Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00167@2003-02-26/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1

I lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud, som ændret ved lov nr. 450 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 1, nr. 2, ændres til:

»2) Konkurrencestyrelsen samt«.

2. § 4, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

3. Efter § 5 indsættes:

» § 5 a. Økonomi- og Erhvervsministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.«

4. § 9, stk. 2, ændres til:

»Anmodning om undersøgelse fremsættes skriftligt over for Europa-Kommissionen eller Konkurrencestyrelsen.«

I næringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som senest ændret ved lov nr. 414 af 26. juni 1998, foretages følgende ændring:

1. § 6, stk. 1 , affattes således:

»Næringsdrivende, der skal have næringsbrev, jf. § 2, stk. 2, eller har fast forretningssted, skal have et opslag med indehaverens navn på et sted, der er iøjnefaldende for kunderne.«

Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

1. Lovforslagets formål og baggrund

Formålet med lovforslaget er at fremme og lette mulighederne for, at borgere og virksomheder kan kommunikere digitalt. Lovforslaget vil gennemføre ændringer i to love på Økonomi- og Erhvervsministeriets område med henblik på at fjerne unødige hindringer for digital kommunikation. Ændringerne vedrører kommunikation mellem borgere indbyrdes og kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne og skal derfor gennemføres ved lov. Samtidig foretages nogle redaktionelle opdateringer.

Lovforslaget er en gennemførelse af regeringens beslutning i januar 2002 om at gennemføre en lovmodernisering med henblik på at ændre eller ophæve formkrav i lovgivningen, som unødigt hindrer digital kommunikation.

Ved lov nr. 215 af 22. april 2002 blev der indsat en bestemmelse i forvaltningsloven (§ 32 a), som bemyndiger vedkommende minister til at fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning, og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation. Bestemmelsen omfatter ikke kommunikation mellem borgerne indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne. Ændringer vedrørende denne kommunikation skal derfor gennemføres ved ændringslove på det enkelte område.

Som et led i den af regeringen iværksatte lovmodernisering har Økonomi- og Erhvervsministeriet gennemgået sin lovgivning og identificeret et større antal hindrende formkrav. Størstedelen af formkravene vil blive ændret administrativt, mens et mindre antal formkrav i 8 forskellige love, herunder lov om Klagenævnet for Udbud og næringsloven, kun kan ændres ved lov.

2. Gældende ret

Der findes ikke nogen generel lovregulering om formen for digital kommunikation mellem borgere, virksomheder og offentlige myndigheder.

Lovgivningen indeholder i en række tilfælde særlige krav til, hvordan kommunikationen skal foregå, fx krav om anvendelse af særlige blanketter, krav om skriftlighed, underskrift mv. I forhold til sådanne formkrav i lovgivningen, vil det - hvor der ikke er taget udtrykkelig stilling til anvendelsen af digital kommunikation - bero på en fortolkning af den enkelte bestemmelse, om henvendelse ved digital kommunikation opfylder formkravet.

3. Lovforslagets indhold

Økonomi- og Erhvervsministeriets forslag vil gennemføre ændringer i to love på Økonomi- og Erhvervsministeriets område med henblik på at fjerne unødige hindringer for digital kommunikation.

Lovforslaget indsætter en bestemmelse i lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud, hvorefter økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation efter loven og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav som hindrer anvendelsen af digital kommunikation. Samtidig foretages nogle redaktionelle opdateringer som følge af at forvaltningen af udbudsregler i bygge- og anlægssektoren i forbindelse med regeringsdannelsen er overgået til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Desuden ændres et formkrav i næringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som senest ændret ved lov nr. 414 af 26. juni 1998, som unødigt hindrer digital kommunikation.

Lovforslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt til at anvende digital kommunikation.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget indebærer, at der foretages ændringer i to love, således at lovgivningsmæssige hindringer for anvendelse af digital kommunikation fjernes.

Lovforslaget har ikke i sig selv økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige eller erhvervslivet.

Beslutningen om at indføre mulighed for brug af digital kommunikation vil kunne medføre udgifter, men disse vil ikke være en følge af lovforslaget, men af beslutningen.

Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

4.1. Oversigt over lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Ingen EU-retlige aspekter

Til nr. 1

Bestemmelsen ændres for at tage højde for ændringerne i nr. 2 nedenfor

Til nr. 2

Bestemmelsen ophæves, da By- og Boligministeriet som følge af regeringsdannelsen i 2001 er blevet nedlagt, og forvaltningen af udbudsregler i bygge- og anlægssektoren er overgået til Økonomi- og Erhvervsministeriet ved Konkurrencestyrelsen.

