Forslag til Lov om ændring af lov om produktsikkerhed\n(Lovens anvendelsesområde, styrkelse af markedskontrollen m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00009@2003-10-08/da
Indhold
Fremsat den 8. oktober 2003 af økonomi‑ og erhvervsminister Bendt Bendtsen
Forslag
til
(Lovens anvendelsesområde, styrkelse af markedskontrollen m.v.)
§ 1
I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret ved § 4 i lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed, (EF-Tidende 2002, nr. L 11, s. 4-17).«
2. § 1, stk. 5 , affattes således:
»Stk. 5. §§ 6-7 og § 8, stk. 1, finder ikke anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om sikkerhedsaspekter eller risikokategorier i forbindelse med et produkt.«
3. I § 1 indsættes som stk. 6 :
»Stk. 6. Lovens øvrige bestemmelser om forpligtelser for producenter og distributører, markedskontrol, lovens administration m.v. finder ikke anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om disse aspekter.«
4. § 7, stk. 2-3 , ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Et produkt formodes at være sikkert i det omfang, det er i overensstemmelse med de sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i nationale standarder, som gennemfører europæiske standarder, hvis referencer Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om produktsikkerhed i almindelighed har offentliggjort i EF-Tidende.
Stk. 3. Er der ikke fastsat sundheds- og sikkerhedskrav efter stk. 1 eller 2, vurderes et produkts eller en tjenesteydelses sikkerhed i forhold til
1) en dansk standard, der er baseret på andre europæiske standarder end dem, der er omhandlet i stk. 2,
2) en dansk standard,
3) henstillinger fra Europa-Kommissionen, som fastlægger retningslinjer for vurdering af produktsikkerhed,
4) adfærdskodekser for produktsikkerhed inden for den pågældende sektor eller
5) andre relevante forhold, herunder den aktuelle viden og teknologi samt den sikkerhed, som brugerne med rette kan forvente.
Stk. 4. I det omfang der i EU-retten eller med hjemmel heri er fastsat harmoniserede sikkerhedskrav til produkter eller tjenesteydelser, træder disse i stedet for tilsvarende sikkerhedskrav i de i stk. 1 - 3 anførte forskrifter.«
5. Efter § 7 indsættes i kapitel 2 :
»Tilbagetrækning og tilbagekaldelse
§ 7 a. Ved tilbagetrækning forstås enhver foranstaltning med henblik på at forhindre, at et farligt produkt distribueres, udstilles og tilbydes forbrugeren.
Stk. 2. Ved tilbagekaldelse forstås enhver foranstaltning med henblik på returnering af et farligt produkt, som producenten eller distributøren tidligere har leveret eller stillet til rådighed for forbrugeren.«
6. § 9, stk. 3 , ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. Det påhviler enhver, der bringer et produkt i omsætning eller udfører en tjenesteydelse at tilvejebringe og opbevare den dokumentation, der er nødvendig for at spore produkternes oprindelse, herunder navn og adresse på det foregående omsætningsled.
Stk. 4. Den i stk. 3 anførte dokumentation skal opbevares i hele produktets sædvanlige levetid, dog højest i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, hvori produktet er erhvervet.
Stk. 5. Såfremt foranstaltninger efter stk. 1 og 2 ikke er tilstrækkelige, påhviler det producenten og distributøren inden for rammerne af deres virksomhed at trække produktet tilbage eller tilbagekalde produktet.
Stk. 6. Producenter og distributører, der får eller burde få kendskab til, at et produkt, som de har markedsført, udgør en risiko for forbrugeren, skal straks underrette kontrolmyndigheden herom samt oplyse om indholdet af de trufne foranstaltninger for at forebygge risici overfor forbrugerne.«
7. I § 11, nr. 1, og i § 12, stk. 1, nr. 1 , indsættes efter »oplysninger « : »affattet på dansk «.
8. I § 12, stk. 1 , indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) at tilbagekalde produktet, «
Nr. 4 bliver herefter nr. 5.
9. § 12, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. I tilfælde, hvor der meddeles påbud om, at et produkt skal tilbagekaldes efter stk. 1, nr. 4, eller destrueres i medfør af stk. 1, nr. 5, gælder fristen i §§ 54 og 83 i lov om køb ikke.«
10. I § 13, stk. 3 , ændres »§ 7, stk. 1 og 2 « til: »§ 7, stk. 1-3 « .
11. § 24 affattes således:
» § 24. Kontrolmyndigheden skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen om forbud og påbud, forholdsregler, henstillinger og frivillige foranstaltninger vedrørende produkters sikkerhed truffet i medfør af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller anden lov, i det omfang Kommissionen skal underrettes efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om produktsikkerhed i almindelighed. Sikkerhedsstyrelsen videresender denne underretning til Europa-Kommissionen. «
12. I § 2 5 indsættes som stk. 4 :
»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for indholdet af underretningspligten efter § 9, stk. 6, og samarbejdet mellem producent, distributør og kontrolmyndighed. For så vidt angår produkter eller særlige aspekter ved produkter, der henhører under andre ministeriers ressort, fastsættes reglerne af den pågældende minister.«
13. I § 27 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Overtrædelse af § 9, stk. 3, 4 og 6, straffes med bøde.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
14. § 27, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. For overtrædelse af regler, der udstedes i medfør af §§ 13, 15 og § 25, stk. 3 og 4, kan der fastsættes straf af bøde.«
15. § 28 affattes således:
» § 28. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. «
§ 2
Loven træder i kraft den 15. januar 2004.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
A. Indledning
Ved lovforslaget ændres lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, FT 1993-94: 3925, 4747, 10198, 10388; A 5131, B 977, C 835.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EF-Tidende 2002 nr. L 11, s. 4-17), i det følgende benævnt produktsikkerhedsdirektivet. Direktivet er optaget som bilag til lovforslagets bemærkninger.
Direktivets overordnede målsætning er at revidere det oprindelige produktsikkerhedsdirektiv for at tydeliggøre en række bestemmelser, som medlemsstaterne har gennemført forskelligt, og at styrke kontrollen med sikkerheden af markedsførte produkter. Dette skal medvirke til at fjerne forskelle mellem medlemsstaternes horisontale produktsikkerhedslovgivning, som kan skabe handelshindringer og konkurrenceforvridning. Samtidig skal direktivet styrke forbrugerbeskyttelsen ved at udfylde huller i den eksisterende EU-regulering vedrørende produktsikkerhed.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer, som gennemfører produktsikkerhedsdirektivet:
– en præcisering af produktsikkerhedslovens anvendelsesområde for produkter, der er reguleret af sektorlovgivning,
– en formodning for at et produkt er sikkert, når det er produceret efter en europæisk standard,
– en bestemmelse til sikring af produkters sporbarhed i form af en forpligtelse til opbevaring af dokumentation,
– en præcisering af pligten for producenter og distributører til af egen drift at tilbagekalde farlige produkter,
– pligt for producenter og distributører til at orientere kontrolmyndigheden om, at et markedsført produkt har vist sig at være farligt samt oplyse, hvilke foranstaltninger den erhvervsdrivende har truffet. Økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for denne underretningspligt,
– advarsler og risikooplysninger kan påbydes affattet på dansk.
Lovforslaget indeholder endvidere enkelte ændringer, som på baggrund af erfaringerne med lovens administration har vist sig hensigtsmæssige.
B. Nordisk samarbejde
Danmark, Sverige og Finland er som EU-medlemmer forpligtet til at gennemføre produktsikkerhedsdirektivet. Tilsvarende gælder for Norge og Island i kraft af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen).
Fortolkningen og gennemførelsen af direktivet er blevet drøftet på en række møder mellem embedsmænd fra de nordiske lande.
C. Ændringer af produktsikkerhedsdirektivet
Selvom direktivet rent teknisk er udformet som et nyt direktiv, benævnt produktsikkerhedsdirektivet, er der tale om en ændring af Rådets direktiv nr. 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed.
I det følgende beskrives kun ændringerne i det nye produktsikkerhedsdirektiv i forhold til direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992.
1. Direktivets formål og omfang
Produktsikkerhedsdirektivet er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 95, der hjemler vedtagelse af bestemmelser med henblik på at virkeliggøre det indre marked til sikring af varernes fri bevægelighed. I præamblen anføres det, at forskelle mellem medlemsstaternes horisontale produktsikkerhedslovgivning og det faktum, at der i visse medlemsstater før det første produktsikkerhedsdirektiv ikke fandtes en generel produktsikkerhedslovgivning, kan skabe handelshindringer og konkurrenceforvridning inden for det indre marked.
