Forslag til Lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion og lov om elforsyning\n(Ophør af tilskud til nye industrielle kraft-varme-anlæg, forsyningssikkerhed)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00050@2003-11-05/da
Indhold
Fremsat den 5. november 2003 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Forslag
til
(Ophør af tilskud til nye industrielle kraft-varme-anlæg, forsyningssikkerhed)
§ 1
I lov om tilskud til elproduktion , jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. § 2 a, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Tilskud til industriel kraft-varme-produktion efter stk. 1 ydes kun til værker, der er idriftsat inden 1. januar 2004. «
2. I § 2 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3. Der ydes et tilskud på 2 øre pr. kWh efter udløbet af den periode, hvor der efter stk. 1 ydes et tilskud på 7 øre pr. kWh, ved udskiftning af eksisterende industrielle kraft-varme-anlæg, hvor dette anlæg er idriftsat inden 1. januar 2004. «
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
3. I § 2 a, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1 og 3«.
4. I § 2 a, stk. 5, som bliver stk. 6, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 3-5«.
5. Efter § 4 indsættes:
» § 4 a. De statslige told- og skattemyndigheder har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang hos en af loven omfattet elproducent eller netvirksomhed med henblik på kontrol af de oplysninger, som virksomheden er pligtig til at afgive efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven.
Stk. 2. Virksomhedens indehaver og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 nævnte eftersyn.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal efter anmodning udleveres til de statslige told- og skattemyndigheder. «
6. I § 5, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter »statslige told- og skattemyndigheder«: »eller Energistyrelsen«.
§ 2
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 131 af 10. marts 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 452 af 10. juni 2003 og § 7 i lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 27 a, stk. 1, nr. 2,«: »§ 27 b, stk. 3,«.
2. I § 27 b indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Såfremt den systemansvarlige virksomhed vurderer, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at forsyningssikkerheden kan opretholdes med de anlæg, som forventes holdt driftsklare ifølge stk. 2, kan den systemansvarlige virksomhed kræve, at yderligere elproduktionsanlæg holdes driftsklare, således at anlæggene kan producere elektricitet med et varsel fastsat af den systemansvarlige virksomhed. Meromkostninger, der knytter sig til at holde anlægget driftsklart, betales af den systemansvarlige virksomhed. «
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indhold og baggrund
Lovforslaget har to elementer: Det foreslås, at elproduktionstilskud til nye industrielle kraft-varme-anlæg ophører samt ophør af tilskud ved udskiftning på eksisterende værker. Endvidere foreslås det, at de systemansvarlige virksomheder får nye opgaver med henblik på opretholdelse af forsyningssikkerheden.
a. Ændring af elproduktionstilskudsloven
Ophævelsen af elproduktionstilskud til nye industrielle kraft-varme-anlæg kan ses som et led i regeringens generelle politik om at reducere omfanget af erhvervstilskud. Forslaget skal tillige ses i forlængelse af regeringens stop for nye anlægstilskud til industriel kraft-varme i december 2001 og regeringens løbende prioritering af tilskudsmidler.
Ved den eksisterende ordning bliver der ydet et tilskud på 7 øre pr. kWh for elektricitet produceret ved industriel naturgasbaseret kraft-varme-produktion i en periode på 6 år. Hvis det industrielle kraft-varme-værk har en samlet kapacitet på elproduktionen på 4 MW eller derunder ydes tilskuddet dog i 8 år. I juli 2002 blev indført et tilskud på 2 øre pr. kWh som en reduktion af 7-øres tilskuddet i forbindelse med udskiftning af kraft-varme-anlæg på eksisterende anlæg – eksempelvis ved installation af en ny motor. Dette tilskud kan tillige ydes i 6 eller 8 år afhængig af værkets samlede elkapacitet . Det er en betingelse for ydelse af tilskud til elproduktion fra industriel kraft-varme, at produktionsudstyret er nyt.
De foreslåede ændringer til lov om tilskud til elproduktion betyder, at elproducenter på industrielle værker, der er idriftsat efter 1. januar 2004, ikke kan få et tidsbegrænset tilskud på 7 øre pr. kWh for den mængde elektricitet, der bliver produceret på kraft-varme. Tillige kan der til nye udskiftninger af eksisterende industrielle anlæg ikke ydes et tidsbegrænset tilskud på 2 øre pr. kWh for den mængde elektricitet, der bliver produceret på kraft-varme.
