Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.\n(Maksimumbeløb, grundkapital samt boliger til handicappede og demente)

GældendeVersion 2003-11-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00070@2003-11-12/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1
  3. Bilag 2

Fremsat den 12. november 2003 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

til

(Maksimumbeløb, grundkapital samt boliger til handicappede og demente)

§ 1

I lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 30. juni 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 92 a, stk. 2 og 3, ændres »5.408 mio. kr. « til: »5.232 mio. kr.«

2. I § 115 indsættes som stk. 8 :

»Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter maksimumbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri. Den endelige godkendte anskaffelsessum for alment byggeri med tilsagn efter stk. 1-4, § 117, stk. 1, eller kap. 9 a må ikke overstige det på påbegyndelsestidspunktet gældende maksimumbeløb. «

3. I § 118 a ændres »2004 « til: »2005«.

4. Efter § 134 a indsættes:

»Boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

§ 134 b. Med henblik på at fremme etablering af boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan økonomi- og erhvervsministeren yde støtte til udgifter forbundet med etablering af amtskommunale almene ældreboliger til denne personkreds. Støtten fastsættes inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove.

Boliger til personer med demens

§ 134 c. Med henblik på at fremme etablering af boliger til personer med demens kan økonomi- og erhvervsministeren yde støtte til udgifter forbundet med etablering af almene familieboliger og ældreboliger til personer med demens. Støtten fastsættes inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. «

5. I § 143, stk. 3, indsættes efter »§ 134 a, « : »§ 134 b, § 134 c « .

6. § 165, stk. 1, affattes således:

»Kommunalbestyrelsen kan meddele de påbud, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig drift af den almene boligorganisation og dens afdelinger i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor. «

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 134 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, træder dog først i kraft den 1. april 2004.

Stk.3. Bestemmelsen i § 115, stk. 8, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, finder ikke anvendelse for tilsagn om offentlig støtte, der meddeles inden den 1. juli 2004, såfremt der inden 12. november 2003 er indgået forhåndsaftale om byggeriet eller er valgt bygherre efter § 116.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslaget indeholder dels ændrede finansierings- og støtteregler for etablering af alment byggeri dels indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med handicap og personer med demens. Endelig præciseres hjemlen for kommunerne til at udstede påbud til de almene boligorganisationer.

Lovforslaget har følgende elementer:

1. Indførelse af bindende maksimumbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri.

2. Nedsættelse af den kommunale grundkapital i 2005.

3. Indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med handicap.

4. Indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med demens.

5. Præcisering af lovhjemmel til at udstede påbud.

Ad 1. Indførelse af bindende maksimumbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri

Erhvervs- og Boligstyrelsen gennemførte i foråret 2003 en analyse af prisudviklingen i det almene byggeri. Resultaterne af analysen viser, at der i perioden 1997-2002 kan konstateres reale stigninger i det almene byggeris anskaffelsesudgifter med stigende offentlige udgifter til følge. Prisstigningerne kan i nogen udstrækning henføres til generelle stigninger i grundpriser og byggeomkostninger, men er også i et vist omfang resultat af en løbende øgning af standarden i det almene byggeri.

Regeringen ønsker at stoppe denne tendens til reale prisstigninger og samtidig undgå det meget dyre byggeri, hvor den nævnte øgning af standarden især kommer til udtryk. De nuværende finansierings- og støtteregler giver ikke tilstrækkelige incitamenter til at hindre, at der ydes støtte til meget dyrt byggeri, hvilket bl.a. den konstaterede udvikling i anskaffelsesudgifterne for alment nybyggeri viser. Hvis risikoen for meget dyrt byggeri skal elimineres, må der indbygges en øvre grænse for den anskaffelsessum, som kan godkendes af kommunalbestyrelsen.

Hovedelementet i styringen af det almene byggeris anskaffelsesudgifter skal fortsat være den eksisterende incitamentsbaserede styring, som ligger i den kommunale medfinansiering af den offentlige støtte i form af grundkapital. Fastsættelsen af en øvre grænse skal ses som et supplement hertil.

Det foreslås derfor, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter bindende maksimumbeløb, som den endeligt godkendte anskaffelsessum ikke må overstige. Maksimumbeløbet vil som udgangspunkt gælde for tilsagn om støtte til alment byggeri, som meddeles efter 31. december 2003, jf. dog den i § 2, stk. 3, foreslåede overgangsordning.

Ved fastsættelsen af maksimumbeløbene er der taget udgangspunkt i de konstaterede gennemsnitlige anskaffelsessummer for almene boliger i 2002 og anskaffelsesudgifternes udvikling siden 1997, hvor rammebeløbsordningen blev afskaffet. Der lægges vægt på, at de almene byggeprojekter fortsat skal tilgodese totaløkonomiske hensyn, således at der tages hensyn til de samlede anlægs- og driftsudgifter. De gennemsnitlige anskaffelsessummer er derfor forhøjet med et tillæg, der giver plads hertil.

Da der er forskellige omkostningsniveauer for alment byggeri afhængig af boligtype og geografisk beliggenhed, vil der blive fastsat differentierede maksimumbeløb, idet der tages hensyn til omkostningsforskelle og til, at ordningen skal være så enkel som muligt.

På den baggrund er det hensigten at fastsætte følgende bindende maksimumbeløb (2004-prisniveau, kr./ m 2 ):

Boligtype Region Maksimumbeløb

Familieboliger Provinsen 14.500

Hovedstadsregionen 17.000

Ældreboliger Provinsen 17.500

Hovedstadsregionen 20.000

Ungdomsboliger Provinsen 17.500

Hovedstadsregionen 20.000

Note: Hovedstadsregionen omfatter Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amt, mens Provinsen omfatter det øvrige land.

