Forslag til Lov om ændring af lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, lov om valg til Folketinget, lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet og lov om vederlag og pension m.v. for ministre\n(Ændringer som følge af udvidelsestraktaten og ændring af akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, tilpasning af frister for optagelse på valglisten m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00021@2003-10-08/da
Indhold
Fremsat den 8. oktober 2003 af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)
Forslag
til
(Ændringer som følge af udvidelsestraktaten og ændring af akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, tilpasning af frister for optagelse på valglisten m.v.)
§ 1
I lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 264 af 18. april 2001, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel, § 5, stk. 1 , og § 14, stk. 1 , ændres »repræsentanter« til: »medlemmer«.
2. I § 1 ændres »16 danske repræsentanter« til: »14 danske medlemmer«.
3. I § 2, stk. 1, ændres »16 repræsentanter« til: »14 medlemmer«.
4. I § 6, stk. 1, udgår »senest«.
5. I § 6, stk. 2, ændres »repræsentant i« til: »medlem af«.
6. I § 8, 1. pkt., ændres »Repræsentanterne« til: »Medlemmerne«, og i 2. pkt . ændres »repræsentanterne i« til: »medlemmerne af«.
7. I § 37, stk. 3, ændres »en repræsentant« til: »et medlem« og »en repræsentants« til: »et medlems«.
8. I § 41 ændres »en repræsentant« to steder til: »et medlem«.
9. § 42, stk. 1, affattes således:
»Hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som
1) medlem af regeringen,
2) medlem af Folketinget,
3) medlem af Europa-Kommissionen,
4) dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved De Europæiske Fællesskabers Domstol eller Ret i Første Instans,
5) medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion,
6) medlem af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber,
7) De Europæiske Fællesskabers Ombudsmand,
8) medlem af Det Økonomiske og Sociale Udvalg under Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab,
9) medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning,
10) medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne og
11) tjenestemand eller anden ansat i aktiv tjeneste i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller dertil knyttede organer eller organisationer eller i Den Europæiske Centralbank.«
10. I § 42, stk. 2, ændres »En repræsentant« til: »Et medlem«.
11. I § 43, 1. pkt., ændres »en repræsentants« til: »et medlems«.
§ 2
I lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001, som ændret ved lov nr. 459 af 7. juni 2001 og § 9 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændring:
1. I § 18 indsættes som stk. 7 :
»Stk. 7 . Hvis 15.-dagen før valgdagen er en lørdag eller søndag eller anden helligdag, fremrykkes den i stk. 2, 1. pkt., stk. 3, og stk. 4 nævnte frist for optagelse på valglisten for så vidt angår vælgere, der tilflytter fra en anden kommune, eller som flytter inden for kommunen, til den umiddelbart forudgående søgnedag, som ikke er en lørdag.«
§ 3
I lov nr. 1094 af 29. december 1999 om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel, § 1, stk. 1, § 2 og § 3, 1. pkt ., ændres »repræsentanter i« til: »medlemmer af«.
2. I § 1, stk. 3, ændres »En repræsentant« til: »Et medlem«, »en anden repræsentants« til: »et andet medlems«, »den hidtidige repræsentant« til: »det hidtidige medlem« og »repræsentanten« til: »medlemmet«.
3. I § 1, stk. 4, ændres »Repræsentanterne« til: »Medlemmerne«.
4. I § 4 ændres »repræsentanterne« til: »medlemmerne«.
§ 4
I lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 17. november 2000, som ændret ved lov nr. 453 af 7. juni 2001 og § 2 i lov nr. 1041 af 17. december 2002, foretages følgende ændring:
1. I § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres »repræsentanter i« til: »medlemmer af«.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 2003, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens titel, § 1, § 2, stk. 1, § 5, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8, § 14, stk. 1, § 37, stk. 3, § 41, § 42, stk. 1 og 2, og § 43 i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, som ændret henholdsvis affattet ved denne lovs § 1, nr. 1-3 og 5-11, samt tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens titel, § 1, stk. 1, 3 og 4, og §§ 2-4 i lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet, som ændret ved denne lovs § 3, og tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 2, stk. 1, i lov om vederlag og pension m.v. for ministre, som ændret ved denne lovs § 4. Ministeren kan herunder fastsætte, at de nævnte ændringer eller dele af disse træder i kraft på forskellige tidspunkter. Ministeren kan endvidere bestemme, hvornår de nævnte ændringer eller dele af disse har virkning, og kan fastsætte, at de nævnte ændringer eller dele af disse har virkning på forskellige tidspunkter.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan med virkning for valget til Europa-Parlamentet i 2004 fastsætte nærmere regler om behandlingen af anmodninger om optagelse på valglisten af personer, der vil have valgret efter § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, såfremt Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet bliver medlemmer af Den Europæiske Union.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
1.1. Nærværende lovforslag indeholder de ændringer af Europa-Parlamentsvalgloven, der er nødvendige for at gennemføre Rådets afgørelse af 25. juni og af 23. september 2002 om ændring af akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom (2002/772/EF, Euratom), i dansk ret.
Rådets afgørelse er truffet under henvisning til bl.a. traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 190, stk. 4. Af denne bestemmelse fremgår, at Europa-Parlamentet udarbejder forslag til afholdelse af almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde eller efter principper, der er fælles for alle medlemsstater. Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed, efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet, der er tiltrådt af et flertal af dets medlemmer, fastsætter forskrifter herom, som det henstiller til medlemsstaterne at vedtage i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. Afgørelsen og den tilhørende akt benævnes i det følgende ændringsakten af 2002.
De ændringer af Europa-Parlamentsvalgloven, der er nødvendige til gennemførelse af ændringsakten af 2002, vedrører en udvidelse af kredsen af de hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet. Udvidelsen medfører bl.a., at det bliver uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet at være medlem af Folketinget.
Ændringerne vedrører endvidere terminologien i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, idet betegnelserne »repræsentant« og »repræsentant i Europa-Parlamentet« skal ændres til »medlem« og »medlem af Europa-Parlamentet«. Terminologien i lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet og lov om vederlag og pension m.v. for ministre foreslås tilsvarende ændret.
Vedtagelsen af dette lovforslag anses for at indeholde et stiltiende samtykke til ratifikation af ændringsakten af 2002.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1 .
1.2 . Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at antallet af danske medlemmer, der skal vælges til Europa-Parlamentet, nedsættes fra 16 til 14.
Denne ændring er en følge af den til Nice-traktaten hørende protokol om udvidelsen af Den Europæiske Union, som suppleret og præciseret i den tiltrædelsesakt, der er knyttet til traktaten af 16. april 2003 om Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske Union. Denne traktat med tilhørende akt, bilag og protokoller er den 11. juni 2003 ratificeret af Danmark i medfør af lov nr. 445 af 10. juni 2003.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2 .
1.3 . Herudover indeholder lovforslaget forslag om tilpasning af fristen for optagelse på valglisten i forbindelse med afholdelse af valg til Europa-Parlamentet som følge af, at Europa-Parlamentsvalget i 2004 skal afholdes på en søndag og ikke som hidtil på en torsdag.
