Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om årpenge for kronprins Frederik\n(Ændring af ydelsens grundbeløb i anledning af kronprins Frederiks indgåelse af ægteskab)

GældendeVersion 2004-01-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00134@2004-01-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Fremsat den 21. januar 2004 af statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)

Forslag

til

(Ændring af ydelsens grundbeløb i anledning af kronprins Frederiks indgåelse af ægteskab)

§ 1

I lov nr. 135 af 19. marts 1986 om årpenge for kronprins Frederik, som ændret ved § 2 i lov nr. 491 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, ændres »3.706.000 kr.« til: »12.775.000 kr.«

2. Efter § 3 indsættes:

» § 4. Skulle ægteskabet mellem kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blive opløst ved kronprins Frederiks død, tillægges der kronprinsesse Mary en standsmæssig bolig og årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 6.387.500 kr.

Stk. 2. Årpengebeløbet i henhold til stk. 1 reguleres og udbetales i overensstemmelse med reglerne i § 2, stk. 2-3.

Stk. 3. Der ydes refusion af udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms i overensstemmelse med reglerne i § 2, stk. 4.

§ 5. Så længe kronprinsesse Mary oppebærer årpenge, kan hun ikke nyde særligt vederlag for statstjeneste.«

§ 2

Loven træder i kraft på det tidspunkt, hvor ægteskabet indgås.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Kronprins Frederik fik i statsrådet den 8. oktober 2003 dronning Margrethe den Andens samtykke til at indgå ægteskab med Mary Elisabeth Donaldson. Vielsen vil finde sted fredag den 14. maj 2004.

I anledning af kronprinsens indgåelse af ægteskab, og i lighed med hidtidig praksis, foreslås den ved lov nr. 135 af 19. marts 1986, som ændret ved § 2 i lov nr. 491 af 7. juni 2001, fastsatte årpenge for kronprinsen forhøjet. Forhøjelsen skal ses i lyset af de øgede udgifter og repræsentative forpligtelser, som kronprinsen må forudses at få efter indgåelse af ægteskabet. Endvidere er det hensigten, at Frederik den VIII’s Palæ på Amalienborg efter den nødvendige istandsættelse stilles til rådighed for tronfølgerparret. Den foreslåede forhøjelse af årpengebeløbet skal dække de udgifter, som kronprinsen vil få som følge af indgåelsen af ægteskabet.

Endvidere foreslås i lighed med hidtidig praksis, at der tillægges den kommende kronprinsesse en standsmæssig bolig og årpenge, hvis ægteskabet mellem kronprinsen og kronprinsessen bliver opløst ved kronprinsens død.

1. Efter grundlovens § 11 kan der for medlemmer af det kongelige hus bestemmes årpenge ved lov. Efter fast statsretlig praksis ydes der årpenge til tronfølgeren fra 18 års dagen. Folketinget har med lov nr. 135 af 19. marts 1986, som ændret ved § 2 i lov nr. 491 af 7. juni 2001, fortsat denne praksis for kronprins Frederik. I loven er grundbeløbet for årpenge fastsat til 3.706.000 kr. Grundbeløbet reguleres ligesom statens ydelse til civillisten pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Rammerne for de beløb, der hvert år afsættes til kronprinsen, fremgår af anmærkningerne til finanslovens § 2. Medlemmer af det kongelige hus.

I anledning af kronprinsens indgåelse af ægteskab foreslås den ved lov nr. 135 af 19. marts 1986, som ændret ved § 2 i lov nr. 491 af 7. juni 2001, fastsatte årpenge for kronprinsen forhøjet, således at grundbeløbet udgør 12.775.000 kr. Det beløb, der efter forslaget vil tilkomme kronprinsen, udgør 14.398.401,16 kr. i aktuelt helårsniveau (1. oktober 2003).

I årpengebeløbet er indregnet en ydelse til den kommende kronprinsesse, fastsat på tilsvarende måde som den ydelse, der er tillagt prins Henrik, dvs. på 10 pct. af det aktuelle årpengebeløb.

2. Det foreslås også, at der tillægges kronprinsessen årpenge samt en standsmæssig bolig i tilfælde af ægteskabets opløsning ved kronprinsens død. Grundbeløbet fastsættes til 6.387.500 kr. svarende til halvdelen af kronprinsens grundbeløb. Beløbet vil blive reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte.