Herudover foreslås indført en bestemmelse om de statslige told- og skattemyndigheders kontrolmuligheder, der tidligere var reguleret i bekendtgørelsesform. Eftersom der er tale om kontrolmæssig adgang uden retskendelse, er det ud fra et retssikkerhedsmæssigt hensyn fundet nødvendigt, at denne bestemmelse bliver reguleret og hjemlet ved lov.
b. Ændring af elforsyningsloven
Med henblik på varetagelsen af forsyningssikkerheden får den systemansvarlige virksomhed med den foreslåede ændring af elforsyningsloven mulighed for mod betaling at kræve, at et elproduktionsanlæg , der er planlagt taget ud af drift, holdes driftsklart, således at anlægget kan producere elektricitet til det sammenhængende elforsyningsnet med et varsel fastsat af den systemansvarlige virksomhed.
Elforsyningsloven pålægger de systemansvarlige virksomheder ansvaret for at sikre forsyningssikkerheden. De systemansvarlige virksomheder har ansvaret for at opretholde den tekniske kvalitet og balance inden for det sammenhængende elforsyningssystem og sikre tilstedeværelsen af en tilstrækkelig produktionskapacitet i elforsyningssystemet.
Til varetagelse af sine opgaver er systemansvaret tildelt en række beføjelser over for brugerne af det kollektive elforsyningssystem. Erfaringerne med den systemansvarliges varetagelse af forsyningssikkerheden viser, at der tillige kan være behov for, at systemansvaret kan sikre sig mod, at anlæg uanset forsyningssikkerheden i det sammenhængende elforsyningssystem tages ud i en kortere periode. Dette sikres ved lovforslagets gennemførelse.
2. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner
Lov om tilskud til elproduktion : Fjernelse af 2-øres tilskuddet skønnes at give en positiv provenuvirkning på 1 mio. kr. for 2004 og henholdsvis 3, 5 og 8 mio. kr. i budgetårene 2005-2007. Frem til ca. 2020 forventes det at give en samlet budgetforbedring på ca. 90 mio. kr. Der er ikke regnet med en provenuvirkning for fjernelse af 7-øres tilskuddet, idet der ud fra de nuværende prisforhold og med selskabernes hidtidige forrentningskrav kun forventes etableret meget få helt nye anlæg på nyt varmegrundlag, selvom tilskuddet opretholdes. Det bemærkes, at skønnet er behæftet med usikkerhed.
Forslaget vurderes samlet ikke at have administrative konsekvenser for staten (Energistyrelsen og ToldSkat ).
Administrationen af tilskud til elproduktion involverer alene staten og netvirksomheder . Forslaget vil derfor ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for amtskommuner og kommuner.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lov om tilskud til elproduktion : Med erhvervslivets hidtidige krav til tilbagebetalingstider for industrielle anlæg og de nuværende økonomiske vilkår ved etablering af anlæg forventes der selv med tilskuddet på 7 øre pr. kWh kun i få tilfælde at være tilstrækkeligt incitament til at etablere helt nye anlæg. Forslaget om ophør af tilskuddet på 7 øre pr. kWh forventes derfor at begrænse antallet af nye anlæg minimalt.
Tilskuddet på 2 øre pr. kWh til udskiftning af større nye anlægsdele såsom motor, turbine mv. er af mindre betydning. For eksisterende anlæg vil investering i en ny motor, alt andet lige, typisk have en simpel tilbagebetalingstid på 3-5 år uden det hidtidige elproduktionstilskud på 2 øre/kWh. Såfremt tilskuddet ydes, reduceres tilbagebetalingstiden typisk med under 1 år. En fjernelse af tilskuddet forventes derfor ikke at være altafgørende for virksomhedernes beslutning om udskiftning af nye større anlægsdele. Forslaget skønnes at give erhvervslivet et tab i tilskud på ca. 90 mio. kr. frem til 2020.
Elforsyningsloven: Lovforslagets bestemmelser om ændring af elforsyningsloven vil have positive økonomiske konsekvenser i form af større forsyningssikkerhed i det sammenhængende elforsyningsnet .
4. Administrative og økonomiske konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes ikke at have konsekvenser for borgerne.
