Forslag til Lov om ændring af ferieloven\n(Udbetaling af uhævede feriepenge)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00053@2003-11-05/da
Indhold
Fremsat den 5. november 2003 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
(Udbetaling af uhævede feriepenge)
§ 1
I ferieloven, lov nr. 396 af 31. maj 2000, som ændret ved lov nr. 133 af 20. marts 2002 og lov nr. 1039 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
1. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. punktum :
»Aftaler om overdragelse af feriekort og feriekontobeviser er ugyldige, ligesom feriekort og feriekontobeviser ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.«
2. I § 11 indsættes efter »arbejdstid«: »og om ferie efter § 9 for elever, som arbejder mere end 5 dage om ugen.«
3. § 19, stk. 5 og 6 , ophæves.
4. I § 23, stk. 6, 2. pkt., ændres »på« til: »senest den 1. i måneden efter«.
5. Efter § 34 indsættes:
§ 34 a. Ved ferieårets udløb udbetales feriegodtgørelse til lønmodtageren af den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Hvis lønmodtageren har været ansat uafbrudt hos samme arbejdsgiver fra et tidspunkt i optjeningsåret til ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse vedrørende dette ansættelsesforhold kun, hvis beløbet vedrører ferie ud over 20 dage.
Stk. 2. Ved ferieårets udløb udbetaler FerieKonto feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Hvis feriegodtgørelsen vedrører et ansættelsesforhold, der har været uafbrudt fra et tidspunkt i optjeningsåret til ferieårets udløb, og beløbet ikke vedrører ferie ud over 20 dage eller ferie, som er holdt, kan beløbet kræves tilbagebetalt, jf. § 37, stk. 2.
Stk. 3. Ved ferieårets udløb udbetaler arbejdsgiveren løn under ferie og eventuelt ferietillæg til lønmodtageren, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, og hvis beløbet vedrører ferie ud over 20 dage.
§ 34 b. Feriegodtgørelse for ferie, som er holdt, men hvor beløbet ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og hvor beløbet er mindre end 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 34 a. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er holdt i et ansættelsesforhold.
Stk. 2 . Fer Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ansættelsesforholdet er ophørt.
Stk. 3 . Fer Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9 ½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9 ½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40.
Stk. 4. Har lønmodtageren fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Arbejdsdirektoratet arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage, der kan udbetales til lønmodtageren.
Stk. 5. Muligheden for udbetaling efter stk. 1-3 fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, om udbetaling efter disse regler. Muligheden for udbetaling efter godkendelse, jf. stk. 4, fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder direktøren for Arbejdsdirektoratet om udbetaling efter disse regler.
Bemyndigelser
§ 34 c. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om information, fremgangsmåde og udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter §§ 34 a og 34 b, herunder for en lønmodtager der arbejder mere end 5 dage om ugen.
Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan regulere beløbet efter §§ 34 a og 34 b, stk. 1.«
6. I § 35, stk. 1, ændres »15. maj« til: »30. september«.
7. I § 35, stk. 2, ændres »10. juli« til: »30. november«.
8. § 36, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som ikke udbetales efter §§ 34 a eller 34 b, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. dog §§ 19 og 40.«
9. I § 36, stk. 3, ændres »retningslinjer« til: »regler«.
10. I § 37 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Hvis en lønmodtager med urette har fået udbetalt feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter §§ 34 a eller 34 b, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond.«
11. I § 38, stk. 1, indsættes efter »inden«: »ferieperiodens eller«.
12. § 38, stk.2, ophæves.
13. I § 41, stk. 2, indsættes som 2. punktum : »Muligheden for udbetaling fortabes, hvis lønmodtageren ikke inden 3 år efter ferieårets udløb, jf. dog § 34 b, stk. 5, retter henvendelse til direktøren for Arbejdsdirektoratet.«
14. I § 42, stk. 1, ændres »1. maj 2003« til: »1. september 2005«, og »1. maj,« til: »1. september,«.
15. Overskriften til kapitel 7 affattes således:
Indhentning af oplysninger, dokumentation og digital kommunikation«
16. § 43, stk. 1, affattes således:
»Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan indhente oplysninger til brug for administrationen af denne lov fra lønmodtagere og arbejdsgivere og disses organisationer, andre offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser, Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Tillægspension, den, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3, og Arbejdsmarkedets Feriefond, herunder i elektronisk form, om,
1) hvilke personer, der har været ansat hos en arbejdsgiver,
2) hos hvilke arbejdsgivere en person har været ansat,
3) i hvilke perioder, en person har holdt ferie,
4) hvornår en person er ophørt hos en arbejdsgiver,
5) i hvilken periode og i hvilket omfang en person har været beskæftiget,
6) hvilken løn, der er udbetalt til en person,
7) hvilke offentlige ydelser, der er udbetalt til en person,
8) feriegodtgørelse, der ikke er hævet, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt, herunder udbetalinger efter §§ 34 a eller 34 b,
9) meddelelser af betydning for opkrævning og kontrol med indbetaling til FerieKonto,
10) meddelelser af betydning for kontrol med udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, jf. §§ 34 a eller 34 b, herunder personers skriftlige erklæringer, og
11) regnskabsoplysninger m.v. af betydning for kontrol med den, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3.«
17. § 43, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
18. I § 43, stk. 4, som bliver stk. 3, indsættes efter »indhentning«: »og opbevaring«.
19. Efter § 43 indsættes:
»§ 43 a. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om muligheden for digital kommunikation mellem lønmodtagere, arbejdsgivere, dem, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelse, FerieKonto, Arbejdsmarkedets Feriefond, dem, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3, Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn.«
20. § 44, stk. 1 , affattes således:
»Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse m.v., herunder ved ferieårets udløb efter §§ 34 a eller 34 b, og modregning efter § 39, med mindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. dog stk. 5.«
21. I § 44, stk. 2, indsættes efter »udbetalt«: », medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst«.
22. I § 44 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister om betaling af morarenter, jf. § 28, stk. 2.«
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.
23. I § 44, stk. 3, som bliver stk. 4, indsættes efter »om«: »forældelse og«.
24. I § 44, stk. 4, som bliver stk. 5, indsættes efter »beløb«: »efter § 34 b, stk. 4, eller beløb«.
25. § 44, stk. 7, som bliver stk. 8, ophæves.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004. § 1, nr. 19, træder dog først i kraft den 1. januar 2005. § 1, nr. 5, 6, 7, 8, 10, 12, 13 og 24, har virkning for ferie, som er optjent efter den 31. december 2001.
Stk. 2. Ferie, der er overført efter § 19, stk. 5, ved aftale indgået før den 1. januar 2004, afholdes efter de hidtidige regler herom.
Stk. 3. Af de forældede og uhævede feriepenge, jf. lovens § 36, stk. 1 og 2, som vedrører optjeningsåret 2002, tilfalder 74 pct. statskassen og 26 pct. Arbejdsmarkedets Feriefond. Såfremt der er givet tilladelse efter lovens § 36, stk. 3, til at anvende uhævede feriepenge til andet formål, tilfalder de 26 pct. dette andet formål i stedet for Arbejdsmarkedets Feriefond.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Som følge af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti for 2002 blev der nedsat et embedsmandsudvalg under Beskæftigelsesministeriet, som skulle analysere mulighederne for, at uhævede feriepenge i højere grad kan udbetales til de respektive lønmodtagere ved ferieårets afslutning. Det skulle dog fortsat sikres, at staten modtager de uhævede feriepenge i stedet for de respektive lønmodtagere, i det omfang disse i stedet for at holde ferie har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov. Udvalgets arbejde har bl.a. vist, at der er visse internationale forpligtelser, der afgrænser muligheden for at udbetale de uhævede feriepenge. Inden for rammerne heraf har udvalget opstillet forskellige muligheder for i videst muligt omfang at udbetale de uhævede feriepenge. Dette lovforslag er udarbejdet på baggrund af udvalgets analyser.
Det skønnes, at den samlede feriebetaling (feriegodtgørelse og ferie med løn) i 2001 udgjorde ca. 75 mia. kr., og at ca. 175 mio. kr. heraf, svarende til 0,25 pct., ikke blev udbetalt i løbet af ferieåret. Af de uhævede feriepenge overføres i dag 45 pct. til staten som kompensation for udbetaling af offentlige ydelser i stedet for feriepenge. Resten af de uhævede feriepenge tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde.
Lovforslaget skal sikre, at en endnu højere andel end de skønnede 99,75 pct. af den samlede feriebetaling fremover udbetales til de respektive lønmodtagere ved ferieårets afslutning.
Ferieloven sikrer i dag lønmodtageren ret til 5 ugers ferie samt ret til løbende optjening af feriepenge. Feriepengene skal som udgangspunkt udbetales i forbindelse med ferieafholdelsen. Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med arbejdstiden sikrer en lønmodtager ret til 4 ugers betalt ferie om året, og forhindrer at ferien kan erstattes med en kontant udbetaling, medmindre arbejdsforholdet er ophørt, jf. pkt. 6 Forholdet til EU-retten.