I forhold til de gennemsnitlige anskaffelsesudgifter for alment byggeri ligger ovenstående maksimumbeløb generelt på et forholdsvis højt niveau, da det først og fremmest er sigtet at forhindre meget dyrt byggeri. For de typiske byggeprojekter vil der således være tilstrækkelig ”luft” op til maksimumbeløbet til, at der kan tages hensyn til byggeriets totaløkonomi, dvs. de samlede anlægs- og driftsudgifter. Hermed fastholdes muligheden for en fornuftig byggeteknisk udvikling i det almene byggeri.

Som opfølgning på indførelsen af det bindende maksimumbeløb vil udviklingen i anskaffelsesudgifterne for det almene byggeri blive fulgt, og der vil ske en egentlig evaluering af lovforslaget primo 2005.

Den endeligt godkendte anskaffelsessum ved byggeriets afslutning må ikke overstige det gældende maksimumsbeløb på påbegyndelsesdatoen. Da beløbet er fastsat på et forholdsvist højt niveau, åbnes der ikke mulighed for at godkende en anskaffelsessum, der overstiger maksimumbeløbet. Eventuelle overskridelser må afholdes helt og fuldt af bygherren uden for anskaffelsessummen. Er den pågældende afdeling selv bygherre, kan det ske ved nedsættelse af byggesagshonoraret eller ved tilskud fra egenkapitalen, således at der alene kan ydes offentlig støtte og beregnes husleje i forhold til den godkendte anskaffelsessum.

Ad 2. Nedsættelse af den kommunale grundkapital i 2005

Som led i regeringens aftale med de kommunale parter om kommunernes økonomi for 2004 indgår, at regeringen skal søge tilslutning til, at den kommunale støtte til nyt alment byggeri i 2005 fastholdes på det nuværende niveau. Det foreslås derfor i § 1, nr. 3, at den kommunale grundkapital i forbindelse med etablering af alment byggeri med tilsagn i 2005 fastholdes på de gældende 7 pct. af anskaffelsessummen. Forhøjelsen af realkreditbelåningen til 91 pct. af anskaffelsessummen vil ligeledes gælde i 2005. Da nedsættelsen af grundkapitalen gælder for 2005, medfører det statslige merudgifter i 2005, jf. de økonomiske bemærkninger. Regeringen vil tage initiativ til at drøfte finansieringen af merudgifterne med partierne bag boligaftalen af 15. oktober 2002 om flere og bedre boliger.

Ad 3. Indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med handicap

Den Sociale Ankestyrelse har november 2002 – januar 2003 gennemført en undersøgelse af boligstandarden i botilbud for personer under 67 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i kommuner og amtskommuner. Undersøgelsen viser bl.a., at ca. 450 botilbud til handicappede er på mellem 5 og 10 m 2 , og at de mindste botilbud typisk ikke har eget bad og toilet. Det fremgår endvidere, at godt 600 personer i 2001 er optaget på venteliste til et amtskommunalt botilbud. Endelig er der et mere skjult behov for handicapboliger, der hovedsagelig hidrører fra handicappede personer, der bor hos familien, men ønsker at flytte hjemmefra.

Amtsrådsforeningen har i en publikation af oktober 2003 om en sammenligning af amternes aktiviteter på socialområdet opgjort ventelisten til ca. 330. Der er tale om personer, der i 3 måneder eller derover har været visiteret til et botilbud.

Regeringen lægger vægt på, at de handicappedes boligforhold forbedres. Regeringen forhøjede derfor som led i boligaftalen fra sidste efterår statstilskuddet til etablering af boliger til yngre fysisk handicappede i 2003 og 2004, således at dette dækker hele den kommunale eller amtskommunale grundkapital.

Samtidig foreslås nedsættelsen af den (amts)kommunale grundkapital nu forlænget til og med 2005, jf. bemærkningerne ovenfor under ad 2.

Som undersøgelsen fra Den Sociale Ankestyrelse viser, er der imidlertid behov for en øget indsats for at sikre flere boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Derfor indgår udbygning af boliger til denne persongruppe som et centralt element i regeringens aftaler med de kommunale parter om kommunernes økonomi for 2004. Renovering af de mest utidssvarende boliger efter servicelovens § 92 indgår ligeledes i aftalerne.

Regeringen har som opfølgning på kommuneaftalen den 28. oktober 2003 indgået aftale med Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne på det sociale område om udmøntningen af satspuljen for 2004. Aftalen indebærer bl.a., at der med henblik på renovering af små og utidssvarende boliger efter servicelovens § 92 samt nedbringelse af ventelister til boliger for denne persongruppe i perioden 2004-2006 afsættes 450 mio. kr. samt overføres 96 mio. kr. fra to eksisterende puljer, svarende til en ramme på i alt 546 mio. kr. Til etablering af almene boliger er der i hele perioden afsat en ramme på i alt 295,3 mio. kr. tillagt op til 3 pct. til administration. Heraf overføres der for 2004 60 mio. kr. til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Fastsættelse af, hvor store beløb der skal anvendes til etablering af almene boliger i 2005 og 2006, og dermed overføres til Økonomi- og Erhvervsministeriet, vil ske på baggrund af erfaringerne i 2004.

Det er derudover aftalt, at der til amtskommunerne kan ydes et tilskud til service og pleje m.v. Dette henhører under socialministerens område.

