennemført udvidelser af menighedsrådenes kompetence og handlemuligheder. Den gældende lovgivning forudsætter dog stadig i meget vid udstrækning, at menighedsrådenes beslutninger skal godkendes af andre kirkelige myndigheder.

I 1970 delegerede Kirkeministeriet sin kompetence til at give godkendelse i en række sager vedrørende kirker og kirkegårde til stiftsøvrighederne. Der skete yderligere decentralisering af godkendelseskompetence i forhold til kirker og kirkegårde ved ændring af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde i 1986 og i særligt markant omfang ved ændring af loven i 1992.

Lovforslaget i folketingsåret 1985-1986 var L 154, Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, fremsat af daværende kirkeminister Mette Madsen den 29. januar 1986, F.sp. 5980; forslag som fremsat, A. sp. 4047; 1. behandling 6. februar 1986, F.sp. 6595; betænkning afgivet 16. april 1986, B.sp 1301; 2. behandling 22. april 1986, F.sp 9961; 3. behandling 24. april 1986, F.sp. 10199, forslag som vedtaget, C.sp. 483. Lovforslaget i folketingsåret 1991-1992 var L 88, Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, fremsat af daværende kirkeminister Torben Rechendorff den 6. november 1991, FF 1558; lovforslag som fremsat, Till.A 2001; 1. behandling 12. november 1991, FF 1904; betænkning 1. april 1992, Till.B 917; 2. behandling 9. april 1992, FF 8903; 3. behandling 21. april 1992, FF 8965; lovforslaget som vedtaget, Till.C. 701.

Ved lovændringen i 1992 blev stiftsøvrighedens kompetence til at godkende menighedsrådenes beslutninger på nogle områder lagt ud til provstiudvalgene. På enkelte områder fik menighedsrådene selvstændig kompetence uden pligt til at indhente godkendelse. Det gjaldt bl.a. i forhold til istandsættelse af nyere kirker, anskaffelse af automatiske ringeanlæg, højttaler- og teleslyngeanlæg, inventar og installationer samt løse kunstgenstande og kirkesølv.

Det er dog fortsat et hovedprincip, at mere vidtgående arbejder og ændringer i forbindelse med kirker og kirkegårde, bygninger til brug for kirker og kirkegårde samt præsteboliger forudsætter godkendelse af kirkelige myndigheder uden for sognet, ofte efter høring af konsulenter inden for de relevante fagområder. Det er desuden provstiudvalget, som beslutter, hvilke arbejder der skal foretages som følge af de behov, der påpeges ved menighedsrådets årlige syn over kirke og kirkegård m.v. eller ved det særlige provstesyn, som holdes mindst hvert tredje år. Tilsvarende gælder for synsudsatte arbejder i forbindelse med præsteboliger og præsteembedernes ejendomme.

Lovforslaget indeholder ikke ændringer vedrørende syn over fast ejendom, ligesom der ikke ændres i de gældende regler om godkendelse af beslutninger vedrørende kirke, kirkegård eller bygninger på kirkegårde, jf. i øvrigt afsnit 1.3.

På det økonomiske område er der i årenes løb i begrænset omfang sket en liberalisering med hensyn til, hvilke aktiviteter menighedsrådene kan afholde udgifter til af kirkekassen eller præstegårdskassen. Det er imidlertid blevet fastholdt, at udgifterne skal være indarbejdet i et forholdsvis detaljeret budget, som er godkendt af provstiudvalget, og at et menighedsråd i årets løb kun kan foretage omdisponeringer i forhold til det budgetterede, hvis det godkendes af provstiudvalget. Undtaget fra budgetmæssig specifikation er kun menighedsrådets såkaldte rådighedsbeløb, som giver et menighedsråd mulighed for pr. 1. januar 2003 at anvende op til 125.000 kr. årligt »til fremme af det kirkelige liv i sognet, kirkedistriktet, pastoratet eller kommunen eller til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed«.

1.2. Større økonomisk handlefrihed

1.2.1. Sognefuldmagt

De lovændringer, som er indeholdt i dette lovforslags §§ 1 - 2, vil sammen med sideløbende ændringer i administrativt fastsatte forskrifter give menighedsrådene større økonomisk handlefrihed.

Ændringsforslagene til lov om folkekirkens økonomi indebærer, at bestemmelsen om et særligt, begrænset rådighedsbeløb ophæves. I stedet bliver der til den »positivliste«, som findes i lovens § 2, stk. 1, over formål, som menighedsrådet kan afholde udgifter til af kirkekassen, føjet en adgang til at afholde udgifter vedrørende sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og udgifter til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed.

Ændringen betyder, at der bliver tale om en generel adgang til at afholde udgifter til disse formål og ikke en beløbsmæssig begrænset adgang som den, der er tale om med bestemmelsen om rådighedsbeløbet. Ændringen kan således betegnes som en sognefuldmagt.

Det er en naturlig forlængelse af bestemmelsen i menighedsrådslovens § 1, som fastslår, at »Sognets eller kirkedistriktets anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen«. Ved at menighedsrådene får en generel adgang til at afholde udgifter til kirkelige aktiviteter, som er parallel med adgangen til at afholde udgifter vedrørende lønninger, kirkebygninger, kirkegårde, præsteboliger m.v., får menighedsrådene øget mulighed for at prioritere, hvilke former for kirkeligt liv eller kirkelige aktiviteter man ønsker at fremme i sognene eller kirkedistrikterne. Det kan, alt efter hvad man beslutter lokalt, både dreje sig om aktiviteter, der sætter forkyndelse, oplysning og undervisning i centrum, og om aktiviteter, der i højere grad fokuserer på diakoni.

1.2.2. Rammeordning

Det foreslås endvidere, at der indføres en rammeordning, hvilket samtidig betyder, at den praktiske afvikling af budgetproceduren ændres. Den nærmere beskrivelse af rammeordningen og af budgetproceduren vil ske ved ændring af administrative forskrifter om budget og regnskab for kirke- og præstegårdskasserne.

Med indførelse af rammeordningen vil det eksisterende system, hvor provstiudvalget skal godkende et ret detaljeret, kontospecificeret budget for hver kirke- og præstegårdskasse, blive afskaffet. I stedet indføres en ordning, hvorefter hver kasse får tildelt rammebevilling til driftsudgifter samt bevilling til anlægsudgifter. Menighedsrådets budget på grundlag af rammebevillingen skal indsendes til provstiudvalget, der kontrollerer, at budgettet er i overensstemmelse med den udmeldte ramme, og foretager legalitetskontrol. Provstiudvalget fastsætter ligningsbeløbet. Budgettet bidrager til at sikre åbenhed om og demokratisk kontrol med, hvad kirkeskatten anvendes til i det enkelte sogn. Menighedsrådene vil dog samtidig få adgang til at foretage omdisponeringer mellem budgettets driftskonti i årets løb uden at indhente provstiudvalgets godkendelse. Menighedsrådene vil desuden få adgang til at overføre sparede beløb eller overskud til efterfølgende budgetår.

Samtidig præciseres det, at menighedsrådene i et ligningsområde har mulighed for at vedtage, at budgetsamrådet skal have besluttende myndighed. Budgetsamrådet og dermed menighedsrådene i forening overtager i givet fald provstiudvalgets kompetence til at fastsætte rammerne for driftsudgifter og bevillingen til anlægsudgifter samt ligningsbeløbet til kommunens kirke- og præstegårdskasser.

Med indførelse af rammeordningen får menighedsrådet således den mest vidtgående adgang til inden for de økonomiske rammer, der er godkendt af provstiudvalget eller det besluttende budgetsamråd at træffe beslutning om, hvordan kirkekassens økonomiske midler skal bruges. Rammeordningen giver således menighedsrådene en større frihed til fx omdisponering og dermed mulighed for at tilgodese nye aktiviteter i løbet af året.

Det har i en række høringssvar været anført, at indførelse af rammeordningen betyder, at den nuværende frihed, hvor menighedsrådene i et ligningsområde kan vælge mellem flere budgetmodeller, bliver afskaffet.

Det er ikke korrekt.

Lov om folkekirkens økonomi indeholder i dag én budgetmodel, og der er herudover gennem dispensation fra den kirkelige lovgivning mulighed for, at menighedsrådene i et ligningsområde kan vælge andre budgetmodeller. Med ændringen vil lov om folkekirkens økonomi fortsat indeholde hovedbudgetmodellen nemlig rammeordningen. Og da reglerne om dispensation fra den kirkelige lovgivning (menighedsrådslovens kapitel 8) ikke ændres, vil menighedsrådene i et ligningsområde fortsat have mulighed for at vælge andre budgetmodeller. Menighedsrådene kan således - som det understreges i selve lovteksten vælge at kombinere rammeordningen med et besluttende budgetsamråd. Menighedsrådene vil fx også kunne aftale, at der som hidtil arbejdes med et detaljeret budget allerede på budgetsamrådet, at dette budget godkendes af provstiudvalget, og at der kun kan foretages omdisponeringer med provstiudvalgets godkendelse. Dispensation til samarbejde om andre budgetformer gives af Kirkeministeriet, jf. menighedsrådslovens kapitel 8.

1.3. Øget mulighed for decentralisering af kompetence

1.3.1. Beskrivelse af den indledende debat om øget decentralisering herunder udkast til lovpakke i 2002

I juni 2002 sendte kirkeministeren et udkast til lovforslag med tilhørende administrative forskrifter til høring hos stiftsøvrigheder, andre kirkelige myndigheder og organisationer m.fl., ligesom dette udkast blev fremlagt på Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers årsmøde med en opfordring til, at menighedsrådene kom med bemærkninger til udkastet. Udkastet blev endvidere i september sendt til samtlige menighedsråd.

Dette udkast til lovpakke indeholdt forslag til ændringer i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, som ville indebære decentralisering således, at menighedsrådene ville få kompetence til at træffe beslutninger om arbejder, der skulle udføres på kirkegårde eller i forbindelse med bygninger til brug for kirke eller kirkegård uden krav om, at der skulle indhentes godkendelse fra kirkelige myndigheder uden for sognene.

Menighedsrådene skulle således overtage den kompetence, som provstiudvalgene efter gældende regler har til at beslutte, hvad der skal foretages som konsekvens af såvel det årlige syn som det særlige »provstesyn« over kirkegård samt bygninger til brug for kirken eller kirkegården.

Lovændringen skulle endvidere følges op af ændring af administrative forskrifter, som skulle give menighedsrådene selvstændig kompetence til at træffe afgørelser om de fleste af de forhold vedrørende kirkegård og bygninger til brug for kirke eller kirkegård, som efter hidtil gældende regler har skullet godkendes af stiftsøvrigheden eller provstiudvalget. Tilsvarende kompetence ville menighedsrådene ved ændring af administrative forskrifter få i forhold til præsteboliger.

