Forslag til Lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.\n(Fradrag for personbiler udstyret med elektronisk stabiliseringsprogram m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00228@2003-05-26/da
Indhold
Fremsat den 26. maj 2003 af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)
Forslag
til
(Fradrag for personbiler udstyret med elektronisk stabiliseringsprogram m.v.)
§ 1
I lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 12. december 2002, som ændret ved lov nr. 154 af 12. marts 2003 foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. For nye biler, der er forsynet med de nedenfor angivne trafiksikkerhedsfremmende udstyrsgenstande, nedsættes afgiften med følgende beløb:
Køretøjskategori: Udstyrsgenstand
Højre sidespejl, som er justerbart ved indvendig betjeningsanordning: Bagrudevisker og -vasker: Ekstra, højt monteret stoplygte: En eller flere selealarmer:
1) Personbiler afgiftsberigtiget efter § 4, stk. 1, og § 5 a, stk. 1, nr. 1, og busser afgiftsberigtiget efter § 5 a, stk. 1, nr. 2. 300 kr. 300 kr. - 100 kr. pr. alarm for indtil 3 alarmer i kalenderårene 2003 – 2008.
2) Varebiler afgiftsberigtiget efter § 5. 300 kr. 600 kr. 200 kr. -
«
2. I § 8, stk. 7, indsættes som 2. - 3. punktum:
»For nye personbiler, der er udstyret med elektronisk stabiliseringsprogram (ESP-system), der kan bremse bilens hjul individuelt med henblik på at stabilisere bilen, og som ikke kan frakobles, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 3.500 kr. i 2003, 3.200 kr. i 2004, 2.600 kr. i 2005, 2.000 kr. i 2006, 1.300 kr. i 2007 og 700 kr. i 2008. Nedsættelsesbeløb efter 2. punktum har virkning for personbiler, der afgiftsberigtiges i det kalenderår, for hvilket beløbet gælder.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2003.
Stk. 2. Loven har virkning for personbiler, der registreres 1. gang den 1. juli 2003 eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning – formålet med lovforslaget
Regeringen ønsker at styrke trafiksikkerheden. Det foreslås derfor, at der indføres et midlertidigt fradrag i den beskattede værdi for ESP-systemer (elektroniske stabiliseringsprogrammer) og et midlertidigt fradrag i registreringsafgiften for selealarmer. Fradragene har til hensigt at fremme udbredelsen af ESP-systemer og selealarmer.
Da fradrag for sikkerhedsfremmende udstyr kun vil have en positiv effekt på færdselssikkerheden indtil udstyret bliver standardudstyr i alle biler, foreslås fradraget for ESP-systemer udfaset over en femårig periode, mens fradragene for selealarmer foreslås fastsat til samme beløb i hele 5-årsperioden.
Der har i mange år været tradition for at give fradrag i registreringsafgiften for særligt miljø- og sikkerhedsfremmende udstyr for derved at neutralisere den høje marginale afgift som dette udstyr ellers pålægges. Der gives således i dag fradrag for airbags, ABS-bremser, indvendigt justerbart højresidespejl og bagrudevisker/vasker. Tidligere har der været givet fradrag for bl.a. katalysatorer, indtil disse blev obligatoriske.
Færdselsstyrelsen har netop færdiggjort en vurdering af de sikkerhedsmæssige aspekter ved ESP der viser, at der ved brug af ESP er væsentlige sikkerhedsmæssige gevinster at hente. Tilsvarende gælder selealarmer. Det foreslås derfor, at der indføres et midlertidigt fradrag i den beskattede værdi for ESP-systemer og i registreringsafgiften for selealarmer.
2. Gældende regler
Efter de gældende regler ydes fradrag i registreringsafgiften for visse mindre trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger. Det drejer sig om højre sidespejl, som er justerbart indefra, bagrudevisker og –vasker og for varebiler tillige ekstra, højt monteret stoplygte.
For de lidt større trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger nedsættes den beskattede værdi svarende til meromkostningerne. Det gælder blokeringsfri bremser i biler og motorcykler, hvor den afgiftspligtige værdi nedsættes med 4.165 kr., og for nye biler, der er forsynet med en eller flere sikkerhedspuder, hvor den afgiftspligtige værdi nedsættes med 1.280 kr. pr. pude for indtil 4 puder.
