Forslag til Lov om ForbrugerForum
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00178@2003-03-12/da
Indhold
Fremsat den 12. marts 2003 af økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Forslag
til
§ 1. Der oprettes et uafhængigt ForbrugerForum med det formål at fremme dialogen mellem forbrugere, erhvervsliv og myndigheder om at skabe gode forbrugerforhold. ForbrugerForum har særligt til formål at rådgive ved fastlæggelsen af rammerne for den statslige forbrugerinformation, så forbrugere og virksomheder sikres let adgang til objektiv og troværdig information. ForbrugerForum rådgiver endvidere økonomi- og erhvervsministeren og institutionerne i Forbrugernes Hus om overordnede forbrugerpolitiske spørgsmål.
§ 2. ForbrugerForum har følgende opgaver:
1) ForbrugerForum rådgiver om fastlæggelsen af retningslinierne for den statslige forbrugerinformation med henblik på at sikre, at informationen er baseret på objektive og troværdige oplysninger og giver et godt grundlag for køb, anvendelse og bortskaffelse af varer og tjenesteydelser.
2) ForbrugerForum rådgiver om koordinering og udvikling af den samlede statslige oplysningsvirksomhed på forbrugerområdet.
3) ForbrugerForum rådgiver om varetagelsen af forbrugeropgaver, som forelægges det af institutionerne i Forbrugernes Hus.
4) ForbrugerForum rådgiver om overordnede forbrugerpolitiske spørgsmål.
5) ForbrugerForum afholder en debatdag med deltagelse af relevante forbrugerorganisationer, erhvervsorganisationer og myndigheder én gang om året.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden indhenter en udtalelse fra ForbrugerForum, inden han udsender en vejledning om anvendelse af markedsføringsloven på områder, der ikke er dækket af retningslinier udstedt i medfør af markedsføringslovens § 17.
Stk. 3. ForbrugerForum er i sin virksomhed uafhængig af økonomi- og erhvervsministeren.
§ 3. ForbrugerForums medlemmer udpeges af økonomi- og erhvervsministeren, således at det i sin sammensætning repræsenterer et alsidigt kendskab til forbruger- og erhvervsforhold. ForbrugerForum består af en formand, som skal være uafhængig af specifikke erhvervs- og organisationsinteresser og 9 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer udnævnes efter indstilling fra de i stk. 2, nævnte indstillingsgrupper på forbrugerområdet, og 3 medlemmer udnævnes efter indstilling fra de i stk. 3, nævnte indstillingsgrupper af erhvervsorganisationer. Såfremt der ikke kan opnås enighed om en indstilling i en indstillingsgruppe kan ministeren undlade at udpege et medlem.
Stk. 2. Medlemmer fra forbrugerområdet indstilles af følgende indstillingsgrupper:
1) Forbrugerrådet indstiller 3 medlemmer.
2) Øvrige forbrugerorganisationer indstiller 1 medlem.
3) Oplysningsforbund indstiller 1 medlem.
4) Velfærd og Service indstiller 1 medlem.
Stk. 3. Medlemmer, der repræsenterer erhvervsorganisationer, indstilles af følgende indstillingsgrupper:
1) Detailhandel og Service indstiller 1 et medlem.
2) Industri, Fødevarer og Byggeri indstiller 1 medlem.
3) Finansielle erhverv indstiller 1 medlem.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren udnævner tillige stedfortrædere for ForbrugerForums medlemmer. Stedfortræderne udnævnes efter reglerne i stk. 1.
Stk. 5. Medlemmerne og stedfortræderne udnævnes for 2 år ad gangen og kan genudnævnes.
Stk. 6. Et medlem udpeget efter indstilling skal repræsentere synspunkter blandt de organisationer, som har indstillet den pågældende, og formidle information om ForbrugerForums arbejde til organisationerne.
§ 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter ForbrugerForums forretningsorden. 8 medlemmer kan indstille til ministeren, at forretningsordenen ændres.
§ 5. Ethvert medlem af ForbrugerForum kan forlange at få sine synspunkter anført i ForbrugerForums protokol, som er offentligt tilgængelig.
§ 6. Forbrugerstyrelsen sekretariatsbetjener ForbrugerForum.
§ 7. ForbrugerForum offentliggør årligt en beretning om sit arbejde m.v.
§ 8. Loven træder i kraft den 1. oktober 2003.