5. Miljømæssige konsekvenser
Lov om tilskud til elproduktion : Forslaget forventes alt andet lige med de nuværende vilkår for industriel kraft-varme at få begrænsede miljømæssige konsekvenser. Dette skal ses i sammenhæng med planerne om, at den fremtidige regulering af CO 2 -emissioner skal ske med brug af kvoter som følge af et nyt EU-direktiv.
6. Forholdet til EU-retten
Lov om tilskud til elproduktion : Elproduktionstilskudsordningen er i sin helhed blevet godkendt efter EU’s statsstøtteregler, jf. statsstøttesag (N 466/2002). De foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, ændringspunkt 1 og 2, om ophør af elproduktionstilkuddet vil, i det omfang ændringerne rejser spørgsmål i forhold til statsstøttereglerne, blive forelagt for Europa-Kommissionen .
7. Høring
Lovforslagets bestemmelser om ændring af elproduktionstilskudsloven har været i høring hos Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Dansk Energi, Elkraft System, Elfor , Eltra , Elsam , Energi E2 A/S, Fællessekretariatet for HNG og Naturgas Midt-Nord , Håndværksrådet, NESA A/S, Naturgas Fyn, DONG, Dansk Industri, Indukraft-Sekretariatet , Dansk Erhvervsgartnerforening, Told- og Skattestyrelsen, Konkurrencestyrelsen, Energitilsynet, Erhvervs- og Boligstyrelsen, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, København Kommune og Frederiksberg Kommune.
Lovforslagets bestemmelser om ændring af elforsyningsloven er – sammen med andre elementer i et udkast til lovforslag om ændring af elforsyningsloven – i september 2003 sendt i høring til nedennævnte myndigheder og organisationer:
Konkurrencestyrelsen, Energitilsynet, Energiklagenævnet, Elsparefonden , Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Hovedstadens Udviklingsråd, Dansk Energi, Elfor , Energi E2 A/S, Elsam A/S, Eltra , Elkraft System, Elkraft Transmission, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Indukraft , Danmarks Vindmølleforening, Brancheforeningen for Biogas, Foreningen for Slutforbrugere af Energi, Dansk Elhandel , Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Danske Vindmølleejeres Energiselskab, DONG A/S, DONG Energi-Service A/S, Naturgas Fyn, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Fællessekretariatet for HNG og Midt-Nord I/S, Naturgasselskabernes Beredskabsudvalg, Dansk Gasteknisk Center, Elektricitetsrådet , Vindmølleindustrien, Bølgekraftforeningen, Reno-Sam , Affaldsteknisk Samarbejde, Forbrugerrådet, Dansk Industri, Landbrugsrådet, Dansk Erhvervsgartnerforening, De danske Landboforeninger, Foreningen af rådgivende Ingeniører, TEKNIQ, Varmepumpefabrikantforeningen, Håndværksrådet, Dansk handel og Service, HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene, Dansk Metalarbejderforbund, CO-Industri , SID, Landsorganisationen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Organisationen for Vedvarende Energi, Greenpeace i Danmark og Danmarks Naturfredningsforening, WWF.
8. Fokuspanel
Lovforslagets bestemmelser om elproduktionstilskud har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering , som har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet på samfundsniveau eller pr. virksomhed i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.
Lovforslagets bestemmelser om ændring af elforsyningsloven er forelagt for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErvervsRegulering med henblik på en vurdering af lovforslaget i et virksomhedspanel. Bemærkninger fra Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering vil indgå i lovforslagets behandling.
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner For staten en samlet provenuforbedring på ca. 90 mio. kr. frem til 2020. Skønnet er behæftet med usikkerhed. Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Større forsyningssikkerhed i det sammenhængende elforsyningsnet . Den økonomiske konsekvens skønnes at være et tab i tilskud på omkring 90 mio. kr. frem til 2020. Skønnet er behæftet med usikkerhed. Ingen administrative konsekvenser.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Begrænsede miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten Ændringerne vil, i det omfang ændringerne rejser spørgsmål i relation til statsstøttereglerne, blive forelagt for Europa-kommissionen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med ændringen af § 2 a, stk. 2, vil der kun ydes tilskud til industriel kraft-varme-produktion for industrielle værker, der inden 1. januar 2004 er idriftsat med registeret produktion af elektricitet i overensstemmelse med den almindelige registreringsregel i lovens § 3 d.