Som led i decentralisering indeholdt udkastet endvidere forslag til ændring i lov om folkekirkens økonomi, således at menighedsrådene ville få kompetence til at træffe beslutning om forbrug af kirkers og præsteembeders formue samt køb og salg af fast ejendom, uden at det i alle tilfælde skulle godkendes af andre kirkelige myndigheder. Ændringen var begrundet i, at menighedsrådet som ansvarlig for sognets anliggender også skulle kunne træffe dispositioner vedrørende sognets faste ejendom og kapitaler. Ændringen ville også bidrage til at øge menighedsrådenes økonomiske handlefrihed.

Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer støttede disse ændringer.

Samtlige stiftsøvrigheder, Danmarks Provsteforening, Den danske Præsteforening, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, nogle af de kgl. bygningsinspektører, kirkegårdskonsulenterne, ca. 25 provstiudvalg og 50 - 60 menighedsråd anførte imidlertid, at kirke og kirkegård var en enhed og derfor burde undergives samme særlige beskyttelse, og at de nuværende syns- og godkendelsesregler derfor burde opretholdes. Samtidig blev der peget på, at de foreslåede ændringer formentlig ville betyde et øget antal sager om fredning af kirkegårde og bygninger på kirkegårde.

Flere stiftsøvrigheder, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, nogle af de kgl. bygningsinspektører og kirkegårdskonsulenterne havde tilsvarende betragtninger vedrørende dispositioner over bygninger uden for kirkegården, som påvirkede kirkens eller kirkegårdens omgivelser.

Stiftsøvrighederne, Den danske Præsteforening og Danmarks Provsteforening pegede i relation til tjenesteboligområdet på, at der var tale om en del af ansættelsesforholdet, at der burde være ens boligstandard, at der burde være uvildigt syn med kompetence, og at menighedsrådets dispositioner som køb, salg, vedligeholdelse m.v. skulle godkendes af anden kirkelig myndighed. Ca. 24 provstiudvalg og ca. 110 menighedsråd fandt, at der burde være en uvildig synsinstans, mens ca. 12 provstiudvalg og ca. 130 menighedsråd nævnte, at menighedsrådets beslutninger om køb, salg, istandsættelse m.v. af tjenesteboligen burde godkendes. Den danske Præsteforening og nogle provstiudvalg og menighedsråd pegede på, at godkendelsesbeføjelsen eller eventuelt hele administrationen kunne placeres hos provstiudvalget. Ca. 20 menighedsråd støttede forslaget om fuld kompetence over tjenesteboligen herunder også i relation til synet.

Flere menighedsråd pegede på behovet for, at præsten boede i sognet, og anførte, at forslaget ville betyde øget krav om ophævelse af boligpligten.

Besvarelserne skulle i øvrigt ses i sammenhæng med provstiudvalgenes og menighedsrådenes generelle tilkendegivelser om køb og salg af fast ejendom og forbrug af kapitaler. Det fremgik her, at ca. 26 provstiudvalg fandt, at disse beslutninger fortsat burde godkendes af en anden kirkelig myndighed, ligesom det fremgik, at ca. 117 menighedsråd havde dette synspunkt. 3 provstiudvalg og ca. 25 menighedsråd tilkendegav i relation til denne bestemmelse, at disse beslutninger ikke behøvede at blive godkendt af anden kirkelig myndighed.

Stiftsøvrighederne, Danmarks Provsteforening, Den danske Præsteforening, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, Akademiet for De Skønne Kunster, nogle af de kgl. bygningsinspektører, kirkegårdskonsulenterne og bygningskonsulenterne pegede på vigtigheden af, at menighedsrådene kunne få uvildig rådgivning hos sagkyndige instanser, og at denne rådgivning burde være obligatorisk og betalt af fællesfonden.

1.3.2. Nærværende lovforslags bestemmelser om godkendelseskompetence vedrørende fast ejendom og kapitaler (Lovforslagets § 1, nr. 13)

Høringssvarene pegede i overvejende grad mod en decentralisering svarende til de forslag, der blev fremsat i Delbetænkning I (1386/2000), der blev afgivet af det af kirkeministeren nedsatte Forenklingsudvalg i juni 2000.

I denne delbetænkning anbefalede udvalget, at en række godkendelseskompetencer i det gældende regelsæt om landbrug (præstegårdsbrug), der ejes af præsteembederne, i reglerne om tjenesteboliger for præster samt i reglerne om ejendomme til brug for kirke og kirkegård blev flyttet fra Kirkeministeriet/stiftsøvrighederne til provstiudvalgene.

Forenklingsudvalgets forslag om decentralisering af godkendelseskompetencen i relation til forvaltningen af fast ejendom skal ses i sammenhæng med, at menighedsråd og provstiudvalg i forening har kompetence til at træffe beslutning om ligningsområdets økonomi og i den forbindelse foretage en samlet vurdering af ligningsområdets økonomiske forhold. Det forekommer derfor naturligt, at det lokale niveau menighedsråd og provstiudvalg som økonomisk ansvarlig også bør kunne træffe de nævnte beslutninger uden, at disse skal godkendes af andre kirkelige myndigheder. Samtidig vil en decentralisering medvirke til, at sagsbehandlingen bliver lettere, idet disse sager i fremtiden alene skal behandles af to myndigheder i det kirkelige system nemlig menighedsråd og provstiudvalg.

Samtidig anbefalede udvalget, at kapitalforvaltningen ændres således, at kompetencen til at frigive fremtidige præsteembedekapitaler fra salg af landbrugsejendomme til menighedsrådet flyttes fra Kirkeministeriet/stiftsøvrigheden til provstiudvalget, og således at der bliver øget mulighed for at frigive disse kapitaler til aktiviteter, som ikke umiddelbart har sammenhæng med årsagen til kapitalens indbetaling.

Godkendelseskompetencerne er i dag i vidt omfang indeholdt i bekendtgørelser eller cirkulærer, som er udstedt med hjemmel i økonomilovens § 21, stk. 3. Denne bestemmelse giver med den nugældende ordlyd alene mulighed for, at godkendelseskompetencen flyttes fra Kirkeministeriet til stiftsøvrighederne.

Med lovforslaget bliver der mulighed for, at godkendelseskompetencen i relation til menighedsrådets beslutning om forbrug af kirkers og præsteembeders formue og køb og salg af fast ejendom også kan henlægges til provstiudvalget. Hjemlen forventes anvendt dels til at udmønte Forenklingsudvalgets forslag og dels til på enkelte punkter at supplere disse forslag. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13, hvor der tillige er en mere detaljeret gennemgang af de nugældende regler, af Forenklingsudvalgets indstilling, og af hvilke godkendelseskompetencer der med dette lovforslag foreslås flyttet til provstiudvalget.

For så vidt angår Forenklingsudvalgets anbefalinger i relation til forvaltningen af fast ejendom og kapitaler, svarer dette lovforslag til L 11, der blev fremsat af den daværende kirkeminister Johannes Lebech i oktober 2001. Tilsvarende gælder for så vidt angår lovforslagets § 4. (Folketingssamlingen 2001/02, 1. samling Fremsat skriftligt 3. oktober 2001, Till. A 45, lovforslag som fremsat Till. A 35, 1. behandling 24. oktober 2001, FF 599)

Det bemærkes, at menighedsråd gennem dispensation fra den gældende lovgivning, jf. menighedsrådslovens kapitel 8, vil have mulighed for at få den fulde kompetence på et eller flere af de nævnte sagsområder.

1.3.2.1. Inhabilitet hos stiftsøvrighederne

Forenklingsudvalget har i sit arbejde, jf. Delbetænkning I side 33, 46 og 55, været opmærksom på, at provstiudvalgene ikke i dag har sekretærbistand med juridiske kvalifikationer, ligesom udvalget har peget på, at en sådan opnormering af provstiudvalgenes administration heller ikke for øjeblikket er ønskelig. Udvalget har derfor forudsat, at provstiudvalget kan have behov for juridisk rådgivning, og at denne rådgivning i givet fald vil kunne fås ved henvendelse til stiftsøvrigheden.

I forlængelse heraf opstår spørgsmålet, i hvilket omfang stiftsøvrigheden kan behandle klager over menighedsrådets og provstiudvalgets afgørelse, hvis stiftsøvrigheden har ydet menighedsråd og provstiudvalg vejledning under sagens afgørelse i 1. instans.

Det antages i den forvaltningsretlige teori, at en myndighed ikke bliver ramt af inhabilitet som rekursmyndighed, fordi myndigheden på baggrund af henvendelse fra en myndighed - har ydet vejledning om generelle lovfortolkningsspørgsmål e.l. Indskrænker rekursmyndigheden sig til at yde generel vejledning om lovfortolkningen og praksis o.s.v., vil der således typisk ikke indtræde inhabilitet i tilfælde af en senere klagesag.

Tilkendegiver rekursmyndigheden derimod eventuelt på baggrund af en gennemgang af sagens akter - en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den konkrete sags udfald, vil der efter omstændighederne kunne foreligge to instans-inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4, i forhold til en senere klagesag.

Det bemærkes, at afgørelsen af, om stiftsøvrigheden som rekursmyndighed bliver ramt af inhabilitet som følge af vejledning af menighedsrådet eller provstiudvalget, beror på en konkret vurdering af det enkelte tilfælde.

1.3.2.2. Klageadgang

Provstiudvalgets afgørelse om størrelsen af hver enkelt kirke- og præstegårdskasses ligningsbeløb er efter de nugældende regler endelig, mens provstiudvalgets afgørelser i øvrigt kan indbringes for stiftsøvrigheden.

Afgørelser, som stiftsøvrigheden træffer i medfør af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og den tilhørende bekendtgørelse og i medfør af bekendtgørelse om provstiudvalgenes virksomhed, er endelige. Det forudsættes, at dette klagesystem videreføres i uændret form. Klagebestemmelserne vil i lighed med i dag være indeholdt i de administrative forskrifter, der fastsættes med hjemmel i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, jf. lovforslaget § 1, nr. 13.

For så vidt angår tjenesteboligområdet, er klagebestemmelsen i dag således, at klager skal indbringes for Kirkeministeriet. Kirkeministeren vil være indstillet på at ændre bestemmelsen sådan, at klager i medfør af tjenesteboligcirkulæret indbringes for stiftsøvrigheden. Det bemærkes, at Den danske Præsteforening fortsat har forhandlingsretten overfor alle vedkommende kirkelige myndigheder i relation til tjenesteboligområdet. Forhandlingsretten må i givet fald først udøves overfor stiftsøvrigheden og vil efterfølgende kunne gøres gældende i forhold til Kirkeministeriet, jf. Hovedaftalens § 6, stk. 2.

1.3.2.3. Inhabilitet hos provstiudvalgene

Det fremgår af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 838 af 20. oktober 1993, som ændret ved bekendtgørelse nr. 232 af 22. marts 1996, om provstiudvalgenes virksomhed, at et provstiudvalgsmedlem er udelukket fra at deltage i udvalgets forhandling og afstemning i konkrete enkeltsager, der vedrører et sogn, i hvilket den pågældende er medlem af menighedsrådet. Medlemmet har dog ret til at udtale sig i sådanne sager.

Denne bestemmelse er udtryk for det almindelige princip om to instans-inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4.

