Ændringsforslag til 3. behandling af Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om tilskud til elproduktion\n(Vedvarende energi, tilladelse til elforsyningsnet på søterritoriet m.v., fortrolighed m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200218L00190@2002-12-06/da
Indhold
Af økonomi- og erhvervsministeren:
1) I den under nr. 14 foreslåede § 59 b indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:
»Stk. 7. Der ydes et pristillæg på 17 øre pr. kWh til elektricitet fra vindmøller som nævnt i stk. 1, nr. 4, som er nettilsluttet i perioden fra den 1. januar 2003 til og med den 1. januar 2004, på betingelse af, at ejeren af vindmøllen anvender skrotningsbeviser i vindmøllen i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 59, stk. 1. Pristillægget ydes for elproduktion i vindmøllen i 12.000 fuldlasttimer.«
Stk. 7-9 bliver herefter stk. 8-10.
[Pristillæg til vindmøller omfattet af skrotningsbevis]
Der er opstået usikkerhed om, hvorledes den aftalte ordning for støtte til nedtagning af gamle vindmøller hænger sammen med de nye regler om markedspris og pristillæg til vindmøller nettilsluttet i 2003.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre på betingelserne for at få det pristillæg, som er knyttet til et skrotningsbevis for nedtagning af gamle vindmøller. Ordningen for støtte til nedtagning af gamle vindmøller gælder frem til den 31. december 2003, jf. §§ 16-18 i vindmøllebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 187 af 16. marts 2001 om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v.). Skrotningsbeviser giver ret til et pristillæg på 17 øre pr. kWh for nærmere angivne mængder af elektricitet produceret på vindmøller, som er nettilsluttet senest den 1. januar 2004. Pristillægget ydes for elproduktion på den nye vindmølle i 12.000 fuldlasttimer.
Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at præcisere i loven, at elektricitet produceret på en vindmølle, som er nettilsluttet i perioden fra den 1. januar 2003 til og med den 1. januar 2004, foruden VE-bevis eller pristillæg på 10 øre pr. kWh, jf. § 59 b, stk. 1, nr. 4, er berettiget til et pristillæg på 17 øre pr. kWh på betingelse af, at ejeren af vindmøllen anvender skrotningsbeviser i vindmøllen ifølge regler fastsat efter § 59, stk. 1. Det præciseres tillige, at pristillægget ydes for elproduktion i den nye vindmølle i 12.000 fuldlasttimer. Det fremgår af vindmøllebekendtgørelsen, hvilke betingelser der gælder for udstedelse af skrotningsbeviset, og hvilke mængder af elektricitet skrotningsbeviset omfatter.