Forslag til Lov om udbygning af Motorring 3 mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00214@2003-04-09/da
Indhold
Fremsat den 9. april 2003 af trafikministeren (Flemming Hansen)
Forslag
til
§ 1. Trafikministeren bemyndiges til at udbygge Motorring 3 vest om København på strækningen mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen fra 4 til 6 spor.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og hovedindhold
Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til trafikministeren til at udvide den 4-sporede motorvej Motorring 3 til 6-sporet motorvej på en ca. 16 km lang strækning mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen. Forslaget udmønter den politiske aftale af 24. januar 2001 om investeringer på trafikområdet mellem den daværende regering samt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum Demokraterne. I aftalen har parterne givet principielt tilsagn om at støtte den nødvendige følgelovgivning.
Motorring 3 er en af de vigtigste ringvejsforbindelser omkring København. Den forbinder Helsingørmotorvejen med Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen og er den eneste komplette ringforbindelse med motorvejsstandard. Motorring 3 er samtidig en del af den vigtige internationale vejforbindelse, E47/E55, som forbinder Skandinavien med kontinentet.
Strækningen mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen er anlagt i perioden 1966-1977 i henhold til lov nr. 168 af 11. april 1942 samt lov nr. 222 af 11. juni 1954.
Vejdirektoratet udarbejdede i 1993 planer for en udvidelse af Helsingørmotorvejen mellem Øverødvej og Jægersborg og for Motorring 3 mellem Jægersborg og Jyllingevej. Allerede på dette tidspunkt var vejen stærkt trafikalt belastet. På grund af begrænsede midler blev alene Helsingørmotorvejen udvidet til 6 spor mellem Klampenborgvej og Øverødvej. Anlægget blev indviet den 4. december 1997.
Motorring 3 har i stadig stigende grad været præget af nedsat fremkommelighed i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen. Dette har ført til en utilfredsstillende trafikafvikling med hastigheder på ned til 25-30 km/t i myldretiden.
Det nu foreliggende forslag til udbygning af Motorring 3 indebærer en opdatering af projektet fra 1993, som omfattede strækningen mellem Jægersborg og Jyllingevej og et projekt til forlængelse af vejudvidelsen på strækningen mellem Jyllingevej og Holbækmotorvejen.
Med henblik på opfyldelse af Rådets direktiv 85/337/EØF (VVM-direktivet), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF, har Vejdirektoratet i perioden 2001-2002 gennemført miljøundersøgelser m.v. for udbygningen af Motorring 3.
I oktober 2001 udsendte Vejdirektoratet et de~bat~op~læg til offentlig høring. I løbet af efteråret 2001 blev der afholdt borgermøder i de berørte kommuner. Synspunkterne herfra er sammenfattet i »Udbygning af Motorring 3, Høringsnotat vedrørende den indledende idé- og forslagsfase«, Vejdirektoratet, februar 2002.
Resultatet af disse undersøgelser og overvejelser er beskrevet i Vejdirektoratets VVM-redegørelse, som omfatter 5 rapporter:
rapport 260 - »Sammenfattende rapport«,
rapport 263 - »Vejens udseende«,
rapport 264 - »Støj og Vibrationer«,
rapport 265 - »Vurdering af arealbehov« og
rapport 266 - »Miljøvurdering«.
Rapporterne kan læses på www.trafikken.dk.
VVM-redegørelsen for en udbygning af Motorring 3 fra Jægersborg til Holbækmotorvejen har været fremlagt i offentlig høring fra den 4. november 2002 til 31. december 2002. Der har i tilknytning hertil været afholdt en række borgermøder i november 2002. VVM-redegørelsen er endvidere sendt til en række myndigheder, interesseorganisationer og foreninger. De 5 rapporter er desuden med brev af 4. november 2002 sendt til Trafikudvalget. Ved høringen er der indkommet i alt 109 skriftlige høringssvar med indsigelser og bemærkninger til VVM-redegørelsen. Heraf er 93 fra private borgere, virksomheder, foreninger og interesseorganisationer. Samtlige høringssvar og Vejdirektoratets besvarelser af disse er samlet i notat nr. 89: »Høringsnotat, Udbygning af Motorring 3 mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen, Redegørelse vedrørende den offentlige høring om VVM-redegørelsen«. Notatet kan læses på www.trafikken.dk.
Vejdirektoratet har efter høringen af borgere og myndigheder anbefalet, at VVM-redegørelsens hovedforslag for udbygning af Motorring 3 lægges til grund for lovforslaget. Vejdirektoratet har samtidig indstillet, at det overvejes, om hovedforslaget skal suppleres med en eller flere af følgende tre mulige tilvalgsløsninger, der er nærmere beskrevet i VVM-redegørelsen: En forbindelsesrampe fra Lyngby Omfartsvej til Motorring 3 i sydgående retning, forberedelse af tilslutning af en eventuel udbygning af Frederikssundmotorvejen samt etablering af stoppesteder til brug for busdrift på Motorring 3.