Princippet om, at lønmodtageren kun har retten til de optjente feriepenge, hvis ferien rent faktisk holdes, opretholdes med lovforslaget, men det foreslås, at uhævede feriepenge for optjent ferie ud over 4 uger eller optjente feriepenge, der stammer fra ophørte ansættelsesforhold, kan udbetales til lønmodtageren efter dennes anmodning ved ferieårets afslutning. Det foreslås desuden, at grænsen for udbetaling af uhævede feriepenge ved ferieårets afslutning uden dokumentation hæves, og at beløb under en bagatelgrænse fremover udbetales automatisk i stedet for efter godkendelse af direktøren for Arbejdsdirektoratet.
Lovforslaget indeholder derudover nogle mindre præciseringer og justeringer af forskellige bestemmelser i ferieloven.
1.1. Gældende regler
Ferielov nr. 396 af 31. maj 2000 er senere ændret ved lov nr. 133 af 20. marts 2002 og lov nr. 1039 af 17. december 2002.
Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og løn under ferie og ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond. Af disse uhævede feriepenge overføres i dag 45 pct. til staten som kompensation for udbetaling af offentlige ydelser i stedet for feriepenge. Resten af de uhævede feriepenge tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde.
Hvis lønmodtageren efterfølgende dokumenterer at have holdt ferie i ferieåret, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet tillade, at fonden udbetaler beløbet til lønmodtageren. Feriepenge, som svarer til højst 3 feriedage eller udgør højst 1.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, kan dog udbetales uden dokumentation for, at ferien er holdt.
Tilsvarende kan direktøren for Arbejdsdirektoratet tillade, at feriepenge for ferie, der ikke er holdt på grund af særlige forhold (feriehindringer), udbetales til lønmodtageren, hvis denne dokumenterer at have haft en feriehindring.
Lønmodtageren kan i begge situationer få udbetalt feriepengene i indtil 5 år efter udløbet af det ferieår, hvor ferien blev holdt eller skulle være holdt.
1.2. Forslagets indhold
Forslaget indebærer, at feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, under nærmere betingelser udbetales automatisk til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Hvis en lønmodtager har mindre end 3.000 kr. i uhævet feriegodtgørelse eller løn under ferie eller ferietillæg, kan lønmodtageren efter anmodning få pengene udbetalt af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder, hvis ferien er holdt.
Derudover kan uhævet feriegodtgørelse eller ikke udbetalt løn under ferie eller ferietillæg, ved ferieårets udløb udbetales af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder efter anmodning fra lønmodtageren. Dette gælder uanset beløbets størrelse, hvis ferien er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt, eller hvis ferien stammer fra den 5. ferieuge. Hvis lønmodtageren har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov i ferieåret, gælder der dog særlige regler.
Lønmodtagerens anmodning skal være i form af en skriftlig erklæring der skal kunne kontrolleres ved en efterfølgende stikprøvekontrol. Det foreslås derfor, at direktøren for Arbejdsdirektoratet kan indhente oplysninger til brug for en sådan kontrolmulighed.
Kravet om skriftlighed er ikke til hinder for brug af digital signatur o.l.
Forslaget ændrer ikke på arbejdsgiverens ret til efter forhandling med lønmodtageren at fastsætte, hvornår ferien skal holdes, jf. lovens § 15.
Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som lønmodtageren ikke har ret til at få udbetalt efter §§ 34 a eller 34 b, tilfalder fortsat statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private fonde, medmindre ferien er overført til det følgende ferieår. Arbejdsgiveren, FerieKonto og feriekortudsteder skal således afregne de uhævede feriepenge ca. et halvt år senere end efter de gældende regler.
Endelig indebærer forslaget, at adgangen til at få udbetalt uhævede feriepenge efter dette forslags regler fortabes den 30. september efter ferieårets udløb, uanset om lønmodtageren senere dokumenterer, at betingelserne var opfyldt. Efter den 30. september efter ferieårets udløb kan lønmodtageren fortsat få udbetalt uhævede feriepenge, men kun i indtil 3 år efter ferieårets udløb, hvis ferien er holdt eller lønmodtageren dokumenterer at have haft en feriehindring.
2. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
2.1. Statskassen
Staten får for tiden 45 pct. af de uhævede feriepenge som kompensation for udbetaling af offentlige ydelser i stedet for feriepenge. Statens andel beløb sig i 2001 til ca. 79 mio. kr. og forventes i 2003 at være på 70 mio. kr. Uden ændring af reglerne om uhævede feriepenge må det forventes, at statens andel ikke vil ændre sig væsentlig i de kommende år.
Der kan ikke på forhånd siges noget sikkert om, i hvilket omfang lønmodtagerne vil udnytte de nye muligheder for udbetaling af uhævede feriepenge. Dette gælder især muligheden for at få udbetalt feriepenge for ophørte ansættelsesforhold og for den 5. ferieuge. Den automatiske udbetaling af beløb op til 1.500 kr. kan forsigtigt skønnes at beløbe sig til 25 mio. kr. Som følge heraf mister staten sit hidtidige provenu af dette beløb. Staten skønnes herved at få et provenutab på 11,3 mio. kr. årligt.
Hvis det lægges til grund, at der derudover udbetales 50 mio. kr. til personer som følge af muligheden for at få udbetalt uhævede feriepenge for afholdt ferie vedrørende beløb under 3.000 kr., og for ophørte ansættelsesforhold eller den 5. ferieuge, vil der restere ca. 80 mio. kr. i uhævede feriepenge. Det må formodes, at størstedelen af de resterende uhævede feriepenge relaterer sig til personer, der i ferieåret har fået arbejdsløshedsdagpenge, børnepasningsorlovsydelse eller kontanthjælp i stedet for feriepengene. Statens andel af disse resterende feriepenge vil derfor være væsentlig større end de nuværende 45 pct. Som følge heraf skal det på baggrund af en fornyet undersøgelse fastsættes, hvor stor en del af de uhævede feriepenge, der fremover skal tilfalde statskassen.
For år 2004 kan der dog ikke foretages en undersøgelse, men det må formodes, at statskassens andel - med undtagelse af de ovennævnte 11,3 mio. kr. - ikke ændres væsentligt. Hvis det lægges til grund, at der efter den forøgede udbetaling af uhævede feriepenge til lønmodtagerne resterer ca. 80 mio. kr. i uhævede feriepenge i år 2004, kan statskassens andel i år 2004 fastsættes til 74 pct., hvorefter statens provenu i år 2004 vil være ca. 58,7 mio. kr.
Der forventes iværksat en informationskampagne om de nye regler, som vil blive finansieret af renter af FerieKonto, jf. lovens § 32, stk. 2.
I det omfang, der som følge af forslaget sker en øget udbetaling af ellers ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg, vil der blive tale om en merindtægt i form af beskatning af disse beløb. Endvidere vil statens provenutab som følge af udskudt skattebetaling ved overførsel af løn under ferie til det følgende ferieår for ikke-overenskomstdækkede lønmodtagere forsvinde, da løn under ferie efter forslaget vil kunne udbetales umiddelbart efter ferieårets ophør og dermed beskattes. Det vurderes dog, at statens provenu som følge af disse ændringer er meget beskedent.
2.2. Offentlige arbejdsgivere
Forslaget skønnes ikke at have nogen økonomisk konsekvens for de offentlige arbejdsgivere eller disses feriekortordninger. Den øgede udbetaling af uhævet feriegodtgørelse og ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg vil således ikke blive dyrere for disse arbejdsgivere, da sådanne beløb også efter de gældende regler tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde.
Forslaget vil imidlertid give de offentlige arbejdsgivere og feriekortordninger en likviditetsmæssig fordel, da uhævet feriegodtgørelse og ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg ikke længere skal afregnes til Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde ved ferieårets afslutning, men først knap et halvt år senere. Længden af perioden med denne likviditetsmæssige fordel er dog ikke nødvendigvis et halvt år, da lønmodtageren allerede ved ferieårets udløb kan anmode om at få udbetalt ikke hævet feriegodtgørelse eller ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg.
Forslaget har administrative konsekvenser for de offentlige arbejdsgivere og disses feriekortordninger som følge af den automatiske udbetaling af beløb på højst 1.500 kr. og udbetaling derudover på baggrund af lønmodtagerens skriftlige erklæring. Endvidere vil arbejdsgiverne og disses feriekortordninger i et vist omfang skulle informere lønmodtagerne om mulighederne for at få udbetalt de uhævede feriepenge.
Arbejdsdirektoratets efterfølgende stikprøvekontrol vil alt efter omfang indebære en mindre administrativ byrde for de offentlige arbejdsgivere, som måtte bliver anmodet om at tilvejebringe oplysninger.
2.3. Arbejdsdirektoratet
Der kan blive tale om en mindre ressourcebesparelse for Arbejdsdirektoratet som følge af, at en større andel af den uhævede feriegodtgørelse, ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg kan udbetales uden direktoratets godkendelse. Omvendt kan der dog også blive tale om en mindre ressourceforøgelse, hvis disse regler giver anledning til tvister mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om udbetaling, ligesom direktoratet skal godkende udbetalinger, hvis lønmodtageren i ferieåret har fået offentlige ydelser.