Folketingets behandling af den gældende årpengelov

Lov nr. 135 af 19. marts 1986 (Folketingstidende 1985-1986, FF. sp. 5472, 5838, 7697 og 8073, tillæg A sp. 3423, tillæg B sp. 639, tillæg C sp. 311) er ændret ved § 2 i lov nr. 491 af 7. juni 2001 (Folketingstidende 2000-2001, FF. sp. 6483, 7454, 9022 og 9252, tillæg A sp. 6978 og 6995, tillæg B sp. 1556 og 1896, tillæg C sp. 1089).

Økonomiske og administrative konsekvenser

Den foreslåede forhøjelse af kronprinsens årpenge indebærer en merudgift for staten svarende til den opregnede forskel mellem det nuværende grundbeløb på 3.706.000 kr. og det foreslåede grundbeløb på 12.775.000 kr.

Den nuværende årlige ydelse udgør 4.176.945,18 kr. i aktuelt niveau (1. oktober 2003). Med det ny grundbeløb vil helårsvirkningen i aktuelt niveau være 14.398.401,16 kr. Det svarer til en årlig merudgift på 10.221.455,98 kr. fra 2005.

Merudgiften i 2004 vil være 6.457.102,55 kr. i aktuelt niveau. Frem til den 13. maj 2004 vil kronprinsen oppebære den nuværende årpenge svarende til et samlet beløb på 1.538.283,59 kr. Fra ægteskabets indgåelse den 14. maj 2004 vil årpenge blive ydet efter det ny grundbeløb svarende til 9.095.764,14 kr. for den resterende del af 2004. Det samlede årpengebeløb i 2004 vil derfor være 10.634.047,73 kr. i aktuelt niveau.

Merudgiften i 2004 vil blive optaget på forslag til lov om tillægsbevilling for 2004 under § 2. Medlemmer af det kongelige hus, mens det ny årpengebeløb i 2005 vil blive indarbejdet under samme paragraf på forslag til finanslov for 2005.

I årpengebeløbet er indregnet en årlig ydelse til den kommende kronprinsesse svarende til 10 pct. af årpengebeløbet. Beløbet vil fremgå af anmærkningerne til § 2. Medlemmer af det kongelige hus på de årlige finanslove.

I tilfælde af ægteskabets opløsning ved kronprinsens død bortfalder kronprinsens årpenge, og foruden en standsmæssig bolig vil der blive ydet årpenge til den kommende kronprinsesse med et grundbeløb på 6.387.500 kr. I aktuelt niveau vil beløbet udgøre 7.199.200,58 kr.

Øvrige konsekvenser

Lovforslaget har ingen erhvervsmæssige eller miljømæssige konsekvenser og indeholder ingen EU-retlige aspekter. Der er ligeledes hverken administrative eller økonomiske konsekvenser for borgerne.

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen 6,5 mill.kr. i 2004 10,2 mill.kr. fra 2005

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med bestemmelsen forhøjes det nuværende grundbeløb fra 3.706.000 kr. til 12.775.000 kr. Det ny grundbeløb danner grundlag for den fremtidige regulering af årpengebeløbet.

Det foreslåede grundbeløb svarer til 25 pct. af civillistens grundbeløb på 51.100.000 kr. (opgjort eksklusiv ydelsen til prinsesse Benedikte på 0,8 mill.kr.). Til sammenligning udgjorde den nuværende regents årpenge 20 pct. af civillistens grundbeløb ved indgåelsen af ægteskabet med prins Henrik i 1967.

Forhøjelsen af grundbeløbet er fastsat efter drøftelser med kongehuset.

Ved fastlæggelsen af grundbeløbet er der, som tilfældet var det i 1967, foretaget et konkret skøn over de udgifter, som tronfølgerparret må forudses at få efter indgåelse af ægteskabet.

Ved beregningen af grundbeløbet er det lagt til grund, at tronfølgerparret må forudses at få betydeligt flere repræsentative forpligtelser og udadvendte aktiviteter, end det nuværende regentpar havde i perioden 1967 - 1972, herunder øget rejseaktivitet. Disse aktiviteter stiller krav om øget personale, bl.a. til sekretærbistand.

