Forslag til Lov om ændring af lov om valg til menighedsråd og lov om menighedsråd\n(Valgret og valgbarhed ved flytning mellem menighedsrådskredse i et pastorat og Menighedsrådsfortegnelse)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00092@2003-11-19/da
Indhold
Fremsat den 19. november 2003 af kirkeministeren (Tove Fergo)
Forslag
til
(Valgret og valgbarhed ved flytning mellem menighedsrådskredse i et pastorat og Menighedsrådsfortegnelse)
§ 1
I lov om valg til menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 32 af 19. januar 2000, foretages følgende ændringer:
1. § 5, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4 . Tilsvarende regler gælder for
1) personer, der i henhold til andre bestemmelser er henvist til en særlig menighed, og
2) personer, der flytter fra en menighedsrådskreds til en anden i samme pastorat.«
2. I § 12, stk. 2, indsættes efter 3. pkt.:
»Kandidatlister skal indleveres på en formular, der er godkendt af kirkeministeren.«
3. § 24 affattes således:
» § 24. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for valgets foretagelse og opgørelse, herunder om indberetning om de opstillede kandidater og om valgets resultat til provst og stiftsøvrighed.«
§ 2
I lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996, som ændret ved lov nr. 437 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:
1. I § 11, stk. 1, ændres »enkeltposter« til: »enkeltmandsposter«.
2. § 11, stk. 2 og 3 , ophæves.
3. I § 12 indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3 . Den nyvalgte formand sørger for, at der sker indberetning til provstiudvalget og stiftsøvrigheden om, hvem der er valgt til menighedsrådets formand, kirkeværge, kasserer, kontaktperson og tegningsberettiget i medfør af § 10, stk. 9. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningens form og om frister for denne.
Stk. 4. Såfremt der i funktionsperioden sker ændring i menighedsrådets sammensætning eller i valgene til de i stk. 3 nævnte enkeltmandsposter, skal formanden sende indberetning herom til provstiudvalget og stiftsøvrigheden.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets indhold
1.1. Parlamentariske rettigheder ved flytning mellem to sogne i samme pastorat
Fra tid til anden rejses spørgsmål om rimeligheden af, at personer, som flytter fra et sogn til et andet i samme pastorat, ikke fx ved sognebåndsløsning har mulighed for at opnå parlamentariske rettigheder i det tidligere bopælssogn.
Pastoratet, der kan bestå af et eller flere sogne, er præstens ansættelsesområde. Ethvert medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører, jf. lov nr. 352 af 6. juni 1991, som ændret ved lov nr. 941 af 20. december 1999, om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 10, stk. 1, 1. pkt. Sognebåndsløsningen betragtes traditionelt som et personligt forhold – typisk etableret af forkyndelsesmæssige årsager – mellem sognebåndsløseren og den sognepræst, der løses sognebånd til. Der er på denne baggrund ikke adgang til at løse sognebånd til ens egen sognepræst – heller ikke i et tilfælde, hvor sognepræsten er ansat i et pastorat med flere sogne.
Det af kirkeministeren nedsatte Forenklingsudvalg har i rapporten »Forenklingsudvalgets overvejelser om sognebåndsløsningsinstituttet« anbefalet, at der bliver mulighed for, at en person, der flytter fra et sogn til et andet i samme pastorat, kan bevare sin valgret og valgbarhed i det tidligere bopælssogn således, at vedkommende fortsat har mulighed for at deltage i menighedsrådsarbejdet i dette sogn. Udvalget foreslår derfor, at disse personer får mulighed for at vælge, om valgretten og valgbarheden til menighedsrådet skal udøves i det nuværende eller det tidligere bopælssogn.
Hermed imødekommes et ofte rejst ønske om, at den særlige tilknytning til kirken i det tidligere bopælssogn fortsat kan bevares gennem deltagelse i menighedsrådets arbejde.
Beslutningen om at bevare valgretten og valgbarheden i det tidligere bopælssogn skal træffes i forbindelse med flytningen.
Rapporten har været til høring hos samtlige menighedsråd, provstiudvalg, stiftsøvrigheder og biskopper, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, kirkefunktionærernes organisationer, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Skatteministeriet, KL, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Ved høringsfristens udløb var der modtaget høringssvar fra 162 menighedsråd, 28 provstiudvalg/provster, tre biskopper og 7 stiftsøvrigheder, Den Danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, Foreningen af Sognemedhjælpere i Danmark, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Skatteministeriet.
3 provstiudvalg, 16 menighedsråd, Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Skatteministeriet havde ingen bemærkninger til rapporten.