Den efterfølgende stikprøvekontrol vil alt efter omfang indebære en administrativ belastning for Arbejdsdirektoratet.
Som følge af, at direktøren for Arbejdsdirektoratet ikke længere skal godkende arbejdsgiveres ansøgninger om ferieoverførsel for ikke-overenskomstdækkede, vil Arbejdsdirektoratet få en administrativ besparelse.
Hvis en række af de private feriefonde skal opløses på grund af manglende tilstrækkelige midler, jf. nedenfor, vil dette indebære et øget ressourcebehov i Arbejdsdirektoratet.
Samlet set skønnes forslaget således at give Arbejdsdirektoratet en vis merbelastning.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
3.1. Private arbejdsgivere
Forslaget har ikke umiddelbart nogen økonomisk konsekvens for de private arbejdsgivere eller disses feriekortordninger. Den øgede udbetaling af uhævet feriegodtgørelse og ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg vil således ikke blive dyrere for arbejdsgiverne, da sådanne beløb også efter de gældende regler tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde.
Forslaget vil imidlertid give de private arbejdsgivere og feriekortordninger en likviditetsmæssig fordel, da uhævet feriegodtgørelse, eller ikke udbetalt løn under ferie eller ferietillæg ikke længere skal afregnes til Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde ved ferieårets afslutning, men først knap et halvt år senere. Længden af perioden med denne likviditetsmæssige fordel er dog ikke nødvendigvis et halvt år, da lønmodtageren allerede ved ferieårets udløb kan anmode om at få udbetalt ikke hævet feriegodtgørelse eller ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg.
Forslaget har administrative konsekvenser for arbejdsgivere og disses feriekortordninger som følge af den automatiske udbetaling af beløb på højst 1.500 kr. og udbetaling derudover på baggrund af lønmodtagerens skriftlige erklæring. Endvidere vil arbejdsgiverne og disses feriekortordninger i et vist omfang skulle informere lønmodtagerne om mulighederne for at få udbetalt de uhævede feriepenge.
Arbejdsdirektoratets efterfølgende stikprøvekontrol vil alt efter omfang indebære en mindre administrativ byrde for de private arbejdsgivere, som måtte blive anmodet om at tilvejebringe oplysninger.
3.2. Arbejdsmarkedets Feriefond, de private feriefonde m.v.
Som følge af forslaget i § 1, nr. 9, tilfalder uhævede feriepenge først Arbejdsmarkedets Feriefond og de private feriefonde, hvis lønmodtageren ikke har rejst krav om udbetaling efter §§ 34 a eller 34 b senest den 30. september efter ferieårets udløb. Tilførslen til fondene vil således blive forsinket i knap et halvt år.
Hertil kommer, at tilgangen af midler til Arbejdsmarkedets Feriefond og de private fonde falder som følge af forøgelsen af udbetalingen af uhævet feriegodtgørelse og ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg. I det omfang, udbetalingen af disse beløb fremover øges til fordel for lønmodtagerne, vil fondene få tilført tilsvarende færre midler.
For de private feriefonde vil disse ændringer formentlig betyde, at en række af disse vil skulle opløses på grund af manglende midler. Ved sådanne opløsninger tilføres Arbejdsmarkedets Feriefond de midler fra fondene, der hidrører fra uhævede feriepenge. Hvis alle fonde med kun 1-2 feriefaciliteter lukkes, skønnes forsigtigt, at Arbejdsmarkedets Feriefond vil få tilført ca. 100 mio. kr. som et engangsbeløb. Derudover vil Arbejdsmarkedets Feriefond få tilført de fremtidige uhævede feriepenge, som ellers ville være tilfaldet den private feriefond, hvis denne ikke var blevet opløst.
4. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Forslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.
6. Forholdet til EU-retten
I lovforslaget foreslås, at den 5. ferieuge kan udbetales ved ferieårets udløb, uanset om ferien er holdt. Da Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med arbejdstiden alene fastsætter retten til 4 ugers ferie, er en sådan udbetaling mulig. Feriegodtgørelse for ophørte ansættelsesforhold kan ligeledes udbetales ved ferieårets udløb. Dette er i overensstemmelse med direktivets mulighed for udbetaling ved ansættelsesforholdets ophør. Derudover kan op til og med 1.500 kr. udbetales automatisk ved ferieårets udløb. Det gælder dog alene, hvis beløbet vedrører den 5. ferieuge eller et ophørt ansættelsesforhold, eller arbejdsgiveren ved, at lønmodtageren har holdt den dertil svarende ferie. Dette er i overensstemmelse med direktivets krav om, at ferieperioden ikke må erstattes med en finansiel godtgørelse.
7. Høringer
Lovforslaget har været sendt til høring hos Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte og Datatilsynet.
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Forslaget indebærer, at der vil blive tale om en merindtægt i form af beskatning af ikke tidligere beskattede beløb. FerieKonto, offentlige arbejdsgivere og disses feriekortordninger vil kunne opnå en vis likviditets- og rentegevinst. Staten skønnes at ville lide et provenutab på 11,3 mio. kr. årligt, som følge af den automatiske udbetaling af beløb på 1.500 kr. og derunder.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Ingen Forslaget indebærer mindre administrative byrder for FerieKonto, offentlige arbejdsgivere og disses feriekortordninger. Gennemførelse af kontrolundersøgelse samt eventuelle opløsninger af private feriefonde vil indebære en administrativ byrde for Arbejdsdirektoratet.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Forslaget vil indebære, at de private arbejdsgivere m.v. vil opnå en vis rente- og likviditetsfordel. Arbejdsmarkedets Feriefond og de private feriefonde vil få tilført færre midler, da en større del af de uhævede feriepenge udbetales til de respektive lønmodtagere.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Forslaget indebærer mindre administrative byrder for private arbejdsgivere og disses feriekortordninger.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Ligestillingsmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Indtil ferieloven blev ændret ved lov nr. 396 af 31. maj 2000, fremgik det af lovens § 23, at feriebeviser ikke kunne overdrages, og at feriepenge ikke kunne gøres til genstand for retsforfølgning. Denne bestemmelse er ikke videreført i den nugældende ferielov, fordi bestemmelsen ikke gav anledning til sager i praksis, men det fremgår af lovbemærkningerne til den nugældende ferielovs § 4, at denne bestemmelse viderefører princippet fra § 23 i den dagældende lov.
I praksis er der herefter flere gange søgt udlæg i endnu ikke udbetalt feriegodtgørelse. Feriegodtgørelse, der administreres af en feriekortudsteder, eller som indestår hos FerieKonto, kan imidlertid ikke siges at være forfaldent og dermed tilhøre lønmodtageren, så længe betingelserne for udbetaling ikke er opfyldt. Hvis betingelserne for udbetaling ikke opfyldes i løbet af ferieåret, tilfalder beløbet statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond. Først på det tidspunkt, hvor lønmodtageren søger feriepengene udbetalt i forbindelse med afholdelse af ferie eller feriehindring, kan udlægget gøres gældende.
Det foreslås derfor på ny at præcisere i loven, at krav på feriegodtgørelse ikke kan overdrages, ligesom feriegodtgørelse ikke kan gøres til genstand for udlæg.
Forslaget ændrer ikke ved i hvilket omfang, der kan foretages lønindeholdelse efter reglerne i bl.a. kildeskatteloven, så længe der ikke er udstedt feriekort.
Til nr. 2
Elever kan – som andre lønmodtagere – arbejde mere end 5 dage om ugen. Direktøren for Arbejdsdirektoratet har efter den gældende lov bemyndigelse til at fastsætte regler om optjening af ferie for lønmodtagere, som arbejder mere end 5 dage om ugen. Det foreslås derfor præciseret, at direktøren for Arbejdsdirektoratet også kan fastsætte regler om sådanne elevers ret til ferie efter § 9.
Til nr. 3
Efter de gældende regler skal direktøren for Arbejdsdirektoratet godkende, hvis en arbejdsgiver ønsker at kunne overføre ferie for ikke-overenskomstdækkede lønmodtagere. Overførsel af ferie forudsætter bl.a., at arbejdsgiveren anvender reglerne herom i en kollektiv overenskomst.
Som følge af forslaget i § 1, nr. 5, hvorefter feriepenge for ferie ud over 4 uger udbetales til lønmodtageren på baggrund af en skriftlig erklæring, er der ikke længere behov for at opretholde de særlige regler om ferieoverførsel for ikke-overenskomstdækkede lønmodtagere. Disse foreslås derfor ophævet. Hvis en ikke-overenskomstdækket lønmodtager ønsker at holde mere end 5 ugers ferie i et ferieår, kan dette aftales med arbejdsgiveren, da loven ikke er til hinder for videregående rettigheder. Afholdelse af mere end 5 ugers ferie i et ferieår vil således fortsat kræve, at arbejdsgiveren accepterer dette.