Under hensyn til de betydelige merudgifter, som er forbundet med etablering af en forbindelsesrampe fra Lyngby Omfartsvej til Motorring 3 samt etablering af stoppesteder til busdrift, er disse tilvalgsløsninger ikke omfattet af lovforslaget. Disse tilvalgsløsninger vil eventuelt kunne gennemføres på et senere tidspunkt.
Vejdirektoratet har samtidig med gennemførelsen af VVM-undersøgelsen for en udbygning af Motorring 3 gennemført en VVM-undersøgelse af en ny højklasset vej i Frederikssundfingeren med udgangspunkt i den allerede etablerede motorvej mellem Ring 3 ved Ejby og Motorring 4 ved Ballerup, der er benævnt Frederikssundmotorvejen. Resultatet af denne undersøgelse er sammenfattet i rapporten: »Ny højklasset vej i Frederikssundfingeren, VVM-redegørelse Sammenfattende rapport, rapport nr. 250, Vejdirektoratet, 2002«.
Regeringen har i sit forslag til investeringsplan for de næste 10 års offentlige investeringer, der blev offentliggjort den 20. februar 2003, afsat godt 1 mia. kr. til en 1. etape af projektet for en ny højklasset vej i Frederikssundfingeren, men der er på nuværende tidspunkt ikke taget politisk stilling til projektet.
Etablering af et forbindelsesanlæg mellem Motorring 3 og en udbygget Frederikssundmotorvej, som beskrevet i VVM-redegørelsen for en ny højklasset vej i Frederikssundfingeren, vil nødvendiggøre en ombygning af Motorring 3 omkring Jyllingevej, som det kan være hensigtsmæssigt at tage højde for i forbindelse med udvidelsen. Såfremt der sker en afklaring vedrørende Frederikssundmotorvejen, inden udvidelsen af Motorring 3 igangsættes omkring Jyllingevej, forudsættes det, at projektet for udvidelsen, med tilslutning fra Trafikudvalget, kan ændres, således at projektet forberedes for tilslutning af en udbygget Frederikssundmotorvej.
På baggrund af en samlet vurdering af de gennemførte undersøgelser og høring af borgere og myndigheder foreslås med lovforslaget en bemyndigelse til trafikministeren til at gennemføre en ca. 16 km lang udvidelse af Motorring 3 vest om København fra 4 til 6 spor mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen på grundlag af det i Vejdirektoratets VVM-redegørelse beskrevne hovedforslag.
2. Beskrivelse af vejanlægget
2.1. Funktion og kvalitet
Forslaget omfatter en ca. 16 km lang udbygning af Motorring 3 på strækningen mellem Lyngby Omfartsvej/Jægersborgvej og Holbækmotorvejen. Ved udbygningen skal der tages hensyn til, at vejen dels ligger i tætbebyggede områder, dels ligger ud til fredede og rekreative områder. Derfor forudsættes det eksisterende tracé bibeholdt i forbindelse med udbygningen.
Udbygningen sker fra 2 x 2 spor til 2 x 3 spor i tidssvarende standard for så vidt angår kørebanebredde og udstyr (autoværn, belysning og støjafskærmning). Hertil kommer parallelramper og parallelspor i forbindelse med tilslutningsanlæg.
Der etableres 3,0 m brede, gennemgående nødspor langs Motorring 3 på hele strækningen mellem Lyngby Omfartsvej og Holbækmotorvejen - anlagt fuldt bærende, således at de kan anvendes som kørespor i driftssituationer ved trafikomlægning.
En eventuel udnyttelse af nødsporene som ekstra kørespor forudsætter en senere beslutning om etablering af bl. a. et trafikledelsessystem på de pågældende delstrækninger.
På grund af de tætliggende tilslutningsanlæg og det eksisterende, kurvede tracé for Motorring 3 forudsættes udvidelsen dimensioneret til en tilladt maksimalhastighed på 90 km/t mellem Jægersborg og Buddingevej og 110 km/t mellem Buddingevej og Holbækmotorvejen, dog med en anbefalet hastighed på 90 km/t i vådt og glat føre på delstrækninger med begrænsede oversigtsforhold.
Der påregnes anvendt en vejbelægning, der forårsager mindre støj end den belægning, som i dag ligger på motorvejen.
I forbindelse med detailprojekteringen vil der blive gennemført en nærmere teknisk og økonomisk analyse af eventuel brug af en særlig støjsvag vejbelægning på Motorring 3.
Vejprojektet gennemføres, så det færdige anlæg er tidssvarende og har den beskrevne funktion.
Processen, der løber fra projekteringen og arealerhvervelsen via udbud i licitation til det egentlige anlægsarbejde, gennemføres sådan, at projektets forløb kan styres og dokumenteres.
2.2. Tværprofiler
Da midterrabatten på den eksisterende motorvej har forskellig bredde nord og syd for Jyllingevej, er det, blandt andet af pladshensyn, valgt at bibeholde denne forskel.
Motorring 3 anlægges derfor nord for Jyllingevej som en 6-sporet motorvej med et 34 m bredt tværprofil bestående af 2 kørebaner à 11,5 m afstribet med 3 kørespor à 3,50 m og 2 kantbaner à 0,5 m, en 2,0 m bred midterrabat med autoværn samt 2 nødspor à 3,0 m og 2 yderrabatter à ca. 1,5 m med autoværn.
