Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00113@2003-12-10/da

Indhold

1. Indledning

Fremsat den 10. december 2003 af fødevareministeren (Mariann Fischer Boel)

Forslag

til

§ 1. Loven har til formål at

1) sikre en forsvarlig og flersidig anvendelse af landbrugsejendomme under hensyn til jordbrugsproduktion, natur, miljø og landskabelige værdier,

2) sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene og en forbedret konkurrenceevne i disse erhverv,

3) tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne, og

4) bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget samt sikre det fornødne produktionsgrundlag for jordbrugserhvervene.

§ 2. Ved en landbrugsejendom forstås i denne lov en ejendom, der er noteret som en landbrugsejendom i Kort- og Matrikelstyrelsens matrikelregister.

Stk. 2. En landbrugsejendom er undergivet landbrugspligt, hvorved forstås, at ejendommen er omfattet af reglerne i denne lov.

Stk. 3. Ved en landbrugsbedrift forstås i denne lov en driftsenhed, der anvendes til jordbrugsmæssige formål, som for jordernes vedkommende er fastsat i lov om drift af landbrugsjorder, og som drives af samme fysiske eller juridiske person, jf. dog § 20, stk. 7. Bedriften kan bestå af en eller flere landbrugsejendomme, arealer uden landbrugspligt samt tilforpagtede arealer.

§ 3. Amtsrådet skal mindst en gang i hver valgperiode i samarbejde med kommunalbestyrelserne udarbejde og offentliggøre en analyse af jordbrugserhvervene, der skal sikre, at de jordbrugsmæssige interesser indgår i region-, kommune- og lokalplanlægningen. På Bornholm udarbejdes analysen dog af Bornholms kommunalbestyrelse.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for udarbejdelsen og indholdet af jordbrugsanalysen efter stk. 1 og for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen.

§ 4. En ejendom kan på ejerens begæring noteres som en landbrugsejendom i matrikelregistret, hvis ejendommen er på 2 ha eller derover, og ejendommen anvendes til landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed og er forsynet med en beboelsesbygning.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri lader på grundlag af den seneste vurdering til ejendomsværdi og grundværdi foretage notering af landbrugspligt på arealer, der uden at være omfattet af noteringen i matrikelregistret er vurderet under en landbrugsejendom. Der ses dog bort fra arealer, der er fraskilt ejendommen inden for de seneste 5 år.

Stk. 3. Ministeren kan fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det.

§ 5. Kort- og Matrikelstyrelsen skal ændre matrikelregistrets notering af ejendomme som landbrugsejendomme i overensstemmelse med de forandringer, der følger af lovens regler om notering og ophævelse af landbrugspligt, ændring af landbrugsejendomme mv.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises Kort- og Matrikelstyrelsen ved forandringer i matrikelregistret, herunder om, at en praktiserende landinspektør kan afgive erklæring om, at lovens regler er opfyldt.

§ 6. Landbrugspligten kan ophæves på en hel landbrugsejendom eller ved udstykning, arealoverførsel eller lignende af en del af en landbrugsejendom, jf. dog stk. 2, ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis

1) jorden inden 5 år skal anvendes til udbygning af bysamfund med boliger og dertil hørende fællesarealer, til erhverv m.m., til offentlige formål eller til sommerhusbebyggelse mv., som udelukker en senere anvendelse til jordbrugsmæssige formål, og jorden ligger i byzone, i sommerhusområde eller i områder af landzone, som i en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan er udlagt til de nævnte formål,

2) der foreligger landzonetilladelse til bebyggelse mv. efter lov om planlægning, og jorden inden 5 år skal anvendes til formål, der udelukker en senere anvendelse til jordbrugsmæssige formål. Ved parceller til helårs- og fritidsboliger skal arealet af hver enkelt parcel dog være under 2 ha og udgøre en sammenhængende lod,

3) jorden agtes anvendt til supplering af en fritliggende parcel i landzone med helårs- eller fritidsbolig, og parcellen efter suppleringen er under 2 ha og udgør en sammenhængende lod,

4) arealer, der er under 2 ha, ønskes erhvervet af offentlige danske myndigheder,

5) arealer, der er over 20 ha, ønskes oprettet som en selvstændig ejendom, der er eller vil blive pålagt fredskovspligt, og som udgør en sammenhængende fredskov, eller

6) jorden agtes anvendt til supplering af arealer med fredskovspligt, hvorved der fremkommer en sammenhængende fredskovsejendom på over 20 ha.

Stk. 2. Når landbrugspligten ved udstykning eller lignende ophæves på en del af en landbrugsejendom, og den øvrige del af ejendommen opretholdes med landbrugspligt, er det en betingelse for ophævelse af landbrugspligten efter stk. 1, at ejendommens beboelsesbygning ligger på restejendommen, eller at ejendommen er undtaget fra bygningskravet, jf. §§ 9 og 10.

Stk. 3. Når en landbrugsejendom med beboelsesbygning ved udstykning eller på anden måde nedbringes under 2 ha, og beboelsesbygningen ligger på denne del af ejendommen, bortfalder landbrugspligten. Restejendommen med ejendommens beboelsesbygning må dog ikke nedbringes til en størrelse på under 1,5 ha.

Stk. 4. Landbrugspligten kan på ejerens begæring ophæves på en landbrugsejendom, der ved lovens ikrafttræden er under 2 ha, hvis ejendommen er forsynet med en beboelsesbygning .

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at landbrugspligten kan ophæves uden tilladelse i videre omfang end efter stk. 1-4.

§ 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves, jf. stk. 2-6.

Stk. 2. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves, når særlige forhold taler for det.

Stk. 3. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet af en godkendt fond, jf. § 24, til formål af almen, samfundsmæssig karakter. En tilladelse kan betinges af, at der på ejendommen tinglyses en deklaration med særlige vilkår for erhvervelsen. Disse vilkår kan omfatte forpligtelser, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier og naturværdier samt almene samfundsmæssige hensyn eller lignende, herunder bl.a. at der sikres offentligheden adgang til arealerne. En tilladelse kan også betinges af, at ejendommen pålægges vilkår om afhændelse, jf. stk. 6.

Stk. 4. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer, hvis arealerne ligger inden for et område, der i regionplanen er udlagt som et indsatsområde, og der ifølge indsatsplanlægningen er behov for en særlig indsats til beskyttelse af drikkevand, jf. § 13 eller § 13 a i lov om vandforsyning. En tilladelse kan betinges af, at der tinglyses en deklaration med særlige vilkår for erhvervelsen. Disse vilkår kan omfatte forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen.

Stk. 5. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves på en landbrugsejendom på 2 ha eller derover, der anvendes til væksthusgartneri eller planteskole, som drives med et erhvervsmæssigt sigte. Landbrugspligten kan endvidere ophæves, hvis der er tale om supplering af en sådan gartneriejendom eller planteskole uden landbrugspligt.

Stk. 6. Ophævelse af landbrugspligt kan betinges af, at arealet på ny pålægges landbrugspligt og afhændes til sammenlægning med en landbrugsejendom efter reglerne i § 29 eller som en bygningsløs landbrugsejendom på over 2 ha, hvis arealet ikke inden en nærmere fastsat frist på mindst 18 måneder er taget i brug til formålet, eller hvis arealet ikke længere anvendes til det omhandlede formål. Ophævelse af landbrugspligt kan ligeledes betinges af, at ejendommens øvrige jorder fraskilles ejendommen og afhændes til sammenlægning med anden landbrugsejendom eller som en bygningsløs ejendom, jf. § 10.

§ 8. Kravet om fast bopæl ved erhvervelse af en landbrugsejendom, jf. §§ 12-16, skal opfyldes af en erhverver i mindst 8 år.

Stk. 2. Den, der som ejer eller forpagter driver en landbrugsbedrift, hvori der indgår en eller flere landbrugsejendomme, eller som bestyrer varetager driften for ejerens eller forpagterens regning, skal have fast bopæl på en landbrugsejendom inden for bedriften, jf. § 2, stk. 3.

Stk. 3. Den, der har bopælspligt på en landbrugsejendom efter loven, skal have fast og varig bopæl på den pågældende ejendom eller på en anden landbrugsejendom, den pågældende er ejer eller medejer af. Bopælspligten kan også opfyldes ved at have fast bopæl på en landbrugsejendom, der ejes af den pågældendes ægtefælle eller samlever. Boligen skal desuden tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om kravet om fast og varig bopæl samt regler om, hvornår en person kan betragtes som en samlever, jf. stk. 3.

§ 9. En landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, medmindre ejendommen ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. § 10.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om størrelse, beliggenhed og karakter af den i stk. 1 nævnte beboelsesbygning.

Stk. 3. Beboelsesbygningen på en landbrugsejendom skal holdes forsvarligt ved lige. Hvis den ødelægges, forfalder eller tillades fraskilt, skal fornøden beboelse genopføres eller istandsættes inden 2 år, jf. dog § 10.

Stk. 4. Hvis ubenyttede bygninger på en landbrugsejendom virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne, kan ministeren meddele ejeren påbud om inden en fastsat frist at bringe disse i en sådan stand, at de ikke længere virker stærkt skæmmende, eller at fjerne bebyggelsen. Det samme gælder, hvis bygninger, som er delvis nedrevet eller ødelagt ved brand eller på anden måde, i et længere tidsrum henstår i en sådan tilstand, at de virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne.

Stk. 5. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1 og 3, når særlige grunde taler for det.

Stk. 6. Hvis en landbrugsejendom har været uden beboelsesbygning i over 2 år eller har været ubeboet og haft en ødelagt eller forfalden beboelsesbygning i over 2 år i strid med bestemmelserne i stk. 1 og 3, kan ministeren fravige kravet om, at en landbrugsejendom skal være forsynet med en beboelsesbygning, og bestemme, at der ikke må opføres nye bygninger på ejendommen, samt at ejendommen ved førstkommende ejerskifte skal afhændes til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom efter reglerne i § 29 eller som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. § 10.

§ 10. Beboelsesbygningen på en landbrugsejendom, der ejes lovligt sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, kan nedrives uden tilladelse eller fraskilles ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis der tinglyses deklaration som nævnt i stk. 2. Beboelsesbygningen kan fraskilles med et areal under 2 ha uden landbrugspligt, jf. dog § 6, stk. 3, 2. punktum, eller med et areal på 2 ha eller derover som en landbrugsejendom, jf. § 30, stk. 1. Den bygningsløse landbrugsejendom skal være på mindst 2 ha.

Stk. 2. Når beboelsesbygningen nedrives eller fraskilles, skal der tinglyses deklaration på den bygningsløse landbrugsejendom om,

1) at der ikke uden særlig tilladelse må opføres bygninger på ejendommen,

2) at den til enhver tid skal ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, og

3) at den kun kan afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom eller som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. nr. 2.

Stk. 3. Et areal på 2 ha eller derover kan fraskilles en landbrugsejendom med beboelsesbygning som en bygningsløs landbrugsejendom ved erklæring fra en praktiserende landinspektør,

1) når jorden afhændes til ejeren af en landbrugsejendom med beboelsesbygning,

2) der er indgået aftale om køb af jorden som en bygningsløs landbrugsejendom,

3) betingelserne for erhvervelse af jorden som en selvstændig landbrugsejendom er opfyldt, og

4) der på ejendommen tinglyses en deklaration som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Der kan endvidere oprettes bygningsløse landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, der erhverves af en offentlig myndighed, et vandforsyningsselskab eller en fond, jf. §§ 22-24.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele tilladelse til at fravige reglerne i stk. 1-4, når særlige forhold taler for det.

§ 11. En landbrugsejendom skal drives på forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder, til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier. Anvendelse til naturformål betragtes også som forsvarlig drift.

Stk. 2. Ingen del af en landbrugsejendom må tages i brug til ikke-jordbrugsmæssige formål, medmindre en sådan anvendelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om planlægning eller lov om råstoffer.

A. Fri handel

§ 12. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone, hvis areal er under 30 ha, kan erhverves af en person, hvis

1) erhververen er fyldt 18 år,

2) erhververen eller dennes børn under 18 år ikke inden erhvervelsen er ejer eller medejer, jf. § 18, af en landbrugsejendom, og

3) erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen opfylder kravet om fast bopæl på ejendommen, jf. § 8.

Stk. 2. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone, hvis areal er 30 ha eller derover, kan erhverves, hvis erhververen opfylder kravene i stk. 1 og

1) opfylder de krav til en jordbrugsuddannelse, der fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og

2) selv driver ejendommen.

Stk. 3. Er erhververen eller dennes børn under 18 år i forvejen ejer eller medejer af en eller flere landbrugsejendomme, kan den pågældende erhverve adkomst på yderligere en landbrugsejendom i landzone, hvis

1) erhververen er fyldt 18 år,

2) erhververen har eller inden 6 måneder efter erhvervelsen opfylder kravet om fast bopæl, jf. § 8,

3) erhververen opfylder kravet i stk. 2, nr. 1, om en jordbrugsuddannelse, hvis det samlede areal af de efter erhvervelsen ejede eller medejede landbrugsejendomme er 30 ha eller derover,

4) erhververen selv driver ejendommen, hvis det samlede areal af de efter erhvervelsen ejede eller medejede landbrugsejendomme er 30 ha eller derover,

5) alle de efter erhvervelsen ejede eller medejede landbrugsejendomme ligger inden for en luftlinieafstand på 10 km fra beboelsesbygningen på den ejendom, hvor erhververen bor eller tager fast bopæl, jf. dog stk. 4,

6) erhververen ikke efter erhvervelsen vil være ejer eller medejer af et samlet areal på mere end 400 ha, idet arealgrænsen dog ikke gælder, hvis erhververen højst vil blive ejer eller medejer af 4 landbrugsejendomme, og

7) reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord, jf. §§ 31-33, er opfyldt, når erhververen efter erhvervelsen vil være ejer eller medejer af et areal på mere end 200 ha.

Stk. 4. Afstandsgrænsen gælder ikke ved erhvervelse af væksthusgartnerier og planteskoler, som drives med et erhvervsmæssigt sigte.

Stk. 5. Ved opgørelse af areal efter stk. 1-3 medregnes ikke arealer, der er pålagt fredskovspligt, og arealer, der er helt uden jordbrugsmæssig værdi, herunder søarealer, strandbredder og lignende. Der medregnes heller ikke arealer, hvor der ikke må tilføres gødning efter lovgivningen eller efter en aftale med en offentlig myndighed eller ejeren af et vandforsyningsanlæg, hvor aftalen har en varighed på mindst 20 år.

§ 13. Uanset bestemmelserne i § 12 kan en person, der ikke i forvejen er ejer eller medejer af en landbrugsejendom, erhverve adkomst på en landbrugsbedrift bestående af flere landbrugsejendomme i landzone, hvis

1) overdrageren har haft lovlig adkomst på alle landbrugsejendomme inden for bedriften,

2) erhververen er fyldt 18 år,

3) erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen opfylder kravet om fast bopæl, jf. § 8,

4) erhververen opfylder kravet om en jordbrugsuddannelse, jf. § 12, stk. 2, nr. 1, og

5) erhververen selv driver ejendommene, jf. § 12, stk. 2, nr. 2.

B. Arv mv.

§ 14. Ejerens ægtefælle kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone ved hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo eller ved arv fra ægtefælle, hvis ejeren har haft lovlig adkomst på ejendommen.

Stk. 2. Andre end ejerens ægtefælle kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone ved arv, hvis

1) arveladeren eller dennes ægtefælle har haft lovlig adkomst på den pågældende ejendom i mindst 8 år, og

2) erhververen inden 2 år efter erhvervelsen opfylder kravet om fast bopæl, jf. § 8.

C. Familiehandel

§ 15. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone kan overdrages til ejerens ægtefælle, samlever, søskende, søskendebørn og svigerbørn, eller til en person, der er beslægtet med ejeren i ret op- eller nedstigende linie, hvis

1) overdrageren eller dennes ægtefælle har haft lovlig adkomst på den pågældende ejendom i mindst 8 år,

2) erhververen er fyldt 18 år, og

3) erhververen inden 2 år efter erhvervelsen opfylder kravet om fast bopæl, jf. § 8.

D. Erhvervelse af en anpart

§ 16. En person kan erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom i landzone ved hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo eller ved arv fra ægtefælle, hvis overdrageren eller arveladeren har haft lovlig adkomst på den pågældende anpart i ejendommen.

Stk. 2. Herudover kan en person erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom i landzone, hvis

1) erhvervelsen sker ved

a) arv,

b) overdragelse fra ægtefælle, samlever, søskende, søskendebørn, svigerbørn eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linie, eller

c) overdragelse i fri handel, hvor ejerkredsen udgøres af erhververen, dennes ægtefælle eller samlever, erhververens søskende, søskendebørn, svigerbørn, svigerforældre eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linie, og erhververen opfylder betingelserne i § 12, stk. 3, nr. 6, og

2) mindst en af anpartshaverne er ejer af en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen og opfylder betingelserne i §§ 12, 13, 14 eller 15.

Stk. 3. Bortset fra de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde kan to eller flere personer i forening erhverve adkomst på en landbrugsejendom, hvis

1) mindst en af anpartshaverne er ejer af en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen og opfylder betingelserne i § 12,

2) hver enkelt af de øvrige anpartshavere inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på den erhvervede landbrugsejendom eller på en anden ejendom, der ligger inden for en luftlinieafstand på højst 10 km fra den erhvervede landbrugsejendom, idet bopælspligten skal opfyldes i mindst 8 år, jf. § 8, og

3) samtlige anpartshavere opfylder betingelserne i § 12, stk. 3, nr. 6.

E. Dispensation

§ 17. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 12-16, når særlige forhold taler for det, herunder i de i stk. 2-7 nævnte tilfælde.

Stk. 2. Ministeren kan dispensere fra bopælskravet i særlige tilfælde, hvor erhververen af hensyn til istandsættelse af boligen eller på grund af uddannelse er midlertidigt forhindret i at opfylde bopælskravet, eller hvor ejendommen i længere tid har været i slægtens eje og ønskes overdraget til en slægtning.

Stk. 3. Ministeren kan dispensere fra uddannelseskravet i særlige tilfælde, hvor erhververen på grundlag af tidligere beskæftigelse eller anden uddannelse end den, der kræves i henhold til § 12, stk. 2, nr. 1, må antages at være kvalificeret til at forestå driften af den pågældende ejendom, eller hvor erhververen er under jordbrugsuddannelse og har gennemført en væsentlig del af denne.

Stk. 4. Ministeren kan endvidere dispensere fra uddannelseskravet, hvis det godtgøres, at ejendommen eller bedriften er af en sådan størrelse og beskaffenhed, at den kan give fuld beskæftigelse til mindst 2 personer, og erhververen forpligter sig til i en periode af mindst 4 år at have ansat en bestyrer, der opfylder nærmere angivne uddannelseskrav.

Stk. 5. Ministeren kan dispensere fra afstandsgrænsen i § 12, stk. 3, nr. 5, i situationer, hvor erhververen i forvejen er lovlig ejer eller medejer af landbrugsejendomme, der ligger mere end 10 km fra hinanden, når særlige forhold taler for det.

Stk. 6. Ministeren kan meddele dispensation til, at overdragelse af en bedrift bestående af flere landbrugsejendomme, der ejes lovligt af samme ejer, jf. § 13, kan ske ved, at ejendommene overdrages enkeltvis eller i anparter over en længere årrække i forbindelse med et planlagt generationsskifte.

Stk. 7. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 12-16, når

1) erhvervelsen sker med henblik på en anvendelse, som anført i § 6, stk. 1, nr. 1 og 2, og ejendommen kan påregnes udlagt til det pågældende formål i nær fremtid,

2) erhvervelsen sker i erhvervsøjemed med henblik på en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, som i øvrigt må anses for ønskelig ud fra en almindelig samfundsmæssig vurdering,

3) erhvervelsen sker med henblik på særlige formål, herunder anvendelse til videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål, eller

4) erhvervelsen sker i forbindelse med etablering af vådområder, naturgenopretning eller lignende.

A. Definition af medejerskab

§ 18. Ejer en person alene eller sammen med sine børn under 18 år en anpart på 1/5 eller derover af en landbrugsejendom, anses vedkommende for at være medejer af den pågældende landbrugsejendom.

Stk. 2. Ejer en person alene eller sammen med sine børn under 18 år en anpart på 1/5 eller derover af kapitalen i et selskab m.v., der ejer en landbrugsejendom, jf. §§ 20 og 21, eller ejer en person aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i et selskab, der ejer en landbrugsejendom, jf. § 20, anses vedkommende for at være medejer af den pågældende landbrugsejendom.

Stk. 3. En person, der ejer aktier eller anparter i et selskab, der ejer aktier eller anparter i et selskab, der ejer en landbrugsejendom i en holdingkonstruktion, jf. § 20, stk. 3, anses ligeledes for at være medejer af den pågældende landbrugsejendom, hvis selskabet ejer 1/5 eller derover af kapitalen i det selskab, der ejer landbrugsejendommen, eller ejer aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i et selskab, der ejer en landbrugsejendom, jf. § 20.

Stk. 4. Hvis der i selskaber, der ejer en landbrugsejendom, jf. §§ 20 og 21, indgår flere selskaber i ejerkæden, anses en person, der ejer aktier eller anparter i sådanne selskaber, som medejer af ejendommen uanset størrelsen af vedkommendes kapitalandel.

Stk. 5. En person anses også for at være medejer af en landbrugsejendom, hvis vedkommendes børn under 18 år alene ejer en anpart på 1/5 eller derover af en landbrugsejendom, som nævnt i stk. 1, eller alene ejer aktier eller anparter i et selskab, som nævnt i stk. 2-4.

B. Frikøbte ejendomme og familieejendomme

§ 19. Ved beregning af antal landbrugsejendomme i § 12, stk. 3, nr. 6, ses der bort fra landbrugsejendomme, for hvilke der i tingbogen er foretaget notering i henhold til § 11, stk. 1, sidste punktum, i lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme om, at ejendommen er frikøbt, eller notering i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme om, at ejendommen er en familieejendom.

Stk. 2. Noteringen i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme skal slettes ved ejerskifte, medmindre erhvervelsen sker som anført i nævnte lovs § 17, stk. 1, eller erhververen dokumenterer at være beslægtet eller besvogret med overdrageren som anført i nævnte lovs § 17, stk. 2. Noteringen skal tillige slettes, hvis ejendommens tilliggende forøges efter 1. januar 1965.

§ 20. Et aktieselskab eller et anpartsselskab kan erhverve adkomst på og forblive ejer af en landbrugsejendom i landzone, hvis

1) aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet og mindst udgør 10 pct. af selskabskapitalen, ejes af en person, der

a) indtil selskabets erhvervelse af ejendommen har haft lovlig adkomst på denne, eller

b) opfylder betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen, jf. §§ 12-15 og § 17, dog således, at et eventuelt krav om selv at drive ejendommen overgår på selskabet,

2) samtlige øvrige aktier eller anparter ejes af personer, der er den i nr. 1 nævnte persons ægtefælle, samlever, søskende, søskendebørn, svigerbørn, svigerforældre eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linie, eller af pensionskasser og livsforsikringsselskaber, og

3) de i nr. 2 nævnte personer opfylder betingelserne i § 12, stk. 3, nr. 6.

Stk. 2. Et selskab, der har erhvervet en landbrugsejendom efter reglerne i § 20 i lov om landbrugsejendomme som affattet i hhv. lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989 og lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994, kan erhverve yderligere landbrugsejendomme, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1, og stk. 5 er opfyldt. Det er endvidere en betingelse, at de personer, der ejer kapital i selskabet, eventuelt i en selskabskonstruktion, jf. § 18, opfylder betingelserne i § 12, stk. 3, nr. 6.

Stk. 3. De i stk. 1, nr. 1, nævnte aktier eller anparter kan ejes af et aktieselskab eller anpartsselskab, der fuldt ud ejes af den person, der opfylder bestemmelserne i stk. 1, nr. 1, litra a eller b. De i stk. 1, nr. 2, nævnte aktier eller anparter kan helt eller delvis ejes af et eller flere aktieselskaber eller anpartsselskaber, der fuldt ud ejes af personer, der opfylder bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3.

Stk. 4. For aktieselskabers vedkommende skal alle aktier noteres på navn.

Stk. 5. Selskabets vedtægter og aftaler mellem selskabets deltagere, herunder aftaler med andre selskaber, jf. stk. 3, må ikke begrænse beføjelserne i selskabet for den person, der opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1, litra a eller b.

Stk. 6. Hvis et selskab ikke længere opfylder betingelserne i stk. 1 og 2, jf. stk. 3, skal selskabet afhænde ejendommen inden 6 måneder, medmindre der opnås dispensation efter stk. 10, jf. § 41, stk. 2.

Stk. 7. En landbrugsejendom, der ejes af et selskab efter reglerne i § 20, og en landbrugsejendom, der ejes personligt af den person, der besidder stemmeflertallet, betragtes i relation til lovens regler om samdrift, forpagtning, udstykning, sammenlægning og erhvervelse som en landbrugsbedrift tilhørende samme ejer.

Stk. 8. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for udøvelse af landbrug i selskabsform, herunder regler om afhændelse af aktier eller anparter, bopælspligt m.v. og om de beføjelser og opsigelsesvilkår m.v., der skal tilkomme den person, der opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1, litra a eller b.

Stk. 9. Ministeren kan desuden fastsætte nærmere regler for oplysnings- og indberetningspligt med henblik på kontrol og registrering m.v. i forbindelse med aktie- og anpartsselskabers erhvervelse og besiddelse af landbrugsejendomme.

Stk. 10. Ministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 2 og 3, når særlige forhold taler for det.

§ 21. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele tilladelse til, at en juridisk person i andre end de i § 20 og §§ 22-24 omhandlede tilfælde kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone, hvis

1) erhvervelsen sker med henblik på jordens anvendelse til forsøgs-, forsknings-, eller forædlingsvirksomhed,

2) erhvervelsen omhandler væksthusgartnerier eller planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte,

3) erhververen er et selskab, hvis deltagere opfylder betingelserne i § 16, stk. 2 eller 3, eller

4) særlige forhold i øvrigt taler for det.

§ 22. En offentlig dansk myndighed kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom uden tilladelse. Det samme gælder for kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2. For så vidt angår Folkekirkens erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme kræves dog tilladelse fra kirkeministeren.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele tilladelse til, at en udenlandsk offentlig myndighed erhverver en landbrugsejendom, når særlige forhold taler for det.

§ 23. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan uden tilladelse erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom i landzone med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer, når det sker i overensstemmelse med en indsatsplan, som er vedtaget efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a.

Stk. 2. Hvis ejeren af vandforsyningsanlægget ikke længere har behov for ejendommen til beskyttelse af drikkevandsressourcer, skal ejendommen afhændes inden 6 måneder.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det .

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan meddele tilladelse til, at en fond, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller en del af en landbrugsejendom i landzone til naturformål.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter en fond, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan opnå en forhåndsgodkendelse til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom, regler om at en forhåndsgodkendelse kan tilbagekaldes, samt regler om sådanne fondes oplysningspligt mv.

Stk. 3. Ministeren kan desuden fastsætte regler om udpegning af områder, hvor fonde kan få tilladelse til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom.

Stk. 4. En tilladelse efter stk. 1 skal normalt betinges af, at ejendommen pålægges forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen, og vilkår om afhændelse i overensstemmelse med lovens regler, hvis betingelserne for erhvervelsen ikke overholdes. Der kan også stilles krav, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier og naturværdier samt almene samfundsmæssige hensyn og lignende, og om, at der sikres offentligheden adgang til arealerne.

§ 25. Den ansvarlige ledelse for et selskab, en forening eller anden sammenslutning eller fællesskab eller en offentlig eller privat institution eller en fond kan, uanset bestemmelserne i vedtægt, fundats el. lign. afhænde ejendomme eller arealer, der benyttes jordbrugsmæssigt.

Stk. 2. I det omfang et selskab m.v. som følge af bestemmelserne i denne lov afskæres fra at erhverve landbrugsejendomme, kan ledelsen anvende midlerne til køb af fast ejendom af anden art eller anbringe dem i overensstemmelse med de regler, der af justitsministeren er fastsat for anbringelse af myndiges båndlagte midler. Det samme gælder om midler, som fremkommer ved salg af ejendomme eller arealer som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. For selskaber m.v. under offentligt eller andet særligt foreskrevet tilsyn kræves tilsynets godkendelse af de i stk. 1 og 2 omtalte fravigelser fra vedtægt, fundats el. lign.

§ 26. Landbrugsejendomme kan drives sammen, hvis

1) ejendommene lovligt ejes af samme ejer, eller

2) bestemmelserne om forpagtning i §§ 27 og 28 er opfyldt.

Stk. 2. To eller flere ejere eller forpagtere af landbrugsejendomme kan aftale helt eller delvis at drive deres bedrifter i fællesskab.

§ 27. En person kan forpagte en landbrugsejendom i dens helhed for et tidsrum af højst 30 år, hvis

1) forpagteren er fyldt 18 år,

2) forpagteren i hele forpagtningsperioden opfylder kravet om fast bopæl, jf. § 8,

3) forpagteren opfylder uddannelseskravet i § 12, stk. 2, nr. 1, hvis ejendommens areal er på 30 ha eller derover, eller hvis der er tale om samdrift af arealer på 30 ha eller derover, og

4) forpagteren ikke driver mere end et samlet areal på 500 ha, idet arealgrænsen dog ikke gælder, hvis forpagteren højst driver arealer fra 5 landbrugsejendomme. Forpagteren kan dog altid forpagte 2 landbrugsejendomme, herunder dele af landbrugsejendomme, ud over, hvad denne lovligt ejer.

Stk. 2. Er forpagteren i forvejen ejer, medejer eller forpagter af anden landbrugsejendom eller en del af en sådan, tæller denne ejendom med i begrænsningen i stk. 1, nr. 4, uanset om der finder samdrift sted.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder også et fællesskab af personer, der opfylder bestemmelserne i § 16, stk. 2 eller 3, eller et selskab, der opfylder bestemmelserne i § 20, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, eller et selskab, som har lovlig adkomst på en eller flere landbrugsejendomme med tilladelse efter § 21, stk. 1, nr. 3.

Stk. 4. Ved opgørelse af arealet efter stk. 1, nr. 3 og 4, medregnes ikke de i § 12, stk. 5, anførte fradragsarealer.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1-3, når forholdene taler for det. Tilladelse for et længere tidsrum end 30 år kan dog ikke meddeles.

§ 28. Forpagtning eller leje af en del af en landbrugsejendom kan ske for et tidsrum af højst 30 år, hvis

1) forpagtningsforholdet vedrører jorder, eventuelt med bygninger, der indgår i samdrift med en anden landbrugsejendom, og betingelserne i § 27 er opfyldt,

2) forpagtningsforholdet alene omfatter vedvarende græsarealer og naturarealer, som benyttes til græsning, forudsat at det forpagtede areal ikke tages i brug til anden anvendelse, og at forpagteren har fast bopæl indenfor en luftlinieafstand på 15 km fra arealet,

3) lejeforholdet alene vedrører avlsbygninger,

4) lejeforholdet alene vedrører beboelsesbygninger, eventuelt med tilhørende have eller lignende, i det omfang beboelsen ikke er nødvendig for bedriften, eller

5) lejeforholdet alene vedrører et areal, der skal anvendes til opførelse af bygninger til jordbrugsmæssig produktion.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1, når særlige forhold taler for det. Dispensation for et længere tidsrum end 30 år kan dog ikke meddeles.

Stk. 3. Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan uanset bestemmelserne i lejelovgivningen og uanset, om der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsiges med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet ved erhvervelse af ejendommen eller som bolig for personer, der beskæftiges i bedriften.

§ 29. En landbrugsejendom eller et areal, der fraskilles en landbrugsejendom, kan sammenlægges med en anden landbrugsejendom ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, jf. dog stk. 2, hvis

1) ejendommens areal efter sammenlægningen ikke overstiger 200 ha,

2) suppleringsjorden ligger inden for en luftlinieafstand på 2 km for dyrkningsjorder, 5 km for vedvarende græsarealer og 10 km for fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5, regnet fra ejendommens beboelsesbygning og ved bygningsløse ejendomme fra ejendommens hovedlod, og

3) erhververen ved køb af suppleringsjord opfylder betingelserne for erhvervelse af den supplerede ejendom, jf. §§ 12, 16 og 20, idet der dog ses bort fra afstandsgrænsen på 10 km.

Stk. 2. Når erhververen ved køb af suppleringsjord vil være ejer eller medejer af et areal på mere end 200 ha, gælder reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord, jf. §§ 31-33.

Stk. 3. Ved opgørelse af arealet efter stk. 1 og 2 medregnes ikke de i § 12, stk. 5, anførte fradragsarealer.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1, når særlige forhold taler for det.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at sammenlægning kan ske uden tilladelse i videre omfang end efter stk. 1.

§ 30. Når beboelsesbygningen på en landbrugsejendom fraskilles efter lovens § 10 med et jordtilliggende på 2 ha eller derover, oprettes ejendommen med beboelsesbygning og den bygningsløse ejendom som to selvstændige landbrugsejendomme.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan tillade udstykning af en landbrugsejendom med henblik på oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme.

Stk. 3. Ministeren kan tillade, at tidligere nedlagte landbrugsejendomme og fritliggende beboelsesejendomme suppleres og oprettes som nye selvstændige landbrugsejendomme.

§ 31. Når en erhverver af en landbrugsejendom i landzone i forvejen er ejer eller medejer af en eller flere landbrugsejendomme, og det samlede areal af ejendommen og de i forvejen ejede og medejede ejendomme overstiger 200 ha, kan tilladelse til erhvervelsen normalt ikke meddeles, hvis ejeren af en nærliggende landbrugsejendom, der opfylder betingelserne i § 32 har ønske om fortrinsstilling til suppleringsjord.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder også anvendelse ved erhvervelse af jord til sammenlægning med en landbrugsejendom, når erhververen efter sammenlægningen vil være ejer eller medejer af et samlet areal på mere end 200 ha.

Stk. 3. Ved opgørelse af arealet efter stk. 1 og 2 medregnes ikke de i § 12, stk. 5, anførte fradragsarealer.

§ 32. Der kan kun gøres krav på fortrinsstilling til suppleringsjord, hvis

1) den, der ønsker suppleringsjord, ikke efter sammenlægningen vil blive ejer eller medejer af et samlet areal på mere end 70 ha,

2) suppleringsjorden ønskes sammenlagt med en landbrugsejendom, der er forsynet med en beboelsesbygning,

3) suppleringsjorden ligger inden for en luftlinieafstand på 2 km fra beboelsesbygningen på den i nr. 2 nævnte ejendom, og

4) suppleringsjorden kan sammenlægges med den i nr. 2 nævnte ejendom efter reglerne i § 29, stk. 1, uden dispensation efter § 29, stk. 4.

Stk. 2. Ejeren af en landbrugsejendom, der ønsker fortrinsstilling til suppleringsjord, skal på det tidspunkt, hvor erhververen i § 31, stk. 1 eller 2, har indgået købsaftale,

1) have fast bopæl på den ejendom, der ønskes suppleret, eller på en anden landbrugsejendom, den pågældende er ejer eller medejer af, og selv drive sin bedrift ,

2) opfylde uddannelseskravet, jf. § 12, stk. 2, nr. 1,

3) være villig til at betale sædvanlig handelspris for arealet, hvilket normalt vil svare til den pris, som erhververen eller ansøgeren har givet eller skal give, og

4) være ejer af en eller flere landbrugsejendomme, hvis areal tilsammen er på mindst 30 ha, eller som har et arbejdsbehov på mindst 900 timer årligt vurderet på grundlag af produktionens sammensætning.