Direktivet har endvidere til formål at supplere, skærpe eller tydeliggøre det oprindelige produktsikkerhedsdirektivs bestemmelser. Herudover fremhæves det i præamblen, at direktivet er et led i at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau bl.a. ved at udfylde huller i den eksisterende specifikke lovgivning.
Direktivet indeholder ikke en bestemmelse, der regulerer adgangen til at vedtage strengere regler. Dette spørgsmål må derfor afgøres på baggrund af en fortolkning af direktivets enkelte bestemmelser og traktatens bestemmelser om varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed.
Hvor der eksempelvis ikke findes særlige fællesskabsregler om et produkts sikkerhed, følger det af direktivet, at sikkerhedsvurderingen skal foretages på baggrund af nationale regler herom, hvor sådanne regler findes. Ifølge direktivets artikel 3, stk. 2, 2. pkt., er det en betingelse, at disse regler er i overensstemmelse med traktaten, herunder reglerne i artikel 28 og 30. Det må på den baggrund vurderes, at direktivet ikke er til hinder for fastsættelse af strengere sikkerhedskrav end direktivets, sålænge reglerne ikke er i strid med traktatens regler om varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed.
Som et andet eksempel kan nævnes adgangen til at fastsætte yderligere indgrebsbeføjelser. Myndighedernes indgrebsbeføjelser er opregnet i artikel 8. Det fremgår her, at opregningen af beføjelser ikke er udtømmende, hvorfor bestemmelsen ikke er til hinder for fastsættelse af yderligere indgrebsbeføjelser.
2. Afgrænsning til andre direktiver
I det nye produktsikkerhedsdirektiv præciseres forholdet mellem det generelle produktsikkerhedsdirektiv og andre direktiver med bestemmelser om produkters sikkerhed, idet den tilsvarende bestemmelse i det tidligere direktiv gav anledning til fortolkningstvivl. Produktsikkerhedsdirektivets sikkerhedskrav finder herefter anvendelse på produkter, i det omfang et produkts sikkerhedsaspekter slet ikke eller kun delvist er reguleret af særdirektiver. Herudover kan produktsikkerhedsdirektivets øvrige bestemmelser anvendes som supplement til særdirektiverne. Det gælder f.eks. for bestemmelserne om tilbagetrækning eller tilbagekaldelse af et produkt, når særdirektiverne ikke indeholder tilsvarende bestemmelser.
Produktsikkerhedsdirektivets sikkerhedskrav og øvrige bestemmelser får således betydning for alle kontrolmyndigheder i en medlemsstat, medmindre der på kontrolmyndighedens område findes tilsvarende bestemmelser i et sektordirektiv, som regulerer sikkerhed for et produkt.
3. Anvendelsesområde
Anvendelsesområdet udvides endvidere i forhold til det oprindelige direktiv til produkter, der under rimeligt forudsigelige betingelser forventes anvendt af forbrugerne, f.eks. gennem nye salgskanaler og ændrede brugsvaner, selvom produktet ikke primært var bestemt for dem. Endvidere fastslås det udtrykkeligt, at også produkter, der kan forventes anvendt af forbrugerne i forbindelse med en tjenesteydelse, vil være omfattet af produktsikkerhedsdirektivets anvendelsesområde. Eksempelvis udstyr til brug i et motionscenter.
4. Harmoniserede standarder
Kommissionen bemyndiges som noget nyt til efter en forskriftskomité-procedure, jf. nedenfor afsnit 9, at give de europæiske standardiseringsorganer mandat til at udarbejde europæiske standarder. Der indføres samtidig en formodning for, at et produkt produceret efter disse standarder vil være i overensstemmelse med produktsikkerhedsdirektivets generelle sikkerhedskrav. Der offentliggøres henvisninger til disse standarder i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Opfylder en harmoniseret standard ikke direktivets almindelige sikkerhedskrav, kan Kommissionen trække standarden helt eller delvist tilbage efter en nærmere angivet procedure.
5. Egenkontrol
Når producenter og distributører vurderer, at et produkt, som de har markedsført, ikke er sikkert, får de fremover pligt til straks at informere de kompetente myndigheder, herunder om hvilke forholdsregler de har taget. Producenter og distributører forpligtes i den forbindelse til at samarbejde med myndighederne om de forholdsregler, der tages for at undgå risiciene ved de produkter, som de har leveret. Myndighederne fastlægger reglerne for dette samarbejde. Herudover forpligtes producenterne til – af egen drift - i yderste konsekvens at tilbagekalde farlige produkter, der allerede befinder sig ude hos forbrugerne.
Distributørerne skal fremover opbevare og videreformidle den information, der er nødvendig for at kunne opspore et produkts oprindelse. Reglen vil styrke myndighedernes mulighed for at træffe effektive foranstaltninger over for farlige produkter.
6. Styrkelse af markedskontrollen
Med det nye direktiv forpligtes myndighederne til at overvåge markedet tættere. Som eksempler på dette kan nævnes beføjelser til at påbyde en tilbagekaldelse af farlige produkter, som allerede er leveret til forbrugerne. Direktivet opregner endvidere følgende foranstaltninger: Overvågningsprogrammer for bestemte produktkategorier, opdatering af videnskabelig viden og periodiske rapporter om overvågningsaktiviteterne. Forbrugerne og andre berørte parter skal endvidere have mulighed for at klage til en produktsikkerhedsmyndighed. Som nævnt ovenfor i afsnit 2 finder bestemmelserne om styrkelse af markedskontrollen anvendelse for alle kontrolmyndigheder, medmindre der i et sektordirektiv findes tilsvarende bestemmelser.
Direktivet pålægger som noget nyt kontrolmyndighederne at tage behørigt hensyn til forsigtighedsprincippet ved administrationen af deres beføjelser, jf. nedenfor i afsnit D, 3.2.
Notifikationsforpligtelsen, hvorefter foranstaltninger mod et produkt skal meddeles Kommissionen, jf. artikel 11, ændres således, at også foranstaltninger vedrørende begivenheder, som kun har virkning lokalt, skal meddeles Kommissionen, hvis disse oplysninger kan være af betydning for produktsikkerheden i andre medlemsstater.
Rapex-systemet, jf. artikel 12, der vedrører hurtig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen ved alvorlige risici for forbrugernes sundhed og sikkerhed, ændres således, at det bl.a. også omfatter alvorlige risici, der først viser sig på sigt. Endvidere vil også foranstaltninger, der frivilligt træffes af producenter og distributører eller efter aftale med kontrolmyndigheden, være omfattet af notifikationspligten efter Rapex-systemet.
7. Hasteindgreb på fællesskabsplan
Betingelserne, for at Kommissionen kan vedtage et hasteindgreb på fællesskabsplan, lempes. Der skal således ikke længere foreligge en anmodning fra en af medlemsstaterne, før Kommissionen kan vedtage et hasteindgreb. Endvidere ændres betingelsen om, at der skal foreligge en ”alvorlig og umiddelbar risiko” for, at et hasteindgreb kan vedtages til ”en alvorlig risiko”. Denne ændring begrundes med, at også risici, der først viser sig på sigt, skal kunne begrunde et hasteindgreb. Som noget nyt indføres en betingelse om, at Kommissionen skal høre et videnskabeligt fællesskabsudvalg, der er kompetent med hensyn til den pågældende risiko, hvor et sådant udvalg findes.
Hasteforanstaltningernes gyldighed udvides fra højest 3 måneder i dag til et år med mulighed for forlængelse med et år ad gangen. Hvor fællesskabsforanstaltningerne vedrører et specifikt individuelt fastlagt produkt eller parti af produkter, gælder foranstaltningen dog uden tidsbegrænsning. Et forbud mod et bestemt parti barnevogne vil f.eks. være gyldigt uden tidsbegrænsning, mens et forbud mod phthalater i legetøj er gyldigt et år ad gangen.
8. Eksportforbud
Der introduceres et forbud mod eksport af farlige produkter til tredjelande. Formålet er at hindre, at farlige produkter, der ikke må sælges i medlemslandene, havner hos forbrugere uden for EU. Forbudet finder kun anvendelse efter en afgørelse fra Kommissionen om hasteindgreb på fællesskabsniveau. I afgørelsen kan det også bestemmes, at der ikke skal gælde et eksportforbud.
9. Komitéprocedure
Der nedsættes et udvalg til at bistå Kommissionen ved administrationen af direktivet. Komitéproceduren afhænger af det spørgsmål, der behandles. Den såkaldte forskriftsprocedure anvendes ved indgreb på fællesskabsplan samt fastlæggelse af mandater til udarbejdelse af europæiske standarder. Den såkaldte rådgivningsprocedure skal anvendes ved 1) fastlæggelse af retningslinier for producenternes og distributørernes underretningspligt, hvis de bliver vidende om at have markedsført et farligt produkt, 2) udarbejdelse af retningslinier for funktionen af Rapex samt 3) spørgsmål om anvendelsen af direktivet.