Af de øvrige 185 høringssvar fremgår det, at seks biskopper/stiftsøvrigheder, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening og Danmarks Provsteforening er enige i Forenklingsudvalgets forslag, mens fire stiftsøvrigheder og Foreningen af Sognemedhjælpere i Danmark ingen bemærkninger har til forslaget. Tilsvarende gælder for 22 provstiudvalg/provster. 28 menighedsråd er enige i forslaget, og 78 menighedsråd har ingen bemærkninger til forslaget.
Tre provstiudvalg/provster samt 36 menighedsråd mener, at den nuværende ordning skal opretholdes.
Af høringssvarene til udkast til dette lovforslag fremgår det, at seks biskopper/stiftsøvrigheder, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening og Danmarks Provsteforening er enige i forslaget. Fire biskopper/stiftsøvrigheder, Socialministeriet og Københavns Kommune har ikke bemærkninger.
Med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det i overensstemmelse med høringssvarene, at en person, der flytter mellem to menighedsrådskredse i samme pastorat, kan vælge at bevare sin valgret og sin valgbarhed i den hidtidige menighedsrådskreds.
1.2. Fortegnelse over menighedsrådsmedlemmer på Internettet
Menighedsrådet er et offentligt, folkevalgt organ, som forvalter store skattemidler, har ansvaret for betydelige personalegrupper, forvalter store kulturværdier og kan have stor indflydelse på både det kirkelige og det folkelige liv i sognet. Dette indebærer, at interesserede skal have let adgang til oplysninger om, hvem der er medlemmer af menighedsrådet, samt oplysning om hvem der varetager en række enkeltmandsposter.
Siden 3. december 2000 – 1. dag i de da nyvalgte menighedsråds funktionsperiode – har der derfor været en fortegnelse over menighedsrådenes medlemmer på Kirkeministeriets hjemmeside (Menighedsrådsfortegnelsen). Fortegnelsen blev i løbet af december 2000 og januar 2001 suppleret med oplysninger om menighedsrådenes konstituering og er siden blevet løbende vedligeholdt på baggrund af indberetninger fra menighedsrådene.
En af Kirkeministeriet nedsat arbejdsgruppe har med udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort ved tidligere valg, analyseret, hvordan arbejdet med indsamling, indtastning osv. af de oplysninger, der skal bruges til den nævnte fortegnelse, kan tilrettelægges ved valget i 2004.
Arbejdsgruppen har således undersøgt:
· hvordan arbejdet med fortegnelsen koordineres med afviklingen af valget,
· hvordan blanketterne ved valget kan bruges ved fortegnelsens udarbejdelse,
· hvilke myndigheder der medvirker ved indberetningen,
· hvem der har ansvaret for indtastningen, og
· hvilke frister der skal fastsættes for indberetningen og indtastningen.
Arbejdsgruppen har endvidere drøftet spørgsmålet om ansvaret for vedligeholdelse af fortegnelsens oplysninger.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at arbejdet med indtastning af oplysninger til brug ved Menighedsrådsfortegnelsen bliver væsentligt lettet, hvis der anvendes ens kandidatlister. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der udarbejdes en blanket, som skal anvendes ved anmeldelse af kandidatlister ved menighedsrådsvalget. Lovforslagets § 1, nr. 2, sikrer hjemlen til, at der skal anvendes en særlig blanket til anmeldelse af kandidater til menighedsrådsvalget.
Arbejdsgruppen peger endvidere på, at arbejdet med indtastning af oplysninger om de opstillede kandidater og senere om de valgte medlemmer af menighedsrådene bør placeres hos stiftsøvrighederne – i lighed med tidligere valg – ligesom arbejdsgruppen peger på, hvordan menighedsrådenes indberetning af oplysninger og stiftsøvrighedernes indtastning af oplysninger kan integreres med afviklingen af valget. Med henblik på at fastsætte de nødvendige administrative forskrifter om dette arbejde præciseres den nugældende bestemmelse i § 24 i lov om valg til menighedsråd med lovforslagets § 1, nr. 3.
Af høringssvarene til udkast til dette lovforslag fremgår det, at der er bred opbakning til arbejdsgruppens anbefalinger. Danmarks Provsteforening peger på, at indberetning om de opstillede kandidater og om valgets resultat bør ske til provsten, da det er provsten og ikke provstiudvalget, der på nuværende tidspunkt har en række funktioner i relation til menighedsrådsvalget. Det fremsatte lovforslag er udformet i overensstemmelse hermed.
Med den af arbejdsgruppen anbefalede procedure for indberetning og indtastning af hvem, der er opstillet til menighedsrådet og senere valgt til rådene, sikres det, at det fra funktionsperiodens start – dvs. den første søndag i advent – vil være muligt at se oversigter over de valgte medlemmer af menighedsrådene på Kirkeministeriets hjemmeside.