Syd for Jyllingevej anlægges Motorring 3 som en 6-sporet motorvej med et 38,5 m bredt tværprofil bestående af 2 kørebaner à 11,25 m, en 6,0 m bred midterrabat med 1,0 m brede belagte nødrabatter og autoværn samt 2 nødspor à 3,0 m og 2 yderrabatter à ca. 2 m med autoværn. Kørebanerne forudsættes afstribet med 2 kørespor à 3,50 m, 1 kørespor à 3,25 m og 2 kantbaner à 0,5 m.
Af hensyn til trafikafviklingen anlægges Motorring 3 med en række parallelramper og parallelspor i forbindelse med tilslutningsanlæg. Det nærmere omfang vil blive fastlagt i detailprojekteringsfasen.
I forbindelse med detailprojekteringen af den nordgående strækning mellem Lagergårdsvej og Jægersborgvej vurderes nærmere, om nødspor eventuelt skal inddrages permanent til kørespor, og om køresporene skal gøres lidt smallere end ovennævnte profil.
2.3. Linieføring
Den nuværende motorvejs centerlinie forudsættes bibeholdt i forbindelse med udbygningen. Udbygningen påbegyndes i sydgående retning ved tilkørslen fra Lyngby Omfartsvej og slutter ved frakørslen til Holbækmotorvejen. I nordgående retning påbegyndes udbygningen ved tilkørslen fra Holbækmotorvejen og slutter mellem Lyngby Omfartsvej og frakørslen til Jægersborgvej, i alt ca. 16 km.
2.4. Tilslutninger og rampeanlæg
Alle eksisterende til- og frakørsler bibeholdes, men udbygges og tilpasses den ændrede vejudformning og den øgede trafikbelastning. Omfanget af ombygninger vil blive fastlagt i detailprojekteringen.
Det vil være nødvendigt at nyopføre, udskifte eller ombygge i alt ca. 40 broer m.v. for skærende veje, stier, jernbaner og vandløb i forbindelse med udbygningen. Bl.a. vil det være nødvendigt at nyopføre endnu et tunnelrør under Vestbanen for frakørselsrampen i nordgående retning til Roskildevej. Ombygningen af overføringen af Vinagervej gennemføres således, at der evt. senere kan etableres en forbindelsesrampe mellem Lyngby Omfartsvej og Motorring 3.
I forbindelsesanlægget mellem Motorring 3 og Hillerødmotorvejen omlægges rampen, der betjener sydgående trafik ad Hillerødmotorvejen, og som i forbindelsesanlægget skal i nordgående retning ad Motorring 3.
2.5. Sideanlæg
Der forudsættes ikke anlagt sideanlæg (rastepladser, samkørselspladser mv.) i forbindelse med udbygningen.
2.6. Lokalvejnet, stier og jernbaneanlæg
Eksisterende over- og underføringer for veje, stier og baner bibeholdes, men ombygges i fornødent omfang.
Der kan eventuelt blive behov for at omlægge eller nedlægge enkelte langsgående stiforbindelser og etablere nye vendepladser på nogle lokalveje.
Omfanget af disse ændringer forudsættes fastlagt i forbindelse med detailprojekteringen.
2.7. Faunapassager
Der etableres ikke faunapassager i forbindelse med udbygningen af Motorring 3.
2.8. Støjafskærmning
Der påregnes etableret støjafskærmning ud for boligområder og kolonihaveboliger på strækningen nord for Jyllingevej med en samlet længde af støjskærmene på i alt ca. 18 km.
Skærmene forudsættes udført med 4 m, 3 m og 2 m høje skærme, udformet i forbindelse med detailprojekteringen af anlægget i et samarbejde med kommunerne og de berørte naboer.
Overskudsjord fra anlægget påregnes bl.a. anbragt i støjvolde ud for tilslutningsanlægget omkring Hillerødmotorvejen i Gladsaxe Kommune.
Helårsejendomme, der får en støjbelastning på mere end 60 dB(A), vil få tilbudt tilskud til facadeisolering.
Anlægsprisen for støjskærmene er ekskl. projektering m.v. anslået til ca. 190 mio. kr. (2002 prisniveau). Omfang og udformning af støjafskærmning fastlægges nærmere i forbindelse med detailprojekteringen og vil blive endeligt fastlagt af den ekspropriationskommission, der skal godkende projektet ved en besigtigelsesforretning. Der henvises i øvrigt til afsnit 6.2 vedrørende de miljømæssige konsekvenser.
2.9. Vejudstyr og beplantning
Vejen udstyres med vejtavler, autoværn, kantpæle, nødtelefoner, trafikregistreringsudstyr, informationstavler og vintervarslingsudstyr. Da den eksisterende vejbelysning er nedslidt og giver gener for naboerne, forudsættes der etableret ny vejbelysning på strækningen mellem Jægersborgvej og Holbækmotorvejen - udført på en sådan måde, at lysindfald på naboarealerne begrænses.