Da fristen herfor i Europa-Parlamentsvalgloven er fastsat ved en henvisning til den tilsvarende frist i folketingsvalgloven, foreslås den pågældende frist i folketingsvalgloven ændret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3 .
2. Lovforslagets indhold
2.1. Ændringsakten af 2002 om ændring af akten af 1976
2.1.1 . Rådet traf den 20. september 1976 afgørelse om indførelse af direkte valg til Europa-Parlamentet. De konkrete regler om direkte valg var indeholdt i en til afgørelsen knyttet akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Forsamlingen, senere benævnt Europa-Parlamentet (76/787/EKSF/EØF/Euratom). Akten af 1976 blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 609 af 14. december 1977 om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (De Europæiske Fællesskabers Forsamling) (Folketingstidende 1977-78, forhandlingerne sp. 133 ff., 724 ff., 2711 og 3034 f., tillæg A, sp. 357 ff., tillæg B, sp. 43 ff. og 77 ff. og tillæg C sp. 77 ff.).
Akten af 1976 indeholdt i artikel 5 en bestemmelse om, at hvervet som repræsentant i Europa-Parlamentet var foreneligt med medlemskab af en medlemsstats parlament. I aktens artikel 6 indeholdtes regler om, at hvervet som repræsentant i Europa-Parlamentet var uforeneligt med en række andre hverv.
Europa-Parlamentet fremsatte den 15. juli 1998 forslag til akt vedrørende fælles principper for valg af Europa-Parlamentets medlemmer. Forslaget indeholdt bl.a. et forslag om uforenelighed mellem hvervet som medlem af Europa-Parlamentet og hvervet som medlem af et nationalt parlament. Baggrunden herfor var, at Europa-Parlamentet fandt, at udviklingen i Europa-Parlamentets beføjelser og ansvarsområder gør det stadig vanskeligere at udøve dobbeltmandat. På den baggrund, og navnlig i lyset af den udvikling, der er sket i Europa-Parlamentets beføjelser siden 1976, fandt Europa-Parlamentet det hensigtsmæssigt at fastslå, at mandatet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med mandatet som medlem af et nationalt parlament.
Rådet fremsendte herefter et forslag til ændring af akten af 1976 (8964/2002) til udtalelse i Europa-Parlamentet. Under henvisning til Europa-Parlamentets samstemmende udtalelse af 12. juni 2002 traf Rådet den 25. juni og den 23. september 2002 afgørelse om ændring af akten af 1976.
Ved Rådets ændringsakt af 2002 om ændring af akten af 1976 er artikel 5 i akten af 1976 ophævet og artikel 6 ændret, således at hvervet som medlem af Europa-Parlamentet fra og med valget til Europa-Parlamentet i 2004 er uforeneligt med hvervet som medlem af et nationalt parlament.
Området for uforenelighed mellem hvervet som medlem af Europa-Parlamentet og andre hverv er endvidere udvidet på andre områder.
Nærværende lovforslag indeholder i overensstemmelse hermed en udvidelse af kredsen af de hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet. Udvidelsen medfører bl.a., at det bliver uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet at være medlem af Folketinget.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 .
2.1.2 . Ved ændringsakten af 2002 er det endvidere fastsat, at betegnelsen »repræsentant« eller »repræsentant i Europa-Parlamentet« i akten af 1976 med undtagelse af artikel 13 ændres til »medlem af Europa-Parlamentet«.
Nærværende lovforslag indebærer i overensstemmelse hermed, at betegnelserne »repræsentant« og »repræsentant i Europa-Parlamentet« samt bøjninger heraf i Europa-Parlamentsvalgloven, lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet og lov om vederlag og pension m.v. for ministre ændres til »medlem« og »medlem af Europa-Parlamentet« samt bøjninger heraf.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-3 og 5-11, § 3, nr. 1-4 , og § 4, nr. 1.
2.1.3 . Ænd Ændringsakten af 2002 indeholder herudover en række ændringer af akten af 1976, som ikke kræver ændringer af Europa-Parlamentsvalgloven, og som ikke medtages i dette lovforslag.
Det drejer sig dels om ændringer af akten af 1976, som er opfyldt i dansk ret eller efter deres karakter ikke skal gennemføres i dansk ret, dels om ændringer af akten af 1976, som Danmark ikke er forpligtet til at gennemføre i national ret, og som det ikke skønnes ønskeligt at gennemføre i dansk ret.
I artikel 1 i akten af 1976, som affattet ved ændringsakten af 2002, fastsættes det, at medlemmerne af Europa-Parlamentet i samtlige medlemsstater skal vælges efter forholdstalsmetoden ved listevalg eller en metode med overførsel af overskydende stemmer. I artikel 7 i akten af 1976, som affattet ved ændringsakten af 2002, præciseres det tilsvarende, at hver medlemsstats nationale forskrifter, som valgproceduren er undergivet med forbehold for forskrifterne i akten af 1976, eventuelt kan tage hensyn til særlige forhold i medlemsstaterne, og at disse ikke generelt må berøre valgmetodens forholdstalskarakter. Disse bestemmelser er opfyldt i dansk ret, idet Danmark efter de gældende regler for valg til Europa-Parlamentet udgør én valgkreds, hvor samtlige medlemmer vælges ved forholdstalsvalg, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 2, stk. 1.
I artikel 1, stk. 2, i akten af 1976, som indsat ved ændringsakten af 2002, fastsættes det, at medlemsstaterne kan tillade præferencelistevalg (valg med adgang til at afgive personlig stemme på de på kandidatlisten opstillede kandidater og derved påvirke, hvilke af en kandidatlistes kandidater der opnår valg) i overensstemmelse med procedurer, som de fastsætter. En sådan ordning er gældende i Danmark, idet det efter de gældende regler for valg til Europa-Parlamentet opgøres på grundlag af kandidaternes personlige stemmer eller eventuelt tillige antallet af listestemmer, hvilke af en kandidatlistes kandidater der har opnået valg, jf. de nærmere regler i Europa-Parlamentsvalglovens §§ 33 - 35.
I artikel 1, stk. 3, i akten af 1976, som indsat ved ændringsakten af 2002, fastsættes det, at valgene ud over at være almindelige og direkte skal være frie og hemmelige. Denne bestemmelse er opfyldt i dansk ret.
I artikel 2 i akten af 1976, som ændret ved ændringsakten af 2002, fastsættes det, at medlemsstaterne på grundlag af deres særlige nationale forhold kan oprette valgkredse med henblik på valg til Europa-Parlamentet eller foretage andre valgmæssige underopdelinger, uden at dette generelt berører valgmetodens forholdstalskarakter. Denne bestemmelse medfører ikke en pligt til at oprette valgkredse inden for landets grænser og kræver følgelig ikke ændringer af Europa-Parlamentsvalgloven. Det skønnes endvidere ikke ønskeligt at ændre den gældende ordning i Europa-Parlamentsvalgloven, hvorefter Danmark udgør én valgkreds.