Stk. 3. Ved opgørelse af arealet efter stk. 1 og 2 medregnes ikke de i § 12, stk. 5, anførte fradragsarealer.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om administration af bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord.

§ 33. Bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord i §§ 31 og 32 finder ikke anvendelse, hvis den eller de ejendomme, der ønskes erhvervet, er under eller vil blive nedbragt til en størrelse, hvor kravet til egen jord, jf. bestemmelser fastsat i medfør af § 7, stk. 5, i landbrugsloven, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999, jf. § 52, stk. 2, eller i medfør af senere lov, ikke kan opfyldes.

Stk. 2. Bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord finder ikke anvendelse ved jordomlægninger, der sker i forbindelse med afståelse af jord til offentlige anlæg mv., og som gennemføres ved jordfordeling efter reglerne i lov om jordfordeling mellem landejendomme eller ved ekspropriation.

Stk. 3. Bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord finder ikke anvendelse ved supplering med jorder, der erhverves som erstatning for arealer, der inddrages til etablering af vådområder og lignende.

§ 34. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter for hver amtskommune og for Bornholms Regionskommune en jordbrugskommission bestående af en formand og yderligere 4 medlemmer, jf. dog stk. 3. Medlemmerne udpeges af henholdsvis amtsrådet og Bornholms kommunalbestyrelse. For hvert medlem udpeges en suppleant.

Stk. 2. Formanden skal have bestået juridisk embedseksamen. 2 medlemmer udpeges efter indstilling fra de stedlige landboforeninger og familiebrugsforeninger under Dansk Landbrug, 1 medlem udpeges efter indstilling fra Friluftsrådet og 1 medlem udpeges efter indstilling fra Danmarks Naturfredningsforening.

Stk. 3. I sager vedrørende gartnerier og planteskoler m.v. udvides jordbrugskommissionen med et gartnerisagkyndigt medlem, der udpeges efter indstilling fra Dansk Erhvervsgartnerforening, jf. stk. 1, 2. og 3. punktum.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for nedsættelse af jordbrugskommissionerne og for deres forretningsorden mv.

§ 35. Amtskommunen, på Bornholm Bornholms Regionskommune, yder jordbrugskommissionen sekretariatsmæssig bistand. Amtskommunen og Bornholms Regionskommune afholder de med jordbrugskommissionens virke forbundne omkostninger.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for jordbrugskommissionernes virksomhed og amts- og primærkommunernes opgaver i forbindelse hermed.

§ 36. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om jordbrugskommissionernes varetagelse af opgaver efter loven. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om kommissionernes behandling af ansøgninger, om varetagelse af tilsyn og kontrol, om indberetning om afgørelser og statistiske oplysninger og om, at afgørelser i sager af større betydning eller principiel karakter skal træffes af ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan desuden fastsætte regler om adgangen til at klage over kommissionernes afgørelser, herunder om at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, at klage alene kan angå retlige spørgsmål, og om kommissionernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan i øvrigt give jordbrugskommissionerne nærmere instrukser om opgavevaretagelsen.

§ 37. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om administration af loven, herunder om hvilke oplysninger og erklæringer der skal foreligge ved ansøgninger om tilladelser m.v. i henhold til loven, og om hvilke oplysninger og erklæringer der skal afgives i forbindelse med erhvervelse, jordomlægning mv., der kan ske uden tilladelse efter loven.

§ 38. Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, at klage alene kan angå retlige spørgsmål, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med vedkommende minister eller kommunale organisation fastsætte regler om en anden offentlig myndigheds eller institutions medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens eller institutionens afgørelser, herunder om at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, at klage alene kan angå retlige spørgsmål, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 39. Tilladelser og dispensationer efter denne lov kan betinges og tidsbegrænses. Betingelser og tidsbegrænsninger er bindende for indehavere af rettigheder i ejendommen uanset tidspunktet for rettens stiftelse og kan af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri foranlediges tinglyst på ejerens bekostning.

Stk. 2. En tilladelse eller dispensation, der er meddelt efter denne lov, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter at være meddelt.

§ 40. Tilladelse eller dispensation til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller til forpagtning af en landbrugsejendom skal søges inden 4 uger efter, at der er indgået aftale om køb eller forpagtning, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug eller fiskeri efter ansøgning i det enkelte tilfælde beslutter at forlænge fristen.

Stk. 2. Tilladelse til fortsat at bevare adkomst på en landbrugsejendom eller til at fortsætte en forpagtning af en sådan skal søges inden 4 uger, hvis ejeren eller forpagteren ikke længere opfylder betingelserne for fortsat at have adkomst eller for fortsat at kunne forpagte ejendommen, medmindre ministeren efter ansøgning i det enkelte tilfælde beslutter at forlænge fristen. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor ejeren eller forpagteren ikke længere opfylder de nævnte betingelser.

Stk. 3. Erhvervelse af adkomst på en del af en landbrugsejendom omfattes ikke af ansøgningsfristen i stk. 1, idet ansøgning, der forudsætter gennemførelse af matrikulære forandringer, omfattes af § 21 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen.

§ 41. Når erhververen ikke opfylder betingelserne for at erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller en anpart i en sådan landbrugsejendom, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddele den pågældende påbud om at afhænde ejendommen indenfor en nærmere fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år, medmindre ministeren efter ansøgning i det enkelte tilfælde beslutter at forlænge fristen.

Stk. 2. Når en ansøgning om tilladelse til erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller en ansøgning om tilladelse til forpagtning af en landbrugsejendom ikke indgives rettidigt, kan ministeren meddele ejeren påbud om at afhænde ejendommen indenfor en nærmere fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år eller meddele forpagteren påbud om inden en tilsvarende frist at fratræde brugsforholdet. Det samme gælder, hvis tilladelse nægtes eller bortfalder, eller de for tilladelsen stillede vilkår ikke opfyldes. I tilfælde af en ejendoms overtagelse til brugeligt pant kan der under samme omstændigheder meddeles panthavere pålæg om at fravige brugspanteforholdet.

§ 42. En landbrugsejendom i landzone, der er overtaget på auktion eller til brugeligt pant, skal inden 1 år fra overtagelsesdagen sælges til en person, en fond eller et selskab m.v. i overensstemmelse med lovens regler, medmindre erhververen selv opfylder betingelserne for at erhverve adkomst på ejendommen eller brugspanteforholdet ophører. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog forlænge fristen.

§ 43. Hvis der ved anmeldelse til tinglysning af et dokument om erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller ved anmeldelse til tinglysning af en forpagtningskontrakt vedrørende en landbrugsejendom ikke forevises tilladelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller fornøden dokumentation for, at erhvervelsen eller forpagtningen kan ske uden tilladelse, sætter dommeren i overensstemmelse med reglerne i tinglysningsloven en frist til fremskaffelse af tilladelse eller dokumentation. I de i § 22, stk. 2, omhandlede tilfælde skal der foreligge tilladelse fra kirkeministeren.

Stk. 2. Vilkår, der er optaget i ministerens tilladelse, er ikke til hinder for dokumentets lysning uden frist.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler for den dokumentation, der skal forevises tinglysningsdommeren.

§ 44. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fritage de regionale jordkøbsnævn m.v., der udøver beføjelser efter § 30 a i jordkøbsloven, for at opfylde reglerne i lov om landbrugsejendomme i forbindelse med erhvervelse af fast ejendom efter reglerne i § 18 i jordkøbsloven.

§ 45. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har til enhver tid mod behøring legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige eller private ejendomme mv. med henblik på kontrol af overholdelse af lovens regler eller regler fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om kontrol og tilsyn, herunder om tilsyn med jordbrugskommissionernes opgavevaretagelse.

§ 46. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri påser, at loven og regler, der er udstedt efter loven, overholdes, herunder at påbud og vilkår, der er fastsat i tilladelser, overholdes.

§ 47. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan indhente de oplysninger hos andre offentlige myndigheder, der er nødvendige for at kontrollere, at loven og regler, der er udstedt i medfør af loven, overholdes, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, herunder oplysninger om skatteforhold.

§ 48. De kommunale myndigheder skal give indberetning til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, når de får kendskab til overtrædelser af denne lovs bestemmelser. De kommunale myndigheder skal på begæring af ministeren, anklagemyndigheden eller domstolene foretage syn og afgive udtalelser om landbrugsejendommes bygninger og driftsforhold.

§ 49. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og kommunale myndigheder kan forlange at få udleveret eller indsendt kopi af erhvervelsesdokumenter og andre skriftlige aftaler, som ligger til grund for erhvervelsen samt dokumentation vedrørende indgåede forpagtningsaftaler.

Stk. 2. Tinglysnings-, lignings-, vurderingsmyndighederne og de kommunale myndigheder skal meddele ministeren de oplysninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.

§ 50. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 6, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1-3, § 9, stk. 1 og 3, § 10, stk. 1-3, § 11, § 12, stk. 1-3, § 13, §14, § 15, § 16, § 20, stk. 1-6, § 23, stk. 1 og 2, § 26, stk. 1, § 27, stk. 1-3, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1, § 40, stk. 1 og 2, eller § 42,

2) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller dispensation efter § 7, stk. 2-6, § 9, stk. 5, § 10, stk. 5, § 17, § 20, stk. 10, § 21, § 23, stk. 3, § 24, stk. 1, § 27, stk. 5, § 28, stk. 2, § 29, stk. 4, eller § 30, stk. 2 og 3, eller

3) undlader at efterkomme påbud efter § 9, stk. 4 og 6, eller § 41.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der

1) bevarer adkomst på en landbrugsejendom i strid med loven,

2) opretholder et forpagtningsforhold eller lejemål i strid med loven.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter bestemmelserne i straffelovens 5. kapitel.

§ 51. Loven træder i kraft den 1. september 2004.

§ 52. Ved lovens ikrafttræden ophæves landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999, som ændret ved § 43 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 7, stk. 3, og § 7, stk. 5, nr. 1 og 2, i den i stk. 1 nævnte lov forbliver i kraft indtil videre. Regler udstedt i medfør af disse bestemmelser forbliver ligeledes i kraft. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for ophævelsen af bestemmelserne.

Stk. 3. Regler fastsat i medfør af den i stk. 1 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler fastsat i medfør af denne lov eller andre love.

Stk. 4. Loven har virkning for retshandler, der indgås efter den 1. september 2004, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Lovens § 10 og § 29 har virkning for ansøgninger, der indkommer til jordbrugskommissionerne eller Kort- og Matrikelstyrelsen efter den 1. september 2004, jf. dog § 53.

Stk. 6. Samdrifts- og forpagtningsforhold, der er etableret inden den 1. september 2004, kan fortsættes af ejeren henholdsvis forpagteren eller disses pårørende, jf. personkredsen i lovens § 15.

§ 53. Tilladelser og dispensationer, der er meddelt efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed. Det samme gælder de vilkår, der er fastsat i tilladelserne, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri gør undtagelse herfra.

§ 54. Loven gælder ikke for Københavns og Frederiksberg kommuner, Færøerne og Grønland.

§ 55. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 763 af 11. september 2002, med de ændringer, der følger af lov nr. 440 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 36, stk. 1, nr . 1, ændres ”landbrugslovens § 8, stk. 4,” til: ”§ 10, stk. 1 og 3, i lov om landbrugsejendomme,”.

2. I § 36, stk. 1, nr. 2, ændres ”landbrugslovens § 4, stk. 2” til: ”§ 6, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om landbrugsejendomme”.

§ 56. I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999 som ændret senest ved lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 13 d, stk. 4, 1. og 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

” En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i arealanvendelsen eller indgå aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen eller vandforsyningsanlægget.”

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Hovedvægten i landbrugsloven har traditionelt ligget på at sikre udnyttelsen af landbrugsjorderne til gavn for flest mulige egentlige jordbrugere (familiebrug) i form af personligt ejede virksomheder. Der har været lagt vægt på at tilgodese selvejet og familiebruget som den altovervejende besiddelses- og driftsform i landbruget bl.a. for at sikre bosætning og udvikling i landdistrikterne. Derudover har sigtet med regulering af anvendelsen af landbrugsjorderne i stigende omfang omfattet natur- og miljøhensyn. Landbrugslovens strukturbestemmelser har været retningsgivende for strukturudviklingen og haft indflydelse på omfanget af landbrugets markedsbaserede strukturtilpasning.

Udviklingen i landbruget er i de seneste årtier gået mod færre og større landbrugsbedrifter. Samtidig er det samlede dyrkede areal blevet mindre, idet landbrugsjorder er overgået til anden ikke-jordbrugsmæssig anvendelse som f.eks. byudvikling, rekreativ anvendelse, skovrejsning, våde enge mv.

En fremskrivning af bedriftsstrukturen i det primære landbrug i perioden fra 2000 til 2015 viser, at der må forventes et markant fald i antallet af både heltidsbedrifter og deltidsbedrifter. Det er ved denne fremskrivning forudsat, at udviklingen i bedriftsstrukturen fortsætter med uændret retning og hastighed i de kommende år. Heltidsbedrifter forventes at vokse fra et gennemsnitsareal på 87 ha i 2001 til 161 ha i 2015, medens arealet pr. deltidsbedrift kun skønnes at vokse fra 21 ha til 24 ha, jf. afsnit 4

Hovedårsagen er, at der er væsentlige uudnyttede størrelsesøkonomiske fordele i landbruget, der trækker i retning af større produktionsenheder. Hertil kommer, at der fortsat udvikles nye teknologier, der vil kunne føre til yderligere størrelsesøkonomiske fordele i landbrugsproduktionen.

Betydningen af nye reformer af EU’s landbrugspolitik, udvidelsen af EU med 10 nye medlemslande og en eventuel ny WTO-handelsaftale forventes ligeledes at bidrage til en yderligere strukturudvikling.

Med dette lovforslag lægges der op til en fokusering af lovens regler på erhvervelse og struktur samt en forenkling og præcisering af reglerne om køb og salg mv. af landbrugsejendomme og landbrugsjord, jf. senere.

2. Baggrunden for lovforslaget

Den stadig voksende og meget detaljerede regulering af anvendelsen af landbrugsarealer har ført til et kompliceret regelsæt, der er vanskeligt at overskue for brugerne og samtidigt vanskeligt at kontrollere. Udviklingen i reguleringen af det åbne land har medført, at der er en dobbeltdækning og regelkrydsning, som er uoverskuelig for brugerne. Det gælder f.eks. i et vist omfang i samspillet mellem landbrugsloven, planloven, skovloven og miljøreguleringsreglerne.

Da det fortsat er en målsætning at opretholde en betydelig landbrugsproduktion, bliver det følgelig af større betydning, at lovgivningen på landbrugsområdet giver erhvervet gode muligheder for at tilpasse bedrifts- og produktionsstrukturen. Dette gælder ikke blot til de nye markedsvilkår, men også til de forventede ændringer i de teknologiske og øvrige vilkår.

Der er endvidere behov for at udvide det råderum, inden for hvilket den enkelte landmand med sikkerhed kan disponere, og hvor en tilladelse fra jordbrugskommissionen er unødvendig. Dette vil betyde, at der i væsentligt mindre omfang end tidligere vil være nødvendigt at søge om dispensation.

På denne baggrund nedsatte regeringen den 11. november 2002 udvalget vedrørende forenklinger i jordlovgivningen. Udvalget har i juli 2003 afgivet Betænkning nr. 1429 om Forenklinger i jordlovgivningen.

Udvalget bestod af repræsentanter for Landbrugsraadet, Dansk Landbrug, Dansk Erhvervsgartnerforening, Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen), Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen), Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Amtsrådsforeningen (Viborg Amt), Fødevareøkonomisk Institut og Fødevareministeriet. Departementschef Poul Ottosen, Fødevareministeriet var formand for udvalget.

Forslaget til ny landbrugslov bygger i vid udstrækning på udvalgets anbefalinger og forslag.

Repræsentanterne for jordbrugets organisationer i udvalget var ikke på alle punkter enige i udvalgets anbefalinger og foreslog på visse områder nogle andre grænser for strukturudviklingen. Dansk Landbrugs forslag til ny landbrugslov er optrykt som bilag 5 til udvalgets betænkning.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med, at der for landbrugserhvervet søges tilvejebragt 3 hovedlove, der forenkler lovgivningen og gør den lettere tilgængelig og overskuelig for brugerne.

En bæredygtig udvikling af fødevareproduktionen skal ske i et balanceret samspil med natur, miljø, landskab og lokalsamfund, som indebærer, at de økonomiske, miljømæssige og sociale hensyn integreres bedre i landbrugspolitikken.

Landbruget foreslås således reguleret gennem 3 hovedlove, der alle fremsættes i denne folketingssamling:

– Denne lov om landbrugsejendomme, der især omhandler landbrugets struktur og ejerformer,

– en ny lov om drift af landbrugsjorder, der på sigt skal skabe en samlet ramme for driften af landbrugsjorden, og

– en ny lov om hold af dyr, der skal samle reguleringen på dette område, og som sammen med fødevareloven vil danne en samlet regulering af fødevareproduktionen fra jord til bord.

De nævnte 3 love skal alle tilstræbe en bæredygtig udvikling i landbruget. Målsætningen er desuden en forenkling af lovgivningen, der skal medvirke til at gøre den mere tilgængelig for borgerne.

Forenkling af jordlovgivningen

Forslaget til en ny lov om landbrugsejendomme indeholder en nyskrivning af landbrugsloven, der – som ovenfor nævnt – i vid udstrækning bygger på forslag fra udvalget vedrørende forenklinger i jordlovgivningen.

Lovforslaget indeholder på flere områder en række forenklinger:

Lovforslaget giver som nævnt et større råderum, inden for hvilket den enkelte landmand med sikkerhed kan disponere, og hvor en tilladelse fra jordbrugskommissionen er unødvendig.

Lovforslaget indeholder også en forenkling ved en bedre koordinering mellem landbrugsloven og den øvrige lovgivning, der regulerer arealanvendelsen i det åbne land. Anvendelsen af landbrugsjorder til ikke-jordbrugsmæssige formål skal således i videst muligt omfang bygge på lov om planlægning mv., og dobbeltregulering søges afskaffet.

En præcisering af lovteksten skaber endvidere klarhed over, i hvilke situationer en påtænkt disposition, der f.eks. forudsætter ophævelse af landbrugspligt eller erhvervelse af en landbrugsejendom, kan gennemføres uden tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Forenklingen består i denne sammenhæng i, at loven er lettere tilgængelig for borgerne, og at der i mindre omfang er behov for supplerende regler i form af bekendtgørelser og cirkulærer mv.

Lovforslaget skaber således klarhed og overskuelige regler og dermed en bedre retssikkerhed for borgerne.

Lovforslaget indeholder desuden en fokusering af reglerne om landbrugsejendomme på landbrugets struktur og ejerformer.

De nye regler om rydning af opvækst på landbrugsjorder, der er foreslået af udvalget vedrørende forenklinger i jordlovgivningen, indarbejdes således i forslag til en ny lov om drift af landbrugsjorder.

De nuværende regler i medfør af landbrugsloven om husdyrhold og arealkrav mv. forbliver i kraft, indtil der er sket en afklaring af eventuelle lovinitiativer i forbindelse med Vandmiljøplan III. I forbindelse hermed vil reglerne blive nyvurderet med henblik på overførsel til de nævnte love om henholdsvis drift af landbrugsjorder og om hold af dyr, som også fremsættes i denne folketingssamling.

3. Den gældende lov

Landbrugsloven er fra 1967, og den er ændret adskillige gange siden. I de senere årtier har loven fået en bredere målsætning.

Det vigtigste formål bag den gældende lov er at give mulighed for strukturudvikling og bevare en bred variation af bedriftstyper, såvel heltidsbrug som deltids- og fritidslandbrug. Formålet er endvidere at bevare selvejet og familiebruget som den overvejende besiddelses- og driftsform og at sikre en forsvarlig udnyttelse af landbrugsjorderne.

Ligeledes skal loven give mulighed for samtidig hensyntagen til natur og miljø og for at tilgodese befolkningsudviklingen i landdistrikterne.

Lovens regler om landbrugspligten er et værn mod fjerneje og mod, at landbrugsjorder tages i brug til ikke-jordbrugsmæssige formål.

Om Folketingets behandling af lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme og de senere ændringer i 1971, 1973, 1978, 1983, 1985 og 1986 henvises til Folketingstidende 1985-86, A 3459-3460.

Herudover er der foretaget lovændringer i 1989, 1994, 1998, 1999 og 2002.

Om behandlingen af lov nr. 381 af 7. juni 1989 henvises til Folketingstidende 1988-89, sp. 6750-6751, 7315-7358, 10543-10575, 10822 og 11350-11365, A 5065, B 1817, 2189, 2355 og C 1207.

Om behandlingen af lov nr. 436 af 1. juni 1994 henvises til Folketingstidende 1993-94, sp. 5099, 5712, 11636, 12320, A 5931, B 1577, 1939 og C 1407.

Om behandlingen af lov nr. 472 af 1. juli 1998 henvises til Folketingstidende 1997-98, sp. 879, 2144, 2561, A 1516, 1553, B 434, 714 og C 494.

Om behandlingen af lov nr. 350 af 2. juni 1999 henvises til Folketingstidende 1998-99, sp. 3230, 7085, 7378, A 3598, 3641, B 1099, 1356, C 776.

Loven er senest ændret ved lov nr. 145 af 25. marts 2002 om ændring af forskellige love som følge af sammenlægningen af de bornholmske kommuner, jf. Folketingstidende 2001-02, sp. 2305, 3017, 3624, A 1926, 2050, B 257, 345, 355, C 46.

4. Strukturudviklingen i landbruget

Landbrugserhvervet har i de sidste 25-35 år gennemgået en kraftig strukturudvikling både med hensyn til ejendoms- og bedriftsstruktur samt husdyrtæthed.

Samfundsudviklingen, ny teknologi, produktivitetsstigning og specialisering kan nævnes som nogle af de faktorer, der har haft og stadigvæk har betydning for primærlandbrugets strukturudvikling.

Tidligere opgørelser har vist, at det samlede antal landbrugsbedrifter er faldet markant siden 1960-erne. I 1995 udgjorde antallet af bedrifter kun ca. 46 procent af antallet af bedrifter i 1970, hvor der var registreret 148.512 landbrugsbedrifter. Tendensen med fald i antallet af landbrugsbedrifter er fortsat. Antallet af bedrifter udgjorde i 2002 i alt 50530 svarende til ca. 74 procent af antallet af bedrifter i 1995.

Den samlede udvikling går således mod færre og samtidig større landbrugsbedrifter. En afgørende faktor i udviklingen har været de størrelsesøkonomiske forhold. For det første har større landbrug langt bedre end mindre landbrug været i stand til at udnytte de landbrugsteknologiske fremskridt, ikke mindst i form af større maskiner og anlæg, hvor en rationel udnyttelse er betinget af en vis mindstestørrelse. For det andet har større landbrug et relativt mindre forbrug af arbejdskraft, som er steget væsentligt mere i pris end andre produktionsfaktorer. Hertil kommer, at mange driftsledelsesfunktioner ikke stiger proportionalt med produktionens størrelse. En afgørende faktor i strukturudviklingen er således, at de større brug har lavere omkostninger pr. produceret enhed end de mindre brug.

Samlet set er der sket et fald i antallet af landbrugsbedrifter med et areal under 75 ha. Samtidig er der en stigning i antallet af landbrugsbedrifter med et areal over 75 ha. Specielt for bedrifter med et samlet areal på over 150 ha er der tale om en forholdsvis stor stigning i forhold til de andre kategorier. I denne kategori er der sket en stigning på ca. 80 procent fra 1995 til 2002.

Antallet af landbrugsejendomme i perioden 1995-2002 er kun faldet med 3,2 procent i forhold til 1995, hvorimod antallet af landbrugsbedrifter er faldet med 26,5 procent i samme periode.

Hvor udviklingen for landbrugsbedrifterne går entydigt mod større bedrifter, viser udviklingen for landbrugsejendomme, at der bliver flere landbrugsejendomme både i intervallet under 5 ha og over 50 ha. Eksempelvis er antallet af landbrugsejendomme i intervallet 125-149,9 ha i 2002 steget med 59 procent i forhold til antallet i 1995. I intervallet over 75 ha er den samlede stigning i 2002 på 38,6 procent i forhold til 1995.

Ligesom antallet af landbrugsbedrifter er faldet i perioden efter 1995, er der også sket et fald i antallet af bedrifter med svin, der er reduceret med knap 40 procent. Samtidig er der sket en forøgelse af den samlede mængde svin på 14 procent i perioden fra 1995 til 2001. I samme periode er der nærmest sket en fordobling af antal svin på den enkelte bedrift (88 procent).

Inden for kvægproduktionen er antallet af bedrifter med malkekøer den største og dermed vigtigste produktionsform. Her er der ligeledes sket et markant fald i antallet af bedrifter siden 1995, og der er fra 1995 til 2001 sket en reduktion på ca. 39 procent.

Også inden for produktionsgrenen malkekøer er der sket en forøgelse af antallet af malkekøer på de enkelte bedrifter. Forøgelsen af malkekøer pr. bedrift er på ca. 46 procent fra 1995 til 2001, men er kun ca. halvt så stor i forhold til forøgelsen af svin pr. bedrift.

For en mere detaljeret belysning af strukturudviklingen henvises til kapitel 2 og 3 i betænkningen fra udvalget vedrørende forenklinger i jordlovgivningen (betænkning nr. 1429 af 2003).

5. Hovedtræk i lovforslaget

Ny formålsbestemmelse

Det foreslås, at lovens formål tager udgangspunkt i, at der i højere grad end hidtil skal være plads til en flersidig anvendelse af landbrugsjorder, f.eks. til naturformål.

I overensstemmelse med lovens formål præciseres det i loven, at en landbrugsejendom skal drives på forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige, jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder, til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier.

Samtidig fastslås det direkte, at anvendelse til naturformål også betragtes som forsvarlig drift af landbrugsjorder. Dette skal ses i sammenhæng med forslag til en ny lov om drift af landbrugsjorder, der er fremsat samtidig med dette lovforslag. Det skal endvidere ses i sammenhæng med de udvidede muligheder for erhvervelse af landbrugsjord til naturformål, f.eks. for fonde, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, jf. senere.

Det foreslås, at loven skal have til formål at

– sikre en forsvarlig og flersidig anvendelse af landbrugsejendomme under hensyn til jordbrugsproduktion, natur, miljø og landskabelige værdier,

– sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene og en forbedret konkurrenceevne i disse erhverv,

– tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne, og

– bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget samt sikre det fornødne produktionsgrundlag for jordbrugserhvervene.

Som beskrevet nærmere nedenfor under afsnit 10 ”Forholdet til EU-retten” nedsatte Fødevareministeriet i oktober 2003 Arbejdsgruppen vedr. landbrugslovens bopælskrav og dets forhold til EU-retten. Anledningen var en dom afsagt af EF-domstolen d. 23. september 2003 i en sag, der var forelagt præjudicielt af en østrigsk domstol. Sagen vedrørte forholdet mellem EF-traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser og de østrigske regler om ejendomsretten til jordarealer.

Arbejdsgruppen skulle vurdere EF-domstolens dom, herunder foretage en nærmere analyse af de danske og de østrigske regler. Arbejdsgruppen skulle endvidere undersøge, hvilke hensyn der ligger bag de danske krav om bopælspligt og vurdere, om kravene fortsat vil kunne opretholdes. Arbejdsgruppen foretog sin vurdering på grundlag af det lovforslag, der var udsendt i høring den 28. oktober 2003.

Arbejdsgruppen, der bestod af repræsentanter fra Justitsministeriet, Kammeradvokaten og Fødevareministeriet, har i sin rapport af 25. november 2003 under pkt. 4.2 anført følgende vedr. lovforslagets formål, erhvervelsesregler, strukturregler mv., som Fødevareministeriet kan tilslutte sig:

”Lovforslagets erhvervelsesregler knytter sig til følgende underliggende formål, som til dels er overlappende, og som alle har betydning for de [...] nævnte regler om erhvervelse af landbrugsejendomme:

a) At bevare selvejet (familiebruget) som den overvejende besiddelses- og driftsform og dermed som det bærende element i dansk landbrug og i landbrugsloven.

b) At hindre jordspekulation og hermed sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag.

c) At fremme en hensigtsmæssig ejendoms- og bedriftsstruktur, der samtidig kan modvirke store ejendomskoncentrationer (forhindre fremtidige ”godsdannelser”) og dermed medvirke til at opretholde en fordeling af ejendomsretten.

d) At sikre, at erhvervelsesreglerne fortsat kan udgøre et supplement til lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, der ikke er helårsboliger.

Ét af virkemidlerne til at opnå disse formål er bopælskravet.

4.2.1. Bopælskravet

I dette afsnit foretages en vurdering af bopælskravet i relation til de ovenfor nævnte underliggende formål.

4.2.1.1. Bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform

Selvejet, der [ ] har sine rødder i landboreformerne i 1700-tallet, betragtes som det bærende princip i dansk landbrug og bygger bl.a. på en forståelse af, hvordan ansvaret for og tilknytningen til ejendommen bedst udmøntes til gavn for samfundet. Selvejeprincippet er således historisk begrundet, men danner fortsat grundlag for landbrugserhvervet den dag i dag.

Kravet om, at en erhverver skal bo på én af de erhvervede landbrugsejendomme, hænger derfor tæt sammen med selvejetanken, da det at tage bopæl på ejendommen vil være en naturlig følge af de interesser, der bærer selvejet, og samtidig undgås fjerneje, hvor ejendommen ejes af personer, der er bosat udenfor lokalområdet. Det ligger i selvejetankegangen, at en ejer, der bor sammen med sin familie på en ejendom inden for bedriften vil være en umiddelbar garant for, at driften og vedligeholdelsen foregår på forsvarlig vis, og at ejeren alt andet lige vil have et større engagement i lokalsamfundet og have mere langsigtede interesser i ejendommen end en lejer/forpagter.

På den anden side ville ovennævnte krav og ønsker også kunne opfyldes af en forpagter, der kunne have en interesse for eller en forpligtelse til at vedligeholde ejendommen, hvilket f.eks. kunne skyldes forpagtningskontraktens indhold og/eller forpagtningsperiodens længde. Ud fra selvejetanken kunne man hævde, at jo tættere f.eks. en forpagter knyttes til ejendommen i tid og forpligtelser, des mere svarer hans engagement til det, der ud fra en umiddelbar betragtning ligger i selvejeprincippet. Det hører imidlertid også med til billedet af dansk landbrug, at gårdforpagtninger (forpagtning af både bygninger og jorde) er sjældne.

Strukturudviklingen har medført, at bedrifternes størrelse vokser, og det skal i den forbindelse bemærkes, at det forhold, at vedligeholdelsen og den løbende renovering af bygningsmassen må antages at være bedst sikret, hvis det er ejeren, der bor i bygningerne, kan komme under pres, hvis flere ejendomme med tilhørende (driftsmæssigt overflødige) bygningssæt drives sammen. Erfaringsmæssigt er det dog i dag mest almindeligt, at driftsmæssigt overflødige bygninger udstykkes som helårsboliger med et mindre jordtilliggende og sælges i den udstrækning, loven giver mulighed for det (efter forslaget kan der ske frasalg af alle bygningssæt undtagen det, der er bedriftens nødvendige beboelse). Dermed har også disse for landbrugsdriften overflødige bygninger betydning for bosætningen i landdistrikterne. Øvrige beboelser i en sådan bedrift bestående af flere ejendomme vil i overensstemmelse med boligreguleringsloven kunne udlejes til anden side som helårsbeboelse, evt. udlejes til fritidsbrug eller undlades benyttet. Dette er en direkte følge af strukturudviklingen, og netop derfor er der behov for at understøtte et formål om at sikre ”livet på landet”.

Det forhold, at ejendomme som led i strukturudviklingen stadig bliver større, og at samme landmand kan eje flere ejendomme, ændrer ikke ved selvejeprincippet, da udgangspunktet for en bedrift normalt er en kerneejendom i personligt selveje.

For ejendomme under 30 ha gælder i dag ingen krav om egen drift og uddannelse. Formålet om at bevare selvejet og understøtte befolkningsudviklingen i landdistrikterne gennemføres i disse tilfælde alene ved hjælp af bopælspligten. Arealgrænsen er fastsat for at kunne åbne for en ny køberkreds, der kunne være tiltrukket af ”livet på landet” ved at afgrænse en gruppe mindre ejendomme, som gennemgående har mindre produktionsmæssig interesse. Samtidig kan de større bedrifter ved tilforpagtning af arealer fra de mindre ejendomme tilpasse deres drift i en fleksibel strukturudvikling.

4.2.1.2. Forhindre jordspekulation

Det er nødvendigt at understøtte det danske landbrugserhvervs mulighed for fortsat i videst muligt omfang at eje den jord, landbrugserhvervet lever af. Bopælspligten betragtes i den sammenhæng som et egnet og nødvendigt middel som værn mod presset på jordpriserne.

Hvis der ikke eksisterede et bopælskrav ved erhvervelse af landbrugsejendomme, kunne al kapital investeres frit i disse objekter. Alene den interesse at kunne anbringe kapital i et inflationssikkert investeringsobjekt kunne være baggrunden for erhvervelsen og ville altså være helt løsrevet fra de hensyn, som samfundet (her gennem landbrugsloven) ønsker at forfølge. Konsekvensen heraf ville være, at kapitalanbringelsesinteressen ikke altid beroede på en ønsket interesse i at sikre landbrugserhvervet og til dels også ”livet på landet”, men måske ligefrem modvirkede den samfundsinteresse, der er i at bevare et erhverv, som er afhængigt af en knap ressource. Herved er adgangen til at erhverve landbrugsejendomme mere restriktiv i modsætning til andre erhverv, hvilket er begrundet i det forhold, at der kun er et bestemt jordareal til rådighed som grundlag for erhvervsudøvelsen, der således ikke blot begrænses af markedsmekanismer og efterspørgsel.

For tiden synes jordpriserne primært at være bestemt af dels den animalske produktions øgede jordbehov som følge af harmonikravene, dels af eventuelle køb af ejendomme i pendlerafstand til boligformål. I sidstnævnte tilfælde vil der ofte ske en bortforpagtning af jorderne, i hvilket tilfælde forpagtningsafgiften typisk vil blive fastsat i forhold til jordernes produktionspotentiale snarere end i forhold til den eventuelle højere erhvervelsespris. Det vurderes derfor, at bopælspligten har en prisdæmpende effekt til fordel for produktionslandbruget.

Åbningen for en meget bredere køberkreds med alene kapitalmæssige interesser ville påvirke prisdannelsen i opadgående retning for landbrugserhvervet, således at den landbrugsjord, der er til rådighed, ikke kan komme i omsætning for de personer (landmænd), der har brug for den som grundlag for deres erhverv. Markedet ville være et andet, da der ville være interesser i kapitalens forrentning, som ikke nødvendigvis er forenelige med de landbrugsmæssige interesser, der bæres af selvejet. Med andre ord har en sådan investor ikke samme interesser som en landmand.