Tilslutningsanlæg påregnes at blive beplantet med forskellige træarter - én for hvert anlæg. Der etableres i fornødent omfang ny beplantning langs vejen, herunder på støttevægge og på støjskærme ind mod naboerne.
Omfang og type af beplantning fastlægges i forbindelse med detailprojekteringen.
2.10. Vejafvanding
Udvidelsen medfører udledning af mere vejvand til bassiner og kloaksystemer. Der etableres et lukket opsamlingssystem for vejvandet. De eksisterende 10 regnvandsbassiner forudsættes udbygget, og der anlægges 12 nye. Indsatsen resulterer i en forbedret vandkvalitet og udjævning af de vandmængder, der ledes til Kagså, Harrestrup Å, Fæstningskanalen og de kommunale spildevandssystemer. Omfang og udformning af afvandingssystemet fastlægges nærmere i forbindelse med detailprojekteringen.
2.11. Naboarealer
For at begrænse arealbehovet mest muligt etableres der støttevægge i stedet for skråninger, hvor det er hensigtsmæssigt.
Vejens udseende mod naboarealer fastlægges i samarbejde med de berørte kommuner og naboerne, fx. med hensyn til beplantning og transparente/ikke transparente støjskærme.
I samarbejde med de berørte kommuner vil Vejdirektoratet søge at opstille retningslinier for en hensigtsmæssig skiltning m.v. langs Motorring 3, således at der kan opnås et positivt samspil mellem motorvejens udseende og naboarealerne.
3. Trafikale konsekvenser
Uden udbygning af Motorring 3 skønnes hverdagsdøgntrafikken på strækningen at stige fra ca. 68.000-76.000 biler i 2000 til ca. 82.000-88.000 biler i 2010, svarende til en stigning på 16-23 %.
Udbygningen medfører, at der flyttes trafik fra de parallelle veje Tårnvej, Ring 3 og Ring 4 samt fra det øvrige lokale vejnet til Motorring 3.
Udbygningen af Motorring 3 fra 4 til 6 spor medfører, at trafikbelastningen i 2010 øges med ca. 9.000-13.000 biler i døgnet eller med 11-16 % i forhold til situationen uden udbygning. De gennemsnitlige rejsetider i 2010 på strækningen i myldretiden vil blive reduceret med 3-5 minutter eller ca. 20 %.
4. Trafiksikkerhed
På strækningen mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen blev der i perioden 1996-2001 registreret i alt 146 uheld, heraf 43 med personskade, som resulterede i 3 dræbte, 17 alvorligt tilskadekomne og 39 lettere tilskadekomne. Hovedparten af uheldene er sket i forbindelse med køkørsel.
Antallet af uheld på den udbyggede Motorring 3 forventes at vokse med 0,3 % på strækningen og 0,7 % på ramperne på grund af den øgede trafik på vejen. Denne tendens vil imidlertid blive mere end opvejet på de mindre veje, der bliver aflastet af motorvejen. Den foreslåede udbygning forventes således at reducere antallet af uheld på det samlede påvirkede vejnet med ca. 3 personskadeuheld i 2010, set i forhold til situationen uden udbygning.
5. Plan- og beskyttelsesforhold
Den foreslåede udvidelse berører Gammelmosen, der er omfattet af fredningsbestemmelser samt Vestvolden og Gladsaxe Fort, der både er fortidsminder og omfattet af fredningsbestemmelser. Udvidelsen berører endvidere nogle vandløb, søer, skove og andre arealer og fortidsminder, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3 m.fl.
En smal bræmme af Gammelmosen vil blive inddraget til vejanlægget. Mosen er omfattet af bekendtgørelse nr. 84 af 18. februar 1918, hvori er bestemt, at Gammelmosen »fremtidig skal være fredet, saaledes at Tørvegravning, Mosindsamling, Bærplukning, Afgræsning og deslige, samt al Færdsel er forbudt alle og enhver, hvem særlig Tilladelse fra Veterinær- og Landbohøjskolen ikke er givet«. Der vil blive etableret en ny, tæt væg mod mosen, og vandstanden i mosen vil ikke blive påvirket. Vejanlægget kan herved etableres, så de natur- og forskningsmæssige interesser knyttet til Gammelmosen bevares. Den eksisterende sti langs vejen vil blive retableret. Udbygningen vil, for så vidt angår den bræmme, der overgår til vejareal og areal, som skal benyttes i forbindelse med anlægsarbejderne, kræve, at miljøministeren enten ændrer bekendtgørelsen vedrørende fredning af Gammelmosen eller træffer beslutning om, at bekendtgørelsen kan fraviges.