Muligheden for at overføre ferie er indskrevet i en lang række overenskomster, og overførsel af ferie efter § 19 har første gang kunnet ske til det ferieår, der begyndte 1. maj 2003. Der skønnes derfor ikke på nuværende tidspunkt at være grund til at ophæve adgangen til at overføre ferie for de lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst. Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver på et overenskomstdækket område ikke vil udnytte overenskomstens bestemmelser om overførsel af ferie, har lønmodtageren i stedet mulighed for at få beløbet for den 5. ferieuge udbetalt ved ferieårets udløb.
Til nr. 4
Efter de gældende regler forfalder feriegodtgørelse for lønmodtagere, der får løn under ferie, men som fratræder, på fratrædelsestidspunktet. Det foreslås, at reglen ændres, så feriegodtgørelse ved fratræden forfalder senest den 1. i måneden efter fratrædelsestidspunktet. Herved beregnes morarenter efter § 28 fra den 1. i en måned, uanset om der er tale om kvartalsvis indbetaling af feriegodtgørelse eller feriegodtgørelse ved fratræden af en månedsvis ansat. Forslaget indebærer, at hvis en lønmodtager fratræder fx den 31. juli, forfalder feriegodtgørelse til betaling senest den 1. i måneden efter med sidste rettidige betalingsdag den 10. i denne måned, dvs. den 10. august i eksemplet. Ved for sen betaling beregnes morarenter således fremover fra den l. august i eksemplet, hvorimod morarenter i dag ville blive beregnet fra den l. juli.
Til nr. 5
Efter de gældende regler tilfalder feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond. Sådanne beløb kan derefter kun udbetales til lønmodtageren efter direktøren for Arbejdsdirektoratets godkendelse, hvis lønmodtageren dokumenterer, at ferien er holdt, eller at lønmodtageren på grund af en feriehindring har været forhindret i at holde ferien. Feriepenge, som svarer til højst 3 feriedage eller udgør til og med 1.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, kan dog udbetales efter direktøren for Arbejdsdirektoratets godkendelse uden dokumentation for, at ferien er holdt.
Med § 34 a foreslås det, at feriepenge, der ikke overstiger 1.500 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, ved ferieårets udløb udbetales til lønmodtageren af henholdsvis feriekortudsteder, FerieKonto eller arbejdsgiveren.
Det er en forudsætning, at arbejdstidsdirektivet også i denne situation overholdes (jf. de almindelige bemærkninger nr. 6), og udbetaling kan således kun ske , hvis beløbet enten vedrører afholdt ferie, den 5. ferieuge eller stammer fra et arbejdsforhold, der er ophørt. Disse penge ville også kunne udbetales efter § 34 b, jf. nedenfor, men hvis beløbet ikke overstiger 1.500 kr., sker udbetalingen automatisk, hvilket er en fordel for lønmodtageren.
I de situationer, hvor arbejdsgiveren har en feriekortordning eller udbetaler løn under ferie, vil det typisk være arbejdsgiveren selv, der automatisk skal udbetale de op til og med 1.500 kr. Det må antages, at arbejdsgiveren allerede ligger inde med oplysninger om de ansattes ferieafvikling og derfor uden større administrativt besvær kan sikre, at betingelserne for udbetaling er opfyldt. Udbetaling af beløb, der vedrører afholdt ferie eller ophørte ansættelsesforhold, vil være åbenbart konstaterbare for arbejdsgiveren, og det vil derfor kun være udbetaling af den 5. ferieuge, der kan indebære, at arbejdsgiveren undersøger lønmodtagerens ferieafvikling.
Det følger derfor af stk. 1, at den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelse (typisk arbejdsgiveren) som hovedregel kan udbetale uhævet feriegodtgørelse på 1.500 kr. eller derunder til lønmodtageren. Har lønmodtageren imidlertid været uafbrudt ansat hos den samme arbejdsgiver fra et tidspunkt i optjeningsåret til ferieårets udløb, kan den uhævede feriegodtgørelse dog kun udbetales, hvis beløbet vedrører ferie ud over 20 dage, og der således er tale om den 5. ferieuge.
En lønmodtager kan kun have uhævet løn under ferie og ferietillæg, hvis lønmodtageren har været uafbrudt ansat hos den samme arbejdsgiver fra et tidspunkt i optjeningsåret til ferieårets udløb. Det følger derfor af stk. 3, at et sådant beløb ligeledes kun kan udbetales af arbejdsgiveren, hvis det vedrører den 5. ferieuge.
FerieKonto administreres ikke af de enkelte arbejdsgivere, og FerieKonto kan derfor ikke vide, om et uhævet feriegodtgørelsesbeløb vedrører den 5. ferieuge. I stk. 2 foreslås det derfor, at bagatelbeløbet udbetales til lønmodtageren af FerieKonto, men at beløbet kan kræves tilbagebetalt efterfølgende, hvis beløbet ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, eller beløbet ikke vedrører den 5. ferieuge eller afholdt ferie.
Det antages, at langt den største del af den uhævede feriegodtgørelse i FerieKonto, der ikke overstiger 1.500 kr., vedrører allerede afholdt ferie, den 5. ferieuge eller ophørte ansættelsesforhold. Det skyldes bl.a., at knap halvdelen af den feriegodtgørelse, der indbetales til FerieKonto, vedrører fratrådte lønmodtagere, der ellers har fået løn under ferie. Den automatiske udbetaling fra FerieKonto formodes derfor ikke at indebære tilbagebetalingssager af betydning.
I § 34 b foreslås der yderligere udvidelser af mulighederne for at udbetale uhævede feriepenge.
Stk. 1 indebærer, at feriegodtgørelse, som ikke er udbetalt efter § 34 a, men som er mindre end 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udbetales til lønmodtageren efter anmodning. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er holdt i et ansættelsesforhold. Beløbet udbetales af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder.
Ferien skal være holdt i et ansættelsesforhold. Hvis lønmodtageren ikke har holdt ferie i et ansættelsesforhold, men i en periode med arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov, kan feriegodtgørelse ikke udbetales efter denne bestemmelse. I denne situation kan feriegodtgørelse således kun udbetales efter ferielovens almindelige regler. Det indebærer, at a-kassen eller socialforvaltningen skal attestere på feriekortet eller feriekontobeviset, at ferien er holdt.
En lønmodtager kan kun få udbetalt ét beløb efter denne bestemmelse og skal ved anmodningen erklære, at der ikke er krævet udbetaling fra andre efter denne bestemmelse. Hvis en lønmodtager har flere beløb af denne størrelse til gode, vil der samlet være tale om beløb, der medfører, at det som hidtil er direktøren for Arbejdsdirektoratet, der skal tillade udbetalingen mod egentlig dokumentation for, at ferien er holdt.
Stk. 2 og 3 indebærer, at beløb, som ikke er udbetalt efter § 34 a, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieårets afslutning, eller som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9 ½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, svarende til den 5. ferieuge, kan udbetales af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder til lønmodtageren efter anmodning. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieårets afslutning, eller at ferien vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9 ½ måneds samlet varighed i et optjeningsår. Hvis man i en periode har haft flere arbejdsgivere, kan den pågældende periode kun medregnes én gang ved opgørelsen af de 9 ½ måned.
Udbetaling af optjent ferie for den 5. ferieuge forudsætter, at der ikke er indgået aftale om overførsel af ferien efter §§ 19 eller 40. Der kan ikke både ske udbetaling af feriepenge, der stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, og af feriepenge, som er optjent ud over 4 uger. Derimod kan der godt ske udbetaling fra flere arbejdsgivere m.v., hvis feriepengene alle stammer fra ophørte ansættelsesforhold eller fra den 5. ferieuge. Dette kan fx være tilfældet, hvis lønmodtageren har været ansat hos 2 arbejdsgivere i et helt optjeningsår. Lønmodtageren skal derfor ved anmodningen desuden erklære, om beløbet kræves udbetalt efter stk. 2 eller 3. Beløbet udbetales af arbejdsgiver, FerieKonto eller feriekortudsteder. Hvis lønmodtageren i ferieåret har fået offentlige ydelser, henvises til stk. 4.
Elever, der har ret til ferie efter § 9 i loven, kan ikke få udbetalt løn under ferie eller ferietillæg efter denne bestemmelse, da ferie efter § 9 ikke er optjent. Bestemmelsen vedrører således alene ferie optjent efter § 7 i loven.
Stk. 4 indebærer, at udbetaling efter stk. 2 og 3 direkte af arbejdsgiveren m.v. kun kan ske, hvis lønmodtageren ikke dermed bliver dobbeltforsørget. Når lønmodtageren anmoder om udbetaling efter stk. 2 og 3, skal lønmodtageren derfor erklære, at lønmodtageren ikke har fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret. Hvis lønmodtageren har fået sådanne ydelser, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Lønmodtageren skal i disse tilfælde sende anmodningen om udbetaling til direktøren for Arbejdsdirektoratet. Lønmodtageren skal oplyse, hvor mange dages offentlige ydelser, der er udbetalt i ferieåret. Direktøren for Arbejdsdirektoratet skal trække antallet af dage i ferieåret med de nævnte ydelser fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer feriedage, træffer direktøren for Arbejdsdirektoratet afgørelse om, at feriepenge for disse feriedage udbetales til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, på baggrund af lønmodtagerens oplysninger.