Til nr. 2
Efter den foreslåede § 2 a, stk. 3, følger, at der ikke længere ydes et tilskud på 2 øre pr. kWh ved udskiftning af eksisterende industrielle kraft-varme-anlæg. Industrielle anlæg, der inden 1. januar 2004 har fået idriftsat dette anlæg, med en registreret produktion af elektricitet i overensstemmelse med den almindelige registreringsregel i lovens § 3 d, kan dog få 2-øres tilskud i en periode på op til 6 eller 8 år afhængigt af, om anlægget er over eller under 4 MW.
Til nr. 3 og 4
Konsekvensrettelser som følge af at der indføres et nyt stk. 3 i § 2 a.
Til nr. 5
Efter bestemmelsen i § 4 a kan de statslige told- og skattemyndigheder til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse få adgang hos en af loven omfattet elproducent eller netvirksomhed med henblik på kontrol af tilskudsoplysninger, som disse er pligtige til at afgive efter loven eller regler udstedt i henhold til loven. Formålet med bestemmelsen er at give de statslige told- og skattemyndigheder hjemmel til at foretage rutinemæssige kontrolbesøg hos enten elproducenten , der modtager elproduktionstilskud eller netvirksomheden , der udbetaler tilskuddet. Kontrolbesøgene foretages normalt efter aftale med virksomhederne. Det er nødvendigt at foretage disse besøg for at kunne kontrollere, at netvirksomheden har afgivet korrekte oplysninger om modregning af tilskud i afgiftstilsvaret hos de statslige told- og myndighederne, og at elproducenten har modtaget korrekt tilskud.
De statslige told- og skattemyndigheder har i særlige tilfælde, hvor en netvirksomhed eller en elproducent måtte afvise at give de statslige told- og skattemyndigheder adgang til kontrol af regnskabsoplysninger, behov for at kunne udøve sin kontrol uden retskendelse. Denne mulighed vil kun blive anvendt, hvis det findes nødvendigt for udøvelse af kontrollen og det ikke kan opnås på en mindre indgribende måde.
I henhold til stk. 2 og 3, skal den ansvarlige for virksomheden og de på virksomheden beskæftigede personer yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden hjælp og vejledning. Der er således tale om, at disse personer skal være behjælpelige med at finde de fornødne oplysning-er frem og i den forbindelse give vejledning i forståelsen af oplysningerne og efter anmodning udlevere dem til de statslige told- og skatmyndigheder for gennemgang.
Indsættelsen af bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med, at de statslige told- og skattemyndigheders kontrolbesøg foretages i sammenhæng med kontrol af opkrævning af afgifter på energiområdet, og at en tilsvarende kontrolbestemmelse er fundet nødvendig i afgiftslovene.
Til nr. 6
Ændringen er en præcisering af, at Energistyrelsen ligeledes varetager kontrolopgaver i henhold til loven.
Til § 2
Til nr. 1
Ændringen af § 9, stk. 1, nr. 1, er en konsekvens af bestemmelserne i den foreslåede § 27 b, stk. 3 (ændringspunkt nr. 2 nedenfor), hvorved den systemansvarlige virksomheders omkostninger til at holde nærmere angivne elproduktionsanlæg driftsklare kan indregnes i elpriserne som nævnt i § 9, stk. 1.
Til nr. 2
Med bestemmelsen i § 27 b, stk. 3, gives der mulighed for, at den systemansvarlige virksomhed med henblik på opretholdelse af forsyningssikkerheden kan kræve, at et elproduktionsanlæg holdes driftsklart, således at anlægget kan producere elektricitet til det sammenhængende elforsyningsnet .
Bestemmelsen forventes taget i anvendelse i forbindelse med, at en elproduktionsvirksomhed ønsker at tage et anlæg ud af drift for en kortere periode af eksempelvis kommercielle årsager uden hensyn til, om forsyningssikkerheden i det samlede elsystem derved bliver udsat. Det kan typisk forekomme i en sommerperiode, hvor elprisen er lav og importen af relativ billig vandkraft er stor, at danske producenter vælger at lukke kraftværker ned for en kortere periode. Konsekvensen kan være, at den nationale forsyningssikkerhed efter systemansvarets vurdering i for stort omfang bliver afhængig af, hvorvidt udlandsforbindelserne er til rådighed i fuldt omfang. Den systemansvarlige virksomhed vil da kunne kræve, at et nærmere angivet antal elproduktionsanlæg holdes driftsklare. Med driftsklart menes, at et anlæg er i stand til at overholde de data for koldstart, der defineres for anlægget af den systemansvarlige virksomhed. Anlægget vil have pligt til at levere elektricitet til det sammenhængende elforsyningsnet , når den systemansvarlige virksomhed anmoder herom. Bestemmelsen knytter sig til lovens § 27 c, stk. 4, hvorefter den systemansvarlige virksomhed kan påbyde elproduktionsvirksomheder at igangsætte produktion.