10. Fortrolighed
Med produktsikkerhedsdirektivet introduceres en generel adgang for offentligheden til oplysninger om produktrelaterede risici for forbrugernes sikkerhed og sundhed, som findes hos medlemsstaterne og Kommissionen. Der må dog ikke viderebringes oplysninger, der har karakter af forretningshemmeligheder, medmindre dette er nødvendigt for at beskytte forbrugernes sikkerhed og sundhed.
Det præciseres endvidere, at hensynet til beskyttelsen af forretningshemmeligheder ikke er til hinder for videregivelse til andre kompetente myndigheder, når oplysningerne er af betydning for effektive kontrolaktiviteter og for et effektivt markedstilsyn. Den modtagende myndighed skal sikre beskyttelsen af oplysningerne.
11. Ikrafttrædelse
Hvert tredje år efter den 15. januar 2004 skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af direktivet.
Direktivet skal være implementeret senest den 15. januar 2004. Fra denne dato ophæves det nugældende produktsikkerhedsdirektiv 92/52/EØF.
D. Lovforslagets hovedindhold
1. Lovændringer, der er nødvendige for at gennemføre direktivet
1.1. Anvendelsesområdet
Det foreslås at ændre den nugældende bestemmelse om anvendelsen af produktsikkerhedsloven til også at omfatte produkter, der tillige er omfattet af andre EU-baserede love med bestemmelser om produkters sikkerhed.
Denne lovændring er nødvendig, fordi det efter den gældende bestemmelse ikke er muligt at supplere den EU-baserede særlovgivning med produktsikkerhedslovens håndhævelsesbestemmelser, hvis særlovgivningens håndhævelsesbestemmelser er utilstrækkelige.
Med denne ændring sikres det, at produktsikkerhedsloven udgør et regelsæt, som i overensstemmelse med direktivet udfylder de huller, der måtte eksistere i sektorlovgivningens krav til produkters sikkerhed og tilhørende håndhævelsesbeføjelser.
Det bemærkes, at præciseringen af produktsikkerhedslovens anvendelsesområde har betydning for alle kontrolmyndighedernes forpligtelse til at forestå kontrollen med overholdelsen af produktsikkerhedsloven. Det vil sige både Sikkerhedsstyrelsen og andre myndigheder, der påser overholdelsen af lovgivningen om bestemte produkters sikkerhed. Som eksempel på kontrolmyndigheder kan nævnes Lægemiddelstyrelsen, Færdselsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet. I praksis betyder dette, at hvis en myndighed ikke har beføjelser til at tilbagekalde et produkt fra forbrugerne i medfør af særlovgivningen, er myndigheden forpligtet til at anvende produktsikkerhedslovens bestemmelse herom, hvis dette er den eneste mulighed for at imødegå en konstateret fare ved det pågældende produkt.
For en yderligere uddybning af lovændringen henvises til bemærkningerne til forslagets enkelte bestemmelser.
Det bemærkes, at produktsikkerhedsloven efter lovændringen fortsat vil have et videre anvendelsesområde end det nye produktsikkerhedsdirektiv. Produktsikkerhedsloven omfatter som hovedregel ethvert produkt, hvorimod direktivet kun omfatter forbrugerprodukter.
Det brede anvendelsesområde for produktsikkerhedsloven blev fastlagt ved lovens vedtagelse i 1994. Man fandt på daværende tidspunkt ikke grundlag for at begrænse kredsen af beskyttede personer. Hovedformålet med loven er at beskytte enhver fysisk person mod farer fra produkter og tjenesteydelser, uanset om vedkommende er forbruger, erhvervsdrivende, arbejdstager eller andet, og uanset om den erhvervsdrivende, der udbyder produktet eller tjenesteydelsen, kender eller burde kende faren ved produktet.
1.2. Harmoniserede standarder og referencenormer
Det foreslås, at der i overensstemmelse med direktivet indsættes en formodningsregel i produktsikkerhedsloven således, at der gælder en formodning for, at produkter er sikre, når de er fremstillet i overensstemmelse med harmoniserede standarder, der er udarbejdet efter en procedure, som er fastlagt i produktsikkerhedsdirektivet. Der gælder ikke en formodningsregel efter den nuværende produktsikkerhedslov, hvorefter standarder kun indgår i vurderingen af, om et produkt er sikkert.
De produkter, der ikke er omfattet af en standard udarbejdet efter produktsikkerhedsdirektivets regler, vurderes på baggrund af en række referencenormer, der er opregnet i produktsikkerhedsloven. Opregningen af referencenormer foreslås revideret i overensstemmelse med direktivet, således at også kommissionshenstillinger og adfærdskodekser indgår i disse referencenormer. Endelig foreslås den hierarkiske opdeling af referencenormerne i loven ophævet.
1.3. Sporbarhed
Direktivet stiller krav om, at det skal være muligt at spore et produkt, der er bragt i omsætning, og som har vist sig at være farligt. Der foreslås derfor indført en regel om, at enhver, der er led i omsætningskæden vedrørende et produkt eller udførelse af en tjenesteydelse, skal tilvejebringe og opbevare den dokumentation, der er nødvendig for at spore produkternes oprindelse.
1.4. Anmeldelsespligt, tilbagekaldelse af egen drift
Lovforslaget præciserer, at der gælder et udtrykkeligt krav om, at producenter og distributører af egen drift i yderste konsekvens er forpligtede til at tilbagekalde et produkt, d.v.s. et produkt, der allerede er leveret til forbrugerne, hvis det efterfølgende viser sig at være farligt. Hermed sikres det, at produktsikkerhedsloven lever op til direktivets nye regel om, at producenter i yderste konsekvens skal kunne tilbagekalde produkter fra forbrugerne af egen drift.
Det foreslås, at producenter og distributører i overensstemmelse med direktivet forpligtes til at meddele kontrolmyndigheden, hvis det senere viser sig, at et produkt, som de har markedsført, er farligt. Denne underretning sikrer, at kontrolmyndighederne får overblik over de risici, som de til enhver tid markedsførte produkter indebærer for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Hvis producenten informerer kontrolmyndigheden om, at et produkt har vist sig at være farligt, får myndigheden mulighed for dels at kontrollere, om den pågældende producent træffer passende foranstaltninger til imødegåelse af en fare, dels får myndigheden mulighed for at undersøge andre tilsvarende produkter på markedet for denne fare.
Der indsættes endvidere en bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for underretningspligtens indhold i bekendtgørelsesform. I denne bekendtgørelse kan der endvidere fastsættes regler for samarbejde mellem producenter, distributører og kontrolmyndigheder omkring de frivillige foranstaltninger.
1.5. Myndighedernes beføjelser
Ifølge den nugældende produktsikkerhedslov kan kontrolmyndigheden påbyde, at der f.eks. som betingelse for markedsføringen af et produkt anføres advarsler mod bestemte farer forbundet med anvendelsen af produktet. Det foreslås, at et påbud om at give nærmere oplysninger kan kræves anført på dansk, da direktivet kræver, at sådanne oplysninger er klart og letforståeligt udformet på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres.
For at sikre at produktsikkerhedsloven er i overensstemmelse med direktivets ordlyd, foreslås lovens bestemmelser om indgrebsbeføjelser endvidere præciseret således, at det klart fremgår, at myndighederne skal kunne påbyde både tilbagetrækning og tilbagekaldelse af et produkt. Der foreslås endvidere indsat en definition af disse begreber i overensstemmelse med direktivets formulering.
1.6. Notifikationer
Ved ændringen af produktsikkerhedsdirektivet er notifikationsforpligtelsen blevet udvidet til også at gælde ikke bindende foranstaltninger, herunder frivillige foranstaltninger. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i produktsikkerhedsloven, om at Sikkerhedsstyrelsen skal underrettes om indgreb mod produkter, nyaffattes. Kontrolmyndigheder forpligtes således efter forslaget til at underrette Sikkerhedsstyrelsen om påbud, forbud, forholdsregler, henstillinger og aftaler vedrørende produkters sikkerhed, i det omfang det kræves efter produktsikkerhedsdirektivet.
2. Lovændringer, der ikke er nødvendige for at gennemføre direktivet
2.1. Strafsanktionering af gennemførselsregler
Med lovforslaget foreslås det, at der fremover skal være mulighed for at indsætte strafbestemmelser i regler udstedt efter produktsikkerhedslovens § 25, stk. 3, idet det findes uhensigtsmæssigt, at kontrolmyndighederne ikke har mulighed for at indgive politianmeldelse for overtrædelse af regler udstedt i medfør af bestemmelsen.