Behovet for at beskytte landbrugsjorden som ressource mod kapitalspekulationer er således stadig et bærende element bag hensynet om at bevare et landbrugserhverv, der hviler på selvejeprincippet.

Bopælskravet er således efter arbejdsgruppens opfattelse en medvirkende faktor til, at landmænd fortsat vil kunne erhverve landbrugsejendomme til en overkommelig pris.

4.2.1.3. Samspillet med lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom

Landbrugslovens erhvervelsesregler, herunder navnlig kravet om fast bopæl, udgør sammen med planlovens § 40 og reglerne i sommerhusloven et supplement til lov om erhvervelse af fast ejendom med tilhørende bekendtgørelse.

I Kammeradvokatens Redegørelse af 2. maj 2000 om Planlovens § 40 og Sommerhusprotokollen, der belyser samspillet mellem reglerne om erhvervelse af fast ejendom og planlovens § 40, og som Miljø- og Energiministeriet oversendte til Folketinget, er det bl.a. anført side 5:

"Den lovgivning, der er EU-retligt beskyttet ved Sommerhusprotokollen, er regler, som var gældende, da Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 med forbehold af tekniske ændringer siden. Det drejer sig om loven om erhvervelse af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 566 af 28. august 1986 som ændret ved lov nr. 1102 af 21. november 1994, samt bekendtgørelse nr. 764 af 18. september 1995 om erhvervelse af fast ejendom for så vidt angår visse EF-statsborgere og EF-selskaber samt visse personer og selskaber fra lande, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde.

Disse regler suppleres af sommerhusloven, planlovens § 40 og landbrugsloven, der især indeholder en regulering af brugen af fast ejendom.

Det kan ikke siges med sikkerhed, at reglerne om anvendelse af fast ejendom også er omfattet af Sommerhusprotokollen, og en EU-retlig bedømmelse må derfor ske på baggrund af en række kriterier, der er fastlagt af EF-Domstolens praksis. I den forbindelse vil det være af væsentlig betydning, om en regelændring reelt har karakter af en redaktionel tilpasning, der ikke forrykker status quo, eller om den er udtryk for en skærpelse henholdsvis en lempelse af de hidtil gældende regler."

Om samspillet mellem lovgivningens regler om erhvervelse af fast ejendom er det i redegørelsen anført følgende, jf. side 36 f. og 52:

"Som det fremgår, drejer direktivbestemmelserne og protokollen sig om erhvervelse - ikke brugen - af sekundærboliger. Den lovgivning, som direktivbestemmelserne og protokollen henviser til, er for Danmarks vedkommende først og fremmest loven om erhvervelse af fast ejendom og den hertil hørende bekendtgørelse.

Denne lovgivning suppleres af de tre andre lovgivninger, der er nævnt ovenfor.

Det drejer sig for det første om sommerhusloven, der vedrører dels udlejning af sommerhuse, dels selskabers erhvervelse af sommerhuse. Formålet er at sikre, at der ikke ved udlejning - f.eks. ved langtidsleje eller selskabers erhvervelse - sker omgåelse af erhvervelseslovens regler.

For det andet drejer det sig om planlovens § 40 om anvendelse af boliger i sommerhusområder.

For det tredje drejer det sig om landbrugsloven, der indeholder regler om bopælspligt for erhververe eller forpagtere af landbrugsejendomme. Bopælspligten gælder uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, dvs. både for danske statsborgere og for statsborgere fra andre EU- eller EØS-medlemslande. Således har et antal hollandske statsborgere i de senere år erhvervet landbrugsejendomme i Danmark, som de bebor og driver. Hvis bopælspligten ikke overholdes, kan der meddeles et afhændelsespålæg. Loven vedrører derfor både erhvervelse og benyttelse.

[...]

Erhvervelsesloven og de flankerende lovgivninger i planloven (om anvendelse), sommerhusloven (om erhvervsmæssig udlejning) og landbrugsloven ( om bopælspligt) må efter min opfattelse betragtes som en samlet værnslovgivning. Formålet med værnslovgivningen er at sikre, at erhvervelseslovens begrænsninger i udlændinges muligheder for at erhverve sekundærboliger i Danmark ikke omgås."

Kravet i landbrugsloven om fast bopæl for erhververen indebærer, at det ikke er muligt at erhverve en landbrugsejendom uden at tage fast bopæl på ejendommen. Det bemærkes herved, at det ville ikke i medfør af erhvervelsesloven eller erhvervelsesbekendtgørelsen være muligt at kræve, at en EU- eller EØS-statsborger tager bopæl på en landbrugsejendom erhvervet med udøvelse af erhvervsvirksomhed for øje, hvorfor det er af stor betydning for den på erhvervelsesområdet gældende værnslovgivning, at bopælskravet i landbrugsloven opretholdes. Bopælskravet bidrager således bl.a. til at forhindre, at en landbrugsejendoms beboelsesbygning kan anvendes som fritidshus for en erhverver, der vælger at lade landbruget drive af en bestyrer eller bortforpagte ejendommens jorder.

Hvis kravet om fast bopæl på ejendommen i stedet kunne opfyldes af bestyreren eller forpagteren ville det ikke være muligt at forhindre, at en erhverver kunne anvende en landbrugsejendoms overskydende beboelsesbygninger som fritidshus. Det er muligt for en erhverver inden for visse rammer at eje flere landbrugsejendomme, og da kravet om fast bopæl kun gælder én af beboelsesbygningerne på flere samejede ejendomme, ville overskydende beboelsesbygninger, i overensstemmelse med boligreguleringsloven, kunne anvendes som fritidshus for en erhverver, hvis bopælspligten kunne opfyldes af bestyreren eller forpagteren.

Det bør desuden tages i betragtning, at det er yderst tvivlsomt, om bopælskravet senere vil kunne indføres igen, hvis det opgives. Dette hænger som beskrevet i Kammeradvokatens Redegørelse om planlovens § 40 og Sommerhusprotokollen side 54 sammen med, at når en retstilstand, der er dækket af en undtagelse i EU-retten, lempes, står det ikke medlemsstaten frit senere selv at genindføre undtagelsen.

For så vidt angår personer bosiddende i Danmark vil ønsket om at erhverve landbrugsejendomme til fritidsformål støde mod hindringer allerede ud fra bopælspligten, der hviler på ovennævnte hensyn om at understøtte selvejet, bosætningen i landdistrikterne og ikke mindst ønsket om at hindre jordspekulation.”

For så vidt angår bopælskravets forenelighed med EU-retten henvises til afsnit 10.

På baggrund af arbejdsgruppens vurdering, som Fødevareministeriet kan tilslutte sig, foreslås reglerne om bopælspligt således opretholdt uændret. Det gælder både bopælspligten for den, der driver en landbrugsbedrift, og bopælspligten, der indtræder i forbindelse med erhvervelse af en landbrugsejendom.

Notering og bortfald af landbrugspligt

Med henblik på forenkling af reglerne indføres der en fælles arealgrænse ved notering og bortfald af landbrugspligt.

Det foreslås,

– at der skal gælde en fast arealgrænse på 2 ha ved notering af landbrugspligt og bortfald af landbrugspligt,

– at landbrugspligten automatisk bortfalder, når en landbrugsejendom med beboelsesbygning ved udstykning eller lignende nedbringes under 2 ha, og

– at landbrugspligten ophæves på landbrugsjorder, der anvendes til supplering af fritliggende parceller til helårs- og fritidsboliger i landzone, og hvor parcellen efter suppleringen er mindre end 2 ha og udgør en sammenhængende lod.

Endvidere foreslås, at landbrugspligten kan ophæves, når samlede arealer over 20 ha er eller vil blive pålagt fredskovspligt (sammenhængende skove med mulighed for lysåbne arealer, samme definition som i skovloven).

Endvidere sker der en bedre koordinering mellem landbrugsloven og den øvrige lovgivning, der gælder for det åbne land, specielt i relation til reglerne i lov om planlægning. Hvis anvendelse af landbrugsjorder til ikke-jordbrugsmæssige formål er i overensstemmelse med reglerne i planloven, skal en sådan anvendelse umiddelbart være tilladt efter landbrugsloven.

Struktur

Lovforslaget giver et større råderum for den enkelte landmand med hensyn til at følge med i strukturudviklingen, idet der dog opretholdes visse areal-, afstands- og antalsgrænser. Det gælder med hensyn til erhvervelse, sammenlægning og forpagtning af landbrugsejendomme.

Efter lovforslaget kan en landmand således erhverve landbrugsejendomme inden for en arealgrænse på 400 ha uden nogen begrænsning i antallet af landbrugsejendomme, der kan erhverves. Da der ikke er nogen antalsbegrænsning, vil det ikke være nødvendigt at sammenlægge ejendommene. Hvis en landmand ikke kommer til at eje mere end 4 landbrugsejendomme, gælder der derimod ikke nogen øvre arealbegrænsning. Ejendommene skal ligge inden for en afstand i luftlinie på 10 km fra landmandens bopæl.

Det foreslås, at der kun skal være et lovmæssigt krav om, at en landmand inden for sin bedrift skal eje mindst en landbrugsejendom med beboelse, hvorfra han kan opfylde landbrugslovens bopælskrav. Som følge heraf foreslås det, at beboelsesbygningen på en landbrugsejendom, der ejes lovligt sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, kan frasælges.

Samdrift af landbrugsejendomme, der lovligt ejes af samme ejer, skal kunne ske uden begrænsning med hensyn til areal, afstand og antal ejendomme.

For forpagtning til samdrift foreslås en grænse på enten 500 ha eller 5 landbrugsejendomme (uden arealbegrænsning), dog således at en landmand altid kan forpagte arealer fra 2 landbrugsejendomme udover, hvad denne ejer. Der gælder derimod ikke nogen afstandsgrænse for forpagtning.

Flere landmænd skal uden begrænsning kunne aftale at drive deres bedrifter i fællesskab. Der vil derfor i denne lov ikke være behov for særlige regler for landbrugsfællesskaber (driftsfællesskaber).

Ved sammenlægning hæves arealgrænsen for den enkelte landbrugsejendom til 200 ha, medens afstandsgrænsen fastholdes på 2 km. Ved køb af suppleringsjord gælder arealgrænsen på enten 400 ha eller højst 4 ejendomme. Hvis en landmand således kun ejer 4 landbrugsejendomme, vil disse i princippet hver for sig kunne suppleres op til 200 ha.

Afstandsgrænserne ved erhvervelse og sammenlægning beregnes som luftlinieafstand, hvilket betyder en stor administrativ forenkling samtidig med, at det giver videre rammer for landmanden. Der skal ikke mere indgå en vurdering af de trafikale forhold (trafik/bymæssig bebyggelse) fra beboelsesbygningen til jorderne.

Ejerformer

Lovens erhvervelsesregler skal fortsat bygge på bopælskrav, uddannelseskrav, krav om egen drift og på selvejet som det bærende element. På disse punkter vil der således i princippet være tale om en fortsættelse af den hidtidige praksis. Ved erhvervelse af en landbrugsejendom skal der f.eks. fortsat gælde et krav om fast bopæl på ejendommen i mindst 8 år efter erhvervelsen.

Ønsket om at bevare det personlige selveje som den altovervejende besiddelses- og driftsform er ligeledes afspejlet i de hensyn, der ligger bag reglerne om de såkaldte landmandsselskaber (§ 20-selskaber efter den nugældende lov). Reglerne for selskaber, dvs. for de juridiske personer, er således koblet til de fysiske personer, dels med krav til ”landmanden i selskabet”, dels ved at indskrænke mulige investorer i selskabet til familiemedlemmer.

For ægtefæller foreslås en væsentlig lempelse af reglerne, idet ægtefæller ikke mere skal betragtes som en juridisk enhed i relation til lovens erhvervelsesregler mv. En ægtefælle kan således erhverve en eller flere landbrugsejendomme, uden at der som hidtil skal medregnes landbrugsejendomme, som den anden ægtefælle ejer.

Familiehandel foreslås sidestillet med arv, og familiekredsen udvides til også at omfatte søskende, søskendebørn og svigerbørn.

For landmandsselskaberne åbnes der adgang til i et vist omfang at anvende holdingkonstruktioner, dog på en sådan måde, at det stadig vil være muligt at afgrænse kredsen af investorer og afgøre, om en person i en sådan konstruktion skal betragtes som medejer af den pågældende landbrugsejendom.

Det præciseres, at danske offentlige myndigheder (stat, amt og kommuner) kan erhverve en landbrugsejendom uden tilladelse. Kommunale fællesskaber, der bygger på aftaler om samarbejde mellem kommuner i medfør af lov om kommunernes styrelse (§ 60, stk. 1), sidestilles med amter og kommuner.

Ejere af vandforsyningsanlæg (både offentlige og private) kan fremover uden tilladelse erhverve en landbrugsejendom til beskyttelse af grundvand, hvis jorden ligger inden for nærmere definerede/afgrænsede områder, hvor der ifølge en indsatsplanlægning er behov for en særlig indsats til beskyttelse af drikkevand.

Fonde

Der gives mulighed for, at visse almene, godkendte fonde kan erhverve landbrugsjorder til naturformål på linie med offentlige myndigheder. Der kan både erhverves hele landbrugsejendomme og dele af landbrugsejendomme. Ved erhvervelse af større arealer skal arealerne normalt ligge inden for områder, der i planlægningen er udpeget til naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser mv.

Fondes erhvervelse af landbrugsjorder skal ses i sammenhæng med forslaget til lov om drift af landbrugsjorder, hvor det bl.a. foreslås, at arealer, der ikke længere anvendes til dyrkning, pålægges en basal rydningspligt.

Det er hensigten at fastsætte regler om forhåndsgodkendelse mv., der gør det lettere for fondene at handle hurtigt med hensyn til erhvervelse af naturområder.

Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at der skal være fuld åbenhed om fondens formål, ledelse, regnskab og aktiviteter mv.

Fortrinsstilling til suppleringsjord

Reglerne om fortrinsstilling foreslås forenklet. Forenklingen foreslås bl.a. gennemført således, at landmænd, der ejer under 70 ha, kun skal kunne gøre krav på fortrinsstilling op til 70 ha, forud for landmænd, der vil blive ejer af mere end 200 ha.

Reglerne om fortrinsstilling skal som hidtil ikke gælde ved afståelse af landbrugsjorder til offentlige anlæg mv. i forbindelse med jordfordeling eller ekspropriation og ved køb af erstatningsarealer i forbindelse med våde enge og drikkevandsbeskyttelse.

Væksthusgartnerier og planteskoler

For væksthusgartnerier og planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte, gives videre rammer for ophævelse af landbrugspligt, uanset om ejendommens areal er over 2 ha.

Der indføres samtidig en undtagelsesregel med hensyn til afstandsgrænsen på 10 km ved erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme, der anvendes til væksthusgartneri eller planteskole, og der gives i erhvervelsesreglerne adgang til at anvende holdingkonstruktioner inden for visse rammer.

Dispensation

Landbrugsloven skal, som det fremgår af formålsbestemmelserne i forslagets § 1, rumme mange hensyn, såvel af overordnet betydning for strukturudviklingen som af personlig individuel karakter. Hertil kommer, at der også skal kunne tages hensyn til regionale forskelle, og at loven forudsættes administreret af regionale myndigheder.

Reglerne om de strukturmæssige forhold, herunder afstandsgrænser og begrænsninger med hensyn til areal eller antal ejendomme, tager sigte på at påvirke strukturudviklingen. De foreslåede grænser giver således et råderum for den enkelte landmand til bedriftsudvidelse mv.

Reglerne, der angår de personlige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskrav og uddannelseskrav mv., indeholder derimod elementer, hvor der i højere grad er behov for at kunne dispensere fra de generelle betingelser, jf. bemærkningerne nedenfor til forslagets § 17.

Reglerne om ophævelse af landbrugspligt bygger som udgangspunkt på klart konstaterbare kriterier, jf. forslagets § 6, men der er også i et vist omfang behov for, at landbrugspligten kan tillades ophævet i videre omfang efter reglerne i forslagets § 7.

Lovforslaget indeholder således fortsat en række bestemmelser, der giver anledning til ansøgning om dispensation fra bestemmelser i landbrugsloven. Antallet af dispensationer vil dog være væsentligt mindre end efter den nugældende lov.

Administration

Jordbrugskommissionerne foreslås opretholdt indtil videre. Til varetagelse af natur- og miljøhensyn foreslås jordbrugskommissionerne udvidet med to medlemmer, der udpeges af amtsrådet efter indstilling fra Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

Den hidtidige vetoret foreslås afskaffet, således at kommissionens afgørelser ved uenighed bliver truffet ved almindeligt flertal, hvor formandens stemme er afgørende ved stemmelighed.

Det er hensigten, at administrationen af landbrugsloven senere skal henlægges til regionale, folkevalgte organer, der svarer til de nuværende amtsråd. Den endelige stillingtagen til administrationen af loven bør dog afvente Folketingets afgørelse om den fremtidige opgavefordeling mellem stat, amt og kommune på grundlag af Strukturkommissionens anbefalinger, der ikke foreligger på nuværende tidspunkt.

Fødevareministeriet skal som hidtil varetage kontrollen med landmandsselskaber samt træffe afgørelse i sager om dispensation fra reglerne om landmandsselskaber, jf. forslagets § 20, idet jordbrugskommissionerne dog – som hidtil – skal træffe afgørelse om, hvorvidt landmanden i selskabet opfylder betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen.

Det foreslås endvidere, at Fødevareministeriet skal træffe afgørelse om forhåndsgodkendelse af fonde med hensyn til erhvervelse af landbrugsjorder til naturformål, jf. forslagets § 24, stk. 2.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Lovforslaget indeholder lempelser af en række begrænsninger, bl.a. strukturreglerne vedrørende areal, afstand og antal ejendomme, og forslaget giver dermed et betydeligt større råderum for dispositioner, der kan gennemføres uden tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Antallet af sager, hvor der er behov for at søge om dispensation hos jordbrugskommissionen, herunder såvel ansøgninger om dispensation fra erhvervelsesregler som ansøgninger om sammenlægning af landbrugsejendomme, reduceres ganske betydeligt.

Det gælder navnlig sager om fortrinsstilling til suppleringsjord, hvor arealgrænsen, der medfører, at der skal foretages undersøgelse af, om ejere af nærliggende landbrug ønsker suppleringsjord, hæves fra 70 ha til 200 ha. Antallet af sager om fortrinsstilling må således forventes reduceret fra omkring 1300 sager årligt til skønsmæssigt omkring 100-200 sager årligt.

Hertil kommer, at en række sager, der hidtil har krævet tilladelse fra jordbrugskommissionen, efter forslaget kan gennemføres uden tilladelse fra kommissionen ved erklæring fra en praktiserende landinspektør. Det gælder bl.a. sager om fraskillelse af bygninger, hvor den bygningsløse landbrugsejendom ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning (ca. 450 sager årligt), og sager om ophævelse af landbrugspligt på fredskovsarealer (ca. 60 sager årligt). Antallet af disse sager forventes i øvrigt at stige som følge af de foreslåede lempelser, jf. forslagets §§ 6 og 10.

Jordbrugskommissionerne skal dog fortsat varetage opgaver med kontrol og tilsyn med overholdelse af reglerne i landbrugsloven, ligesom der fortsat vil være situationer, hvor der søges om dispensation fra reglerne i loven.

Udvidelsen af jordbrugskommissionerne fra 3 medlemmer til 5 medlemmer medfører ikke øgede udgifter for administrationen, da det færre antal sager vil medføre et reduceret behov for møder i jordbrugskommissionen.

De samlede udgifter ved lovforslaget forventes modsvaret af færre udgifter hos amterne til sekretariatsbetjening af kommissionerne, således at der reelt er tale om mindre udgifter.

Spørgsmålet om en regulering af bloktilskud til amterne i forbindelse med jordbrugskommissionernes virksomhed vil blive optaget og eventuelt reguleret på Finansministeriets kommende bloktilskudsaktstykke.

Kommunerne vil ikke blive påvirket økonomisk eller administrativt som følge af lovforslaget.

Den foreslåede adgang for landmandsselskaber til at etablere holdingselskaber gør det muligt at opdele eksisterende selskaber i et driftsselskab og i et kapitalselskab. Herved bliver der mulighed for at friholde det akkumulerede overskud i kapitalselskabet for beskatning, selvom bedriften i driftsselskabet afhændes. Beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor værdierne i kapitalselskabet realiseres. Skatteudskydelsen vil medføre et rentetab for det offentlige.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget giver – som ovenfor nævnt – et betydeligt større råderum, inden for hvilket den enkelte landmand kan disponere uden at skulle indhente tilladelse hos jordbrugskommissionen.

Lovforslaget giver samtidig mulighed for en dynamisk strukturudvikling, der kan rumme både større landbrugsbedrifter med husdyr- eller planteproduktion og mindre brug med en specialiseret produktion og fritidslandbrug mv.

Forslaget tager også sigte på at styrke en bæredygtig udvikling af fødevareproduktionen og at skabe grundlag for landbrugserhvervets fortsatte konkurrenceevne på verdensmarkedet.

Adgangen til at etablere holdingselskaber i landbruget medfører, at beskatningen af akkumulerede overskud i landbrugsselskaber kan udskydes til det tidspunkt, hvor overskuddene realiseres, selvom bedriften i et driftsselskab afhændes.

Lovforslaget skønnes at medføre færre administrative byrder for erhvervet end efter den gældende lovgivning.

Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke medfører nye administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget har derfor ikke været forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget tager – som nævnt i afsnit 5 – udgangspunkt i, at der i højere grad end hidtil skal være plads til en flersidig anvendelse af landbrugsjorderne, såvel til jordbrugsproduktion som naturformål mv.

I en sådan flersidig arealanvendelse tages der hensyn til natur, miljø og bevarelse af landskabelige værdier, ligesom der også kan tages hensyn til friluftsliv og rekreative værdier samt til sociale og kulturelle værdier mv.

Loven giver således mulighed for, at ejeren af en landbrugsejendom kan drive ejendommen erhvervsmæssigt som en jordbrugsvirksomhed, og ejeren kan frit vælge at lade jorderne overgå til naturformål.

På større landbrugsbedrifter vil marginaljorder ofte overgå til naturformål, medens de egentlige landbrugsjorder drives erhvervsmæssigt som jordbrug. Mindre ejendomme, der ikke giver grundlag for egentlig erhvervsmæssig jordbrugsdrift, kan erhverves til helårsbeboelse med tilhørende naturarealer mv.

Den videre adgang til etablering af naturarealer på landbrugsejendomme må tillige ses i sammenhæng med forslaget til en ny lov om drift af landbrugsjorder, der generelt tilstræber at forbedre naturtilstanden i det åbne land.

Hertil kommer, at det med lovforslaget vil blive lettere for offentlige myndigheder og for visse godkendte, almene fonde at erhverve landbrugsjorder til naturformål mv. Ejere af vandforsyningsanlæg (både offentlige og private) vil ligeledes få lettere adgang til at købe landbrugsjorder med henblik på beskyttelse af drikkevand.

Lovforslaget indeholder således en række ændringer, der vil bidrage til at styrke natur og miljø i det åbne land.

9. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder ikke regler, der virker kønsdiskriminerende.

Lovforslaget skaber derimod ligestilling mellem ægtefæller ved erhvervelse af en landbrugsejendom, idet en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendom, medmindre de ejer ejendommen i sameje (dvs. begge står som ejere i tingbogen), jf. bemærkningerne til forslagets § 18 om begrebet medejer.

10. Forholdet til EU-retten

EU-reformen af den fælles landbrugspolitik

Der er i juni 2003 indgået forlig i EU om reformen af den fælles landbrugspolitik. I den forbindelse er der udarbejdet et forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere.

Ifølge artikel 5 i Rådsforordning 1782/2003 er det en betingelse for støtte, at landbrugsarealer – især landbrugsarealer, der ikke længere anvendes til produktionsformål – bevares i god landbrugsmæssig og miljømæssig stand. Det er overladt til medlemsstaterne at fastsætte nærmere bestemmelser herom inden for en nærmere angivet ramme. Kravet om god landbrugsmæssig og miljømæssig stand omfatter en form for plejeforpligtelse af arealerne. Forordningerne indeholder endvidere bestemmelser om krav til vedvarende græsarealer og bevaring af jordressourcen. Lovforslaget kan således ses som værende i overensstemmelse med tankegangen i reformen og rådsforordningen.

Højesterets dom af 15. marts 2001 vedrørende bopælskravet

Højesteret har ved dom U2001.1249H fastslået, at bopælskravet i den nuværende landbrugslovgivning er i overensstemmelse med EF-traktatens bestemmelser om etableringsretten, jf. artikel 43.

Højesteret lagde vægt på, at det fulgte af EF-domstolens praksis, at bopælskravet ikke stred mod fællesskabsretten, hvis det uden nationalitetsbegrundet forskelsbehandling varetog sådanne almene samfundshensyn, som efter fællesskabsretten kan begrunde en begrænsning i den frie etableringsret, uden herved at gå videre end nødvendigt. Der bestod ikke nogen rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten, og Højesteret fandt derfor ikke, at der var anledning til at forelægge sagen for EF-domstolen. Bopælskravet, som skulle modvirke fjerneje og jordspekulation samt bidrage til en sikring af befolkningsgrundlaget i landdistrikterne, og som ikke gik videre end nødvendigt, var ikke i strid med EF- traktatens artikel 43.

EF-Domstolens dom af 23. september 2003

Den 23. september 2003 afsagde EF-domstolen dom i sag C-452/01, Margarethe Ospelt og Schlössle Weissenberg Familienstiftung mod Unabhängiger Verwaltungssenat des Landes Vorarlberg. Sagen, der var forelagt præjudicielt af en østrigsk domstol, vedrørte forholdet mellem EF- traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser og de østrigske regler om ejendomsretten til jordarealer. EF-domstolen anførte i dommen bl.a.: ”Traktatens artikel 73 B og EF-traktatens artikel 73 C, 73 D, 73 F og 73 G (nu artikel 57 EF - 60 EF) er ikke til hinder for, at erhvervelse af landbrugsarealer gøres afhængig af meddelelse af en forudgående tilladelse som den, der er indført ved denne lov. Bestemmelserne er imidlertid til hinder for, at denne tilladelse i alle tilfælde afslås med den begrundelse, at erhververen ikke selv dyrker de pågældende arealer i forbindelse med en landbrugsbedrift og ikke har bopæl på bedriften.”

EF-Domstolens afgørelse vedrører en konkret sag om østrigske forhold og østrigsk delstatslovgivning, der i modsætning til de danske regler bygger på en tilladelsesordning, men synes umiddelbart i sin konklusion at være mere generelt formuleret. Sagen har derfor givet de danske myndigheder anledning til at overveje, hvilken rækkevidde dommen har for dansk lovgivning.

Som omtalt ovenfor under afsnit 5 blev der derfor nedsat en arbejdsgruppe, der skulle vurdere EF-Domstolens dom, herunder foretage en nærmere analyse af de østrigske regler. Arbejdsgruppen skulle endvidere undersøge, hvilke hensyn, der ligger bag de danske bopælskrav og vurdere, om kravene fortsat vil kunne opretholdes.

I rapporten fra arbejdsgruppen vedr. landbrugslovens bopælskrav og dets forhold til EU-retten indgik således under afsnit 3.2. følgende fortolkning af dommen, som Fødevareministeriet er enig i:

”Arbejdsgruppen finder ikke, at Ospelt-dommen tager endelig stilling til, om et bopælskrav som betingelse for at erhverve landbrugsejendomme, som f.eks. svarende til det, der findes i den danske landbrugslov, kan opretholdes fuldt ud.

Således som de præjudicielle spørgsmål var formuleret, var det afgørende spørgsmål i sagen, om selve den forudgående tilladelsesordning var forenelig med fællesskabsretten.

Kravene om egen drift og bopæl, der er underliggende betingelser for den østrigske tilladelsesordning, var ikke omtalt i de skriftlige indlæg i sagen, ligesom de efter det oplyste heller ikke indgik i den mundtlige procedure under domsforhandlingen.

Det var først i generaladvokatens forslag til afgørelse, at kravene om egen drift og bopæl blev inddraget i sagen. Generaladvokaten foretog en indgående prøvelse af, om den østrigske ordning med en forudgående tilladelse var proportional. Det var således som led i vurderingen af tilladelsesordningen , at generaladvokaten vurderede, om ordningens gennemførelsesbestemmelser og grundlæggende vilkår (herunder kravene om egen drift og bopæl) gik ud over, hvad der var nødvendigt for, at det forfulgte mål kunne opfyldes.

Efter arbejdsgruppens opfattelse giver dommen ikke grundlag for at ophæve eller ændre bopælspligten i landbrugsloven. Dommen vil imidlertid kunne få betydning for eventuelle fremtidige retssager om erhvervelseskravene i landbrugsloven. Dette skyldes, at dommen har skabt en EU-retlig tvivl, som kan føre til, at der vil blive stillet krav om præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen i sådanne sager.

Dommen har givet anledning til, at de danske erhvervelseskrav, herunder især bopælskravet, er blevet underkastet en analyse med henblik på at vurdere foreneligheden med fællesskabsretten.”

Med hensyn til en vurdering af bopælskravets forenelighed med EU-retten, jf. Traktatens art. 43 og 56 udtalte arbejdsgruppen i rapportens afsnit 4.2.1.4. følgende, som Fødevareministeriet ligeledes kan tilslutte sig:

“Arbejdsgruppen finder, at en samlet vurdering af bopælskravets forenelighed med fællesskabsretten (EF-traktatens art. 43 om den frie etableringsret og art. 56 om de frie kapitalbevægelser) må baseres på den interesseafvejningsmodel, som er opstillet i EF-domstolens praksis, og som EF-domstolen også henviser til i Ospelt-dommens præmis 34:

”Foranstaltninger, der som dem, der er omtvistet i hovedsagen, efter selve deres formål hindrer de frie kapitalbevægelser (jf. i denne retning Konle-dommen, præmis 39), kan dog tillades, hvis de for det første på en ikke-diskriminerende måde forfølger almene hensyn og for det andet er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, dvs. er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for, at formålet opfyldes (jf. i denne retning Konle-dommen, præmis 40, og Salzmann-dommen, præmis 42). [ ]”

Bopælskravet kan således tillades, hvis det på en ikke-diskriminerende måde forfølger almene hensyn i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, dvs. hvis bopælskravet er egnet til at sikre virkeliggørelsen af de formål, som det forfølger og kravet ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for, at formålene opfyldes.

Bopælskravet anses for begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn. Af Højesterets dom af 15. marts 2001 (U 2001.1249H) fremgår, at Østre Landsret fandt, at hensynet til sikring af befolkningsgrundlaget i landdistrikterne og trivslen på landet – og det underliggende formål at hindre jordspekulation – måtte anses for så væsentlige samfundsmæssige hensyn, at de alene kunne begrunde opretholdelsen af bopælskravet for ejendomme under 30 ha.

Også i Ospelt dommen tages stilling til de almene hensyn, som den østrigske lovgivning forfølger, og som kan begrunde restriktioner for de frie kapitalbevægelser. I præmisserne 39-40 vurderes bl.a., at ønsket om opretholdelse af et landbrugserhverv (i den franske udgave: opretholdelse af en landbrugsbefolkning), opretholdelse af en fordeling af ejendomsretten til jordarealer, der giver mulighed for udvikling af levedygtige bedrifter og en harmonisk vedligeholdelse af området og landskaberne, samt fremme af en fornuftig anvendelse af de ledige arealer ved bekæmpelse af presset på jordarealerne og forebyggelse af de naturlige risici, er anerkendelsesværdige hensyn – benævnt som sociale hensyn af Domstolen. Desuden henviser Domstolen til, at hensynene svarer til formålene for den fælles landbrugspolitik, herunder at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard.

Samlet set vurderer arbejdsgruppen således, at bopælskravet forfølger tvingende samfundsmæssige hensyn, idet det forhindrer jordspekulation, og idet det bidrager til at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i dansk landbrug og derved er med til at sikre bosætningen i landdistrikterne. Hertil kommer, at landbrugslovens bopælskrav ved et samspil med sommerhusloven og planlovens § 40 supplerer lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, der ikke er helårsboliger.

Kravet om fast bopæl er desuden ikke diskriminerende, da det gælder ens uanset nationalitet.

Bopælskravet anses for at være egnet til at forfølge de ovenfor nævnte hensyn.

Bopælskravet er imidlertid ikke alene et egnet middel men også et nødvendigt middel til at forfølge det underliggende formål om at forhindre jordspekulation og hermed sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag.

Bopælskravet begrænser efterspørgslen på landbrugsjord til de borgere, som har til hensigt at bosætte sig på landet, og som dermed har et formål med erhvervelsen, der er i overensstemmelse med landbrugslovens formålsbestemmelse. En opgivelse af bopælskravet ville indebære, at efterspørgslen ville blive udvidet til også at omfatte kapitalanbringelse. Henset til at landbrugsjord er en knap ressource, ville dette på almindelige markedsvilkår indebære en prisdannelse på et niveau, der må antages at ligge over, hvad den jordbrugsmæssige udnyttelse af jorden kan forrente. Dette ville derfor umuliggøre, at landbrugerne kan erhverve den jord, de skal leve af at dyrke, og dermed på sigt indebære en undergravning af selvejet.

Denne begrænsning af efterspørgslen på landbrugsjord kan ikke umiddelbart erstattes af mindre indgribende reguleringer. Hvis der ikke eksisterede et bopælskrav ved erhvervelse af landbrugsejendomme, kunne al kapital investeres frit i disse objekter, og alternativet til at kunne fastholde priserne på et ønskeligt niveau ville være en statslig prisregulering

Bopælskravet må antages at have en efterspørgsels- og prisdæmpende effekt til fordel for produktionslandbruget, og en opretholdelse af bopælskravet er et nødvendigt og proportionalt instrument til forfølgelse af lovens formål.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at bopælskravet ved erhvervelse af en landbrugsejendom skal opfyldes i mindst 8 år. Baggrunden for begrænsningen af bopælskravet til en periode på 8 år er, at det skal sikres, at en erhverver også reelt tager fast bopæl på ejendommen, uden at der dog er tale om en ”stavnsbinding”. En tidsbegrænsning af bopælskravet skønnes at være egnet til at sikre visse af lovens formål, herunder bosætningen i landdistrikterne, uden dog at gå ud over, hvad der er nødvendigt for, at formålene opfyldes. En periode på 8 år skønnes tillige at være af en sådan længde, at det umiddelbart ikke er muligt at omgå kravet om bopælspligt, og samtidig er det et tilstrækkeligt tidsrum til, at der kan opstå en varig tilknytning til lokalsamfundet. Efter udløbet af de 8 år, vil en ejendom alene være undergivet driftsbopælskravet, der principielt kan opfyldes af en forpagter på dennes egen ejendom.

Et 8-årigt bopælskrav genindtræder hver gang, der erhverves ny jord og ved ejerskifte. En erhverver, der i forvejen ejer en landbrugsejendom, kan dog selv vælge fra hvilken ejendom inden for bedriften, han vil opfylde bopælspligten.

Det er desuden arbejdsgruppens vurdering, at landbrugslovens krav om fast bopæl for erhververen, som sammen med sommerhusloven og planlovens § 40 supplerer lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, er egnet til at sikre, at en landbrugsejendom ikke kan erhverves med henblik på at anvende ejendommens beboelsesbygning som fritidshus.