I artikel 2 A i akten af 1976, som indsat ved ændringsakten af 2002, bestemmes det, at medlemsstaterne kan fastsætte en spærregrænse for tildeling af mandater. Denne spærregrænse må på nationalt plan højst udgøre 5 % af de afgivne stemmer. Bestemmelsen medfører ikke nogen pligt for medlemsstaterne til at fastsætte en spærregrænse og kræver følgelig ikke ændringer af Europa-Parlamentsvalgloven. Europa-Parlamentsvalgloven indeholder ikke nogen lovbestemt spærregrænse for tildeling af mandater i Danmark, men alene naturlige spærregrænser, der følger af den d’Hondtske metode, som anvendes ved Europa-Parlamentsvalg, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 32, stk. 2, sammenholdt med antallet af mandater, der skal vælges, og antallet af kandidatlister, der deltager i valget. Den øvre tærskelværdi, hvis overskridelse med sikkerhed giver repræsentation, beregnes på grundlag af formlen 1 : m + 1, hvor m er antal mandater, der skal vælges. Med et antal mandater, der skal vælges, på 14 skal en kandidatliste have opnået mindst 6,67 pct. af de afgivne (gyldige) stemmer for med sikkerhed at opnå repræsentation. Den nedre tærskelværdi, der skal overskrides, for at en kandidatliste har mulighed for at opnå repræsentation, beregnes på grundlag af formlen 1 : m + n – 1, hvor m er antal mandater, der skal vælges, og n er antallet af kandidatlister, der deltager i det pågældende valg. Med et antal kandidater, der skal vælges, på 14 og med 10 kandidatlister, der deltager i valget, skal en kandidatliste have opnået mindst 4,34 pct. af de afgivne (gyldige) stemmer for at få mulighed for at opnå mandat. Det skønnes ikke ønskeligt at ændre denne ordning i Europa-Parlamentsvalgloven ved at indføre en lovbestemt spærregrænse på 5 pct.
I artikel 2 B i akten af 1976, som indsat ved ændringsakten af 2002, bestemmes det, at hver enkelt medlemsstat kan fastsætte et loft for valgkandidaternes udgifter til gennemførelse af valgkampagner. Bestemmelsen medfører ingen pligt for medlemsstaterne til at fastsætte et sådant loft og kræver følgelig ikke ændringer af den gældende danske ordning, hvorefter spørgsmålet om valgkandidaters udgifter til valgkampagner ikke er reguleret i lovgivningen. Det skønnes endvidere ikke ønskeligt at ændre den gældende danske ordning.
I artikel 9, stk. 1, i akten af 1976, der med en præcisering videreføres uændret, er fastsat, at valg til Europa-Parlamentet afholdes på en dato og på tidspunkter, som fastsættes af hver enkelt medlemsstat, men som for alle medlemsstater skal ligge inden for en fælles periode, der begynder torsdag morgen og slutter den umiddelbart følgende søndag. Denne periode benævnes i henhold til artikel 10, stk. 1, som ændret ved ændringsakten af 2002, som stemmeafgivningsperioden. Denne periode blev for det første valg til Europa-Parlamentet fastlagt enstemmigt af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet til den 7. – 10. juni 1979. De efterfølgende valg finder sted inden for den tilsvarende periode i det sidste år inden for Europa-Parlamentets fem-årige valgperiode, jf. artikel 10, stk. 2, 1. pkt., i akten af 1976.
Ved ændringsakten af 2002 ophæves den hidtidige bestemmelse i artikel 9, stk. 2, i akten af 1976 om, at stemmeoptællingen først kan begynde, når stemmeafgivningen er afsluttet i den medlemsstat, hvor vælgerne sidst afgiver deres stemme i løbet af den ovenfor nævnte stemmeafgivningsperiode. I stedet er indsat en bestemmelse om, at en medlemsstat først officielt må offentliggøre resultatet af stemmeafgivningen, efter at stemmeafgivningen er afsluttet i den medlemsstat, hvor vælgerne sidst afgiver deres stemme i løbet af stemmeafgivningsperioden.
For medlemsstater, der afholder valget om søndagen i den nævnte periode, vil dette betyde, at stemmeoptælling kan påbegyndes umiddelbart efter afstemningens afslutning, og at resultaterne heraf kan offentliggøres løbende, før stemmeafgivningen er afsluttet i alle medlemsstater. Det samlede officielle resultat må dog ikke offentliggøres før dette tidspunkt. Det bemærkes, at stemmeafgivningen i Italien først slutter søndag kl. 22. Bestemmelsen har derfor betydning for Danmark, idet datoen for næste Europa-Parlamentsvalg ved bekendtgørelse nr. 763 af 26. august 2003 er fastsat til søndag den 13. juni 2004, som er den sidste dag i stemmeafgivningsperioden.
Bestemmelsen indebærer ingen ændring af Europa-Parlamentsvalgloven, idet indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter, hvornår stemmeoptællingen skal finde sted, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 28, stk. 1.
Ved en ændret affattelse af artikel 10, stk. 2, 2. pkt., i akten af 1976 fastsættes, at Rådet i tilfælde, hvor det viser sig umuligt at afholde valgene i Fællesskabet i den tilsvarende stemmeafgivningsperiode som i 1979, mindst et år inden udgangen af Europa-Parlamentets femårige valgperiode skal fastsætte en anden stemmeafgivningsperiode, og at denne anden stemmeafgivningsperiode tidligst kan ligge to måneder før (mod tidligere en måned før) og senest en måned efter den ovennævnte periode. Denne bestemmelse skal efter sin karakter ikke gennemføres i dansk ret.
Ved ændring af artikel 12 i akten af 1976 præciseres, at et mandat bliver ledigt, når et medlem af Europa-Parlamentet fratræder, dør eller fortaber sit mandat, herunder når medlemmet efter en medlemsstats lovgivnings udtrykkelige bestemmelser fortaber sit mandat. Bestemmelsen indebærer ingen ændring af Europa-Parlamentsvalgloven, der indeholder regler for, hvilken kandidat der indtræder i Europa-Parlamentet, når et medlems mandat i Europa-Parlamentet bliver ledigt, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 43.
Herudover gennemføres ved ændringsakten af 2002 en række redaktionelle eller tekniske ændringer af akten af 1976.
2.2. Ændringer som følge af udvidelsestraktaten
Ved Rådets vedtagelse af akten af 1976 blev det fastsat i aktens artikel 1, at repræsentanterne til Europa-Parlamentet skulle vælges ved almindelige direkte valg. Det blev endvidere i aktens artikel 2 fastsat, hvor mange repræsentanter der skulle vælges for hver af de daværende ni medlemsstater, herunder at der i Danmark skulle vælges 16 repræsentanter til Europa-Parlamentet. Danmark har siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet, der blev afholdt i 1979, haft 16 repræsentanter i Europa-Parlamentet, hvoraf den ene til og med 1. januar 1985 blev valgt i Grønland.