Endvidere er det hensigten, at Frederik den VIII’s Palæ på Amalienborg efter den nødvendige istandsættelse stilles til rådighed for tronfølgerparret. Der er tale om en større bolig end den, der blev stillet til rådighed for det nuværende regentpar i 1967. Som følge heraf vil der ske en udvidelse af kronprinsens hofstab, og der vil være flere udgifter knyttet til husførelsen.

Endelig er der gennemført generelle arbejdstidsnedsættelser samt forøgelser af antallet af ferie- og fridage siden 1967.

Ovenstående fører samlet til, at det er nødvendigt at budgettere med såvel flere lønudgifter på grund af en større hofstab som flere driftsudgifter, end tilfældet var ved fastsættelsen af det daværende tronfølgerpars årpenge i 1967.

Ved fastsættelsen af ydelsen er det forudsat, at tronfølgerparret bliver i stand til fuldt ud at udrede alle udgifter i forbindelse med varetagelsen af de opgaver, der påhviler parret i tronfølgerperioden, som må forventes at strække sig over en længere årrække. Ydelsen skal, udover tronfølgerparrets underhold, dække rejser, repræsentation, drift og indvendig vedligeholdelse af de boliger, der bliver stillet til rådighed for tronfølgerparret, samt aflønning mv. af det personale, der er nødvendigt til varetagelse af disse opgaver. Det gælder også eventuelle udgifter ved pensionering af tjenestemænd og eventuelle udgifter til rådighedsløn.

Til nr. 2

I overensstemmelse med hidtidig praksis fastslås i den nye § 4, stk. 1, at der ved ophævelse af ægteskabet i tilfælde af kronprinsens død tillægges den kommende kronprinsesse en standsmæssig bolig samt årpenge svarende til halvdelen af det for kronprinsen fastsatte beløb.

Stk. 2 fastslår, at årpenge til den kommende kronprinsesse skal reguleres efter samme principper som kronprinsens årpenge, dvs. hver den 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte.

Med stk. 3 foreslås den nuværende ordning vedrørende refusion af ikke-fradragsberettiget købsmoms også at gælde for den kommende kronprinsesse ved modtagelse af årpenge.

Med den nye § 5, stk. 1 fastslås, at den kommende kronprinsesse ved modtagelse af årpenge ikke kan nyde særligt vederlag for statstjeneste.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft ved ægteskabets indgåelse, dvs. den 14. maj 2004. Bestemmelsen indebærer, at statens ydelse til kronprinsen fra den 14. maj 2004 og fremefter vil blive fastsat på grundlag af det nye grundbeløb reguleret svarende til udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Første gang beløbet skal reguleres, vil det ske på baggrund af perioden fra 4. kvartal 2000 til 4. kvartal 2003.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov nr. 135 af 19. marts 1986 om årpenge for kronprins Frederik, som ændret ved § 2 i lov nr. 491 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer: § 1. (Ophævet) § 2. For kronprins Frederik fastsættes en årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 3.706.000 kr. 1. I § 2, stk. 1, ændres »3.706.000 kr.« til: »12.775.000 kr.« Stk. 2. Årpengebeløbet udgør grundbeløbet reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Reguleringen sker i forhold til lønindekset for 4. kvartal 2000. Reguleringen pr. 1. april sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med 4. kvartal i året forud for reguleringen. Reguleringen pr. 1. oktober sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med 2. kvartal i året for reguleringen. Stk. 3. Årpengebeløbet udbetales månedligt forud. Stk. 4. Der ydes refusion af udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt gælder for statsinstitutioner. Refusionen er årligt begrænset til en procentandel af årpengebeløbet svarende til den enhver tid gældende momssats. 2. Efter § 3 indsættes: » § 4. Skulle ægteskabet mellem kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blive opløst ved kronprins Frederiks død, tillægges der kronprinsesse Mary en standsmæssig bolig og årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 6.387.500 kr. Stk. 2. Årpengebeløbet i henhold til stk. 1 reguleres og udbetales i overensstemmelse med reglerne i § 2, stk. 2-3. Stk. 3. Der ydes refusion af udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms i overensstemmelse med reglerne i § 2, stk. 4. § 5. Så længe kronprinsesse Mary oppebærer årpenge, kan hun ikke nyde særligt vederlag for statstjeneste.«

Versioner

  1. 2004-01-21