Til nr. 3

Det foreslås at indsætte en bemyndigelse i lov om Klagenævnet for Udbud til, at Økonomi- og Erhvervsministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Med "digital kommunikation" sigtes navnlig til digitale meddelelser, som kan gøres læselige for modtageren ved gengivelse på en skærm, papirudskrift mv., herunder henvendelser i form af elektronisk post (e-mails). Herunder kan der efter omstændighederne være tale om andre digitale medier, fx video- eller lydoptagelser.

Bemyndigelsen i Forvaltningslovens § 32 a omfatter ikke kommunikation mellem borgerne indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne. Her må de nødvendige ændringer i formkrav, der indebærer en uhensigtsmæssig hindring for brug af digital kommunikation gennemføres ved ændringslove på det enkelte område. Lovforslaget indebærer, at der gives bemyndigelse til, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af digital kommunikation mv., også for så vidt angår kommunikation mellem borgere og virksomheder indbyrdes samt kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne mv. Bemyndigelsen rækker dermed videre end bemyndigelsen efter Forvaltningslovens § 32 a.

Lov om Klagenævnet for Udbud gælder for klager over ordregivere, som kan være myndigheder og andre offentligretlige organer og forsyningsvirksomheder omfattet af direktiverne vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og vedrørende tilbudsgivning for forsyningsvirksomhed. Begrebet er derfor bredere end "offentlige myndigheder" i Forvaltningslovens § 32 a. Der kan eksempelvis være tale om almene boligorganisationer eller private, der modtager offentlig støtte til et bygge- og anlægsarbejde. Kommunikation mellem ordregiver og klager efter Lov om Klagenævnet for Udbud, er derfor ikke nødvendigvis omfattet af Forvaltningslovens § 32 a.

Det er endvidere hensigtsmæssigt at anvende en bemyndigelsesbestemmelse fremfor at gennemføre ændringer i selve loven, da den teknologiske udvikling kan betyde, at sådanne ændringer hurtigt kan blive forældede.

Bemyndigelsen indebærer mulighed for at fastsætte regler om, at digital kommunikation kan anvendes. Derimod indeholder den foreslåede bemyndigelse ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke anvendelsen af digital kommunikation, i det omfang dette efter gældende ret er berettiget. Der er heller ikke hjemmel til at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation (fx ved at fastsætte at kommunikationen alene kan ske ved brug af digital kommunikation).

Adgangen til efter den foreslåede bemyndigelse at fastsætte regler om digital kommunikation er relevant i de tilfælde, hvor bestemmelser unødigt forhindrer, at der anvendes digital kommunikation. Endvidere vil bemyndigelsen kunne anvendes i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt en bestemmelse hindrer digital kommunikation. I sådanne tilfælde vil ministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne fjerne denne tvivl ved at fastsætte regler, der udtrykkeligt tillader digital kommunikation. Det forudsættes, at de retningslinier, som er opstillet i betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav i lovgivningen, anvendes ved vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt at fravige gældende formkrav.

Den foreslåede bemyndigelse vil kunne udnyttes til at ændre skriftlighedskravene i § 4, stk. 3 og § 5, stk. 1, således at bestemmelserne ikke unødigt hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Efter § 4, stk. 3 skal underretning ske skriftligt. Formålet med skriftlighedskravet er at sikre et bevis for, at ordregiver har modtaget underretningen (dokumentation). Dette hensyn kan varetages såvel ved underretning på papir som i digital form, fx per e-post. Tvivl om, hvorvidt underretningen kan ske digitalt, kan i sig selv udgøre en hindring for anvendelsen af digital kommunikation, og kravet bør derfor ændres.

Efter § 5, stk. 1 skal udveksling af indlæg ske skriftligt. Formålet med skriftlighedskravet er at sikre et bevis for, at parterne har modtaget indlæggene (dokumentation). Dette hensyn kan varetages såvel ved papirbaseret som digital udveksling af indlæg. Tvivl om, hvorvidt udvekslingen af indlæg kan ske digitalt, kan i sig selv udgøre en hindring for anvendelsen af digital kommunikation, og kravet bør derfor ændres.

Den foreslåede bestemmelse omfatter adgangen til at fastsætte regler for anvendelsen af digital kommunikation. Det forudsættes i den forbindelse, at de almindelige samtykkekrav ved digital kommunikation iagttages. Som udgangspunkt foreligger der en ret til at kommunikere digitalt, men ikke en pligt til at kommunikere på denne måde.

Der kan endvidere fastsættes vilkår om, at digitale henvendelser kræver brug af elektronisk signatur. Det forudsættes, at fastsættelse af vilkår om brug af elektronisk signatur alene sker i tilfælde, hvor der foreligger særlige hensyn, som begrunder et sådant vilkår. I den forbindelse bemærkes det, at der findes forskellige niveauer af sikkerhed ved digital kommunikation. Det kan fx være den elektroniske signatur reguleret i lov om elektroniske signaturer, en PIN-kode løsning, eller en simpel e-post. Valget af sikkerhedsniveau bør være det, som efter en konkret vurdering kan anses som tilstrækkeligt.