§ 25, stk. 3, kan danne grundlag for gennemførelse af bestemmelser vedtaget efter produktsikkerhedsdirektivets procedure for vedtagelse af hasteforanstaltninger. Overtrædelse af disse regler vil fremover kunne strafsanktioneres i det omfang, det findes hensigtsmæssigt.
3. Direktivbestemmelser, der ikke kræver lovændringer
3.1. Migrerende produkter og produkter i forbindelse med levering af en tjenesteydelse
Produktsikkerhedsdirektivet omfatter et produkt, som er bestemt for forbrugerne, eller som under rimeligt forudsigelige omstændigheder kan forventes anvendt af forbrugerne, selvom produktet ikke er bestemt for dem. Som eksempel kan nævnes håndværksmaskiner, der er produceret til professionel brug, men som senere finder vej til byggemarkedernes hylder. Disse produkter betegnes som migrerende produkter. Også produkter, der kan forventes anvendt af forbrugerne i forbindelse med en tjenesteydelse, er omfattet af produktsikkerhedsdirektivets anvendelsesområde.
Da begge disse tilfælde er dækket af den gældende produktsikkerhedslov, giver direktivændringen ikke anledning til at ændre produktsikkerhedsloven på dette punkt.
3.2. Forsigtighedsprincippet
Ifølge produktsikkerhedsdirektivets artikel 8, stk. 2, 1. afsnit, skal kontrolmyndighederne tage behørigt hensyn til forsigtighedsprincippet, når den træffer foranstaltninger over for erhvervsdrivende, eksempelvis i forbindelse med et påbud om tilbagekaldelse af et produkt.
Ved udøvelsen af kontrolmyndighedernes indgrebsbeføjelser efter kapitel 4 i produktsikkerhedsloven forudsættes det, at kontrolmyndighederne i overensstemmelse med gældende praksis tager behørigt hensyn til forsigtighedsprincippet, jf. produktsikkerhedsdirektivets artikel 8, stk. 2, 1. afsnit.
Forsigtighedsprincippet er hverken defineret nærmere i direktivet, traktaten eller i dansk ret i øvrigt, men er nævnt i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab artikel 174, stk. 2, som en del af grundlaget for EU´s miljøpolitik.
Anvendelsen af forsigtighedsprincippet er relevant i de tilfælde, hvor der foreligger videnskabelig usikkerhed omkring de mulige følger af anvendelsen af et produkt på eksempelvis menneskers sundhed. Der kan således være usikkerhed omkring, hvorvidt en given skade på menneskers sundhed vil indtræde og/eller sandsynligheden herfor. Hvis det alligevel besluttes at foretage et indgreb mod produktet i denne situation, kan forsigtighedsprincippet siges at være bragt i anvendelse. Forsigtighedsprincippet må således ikke forveksles med den risikovurdering, der foretages, hvor der er fuld videnskabelig klarhed omkring et produkts evne til at forvolde skade og sandsynligheden for, at denne indtræffer. Her kan myndigheden vurdere, at risikoen ved et produkt er så uacceptabel, at der skal foretages et indgreb, også selvom produktet ikke forvolder skade ved enhver anvendelse. Indgrebet er i dette tilfælde ikke udtryk for anvendelse af forsigtighedsprincippet, fordi der er fuld videnskabelig klarhed omkring årsagssammenhængene.
Kommissionen har udsendt en meddelelse om forståelsen af forsigtighedsprincippet, KOM(2000) 1. Det fremgår bl.a. heraf, at når det er besluttet at foretage et indgreb på baggrund af forsigtighedsprincippet, skal der tages hensyn til følgende betingelser: 1) beslutningen skal være proportional med det valgte beskyttelsesniveau, 2) beslutningen skal være ikke-diskriminerende, 3) stemme overens med lignende allerede trufne foranstaltninger, 4) være baseret på en undersøgelse af potentielle fordele og omkostninger ved at gribe ind, eller ikke at gribe ind, og endelig 5) skal beslutningen revideres i lyset af nye videnskabelige data.
3.3. Organisering af tilsynet
Efter direktivet er medlemsstaterne forpligtet til at fastlægge en strategi for at sikre et effektivt markedstilsyn og et højt beskyttelsesniveau for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Strategien skal sikre et samarbejde mellem medlemsstaternes kontrolmyndigheder. Som mulige eksempler på indholdet af markedstilsynstrategien nævner direktivet endvidere udformning af sektorbestemte tilsynsprogrammer for kategorier af produkter og risici, opfølgning og ajourføring af videnskabelig viden om produktsikkerhed samt periodisk gennemgang af, hvorledes kontrolaktiviteterne fungerer.
Denne bestemmelse giver ikke anledning til at ændre produktsikkerhedsloven, da bestemmelsen kun pålægger myndighederne forpligtelser. Det er imidlertid væsentligt at påpege, at direktivets krav om markedstilsyn gælder for alle kontrolmyndigheder, medmindre der på deres område gælder tilsvarende regler om krav til markedstilsynet.
3.4. Europæisk netværk
Produktsikkerhedsdirektivet indfører et europæisk netværk med deltagelse af Kommissionen og medlemsstaternes kontrolmyndigheder, i form af et administrativt samarbejde ud over det, der allerede følger af notifikationssystemet. Det administrative samarbejde kan bestå i udveksling af oplysninger om afprøvningsmetoder, den videnskabelige udvikling, fælles kontrolprojekter, udveksling af know-how og forbedring af samarbejde med henblik på eksempelvis tilbagetrækning og tilbagekaldelse af farlige produkter.
Kommissionen har allerede taget initiativ til etablering af dette netværk og nedsat en arbejdsgruppe, der skal forberede og fastlægge den ydre ramme for netværkets funktion. Da der er tale om myndighedssamarbejde, er det ikke nødvendigt at fastsætte bestemmelser om deltagelsen i netværket.
3.5. Offentlighed og tavshedspligt
Direktivets bestemmelser om offentlighed og tavshedspligt giver ikke anledning til lovændringer, da lovgivningen allerede sikrer forbrugerne adgang til oplysninger om farlige produkter, ligesom lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt beskytter erhvervslivets interesser i at hemmeligholde forretningshemmeligheder.
3.6. Klageadgang
Ifølge produktsikkerhedsdirektivet skal der findes en adgang for forbrugerne og de øvrige berørte parter til at indgive klager til kontrolmyndigheden. Der skal endvidere følges op på disse klager på passende måde. Medlemsstaterne skal aktivt underrette forbrugerne og andre berørte parter om de procedurer, der fastsættes med henblik herpå.
Da gældende ret allerede sikrer forbrugerne disse rettigheder, er der ikke behov for særskilte gennemførelsesforanstaltninger.
F. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Gennemførelsen af produktsikkerhedsdirektivet medfører øgede opgaver for kontrolmyndighederne i forbindelse med markedstilsynet. Direktivet pålægger kontrolmyndighederne en forpligtelse til øget samarbejde samt fastlæggelse af strategier for kontrolarbejdet med henblik på at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Forpligtelsen til at fastlægge strategier kan omfatte udformning af tilsynsprogrammer, opfølgning og ajourføring af videnskabelig og teknisk viden samt en periodisk gennemgang og vurdering af kontrolaktiviteterne med henblik på eventuel revidering af strategien for tilsynet.
Kontrolmyndighederne vil endvidere i øget omfang blive inddraget i frivillige foranstaltninger mod farlige produkter truffet af producenter og distributører som følge af den forpligtelse, som de erhvervsdrivende har til at underrette kontrolmyndigheden om disse foranstaltninger samt til at samarbejde med kontrolmyndigheden i forbindelse hermed.
Herudover må det forventes, at mængden af notifikationer til og fra Kommissionen vil stige, idet de tilfælde, der fremover skal notificeres, er blevet udvidet med direktivet. Dette vil medføre en øget arbejdsbyrde for kontrolmyndighederne ved afsendelse og modtagelse af notifikationer. Ved modtagelsen af notifikationer vil det nationale marked skulle undersøges for det pågældende produkt af kontrolmyndigheden, f.eks. ved høring af relevante brancheorganisationer eller udvalgte erhvervsdrivende.
Det skønnes derfor, at lovforslaget vil medføre udgifter på ca. 0,5 mill. kr., heraf ca. 0,3 mill. kr. lønsum, idet Sikkerhedsstyrelsen er den koordinerende produktsikkerhedsmyndighed med det overordnede ansvar for håndteringen af notifikationerne både i forhold til Kommissionen og de øvrige medlemsstater og i forhold til kontrolmyndighederne. Udgiften finansieres af 08.22.41. Sikkerhedsstyrelsen. Herudover må der forventes et øget ressourceforbrug for Sikkerhedsstyrelsen til udarbejdelse af den overordnede strategi for markedstilsynet.