Stk. 5 indebærer, at lønmodtageren skal rette henvendelse til arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder senest den 30. september efter ferieårets udløb, hvis lønmodtageren ønsker feriepengene udbetalt efter § 34 b. Anmodning om udbetaling efter stk. 4, skal dog rettes til direktøren for Arbejdsdirektoratet inden denne frist. Overholdes fristen ikke, fortabes retten til at få feriepengene udbetalt efter denne regel. Herefter kan feriepenge – som efter de gældende regler – kun udbetales efter forudgående godkendelse fra direktøren for Arbejdsdirektoratet, hvis lønmodtageren dokumenterer at have holdt ferien eller at have haft en feriehindring. Det gælder,uanset om lønmodtageren over for direktøren for Arbejdsdirektoratet kan dokumentere, at betingelserne for udbetaling efter § 34 b var opfyldt, eller om arbejdsgiveren m.v. har tilsidesat sin pligt til information efter regler udstedt i medfør af § 34 c, over for lønmodtageren.
§ 34 c indebærer, at direktøren for Arbejdsdirektoratet får hjemmel til at fastsætte regler om information, fremgangsmåde og udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter §§ 34 a og 34 b. Bemyndigelsen tænkes bl.a. udnyttet til at fastsætte regler om, at information om mulighederne for udbetaling efter §§ 34 a og 34 b fx skal fremgå af feriekortene, og at anmodning om udbetaling efter § 34 b, skal gives på en blanket, som er udfærdiget af direktøren for Arbejdsdirektoratet. Muligheden for at give oplysningerne på feriekortene skal ses i sammenhæng med, at lønmodtageren skal anmode om udbetaling efter disse regler senest den 30. september efter ferieårets udløb. Derfor er det vigtigt, at lønmodtageren tidligt er orienteret om muligheden for udbetaling efter disse regler. For ferie optjent i 2002 forventes det, at der gennemføres en generel informationskampagne.
Arbejdsmarkedets parter forventes inddraget i udarbejdelsen af reglerne om informationens indhold og omfang.
Der tænkes også fastsat regler om, at lønmodtagernes skriftlige erklæringer skal videresendes til Arbejdsdirektoratet, således at direktøren for Arbejdsdirektoratet har mulighed for at efterkontrollere dem. Der henvises også til bemærkningerne til § 1, nr. 16.
Endvidere tænkes fastsat regler om frist for udbetalingen efter § 34 a.
Der vil også kunne fastsættes regler om, at tilsidesættelse heraf vil kunne straffes med bøde, jf. lovens § 47, stk. 3.
Endelig tænkes der fastsat regler om, at beløb under en vis grænse ikke skal udbetales automatisk men alene efter lønmodtagerens anmodning. Denne bagatelgrænse skal ses i sammenhæng med, at FerieKonto efter de gældende regler kun skal sende et feriekontobevis på beløb under 25 kr., hvis lønmodtageren anmoder FerieKonto om det. Hensynet til arbejdsgiverens, feriekortudstederens og FerieKontos administrative og økonomiske udgifter ved automatisk at skulle udbetale beløb under 25 kr. skønnes at overstige hensynet til, at lønmodtageren skal have sådanne beløb udbetalt uden at anmode herom.
Det foreslås, at direktøren for Arbejdsdirektoratet kan regulere beløbene i §§ 34 a og 34 b, stk. 1. Bemyndigelsen svarer til bemyndigelsen i den gældende lovs § 33, stk. 4. Bemyndigelsen kan bruges, hvis det fx er hensigtsmæssigt for at tilpasse beløbene til lønudviklingen.
Til nr. 6 og 7
Som følge af forslaget i § 1, nr. 5, foreslås fristerne for at rejse krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg samt til at søge kravet gennemført forlænget. Således skal krav på feriepengene rejses over for arbejdsgiveren senest den 30. september efter ferieårets udløb, og kravet skal i fornødent omfang søges gennemført senest den 30. november efter ferieårets udløb. Herved sikres bl.a., at en lønmodtager, som i strid med forslagets § 1, nr. 5, ikke får udbetalt løn under ferie eller ferietillæg, kan nå at rejse kravet og søge dette gennemført, inden det forældes.
Til nr. 8
Som følge af forslaget i § 1, nr. 5, tilfalder uhævet feriegodtgørelse og ikke udbetalt løn under ferie eller ferietillæg først statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren ikke har rejst krav om udbetaling efter §§ 34 a eller 34 b. Det indebærer, at arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekort-udstederen skal udbetale beløb efter §§ 34 a eller 34 b til lønmodtageren, og at uhævet feriegodtgørelse eller ikke udbetalt løn under ferie eller ferietillæg først tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond på det tidspunkt, hvor lønmodtageren ikke længere kan få beløbet udbetalt efter §§ 34 a eller 34 b. Det følger af praksis i dag, at arbejdsgiveren, FerieKonto og feriekortudsteder afregner de uhævede feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond 1 måned efter, dvs. den 31. oktober, eller den 15. november, hvis arbejdsgiveren afregner til en privat feriefond. Det betyder, at anmodninger om udbetaling, som modtages senest den 30. september, kan udbetales efter §§ 34 a eller 34 b frem til den 31. oktober, hhv. den 15. november.
Til nr. 9
Efter den gældende retstilstand kan direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte retningslinjer for de private feriefonde. For at skabe klarhed, præciseres med forslaget, at direktøren for Arbejdsdirektoratet har bemyndigelse til at fastsætte egentlige regler herfor efter forhandling med Civilretsdirektoratet, som har almene fonde under sit ressort. For så vidt angår direktøren for Arbejdsdirektoratets beføjelser i forhold til de private feriefonde henvises til lovbemærkningerne til den gældende lovs § 36, stk. 3.
Til nr. 10
Som følge af forslaget i § 1, nr. 5, foreslås, at hvis en lønmodtager med urette har fået udbetalt feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter disse regler, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet kræve beløbet indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond. Beløbet inddrives på sædvanlig vis. En lønmodtager vil derudover kunne ifalde strafansvar efter straffeloven for afgivelse af urigtige oplysninger m.v.
Til nr. 11
Det præciseres i overensstemmelse med gældende praksis, at bestemmelsen også gælder, hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferie inden ferieperiodens udløb.
Til nr. 12
Bestemmelsen ophæves som følge af forslaget til nr. 13.
Til nr. 13
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 5, hvorefter der i højere grad kan ske udbetaling af uhævede feriepenge. Der skønnes derfor ikke at være behov for at opretholde den gældende 5 års regel.
Det foreslås på den baggrund, at muligheden for udbetaling af forældede feriepenge i de situationer, hvor ferien er holdt, eller hvor ferien ikke er holdt på grund af særlige forhold (feriehindringer), fortabes, hvis lønmodtageren ikke inden 3 år efter ferieårets udløb retter henvendelse til direktøren for Arbejdsdirektoratet. Herved fraviges udgangspunktet i forældelsesloven af 1908. Erfaringsmæssigt er der tale om et begrænset antal sager, hvor lønmodtageren mere end 3 år efter ferieårets udløb retter henvendelse til Arbejdsdirektoratet, men disse sager er ofte vanskelige at oplyse tilstrækkeligt, da det kan være vanskeligt for lønmodtageren at få attesteret feriekortet af en evt. tidligere arbejdsgiver så langt tilbage, ligesom det kan være vanskeligt at få oplyst så langt tilbage, i hvilke perioder der er udbetalt sygedagpenge. Administrative hensyn taler således for at begrænse perioden til 3 år.
Retten til udbetaling af uhævede feriepenge efter §§ 34 a eller 34 b i forslagets § 1, nr. 5, fortabes dog, hvis lønmodtageren ikke har rejst kravet og anmodet om udbetaling over for arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudsteder senest den 30. september efter ferieårets udløb.
Til nr. 14
Beskæftigelsesministeren har i 2003 fastsat, hvor stor en del af feriepengene efter § 36, der skal tilfalde statskassen. Fastsættelsen er sket på baggrund af en undersøgelse af, hvor stor en procentdel af de forældede og uhævede feriepenge i et ferieår, der kan henføres til personer, der i stedet for at holde deres optjente ferie har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller orlovsydelse.
Da forslaget indebærer, at der sker en større udbetaling af de uhævede feriepenge, må der alt andet lige blive tale om, at en større andel af de fortsat uhævede feriepenge kan henføres til personer, der i stedet for at holde deres optjente ferie har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller orlovsydelse. Den fastsatte procentandel må derfor skulle hæves. Derfor foreslås det, at beskæftigelsesministeren inden den 1. september 2005 fastsætter, hvor stor en andel af feriepenge efter § 36, der skal tilfalde statskassen fra og med optjeningsåret 2003. Fastsættelsen forventes at ske på samme måde som i dag ved hjælp af en registerundersøgelse.