Menighedsrådsfortegnelsen har hidtil – ud over oplysninger om menige medlemmer af menighedsrådet – også indeholdt oplysninger om, hvilke personer der varetager de forskellige enkeltmandsposter – dvs. formand, næstformand, kirkeværge, sekretær, kasserer, kontaktperson, bygningskyndig, formand for kirke- og kirkegårdsudvalget og formand for præstegårdsudvalget.
Arbejdsgruppen har peget på, at arbejdet med indtastning og vedligeholdelse af alle enkeltmandsposter er ganske betydeligt. Samtidig har arbejdsgruppen peget på, at andre kirkelige myndigheder typisk kun har behov for oplysninger om formanden, kassereren – herunder kassereren for præstegårdskassen – kirkeværgen og kontaktpersonen, hvilket dels hænger sammen med, at formanden, kassereren, kirkeværgen og fra 1. januar 2004 tillige kontaktpersonen – kan honoreres, dels med at der adresseres breve til disse enkeltmandshverv.
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at Menighedsrådsfortegnelsen i fremtiden kommer til at indeholde oplysninger om, hvem der er formand, kasserer, kirkeværge samt kontaktperson samt som nævnt ovenfor oplysninger om de øvrige medlemmer af menighedsrådet.
Under hensyn til, at konstitueringen finder sted inden funktionsperiodens start, anbefaler arbejdsgruppen endvidere, at der skabes lovhjemmel for at fastsætte en frist for menighedsrådenes forpligtelse til at underrette provstiudvalget og stiftsøvrigheden om valget til de nævnte enkeltmandsposter. Herved sikres det, at oplysningerne om menighedsrådenes konstituering kan være tilgængelige i løbet af december i valgåret.
Med lovforslagets § 2 foretages de nødvendige præciseringer af menighedsrådenes forpligtelse til ved nyvalg at indberette valg til de nævnte enkeltmandsposter samt af menighedsrådenes forpligtelse til at indberette ændringer i menighedsrådets sammensætning og ændring i valgene til de nævnte enkeltmandsposter i løbet af funktionsperioden.
Af høringssvarene til udkastet til dette lovforslag fremgår det, at der er bred opbakning til arbejdsgruppens anbefalinger. I høringssvar fra to biskopper/stiftsøvrigheder peges der på, at indberetningen om valg til enkeltmandsposter også bør omfatte indberetning af, hvem der er valgt til tegningsberettiget i medfør af lov om menighedsråd § 10, stk. 9. Med lovforslagets § 2, nr. 1, er det præciseret, at indberetning om valg til enkeltmandsposter omfatter valg af formand, kirkeværge, kasserer, kontaktperson og tegningsberettiget.
Lovforslaget svarer delvist til § 2, nr. 3, i L 11, der blev fremsat af den daværende kirkeminister Johannes Lebech i oktober 2001 (Folketingssamlingen 2001/02, 1. samling – fremsat skriftligt 3. oktober 2001, Till. A 45, lovforslag som fremsat Till. A 35, 1. behandling 24. oktober 2001, FF 599).
2 .Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.
3. Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.
4. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.
9. Økonomiske konsekvenser for de kirkelige kasser
Lovforslagets forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for de kirkelige kasser.
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter
10. Hørte myndigheder
Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder:
Samtlige biskopper, stiftsøvrighederne, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, kirkefunktionærernes organisationer, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet, KL, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Der er modtaget høringssvar fra:
10 biskopper/stiftsøvrigheder, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Danmarks Provsteforening, Den Danske Præsteforening, Socialministeriet og Københavns Kommune.
Høringssvarene er beskrevet ovenfor i afsnit 1 og i høringsnotatet, som er fremsendt til Folketingets Kirkeudvalg i forbindelse med lovforslagets fremsættelse.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Det foreslås, at en person, der flytter mellem to menighedsrådskredse i samme pastorat, kan vælge at bevare sin valgret og valgbarhed i den hidtidige menighedsrådskreds.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 1.1.
Til nr. 2.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 1.2. har en af Kirkeministeriet nedsat arbejdsgruppe peget på, at arbejdet med indtastning af oplysninger til brug ved Menighedsrådsfortegnelsen bliver væsentligt lettet, hvis der anvendes ens kandidatlister. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der udarbejdes en blanket, som skal anvendes ved anmeldelse af kandidatlister ved menighedsrådsvalget.
Kandidatlisten skal være tiltrådt af kandidaterne og stillerne ved underskrift, og det vil derfor ikke for indeværende være muligt at indlevere kandidatlisten elektronisk.
Med lovforslagets § 1, nr. 2, sikres hjemlen til, at der skal anvendes en særlig blanket til anmeldelse af kandidater til menighedsrådsvalget.