Meromkostninger, der knytter sig til at holde anlægget driftsklart, betales af den systemansvarlige virksomhed. Med meromkostninger menes de meromkostninger, som elproduktionsvirksomheden har i forhold til, at produktionsenheden var taget ud af drift i kortere tid. Bydes en produktionsenhed, der er omfattet af denne bestemmelse, ind i elmarkedet , herunder bilaterale aftaler, og buddet accepteres, bortfalder systemansvarets betalingsforpligtelse.
Til § 3
Loven træder i kraft 1. januar 2004.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1 I lov om tilskud til elproduktion , jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003, foretages følgende ændringer:
§ 2 a Stk. 2. Efter udløb af den periode, hvor der efter stk. 1 ydes et tilskud på 7 øre pr. kWh, gives et tilskud på 2 øre pr. kWh ved udskiftning af eksisterende naturgas- eller affaldsbaserede industrielle kraft-varme-anlæg. 1. § 2 a, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Tilskud til industriel kraft-varme-produktion efter stk. 1 ydes kun til værker, der er idriftsat inden 1. januar 2004. «
2. I § 2 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: » Stk. 3. Der ydes et tilskud på 2 øre pr. kWh efter udløbet af den periode, hvor der efter stk. 1 ydes et tilskud på 7 øre, ved udskiftning af eksisterende industrielle kraft-varme-anlæg, hvor dette anlæg er idriftsat inden 1. januar 2004. « Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
Stk. 3. Tilskud efter stk. 1 og 2 er betinget af, at produktionsudstyret ved idriftsættelsen er nyt. 3. I § 2 a, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1 og 3«.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for ydelse af tilskuddet efter stk. 1-3. 4. I § 2 a, stk. 5, som bliver stk. 6, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 3-5«.
5. Efter § 4 indsættes: » § 4 a. De statslige told- og skattemyndigheder har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang hos en af loven omfattet elproducent eller netvirksomhed med henblik på kontrol af de oplysninger, som virksomheden er pligtig til at afgive efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 2. Virksomhedens indehaver og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 nævnte eftersyn. Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal efter anmodning udleveres til de statslige told- og skattemyndigheder. «
§ 5. Såfremt de statslige told- og skattemyndigheder konstaterer, at der er ydet for stort tilskud til en elproducent , afkræves denne det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. 6. I § 5, stk. 1, 1.pkt. , indsættes efter »statslige told- og skattemyndigheder«: »eller Energistyrelsen«.
§ 2 I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 131 af 10. marts 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 452 af 10. juni 2003 og § 7 i lov nr. 458 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:
§ 9. Følgende omkostninger til offentlige forpligtelser skal afholdes af alle elforbrugere inden for et sammenhængende elforsyningssystem: 1) Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som denne er pålagt efter bestemmelserne i § 27 a, stk. 1, nr. 2, § 28, stk. 2, nr. 4, § 29, § 30, § 56, § 57, stk. 1, § 58, stk. 3. . 1. I § 9, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 27 a, stk. 1, nr. 2,«: »§ 27 b, stk. 3,«.
2. I § 27 b indsættes som stk. 3: »Stk. 3. Såfremt den systemansvarlige virksomhed vurderer, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at forsyningssikkerheden kan opretholdes med de anlæg, som forventes holdt driftsklare ifølge stk. 2, kan den systemansvarlige virksomhed kræve, at yderligere elproduktionsanlæg holdes driftsklare, således at anlæggene kan producere elektricitet med et varsel fastsat af den systemansvarlige virksomhed. Meromkostninger, der knytter sig til at holde anlægget driftsklart, betales af den systemansvarlige virksomhed. «
§ 3 Loven træder i kraft den 1. januar 2004.