For de øvrige produktsikkerhedsmyndigheder forventes stramningen af forpligtelsen til markedsovervågning kun at medføre et meget begrænset ekstra ressourceforbrug, som afholdes inden for pågældende myndigheds rammer.
Der forventes derimod ingen merudgifter for kommunerne.
2. Erhvervsøkonomiske konsekvenser og administrative konsekvenser for virksomheder
Lovforslaget medfører en skærpelse af producenternes og distributørernes forpligtelser bl.a. i form af en forpligtelse til at informere kontrolmyndigheden om produkter, som de har markedsført, og som de nu vurderer er farlige. Virksomhederne skal endvidere selv træffe foranstaltninger med henblik på at imødegå denne fare, som er blevet konstateret ved et allerede markedsført produkt. Denne foranstaltning skal efter lovforslaget også kunne være tilbagekaldelse af et farligt produkt, hvis dette er nødvendigt for at imødegå den konstaterede fare. De foranstaltninger, som virksomheder træffer for at imødegå faren, skal anmeldes til kontrolmyndigheden.
Størrelsen af en virksomheds omkostninger i forbindelse med tilbagekaldelse af farlige produkter vil kunne begrænses til et minimum ved en omhyggelig vurdering af et produkts potentielle fare inden markedsføringen. Denne vurdering kan bl.a. gennemføres ved at forlange den nødvendige dokumentation, for at et produkt lever op til relevante standarder, af producenten eller et tidligere salgsled. Det må endvidere antages, at mange virksomheder allerede i dag af egen drift træffer de nødvendige foranstaltninger, når det kan konstateres, at et produkt er farligt.
Endvidere vil indførelsen af en formodning for, at produkter, der er produceret i overensstemmelse med europæiske standarder, tillige opfylder sikkerhedskravet, skabe mere klare referencepunkter for, hvornår et produkt er sikkert. Derved får virksomhederne et redskab, der vil gøre det lettere at vurdere, hvornår et produkt er sikkert.
Da lovforslaget gennemfører et EU-direktiv, er Danmark forpligtet til at gennemføre disse regler og dermed pålægge erhvervslivet øgede omkostninger. Samtidig må man dog holde sig for øje, at tilsvarende regler og dermed byrder vil blive pålagt samtlige aktører inden for Den Europæiske Union samt Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
Styrkelsen af markedstilsynet vil endvidere være til fordel for erhvervslivet, idet den illoyale konkurrence fra virksomheder, der ikke opfylder produktsikkerhedskravene, vil kunne imødegås mere effektivt.
Lovforslaget forventes på denne baggrund ikke at medføre erhvervsøkonomiske konsekvenser af nævneværdigt omfang.
Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR), som har fundet, at der ikke var behov for, at forslaget blev vurderet i et virksomhedspanel.
G. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Med lovforslaget styrkes både erhvervslivets og myndighedernes tilsyn med produkters sikkerhed. Herved styrkes den generelle sundhed og sikkerhed for befolkningen.
Styrkelsen af markedstilsynet forventes ikke at medføre, at der vil blive trukket væsentlig flere produkter tilbage fra markedet og tilbagekaldt væsentligt flere produkter fra forbrugerne. Denne vurdering bygger først og fremmest på, at det eksisterende tilsyn, europæisk og internationalt tilsynssamarbejde, den gældende produktsikkerhedsregulering og øget standardisering har haft en betydelig sanerende effekt på markedet.
I det omfang tilbagetrukne eller tilbagekaldte produkter ikke kan repareres og dermed genanvendes, vil der skulle produceres erstatningsprodukter for disse. Produktionen af disse erstatningsprodukter medfører et yderligere forbrug af vand, energi samt råvarer. De produkter, der ikke kan genanvendes, vil medføre en forøgelse af mængden af affald. Da en tilbagekaldelse eller tilbagetrækning medfører tilbagelevering af varer, vil dette i mange tilfælde betyde øget transport i forholdet mellem forbruger og distributør og i forholdet mellem distributør og producent.
Det er vanskeligt at opgøre det øgede forbrug af vand, energi samt råvarer og stigningen i transportbehovet. Den samlede miljøpåvirkning må dog forventes at være af yderst begrænset omfang i forhold til det samlede ressourceforbrug ved vareproduktionen og transport i forbindelse med varedistributionen. På samme måde forventes forøgelsen af affaldsmængden at være begrænset.
H. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EF-Tidende 2002, nr. L 11 af 15. januar 2002 s. 4-17). Direktivet skal være gennemført i national ret senest d. 15. januar 2004. Medlemsstaterne skal meddele Kommissionen de nationale retsforskrifter, som implementerer direktivet.
I. Høring
Lovforslaget har været sendt i høring hos Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, Beredskabsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Bryggeriforeningen, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Automobilforhandler Forening D.A.F., Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Legetøjshandler Forening, Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Sportshandler-Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Bilforhandler Union, Dansk Byggeri, Dansk Dagligvareleverandør Forening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Landbrug, Dansk Postordre Handel, Dansk Standard, Dansk Textil & Beklædning, Dansk Textil Union, Dansk Urmager og Optiker Centralforening, Danske Andelsselskaber, De Danske Bilimportører, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Det Kooperative Fællesforbund i Danmark, DS Håndværk og Industri, FDB, FDM, Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forening for Dansk Internet Handel, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forsikring & Pension, Fotobranchens Leverandør Forening, HTS Interesseorganisationen, Håndværksrådet, IT Brancheforeningen Kontor & Data, ITEK Dansk Industris Branchefællesskab for IT, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Møbelhandlernes Centralforening i Danmark, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Praktiserende Arkitekters Råd PAR, SPT-Brancheforening for Sæbe, Parfume og Teknisk/Kemiske Artikler, Sø- og Handelsretten, Søsportens Brancheforening, Teknologisk Institut, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark V.S.O.D., Finansministeriet, Færdselsstyrelsen, Fødevaredirektoratet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, IT- og Telestyrelsen, Jernbanetilsynet, Justitsministeriet, Lægemiddelstyrelsen, Miljøministeriet, Miljøstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Statens Luftfartsvæsen, Sundhedsstyrelsen, Trafikministeriet, Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet.
J. Skema over konsekvenser
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Styrkelsen af virksomhedernes pligt til egenkontrol sammenholdt med skærpelsen af markedskontrollen vil medføre færre produktrelaterede ulykker. Herved forventes færre udgifter i sundhedssektoren. Styrkelsen af markedskontrollen, herunder den øgede notifikationspligt vil medføre udgifter på ca. 0,5 mill. kr., heraf ca. 0,3 mill. kr. lønsum for Sikkerhedsstyrelsen. Forslaget medfører ingen merudgifter for kommunerne.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Øgede informationer om farlige produkter på markedet giver bedre muligheder for et effektivt tilsyn og forebyggende foranstaltninger. Ingen af betydning.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Styrkelsen af markedstilsynet vil medføre et fald i antallet af farlige produkter og dermed mindre illoyal konkurrence. Øgede udgifter i forbindelse med tilbagekaldelse af egen drift, i det omfang virksomhederne ikke gør det i forvejen.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Det bliver lettere for virksomhederne at vurdere, om et produkt er sikkert som følge af indførelsen af europæiske harmoniserede standarder. Pligt til indberetning til kontrolmyndigheden for virksomhederne ved tilbagekaldelse.
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen af betydning. Ingen af betydning.
Miljømæssige konsekvenser Styrkelsen af markedstilsynet vil medføre færre produktrelaterede ulykker. Der forventes ikke mærkbart øget ressourceforbrug, øget transport i forbindelse med produktion og øget affaldsproduktion i forhold til den nuværende miljøbelastning.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (EF-Tidende 2002, nr. L 11, s. 4-17).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at det oprindelige produktsikkerhedsdirektiv erstattes med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed.
Til nr. 2
Den foreslåede § 1, stk. 5, gennemfører produktsikkerhedsdirektivets sondring i artikel 1, stk. 2, litra a, mellem det generelle sikkerhedskrav i produktsikkerhedsloven og særlovgivningens bestemmelser om produkters sikkerhed og præciserer den gældende § 1, stk. 5.
Med nyaffattelsen af § 1, stk. 5, præciseres det, at lovens sikkerhedskrav finder anvendelse på alle produkter i det omfang, et sikkerhedsaspekt ikke er reguleret i en EU-baseret sektorlov med bestemmelser om produkters sikkerhed.
Det følger herefter af § 1, stk. 5, at sikkerhedskravene i produktsikkerhedslovens §§ 6-7 og § 8, stk. 1, ikke finder anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om sikkerhedsaspekter eller risikokategorier i forbindelse med et produkt.
