Forslag til Lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel\n(Ændring af forsøgsbestemmelse med henblik på forsøg med digital administration)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00204@2003-03-27/da
Indhold
Fremsat den 27. marts 2003 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
(Ændring af forsøgsbestemmelse med henblik på forsøg med digital administration)
§ 1
I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002, som ændret ved § 5 i lov nr. 1032 af 17. december 2002, og lov nr. 1033 af 17. december 2002, foretages følgende ændring:
1. § 41 a affattes således:
»§ 41 a. Beskæftigelsesministeren kan efter aftale med en kommune tillade, at der bliver lavet forsøgsordninger, herunder forsøgsordninger med digital administration, der fraviger reglerne i §§ 6, 7, 20, 24, 26, 27 og 28.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Forsøgsbestemmelsen i § 41 a i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel giver ministeren hjemmel til at tillade, at en kommune efter ansøgning laver forsøgsordninger, der fraviger bestemmelserne i lovens kapitel 3 (d.v.s. §§ 6 og 7) og §§ 20, 24 og 27 samt de tilhørende bestemmelser i sygedagpengebekendtgørelsen. Reglerne i lovens §§ 6 og 7 vedrører anmeldelse og dokumentation af sygefravær. Reglerne i lovens §§ 20 og 27 handler om refusion i perioder, hvor en selvstændig eller en mindre privat arbejdsgiver har tegnet forsikring efter dagpengeloven. Bestemmelsen i lovens § 24 drejer sig om kommunens opfølgning i sygedagpengesager.
Formålet med lovforslaget er at udvide forsøgsbestemmelsen, så der åbnes mulighed for, at der efter aftale med en kommune kan gennemføres forsøg med digitalisering af arbejdsgange, sagsinformationer og administration i sager om udbetaling af sygedagpenge. Med den foreslåede udvidelse vil der også kunne etableres forsøg med reglerne i lovens §§ 26 og 28. Disse bestemmelser handler om en arbejdsgivers krav på refusion af sygedagpenge i det omfang, denne udbetaler løn under fraværet.
Projekt om digitalisering af sygedagpengeområdet
Spørgsmålet om at digitalisere administrationen og udbetalingen af dagpenge for at opnå administrative lettelser og regelforenklinger har i foråret 2002 været overvejet i en arbejdsgruppe under Beskæftigelsesministeriet med deltagelse af Kommunernes Landsforening, Københavns- og Frederiksberg Kommuner og Den Digitale Taskforce.
Det centrale i dette arbejde har været et ønske om at lette arbejdsgangene hos såvel arbejdsgiveren som kommunen i forbindelse med anmodning og udbetaling af refusion af sygedagpenge til arbejdsgiveren.
Arbejdsgruppen har, for så vidt angår administration af sygedagpenge, i sin rapport foreslået en model, hvorefter arbejdsgiveren skal anmelde medarbejderes fravær, der ligger ud over 3 uger. Anmeldelsen skal ske inden udløbet af 5. uge efter den første fraværsdag, når det passer ind i arbejdsgiverens lønadministration. Arbejdsgiveren skal anmelde digitalt til en central anmeldeenhed og skal kun udfylde de oplysninger, som ikke kan trækkes fra andre systemer. Refusionsanmodninger skal dog være indsendt inden 3 måneder.
Det ligger endvidere i modellen, at de samlede oplysninger til brug for beregningen af dagpengene skal overføres fra den centrale anmeldeenhed til kommunen, der herefter udbetaler refusionsbeløbet digitalt til arbejdsgiveren.
Modellen bygger på, at den digitale informationsudveksling skal afløse det nuværende system, der er baseret på en gensidig kontrol i forbindelse med udfyldelse af papirblanketter. Efter den gældende lovgivning skal arbejdsgiveren anmelde sygefravær senest 4 uger efter 1. fraværsdag. Når arbejdsgiveren har overholdt denne frist for anmeldelse, kan han vente med at anmode om refusion i op til 3 måneder efter 1. fraværsdag. Arbejdsgiveren anmelder sygefraværet ved at udfylde en papirblanket, der sendes direkte til kommunen. Ved anmodning om refusion derimod, skal blankettens forside udfyldes af arbejdsgiveren med oplysninger om bl.a. ansættelses- og lønforhold og fravær. Derefter skal blanketten videresendes til arbejdstageren, der dels skal bekræfte arbejdsgiverens oplysninger, dels på blankettens bagside bl.a. skal oplyse om fraværsårsag og indkomstforhold. Arbejdstageren skal herefter sende blanketten til sin opholdskommune.