3. Forslagets indhold
Dels foreslås, at der fra og med 1. juli 2003 gives et fradrag på 100 kr. i registreringsafgiften pr. fabriksmonteret selealarm for indtil 3 alarmer, svarende til i alt højst 300 kr. pr. personbil i en periode på 5½ år, og dels, at der for resten af 2003 gives et fradrag for ESP-systemer i den afgiftspligtige værdi på 3.500 kr., svarende til en afgiftsrabat på 6.300 kr. ved en afgiftssats på 180 pct. Fradraget for ESP-systemer nedtrappes til 3.200 kr. i 2004, 2.600 kr. i 2005, 2.000 kr. i 2006,1.300 kr. i 2007 og 700 kr. i 2008. I 2009 vil fradraget være fuldt udfaset.
4. Provenumæssige konsekvenser
Der er ikke provenutab forbundet med fradrag for udstyr, der ikke ville være monteret uden fradrag i registreringsafgiften. For de biler, der uanset fradraget ville være monteret med selealarmer eller ESP-systemer, vil der imidlertid være et provenutab.
For selealarmernes vedkommende skønnes provenutabet med nogen usikkerhed, at blive ca. 3 mio. kr. i 2003, 8 mio. kr. i 2004, 12 mio. kr. i 2005, 15 mio. kr. i 2006, 18 mio. kr. i 2007 og 21 mio. kr. i 2008, mens det for ESP-systemernes vedkommende ligeledes med nogen usikkerhed skønnes at blive ca. 55 mio. kr. i 2003, 160 mio. kr. i 2004, 215 mio. kr. i 2005, 210 mio. kr. i 2006, 165 mio. kr. i 2007 og 105 mio. kr. i 2008 i forhold til gældende regler.
Der er ikke heri indregnet eventuelle adfærdsmæssige ændringer som følge af fradraget samt afledte effekter på andre afgifter eller skatter.
Provenumæssige konsekvenser, mio. kr.
2003 2004 2005 2006 2007 2008
Selealarmer 3 8 12 15 18 21
ESP-systemer 55 160 215 210 165 105
Provenutab i alt 58 168 227 225 183 126
5. Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Forslaget vurderes samlet at medføre begrænsede administrative omkostninger for told- og skattestyrelsen.
6. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Fradragene vil også gøre erhvervslivets omkostninger til biler med selealarmer og/eller ESP-systemer billigere end ellers. Det skønnes, at ca. 35 pct. af salget af personbiler sker til erhvervene. Dette svarer til knapt 350 mio. kr.
7. Administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne
Forslaget vurderes ikke at have nogen administrative konsekvenser for borgerne.
8. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have nogen effekt for miljøet.
9. EU-retlige konsekvenser
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Høring
Forslaget sendes i høring i forbindelse med fremsættelsen.
Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser
Positive konsekvenser Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Det skønnes, at det offentlige kan opnå en vis besparelse som følge af færre trafikofre mv. Skønsmæssigt tab af provenu fra registreringsafgiften på hhv. 58 mio. kr., 168 mio. kr., 227 mio. kr., 225 mio. kr., 183 mio. kr. og 126 mio. kr. i årene 2003-2008.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Ingen Ingen nævneværdige.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Knap 350 mio. kr. over ca. 5½ år. Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen nævneværdige. Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen nævneværdige Ingen nævneværdige.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at der gives et midlertidigt fradrag i registreringsafgiften af personbiler, der er udstyret med en eller flere selealarmer. En afgiftslempelse på biler, som er forsynet med selealarm, vil bevirke en hurtigere udbredelse af selealarm og dermed give en færdselssikkerhedsmæssig gevinst.
Konkret foreslås, at der gives et midlertidigt fradrag på 100 kr. i registreringsafgiften pr. fabriksmonteret selealarm for indtil 3 alarmer, svarende til i alt højst 300 kr. pr. personbil.
Da fradrag for trafiksikkerhedsfremmende udstyr kun har en positiv effekt på færdselssikkerheden indtil udstyret bliver påtvunget eller standardudstyr i alle biler forslås det, at fradraget ophæves pr. 31. december 2008. På dette tidspunkt forventes det, at selealarm vil være standard i langt de fleste biler.
