Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00220@2004-03-31/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1
3. Bilag 2
4. Bilag 3
5. Bilag 4
6. Bilag 5
7. Bilag 6
8. Bilag 7

Fremsat den 31. marts 2004 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

§ 1. Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler, jf. § 3, og på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

§ 2. Loven gælder ikke for

1) forsikringsaftaler omfattet af lov om forsikringsaftaler og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale herom, jf. dog § 6, stk. 2, nr. 3,

2) aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater,

3) aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af kommunikationsmidlet, og

4) auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet, medmindre købet er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i stk. 2, nr. 2, litra a og b.

Stk. 2. Lovens kapitel 3 og 4 gælder for

1) aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 4, og

2) aftaler indgået uden for fast forretningssted om køb af varer, om tjenesteydelser eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud,

a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre aftalen angår en vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg,

b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den erhvervsdrivende,

c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre der foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse, eller

d) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, såfremt besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.

Stk. 3. Lovens kapitel 6 og 8 gælder for aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 4.

§ 3. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Stk. 2. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikke er en forbrugeraftale.

Stk. 3. Under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 finder loven tillige anvendelse på aftaler om varer og tjenesteydelser fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren eller tjenesteyderen af en erhvervsdrivende, samt på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

§ 4. Som fjernsalg betegnes aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende.

§ 5. Ved en finansiel tjenesteydelse forstås enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse.

§ 6. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om

1) bestilling af bøger,

2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,

3) formidling af forsikringsaftaler og

4) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken én eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.

§ 7. Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 6 er ikke bindende.

§ 8. Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.

Oplysningspligtens område

§ 9. Den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren oplysninger i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved

1) køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, som købes på offentlige steder, torve og markeder, eller som skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning,

2) aftaler om indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis

a) det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og

b) aftalen ikke er indgået uden for fast forretningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstændigheder,

3) aftaler om opførelse af bygning,

4) aftaler, som giver brugsret til fast ejendom, og som er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, og

5) aftaler om andre rettigheder over fast ejendom med undtagelse af fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser eller vedrørende udlejning af fast ejendom.

Aftaler indgået uden for fast forretningssted

§ 10. Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2, skal den erhvervsdrivende på mødet med forbrugeren give tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten og om navn og adresse på den person eller virksomhed, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. I følgende tilfælde skal oplysningen gives ved overgivelsen af varen eller ved den første levering til forbrugeren:

1) ved køb af varer, bortset fra varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, eller

2) ved tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang.

Fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser

§ 11. Inden der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om

1) den erhvervsdrivendes navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis der er tale om en udenlandsk erhvervsdrivende, der har en repræsentant her i landet, eller hvis leverandøren i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse,

2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber,

3) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen, inklusive gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, herunder afgifter og/eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen,

4) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuelle betingelser herfor,

5) hvorvidt der er fortrydelsesret efter denne lov,

6) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges, og

7) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris.

Stk. 2. Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal forbrugeren endvidere ved begyndelsen af ethvert opkald fra den erhvervsdrivende have oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

§ 12. Hvis der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, skal de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1-5, meddeles forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde.

Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den i stk. 1 anførte måde give oplysning om

1) betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesservice og

2) eventuel fortrydelsesret efter denne lov og om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes, og i fornødent omfang om reglerne i § 18, stk. 4, 1. pkt., og § 20, stk. 3.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal gives snarest muligt efter aftalens indgåelse. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, der bestilles og opfyldes ved anvendelse af samme fjernkommunikationsteknik, når

1) tjenesteydelsen leveres samlet på én gang,

2) vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel,

3) prisen for tjenesteydelsen ikke overstiger 75 kr., og

4) forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsen og fortrydelsesretten.

Stk. 5. I de i stk. 4 nævnte tilfælde skal forbrugeren dog efter anmodning have oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager.

Fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser

§ 13. Inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende meddele forbrugeren de i § 11, stk. 1, nævnte oplysninger. Herudover skal der gives oplysning om

1) CVR-nummeret, hvis den erhvervsdrivende er optaget i Det Centrale Virksomhedsregister, og ellers det relevante identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som den erhvervsdrivende måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,

2) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,

3) fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,

4) eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,

5) det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til § 22, stk. 1,

6) en eventuel lovvalgs- og/eller værnetingsklausul i aftalen,

7) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog leverandøren påtager sig at kommunikere i aftaleperioden, og

8) hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning.

Stk. 2. Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra den erhvervsdrivende have oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen. Herudover kan den erhvervsdrivende med forbrugerens samtykke nøjes med at give de i § 11, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, og § 13, stk. 1, nr. 3-5, nævnte oplysninger. Den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse oplysningers karakter. Den fulde oplysningspligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med § 14.

Stk. 3. § 11, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Har den erhvervsdrivende inden for det seneste år indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3 alene i relation til den første aftale.

§ 14. Inden indgåelse af en aftale om en finansiel tjenesteydelse skal de i § 13, stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skal samtidig på den anførte måde have fået oplysning om aftalevilkårene.

Stk. 2. Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne på den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen opfyldes straks efter aftalens indgåelse.

Stk. 3. Er de i § 13, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 13, stk. 4, er den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis den erhvervsdrivende har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.

Fælles regler for fjernsalg

§ 15. Forbrugeren har på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.

Bemyndigelse til udstedelse af administrative forskrifter

§ 16. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af og formen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 10-15. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.

Fortrydelsesrettens område

§ 17. Forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel (fortrydelsesret) ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for

1) de i § 9, stk. 2, nævnte tilfælde,

2) finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv.,

3) aftaler om værdipapirer eller finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapirets eller tjenesteydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, og

4) spil og lotteri.

Stk. 3. Kapitlet gælder dog for de i stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte aftaler, hvis aftalen er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b.

Fortrydelsesfristen og dens beregning

§ 18. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren benytte den fremgangsmåde, der følger af § 19, stk. 1 og 2, inden for en frist på 14 dage, ved aftaler om individuel pensionsordning dog inden for en frist på 30 dage.