Som opfølgning på Beskæftigelsesministeriet arbejdsgruppens modelforslag har i samarbejde med bl.a. Kommunernes Landsforening og Den Digitale Taskforce sat et projektarbejde i gang, der har til formål at afdække de forskellige tekniske muligheder og barrierer med henblik på at implementere digitaliseringen.
Ændringen af forsøgsbestemmelsen
Det forventes, at der på baggrund af det ovennævnte projektarbejde skal iværksættes forsøgsprojekter. Forsøgsprojekter kan omfatte dele af den samlede digitaliseringsløsning, fx forsøg med enkeltdele af indberetningsmåden, brug af registre eller den digitale sagsbehandling i øvrigt. Forsøgsordningen skal sikre, at de relevante elementer i den digitaliseringsløsning, der er beskrevet i arbejdsgruppens rapport, kan afprøves i praksis.
Det forventes, at erfaringerne fra disse forsøg bl.a. skal sikre en tilstrækkelig kontrol af udbetalingerne til arbejdsgiverne, og danne grundlag for en række vigtige beslutninger i digitaliseringsprocessen forud for gennemførelse af en lovgivning på området.
Et digitaliseringsprojekt, inklusiv forsøg må forventes at give det offentlige en merudgift til udviklingsomkostninger, men der vil på den anden side være tale om en investering, der på længere sigt vil medføre mærkbare mindreudgifter. Samtidig hermed forventes det, at også arbejdsgiverne vil få en betydelig administrativ lettelse.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget har ikke i sig selv økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Forslaget har ikke i sig selv økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Forslaget har ikke EU-retlige aspekter.
Høringer
Forslaget har forud for fremsættelsen været i høring hos følgende organisationer:
Den Digitale Taskforce, Kommunernes Landsforening, Københavns- og Frederiksberg Kommuner, Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening.
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med henblik på at kunne gennemføre forsøg med digitalisering af udbetaling af dagpengerefusion til arbejdsgivere foreslås det at udvide lovens forsøgsbestemmelse.
Den gældende forsøgsbestemmelse giver mulighed for at lave forsøgsordninger, der fraviger reglerne i lovens kapitel 3 (d.v.s. §§ 6 og 7) og §§ 20, 24 og 27 samt de tilhørende bestemmelser i sygedagpengebekendtgørelsen. Reglerne i lovens §§ 6 og 7 vedrører anmeldelse og dokumentation af sygefravær. Reglerne i lovens §§ 20 og 27 handler om refusion i perioder, hvor en selvstændig eller en mindre privat arbejdsgiver har tegnet forsikring efter dagpengeloven. Bestemmelsen i lovens § 24 drejer sig om kommunens opfølgning i sygedagpengesager.
Med den foreslåede udvidelse vil der også kunne etableres forsøgsordninger der fraviger reglerne i lovens §§ 26 og 28. Disse bestemmelser handler om en arbejdsgivers krav på refusion af dagpenge i det omfang, denne udbetaler løn under fraværet. Desuden foreslås det, at en forsøgsordning kan tillades efter aftale med en kommune. Herved sker der en opblødning af den nuværende mere formelle betingelse om, at der skal foreligge en egentlig ansøgning fra en kommune. Initiativet til forsøgsordningen behøver herefter ikke nødvendigvis kun at komme fra en kommune. Ændringen vil desuden lette muligheden for, at et forsøg kan gennemføres i flere kommuner i et geografisk sammenhængende område.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidenden, da der ønskes så tidlig en ikrafttræden, som Folketingsbehandlingen muliggør.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende regler Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002, som ændret ved § 5 i lov nr. 1032 af 17. december 2002, og lov nr. 1033 af 17. december 2002, foretages følgende ændring: 1. § 41 a affattes således: § 41 a. Socialministeren kan efter ansøgning fra en kommune tillade, at der bliver lavet forsøgsordninger, der fraviger reglerne i kapitel 3 samt §§ 20, 24 og 27. »§ 41 a. Beskæftigelsesministeren kan efter aftale med en kommune tillade, at der bliver lavet forsøgsordninger, herunder forsøgsord-ninger med digital administration, der fraviger reglerne i §§ 6, 7, 20, 24, 26, 27 og 28.«