Ved Amsterdam-traktaten af 2. oktober 1997 om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter, som Danmark tiltrådte ved lov nr. 322 af 6. juni 1998, blev regler om, hvor mange repræsentanter der skulle vælges i hver af de nuværende 15 medlemsstater, indsat i artikel 190, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Antallet af repræsentanter, der vælges i Danmark, blev som hidtil fastsat til 16. Samtidig blev der i artikel 189 i samme traktat fastsat et loft over antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet, idet det blev fastsat, at antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet ikke måtte overstige 700.
Ved vedtagelsen af Nice-traktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter (i det følgende benævnt Nice-traktaten) i december 2000 blev loftet over antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet forhøjet, idet det nu blev fastsat i artikel 189, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at antallet af medlemmer ikke må overstige 732. Nice-traktaten blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 499 af 7. juni 2001 og trådte i kraft den 1. februar 2003.
I den til Nice-traktaten hørende protokol om udvidelsen af Den Europæiske Union blev der endvidere fastsat en ny fordeling af antallet af pladser i Europa-Parlamentet pr. 1. januar 2004, jf. protokollens artikel 2, stk. 1, der indeholdt en ændring af artikel 190, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Antallet af danske medlemmer af Europa-Parlamentet blev i den forbindelse nedsat fra 16 til 13.
Fordelingen skete imidlertid under den forudsætning, at EU i valgperioden 2004-2009 ville nå op på 27 medlemslande, herunder de 15 nuværende EU-lande, de 10 nye EU-lande, der er omfattet af traktaten vedrørende Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af EU, samt de to kandidatlande Rumænien og Bulgarien. Det blev samtidig bestemt, at såfremt EU i valgperioden 2004-2009 ikke måtte være nået op på 27 medlemslande, skulle antallet af repræsentanter, der skulle vælges i hver enkelt medlemsstat, korrigeres forholdsmæssigt, således at det samlede antal kom så tæt på 732 som muligt. Rådet skulle træffe bestemmelse herom, jf. protokollens artikel 2, stk. 3.
Den 16. april 2003 blev traktaten vedrørende Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse af EU (herefter benævnt udvidelsestraktaten) med tilhørende akt vedrørende vilkårene for de pågældende landes tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne (herefter benævnt udvidelsesakten) undertegnet. Udvidelsestraktaten med tilhørende udvidelsesakt er den 11. juni 2003 ratificeret af Danmark i medfør af lov nr. 445 af 10. juni 2003 om Den Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet.
Udvidelsesaktens anden del indeholder de tilpasninger, som optagelsen af de ti lande har gjort det nødvendigt at foretage i de grundlæggende traktater. Udgangspunktet for udvidelsesaktens bestemmelser om institutionerne er Nice-traktaten, som udvidelsesakten supplerer og præciserer. Det gælder navnlig reglerne om de nye medlemsstaters repræsentation i institutionerne. Det er således bl.a. fastsat, hvor mange medlemmer af Europa-Parlamentet, der med virkning fra begyndelsen af valgperioden 2004-2009 skal vælges i hver af de 15 medlemsstater og i de 10 lande, der er omfattet af udvidelsestraktaten.
I udvidelsesaktens artikel 11, der indeholder en ændring af artikel 190, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er det bl.a. fastsat, at Danmarks antal af medlemmer af Europa-Parlamentet med virkning fra begyndelsen af valgperioden 2004-2009 fastsættes til 14. Baggrunden for, at antallet ikke som i den til Nice-traktaten hørende protokol er sat til 13, er, at Rumænien og Bulgarien ikke er omfattet af udvidelsestraktaten, og at antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet er korrigeret forholdsmæssigt som beskrevet ovenfor.
Udvidelsesaktens artikel 11 træder i stedet for den nævnte protokol til Nice-traktaten.
Bestemmelsen medfører, at antallet af danske medlemmer af Europa-Parlamentet skal nedsættes fra 16 til 14.
Ved nærværende lovforslag fastsættes som en konsekvens heraf, at antallet af danske medlemmer, der skal vælges til Europa-Parlamentet, er 14.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3 .
En oversigt over den nuværende og kommende fordeling af antal pladser i Europa-Parlamentet er optaget som bilag 4 til dette lovforslag.
2.3. Tilpasning af frister for optagelse på valglisten
Hidtil er valg til Europa-Parlamentet blevet afholdt på torsdage. Imidlertid er valgdatoen for næste Europa-Parlamentsvalg fastsat til søndag den 13. juni 2004, jf. bekendtgørelse nr. 763 af 26. august 2003. At valgdagen er fastsat til en søndag, har gjort det ønskeligt at tilpasse reglerne i folketingsvalgloven vedrørende forskellige frister for optagelse af vælgere på valglisten. De anførte regler finder i det væsentlige tilsvarende anvendelse ved Europa-Parlamentsvalg, for så vidt angår vælgere, der tillige har valgret til Folketinget, jf. nærmere Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2.
Valglisterne udarbejdes maskinelt på grundlag af oplysningerne i CPR med de ændringer, som kommunernes folkeregistre har modtaget til og med 15.-dagen før valgdagen, hvilke ændringer skal indberettes til CPR senest 15.-dagen før valgdagen. Ved tilflytninger fra og fraflytninger til Færøerne og Grønland udløber fristen for optagelse på valglisten dog 18.-dagen før valgdagen for så vidt angår folketingsvalg, jf. nærmere folketingsvalglovens § 18, sammenholdt med Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2.
Der foretages ikke udtræk fra CPR lørdage og søndage og andre helligdage. Falder 15.-dagen før valgdagen på en lørdag eller søndag eller anden helligdag, vil den faktiske skæringsdato for optagelse på den maskinelt udskrevne valgliste blive den umiddelbart forudgående søgnedag, som ikke er en lørdag. Dette betyder rent praktisk, at der i kommunerne i videre omfang end ellers efterfølgende skal foretages en manuel berigtigelse af valglisten, således at vælgere, der efter den faktiske skæringsdato for optagelse på den maskinelt udskrevne valgliste, men før udløbet af fristen for optagelse på valglisten er tilflyttet henholdsvis fraflyttet kommunen, manuelt skal optages på henholdsvis slettes af valglisten.
Da 15.-dagen før valgdagen med søndag som valgdag er en lørdag og med mandag som valgdag en søndag samt med en hvilken som helst anden ugedag som valgdag teoretisk set vil kunne være en anden helligdag end søndag, foreslås det, at fristen for optagelse på valglisten, hvis denne udløber på en lørdag eller søndag eller anden helligdag, fremrykkes til den umiddelbart forudgående søgnedag, som ikke er en lørdag, for så vidt angår vælgere, der tilflytter fra en anden kommune, eller som flytter inden for kommunen.
For vælgere, der tilflytter fra udlandet, og for udlandsdanskere, der efter anmodning optages på valglisten, sker der ingen ændringer vedrørende fristen for optagelse på valglisten. Der er således ikke tale om, at nogen vælgere mister deres valgret ved nævnte forslag til ændring af fristen. Der er alene tale om, hvor i landet de vælgere, der er omfattet af ordningen, skal optages på valglisten og afgive stemme på valgdagen.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 .
