Forslag til Lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel\n(Egenbetaling for private arbejdsgivere)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00075@2003-11-13/da
Indhold
Fremsat den 13. november 2003 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
(Egenbetaling for private arbejdsgivere)
§ 1
I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 417 af 10. juni 2003, foretages følgende ændring:
1. § 27 affattes således:
» § 27. En privat arbejdsgiver kan tegne en forsikring, som giver arbejdsgiveren ret til fra lønmodtagerens 2. fraværsdag at få refunderet et beløb fra kommunen, som svarer til de dagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren. Beløbet kan dog ikke overstige det beløb, som lønmodtageren efter § 9, stk. 5, har ret til fra kommunen.
Stk. 2. Det er en betingelse, at virksomhedens samlede årlige lønsum ikke overstiger et beløb, hvis størrelse fastsættes af Direktøren for Arbejdsdirektoratet, jf. stk. 5.
Stk. 3. De samlede præmier til forsikringen fastsættes således, at de dækker 70 pct. af udgifterne til ordningen.
Stk. 4. Private arbejdsgivere er:
1) Alle arbejdsgivere, bortset fra offentlige myndigheder og private institutioner, hvis udgifter dækkes med mindst 50 pct. af offentlige midler.
2) Forældre, der har valgt at få et økonomisk tilskud til privat pasning, jf. § 26 i lov om social service.
Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter regler om forsikringsordningen, herunder om virksomhedens årlige lønsum, beregning af lønsum og præmie, optagelse og udtræden m.v.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Bemærkninger til lovforslaget
I. Baggrunden for forslaget
Lovforslaget er et led i gennemførelsen af finanslovsaftalen for 2004 indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne.
Finanslovsforslagets elementer på sygedagpengeområdet har til formål at nedbringe sygefraværet. Som følge heraf foreslås det at ændre forsikringsordningen for mindre private arbejdsgivere, således at de økonomiske incitamenter til at begrænse sygefraværet øges.
Forsikrede virksomheder har generelt et højere sygefravær pr. ansat. Beregninger viser, at de mindre forsikrede virksomheder også har et gennemsnitligt længere sygefravær pr. ansat end ikke-forsikrede virksomheder. Indførelse af egenbetaling forventes at give arbejdsgiverne et økonomisk incitament til at nedbringe antallet af sygefraværsdage.
Det foreslås derfor, at arbejdstagerens første sygedag ikke længere omfattes af forsikringsordningen for mindre virksomheder.
II. Gældende regler
Arbejdsgiveren afholder i de fleste tilfælde udgifterne til sygedagpenge eller løn under sygdom i de første 2 uger af lønmodtagerens fravær. Herefter betaler lønmodtagerens bopælskommune sygedagpenge til den sygemeldte eller refusion til arbejdsgiveren.
Private arbejdsgivere kan tegne en forsikring, der giver ret til refusion fra lønmodtagernes bopælskommune for sygedagpenge fra første dag. Kun arbejdsgivere med en lønsum på 5.447.750 kr. (1.750 x det højeste dagpengebeløb pr. uge) og derunder kan optages i forsikringen. Overstiger virksomhedens lønsum 6.724.080 kr., bliver virksomheden udelukket at forsikringen.
Bidraget til forsikrede mindre arbejdsgivere fastsættes som en procentdel af arbejdsgivernes lønsum. Bidragsprocenten fastsættes således, at den dækker 70 pct. af de forventede udgifter til sygedagpenge inkl. arbejdsdirektoratets udgifter til administration af ordningen. Den enkelte arbejdsgivers bidragsprocent er i 2003 herefter fastsat til 0,88 pct. af virksomhedens lønsum. Da ordningen dækker alle sygedage, er der ringe incitament til at nedbringe antallet af sygedage.
III. Forsikringsordningens omfang
Pr. den 30. oktober 2003 omfattede ordningen 40.185 forsikrede. Ca. 42.000 virksomheder har i løbet af 2002 været omfattet af forsikringsordningen enten hele 2002 eller i en periode i løbet af 2002.