Den foreslåede bemyndigelse omfatter administrative forskrifter, der udstedes med hjemmel i lov om Klagenævnet for Udbud, som eksempelvis bekendtgørelse nr. 602 af 26. juni 2002 om Klagenævnet for Udbud.

Til nr. 4

Referencen til By- og Boligministeriet fjernes, da ministeriet som følge af regeringsdannelsen i 2001 er blevet nedlagt, og forvaltningen af udbudsregler i bygge- og anlægssektoren er overgået til Økonomi- og Erhvervsministeriet ved Konkurrencestyrelsen.

Til nr. 1

Det foreslås at ændre bestemmelsen, så der ikke længere stilles krav om, at næringsdrivende, der skal have næringsbrev, skal ophænge dette eller et duplikateksemplar. Formålet med, at næringsbrevet skal hænges op, er, at kunderne skal vide, hvem forretningsindehaveren er. For forretninger, hvortil der kræves næringsbrev, vil et opslag med indehaverens navn på et sted, der er iøjnefaldende for kunderne, tilgodese dette hensyn. Hermed ligestilles næringsdrivende, der skal have næringsbrev, med næringsdrivende, der har fast forretningssted. Herved vil bestemmelsen ikke kunne være til hinder for eventuel udstedelse af digitale næringsbreve, som ikke umiddelbart vil være egnede til ophængning.

Et næringsbrev giver ret til at drive næring i og fra politikredsen. Næringsbreve udstedes af politiet (i København af kommunalbestyrelsen) og i næringsbrevet angives indehaveren, næringens art og det område, for hvilket det gælder.

Der er tale om en ikrafttrædelsesbestemmelse .

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud, som ændret ved lov nr. 450 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

§ 4. Følgende kan indgive klage til nævnet: 1. § 4, stk. 1, nr. 2, ændres til:

1) Enhver, der har en retlig interesse heri,

2) Konkurrencestyrelsen, »2) Konkurrencestyrelsen samt«.

3) By- og Boligministeriet samt

2. § 4, stk. 1, nr. 3, ophæves.

4) de organisationer og offentlige myndigheder, som erhvervsministeren tillægger klageadgang. Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

Stk. 2. Nævnet kan tillade en tredjemand eller offentlig myndighed, for hvem sagen har en væsentlig betydning, at indtræde i sagen til fordel for klageren eller den indklagede ordregiver.

Stk. 3. Senest samtidig med at en klage indbringes for nævnet, skal klageren skriftligt underrette ordregiveren om den påståede overtrædelse og om, at klagen indbringes for nævnet.

§ 5. Sagen forberedes ved udveksling af skriftlige indlæg og forhandles derefter mundtligt, medmindre formanden bestemmer andet.

Stk. 2. Klagenævnet kan kræve alle oplysninger, der findes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af nævnets kompetence.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nævnets forretningsorden og de nærmere regler for nævnets virksomhed, herunder sagsbehandling og gebyr for indgivelse af klage og offentliggørelse af afgørelser.

3. Efter § 5 indsættes:

» § 5 a. Økonomi- og Erhvervsministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.«

§ 9. Uanset §§ 3 og 11 kan enhver, der har eller har haft interesse i at få tildelt en kontrakt, der er omfattet af Rådets direktiv 93/38/EØF om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, og som mener, at en ordregiver har overtrådt disse regler, anmode om, at forholdet undersøges i den særlige forligsprocedure i overensstemmelse med Rådets direktiv 92/13/EØF.

4. § 9, stk. 2, ændres til:

Stk. 2. Anmodning om undersøgelse frem-sættes skriftligt overfor Europa-Kommissionen eller Konkurrencestyrelsen, dog for bygge- og anlægskontrakter over for By- og Boligministeriet. »Anmodning om undersøgelse fremsættes skriftligt over for Europa-Kommissionen eller Konkurrencestyrelsen.«

§ 2

I næringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som senest ændret ved lov nr. 414 af 26. juni 1998, foretages følgende ændring:

§ 6. Næringsdrivende, der har fast forretningssted, skal have et opslag med inde-haverens navn på et sted, der er iøjnefaldende for kunderne. For næringer, der er betinget af næringsbrev, ophænges dette eller et af vedkom-mende myndighed udstedt duplikateksemplar. 1. § 6, stk. 1 , affattes således: »Næringsdrivende, der skal have næringsbrev, jf. § 2, stk. 2, eller har fast forretningssted, skal have et opslag med indehaverens navn på et sted, der er iøjnefaldende for kunderne.«

Stk. 2. Automater skal være forsynet med indehaverens navn.

Versioner

1. 2003-02-26