2.4. Andre ændringer
Med lovforslaget præciseres, i overensstemmelse med hidtidig retsopfattelse, at valgretsbetingelserne for valgbarhed, bortset fra aldersbetingelsen, skal være opfyldt fire uger før valgdagen og ikke blot på et tidspunkt forud for fire uger før valgdagen. Valgretsbetingelserne skal som hidtil tillige være opfyldt på valgdagen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 .
3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at få økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for staten eller kommunerne. Forslaget om tilpasning af forskellige frister for optagelse på valglisten, der udløber på en lørdag eller søndag eller anden helligdag, indebærer dog en vis administrativ lettelse for kommunerne, idet kommunerne ikke i så vidt omfang som ellers vil skulle foretage manuelle berigtigelser af valglisterne. Der henvises til afsnit 2.3 .
Lovforslaget har ingen erhvervsøkonomiske, erhvervsadministrative eller miljømæssige konsekvenser. Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne (vælgerne).
4. Forholdet til EU-retten
Med lovforslaget ratificeres Rådets afgørelse af 25. juni og af 23. september 2002 om ændring af akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom (2002/772/EF, Euratom).
Med lovforslaget kommer Europa-Parlamentsvalgloven i overensstemmelse med bestemmelsen i den til Nice-traktaten hørende protokol om udvidelsen af Den Europæiske Union om antallet af danske medlemmer, der skal vælges til Europa-Parlamentet, som ændret ved udvidelsestraktaten.
5. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har været sendt til høring hos Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Finansministeriet samt hos KL og Københavns og Frederiksberg Kommuner.
6. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner - -
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Forslaget om tilpasning af forskellige frister for optagelse på valglisten, der udløber på en lørdag eller søndag eller anden helligdag, indebærer en vis administrativ lettelse. -
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet - -
Administrative konsekvenser for erhvervslivet - -
Miljømæssige konsekvenser - -
Administrative konsekvenser for borgerne - -
Forholdet til EU-retten Med lovforslaget ratificeres Rådets afgørelse af 25. juni og af 23. september 2002 om ændring af akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom (2002/772/EF, Euratom). Med lovforslaget kommer Europa-Parlamentsvalgloven endvidere i overensstemmelse med bestemmelsen i den til Nice-traktaten hørende protokol om udvidelsen af Den Europæiske Union om antallet af danske medlemmer, der skal vælges til Europa-Parlamentet, som ændret ved udvidelsestraktaten.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget er i overensstemmelse med artikel 1, nr. 1, i ændringsakten af 2002, hvorefter »repræsentant« eller »repræsentant i Europa-Parlamentet«, med undtagelse af artikel 13, ændres til »medlem af Europa-Parlamentet«.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1 .
Til nr. 2 og 3
Forslaget indebærer, at antallet af danske medlemmer, der skal vælges til Europa-Parlamentet, nedsættes fra de nuværende 16 til 14. Dette er en konsekvens af bestemmelsen herom i udvidelsesaktens artikel 11. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
For så vidt angår forslaget om ændring af udtrykket »repræsentanter« til »medlemmer« henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 4
Ved forslaget præciseres, i overensstemmelse med hidtidig retsopfattelse, at valgretsbetingelserne for valgbarhed bortset fra aldersbetingelsen skal være opfyldt fire uger før valgdagen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at de nævnte betingelser har været opfyldt på et tidspunkt forud for fire uger før valgdagen, hvis de ikke (fortsat) er opfyldt fire uger før valgdagen. Betingelserne skal efter den gældende bestemmelse i lovens § 6, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, ligeledes være opfyldt på valgdagen, for at den pågældende kandidat kan være valgbar.
Til nr. 5-8
Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 9
Den foreslåede bestemmelse erstatter den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, vedrørende uforenelighed mellem hvervet som medlem af Europa-Parlamentet og en række andre hverv. Forslaget er i overensstemmelse med artikel 1, nr. 7, i ændringsakten af 2002, hvorved artikel 6 i akten af 1976 om, hvilke hverv der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, ændres på en række punkter.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 1 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af regeringen, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 2 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Folketinget, er ny. Om baggrunden for den ændrede bestemmelse i ændringsakten af 2002 henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 .
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 3 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Kommissionen, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 2.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 4 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved De Europæiske Fællesskabers Domstol eller Ret i Første Instans, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 3, idet der dog er tilføjet »eller Ret i Første Instans«. Tilføjelsen i ændringsakten af 2002 herom skyldes oprettelsen af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 5 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion, er ny. Den ny bestemmelse herom i ændringsakten af 2002 skyldes oprettelsen af Den Europæiske Centralbank.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 6 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 4.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 7 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som De Europæiske Fællesskabers Ombudsmand, er ny. Den ny bestemmelse herom i ændringsakten af 2002 skyldes oprettelsen af De Europæiske Fællesskabers Ombudsmand.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 8 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Det Økonomiske og Sociale Udvalg under Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 5, idet en del af denne bestemmelse – vedrørende medlemskab af Det Rådgivende Udvalg for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – dog er udgået. Det bemærkes i den forbindelse, at traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab udløb den 23. juli 2002, og at dette er baggrunden for, at ovennævnte del af den gældende bestemmelse er udgået.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 9 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 6, idet en del af denne bestemmelse – vedrørende medlemskab af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – dog af samme grund som anført ovenfor er udgået.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 10 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 7.
Den foreslåede bestemmelse i § 42, stk. 1, nr. 11 , hvorefter hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som tjenestemand eller anden ansat i aktiv tjeneste i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller dertil knyttede organer eller organisationer eller i Den Europæiske Centralbank, svarer til den gældende bestemmelse i lovens § 42, stk. 1, nr. 8, idet denne bestemmelse dog bl.a. er omformuleret, således at »dertil knyttede specialiserede organer« er erstattet af »dertil knyttede organer eller organisationer«, og således at bestemmelsen tillige omfatter tjenestemænd eller andre ansatte i aktiv tjeneste i Den Europæiske Centralbank.
Bestemmelsen om, at hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af Folketinget, er ikke til hinder for, at et medlem af Folketinget opstiller som kandidat til valg til Europa-Parlamentet eller omvendt. Såfremt det pågældende medlem opnår valg til Europa-Parlamentet henholdsvis Folketinget, må den pågældende imidlertid vælge, hvilket medlemskab der ønskes opretholdt. Tilsvarende gælder indehavere af andre hverv, der er uforenelige med hverv som medlem af Europa-Parlamentet.
I henhold til Europa-Parlamentsvalglovens § 40 underretter Folketinget Europa-Parlamentet om valgets resultat med henblik på, at Europa-Parlamentet i henhold til artikel 11 i akten af 1976 prøver medlemmernes mandater.