Produktsikkerhedsloven finder således ikke anvendelse for så vidt angår de EU-baserede sikkerhedskrav. Det kan forekomme, at den EU-baserede regel kun gør op med visse sikkerhedsaspekter. Produktsikkerhedslovens sikkerhedskrav kan herefter anvendes for de øvrige sikkerhedsaspekter.
Produktsikkerhedslovens sikkerhedskrav supplerer endvidere de særlige bestemmelser om krav til produkters sikkerhed i lovgivningen, der ikke udspringer af krav fra EU-retten. Det følger således af § 7, stk. 1, at når et produkt er konstrueret og fremstillet, eller en tjenesteydelse er udført i overensstemmelse med sundheds- og sikkerhedskrav, der er fastsat i lovgivningen, anses produktet for at været sikkert i henseende til disse sikkerhedsaspekter. De øvrige sikkerhedsaspekter vurderes efter sikkerhedskravene i produktsikkerhedsloven.
Til nr. 3
Da den gældende lovs § 1, stk. 5, ikke giver mulighed for at supplere EU-baseret sektorlovgivning med produktsikkerhedslovens bestemmelser om bl.a. håndhævelsesbeføjelser og egenkontrol inden for sektorlovgivningens anvendelsesområde, foreslås indsat et nyt stk. 6, så det præciseres, at lovens bestemmelser om indgrebsbeføjelser kan anvendes som supplement til indgrebsbeføjelser i EU-baserede love med bestemmelser om produkters sikkerhed.
Den nye § 1, stk. 6, bestemmer i overensstemmelse med direktivets artikel 1, stk. 2, litra b, at produktsikkerhedslovens øvrige bestemmelser om forpligtelser for producenter og distributører, markedskontrol, lovens administration m.v. ikke finder anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om disse aspekter, eksempelvis bestemmelserne om adgang til at tilbagekalde et produkt.
Det vil bero på en konkret fortolkning af § 1, stk. 6, hvornår der i særlovgivningen findes bestemmelser om eksempelvis myndighedskontrol, som udelukker en supplering med produktsikkerhedslovens bestemmelser om dette emne. Hvis der i særlovgivningen findes hjemmel til at stoppe salget af et produkt, men der ikke findes hjemmel til at tilbagekalde produktet fra forbrugerne, vil produktsikkerhedslovens bestemmelser om tilbagekaldelse kunne anvendes som supplement til særlovgivningens bestemmelser om myndighedskontrol.
Til nr. 4
Ad § 7, stk. 2
Med ændringen af produktsikkerhedsdirektivet skabes hjemmel til udstedelse af mandater til udarbejdelse af europæiske standarder. Der er en formodning for, at produkter, der er produceret i overensstemmelse med disse mandaterede standarder, er sikre, jf. direktivets artikel 3, stk. 2, 2. afsnit.
Formålet med introduktionen af disse europæiske standarder og den tilhørende formodningsregel er at operationalisere det generelle sikkerhedskrav i produktsikkerhedsdirektivet, således at de erhvervsdrivende får lettere ved at finde en klar reference til udfyldning af det generelle sikkerhedskrav. Herved sikres også en ensartet anvendelse af produktsikkerhedsdirektivet på europæisk plan. Direktivet indeholder en udvalgsprocedure, der sikrer, at både Kommissionen og medlemsstaterne får indflydelse på standardernes sikkerhedsniveau og de krav, der indgår i standarderne.
Der foreslås på den baggrund indsat en formodningsregel som ny § 7, stk. 2. Der er tale om en formodningsregel, som ikke forhindrer, at kontrolmyndigheden stiller strengere krav til produktet, hvis myndigheden kan påvise en konkret fare ved produktet, selvom dette er produceret efter en harmoniseret standard. Den foreslåede § 7, stk. 2, hindrer ikke håndhævelse af sektorlovgivning, der stiller strengere krav end en harmoniseret standard.
Ad § 7, stk. 3
Der foretages enkelte ændringer i den nuværende § 7, stk. 2, som bliver stk. 3 efter lovændringen, for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med affattelsen af direktivets artikel 3, stk. 3. Der foreslås således i § 7, stk. 3, nr. 3, medtaget en bestemmelse om, at også henstillinger fra Kommissionen om retningslinjer for vurdering af produktsikkerhed inddrages ved vurderingen af, om et produkt er sikkert, når der hverken findes EU-regler, bindende nationale regler eller en standard efter produktsikkerhedsdirektivets artikel 4.
På samme måde foreslås indsat en ny § 7, stk. 3, nr. 4, hvorefter adfærdskodekser for produktsikkerhed inden for den pågældende sektor udgør en ny referencenorm. Henvisningen til adfærdskodekser erstatter ”god forretningsskik inden for det pågældende område”. Adfærdskodekser må antages at udgøre en mere præcis referenceramme end god forretningsskik, og samtidig bringes ordlyden i overensstemmelse med direktivet.
Med ændringen præciseres det også, at opregningen af referencenormer ikke er udtømmende og ikke skal opfattes som rangordnede.
Ad § 7, stk. 4
Den foreslåede stk. 4, der svarer til den gamle § 7, stk. 3, indeholder som følge af de foreslåede ændringer af § 7 konsekvensrettelser af henvisningerne til bestemmelser i paragraffen.
Til nr. 5
Der indføres en definition af begreberne tilbagetrækning og tilbagekaldelse i overensstemmelse med direktivets artikel 2, litra g og h. Tilbagetrækning omfatter de foranstaltninger, der sikrer, at forbrugerne fremover ikke vil kunne købe det pågældende produkt. Det kan f.eks. være fjernelse af produkter fra udsalgsstedet. Tilbagetrækning berører derimod ikke produkter, der allerede befinder sig hos forbrugerne. Hvis der træffes foranstaltninger med henblik på at fjerne produkter, der tidligere er leveret til forbrugerne, er der tale om en tilbagekaldelse.
Direktivet pålægger ikke medlemsstaterne at indføre bestemmelser om det civilretlige opgør i forbindelse med tilbagekaldelse, jf. præamblens pkt. 19. Dette spørgsmål reguleres efter de almindelige civilretlige bestemmelser om mangler.
Til nr. 6
Med forslagets nye stk. 3 og 4 i § 9 foreslås en bestemmelse, der har til formål at sikre produkters sporbarhed og dermed implementere direktivets artikel 5, stk. 2, 2. pkt.
Ad § 9, stk. 3
Bestemmelsen forpligter ethvert led i omsætningskæden til at tilvejebringe og opbevare oplysninger, der gør det muligt at spore et tidligere salgsled. De oplysninger, der herefter skal tilvejebringes og opbevares af den erhvervsdrivende, er oplysninger om navn og adresse på det tidligere salgsled, eksempelvis distributøren, importøren eller producenten. I tillæg hertil skal den erhvervsdrivende opbevare eventuelle oplysninger om vare- eller serienummer eller andet materiale, der gør det muligt præcist at identificere det pågældende produkt eller produktparti. Tilsvarende gælder for et CVR-nummer eller et tilsvarende registreringsnummer for en udenlandsk virksomhed. Dette vil lette sporingen, hvis der er sket navne- eller adresseskift på virksomheden.
Ad § 9, stk. 4
Oplysningerne skal opbevares i produktets sædvanlige levetid, dog højest 5 år fra udgangen af det regnskabsår, hvor produktet er erhvervet. Opbevaringspligten kan derfor ikke overskride forpligtelsen til at opbevare regnskabsmateriale, der allerede følger efter bogføringsloven. Bestemmelsen stiller ikke krav til, hvorledes dokumentationen skal opbevares. Der er således ikke krav om opbevaring af originalfaktura.
Det er erfaringen, at de fleste indgreb mod et produkt sker inden for 5 år fra markedsføringen af det konkrete produkt, hvorfor det findes ubetænkeligt at begrænse opbevaringspligten til 5 år.
Kontrolmyndigheden kan med hjemmel i § 21, stk. 1, kræve udleveret oplysninger, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at opbevare efter § 9, stk. 3-4. Den erhvervsdrivende er, jf. § 27, stk. 3, under strafansvar forpligtet til at udlevere de pågældende oplysninger, hvis han er i besiddelse af dem.
Ad § 9, stk. 5
Med nyaffattelsen af § 9, stk. 3, som ved lovændringen bliver § 9, stk. 5, præciseres det, at producenter og distributører tillige er forpligtede til at tilbagekalde produktet af egen drift, hvis denne foranstaltning er nødvendig som følge af den fare, som er konstateret ved produktet. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, litra b.