Regeringen finder det samtidig vigtigt, at der skabes bedre incitamenter i kommuner og amter til at opføre flere handicapboliger. Regeringen har derfor aftalt med satspuljepartierne, at der skal igangsættes en nærmere undersøgelse af problemet med manglende incitamenter med henblik på at finde løsningsmuligheder. Regeringen vil derfor igangsætte et udredningsarbejde, som vil blive forelagt satspuljepartierne i marts 2004 med henblik på en drøftelse af løsningsmuligheder.

Det foreslås i § 1, nr. 4, at boligerne etableres som amtskommunale almene ældreboliger og i § 1, nr. 5, at økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udformningen af støtteordningen. Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at støtten skal dække udgifterne til den amtskommunale grundkapital, til den statslige ydelsesstøtte samt til evt. statsligt servicearealtilskud. Boliger finansieret af den afsatte pulje vil således ikke indgå i opgørelsen af Landsbyggefondens refusion af statslige udgifter til ydelsesstøtte. Det er herudover hensigten at fastsætte regler om, at boligerne udlejes til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og at amtsrådet har anvisningsretten til boligerne. Støtten udbetales til amtskommunen som et engangsbeløb. Med fuld dækning for udgiften til grundkapital styrkes amtskommunernes incitament til at etablere disse særlige boliger.

Det bemærkes, at amtsrådet herudover fortsat kan etablere amtskommunale ældreboliger efter de eksisterende støtteregler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ad 4. Indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med demens

Op mod 55.000 mennesker over 65 år lever i dag med demens. Demens kan opstå hos voksne og er markant stigende med alderen. I den ældre del af befolkningen (alder over 65) optræder sygdommen hos 6-8 pct. Man regner samtidig med, at der er omkring 5 – 10.000 yngre personer med demens (alder over 45 år).

Det er vigtigt, at der skabes en tryg ramme om den dementes hverdag. Boligen er her afgørende. Omkring 5.000 boliger af de ca. 70.000 boliger for ældre, der er omfattet af lov om social service eller lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., er specielt rettet mod personer med demens. Der er tale om såkaldte ”skærmede enheder”, hvor personalenormeringen traditionelt er højere, og hvor der evt. er særlige foranstaltninger.

Med henblik på at fremme kommunernes incitament til at bygge flere og bedre almene boliger bl.a. til personer med demens nedsatte regeringen med virkning fra den 15. juni 2001 den kommunale grundkapital fra 14 til 7 pct. Denne nedsættelse foreslås nu forlænget til og med 2005, jf. bemærkninger ovenfor under ad 2. Der er imidlertid behov for en øget indsats for at sikre flere egnede boliger til både yngre og ældre personer med demens, idet antallet af nye tilfælde af demens må forventes at stige i årene fremover.

Regeringen indgik derfor den 30. juni 2003 en aftale med Dansk Folkeparti, som bl.a. indebærer, at staten inden for en pulje på 15 mio. kr. yder den fulde offentlige støtte til opførelse af almene familieboliger eller ældreboliger til personer med demens.

I forlængelse heraf foreslås det i § 1, nr. 5, at økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler om udformningen af støtteordningen. Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at støtten skal dække udgifterne til den (amts)kommunale grundkapital, til den statslige ydelsesstøtte samt til evt. statsligt tilskud til servicearealer. Boliger finansieret af den afsatte pulje vil således ikke indgå i opgørelsen af Landsbyggefondens refusion af statslige udgifter til ydelsesstøtte. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at boligerne udelukkende skal kunne udlejes til personer med demens. Herudover er det hensigten at fastsætte regler om, at det påhviler amtsrådet/kommunalbestyrelsen at sikre, at boligerne og evt. tilknyttede servicearealer indrettes med henblik at sikre de særlige behov hos personer med demens, og at amtsrådet/kommunalbestyrelsen har anvisningsretten til boligerne. Til (amts)kommunen udbetales støtten som et engangsbeløb. Med fuld dækning af udgifterne til grundkapital styrkes (amts)kommunernes incitament til at etablere denne særlige boform.

Ad 5. Præcisering af lovhjemmel til at udstede påbud

Som led i det kommunale tilsyn med de almene boligorganisationer kan kommunalbestyrelsen efter § 165 i den gældende lov træffe sådanne forholdsregler, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig drift af den almene organisation og dens afdelinger i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor.

Folketingets Ombudsmand har i en redegørelse af 10. marts 2003 i en sag om et kommunalt pålæg til to afdelinger under et alment boligselskab om at melde sig ud af Køge Lejerforening rejst tvivl om, hvorvidt den tidligere tilsvarende bestemmelse i § 18 i lov om boligbyggeri indeholdt en klar og utvetydig lovhjemmel til at udstede et retligt bindende påbud over for en boligorganisation. Ifølge bestemmelsen kunne kommunalbestyrelsen træffe sådanne forholdsregler, som skønnedes nødvendige for at sikre en forsvarlig drift af selskabet og dets afdelinger i overensstemmelse med de regler, der var fastsat herfor. § 18 blev ophævet ved ikrafttrædelsen af lov om almene boliger m.v. den 1. januar 1997, men er videreført i den gældende lovs § 165.

På denne baggrund indeholder lovforslaget en præcisering af den gældende bestemmelse i § 165. Præciseringen indebærer ingen ændring set i forhold til det hidtidige forudsatte anvendelsesområde for § 165 eller § 18 i den tidligere lov om boligbyggeri.

Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Nedenfor belyses de økonomiske konsekvenser for stat og kommuner af lovforslagets § 1, nr. 2-4 hver for sig. Derefter følger en samlet vurdering af forslagets økonomiske konsekvenser.

Indførelse af bindende maksimumbeløb for anskaffelsessum for alment nybyggeri

Den i § 1, nr. 2, foreslåede indførelse af et bindende maksimumbeløb medfører mindreudgifter for stat og kommuner på grund af bortfald af den offentlige støtte til dyrt alment byggeri. Forslaget skønnes med nogen usikkerhed at medføre en reduktion af den samlede anskaffelsessum på 130 mio. kr. i 2004.

Det forudsættes ved beregningen af de økonomiske konsekvenser, at byggeriet finansieres ved hjælp af 30-årige rentetilpasningslån med en effektiv rente på 5 pct., og at den årlige stigning i nettoprisindekset er på 2,2 pct.

Forslaget skønnes at medføre en samlet offentlig mindreudgift på 45 mio. kr. om året i 2004 og 2005, opgjort i 2004-priser. Forslaget medfører således mindreudgifter til kommunal grundkapital på 9 mio. kr. og mindreudgifter til statslig ydelsesstøtte på 36 mio. kr. om året i 2004 og 2005 på grund af lavere anskaffelsesudgifter for byggeprojekter, der ellers ville overskride maksimumbeløbet. Idet aktivitetseffekten af grundkapitalnedsættelsen fra 14 til 7 pct. ophører i 2006, jf. nedenfor, bliver den offentlige besparelse herefter mindre.

Tabel 1 viser de økonomiske konsekvenser for stat og kommuner 2004-2007.

Tabel 1: Økonomiske konsekvenser som følge af indførelse af maksimumbeløb for alment boligbyggeri

(Mio. kr., 2004-prisniveau) 2004 2005 2006 2007

Statslig ydelsesstøtte -36 -36 -24 -24

Kommunal grundkapital -9 -9 -17 -17

I alt -45 -45 -41 -41

Anm.: En negativ værdi angiver en mindreudgift.

Derudover vil der være en statslig merudgift på 0,7 mio. kr. i 2004 til tilpasninger af Erhvervs- og Boligstyrelsens informations- og forvaltningssystem for støttet boligbyggeri (BOSSINF). Denne merudgift afholdes af 08.41.05.30. Udgifter til BOSSINF.

Nedsættelse af den kommunale grundkapital i 2005

Den i § 1, nr. 3, foreslåede nedsættelse af den kommunale grundkapital i 2005 indebærer merudgifter for det offentlige på grund af det forudsatte øgede almene boligbyggeri. Hertil kommer en forhøjet statsstøtte og en modsvarende lavere kommunal betaling vedrørende den allerede indbudgetterede byggeaktivitet.

For 2005 forventes den reducerede kommunale betaling at øge det almene boligbyggeri i et omfang, der svarer til 600 almene familieboliger.

Finansieringsomlægningen medfører statslige merudgifter i 2005, da den halverede grundkapital betyder en statslig merudgift til ydelsesstøtte. Opgjort til nutidsværdi udgør den samlede statslige merudgift 615 mio. kr., heraf 189 mio. kr. til den øgede aktivitet. Den kommunale mindreudgift udgør 378 mio. kr., heri indregnet en merudgift på 48 mio. kr. på grund af den øgede aktivitet. Lovforslaget indebærer derfor for året 2005 en samlet offentlig merudgift på 237 mio. kr. opgjort i 2004-priser.

Indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med handicap

Regeringen har som opfølgning på kommuneaftalen den 28. oktober 2003 indgået aftale med Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne på det sociale område om udmøntningen af satspuljen for 2004. Aftalen indebærer bl.a., at der i perioden 2004-2006 afsættes 150 mio. kr. årligt, svarende til 450 mio. kr., med henblik på renovering af små og utidssvarende boliger efter servicelovens § 92, erstatningsbyggeri som følge heraf samt nedbringelse af ventelister til boliger for personer med handicap. Der overføres endvidere 48 mio. kr. i 2005 og 2006, svarende til 96 mio. kr., fra to eksisterende puljer, således at den samlede ramme udgør i alt 546 mio. kr. Til etablering af amtskommunale almene ældreboliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er der i hele perioden afsat en ramme på i alt 295,3 mio. kr. tillagt op til 3 pct. til administration.

Ud af den samlede pulje på 150 mio. kr. i 2004, der er afsat til Socialministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, er der afsat 60 mio. kr. under Økonomi- og Erhvervsministeriet, som fordeles på to puljer, hvor den ene vedrører erstatningsboliger for nedlagte botilbud efter servicelovens § 92 og den anden boliger til nedbringelse af amtskommunale ventelister m.v. Forslaget indebærer derfor ikke en forøgelse af de samlede offentlige udgifter i 2004. Eventuelle uforbrugte midler i 2004 kan overføres til følgende finansår. Fastsættelse af, hvor store beløb der skal anvendes til etablering af almene boliger i 2005 og 2006, og dermed overføres til Økonomi- og Erhvervsministeriet, vil ske på baggrund af erfaringerne i 2004.

Bevillingen dækker, indtil den er forbrugt, amtskommunens udgifter til grundkapital (7 pct. af anskaffelsessummen), statens udgifter til den løbende ydelsesstøtte samt statens tilskud til eventuel etablering af servicearealer i tilknytning til boligerne. De statslige udgifter til ydelsesstøtte, som dækkes af bevillingen, vil ikke være omfattet af Landsbyggefondens refusion.