Stk. 2. Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) den dag, aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde den dag, forbrugeren har fået det købte eller den første levering i hænde, eller

2) den dag, forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter kapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium.

Stk. 3. Ved fjernsalg af varer udløber fristen senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde. Ved fjernsalg af ikke-finansielle tjenesteydelser udløber fristen senest 3 måneder efter aftalens indgåelse.

Stk. 4. Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en ikke-finansiel tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder fortrydelsesretten kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb. Denne begrænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

Stk. 5. Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse, gælder fortrydelsesretten kun, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter.

Stk. 6. Har forbrugeren fortrydelsesret efter § 17, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, og angår aftalen en tjenesteydelse eller en vare, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, kan det aftales, at den erhvervsdrivendes ydelse skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden 14 dage efter aftalens indgåelse, og at fortrydelsesretten i givet fald skal bruges inden påbegyndelsen. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren, da denne anmodede om den erhvervsdrivendes besøg, vidste eller burde vide, at den pågældende tjenesteydelse eller vare falder inden for den erhvervsdrivendes virksomhedsområde. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal underretning herom være kommet frem til den erhvervsdrivende inden det i 1. pkt. nævnte tidspunkt.

Stk. 7. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten

§ 19. Forbrugeren skal inden udløbet af den fortrydelsesfrist, der følger af § 18, underrette den erhvervsdrivende om, at forbrugeren vil bruge fortrydelsesretten, jf. dog stk. 2. Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fristen, at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Stk. 2. Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal forbrugeren inden fortrydelsesfristens udløb tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Omkostningerne ved tilbagesendelse af varen til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende.

Stk. 3. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende.

Betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftaler vedrørende køb af varer

§ 20. Fortrydelsesretten er betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, og ved køb af varer uden for fast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde.

Stk. 2. Er varen blevet beskadiget eller forringet, uden at beskadigelsen eller forringelsen skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra forbrugerens side, bevarer forbrugeren sin fortrydelsesret.

Stk. 3. Forudsat at forbrugeren udtrykkeligt er gjort opmærksom herpå, gælder fortrydelsesretten ikke for

1) varer, der er taget i brug, hvis det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi, og

2) forseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, hvis forbrugeren har brudt forseglingen.

Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten

§ 21. Ved tilbagetræden fra en aftale omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2, eller fra en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav i henhold til aftalen gældende mod forbrugeren.

Stk. 2. Har forbrugeren helt eller delvis betalt for varen eller tjenesteydelsen, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen.

Stk. 3. Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal tilbagebetaling ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den.

Stk. 4. I andre tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende. Vedrører aftalen en vare, og afhenter sælgeren ikke varen inden 3 måneder efter, at den pågældende fra køberen har modtaget underretning om dennes tilbagetræden fra aftalen, tilfalder varen vederlagsfrit køberen. Forbrugeren kan holde det modtagne tilbage, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales.

§ 22. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret i henhold til fjernsalgsaftalen, hvis

1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og

2) den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 13, stk. 1, nr. 5.

Stk. 2. Det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, skal stå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse.

Stk. 3. Har forbrugeren helt eller delvis betalt for tjenesteydelsen, skal den erhvervsdrivende med fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 1 tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.

Stk. 4. Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsen af meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb og/eller formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den erhvervsdrivende.

§ 23. Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i denne lov, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse bortfalder endvidere en hertil knyttet fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, som skal leveres af den erhvervsdrivende eller af en tredjepart på grundlag af en aftale mellem tredjeparten og den erhvervsdrivende.

Stk. 3. Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1 eller stk. 2, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til aftaleparten.

§ 24. Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende ved aftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud.

Stk. 2. Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren herom. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende.

Stk. 3. Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder ikke for de i § 9, stk. 2, nr. 1-3 og 5, nævnte varer og tjenesteydelser.

§ 25. Ved aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan forbrugeren, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse, opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.

Stk. 2. Med samme varsel kan forbrugeren, når der er forløbet 3 måneder efter aftalens indgåelse, opsige en aftale om tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter og om løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang. Det samme gælder ved aftale om køb af et bogværk, ifølge hvilken de enkelte bind skal leveres efterhånden, såfremt aftalen er indgået eller forbrugeren har fremsat tilbud uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.

Stk. 3. En aftale omfattet af stk. 1-2, der er indgået ved anvendelse af en standardformular, skal indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsiges af forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerens ret til opsigelse efter stk. 1-2.

§ 26. Har forbrugeren på tidspunktet for opsigelsen betalt for en periode, som ligger efter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, skal vederlaget for denne periode straks tilbagebetales.

§ 27. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

§ 28. Loven kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

§ 29. Den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 6, stk. 1, og § 25, stk. 3, straffes med bøde. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af

1) pligten efter kapitel 3 til at give oplysning om fortrydelsesretten eller

2) oplysningspligten efter § 13, stk. 1, nr. 4, § 13, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 4, og § 14, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, ophæves. Loven gælder dog fortsat for forbrugeraftaler, der er indgået inden denne lovs ikrafttræden.

§ 31. I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986, som ændret senest ved lov nr. 434 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 33 indsættes:

»I a. REGLER OM OPLYSNINGSPLIGT OG FORTRYDELSESRET MV.

Indledende bestemmelser

§ 34. Reglerne i dette kapitel gælder for forbrugerforsikringer, jf. § 2, stk. 4.

Stk. 2. Reglerne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

§ 34 a. Som fjernsalg betegnes i dette kapitel en forbrugerforsikringsaftale, der

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommunikation, der foregår, uden at parterne mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af forsikringsselskabet.

§ 34 b. Forsikringsselskabet må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af en aftale.

Stk. 2. Et løfte afgivet af forbrugeren ved et forsikringsselskabs henvendelse i strid med stk. 1 er ikke bindende.

§ 34 c. Udfører forsikringsselskabet en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.

Forsikringsselskabets informationspligt

§ 34 d. Forsikringsselskabet skal give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter § 34 i. Oplysningen skal gives senest ved udlevering af forsikringsbetingelserne, jf. dog §§ 34 e og 34 f vedrørende forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg.