Om der skal ske tilbagekaldelse, eller der kan anvendes en mindre indgribende foranstaltning for at imødegå en fare, skal afgøres efter proportionalitetsprincippet. Ved denne afgørelse skal der tages hensyn til risikoens karakter og sandsynligheden for, at en skade indtræffer. Det forhold, at der allerede er indtrådt skader i forbindelse med brugen af produktet, vil være retningsgivende for, hvilken foranstaltning der skal træffes.
Ved tilbagekaldelse af et produkt er det af afgørende vigtighed, at producenten og distributøren søger at målrette tilbagekaldelsesbudskabet til de forbrugere, der har købt det farlige produkt. Hvis der er ført registre over de forbrugere, der har købt produktet, vil disse oplysninger kunne danne grundlag for direkte henvendelse til forbrugerne med oplysning om fejlen ved produktet og den konkrete fare, som der er konstateret samt en opfordring til at returnere produktet. I det oftest forekommende tilfælde, hvor der ikke findes en sådan registrering, vil udsendelse af pressemeddelelser, annoncering i pressen og på en hjemmeside samt skiltning i de butikker, hvor produktet er solgt, kunne udgøre en effektiv foranstaltning for at opnå returnering af det farlige produkt.
Ad § 9, stk. 6
Der foreslås endvidere indsat en ny regel i § 9, stk. 6, hvorefter en producent eller distributør, der får eller burde få kendskab til, at et produkt, som de har markedsført, er farligt, skal underrette kontrolmyndigheden herom samt om, hvilke forholdsregler de har truffet for at forebygge risici for forbrugerne. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3. Med formuleringen "burde få kendskab til" understreges sammenhængen med producenternes og distributørernes egenkontrolpligt i § 9, stk. 2. En producent eller distributør kan således ikke unddrage sig underretningspligten efter § 9, stk. 6, under henvisning til, at han ikke reagerede overfor oplysninger fra kunderne, som kunne tyde på, at et af ham markedsført produkt var farligt.
Da lovens bestemmelser finder anvendelse på alle produkter, medmindre der i særlovgivningen er bestemmelser om det samme aspekt, jf. den foreslåede § 1, stk. 6, vil dette underretningskrav få betydning for en lang række produkter, selvom sikkerhedskrav for disse produkter er udtømmende reguleret af særlove.
Den myndighed, der skal gives underretning til, er den myndighed, der er ansvarlig for sikkerheden af det farlige produkt, jf. produktsikkerhedslovens §§ 17 og 18.
Det foreslås, at der indsættes en bemyndigelse i en ny § 25, stk. 4, med henblik på udstedelse af de nærmere regler for indholdet af underretningspligten. Se nedenfor til nr. 12.
Indtil disse bestemmelser er udstedt, kan kontrolmyndigheden kræve supplerende oplysninger med hjemmel i lovens § 21, stk. 1, i det omfang en anmeldelse, jf. § 9, stk. 6, ikke er tilstrækkeligt fyldestgørende.
Til nr. 7
Det foreslås med disse ændringer præciseret, at advarsler skal anføres på dansk. Sprogkravet følger udtrykkeligt af produktsikkerhedsdirektivets artikel 8, stk. 1, litra b, nr. i, der anfører, at advarsler skal været udformet på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres.
Til nr. 8
Med den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 4, præciseres det i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 1, litra f, nr. ii, at kontrolmyndigheden har hjemmel til at kræve et produkt kaldt tilbage, hvor det på grund af farens omfang er nødvendigt.
Til nr. 9
Forslaget er først og fremmest en konsekvensrettelse som følge af ændringen af lovens § 12, stk. 1.
Med forslaget gøres der endvidere op med den usikkerhed, der hidtil har været gældende med hensyn til, om både tilbagetrækning og tilbagekaldelse med hjemmel i produktsikkerhedsloven kan begrunde undtagelse fra købelovens 2-årige reklamationsfrist. Reglen finder efter lovforslaget ikke anvendelse på en myndigheds påbud om tilbagetrækning. Kontrolmyndigheden har ved påbud om tilbagetrækning ikke fundet, at faren ved anvendelse af produktet er så stor, at det kan begrunde, at det skal fjernes fra forbrugerens rådighed. Hermed er der heller ikke tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at bringe undtagelsesreglen i anvendelse.
Til nr. 10
Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringen af § 7, jf. nr. 4.
Til nr. 11
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 11 og 12, hvorved medlemsstaternes forpligtelse til at give Kommissionen meddelelse om foranstaltninger truffet mod farlige produkter udvides. Meddelelsespligten omfatter også frivillige foranstaltninger truffet af producenten i modsætning til det gamle produktsikkerhedsdirektiv. Den nuværende produktsikkerhedslovs § 24, der kun omfatter påbud truffet af en kontrolmyndighed, tilpasses ved en nyaffattelse af § 24 til det nye produktsikkerhedsdirektiv. Det vil imidlertid fortsat være den koordinerende produktsikkerhedsmyndighed – Sikkerhedsstyrelsen – der videresender meddelelserne til Kommissionen.
Til nr. 12
Indholdet af den underretning, der skal gives efter § 9, stk. 6, fastlægges af Kommissionen via en komiteprocedure. Principperne fremgår af bilag 1 til direktivet. Det foreslås, at inkorporeringen i dansk ret af disse krav til underretningen skal ske ved udnyttelse af den bemyndigelse til økonomi- og erhvervsministeren, som foreslås indsat i loven. For produkter eller særlige aspekter af produkter, f.eks. kemiske egenskaber, der henhører under andre ministres ressort, fastsættes reglerne af den pågældende minister.
Denne bemyndigelse kan endvidere anvendes til at fastsætte nærmere regler for samarbejdet mellem kontrolmyndigheden og producenter og distributører i forbindelse med frivillige foranstaltninger over for farlige produkter. Som eksempel på denne type samarbejdsregler kan nævnes regler om tilbagemelding til kontrolmyndigheden om forløbet af en frivillig tilbagekaldelse af et farligt produkt. Det forudsættes, at bemyndigelsen anvendes restriktivt, således at der kun fastsættes strengt nødvendige regler for samarbejdet mellem kontrolmyndigheden og producenter og distributører.
Til nr. 13
Det foreslås at gøre overtrædelser af pligten efter § 9, stk. 3 og 4, til at opbevare og videreformidle oplysninger, der er nødvendige for at spore produkternes oprindelse, strafbar. Tilsvarende foreslås det, at manglende anmeldelse efter § 9, stk. 6, til kontrolmyndighederne, af at et markedsført produkt har vist sig at være farligt, skal kunne sanktioneres med straf.
Til nr. 14
Med forslaget skabes hjemmel til indsættelse af straffebestemmelser i forskrifter udstedt i medfør af produktsikkerhedslovens § 25, stk. 3 og 4. Der er i forvejen hjemmel til at fastsætte bestemmelser om straf i bestemmelser udstedt med hjemmel i §§ 13 og 15. Det foreslås endvidere at ændre formuleringen af bestemmelsen således, at beføjelsen til at fastsætte strafbestemmelser følger den myndighed, der har kompetence til at udstede regler efter de bestemmelser, som § 27, stk. 5, henviser til. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor beføjelsen i alle tilfælde tilkommer økonomi- og erhvervsministeren.
Til nr. 15
Bestemmelsen om adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar foreslås ændret i overensstemmelse med den i lovgivningen nu anvendte formulering af strafansvar for juridiske personer.
Til § 2
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 15. januar 2004 i overensstemmelse med direktivets implementeringsfrist.
Til § 3
Denne lov gælder i overensstemmelse med den gældende lov om produktsikkerheds § 31 ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret ved § 4 i lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed, (EF-Tidende 2002, nr. L 11, s. 4-17).«
§ 1 . . 2. § 1, stk. 5 , affattes således:
Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om sikkerhedsaspekter eller risikokategorier i forbindelse med et produkt »Stk. 5. §§ 6-7 og § 8, stk. 1, finder ikke anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om sikkerhedsaspekter eller risikokategorier i forbindelse med et produkt.«
3. I § 1 indsættes som stk. 6 :
»Stk. 6. Lovens øvrige bestemmelser om forpligtelser for producenter og distributører, markedskontrol, lovens administration m.v. finder ikke anvendelse i det omfang, der ved eller i henhold til anden lov er fastsat bestemmelser til gennemførelse af specifikke unionsforskrifter om disse aspekter.«
§ 7. . 4. § 7, stk. 2-3 , ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Et produkt formodes at være sikkert i det omfang, det er i overensstemmelse med de sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i nationale standarder, som gennemfører europæiske standarder, hvis referencer Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om produktsikkerhed i almindelighed har offentliggjort i EF-Tidende.