Stk. 2. Lov nr. 343 af 2. juni 1999 om Forbrugerinformationen ophæves.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Indledning
Det nye forbrugerpolitiske oplæg
Nye teknologier og nye markedsforhold stiller forbrugere og virksomheder over for en række nye udfordringer. Derfor har regeringen den 16. januar 2003 offentliggjort oplægget "Ny forbrugerpolitik". Forbrugerpolitikken skal i langt højere grad end tidligere bygge på principper om dialog og ansvar. Det er således regeringens ønske, at både forbrugere og erhvervsliv skal spille en aktiv rolle i udformningen og gennemførelsen af fremtidens forbrugerpolitik. Samtidig ønsker regeringen at give forbrugerne og virksomhederne en samlet indgang til de offentlige forbrugermyndigheder og at sikre, at ressourcerne på forbrugerområdet benyttes så effektivt og rationelt som muligt.
Regeringen vil derfor samle en række centrale forbrugerinstitutioner i "Forbrugernes Hus" under en samlet ledelse og med et samlet budget. Forbrugernes Hus bliver den samlede indgang til de statslige forbrugerinstitutioner og skal sikre, at ressourcerne til forbrugerområdet udnyttes mere effektivt, så der bliver råd til mere forbrugerpolitik for de samme penge. Institutionerne i Forbrugernes Hus vil blive sekretariatsbetjent af Forbrugerstyrelsen.
Regeringen vil samtidig oprette et ForbrugerForum, der skal rådgive om rammerne for den statslige forbrugerinformation, og som samtidig skal fungere som dialogforum for virksomheder, forbrugere og myndigheder. Som noget nyt bliver erhvervslivet også repræsenteret, så ForbrugerForum vil bestå af en uafhængig formand, et flertal af forbrugerrepræsentanter og et mindretal af erhvervsrepræsentanter. På den måde sikres det, at den statslige forbrugerinformation er objektiv og afbalanceret, og at den klart adskilles fra den private interessevaretagelse, som fx finder sted i Forbrugerrådet.
2. Lovforslagets hovedpunkter
Gældende ret
Den uvildige forbrugerinformation drives i dag af Forbrugerinformationen, der er oprettet ved lov nr. 343 af 2. juni 1999. Forbrugerinformationen er en selvejende institution, der ledes af et repræsentantskab med repræsentanter fra en række forbrugerorganisationer og ministerier samt en bestyrelse. Bestyrelsens formand er uafhængig af specifikke politiske og erhvervsmæssige interesser og udpeges af erhvervsministeren.
Forbrugerinformationens oplysningsvirksomhed har til formål gennem egne undersøgelser og ved indsamling og bearbejdelse af viden om forbrugerrelevante forhold at formidle information til forbrugerne, som giver dem et bedre grundlag for køb, anvendelse og bortskaffelse af varer og tjenesteydelser m.v. Formidlingen kan ske i samarbejde med forbrugerorganisationer m.v. eller ved egen virksomhed.
Forbrugerinformationen sekretariatsbetjenes administrativt (personale, økonomi og IT) af Forbrugerstyrelsen. Dette sker ved, at institutionen får stillet medarbejdere, testlaboratoriefaciliteter og driftsmidler til rådighed af Forbrugerstyrelsen. Forbrugerinformationen kan herudover via Forbrugerstyrelsen oppebære indtægter fra indtægtsdækket informations- og testvirksomhed.
Lovforslagets indhold
Et vigtigt element i regeringens nye forbrugerpolitik, som blev fremlagt den 16. januar 2003, er at organisere de statslige forbrugerinstitutioner på en bedre og mere enkel måde. Derfor samles en række statslige forbrugerinstitutioner under den fælles betegnelse "Forbrugernes Hus".
I Forbrugernes Hus samles Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden, Elsparefonden, samt statslige forbrugerinformationsvirksomhed. Efter forslaget integreres de informationsopgaver, som Forbrugerinformationen hidtil har stået for også i Forbrugernes Hus, og udføres fremover efter retningslinier, der er udarbejdet i samarbejde med ForbrugerForum, som foreslås oprettet ved denne lov.
Under navnet "ForbrugerForum" oprettes således for første gang et organ, hvor forbrugeroplysningen og forbrugerpolitikken kan udvikles i samarbejde mellem forbrugerrepræsentanter og repræsentanter for erhvervslivet.
ForbrugerForum får følgende opgaver:
ForbrugerForum rådgiver om retningslinierne for den offentlige forbrugeroplysning. Det er herefter Forbrugerstyrelsens opgave at tilrettelægge og drive informationsvirksomheden efter de retningslinier som er aftalt med ForbrugerForum.
ForbrugerForum drøfter overordnede forbrugerrelaterede spørgsmål og fungerer som dialogforum for forbruger- og erhvervsinteresser samt andre aktører på forbrugerområdet.
