Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om CO2-kvoter for elproduktion\n(Fastsættelse af CO2-kvote for 2004 og ændret anvendelse af afgiftsprovenu)

GældendeVersion 2003-10-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00008@2003-10-08/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Fremsat den 8. oktober 2003 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

til

(Fastsættelse af CO 2 -kvote for 2004 og ændret anvendelse af afgiftsprovenu)

§ 1

I lov nr. 376 af 2. juni 1999 om CO 2 -kvoter for elproduktion foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 5:

»5) 20 mio. t i 2004. «

2. I § 3, stk. 1, og § 5, stk. 1, indsættes som 2. pkt:

»For tildelinger for år 2004 er fristen dog den 31. december.«

3. § 5, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. CO 2 -opsparingsgrænsen efter stk. 1 og 2 udgør indtil år 2003 20 mio. t CO 2 , og herefter har opsparingsgrænsen samme størrelse som den i § 2, stk. 1, angivne CO 2 -kvote. «

4. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Overdragelsen af en udledningstilladelse skal være gennemført og indberettet til økonomi- og erhvervsministeren senest den 30. april, såfremt denne skal have virkning for det foregående år. «

5. I § 13, stk. 2, indsættes som 2. pkt:

»Provenuet kan tillige anvendes til finansiering af udgifter til fremme af energieffektive teknologier. «

§ 2

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, herunder at loven har virkning fra 1. januar 2004.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Generelt om baggrunden for lovforslaget

Regeringens klimastrategi bygger på den grundholdning, at den fremtidige klimaindsats skal være så omkostningseffektiv som mulig. Både nationale og internationale muligheder bør udnyttes for at sikre, at klimaindsatsen giver den størst mulige miljøgevinst.

På Rådets møde den 22. juli 2003 blev EU´s kvotedirektiv vedtaget (Direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet ). Direktivet indebærer, at der igangsættes et europæisk kvotehandelssystem fra 1. januar 2005, og at kvoterne fordeles efter en national allokeringsplan, der skal godkendes af Europa-Kommissionen.

I aftalen om elreformen fra 3. marts 1999, indgået af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti, blev der opnået enighed om at regulere elproduktionen med omsættelige CO 2 -kvoter i perioden 2000-2003. Aftalen blev udmøntet med lov nr. 376 af 2. juni 1999 om CO 2 -kvoter for elproduktion.

Som en overgangsordning til et system med international kvotehandel foreslås det at videreføre den gældende CO 2 -kvoteordning for elsektoren i 2004 dvs. frem til det tidspunkt, hvor EU-direktivet får virkning i Danmark. Herved kan Danmark etablere en sammenhængende overgang til et fælles europæisk kvotesystem og til reduktionskravene i den første budgetperiode fra 2008 til 2012, der er i overensstemmelse med Kyoto-protokollens krav om synlige fremskridt inden 2008-12.

2. EU-direktivet om CO 2 -kvoter

EU´s kvotedirektiv, som skal have virkning i Danmark fra 1. januar 2005 indebærer bl.a., at:

– der igangsættes et europæisk kvotehandelssystem fra 1. januar 2005;

– kvoterne fordeles gratis, idet der dog kan auktioneres op til 5% heraf i perioden 2005-7, og op til 10% fra 2008;

– kvoterne fordeles i en national allokeringsplan, der skal godkendes af Europa-Kommissionen;

– ved overskrivelse af kvoterne pålægges virksomhederne at betale en afgift svarende til 40 Euro pr. ton CO 2 i perioden 2005-7 og 100 Euro pr. ton CO 2 herefter;

– det er muligt at undtage virksomheder fra kvoteregulering i perioden 2005-7, såfremt Europa-Kommissionen finder det godtgjort, at de undtagne virksomheder er underlagt en lige så effektiv CO 2 -regulering på anden vis.

Kvotedirektivet følges efter planen op af et direktiv om projektkreditter (JI og CDM), der efter planen skal have virkning samtidigt med kvotedirektivet. Forslag til dette direktiv er den 23. juli 2003 blevet offentliggjort af Europa-Kommissionen.

EU-direktivet skal være gennemført i dansk ret inden 1. januar 2004. Økonomi- og erhvervsministeren vil derfor forelægge Folketinget et forslag hertil i den kommende folketingssamling.