Kravet om fast bopæl for erhververen indebærer, at det ikke er muligt at erhverve en landbrugsejendom uden at tage fast bopæl på ejendommen. Bopælskravet bidrager dermed til at forhindre, at en landbrugsejendoms beboelsesbygning kan anvendes som fritidshus for en erhverver, der vælger at lade landbruget drive af en bestyrer eller bortforpagte ejendommens jorder.

Hvis kravet om fast bopæl således i stedet f.eks. kunne opfyldes af en bestyrer eller forpagter ville det heller ikke være muligt at forhindre, at erhververen kunne anvende en landbrugsejendoms overskydende beboelsesbygninger som fritidshus.

Det ville heller ikke i medfør af erhvervelsesloven eller erhvervelsesbekendtgørelsen være muligt at kræve, at en EU- eller EØS-statsborger tager bopæl på en landbrugsejendom erhvervet med udøvelse af erhvervsvirksomhed for øje, hvorfor det er af stor betydning for den på erhvervelsesområdet gældende værnslovgivning, at bopælskravet i landbrugsloven opretholdes.

Kravet om fast bopæl for erhververen er således nødvendigt for at sikre, at en landbrugsejendoms beboelsesbygning og eventuelle overskydende beboelsesbygninger ikke kan anvendes som fritidshus for erhververen, og det forfulgte mål kan efter arbejdsgruppens vurdering ikke opnås med mindre indgribende foranstaltninger.

Samlet set vurderer arbejdsgruppen således, at bopælskravet er et nødvendigt og velegnet middel til at nå de ovenfor nævnte tvingende samfundsmæssige hensyn, og at kravet ikke går længere end nødvendigt.”

Arbejdsgruppen fandt endvidere, at bopælspligten i øvrigt burde ses i sammenhæng med de andre betingelser, der gælder ved erhvervelse af landbrugsejendomme, herunder uddannelseskrav og strukturregler, samt de særlige regler for selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme. Arbejdsgruppens overvejelser, som Fødevareministeriet er enig i, er afspejlet i rapportens afsnit 4.2.2.1. til 4.2.2.3.:

” 4.2.2.1. Krav om uddannelse og egen drift

Uddannelseskravet tager – ligesom bopælskravet – bl.a. sigte på at sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, får mulighed for at erhverve de landbrug, der skal tjene som deres produktionsgrundlag. Det drejer sig især om landbrug, der kan danne grundlag for en heltids- eller deltidsbedrift, normalt over 30 ha. Uddannelseskravet skal desuden sikre, at de egentlige landbrugsejendommene drives forsvarligt.

Hermed tjener uddannelseskravet to formål, nemlig at sikre en forsvarlig drift, og at begrænse køberkredsen til de personer, der er uddannet inden for faget, således at tillige jordspekulationer modvirkes.

Uddannelseskravet har den effekt, at der sker en målretning med hensyn til køberkredsen for landbrug over 30 ha, hvilket formodes at medvirke til en prisdæmpende effekt for disse ejendomme. Ejendomme af en sådan størrelse ønskes forbeholdt uddannede landmænd, da ejendommene formodes at være egnede som produktionsgrundlag til aktiv udøvelse af erhvervet. Uddannelseskravet medvirker således til at afgrænse den kreds af købere, som skal kunne erhverve et landbrug som deres erhvervsgrundlag, og uddannelseskravet har samtidig betydning for prisdannelsen for produktionslandbruget.

Efter de nugældende regler stilles krav om, at erhververe af landbrug over 30 ha også selv skal drive ejendommen, dvs. at erhververe af sådanne ejendomme er forpligtede til at drive aktivt landbrug. I lovforslaget er det forudsat, at erhververe af landbrug over 30 ha fortsat normalt vil have et ønske om selv at drive ejendommen. Kravet om egen drift er således udgået af lovteksten, idet det blev vurderet som overflødigt under hensyn til, at der gælder et uddannelseskrav for sådanne ejendomme. Det var således forventningen, at uddannelseskravet i praksis ville medføre, at ejeren i almindelighed selv ville drive ejendommen.

Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at de gældende regler om egen drift opretholdes, idet arbejdsgruppen finder, at uddannelseskravet for køb af ejendomme over 30 ha er egnet til at opnå formålene om at understøtte selvejet, hindre jordspekulation, og sikre forsvarlig drift. Uddannelseskravet kan dog kun betragtes som et egnet og nødvendigt middel, hvis erhververen normalt også selv skal forestå driften.

Et krav om egen drift for ejendomme over 30 ha vil desuden selvstændigt understøtte formålet om at tilgodese selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget og hindre jordspekulation, idet den, der ejer jorden dermed også som udgangspunkt, driver den. Et krav om egen drift vil ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at tilgodese de nævnte hensyn, idet det er nødvendigt for at sikre, at ejerne af de egentlige produktionslandbrug selv driver deres landbrugsbedrift.

4.2.2.2. Strukturreglerne

Som nævnt ovenfor bidrager strukturreglerne (dvs. reglerne om areal, antal ejendomme og afstand) i erhvervelsessituationen i høj grad til at fremme en hensigtsmæssig ejendoms- og bedriftsstruktur og modvirker hermed for store ejendomskoncentrationer. Udgangspunktet for reglerne er, at landbrugsjord er en begrænset ressource, hvorfor det i jordbrugserhvervet i modsætning til andre erhverv er nødvendigt at regulere adgangen til denne produktionsressource for at undgå en samfundsmæssigt uønsket koncentration af ejerskabet. Reglerne har til formål at undgå for store ejendomskoncentrationer og tilgodeser hermed de hensyn, der er opregnet i lovens formålsbestemmelse om ”at sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene”, ”at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne” og ”at tilgodese selvejet som den overvejende besiddelsesform i jordbruget”.

Det bemærkes, at de relativt liberale forpagtningsregler til en vis grad modvirker effekten af de mere restriktive strukturregler, idet de giver mulighed for fleksibilitet og imødekommer et behov for at følge strukturudviklingen. Begrænsningerne gælder også for medejerskab.

4.2.2.3. Selskabers erhvervelse

Selskabseje er som udgangspunkt ikke umiddelbart foreneligt med det personlige selveje, som betragtes som det bærende element i dansk landbrug. Selskaber mv. kan derfor som hovedregel ikke opnå tilladelse til at erhverve en eller flere landbrugsejendomme med henblik på jordbrugsmæssig udnyttelse.

Imidlertid har der i visse situationer (især i forbindelse med nyfinansiering ved ejerskifte og generationsskifte) vist sig at være behov for at give landmændene udvidede muligheder for finansiering. Herved sikres forbedret mulighed for en forsvarlig anvendelse af landbrugsejendommene med hensyn til jordbrugsproduktionen, og en bæredygtig udvikling og konkurrenceevne i erhvervet.

Der er således udformet regler om ”landmandsselskaber” dvs. en selskabskonstruktion, hvor der skal være en person, ”landmanden i selskabet”, der ejer aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne.

Selskabsreglerne har således et klart udgangspunkt i det personlige selveje, hvortil knyttes familiemedlemmer til den fysiske person, der står som ”landmanden i selskabet”.

Herudover kan visse institutionelle investorer, såsom pensionskasser og livsforsikringsselskaber, indtræde som investorer i selskabet ud fra den betragtning, at de ikke vil gøre deres indflydelse gældende på driften. Der stilles hverken direkte eller indirekte krav om nationalitet, hvorfor de ikke kan siges at være diskriminerende.

Ved at knytte erhvervelseskravene til ”landmanden i selskabet”, og altså til en fysisk person, understøttes hensynet til det personlige selveje og ønsket om at bevare et befolkningsgrundlag i landdistrikterne.

Visse selskabskonstruktioner tillades, hvor det samtidigt er muligt at fastholde princippet om det personlige selveje, således at personer, der opfylder de almindelige betingelser for at erhverve landbrugsejendomme, skal forestå den daglige drift, og have afgørende indflydelse på de daglige dispositioner. I det nye lovforslag åbnes mulighed for at etablere holdingkonstruktioner, men det fastholdes fortsat, at der stilles ufravigelige krav til ”landmanden i selskabet” som den hovedansvarlige for de daglige dispositioner.

Arbejdsgruppen finder, at begrænsningerne i forhold til mulige investorer ikke går længere, end det er nødvendigt for at kunne fastholde det grundlæggende princip om selveje for at sikre, at det er en enkeltperson, der driver ejendommen og har den afgørende indflydelse på den daglige drift.”

11. Lovovervågning

For at undersøge, om sigtet med loven bliver opfyldt, skal der gennemføres en undersøgelse af, hvilken indvirkning lovens regler har på strukturudviklingen.

Da virkningen af lovens regler først vil vise sig efter en vis periode, foreslås det, at der 3 år efter lovens ikrafttræden skal foretages en undersøgelse af, i hvilket omfang loven har haft indflydelse på strukturudviklingen.

Det skal desuden undersøges, om der på det administrative område er sket den forventede nedgang i antallet af sager, som har skullet behandles hos jordbrugskommissionerne.

Når disse undersøgelser er foretaget, vil der, efter høring af de parter, der har været inddraget i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse, blive afgivet en rapport til Folketingets Fødevareudvalg herom.

12. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Lovforslaget har været forelagt Advokatsamfundet, Alma, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Brancheudvalget for frø, DAKOFO, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Botanisk Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhvervsgartnerforening, Danske Frøavlere, Dansk Industri, Dansk Juletræsdyrkerforening, Dansk Landboungdom, Dansk Landbrug, Dansk Landbrugs Grovvareselskab, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Pelsavlerforening, Dansk Skovforening, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danske Andelsselskaber, Danske Slagterier, Den danske Landinspektørforening, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Den Lokale Andel, Det danske Fjerkræraad, Det danske Hedeselskab, Det Økologiske Råd, Dupont Agro Danmark, FATCH, Foreningen af Danske Handelsmøller, Foreningen af registrerede revisorer, Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes, Foreningen af vandværker i Danmark, Foreningen Biodynamisk Jordbrug, Frederiksberg Kommune, Frie Bønder – Levende Land, Friluftsrådet, Hovedstadens Udviklingsråd, Kommunernes Landsforening, Korn- og Foderstof Kompagniet A/S, Københavns Kommune, Kødbranchens Fællesråd, Landbrugsraadet, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af danske Mælkeproducenter, Landsforeningen danske Maskinstationer, Landsforeningen danske Svineproducenter, Mejeriforeningen, Naturrådet, Realkreditrådet, Sammenslutningen af danske småøer, Skovdyrkerforeningen, WWF Verdensnaturfonden, Økologisk Landsforening, og samtlige jordbrugskommissioner.

13. Skematisk oversigt over konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/-mindreudgifter Negative konsekvenser/-merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Antallet af ansøgninger reduceres ganske betydeligt. Mindre udgifter for stat, amter og kommuner Skatteudskydelse på grund af mulighed for holdingselskaber

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Antallet af ansøgninger reduceres ganske betydeligt. Landmanden får et større råderum Mulighed for holdingselskaber

Miljømæssige konsekvenser Lovens formål tilgodeser i højere grad end hidtil natur, miljø og landskabelige værdier

Ligestillingsmæssige konsekvenser Loven ligestiller ægtefæller ved erhvervelse af en landbrugsejendom

Forholdet til EU-retten Se ovenfor under pkt. 10

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Loven har til formål at

1) sikre en forsvarlig og flersidig anvendelse af landbrugsejendomme under hensyn til jordbrugsproduktion, natur, miljø og landskabelige værdier,

2) sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene og en forbedret konkurrenceevne i disse erhverv,

3) tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne, og

4) bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget samt at sikre det fornødne produktionsgrundlag for jordbrugserhvervene.

Lovens formål om jordbrug, natur og miljø lægger op til en flersidig anvendelse af landbrugsjorderne, hvor der både er plads til erhvervsøkonomisk fremgang og til et bedre miljø.

I et langsigtet tidsperspektiv må landbrugsjorderne betragtes som en begrænset naturressource for fødevareproduktion – specielt fordi overgang til anden anvendelse i form af naturgenopretningsprojekter, vådområder, skovrejsning mv. vanskeliggør eller reelt helt udelukker, at jorderne på ny inddrages til jordbrugsmæssig udnyttelse.

Lovens formål afspejler derfor, at landbrugsjorderne bør betragtes som en ressource, der ved integration af landbrug, natur og miljø både kan anvendes til jordbrugsmæssig udnyttelse og – helt eller delvis – kan overgå til naturformål.

Af samme årsag er det nødvendigt at understøtte og sikre landbrugserhvervets tilgang til de fornødne ressourcer i overensstemmelse med selvejeprincippet, hvilket er et væsentligt samfundsmæssigt hensyn.

Dette hensyn forfølges ligeledes af EU gennem den fælles landbrugspolitik, som efter Traktatens art. 33 skal tage hensyn til landbrugserhvervets særlige karakter, der følger af landbrugets sociale struktur og de strukturelle og naturbetingede forskelle.

Lovforslagets erhvervelsesregler som ligeledes anført ovenfor under afsnit 5 knytter sig til følgende underliggende formål, som til dels er overlappende og som alle har betydning for de ovenfor nævnte regler om erhvervelse af landbrugsejendomme, jf. rapporten fra arbejdsgruppen vedr. landbrugslovens bopælskrav og dets forhold til EU-retten:

a) At bevare selvejet (familiebruget) som den overvejende besiddelses- og driftsform og dermed som det bærende element i dansk landbrug og i landbrugsloven.

b) At hindre jordspekulation og hermed sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag.

c) At fremme en hensigtsmæssig ejendoms- og bedriftsstruktur, der samtidig kan modvirke store ejendomskoncentrationer (forhindre fremtidige ”godsdannelser”) og dermed medvirke til at opretholde en fordeling af ejendomsretten.

d) At sikre, at erhvervelsesreglerne fortsat kan udgøre et supplement til lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, der ikke er helårsboliger.

Til de i bestemmelsen nævnte formål kan bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i nr. 1 om at sikre en forsvarlig og flersidig anvendelse af landbrugsejendomme tager både sigte på anvendelse af ejendommene til jordbrugsproduktion og på en arealanvendelse, der tager hensyn til natur, miljø og landskabelige værdier. Den forsvarlige anvendelse sikres bl.a. ved at stille krav om, at den, der driver jorderne, skal have fast bopæl på bedriften. I en sådan flersidig arealanvendelse kan der tillige tages hensyn til friluftsliv og rekreative værdier samt til sociale og kulturelle værdier mv.

Bestemmelsen i nr. 2 om en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene skal bl.a. fremme strukturudviklingen ved at bevare en bred variation af såvel heltidsbrug som deltids- og fritidslandbrug.

Bestemmelsen i nr. 3 om at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne skal bl.a. ses i sammenhæng med EU´s landdistriktspolitik, der understøtter en række aktiviteter i det åbne land og styrker livet på landet, bl.a. med henblik på at fastholde et befolkningsgrundlag med helårsbeboelse i landdistrikterne, f.eks. ved regler om bopælspligt, jf. bemærkningerne til § 8.

Bestemmelsen i nr. 4 om at tilgodese selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform skal bidrage til at tilgodese selvejet og familiebruget som den altovervejende besiddelses- og driftsform i landbruget og dermed understøtte den danske ”landbokultur”. Selvejet er også med til at sikre bosætning i landdistrikterne. Selvejet har, siden landboreformerne i slutningen af 1700-tallet afløste fæstesystemet, været den altovervejende besiddelses- og driftsform i landbruget.

Arbejdsgruppen vedr. landbrugslovens bopælskrav og dets forhold til EU-retten har tillige vurderet, at det underliggende formål om at hindre jordspekulation og hermed sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag, er af afgørende betydning for at bevare en ejendomsstruktur i det danske landbrugserhverv, der i videst muligt omfang bygger på princippet om selveje. Fødevareministeriet kan tilslutte sig dette synspunkt, hvilket er afspejlet i formålsbestemmelsens formulering i nr. 4, hvorefter en del af lovens formål er at ”sikre det fornødne produktionsgrundlag for jordbrugserhvervene”. Hensynet om at modvirke jordspekulation er endvidere delvist omfattet af bestemmelsen i nr. 2 om at sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene.

Selvejet er – sammen med strukturreglerne – tillige medvirkende til at sikre en fordeling af ejendomsretten, hvilket bl.a. har stor betydning i og med, at jorden er en begrænset ressource. Strukturreglerne regulerer således både erhvervelse af landbrugsejendomme og forpagtning og drift af landbrugsejendomme.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 5.

Til kapitel 2

Til § 2

Det foreslås i § 2, stk. 1, at opretholde den nuværende definition på en landbrugsejendom. Ved en landbrugsejendom skal således forstås en ejendom, der i matriklen (Kort & Matrikelstyrelsens matrikelregister) er noteret som en landbrugsejendom. De landbrugsnoterede ejendomme omfatter også en stor del af de ejendomme, der anvendes til gartneri, skovbrug m.v. Landbrugsnoteringen fremgår også af kommunernes ejendomsregistre og af tingbogen.

Det præciseres i § 2, stk. 2, at de ejendomme, der er noteret som landbrugsejendomme, er undergivet landbrugspligt, hvorved forstås, at de er omfattet af lovens regler om erhvervelse, forpagtning, supplering mv.

I § 2, stk. 3, foreslås en definition på en landbrugsbedrift. Begrebet landbrugsbedrift anvendes i mange sammenhænge, bl.a. i landbrugsstatistikken fra Danmarks Statistik og i støttelovgivningen. Definitionen er dog ikke helt enslydende i de nævnte sammenhænge. En landbrugsbedrift har ikke hidtil været defineret i den gældende landbrugslov, men alene i bekendtgørelsen om husdyrhold og arealkrav mv., der er udstedt med hjemmel i den eksisterende landbrugslov.

Da lovforslaget omfatter de grundlæggende regler om samdrift og forpagtning af landbrugsejendomme, er det hensigtsmæssigt, at loven også definerer, hvad der forstås ved en landbrugsbedrift.

Ved en landbrugsbedrift skal således forstås en driftsenhed (virksomhed), der anvendes til jordbrugsmæssige formål, og som drives af samme fysiske eller juridiske person (producent). Begrebet jordbrugsmæssige formål er for driften af jorderne fastsat i loven om drift af landbrugsjorder.

En landbrugsbedrift omfatter efter den nævnte definition den økonomiske driftsenhed. En bedrift kan bestå af en eller flere landbrugsejendomme eller ejendomme uden landbrugspligt (frie jorder), der drives sammen. Derudover kan der i bedriftens areal indgå tilforpagtede arealer, medens bortforpagtede arealer ikke betragtes som hørende til bedriften. Bedriften omfatter også de naturarealer, der er på bedriften. Arealer, som en producent har en vis brugsret til, f.eks. ved gylleaftaler eller pasningsaftaler, betragtes ikke som en del af dennes bedrift. En bedrift kan også være uden jord, f.eks. hvis der er tale om et selskab, der har etableret en animalsk produktion i lejede bygninger.

Bedriftsdefinitionen henviser dog til de specielle regler, hvorefter et selskab kan erhverve landbrugsejendomme, hvis der er en person ”landmanden i selskabet”, der besidder flertallet af stemmerne. Disse selskabsregler knytter sig tæt til det personlige selveje, idet ”landmanden i selskabet” skal opfylde betingelserne for personligt at kunne erhverve den eller de pågældende ejendomme. En landbrugsejendom, der ejes af et selskab efter reglerne i § 20, og en landbrugsejendom, der ejes personligt af den person, der besidder stemmeflertallet, skal således i relation til lovens regler om samdrift, forpagtning, udstykning, sammenlægning og erhvervelse betragtes som en landbrugsbedrift tilhørende samme ejer, jf. lovens § 20, stk. 7.

Der er stor forskel mellem landbrugsejendomme og landbrugsbedrifter. Forskellen mellem det juridiske begreb ”en landbrugsejendom” og det driftsøkonomiske begreb ”en landbrugsbedrift” kan illustreres ved, at der i 2002 var 137.447 landbrugsejendomme (ifølge Kort & Matrikelstyrelsens statistik) og 50.530 landbrugsbedrifter (ifølge Danmarks Statistik).

Til kapitel 3

Til § 3

Det er væsentligt, at der er et godt grundlag for varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser ved region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Der foreslås derfor en hjemmel til, at fødevareministeren kan fastsætte regler for udarbejdelse og offentliggørelse af regionale jordbrugsanalyser, der skal danne grundlag for varetagelsen af de jordbrugsmæssige forhold i den fysiske planlægning.

Jordbrugsanalyserne skal som hidtil indgå ved afvejningen af arealinteresser mv. i regionplanlægningen og udmøntes i regionplanens retningslinier. Analyserne er alene et bidrag til regionplanlægningen og skal ikke godkendes af fødevareministeren.

Varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med miljøministerens udstedelse af landsplandirektiver og de statslige regionplanudmeldinger må fortsat ske i et samarbejde mellem de respektive ministerier. Forslag til region-, kommune- og lokalplaner indsendes til Fødevareministeriet, såfremt forslaget berører Fødevareministeriets interesser, jf. § 25 i lov om planlægning.

Til kapitel 3

Til § 4

Det foreslås i § 4, stk. 1 , at en ejendom kan noteres som en landbrugsejendom (pålægges landbrugspligt), hvis ejendommen er på 2 ha eller derover, og ejendommen anvendes til landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Det areal, som anvendes til beboelse, have mv., medregnes i de 2 ha. Hvis en ejendom (uden landbrugspligt) på mere end 2 ha derimod kun består af udyrkbare arealer, kan den ikke noteres som en landbrugsejendom. Det er desuden en betingelse, at ejendommen er forsynet med en beboelsesbygning. Der stilles derimod ikke, som efter de gældende regler i lovens § 3, noget krav om, at ejeren skal bo på ejendommen og selv drive den.

Bestemmelsen forudsættes alene anvendt i situationer, hvor det er ejeren af en ejendom (uden landbrugspligt), der ønsker noteringen foretaget. Bestemmelsen kan således ikke, i modsætning til tidligere, bruges af myndighederne til at notere en ejendom med landbrugspligt uden ejerens accept. Hvis arealer uden landbrugspligt (frie jorder) ønskes noteret med landbrugspligt, kan dette kun ske i forbindelse med forkøbsret efter reglerne i jordkøbsloven.

Den hidtidige undtagelse om, at gartnerier, især væksthusgartnerier, kan blive pålagt landbrugspligt, selvom de ikke opfylder den normale arealstørrelse på 2 ha, er ikke medtaget i forslaget. Dette har sammenhæng med, at der nu foreslås en fast grænse på 2 ha i forbindelse med ophævelse af landbrugspligt, jf. bemærkningerne til §§ 6 og 7.

Det foreslås i § 4, stk. 2 , at den hidtidige regel i landbrugslovens § 2, stk. 2, om, at landbrugspligten ajourføres en gang om året med de matrikelnumre uden landbrugspligt, som efter vurderingsreglerne er vurderet sammen med en landbrugsejendom, fortsætter uændret. Det er, som hidtil, Kort- og Matrikelstyrelsen, der står for denne ajourføring.

Hjemlen i § 4, stk. 3 , til at fravige reglerne i § 4, stk. 1 og 2, vil f.eks. kunne anvendes til notering af en ejendom uden beboelsesbygning som en landbrugsejendom. Der vil også kunne meddeles afslag på en anmodning om notering efter stk. 1, hvis der er tale om meget spredt beliggende lodder, der ønskes noteret som en landbrugsejendom, eller hvis der er tale om en gartneriejendom eller planteskole, hvor landbrugspligten er ophævet efter reglerne i § 7, stk. 5, hvor ejeren ikke opfylder lovens erhvervelsesbetingelser, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 5.

Til § 5

Det præciseres i § 5, stk. 1 , at Kort- og Matrikelstyrelsen skal ændre matrikelregistrets notering af ejendomme som landbrugsejendomme i overensstemmelse med de forandringer, der følger af lovens regler om notering og ophævelse af landbrugspligt, ændring af landbrugsejendomme mv.

Ministeren kan efter § 5, stk. 2 , fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises Kort- og Matrikelstyrelsen, når der skal ske forandringer i matrikelregistret. Det er hensigten at fastsætte regler om, at en praktiserende landinspektør i sager, hvor der sker ændringer i landbrugspligtens omfang, enten på et særligt skema skal erklære sig om, at landbrugslovens betingelser er opfyldt, eller vedlægge en tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Til kapitel 5

Reglerne i § 6 omhandler situationer, hvor landbrugspligten umiddelbart kan ophæves uden tilladelse ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, mens reglerne i § 7 omhandler de situationer, hvor der kan meddeles tilladelse til ophævelse af landbrugspligten.

Reglerne om ophævelse af landbrugspligt tager udgangspunkt i, at landbrugspligten kan ophæves, når ejendommen eller dens jorder skal inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse i overensstemmelse med region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Ophævelse af landbrugspligt forudsætter normalt, at jorderne varigt skal inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse såsom bebyggelse til bymæssige formål m.v., der udelukker, at jorderne senere igen kan inddrages til jordbrugsmæssige formål. Der gælder dog særlige regler for offentlige myndigheders og fondes erhvervelse af jorder til drikkevandsbeskyttelse, naturformål m.v.

Hvis der derimod er tale om en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse af midlertidig karakter som f.eks. råstofindvinding, er det normalt ikke nødvendigt at ophæve landbrugspligten.

Til § 6

§ 6, stk. 1, indeholder hovedreglerne for, hvornår landbrugspligten kan ophæves på en hel landbrugsejendom eller ved udstykning eller arealoverførsel eller lignende af en del af en landbrugsejendom, uden at der skal søges om tilladelse hos jordbrugskommissionen. Når landbrugspligten ophæves på en del af en landbrugsejendom, og den øvrige del af ejendommen opretholdes med landbrugspligt, er det en betingelse for ophævelse af landbrugspligten, at ejendommens beboelsesbygning ligger på restejendommen, eller at ejendommen er undtaget fra bygningskravet, jf. §§ 9 og 10. Kravet om en beboelsesbygning gælder dog ikke, hvis den bygningsløse ejendom vil blive ejet sammen med en anden landbrugsejendom med bygninger.

Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 1, at landbrugspligten kan ophæves, når jorden ved den offentlige planlægning er udlagt til bebyggelse og dertil hørende fællesarealer mv., og jorden inden 5 år skal anvendes til formål, der udelukker en senere anvendelse til jordbrugsmæssige formål. Dette svarer til de hidtil gældende regler i landbrugslovens § 4, stk. 1, nr. 1, for ophævelse af landbrugspligt inden for sådanne planlagte områder.

Sammenkoblingen med lokalplaner betyder, at når der er vedtaget en lokalplan, der udlægger arealer til bebyggelse mv., kan landbrugspligten ophæves uden tilladelse, når jorden inden 5 år skal inddrages til det planlagte formål.

Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 2, at landbrugspligten kan ophæves, når der foreligger landzonetilladelse efter lov om planlægning (uden for de planlagte områder) til bebyggelse mv., og jorden inden 5 år skal anvendes til formål, der udelukker en senere anvendelse til jordbrugsmæssige formål.

Sammenkoblingen med landzonetilladelser efter planloven forudsætter, at planlovsmyndigheden (kommunen) ved udstykning mv. af arealer til bebyggelse og dertil hørende fællesarealer træffer afgørelse om størrelsen af de arealer, der inddrages til bebyggelse med tilhørende udenomsarealer, herunder gårdsplads, parkeringsarealer, have, afskærmende beplantning mv.

Varetagelsen af de landbrugsmæssige hensyn, der efter forslaget skal ske i forbindelse med landzonetilladelse efter planloven til bebyggelse mv., forudsætter således, at der i samarbejde mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Miljøministeriet fastsættes nærmere retningslinier for landzoneadministrationen. De nævnte retningslinier forudsættes indarbejdet i Miljøministeriets vejledning om planloven.

Der kan således ske udstykning og ophævelse af landbrugspligt på arealer i det åbne land til f.eks. beboelse, erhvervs- og industriformål og offentlige anlæg, herunder bygningsanlæg til f.eks. vandværker, rensningsanlæg, transformerstationer, naturgasanlæg mv., når der foreligger landzonetilladelse til udstykning til bebyggelse mv. efter planloven, og arealerne skal bebygges i nær fremtid, dvs. inden 5 år.

Ved udstykning af parceller til helårs- og fritidsboliger (uden for de planlagte områder) gælder dog en arealgrænse på 2 ha. Udstykning af sådanne parceller kan således ske, hvis arealet er under 2 ha og udgør en sammenhængende lod.

Med de foreslåede lempelige regler for ophævelse af landbrugspligt på boligparceller vil spørgsmålet om placering og størrelse af jordbrugsparceller herefter alene bero på retningslinier for region-, kommune - og lokalplanlægningen, der fastsættes af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i samarbejde med Miljøministeriet. Ophævelse af landbrugspligt på jordbrugsparceller, der omfattes af en endelig vedtaget lokalplan, sker i øvrigt efter § 6, stk. 1, nr. 1.

Ved udstykning af arealer på 2 ha eller derover til helårsbeboelse mv. vil der være tale om oprettelse af en ny landbrugsejendom, hvilket kræver tilladelse, jf. § 30 om oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme.

Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 3 , at landbrugspligten kan ophæves, når jorden agtes anvendt til supplering af fritliggende parceller i landzone, der anvendes til helårs- eller fritidsboliger, og som efter suppleringen er under 2 ha. Også her gælder det, at der skal være tale om en sammenhængende lod. Arealoverførsel til en bestående ejendom kræver ikke tilladelse efter planloven, hvis der er tale om en uændret anvendelse. Efter planlovens regler betragtes det f.eks. ikke som ændret anvendelse, at et areal overføres fra en landbrugsejendom til en boligejendom som have. En boligparcel i landzone vil således ved arealoverførsel kunne suppleres op til 2 ha, uden at det kræver tilladelse efter planloven.

Reglen om supplering af fritliggende parceller i det åbne land, der anvendes til helårs- og fritidsboliger, gælder kun for parceller, der ligger i landzone. I forhold til de gældende regler for så vidt angår helårsboliger præciseres det nu, at det efter forslaget kun er fritliggende parceller, der kan suppleres uden tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 4, er en præcisering af, at danske offentlige myndigheder uden tilladelse kan erhverve arealer fra en landbrugsejendom. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 22, stk. 1, om, at offentlige myndigheder kan erhverve en hel landbrugsejendom uden tilladelse, jf. bemærkningerne til forslagets § 22.

Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 5, at landbrugspligten kan ophæves på fredskovspligtige arealer over 20 ha, der er eller vil blive pålagt fredskovspligt og dermed bliver omfattet af skovlovens regler.

Der stilles ikke krav om, at samtlige 20 ha skal være tilplantet med skov. I det omfang, der i overensstemmelse med skovlovens regler kan være åbne, ubevoksede arealer i en skov med fredskovspligt, kan landbrugspligten også ophæves på et sådant fredskovsareal. Fredskovsarealerne følger således definitionen i skovloven. Det er også en forudsætning, at der er tale om en sammenhængende skovstrækning, jf. forslag til ny skovlov, så der ikke senere efter skovloven uden videre kan forventes tilladelse til opdeling af skoven i flere enheder, der hver for sig er mindre end 20 ha.

Baggrunden for at fastsætte en arealgrænse på 20 ha er dels at fremme skovplantning, dels at tilgodese, at reglerne om ophævelse af landbrugspligt på fredskovsarealer ikke anvendes i strid med landbrugslovens formålsbestemmelser.

Hvis der ikke er en arealgrænse for ophævelse af landbrugspligt, vil ejere/ erhververe af mindre landbrugsejendomme kunne foretage skovplantning for at komme uden om landbrugslovens erhvervelsesregler og undgå at skulle opfylde bopælspligten ved erhvervelse. Mange mindre ejendomme kan derved overgå til fjerneje som fritidsbeboelse, jagtejendom og lignende i strid med landbrugslovens formål om at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne.

En arealgrænse vil også forhindre de uheldige virkninger, der kan opstå ved frasalg af mindre fredskovsarealer, der udgør en naturlig del af en landbrugsejendom. Ved udstykning af sådanne arealer til selvstændigt matrikulerede ejendomme vil der ofte opstå et pres på myndighederne for at opføre bygninger til skovdriften – dels til helårsbeboelse, fritidsbeboelse, jagthytte mv., dels til maskinhuse, opbevaring af redskaber mv.

Hvis der er tale om ophævelse af landbrugspligt på ubevoksede arealer, der skal tilplantes og pålægges fredskovspligt, skal det fremgå af den tinglyste fredskovsdeklaration, at arealet/arealerne på ny skal pålægges landbrugspligt og oprettes som en selvstændig landbrugsejendom eller afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom, hvis arealerne ikke tilplantes inden en nærmere angivet frist. Ved selvgroet skov fastsættes en passende frist for etablering af skovbevoksning.

Betingelser om fredskovspligt, herunder tinglysning af deklaration, skal dokumenteres opfyldt overfor Kort- og Matrikelstyrelsen ved ansøgningen om ophævelse af landbrugspligten.

Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 6, at landbrugspligten kan ophæves, når jorden agtes anvendt til supplering af arealer med fredskovspligt, og fredskoven efter suppleringen vil have et areal på mere end 20 ha. I denne situation skal opfyldes de samme betingelser, som gælder ved ophævelse af landbrugspligten på fredskovarealer over 20 ha, jf. stk. 1, nr. 5.

Ved udstykning af arealer til andre formål end bebyggelse mv. kan en tilladelse efter planloven ikke uden videre danne grundlag for, at landbrugspligten ophæves uden tilladelse. Det gælder f.eks. en planlovstilladelse til udstykning af arealer til en senere byudvikling, udstykning af arealer til rekreative formål, skovarealer under 20 ha eller arealer (under 2 ha) til en fond til naturformål, jf. senere under bemærkningerne til § 7.

Den foreslåede regel i § 6, stk. 2, skal sikre, at der ikke i forbindelse med sager om ophævelse af landbrugspligt på en del af en landbrugsejendom, der kan ske på baggrund af en erklæring fra en praktiserende landinspektør, vil opstå en landbrugsejendom uden beboelsesbygning (som en restejendom) i strid med reglerne i lovens § 9, jf. dog § 10.

Det foreslås i § 6, stk. 3, at landbrugspligten bortfalder, når en landbrugsejendom ved udstykning eller på anden måde nedbringes under 2 ha, idet restejendommen dog ikke må nedbringes under 1,5 ha. Reglerne om bortfald af landbrugspligten gælder dog kun for landbrugsejendomme, der er forsynet med en beboelsesbygning, og når beboelsesbygningen ligger på restejendommen. Landbrugspligten forudsættes således opretholdt på landbrugsejendomme uden beboelsesbygning, selv om ejendommen ved udstykning eller lignende nedbringes under 2 ha.

Der indføres dermed en fælles arealgrænse på 2 ha ved notering og bortfald af landbrugspligt, der ikke indeholder de hidtil gældende muligheder for, at ejeren kan vælge at beholde landbrugspligten i intervallet mellem 0,5 ha og 2 ha.

Baggrunden for reglen om, at restejendommen med ejendommens bygninger ikke må nedbringes til en størrelse under 1,5 ha i forbindelse med ophævelse af landbrugspligten, er, at nedlagte landbrug med et jordtilliggende på mindst 1,5 ha vil være mere attraktive at erhverve som helårsboliger, hvilket bl.a. vil styrke bosætningen på landet. Bestemmelsen gælder ikke ved fraskillelse af andre boliger, f.eks. en medhjælperbolig, på en landbrugsejendom. Bestemmelsen kan fraviges efter § 7, stk. 2, når særlige forhold taler for det.