Til nr. 3.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 1.2. har en af Kirkeministeriet nedsat arbejdsgruppe peget på, at arbejdet med indtastning af de oplysninger der skal bruges til Menighedsrådsfortegnelsen, bør placeres hos stiftsøvrighederne – i lighed med tidligere valg. Arbejdsgruppen har endvidere i sin rapport beskrevet, hvordan menighedsrådenes indberetning af oplysninger og stiftsøvrighedernes indtastning af oplysninger kan integreres med afviklingen af valget. Med henblik på at fastsætte de nødvendige administrative forskrifter om dette arbejde præciseres den nugældende bestemmelse i § 24 i lov om valg til menighedsråd med lovforslagets § 1, nr. 3.
Med præciseringen sikres det således, at kirkeministeren kan fastsætte bestemmelser om frister for indberetning og indtastning af kandidater/de valgte medlemmer af menighedsrådene med henblik på at sikre at Menighedsrådsfortegnelsen ved funktionsperiodens start – dvs. den 1. søndag i advent – indeholder en fuldstændig fortegnelse over samtlige valgte medlemmer af landets menighedsråd.
Til § 2
Til nr. 1.
Ændringen er af sproglig karakter.
Til nr. 2 og 3.
Med forslaget foretages en systematisk ændring af bestemmelserne i lov om menighedsråd §§ 11 og 12 således, at det præciseres, at den nyvalgte formand for rådet er forpligtet til at underrette provstiudvalget og stiftsøvrigheden om, hvem der er valgt til formand, kirkeværge, kasserer, kontaktperson og tegningsberettiget i medfør af lov om menighedsråd § 10, stk. 9. Kirkeministeren bemyndiges samtidig til at fastsætte bestemmelser om indberetningens form samt om frister for denne. Endvidere præciseres det, at formanden skal indberette ændring i menighedsrådets sammensætning og ændring i valgene til de nævnte enkeltmandsposter i løbet af funktionsperioden til provstiudvalget og stiftsøvrigheden.
Lovforslaget er i overensstemmelse med anbefalingerne fra en af Kirkeministeriet nedsat arbejdsgruppe og høringssvarene til udkast til lovforslaget, jf. afsnit 1.2. i de almindelige bemærkninger.
Til § 3
Ordinært valg til landets menighedsråd skal afholdes den 9. november 2004. Af hensyn til tilrettelæggelsen af dette valg træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til § 4
Med bestemmelsen sikres det, at loven ved kgl. anordning kan sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med den gældende lovgivning Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov om valg til menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 32 af 19. januar 2000, foretages følgende ændringer: § 5. - - - Stk. 4. Tilsvarende regler gælder for personer, der i henhold til andre bestemmelser er henvist til en særlig menighed. 1. § 5, stk. 4, affattes således: »Stk. 4. Tilsvarende regler gælder for 1) personer, der i henhold til andre bestemmelser er henvist til en særlig menighed, og 2) personer, der flytter fra en menighedsrådskreds til en anden i samme pastorat.« § 12. - - - Stk. 2. Valgbestyrelsen udpeger to personer, der er bemyndiget til at modtage kandidatlisterne. Mindst en af de udpegede personer skal have bopæl i menighedsrådskredsen. Indlevering af lister kan tidligst ske kl. 19 syv uger før valgdagen og senest kl. 19 seks uger før valgdagen. 2. I § 12, stk. 2, indsættes efter 3. pkt.: »Kandidatlister skal indleveres på en formular, der er godkendt af kirkeministeren.« § 24. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for valgets foretagelse og opgørelse. 3. § 24 affattes således: »§ 24. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for valgets foretagelse og opgørelse, herunder om indberetning om de opstillede kandidater og om valgets resultat til provst og stiftsøvrighed.« § 2 I lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996, som ændret ved lov nr. 437 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer: § 11. Valg til de i § 10 nævnte enkeltposter finder sted umiddelbart efter valg af menighedsrådets formand og næstformand. 1. I § 11, stk. 1, ændres »enkeltposter« til: »enkeltmandsposter«. § 11. --- Stk. 2. Meddelelse om valgene sendes til provstiudvalget og stiftsøvrigheden. Stk. 3. Såfremt der i funktionsperioden sker ændring i valgene, sendes der indberetning herom til provstiudvalget og stiftsøvrigheden. 2. § 11, stk. 2 og 3 , ophæves. 3. I § 12 indsættes som stk. 3 og 4 : »Stk. 3. Den nyvalgte formand sørger for, at der sker indberetning til provstiudvalget og stiftsøvrigheden om, hvem der er valgt til menighedsrådets formand, kirkeværge, kasserer, kontaktperson og tegningsberettiget i medfør af § 10, stk. 9. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningens form og om frister for denne. Stk. 4. Såfremt der i funktionsperioden sker ændring i menighedsrådets sammensætning eller i valgene til de i stk. 3 nævnte enkeltmandsposter, skal formanden sende indberetning herom til provstiudvalget og stiftsøvrigheden.«