Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om øget arbejdsmiljøtilsyn

GældendeVersion 2003-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20021BB00170@2003-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Fremsat den 21. maj 2003 af Bjarne Laustsen (S), Lene Garsdal (SF), Anders Samuelsen (RV) og Søren Søndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. januar 2004 at sikre et ordentligt tilsyn med virksomhedernes arbejdsmiljø ved at indgå ny resultatkontrakt med Arbejdstilsynet, hvori det sikres, at Arbejdstilsynet ud over tilpasset tilsyn, tilsyn ud fra klager fra en ansat, tilsyn efter ønske fra virksomheden, tilsyn i forbindelse med arbejdsulykker, specialtilsyn, detailtilsyn, leverandørtilsyn samt tilsyn med rådgivende og projekterende m.v. som minimum kan

– gennemføre en målrettet, prioriteret tilsynsindsats over for de 18 væsentlige arbejdsmiljøproblemer, som er udvalgt af Arbejdsmiljørådets prioriteringsudvalg,

– opstille konkrete effektmål og gennemføre en særligt prioriteret indsats for at nå disse mål på de 4 særligt prioriterede områder,

– gennemføre tilsyn i forbindelse med arbejdsmiljøindsatser i samme omfang som i perioden 2001-02, og

– gennemføre i alt ca. 30.000 tilsyn (eksklusive møder, undervisning og lovbundne tilsynsbesøg) fordelt på ca. 16.000 forskellige besøgte virksomheder.

Bemærkninger til forslaget

Beskæftigelsesministeren har ligesom forslagsstillerne begejstret tilsluttet sig prioriteringsudvalgets rapport, jf. Arbejdsmarkedsudvalgets alm. del – bilag 282 fra Folketingsåret 2001-02, 2. samling. Derfor er det både naturligt og nødvendigt at se på, hvad der kan og bør være Arbejdstilsynets bidrag til at realisere udvalgets prioritering af de 18 væsentligste arbejdsmiljøproblemer og de 4 særligt prioriterede områder. Prioriteringsudvalgets konkrete mål og prioriteringer nås jo ikke uden en tilsvarende målrettet indsats.

De 4 særligt prioriterede områder indgår da også i den gældende resultatkontrakt for Arbejdstilsynet, hvor der opstilles den sigtelinje, at 60 pct. af tilsynstimerne skal kunne henregnes til disse 4 områder. Derimod er Arbejdstilsynet ifølge forslagsstillernes oplysninger slet ikke i sin resultatkontrakt forpligtet på de øvrige 18 prioriterede arbejdsmiljøproblemer. Forslagsstillerne ønsker, at der for samtlige 18 områder opstilles sigtelinjer for brug af tilsynstimer.

En vedtagelse af forslaget forudsætter således både en genforhandling af Arbejdstilsynets resultatkontrakt ud fra nye politiske mål og en forøgelse af Arbejdstilsynets ressourcer.

Skriftlig fremsættelse

Bjarne Laustsen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om øget arbejdsmiljøtilsyn.

(Beslutningsforslag nr. B 170).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2003-05-21