Herudover vil et provstiudvalgsmedlem efter en konkret vurdering kunne blive erklæret for inhabil ud fra de almindelige inhabilitetsbetragtninger, jf. forvaltningslovens § 3, og den nævnte bekendtgørelses § 2, stk. 2.

Der er således allerede i de gældende regler taget stilling til spørgsmålet om inhabilitet hos provstiudvalgets medlemmer, og den øgede kompetence for provstiudvalget ændrer ikke på dette.

1.3.2.4. Faglig bistand fra konsulenter

I forbindelse med forberedelsen af sager vedrørende præstegårdsbrug indhentes der i dag erklæring fra præstegårdskonsulenten, mens der i sager om tjenesteboliger indhentes erklæring fra bygningskonsulenten. I de ganske få sager om bygninger/arealer uden for kirkegårdsdiget til brug for kirken eller kirkegården indhentes i dag erklæringer fra kirkegårdskonsulenten og eventuelt fra de kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet.

Det er væsentligt at understrege, at muligheden for den faglige rådgivning fra konsulenterne ikke tænkes afskaffet. Det forventes således, at menighedsrådet som led i forberedelsen af en sag hvis menighedsrådet finder det nødvendigt fortsat vil have mulighed for at indhente konsulentens faglige rådgivning. Tilsvarende vil provstiudvalget som led i sagens oplysning kunne bede menighedsrådet fremskaffe en faglig vurdering af et konkret projekt.

Udgiften til rådgivning fra præstegårds- og bygningskonsulenten forventes i fremtiden finansieret af kirkekasserne som en del af de almindelige udgifter, der er knyttet til et konkret projekt.

Efter § 8, stk. 1, i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde er de kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet kun forpligtet til at yde rådgivning til Kirkeministeriet og stiftsøvrighederne. Det må forventes, at de kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet i de ganske få sager vedrørende bygninger udenfor kirkegårdsdiget til brug for kirken eller kirkegården vil yde menighedsrådene og provstiudvalgene en tilsvarende rådgivning. Endvidere vil provstiudvalgene gennem stiftsøvrighederne kunne indhente de kgl. bygningsinspektørers eller Nationalmuseets bemærkninger til disse sager.

1.3.3. Dette lovforslags bestemmelse om øget kompetence til stiftsøvrighederne (lovforslagets § 4)

Med lovforslagets § 4 foreslås endvidere, at lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. ændres, således at kirkeministeren i videre omfang end hidtil kan henlægge sine kompetencer i relation til oprettelse og nedlæggelse af stillinger ved stiftsøvrigheden samt ansættelse og afskedigelse fra disse stillinger til vedkommende stiftsøvrighed. Hermed gives der mulighed for at foretage en øget decentralisering af kompetencerne vedrørende de daglige forhold på stiftsadministrationerne.

1.4. Nye bestemmelser om honorar til provstiudvalgets formand og til menighedsrådets kontaktperson

Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer har gennem de senere år og herunder også i sit høringssvar vedrørende dette lovforslag overfor Kirkeministeriet givet udtryk for, at adgangen til at betale honorar til provstiudvalgets formand og til menighedsrådets kontaktperson vil øge muligheden for rekruttering til disse væsentlige og nødvendige tillidsposter i det kirkelige demokrati.

På denne baggrund foreslås det, at lov om folkekirkens økonomi ændres, så der bliver mulighed for at udbetale honorar til formanden for provstiudvalget, såfremt formanden er valgt medlem af udvalget. Herved gives et øget incitament til, at også provstiudvalgene vælger formanden blandt de valgte medlemmer frem for den nuværende ordning, hvor provsten typisk vælges til formand for udvalget. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Endvidere foreslås det, at lov om menighedsråd ændres således, at menighedsrådet får mulighed for at udbetale honorar til kontaktpersonen, som er menighedsrådets daglige arbejdsgiverrepræsentant, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1 - 2.

1.5. Bemyndigelsesbestemmelser

Lovforslaget indeholder i § 1 en række bemyndigelsesbestemmelser til kirkeministeren. Disse bestemmelser svarer som beskrevet i skemaet stort set til de bemyndigelser, som kirkeministeren har i medfør af den nugældende lov om folkekirkens økonomi.

Lovforslaget Bemyndigelse til at kirkeministeren kan: Nugældende lov om folkekirkens økonomi

§ 1, nr. 4 (Lov om folkekirkens økonomi § 4, stk. 4) fastsætte nærmere regler om afholdelse af budgetsamråd § 5, stk. 4 (identisk ordlyd)

§ 1, nr. 4 (Lov om folkekirkens økonomi § 5, stk. 5) fastsætte nærmere regler om proceduren for fastsættelse af rammer og om udarbejdelse og indsendelse til provstiudvalget af budgettet for kirke- og præstegårdskassen § 4, stk. 3, med en sproglig præcisering som følge af indførelse af rammeordningen.

§ 1, nr. 8 (Lov om folkekirkens økonomi § 17a, stk. 3) fastsætte nærmere regler om formandshonoraret til provstiudvalgets læge formand ny

§ 1, nr. 10 (Lov om folkekirkens økonomi § 17a, stk. 8) fastsætte nærmere regler om provstiudvalgets virksomhed, herunder beføjelser med hensyn til fastsættelse af rammer og med hensyn til behandling af kirke- og præstegårdskassernes årlige budget. § 17a, stk. 6, med en sproglig præcisering som følge af indførelse af rammeordningen.

§ 1, nr. 13 (Lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3) bemyndige stiftsøvrigheden eller provstiudvalget til at godkende menighedsrådets beslutning om forbrug af formue eller køb og salg af fast ejendom § 21, stk. 3, suppleret med muligheden for, at provstiudvalget kan bemyndiges til at godkende disse beslutninger.

Der er således kun for så vidt angår formandshonorar tale om en ny bemyndigelse. Denne svarer til den i dag gældende bestemmelse i menighedsrådslovens § 33, stk. 1, om honorar til formanden for menighedsrådet. Bestemmelsen skal sikre kirkeministeren mulighed for at gribe ind overfor honorarer, der ikke står i rimeligt forhold til arbejdet som formand.

1.6. Andre ændringer

Lovforslaget indeholder herudover redaktionelle ændringer i lov om folkekirkens økonomi og lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.

2. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

2.1.Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.

2.2. Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.

2.3. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

2.4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.

2.5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

2.6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

2.7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

2.8. Økonomiske konsekvenser for de kirkelige kasser

Lovforslagets bestemmelse om indførelse af en sognefuldmagt, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, vil ikke betyde stigning i de kirkelige kassers udgifter. Det forventes, at menighedsrådene ved udarbejdelse af budgetterne foretager de nødvendige prioriteringer af udgifterne, ligesom provstiudvalget på samme måde som i dag - har mulighed for påvirke størrelsen af kirke- og præstegårdskassernes udgifter i forbindelse med udmelding af rammebevillingerne.

Lovforslagets § 1, nr. 13, om øget kompetence for menighedsråd og provstiudvalg ved dispositioner over fast ejendom og § 1, nr. 8 9 og nr. 11, og § 2 om honorar til provstiudvalgets valgte formand og til menighedsrådets kontaktperson forventes ikke at medføre væsentlig forøgelse af de kirkelige kassers udgifter.

For at få belyst et eventuelt merarbejde for provstiudvalgene ved, at en række godkendelseskompetencer over fast ejendom flyttes til provstiudvalgene, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, har Kirkeministeriet bedt Stiftsøvrigheden over Fyens Stift om at udarbejde en opgørelse over antallet af sager i 2001 i Fyens Stift fordelt på de berørte sagstyper fordelt på provstier og med et skøn over timeforbruget.

Fyens Stift er valgt som et eksempel ud fra en formodning om, at stiftet repræsenterer gennemsnittet.

Oversigten ser ud på følgende måde:

Provstiudvalget overtager følgende godkendelseskompetencer Antal sager Timeforbrug i alt Timeforbrug pr. sag Berørte provstier:

1. Salg og nedrivning af præstegårdsbrug 6 87 14,5 4

2. Udlejning/bortforpagtning af præstegårdsbrug 1 2 0,5 1

3. Ombygning af præstegårdsbrug 0 0 0 0

4. Køb, salg, leje, opførelse, ombygning eller nedrivning af ikke-fredede tjenesteboliger for præster 22 55,5 2,5 10

5. Køb eller ombygning af en eksisterende bygning udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården 8 42 5,25 5

6. Salg af bygninger udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården 0 0 0 0

7. Køb og salg af arealer til brug for kirken eller kirkegården 5 39,5 7,9 5

8. Opførelse eller nedrivning af bygninger udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården 6 34 5,7 5

9. Frigivelse af fremtidige præsteembedekapitaler vedrørende salgssummer fra landbrug til vedkommende kirke- eller præstegårdskasse til brug ved arbejder, der vedrører kirken eller præsteembedet. 4 2 0,5 4

I alt 52 262 5,0 -

Der er 12 provstier i Fyens Stift. I 2001 var det samlede antal sager 52, og stiftsøvrighedens tidsforbrug var 262 timer. Dette betyder, at det gennemsnitlige timeforbrug pr. sag var 5 timer. Hvis sagerne var ligeligt fordelt på de 12 provstier, ville der være godt 4 sager i det enkelte provsti svarende til et gennemsnitligt timeforbrug pr. provsti på ca. 20 timer pr. år.

Stiftsøvrigheden over Fyens Stift har indledningsvis gjort opmærksom på, at stiftsøvrigheden for så vidt angår de sagstyper, der forudsætter juridisk og faglig indsigt, finder, at kompetencen i disse sager også af økonomiske grunde bør forblive i stiftet.

Samtidig peger stiftsøvrigheden på, at man allerede indenfor de eksisterende regler har tilrettelagt sagsgangen på en sådan måde, at Forenklingsudvalgets forslag imødekommes på de punkter, hvor en juridisk ekspertise og erfaring gennem behandling af et flertal af sager ikke er nødvendig. Hertil kommer, at sagstilrettelæggelse på de øvrige områder sker i samarbejde med provstiudvalget under hensyn til de muligheder, provstiudvalget har for selv at behandle sagerne.

Stiftsøvrigheden har endvidere oplyst, at der i opgørelsen indgår en række sager, som har taget en del længere tid end det beregnede gennemsnit.

Samtidig har stiftsøvrigheden oplyst, at opgørelsen over timeforbruget alene omfatter grundydelsen, som generelt omfatter: høring af konsulent eller andre myndigheder, dokumentgennemgang, indstilling/afgørelse, pengestrøm (fx indbetaling af kapital, lånesag m.v.). Grundydelsen er fastsat under hensyn til, at alle oplysninger foreligger ved sagens behandling. Merarbejde i form af fx bistand til menighedsrådet ved forhandlinger med andre myndigheder og/eller forhandlinger med enkeltpersoner i forbindelse med det enkelte projekt og merarbejde i form af indhentelse af supplerende oplysninger indgår ikke i grundydelsen.