Det fremgår af artikel 7, nr. 1, i Europa-Parlamentets forretningsorden af februar 2003, at Europa-Parlamentet på baggrund af en betænkning fra det kompetente udvalg omgående foretager valgs prøvelse og træffer afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i akten af 1976, men ikke indsigelser på grundlag af de nationale valglove. Det fremgår af samme artikels nr. 2, at et medlems mandat først kan erklæres gyldigt, efter at den pågældende skriftligt har afgivet erklæring på grundlag af bl.a. artikel 6 i akten af 1976.
Det er således Europa-Parlamentet, der påser, at et medlem ikke er indehaver af et hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet.
Det tilkommer tilsvarende Europa-Parlamentet at træffe afgørelse om, hvorvidt et medlem i valgperioden har mistet sit mandat som følge af at have påtaget sig et hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet. Der henvises herved til artikel 8, nr. 4, 2. pkt., i Europa-Parlamentets forretningsorden, hvoraf det fremgår, at såfremt medlemsstaternes eller Unionens kompetente myndigheder eller det pågældende medlem giver formanden meddelelse om udnævnelse til hverv, der er uforenelige med medlemskab af Europa-Parlamentet, underretter formanden Europa-Parlamentet, som konstaterer, at mandatet er blevet ledigt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1 .
For så vidt angår forslaget om ændring af udtrykket »repræsentanter« til »medlemmer« henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 10 og 11
Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Til § 2
Til nr. 1
Reglerne om valglister til folketingsvalg findes i folketingsvalglovens kapitel 4, §§ 15-22. Disse regler finder tilsvarende anvendelse ved Europa-Parlamentsvalg, for så vidt angår vælgere, der tillige har valgret til Folketinget, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2, 1. pkt.
For tilflytning fra, henholdsvis fraflytning til, Færøerne eller Grønland gælder dog ved Europa-Parlamentsvalg samme regler som for tilflytning fra, henholdsvis fraflytning til, udlandet, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2, 2. pkt.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en valgliste over kommunens vælgere, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 1.
Vælgere, der er tilmeldt et folkeregister her i landet, optages automatisk på valglisten. Optagelsen på valglisten sker i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregistret senest 15.-dagen før valgdagen, jf. folketingsvalglovens § 15, sammenholdt med § 18. Det betyder, at kommunalbestyrelsen på valglisten under den aktuelle bopæl skal optage de vælgere, der senest 15.-dagen før valgdagen er flyttet til kommunen eller flyttet inden for kommunen, og som senest denne dag har anmeldt flytningen til kommunens folkeregister, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3. Vælgere, der senere end 15.-dagen før valgdagen er flyttet til en anden kommune eller inden for kommunen, eller som senere end denne dag har anmeldt flytning, skal forblive optaget på valglisten under den hidtidige bopæl, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 4. Vælgere, der fra udlandet er flyttet til en kommune senere end 15.-dagen før valgdagen, eller som senere end denne dag har anmeldt flytningen, optages ikke på valglisten, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 2, 1. pkt., modsætningsvis. Disse vælgere kan derfor ikke afgive stemme til valget, jf. folketingsvalglovens § 3 og Europa-Parlamentsvalglovens § 4, hvorefter ingen kan udøve valgret uden at være optaget på valglisten.
Vælgere, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, og som i forbindelse med udlandsopholdet er registreret i CPR som udrejst, optages kun på valglisten, hvis de har anmodet herom, og der senest 15.-dagen før valgdagen er truffet afgørelse om optagelse på valglisten enten af kommunalbestyrelsen eller Valgretsnævnet, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 6. Disse vælgere optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst har været tilmeldt folkeregistret, jf. folketingsvalglovens § 16, stk. 1.
Valglisterne udarbejdes maskinelt på grundlag af oplysningerne i CPR med de ændringer, som kommunens folkeregister har modtaget til og med 15.-dagen før valgdagen, hvilke ændringer skal indberettes til CPR senest 15.-dagen før valgdagen.
Ved tilflytninger fra og fraflytninger til Færøerne og Grønland er skæringsdagen dog 18.-dagen før valgdagen ved folketingsvalg, jf. folketingsvalglovens § 18, stk. 2, 2. pkt., og stk. 5. Ved Europa-Parlamentsvalg, hvor reglerne om til- og fraflytninger til udlandet finder anvendelse, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 14, stk. 2, 2. pkt., er skæringsdagen dog 15.-dagen før valgdagen.
Der foretages ikke udtræk fra CPR lørdage og søndage og andre helligdage. Falder 15.-dagen før valgdagen på en lørdag eller søndag eller anden helligdag, vil den faktiske skæringsdato for optagelse på den maskinelt udskrevne valgliste blive den umiddelbart forudgående søgnedag. Dette betyder rent praktisk, at der i kommunerne i videre omfang end ellers efterfølgende skal foretages en manuel berigtigelse af valglisten, således at vælgere, der efter den faktiske skæringsdato for optagelse på den maskinelt udskrevne valgliste, men før udløbet af fristen for optagelse på valglisten, er tilflyttet henholdsvis fraflyttet kommunen, manuelt skal optages på henholdsvis slettes af valglisten.
De vælgere, der efter den faktiske skæringsdato for optagelse på den maskinelt udskrevne valgliste, men før udløbet af fristen for optagelse på valglisten, flytter inden for kommunen, optages i praksis ikke på valglisten for den nye adresse, ligesom de derfor heller ikke slettes af valglisten for den hidtidige adresse.
Da 15.-dagen før valgdagen med søndag som valgdag er en lørdag og med mandag som valgdag en søndag samt med en hvilken som helst anden ugedag som valgdag teoretisk set vil kunne være en anden helligdag end søndag, foreslås det, at fristen for optagelse på valglisten, hvis denne udløber på en lørdag eller søndag eller anden helligdag, fremrykkes til den umiddelbart forudgående søgnedag, som ikke er en lørdag, for så vidt angår vælgere, der tilflytter fra en anden kommune, eller som flytter inden for kommunen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3 .
Til § 3
Til nr. 1-4
Ændringerne er en konsekvens af, at »repræsentant« eller »repræsentant i Europa-Parlamentet« i Europa-Parlamentsvalgloven, jf. dette lovforslags § 1, nr. 1-3 og 5-11, ændres til »medlem« og »medlem af Europa-Parlamentet«.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1 .
Til § 4
Til nr. 1
Ændringen er en konsekvens af, at der i denne lov henvises til lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet, som i medfør af dette lovforslags § 3, nr. 1, ændrer titel til lov om vederlag og pension m.v. for de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Til § 5
Forslaget indebærer, at forslagets bestemmelser vedrørende tilpasning af frister for optagelse på valglisten samt præciseringen af, hvornår valgretsbetingelserne for valgbarhed, bortset fra aldersbetingelsen, skal være opfyldt, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, og § 1, nr. 4 , træder i kraft den 1. december 2003. Dette følger af bestemmelsens stk. 1 , sammenholdt med stk. 2, 1. pkt .