Vestvolden med tilgrænsende arealer, bl.a. Kagsmosen, er omfattet af Naturklagenævnets fredningsafgørelse af 28. juni 1996. Hertil kommer, at selve Vestvolden bestående af: Glacis, den dækkede vej, fæstningsgrav, vold, voldallé med tilhørende bygninger og anlæg er et fredet fortidsminde omfattet af den umiddelbare fredning i naturbeskyttelseslovens § 12, jf. bilaget til loven kap. 1, nr. 5. Udvidelsen af Motorring 3 medfører et indgreb i fredningsområdet omfattende 0,1% af det fredede areal, svarende til 4,500 m 2 , hvilket skyldes etablering af nye skråningsanlæg og udvidelse/anlæg af regnvandsbassiner. Udbygningen vil kun berøre selve fæstningsanlægget marginalt på strækningen fra nord for Roskildevej til Park Allé (ca. km 49 51), men vil næppe påvirke muligheden for at opleve dette. Etableringen/udvidelsen af regnvandsbassiner vil bidrage til en forbedret vandkvalitet i voldgraven. I henhold til fredningsafgørelsen må der ikke foretages ændringer af den nuværende tilstand inden for det fredede område - med mindre dette er umiddelbart tilladt efter fredningsafgørelsen og foretages i overensstemmelse med en særlig, godkendt pleje- og anlægsplan eller tillades ved dispensation i henhold til naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1. Inden for fredningsområdet træder fredningsbestemmelserne i stedet for bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens §§ 3, 16, 17 og 18 samt for bestemmelserne i planlovens § 35, stk. 1 (landzone). Udbygningen vil kræve, at der af Fredningsnævnet for København meddeles dispensation i henhold til naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, eller at der gennemføres en ny fredningssag for de arealer af fredningsområdet, der berøres af vejudvidelsen. Indgreb i selve det fredede fortidsminde Vestvolden kræver desuden tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen efter naturbeskyttelseslovens § 12. Endvidere kræves der uden for fredningsområdet - men inden for en afstand af 100 meter fra fortidsmindet Vestvoldens fod - dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 18 (beskyttelseslinier omkring fortidsminder). Dispensationen skal gives af Københavns Amtsråd efter høring af Skov- og Naturstyrelsen.
Ved Gladsaxe Fort vil vejudvidelsen berøre fæstningsanlægget og gå ind over én af bygningerne, den såkaldte saillantkaponiere. Fortet bestående af fortkærne, voldgrav, glacis med alle tilhørende bygninger - herunder også saillantkaponieren er, ligesom Vestvolden, et fredet fortidsminde, der er omfattet af den umiddelbare fredning i naturbeskyttelseslovens § 12, jf. bilaget til loven kap. 1, nr. 5. Fortet er desuden omfattet af en fredningsservitut af 16. maj 1951. Vejudvidelsen tænkes gennemført med en beskeden brokonstruktion over saillantkaponieren, der bibeholdes. Den forudsatte fjernelse af den eksisterende vejrampe nord for fortet vil muliggøre en retablering af fortets nordøstlige dele. Vejudvidelsen vil jf. naturbeskyttelseslovens § 12 kræve tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen, samt dispensation fra København Amtsråd i henhold til naturbeskyttelseslovens § 18. Endvidere vil Fredningsnævnet for København, Kulturarvsstyrelsen og Københavns Amtsråd skulle meddele dispensation fra den særlige fredningsservitut.
Vejanlægget berører beskyttelseszonerne omkring gravhøjene Sneglehøj og Espehøj, hvorfor amtet også skal meddele tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 18 til indgrebet omkring disse fortidsminder.
Vejanlægget berører ikke områder, der er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder.
Der forudsættes gennemført en forlægning af en 300 meter lang strækning af Kagså af hensyn til bevarelse af en eksisterende støjafskærmning - enten ved rørlægning eller ved forlægning i et åbent forløb.
Københavns Amt har meddelt, at man umiddelbart vurderer, at der kan gives tilladelse til udbygningen efter den del af naturbeskyttelsesloven, som amtet administrerer, på en række vilkår, herunder blandt andet vedrørende vandstanden i Gammelmosen og Kagsmosen.
Skov- og Naturstyrelsen har i henhold til naturbeskyttelseslovens § 20 og Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 571 af 25. juni 1992 om godkendelse af offentlige vejanlæg og af ledningsanlæg m.v. i det åbne land meddelt principgodkendelse af hovedforslaget. Skov- og Naturstyrelsen har i sin godkendelse bl.a. forudsat, at en række vilkår om vandstanden i Vestvoldens fæstningsgrav overholdes, at eventuelle midlertidige terrænændringer foretages og retableres i samråd med Skov- og Naturstyrelsen, og at det i forbindelse med en eventuel senere beslutning om at inddrage forberedelse af forbindelsesanlæg mellem Motorring 3 og Frederikssundmotorvejen i projektet, sikres, at der fortsat vil være attraktive stiforbindelser i Vestskoven, og at de eksisterende stiforbindelser mellem Vestskoven og Vestvolden opretholdes.
Kulturarvsstyrelsen har meddelt, at styrelsen er indstillet på at meddele tilladelse til de nødvendige indgreb i fortidsminderne på visse vilkår, som vil blive fastlagt, når der foreligger en detailprojektering for områderne.
De konkrete tilladelser og dispensationer, der er nødvendige for anlæggets gennemførelse, herunder dispensation fra gældende fredningsbestemmelser, vil blive søgt løbende i forbindelse med projekteringen af anlægget.
6. Miljømæssige konsekvenser
I VVM-redegørelsen har Vejdirektoratet redegjort for de forventede miljømæssige konsekvenser af udbygningen. Konsekvenserne er resumeret nedenfor.