For så vidt angår sagstype 3 og 4 har stiftsøvrigheden bemærket, at kompetencen vedrørende istandsættelse af præsteboliger og landbrugsejendomme af stiftsøvrigheden er overdraget til provstiudvalget. Dette indebærer, at der skal være tale om ganske betydelige bygningsmæssige ændringer, før stiftet inddrages i sagsbehandlingen. Stiftet inddrages herudover i de tilfælde, hvor der er tale om konkret juridisk rådgivning, såfremt ombygningen skal finansieres med stiftsmiddellån, eller bygningen er fredet eller anses for at være bevaringsværdig.

Flere stiftsøvrigheder peger i høringssvarene på, at opgørelsen ikke er fyldestgørende, både fordi antallet af sager er meget forskelligt fra stift til stift, og fordi det ikke er muligt at definere en grundydelse. Samtidig peges på, at opgørelsen skal ses i sammenhæng med, at stiftsøvrigheden har en administration med juridisk ekspertise og erfaring fra et større antal sager, hvilket betyder en effektivisering af sagsbehandlingen.

Flere stiftsøvrigheder og Danmarks Provsteforening peger også på, at opgørelsen viser, at sagsmængden i det enkelte provsti er så lille, at provstiudvalget ikke har mulighed for at opnå tilstrækkelig rutine og ekspertise. Dette betyder, at provstiudvalget vil opleve arbejdsbyrden som væsentligt tungere, end opgørelsen umiddelbart afspejler.

Hertil bemærkes, at de godkendelseskompetencer, der flyttes til provstiudvalget, primært vedrører folkekirkens almindelige huse. Det betyder, at faglig bistand i det omfang, den er nødvendig, vil kunne fås ved henvendelse til de kirkelige konsulenter eller fx en arkitekt.

Hertil kommer, at provstiudvalgene allerede i dag er fortrolige med de pågældende sagstyper gennem den vurdering og behandling af det enkelte projekt, som provstiudvalget foretager som budgetgodkendende myndighed og i forbindelse med provstiudvalgets fremsendelse af projektet til stiftsøvrighedens godkendelse.

Det forudsættes endvidere, at forberedelsen af sagen fortsat forestås af menighedsrådet, således at der er tale om, at provstiudvalgets behandling vil være af mere overordnet karakter. Der er således ikke tale om, at provstiudvalget fx skal udarbejde projekter eller skøder.

Henset hertil forventes det derfor ikke, at ændringen af godkendelseskompetencen vil betyde en forøgelse af personalet på provstikontorerne.

Lovforslagets § 4 om decentralisering af kompetencer vedrørende personalet på stiftsadministrationerne forventes ikke at have økonomiske konsekvenser, idet stiftsøvrighedernes forslag til budgetter fortsat skal godkendes af kirkeministeren i forbindelse med fastsættelse af landskirkeskattens størrelse.

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Nej

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Nej

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej

Miljømæssige konsekvenser Nej Nej

Administrative konsekvenser for borgerne Nej Nej

Forholdet til EU-retten Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter

3. Hørte myndigheder

Lovforslaget har i januar 2003 været sendt til høring hos følgende myndigheder:

Samtlige biskopper, stiftsøvrighederne, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, kirkefunktionærernes organisationer, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, KL, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, Direktoratet for FødevareErhverv, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, Akademiet for de Skønne Kunster, de kgl. bygningsinspektører, præstegårds-, bygnings-, kirkegårds-, klokke-, orgel-, varme- og højttalerkonsulenterne.

Lovforslagets § 1, nr. 7, har som følge af valget i Grønland været forelagt Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke i Grønland. I forbindelse med fremsættelse af et tilsvarende forslag i folketingsåret 2001/2002, 1. samling, har dette været til høring hos Det Mellemkirkelige Råd og den grønlandske biskop (L 11, fremsat 3. oktober 2001, Till. A 45; Lovforslag som fremsat, Till. A 35; 1. behandling 24. oktober 2001, FF 599).

Der er modtaget høringssvar fra: Samtlige stiftsøvrigheder, supplerende udtalelse fra biskoppen over Roskilde Stift, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, Danmarks Kordegneforening, Dansk Organist og Kantor Samfund, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Københavns Kommune, Direktoratet for FødevareErhverv, Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Kulturarvsstyrelsen, Nationalmuseet, Akademiet for de Skønne Kunster, to kgl. bygningsinspektører, en præstegårdskonsulent og samtlige kirkegårdskonsulenter.

Herudover var der ved høringsfristens udløb modtaget kommentarer fra Det Mellemkirkelige Råd, fem provstiudvalg, to menighedsråd og en privatperson.

Høringssvarene er beskrevet i høringsnotatet, som er fremsendt til Folketingets Kirkeudvalg i forbindelse med lovforslagets fremsættelse.

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til nr. 1.

Det foreslås, at udgifter til finansiering af sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og udgifter til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed kan afholdes af kirkekassen uden beløbsbegrænsning. Disse udgiftstyper har hidtil været finansieret af rådighedsbeløbet.

Med denne ændring bliver lov om folkekirkens økonomi § 2 et emnekatalog over de udgifter, der kan afholdes af kirkekassen, samtidig med at der indføres en sognefuldmagt, der dog i modsætning til kommunalfuldmagten er underkastet den begrænsning, at provstiudvalget udmelder de økonomiske rammer for menighedsrådets virksomhed, ligesom provstiudvalget udøver legalitetskontrol med kirke- og præstegårdskassens budget.

Indførelse af en sognefuldmagt indebærer ikke, at menighedsrådene kan iværksætte eller yde støtte til en hvilken som helst aktivitet, eller at menighedsrådene kan foretage en fuldstændig fri prioritering af opgaverne. Menighedsrådene vil således fortsat være forpligtet til at overholde bestemmelser i den øvrige kirkelige lovgivning om foranstaltninger og opgaver, som menighedsrådet skal stille midler til rådighed for. Som eksempler herpå kan nævnes, at menighedsrådenes ansvar for finansiering af fx afholdelse af gudstjenester, vedligeholdelse af kirken og kirkegården og udgifter til lønninger m.v. til personalet fortsat er fastholdt i lovgivningen.

Indførelse af sognefuldmagten giver imidlertid menighedsrådene mulighed for at opprioritere en række opgaver, som hidtil har været finansieret af rådighedsbeløbet. Hermed imødekommes menighedsrådenes ønsker om at få mulighed for at prioritere det kirkelige liv højt. Lovforslaget vil således give menighedsrådene mulighed for at varetage opgaver som fx væresteder for børn og unge eller for voksne, samvær og lignende for ældre, besøgstjeneste, aflastning for pårørende til alvorligt syge samt selvhjælpsgrupper og aktiviteter for flygtninge og indvandrere uden at være begrænset af rådighedsbeløbets maksimum.

Sognefuldmagten indebærer som nævnt ikke en adgang til, at menighedsrådene kan iværksætte eller yde støtte til en hvilken som helst aktivitet. Sognefuldmagten er således afgrænset på samme måde som det hidtidige rådighedsbeløb. Sognefuldmagten vil derfor alene kunne bruges til at finansiere udgifter vedrørende sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og udgifter til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed.

Der er i dag store forskelle i opfattelsen af, hvilke aktiviteter der kan betegnes som »kirkelige«, og som det enkelte menighedsråd dermed kan finansiere af rådighedsbeløbet. For ikke at begrænse det kirkelige livs mangfoldighed indeholder lovforslaget ikke en nærmere definition af, hvad »kirkelige aktiviteter«, »det kirkelige liv« eller »kirkelige formål« er.

Både anvendelsen af det nuværende rådighedsbeløb og afgrænsningen af sognefuldmagten er overladt til det enkelte menighedsråd under tilsyn af de stedlige kirkelige tilsynsmyndigheder provstiudvalget og stiftsøvrigheden jf. menighedsrådslovens § 45. Menighedsrådets afgørelse med hensyn til støtte af rådighedsbeløbet og afgrænsningen af sognefuldmagten skal bygge på en konkret vurdering af, om det pågældende formål kan siges at virke til fremme af det kirkelige liv på stedet.

Rådighedsbeløbet har siden vedtagelsen af lov nr. 317 af 6. maj 1992 om ændring af lov om menighedsråd ikke skullet specificeres på enkeltposter på kirkekassens budget, og provstiudvalget har derfor siden dette tidspunkt været afskåret fra at skære i enkeltposter vedrørende rådighedsbeløbet. Provstiudvalgets legalitetskontrol af rådighedsbeløbets anvendelse har derfor først fundet sted i forbindelse med godkendelsen af kirkekassens regnskab. Tilsvarende vil gælde, for så vidt angår provstiudvalgets tilsyn med afgrænsningen af sognefuldmagten.

Anvendelsesområdet af rådighedsbeløbet har traditionelt været fx tilskud til lokale kirkelige opgaver, som det er nærliggende, at præsten og menighedsrådet i forening søger gennemført, og som går ud på at samle sognets beboere om gudstjenester og møder i sognet. I overensstemmelse hermed har rådighedsbeløbet været anvendt til honorar m.v. til fremmede talere til gudstjenester eller møder i kirken, udsendelse af indbydelser til familiegudstjenester og anden reklamering for sognets gudstjenester, opførelse af kirkespil, anskaffelse af publikationer som fx bibler, det nye testamente og salmebøger til uddeling ved barnedåb, konfirmation og vielse og til udgivelse af kirkeblad m.v., indtil denne udgift fra 1. januar 1998 blev trukket ud af rådighedsbeløbet og overført til særskilt kontering.

Indtil 1989, hvor reglerne om samarbejde mellem menighedsråd og mulighederne for dispensation fra dele af den kirkelige lovgivning blev indført, blev udgifter herunder lønudgifter til sognemedhjælperprojekter typisk også finansieret af rådighedsbeløbet.

Rådighedsbeløbet er også blevet anvendt til andre formål som fx dækning af udgifter til pasning af kirkegængeres børn under gudstjenester og kirkelige handlinger, til arbejde blandt børn og unge samt til besøgstjenester eller lignende.

I relation til arbejde, der udføres af frivillige kirkelige organisationers lokale afdelinger, har menighedsrådene kunnet bruge rådighedsbeløbet til at yde støtte til dette arbejde, hvis arbejdet efter menighedsrådets skøn var til gavn for det lokale kirkelige liv. Derimod har der ikke kunnet ydes tilskud til landsdækkende kirkelige organisationer som sådan.

Indtil gennemførelsen af lov nr. 221 af 16. maj 1984 om menighedsråd var det i praksis antaget, at der ikke af rådighedsbeløbet kunne ydes støtte til foranstaltninger, hvortil lovgivningen hjemlede tilskud af offentlige midler. Den nævnte lov indebar, at den blotte mulighed for offentlig støtte ikke længere var nok til, at menighedsrådet ikke kunne anvende rådighedsbeløbet til den pågældende aktivitet. Der blev derfor på det tidspunkt givet menighedsrådene en reel mulighed for indenfor rådighedsbeløbet at iværksætte fx kirkelig voksenundervisning.