Det foreslås i § 6, stk. 4, at landbrugspligten på ejerens begæring kan ophæves på en landbrugsejendom med beboelsesbygning, der ved lovens ikrafttræden er under 2 ha. Eksisterende landbrugsejendomme, der er under 2 ha, kan således bevare landbrugsnoteringen (som hidtil), indtil ejeren fremsætter ønske om, at noteringen slettes i matriklen.

Det foreslås i § 6, stk. 5, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at landbrugspligten også kan ophæves uden tilladelse i andre situationer end de, der er nævnt i § 6, stk. 1-4. Denne hjemmel tænkes anvendt, hvis det efter lovens vedtagelse viser sig, at det vil være uproblematisk at ophæve landbrugspligten uden tilladelse i andre situationer, end de, der er nævnt i § 6, stk. 1-4. Der er således tale om en hjemmel til at fastsætte yderligere regler for situationer, hvor det ikke har været forudset, at det kan ske på grundlag af en erklæring fra en landinspektør.

Til § 7

Reglerne i § 7 omhandler de situationer, hvor der kan meddeles tilladelse til ophævelse af landbrugspligten. I § 7, stk. 1, præciseres, at landbrugspligten kan ophæves efter bestemmelserne i stk. 2-6, der omtales nærmere i det følgende.

Reglerne, der omtales nedenfor, forudsættes i videst mulig omfang koordineret med planlovens bestemmelser om tilladelse til udstykning, ændret anvendelse og byggeri i landzone.

Det foreslås som en generel regel i § 7, stk. 2, at landbrugspligten kan ophæves, når særlige forhold taler for det, jf. nedenfor. Bestemmelsen er en videreførelse af gældende regler og praksis efter § 4, stk. 1, nr. 3, i den gældende landbrugslov.

Bestemmelsen giver således adgang til ophævelse af landbrugspligt i situationer, hvor betingelserne i § 6, stk. 1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, og hvor der efter en konkret vurdering er grundlag for at ophæve landbrugspligten, eventuelt med krav om tinglysning af deklaration.

Der kan f.eks. være tale om arealer, der er omfattet af en lokalplan, men som ikke skal anvendes til bebyggelse, der udelukker en senere jordbrugsmæssig anvendelse, f.eks. en golfbane, losseplads, oplagsplads eller arealer til etablering af en vindmølle, antennemast, vandboring eller lignende. Der kan i sådanne situationer forventes tilladelse til ophævelse af landbrugspligten i overensstemmelse med hidtil gældende praksis, herunder også med hensyn til vilkår om tinglysning af deklaration, jf. nedenfor.

Landbrugspligten bør derimod normalt ikke ophæves på arealer, der agtes anvendt til private, rekreative formål. Dette svarer til den hidtidige restriktive praksis på området, hvor der har været lagt vægt på at modvirke udstykning af mindre parceller i det åbne land til private, rekreative formål og at modvirke dannelsen af nye frie jorder uden landbrugspligt.

Mange mindre naturarealer på en landbrugsejendom, f.eks. moser, heder, enge, overdrev og småskove mv., udgør en naturlig del af ejendommens jorder. Udstykning og ophævelse af landbrugspligt på sådanne arealer, der ofte ligger omgivet af ejendommens dyrkningsjorder, kan medføre ulemper for en rationel landbrugsdrift og for fremtidige strukturomlægninger. Udstykning af sådanne arealer til selvstændigt matrikulerede ejendomme kan også føre til en belastning af landskabet i form af bebyggelse, hegning, beplantning m.v.

Der kan normalt heller ikke forventes tilladelse til ophævelse af landbrugspligt på arealer, der ønskes fraskilt og anvendt til jordbrugsmæssige formål. Det gælder f.eks. bygninger (såvel bestående driftsbygninger som nye) til jordbrugsproduktion og jorder til f.eks. frilandsgartneri eller dyrkning af juletræer. Sådanne produktioner bør – som hidtil – ske som et led i bestående landbrugsejendommes almindelige drift.

Oprettelse af en pelsdyrfarm kan ligeledes ske efter de hidtil gældende regler. Landbrugspligten kan således ophæves på et areal, der ønskes anvendt til bebyggelse med en pelsdyrfarm uden beboelsesbygning. En pelsdyrfarm kan f.eks. også etableres på en bestående landbrugsejendom, der er forsynet med beboelsesbygning.

Der kan dispenseres fra arealgrænsen på 1,5 ha i § 6, stk. 3, hvis forholdene taler for det. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis bygningslodden er naturligt afgrænset med et areal, som i forvejen er mindre end 1,5 ha.

Det foreslås i § 7, stk. 3, at landbrugspligten kan ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet af en godkendt fond, jf. § 24, til formål af almen, samfundsmæssig karakter som f.eks. naturformål, naturgenopretningsprojekter mv.

Disse regler skal ses i sammenhæng med reglerne i § 24 om fondes mulighed for at kunne erhverve hele landbrugsejendomme samt dele af landbrugsejendomme med et areal på mere end 2 ha som selvstændige landbrugsejendomme uden bygninger.

Generelt gælder, at arealgrænsen på 2 ha i forbindelse med offentlige myndigheders, fondes og vandforsyningsanlægs erhvervelse af arealer ikke er udtryk for en arealmæssig begrænsning. Grænsen på 2 ha er alene afgørende for, om jorden skal fraskilles uden landbrugspligt (under 2 ha) eller med landbrugspligt (over 2 ha). Landbrugspligten forudsættes dog ikke opretholdt, hvis arealerne pålægges fredskovspligt, og arealet er på mere end 20 ha, jf. § 6, stk. 1, nr. 5 og 6.

Offentlige myndigheder har efter § 6, stk. 1, nr. 4, adgang til at erhverve mindre arealer (under 2 ha), der ønskes fraskilt uden landbrugspligt til rekreative formål mv. af almen samfundsmæssig karakter. Det kan f.eks. være tale om nærrekreative arealer eller mindre arealer til bevarelse af småbiotoper, moser og vandhuller mv.

Fondes erhvervelse af mindre arealer (under 2 ha) uden landbrugspligt bør bygge på de samme principper, der fastsættes for fondes erhvervelse af landbrugsjorder (over 2 ha) med landbrugspligt, herunder at fonde kan opnå forhåndsgodkendelse, og at der stilles vilkår om tinglysning af deklaration om naturpleje og offentlig adgang mv., jf. forslagets § 24. Det er, som nedenfor omtalt, ikke nogen betingelse, at disse mindre arealer skal ligge inden for områder, der i region- og kommuneplanlægningen er udlagt til naturområder og lignende.

Ved større naturprojekter er der normalt tale om en forudgående planlægning med baggrund i den fysiske planlægning, og projektet gennemføres ofte som led i en jordfordeling mellem flere landbrugsejendomme. Ved erhvervelse af arealer under 2 ha til mindre naturprojekter er der normalt ikke tale om en forudgående planlægning, men det bør naturligvis indgå i vurderingen, hvilke retningslinier, der er fastsat for arealanvendelsen i region- og kommuneplanlægningen, og om projektet vil medføre ulemper for nærliggende landbrug.

Erhvervelse af en del af en landbrugsejendom forudsætter, at der gennemføres udstykning og ophævelse af landbrugspligten (medmindre arealet overføres til en landbrugsejendom). Erhvervelse af en del af en landbrugsejendom kan derfor kun ske med tilladelse til udstykning, arealoverførsel mv., som vil kunne forventes, når der er tale om anvendelse til de ovenfor nævnte naturformål.

En tilladelse kan betinges af, at jorden pålægges forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen, samt forpligtelser, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier og naturværdier samt almene samfundsmæssige hensyn, herunder bl.a. at der sikres offentligheden adgang til arealerne, medmindre særlige forhold taler imod dette.

Det foreslås i § 7, stk. 4, at landbrugspligten kan ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg (offentlige og private) med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer. Det er en betingelse for ophævelse af landbrugspligten, at jorderne ligger inden for et område, der i regionplanen er udlagt som et indsatsområde, og der ifølge indsatsplanlægningen er behov for en særlig indsats til beskyttelse af drikkevand, jf. § 13 og 13 a i lov om vandforsyning.

Beskyttelse af drikkevand kan dog også søges sikret ved aftaler, der bl.a. kan indeholde dyrkningsbegrænsninger og forbud mod tilførsel af gødning, og dermed ikke forudsætter erhvervelse af jorderne.

Bestemmelsen i § 7, stk. 4, skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglen i § 23, stk. 1, om ejere af vandforsyningsanlægs mulighed for at kunne erhverve hele landbrugsejendomme samt dele af landbrugsejendomme med et areal på mere end 2 ha som selvstændige landbrugsejendomme uden bygninger, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 23, herunder om ændring af vandforsyningsloven.

En tilladelse kan betinges af, at jorden pålægges forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen. Der kan også pålægges vilkår om afhændelse, f.eks. hvis jorden ikke bliver taget i brug til det pågældende formål.

Det foreslås i § 7, stk. 5, at landbrugspligten kan ophæves på landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, der anvendes til væksthusgartneri eller planteskole, og som drives med et erhvervsmæssigt sigte. Bestemmelsen omfatter således ikke en planlagt produktionsudvidelse. Baggrunden for den foreslåede regel er et ønske fra gartnerierhvervet om lempelser i forhold til lovens almindelige erhvervelsesregler mv., specielt for væksthusgartnerier og planteskoler. Med den foreslåede regel vil ejeren af et væksthusgartneri eller planteskole selv kunne vælge, om ejendommen skal være omfattet af landbrugslovens regler.

Ejere af væksthusgartnerier og planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte, kan således efter ansøgning få ophævet landbrugspligten på en landbrugsejendom med et areal på over 2 ha, hvis ejeren finder, at reglerne i landbrugsloven er til hinder for ønskede dispositioner.

Landbrugspligten kan endvidere ophæves efter § 7, stk. 2, hvis der er tale om supplering af sådanne gartneriejendomme eller planteskoler uden landbrugspligt.

En gartneriejendom, hvor landbrugspligten er ophævet, vil igen kunne noteres som en landbrugsejendom efter reglerne i § 4, hvis den f.eks. efter et ejerskifte ejes af en person eller et selskab, der opfylder lovens erhvervelsesbetingelser. Det er dog en betingelse, at mindst 2 ha anvendes til gartneri mv., og at ejendommen er forsynet med en beboelsesbygning, jf. § 4, stk. 1.

Det præciseres i § 7, stk. 6, at der kan stilles visse betingelser for en tilladelse til ophævelse af landbrugspligten. Der kan f.eks. stilles betingelser om, at hvis arealet ikke inden en vis frist er taget i brug til det pågældende formål, skal arealet på ny pålægges landbrugspligt ved sammenlægning med en eksisterende landbrugsejendom eller ved afhændelse som en bygningsløs landbrugsejendom. Der kan også, f.eks. ved fraskillelse af mindre arealer til vindmøller eller lignende, stilles krav om, at parterne indgår bindende aftale om tilbagekøb af jorden til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom.

Til kapitel 6

Til § 8

Bopælskravet bidrager til at sikre de i § 1 i lovforslaget nævnte formål og underliggende formål som beskrevet i bemærkningerne til § 1, jf. tillige bemærkningerne vedrørende bopælskravet under afsnit 5 i de almindelige bemærkninger.

I § 8, stk. 1, fastslås det, at bopælspligten ved erhvervelse af en landbrugsejendom, jf. §§ 12-16, skal opfyldes i mindst 8 år. Hvis en erhverver af en landbrugsejendom har opfyldt bopælspligten i 8 år, kan vedkommende flytte fra ejendommen, hvis jorden bortforpagtes. Der vil således efter de 8 år kun være en bopælspligt for ejeren, hvis vedkommende selv vil drive ejendommen eller bedriften, jf. stk. 2.

Ved erhvervelse af yderligere en landbrugsejendom eller ved erhvervelse af suppleringsjord til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom skal bopælspligten opfyldes i en ny 8-års periode.

Det bemærkes, at der ikke indtræder nogen bopælspligt i forbindelse med, at offentlige myndigheder, ejere af vandforsyningsanlæg eller fonde erhverver landbrugsejendomme, jf. § 22-24.

Det foreslås i § 8, stk. 2, at den, der driver en landbrugsbedrift, jf. § 2, stk. 3, hvori der indgår en eller flere landbrugsejendomme, skal have fast bopæl på en af disse landbrugsejendomme. Dette bopælskrav gælder for ejeren eller en forpagter eller for en bestyrer, der varetager driften for ejeren eller forpagteren. Denne bopælspligt er, i modsætning til § 8, stk. 1, stedsevarende, idet ejeren dog kan frigøre sig fra bopælspligten ved bortforpagtning til en forpagter, der opfylder bopælspligten. Da der således er tale om en bopælspligt, som gælder for en bedrift, hvori der indgår en eller flere landbrugsejendomme, skal der nødvendigvis inden for bedriften være mindst en landbrugsejendom med en beboelsesbygning, jf. lovens § 9, stk. 1.

Hvis en person både ejer en landbrugsejendom personligt og en landbrugsejendom i selskabsform efter § 20, kan ejeren selv vælge, hvorfra bopælspligten skal opfyldes, jf. bemærkningerne til § 20, stk.7.

Bopælskravet for den, der står for driften, har baggrund i formålsbestemmelsen i § 1, der bl.a. tager sigte på at sikre en forsvarlig anvendelse af landbrugsjorderne. En landmand, der bor på bedriften, vil således umiddelbart være garant for, at driften foregår på en forsvarlig måde, både for så vidt angår dyrkningsjorder og pasning af naturarealer.

Den foreslåede regel skal ses i sammenhæng med henholdsvis § 9, stk. 1, hvorefter en landbrugsejendom som udgangspunkt skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, og § 10, hvorefter bygningerne kan fraskilles, hvis ejendommen ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning.

Den foreslåede regel svarer i princippet til den nuværende regel i landbrugslovens § 7, stk. 1, hvorefter en landbrugsejendom skal opretholdes som et selvstændigt brug og holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Den foreslåede regel gælder dog på bedriftsniveau.

I § 8, stk. 3, præciseres, at den bopælspligt, der indtræder i forbindelse med erhvervelse af en landbrugsejendom, også kan opfyldes på en anden landbrugsejendom, vedkommende er ejer eller medejer af, eller på en ægtefælles eller en samlevers landbrugsejendom. Endvidere præciseres, at boligen skal tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand.

Indholdet af bopælspligten er i øvrigt det samme efter reglerne i stk. 1 og 2 (bortset fra varigheden).

Efter § 8, stk. 4, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte nærmere regler om kravet om fast og varig bopæl, samt regler om, hvornår en person kan betragtes som en samlever.

Den hidtidige regel om, at den, der har bopælspligt på en landbrugsejendom, skal have fast og varigt ophold på ejendommen og overnatte på ejendommen, medmindre der foreligger særlige forbigående omstændigheder, foreslås opretholdt.

Bopælskravet kan således ikke udmøntes i et bestemt antal overnatninger pr. uge, måned eller år, idet det er afgørende, om vedkommende reelt bor på ejendommen.

Ved en samlever skal som hidtil forstås en person, der lever i et samlivsforhold af ægteskabslignende karakter. Dette forudsættes at være opfyldt, hvis samlivet har bestået i mindst 2 år, eller hvis de samlevende har fælles børn.

Til § 9

Det fremgår som en hovedregel i § 9, stk. 1 , at en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Denne regel skal ses i sammenhæng med § 10, stk. 1, hvorefter bygningerne kan fraskilles, hvis ejendommen ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, og med § 10, stk. 4, hvorefter der kan oprettes bygningsløse landbrugsejendomme, der kan erhverves af offentlige myndigheder, fonde mv.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at ministeren kan fastsætte regler om størrelse, beliggenhed og karakter af den beboelsesbygning, der efter stk. 1 skal være på en landbrugsejendom.

Det er hensigten, at ministeren – som hidtil – fastsætter regler, der præciserer de krav, der må stilles til den bolig, hvorfra bopælskravet skal opfyldes. Boligen skal således have en sådan størrelse og karakter, at den kan anvendes til helårsbeboelse for en familie med sædvanlig husførelse. Ved opførelse af en ny bolig skal beboelsesbygningen normalt have et boligareal på mindst 120 m 2 .

Bopælskravet skal endvidere kunne opfyldes fra en anden beboelsesbygning på ejendommen, der opfylder ovennævnte krav, og som ligger inden for en afstand på 2 km fra ejendommens beboelsesbygning (stuehuset).

Efter bestemmelsen i § 9, stk. 3, skal beboelsesbygningen på en landbrugsejendom holdes forsvarligt vedlige. Vedligeholdelseskravet svarer til de hidtil gældende regler.

Hvis ubenyttede bygninger, herunder både beboelsesbygning og driftsbygninger, virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne, kan der efter forslagets § 9, stk. 4, – som hidtil – meddeles ejeren påbud om at istandsætte eller fjerne sådanne bygninger. Hjemlen til at meddele påbud gælder således ikke for ejendomme, der benyttes.

Efter forslagets § 9, stk. 5, kan der dispenseres fra reglerne, når særlige forhold taler for det. Der kan f.eks. meddeles dispensation til at fraskille beboelsesbygningen på en landbrugsejendom, som ejes af en kommune, hvis jorderne skal inddrages til byudvikling mv. Der kan f.eks. også meddeles tilladelse til forlængelse af fristen på 2 år til at opføre nye bygninger eller til istandsættelse, hvis forholdene taler for det.

Bestemmelsen i § 9, stk. 6, er en videreførelse af reglerne i § 8, stk. 7, i den gældende lov. Hvis bygningskravet i stk. 1 eller vedligeholdeskravet i stk. 3 har været tilsidesat i over 2 år, således at en landbrugsejendom har henligget i en ulovlig tilstand i over 2 år, kan ministeren – som hidtil – bestemme, at der ikke må opføres nye bygninger på ejendommen, og at ejendommen ved førstkommende ejerskifte skal afhændes – enten til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom eller som en bygningsløs landbrugsejendom.

Til § 10

Med de foreslåede erhvervelsesregler, jf. §§ 12-16, vil en landmand kunne blive ejer af et større antal landbrugsejendomme. Det er derfor nødvendigt at fastlægge regler for, hvad der skal/kan ske med ejendommenes bygninger.

Det foreslås i § 10, stk. 1 , at landmanden skal have mulighed for at sælge bygningerne fra på alle de ejede ejendomme, bortset fra den ejendom, hvor ejeren/driftslederen bor eller skal bo. Det vil således blive muligt at etablere et større antal landbrugsejendomme uden bygninger i modsætning til de gældende regler, hvor det kun er tilladt at have én ejendom uden bygninger. Reglerne gælder også, hvis en beboelsesbygning ønskes nedrevet.

Landbrugsbygninger kan udstykkes enten uden landbrugspligt med et areal på under 2 ha (men over 1,5 ha, jf. § 6, stk. 3) eller med landbrugspligt med et areal på 2 ha eller derover. Der er ikke – i modsætning til de hidtil gældende regler om bygningsløse landbrugsejendomme – nogen øvre begrænsning med hensyn til hvor stort et areal, der kan forblive sammen med bygningerne. Det er dog – som hidtil – en forudsætning, at ejendommen ikke deles i to eller flere landbrugsejendomme uden bygninger. En ejer af en landbrugsejendom kan heller ikke efter § 10, stk. 1, opdele sin landbrugsejendom (med beboelse) i to landbrugsejendomme, dvs. en landbrugsejendom med beboelse og en bygningsløs ejendom, blot ved at tinglyse deklaration efter § 10, stk. 2.

Udtrykket en bygningsløs landbrugsejendom anvendes i landbrugsloven (som hidtil) i den betydning, at ejendommen er uden beboelsesbygning efter reglerne i §§ 9 og 10. Der er ikke noget til hinder for, at ejendommens driftsbygninger eller eventuelt en medhjælperbolig medfølger landbrugsjorderne og således ligger på den bygningsløse landbrugsejendom. En bygningsløs landbrugsejendom pålægges normalt deklaration, jf. nedenfor, og der foretages normalt tillige notering herom i matriklen.

En bygningsløs landbrugsejendom skal – som hidtil – ejes og drives sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, idet de bygningsløse landbrugsejendomme skal medvirke til en fleksibel jordmobilitet. Det er ikke en betingelse, at ejeren af en landbrugsejendom med beboelsesbygning og en eller flere bygningsløse ejendomme, skal drive ejendommene sammen. Jorderne kan således bortforpagtes til anden side.

Det skal fortsat være en betingelse for fraskillelse af beboelsesbygningen, at der er tale om samme ejerforhold på ejendommen med bygninger og på den eller de ejendomme, hvor bygningerne ønskes fraskilt. Det betragtes som samme ejerforhold, hvis der er tale om ejendomme, der ejes henholdsvis af en person og af et selskab efter lovens § 20, hvor den pågældende har stemmeflertallet, jf. § 20, stk. 7. Reglerne kan dog fraviges i særlige situationer, f.eks. i forbindelse med generationsskifte.

På baggrund af ændringen, hvorefter en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendomme, jf. § 18, skal hver ægtefælle opretholde en landbrugsejendom med beboelsesbygning, hvis de hver for sig har erhvervet en eller flere landbrugsejendomme.

Bestemmelsen i § 10, stk. 1, kan også anvendes i forbindelse med nedrivning af beboelses- og driftsbygninger, der er overflødiggjort, i situationer, hvor en landmand ejer flere landbrugsejendomme. Nedrivning af bygninger kan dog kræve tilladelse efter anden lovgivning.

Når beboelsesbygningen fraskilles, skal der efter § 10, stk. 2, tinglyses en deklaration på den bygningsløse ejendom om, at der ikke uden særlig tilladelse efter landbrugsloven må opføres bygninger på ejendommen, at ejendommen til enhver tid skal ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, og at ejendommen således kun kan afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom eller som en bygningsløs landbrugsejendom. Der stilles således ikke længere krav om, at deklarationen også skal tinglyses på ejendommen med beboelsesbygning (samhørighedsdeklaration), idet der tilsigtes en administrativ forenkling.

Ved etablering af en bygningsløs landbrugsejendom er udgangspunktet, at der senere kun kan forventes tilladelse til opførelse af en ny beboelsesbygning, når ganske særlige forhold taler for det. Landbrugsejendomme uden bygninger bør som hovedregel indgå som et led i en smidig strukturtilpasning, enten til sammenlægning eller til samdrift med bestående bedrifter. Dette gælder dog ikke for de bygningsløse ejendomme, som f.eks. alene består af naturarealer, jf. stk. 4.

Fraskillelse af bygningerne på en landbrugsejendom kan ske uden tilladelse fra jordbrugskommissionen på baggrund af en erklæring fra en praktiserende landinspektør. Det vil så være landinspektørens ansvar, at der i forbindelse med udstykningen af bygningerne tinglyses en deklaration på ejendommen om, at ejendommen skal ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning (standardformular).

Det foreslås i § 10, stk. 3, at en landmand, der ejer en landbrugsejendom med beboelsesbygning, kan nøjes med at erhverve jorden fra en landbrugsejendom som en bygningsløs landbrugsejendom. Landmanden behøver således ikke først at købe en landbrugsejendom med bygninger og derefter fraskille bygningerne. Der skal være indgået en bindende aftale om salg af jorden som en bygningsløs landbrugsejendom til en landmand, der i forvejen ejer en landbrugsejendom med bygninger, og der skal tinglyses en deklaration som nævnt i stk. 2.

Det foreslås i § 10, stk. 4, at der kan oprettes bygningsløse landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, som opfylder betingelserne for at kunne erhverves af en offentlig myndighed, af ejeren af et vandforsyningsanlæg eller af en fond. Disse regler skal ses i sammenhæng med mulighederne for offentlige myndigheders, vandforsyningsanlægs, fondes mv. mulighed for at kunne erhverve en del af en landbrugsejendom, jf. § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1. Det er normalt en betingelse, at der ikke uden særlig tilladelse efter landbrugsloven kan opføres en ny beboelsesbygning på sådanne ejendomme, og at der tinglyses deklaration herom.

Ministeren kan efter bestemmelsen i § 10, stk. 5, dispensere fra bestemmelserne, hvis særlige forhold taler for det.

Til § 11

Reglerne i § 11 er en delvis videreførelse af reglerne i §§ 7, 7a og 7 b i den nugældende landbrugslov.

§ 11 angår drift af landbrugsejendomme i deres helhed, dvs. jord, bygninger og tilhørende produktionsapparat. Driften af jorderne til jordbrugsmæssige formål reguleres af lov om drift af landbrugsjorder. Overgang til ikke-jordbrugsmæssige formål reguleres af lov om landbrugsejendomme, herunder ved reglerne om ophævelse af landbrugspligt.

Kravene om bopæl og beboelsesbygning mv. i den nugældende lovs § 7, stk. 1, overføres i en lidt ændret form til lovforslagets § 8, jf. bemærkningerne til § 8.

Bestemmelserne i den gældende lovs § 7, stk. 3, og § 7, stk. 5, nr. 1 og 2, til at fastsætte regler om transport af husdyrgødning og regler om husdyrhold og arealkrav m.v. er ikke medtaget i § 11, men de forbliver i kraft indtil videre, jf. lovforslagets § 52, stk. 2.

I henhold til den gældende lovs § 7, stk. 5, nr. 3, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om opførelse af nye bygninger og anlæg på en landbrugsejendom. Efter den seneste ændring af planloven, jf. lovbkg. nr. 763 af 11. september 2002, er der ikke længere samme behov for en regulering af sådanne bygninger ved regler fastsat i medfør af landbrugsloven. Bestemmelsen i § 7, stk. 5, nr. 3, foreslås derfor ikke opretholdt.

Planlovsmyndigheden vil dog fortsat, hvis der skønnes behov herfor, kunne indhente en udtalelse fra de myndigheder, der administrerer landbrugsloven med hensyn til, hvorvidt opførelse af bygninger på en landbrugsejendom kan betragtes som erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom efter reglerne i § 36 i lov om planlægning.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 7 a, stk. 3, om, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte særlige regler om skovplantning, herunder regler om, at der ikke må foretages skovplantning inden for områder, hvor skovplantning er uønsket i henhold til en endelig godkendt regionplan, foreslås overført til forslaget til ny lov om drift af landbrugsjorder, der fremsættes samtidig med dette lovforslag.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, præciserer, hvorledes en landbrugsejendom i dens helhed (jord, bygninger og tilhørende produktionsapparat) skal drives. Bestemmelsen giver – som efter reglerne i den gældende lovs §§ 7 og 7 b – bl.a. mulighed for, at der på en landbrugsejendom drives pelsdyrfarm, hestestutteri, biavl, dambrug og ålebrug eller lignende, eventuelt som led i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse.

Bestemmelsen har en nær sammenhæng med forslaget til lov om drift af landbrugsjorder, idet driften af landbrugsejendommes jorder reguleres af bestemmelserne i lov om drift af landbrugsjorder.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, har endvidere sammenhæng med bestemmelsen i § 8, stk. 2, om bopælspligt for den, der driver en landbrugsbedrift, og sammenhæng med det driftskrav, der gælder ved erhvervelse af landbrugsejendomme med et areal på mere end 30 ha.

Forpligtelsen til forsvarlig drift af jorderne til en landbrugsejendom foreslås som nævnt reguleret gennem lov om drift af landbrugsjorder. Heri anføres, at der ved forsvarlig jordbrugsmæssig drift af jorderne forstås anvendelse til dyrknings- og naturformål, hvilket vil sige anvendelse til dyrkning af ét eller flerårige afgrøder, herunder plantage og anvendelse til skov, drift som halvkultur eller henliggen som udyrket og lysåbent areal, kulturtekniske foranstaltninger og småbiotoper, herunder småplantninger op til 0,5 ha. Der indføres tillige en pligt til rydning af opvækst af træer og buske på udyrkede arealer og halvkulturarealer. Grundprincippet om landmandens ret til frit afgrødevalg opretholdes således med den udvidelse, at anvendelse af jorder til natur og som udyrket areal mere udtrykkeligt end i den gældende landbrugslov fremgår som en valgmulighed.

I § 11, stk. 2 , præciseres det, at ingen del af en landbrugsejendom må tages i brug til andre end jordbrugsmæssige formål, medmindre anvendelsen er i overensstemmelse med reglerne i planloven eller råstofloven. Der sker således en bedre koordinering mellem landbrugsloven, planloven og råstofloven, jf. også bemærkningerne til reglerne om ophævelse af landbrugspligt i forslagets § 6.

Opførelse af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kræver ikke tilladelse efter planloven. Hvis bygningerne ikke er erhvervsmæssigt nødvendige, kan de således kun opføres med tilladelse efter planloven. Hvis en sådan tilladelse er givet, f.eks. til opførelse af en ridehal til en rideskole eller lignende, vil opførelse af bygningerne ikke kræve tilladelse efter lov om landbrugsejendomme.

Det gælder således generelt, at hvis der kan gives tilladelse efter planloven til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse af en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom, vil anvendelsen til det pågældende formål uden videre kunne ske efter landbrugsloven. Tilsvarende gælder i de situationer, hvor en tilladelse efter planloven ikke er nødvendig. Dette gælder både for anvendelse af arealer og for opførelse af nye bygninger mv.

Anvendelsen af landbrugsjorder til råstofindvinding skal ifølge forslaget ikke længere reguleres efter reglerne i landbrugsloven. De landbrugsmæssige hensyn i forbindelse med råstofindvinding på landbrugsejendomme, herunder vilkår om efterbehandling til jordbrug eller naturformål, skal fremover varetages af amtsrådet/Bornholms Kommunalbestyrelse i medfør af råstofloven. De nærmere regler om varetagelse af landbrugsmæssige hensyn forudsættes indarbejdet i Miljøministeriets vejledning om administrationen af råstofloven.

Til kapitel 7

Erhvervelsesreglerne gælder kun for landbrugsejendomme, der helt eller delvis ligger i landzone. Erhvervelsesreglerne finder derimod ikke anvendelse på landbrugsejendomme, hvor samtlige arealer til ejendommen ligger i byzone eller sommerhusområde.

Landbrugsejendomme i byzone og sommerhusområde skal dog medregnes ved bestemmelserne om afstand mellem landbrugsejendomme (højst 10 km), antal ejendomme (højst 4) og arealgrænser (200 ha og 400 ha) ved lovens erhvervelses- og strukturregler. Jordbrugsbedrifter i udlandet medregnes ikke længere i lovens erhvervelsesregler.

Om kontrol med overholdelse af erhvervelsesreglerne henvises til bemærkningerne til § 43.

Generelt bygger de i kapitel 7 foreslåede erhvervelsesregler på krav om fast bopæl for erhververen af en landbrugsejendom (bopælspligt), selveje samt krav om uddannelse som bærende elementer i landbrugsloven.

De nedenfor foreslåede erhvervelsesregler omfatter – i modsætning til de hidtil gældende regler i landbrugsloven – ikke bestemmelser om, at erhververen skal opfylde krav om statsborgerskab.

A. Fri handel

Til § 12

Reglerne i § 12 om personers erhvervelse af landbrugsejendomme er i princippet en videreførelse af reglerne i § 16 i den nugældende landbrugslov.

Bestemmelserne i § 12, stk. 1 og 2, omhandler erhvervelse af en landbrugsejendom i situationer, hvor erhververen ikke i forvejen er ejer eller medejer af en landbrugsejendom.

Hvis ejendommens areal er under 30 ha, skal erhververen – udover aldersbetingelsen på 18 år – opfylde krav om fast bopæl på den erhvervede ejendom inden 6 måneder efter erhvervelsen, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Bopælskravet regnes – som hidtil – normalt fra det tidspunkt, hvor der er indgået bindende aftale om erhvervelsen.

Bopælskravet ved erhvervelse af en landbrugsejendom har baggrund i formålsbestemmelsen i § 1 og i de underliggende formål, der bl.a. tager sigte på at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne og på at tilgodese selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i landbruget. Bopælskravet er begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, idet det primært forhindrer jordspekulation, og idet det bidrager til at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i dansk landbrug og derved er med til at sikre bosætningen i landdistrikterne. Hertil kommer, at landbrugslovens bopælskrav ved et samspil med sommerhusloven og planlovens § 40 supplerer lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, der ikke er helårsboliger. Bopælskravet bidrager således til at begrænse køberkredsen således, at de landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag.

Bopælspligten ved erhvervelse er ikke helt ubetinget, idet der er visse, men dog ret begrænsede muligheder for dispensation (typisk udsættelse af bopælspligten), jf. bemærkningerne til § 17.

Hvis ejendommens areal er 30 ha eller derover, skal erhververen – udover betingelserne i § 12, stk. 1 – opfylde de krav til en jordbrugsuddannelse, der fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og selv drive ejendommen, jf. § 12, stk. 2.

Kravet om uddannelse og kravet om egen drift følges ad, således at der automatisk indtræder et krav om egen drift, når der ved erhvervelsen er krav om opfyldelse af uddannelseskravet. Det er således logisk at kræve en jordbrugsuddannelse for den, der varetager driften, når man bl.a. ønsker at sikre en forsvarlig drift af landbrugsejendomme. Der henvises i øvrigt til afsnit 10 om ”Forholdet til EU-retten”.

Kravene til en jordbrugsuddannelse forudsættes fastsat med udgangspunkt i de nugældende uddannelseskrav, der omfatter såvel teoretiske uddannelser (herunder bl.a. grønt bevis eller diplom, teknikeruddannelser, agronom og lignende) som uddannelser, der bygger på praktisk uddannelse ved selvstændig drift af en landbrugsejendom med et dyrket areal på mindst 15 ha eller et arbejdsbehov på mindst 900 timer årligt.

Det foreslås, at den hidtil gældende arealgrænse på 15 ha for en praktisk uddannelse ved drift af en jordbrugsbedrift ændres, således at uddannelseskravet kun er opfyldt, hvis erhververen har drevet en jordbrugsbedrift med et dyrket areal på mindst 30 ha eller med et arbejdsbehov på mindst 900 timer årligt. Opgørelsen af arbejdsbehovet skal som hidtil ske med udgangspunkt i standardnormtimer, der er fastsat i medfør af reglerne om støtte for yngre jordbrugere. Det foreslås endvidere, at den nuværende bestyrerregel opretholdes uændret.

Det foreslås desuden, at kravet om selvstændigt at have drevet en landbrugsejendom i en vis årrække suppleres med et krav om, at vedkommende også skal have været personligt involveret i driften af ejendommen. En person bør således ikke kunne opnå uddannelsesattest alene på baggrund af drift ved hjælp af maskinstation.

Samtidig skal det præciseres, at der skal være tale om egen drift af en landbrugsejendom, som vedkommende har ejet eller forpagtet lovligt. Det skal således ikke være muligt at opfylde uddannelseskravet ved drift af en ulovlig ejet eller forpagtet landbrugsejendom.

Ved drift af en ejendom uden landbrugspligt må der – som hidtil – ske en konkret vurdering af, hvorvidt denne drift kan opfylde uddannelseskravet, dvs. sidestilles med de ovennævnte uddannelser.

Uddannelseskravet er også opfyldt, hvis erhververen har gennemgået en jordbrugsuddannelse i udlandet, hvis uddannelsen kan sidestilles med en af de godkendte uddannelser.