Af den samlede bevilling kan op til 3 pct. afholdes til administration, heraf 2/3 til lønsum. Forslaget forventes desuden med nogen usikkerhed at medføre udgifter på 1,0 mio. kr. til tilpasninger af Erhvervs- og Boligstyrelsens BOSSINF-system. Denne merudgift afholdes af 08.41.05.30. Udgifter til BOSSINF.

Det forudsættes, at boligerne til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne opføres som plejeboliger (ældreboliger med tilknyttet serviceareal). Prisen på en ældrebolig forudsættes at være 1.090.000 kr. (2004-prisniveau). Puljen dækker nutidsværdien af statens løbende udgifter til ydelsesstøtten, den kommunale grundkapital samt servicearealtilskuddet, der maksimalt må udgøre 40.000 kr. pr. bolig, der tilknyttes servicearealet.

Under disse forudsætninger vil der kunne opføres i størrelsesordenen 140 boliger i 2004.

Der er endnu ikke taget stilling til størrelsen af den pulje, der afsættes i 2005 og 2006, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger ovenfor under ad 3.

Indførelse af særlige regler for etablering af boliger til personer med demens

Med forslaget afsættes et beløb på 15 mio. kr. for finansåret 2004 til etablering af boliger til demente. Udgiften finansieres af midler afsat på Akt 194 af 2. september 2003 om forbedringer for de svage grupper i samfundet, der optages på Forslag til Lov om tillægsbevilling for finansåret 2003 med 15 mio. kr. på 08.41.13. Boliger til demente. Forslaget indebærer derfor ikke en forøgelse af de samlede offentlige udgifter. Eventuelle uforbrugte midler i 2004 kan overføres til følgende finansår.

Bevillingen dækker, indtil den er forbrugt, (amts)kommunens udgifter til grundkapital (7 pct. af anskaffelsessummen), statens udgifter til den løbende ydelsesstøtte samt tilskud til evt. etablering af servicearealer i tilknytning til boligerne til personer med demens. De statslige udgifter til ydelsesstøtte, som dækkes af bevillingen, vil ikke være omfattet af Landsbyggefondens refusion.

Af bevillingen forudsættes anvendt midler til evaluering og erfaringsformidling, ligesom op til 3 pct. af den samlede bevilling kan anvendes til administration, heraf 2/3 til lønsum. Forslaget forventes desuden at medføre udgifter på 0,4 mio. kr. til tilpasninger af Erhvervs- og Boligstyrelsens BOSSINF-system. Disse udgifter afholdes inden for den afsatte pulje og overføres til Erhvervs- og Boligstyrelsen på Forslag til Lov om tillægsbevilling for finansåret 2003.

Det forudsættes, at boligerne til demente opføres som plejeboliger (ældreboliger med tilknyttet serviceareal). Prisen på en ældrebolig forudsættes at være 1.090.000 kr. (2004-prisniveau). Puljen dækker nutidsværdien af statens løbende udgifter til ydelsesstøtten, den kommunale grundkapital samt servicearealtilskuddet, der maksimalt må udgøre 40.000 kr. pr. bolig, der tilknyttes servicearealet.

Under disse forudsætninger vil der kunne opføres 30-35 boliger til personer med demens, og boligerne skal udelukkende kunne lejes ud til personer med demens.

Samlede økonomiske konsekvenser

Af tabel 2 nedenfor fremgår de samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget.

Tabel 2: Samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget

(Mio. kr., 2004-prisniveau) 2004 2005 2006 2007

Statslig ydelsesstøtte -36 579 -24 -24

Kommunal grundkapital -9 -387 -17 -17

I alt -45 192 -41 -41

Heraf: staten -36 579 -24 -24

Heraf: kommunen -9 -387 -17 -17

Anm.: En negativ værdi angiver en mindreudgift.

Som led i kommuneaftalen reduceres det kommunale bloktilskud ikke med den beregnede mindreudgift på 378 mio. kr. i forbindelse med en grundkapitalnedsættelse i 2005. Derimod forudsættes det kommunale bloktilskud i 2005 reduceret med den beregnede mindreudgift på 9 mio. kr. som følge af indførelsen af maksimumbeløbet. Forslaget medfører derfor statslige merudgifter på i alt 615 mio. kr. i 2005, jf. pkt. 2. Regeringen vil tage initiativ til at drøfte finansieringen af merudgifterne med partierne bag boligaftalen om flere og bedre boliger.

De kommunaløkonomiske konsekvenser som følge af forslag om indførelse af et bindende maksimumbeløb, handicapboliger og boliger til personer med demens skal forhandles med de kommunale parter.

Med hensyn til aktivitetsvirkningerne forventes forslaget om et bindende maksimumbeløb at medføre et begrænset aktivitetsfald i byggesektoren som følge af en mindsket samlet anskaffelsessum i det almene boligbyggeri i 2004-2007. Forslagene om boliger til personer med demens og personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne forventes at medføre en begrænset aktivitetsstigning i 2004-2007. Forslaget om en forlængelse af grundkapitalnedsættelsen skønnes at øge investeringerne i byggeriet svarende til en meraktivitet på 600 almene familieboliger i 2005-2006. Den direkte beskæftigelseseffekt i bygge- og anlægssektoren af det samlede lovforslag topper i 2005 med en merbeskæftigelse på ca. 500 helårspersoner. Det samlede forslag vurderes under de aktuelle forventninger til aktivitetsniveauet ikke at føre til inflationsskabende flaskehalse i bygge- og anlægssektoren i 2004-2006.