I 1994 blev bestemmelsen om, at rådighedsbeløbet ikke kunne anvendes til støtte til aktiviteter, der samtidig modtog tilskud af offentlige midler efter anden lovgivning, fjernet. Begrundelsen herfor var, at denne begrænsning af mange menighedsråd blev oplevet som utidssvarende, og der har derfor siden kunnet anvendes midler af rådighedsbeløbet til støtte af kirkelige aktiviteter, som tillige får støtte/tilskud af andre offentlige midler.

I betænkning nr. 1327/1996 er der i afsnit 4.2.1.2., side 33ff en historisk beskrivelse af, hvordan rådighedsbeløbet er blevet anvendt.

Til nr. 2.

I den hidtidige affattelse af bestemmelsen i lov om folkekirkens økonomi § 2, stk. 2, 2. pkt., var det nøje opregnet, hvilke udgifter menighedsrådet kunne yde tilskud til. De fleste kirker er overgået til selveje, og der findes i dag 16 ikkeselvejende kirker. Bestemmelsen har i enkelte tilfælde vist sig at sætte uhensigtsmæssige begrænsninger i udgiftsdelingen mellem menighedsrådet og kirkeejeren. Det foreslås derfor, at menighedsrådet får kompetence til at beslutte om og i hvilket omfang, der skal ydes tilskud til dækning af ikkeselvejende kirkers vedligeholdelse og drift og til driften af kirkegårde ved disse kirker.

Til nr. 3.

Med bestemmelsen ophæves den gældende bestemmelse i lov om folkekirkens økonomi § 2a om rådighedsbeløbet. Bestemmelsen er en konsekvens af indførelse af sognefuldmagten, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til nr. 4.

Med forslaget ændres den praktiske afvikling af budgetproceduren, ligesom der indføres en rammeordning. Rammebevillingen for den enkelte kirke- eller præstegårdskasses driftsudgifter udmeldes af provstiudvalget sammen med provstiudvalgets udmelding af bevilling til kirke- eller præstegårdskassens anlægsudgifter. Rammeordningen vil blive nærmere beskrevet i administrative forskrifter.

For at give provstiudvalget mulighed for at udmelde realistiske rammer og herunder tage højde for særlige prioriteringer i ligningsområdet er det nødvendigt, at budgetsamrådet afholdes, inden rammerne udmeldes. På budgetsamrådet belyses de økonomiske forhold i ligningsområdet. Som grundlag for disse drøftelser vil det være relevant, at provstiudvalget har indhentet oplysninger fra kommunen om det forventede udskrivningsgrundlag, ligesom det vil være relevant med oversigter med fremskrevne udgifter til drift, anlæg og rente- og afdragsbyrder for eksisterende lån.

Et menighedsråd, der ønsker det, vil fortsat kunne udarbejde et detaljeret budget som forberedelse til budgetsamrådet. Om menighedsrådet vælger denne måde eller en anden måde som forberedelse til budgetsamrådet, er imidlertid rådets egen beslutning.

Såfremt menighedsrådene i et ligningsområde er enige om det, kan de aftale, at der skal være et særligt materiale fx detaljerede budgetter til budgetsamrådet. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 1.2.2. vedrørende valg af andre budgetmodeller.

På budgetsamrådet vil menighedsrådene have lejlighed til at fremlægge ønsker om fx større bygningsarbejder og andre ressourcekrævende projekter, så menighedsrådene og provstiudvalget i fællesskab kan vurdere ønskerne.

Samtidig bør provstiudvalget bruge budgetsamrådet til at danne sig et overblik over, hvilke indtægter i form af fx forpagtningsafgifter mv. menighedsrådene forventer at have i det kommende år.

Det foreslås, at budgetsamrådet er offentligt. Herved sikres den nødvendige demokratiske indsigt i arbejdet med fastsættelsen af rammerne for udgifterne i ligningsområdet.

Reglerne om menighedsrådets pligt til at deltage i budgetsamrådet svarer til de nugældende regler.

Budgetsamrådet har som hidtil som udgangspunkt ikke besluttende myndighed. Hvis menighedsrådene i et ligningsområde er enige om det, kan de dog bestemme, at budgetsamrådet har besluttende myndighed. Denne valgmulighed svarer til den nugældende retstilstand.

Lov om folkekirkens økonomi indeholder ikke bestemmelser om, hvilke frister der skal gælde i relation til afholdelse af budgetsamråd, udmelding af rammer, indsendelse af budget o.s.v. Disse frister er i dag fastsat i et cirkulære udstedt med hjemmel i lov om folkekirkens økonomi. Kirkeministeren vil i fremtiden alene fastsætte en frist for provstiudvalgets indberetning af ligningsbeløbet til kommunen, mens de øvrige frister fastsættes af det enkelte provstiudvalg eller af et besluttende budgetsamråd. Herved gives der mulighed for, at tilrettelæggelsen af budgetarbejdet i større omfang kan tilpasses lokale ønsker.

Til nr. 5.

Med den nye affattelse af § 6, stk. 2, afgrænses, hvilke kompetencer det besluttende budgetsamråd har.

Samtidig foreslås det, at den såkaldte 20%-regel ophæves. Ifølge denne regel må ligningsbeløbet til kirkekasserne i en kommune ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke være mere end 20% højere end gennemsnittet af de seneste fire års ligningsbeløb til kirkekasserne. En række udgifter som fx lønninger, synsudsatte arbejder m.v. holdes uden for beregningen. Menighedsrådene oplever derfor, at det er muligt at øge udgifterne til personale og vedligeholdelse, mens ønsker om større kirkelig aktivitet bliver begrænset af 20%-reglen. Et af formålene med dette lovforslag er at give menighedsrådene frihed til at omprioritere til fordel for det kirkelige liv.

Provstiudvalget eller det besluttende budgetsamråd - er sammen med menighedsrådene ansvarlig for ligningsområdets økonomi. Provstiudvalget eller det besluttende budgetsamråd - har således kompetencen til at fastsætte rammebevillingen for kirke- og præstegårdskassernes driftsudgifter samt bevillingen til kirke- og præstegårdskassens anlægsudgifter. Det findes bedst stemmende hermed, at provstiudvalget eller det besluttende budgetsamråd - får kompetencen til at fastsætte ligningsbeløbet til kirke- og præstegårdskasserne. Det bemærkes samtidig, at provstiudvalget eller det besluttende budgetsamråd - gennem rammebevillingen vil have de nødvendige muligheder for at sikre, at ligningsområdets udgifter udvikler sig på en ansvarlig måde.

På denne baggrund foreslås det, at 20%-reglen ophæves således, at kommunalbestyrelsen ikke har adgang til at gøre indsigelser mod ligningsbeløbets størrelse. Bestemmelsen har hidtil været anvendt forholdsvis sjældent.

Til nr. 6.

Når provstiudvalget har modtaget budgetterne for kirke- og præstegårdskasserne, påser provstiudvalget, at budgetterne er i overensstemmelse med provstiudvalgets fastsættelse af rammer for driftsudgifter og bevilling for anlægsudgifter, ligesom provstiudvalget foretager legalitetskontrol af budgetterne. Provstiudvalget skal således ikke godkende budgetterne.

Det almindelige legalitetstilsyn med menighedsrådenes økonomiske forvaltning føres af provstiudvalget og stiftsøvrigheden, jf. lov om menighedsråd § 45, hvorefter tilsynet med menighedsrådenes økonomiske forvaltning varetages af provstiudvalget og stiftsøvrigheden »efter de bestemmelser, der er fastsat herom«.

Provstiudvalget har ingen selvstændige sanktionsbeføjelser, hvis udvalget konstaterer ulovligheder i menighedsrådets forvaltning. Provstiudvalget er derfor i første omgang henvist til at anmode menighedsrådet om at tage stilling til spørgsmålet, ligesom provstiudvalget kan afgive vejledende udtalelser og fremkomme med henstillinger. Hvis menighedsrådet ikke efterlever provstiudvalgets henstillinger, må provstiudvalget forelægge sagen for stiftsøvrigheden, der har retlige reaktionsmuligheder i medfør af menighedsrådslovens § 46.

Provstiudvalget udøver blandt andet dette almindelige legalitetstilsyn i forbindelse med budgetlægningen ved at påse, at der i de godkendte budgetter ikke optræder bevillinger til opgaver, som et menighedsråd ikke lovligt kan varetage. De udgiftskrævende folkekirkelige opgaver er som udgangspunkt lovbundne, idet navnlig § 2 i lov om folkekirkens økonomi angiver, hvilke opgaver der skal eller kan varetages i folkekirkeligt regi. Provstiudvalget kan med henvisning til legalitetshensyn træffe beslutning om reduktion eller bortfald af bestemte budgetposter, jf. bekendtgørelse nr. 838 af 20. oktober 1993, som ændret ved bekendtgørelse nr. 232 af 22. marts 1996, om provstiudvalgenes virksomhed § 5, stk. 2, nr. 1.

Legalitetstilsyn i form af en forhåndskontrol af budgetposterne i budgetskemaet blev for anvendelsen af menighedsrådets rådighedsbeløb, jf. § 2 a i lov om folkekirkens økonomi, afskaffet i 1992, uden at det gav anledning til problemer af nogen art. Derimod har den fælles drøftelse af budgetforslagene for kommunens (ligningsområdets) menighedsråd, der finder sted på budgetsamråd, noget større betydning for budgetprocessen.

I forbindelse med indførelsen af en rammeordning vil denne adgang til forhåndskontrol af menighedsrådenes budgetter blive ændret, idet der i fremtiden for så vidt angår driften alene disponeres på hovedkontoniveau, mens der i relation til anlægsudgifter er tale om bevillinger øremærket til konkrete projekter.

Provstiudvalget vil imidlertid fortsat kunne udøve legalitetstilsyn med menighedsrådets budget. Dette hænger sammen med, at provstiudvalget under de fælles budgetdrøftelser på budgetsamrådet bliver bekendt med menighedsrådenes behov og ønsker til det kommende års budget. Det forudsættes således, at de økonomiske forhold i ligningsområdet og menighedsrådenes ønsker om nye, større udgiftskrævende opgaver drøftes på budgetsamrådet. På budgetsamrådet er der dermed mulighed for at drøfte udgiftsniveauet for det kommende budgetår, ligesom der kan foretages den nødvendige prioritering af udgifterne. Endvidere kan misforståelser og fejl m.v. afklares på dette tidlige tidspunkt.

Samtidig vil provstiudvalget ved legalitetstilsynet med budgettet være bekendt med menighedsrådets regnskab for det foregående år og dermed det hidtidige udgiftsniveau - ligesom provstiudvalget gennem sit daglige virke har et godt kendskab til økonomien i det enkelte sogn.

I øvrigt er menighedsrådets budget offentligt tilgængeligt, når det er vedtaget. Senest på dette tidspunkt vil ethvert menighedsråd være klar over, om det har budgetsat udgiftstyper, som ikke lovligt kan afholdes af kirkens kasse(r).

Til nr. 7.

Med forslaget skabes der hjemmel til, at Det Mellemkirkelige Råd kan tiltrædes af repræsentanter for Kirken i Grønland. Denne hjemmel er nødvendig, idet Kirken i Grønland er et hjemmestyreanliggende, ligesom lov om folkekirkens økonomi ikke gælder for Grønland.