6.1. Arealindgreb og barrierevirkning
Udbygningen af Motorring 3 vil på den nordlige strækning berøre bebyggede områder med mange boliger tæt på motorvejen. På den sydlige strækning gennem kommunerne Brøndby, Glostrup og delvist Rødovre løber vejen gennem mere åbne områder med Vestvolden på den østlige side og bl.a. Vestskoven og industriområder på den vestlige side.
Langs bebyggede områder forudsættes anlægget gennemført med brug af støttemure, der reducerer behovet for arealerhvervelse. Det vurderes, at ca. 170-210 ejendomme berøres midlertidigt eller permanent. Der påregnes totalekspropriationer af 20-40 ejendomme og nedlæggelse af ca. 10 kolonihaver.
Omfanget af ekspropriationer vil blive fastlagt endeligt af den ekspropriationskommission, der skal godkende projektet ved en besigtigelsesforretning.
Vejens barrierevirkning er uforandret, da eksisterende vej- og stibroer bibeholdes.
6.2. Støj, luftforurening og klima
I forbindelse med vejudvidelsen forudsættes der etableret ca. 18 km støjafskærmning mellem Jægersborg og Jyllingevej. Såfremt der ikke gennemføres en udbygning eller andre tiltag på Motorring 3, skønnes det, at ca. 10.300 helårs- og fritidsboliger i 2010 vil være belastet med mere end 55 dB(A), heraf 3.800 med mere end 60 dB(A). Dette niveau skyldes dog også støj fra omkringliggende veje mv.
Såfremt kun støjbidraget fra den eksisterende motorvej medregnes, vil trafikken på vejen uden udbygning i 2010 belaste 6.300 helårs- og fritidsboliger med mere end 55 dB(A), heraf 1.300 boliger med mere end 60 dB(A). Såfremt projektet gennemføres med den forudsatte støjafskærmning, vil antallet af boliger med samlet støjbidrag fra Motorring 3 på mere end 55 dB(A) blive reduceret til 2.200, og antallet af boliger med mere end 60 dB(A) blive reduceret til 150. Der vil således i forbindelse med udbygningen generelt ske en væsentlig forbedring af støjforholdene for vejens naboer i forhold til den situation, der kan forventes, hvis vejen ikke udbygges, og der ikke i øvrigt gennemføres støjreducerende tiltag.
Der skal gennemføres støjmålinger med tilhørende evaluering af de forventede støjmæssige konsekvenser senest 2 år efter færdiggørelse af udvidelsen.
Gennemførelse af forslaget vil indebære en mindre forøgelse af emissioner, herunder CO, CO 2 og partikler. Forskellen mellem emissioner fra den eksisterende vej og den ombyggede vej vil i 2010 ligge i intervallet 0,5 1,2 %.
6.3. Natur, landskab og fortidsminder
Nord for Jyllingevej forløber vejen overvejende gennem tæt bebyggede boligområder, afbrudt af spredte grønne områder med rekreative arealer. Syd for Jyllingevej forløber vejen gennem et mere åbent landskab, domineret af Vestvolden mod øst og Vestskoven og industriområder mod vest.
Fortidsmindet Vestvolden berøres kun perifert af vejudvidelsen. Hovedforslaget vil derimod medføre en påvirkning af fortidsmindet Gladsaxe Fort. Ved udvidelsen af vejen skal det sikres, at saillantkaponieren ikke tager skade, jf. ovenfor under punkt 5. Beskyttelseszonerne omkring Sneglehøj og Espehøj berøres i mindre omfang. Det kan forventes, at ikke synlige arkæologiske interesser berøres af vejanlægget.
6.4. Friluftsliv
Der er til nærområdet langs Motorring 3 knyttet betydelige rekreative interesser, herunder skov-, park- og kolonihaveområder. Visse af disse områder benyttes til konkrete aktiviteter som spejderliv, ridning, knallertbane og hundetræning. Den foreslåede vejudvidelse påvirker ikke de rekreative interesser væsentligt. De forudsatte støjskærme langs Kagsmosen og kolonihaveområderne ved forbindelsesanlægget til Hillerødmotorvejen vil medføre en generel forbedring af den rekreative værdi af disse områder. Støjforholdene i de øvrige rekreative områder langs vejen vil stort set forblive uændrede.
Forslaget vil betyde, at ca. 30 kolonihaver vil blive direkte berørt, og at ca. 10 kolonihaver vil skulle nedlægges. Det er ikke forudsat, at der udlægges erstatningshaver i forbindelse med projektet.
Alle stier i området - bortset fra to korte stiforløb i henholdsvis Gladsaxe og Rødovre kommuner - påregnes bibeholdt.
6.5. Overfladevand og grundvand
Det nuværende afvandingssystem på Motorring 3 ændres, idet der overalt ved ydersiden af nødsporene etableres en asfaltvulst, der sikrer opsamling af regnvand i nedløbsbrønde. Det indebærer, at al nedbør på vejarealet opsamles og ledes gennem udvidede eller nyetablerede regnvandsbassiner med benzin-/olieudskillere, inden det ledes ud i recipienter eller ledes til offentlige spildevandssystemer. Risikoen for belastning af grundvandets kvalitet vil blive mindsket i forhold til i dag, hvor en del af vejvandet siver ned i jorden igennem skråninger og åbne grøfter.