§ 34 e. Ved forsikringsaftaler, der indgås ved fjernsalg, skal forsikringsselskabet give forbrugeren oplysning om

1) selskabets navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis et udenlandsk forsikringsselskab har en repræsentant her i landet, eller hvis selskabet i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse,

2) CVR-nummeret samt om, at forsikringsselskabet er undergivet tilsyn af Finanstilsynet, ved udenlandske selskaber det relevante identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som selskabet måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,

3) karakteren af og de væsentligste egenskaber ved forsikringsydelsen,

4) den samlede pris for forsikringsydelsen, inklusive gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, herunder eventuelle afgifter og/eller omkostninger, der ikke betales via selskabet eller pålægges af dette, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen,

5) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuelle betingelser herfor,

6) hvorvidt der er adgang til at fortryde aftalen, og i givet fald oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,

7) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges,

8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe ydelsen udbydes til den anførte pris,

9) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald fremgangsmåden ved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,

10) eventuelle særlige risici ved forsikringsydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,

11) en eventuel lovvalgs- og/eller værnetingsklausul i aftalen,

12) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog forsikringsselskabet påtager sig at kommunikere i aftaleperioden, og

13) dækning efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber eller efter eventuelle andre garantiordninger.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Stk. 3. Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra forsikringsselskabet have oplysning om selskabets navn samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til selskabet, samt om det kommercielle formål med henvendelsen. Herudover kan selskabet med forbrugerens samtykke nøjes med at give oplysning om fortrydelsesretten samt om de i stk. 1, nr. 3, 4, 6 og 10 nævnte oplysninger. Selskabet skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse oplysningers karakter. Den fulde oplysningspligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med § 34 f.

Stk. 4. Har forsikringsselskabet inden for det seneste år indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3 alene i relation til den første aftale.

§ 34 f. Inden indgåelse af fjernsalgsaftalen skal de i 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skal samtidig på den anførte måde have fået oplysning om aftalevilkårene.

Stk. 2. Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne på den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen opfyldes straks efter aftalens indgåelse.

Stk. 3. Er de i § 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 34 e, stk. 4, er forsikringsselskabets oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis selskabet har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.

§ 34 g. Ved forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg har forbrugeren på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.

§ 34 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af og formen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 34 d - 34 g. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som selskabet skal give.

Fortrydelsesret

§ 34 i. Forbrugeren kan træde tilbage fra en forsikringsaftale i overensstemmelse med reglerne i §§ 34 j og 34 k (fortrydelsesret). Fortrydelsesretten gælder, uanset om forsikringstiden er begyndt eller ej, men dog kun indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter.

Stk. 2. Der er ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikring, som vedrører rejse- og bagageforsikringspolicer eller tilsvarende forsikringspolicer med begrænset løbetid på højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring.

Stk. 3. Der er endvidere ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

§ 34 j. Vil forbrugeren bruge sin fortrydelsesret, skal den pågældende underrette forsikringsselskabet herom inden for en frist på 14 dage, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning dog inden for en frist på 30 dage.

Stk. 2. Fristen regnes ved tilbagetrædelse fra en forsikringsaftale, der er indgået ved fjernsalg, fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) den dag, aftalen indgås, ved aftaler om livsforsikring dog den dag, forbrugeren har fået meddelelse om aftalens indgåelse, eller

2) den dag, forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter reglerne om oplysningspligt (§§ 34 d – 34 f) påhviler forsikringsselskabet at give på papir eller andet varigt medium.

Stk. 3. I andre tilfælde regnes fristen fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) den dag, forbrugeren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, eller

2) den dag, forbrugeren har fået tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten.

Stk. 4. Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fortrydelsesfristen i stk. 1-3, at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Stk. 5. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

§ 34 k. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen i medfør af §§ 34 i - 34 j, kan forsikringsselskabet ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale, hvor fortrydelsesfristen beregnes efter § 34 j, stk. 2, nr. 2, kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, der er leveret til forbrugeren efter forløbet af 14 dage fra aftalens indgåelse, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning 30 dage fra aftalens indgåelse. Det er dog en forudsætning herfor,

1) at forsikringsselskabet godtgør, at forbrugeren i overensstemmelse med § 34 f på varigt medium er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales, og

2) at det beløb, som forbrugeren pålægges at betale, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.

Stk. 3. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal forsikringsselskabet med fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 2 tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til selskabet.

Stk. 4. Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsen af meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb og/eller formuegode, som den pågældende måtte have modtaget af selskabet.

Bortfald af tilknyttede aftaler

§ 34 l. Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i dette kapitel, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med selskabet, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og selskabet dækker den aftalte betaling helt eller delvis.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale bortfalder endvidere en til aftalen knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, som skal leveres af selskabet eller af en tredjepart på grundlag af en aftale mellem tredjeparten og selskabet.

Stk. 3. Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1 eller stk. 2, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til aftaleparten.

Visse lovvalgsaftaler

§ 34 m. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.«

2. § 97 a affattes således:

» § 97 a. Uden for de tilfælde, der er omfattet af kapitel I a, har forsikringstageren ret til at træde tilbage fra en aftale vedrørende livsforsikring senest 30 dage efter, at den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde.

Stk. 2. Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt.