Forslaget fremsættes efter ønske fra det grønlandske hjemmestyre, biskoppen over Grønlands Stift og Det Mellemkirkelige Råd.

Til nr. 8.

Det foreslås, at provstiudvalget får adgang til at beslutte at tillægge formanden honorar, såfremt formanden er valgt blandt de valgte medlemmer.

Det bemærkes endvidere, at bemyndigelsen i lov om folkekirkens økonomi § 17a, stk. 3, 3. pkt., kun tænkes anvendt, såfremt provstiudvalgene anvender reglerne til at udbetale honorarer, der ikke står i rimeligt forhold til arbejdet som formand.

Den ændrede affattelse er herudover af redaktionel karakter.

Til nr. 9.

Ændringerne er konsekvens af den ændrede systematik, der indføres med lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 10.

Der er alene tale om en sproglig præcisering som følge af indførelse af rammeordningen.

Til nr. 11.

Ændringen er en konsekvens af den ændrede systematik, der indføres med lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 12.

Med dette forslag præciseres den gældende ordning, hvorefter det alene er ligningsmidler, der ikke er udbetalt til henholdsvis menighedsråd og provstiudvalg, og som derfor henstår på mellemregningskontoen i kommunen, som kommunalbestyrelsen af sig selv skal anvende til nedsættelse af det følgende års kirkelige ligning.

Til nr. 13.

Under hensyn til, at menighedsråd og provstiudvalg i forening har kompetencen til at træffe beslutning om ligningsområdets økonomi og i denne forbindelse foretager en samlet vurdering af ligningsområdets økonomiske forhold, foreslog Forenklingsudvalget i sin Delbetænkning I (1386/2000), at en række godkendelseskompetencer blev flyttet fra Kirkeministeriet/stiftsøvrigheden til provstiudvalget.

Forenklingsudvalget ønskede med sine forslag om decentralisering generelt at understrege, at det lokale kirkelige niveau - hvilket vil sige menighedsråd og provstiudvalg i forening - som økonomisk ansvarlig også burde træffe en række beslutninger vedrørende kirkens og præsteembedets faste ejendomme/formue uden, at disse beslutninger skulle godkendes af andre kirkelige myndigheder. Samtidig fandt Forenklingsudvalget, at en øget decentralisering ville betyde, at sagsbehandlingen ville blive lettere, hvis disse sager i fremtiden alene skulle behandles af to myndigheder i det kirkelige system - nemlig menighedsråd og provstiudvalg.

Som en udmøntning af Forenklingsudvalgets forslag og på baggrund af høringssvarene, jf. ovenfor i afsnit 1.3., foreslås det, at lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, ændres således, at der bliver mulighed for, at provstiudvalget tillægges kompetencen til at godkende menighedsrådets beslutning vedrørende køb og salg af fast ejendom og forbrug af kirkers og præsteembeders formuer.

Beskrevet skematisk tænkes bemyndigelsen anvendt sådan, at provstiudvalgene tillægges godkendelseskompetencen i følgende sager:

Provstiudvalget overtager følgende godkendelseskompetencer Kompetencen er p.t. hos Omfattet af Forenklingsudvalgets anbefaling

1. Salg og nedrivning af præstegårdsbrug Kirkeministeriet Ja

2. Udlejning/bortforpagtning af præstegårdsbrug Provstiudvalget Ja

3. Ombygning af præstegårdsbrug Kirkeministeriet Nej spørgsmålet er ikke omtalt i Delbetænkning I

4. Køb, salg, leje, opførelse, ombygning eller nedrivning af ikke-fredede tjenesteboliger for præster Stiftsøvrigheden Ja

5. Køb eller ombygning af en eksisterende bygning udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården Stiftsøvrigheden Ja

6. Salg af bygninger udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården Kirkeministeriet Ja

7. Køb og salg af arealer til brug for kirken eller kirkegården Stiftsøvrigheden Nej

8. Opførelse eller nedrivning af bygninger udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården Stiftsøvrigheden Nej

9. Frigivelse af fremtidige præsteembedekapitaler vedrørende salgssummer fra landbrug til vedkommende kirke- eller præstegårdskasse til brug ved arbejder, der vedrører kirken eller præsteembedet. Stiftsøvrigheden/Kirkeministeriet Ja bortset fra at Forenklingsudvalget også anbefalede frigivelse til drift.

Vedrørende oversigtens pkt. 1 3 (præsteembedets landbrugsejendomme) bemærkes, at menighedsrådets beslutning om salg af jord/forpagterboligen og om nedrivning og ombygning af forpagterbolig i dag skal godkendes af Kirkeministeriet, jf. den nugældende økonomilovs § 21, stk. 3.

Herfra er alene gjort den undtagelse, at stiftsøvrigheden generelt er bemyndiget til at godkende præsteembeders salg af fast ejendom, når der er tale om afståelse af mindre arealer som led i skelforandring, vejanlæg, vejforlægninger, anlæg af parkeringspladser, etablering af elforsyning, kloakering og fjernvarmeforsyning.

Hvis der er tale om salg eller nedrivning af en bygning, som er ældre end 50 år eller er karakteriseret som værende af høj bevaringsværdighed, skal Kulturarvsstyrelsen tage stilling til, om bygningen bør fredes. Menighedsrådet skal sørge for at få dette spørgsmål afklaret, før sagen ad tjenestevejen sendes til Kirkeministeriet.

Kirkeministeriet sender herefter ansøgningen til udtalelse hos Direktoratet for FødevareErhverv, hvilket hænger sammen med, at præstegårdsbrugene er undergivet opretholdelsespligt. Dette betyder, at bruget skal opretholdes som et selvstændigt brug og holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, hvorfra jorderne drives af beboerne, jf. lov om folkekirkens økonomi § 22, stk. 1, 1. pkt.

På baggrund af en samlet vurdering af sagen træffer Kirkeministeriet herefter afgørelse om, hvorvidt salg, nedrivning m.v. kan tillades, og hvilke vilkår der i givet fald skal knyttes til tilladelsen.

Med den nye formulering af bemyndigelsen i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, vil kirkeministeren kun fastsætte regler om, at godkendelseskompetencen vedrørende disse sager flyttes fra Kirkeministeriet til provstiudvalget. Med denne ændring af godkendelseskompetencen understreges det, at nedrivning af bygninger og salg af præstegårdsbrug er menighedsrådets kompetence- og ansvarsområde, ligesom det lokale kirkelige niveau (menighedsråd og provstiudvalg) vil få en øget kompetence ved, at godkendelseskompetencen flyttes til provstiudvalget. Samtidig vil en flytning af kompetencen medvirke til, at sagsbehandlingen bliver lettere, idet disse sager i fremtiden alene skal behandles af to myndigheder i det kirkelige system nemlig menighedsråd og provstiudvalg.

Vedrørende oversigtens pkt. 4 (tjenesteboligområdet) bemærkes, at den grundlæggende regel om tjenesteboliger i dag findes i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 18, hvori det fastslås: »Til stillinger som sognepræst knyttes tjenestebolig. Kirkeministeren kan dog undtage herfra.«

Der foretages ikke med dette lovforslag ændring af tjenesteboligpligten, som følger af den nævnte bestemmelse.

Detaljerede regler om tjenesteboliger for præster er fastsat i cirkulære om tjenestebolig for folkekirkens præster af 20. marts 1989 med senere ændringer og i cirkulæreskrivelse af samme dato.

Ifølge dette cirkulære skal stiftsøvrigheden godkende menighedsrådets beslutninger om køb, leje, opførelse, ombygning, nedrivning eller salg af tjenesteboliger. Forinden stiftsøvrigheden træffer afgørelse i disse sager, skal der foreligge en erklæring fra bygningskonsulenten.

Den nye formulering af bemyndigelsen i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, tænkes på tjenesteboligområdet anvendt således, at menighedsrådets beslutning om køb, salg, leje, opførelse, ombygning eller nedrivning af tjenestebolig alene skal godkendes af provstiudvalget. I de forholdsvis få tilfælde, hvor der er tale om fredede præstegårde, er det dog fortsat nødvendigt, at menighedsrådets beslutning om salg m.v. godkendes af stiftsøvrigheden.

Tjenesteboligpligten i medfør af ansættelseslovens § 18 berøres ikke af denne ændring i godkendelseskompetencen, idet forslaget alene betyder, at kompetencen til at træffe beslutning om de fysiske rammer for tjenesteboligen flyttes ned i det kirkelige hierarki.

Stiftsøvrighederne peger i høringssvarene blandt andet på, at tjenesteboligen er en del af ansættelsesvilkårene for præsterne, og at godkendelseskompetencen derfor bør placeres hos stiftsøvrigheden/biskoppen som arbejdsgiverens lokale repræsentant for herved at sikre en ens boligstandard. Den danske Præsteforening har ikke indvendinger mod, at godkendelseskompetencen flyttes til provstiudvalget.

Det bemærkes, at tjenesteboligen i dag er menighedsrådets ansvar, men at menighedsrådets beslutninger skal godkendes af stiftsøvrigheden. Med ændringen i godkendelseskompetencen understreges det, at menighedsrådet fortsat har ansvaret for præstens tjenestebolig, og at dispositioner skal ske i samarbejde mellem de to myndigheder, der har ansvaret for den lokale kirkelige økonomi. Det forventes derfor ikke, at præsternes boligvilkår ændres, men derimod at den daglige administration af området lettes. Samtidig skal der peges på, at præsten gennem klageadgangen er sikret en god retsstilling i tilfælde af uenighed med menighedsrådet om tjenesteboligen.

Vedrørende oversigtens pkt. 5 8 (Køb og salg af arealer og opførelse, nedrivning og ombygning af bygninger udenfor kirkegården til brug for kirken eller kirkegården) bemærkes, at de nugældende regler primært findes i bekendtgørelse nr. 527 af 19. juni 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 123 af 18. marts 1998, om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Med denne bekendtgørelse blev en række godkendelseskompetencer flyttet fra Kirkeministeriet til stiftsøvrighederne.

Efter de nugældende regler skal stiftsøvrigheden således godkende menighedsrådets beslutning om:

Erhvervelse af arealer og bygninger til brug for kirken eller kirkegården, jf. bekendtgørelsens § 13.

Anlæggelse, udvidelse og nedlæggelse af kirkegårde og parkeringspladser til brug for kirken eller kirkegården, jf. bekendtgørelsens § 14.

Opførelse, ombygning og nedrivning af bygninger til brug for kirken eller kirkegården, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1.

Forinden stiftsøvrigheden træffer afgørelse i disse sager, indhentes der typisk udtalelse fra en række konsulenter som fx de kgl. bygningsinspektører, Nationalmuseet og kirkegårdskonsulenten.

Salg af bygninger, der er eller har været i brug for kirken eller kirkegården, skal i dag godkendes af kirkeministeren, jf. den nugældende formulering af økonomilovens § 21, stk. 3. Som eksempel på sådanne bygninger kan nævnes nedlagte funktionærboliger eller sognegårde.