En opgørelse fra Kommunedatas sygedagpengeregister og forsikringsordningens administrative system SORDA viser, at 1/3 af virksomhederne ikke har haft udgifter til sygedagpenge, mens de har været i forsikringsordningen i løbet af 2002. Der er her ikke taget hensyn til, hvor længe de har været i forsikringsordningen, og en del af virksomhederne uden fravær har formentlig kun været i forsikringsordningen i en kort del af året.
Knap ¼ af de forsikrede virksomheder har kun 1-2 sygefraværsperioder i løbet af et år og vil blive berørt tilsvarende lidt. En anden fjerdedel har 3-9 sygetilfælde, mens de resterende knap 1/5 har 10 sygefraværsperioder eller derover i løbet af et år.
Sammenlagt er der ca. 260.000 sygesager i forsikringsordningen, svarende til ca. 260.000 dage med egenbetaling, hvis forslaget gennemføres.
IV. Forslaget
Det foreslås, at private arbejdsgivere først kan få refusion fra kommunen for sygedagpenge til lønmodtageren fra 2. fraværsdag, således at arbejdsgiverne frivilligt kan forsikre sig mod udgiften til dagpenge udbetalt ved lønmodtagers sygefravær undtaget 1. fraværsdag.
Arbejdsgiverens dækningsprocent foreslås fortsat fastsat til 70 pct. af udgifterne til sygedagpenge fra dag 2, mens staten afholder 30 pct. af udgifterne til sygedagpenge fra dag 2. Ved at beholde arbejdsgiverens dækningsprocent på 70 pct. fra den eksisterende ordning, vil arbejdsgiveren få mindreudgifter til selve forsikringsordningen, hvorimod arbejdsgivernes udgifter til sygedagpenge vil stige.
Forslaget berører ikke arbejdsgivernes mulighed for efter § 28 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel at indgå en aftale med lønmodtageren, som har en væsentlig forøget sygdomsrisiko. Aftalen skal godkendes af kommunen. Arbejdsgiveren fritages herefter for udgiften til dagpenge i de første 2 uger, hvis lønmodtageren sygemeldes på grund af den lidelse, som § 28-aftalen omfatter.
Bestemmelsen i § 27 har i forbindelse med forslaget gennemgået en sproglig redigering. Der er i øvrigt ikke foretaget ændringer i bestemmelsen, som nu er opdelt i stk. 1-5.
V. Økonomiske og administrative konsekvenser
Ved egenbetaling for den første sygedag for forsikrede mindre arbejdsgivere, skal arbejdsgiverne betale ca. 0,65 pct. af lønsummen, hvis lønsum og sygefravær er som skønnet for 2003, hvor arbejdsgiverne betaler 0,88 pct. af lønsummen. Derved sparer arbejdsgiverne 117 mill. kr. i præmiebidrag. Arbejdsgivernes merudgifter til sygedagpenge den første sygedag svarer til 167 mill. kr. Arbejdsgiverne skønnes herefter at få en merudgift på ca. 50 mill. kr., mens staten får en tilsvarende besparelse.
De nye incitamenter vil sandsynligvis føre til nedbringelse af sygefraværet, der generelt vil gavne de mindre forsikrede arbejdsgivere.
VI. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget vil indebære en mindreudgift for arbejdsgiveren til forsikringsordningens præmie og en merudgift til sygedagpenge ved lønmodtagerens første sygefraværsdag. Dette vil være en positiv strukturel og økonomisk konsekvens.
Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Forslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.
VII. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
VIII. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.
IX. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/ mindreudgifter Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner 50 mill. kr. Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet 117 mill. kr. 167 mill. kr.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 27
Til nr. 1
Arbejdsgiveren afholder i de fleste tilfælde udgifterne til sygedagpenge eller løn under sygdom de første 2 uger af lønmodtagerens fravær. Herefter betaler lønmodtagerens bopælskommune sygedagpenge til den sygemeldte eller refusion til arbejdsgiveren.