Stk. 3. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Stk. 4. Stk. 1 gælder ikke for

1) livsforsikring, der dækker en risiko, der kun strækker sig over en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring,

2) livsforsikring, der tegnes som gruppeforsikring eller anden kollektiv forsikring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræsentant for forsikringstageren, og

3) livsforsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Stk. 5. Træder forsikringstageren tilbage fra forsikringsaftalen i medfør af stk. 1, frigøres den pågældende for alle forpligtelser i henhold til aftalen.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 kan ikke fraviges til skade for forsikringstageren.«

3. § 134, stk. 1, affattes således:

»Forsikringsselskabets overtrædelse af § 3 a og § 34 b, stk. 1, straffes med bøde. Med bøde straffes endvidere det selskab, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af

1) pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten efter §§ 34 d - 34 f eller

2) oplysningspligten efter § 34 e, stk. 1, nr. 10, § 34 e, stk. 3, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10, og § 34 f, stk. 1, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10.«

§ 32. I lov om beskatningen af pensionsordninger mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 30. september 2003, som ændret ved § 3 i lov nr. 190 af 24. marts 2004, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 22 indsættes:

» § 22 A. Er der indgået en aftale om en pensionsordning, og den forsikrede eller kontohaveren træder tilbage fra denne aftale i medfør af lov om visse forbrugeraftaler § 17 eller lov om forsikringsaftaler § 34 i, betragtes en tilbagebetaling af det modtagne beløb ikke som en afgiftspligtig udbetaling, ligesom der ikke er fradragsret eller bortseelsesret for bidragene eller præmierne til pensionsordningen.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningspligt for pensionsinstitutter vedrørende det indbetalte beløb og det tilbagebetalte beløb efter stk. 1.«

§ 33. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 1-31 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 15

2. Baggrund 16

2.1. Justitsministeriets udvalg om revision af forbrugeraftaleloven 16

2.2. Nordisk samarbejde 16

2.3. Direktiverne om fjernsalg og dørsalg 16

2.3.1. Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser 16

2.3.1.1. Direktivets anvendelsesområde 16

2.3.1.2. Harmoniseringsgraden 16

2.3.1.3. Direktivets regler om oplysningspligt 17

2.3.1.4. Fortrydelsesret 18

2.3.1.5. Retsvirkningerne af at gøre fortrydelsesretten gældende 18

2.3.1.6. Uanmodede tjenesteydelser 19

2.3.1.7. Uanmodet markedsføring 19

2.3.1.8. Præceptivitet 19

2.3.1.9. Ændring af 2. livsforsikringsdirektiv 19

2.3.2. Det generelle fjernsalgsdirektiv 19

2.3.3. Dørsalgsdirektivet 20

3. Gældende ret 21

3.1. Den gældende forbrugeraftalelov 21

3.1.1. Anvendelsesområde 21

3.1.2. Uanmodede henvendelser og uanmodet levering af varer og tjenesteydelser 21

3.1.3. Aftaler indgået uden for fast forretningssted 22

3.1.4. Fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser 23

3.1.5. Forsikringsaftaler 24

3.1.6. Bortfald af kreditaftaler 24

3.1.7. Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser 24

3.1.8. Øvrige bestemmelser 24

3.2. Gældende ret vedrørende oplysningspligt og fortrydelsesret ved finansielle tjenesteydelser 25

3.2.1. Oplysningspligt 25

3.2.2. Fortrydelsesret 25

4. Lovforslagets hovedindhold 26

4.1. Lovens systematik 26

4.2. De enkelte elementer i lovforslaget 26

4.2.1. Lovens anvendelsesområde 26

4.2.1.1. Forbrugeraftalebegrebet 26

4.2.1.2. Undtagelser fra lovens anvendelsesområde 27

4.2.1.3. Anvendelsesområdet for reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret 28

4.2.1.4. Begrebet finansiel tjenesteydelse 29

4.2.2. Uanmodede henvendelser og uanmodet levering af varer og tjenesteydelser 30

4.2.2.1. Uanmodede personlige henvendelser 30

4.2.2.2. Uanmodede telefoniske henvendelser 31

4.2.2.3. Uanmodet levering af varer og tjenesteydelser 33

4.2.3. Oplysningspligt 33

4.2.3.1. Oplysningspligtens område 33

4.2.3.2. Aftaler indgået uden for fast forretningssted 39

4.2.3.3. Fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser 39

4.2.3.4. Fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser 42

4.2.4. Fortrydelsesret 43

4.2.4.1. Fortrydelsesrettens område 43

4.2.4.2. Fortrydelsesfristen og dens beregning 45

4.2.4.3. Fortrydelsesrettens ophør før tid 46

4.2.4.4. Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten 47

4.2.4.5. Betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftaler vedrørende køb af varer 48

4.2.4.6. Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten 49

4.2.5. Bortfald af tilknyttede aftaler 49

4.2.6. Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler indgået ved fjernsalg vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser 50

4.2.7. Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser 50

4.2.8. Visse lovvalgsaftaler 51

4.2.9. Livsforsikringer, der ikke er tegnet ved en forbrugerforsikring 52

4.2.10. Ændring af pensionsbeskatningsloven 53

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. 53

5.1. Økomomiske og administrative konsekvenser for det offentlige 53

5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet 53

6. Høring 55

1. Indledning.

Hovedformålet med lovforslaget er dels at gennemføre et EU-direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002, EFT L 271/16 af 9.10.2002), dels at modernisere den gældende forbrugeraftalelov og forenkle lovens opbygning mv.

Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser skal være gennemført i national ret senest den 9. oktober 2004.

Den gældende forbrugeraftalelov (lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 som senest ændret ved lov nr. 442 af 31. maj 2000) indeholder regler, der gennemfører direktivet om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985, EFT L 372/31 af 31.12.1985, herefter »dørsalgsdirektivet«) og direktivet om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997, EFT L 144/19 af 4.6.1997, herefter »det generelle fjernsalgsdirektiv«). Lovforslaget indeholder tillige regler til gennemførelse af disse direktiver.

Den gældende forbrugeraftalelov samt dørsalgsdirektivet og de to fjernsalgsdirektiver er optrykt som bilag til lovforslaget.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

– Gennemførelse af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser:

Det foreslås, at der indføres en pligt for den erhvervsdrivende til ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser at give forbrugeren en række oplysninger i forbindelse med aftalen.

Herudover foreslås der indført en ret for forbrugeren til i en periode på (som udgangspunkt) 14 dage at fortryde en sådan aftale.

I relation til forsikringsområdet stilles der samtidig forslag om, at den gældende ordning om fortrydelsesret ved alle forbrugerforsikringer - dvs. uanset, hvordan aftalen er indgået - videreføres.

Der foreslås en undtagelse, således at der ikke er fortrydelsesret, hvis tjenesteydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, således som det f.eks. vil være tilfældet ved køb af børsnoterede aktier. Herudover undtages realkreditlån udtrykkeligt fra fortrydelsesretten.