Deltager i udviklingen af Forbrugernes Hus ved at rådgive økonomi- og erhvervsministeren, Forbrugerstyrelsen og institutionerne i Forbrugernes Hus om koordinering og udviklingen af den statslige forbrugerindsats, m.h.p. at realisere regeringens målsætning om bedre organisering af de statslige forbrugermyndigheder og mere forbrugerpolitik for pengene. Heri ligger også rådgivning om koordinering af den samlede statslige forbrugeroplysningsvirksomhed og om internationalt samarbejde.
ForbrugerForum rådgiver om udformning af overordnede forbrugerpolitiske tiltag.
ForbrugerForum afholder en årlig debatdag.
ForbrugerForum udtaler sig, inden Forbrugerombudsmanden udsender en vejledning om anvendelsen af markedsføringsloven på områder, hvor der ikke er udstedt retningslinier efter markedsføringslovens § 17.
Vedrørende de enkelte opgaver for ForbrugerForum skal følgende fremhæves:
For at sikre, at forbrugerinformationen er objektiv, troværdig og neutral og ikke påvirket af specifikke erhvervshensyn og politiske interesser, foreslås det, at ForbrugerForum skal rådgive om rammerne for forbrugerinformationen. Det vil sige, at ForbrugerForum bl.a. rådgiver om, retningslinier, der kan sikre, at undersøgelsesmetoder m.v. er egnede til at opnå objektiv og troværdig information. Forbrugerstyrelsen har herefter for at udfylde rammerne og for at tilrettelægge og udforme informationen, så den lever op til lovens krav om objektivitet, saglighed og høj faglig standard.
Med etablering af ForbrugerForum er det hensigten, at både forbruger- og erhvervsinteresser inddrages aktivt i udformningen af den overordnede forbrugerpolitik. Det vil stadig være økonomi- og erhvervsministeren, som har ansvaret for udformning af forbrugerpolitikken herunder udformning af lovforslag, førelse af forhandlinger i internationale fora og samarbejde med Folketinget m.v. Derfor vil inddragelse af ForbrugerForum på disse områder ske på ministerens initiativ og sådan, at der ikke kan opstå tvivl om ansvarsforholdene. Inddragelsen af ForbrugerForum træder ikke i stedet for de almindelige høringer af relevante organisationer.
ForbrugerForum skal være katalysator for den brede debat om forbrugerrelaterede emner og udviklingen af forbrugerpolitikken. Dette skal blandt andet ske ved, at ForbrugerForum arrangerer en årlig debatdag med deltagelse af relevante forbruger- og erhvervsorganisationer.
I tilfælde hvor Forbrugerombudsmanden ikke har kunnet nå til enighed med de berørte brancheorganisationer om udstedelse af retningslinier om god skik, har Forbrugerombudsmanden i visse tilfælde valgt at udsende en vejledning om anvendelsen af markedsføringsloven på det pågældende område. I vejledningen udtaler Forbrugerombudsmanden sig om, hvordan markedsføringsloven efter hans opfattelse skal anvendes på det pågældende område. Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden indhenter en udtalelse fra ForbrugerForum, inden han udsender en sådan vejledning, så han får mulighed for at inddrage ForbrugerForums synspunkter i vejledningen eller benytte udtalelsen som fundament for evt. videre forhandlinger om udstedelse af egentlige retningslinier. Herudover får Forbrugerombudsmanden i lighed med de øvrige institutioner i Forbrugernes Hus mulighed for at indhente en udtalelse fra ForbrugerForum i forbindelse med nye overordnede tiltag på deres område.
ForbrugerForum skal være en del af den offentlige forvaltning og dermed underlagt reglerne herfor, men varetager sine opgaver uafhængigt af økonomi- og erhvervsministeren. Ministeren har således ikke mulighed for at behandle klager over ForbrugerForums arbejde eller give ForbrugerForum tjenestebefalinger.
ForbrugerForum skal bestå af en formand, som er uafhængig af specifikke erhvervs- og organisationsinteresser på forbrugerområdet, og som udpeges af økonomi- og erhvervsministeren. Herudover udpeger økonomi- og erhvervsministeren 9 medlemmer efter indstilling af forbruger- og erhvervsorganisationer, således at flertallet af ForbrugerForums medlemmer repræsenterer forbrugerne. Det sikres herved, at varetagelsen af forbrugernes interesser er i fokus i den fremtidige forbrugerpolitik, men at virksomhederne også inddrages, så forbrugerpolitikken i højere grad kan bygge på en dialog mellem forbrugerne og virksomhederne.