3. Forslagets formål og indhold

Lov om CO 2 -kvoter pålægger elproducenterne at overholde fastlagte udledningstilladelser. I modsat fald skal producenterne betale en afgift. Provenuet herfra skal anvendes til energibesparende foranstaltninger. Producenterne har mulighed for at købe eller sælge udledningstilladelser. Energistyrelsens opgørelse fra juli 2002 viste, at kvoterne blev overholdt i 2001, og der blev således ikke betalt overskridelsesafgift for 2001. Opgørelsen for 2002 viste en mindre kvoteoverskridelse, hvilket har udløst en afgiftsbetaling på knapt 8 mio. kr. For år 2003 ventes en betydelig overskridelse, som indtil videre anslås til at udløse en afgiftsbetaling fra elproducenterne på ca. 200 mio. kr. Overskridelsen skyldes de høje elpriser, som giver producenterne incitament til at producere og sælge elektricitet, selvom dette udløser en afgift for kvoteoverskridelse.

Kvoteregulering er en form for rammestyring, som er velegnet på et konkurrencebaseret energimarked. Staten fastlægger den samlede CO 2 -ramme, og virksomhederne udfylder den gennem reduktionsbegrænsende tiltag eller køb af kvoter. Herigennem sikres, at omkostningerne ved gennemførelse af givne CO 2 -reduktioner bliver lavest mulige, hvorved målsætningen om mest mulig miljø for pengene understøttes. Kvoteregulering muliggør, at aktørerne kan engageres direkte i projektudvikling og generering af CO 2 -kreditter i udlandet (de såkaldte JI- og CDM-kreditter).

I den periode loven har virket, er der indgået godt 20 kvotehandler. I nogle af disse handler har udenlandske selskaber været involveret. De danske elproducenter har således opnået en erfaring i kvotehandel. Det har samtidig vist sig, at det tager nogen tid for aktørerne at lære at handle og at skabe de nødvendige kontakter hertil. Arbejdet med regeringens klimastrategi i 2002 har vist, at elsektoren med moderate omkostninger kan levere et betydeligt bidrag til opfyldelse af målsætningen om reduktion på 21 % for klimagasser. Kvoteregulering vurderes som relativt billigt blandt de betragtede virkemidler. Kombineres kvotereguleringen med mulighed for erhvervelse af projektkreditter, bliver de forventede omkostninger reduceret yderligere.

Lovforslaget forlænger den gældende kvotelov frem til 2005, hvor EU-direktivet får virkning i Danmark. Herved sikres en kontinuerlig overgang til et fælles europæisk kvotesystem, og den allerede oparbejdede danske ekspertise inden for kvoteregulering og kvotehandel kan bevares og udbygges.

I lovforslaget foreslås, at den samlede kvote i 2004 fastsættes på et niveau, der svarer til kvoten for år 2003, dvs. 20 mio. tons. Det valgte niveau for kvoten på 20 mio. tons er ikke bindende for den kommende allokeringsplan i medfør af kvotedirektivet.

Det sikres med lovforslaget, at eventuelle opsparede kvoter under den gældende kvotelov kan overføres til 2004. Den begrænsning i opsparingen af kvoter, som den gældende kvotelov foreskriver, er ophørt fra og med 2003, således at alle ubrugte kvoter nu kan overføres. Der forventes derimod ikke at blive mulighed for at kunne overføre kvoter til det EU-kvotehandelssystem, som træder i kraft fra 2005.

I øvrigt viderefører lovforslaget den gældende kvotelovs bestemmelser om kvotefordeling, handel med kvoter, indberetning m.m. uændret. Det foreslås endvidere, at afgifter, som indbetales for overskridelse af udledningstilladelse, udover til energibesparelser tillige kan anvendes til fremme af energieffektive teknologier.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner

Lovforslaget indebærer ikke øget administration i forhold til den nuværende situation, men da forslaget forlænger den gældende kvoteordning, vil de hidtidige administrationsomkostninger skulle fortsætte. Lovforslagets administration i Økonomi- og Erhvervsministeriet forventes som hidtil at andrage 3 årsværk samt visse begrænsede driftsudgifter, som tilsammen anslås til ca. 1,5 mio. kr. årligt. Lovforslaget medfører ikke statslige merudgifter, da beløbet fortsat dækkes af de elproducenter, som omfattes af forslaget. Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for amtskommuner eller kommuner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget retter sig alene mod elproducenterne i Danmark. EU´s kvotedirektiv pålægger derimod også restriktioner for andre dele af energisektoren og for visse energitunge industrivirksomheder.