For optjeningsåret 2002 vil det ikke være muligt at foretage en sådan undersøgelse, hvorfor der for dette år fastsættes en fast procent, jf. forslaget til § 2, stk. 3, og de tilhørende bemærkninger.
Til nr. 15
Forslaget er en følge af forslaget i § 1, nr. 18 og 19.
Til nr. 16
Der er tale om en udbygning af den gældende bemyndigelsesbestemmelse.
Forslaget giver mulighed for at indhente oplysninger elektronisk. Dette er en forudsætning for, at den eksisterende hjemmel til at foretage registersamkøring i forbindelse med tilsynsundersøgelser af ferieforholdene, fx i bestemte brancher, skal kunne udnyttes i praksis. Oplysningerne kan også indhentes i forbindelse med Arbejdsdirektoratets stikprøvekontrol af udbetalinger efter forslagets § 1, nr. 5.
Der gives endvidere mulighed for at indhente oplysninger fra arbejdsløshedskasser. Dette kan være i forbindelse med stikprøvekontrol af udbetalinger efter forslaget i § 1, nr. 5.
Det præciseres, at Arbejdsdirektoratet kan indhente oplysninger om, hvilke personer, der har været ansat hos en arbejdsgiver. Dette er en forudsætning for, at Arbejdsdirektoratet fuldt ud kan udnytte hjemlen til at foretage tilsynsundersøgelser af ferieforholdene fx i bestemte brancher. Disse oplysninger vil typisk blive indhentet via skattemyndighederne eller evt. ATP.
Derudover foreslås det, at Arbejdsdirektoratet kan indhente oplysninger om, hvilke arbejdsgivere en person har været ansat hos. Bestemmelsen tænkes typisk anvendt i forhold til skattemyndighederne og ATP i forbindelse med Arbejdsdirektoratets stikprøvekontrol af udbetalinger efter forslagets § 1, nr. 5.
Forslaget giver endvidere mulighed for bl.a. at indhente oplysninger om, hvornår en person er ophørt hos en arbejdsgiver, og i hvilke perioder en person har holdt ferie. Bestemmelsen tænkes typisk anvendt i forhold til private og offentlige arbejdsgivere i forbindelse med Arbejdsdirektoratets stikprøvekontrol af udbetalinger efter forslaget i § 1, nr. 5.
Samtidig foreslås det, at Arbejdsdirektoratet får mulighed for at indhente oplysninger om, hvilke offentlige ydelser, der er udbetalt til en person. Bestemmelsen tænkes typisk anvendt i forhold til skattemyndighederne og arbejdsløshedskasserne i forbindelse med Arbejdsdirektoratets stikprøvekontrol af udbetalinger efter forslaget i § 1, nr. 5.
Endelig foreslås det, at Arbejdsdirektoratet får mulighed for at indhente regnskabsoplysninger m.v. af betydning for kontrol med den, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3. Bestemmelsen tænkes anvendt i forhold til de private feriefonde og er navnlig relevant i de tilfælde, hvor en fond er under opløsning, og hvor direktørens beføjelser efter § 36, stk. 3, jf. § 44, stk. 6, derfor vanskeligt kan gøres gældende.
I det omfang oplysningerne kan indhentes fra offentlige myndigheder, forudsættes Arbejdsdirektoratet at gøre dette, medmindre de konkrete forhold tilsiger andet, fx i partstvister eller hvis der er periodiseringsproblemer. De gældende regler om indhentning af oplysninger fra arbejdsgivere har ikke givet anledning til problemer i praksis.
Til nr. 17
Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 3.
Til nr. 18
Forslaget indebærer, at direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om opbevaring af oplysninger efter § 43, og er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 5, sammenholdt med forslaget i § 1, nr. 16. Bemyndigelsen tænkes således udnyttet til at fastsætte regler om, at en arbejdsgiver, FerieKonto eller kortudsteder, som udbetaler feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter forslagets § 1, nr. 5, skal sende lønmodtagerens skriftlige erklæring til direktøren for Arbejdsdirektoratet samtidig med, at de uhævede feriepenge overføres til Arbejdsmarkedets Feriefond hhv. en privat feriefond efter lovforslagets § 1, nr. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet vil derefter i fornødent omfang kunne foretage kontrol af disse. Endvidere vil der kunne blive fastsat regler om, at tilsidesættelse af reglerne om videresendelse m.v. kan straffes med bøde, jf. lovens § 47, stk. 3.
Til nr. 19
I en delbetænkning afgivet af Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital signatur m.v. (betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav i lovgivningen) beskæftiger udvalget sig med spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for at lovgive om anvendelsen af digital kommunikation i forbindelse med formkrav og skriftlighed, underskrift mv. i lovgivningen. Udvalget peger på, at ændringer af love mv. kan være nødvendig for at sikre, at lovgivningen ikke udgør en hindring for en hensigtsmæssig brug af digital kommunikation, og dermed en hensigtsmæssig IT-anvendelse. Udvalget foreslår, at sådanne ændringer som udgangspunkt sker i de respektive love ved traditionelle ændringsforslag, men således at der på området for kommunikation til det offentlige indføres en generel hjemmelsbestemmelse, som gør det muligt ved bekendtgørelse at ændre formkrav, som hindrer anvendelse af digital kommunikation.
Forvaltningsloven er i overensstemmelse hermed ændret ved lov nr. 215 af 22. april 2002 om ændring af forvaltningsloven (Digital kommunikation), fremsat som L 72 af 30. januar 2002, Folketingstidende Till. A, sp. 2062, 2069, 2343, 4591, 4989, Till. B, sp. 392, Till. C, sp. 251.
Udmøntningen af den nævnte hjemmelsbestemmelse i forvaltningsloven omfatter en borgers ret til digitalt at kommunikere med en offentlig myndighed samt digital kommunikation fra en myndighed til en anden. Derimod omfatter bestemmelsen ikke digital kommunikation fra en offentlig myndighed til en borger.
I forlængelse heraf foreslås, ligeledes i overensstemmelse med udvalgets anbefaling, indsat en hjemmelsbestemmelse i ferieloven med henblik på eventuelt at kunne fastsætte regler om digital kommunikation for herved at kunne fremtidssikre kommunikationen i relation til administrationen af ferieloven.
Parallelt med bemyndigelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 32 a vil der således kunne blive fastsat regler om digitale kommunikationsveje mellem følgende:
– Lønmodtagere
– Arbejdsgivere
– Private fonde
– Feriekortudstedere
– FerieKonto
– Arbejdsmarkedets Feriefond
– Arbejdsdirektoratet
– Arbejdsmarkedets Ankenævn
Der er tale om muligheden for gennem disse kommunikationsveje at udveksle alle typer af digitale dokumenter og data, der har betydning for administrationen af ferielovgivningen. Det kan være fx FerieKontos blanketter og feriekontobeviser, behandling og afgørelse af tvister mellem arbejdsgivere og lønmodtagere eller med private feriefonde, eller behandling af arbejdsgiveres ansøgninger om fritagelse for betaling til den tyske feriekasse efter den dansk-tyske ferieaftale og afgørelser fra Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Det er vigtigt, at der ved udmøntningen af hjemmelsbestemmelsen tages højde for, at den digitale kommunikation skal være sikker, da der er tale om udveksling af fortrolige og personlige oplysninger, samt at oplysningerne skal kunne tilskrives afsenderen. Det vil sige, at den digitale kommunikation og den måde, hvorpå den foregår, skal sikre de samme hensyn, som ligger bag et givent formkrav, fx et krav om skriftlighed.
Det skal således sikres, at det er muligt at dokumentere, at der ikke efterfølgende er sket utilsigtede ændringer i informationerne (integritet). Det skal dokumenteres, at informationerne stammer fra den angivne afsender (autenticitet). Det skal sikres, at afsenderen ikke efterfølgende kan påstå, at informationen, som den foreligger, ikke stammer fra denne (uafviselighed).
Disse hensyn vil bl.a. kunne tilgodeses ved brug af elektronisk signatur.
Ved udvekslingen af informationer med personlige og fortrolige oplysninger skal der også ske kryptering. Herved sikres, at ingen andre end de modtagere, som informationerne er tænkt rettet til, kan få kendskab til deres indhold (konfidentialitet). Krypteringen skal ske på et passende sikkerhedsniveau.
Med »digital kommunikation« sigtes navnlig til digitale meddelelser, som kan gøres læselige for modtageren ved gengivelse på skærm, papirudskrift mv., herunder henvendelser til offentlige myndigheder i form af elektronisk post (e-post). Herudover kan der efter omstændighederne være tale om andre digitale medier, fx video- eller lydoptagelser.
Formålet med dette forslag er således at skabe hjemmel til at fastsætte regler om muligheden for digital kommunikation fra den pågældende offentlige myndighed til en borger. Konkret drejer det sig om Arbejdsdirektoratets, FerieKontos og Arbejdsmarkedets Ankenævns kommunikation med lønmodtagere, arbejdsgivere, private feriefonde og feriekortudstedere.
Det fremgår af bemærkningerne til ovennævnte ændringsforslag til forvaltningsloven, at udtrykket »den offentlige forvaltning« skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1, stk. 1.