Kravet om, at erhververen selv skal drive ejendommen, der ofte benævnes som krav om egen drift, skal, som hidtil, opfyldes af erhververen i en periode på mindst 8 år – ligesom bopælspligten. Kravet om egen drift vil også være opfyldt ved drift med maskinstation, idet det afgørende er, om ejendommen drives for ejerens regning og risiko.

Bestemmelsen i § 12, stk. 3, omhandler erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme, dvs. situationer, hvor erhververen i forvejen er ejer eller medejer af en (eller flere) landbrugsejendomme.

Erhververen skal i sådanne situationer opfylde ovennævnte betingelser om alder (mindst 18 år), fast bopæl samt jordbrugsuddannelse og egen drift (samlet areal over 30 ha), jf. § 12, stk. 3, nr. 1-4.

Erhververen kan, når den pågældende er ejer eller medejer af flere landbrugsejendomme, der er forsynet med beboelsesbygning, frit vælge den ejendom, hvorfra bopælskravet skal opfyldes. Bopælspligten kan også opfyldes ved at have fast bopæl på en landbrugsejendom, der ejes af den pågældendes ægtefælle eller samlever, jf. forslagets § 8, stk. 3.

Efter forslagets § 12, stk. 3, nr. 5, er det desuden en betingelse, at alle de efter erhvervelsen ejede eller medejede landbrugsejendomme skal ligge inden for en luftlinieafstand på 10 km fra beboelsesbygningen på den ejendom, hvor erhververen har eller tager fast bopæl. Hvis erhververen tager fast bopæl på sin ægtefælles eller samlevers landbrugsejendom, skal alle erhververens ejendomme ligge inden for en luftlinieafstand på 10 km fra bopælsejendommen.

Afstandsgrænsen på 10 km foreslås således målt i luftlinie i stedet for som i den gældende lovs § 16, stk. 3, nr. 4, ad den benyttede vej fra beboelsesbygningen til jorderne.

Forslaget indeholder en administrativ forenkling og en mindre lempelse i forhold til vejafstanden ad den benyttede vej.

Samtidig foreslås den hidtidige regel om, at afstanden beregnes ud til hver enkelt lod af den erhvervede ejendom, ændret til en regel om, at ejendommen kan erhverves i sin helhed, hvis luftlinieafstanden mellem beboelsesbygningen på den ejendom, hvorfra bopælskravet opfyldes, og den nærmeste dyrkningslod af den erhvervede ejendom, er mindre end 10 km (luftlinie). Ved vurderingen af, om afstandsreglen er opfyldt, ses der således bort fra andre lodder, herunder fraliggende græsarealer, skovarealer m.v. Herved opnås en forenkling og præcisering af reglerne, idet der ikke vil være situationer, hvor det er en betingelse for at kunne erhverve en landbrugsejendom, at der skal ske frasalg af lodder, som ligger for langt væk.

Hvis en landbrugsejendom alene omfatter vedvarende græsarealer, fredskovsarealer og arealer helt uden produktionsmæssig værdi skal afstanden fra beboelsesbygningen til den nærmeste lod af den erhvervede ejendom være mindre end 10 km (luftlinie), uanset kategorien af de enkelte lodder.

Med den ovenfor omtalte regel vil der som udgangspunkt være en enkelt afstand, der er afgørende for, om en landbrugsejendom (i sin helhed) kan erhverves.

En landmand kan således erhverve ejendomme, der ligger inden for en cirkel med en radius på 10 km fra den bolig, hvor han bor. Hvis han derimod ønsker at erhverve en landbrugsejendom, der ligger uden for afstandsgrænsen på 10 km, f.eks. ved at flytte bopæl, skal han efter forslaget afhænde de ejendomme, som ligger mere end 10 km fra den nye bopæl, hvilket svarer til de gældende regler. Det gælder dog ikke for ejendomme, der erhverves ved arv eller familiehandel, jf. bemærkningerne til §§ 14-15.

Efter forslagets § 12, stk. 3, nr. 6, er det yderligere en betingelse, at erhververen ikke efter erhvervelsen vil være ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse).

Forslaget indeholder en lempelse af den hidtil gældende regel om højst 3 landbrugsejendomme, jf. § 16, stk. 3, i den gældende lov. Hertil kommer, at det i mange situationer ikke længere er nødvendigt at sammenlægge landbrugsejendomme for at overholde en begrænsning på højst 4 ejendomme. En landmand kan således eje/ erhverve et betydeligt antal landbrugsejendomme, så længe han ikke overskrider arealgrænsen på 400 ha.

Det foreslås i § 12, stk. 3, nr. 7, at grænsen for, hvornår reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord skal bringes i anvendelse hæves fra 70 ha til 200 ha. Se tillige bemærkningerne til kapitel 15 om fortrinsstilling til suppleringsjord.

Det foreslås i § 12, stk. 4, at afstandsgrænsen på 10 km ikke skal gælde ved erhvervelse af væksthusgartnerier og planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte . Bestemmelsen gælder således ikke en planlagt produktionsudvidelse.Baggrunden for dette forslag er de særlige forhold, der gælder for strukturudviklingen i gartnerierhvervet.

Svarende til reglerne i den gældende landbrugslovs § 13, stk. 7, foreslås det i § 12, stk. 5, at visse nærmere definerede arealer (fradragsarealer) ikke skal medregnes i opgørelsen af de ovenfor nævnte arealgrænser ved erhvervelse og ved vurderingen af, om reglerne om fortrinsstilling skal bringes i anvendelse.

Der kan således – som hidtil – ske fradrag af arealer, der på grund af deres naturtilstand (søarealer, strandbredder, klipper, heder, moser mv.) er helt udyrkbare. Det foreslås endvidere, at alle fredskovspligtige arealer er fradragsarealer i modsætning til de gældende regler, hvor det kun er de skovbevoksede arealer, der kan fradrages.

Det foreslås endvidere, at der fortsat skal være mulighed for at fradrage arealer, hvor der ikke må tilføres gødning. Det kan både være arealer, hvor der ifølge lovgivningen ikke må tilføres gødning, og arealer, hvor der efter en 20-årig aftale (eller længerevarende) med en offentlig myndighed eller med ejeren af et vandforsyningsanlæg ikke må tilføres gødning. Det er en betingelse, at der skal være mindst 10 år tilbage af aftalens løbetid. Disse regler skal ikke alene ses som et middel til at opnå målene i Vandmiljøplan II om at skabe våde enge, men det skal også ses som et incitament til at indgå frivillige aftaler for at beskytte drikkevand mv.

Naturarealer, der kan geninddrages til dyrkning eller græsning, er derimod ikke fradragsarealer.

Til § 13

I § 13 foreslås det, at en bedrift, der ejes lovligt af samme ejer – herunder også en bedrift, som overstiger arealgrænsen på 400 ha eller omfatter mere end 4 ejendomme (uden arealgrænse) – skal kunne overdrages samlet til en erhverver, såfremt den pågældende ikke i forvejen er ejer (eller medejer) af en landbrugsejendom.

Udtrykket lovlig adkomst indebærer, at ejendommen skal være erhvervet i overensstemmelse med reglerne i landbrugsloven, og at erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet, er opfyldt.

Forslaget giver således mulighed for at overdrage en samlet bedrift i sin helhed, uden at der skal ske opdeling af bedriften af hensyn til f.eks. bestemmelser om fortrinsstilling til suppleringsjord, afstandsreglen på 10 km mv. Det gælder også, hvis ejendommen f.eks. har været lovligt ejet af flere personer i sameje eller af et selskab. Bestemmelsen gælder derimod ikke forpagtede jorder, der indgår i bedriften

Reglen skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglerne om arv og familiehandel, jf. nedenfor.

B og C. Arv og familiehandel

Ved arv og familiehandel foreslås – som hidtil – erhvervelsesregler, der er mere lempelige end ved overdragelse af en landbrugsejendom i fri handel.

Det foreslås, at der i princippet bør gælde de samme regler ved arv og ved overdragelse i levende live.

Til § 14 og 15

Reglen i § 14 om erhvervelse ved arv m.v. er en videreførelse af de eksisterende regler i den nugældende landbrugslovs § 17.

Bestemmelsen i § 14, stk. 1, omhandler overdragelse til ægtefælle, der alene er betinget af, at ejeren har haft lovlig adkomst på ejendommen.

Fælles for erhvervelse ved arv og ved familiehandel gælder efter § 14, stk. 2, og § 15, stk. 1, - som hidtil - at erhververen inden 2 år efter erhvervelsen skal opfylde kravet om fast bopæl på den erhvervede ejendom, og at overdrageren eller dennes ægtefælle skal have haft lovlig adkomst på ejendommen i mindst 8 år.

Kravet om, at overdrageren skal have haft lovlig adkomst på ejendommen i mindst 8 år angår ejendommen i sin helhed, og det er en forudsætning, at der er tale om en sammenhængende periode umiddelbart før erhvervelsen. Hvis ejendommen inden for de seneste 8 år er blevet suppleret, har overdrageren eller dennes ægtefælle ikke haft lovlig adkomst på hele ejendommen, og erhvervelsen vil derfor kræve dispensation efter § 17.

Ved familiehandel efter § 15 skal erhververen endvidere være fyldt 18 år.

Samtidig er kredsen af personer, der kan erhverve efter de lempeligere regler i familiehandel i § 15 udvidet til også at gælde ejerens søskende, søskendebørn og svigerbørn samt en samlever. Udvidelsen af familiekredsen er bl.a. begrundet i, at der efter de hidtil gældende regler normalt dispenseres ved overdragelse til søskende, søskendebørn, svigerforældre, svigerbørn og en samlever.

D. Erhvervelse af en anpart

Til § 16

I § 16 foreslås, at der fortsat bør være adgang til anpartserhvervelse / sameje af en landbrugsejendom, både inden for familien og uden for familien. Reglerne i § 16 er en delvis videreførelse af reglerne i § 18 a i den nugældende landbrugslov.

Det fremgår af § 16, stk. 1, at ægtefæller (som hidtil) kan erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom i landzone ved hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo eller ved arv fra ægtefælle, idet det alene er en betingelse, at arveladeren/ overdrageren har haft lovlig adkomst på den pågældende anpart i ejendommen. Samlevende er ikke umiddelbart omfattet af denne bestemmelse, men der vil kunne opnås dispensation, jf. herved § 17.

Forslagets § 16, stk. 2, er en videreførelse af reglerne i § 18a, stk. 1, i den nugældende landbrugslov, idet der dog er sket en udvidelse af den kreds af familiepersoner, der omfattes af reglerne.

Det er således en betingelse,

– at ejerkredsen (bortset fra ved arv) udgøres af erhververen, dennes ægtefælle eller samlever samt erhververens søskende, søskendebørn, svigerbørn, svigerforældre eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linie (stk. 2, nr. 1), og

– at mindst en af anpartshaverne (ankermanden) ejer en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen og opfylder betingelserne for erhvervelse af ejendommen (fri handel, arv eller familiehandel, stk. 2, nr. 2).

Ved erhvervelse af en anpart i fri handel er det endvidere en betingelse, at erhververen (dvs. alle medejere) ikke efter erhvervelsen vil blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse).

De foreslåede regler er bl.a. begrundet i, at der efter de hidtil gældende regler normalt dispenseres for anpartsoverdragelse til svigerbørn, svigerforældre og søskendebørn.

Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord skal således – som hidtil – bringes i anvendelse, hvis ankermanden ved køb af suppleringsjord eller erhvervelse af yderligere ejendomme udover ejendom nr. 1 (i fri handel) vil blive ejer eller medejer af mere end 200 ha, jf. § 16, stk. 2, nr. 2, der bl.a. henviser til betingelserne i § 12, stk. 3.

Det foreslås i § 16, stk. 3, at to eller flere personer sammen kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom, hvis mindst en af anpartshaverne ejer en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen og opfylder lovens erhvervelsesbetingelser (den såkaldte ankermand), herunder også reglerne om fortrinsstilling. Det er endvidere en betingelse, at de øvrige medejere enten tager fast bopæl på ejendommen eller på en anden ejendom inden for en afstand på 10 km, og at samtlige medejere opfylder betingelsen om ikke at være ejer af mere end 400 ha eller 4 ejendomme, jf. lovens § 12, stk. 3, nr. 6.

Bestemmelsen i § 16, stk. 3, omhandler erhvervelse af anparter i fri handel, dvs. ikke ved arv eller familiehandel. Bopælskravet kan opfyldes på den erhvervede landbrugsejendom eller på en anden landbrugsejendom, som den pågældende f.eks. er ejer eller medejer af (eventuelt på en ægtefælles eller samlevers landbrugsejendom). Bopælskravet kan også opfyldes på en ejendom uden landbrugspligt inden for afstandsgrænsen på 10 km.

Kravet om, at ankermanden skal opfylde lovens erhvervelsesregler, skal opfyldes ved enhver erhvervelse af en anpart. Bopælskravet skal – som hidtil – opfyldes i mindst 8 år fra det tidspunkt, hvor ankermanden har erhvervet ejendommen eller sin anpart i ejendommen.

Det forhold, at flere personer i fællesskab kan erhverve en landbrugsejendom giver ikke i sig selv ret til at opføre flere boliger på ejendommen.

Hvis ankermanden ved køb af suppleringsjord eller erhvervelse af en landbrugsejendom udover ejendom nr. 1 vil blive ejer eller medejer af mere end 200 ha, skal reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord bringes i anvendelse, jf. § 16, stk. 3, nr. 1, der bl.a. henviser til § 12, stk. 3.

Bestemmelsen i § 16, stk. 3, kan bl.a. anvendes af andelsbrug og bofællesskaber, jf. § 18 a, stk. 2, i den gældende landbrugslov. Det er dog ikke længere en betingelse, at de pågældende ikke i forvejen er ejer eller medejer af en landbrugsejendom.

Bestemmelsen kan således også anvendes i situationer, hvor erhververne f.eks. i forvejen hver for sig ejer en landbrugsejendom. Deltagerne i et driftsfællesskab (landbrugsfællesskab), der f.eks. kan omfatte far og søn eller to eller flere landmænd, der ikke er i familie, og som hver for sig ejer en eller flere landbrugsejendomme i personlig eje, kan dermed erhverve yderligere landbrugsejendomme i fællesskab (anpartseje). Det er bl.a. en betingelse, at de enkelte deltagere i landbrugsfællesskabet ikke vil blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse), jf. dog bemærkningerne til forslagets § 17 om dispensation.

Ved arealgrænserne i § 16 ses bort fra fradragsarealer, jf. herved § 12, stk. 5.

E. Dispensation

Til § 17

Efter bestemmelserne i § 17 kan der meddeles dispensation til, at personer kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom, selv om de ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i §§ 12-16.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, afsnit 5, skal landbrugsloven kunne rumme mange hensyn, såvel af overordnet betydning for strukturudviklingen som af personlig individuel karakter. Hertil kommer, at der også skal kunne tages hensyn til regionale forskelle mv. De overordnede formål for loven fremgår af § 1, jf. bemærkningerne hertil.

Reglerne om de strukturmæssige forhold, herunder afstandsgrænser og begrænsninger med hensyn til areal eller antal ejendomme, tager sigte på at påvirke strukturudviklingen. De foreslåede grænser giver således et råderum for den enkelte landmand til bedriftsudvidelse mv.

Reglerne, der angår de personlige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskrav og uddannelseskrav mv., indeholder derimod elementer, hvor der i højere grad er behov for at kunne dispensere fra de generelle betingelser, jf. bemærkningerne nedenfor til § 17, stk. 1-7.

Efter bestemmelsen i § 17, stk. 1, kan der dispenseres fra bestemmelserne i §§ 12-16, når særlige forhold taler for det. Det gælder navnlig i en række situationer, der omtales i § 17, stk. 2-7, og som uddybes nærmere nedenfor.

Herudover indeholder § 17, stk. 1, adgang til at dispensere fra erhvervelsesbestemmelserne i §§ 12-16 i en række andre situationer, der omtales nærmere efter gennemgangen af bestemmelserne i stk. 2-7.

Efter bestemmelsen i § 17, stk. 2, kan der dispenseres fra bopælskravet i særlige situationer. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 12 vedrørende bopælskravet.

Der kan således – som hidtil – dispenseres fra bopælskravet i § 12 i situationer, hvor erhververen af hensyn til istandsættelse af boligen eller for at gennemføre en jordbrugsuddannelse er midlertidigt forhindret i at opfylde bopælskravet. En sådan dispensation indebærer, at der meddeles en udsættelse med hensyn til opfyldelse af bopælskravet, idet bopælspligten forudsættes opfyldt i mindst 8 år, når den midlertidige dispensation er udløbet.

Der kan endvidere dispenseres, hvis der inden udløbet af den 8-årige periode, hvor bopælspligten gælder, indtræder særlige forhold, der midlertidigt hindrer bopælspligtens opfyldelse. Afkortning af 8 års perioden kan dog kun tillades i ganske særlige situationer, f.eks. ved sygdom eller lignende.

Der kan også dispenseres fra bopælskravet ved arv og familiehandel, jf. §§ 14 og 15, hvis erhververen på grund af uddannelse, herunder også uddannelser, der ikke tager sigte på landbrug, er forhindret i at opfylde bopælskravet. Der er også her tale om en tidsbegrænset udsættelse af bopælspligten.

Der kan desuden dispenseres fra bopælskravet i forbindelse med arv og familiehandel, når ejendommen i længere tid har været i slægtens eje og ønskes overdraget til en slægtning. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af bestemmelsen i den gældende lovs § 17, stk. 3, og § 17a, stk. 2, idet der dog samtidig er foreslået en lempelse af reglerne.

Der stilles således ikke længere krav om, at ejendommen i sin helhed bortforpagtes eller drives ved bestyrer, og det er heller ikke længere en forudsætning, at der normalt ikke kan dispenseres fra bopælspligten for et længere tidsrum end 15 år.

Det foreslås, at der som udgangspunkt kan forventes en tidsubegrænset dispensation fra bopælspligten, når ejendommen har været i slægtens eje i mindst 3 generationer eller mindst 75 år. Overdragelse til en slægtning omfatter overdragelse til legale arvinger efter arveloven. Det gælder f.eks. overdragelse i lige op- eller nedstigende linie samt overdragelse til overdragerens forældres søskende og til overdragerens søskende og søskendebørn. Dette betyder, at der også ved en senere overdragelse til en slægtning vil være grundlag for at kunne få en tilsvarende dispensation.

Bopælspligten kan endvidere fraviges, når erhvervelsen omfattes af bestemmelserne i § 17, stk. 7, jf. nedenfor.

Efter bestemmelsen i § 17, stk. 3, kan der – som hidtil – dispenseres fra kravet om jordbrugsuddannelse i §§ 12 og 13 (fri handel) i særlige tilfælde, hvor erhververen på grundlag af tidligere beskæftigelse eller anden uddannelse må antages at være kvalificeret til at forestå driften af den ejendom, der ønskes erhvervet. Der lægges således både vægt på erhververens kvalifikationer og på ejendommens størrelse og karakter. Der kan f.eks. også dispenseres, når erhververen har en udenlandsk uddannelse, der ikke fuldt ud opfylder de krav, der i medfør af § 12, stk. 2, fastsættes til en jordbrugsuddannelse.

Der kan navnlig dispenseres fra uddannelseskravet, når erhververen er under jordbrugsuddannelse og har gennemført en væsentlig del af denne. Det er en forudsætning, at erhververen forpligter sig til at opfylde de øvrige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet, når uddannelsen er afsluttet.

Den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 4 , om dispensation fra uddannelseskravet er en videreførelse af den såkaldte bestyrerregel. Der skal – som hidtil – kunne dispenseres fra uddannelseskravet, hvis det godtgøres, at ejendommen eller bedriften er af en sådan størrelse og beskaffenhed, at den kan give fuld beskæftigelse til mindst 2 personer, og erhververen forpligter sig til i en periode af mindst 4 år at have ansat en bestyrer, der har gennemført en jordbrugsuddannelse, f.eks. ved grønt bevis. Erhververen kan således ikke bortforpagte ejendommen eller dens jorder i de 4 år, hvor der skal være ansat en bestyrer.

Det foreslås, at bestyrerreglen også kan finde anvendelse ved erhvervelse af en bedrift bestående af flere landbrugsejendomme. Det er fortsat en forudsætning, at både erhververen og bestyreren skal have fast bopæl på ejendommen/ bedriften, jf. reglerne i § 8, stk. 3, og at erhververen skal deltage aktivt i bedriften og føre fuldt driftsregnskab i hele perioden.

Bestyrerreglen kan normalt ikke anvendes mellem ægtefæller og samlevende personer, der hver for sig erhverver en eller flere landbrugsejendomme, hvor erhververen skal opfylde lovens uddannelseskrav.

Bestemmelsen i § 17, stk. 5, giver adgang til, at der kan dispenseres fra afstandsgrænsen på 10 km i § 12, stk. 3, nr. 4, i situationer, hvor erhververen, f.eks. ved arv eller familiehandel, har erhvervet landbrugsejendomme, der ligger mere end 10 km fra hinanden. Der vil – som hidtil – normalt kunne forventes dispensation, hvis den erhvervede ejendom ligger inden for 10 km fra beboelsesbygningen på den landbrugsejendom, hvor erhververen i forvejen har fast bopæl og hvorfra bopælskravet forudsættes opfyldt. Der vil således ikke i en sådan situation blive stillet krav om, at en eller flere af de i forvejen lovligt erhvervede ejendomme skal afhændes af hensyn til 10-km reglen.

Bestemmelsen i § 17, stk. 6 , har sammenhæng med § 13, hvorefter en person, der ikke i forvejen er ejer eller medejer af en landbrugsejendom, kan erhverve adkomst på en landbrugsbedrift bestående af flere landbrugsejendomme, uanset begrænsningerne om indbyrdes afstand, højst 400 ha eller højst 4 landbrugsejendomme, og uanset reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord. Bestemmelsen i § 17, stk. 6, giver således adgang til at dispensere til, at en sådan overdragelse af en bedrift kan ske ved, at ejendommene overdrages i etaper, evt. i anparter, jf. § 16, over en årrække i forbindelse med et planlagt generationsskifte. Udtrykket generationsskifte skal her forstås i bred forstand, idet bestemmelsen i § 13 ikke er begrænset til arv eller familiehandel. Det vil dog normalt være en betingelse, at erhververen ikke erhverver anden landbrugsejendom i den periode, hvor overdragelsen finder sted (bortset fra arv), og at generationsskiftet gennemføres i sin helhed i løbet af 10 år.

Bestemmelserne i § 17, stk. 7, er en videreførelse af de hidtil gældende regler i landbrugslovens § 18, stk. 4. Der kan – som hidtil – dispenseres fra de personlige erhvervelsesbetingelser (herunder bopælskrav og uddannelseskrav) i en række situationer, hvor der er tale om erhvervelse af en landbrugsejendom, der ikke eller kun i mindre omfang er begrundet i en jordbrugsmæssig udnyttelse af ejendommen. Der kan således dispenseres, når erhvervelsen sker med henblik på

– bebyggelse mv. , jf. § 6, stk. 1, nr. 1 og 2,

– anden ikke-jordbrugsmæssig anvendelse som f.eks. råstofindvinding, golfbane, rideskole mv.

– videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål, eller

– etablering af vådområder, naturgenopretning eller lignende, herunder også erhvervelse af erstatningsjord i forbindelse med sådanne projekter.

Bestemmelserne i § 17, stk. 2-7, indeholder ikke en udtømmende beskrivelse af adgangen til at dispensere fra erhvervelsesbetingelserne i lovens §§ 12-16, og bestemmelsen i § 17, stk. 1, indeholder derfor – som nævnt ovenfor – adgang til også at dispensere fra erhvervelsesbestemmelserne i §§ 12-16 i en række andre situationer.

Der kan således i særlige tilfælde være grundlag for at dispensere (uden tidsbegrænsning) fra bopælskravet på f.eks. en mindre ø, hvor det på grund af beliggenhedsforholdene er fysisk umuligt at opfylde bopælspligten en stor del af året.

Bopælspligten skal – som hidtil – også kunne udsættes ved arv og familiehandel, så forældrene (eller den længstlevende af disse) kan blive boende på ejendommen, så længe de ønsker det.

Der kan endvidere i særlige situationer dispenseres fra bopælskravet, når erhververen har fast bopæl på en anden ejendom. Det gælder således, når erhververen er forpagter eller bestyrer på en landbrugsejendom, hvor den pågældende har pligt til at bo af hensyn til driften af denne ejendom. Der kan også dispenseres i særlige situationer, hvor erhververen har fast bopæl på en skovejendom uden landbrugspligt, f.eks. i forbindelse med et ejerskifte, hvor skovejendommen hidtil har været drevet sammen med den erhvervede landbrugsejendom (normalt inden for en luftlinieafstand på 10 km), eller hvor skovejendommen hører med til landbrugsbedriften.

Bopælspligten efter landbrugsloven bør principielt ikke kunne udgøre en barriere for varetagelsen af offentlige hverv som minister eller som medlem af folketinget eller Europaparlamentet, der forudsætter, at den pågældende kun i begrænset omfang kan have fast ophold på ejendommen. Der kan derfor forventes dispensation fra bopælspligten i disse situationer.

Der kan også dispenseres fra bopælskravet, hvis der er tale om en erhverver af en landbrugsejendom, der vil have den pågældende ejendom som sin eneste faste bopæl, men som på grund af andet erhverv mv. er forhindret i at bo på ejendommen hele året. Det gælder f.eks., hvis der er tale om en person, der er udrejst en stor del af året (handelsrejsende, sømand eller lignende), og hvor den pågældende eller dennes familie (ægtefælle og børn) ikke har nogen anden bolig.

Der kan også nævnes andre særlige tilfælde, hvor der normalt kan forventes dispensation:

Der kan meddeles dispensation fra bestemmelserne i § 12 til, at en jordbruger, der f.eks. ejer en eller flere landbrugsejendomme på Sjælland, flytter til en anden landsdel og erhverver en eller flere landbrugsejendomme, såfremt den pågældende inden en frist, normalt 1 år, afhænder de i forvejen ejede landbrugsejendomme (den såkaldte flytteregel) og i øvrigt opfylder betingelserne for erhvervelse af den eller de pågældende ejendomme.

Med hensyn til forholdene omkring den dansk-tyske grænse, hvor bedrifter kan omfatte jorder på begge sider af grænsen, bemærkes, at bopælskravet kan opfyldes fra en landbrugsbrugsejendom i Tyskland inden for en afstand på 10 km, jf. afstandsgrænsen ved erhvervelse af landbrugsejendomme i fri handel.

Der skal – som hidtil – kunne dispenseres fra kravet om selv at drive ejendommen i forbindelse med en dispensation fra uddannelseskravet, eller når særlige forhold, herunder ejendommens størrelse og karakter, taler for det.

Der kan også normalt dispenseres fra bestemmelserne i § 16 ved overdragelse af en anpart i en landbrugsejendom til en person, der i forvejen ejer en anpart i ejendommen (partsprincippet). Det gælder dog ikke, hvis en fravigelse af reglerne vil kunne tilsidesætte sigtet med bopælskravet eller reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord.

I forbindelse med erhvervelse ved arv eller ved familiehandel kan der desuden dispenseres fra kravet om 8 års ejertid, hvis der f.eks. er tale om erhvervelse af en ejendom, som inden for 8-års perioden er suppleret med et areal, eller hvis der er tale om uforudsete hændelser som f.eks. sygdom eller pludselig dødsfald. Der kan også dispenseres i andre situationer, hvor særlige forhold kan tale for en afkortning af 8 års-reglen, herunder situationer, hvor der inden for de seneste år er sket supplering af ejendommen.

Som nævnt ovenfor kan der kun i begrænset omfang dispenseres fra strukturreglerne. Der kan dog forekomme situationer, f.eks. en landbrugsejendom, der ligger yderst på en odde, hvor der kan være grundlag for at fravige afstandsgrænsen på 10 km for at give mulighed for en bedriftsudvidelse.

Der vil kunne meddeles dispensation fra begrænsningen på 400 ha eller 4 ejendomme i forbindelse med mageskifte/jordfordeling, hvor der afgives og modtages nogenlunde lige store arealer. Der vil desuden kunne dispenseres fra de nævnte grænser, hvis der er tale om erhvervelse af erstatningsjord i forbindelse med afgivelse af jord til vådområdeprojekter eller til drikkevandsbeskyttelse, jf. § 17, stk. 7, nr. 4.

Ved landbrugsfællesskaber kan der – jf. herved bemærkningerne til § 16, stk. 2 og 3 – være behov for at dispensere fra bestemmelsen om, at de enkelte deltagere i landbrugsfællesskabet ikke må blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse).

Der vil derfor – analogt med de hidtil gældende regler for landbrugsfællesskaber – kunne dispenseres fra de nævnte begrænsninger svarende til, hvad deltagerne hver for sig ville kunne erhverve efter reglerne i lovens §§ 12-16. Det er en betingelse, at de øvrige erhvervelsesregler, herunder reglerne om fortrinsstilling, er opfyldt, og at der er tale om et reelt samarbejde.

Ved afgørelsen af, om der efter § 17, stk. 1, kan dispenseres fra lovens erhvervelsesregler, når særlige forhold taler for det, skal der iøvrigt lægges vægt på, at der skal være et rimeligt forhold mellem afgørelsen og formålet med lovens regler (proportionalitetsprincippet).

Til kapitel 8

A. Definition af medejerskab

Til § 18

Bestemmelserne om medejerskab af landbrugsejendomme er ændret væsentligt på to punkter i forhold til reglerne om medejerskab i § 18 a, stk. 5, i den gældende landbrugslov, nemlig for så vidt angår ægtefæller og ejerskab i en holdingkonstruktion.

Det foreslås som en hovedregel i § 18, stk. 1, at en person, der alene eller sammen med sine børn under 18 år ejer en anpart på 1/5 eller derover af en landbrugsejendom, anses for at være medejer af den pågældende landbrugsejendom. Efter forslaget skal en ægtefælle således ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendom, medmindre de ejer ejendommen i sameje (dvs. begge står som ejere i tingbogen).

Med denne ændring vil en ægtefælle kunne erhverve en landbrugsejendom, uden at der ved erhvervelsesbetingelserne (højst 400 ha eller højst 4 landbrugsejendomme) skal medregnes landbrugsejendomme, som den anden ægtefælle er ejer af. En ægtefælle vil således blive ligestillet med en samlever i relation til lovens erhvervelsesregler. Bopælspligten vil kunne opfyldes på ægtefællens landbrugsejendom.

Børn under 18 år, der ejer eller er medejer af en landbrugsejendom, bør derimod fortsat medregnes under en af forældrenes ejendomsbesiddelser.

Det foreslås i § 18, stk. 2, at en person også anses for at være medejer af en landbrugsejendom, hvis vedkommende alene eller sammen med sine børn under 18 år ejer 1/5 eller derover af kapitalen i et selskab, der ejer en landbrugsejendom. Hvis der er tale om et landmandsselskab efter lovens § 20, anses landmanden i selskabet (der har flertallet af stemmerne i selskabet) også som medejer af ejendommen, selv om han f.eks. kun ejer 10 pct. af selskabskapitalen.

På baggrund af, at der i § 20, stk. 3, foreslås mulighed for at anvende en holdingkonstruktion, foreslås endvidere i § 18, stk. 3, en udvidelse af begrebet medejer, således at personer, der ejer aktier eller anparter i et selskab, der ejer aktier eller anparter i et selskab, der ejer en landbrugsejendom, betragtes som medejere af ejendommen.

Ved holdingkonstruktioner kan det være vanskeligt at afgøre, om en person er medejer af en landbrugsejendom efter den normale definition på medejerskab. Der foreslås derfor i § 18, stk. 3, en regel om, at en person, der ejer aktier eller anparter i et selskab, der indgår i en sådan holdingkonstruktion, uanset mængden af aktier eller anparter altid skal betragtes som medejer af ejendommen, hvis selskabet ejer 1/5 eller derover af kapitalen i det selskab, der ejer ejendommen.

Hvis der i bestående selskaber, der har erhvervet en landbrugsejendom før landbrugsloven af 1999, kan indgå flere selskaber i ejerkæden, skal personer, der ejer aktier eller anparter i sådanne selskaber, også omfattes af medejerbegrebet, jf. § 18, stk. 4.

Med disse regler vil det være forholdsvis enkelt at konstatere, om en person, der indgår i en holdingkonstruktion, skal betragtes som medejer af en landbrugsejendom.

I § 18, stk. 5, er det præciseret, at en person også anses for medejer af en landbrugsejendom, hvis vedkommendes børn alene ejer en anpart, som nævnt i stk. 1, eller ejer aktier eller anparter, som nævnt i stk. 2-4.

B. Frikøbte ejendomme og familieejendomme

Til § 19

Reglerne i § 19 er en uændret videreførelse af de hidtidige regler i landbrugslovens § 17 b, som blev indført i 1967. Bestemmelserne havde til hensigt at beskytte bestående forventninger, som var baseret på den hidtidige retstilstand, især hos en række større jordbesiddere, om frit at kunne overdrage landbrugsejendomme inden for familien.

Notering om frikøbte ejendomme fremgår af tingbogen. Notering om familieejendomme fremgår af såvel matriklen som tingbogen.

Bestemmelserne giver en lempelse i relation til reglerne om antal ejendomme ved erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme i lovforslagets § 12, stk. 3. Denne lempelse gælder også de øvrige bestemmelser, hvor der er en antalsbegrænsning med henvisning til § 12, stk. 3.

Det bemærkes, at de hidtidige regler i landbrugslovens § 19 om selvejerbønders testationsret ikke er medtaget i lovforslaget, da dette er reguleret af reglerne i § 79 i arveloven.

Til kapitel 9

Til § 20

De foreslåede regler i § 20 er i princippet en videreførelse af reglerne i den hidtidige landbrugslovs § 20.

Da landbrugsloven sigter mod at bevare selvejet som altovervejende besiddelses- og driftsform, stilles der inden for rammerne af selskabskonstruktionen helt specifikke krav til overholdelse af landbrugslovens grundlæggende principper, og især kravene om selveje, bopælspligt og uddannelse skal overholdes, selvom en landbrugsejendom ejes i selskabsform og altså af en juridisk person.

Hovedreglen for selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme fremgår af § 20, stk. 1, hvor det præciseres, at der skal være en person, ”landmanden i selskabet”, der ejer aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet og som udgør mindst 10 pct. af selskabskapitalen, dvs. A-kapital. Landmanden i selskabet skal enten ved selskabets erhvervelse af ejendommen være lovlig ejer af ejendommen eller opfylde betingelserne for personlig at kunne erhverve ejendommen.

Det foreslås desuden, at kravene til A-kapitalen i det selskab, der står som ejer af landbrugsejendommen, bevares som hidtil, således at den fortsat skal ejes af én person, nemlig landmanden i selskabet, jf. dog nedenfor om holdingselskaber. Den må således ikke ejes af to eller flere personer i fællesskab.

I forhold til de hidtil gældende regler for selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme foreslås der en udvidelse af den personkreds, som umiddelbart kan være ejere af den kapital, der ikke ejes af ”landmanden i selskabet”, normalt B-kapital. I de gældende regler fremgår det direkte af lovteksten, at kun ægtefælle, søskende og børn kan være investorer. I forslaget lægges der op til, at også svigerbørn, svigerforældre og søskendebørn, der efter nugældende praksis normalt ville kunne få dispensation, umiddelbart kan være investorer. Samlevende personer sidestilles med familie, hvis samlivet har bestået i mindst 2 år, eller de samlevende har fælles børn.