Omfanget af eleksport forventes begrænset som en følge af lovforslaget, hvilket – afhængigt af det internationale prisniveau for elektricitet – kan medføre en tabt indtjeningsmulighed for elproducenterne ved, at produktionen på ældre kulkraftværker begrænses. I perioder, hvor elprisen på elmarkedet er lav, påvirkes elproducenterne ikke af lovforslaget, da lave priser i sig selv modvirker stor elproduktion. I perioder med høj markedspris, hvor elproducenternes indtjeningsevne er høj, vil lovforslaget kunne reducere elproducenternes overskud, idet der enten vil ske en begrænsning af produktionen og af eksporten eller en overskridelse af udledningstilladelserne, hvilket medfører en afgift.

CO 2 -kvoteordningen vil give en økonomisk motivation for elproducenterne til enten at reducere elproduktionen eller at tage mindre forurenende teknologi i anvendelse. Dette kan isoleret betragtet reducere de danske elproducenters konkurrenceevne. Men da de andre EU-lande også er forpligtet af Kyoto-protokollen, vil elsektorerne i disse lande også blive påført ekstraomkostninger til reduktion af CO 2 -udledningen. I visse lande, som f.eks. England, er kvoteregulering allerede gennemført. I andre lande vil dette først ske ved gennemførelsen af EU´s kvotedirektiv.

Elproducenterne vil som hidtil blive pålagt at betale udgifter ved administration af ordningen, hvilket skønnes at udgøre ca. 1,5 mio. kr. om året.

Administrativt forventes elsektoren stort set ikke at blive belastet af lovforslaget, idet de af lovforslaget omfattede indberetningspligtige størrelser, såsom brændselsforbrug, elproduktion m.v., i forvejen registreres og indberettes i vidt omfang.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har i sig selv et miljøpolitisk sigte og bidrager til at tilnærme CO 2 -udledningen gradvist til den danske forpligtelse under Kyoto-protokollen om 21% reduktion af drivhusgasudledningen i 2008-12 i forhold til 1990.

Afbrænding af fossile brændsler til elproduktion er den største enkeltpost i regnskabet for de menneskeskabte drivhusgasser i Danmark. Elproduktion tegnede sig i 1988-90 for ca. 27 mio. tons CO 2 . Det vurderes ud fra det arbejde, der er udført i forbindelse med Energi 2000, Energi 21 og regeringens klimastrategi, at elsektoren skal reducere sin CO 2 -udledning forholdsmæssigt mere end Danmark som gennemsnit. Grunden hertil er, at der inden for elsektoren er en række effektive virkemidler til rådighed, eksempelvis kvotekøb, kraftvarme, brændselsskift, vedvarende energi og energibesparelser. Mange af disse virkemidler er allerede igangsat eller ved at blive igangsat. Afgiften på 40 kr./ton CO 2 ved overskridelse af udledningstilladelserne giver et økonomisk incitament til ikke at overskride kvoten. Afgiftens størrelse afbalancerer hensynet til miljø og konkurrenceevne, indtil der etableres et fælles kvotesystem i EU.

7. Forholdet til EU-retten.

Den gældende CO 2 -kvotelov blev godkendt af Europa-Kommissionen den 12. april 2000. (Sag nr. N 653/99). Af godkendelsen fremgår det, at den gratis tildeling af udledningstilladelser betragtes som statsstøtte, men at Kommissionen på grund af de positive miljømæssige konsekvenser af forslaget har besluttet, at støtten er forenelig med EF-traktaten. Det fremgår imidlertid af godkendelsen, at enhver ændring af loven skal anmeldes til Kommissionen, herunder en eventuelt ny ordning, der skal gælde efter 2003. Selvom lovforslaget alene forlænger den gældende lov og ikke ændrer på principperne i denne, finder regeringen, at lovforslaget på denne baggrund bør anmeldes til Kommissionen. En sådan anmeldelse blev foretaget af regeringen den 4. juli 2003. Forslaget vil derfor ikke kunne træde i kraft før Kommissionens godkendelse heraf foreligger. Regeringen forventer dog ikke, at anmeldelsen vil give anledning til problemer, da der som nævnt alene er tale om at forlænge den gældende ordning, indtil EU´s kvotedirektiv gennemføres. Hertil kommer, at den gratis tildeling af udledningstilladelserne, som gav anledning til statstøtteovervejelserne, nu indgår som i EU`s kvotedirektiv, jf. ovenfor pkt. 2.

