Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om bedre værktøjer i den arbejdsmiljøpolitiske indsats

GældendeVersion 2003-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20021BB00172@2003-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Fremsat den 21. maj 2003 af Bjarne Laustsen (S), Lene Garsdal (SF), Anders Samuelsen (RV) og Søren Søndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. januar 2004 at fremsætte forslag til ændring af arbejdsmiljølovens § 6, således at arbejde for sikkerhed og sundhed skal organiseres i virksomhederne med 5 eller flere ansatte.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget indebærer, at der skal vælges sikkerhedsrepræsentant og oprettes en sikkerhedsorganisation på alle virksomheder med 5 eller flere ansatte.

Det er veldokumenteret, at mange mindre virksomheder har betydelige arbejdsmiljøproblemer. Omkring hver 8. anmeldte arbejdsulykke (13 pct.) finder sted på virksomheder med under 10 ansatte. I 1999 blev der alene anmeldt 6.446 arbejdsulykker fra virksomheder med under 10 ansatte.

Hvis man ser på statistikken over anmeldte arbejdsulykker, er risikoen for at blive udsat for en arbejdsulykke mindst lige så stor på virksomheder med under 10 ansatte som på virksomheder med 10-19 ansatte. Hertil kommer, at meget tyder på, at arbejdspladser med sikkerhedsorganisation lever bedre op til pligten om anmeldelse af arbejdsulykker end virksomheder uden sikkerhedsorganisation. Så måske er risikoen for en arbejdsulykke på en virksomhed med under 10 ansatte tilmed større end risikoen for en ulykke på en virksomhed med 10-19 ansatte.

Behovet for organiseringen af sikkerhedsarbejdet er således mindst det samme på virksomheder med 5-9 ansatte som på virksomheder med 10-19 ansatte.

Det er yderligere velkendt, at de helt små virksomheder ofte mangler viden og ressourcer til at sikre udviklingen af et godt, sundt og sikkert arbejdsmiljø. Derfor er det vigtigt, at der på de små virksomheder findes sikkerhedsledere og sikkerhedsrepræsentanter, der har et særligt ansvar for at forbedre arbejdsmiljøet.

For medarbejderne betyder organiseringen af sikkerhedsarbejdet, at de som ansatte på små virksomheder får den samme ret som ansatte på større virksomheder til at blive hørt, når det drejer sig om forbedring af arbejdsmiljøet. Den medarbejder, der påtager sig et medansvar for at forbedre arbejdsmiljøet, bliver sikret en beskyttelse mod fyring, hvis der opstår uenigheder om arbejdsmiljøet.

Ved at forpligte virksomheden til at organisere sikkerhedsarbejdet får ledere og sikkerhedsrepræsentanter på små virksomheder samtidig adgang til det arbejdsmiljøkursus, som alle sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsledere skal deltage på. Herigennem får de ansatte og ledelsen på små virksomheder tilført en viden om arbejdsmiljø, der kan bidrage til at udvikle arbejdsmiljøet og forebygge nedslidning.

Med organisering af sikkerhedsarbejdet på virksomheder med 5-9 ansatte får arbejdsgiveren bedre mulighed for at overholde arbejdsmiljølovens bestemmelser om at udarbejde en arbejdspladsvurdering og i forbindelse hermed inddrage medarbejderne, jf. arbejdsmiljølovens § 15 a, stk. 3.

Skriftlig fremsættelse

Bjarne Laustsen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre værktøjer i den arbejdsmiljøpolitiske indsats.

(Beslutningsforslag nr. B 172).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2003-05-21