Forslag til Lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2004
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200213L00185@2003-05-27/da
Indhold
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. maj 2003
Forslag
til
§ 1. Staten yder i 2004 et årligt tilskud til Grønlands hjemmestyre på 3.005,2 mio. kr. Beløbet er angivet i 2004-pris- og lønniveau. Finansministeren kan på baggrund af markante ændringer i pris- og lønudviklingen bestemme, at beløbet justeres.
Stk. 2. Indgås der aftale mellem Grønlands hjemmestyre og staten om at indføre en ordning, hvorefter overskuddet fra spil i Grønland tilgår Grønlands hjemmestyre uden dansk statsafgift med virkning i 2004, kan finansministeren bestemme, at bloktilskuddet ændres i overensstemmelse hermed.
§ 2. Tilskuddet udbetales forskudsvis med 1/12 hver måned. Finansministeren kan dog efter aftale med Grønlands hjemmestyre fastsætte regler om ændrede udbetalingsterminer.
§ 3. Staten yder kompensation til Grønlands hjemmestyre i overensstemmelse med den danske regerings og det grønlandske landsstyres aftale af 21. august 1990 som indgået i henhold til artikel 24 i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale, således som aftalen af 21. august 1990 er ændret ved tillægsaftale af 31. august 1997.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Samtidig ophæves lov nr. 452 af 7. juni 2001 om tilskud til Grønlands hjemmestyre.