Administrative konsekvenser for det offentlige

Den i § 1, nr. 2, foreslåede indførelse af et bindende maksimumbeløb skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for kommunerne. Den i § 1, nr. 3, foreslåede nedsættelse af den kommunale grundkapital i 2005 skønnes ikke at have administrative konsekvenser for stat og kommuner, idet der udelukkende er tale om en forlængelse af en allerede eksisterende ordning.

De foreslåede ordninger vedrørende opførelse af boliger til personer med demens og personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 1, nr. 4 og 5, skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for kommuner og amter i forbindelse med ansøgning om støtte, idet der er tale om forbedringer af en eksisterende ordning.

Økonomi- og Erhvervsministeriet vil få en vis administrativ merbelastning i forbindelse med implementeringen og den løbende administration af de forbedrede støttemuligheder for boliger til personer med demens og personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Udgifterne hertil afholdes af de afsatte puljer.

For administrative konsekvenser for staten vedrørende tilretning af Erhvervs- og Boligstyrelsens BOSSINF-system henvises til de økonomiske bemærkninger til maksimumbeløb og boliger til demente ovenfor.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslagene om grundkapitalnedsættelse samt om boliger til personer med demens og personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne forventes at medføre en begrænset afledt økonomisk effekt for erhvervslivet i form af øget påbegyndt byggeri 2004-2006, jf. afsnittet om aktivitetsvirkninger ovenfor. Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet på samfundsniveau eller pr. virksomhed i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Høring

Lovforslaget er sendt i høring hos Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune, Boligselskabernes Landsforening, Landsbyggefonden, Byggeskadefonden, Bygherreforeningen i Danmark, BAT-kartellet, Lejernes Landsorganisation, Ejendomsforeningen Danmark, Danmarks Lejerforening, Advokatrådet, KommuneKredit, Realkreditrådet, Finansstyrelsen, Landsforeningen Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, Alzheimerforeningen, Ældreboligrådet, Ungdomsboligrådet, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Justitsministeriet. Den foreslåede § 134 b er den 30. oktober 2003 sendt i særskilt høring.

Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Kommunale mindreudgifter på 9 mio. kr. i 2004, 387 mio. kr. i 2005 og 17 mio. kr. pr. årgang i 2006-2007. Statslige mindreudgifter på 36 mio. kr. i 2004 og 24 mio. kr. pr. årgang i 2006-2007. Statslige merudgifter på 579 mio. kr. i 2005.

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Ingen Ingen nævneværdig meradministration for kommuner og amter.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Afledt økonomisk effekt i form af øget påbegyndt byggeri af 600 almene boliger i 2005. Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter de gældende regler refunderer Landsbyggefonden statens samlede udgifter til ydelsesstøtte til den del af den samlede anskaffelsessum med tilsagn i 2004, som overstiger 5.408 mio. kr. For anskaffelsessummen indtil 5.408 mio. kr. refunderes alene den statslige merudgift til ydelsesstøtte som følge af nedsættelsen af grundkapitalen fra 14 til 7 pct.

Med henblik på at fastholde Landsbyggefondens betaling i overensstemmelse med boligaftalen af 15. oktober 2002, skal den fulde besparelse på ydelsesstøtten ved den mindre samlede anskaffelsessum alene tilfalde staten. Det er derfor nødvendigt at reducere den del af den samlede anskaffelsessum, hvortil staten betaler ydelsesstøtte, således at reduktionen svarer til den mindre udgift til ydelsesstøtte. Landsbyggefondens samlede refusion vil ikke blive påvirket heraf.

I forlængelse heraf foreslås det, at den del af anskaffelsessummen, hvortil Landsbyggefonden refunderer statens udgifter til ydelsesstøtte som følge af nedsættelsen af grundkapitalen fra 14 til 7 pct. reduceres med 176 mio. kr. fra 5.408 mio. kr. til 5.232 mio. kr., samt Landsbyggefonden refunderer hele den statslige ydelsesstøtte til den del af den samlede anskaffelsessum, som overstiger 5.232 mio. kr.

Til nr. 2

Med forslaget bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte bindende maksimumbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri, således at den endeligt godkendte anskaffelsessum ikke må overstige maksimumbeløbet.

Det er hensigten i bekendtgørelsen om støtte til almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. at fastsætte et maksimumbeløb differentieret geografisk og efter boligtype. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger.

Maksimumbeløbet gælder for tilsagn efter § 115, stk. 1-4, § 117, stk. 1, og kap 9 a, dvs. både for nybyggeri og ombygninger.

Det er maksimumbeløbet på påbegyndelsestidspunktet, der skal være overholdt. Dvs. det er maksimumbeløbet på tidspunktet for kommunens godkendelse af anskaffelsessummen på skema-B, ved byggeriet påbegyndelse, som sætter den øvre grænse for anskaffelsessummen. Overskrides maksimumbeløbet, afholdes overskridelsen af bygherren. I de tilfælde, hvor afdelingen er bygherre, dækkes overskridelsen ved en afkortning af byggesagshonoraret og ved tilskud fra boligorganisationens egenkapital, således at afdelingens drift ikke belastes.

Det er endvidere hensigten at foretage en årlig regulering af det bindende maksimumbeløb, således at beløbet reguleres med udviklingen i nettoprisindekset. Reguleringen vil blive foretaget første gang den 1. januar 2005.

Til nr. 3

Efter de gældende regler er den kommunale grundkapital i forbindelse med nyt alment byggeri nedsat fra 14 til 7 pct. af anskaffelsessummen i perioden fra 15. juni 2001 til 31. december 2004. Som led i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2004 er det aftalt, at regeringen skal søge tilslutning til at forlænge denne periode frem til 31. december 2005.