Europa-Kommissionens godkendelse af den gældende kvotelov tog ca. 9 måneder og den ofte langvarige godkendelsesprocedure er baggrunden for, at det foreslås, at lovændringen får virkning for CO 2 -udledninger, som foretages fra den 1. januar 2004. Hvis den formelle ikrafttrædelse af loven mod forventning først kan ske efter denne dato, vil udledninger foretaget i hele år 2004 skulle medregnes ved opgørelse af årets udledninger.

8. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring til følgende: Dansk Energi, ELFOR, Elsam A/S, Energi E2 A/S, I/S Avedøreværk 2, A/S Dansk Shell, Østkraft Produktion; Energi Randers, NRGI Amba, Eltra, ELKRAFT System, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Forening af Danske Kraftvarmeværker, Indukraft, Foreningen for Slutforbrugere af Energi, DONG A/S, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen i Danmark, Dansk Industri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Handelskammeret, Dansk Handel og Service, Håndværksrådet, Forbrugerrådet, Landbrugsrådet, Elsparefonden, Danmarks Vindmølleforening, Affaldsteknisk samarbejde, Reno Sam, Vindmølleindustrien, Organisationen for Vedvarende Energi, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace Danmark, OOA, Energitilsynet, Statsministeriet, Finansministeriet, Skatteministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Fødevareministeriet og Miljøministeriet.

Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

Positive konsekvenser/ mindre udgifter Negative konsekvenser/ merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej, idet provenu i form af indbetalt afgift efter loven skal anvendes til energispareformål og til fremme af energieffektive teknologier. Nej. Lovforslaget skønnes ikke at få økonomiske konsekvenser for staten, idet elproducenterne som hidtil skal afholde udgifterne ved administration af kvoteordningen.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Nej. Administrationsudgifterne svarende til 3 årsværk betales som hidtil af elproducenterne.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Nej Lovforslaget kan, som den hidtidige lov, medføre tabte indtjeningsmuligheder for elproducenterne afhængigt af elprisen på det nordiske elmarked, ligesom elproducenterne selv skal afholde udgifterne til administration af kvoteordningen.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej, men handel med kvoter skal som hidtil indberettes.

Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget vil få en positiv virkning for miljøet som følge af forventet, reduceret CO 2 –udledning. Nej

Forholdet til EU-retten Lovændringen er anmeldt til Europa-Kommissionen, da den er en ændring af en godkendt statsstøtteordning.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I den gældende lov er der ikke fastsat nogen kvote for tiden efter 31. december 2003. Kvoten fastsættes med forslaget til 20 mio. tons for 2004, hvorefter EU´s kvotedirektiv vil få virkning.

Til nr. 2

Som nævnt under de almindelige bemærkninger kan lovforslaget først sættes i kraft, når Europa-Kommissionens godkendelse foreligger. Da dette forventes at kunne ske inden årets udgang foreslås det, at udskyde lovens frist for udmelding af CO 2 -kvote (og den nu identiske opsparingsgrænse). Efter den gældende lov er fristen den 1. juli. Denne grænse foreslås ændret til 31. december for tildelinger for år 2004.

Skulle Europa-Kommissionens godkendelse mod forventning ikke foreligge inden årets udgang, vil der blive udmeldt foreløbige kvoter med forbehold af Europa-Kommissionens godkendelse af, at lovændringen kan sættes i kraft. Principperne for udmåling og tildeling af tilladelserne foreslås ikke ændret og er derfor allerede i dag kendte af de relevante elproducenter. Kvoterne vil – når loven sættes i kraft – have virkning fra 1. januar 2004, jf. forslagets § 2.

Til nr. 3

Den gældende kvotelov opererer med en begrænsning for hvor stor en del af den tildelte kvote, som kan opspares og gemmes til det eller de følgende år. Opsparingsgrænsen er i loven fastsat til 20 mio. tons pr. år og har således kun betydning for årene 2000-2002, hvor de samlede udledningstilladelser oversteg opsparingsgrænsen på de 20 mio. tons. Opsparingsgrænsen vil herefter være identisk med udledningstilladelsens størrelse og har derfor ikke længere nogen selvstændig betydning.