Da vejen forløber gennem områder med særlige drikkevandsinteresser, stilles der særlige krav til anlæggets udformning, og specielt i anlægsfasen skal der træffes særlige foranstaltninger for at imødegå risiko for forurening af grundvandet.
6.6. Ressourceforbrug
Det samlede forbrug af asfalt udgør ca. 260.000 t, svarende til ca. 8 % af det samlede årlige forbrug af asfalt i Danmark. Forbruget af grus udgør ca. 200.000 t, svarende til ca. 4 % af det årlige forbrug i hovedstadsområdet. Forbruget af øvrige råstoffer, herunder bundsikringsmaterialer skønnes ikke at have væsentlig betydning for materialernes tilgængelighed eller for miljøet.
6.7. Forurenet jord
Foreløbige undersøgelser tyder på, at forureningsforholdene i rabatjorden langs vejanlægget ikke afviger væsentligt fra forholdene langs andre danske motorveje af tilsvarende alder. Der er behov for mere detaljerede undersøgelser som grundlag for den konkrete jordhåndtering i forbindelse med projektet. Det vurderes, at eventuel mere forurenet jord kan indbygges på forsvarlig måde på arealer i de større udfletningsanlæg, der skal beplantes.
7. Alternativer
Som led i Vejdirektoratets VVM-undersøgelser er der undersøgt alternative udformninger af hovedforslaget, herunder:
· Udbygning fra 4 til 6 spor med standardprofil, dvs. med 0,5 m smallere nødspor syd for Jyllingevej.
· Gennemførelse af hovedforslaget med en delvis overdækning på strækningen mellem Buddingevej og Hvidsværmervej.
· Udbygning af Motorring 3 fra 4 til 8 spor.
De nævnte alternativer er fravalgt efter en samlet vurdering.
Alternativet med en udbygning fra 4 til 6 spor med standardprofil svarer i princippet til det i lovforslaget foreslåede projekt, men med 0,5 m smallere nødspor syd for Jyllingevej. Dette alternativ er fravalgt til fordel for etablering af 3,0 m brede, gennemgående og fuldt bærende nødspor langs Motorring 3 på hele strækningen mellem Lyngby Omfartsvej og Holbækmotorvejen, således at nødsporene eventuelt senere kan inddrages til kørespor.
En delvis overdækning på strækningen mellem Buddingevej og Hvidsværmervej vil medføre en anslået fordyrelse af projektet med 800-900 mio. kr. Der kan ved en sådan overdækning opnås en betydelig reduktion af støjen fra motorvejen. Den samlede støjreduktion vil imidlertid blive mindre på grund af støjindfald fra skærende veje og jernbaner. Det overdækkede anlæg vil desuden blive meget dominerende, ikke mindst fordi vejen i forvejen ligger på en høj dæmning på denne strækning.
En udvidelse af vejen til 8 spor med standardprofil og gennemgående nødspor vil selvsagt øge vejens kapacitet betydeligt (ca. 30 %), men kapaciteten på de tilstødende motorveje og i tilslutningsanlæggene vil sætte en grænse for kapacitetsudnyttelsen. Arealbehovet vil være væsentligt større end i det foreslåede projekt, og konsekvenserne for veje og stier tæt på motorvejen vil ligeledes blive øget væsentligt.
8. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
De samlede udgifter til projektering, administration, arealerhvervelse og udbygning af Motorring 3 fra 4 til 6 spor er anslået til 1.834 mio. kr. (middelværdi), prisniveau 2003, eksklusive moms.
Anlægsoverslaget er behæftet med usikkerhed, da udgifterne til bl.a. ekspropriationer, jordarbejder og asfaltarbejder ikke kan beregnes præcist på forhånd, ligesom konjunktur- og konkurrencesituationen på licitationstidspunkterne er af væsentlig betydning for anlægsomkostningernes endelige størrelse.
På basis af en usikkerhedsanalyse gennemført efter succesiv-princippet fremkommer middelværdien 1.834 mio. kr. med en tilknyttet usikkerhed, der indebærer, at der er 50 % sandsynlighed for, at udgiften bliver mindre end det anførte og 50 % sandsynlighed for, at udgiften bliver større end det anførte. Usikkerhedsanalysen viser endvidere, at anlægsprisen med 90 % sandsynlighed vil blive mindre end 2.093 mio. kr.
Der er beregnet en intern rente på ca. 10 %. I beregningen indgår bl.a. trafikanternes tidsbesparelser og kørselsomkostninger, uheldsomkostninger, trafikstøj, luftforurening samt vejvedligeholdelse.