Repræsentanterne indstilles af forskellige grupper af organisationer inden for henholdsvis forbrugerområdet og forskellige sektorer af erhvervslivet.
For at sikre at de organisationsinteresser, som ligger bag udpegningen af ForbrugerForums medlemmer, også bliver inddraget i det daglige arbejde, foreslås det, at medlemmerne i forummets arbejde skal repræsentere de organisationer, der har indstillet vedkommende, således at sektorens samlede interesser og synspunkter bliver bragt frem. Repræsentanten skal ligeledes informere de organisationer, der har indstillet vedkommende, om forummets arbejde.
Det foreslås endvidere, at ethvert medlem kan forlange sine synspunkter optaget i ForbrugerForums protokol, som skal være offentligt tilgængelig. Formålet hermed er at sikre, at et medlem eller et mindretal i ForbrugerForum ikke tages til indtægt for ForbrugerForums samlede holdninger
Forbrugerstyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for ForbrugerForum og er ansvarlig for forbrugerinformationsvirksomheden, som er fastlagt efter rådgivning fra ForbrugerForum. Ressourcerne til forbrugerinformationsområdet kommer fra Forbrugerstyrelsens samlede bevilling til sekretariatsbetjening af institutionerne i Forbrugernes Hus. Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for prioriteringen af ressourcerne til de forskellige områder. Det er hensigten, at ForbrugerForum i forbindelse med udarbejdelsen af en samlet resultatkontrakt for Forbrugernes Hus vil få forelagt et budget, således at ForbrugerForum kender de overordnede økonomiske rammer for bl.a. informationsvirksomheden i det kommende år.
For at skabe åbenhed om ForbrugerForums arbejde, skal det en gang om året udarbejde og offentliggøre en redegørelse om dets virksomhed. Redegørelsen forudsættes at indgå som en del af den samlede årsberetning for virksomheden i Forbrugernes Hus.
Forbrugerstyrelsen får som hidtil ansvaret for sekretariatsbetjeningen af de institutioner, der findes i Forbrugernes Hus. Det gælder dog ikke Elsparefonden, der beholder sit nuværende sekretariat.
3. Konsekvenser
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget medfører, at den forbrugerinformation som tidligere blev varetaget af både Forbrugerstyrelsen og Forbrugerinformationen, nu vil blive samlet og dermed bedre koordineret, idet ForbrugerForum fremover skal rådgive om retningslinierne for den samlede forbrugerinformation. Dette giver en bedre udnyttelse af ressourcerne. Omlægningen skønnes derfor at kunne foretages inden for den eksisterende rammebevilling og evt. merudgifter vil i givet fald blive afholdt inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets rammer. Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for det offentlige.
Erhvervsøkonomiske og administrative konsekvvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsReguleringen, der skønner, at forslaget ikke har økonomiske eller administrative konsekvenser for virksomhederne.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser mindre udgifter Negative konsekvenser flere udgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige Lovforslaget vil ikke medføre merudgifter for det offentlige.
Erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
4. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende organisationer og myndigheder:
Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejdernes Oplysnings Forbund, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Astma- og Allergiforbundet, Brancheorganisationen Forbrugerelektronik, Byggeriets Arbejdsgivere, Børsmæglerforeningen, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Lærerforening, Dansk Aktionærforening, Dansk Byggeri, Dansk Dagligvareleverandør Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Familielandbrugs Familieudvalg, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kvindesamfund, Dansk Oplysningsforbund, Dansk Transport og Logistik, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Varefakta Nævn, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Studerendes Fællesråd, DDH Foreningen af Aktive Kvinder, DDK - Dansk Detailkreditråd, De Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, DS Håndværk og Industri, DSK - De Samvirkende Købmænd, Energistyrelsen, Erhvervs- og Boligstyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen, Familie og Samfund, FDB, FDB's Forbruger- og Oplysningsudvalg, FDM, Finansrådet, Finansministeriet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Dagligvare Grossister, Foreningen af Dansk Internet Handel, Foreningen af Håndarbejds- og Husholdningsskoler, Forbundet af Offentligt Ansatte, Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Folkeligt Oplysnings Forbund, Forsikring & Pension, Frit Oplysningsforbund, FTF - Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Grundejernes Landsorganisation, Grønne Familier, Hjemkundskabslærerforeningen, Hjerteforeningen, HORESTA - Hotel-, Restaurant- & Turisterhvervets Arbejdsgiverforening, HTS Interesseorganisationen, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Investeringsforeningsrådet, IT Brancheforeningen, ITK, Foreningen for Information Teknologi og Kommunikation, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Konkurrencestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Kvinderådet, Landbrugsrådet, Landsforeningen Praktisk Økologi, Ledernes Hovedorganisation, Lejernes Landsorganisation, Liberale Erhvervs Råd, LO - Landsorganisationen i Danmark, Liberalt Oplysningsforbund, Lokale forbrugergrupper, Kvindeligt Arbejderforbund, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Netværk for økologisk folkeoplysning og praksis, Realkreditrådet, Socialistisk Folkeoplysningsforbund, Teknisk Landsforbund, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Trafikministeriet, Undervisningsministeriet, Ældremobiliseringen, Ældresagen og Økonomaforeningen.