Baggrunden for det fastsatte ikrafttrædelsestidspunkt er, at den tidligste frist, der er knyttet til valgdagen, indtræder seks måneder før valgdagen. Det fremgår således af § 2, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 792 af 5. november 1998 om optagelse på valglisten til Europa-Parlamentsvalg af personer med dansk indfødsret, der har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, at ansøgning om optagelse på valglisten i medfør af den nævnte bestemmelse tidligst kan indgives seks måneder før valgdagen.
Da datoen for næste Europa-Parlamentsvalg ved bekendtgørelse nr. 763 af 26. august 2003 er fastsat til søndag den 13. juni 2004, indtræder seks måneders-dagen den 13. december 2003.
Den i bestemmelsens stk. 3 fastsatte bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om behandlingen af anmodninger om optagelse på valglisten af personer, der vil have valgret efter § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, såfremt Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet bliver medlemmer af Den Europæiske Union, bliver således aktuel allerede på dette tidspunkt.
Det foreslås samtidig i bestemmelsens stk. 2, 1. pkt ., at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af de af forslagets bestemmelser, der knytter sig til de internationale retsakter – ændringsakten af 2002 og den til Nicetraktaten hørende protokol om udvidelsen af Den Europæiske Union, som ændret ved udvidelsesakten, jf. lovforslagets § 1, nr. 1-3 og 5-11, § 3, nr. 1-4 , og § 4, nr. 1 . Forslaget herom er en konsekvens af, at disse retsakter først får virkning, når alle medlemslandene har vedtaget dem i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser, og at de danske ændringer som følge heraf først skal træde i kraft på det i disse retsakter angivne tidspunkt.
Tidspunktet for ikrafttrædelsen af de af forslagets bestemmelser, der knytter sig til ændringsakten af 2002, skal således fastsættes i overensstemmelse hermed. Endvidere skal det i henhold til artikel 1, nr. 7, litra b, i ændringsakten af 2002 fastsættes, at bestemmelsen om, at hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af et nationalt parlament, har virkning fra valget til Europa-Parlamentet i 2004.
Det foreslås endvidere i bestemmelsens stk. 2, 2. og 3. pkt ., at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte, at de nævnte ændringer eller dele af disse træder i kraft på forskellige tidspunkter. Ministeren bemyndiges til at bestemme, hvornår de nævnte ændringer eller dele af disse har virkning, og kan fastsætte, at de nævnte ændringer eller dele af disse har virkning på forskellige tidspunkter.
Forslaget herom er en konsekvens af, at bestemmelserne i forslagets § 1 knytter sig til to forskellige retsakter, der kan blive ratificeret af alle medlemsstaterne på forskellige tidspunkter, og at enkelte af forslagets bestemmelser – § 1, nr. 2 og 3 – er en gennemførelse af begge retsakter.
Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges endvidere i bestemmelsens stk. 3 til for valget til Europa-Parlamentet i 2004 at fastsætte nærmere regler om behandlingen af anmodninger om optagelse på valglisten af personer, der vil have valgret efter § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, i Europa-Parlamentsvalgloven, såfremt Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet bliver medlemmer af Den Europæiske Union.
Denne bestemmelse har sammenhæng med, at det fremgår af tiltrædelsestraktatens artikel 2, stk. 1 og 2, at traktaten træder i kraft den 1. maj 2004, såfremt de nuværende medlemsstater samt Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet senest den 30. april 2004 har afsluttet deres ratifikationsprocedurer og deponeret ratifikationsinstrumenterne.
Lovforslagets bestemmelse skal skabe grundlaget for at gøre det muligt for personer, der vil have valgret efter § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, i Europa-Parlamentsvalgloven, såfremt Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet bliver medlemmer af Den Europæiske Union, at indgive anmodning om optagelse på valglisten, uagtet at de pågældende lande på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen endnu ikke er blevet medlemmer af Den Europæiske Union.
Bestemmelsen vedrører kun det forhold, at der kan fastsættes nærmere regler om selve behandlingen af anmodninger om optagelse på valglisten. Den vedrører derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende efter reglerne herom i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, i Europa-Parlamentsvalgloven kan optages på valglisten. Dette vil først kunne ske, når de pågældende lande er blevet medlemmer af Den Europæiske Union, og de øvrige betingelser for optagelse på valglisten er opfyldt efter reglerne i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, i Europa-Parlamentsvalgloven.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 264 af 18. april 2001, foretages følgende ændringer:
Lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet 1. I lovens titel, § 5, stk. 1, og § 14, stk. 1, ændres »repræsentanter« til: »medlemmer«.
§ 5. Ved valg af repræsentanter til Europa-Parlamentet må ingen vælger afgive stemme både ved valget i Danmark og i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union. Stk. 2 .
§ 14. I de år, hvor valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet skal afholdes, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en valgliste over vælgerne i kommunen. Stk. 2 . Stk. 3 . Stk. 4 . Stk. 5 .
§ 1. Til Europa-Parlamentet vælges 16 danske repræsentanter. 2. I § 1 ændres »16 danske repræsentanter« til: »14 danske medlemmer«.
§ 2. Danmark udgør ét valgområde, hvori samtlige 16 repræsentanter vælges ved forholdstalsvalg. Stk. 2 . Stk. 3 . 3. I § 2, stk. 1, ændres »16 repræsentanter« til: »14 medlemmer«.
§ 6. Valgbar til Europa-Parlamentet er enhver, der har valgret efter § 3, stk. 1, og som senest 4 uger før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen, jf. dog stk. 2 og 3. 4. I § 6, stk. 1, udgår »senest«.
Stk. 2. Den, der er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være repræsentant i Europa-Parlamentet, er ikke valgbar, jf. § 37, stk. 3. Stk. 3 . Stk. 4 . 5. I § 6, stk. 2, ændres »repræsentant i« til: »medlem af«.
§ 8. Repræsentanterne vælges for fem år. Deres funktionsperiode begynder og ophører på de tidspunkter, der følger af De Europæiske Fællesskabers regler om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet. 6. I § 8, 1. pkt., ændres »Repræsentanterne« til: »Medlemmerne«, og i 2. pkt. ændres »repræsentanterne i« til: »medlemmerne af«.
§ 37. Stk. 2 .
Stk. 3. Rejses der tvivl om gyldigheden af valget af en repræsentant, jf. § 5, stk. 2, eller om en repræsentants valgbarhed, jf. § 6, træffer Folketinget endelig afgørelse herom. 7. I § 37, stk. 3, ændres »en repræsentant« til: »et medlem« og »en repræsentants« til: »et medlems«.
§ 41. Rejses der i funktionsperioden tvivl om gyldigheden af valget af en repræsentant, jf. § 5, stk. 2, eller om, hvorvidt en repræsentant har mistet sin valgbarhed, jf. § 6, træffer Folketinget endelig afgørelse herom. 8. I § 41 ændres »en repræsentant« to steder til: »et medlem«.