Til nr. 4

Den gældende lov om CO 2 -kvoter tager ikke stilling til, hvornår handler med udledningstilladelser skal være gennemført for at kunne få virkning for et bestemt år. I praksis kan elproducenterne først foretage en opgørelse over den foretagne CO 2 -udledning fra elproduktionen, når året er afsluttet og brændselsforbrug m.m. er opgjort. Herefter kan elproducenten vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at købe eller sælge udledningstilladelser. Energistyrelsen har ved administration af den gældende lov givet tilladelse til, at handler kunne finde sted efter afslutningen på det pågældende år. Med lovforslaget foreslås det at lovfæste det princip, at handel kan finde sted efter det pågældende års afslutning, når blot handlerne er gennemført og indberettet til økonomi- og erhvervsministeren inden den 30. april det følgende år. Fristen er den samme, som EU´s kvotedirektiv fastlægger.

Til nr. 5

Efter den gældende bestemmelse i § 13, stk. 2, skal provenu fra indbetalt afgift for overskridelse af udledningstilladelse anvendes til energispareformål. Det foreslås, at anvendelsesområdet for indbetalte afgifter gøres bredere med henblik på, at midlerne kan anvendes også til fremme af energieffektive teknologier. Midlerne vil efter forslaget tillige kunne anvendes til forskning, udvikling og demonstrationsaktiviteter med henblik på at fremme udnyttelsen af mere energieffektive teknologier. Midlerne vil kunne anvendes til sådanne aktiviteter, som de kollektive elforsyningsvirksomheder udfører efter elforsyningsloven, men vil tillige kunne anvendes til forøgelse af rammen for energiforskningsprogrammet. Økonomi- og erhvervsministerens forslag til den konkrete anvendelse af midlerne vil skulle forelægges Folketingets Finansudvalg.

Til § 2

Loven vil blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens godkendelse foreligger, jf. afsnittet om de EU-retlige forhold.

Da Europa-Kommissionens godkendelse erfaringsmæssigt kan trække ud, foreslås det at give loven virkning fra den 1. januar 2004. Herved sikres, at udledninger, som foretages i 2004, men eventuelt før lovens formelle ikrafttræden, bliver medregnet ved opgørelsen af det samlede CO 2 -udslip for året 2004. Det sikres endvidere, at afgifter, som indbetales i 2004 som følge af overskridelser i 2003, udover energibesparelser kan anvendes til fremme af energieffektive energiteknologier.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende formulering Lovforslaget I lov nr. 376 af 2. juni 1999 om CO 2 -kvoter for elproduktion foretages følgende ændringer: § 2. De CO 2 -kvoter, der samlet må udledes fra de af denne lov omfattede elproduktionsanlæg, fastsættes til følgende: 1) 23 mio. tons i 2000. 2) 22 mio. tons i 2001. 3) 21 mio. tons i 2002. 4) 20 mio. tons i 2003. Stk. 2-3- - - § 1 1. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 5: »5) 20 mio. t i 2004. « § 3. På baggrund af den i § 2, stk. 1, fastsatte kvote, tildeler økonomi- og erhvervsministeren årligt, senest den 1. juli, en CO 2 -udledningstilladelse til de enkelte elproducenter gældende for det efterfølgende år. Stk. 2-4. - - - 2. I § 3, stk. 1, og § 5, stk. 1, indsættes som 2. pkt: »For tildelinger for år 2004 er fristen dog den 31. december.« § 5. Økonomi- og erhvervsministeren tildeler årligt, senest den 1. juli, en CO 2 -opsparingsgrænse til de enkelte elproducenter. Stk. 2. - - - Stk. 3. CO 2 -opsparingsgrænsen efter stk. 1 og 2 udgør en andel af 20 mio. tons CO 2 svarende til elproducentens udledningstilladelses andel af den samlede kvote efter § 2, stk. 1. Stk. 4. - - - 3. § 5 stk. 3, affattes således: »Stk. 3. CO 2 - opsparingsgrænsen efter stk. 1 og 2 udgør indtil år 2003 20 mio. t CO 2 , og herefter har opsparingsgrænsen samme størrelse som den i § 2, stk. 1, angivne CO 2 -kvote. « Stk. 4. - - - § 6. - - - 4. I § 6 indsættes som stk. 3: » Stk. 3. Overdragelsen af en udledningstilladelse skal være gennemført og indberettet til økonomi- og erhvervsministeren senest den 30. april, såfremt denne skal have virkning for det foregående år. « § 13. Stk. 2. Provenu fra indbetalt afgift efter stk. 1 skal anvendes til energispareformål. 5. I § 13, stk. 2, indsættes som 2. pkt: »Provenuet kan tillige anvendes til finansiering af udgifter til fremme af energieffektive teknologier. « § 2 Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, herunder at loven har virkning fra 1. januar 2004.

Versioner

  1. 2003-10-08