Køb, salg eller ombygning af en eksisterende bygning udenfor kirkegårdsdiget ændrer ikke på kirkens omgivelser (oversigtens pkt. 5 og 6) , hvilket betyder, at en særlig sagkyndig bistand fra fx den kgl. bygningsinspektør og Nationalmuseet ikke er åbenlyst nødvendig.

Den nye formulering af bemyndigelsen i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, tænkes derfor anvendt til en decentralisering af godkendelseskompetencen, således at kompetencen flyttes fra stiftsøvrigheden/Kirkeministeriet til provstiudvalget.

For så vidt angår opførelse af nye bygninger udenfor kirkegårdsdiget til brug for kirken eller kirkegården og nedrivning af sådanne bygninger samt køb og salg af arealer til brug for kirken eller kirkegården tænkes den nye formulering af bemyndigelsen i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, anvendt til at flytte godkendelseskompetencen fra stiftsøvrigheden til provstiudvalget.

Stiftsøvrighederne peger i høringssvarene generelt på, at menighedsrådets beslutninger om arealer og bygninger uden for kirkegårdsdiget til brug for kirken eller kirkegården fortsat bør godkendes af stiftsøvrigheden. Der henvises her særligt til, at der er tale om bygninger i kirkens nære omgivelser, og at disse som en del af kulturarven bør sikres på en særlig måde. Samtidig peges der på behovet for fortsat faglig rådgivning. Tilsvarende synspunkter nævnes af to kgl. bygningsinspektører og af kirkegårdskonsulenterne.

Danmarks Provsteforening peger i sit høringssvar særligt på behovet for fortsat faglig rådgivning.

Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseet har ikke bemærkninger til, at godkendelseskompetencen flyttes til provstiudvalget.

For så vidt angår spørgsmålet om faglig rådgivning henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 1.3.2.4. Faglig bistand fra konsulenter.

I relation til sikring af kirkens nære omgivelser bemærkes særligt, at menighedsrådet i dag har ansvaret for kirken, kirkegården og andre bygninger, som ejes af kirken. Menighedsrådene har gennem årene vist, at de varetager opgaven med at forvalte disse bygninger med meget stor ansvarlighed, hvilket medfører, at folkekirkens bygninger er i en meget fin vedligeholdelsesmæssig stand. Menighedsrådene har endvidere gennem tiden udvist stor respekt for kirkernes nære omgivelser. At menighedsrådets beslutninger vedrørende bygninger og arealer udenfor kirkegårdsdiget til brug for kirken eller kirkegården i fremtiden alene skal godkendes af provstiudvalget, forventes ikke at ændre på menighedsrådets respekt og ansvarlighed i forhold til at sikre, at disse bygninger indgår i et naturligt samspil med kirkebygningen.

Vedrørende oversigtens pkt. 9 (frigivelse af fremtidige præsteembedekapitaler fra salg af præstegårdsbrug) bemærkes, at disse kapitaler i dag, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2002 § 4, indbetales til forvaltning blandt stiftsmidlerne.

Kapitalen kan med stiftsøvrighedens godkendelse udbetales til vedkommende kirkekasse i forbindelse med vedkommende præsteembedes erhvervelse eller istandsættelse af anden fast ejendom. Endvidere kan stiftsøvrigheden godkende, at kapitalen udbetales til dækning af andre udgifter, som har relation til indbetalingen af salgssummen. Kirkeministeriet kan tillade at kapitalen udbetales til andre formål.

Praksis vedrørende udbetaling til andre formål har hidtil været meget restriktiv.

Den nye formulering af bemyndigelsen i lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 3, tænkes anvendt til at ændre reglerne om frigivelse af fremtidige kapitaler fra salg af præstegårdsbrug. Det forventes således, at bemyndigelsen vil blive anvendt til, at kompetencen til at godkende frigivelsen flyttes fra Kirkeministeriet/stiftsøvrigheden til provstiudvalget, og således at provstiudvalget kan godkende frigivelse til særskilte arbejder vedrørende kirken eller præsteembedet. Provstiudvalget vil derimod ikke kunne godkende, at kapitalen frigives til drift.

Beslutningen om at sælge præstegårdsbruget træffes som nævnt ved omtalen af oversigtens pkt. 1 af menighedsrådet, der ved dette salg mister en måske beskeden indtægtskilde. At menighedsrådet i samspil med provstiudvalget får øget mulighed for at bruge salgssummen til arbejder både ved kirken og ved præsteembedet, vil kunne motivere menighedsrådet til at afhænde urentable præstegårdsbrug.

For så vidt angår Forenklingsudvalgets anbefalinger i relation til forvaltning af fast ejendom og kapitaler, svarer dette lovforslag til L 11, der blev fremsat af den daværende kirkeminister Johannes Lebech i oktober 2001. (Folketingssamlingen 2001/02, 1. samling Fremsat skriftligt 3. oktober 2001, Till. A 45; lovforslag som fremsat Till. A 35; 1. behandling 24. oktober 2001, FF 599).

Til nr. 1 2.

Kontaktpersonen er den person, der i det daglige varetager menighedsrådets arbejdsgiverfunktioner. Dette betyder, at kontaktpersonen blandt andet skal sørge for at skabe et godt samarbejde mellem menighedsrådet og medarbejderne, mellem medarbejderne indbyrdes samt mellem præsten, menighedsrådet og medarbejderne. Kontaktpersonen udfører derfor en lang række funktioner på vegne af menighedsrådet, og kontaktpersonen skal gennem sit arbejde medvirke til at sikre, at folkekirkens arbejdspladser er attraktive arbejdspladser.

Kontakten med kirkens og kirkegårdens medarbejdere må i et vist omfang foregå i dagtimerne, hvilket kan medføre ulemper for kontaktpersonen i forhold til dennes civile hverv. Det foreslås derfor, at det bliver muligt at tillægge kontaktpersonen et honorar for arbejdet.

Ændringerne er herudover af systematisk karakter som følge af, at bestemmelserne om honorar til kasserer, sekretær og kontaktperson fremgår af den samme bestemmelse.

Til nr. 1.

Under hensyn til, at § 22 i lov om menighedsråd ved en senere ændring af loven er ændret til § 17, foretages denne konsekvensændring.

Til nr. 1.

Med dette forslag gives der mulighed for, at kirkeministerens kompetence til at oprette og nedlægge stillinger ved stiftsadministrationerne og til at foretage ansættelse i og afskedigelse fra disse stillinger i videre omfang end hidtil kan henlægges til vedkommende stiftsøvrighed.

Bemyndigelsen tænkes anvendt således, at kirkeministeren alene foretager ansættelse og afskedigelse af stiftskontorchefen, der er tjenestemand, ligesom kirkeministeren fortsat vil have kompetencen til at foretage uansøgt afsked af en tjenestemandsansat stiftskasserer. Kompetencer vedrørende andre stillinger vil blive henlagt til stiftsøvrigheden.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der med virkning fra regnskabsåret 2001 er indført en rammeordning for stiftsøvrighederne således, at Kirkeministeriet i forbindelse med godkendelse af budgetterne alene udmelder rammerne for fx lønmidler. Denne rammeordning gør det ønskeligt, at den daglige administration af personalespørgsmål i videst muligt omfang henlægges til stiftsøvrighederne.

Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2004.

Menighedsrådene vil således i løbet af 2003 skulle udarbejde budget for kirke- og præstegårdskasserne for regnskabsåret 2004, ligesom provstiudvalgene skal godkende disse budgetter. De nye regler om omdisponering i løbet af regnskabsåret vil også finde anvendelse, for så vidt angår omdisponering i løbet af 2004.

Med bestemmelsen sikres det, at loven ved kgl. anordning kan sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med den gældende lovgivning

Gældende formulering Lovforslaget

I lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 941 af 20. december 1999, foretages følgende ændringer:

§ 2. Af kirkekassen afholdes udgifter vedrørende: 1. § 2, stk. 1, nr. 12, affattes således:

1) Vedligeholdelse og drift samt opførelse, ombygning og nedbrydning af kirker, gudstjenestelokaler og bygninger til brug for kirker og kirkegårde. »12) sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og udgifter til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed.«

2) Vedligeholdelse og drift samt anlæg, udvidelse, regulering og nedlæggelse af kirkegårde.

3) Erhvervelse af arealer eller bygninger til brug for kirker eller kirkegårde samt efter kirkeministerens bestemmelse andre udgifter vedrørende kirker og kirkegårde.

4) Vedligeholdelse og drift samt opførelse, ombygning og nedbrydning af præsteboliger, bygninger til brug for præsteembedet og præstegårdsbrug.

5) Erhvervelse af arealer eller bygninger til brug for præsteembeder.

6) Huslejetilskud, telefongodtgørelse m.v. til præster, en del af udgifterne til opvarmning af præsteboliger samt efter kirkeministerens bestemmelse andre udgifter vedrørende præsteembederne.

7) Konfirmationsforberedelse og afholdelse af konfirmation.

8) Løn og andre udgifter til kirke- og kirkegårdsfunktionærer.

9) Valg til menighedsråd og udgifter i forbindelse med rådets virksomhed efter reglerne herom i lov om menighedsråd, herunder diæter i særlige tilfælde efter kirkeministerens bestemmelse.

10) Menighedsrådsmedlemmers deltagelse i kurser m.v., der må anses af betydning for udøvelsen af hvervet som menighedsrådsmedlem.

11) Annoncering i lokalaviser m.v. samt trykning og distribution m.v. af kirkeblad i sognet, kirkedistriktet eller pastoratet.

12) Rådighedsbeløbet, jf. § 2a.

13) Bidrag til lokalt mellemkirkeligt arbejde, jf. § 12.

14) Registrering af gravminder, jf. lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 21, stk. 1.

15) Provstesyns og menighedsråds deltagelse i synsforretninger.

§ 2. - - - 2. § 2, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

Stk. 2. Udgiften vedrørende ikkeselvejende kirker afholdes af den, der ejer kirken, eller den, der ejer afløsningssummen for kirketienden. Ved ikkeselvejende kirker kan der af kirkekassen dog afholdes udgifter til: »Menighedsrådet kan beslutte, at der af kirkekassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifter til ikkeselvejende kirkers vedligeholdelse og drift samt tilskud til kirkegårdens drift.«

1) Anskaffelse af orgel eller harmonium 2) Installation af elektrisk belysning 3) Anskaffelse af lysekroner og andre mere bekostelige belysningselementer 4) Anskaffelse af høreanlæg 5) Opvarmning af kirken 6) Tilskud til kirkegårdens drift efter kirkeministerens bestemmelse.

§ 2 a. Inden for menighedsrådskredsen kan menighedsrådet årligt anvende et beløb på indtil 104.000 kr. til fremme af det kirkelige liv i sognet, kirkedistriktet, pastoratet eller kommunen eller til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed. 3. § 2a ophæves.

Stk. 2. Kirkeministeren træffer årligt beslutning om eventuelle ændringer af det i stk. 1 nævnte maksimumsbeløb som følge af prisudviklingen.