Muligheden for, at aktier eller anparter ejes af pensionskasser eller livsforsikringsselskaber, fastholdes uændret. Baggrunden for denne regel er, at sådanne institutionelle investorer investerer langsigtet og derfor ikke vil udøve indflydelse på den daglige drift.

Reglerne om selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme omfatter også udenlandske aktie- og anpartsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i andre lande inden for Det Europæiske Fællesskab (EU) eller lande, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det er – som hidtil – en forudsætning, at selskaberne er registreret med en filial i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Dette gælder også for de nye SE-selskaber, som ligeledes skal være registreret med en filial i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvis selskabet ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Danmark.

Ingen af de personer, der ejer kapital i selskabet, må blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme, jf. § 18, hvor medejerbegrebet er defineret, og forslagets § 20, stk. 1, nr. 3. Der ses bort fra fradragsarealer efter lovens § 12, stk. 5.

Der foreslås en lempelse i § 20, stk. 2, således at ”gamle” selskaber, dvs. selskaber, der har erhvervet landbrugsejendomme efter reglerne i landbrugsloven fra henholdsvis 1989 og 1994, får mulighed for at følge med i strukturudviklingen. Dette skal ske ved, at erhvervelse af suppleringsjord og supplerende ejendomme er tilladt, hvis blot selskabet opfylder de daværende betingelser i lovens § 20 på tidspunktet for ejendommens erhvervelse. Hermed fanges de selskaber, der er etableret på et mere liberalt lovgrundlag, ikke af de strammere regler ved køb af suppleringsjord ved lovændringen i 1999.

Landmanden skal dog opfylde de skærpede krav til landmanden i selskabet, der blev fastsat i forbindelse med lovændringen i 1994 og 1999, jf. § 20 i lov om landbrugsejendomme som affattet i hhv. lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989 og lovbekendtgørelse nr. 769 af 24. august 1994. Det er endvidere en betingelse, at de personer, der ejer kapital i selskabet, eventuelt i en selskabskonstruktion, jf. § 18, ikke vil være ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme.

De ”gamle” selskaber kan således erhverve yderligere landbrugsejendomme og supplere ejede ejendomme uden tilladelse, hvis de nævnte betingelser er opfyldt, jf. bestemmelserne i forslagets § 29, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås som noget nyt i § 20, stk. 3, at landmanden kan eje sin kapital i selskabsform gennem et holdingselskab, der fuldt ud ejes af landmanden i selskabet. Det er landmanden i selskabet, der har den bestemmende indflydelse, og det er ham, som skal opfylde de personlige erhvervelsesbetingelser. Landbrugslovens princip om, at det er fysiske personer, der skal være garant for, at kravene overholdes, synes dermed tilgodeset, samtidig med at gennemsigtighed i selskabskonstruktionen er sikret.

Det foreslås ligeledes, at de øvrige investorer, der kan eje op til 90 procent af kapitalen i det selskab, der ejer en landbrugsejendom – ligeledes i en holdingkonstruktion – helt eller delvist kan ejes af et eller flere selskaber, der kun må ejes af den personkreds, der er afgrænset i § 20, stk. 1, nr. 2. Det skal således kunne kontrolleres, at kapitalen kun ejes af personer, der er i familie med landmanden i selskabet, eller som har opnået dispensation fra familiekredsen. Det betyder, at det behov, der er for gennemsigtighed i selskabskonstruktionen er tilgodeset, og at bl.a. investorkredsens medejerskab til andre ejendomme kan kontrolleres.

Der kan således accepteres en selskabskonstruktion, hvori der indgår flere selskaber, der ejer kapital i det selskab, der ejer en landbrugsejendom. Der tillades kun aktie- eller anpartsselskaber, hvis vedtægter ikke må stride mod reglerne i loven, og der tillades ikke flere led af selskaber i ejerkæden.

Med hensyn til spørgsmålet om medejerskab henvises til bestemmelserne i § 18, stk. 3 og 4.

Det foreslås i § 20, stk. 4, at for aktieselskaber skal alle aktier noteres på navn, hvorved der sikres en større gennemskuelighed i selskabskonstruktionen. Anparter i anpartsselskaber skal være noteret på navn efter reglerne i anpartsselskabsloven.

Det fremgår af § 20, stk. 5, at selskabets vedtægter og aftaler mellem selskabets deltagere, herunder aftaler med andre selskaber, ikke må begrænse landmandens beføjelser. Baggrunden for denne bestemmelse er, at landmanden skal kunne varetage den daglige drift og være i stand til at træffe beslutninger om den landbrugsmæssige drift.

Det præciseres i § 20, stk. 6, at selskabet skal afhænde ejendommen, hvis selskabet ikke opfylder betingelserne i stk. 1 og 2, jf. stk. 3. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der ikke er en landmand, der har flertallet af stemmerne, og som opfylder de personlige erhvervelsesbetingelser.

Det præciseres i § 20, stk. 7, at en landbrugsejendom, der ejes af et § 20-selskab, og en landbrugsejendom, der ejes personligt af landmanden i selskabet, betragtes som en landbrugsbedrift i relation til landbrugslovens regler, uanset at de ejes af to forskellige juridiske personer, jf. definitionen af en landbrugsbedrift i § 2, stk. 3. Bestemmelsen har baggrund i den nære sammenhæng mellem § 20-selskaber og det personlige selveje.

Efter forslagets § 20, stk. 8, kan ministeren som hidtil fastsætte nærmere regler for udøvelse af landbrug i selskabsform. Det er hensigten at udarbejde en særlig bekendtgørelse herom, der i princippet svarer til den gældende bekendtgørelse om de nuværende § 20-selskaber.

Efter forslagets § 20, stk. 9, kan ministeren desuden fastsætte regler om oplysnings- og indberetningspligt for disse landmandsselskaber, f.eks. om indberetning, når landmanden i selskabet skiftes ud, og der indtræder en ny landmand i selskabet.

Efter forslagets § 20, stk. 10, kan der dispenseres fra bestemmelserne om de øvrige investorer i stk. 1, nr. 2, og fra bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, om areal eller antalsbegrænsningen, når særlige forhold taler for det.

Der foreslås alene en snæver dispensationsadgang således, at nærtknyttede medarbejdere – f.eks. som led i et generationsskifte – kan komme i betragtning efter en konkret vurdering. Det bør derimod ikke længere være muligt at give dispensation til, at flere medarbejdere på bedriften erhverver aktier eller anparter i ejendommen med henblik på at få del i driftsudbyttet (medarbejderaktier).

Der kan derimod ikke dispenseres fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, om, at landmanden i selskabet skal eje aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne og mindst udgør 10 pct. af selskabskapitalen. Der kan dog være tale om dispensation fra de erhvervelsesbetingelser, som landmanden i selskabet skal opfylde. Dispensation fra de personlige erhvervelsesbetingelser vil kunne ske efter de retningslinier for dispensation, som findes i § 17 samt bemærkningerne hertil. En sådan dispensation omfattes således ikke af § 20, stk. 10.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, afsnit 5, skal Fødevareministeriet – som hidtil – varetage administrationen vedrørende landmandsselskaber, idet jordbrugskommissionerne dog skal træffe afgørelse om, hvorvidt landmanden i selskabet opfylder betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen.

Til § 21

Bestemmelsen i § 21 er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter alle juridiske personers erhvervelse af landbrugsejendomme, der ikke er omfattet af bestemmelserne i § 20 og §§ 22-24. Bestemmelsen omhandler således alle former for selskaber, herunder aktie- og anpartsselskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber samt foreninger eller andre sammenslutninger og fællesskaber mv.

Bestemmelsen i § 21, nr. 1, er en videreførelse af gældende regler, hvorefter der kan forventes tilladelse, når erhvervelsen sker med henblik på jordens anvendelse til forsøgs-, forsknings- eller forædlingsvirksomhed.

Der skal dog være mere lempelige regler for erhvervelse af væksthusgartnerier og planteskoler, idet der i forslagets § 21, nr. 2, åbnes adgang til anvendelse af holdingselskaber. Dette gælder dog kun for væksthusgartnerier og planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte. Bestemmelsen gælder således ikke en planlagt produktionsudvidelse. Hvis erhvervelsen omfatter jorder, der ikke anvendes til gartneri mv., kan der – som hidtil – stilles krav om, at sådanne jorder afhændes til sammenlægning eller samdrift med en bestående landbrugsejendom. Mindre væksthusgartnerier/planteskoler, som blot indgår som et mindre led i den jordbrugsmæssige drift af ejendommen, kan eventuelt anvende holdingselskaber efter reglerne i forslagets § 20. Lovforslaget giver også mulighed for at ophæve landbrugspligten på væksthusgartnerier og planteskoler, jf. forslagets § 7, stk. 5.

De hidtil meget detaljerede regler for dispensation til væksthusgartnerier og planteskoler bliver erstattet af mere generelle regler. Dette skal ses i sammenhæng med de øvrige lempelser for væksthusgartnerier og planteskoler med hensyn til ophævelse af landbrugspligt, jf. § 7, stk. 5, og afstandsgrænsen ved erhvervelse, jf. § 12, stk. 4.

Der kan således forventes tilladelse til, at et aktie- eller anpartsselskab erhverver indtil 4 landbrugsejendomme til anvendelse til væksthusgartneri eller planteskole, hvis

– selskabet har en ansvarlig leder af bedriften, der opfylder lovens erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet, idet denne dog ikke behøver at være medejer af selskabet, og

– de enkelte deltagerne i selskabet ikke vil være medejer af mere end 4 landbrugsejendomme.

Der stilles ikke yderligere krav til de fysiske personer, der kan deltage i selskabet. De pågældende personer kan deltage i selskabet med et eller flere selskaber, der fuldt ud ejes af de pågældende, navngivne personer, der deltager i selskabet.

Der kan således – ligesom for landmandsselskaber efter forslagets § 20 – accepteres en selskabskonstruktion (holdingkonstruktion), hvori der indgår flere selskaber, der ejer kapital i det selskab, der ejer en landbrugsejendom. Holdingkonstruktionen er således ikke længere begrænset til kun at finde anvendelse i forbindelse med generationsskifte.

Det er en forudsætning, at selskabets vedtægter samt eventuelle senere ændringer af disse ikke er i strid med lovens regler, og at der ikke indgår flere led af selskaber i ejerkæden.

Efter forslaget § 21, nr. 3, kan der meddeles tilladelse, hvis erhververen er et selskab, hvis deltagere opfylder betingelserne for personlig erhvervelse i § 16, stk. 2 eller 3, herunder såvel situationer, der omfatter en familiekreds, andelsbrug og bofællesskaber som landbrugsfællesskaber, jf. bemærkningerne til § 16.

Der vil som hidtil kunne meddeles tilladelse efter § 21, nr. 4, til et selskabs erhvervelse af en landbrugsejendom med henblik på anvendelse til et ikke-jordbrugsmæssigt formål, f.eks. bymæssige formål eller råstofindvinding eller formål af almen samfundsmæssig karakter.

Der bør også fortsat være mulighed for, at en elforsyningsvirksomhed erhverver en landbrugsejendom med henblik på etablering af en vindmøllepark mv.

Det foreslås endvidere, at de nuværende bestemmelser om, at et kommanditselskab i visse situationer kan erhverve landbrugsejendomme, ikke skal være gældende fremover.

Til kapitel 10

Til § 22

I § 22 foreslås bestemmelser om offentlige myndigheders mulighed for at kunne erhverve landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme

I § 22, stk. 1, præciseres, at en offentlig dansk myndighed kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom uden tilladelse efter landbrugsloven. Det gælder såvel landbrugsejendomme i byzone og sommerhusområder som landbrugsejendomme i landzone. Der er tale om en præcisering, som hidtil kun er fremgået ved en modsætningsslutning af bestemmelsen i § 20, stk. 1, i den gældende landbrugslov. Ved en offentlig myndighed forstås i denne sammenhæng stat, amt eller kommune.

Det præciseres samtidig, at offentlige myndigheder også kan erhverve dele af landbrugsejendomme i samme omfang, som de kan erhverve hele landbrugsejendomme. Erhvervelse af en del af en ejendom forudsætter dog, at der gennemføres udstykning eller lignende. I princippet er der ikke forskel på, om det erhvervede areal er over eller under 2 ha, idet erhvervelsen er omfattet af det samme regelsæt.

Offentlige myndigheders erhvervelse af dele af landbrugsejendomme kan ske uden tilladelse, jf. herved bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 4, om offentlige myndigheders erhvervelse af arealer under 2 ha uden landbrugspligt. Hvis en offentlig myndighed erhverver arealer på 2 ha eller derover, oprettes arealet som en selvstændig landbrugsejendom uden bygninger, jf. bestemmelsen i § 10, stk. 4, om oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme uden bygninger.

Som noget nyt foreslås, at reglen om, at en offentlig dansk myndighed kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom uden tilladelse efter loven, også skal gælde for kommunale fællesskaber. Det gælder dog kun de fællesskaber, som bygger på aftaler om samarbejde mellem kommuner i medfør af § 60 i lov om kommunernes styrelse, og som derfor i høj grad kan sidestilles med en offentlig myndighed.

Aktie- eller anpartsselskaber, hvor kommunale myndigheder indskyder kapital, kan kun erhverve en landbrugsejendom med tilladelse efter lovens § 21, idet afgørelsen af, om der kan meddeles tilladelse, må bero på en konkret vurdering af formålet med erhvervelsen i den enkelte sag.

I § 22, stk. 2, foreslås en særregel om, at Folkekirkens erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme kræver tilladelse fra kirkeministeren. Bestemmelsen er en videreførelse af § 21, stk. 3, i den gældende landbrugslov, og den tager bl.a. sigte på, at kirkeministeren kan have kontrol med menighedsrådenes erhvervelse af landbrugsejendomme.

Det præciseres i § 22, stk. 3, at en udenlandsk offentlig myndighed - som hidtil - kan få tilladelse til at erhverve en landbrugsejendom, hvis særlige forhold taler for det.

Til § 23

I § 23 foreslås bestemmelser om, at ejere af almene vandforsyningsanlæg får mulighed for at kunne erhverve landbrugsejendomme i landzone.

Forslaget må dog ses i sammenhæng med, at beskyttelse af drikkevand også kan sikres ved aftaler, der bl.a. kan indeholde dyrkningsbegrænsninger og forbud mod tilførsel af gødning, jf. bemærkningerne til forslagets § 7, stk. 4, og som således ikke forudsætter erhvervelse af landbrugsjorder.

I § 23, stk. 1, foreslås, at ejeren af et alment vandforsyningsanlæg (offentligt eller privat) uden tilladelse kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone med henblik på beskyttelse af drikkevand, hvis det erhvervede areal i sin helhed ligger inden for et område, der i regionplanen er udpeget som et indsatsområde, og der ifølge indsatsplanlægningen er behov for en særlig indsats til beskyttelse af drikkevand efter reglerne i lov om vandforsyning. Hvis disse betingelser er opfyldt, vil erhvervelsen kunne ske uden tilladelse.

Ejere af vandforsyningsanlæg kan også erhverve dele af landbrugsejendomme i samme omfang, som de kan erhverve hele landbrugsejendomme. Erhvervelse af en del af en ejendom forudsætter dog, at der gennemføres udstykning eller lignende. I princippet er der ikke forskel på, om det erhvervede areal er over eller under 2 ha, idet erhvervelsen er omfattet af det samme regelsæt.

Hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg ønsker at erhverve en del af en landbrugsejendom, kan dette kun ske med tilladelse, jf. herved bestemmelsen i § 7, stk. 4, om ejere af et vandforsyningsanlægs erhvervelse af arealer under 2 ha uden landbrugspligt. Hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg erhverver arealer på 2 ha eller derover, oprettes arealet som en selvstændig landbrugsejendom uden bygninger, jf. bestemmelsen i § 10, stk. 4. En tilladelse kan betinges af særlige vilkår for erhvervelsen, som bl.a. kan omfatte forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen, jf. § 7, stk. 4.

Hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg ønsker at erhverve en landbrugsejendom, hvor kun en del af jorderne ligger inden for et indsatsområde, vil der normalt blive stillet krav om, at de øvrige jorder afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom.

Det er en betingelse for, at ejeren af et vandforsyningsanlæg kan bevare adkomst på en erhvervet landbrugsejendom, at der fortsat er behov for ejendommen for at beskytte drikkevandet. Hvis der ikke er det, f.eks. fordi en boring bliver nedlagt, skal ejeren efter bestemmelsen i § 23, stk. 2, afhænde ejendommen inden 6 måneder i overensstemmelse med lovens regler.

I § 23, stk. 3, er der en hjemmel til at fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2 om vandforsyningsanlægs erhvervelse af landbrugspligtige jorder til beskyttelse af drikkevand. Denne hjemmel kan f.eks. anvendes, hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg ønsker at erhverve en hel landbrugsejendom, hvor dele af ejendommen ikke ligger inden for et indsatsområde, men hvor arronderingsmæssige forhold mv. gør det naturligt at beholde de pågældende arealer under ejendommen. Der kan også være tale om, at ejeren af et vandforsyningsanlæg kan opnå tilladelse til at bevare adkomst på en landbrugsejendom, selvom betingelserne i stk. 3 ikke er fuldt opfyldt.

Når indsatsområderne udpeges i en vandplan, jf. forslag til lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, er det denne vandplan, som i stedet for udpegning i regionplanen danner grundlag for administrationen af § 23, jf. § 23, stk. 3.

Efter vandforsyningslovens § 13 d, stk. 4, kan ejeren af et alment vandforsyningsanlæg ikke erhverve ejendomme med henblik på gennemførelse af en indsatsplan efter lovens § 13 eller 13 a. Derfor foreslås samtidig en ændring af vandforsyningsloven, hvorefter ejere af almene vandforsyningsanlæg skal have adgang til at erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom, jf. forslagets § 56.

Til § 24

I § 24 foreslås bestemmelser, hvorefter en fond, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan erhverve landbrugsjorder til naturformål, herunder gennemførelse af naturgenopretningsprojekter mv.

I § 24, stk. 1, foreslås, at ministeren kan meddele tilladelse til, at en fond, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom til naturformål.

En fond kan endvidere få tilladelse til at erhverve en del af en landbrugsejendom. Hvis en fond skal erhverve en del af en landbrugsejendom, kan dette ske efter de samme retningslinier, som gælder for fondes erhvervelse af hele landbrugsejendomme. jf. herved bestemmelsen i § 7, stk. 3, om fondes erhvervelse af arealer under 2 ha uden landbrugspligt. Hvis en fond erhverver arealer på 2 ha eller derover, oprettes arealet som en selvstændig landbrugsejendom uden bygninger, jf. bestemmelsen i § 10, stk. 4. En tilladelse kan betinges på samme måde ved erhvervelse af hele landbrugsejendomme.

Hvis der oprettes bygningsløse landbrugsejendomme, pålægges disse deklaration om, at der ikke uden særlig tilladelse må opføres nye bygninger på ejendommen, jf. § 10, stk. 2.

I § 24, stk. 2, foreslås en hjemmel for ministeren til at fastsætte bestemmelser om, at en fond kan opnå forhåndsgodkendelse til at erhverve adkomst på landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme, regler om at en forhåndsgodkendelse kan tilbagekaldes, samt regler om sådanne fondes oplysningspligt mv.

Det vil bl.a. være en betingelse for at opnå en forhåndsgodkendelse til erhvervelse af landbrugsjorder til naturformål mv., at det ved fondens formålsbestemmelser og vedtægter mv. dokumenteres, at fonden har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, og at der er fuld åbenhed om fondens formål, ledelse, regnskab og aktiviteter mv., der som minimum opfylder kravene i lov om erhvervsdrivende fonde.

Det forudsættes, at administrationen af regler om forhåndsgodkendelse ikke skal ligge hos de lokale jordbrugskommissioner, men at administrationen skal henlægges i Fødevareministeriet. Behandlingen af konkrete ansøgninger om erhvervelse skal derimod ske hos jordbrugskommissionerne.

Adgangen til forhåndsgodkendelse af en fond skal medvirke til, at fonden kan disponere hurtigt i erhvervelsessituationer, idet der efter en forhåndsgodkendelse alene skal tages stilling til den konkrete erhvervelse. Det er tanken at udarbejde et idekatalog, der skal medvirke til at lokalisere naturprojekter inden for de ovenfor nævnte områder.

De nævnte betingelser om forhåndsgodkendelse af en fond betyder:

at fondens vedtægter skal indeholde bestemmelser om, at fonden har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål. Dette skal ikke være til hinder for, at fonden også har andre formålsbestemmelser af almennyttig karakter,

at der skal være fuld offentlighed om fondens formål, ledelse, regnskab og aktiviteter mv. som minimum på samme måde som det efter lov om erhvervsdrivende fonde gælder for erhvervsdrivende fonde (stiftelser),

at fonden skal oplyse om

– fondens navn og adresse, herunder evt. binavn

– fondens regnskabsperioder

– størrelsen af fondens grundkapital

– fulde navn, stilling og bopæl for bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer og eventuelle suppleanter,

at fonden skal fremsende

– kopi af gældende vedtægter, samt af dokumenter som vedtægten henviser til, hvis hovedindholdet ikke er gengivet i fondens vedtægter

– dokumentation for, at kapitalen, som skal være på mindst 300.000 kr., er indbetalt, herunder redegørelse fra bestyrelsen og vurderingsberetning, hvis kapitalen ikke er indbetalt kontant (apportindskud)

– det retlige grundlag for fondens godkendelse

– andre oplysninger, som jordlovsmyndigheden måtte finde nødvendige for at behandle forhåndsgodkendelsen,

at fonden skal aflægge årsregnskab for sine aktiviteter i henhold til årsregnskabsloven, og

at fonden ved ændringer af vedtægter mv. skal fremsende oplysning om

– fondens navn og adresse, herunder eventuelt binavn

– fondens regnskabsperioder

– størrelsen af fondens grundkapital

– fulde navn, stilling og bopæl for bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer og eventuelle suppleanter

– referat af det bestyrelsesmøde, hvor beslutningen om ændring blev truffet

– de ændrede vedtægter, herunder redegørelse fra bestyrelsen

– eventuelt øvrigt materiale afhængig af den konkrete vurdering.

Regnskabet mm. vil efter fremsendelsen til Fødevareministeriet som hovedregel være tilgængeligt for offentligheden (aktindsigt).

Hvis en fond ikke overholder disse betingelser og/eller andre betingelser, som konkret måtte være aftalt, kan forhåndsgodkendelsen tilbagekaldes. Der kan i så fald blive tale om, at fonden meddeles påbud om at afhænde landbrugsejendomme, der er erhvervet på et ugyldigt grundlag.

I § 24, stk. 3, foreslås en hjemmel for ministeren til at fastsætte bestemmelser om udpegning af områder, hvor fonde kan få tilladelse til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom.

Det foreslås, at det skal være en betingelse, at jorderne skal ligge inden for områder, der i en endelig vedtaget region- og kommuneplan er udlagt til naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser mv. Jorderne kan også ligge inden for følgende arealkategorier, der ikke behøver at være optaget i region- og kommuneplanlægningen:

– § 3-områder efter naturbeskyttelsesloven,

– Natura 2000-områder,

– områder, hvor der er planer om gennemførelse af naturgenopretningsprojekter eller etablering af våde enge (vådområde-projekter),

– arealer til successionsskov (selvgroet skov), og

– råstofgrave, der efterbehandles til naturformål.

Rammerne for fondes eventuelle køb af jorder inden for de kommende nationalparker må fastlægges nærmere, når principperne for etablering og forvaltning af nationalparker er afklaret. For arealer under 2 ha, hvor landbrugspligten ophæves, er det ikke en betingelse, at jorderne skal være udlagt til naturområde i region- og kommuneplaner, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 3.

Forhåndsgodkendelse af en fond fritager således ikke fonden for, at der ved en konkret erhvervelse af landbrugsjord skal tages stilling til selve erhvervelsen.

Efter forslagets § 24, stk. 4, skal en tilladelse normalt betinges af, at ejendommen pålægges forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen, samt vilkår om afhændelse efter reglerne i landbrugsloven, hvis betingelserne ikke overholdes. Der kan også stilles vilkår om naturpleje og offentlig adgang mv. på baggrund af en vurdering af forholdene i den enkelte situation, herunder eventuelle planer for gennemførelse af naturgenopretningsprojekt mv.

Det bemærkes endvidere, at efter sommerhuslovens § 8 forudsætter fondes erhvervelse af en ejendom, der ikke er til erhverv eller helårsbeboelse, miljøministerens tilladelse. Fondes erhvervelse af arealer til naturformål vil derfor også kræve tilladelse fra miljøministeren.

Til kapitel 11

Til § 25

Bestemmelserne i § 25 er en uændret videreførelse af de hidtidige bestemmelser i landbrugslovens § 22.

Hensigten med bestemmelserne er at skabe mulighed for, at et selskab mv. kan afhænde landbrugsjord, selvom selskabets vedtægter, fundats eller lignende indeholder et forbud mod salg af fast ejendom. Det kan f.eks. være ejendomme, som er arvet, men hvor det pågældende selskab ikke opfylder betingelserne i landbrugsloven til at bevare adkomst på den pågældende landbrugsejendom.

Til kapitel 12

Det foreslås, at der – som hidtil – skal gælde mere lempelige regler ved forpagtning end ved erhvervelse af landbrugsejendomme, idet der ved forpagtning ofte er tale om en mere midlertidig strukturtilpasning.

Til § 26

Det foreslås i § 26, stk. 1, at landbrugsejendomme, der lovligt ejes af samme ejer, skal kunne drives sammen som en driftsenhed (bedrift) uden begrænsninger med hensyn til areal, antal ejendomme og indbyrdes afstand. En landmand kan således umiddelbart kunne drive alle de landbrugsejendomme, som vedkommende ejer, sammen. Det er dog en forudsætning, at landmanden bor på en landbrugsejendom, jf. § 8, stk. 1.

Det foreslås desuden i stk. 1, at der kan ske samdrift, hvis bestemmelserne om forpagtning i §§ 27 og 28 er opfyldt, jf. bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere i § 26, stk. 2, at flere landmænd, der hver for sig lovligt ejer eller forpagter en eller flere landbrugsejendomme, skal kunne aftale at drive deres bedrifter i fællesskab uden begrænsninger med hensyn til areal, antal ejendomme og indbyrdes afstand. Den enkelte landmands bedrift skal kunne bestå af såvel ejede som forpagtede arealer.

Denne bestemmelse kan bl.a. anvendes i situationer, hvor en landmand ejer en eller flere landbrugsejendomme i personlig eje, og hvor han har etableret et landmandsselskab, der efter § 20 ejer en eller flere landbrugsejendomme, jf. desuden § 20, stk. 7.

Reglen om, at flere landmænd skal have mulighed for at aftale at drive deres bedrifter sammen, betyder, at der ikke længere stilles krav om, at en landbrugsejendom eller en landbrugsbedrift skal drives som en selvstændig bedrift, og at der ikke mere er behov for at opretholde særlige regler for driftsfællesskaber. Det er en forudsætning, at der er tale om et reelt samarbejde mellem deltagerne, og at der ikke er tale om, at en landmand forpagter de øvrige landmænds bedrifter. De enkelte landmænd, som driver deres bedrifter i fællesskab, skal opfylde kravet om fast bopæl på de bedrifter, som de bringer med ind i fællesskabet.

Til § 27

De foreslåede bestemmelser i §§ 27 og 28 svarer i princippet til de gældende regler i landbrugslovens §§ 11 og 12.

Det foreslås i § 27, stk. 1, at forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kun skal reguleres af en areal- eller antalsbegrænsning, men derimod ikke af nogen afstandsgrænse. Forpagtning af hele landbrugsejendomme (til selvstændig drift eller samdrift) skal således kunne ske, hvis det samdrevne areal ikke overstiger 500 ha eller antallet af ejendomme eller dele af ejendomme, der samdrives, ikke overstiger 5 (ingen arealgrænse), dog således, at landmanden altid kan forpagte 2 landbrugsejendomme, udover hvad denne lovligt ejer. Der skal desuden fortsat skal være regler om, at forpagteren principielt skal opfylde betingelserne for erhvervelse, herunder f.eks. kravet om fast bopæl og uddannelse. Det er endvidere en betingelse, at aftalen højst indgås for 30 år.

Bestemmelsen i § 27, stk. 2, fastlægger, at også andre landbrugsejendomme, som forpagteren i forvejen er ejer eller medejer af, eller som vedkommende forpagter, skal medregnes ved begrænsningen på enten 500 ha eller 5 ejendomme, uanset om der finder samdrift sted.

Det præciseres i § 27, stk. 3, at reglerne om forpagtning af landbrugsejendomme også gælder for et fællesskab af personer, der opfylder betingelserne i § 16, stk. 2 eller 3, eller et selskab, der opfylder betingelserne for erhvervelse af en landbrugsejendom efter § 20. Det samme gælder selskaber, der har lovlig adkomst på en eller flere landbrugsejendomme med tilladelse efter § 21, stk. 1, nr. 3. Begrænsningerne i § 27, stk. 1, nr. 4, skal således opfyldes af den juridiske person, der er forpagter.

Det præciseres endvidere i § 27, stk. 4, at der ved opgørelsen af arealet ikke medregnes fradragsarealer efter lovens § 12, stk. 5.

I forslagets § 27, stk. 5, foreslås en hjemmel for ministeren til at dispensere fra reglerne, når forholdene taler for det. Som udgangspunkt kan der dispenseres efter de hidtil gældende retningslinier for dispensation fra forpagtningsreglerne. Vurderingen af, om der kan gives dispensation, skal i princippet ske efter de samme retningslinier, som gælder for erhvervelse af landbrugsejendomme i fri handel.

Der kan normalt ikke meddeles dispensation fra grænsen på 500 ha eller højst 5 ejendomme eller 2 ejendomme ud over det lovligt ejede, medmindre der er behov for arealet for at skabe harmoni i bedriften mellem husdyrhold og jordtilliggende. Afgørelsen af, om der er et sådant harmonibehov, sker på grundlag af bestemmelserne i husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Til § 28

Det foreslås i § 28, stk. 1, at forpagtning af en del af landbrugsejendom kan ske uden tilladelse i en række situationer, hvoraf den mest anvendte vil være forpagtning af jorder til samdrift med en anden landbrugsejendom.

Det foreslås , at der – ligesom ved erhvervelse og forpagtning af hele ejendomme – bør gælde et uddannelseskrav, hvis forpagteren ved delforpagtninger samdriver mere end 30 ha. Efter de hidtil gældende regler har der ikke været stillet krav om en jordbrugsuddannelse ved forpagtning af dele af landbrugsejendomme til samdrift.

Bestemmelsen vil omfatte et betydeligt antal delforpagtninger. Kontrollen bør – som hidtil – bygge på, at begge parter (bortforpagter og forpagter) i forpagtningsaftalen afgiver erklæring om, at aftalen er gyldig uden tilladelse efter landbrugsloven, eller at der er indhentet tilladelse efter landbrugsloven. Mundtlige aftaler og utinglyste aftaler omfattes dog ikke ved en sådan kontrol.

Bortset fra den nye regel om uddannelseskrav ved delforpagtning er der principielt tale om en fortsættelse af de hidtil gældende regler, hvor en lang række forpagtninger kan ske uden tilladelse.

Reglen i § 28, stk. 1, nr. 2 , om forpagtning af vedvarende græsarealer er dog ændret i forhold til de hidtidige regler, som kun gjaldt for eng-, kær-, mose- og marskarealer. Ved vedvarende græsarealer forstås arealer, der i en årrække, normalt mere end 5 år, har henligget med græs, og hvor der er udviklet en vegetation, der er karakteristisk for enge og overdrev. Det er en betingelse, at arealerne reelt bruges til græsning, og at forpagteren bor inden for en luftlinieafstand fra arealet på 15 km.

Reglerne om forpagtning af vedvarende græsarealer og naturarealer skal også ses i sammenhæng med forliget om den fælles landbrugspolitik med hensyn til pleje af vedvarende græsarealer.

Med den foreslåede regel i § 28, stk. 1, nr. 2, vil det være muligt for personer, der ikke ejer en landbrugsejendom, at forpagte sådanne græsarealer til afgræsning og på den måde få gennemført den nødvendige pleje af arealerne. Det er – som tidligere nævnt – kun personer, der er bosat inden for en luftlinieafstand på 15 km, der kan forpagte sådanne arealer til afgræsning.

Afstandsgrænsen på 15 km gælder ikke for ejeren af en landbrugsejendom, der ønsker at forpagte sådanne græsarealer, idet der ikke gælder nogen afstandsgrænse for forpagtning til samdrift, jf. § 28, stk. 1, nr. 1.

Det vil også være muligt for organisationer, græsningslaug mv. at sætte dyr på græs på arealerne. Det forudsætter dog, at der ikke er tale om en forpagtning, men alene græsningsret, dvs. en ret til at lade dyr afgræsse arealerne, hvor aftalen ikke udelukker ejerens råden over de pågældende arealer.

I forslagets § 28, stk. 2, foreslås en hjemmel for ministeren til at dispensere fra reglerne, når særlige forhold taler for det. Som udgangspunkt kan der som efter de gældende regler dispenseres efter de samme retningslinier, som gælder for dispensation til forpagtning af hele landbrugsejendomme efter § 27, især til samdrift med en anden landbrugsejendom.

Der kan derimod normalt ikke forventes dispensation til leje af jorder med henblik på jordbrugsmæssig drift uden samdrift med anden landbrugsejendom. Der kan normalt heller ikke forventes dispensation til leje af arealer til private rekreative formål.

Forslagets § 28, stk. 3, om opsigelse af lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger er en fortsættelse af den hidtil gældende regel i landbrugslovens § 12, stk. 3. Forslaget skal sikre, at et lejeforhold vedrørende en landbrugsejendoms beboelsesbygninger kan opsiges med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet eller som bolig for personer, der beskæftiges i bedriften.

De særlige regler i den gældende lovs § 9, stk. 6, om, at der skal ske skriftlig indberetning af visse forpagtningsforhold, foreslås ophævet.

Til kapitel 13

Til § 29

Det foreslås i § 29, stk. 1, at der som hovedregel kan ske jordomlægninger mellem landbrugsejendomme, hvis

1) ejendommens areal efter sammenlægningen ikke overstiger 200 ha,

2) suppleringsjorden ligger inden for en luftlinieafstand på 2 km for dyrkningsjorder, 5 km for vedvarende græsarealer og 10 km for fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5. Afstanden regnes fra ejendommens beboelsesbygning og ved bygningsløse ejendomme fra ejendommens hovedlod (den største lod), og

3) erhververen ved køb af suppleringsjord opfylder betingelserne for erhvervelse af den supplerede ejendom, jf. §§ 12, 16 og 20, idet der dog ses bort fra afstandsgrænsen på 10 km.