Endvidere foreslås det, at forbrugeren ved tilbagetræden fra aftalen under visse betingelser kan pålægges at betale for den del af den finansielle tjenesteydelse, der allerede er leveret på fortrydelsestidspunktet. På forsikringsområdet, hvor medlemsstaterne er frit stillet efter direktivet på dette punkt, foreslås dog en videreførelse af gældende ret, således at det fortsat er gratis at fortryde en forsikringsaftale inden for de første 14 dage efter aftalens indgåelse (30 dage ved livsforsikringsaftaler).

De regler i direktivet, som vedrører forsikring, foreslås indsat i forsikringsaftaleloven, mens direktivets regler vedrørende andre finansielle tjenesteydelser foreslås indsat i en ny forbrugeraftalelov.

Herudover foreslås en ændring af pensionsbeskatningsloven, således at en forbruger, der træder tilbage fra en pensionsaftale, i skattemæssig henseende bliver stillet, som om dispositionen ikke var foretaget.

– Forenkling og modernisering af forbrugeraftaleloven:

Der foreslås en omstrukturering af den gældende forbrugeraftalelov, bl.a. med henblik på at der i videst muligt omfang indføres fælles regler for de forskellige typer af forbrugeraftaler, som reguleres i loven.

Der foreslås navnlig fælles regler om fortrydelsesretten, om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og om fremgangsmåden ved udøvelse af fortrydelsesretten.

Samtidig foreslås en ændring af den gældende afgrænsning af, hvilke aftaler indgået uden for fast forretningssted der omfattes af lovens fortrydelsesregler. Der foreslås således en positiv opregning af de tilfælde, hvor der er fortrydelsesret, i stedet for en regel som i den gældende lov, hvor der angives en hovedregel om fortrydelsesret med en lang række undtagelser for forskellige situationer samt undtagelser fra undtagelserne.

Der stilles endvidere forslag om, at der indføres et generelt forbud mod at rette uanmodet personlig henvendelse til forbrugere på deres bopæl, arbejdsplads mv.

Vedrørende spørgsmålet om adgangen til uanmodede telefoniske henvendelser foreslås det, at der fortsat skal være adgang til uanmodede henvendelser vedrørende bestilling af bøger, tegning af abonnement på aviser mv., tegning af forsikring og tegning af visse redningstjenesteabonnementer, medmindre forbrugeren på forhånd har frabedt sig det.

Der stilles endelig forslag om ændring af forbrugeraftaleloven, således at det bliver nemmere at udbyde indholdstjenester over mobiltelefonen og dermed udnytte de nye teknologiske muligheder.

2. Baggrund.

2.1. Justitsministeriets udvalg om revision af forbrugeraftaleloven.

I forbindelse med vedtagelsen af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser nedsatte Justitsministeriet et udvalg om revision af forbrugeraftaleloven (herefter »udvalget«).

Udvalget fik til opgave at fremkomme med forslag til de lovændringer, der bør foretages med henblik på at gennemføre de civilretlige dele af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Udvalget fik samtidig til opgave at foretage en gennemgang af forbrugeraftaleloven med henblik på en generel revision, der navnlig skulle tage sigte på at modernisere og forenkle loven, i det omfang udvalget fandt behov og mulighed herfor. Herunder har udvalget skullet overveje betydningen for de gældende regler af markedsudviklingen og af den teknologiske udvikling med digitale produkter og tjenesteydelser.

Højesteretsdommer og formand for Forbrugerklagenævnet Lene Pagter Kristensen har været formand for udvalget. Herudover har udvalget bestået af professor Peter Møgelvang-Hansen samt repræsentanter for Den Danske Dommerforening, Advokatrådet, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forsikring & Pension, HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene, Håndværksrådet, Realkreditrådet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Videnskabsministeriet og Justitsministeriet.

Udvalget har i februar 2004 afgivet betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven.

Lovforslaget svarer til udvalgets lovudkast, dog med tilføjelse af forslag til ændring af regler i pensionsbeskatningsloven, jf. nærmere herom i afsnit 4.2.10.

2.2. Nordisk samarbejde.

Danmark, Sverige og Finland som medlemmer af EU samt Norge og Island i kraft af EØS-aftalen er alle forpligtet til at gennemføre direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser i national ret.

Gennemførelsen af direktivet er blevet drøftet på en række møder i en nordisk arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra de nordiske lande navnlig med henblik på at nå frem til en fælles forståelse af direktivets bestemmelser.

2.3. Direktiverne om fjernsalg og dørsalg.

2.3.1. Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

2.3.1.1. Direktivets anvendelsesområde.

Formålet med direktivet er en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, jf. direktivets artikel 1, stk. 1.

Finansielle tjenesteydelser er i direktivets artikel 2, litra b, defineret som »enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, pensions- eller betalingstjenesteydelse«.

Af definitionerne i direktivets artikel 2 fremgår det, at »fjernsalgsaftale« i direktivets forstand omfatter enhver aftale om finansielle tjenesteydelser mellem en erhvervsdrivende (leverandøren), der handler som led i sit erhverv, og enhver fysisk person, der ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (forbrugeren), når aftalen indgås som led i et system for fjernsalg drevet af den erhvervsdrivende og udelukkende ved brug af en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker, dvs. uden at leverandøren og forbrugeren mødes fysisk.

Som eksempler på fjernkommunikationsteknikker kan nævnes telefon, brev, telefax, elektronisk post, internet, radio og fjernsyn, jf. bilag I til det generelle fjernsalgsdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997, EFT L 144/19 af 4.6.1997).

Hvis en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse omfatter en første aftale om tjenesteydelser efterfulgt af successive operationer eller en række enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode, gælder direktivet kun i forbindelse med den første aftale. Hvis der ikke foreligger en første aftale om tjenesteydelser, men de successive operationer eller enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode gennemføres mellem samme kontrahenter, finder reglerne om oplysningspligt i direktivets artikel 3 og 4 kun anvendelse, når den første operation gennemføres. Gennemføres der ikke nogen operation af samme karakter inden for mere end et år, anses gennemførelsen af den næste operation for at være den første i en ny række af operationer, og reglerne om oplysningspligt i artikel 3 og 4 finder derfor anvendelse, jf. nærmere direktivets artikel 1, stk. 2.