Projektet påregnes opdelt i en række arbejdsstrækninger, hvor anlægsarbejdet vil foregå som en fremadskridende proces langs de eksisterende kørebaner. I størstedelen af anlægsperioden, der efter detailprojektering, besigtigelse og ekspropriation i 2003-2004 vil foregå i 2005-2008, vil der blive arbejdet på hele strækningen. Trafikafviklingen under anlægsperioden vil blive søgt fremmet med trafikregulering, trafikovervågning og trafikinformation. Det skønnes, at op til ca. 30 % af trafikken i perioden vil benytte alternative veje. Her vil der efter aftale med de pågældende vejbestyrelser blive tilstræbt foranstaltninger, der kan fremme trafikafviklingen.
Udgifter til anlægsrelaterede trafikstyringssystemer etc. på amts- og kommuneveje under anlægsarbejdet afholdes over anlægsbudgettet for udbygning af Motorring 3, mens udgifter som følge af øget trafikbelastning på amts- og kommuneveje under anlægsarbejdet afholdes af de respektive vejbestyrelser.
Udgifter på øvrige statsveje som følge af øget trafikbelastning under anlægsarbejdet afholdes over anlægsbudgettet for udbygning af Motorring 3.
Udgifterne forventes at fordele sig som følger (i 2003 prisniveau):
2003: ..................................... 50 mio. kr.
2004: ................................... 225 mio. kr.
2005: ................................... 385 mio. kr.
2006: ................................... 375 mio. kr.
2007: ................................... 375 mio. kr.
2008: ................................... 375 mio. kr.
2009: ..................................... 40 mio. kr.
2010: ....................................... 9 mio. kr.
Anlægsarbejdet forestås af Vejdirektoratet.
Arbejdet med at beskrive anlægget i et detailprojekt, som kan danne baggrund for udbud, udføres af Vejdirektoratet i samarbejde med eksterne rådgiverfirmaer. Rådgivningsopgaver og anlægsarbejder udbydes efter gældende regler herfor. Vejdirektoratet og dets bygherrerådgivere fører tilsyn med entreprenørernes arbejde for at sikre, at det aftalte arbejde leveres i den aftalte kvalitet, tid og pris. Herudover skal projektforløbet styres, kontrolleres og dokumenteres. Trafikafviklingen skal overvåges, og den nødvendige information formidles til trafikanter og naboer. Endelig skal trafiksikkerhedsmæssige og arbejdsmiljømæssige indsatser gennemføres.
Af den samlede udgift er budgetteret med 17 % til projektering, tilsyn og administration. Heraf er ca. 5 % lønninger til Vejdirektoratets eget personale, ca. 7 % omkostninger til eksterne rådgivere og ca. 5 % øvrige driftsudgifter.
9. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Udvidelse af Motorring 3 vil forbedre trafikafviklingen i hovedstadsområdet i myldretiden og derved reducere transportudgifterne for erhvervslivet.
I anlægsfasen skønnes der at være en direkte og indirekte beskæftigelse på 4-5.000 mandår.
Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, der har vurderet, at lovforslaget ikke indeholder væsentlige administrative konsekvenser for erhvervslivet. Det er derfor ikke forelagt et virksomhedspanel eller lignende.
10. Forholdet til borgerne
Vejudvidelsen vil indebære en betydelig forbedring for trafikanterne på motorvejen og betyde en aflastning af trafikken på alternative veje.
Anlægget berører direkte og indirekte en del borgere bl.a. i form af ekspropriationer.
I det videre forløb i anlægsprocessen vil ejere og brugere af de berørte ejendomme blive orienteret direkte ved breve fra Vejdirektoratet og ekspropriationsmyndighederne om anlægsarbejdets tidsplan og fremdrift, ligesom borgerne i området har mulighed for at holde sig løbende orienteret om anlægsarbejdet på hjemmesiden www.trafikken.dk.
11. Forholdet til EU-retten
De miljøundersøgelser og høringer, der er gennemført, opfylder kravene i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EF-Tidende 1985 L 175, side 40) som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (EF-Tidende 1997 L 73, side 5).
12. Høring over lovforslaget
Lovforslaget har været i høring hos Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), Københavns Amt, Lyngby-~Taarbæk Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Herlev Kommune, Københavns Kommune, Rødovre Kommune, Glostrup Kommune og Brøndby Kommune.
Høringssvarene vil blive sendt til Folketingets Trafikudvalg, ledsaget af de kommentarer, som høringssvarene måtte give anledning til.
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Færre udgifter for stat, kommuner og amtskommuner som følge af færre trafikuheld Udgift for staten på 1.834 mio. kr. (2003-priser) Merudgifter til drift og vedligeholdelse
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Begrænset meradministration for Vejdirektoratet i anlægsfasen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Reducerer transportomkostning-erne. Øger beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren i anlægsperioden Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Formindskelse af støjgener langs vejen og forbedret håndtering af vejafvandingen Mindre forøgelse af luftforurening og CO 2 -emission. Begrænsede indgreb i rekreative omgivelser
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten De miljøundersøgelser og høringer, der er gennemført, opfylder kravene i VVM-direktivet (Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997)
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen indeholder bemyndigelse til at udbygge Motorring 3 vest om København mellem Jægersborg og Holbækmotorvejen fra 4 til 6 spor og retablere de fornødne broer og tilslutningsramper.
Der henvises til de almindelige bemærkninger og bilaget til lovforslaget.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2003.
Bilag 1
Bilag