Private arbejdsgivere kan tegne en forsikring, der giver ret til refusion fra lønmodtagernes bopælskommune for sygedagpenge fra første dag. Kun arbejdsgivere med en lønsum på 5.447.750 kr. (1.750 x det højeste dagpengebeløb pr. uge) og derunder kan optages i forsikringen. Overstiger virksomhedens lønsum 6.724.080 kr., bliver virksomheden udelukket af forsikringen.
Det foreslås, at private arbejdsgivere først kan få refusion fra kommunen for sygedagpenge til lønmodtageren fra 2. fraværsdag. Arbejdsgiveren betaler således lønmodtagerens første fraværsdag.
Arbejdsgiverens dækningsprocent foreslås fastholdt på 70 pct. af udgifterne til sygedagpenge dog fra 2. dag, mens staten afholder 30 pct. af sygedagpengeudgifterne fra 2. dag. Ved at bibeholde arbejdsgiverens dækningspocent på 70 pct., vil arbejdsgiveren få mindre udgifter til selve forsikringsordningen.
Forslaget berører ikke arbejdsgivernes mulighed for efter § 28 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel at indgå en aftale med lønmodtageren, som har en væsentlig forøget sygdomsrisiko. Aftalen skal godkendes af kommunen. Arbejdsgiveren fritages herefter for udgiften til dagpenge i de første 2 uger, hvis lønmodtageren sygemeldes på grund af den lidelse, som § 28-aftalen omfatter.
Der er i øvrigt ikke ændret i bestemmelsen, idet opdelingen af bestemmelsen i 5 stykker alene er af redaktionel karakter.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 417 af 10. juni 2003, foretages følgende ændring: 1. § 27 affattes således: § 27. Socialministeren fastsætter regler om, at private arbejdsgivere, hvis samlede årlige lønsum ikke overstiger et nærmere fastsat beløb, kan tegne en forsikring, som giver arbejdsgiveren ret til at få refunderet et beløb fra kommunen, som svarer til de dagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren dog højst med det beløb, lønmodtageren har ret til fra kommunen, jf. § 9, stk. 5. De samlede præmier til forsikringen fastsættes således, at de dækker 70 pct. af udgifterne til ordningen. Stk. 2. Som private arbejdsgivere anses alle arbejdsgivere, bortset fra offentlige myndigheder og private institutioner, hvis udgifter dækkes med mindst 50 pct. af offentlige midler. Endvidere anses forældre, der har valgt at få et økonomisk tilskud til privat pasning, jf. § 26 i lov om social service, som private arbejdsgivere. » § 27. En privat arbejdsgiver kan tegne en forsikring, som giver arbejdsgiveren ret til fra lønmodtagerens 2. fraværsdag at få refunderet et beløb fra kommunen, som svarer til de dagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren. Beløbet kan dog ikke overstige det beløb, som lønmodtageren efter § 9, stk. 5, har ret til fra kommunen. Stk. 2. Det er en betingelse, at virksomhedens samlede årlige lønsum ikke overstiger et beløb, hvis størrelse fastsættes af Direktøren for Arbejdsdirektoratet, jf. stk. 5. Stk. 3. De samlede præmier til forsikringen fastsættes således, at de dækker 70 pct. af udgifterne til ordningen. Stk. 4. Private arbejdsgivere er: 1) Alle arbejdsgivere, bortset fra offentlige myndigheder og private institutioner, hvis udgifter dækkes med mindst 50 pct. af offentlige midler. 2) Forældre, der har valgt at få et økonomisk tilskud til privat pasning, jf. § 26 i lov om social service. Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter regler om forsikringsordningen, herunder om virksomhedens årlige lønsum, beregning af lønsum og præmie, optagelse og udtræden m.v.« § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 2004.