Særlige bemærkninger
Til § 1
Lovforslagets § 1 opretter Forbrugerforum, der er et uafhængigt offentligt organ. ForbrugerForum er således en del af den offentlige forvaltning, og dermed underlagt forvaltningsloven og offentlighedslovens generelle regler, men er uafhængigt af specifikke myndigheds- og erhvervsinteresser, herunder uafhængigt af økonomi- og erhvervsministeren.
ForbrugerForum oprettes for at varetage tre overordnede opgaver. ForbrugerForum skal rådgive om tilrettelæggelsen af den statslige forbrugerinformation, skabe dialog om forbrugerpolitikken mellem myndigheder, forbrugerne og erhvervslivet og rådgive ministeren og andre forbrugerinstitutioner om den overordnede forbrugerpolitik.
Regeringen finder, at samspillet mellem forbrugerinteresser og erhvervssynspunkter i ForbrugerForum vil sikre at tilrettelæggelsen af den statslige forbrugerinformation bliver aktuel, kvalificeret og nuanceret.
Objektiv og saglig forbrugerinformation af høj faglig kvalitet er afgørende for et velfungerende marked og en forudsætning for, at forbrugerne kan træffe bevidste valg ved køb af varer og tjenesteydelser. Dette er også tilfældet, når borgerne skal have et frit valg i forbindelse med velfærds- og serviceydelser, som det offentlige har ansvaret for at udbyde. Derfor skal anvendelsesområdet for den offentlige forbrugeroplysning også være bredere end den oplysningsvirksomhed, som Forbrugerinformationen hidtil har drevet.
ForbrugerForum skal gennem sin rådgivning være med til at sikre, at Forbrugerstyrelsen tilvejebringer, bearbejder og formidler viden om forbrugerrelevante forhold på et uafhængigt og objektivt grundlag, så forbrugerne sikres et bedre grundlag for køb, anvendelse og bortskaffelse af varer og tjenesteydelser m.v.
Udover at rådgive om den statslige forbrugerinformation, foreslås det, at ForbrugerForum skal fungere som et dialogforum mellem forbrugere og erhvervslivet. Regeringen ønsker således at skabe mulighed for, at repræsentanter for virksomheder og forbrugere kan mødes og drøfte forbrugerpolitiske spørgsmål og derigennem lægge grunden til, at der i og af virksomhederne bliver skabt gode forbrugerforhold i dagligdagen.
ForbrugerForum skal ligeledes være til rådighed for økonomi- og erhvervsministeren og forbrugerinstitutionerne i Forbrugernes Hus og efter anmodning rådgive disse i forbindelse med udformningen og tilrettelæggelsen af større forbrugerpolitiske tiltag.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger ForbrugerForums opgaver.
ForbrugerForum skal rådgive om de retningslinier, som Forbrugerstyrelsen skal omsætte til konkrete informationstiltag. Det indebærer bl.a., at ForbrugerForum skal bidrage til at sikre, at undersøgelses- og informationsarbejdet fokuserer på aktuelle og vigtige forbrugerforhold. I den forbindelse kan ForbrugerForum pege på egnede indsatsområder eksempelvis miljø og energi, service og velfærd, etiske og sociale forhold, sikkerhed og brugervenlighed m.v. ForbrugerForum skal endvidere medvirke til at sikre kvaliteten og objektiviteten af de gennemførte test, og rådgive om, hvordan informationsindsatsen bliver effektiv, professionel og tilgængelig for alle relevante grupper i samfundet. ForbrugerForum skal desuden rådgive om retningslinier med henblik på at sikre, at informationen er objektiv og afbalanceret, og at den klart bliver adskilt fra varetagelse af private interesser.
ForbrugerForum skal rådgive om, hvorledes informationen bliver formidlet på en effektiv og let tilgængelig måde, så forbrugerne sikres mulighed for at foretage oplyste valg på markedet. Informationen, som Forbrugerstyrelsen tilvejebringer på baggrund af ForbrugerForums rådgivning, skal være helhedsorienteret og dække forskellige forbrugergruppers informationsønsker. Informationen skal bestå af sammenlignende test, kvalitets- og prissammenligninger af varer, tjenesteydelser og serviceområder. Undersøgelser og test skal bygge på anerkendt viden og skal kunne dokumenteres på et højt fagligt niveau.