Det bemærkes, at bemyndigelsesbestemmelsen i forvaltningsloven og forslaget i denne lov er udformet således, at borgeren (lønmodtagere, arbejdsgivere osv.) kan få ret, men ikke pligt, til at benytte digital kommunikation. Borgeren kan således frit vælge formen for henvendelsen til forvaltningen (FerieKonto, Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn). Vælges digital kommunikation, forudsættes det, at forvaltningen teknisk er i stand til at modtage henvendelsen i denne form. Det må endvidere generelt kunne kræves, at borgeren anvender et teknisk format, der kan læses af forvaltningen. Benyttes fx e-post, skal henvendelsen ske til en bestemt e-post adresse.
Forslaget svarer i øvrigt til en tilsvarende bestemmelse i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Behandling, herunder udveksling og transmission, af personoplysninger skal ske under iagttagelse af lov om behandling af personoplysninger og regler udstedt i medfør heraf. Ved udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende generelle retsforskrifter, der har betydning for beskyttelse af privatlivet i forbindelse med behandling af personoplysninger, skal der indhentes en udtalelse fra Datatilsynet.
Til nr. 20
Det præciseres, at direktøren for Arbejdsdirektoratet også kan træffe afgørelse i tvister om optjening og afholdelse af ferie, udbetaling af feriegodtgørelse m.v., herunder ved ferieårets afslutning efter §§ 34 a eller 34 b, og om modregning efter § 39, medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. dog forslaget i § 1, nr. 24.
Til nr. 21
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i konkrete sager annulleret direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelser om feriehindringer, idet ankenævnet har lagt vægt på, at spørgsmålet om feriehindringer var indskrevet i en kollektiv overenskomst. Det foreslås derfor præciseret i overensstemmelse med ankenævnets praksis, at direktørens kompetence er afskåret, hvis forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst.
Til nr. 22
I overensstemmelse med gældende administrativ praksis forslås det præciseret, at direktøren for Arbejdsdirektoratet også kan træffe afgørelse i tvister om betaling af morarenter efter § 28, stk. 2. Dette gælder uanset om forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst. Baggrunden for dette er, at renterne af for sent indbetalt feriegodtgørelse bl.a. anvendes til dækning af udgifterne til administrationen af FerieKonto, og at resterende renteafkast tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond, i det omfang, renteafkastet ikke er tilfaldet statskassen, fx som led i finanslovsaftalen. Spørgsmålet om morarenter ved for sen indbetaling til FerieKonto vedrører således ikke forholdet mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager, men vedrører beløb, som tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond eller evt. statskassen, og arbejdsmarkedets parter bør derfor ikke have kompetence til at træffe afgørelse om sådanne beløb, ligesom de af samme årsager ikke har denne kompetence i § 44, stk. 3-6, som bliver stk. 4-7.
Til nr. 23
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i en konkret sag annulleret direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelse om forældelse, idet ankenævnet har lagt vægt på, at spørgsmålet om forældelse var indskrevet i en kollektiv overenskomst. Det foreslås derfor præciseret, at direktøren for Arbejdsdirektoratet er kompetent til at træffe afgørelse i tvister om forældelse og indbetaling af beløb, der i medfør af § 36 tilfalder statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål, selvom forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst. Tilsvarende forudsættes direktøren at være kompetent til at træffe afgørelse i relation til § 44, stk. 4-6, som bliver stk. 5-7, uanset om forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst. Baggrunden herfor er, at der er tale om forhold, som ikke angår forholdet mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager, men som vedrører feriepenge, som tilfalder statskassen, Arbejdsmarkedets Feriefond eller de private feriefonde, og som arbejdsmarkedets parter derfor ikke bør have kompetence til at træffe afgørelse om.
Til nr. 24
Det foreslås, at direktøren for Arbejdsdirektoratet får kompetence til at træffe afgørelse om udbetaling af beløb efter § 34 b, stk. 4, uanset om forholdet i øvrigt er reguleret ved kollektiv overenskomst. Det skyldes, at godkendelse af udbetaling efter denne regel forudsætter oplysninger om lønmodtagerens private forhold.
Til nr. 25
Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 3.
Til § 2
Til stk. 1
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004. § 1, nr. 19, om fastsættelse af regler om digital kommunikation træder først i kraft den 1. januar 2005 af administrative årsager. § 1, nr. 5, 6, 7, 8, 10, 12, 13 og 24, har dog først virkning for ferie, som er optjent i 2002 og frem. Udbetaling af uhævede feriepenge efter lovforslagets regler kan således tidligst ske for feriegodtgørelse, der ikke er hævet ved ferieårets udløb og for løn under ferie og ferietillæg, der ikke er udbetalt ved ferieårets udløb den 30. april 2004. Krav på ferie optjent i 2002, som vedrører ferieåret 2003-2004, forældes først den 30. september hhv. 30. november 2004, jf. forslagets § 1, nr. 6 og 7. Krav på ferie optjent i 2001 forældes derimod efter de gældende regler den 15. maj 2003 hhv. 10. juli 2003.
Til stk. 2
Ikrafttrædelsesbestemmelsen i stk. 1 indebærer, at muligheden for at overføre ferie efter § 19, stk. 5 og 6, ophæves pr. 1. januar 2004. Det betyder, at en lønmodtager og en arbejdsgiver ikke efter den 31. december 2003 kan indgå aftaler om at overføre ferie efter § 19, stk. 5 og 6, uanset at direktøren for Arbejdsdirektoratet tidligere har truffet afgørelse om, at betingelserne i § 19, stk. 5 og 6, er opfyldt.
Ferie, der er aftalt overført efter reglerne i § 19, stk. 5, før den 1. januar 2004, afholdes efter de hidtidige regler herom.
Til stk. 3
Staten har hidtil fået 45 pct. af de uhævede feriepenge som kompensation for udbetaling af offentlige ydelser i stedet for feriepenge. Statens andel beløb sig i 2001 til ca. 79 mio. kr., og forventes i 2003 at være på 70 mio. kr. Statens andel fastsættes på baggrund af en undersøgelse af, hvor stor en procentdel af den forældede og uhævede feriegodtgørelse i et givet ferieår, der kan henføres til personer, der i stedet for at holde deres ferie har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller børnepasningsorlovsydelse.
Det følger af forslaget til § 1, nr. 14, at der på baggrund af de nye udbetalingsregler skal foretages en ny undersøgelse, der fastsætter statens andel. Dette kan imidlertid tidligst ske i 2005 for optjeningsåret 2003, da de nødvendige oplysninger om, i hvilket omfang den nye ordning bliver udnyttet, først foreligger på dette tidspunkt. For år 2004 kan der altså ikke foretages en undersøgelse, men det må formodes, at statskassens andel ikke ændres væsentligt. Hvis det lægges til grund, at der efter den forøgede udbetaling af uhævede feriepenge til lønmodtagerne resterer ca. 80 mio. kr. i uhævede feriepenge i år 2004, kan statskassens andel i år 2004 fastsættes til 74 pct., hvorefter statens provenu i år 2004 vil være skønnet 58,7 mio. kr. Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger om økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Ferielov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 4. En lønmodtager kan ikke give afkald på sin ret til ferie, løn under ferie, ferietillæg og feriegodtgørelse efter loven, og loven kan i øvrigt ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren, medmindre andet fremgår af de øvrige bestemmelser i loven. Stk. 2-3. --- 1. I § 4, stk. 1, indsættes som 2. punktum : »Aftaler om overdragelse af feriekort og feriekontobeviser er ugyldige, ligesom feriekort og feriekontobeviser ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.«
§ 11. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte regler om optjening af ferie ved ansættelse under 1 måned og om optjening af ferie og fradrag i månedslønnen for lønmodtagere, som arbejder mere end 5 dage om ugen. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan ligeledes fastsætte regler om optjening af ferie for lønmodtagere, som ikke har en kontrollabel arbejdstid. 2. I § 11 indsættes efter »arbejdstid«: »og om ferie efter § 9 for elever, som arbejder mere end 5 dage om ugen.«
§ 19. --- 3. § 19, stk. 5 og 6, ophæves.
Stk. 5. Lønmodtagere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan for optjent ferie ud over 20 dage indgå aftale med arbejdsgiveren om overførsel af ferie efter reglerne i stk. 2-4 og på følgende yderligere betingelser:
1) Lønmodtagere, der er ansat på et fagligt område, hvor der er indgået en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan aftale med arbejdsgiveren, at den pågældende overenskomst finder anvendelse på spørgsmålet om overførsel af ferie. Hvis der er indgået flere overenskomster om løn- og arbejdsvilkår inden for det pågældende faglige område, finder den overenskomst anvendelse, som omfatter det største antal lønmodtagere.
2) Lønmodtagere, der er ansat på et fagligt område, hvor der ikke er indgået kollektive overenskomster, kan aftale med arbejdsgiveren, at en overenskomst om overførsel af ferie på et andet fagligt område finder anvendelse.