Til nr. 4 og 5

Med henblik på at fremme etablering af boliger til personer med betydelige og varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser foreslås det i § 134 b, at økonomi- og erhvervsministeren kan yde støtte til opførelse af amtskommunale almene ældreboliger som forbeholdes denne personkreds. Støtten fastsættes inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove.

Med henblik på at fremme etablering af boliger til personer med demens foreslås det endvidere i § 134 c, at økonomi- og erhvervsministeren kan yde støtte til opførelse af almene familieboliger og ældreboliger, som forbeholdes personer med demens. Støtten fastsættes inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove.

Det foreslås i § 143, stk. 3, at økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udformningen af støtten. Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at støtten skal dække udgifterne til den (amts)kommunale grundkapital, til den statslige ydelsesstøtte samt til evt. statsligt tilskud til servicearealer. Støtten til den kommunale grundkapital udbetales som et engangsbeløb til (amts)kommunen. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at boligerne udelukkende skal kunne udlejes til den beskrevne personkreds af personer med handicap og til personer med demens, og om, at tilskuddet til den (amts)kommunale grundkapital som udgangspunkt skal tilbagebetales, hvis boligerne inden for en periode på 10 år fra skæringsdatoen udlejes til andre end disse personer. Herudover er det, f.s.v.a. boliger til personer med demens, hensigten at fastsætte regler om, at det påhviler amtsrådet/kommunalbestyrelsen at sikre, at boligerne og evt. tilknyttede servicearealer indrettes med henblik på at sikre de dementes særlige behov. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at amtsrådet/kommunalbestyrelsen har anvisningsretten til boligerne til personer med demens og personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det bemærkes, at amtsrådet herudover fortsat kan etablere amtskommunale ældreboliger efter de eksisterende støtteregler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Til nr. 6

Det foreslås præciseret i § 165, stk. 1, at kommunalbestyrelsen som led i sit tilsyn kan udstede et retligt bindende påbud, hvis dette skønnes nødvendigt for at sikre en forsvarlig drift af den almene boligorganisation og dens afdelinger i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor.

Et kommunalt påbud kan f.eks. være nødvendigt, hvis der ikke foretages tilstrækkelige henlæggelser til planlagt vedligeholdelse i boligorganisationens afdelinger, eller hvis et opsamlet underskud eller underfinansiering i den almene boligorganisation ikke afvikles efter de herom gældende regler.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Den nærmere procedure for tildeling af støtte til boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal fastlægges i samarbejde med Socialministeriet og Amtsrådsforeningen. Det foreslås derfor i stk. 2, at den foreslåede § 134 b først træder i kraft den 1. april 2004.

Der foreslås en overgangsordning, således at projekter, hvor der inden lovforslagets fremsættelse er indgået forhåndsaftale om byggeriet eller er valgt bygherre, ikke er omfattet af maksimumbeløbet som foreslået i § 1, nr. 2, såfremt der meddeles tilsagn om støtte inden den 1. juli 2004.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1 I lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 30. juni 2003, foretages følgende ændringer:

Stk. 2. Landsbyggefonden refunderer staten et beløb, der svarer til statens udgifter til ydelsesstøtte som følge af forøgelsen af realkreditbelåningen fra 84 til 91 pct., jf. § 118 a, af en samlet anskaffelsessum på 5.532 mio. kr. i 2002, 5.472 mio. kr. i 2003 og 5.408 mio. kr. i 2004. Stk. 3. Herudover refunderer Landsbyggefonden staten et beløb, der svarer til statens samlede udgifter til ydelsesstøtte til den del af den samlede anskaffelsessum, som i 2002 overstiger 5.532 mio. kr., i 2003 overstiger 5.472 mio. kr. og i 2004 overstiger 5.408 mio. kr. 1. I § 92 a, stk. 2 og 3, ændres »5.408 mio. kr. « til: »5.232 mio. kr.«

2. I § 115 indsættes som stk. 8 : »Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter maksimumbeløb for anskaffelsessummen for alment byggeri. Den endelige godkendte anskaffelsessum for alment byggeri med tilsagn efter stk. 1-4, § 117, stk. 1, eller kap. 9 a må ikke overstige det på påbegyndelsestidspunktet gældende maksimumbeløb. «

§ 118 a. For tilsagn efter § 115, stk. 1-4, der meddeles i perioden 15. juni 2001 til 31. december 2004, forhøjes de i § 118, stk. 1 og 2, nævnte realkreditlån til 91 pct., samtidig med at den i § 118, stk. 1, nævnte kommunale grundkapital nedsættes til 7 pct. og den i § 118, stk. 2, nævnte amtskommunale grundkapital nedsættes til 7 pct. 3. I § 118 a ændres »2004 « til: »2005«.

4. Efter § 134 a indsættes: »Boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne § 134 b. Med henblik på at fremme etablering af boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan økonomi- og erhvervsministeren yde støtte til udgifter forbundet med etablering af amtskommunale almene ældreboliger til denne personkreds. Støtten fastsættes inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. Boliger til personer med demens § 134 c. Med henblik på at fremme etablering af boliger til personer med demens kan økonomi- og erhvervsministeren yde støtte til udgifter forbundet med etablering af almene familieboliger og ældreboliger til personer med demens. Støtten fastsættes inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. «

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om de i §§ 115, 116, stk. 1-3, 117, 130, stk. 2, 131, § 134 a, 136, 137, 140, 142 og § 142 a nævnte forhold. 5. I § 143, stk. 3, indsættes efter »§ 134 a, « : »§ 134 b, § 134 c « .