I Forbrugernes Hus skal der oprettes og drives en offentlig forbrugerportal, der skal være den samlede indgang til forbrugerområdet på internettet med adgang til samtlige forbrugermyndigheder. Portalen skal udvikles til en bredere offentlig forbrugerportal med udgangspunkt i Forbrugerinformationens eksisterende forbrugerportal, bl.a. suppleret med information om velfærdsydelser, farlige produkter, rabatordninger m.v. Endvidere skal der på portalen offentliggøres oplysninger om de mest udbredte rabatordninger. Informationen på forbrugerportalen skal kunne stilles til rådighed for den enkelte forbruger på en individuel og tilpasset måde.
Samtidig vil den individuelle telefonrådgivning, der spiller en stor rolle for mange forbrugere, og som med stor succes har været varetaget af Forbrugerinformationen og Forbrugerstyrelsen, blive styrket.
Forbrugerstyrelsen skal i det daglige samarbejde med skoler, institutioner, andre offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og forbrugerorganisationer og andre med henblik på distribution så tæt på forbrugerne som muligt.
ForbrugerForum får udover rådgivningsopgaverne i forhold til forbrugerinformationen tillige til opgave at fungere som dialogforum mellem myndigheder, forbrugere og erhvervsliv og være sparringspartner for økonomi- og erhvervsministeren og institutionerne i Forbrugernes Hus ved udformningen af den fremtidige forbrugerpolitik og planlægningen og udførelsen af overordnede forbrugerpolitiske tiltag i de forskellige institutioner. Det er således regeringens mål, at forbrugerne og erhvervslivet i stadig større udstrækning skal vise engagement og ansvar for forbrugerområdet og deltage aktivt i udviklingen af den fremtidige forbrugerpolitik.
For at bidrage til yderligere dialog og fornyelse af forbrugerområdet skal ForbrugerForum desuden afholde en årlig debatdag, hvor alle berørte interesser får lejlighed til at drøfte de overordnede forbrugerpolitiske spørgsmål.
Som noget nyt foreslås det, at ForbrugerForum skal udtale sig i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden ikke har kunnet nå til enighed med forbruger- og erhvervsorganisationerne om at udstede retningslinier for god skik inden for et bestemt område, og derfor vil udsende en vejledning eller en mere overordnet tilkendegivelse om markedsføringsloven. I vejledningen/tilkendegivelsen angiver Forbrugerombudsmanden, hvorledes markedsføringsloven efter hans opfattelse finder anvendelse på området. Det kan i sådanne situationer være nyttigt og hensigtsmæssigt for Forbrugerombudsmanden at kende ForbrugerForums synspunkter, inden vejledningen sendes ud, ligesom en udtalelse fra ForbrugerForum måske vil kunne bidrage til at genåbne forhandlingerne mellem Forbrugerombudsmanden og organisationerne, så der alligevel kan udstedes egentlige retningslinier. Forbrugerombudsmanden har desuden, i lighed med de andre institutioner i Forbrugernes Hus, mulighed for at få rådgivning fra ForbrugerForum i forbindelse med mere overordnede tiltag. Rådgivningen sker på Forbrugerombudsmandens eller de øvrige institutioners initiativ og er et supplement til de almindelige høringsprocedurer.
Forslagets § 2, stk. 3, fastsætter, at ForbrugerForum i sin virksomhed er uafhængig af økonomi- og erhvervsministeren ved udførelsen af sin virksomhed. Hertil kommer, at de almindelige habilitetsregler sikrer, at et medlem ikke kan varetage private interesser, herunder specifikke virksomhedsinteresser, i ForbrugerForums arbejde.
Til § 3
ForbrugerForum sammensættes af en formand, der er uafhængig af specifikke erhvervs- og organisationsinteresser på forbrugerområdet, samt af 9 medlemmer.
Formanden udpeges af økonomi- og erhvervsministeren, der også udpeger ForbrugerForum's øvrige medlemmer, således at 6 medlemmer udpeges efter indstilling fra forskellige grupper af organisationer på forbrugerområdet, og 3 medlemmer udpeges efter indstilling fra forskellige grupper af erhvervsorganisationer.