§ 42. Hvervet som repræsentant i Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som 1) medlem af regeringen, 2) medlem af Europa-Kommissionen, 3) dommer, generaladvokat eller justitsse kretær ved De Europæiske Fællesskabers Domstol, 4) medlem af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber, 5) medlem af Det Rådgivende Udvalg for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab eller af Det Økonomiske og Sociale Udvalg under Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab, 6) medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning, 7) medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne og 8) tjenestemand eller anden ansat i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller dertil knyttede specialiserede organer i aktiv tjeneste. 9. § 42, stk. 1, affattes således: »Hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som 1) medlem af regeringen, 2) medlem af Folketinget, 3) medlem af Europa-Kommissionen, 4) dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved De Europæiske Fællesskabers Domstol eller Ret i Første Instans, 5) medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion, 6) medlem af Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber, 7) De Europæiske Fællesskabers Ombudsmand, 8) medlem af Det Økonomiske og Sociale Udvalg under Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab, 9) medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning, 10) medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne og 11) tjenestemand eller anden ansat i aktiv tjeneste i De Europæiske Fællesskabers institutioner eller dertil knyttede organer eller organisationer eller i Den Europæiske Centralbank.«
Stk. 2. En repræsentant, der på grund af et hverv efter stk. 1 er udtrådt af Europa-Parlamentet, kan efter hvervets ophør blive opført på den pågældende stedfortræderliste i rækkefølge efter sit stemmetal. 10. I § 42, stk. 2, ændres »En repræsentant« til: »Et medlem«.
§ 43. Er en repræsentants mandat i Europa-Parlamentet ledigt, indtræder den kandidat, som ifølge den pågældende stedfortræderliste, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 3, er nærmest berettiget hertil. Reglerne i § 32, stk. 4, § 37, stk. 3, og § 40 finder tilsvarende anvendelse. 11. I § 43, 1. pkt., ændres »en repræsentants« til: »et medlems«.
§ 2
I lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001, som ændret ved lov nr. 459 af 7. juni 2001 og § 9 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændring:
§ 18.
Stk. 2 . Stk. 3 . Stk. 4 . Stk. 5 . Stk. 6 .
1. I § 18 indsættes som stk. 7 : »Stk. 7 . Hvis 15.-dagen før valgdagen er en lørdag eller søndag eller anden helligdag, fremrykkes den i stk. 2, 1. pkt., stk. 3, og stk. 4 nævnte frist for optagelse på valglisten for så vidt angår vælgere, der tilflytter fra en anden kommune, eller som flytter inden for kommunen, til den umiddelbart forudgående søgnedag, som ikke er en lørdag.«
§ 3
I lov nr. 1094 af 29. december 1999 om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet foretages følgende ændringer:
Lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet. 1. I lovens titel, § 1, stk. 1, § 2 og § 3, 1. pkt., ændres »repræsentanter i« til: »medlemmer af«.
§ 1. Der tilkommer de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet et vederlag. Stk. 2 . Stk. 3 . Stk. 4 .
§ 2 . De De til enhver tid i lov om valg til Folketinget fastsatte bestemmelser om eftervederlag for medlemmer af Folketinget finder tilsvarende anvendelse for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet, hvis medlemskab ophører ved valg eller ved udtræden på grund af sygdom, idet medlemsperioder i Europa-Parlamentet ved eftervederlagets beregning sidestilles med medlemsperioder i Folketinget.
§ 3. De til enhver tid efter lov om valg til Folketinget gældende bestemmelser om pension og efterindtægt for medlemmer af Folketinget finder tilsvarende anvendelse for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet, idet medlemsperioder i Europa-Parlamentet ved pensionens beregning sidestilles med medlemsperioder i Folketinget. Medlemsperioder, hvori den pågældende samtidig har været medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet, medregnes dog ikke dobbelt.
§ 1. Stk. 2 . ....
Stk. 3. En repræsentant oppebærer vederlag fra dagen for valget eller, hvis vedkommende er indtrådt i anledning af en anden repræsentants død eller udtræden af Europa-Parlamentet, fra dagen efter, at den hidtidige repræsentant er afgået ved døden eller udtrådt af Europa-Parlamentet, og indtil udgangen af den måned, hvori repræsentanten ophører at være medlem af Europa-Parlamentet. 2. I § 1, stk. 3, ændres »En repræsentant« til: »Et medlem«, »en anden repræsentants« til: »et andet medlems«, »den hidtidige repræsentant« til: »det hidtidige medlem« og »repræsentanten« til: »medlemmet«.
Stk. 4. Repræsentanterne er forpligtet til at modtage det i stk. 1, jf. stk. 2 og 3, fastsatte vederlag. 3. I § 1, stk. 4, ændres »Repræsentanterne« til: »Medlemmerne«.
§ 4. Finansministeren kan efter indstilling fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen ændre eller ophæve bestemmelser om ydelser i henhold til denne lov med henblik på tilpasning til de ydelser, der fra Europa-Parlamentet gives repræsentanterne. 4. I § 4 ændres »repræsentanterne« til: »medlemmerne«.
§ 4
I lov om vederlag og pension m.v. for ministre, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 17. november 2000 som ændret ved lov nr. 453 af 7. juni 2001 og § 2 i lov nr. 1041 af 17. december 2002, foretages følgende ændring:
§ 2. For en minister, som modtager grundvederlag eller eftervederlag efter lov om valg til Folketinget, nedsættes vederlaget efter § 1, stk. 1 og 2, med et beløb, der svarer til det af Folketinget ydede grundvederlag eller eftervederlag. Tilsvarende gælder for eftervederlag efter lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet. Stk. 2 . 1 . I § 2, stk. 1, 2. pkt., ændres »repræsentanter i« til: »medlemmer af«.
Bilag 2
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 4 Oversigt over den nuværende og kommende fordeling af antal pladser i Europa-Parlamentet Nuværende antal medlemmer af Europa-Parlamentet, jf. artikel 190, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab: Ny fordeling af antallet af pladser i Europa-Parlamentet, jf. artikel 2, stk. 1, i den til Nice-traktaten hørende protokol om udvidelsen af Den Europæiske Union, og for så vidt angår de medlemsstater, der endnu ikke er medlemmer af EU, den i tilknytning til Nice-traktaten vedtagne erklæring om udvidelsen af Den Europæiske Union (bortfaldet): Ny fordeling af antallet af pladser i Europa-Parlamentet, jf. artikel 11 i udvidelsesakten: Belgien 25 22 24 Tjekkiet - 20 24 Danmark 16 13 14 Tyskland 99 99 99 Estland - 6 6 Grækenland 25 22 24 Spanien 64 50 54 Frankrig 87 72 78 Irland 15 12 13 Italien 87 72 78 Cypern - 6 6 Letland - 8 9 Litauen - 12 13 Luxembourg 6 6 6 Ungarn - 20 24 Malta - 5 5 Nederlandene 31 25 27 Østrig 21 17 18 Polen - 50 54 Portugal 25 22 24 Slovenien - 7 7 Slovakiet - 13 14 Finland 16 13 14 Sverige 22 18 19 Det Forenede Kongerige 87 72 78 Rumænien - 33 - Bulgarien - 17 - I alt 626 732 732