2.3.1.2. Harmoniseringsgraden.

Direktivet indeholder ikke en generel minimumsklausul, hvorefter medlemsstaterne kan gennemføre eller opretholde strengere bestemmelser med henblik på beskyttelse af forbrugerne. Direktivet er således som udgangspunkt udtryk for en »totalharmonisering«.

Direktivet åbner imidlertid i artikel 4, stk. 2, mulighed for, at medlemsstaterne for så vidt angår direktivets regler om forhåndsoplysninger kan fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugerne en bedre beskyttelse end direktivet.

Også på enkelte andre områder har medlemsstaterne visse valgmuligheder efter direktivet.

Efter direktivets artikel 6, stk. 3, har medlemsstaterne mulighed for at undtage visse nærmere bestemte typer af finansielle tjenesteydelser fra fortrydelsesretten, herunder bl.a. realkreditlån. Medlemsstaterne har desuden mulighed for at fastsætte, at forbrugeren ikke kan afkræves nogen form for betaling, hvis den pågældende fortryder en forsikringsaftale, jf. direktivets artikel 7, stk. 2. Endvidere kan henvises til direktivets artikel 10, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan vælge mellem, om bl.a. telefoniske henvendelser til forbrugere kun må ske med forbrugerens samtykke, eller kun må ske, hvis forbrugeren ikke på forhånd har modsat sig det. Efter direktivets artikel 11 er det herudover overladt til medlemsstaterne at fastsætte passende sanktioner for overtrædelse af de nationale regler, der gennemfører direktivet.

2.3.1.3. Direktivets regler om oplysningspligt.

Oplysningspligten.

I direktivets artikel 3, stk. 1, opregnes en række oplysninger, som forbrugeren skal meddeles, inden den pågældende forpligtes af en fjernsalgsaftale eller et fjernsalgstilbud.

Det drejer sig om oplysninger om leverandøren , herunder om den erhvervsdrivendes navn og hovedaktivitet, fysiske adresse, samt hvis der er tale om en erhvervsdrivende, der er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant. Der skal endvidere gives oplysning om den erhvervsdrivendes identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register.

Herudover skal der gives oplysninger om den finansielle tjenesteydelse , herunder bl.a. om ydelsens samlede pris eller grundlaget for udregningen af denne samt leverings- og betalingsvilkår. Der skal desuden gives oplysning, hvis den finansielle tjenesteydelse indebærer særlige risici, f.eks. fordi prisen på tjenesteydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet.

Endvidere skal der gives en række oplysninger om fjernsalgsaftalen , herunder bl.a. om hvorvidt der er adgang til at fortryde aftalen, og i givet fald om varigheden af fortrydelsesretten samt betingelserne for at gøre den gældende. Der skal endvidere gives oplysning om en eventuel opsigelsesadgang samt eventuelle værnetings- eller lovvalgsklausuler i aftalen.

Endelig skal der gives visse oplysninger om eventuel klageadgang , herunder om hvorvidt der er klageadgang, og hvordan forbrugeren i givet fald kan gøre brug heraf, samt om hvorvidt den erhvervsdrivende er omfattet af visse garantiordninger.

Medlemsstaterne kan som nævnt ovenfor opretholde eller indføre strengere krav om forhåndsoplysninger end de krav, der følger af direktivet, jf. artikel 4, stk. 2.

Efter direktivets artikel 3, stk. 4, skal de oplysninger om aftalemæssige forpligtelser, der skal meddeles forbrugeren i fasen forud for aftalens indgåelse, være i overensstemmelse med de aftalemæssige forpligtelser, der ville følge af den lovgivning, som formodes at finde anvendelse på fjernsalgsaftalen, såfremt denne blev indgået.

Oplysningspligten ved telefoniske henvendelser.

Direktivet indeholder særlige regler om oplysningspligten ved telefoniske henvendelser, jf. artikel 3, stk. 3.

Det følger heraf, at leverandøren ved samtalens begyndelse tydeligt skal præsentere sig og gøre opmærksom på formålet med henvendelsen.

Hvis forbrugeren samtykker, kan leverandøren undlade en del af forhåndsoplysningerne i telefonsamtalen. Leverandøren skal under alle omstændigheder give de fuldstændige oplysninger, når vedkommende opfylder forpligtelsen i henhold til artikel 5 om meddelelse af oplysninger på varigt medium.

Krav til den måde, hvorpå oplysningerne meddeles.

De oplysninger, som forbrugeren skal meddeles, inden der indgås en fjernsalgsaftale, skal gives på en klar og forståelig måde under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik, jf. artikel 3, stk. 2.

Inden forbrugeren bindes af aftalen, skal forbrugeren endvidere have fået de foreskrevne oplysninger samt alle aftalevilkår på papir eller på et andet »varigt medium«, jf. artikel 5, stk. 1. Hvis aftalen er indgået på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne og vilkårene inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen efter stk. 1 opfyldes straks efter aftalens indgåelse, jf. artikel 5, stk. 2.

Ved »varigt medium« forstås efter direktivet en indretning, der gør det muligt for forbrugeren at lagre oplysninger sendt til den pågældende personligt på en måde, der muliggør senere konsultation i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger. Som eksempler på varige medier nævnes disketter, cd-rom’er, DVD og harddisken på forbrugerens computer, hvorpå den elektroniske post lagres.

Forbrugeren har efter direktivet ret til på et hvilket som helst tidspunkt under aftaleforholdet at få aftalevilkårene udleveret på papir.

Retsvirkningerne af manglende overholdelse af oplysningspligten.

Der er ikke i direktivet fastsat egentlige sanktioner vedrørende manglende overholdelse af oplysningspligten.

Det følger imidlertid af direktivets artikel 6, stk. 1, at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før forbrugeren har fået samtlige oplysninger og aftalevilkår på varigt medium.