§ 165. Kommunalbestyrelsen kan træffe sådanne forholdsregler, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig drift af den almene organisation og dens afdelinger i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor. 6. § 165, stk. 1, affattes således: »Kommunalbestyrelsen kan meddele de påbud, som skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig drift af den almene boligorganisation og dens afdelinger i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor. «

§ 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Stk. 2. Bestemmelsen i § 134 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, træder dog først i kraft den 1. april 2004. Stk. 3. Bestemmelsen i § 115, stk. 8, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, finder ikke anvendelse for tilsagn om offentlige støtte, der meddeles inden den 1. juli 2004, såfremt der inden 12. november 2003 er indgået forhåndsaftale om byggeriet eller er valgt bygherre efter § 116.

Bilag 2

Bilag 2 Folketingets forhandlinger vedrørende lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Folketingsåret 1995-96 : (L 158) FF 2909, 3182, 6156, 6450. Till. A 3617, till. B 650, 780, 1173, till. C 608. Loven stadfæstet 22. maj 1996. (Lovtidende nr. 374) Folketingsåret 1999-2000 : (L 109) FF 1939, 2447, 2650. Till. A 2857, 2846, till. B 209, till. C 277. Loven stadfæstet 23. december 1998. (Lovtidende nr. 1004)

Folketingsåret 1996-97 : (L 42) FF 1571, 4879, 5005. Till. A 1298, 1271, till. B 404, till. C 298. Loven stadfæstet 2. april 1997. (Lovtidende nr. 229) Folketingsåret 1999-2000 : (L 34) FF 607, 2226, 2334. Till. A 1043, 1027, till. B 106, till. C 121. Loven stadfæstet 20. december 1999. (Lovtidende nr. 935)

Folketingsåret 1996-97 : (L 186) FF 5285, 6868, 7450. Till. A. 3949, 3925, till. B 891, 1054, till. C 463. Loven stadfæstet 10. juni 1997. (Lovtidende nr. 380) F olketingsåret 1999-2000 : (L 124) FF 2077, 2559, 2798. Till. A 3384, 3361, till. B 209, 316, till. C 297. Loven stadfæstet 29. december 1999. (Lovtidende nr. 1086)

Folketingsåret 1997-98 : (L 48 A) FF 2227. Till. C 73. Loven stadfæstet 17. december 1997. (Lovtidende nr. 969) Se tillige FF 1060, 2018. Till. A 1197, 1150, till. B 51, 76. (L 48) Folketingsåret 1999-2000 : (L 211) FF 5107, 7988, 8730. Till. A 5897, 5858, till. B 1340, till. C 928. Loven stadfæstet 31. maj 2000. (Lovtidende nr. 404)

Folketingsåret 1997-98 : (L 48 B) FF 2228. Till. B 106, till. C 74. Loven stadfæstet 17. december 1997. (Lovtidende nr. 970) Se tillige FF 1060, 2018. Till. A 1197, 1150, till. B 51, 76. (L 48) Folketingsåret 1999-2000 : (L 286) FF 7592, 8396, 8731. Till. A 7880, 7856, till. B 1333, till. C 1170. Loven stadfæstet 31. maj 2000. (Lovtidende nr. 407)

Folketingsåret 1998-99 : (L 46) FF 725, 2190, 2409. Till. A 1254, 1218, till. B 113, 143, 280, till. C 129. Loven stadfæstet 23. december 1998. (Lovtidende nr. 1001) Folketingsåret 2000-2001 : (L 82) FF 1194, 2529, 2820. Till. A 2187, 2179, till. B 485, till. C 346. Loven stadfæstet 20. december 2000. (Lovtidende nr. 1256)

Folketingsåret 2001-2002 : (L29) FF 651. Till. A 640, 631. Loven stadfæstet 7. februar 2002. (Lovtidende nr. 75) Folketingsåret 2002-2003 (L55) FF 1083, 2114, 2858. Till. A 1194, 1172, till. B 132, till. C 98. Loven stadfæstet 16. december 2002. (Lovtidende nr. 1092)

FF 903, 2550, 2692 (L41) Till. A 1068, 1052, till. B 154, till. C 29. Loven stadfæstet 20. marts 2002 (Lovtidende nr. 137) Folketingsåret 2002-2003 (L 52) FF 1080, 2113, 2858. Till. A 1119, 1112, till. B 124, till. C 93. Loven stadfæstet 17. december 2002. (Lovtidende nr. 1086)

FF 3374, 6151, 6531. (L120) Till. A 3130, 3117, till. C 436. Loven stadfæstet 22. maj 2002. (Lovtidende nr. 314) FF 1100, 2115, 2859. ( L 53) Till. A 1146, 1120, till. B 128, till. C 94. Loven stadfæstet 17. december 2002 (Lovtidende nr. 1087)

FF 4757, 6148,6392 (L170) Till. A 4434, 4404, till. B. 785, till. C 409. Loven stadfæstet 6. juni 2002. (Lovtidende nr. 402) FF 1116, 2676, 2885. (L54) Till. A 1170, 1148, till. C 202. Loven stadfæstet 17. december 2002. (Lovtidende 1188)

FF 4031, 6150, 6528 (L119) Till. A 3520, 3486, till. C 431. Loven stadfæstet 6. juni 2002. (Lovtidende nr. 423)

Versioner

  1. 2003-11-12