Til nr. 2
Det foreslås, at der indføres et fradrag i den registreringsafgiftspligtige værdi for ESP-systemer (elektroniske stabiliseringsprogrammer, der kan bremse bilens hjul individuelt med henblik på at stabilisere bilen). Fradraget har til hensigt, at fremme udbredelsen af ESP, da dette anses for at øge trafiksikkerheden.
Konkret foreslås således, at der gives et fradrag for ESP-systemer i den afgiftspligtige værdi på 3.500 kr., svarende til en afgiftsrabat på 6.300 kr.
Fradraget på 3.500 kr. er fastsat, så det svarer til en meromkostning inkl. afgift ved montering af ESP-systemet på ca. 10.000 kr. Fradraget foreslås reduceret til 3.200 kr. i 2004, 2.600 kr. i 2005, 2.000 kr. i 2006,1.300 kr. i 2007 og 700 kr. i 2008. I 2009 vil fradraget være fuldt udfaset.
Et fradrag for sikkerhedsfremmende udstyr vil kun have en positiv virkning på færdselssikkerheden indtil udstyret bliver påtvunget eller standardudstyr i alle biler. I dag er ca. 10-15 procent af alle biler udstyret med ESP-systemet. Det forventes, at denne andel i de næste år vil stige markant, hvis der indføres et fradrag i registreringsafgiften. Uden fradrag forventes udbredelsen af ESP at foregå væsentligt langsommere.
Til § 2
Det foreslås, at fradraget for selealarmer og elektroniske stabiliseringsprogrammer træder i kraft og får virkning for personbiler, der afgiftsberigtiges den 1. juli 2003 eller senere.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende bestemmelser Ændringsforslagene § 1 Til § 1 § 3. 1. § 3, stk. 2, affattes således: - - - Stk. 2. For nye biler, der er forsynet med de nedenfor angivne trafiksikkerhedsfremmende udstyrsgenstande, nedsættes afgiften med følgende beløb: » Stk. 2. For nye biler, der er forsynet med de nedenfor angivne trafiksikkerhedsfremmende udstyrsgenstande, nedsættes afgiften med følgende beløb: Se Tabel 1 Se Tabel 2 § 8. - - - Stk. 7. For nye køretøjer, der er forsynet med blokeringsfri bremser, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 4.165 kr., og for nye biler, der er forsynet med en eller flere sikkerhedspuder, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 1.280 kr. pr. pude for indtil 4 puder. Stk. 8 . De i stk. 7 nævnte fradrag i den afgiftspligtige værdi er betinget af, at udstyrsgenstandene er monteret af fabrikations- eller importørvirksomheden. 2) I § 8, stk. 7 , indsættes som 2. og 3. punktum: »For nye personbiler, der er udstyret med elektronisk stabiliseringsprogram (ESP-system), der kan bremse bilens hjul individuelt med henblik på at stabilisere bilen, og som ikke kan frakobles, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 3.500 kr. i 2003, 3.200 kr. i 2004, 2.600 kr. i 2005, 2000 kr. i 2006, 1.300 kr. i 2007 og 700 kr. i 2008. Nedsættelsesbeløb efter 2. punktum har virkning for personbiler, der afgiftsberigtiges i det kalenderår, for hvilket beløbet gælder.« Tabel 1 Køretøjskategori: Udstyrsgenstand Højre sidespejl, som er justerbart ved indvendig betjeningsanordning: Bagrudevisker og -vasker: Ekstra, højt monteret stoplygte: 1) Personbiler afgiftsberigtiget efter § 4, stk. 1, og § 5 a, stk. 1, nr. 1, og busser afgiftsberigtiget efter § 5 a, stk. 1, nr. 2. 300 kr. 300 kr. - 2) Varebiler afgiftsberigtiget efter § 5. 300 kr. 600 kr. 200 kr. Tabel 2 Køretøjskategori: Udstyrsgenstand Højre sidespejl, som er justerbart ved indvendig betjeningsanordning: Bagrudevisker og -vasker: Ekstra, højt monteret stoplygte: En eller flere selealarmer: 1) Personbiler afgiftsberigtiget efter § 4, stk. 1, og § 5 a, stk. 1, nr. 1, og busser afgiftsberigtiget efter § 5 a, stk. 1, nr. 2. 300 kr. 300 kr. - 100 kr. pr. alarm for indtil 3 alarmer i kalenderårene 2003 – 2008. 2) Varebiler afgiftsberigtiget efter § 5. 300 kr. 600 kr. 200 kr. -