Medlemsstaterne skal fastsætte passende sanktioner i tilfælde af, at leverandøren ikke overholder de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af direktivet, jf. direktivets artikel 11.

2.3.1.4. Fortrydelsesret.

Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal der gælde en generel fortrydelsesfrist på 14 dage. Ved fjernsalgsaftaler om livsforsikring omfattet af 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF, EFT L 330/51 af 29.11.1990, nu indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EFT L 345/1 af 19.12.2002) skal der dog gælde en fortrydelsesfrist på 30 dage, jf. også direktivets artikel 17. Der skal ligeledes gælde en 30 dages fortrydelsesfrist ved fjernsalgsaftaler om individuelle pensionsordninger.

Fristen begynder at løbe fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) den dag, aftalen er indgået, dog ved livsforsikringsaftaler først det tidspunkt, hvor forbrugeren får meddelelse om, at aftalen er indgået, eller

2) den dag, forbrugeren modtager de foreskrevne oplysninger og aftalevilkår på varigt medium.

I modsætning til efter det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. pkt. 2.3.2 nedenfor, gælder der ikke efter direktivet en længste frist for, hvornår fortrydelsesretten skal gøres gældende i tilfælde, hvor forbrugeren ikke har modtaget de foreskrevne oplysninger på varigt medium.

Fortrydelsesretten gælder ikke for finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, f.eks. tjenesteydelser i forbindelse med fremmed valuta, værdipapirer, futures og optioner mv., jf. direktivets artikel 6, stk. 2.

Fortrydelsesretten gælder heller ikke for rejse- og bagageforsikringspolicer eller lignende forsikringer med begrænset løbetid, der gælder i under 1 måned, eller for aftaler, som efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter, inden fortrydelsesretten udøves.

Medlemsstaterne kan endvidere bestemme, at fortrydelsesretten heller ikke skal gælde for bl.a. aftaler om kredit, der er sikret ved pant eller lignende rettigheder i fast ejendom, jf. artikel 6, stk. 3.

Hvis forbrugeren vil benytte fortrydelsesretten, skal den pågældende inden udløbet af fortrydelsesfristen give leverandøren meddelelse herom, jf. artikel 6, stk. 6. Meddelelsen skal gives på en måde, som har beviskraft i henhold til national lov. Fristen anses for overholdt, hvis meddelelsen, når den foreligger på papir eller andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Efter artikel 6, stk. 7, 1. led, berører direktivet ikke reglerne i det generelle fjernsalgsdirektiv, hvorefter tilknyttede kreditaftaler, som er indgået med leverandøren eller med tredjemand efter aftale med leverandøren, bortfalder i tilfælde, hvor forbrugeren træder tilbage fra aftalen med leverandøren.

Hvis der til en finansiel fjernsalgsaftale er knyttet en anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, der skal leveres af leverandøren eller af en tredjemand efter aftale med leverandøren, ophæves denne anden aftale, hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, jf. artikel 6, stk. 7, 2. led. Forbrugeren må ikke blive pålagt at betale bod i den anledning.

2.3.1.5. Retsvirkningerne af at gøre fortrydelsesretten gældende.

En forbruger, der udøver sin fortrydelsesret, kan under visse forudsætninger pålægges at betale for den del af tjenesteydelsen, som den erhvervsdrivende faktisk har leveret i henhold til fjernsalgsaftalen, jf. artikel 7, stk. 1.

Det er en betingelse for at kræve vederlag, at leverandøren godtgør, at forbrugeren inden aftalens indgåelse har fået oplysninger, der gjorde det muligt for denne at vurdere, hvor stort et beløb der i givet fald skulle betales, og at forbrugeren særligt har anmodet om, at udførelsen af tjenesteydelsen skulle påbegyndes inden udløbet af fortrydelsesfristen, jf. artikel 7, stk. 3.

Vederlaget for den udførte del af tjenesteydelsen skal stå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, der allerede er leveret, sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse, og må ikke have karakter af en bod.

Efter direktivets artikel 7, stk. 2, kan medlemsstaterne fastsætte regler om, at det skal være gratis for en forbruger at fortryde en forsikringsaftale.

Træder forbrugeren tilbage fra aftalen i overensstemmelse med reglerne herom, og har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal leverandøren efter artikel 7, stk. 4, tilbagebetale det modtagne, bortset fra beløb, som forbrugeren eventuelt skal betale for den del af tjenesteydelsen, som er leveret, jf. ovenfor. Hvis leverandøren i forbindelse med aftalen har udbetalt et lån eller stillet et formuegode til rådighed for forbrugeren, skal forbrugeren tilbagebetale beløbet, henholdsvis tilbagegive formuegodet, jf. artikel 7, stk. 5.

2.3.1.6. Uanmodede tjenesteydelser.

Efter direktivets artikel 9 skal medlemsstaterne med forbehold for nationale bestemmelser om stiltiende forlængelse af fjernsalgsaftaler træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forbyde levering af finansielle tjenesteydelser til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, når leveringen indebærer en anmodning om betaling. Samtidig skal det sikres, at forbrugeren er fri for enhver forpligtelse i tilfælde af uanmodet levering, og manglende reaktion fra forbrugerens side må ikke anses for et samtykke.

2.3.1.7. Uanmodet markedsføring.

Af direktivets artikel 10 følger det, at erhvervsdrivende ikke i kommercielt øjemed må rette henvendelse til forbrugere ved brug af telefax eller et automatisk opkaldssystem uden menneskelig medvirken, medmindre forbrugeren forudgående har givet samtykke hertil, jf. stk. 1.

Efter artikel 10, stk. 2, skal medlemsstaterne endvidere sørge for, at henvendelse til forbrugere ved brug af andre former for fjernkommunikation, som tillader individuel kommunikation (f.eks. telefon, brev eller elektronisk post), begrænses, men det overlades til medlemsstaterne at bestemme, om henvendelse skal forudsætte samtykke hertil fra forbrugeren, eller om henvendelse kan ske, blot forbrugeren ikke udtrykkeligt har modsat sig det.