Formålet med ForbrugerForum er at inddrage de centrale aktører på forbrugerområdet i en løbende dialog om forbrugerpolitikken og at sikre en uvildig og objektiv offentlig forbrugerinformation. For at nå det mål er der brug for både forbruger- og erhvervsinteresser i ForbrugerForum. Gode forbrugerforhold skabes i og af virksomhederne i deres daglige møde med forbrugerne, og regeringen ser virksomhederne som en vigtig medspiller i bestræbelserne på at skabe gode forbrugerforhold.
Sammensætningen af ForbrugerForum skal sikre, at varetagelsen af forbrugernes interesser er i fokus, men at erhvervslivet også bliver inddraget, så forbrugerinformationen og udviklingen af den fremtidige forbrugerpolitik i højere grad end tidligere lægges fast gennem en dialog mellem forbrugerne og erhvervslivet. Det centrale er, at få alle synspunkter frem i debatten. Derfor kan ethvert medlem bede om at få sine synspunkter gengivet i ForbrugerForums protokol, der er offentligt tilgængelig.
Den ny forbrugerpolitik lægger vægt på at fastholde og forbedre forbrugerbeskyttelsen og på at udbygge forbrugersikkerheden. Derudover ønsker regeringen at sikre gode forbrugerforhold på de nye markeder, der opstår i takt med at en række områder liberaliseres de kommende år, bl.a. energi, transport og post. Regeringen ønsker samtidig, at forbrugerpolitikken skal bidrage til at understøtte forbrugernes friere valg på velfærds- og sundhedsområdet. Sammensætningen af ForbrugerForum skal afspejle disse nye opgaver.
Det foreslås, at organisationsrepræsentanterne udpeges efter følgende model:
De 6 repræsentanter fra forbrugerområdet skal udpeges efter indstilling fra de indstillingsgrupper, der fremgår af § 3, stk. 2. De enkelte grupper foreslås i dag sammensat af nedenstående organisationer, der vurderes som relevante i forhold til den nye forbrugerpolitik og de opgaver, der skal løses de kommende år. Forbrugerrådet skal udpege tre repræsentanter. Hermed forudsættes det, at alle de forskellige interesser, der er samlet i Forbrugerrådet, får repræsenteret deres synspunkter i ForbrugerForum.
Indstillingsberettigede organisationer Indstillingsgruppe Antal repræsentanter
Forbrugerrådet Forbrugerrådet 3
Lokale forbrugergrupper, FDM, Familie og Samfund, FDB, Danmarks Aktive Forbrugere og Dansk Aktionærforening Øvrige forbrugerorganisationer 1
AOF, LOF, FOF, Dansk Oplysningsforbund, Socialistisk Folkeoplysningsforbund, Netværk for økologisk folkeoplysning og praksis, og Frit Oplysningsforbund Oplysningsforbund 1
Ældresagen, Ældremobiliseringen, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Studerendes Fællesråd, Kræftens Bekæmpelse, De Samvirkende Invalideorganisationer, Hjerteforeningen, Lejernes Landsorganisation og Astma- og Allergiforbundet. Velfærd og Service 1
De 3 erhvervsrepræsentanter foreslås indstillet af de indstillingsgrupper, der fremgår af § 3, stk. 3, og at disse instillinggrupper i dag sammensættes på følgende måde:
Indstillingsberettigede organisationer Indstillingsgrupper Antal repræsentanter
Dansk Handel & Service HTS Detailhandel og Service 1
Dansk Industri Landbrugsrådet Dansk Energi Håndværksrådet Dansk Byggeri Industri, Fødevarer og Byggeri 1
Finansrådet Realkreditrådet Forsikring og Pension Finansielle erhverv 1
Sammensætningen af de forskellige indstillingsgrupper kan fremover justeres fx i forbindelse med sammenlægninger, nedlæggelser eller oprettelse af organisationer.
Medlemmerne udpeges af ministeren efter indstilling fra organisationerne. Såfremt der i en valggruppe ikke kan opnås enighed om indstillingen, kan ministeren undlade at udpege en repræsentant for den pågældende gruppe.
Formanden og medlemmerne udpeges for 2 år med mulighed for genudpegning. Medlemmer af ForbrugerForum er ikke udpeget som personlige medlemmer, men som repræsentant for de organisationer, der står bag indstillingen. Såfremt et medlem ikke længere har et direkte tilknytningsforhold til sin organisation, fx fordi vedkommende ikke længere er medlem, ansat i organisationen eller er gået på pension, indtræder dennes stedfortræder i ForbrugerForum i stedet.
Ministeren udpeger stedfortrædere for ForbrugerForums medlemmer efter samme regler, som gælder for udpegning af medlemmer.