Hvis disse betingelser er opfyldt, vil suppleringen kunne ske ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, dvs. uden tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Forslaget i nr. 1 om en arealgrænse på 200 ha ved supplering skal imødekomme ønsket om at kunne etablere ejendomme af en hensigtsmæssig størrelse. Denne grænse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i nr. 3 om, at erhververen ved køb af suppleringsjord skal opfylde betingelserne for erhvervelse af den supplerede ejendom. Dette betyder, at ejeren af den supplerede ejendom ikke ved køb af suppleringsjord må blive ejer eller medejer af mere end 400 ha (bortset fra fradragsarealer) eller højst 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse). Bestemmelsen i nr. 3 gælder ved køb af suppleringsjord, og bestemmelsen finder derfor ikke anvendelse ved sammenlægning af landbrugsejendomme, som landmanden i forvejen er lovlig ejer af.

Hvis ejeren kun ejer 4 landbrugsejendomme, vil hver enkelt landbrugsejendom ved køb af suppleringsjord derfor kunne suppleres op til 200 ha inden for afstandsgrænsen på 2 km, dvs. til i alt højst 800 ha. Hvis ejeren derimod ejer mere end 4 landbrugsejendomme, vil de pågældende ejendomme kun kunne suppleres op, indtil ejeren vil blive ejer/medejer af højst 400 ha. Ejeren vil dog kunne sammenlægge lovligt ejede landbrugsejendomme op til arealgrænsen på 200 ha og dermed i nogle situationer kunne reducere antallet af ejede landbrugsejendomme under 4, således at han efterfølgende har mulighed for at erhverve yderligere en eller flere landbrugsejendomme. Han vil således – i hvert fald teoretisk – kunne blive ejer af 4 landbrugsejendomme, der hver for sig vil kunne suppleres op til 200 ha.

Da en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendomme, jf. § 18, vil der også ved supplering af landbrugsejendomme være tale om en lempelse af reglerne for, hvor store suppleringsarealer to ægtefæller tilsammen vil kunne erhverve. Hvis begge ægtefæller f.eks. har det grønne bevis eller på anden måde opfylder uddannelseskravet, vil de hver for sig kunne supplere deres ejendomme op til grænsen på 200 ha, dog ikke over 400 ha eller højst 4 ejendomme (uden arealgrænse).

Det foreslås i nr. 2, at der – som hidtil – skal gælde en afstandsgrænse på 2 km ved erhvervelse af dyrkningsjorder til sammenlægning/supplering. For vedvarende græsarealer foreslås en afstandsgrænse på 5 km, og for fradragsarealer foreslås en afstandsgrænse på 10 km.

Som noget nyt foreslås det, at afstanden skal regnes som luftlinieafstand fra boligen på den landbrugsejendom, der ønskes suppleret, til det nærmeste punkt på de enkelte lodder, der ønskes tillagt ejendommen. Det er desuden præciseret, at afstanden ved supplering af bygningsløse landbrugsejendomme skal regnes fra ejendommens hovedlod, hvilket normalt vil sige den største lod (dyrkningsjord).

Indførelse af en luftlinieafstand ved supplering i stedet for en vejafstand vil betyde en stor forenkling. Der vil herefter ved sammenlægning/arealoverførsel ikke mere indgå en vurdering af de trafikale forhold (trafik/ bymæssig bebyggelse) mellem ejendommens beboelse og det areal, der tillægges ejendommen.

Det foreslås i § 29, stk. 2, at reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord, jf. §§ 31-33, skal finde anvendelse, når erhververen efter suppleringen vil være ejer eller medejer af mere end 200 ha. Der vil således ikke være tale om fortrinsstilling, når en ejendom suppleres med arealer, som vedkommende i forvejen er lovlig ejer af, uanset om arealgrænsen på 200 ha for fortrinsstilling overskrides.

Det præciseres i § 29, stk. 3, at der ved de nævnte arealgrænser ikke skal medregnes fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5.

Efter forslagets § 29, stk. 4, kan der dispenseres fra reglerne i stk. 1, når særlige forhold taler for det. Som anført i afsnit 5 i de almindelige bemærkninger tager reglerne om de strukturmæssige forhold, dvs. reglerne om afstand og areal mv., sigte på at påvirke strukturudviklingen. De foreslåede grænser giver således et råderum for den enkelte landmand til bedriftsudvidelse mv., der medfører at der – i hvert fald i de første år efter lovens vedtagelse – ikke eller kun i meget begrænset omfang er grundlag for at fravige erhvervelsesreglerne ved dispensation.

Ved supplering af en landbrugsejendom, der ejes af et landbrugsfællesskab efter lovens § 16, stk. 2 og 3, jf. § 17, stk. 7, kan der dog dispenseres fra begrænsningen på højst 400 ha eller højst 4 landbrugsejendomme i § 29, stk. 1, nr. 3, efter de retningslinier, der omtales under bemærkningerne til § 17, stk. 1.

Arealgrænsen på 200 ha og afstandsgrænserne på 2 km (for dyrkningsjorder), 5 km (for vedvarende græsarealer) og 10 km (for fradragsarealer) kan – som hidtil – fraviges, når særlige forhold taler for det, jf. § 29, stk. 4.

Begrænsningerne i § 29, stk. 1, nr. 1-3, vil således kunne fraviges, når der er tale om jordomlægninger, f.eks. ved jordfordeling eller mageskifte, hvor en landbrugsejendom afgiver og modtager arealer af nogenlunde samme størrelse og bonitet, eller når der sker supplering med jorder, der erhverves som erstatningsjord i forbindelse med etablering af vådområder eller forbud mod tilførsel af gødning med henblik på beskyttelse af drikkevand, jf. bemærkningerne til § 17.

For så vidt angår de personlige betingelser, som en erhverver skal opfylde, f.eks. reglerne om bopælskrav, uddannelse mv. vil der kunne dispenseres efter de samme retningslinier, som gælder for erhvervelse af landbrugsejendomme i fri handel. Hvis der er tale om supplering med meget små arealer, som ligger godt for supplering, vil dette også kunne tale for en dispensation fra de personlige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet.

Forslagets § 29, stk. 5 , indeholder en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om, at sammenlægning kan ske i videre omfang uden tilladelse end efter stk. 1. Denne hjemmel tænkes anvendt til situationer, hvor det ikke har været forudset, at sammenlægning kan ske uden tilladelse.

Til § 30

Det foreslås i § 30, stk. 1, at når beboelsesbygningen fraskilles en landbrugsejendom, som herved får status som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. § 10, og det areal, der beholdes sammen med bygningerne, er på 2 ha eller derover, får denne ejendom status som en ny selvstændig landbrugsejendom. Den oprindelige landbrugsejendom bliver således i denne situation opdelt i en bygningsløs landbrugsejendom og en landbrugsejendom med bygninger.

Det foreslås i § 30, stk. 2, at der – udover de situationer, der er omfattet af stk. 1 – kan gives tilladelse til udstykning af en landbrugsejendom med henblik på oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme med bygninger.

En landbrugsejendom, der f.eks. har 2 sæt landbrugsbygninger, skal, som hidtil, kunne udstykkes i 2 selvstændige landbrugsejendomme, som hver er på 2 ha eller derover.

Hvis en landbrugsejendom ønskes udstykket i 2 nye ejendomme, og der samtidig skal opføres bygninger til den ene ejendom, kan dette normalt kun ske, hvis begge ejendomme har en sådan størrelse, at de giver mulighed for en væsentlig jordbrugsproduktion (normalt mindst 30 ha). En stor landbrugsejendom (på f.eks. 400 ha) bør også kunne udstykkes, så der oprettes en ny landbrugsejendom med adgang til at opføre nye bygninger. Udstykning til oprettelse af en ny landbrugsejendom med nye bygninger kan kræve tilladelse efter planloven, og der vil f.eks. efter planloven kunne stilles betingelse med hensyn til placering af bygningerne mv.

Det foreslås i § 30, stk. 3, at der – som hidtil – skal være mulighed for, at tidligere nedlagte landbrugsejendomme og fritliggende beboelsesejendomme kan suppleres og oprettes som nye selvstændige landbrugsejendomme. Beboelsesejendomme i byområder kan derimod ikke oprettes som landbrugsejendomme.

Reglerne om oprettelse af landbrugsejendomme giver mulighed for at skabe små ejendomme, som er med til at fastholde livet på landet. Det er en forudsætning, at ejendommen har et areal på mindst 2 ha, og at de arealer, som ejendommen suppleres med, normalt grænser til bygningslodden.

Oprettelse af nye landbrugsejendomme kan ske uden undersøgelse af, om der er ejere af nærliggende landbrugsejendomme, der ønsker at købe jorden.

Da landbrugsloven som udgangspunkt alene stiller krav om en beboelsesbygning, skal der ikke stilles krav om, at ejendommen, der ønskes oprettet, skal være forsynet med passende driftsbygninger.

Bestemmelserne i § 30, stk. 1-3, betyder sammenholdt med bestemmelsen i § 10, at en landbrugsejendom uden beboelsesbygning som udgangspunkt ikke kan deles i to eller flere bygningsløse landbrugsejendomme.

Til kapitel 15

Til § 31

Det foreslås, at reglerne om fortrinsstilling i princippet bør opretholdes i den nye lov, men med visse ændringer og liberaliseringer, som vil gøre reglerne enklere og lettere at administrere.

Som hovedregel foreslås i § 31, at landmænd, der er ejer eller medejer af landbrugsejendomme med et samlet areal på under 70 ha, skal kunne gøre fortrinsstilling gældende til suppleringsjord inden for arealgrænsen på 70 ha (bortset fra fradragsarealer), forud for landmænd, der er eller vil blive ejer/ medejer af mere end 200 ha (bortset fra fradragsarealer).

Reglerne om fortrinsstilling skal gælde både ved erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme og ved erhvervelse af jord til supplering, og de kan – som hidtil – kun gøres gældende overfor jorder, der søges erhvervet.

Den foreslåede grænse på 200 ha – mod hidtil 70 ha – for fortrinsstilling skal ses i lyset af strukturudviklingen. Der er således behov for, at en landmand kan erhverve væsentligt mere end 70 ha, før der indtræder en eventuel fortrinsstilling for ejere af nærliggende landbrugsejendomme. Med en grænse på 200 ha vil der være plads til en fornuftig strukturudvikling, hvor der kan opbygges økonomisk bæredygtige bedrifter uden at skulle afgive jord til ejere af nærliggende landbrug efter regler om fortrinsstilling til suppleringsjord.

Det foreslås samtidig, at der ikke mere skal gælde særlige regler for bedrifter med harmonibehov og specialproduktion, da sådanne særregler gør reglerne om fortrinsstilling mere uigennemskuelige og administrativt vanskelige at håndtere. Det vil således alene være arealet af de ejede ejendomme (ekskl. fradragsarealer), der er afgørende for, om der kan være tale om fortrinsstilling.

Efter de gældende regler er der ikke tale om fortrinsstilling ved erhvervelse af en ejendom nr. 2 med bygninger, uanset at det samlede areal af de to ejendomme overstiger grænsen på 70 ha. I disse situationer er der tinglyst en deklaration om, at reglerne om fortrinsstilling finder anvendelse, hvis ejendommen eller dens jorder sammenlægges med en anden ejendom, som ejeren ejer, eller hvis ejendommens bygninger fraskilles. Dette kaldes ”hvilende fortrinsstilling”.

Det foreslås, at de hidtil gældende regler om hvilende fortrinsstilling ikke skal medtages i den nye lov. En ejer af en landbrugsejendom, hvor der er tinglyst deklaration om hvilende fortrinsstilling, vil herefter kunne få deklarationen ophævet, hvis ejendommen efter de nye regler ville kunne erhverves uden fortrinsstilling. Endvidere vil frastykning af bygningerne fra en landbrugsejendom med hvilende fortrinsstilling ikke føre til, at reglerne om fortrinsstilling træder i kraft, idet der med forslaget åbnes op for, at der kan etableres bygningsløse ejendomme, når blot ejendommene ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. §§ 9 og 10.

Hvis ejeren ønsker deklarationen ophævet på ejendommen, uden at der har været tale om undersøgelse af, om der er naboer, der ønsker fortrinsstilling, er der ikke nogen naboer, hvis ønsker bliver tilsidesat. Det bemærkes endvidere, at Vestre Landsret i en dom af 28. juni 2002 har afgjort, at en ansøger om fortrinsstilling, der havde indgivet stævning med påstand om erstatning for et påstået tab ved ikke at have fået fortrinsstilling, ikke havde nogen køberet eller forkøbsret til suppleringsjord, og at der derfor ikke kunne være tale om noget indtægtstab hos ansøgeren om fortrinsstilling.

På baggrund af den foreslåede ændring af medejerbegrebet, jf. § 18, hvorefter en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendomme, vil ægtefæller, som begge opfylder uddannelseskravet, hver især kunne erhverve suppleringsjord op til den foreslåede grænse på 200 ha, uden at naboer vil kunne gøre fortrinsstilling gældende. Tilsvarende vil ægtefæller også hver især kunne gøre fortrinsstilling gældende op til grænsen på 70 ha.

Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord skal ikke bringes i anvendelse i en række situationer, der omtales nærmere under § 33.

Det præciseres i § 31, stk. 3, at der ved arealgrænserne ikke skal medregnes fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5.

Til § 32

I § 32, stk. 1, foreslås en række krav med hensyn til beliggenhed, areal mv., der skal være opfyldt, for at der kan gøres fortrinsstilling gældende.

Det foreslås i nr. 1, at der som hidtil skal gælde, at den, der ønsker at gøre fortrinsstilling gældende, ikke vil blive ejer eller medejer af mere end 70 ha (bortset fra fradragsarealer).

Det foreslås i nr. 2, at der kun kan gøres fortrinsstilling gældende til supplering af en landbrugsejendom, der er forsynet med en beboelsesbygning. Baggrunden herfor er, at det kun bør være landbrugsejendomme, der fremover vil kunne drives som en selvstændig enhed med bygninger, der skal kunne suppleres på baggrund af reglerne om fortrinsstilling.

Det foreslås i nr. 3, at suppleringsjorden skal ligge inden for en afstand på 2 km (luftlinie) fra beboelsesbygningen på den landbrugsejendom, der ønskes suppleret. Luftlinieafstanden skal regnes til det nærmeste punkt på den lod, der ønskes fortrinsstilling til.

Det foreslås i nr. 4, at suppleringsjorden umiddelbart skal kunne sammenlægges med ejendommen uden dispensation efter reglerne i § 29, stk. 4. Afgørelse af, om der kan gøres fortrinsstilling gældende, skal således ikke bero på skønsmæssige kriterier.

I § 32, stk. 2, foreslås en række krav, som den person, der ønsker fortrinsstilling til suppleringsjord, skal opfylde for at kunne gøre fortrinsstilling gældende. Samtidig præciseres det, at betingelserne skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor den primære erhverver har indgået aftale om køb af en landbrugsejendom eller jord til supplering. Hvis der ikke er indgået aftale om køb af suppleringsjord, er det forholdene på ansøgningstidspunktet, der er afgørende.

Det foreslås i nr. 1, at den, der gør fortrinsstilling gældende, skal bo på den ejendom, der ønskes suppleret, eller på en anden landbrugsejendom, han ejer, og selv drive sin ejendom/ejendomme på det tidspunkt, hvor fortrinsstillingen gøres gældende. Det er således kun aktive landmænd, der kan komme i betragtning til fortrinsstilling til suppleringsjord.

Det foreslås i nr. 2, at lovens krav til jordbrugsuddannelse, jf. § 12, stk. 2, nr. 1, altid skal være opfyldt.

Det foreslås i nr. 3, at den, der gør fortrinsstilling gældende, skal være villig til at betale sædvanlig handelspris for arealet. Det præciseres, at denne pris normalt vil svare til den pris, som erhververen eller ansøgeren har givet eller skal give. Hvis der er uenighed om prisen, fastlægger jordbrugskommissionen – som hidtil – den pris, der skal være afgørende for en fortrinsstilling. Hvis der er tale om en samlet pris for jord og bygninger, fastlægges prisen som den sædvanlige handelspris i området for jord af tilsvarende karakter.

Det foreslås i nr. 4, at den, der gør fortrinsstilling gældende, skal eje en landbrugsejendom/bedrift på over 30 ha (bortset fra fradragsarealer), eller som har et arbejdsbehov på 900 timer årligt vurderet på grundlag af produktionens sammensætning (standardnormtimer). Det er således kun landmænd, der driver et landbrug af en vis størrelse, der kan komme i betragtning til suppleringsjord. I arbejdsbehovet kan således ikke medregnes arbejdstimer, der anvendes ved tilforpagtede jorder mv.

Med de foreslåede krav stilles der således generelt større krav end hidtil til de naboer, der ønsker at gøre fortrinsstilling gældende.

Det præciseres i § 32, stk. 3, at der ved arealgrænserne ikke skal medregnes fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5.

Det foreslås i § 32, stk. 4, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af reglerne om fortrinsstilling.

Der kan bl.a. fastsættes regler om, at der skal ske annoncering efter ønsker om fortrinsstilling i overensstemmelse med de nuværende regler om fortrinsstilling.

Der kan også, ligesom ved administrationen af de gældende regler om fortrinsstilling, fastsættes regler om, at en landmand, der ønsker fortrinsstilling, skal udfylde en særlig erklæring herom, samt om, at der skal gælde visse frister, så sager om fortrinsstilling ikke trækker i langdrag. Der kan også fastsættes bestemmelser om, at reglerne om fortrinsstilling ikke skal bringes i anvendelse, når reglerne alene vil angå ubetydelige arealer.

Til § 33

Det foreslås i § 33, stk. 1 , at reglerne om fortrinsstilling– som hidtil – ikke skal gælde i situationer, hvor en landbrugsejendom er under den størrelse, hvor kravet om egen jord for ejendomme med husdyrhold (arealkravet) ikke er opfyldt, jf. reglerne om husdyrhold og arealkrav i medfør af den gældende lovs § 7, stk. 5. Det gælder også situationer, hvor fraskillelse af jord vil nedbringe ejendommen under denne størrelse, jf. reglerne i § 18, stk. 9, i den gældende lov.

Det foreslås i § 33, stk. 2 , at bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord – som hidtil – ikke finder anvendelse ved jordomlægninger, der sker i forbindelse med afståelse af jord til offentlige anlæg mv., når der er tale om jordomlægninger, som gennemføres ved jordfordeling efter reglerne i lov om jordfordeling mellem landejendomme eller ved ekspropriation.

Reglerne om fortrinsstilling gælder – som hidtil – heller ikke ved jordfordeling og ved køb af erstatningsarealer i forbindelse med våde enge og drikkevandsbeskyttelse, jf. § 33, stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 3, svarer til den hidtidige praksis, der fremgår af § 44, stk. 5, nr. 2, i det gældende landbrugslovscirkulære (cirkulære nr. 26 af 22. februar 2000).

Bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord finder i øvrigt ikke anvendelse i forbindelse med, at offentlige myndigheder, ejere af vandforsyningsanlæg og fonde erhverver landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme efter reglerne i § 7 og §§ 22-24.

Til kapitel 16

Til § 34

De foreslåede bestemmelser i § 34 er en delvis videreførelse af bestemmelserne i §§ 30 og 30a i den gældende landbrugslov.

Med henblik på at styrke varetagelsen af natur- og miljøhensyn foreslås jordbrugskommissionerne udvidet med to medlemmer.

Ved den foreslåede ændring vil jordbrugskommissionen blive på 5 medlemmer, heraf 1 formand, som er jurist, 2 medlemmer, der skal varetage de jordbrugsmæssige interesser og 2 medlemmer, der skal varetage natur- og miljømæssige hensyn, jf. dog stk. 3. Alle medlemmerne udpeges af amtsrådet , på Bornholm dog af Bornholms kommunalbestyrelse. 2 af medlemmerne udpeges som hidtil efter indstilling fra de stedlige landboforeninger og familiebrugsforeninger under Dansk Landbrug, medens de to nye medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

Endvidere foreslås der i § 34, stk. 3, indført en hjemmel til at udvide jordbrugskommissionen med et gartnerisagkyndigt medlem ved behandling af sager vedrørende gartnerier og planteskoler m.v. Forslaget har baggrund i hidtidig praksis, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 901 af 11. oktober 1996 om forretningsorden for de regionale jordbrugskommissioner ved behandling af sager efter landbrugsloven, hvor det gartnerisagkyndige medlem kun har en rådgivende funktion. Med forslaget vil det gartnerisagkyndige medlem være et fuldgyldigt medlem af jordbrugskommissionen ved behandlingen af sådanne sager.

Det gartnerisagkyndige medlem udpeges efter indstilling fra Dansk Erhvervsgartnerforening.

I § 34, stk. 4, bemyndiges ministeren, som hidtil, til at fastsætte nærmere regler for nedsættelse af jordbrugskommissionerne og for deres forretningsorden m.v.

Det er hensigten at fastsætte regler, hvorefter kommissionen er beslutningsdygtig, selvom ikke alle kommissionens medlemmer er tilstede. Der skal dog mindst være formanden og de 2 menige medlemmer, der skal varetage de jordbrugsmæssige interesser, tilstede.

I sager, der vedrører gartnerier og planteskoler mv., vil kommissionen blive udvidet med et gartnerisagkyndigt medlem. Indkaldelse af den gartnerisagkyndige kan dog – som hidtil – undlades, hvis jordbrugskommissionen umiddelbart er indstillet på at træffe en afgørelse, som for den eller de berørte gartnere er fuldt ud begunstigende.

Hidtil har de gartnerisagkyndige medlemmer ikke haft stemmeret ved jordbrugskommissionernes afgørelser. Med forslaget vil det gartnerisagkyndige medlem deltage på lige fod med de øvrige medlemmer af kommissionen og med samme stemmeret.

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse i § 35 svarer til bestemmelsen i § 30, stk. 4, i den gældende landbrugslov.

Bestemmelsen fastslår, at amtskommunen, på Bornholm dog Bornholms Regionskommune, yder jordbrugskommissionen sekretariatsmæssig bistand, og at amtskommunen og Bornholms Regionskommune afholder omkostningerne til drift af jordbrugskommissionerne.

Finansieringen sker som hidtil via bloktilskuddene, jf. afsnit 6 om de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige i de almindelige bemærkninger.

Til § 36

Forslagets § 36, stk. 1, bestemmer, at ministeren kan fastsætte regler om jordbrugskommissionernes varetagelse af opgaver efter loven. Det præciseres i forbindelse hermed, at ministeren i forbindelse hermed kan fastsætte regler om kommissionernes behandling af ansøgninger, om varetagelse af tilsyn og kontrol, om indberetning om afgørelser og statistiske oplysninger og om, at afgørelser i sager af større betydning eller principiel karakter skal træffes af ministeren. Endelig præciseres det, at ministeren kan give jordbrugskommissionerne nærmere instrukser om opgavevaretagelsen.

I forbindelse med regler om tilsyn og kontrol kan bl.a. præciseres, at jordbrugskommissionerne skal træffe afgørelse i sager, hvor der f.eks. rejses tvivl om, hvorvidt en ejer eller erhverver af en landbrugsejendom har afgivet urigtig erklæring eller oplysninger mv. til brug ved tinglysning af adkomst på en landbrugsejendom eller indgåelse af en forpagtningsaftale. Det gælder også, hvis der f.eks. rejses tvivl om, hvorvidt betingelserne for afgivelse af landinspektørerklæring, jf. forslagets §§ 6, 10 og 29, er opfyldt.

Bestemmelserne giver – i modsætning til de gældende regler – ikke ministeren mulighed for at indføre en vetoret i jordbrugskommissionerne.

Det fastslås, at ministeren kan fastsætte regler om klageadgang, herunder bl.a. at der ikke kan klages over skønsmæssige afgørelser.

Som noget nyt foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at jordbrugskommissionerne kan genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Formelt set skal en jordbrugskommission efter gældende regler afvente Fødevareministeriets afgørelse af en klage, før jordbrugskommissionen kan genoptage en sag. Såfremt en jordbrugskommission i forbindelse med indgivelse af en klage f.eks. bliver opmærksom på, at kommissionen ikke har medtaget alle relevante kriterier ved afgørelsen af sagen, vil det således være hensigtsmæssigt, at kommissionen kan genoptage sagen, uden at skulle afvente klagesagsbehandlingen.

Til kapitel 17

Til § 37

Den foreslåede bestemmelse i § 37 svarer til bestemmelsen i § 31 i den gældende landbrugslov.

Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om administration af loven, herunder regler om hvilke oplysninger mv., der skal foreligge ved ansøgninger efter loven, og hvilke oplysninger og erklæringer mv., der skal afgives i forbindelse med erhvervelse, jordomlægninger og lignende, der kan ske uden tilladelse efter loven.

Til § 38

De foreslåede bestemmelser i § 38 svarer i princippet til bestemmelserne i § 30 a i den gældende landbrugslov, hvorefter ministeren kan bemyndige en række nærmere angivne myndigheder til at udøve beføjelser efter loven.

Det fastslås, at ministeren kan fastsætte regler om klageadgang, herunder bl.a. at der ikke kan klages over skønsmæssige afgørelser, og at der er mulighed for at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Forslagets § 38, stk. 1, vedrører bl.a. de situationer, hvor ministeren henlægger sine beføjelser til en myndighed under ministeriet. Dette kan eksempelvis være beføjelser til at træffe afgørelse i sager om landmandsselskaber efter § 20 og om forhåndsgodkendelse af fonde i medfør af regler efter § 24, stk. 2, samt i klager over jordbrugskommissionens afgørelser.

Forslagets § 38, stk. 2, vedrører de situationer, hvor ministeren henlægger sine beføjelser til en anden offentlig myndighed, f.eks. en styrelse under et andet ministerium eller en kommunal myndighed.

Til § 39

Den foreslåede bestemmelse i § 39 svarer til bestemmelsen i § 23 i den gældende landbrugslov.

Bestemmelsen giver mulighed for, at tilladelser og dispensationer efter loven kan tidsbegrænses og betinges. Samtidig giver bestemmelsen mulighed for, at betingelser kan tinglyses forud for pantegæld mv. En tilladelse eller dispensation bortfalder – som hidtil – hvis den ikke er udnyttet 3 år efter, at den er meddelt.

Til § 40

De foreslåede bestemmelser i § 40, stk. 1 og 2, svarer til bestemmelserne i § 24 i den gældende landbrugslov.

Bestemmelserne fastlægger regler, hvorefter der skal søges om tilladelse til erhvervelse og forpagtning inden en frist på 4 uger.

I § 40, stk. 3, fastslås det, at erhvervelse af en del af en landbrugsejendom ikke omfattes af reglerne i stk. 1 og 2, idet ansøgninger, der forudsætter gennemførelse af matrikulære forandringer, er omfattet af fristerne i lov om udstykning og anden registrering i matriklen.

Til § 41

Den foreslåede bestemmelse i § 41 svarer til bestemmelsen i § 27 i den gældende landbrugslov.

Bestemmelsen giver mulighed for at meddele påbud om afhændelse af en landbrugsejendom eller fravigelse af et brugspanteforhold, når en erhverver ikke opfylder lovens regler. Bestemmelsen giver også mulighed for at meddele påbud om at ophøre med et forpagtningsforhold, når en forpagter ikke opfylder lovens regler.

Til § 42

Den foreslåede bestemmelse i § 42 svarer til bestemmelsen i § 25 i den gældende landbrugslov.

§ 42 bestemmer, at en landbrugsejendom, der er overtaget på auktion eller til brugeligt pant, skal videresælges inden 1 år fra overtagelsesdagen, medmindre erhververen selv opfylder betingelserne for at erhverve ejendommen eller brugspanteforholdet ophører.

Til § 43

Den foreslåede bestemmelse i § 43 svarer til bestemmelsen i § 26 i den gældende landbrugslov.

§ 43 bestemmer, at tinglysningsdommeren kun kan tinglyse et dokument om erhvervelse eller forpagtning af en landbrugsejendom, hvis der enten vedlægges en tilladelse eller det dokumenteres, at erhvervelsen eller forpagtningen kan ske uden tilladelse.

I § 43, stk. 3, er der en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises tinglysningsdommeren. Med hensyn til erhvervelse af landbrugsejendomme er det hensigten at fortsætte med den hidtidige praksis, hvor erhververen i forbindelse med skødepåtegningen skal fremsende erklæring til kommunen om, at lovens erhvervelsesregler er opfyldt. På længere sigt, dvs. når tingbogssystemet er fuldt omlagt til digital form, er det hensigten, at afgivelse af erklæring skal afløses af elektronisk indberetning. Hvis erhververen ikke opfylder lovens erhvervelsesbetingelser, skal der forevises tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Ved forpagtning eller leje af en landbrugsejendom eller en del af en sådan skal parterne (ejer og forpagter) ved tinglysning afgive erklæring om, at lovens betingelser er opfyldt, eller også skal der foreligge en tilladelse fra jordbrugskommissionen.

Til § 44

Den foreslåede bestemmelse i § 44 svarer til bestemmelsen i § 30 d i den gældende landbrugslov.

Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at fritage de regionale jordkøbsnævn, der udøver beføjelser efter jordkøbsloven, for at opfylde reglerne i lov om landbrugsejendomme i forbindelse med erhvervelse af fast ejendom.

Til kapitel 18

Til § 45

De foreslåede bestemmelser i § 45 svarer til bestemmelserne i § 30 b, stk. 2, i den gældende landbrugslov.

Det fastslås i § 45, stk. 1, at ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til offentlige eller private ejendomme mv. i kontroløjemed. Bestemmelsen vil bl.a. skulle anvendes – som hidtil – for at foretage besigtigelse af en landbrugsejendom med henblik på at kontrollere, om bopælskravet er opfyldt.

Det foreslås i § 45, at ministeren eller den ministeren bemyndiger hertil skal påse, at lovens regler overholdes. I forbindelse hermed vil der kunne være behov for at foretage besigtigelse, som så vidt muligt skal ske efter forudgående meddelelse til ejeren. Der kan dog være situationer, hvor en forudgående meddelelse til ejeren vil forspilde formålet med besigtigelsen. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor der foretages besigtigelse for at konstatere, om en erhverver har taget fast bopæl på en erhvervet landbrugsejendom.

Det præciseres i § 45, stk. 2, at politiet om nødvendigt yder bistand hertil, og at regler herom kan fastsættes efter aftale med justitsministeren.

Det fastslås i § 45, stk. 3, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kontrol og tilsyn, herunder om jordbrugskommissionernes opgavevaretagelse.

Til § 46

Den foreslåede bestemmelse i § 46 svarer til bestemmelsen i § 30 b, stk. 1, i den gældende landbrugslov.

Det fastslås i § 46, at ministeren skal påse, at lovens regler overholdes.

Til § 47

Den foreslåede bestemmelse i § 47 svarer til bestemmelsen i § 30 c i den gældende landbrugslov.

Det fastslås i § 47, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, i kontroløjemed kan indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Der kan herunder ske registersamkøring og sammenstilling af data til kontrolformål.

Det er hensigten at tilrettelægge administrationen således, at de borgere, der berøres af en kontrolordning, i almindelighed gøres opmærksom på adgangen til at foretage samkøring i kontroløjemed, inden kontrollen iværksættes, og at samkøringen så vidt muligt kun finder sted, hvis de personer, der omfattes af kontrollen, har fået meddelelse om kontrolordningen, inden de afgiver oplysninger til myndigheden.

Til § 48

Den foreslåede bestemmelse i § 48 svarer til bestemmelsen i § 28 i den gældende landbrugslov.

Det fastslås i § 48, at de kommunale myndigheder (såvel primær- som amtskommuner) har en forpligtelse til at meddele, når de får kendskab til overtrædelse af lovens regler, f.eks. med hensyn til bopælspligtens opfyldelse.

De kommunale myndigheder er endvidere forpligtede til på begæring at foretage syn og afgive udtalelser om landbrugsejendommes bygninger og driftsforhold.

Til § 49

De foreslåede bestemmelser i § 49 svarer til bestemmelserne i § 29 i den gældende landbrugslov.

Det fastslås i § 49, stk. 1, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, herunder kommunale myndighed, i kontroløjemed kan forlange at få udleveret eller indsendt kopi af erhvervelsesdokumenter og andre skriftlige aftaler, som ligger til grund for erhvervelsen samt dokumentation vedrørende indgåede forpagtningsaftaler.

Det præciseres endvidere i § 49, stk. 2, at tinglysnings-, lignings-, vurderingsmyndighederne og de kommunale myndigheder skal meddele ministeren de oplysninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.

Til kapitel 19

Til § 50

Straffebestemmelserne svarer i princippet til de hidtidige regler i den gældende lovs § 33.

Til kapitel 20

Til § 51

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. september 2004.

Til § 52

Det fremgår af § 52, stk. 2 , at de bestemmelser, der indeholder hjemlen til at fastsætte regler om husdyrhold og arealkrav mv., opretholdes indtil videre, og at disse regler også kan ændres, hvis det skulle blive aktuelt.

Det er hensigten, at de nuværende regler i medfør af landbrugsloven om husdyrhold og arealkrav mv. skal forblive i kraft, indtil der er sket en afklaring af eventuelle lovinitiativer i forbindelse med Vandmiljøplan III. I forbindelse hermed vil reglerne blive nyvurderet med henblik på overførsel til de nævnte love om henholdsvis drift af landbrugsjorder og om hold af dyr, som også fremsættes i denne folketingssamling.

Det præciseres i § 52, stk. 3, at regler fastsat i medfør af den gældende landbrugslov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler.

Det er bl.a. hensigten, at bekendtgørelsen om skovplantning på landbrugsejendomme først vil blive ophævet, når der i medfør af det fremsatte forslag til lov om drift af landbrugsjorder bliver fastsat nye regler om skovplantning.

Det foreslås i § 52, stk. 4, at loven har virkning for retshandler, der indgås efter lovens ikrafttræden den 1. september 2004.

Tilsvarende foreslås det i § 52, stk. 5, at loven har virkning for ansøgninger, der indkommer til jordbrugskommissionerne eller indsendes til Kort- og Matrikelstyrelsen efter 1. september 2004, jf. dog § 53.

Det foreslås i § 52, stk. 6, at samdrifts- og forpagtningsforhold, der er etableret inden lovens ikrafttræden 1. september 2004, kan fortsættes af ejeren eller forpagteren eller dennes pårørende. Kredsen af pårørende er den samme, som fremgår af lovens § 15.

Til § 53

Det fastslås i § 53, at tilladelser, der er meddelt efter de hidtil gældende landbrugslove, bevarer deres gyldighed. Det samme gælder vilkår, der er fastsat i tilladelserne. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan gøre undtagelser for sådanne vilkår, herunder f.eks. fravige vilkår, der har baggrund i lovbestemmelser, der er lempet ved lovforslaget.

Til § 54

Det fastslås i § 54, at loven ikke gælder for Københavns og Frederiksberg kommuner, Færøerne og Grønland.

Til § 55

Til nr. 1 og 2:

Ændringsforslaget til ændring af lov om planlægning er en konsekvens af forslaget til lov om landbrugsejendomme.

Til § 56

Til nr. 1:

Ændringsforslaget til ændring af lov om vandforsyning mv. er en parallel til forslaget til lov om landbrugsejendomme, hvorefter ejeren af vandforsyningsanlæg kan erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom, jf. nærmere lovforslagets § 23 med bemærkninger. Omkostninger ved erhvervelse af ejendommen eller dele heraf vil på linie med vandforsyningsanlæggets øvrige lovlige udgifter til beskyttelse af vandressourcerne kunne indregnes i vandprisen, jf. vandforsyningslovens § 52 a.

Versioner

1. 2003-12-10