4. §§ 4 og 5 affattes således :

§ 4. Menighedsrådet udarbejder årligt budget over kirkekassens indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår. »§ 4. Provstiudvalget indkalder en eller to repræsentanter for hvert menighedsråd til budgetsamråd. Der kan afholdes flere budgetsamråd.

Stk. 2. For præstegårdskassen udarbejder menighedsrådene på et fællesmøde ved almindelig stemmeflerhed budget efter indhentet udtalelse fra præstegårdsudvalget. Stk. 2. Budgetsamrådet er offentligt. Bekendtgørelse om afholdelse af budgetsamrådet sker efter provstiudvalgets bestemmelse på en måde, der sikrer, at offentligheden bliver bekendt med afholdelsen. I bekendtgørelsen angives, hvilke emner der skal behandles på budgetsamrådet.

Stk. 3. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om udarbejdelse og indsendelse til provstiudvalget af budgetter for kirke- og præstegårdskasserne. Stk. 3. I budgetsamrådet belyses de økonomiske forhold i ligningsområdet, ligesom menighedsrådenes ønsker om nye, større udgiftskrævende opgaver skal drøftes.

Stk. 4. Budgetsamrådet har ikke besluttende myndighed, medmindre menighedsrådene i ligningsområdet er enige om det.

Stk. 5. Menighedsrådene har pligt til at lade sig repræsentere under budgetsamrådet.

Stk. 6. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om afholdelse af budgetsamråd.

§ 5. Efter modtagelsen af budget for kirke- og præstegårdskasserne indkalder provstiudvalget en eller to repræsentanter for hvert menighedsråd til budgetsamråd. Der kan afholdes flere budgetsamråd. § 5. Efter budgetsamrådet fastsætter provstiudvalget rammebevilling for kirkekassens driftsudgifter og bevilling for kirkekassens anlægsudgifter.

Stk. 2. I budgetsamrådet forhandles de enkelte bevillingsforslag og deres prioritering. Budgetsamrådet har ikke besluttende myndighed. Stk. 2. Hvis der i et sogn eller et pastorat er oprettet en præstegårdskasse, fastsætter provstiudvalget denne kasses rammebevilling for driftsudgifter og bevilling for anlægsudgifter.

Stk. 3. Menighedsrådene har pligt til at lade sig repræsentere under budgetsamrådet. Stk. 3. Menighedsrådet udarbejder indenfor den af provstiudvalget fastsatte rammebevilling og bevilling, jf. stk. 1 og 2, budget for det kommende regnskabsår.

Stk. 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om afholdelse af budgetsamråd. Stk. 4. Menighedsrådene udarbejder indenfor den af provstiudvalget fastsatte rammebevilling og bevilling, jf. stk. 2, budget for præstegårdskassen. Budgettet udarbejdes på et fællesmøde ved almindeligt stemmeflertal efter indhentet udtalelse fra præstegårdsudvalget.

Stk. 5. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om proceduren for fastsættelse af rammer som nævnt i stk. 1 og 2 og om udarbejdelse og indsendelse til provstiudvalget af budgetter for kirke- og præstegårdskasserne.«

§ 6. - - - 5. § 6, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. Ligningsbeløbet til kirkekasserne i en kommune må ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke være mere end 20 pct. højere end gennemsnittet af de sidste 4 års ligningsbeløb til kirkekasserne. Ved beregningen heraf bortses fra valgudgifter, udgifter til arbejder, der er krævet ved synsforretninger, udgifter til kirkefunktionærers lønninger m.v., udgifter til forrentning og afdrag af lån og de udgifter, der er nævnt i stk. 1 samt i § 2, stk. 1, nr. 4 7. »Stk. 2. Hvis budgetsamrådet har besluttende myndighed, jf. § 4, stk. 4, fastsætter budgetsamrådet de i § 5, stk. 1 og 2, nævnte rammer og bevillinger og det i stk. 1 nævnte ligningsbeløb til kommunens kirke- og præstegårdskasser. Ved det besluttende budgetsamråds fastsættelse af ligningsbeløbet finder reglerne i stk. 1, 2. og 3. pkt., samt § 17a, stk. 8, tilsvarende anvendelse.«

6. § 7 affattes således:

§ 7. Provstiudvalget træffer afgørelse om godkendelse af kirke- og præstegårdskassernes budget for det kommende regnskabsår. »§ 7. Provstiudvalget påser, at kirke- og præstegårdskassernes budget for det kommende regnskabsår er i overensstemmelse med de af provstiudvalget fastsatte rammer og bevillinger, jf. § 5, stk. 1 og 2, ligesom provstiudvalget foretager legalitetskontrol af budgetterne.«

§ 12. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for folkekirkens deltagelse i mellemkirkeligt arbejde, herunder om finansiering af et centralt mellemkirkeligt råds virksomhed af fællesfonden, for så vidt denne virksomhed ikke dækkes af bevillinger på finansloven. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om finansiering af lokalt mellemkirkeligt arbejde af kirkekassen, jf. § 2, stk. 1. 7. I § 12 indsættes efter 1. pkt.: »Et centralt mellemkirkeligt råd kan have repræsentanter for Kirken i Grønland.«

§ 17 a. - - - 8. § 17a, stk. 2, ophæves og i stedet indsættes:

Stk. 2. Provstiudvalget vælger af sin midte en formand og en næstformand. Valget sker ved skriftlig afstemning på udvalgets konstituerende møde, som provsten indkalder til. Valget gælder for udvalgets valgperiode. Medlemmerne af udvalget er pligtige at modtage valg som formand og næstformand. Provsten virker som udvalgets forretningsførende medlem og drager omsorg for udførelsen af udvalgets beslutninger. »Stk. 2. Provstiudvalget vælger af sin midte en formand og en næstformand. Valget sker ved skriftlig afstemning på udvalgets konstituerende møde, som provsten indkalder til. Valget har virkning for udvalgets valgperiode. Medlemmerne af udvalget har pligt til at modtage valg som formand og næstformand.

Stk. 3. Provstiudvalget kan beslutte at tillægge formanden honorar. Honorar kan dog kun tillægges formanden, såfremt denne er valgt medlem af provstiudvalget. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om formandshonoraret.

Stk. 4. Provsten virker som udvalgets forretningsførende medlem og drager omsorg for udførelsen af udvalgets beslutninger.«

Stk. 3 - 6 bliver herefter stk. 5 - 8.

§ 17 a. - - - Stk. 5. Stiftsøvrighedens afgørelser efter stk. 4, 1. pkt., kan af provstiudvalget indbringes for kirkeministeren. Stiftsøvrighedens afgørelser efter stk. 4, 2. pkt., kan af de pågældende medlemmer af provstiudvalget indbringes for kirkeministeren. 9. I § 17a, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres (2 steder) »stk. 4« til: »stk. 6«.

§ 17 a. - - - Stk. 6. Nærmere regler for provstiudvalgets virksomhed, herunder beføjelser med hensyn til behandling og godkendelse af kirke- og præstegårdskassernes årlige budget, fastsættes af kirkeministeren. 10. § 17a, stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således: »Stk. 8. Nærmere regler for provstiudvalgets virksomhed, herunder beføjelser med hensyn til fastsættelse af rammer og med hensyn til behandling af kirke- og præstegårdskassernes årlige budget, fastsættes af kirkeministeren.«

§ 17 c. - - - Stk. 3. Udgifterne til valg af provstiudvalgene og til disses møder, herunder befordringsgodtgørelse og diæter til de valgte medlemmer samt udvalgenes udgifter til medhjælp, kontorartikler m.v., udredes af provstiudvalgskassen efter kirkeministerens nærmere bestemmelse. 11. I § 17c, stk. 3, indsættes efter »herunder«: »honorar til formanden,«.

§ 19. - - - Stk. 2. Et beløb, der står tilbage ved regnskabsårets slutning, anvendes af kommunalbestyrelsen til nedbringelse af det følgende års ligning. 12. I § 19, stk. 2, indsættes efter »tilbage«: »på mellemregningskontoen«.

§ 21. - - - Stk. 3. Forbrug af kirkers og præsteembeders formue samt køb og salg af fast ejendom kan kun ske efter beslutning af menighedsrådet og med godkendelse af kirkeministeren eller efter dennes bemyndigelse af stiftsøvrigheden. 13. I § 21, stk. 3, indsættes efter »stiftsøvrigheden«: »eller provstiudvalget«.

§ 2

I lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996, foretages følgende ændringer:

§ 10. - - - 1. § 10, stk. 4 6, affattes således:

Stk. 4. Størrelsen af eventuelt honorar til kirkeværgen og kassereren skal godkendes af provstiudvalget. »Stk. 4. Menighedsrådet vælger af sin midte en sekretær, medmindre sekretærhvervet er knyttet til en af kirkens funktionærstillinger.

Stk. 5. Menighedsrådet vælger af sin midte en sekretær, medmindre sekretærhvervet er knyttet til en af kirkens funktionærstillinger. Stk. 5. Menighedsrådet vælger blandt de valgte medlemmer en kontaktperson, der bemyndiges til på rådets vegne at give forskrifter og anvisninger til og modtage henvendelser fra kirkefunktionærerne i tjenstlige forhold. En funktionær, der er ansat ved kirken eller kirkegården, kan ikke vælges til kontaktperson.

Stk. 6. Menighedsrådet vælger blandt de valgte medlemmer en kontaktperson, der bemyndiges til på rådets vegne at give forskrifter og anvisninger til og modtage henvendelser fra kirkefunktionærerne i tjenstlige forhold. En funktionær, der er ansat ved kirken eller kirkegården, kan ikke vælges til kontaktperson. Stk. 6. Størrelsen af eventuelt honorar til kirkeværgen, kassereren og kontaktpersonen skal godkendes af provstiudvalget.«

§ 10. - - - Stk. 7. Menighedsrådet fastsætter en vedtægt for de i stk. 1 og 2 og stk. 5 og 6 nævnte personers forretningsområde. 2. I § 10, stk. 7, ændres »stk. 5 og 6« til: »stk. 4 og 5«.

§ 3

I lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11. juni 1992, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 1. juni 1994 og lov nr. 391 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:

§ 42. Det udvalg, der er nævnt i § 22 i lov om menighedsråd, skal være til stede ved syn over kirken og kirkegården, jf. § 24, § 26 og § 33. 1. I § 42 ændres »§ 22« til: »§ 17«.

§ 4

I lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., som ændret ved § 2 i lov nr. 390 af 22. maj 1996, foretages følgende ændring:

1. § 17, 2. pkt., affattes således:

§ 17. Kirkeministeren træffer bestemmelse om oprettelse og nedlæggelse af stillinger ved stiftsadministrationerne og foretager ansættelse og afskedigelse fra disse stillinger. Kirkeministeren kan overlade ansættelseskompetencen helt eller delvis til vedkommende stiftsøvrighed. »Kirkeministeren kan helt eller delvis henlægge de i 1. pkt. nævnte kompetencer til vedkommende stiftsøvrighed.«

Versioner

  1. 2003-02-20