I stk. 4, foreslås det, at et medlem, der er udpeget efter indstilling fra en gruppe af organisationer, skal repræsentere hele gruppen i ForbrugerForums arbejde og de indstillingsberettigede organisationer vil have adgang til alt materiale, med mindre der er tale om fortrolige oplysninger.
Til § 4
ForbrugerForums forretningsorden fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren.
Forretningsordenen vil fastsætte reglerne for ForbrugerForums daglige arbejde, herunder regler om ForbrugerForums kompetence og beslutningsdygtighed, organisation, sekretariatsbetjening, møder og dagsordener, protokol, habilitet og beretning. Skønt det forudsættes, at ForbrugerForum som udgangspunkt kan træffe beslutninger i enighed på baggrund af en dialog mellem forummets medlemmer, vil der som det er sædvanlig praksis, kunne træffes beslutning med simpelt flertal. Formandens stemme vil i tilfælde af stemmelighed være afgørende.
8 medlemmer af ForbrugerForum kan indstille til ministeren, at forretningsordenen ændres. Det sikres herved, at der altid skal stå såvel forbrugerrepræsentanter, som erhvervsrepræsentanter bag et forslag om at ændre forretningsordenen. Ministeren er ikke forpligtet til at følge indstillingen.
Til § 5
Det forudsættes, at ForbrugerForums rådgivning om den offentlige informationsindsats, der som nævnt skal være objektiv, troværdig og rettet mod relevante og praktiske problemer for større grupper af forbrugere, typisk vil være af relativt ukontroversiel karakter, og at Forbrugerforum i langt de fleste tilfælde vil kunne nå til enighed herom.
Imidlertid må det forventes, at der kan være uenighed, eller at et medlem kan have særstandpunkter. For at sikre, at et medlem eller et mindretal i ForbrugerForum ikke tages til indtægt for ForbrugerForums samlede holdninger eller beslutninger, foreslås det, at ethvert medlem kan kræve at få sine synspunkter ført til ForbrugerForums protokol. Protokollen skal være offentligt tilgængelig.
Til § 6
Det foreslås, at Forbrugerstyrelsen sekretariatsbetjener ForbrugerForum i lighed med de øvrige institutioner i Forbrugernes Hus.
Sekretariatsbetjeningen vil primært bestå i at varetage forbrugerinformationen efter rådgivning fra ForbrugerForum.
Der afsættes ikke en særskilt bevilling til forbrugerinformationsarbejdet, idet ressourcerne hertil indgår i det samlede budget for Forbrugernes Hus. Forbrugerstyrelsen er herefter ansvarlig for prioriteringen af ressourcerne til de omfattede institutioner og informationsområdet.
Forbrugerstyrelsen skal som hidtil kunne udføre indtægtsdækket virksomhed. Under den indtægtsdækkede virksomhed udføres opgaver for danske og udenlandske virksomheder og institutioner m.v., der er en udløber af de ordinære aktiviteter i Forbrugernes Hus. Det omfatter eksempelvis salg af sammenlignende produktundersøgelser, metodikudvikling, prototype- og kvalitetsafprøvning, informationsteknisk bistand, udarbejdelse og salg af informationsmateriale, undervisnings- og kursusvirksomhed, rådgivnings-, analyse- og udredningsarbejde samt edb-programmer og internetløsninger m.v. Der kan tillige oppebæres indtægter i form af gaver og offentlige og private tilskud, såfremt det sker på vilkår, der er forenelige med forpligtelsen til at formidle uvildig information. Det vil sige information, der er uafhængig af bestemte økonomiske, erhvervsmæssige eller politiske interesser.
Til § 7
Det foreslås, at ForbrugerForum en gang om året skal offentliggøre en kort beretning om det forløbne års arbejde. Beretningen vil indgå i en samlet beretning om virksomheden i Forbrugernes Hus.
Til § 8
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2003. Samtidig ophæves lov om Forbrugerinformationen.
Det er hensigten at forberede udnævnelsen af ForbrugerForums medlemmer, når loven er endeligt vedtaget, sådan at ForbrugerForum kan udnævnes officielt og begynde sit arbejde straks ved lovens ikrafttræden. Herved opnås det, at den overgangsfase mht. ansvaret for og driften af den offentlige informationsvirksomhed, som opstår ved nedlæggelse af den selvstændige institution Forbrugerinformationen og ForbrugerForums overtagelse af det overordnede ansvar for forbrugerinformationsvirksomheden bliver så kort som muligt. Rent praktisk forudsættes det, at Forbrugerstyrelsen fortsætter informationsarbejdet ud fra de hidtil kendte retningslinjer, indtil ForbrugerForum kan rådgive om indholdet af nye retningslinier.