Stk. 6. En arbejdsgiver, som ønsker at indgå aftaler med sine ansatte efter stk. 5, skal skriftligt meddele direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, hvilke kollektive overenskomster der ønskes anvendt og for hvilke personalegrupper, jf. § 44, stk. 7. Uoverensstemmelser om fortolkning af eller brud på den overenskomst, der finder anvendelse, jf. stk. 5, afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 22 i lov om Arbejdsretten.
§ 23. --- 4. I § 23, stk. 6, 2. pkt., ændres »på« til: »senest den 1. i måneden efter«.
Stk. 6. En lønmodtager, der fratræder, får feriegodtgørelse, jf. § 24, for det løbende optjeningsår og for den del af de tidligere optjeningsår, som lønmodtageren ikke har holdt ferie for endnu. Feriegodtgørelsen forfalder til betaling på fratrædelsestidspunktet, jf. § 28.
5. Efter § 34 indsættes:
»Kapitel 5 a
Udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg ved ferieårets udløb
§ 34 a. Ved ferieårets udløb udbetales feriegodtgørelse til lønmodtageren af den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Hvis lønmodtageren har været ansat uafbrudt hos samme arbejdsgiver fra et tidspunkt i optjeningsåret til ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse vedrørende dette ansættelsesforhold kun, hvis beløbet vedrører ferie ud over 20 dage.
Stk. 2. Ved ferieårets udløb udbetaler FerieKonto feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Hvis feriegodtgørelsen vedrører et ansættelsesforhold, der har været uafbrudt fra et tidspunkt i optjeningsåret til ferieårets udløb, og beløbet ikke vedrører ferie ud over 20 dage eller ferie, som er holdt, kan beløbet kræves tilbagebetalt, jf. § 37, stk. 2.
Stk. 3. Ved ferieårets udløb udbetaler arbejdsgiveren løn under ferie og eventuelt ferietillæg til lønmodtageren, hvis beløbet er på 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, og hvis beløbet vedrører ferie ud over 20 dage.
§ 34 b. Feriegodtgørelse for ferie, som er holdt, men hvor beløbet ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og hvor beløbet er mindre end 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 34 a. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er holdt i et ansættelsesforhold.
Stk. 2 . Fer Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ansættelsesforholdet er ophørt.
Stk. 3 . Fer Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9 ½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9 ½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40.
Stk. 4. Har lønmodtageren fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Arbejdsdirektoratet arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage, der kan udbetales til lønmodtageren.
Stk. 5. Muligheden for udbetaling efter stk. 1-3 fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, om udbetaling efter disse regler. Muligheden for udbetaling efter godkendelse, jf. stk. 4, fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder direktøren for Arbejdsdirektoratet om udbetaling efter disse regler.
Bemyndigelser
§ 34 c. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om information, fremgangsmåde og udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter §§ 34 a og 34 b, herunder for en lønmodtager som arbejder mere end 5 dage om ugen.
Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan regulere beløbet efter §§ 34 a og 34 b, stk. 1.«
§ 35. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren senest den 15. maj efter ferieårets udløb. 6. I § 35, stk. 1, ændres »15. maj« til: »30. september«.
Stk. 2. Hvis arbejdsgiveren ikke efterkommer kravet, forældes det, medmindre lønmodtageren senest den 10. juli efter ferieårets udløb søger kravet gennemført ved retssag, ved fagretlig behandling, ved politianmeldelse eller ved at rette henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. 7. I § 35, stk. 2, ændres »10. juli« til: »30. november«.
§ 36. --- 8. § 36, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. dog §§ 19 og 40. » Stk. 2 . Fer Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som ikke udbetales efter §§ 34 a eller 34 b, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. dog §§ 19 og 40.«
Stk. 3. Inden for områder, hvor der er indgået en kollektiv overenskomst, jf. § 31, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen tillade, at den andel af uhævede eller ikke udbetalte beløb, der efter stk. 2 skal tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond, i stedet anvendes til andet ferieformål. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte retningslinjer for og føre tilsyn med anvendelsen af sådanne midler. 9. I § 36, stk. 3, ændres »retningslinjer« til: »regler«.
§ 37. Hvis en lønmodtager arbejder mod vederlag under ferien, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond. 10. I § 37 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Hvis en lønmodtager med urette har fået udbetalt feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg efter §§ 34 a eller 34 b, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond.«
§ 38. Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren. 11. I § 38, stk. 1 , indsættes efter »inden«: »ferieperiodens eller«.
Stk. 2. Muligheden for udbetaling efter stk. 1 fortabes, hvis lønmodtageren ikke inden 5 år efter ferieårets udløb retter henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. 12. § 38, stk.2 , ophæves.
§ 41. --- Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, der er omfattet af §§ 36 og 38. 13. I § 41, stk. 2, indsættes som 2. punktum : »Muligheden for udbetaling fortabes, hvis lønmodtageren ikke inden 3 år efter ferieårets udløb, jf. dog § 34 b, stk. 5, retter henvendelse til direktøren for Arbejdsdirektoratet.«
§ 42. Arbejdsministeren fastsætter inden den 1. maj 2003 og derefter hvert tredje år inden 1. maj, hvor stor en del af de i § 36 nævnte beløb der tilfalder statskassen. 14. I § 42, stk. 1, ændres » 1. maj 2003 « til: »1. september 2005«, og »1. maj,« til: »1. september,«.
Stk. 2. ---
Kapitel 7 15. Overskriften til kapitel 7 affattes således:
»Kapitel 7
Indhentning af oplysninger Indhentning af oplysninger, dokumentation og digital kommunikation«
16. § 43, stk. 1, affattes således:
§ 43. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan indhente oplysninger til brug for administrationen af denne lov fra lønmodtagere og arbejdsgivere og disses organisationer, andre offentlige myndigheder, Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Tillægspension, den, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3, og Arbejdsmarkedets Feriefond om, » § 43. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan indhente oplysninger til brug for administrationen af denne lov fra lønmodtagere og arbejdsgivere og disses organisationer, andre offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser, Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Tillægspension, den, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3, og Arbejdsmarkedets Feriefond, herunder i elektronisk form, om,
1) i hvilken periode og i hvilket omfang en person har været beskæftiget, 1) hvilke personer, der har været ansat hos en arbejdsgiver,
2) hvilken løn der er udbetalt til en person, 2) hos hvilke arbejdsgivere en person har været ansat,
3) feriegodtgørelse, der ikke er hævet eller ikke er udbetalt, og 3) i hvilke perioder, en person har holdt ferie,
4) meddelelser af betydning for opkrævning og kontrol med indbetaling til FerieKonto. 4) hvornår en person er ophørt hos en arbejdsgiver,
5) i hvilken periode og i hvilket omfang en person har været beskæftiget,
6) hvilken løn, der er udbetalt til en person,
7) hvilke offentlige ydelser, der er udbetalt til en person,
8) feriegodtgørelse, der ikke er hævet, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt, herunder udbetalinger efter §§ 34 a eller 34 b,
9) meddelelser af betydning for opkrævning og kontrol med indbetaling til FerieKonto,
10) meddelelser af betydning for kontrol med udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, jf. §§ 34 a eller 34 b, herunder personers skriftlige erklæringer, og
11) regnskabsoplysninger m.v. af betydning for kontrol med den, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3.«
Stk. 2. ---
Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen skal i forbindelse med afgørelse af sager efter § 44, stk. 7, i fornødent omfang indhente en udtalelse fra parterne på vedkommende faglige område. 17. § 43, stk. 3, ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om indhentning af oplysninger efter denne bestemmelse. 18. I § 43, stk. 4, som bliver stk. 3, indsættes efter »indhentning«: »og opbevaring«.
19. Efter § 43 indsættes:
» § 43 a. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om muligheden for digital kommunikation mellem lønmodtagere, arbejdsgivere, dem, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelse, FerieKonto, Arbejdsmarkedets Feriefond, dem, der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3, Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn.«
§ 44. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst. 20. § 44, stk. 1 , affattes således: »Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse m.v., herunder ved ferieårets udløb efter §§ 34 a eller 34 b, og modregning efter § 39, med mindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. dog stk. 5.«
Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb, jf. § 38, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt. 21. I § 44, stk. 2, indsættes efter »udbetalt«: », medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst«.
22 . I § 44 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister om betaling af morarenter, jf. § 28, stk. 2.« Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.
Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse i tvister om indbetaling af beløb, der i medfør af § 36 tilfalder statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål. 23. I § 44, stk. 3, som bliver stk. 4, indsættes efter »om«: »forældelse og«.
Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse om udbetaling af beløb, der i medfør af § 36 er tilfaldet statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål. 24. I § 44, stk. 4, som bliver stk. 5, indsættes efter »beløb«: »efter § 34 b, stk. 4, eller beløb«.
Stk. 5-6. ---
Stk. 7. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer inden 6 uger afgørelse om, hvorvidt betingelserne i § 19, stk. 5, nr. 1 og 2, er opfyldt. Hvis der ikke er truffet en endelig eller foreløbig afgørelse inden 6 uger, anses betingelserne for opfyldt. 25. § 44, stk. 7, som bliver stk. 8, ophæves.