Stk. 2. Er der ikke i lovgivningen fastsat sundheds- og sikkerhedskrav, vurderes et produkts eller en tjenesteydelses sikkerhed i forhold til Stk. 3. Er der ikke fastsat sundheds- og sikkerhedskrav efter stk. 1 eller 2, vurderes et produkts eller en tjenesteydelses sikkerhed i forhold til
1) en dansk standard, der er baseret på en harmoniseret europæisk standard, eller tekniske specifikationer på unionsplan eller i mangel heraf 1) en dansk standard, der er baseret på andre europæiske standarder end dem, der er omhandlet i stk. 2,
2) en dansk standard eller i mangel heraf 2) en dansk standard,
3) det aktuelle tekniske niveau samt den sikkerhed, som brugerne med rimelighed kan forvente, eller i mangel heraf 3) henstillinger fra Europa-Kommissionen, som fastlægger retningslinjer for vurdering af produktsikkerhed,
4) god forretningsskik inden for det pågældende område. 4) adfærdskodekser for produktsikkerhed inden for den pågældende sektor eller
5) andre relevante forhold, herunder den aktuelle viden og teknologi samt den sikkerhed, som brugerne med rette kan forvente.
Stk. 3. I det omfang der i EF-retten eller med hjemmel heri er fastsat harmoniserede sikkerhedskrav til produkter eller tjenesteydelser, træder disse i stedet for tilsvarende sikkerhedskrav i de i stk. 1 og 2 anførte forskrifter. Stk. 4. I det omfang der i EU-retten eller med hjemmel heri er fastsat harmoniserede sikkerhedskrav til produkter eller tjenesteydelser, træder disse i stedet for tilsvarende sikkerhedskrav i de i stk. 1 - 3 anførte forskrifter.«
5. Efter § 7 indsættes i kapitel 2 : »Tilbagetrækning og tilbagekaldelse § 7 a. Ved tilbagetrækning forstås enhver foranstaltning med henblik på at forhindre, at et farligt produkt distribueres, udstilles og tilbydes forbrugeren. Stk. 2. Ved tilbagekaldelse forstås enhver foranstaltning med henblik på returnering af et farligt produkt, som producenten eller distributøren tidligere har leveret eller stillet til rådighed for forbrugeren.«
§ 9. 6. § 9, stk. 3 , ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 3. Såfremt foranstaltninger efter stk. 1 og 2 ikke er tilstrækkelige, påhviler det producenten og distributøren inden for rammerne af deres virksomhed at trække produktet tilbage fra markedet. »Stk. 3. Det påhviler enhver, der bringer et produkt i omsætning eller udfører en tjenesteydelse at tilvejebringe og opbevare den dokumentation, der er nødvendig for at spore produkternes oprindelse, herunder navn og adresse på det foregående omsætningsled.
Stk. 4. Den i stk. 3 anførte dokumentation skal opbevares i hele produktets sædvanlige levetid, dog højest i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, hvori produktet er erhvervet.
Stk. 5. Såfremt foranstaltninger efter stk. 1 og 2 ikke er tilstrækkelige, påhviler det producenten og distributøren inden for rammerne af deres virksomhed at trække produktet tilbage eller tilbagekalde produktet.
Stk. 6. Producenter og distributører, der får eller burde få kendskab til, at et produkt, som de har markedsført, udgør en risiko for forbrugeren, skal straks underrette kontrolmyndigheden herom samt oplyse om indholdet af de trufne foranstaltninger for at forebygge risici overfor forbrugerne.«
§ 11. Udgør et produkt, som endnu ikke er bragt i omsætning, eller en tjenesteydelse, som endnu ikke er udført, en sundheds- eller sikkerhedsrisiko, kan kontrolmyndigheden bestemme,
1) at et produkt kun må bringes i omsætning eller en tjenesteydelse kun må udføres med nærmere angivne oplysninger om de farer, der kan være forbundet med produktet eller tjenesteydelsen, 7. I § 11, nr. 1, og i § 12, stk. 1, nr. 1 , indsættes efter »oplysninger « : »affattet på dansk «.
§ 12 . Hvis et produkt eller en tjenesteydelse, der udgør en fare, er bragt i omsætning eller udført, kan kontrolmyndigheden påbyde enhver, der har bragt produktet i omsætning eller udført tjenesteydelsen, straks eller inden for en nærmere frist inden for rammerne af vedkommendes virksomhed
1) efterfølgende at give oplysninger om faren ved produktet eller tjenesteydelsen og om, hvordan faren kan forebygges,
2) .
3) at trække produktet tilbage,
8. I § 12, stk. 1 , indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
4) at destruere produktet på forsvarlig måde. »4) at tilbagekalde produktet, «
Nr. 4 bliver herefter nr. 5.
Stk. 2 .
9. § 12, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. I tilfælde, hvor der meddeles påbud om, at et produkt skal trækkes tilbage i medfør af stk. 1, nr. 3, eller destrueres i medfør af stk. 1, nr. 4, gælder fristen i §§ 54 og 83 i købeloven ikke. »Stk. 3. I tilfælde, hvor der meddeles påbud om, at et produkt skal tilbagekaldes efter stk. 1, nr. 4, eller destrueres i medfør af stk. 1, nr. 5, gælder fristen i §§ 54 og 83 i lov om køb ikke.«
§ 13. .
Stk. 3. Hvis produktet eller tjenesteydelsen, uagtet det overholder kravene i § 7, stk. 1 og 2, af kontrolmyndigheden skønnes at indebære fare for sundhed eller sikkerhed, kan myndigheden bestemme, at produktet enten ikke må bringes i omsætning eller tjenesteydelsen ikke må udføres, eller at dette kun må ske under bestemte vilkår, eller at produktet skal trækkes tilbage. 10. I § 13, stk. 3 , ændres »§ 7, stk. 1 og 2 « til: »§ 7, stk. 1-3 « .
11. § 24 affattes således:
§ 24. Forbrugerstyrelsen skal straks af kontrolmyndigheden have underretning om væsentlige foranstaltninger vedrørende produktets sikkerhed truffet i medfør af § 11, nr. 2-4, § 12, stk. 1, nr. 2-4, og § 13, stk. 1 og 3, i denne lov eller efter anden lovgivning. Forbrugerstyrelsen underretter Kommissionen for Den Europæiske Union om foranstaltninger truffet i medfør af loven, i det omfang det kræves efter Rådsdirektiv 92/59 EØF. » § 24. Kontrolmyndigheden skal straks underrette Sikkerhedsstyrelsen om forbud og påbud, forholdsregler, henstillinger og frivillige foranstaltninger vedrørende produkters sikkerhed truffet i medfør af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller anden lov, i det omfang Kommissionen skal underrettes efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om produktsikkerhed i almindelighed. Sikkerhedsstyrelsen videresender denne underretning til Europa-Kommissionen. «
§ 25. Industri- og samordningsministeren fastsætter nærmere regler om lovens administration, herunder efter forhandling med de berørte ministre om formen for koordination af kontrolmyndighedens indsats.
Stk. 2. Industri- og samordningsministeren kan overlade beføjelserne efter stk. 1 til kontrolmyndigheden.
Stk. 3. Industri- og samordningsministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for den fremtidige gennemførelse eller anvendelse her i landet af Den Europæiske Unions retsakter om produktsikkerhed. For så vidt angår retsakter, der vedrører produkter, der henhører under andre ministeriers ressort fastsættes reglerne af den pågældende minister.
12. I § 2 5 indsættes som stk. 4 :
»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for indholdet af underretningspligten efter § 9, stk. 6, og samarbejdet mellem producent, distributør og kontrolmyndighed. For så vidt angår produkter eller særlige aspekter ved produkter, der henhører under andre ministeriers ressort, fastsættes reglerne af den pågældende minister.«
§ 27. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, som forsætligt overtræder § 8, stk. 1, med bøde.
Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, der ved forsæt eller grov uagtsomhed eller gentagne gange undlader at efterkomme et påbud eller overtræder et forbud efter §§ 11 og 12, med bøde.
Stk. 3. Undladelse af at meddele kontrolmyndigheden en i henhold til § 21 afkrævet oplysning straffes med bøde.
Stk. 4. Industri- og samordningsministeren kan i forskrifter udstedt i medfør af §§ 13 og 15 fastsætte straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. 13. I § 27 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Overtrædelse af § 9, stk. 3, 4 og 6, straffes med bøde.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
14. § 27, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. For overtrædelse af regler, der udstedes i medfør af §§ 13, 15 og § 25, stk. 3 og 4, kan der fastsættes straf af bøde.«
15. § 28 affattes således:
§ 28 . Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bøde. » § 28. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. «
§ 2
Loven træder i kraft den 15. januar 2004.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bilag 2
Bilag 2