2.1.3.8. Præceptivitet.

Forbrugeren kan ikke give afkald på de rettigheder, der tilkommer den pågældende efter direktivet, jf. artikel 12, stk. 1.

Efter artikel 12, stk. 2, skal medlemsstaterne sørge for, at forbrugeren, når aftalen har nær tilknytning til en eller flere medlemsstater, ikke berøves den beskyttelse, der følger af direktivet, gennem en aftale om anvendelse af et tredjelands lovgivning på fjernsalgsaftalen.

2.3.1.9. Ændring af 2. livsforsikringsdirektiv.

Ved direktivets artikel 17 sker der en ændring af den frist, der følger af artikel 15, stk. 1, i 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF, EFT L 330/51 af 29.11.1990, nu indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EFT L 345/1 af 19.12.2002).

Ændringen indebærer, at en forsikringstager, uanset hvordan forsikringsaftalen er indgået, og uanset om aftalen er tegnet ved en forbrugerforsikring, skal sikres en ret til at opsige en livsforsikringsaftale inden for en frist på 30 dage .

Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er optrykt som bilag 3 til lovforslaget.

2.3.2. Det generelle fjernsalgsdirektiv.

Det generelle fjernsalgsdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg) indebærer en minimumsharmonisering, således at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse, end hvad der følger af direktivet.

Direktivet indeholder bl.a. regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt i forbindelse med aftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg (artikel 4 og 5) og forbrugerens ret til at træde tilbage fra en sådan aftale (artikel 6). Direktivet indeholder endvidere regler om den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen (artikel 7), betaling med kort (artikel 8), forbud mod levering af varer eller tjenesteydelser uden forudgående bestilling (artikel 9) og visse begrænsninger i anvendelsen af fjernkommunikation til markedsføring (artikel 10).

Der gælder en række undtagelser, dels fra direktivet som helhed, dels fra enkelte bestemmelser i direktivet (artiklerne 3 og 6, stk. 3). Undtaget fra direktivets anvendelsesområde er bl.a. finansielle tjenesteydelser.

Et hovedelement i direktivet er bestemmelserne om informationspligt. Den erhvervsdrivende skal i god tid, inden der indgås en aftale, give forbrugeren oplysning om bl.a. den erhvervsdrivendes identitet, den pågældende vares eller tjenesteydelses væsentligste egenskaber, varens eller tjenesteydelsens pris, eventuelle særlige leveringsomkostninger, betalingsmåden, leveringsbetingelserne, hvorvidt der er fortrydelsesret, og om hvor længe den erhvervsdrivendes tilbud gælder.

Efter aftalens indgåelse skal forbrugeren have en bekræftelse af hovedparten af de oplysninger, der skal gives inden aftalens indgåelse. Denne bekræftelse skal gives på papir eller på et andet varigt medium, der er til forbrugerens rådighed. Forbrugeren skal desuden have skriftlig oplysning om vilkårene for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten samt oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager, om eventuelle garantier og eftersalgsservice og om vilkårene for at opsige aftalen i tilfælde, hvor denne gælder indtil videre eller i mere end 1 år.

Et andet hovedelement i direktivet er bestemmelserne om fortrydelsesret. Der skal ved fjernsalg gælde en generel fortrydelsesret, dog med en række undtagelser og begrænsninger. Bl.a. ophører fortrydelsesretten ved tjenesteydelser, når udførelsen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens samtykke.

Fortrydelsesfristen er efter direktivet mindst 7 hverdage. Fristen begynder for varers vedkommende som udgangspunkt at løbe fra den dag, varerne overgives til forbrugeren. Ved fjernsalg af (ikke-finansielle) tjenesteydelser begynder fristen som udgangspunkt at løbe fra den dag, aftalen indgås. I begge tilfælde begynder fristen dog tidligst at løbe fra den dag, den erhvervsdrivende opfylder sin pligt til at give visse oplysninger skriftligt eller på et andet varigt medium, jf. ovenfor. Fortrydelsesretten ophører dog senest 3 måneder efter overgivelsen af varen, henholdsvis efter aftalens indgåelse.

Det skal efter direktivet være gratis at træde tilbage fra en aftale, bortset fra, at forbrugeren kan pålægges at betale de direkte udgifter ved tilbagelevering af varer.

Det generelle fjernsalgsdirektiv er gennemført i dansk ret ved lov nr. 442 af 31. maj 2000, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5929 f.

Direktivet er optrykt som bilag 4 til lovforslaget.

2.3.3. Dørsalgsdirektivet.

På samme måde som det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. ovenfor, er dørsalgsdirektivet (Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted) et minimumsharmoniseringsdirektiv, således at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse, end hvad der følger af direktivet.

Direktivet indeholder bl.a. regler om fortrydelsesret for forbrugeren ved visse aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Dørsalgsdirektivet gælder for aftaler om køb af varer eller levering af tjenesteydelser, når aftalen er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud, uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted under en af følgende omstændigheder:

1) under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller

2) under den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, hvis besøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.

Direktivet gælder også i relation til aftaler om andre varer mv. end den, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, medmindre forbrugeren vidste eller med rimelighed kunne vide, at leveringen af denne anden vare eller tjenesteydelse er en del af den erhvervsdrivendes handels- eller erhvervsvirksomhed, jf. artikel 1, stk. 2.

Medlemsstaterne kan dog efter direktivets artikel 3, stk. 3, undlade at gøre direktivet anvendeligt på aftaler om levering af varer eller tjenesteydelser, der er direkte forbundet med den vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg.

Undtaget fra direktivets anvendelsesområde er bl.a. forsikringsaftaler og aftaler vedrørende værdipapirer.

Efter direktivet er der pligt til at indføre en fortrydelsesret på mindst 7 dage for de aftaler, der er omfattet af direktivet, jf. artikel 5, stk. 1.

Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren skriftlig oplysning om fortrydelsesretten og om navn og adresse på den person, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves. Oplysningerne skal gives senest samtidig med aftalens indgåelse, jf. nærmere direktivets artikel 4.

Fortrydelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har modtaget oplysningerne om fortrydelsesret mv.

Dørsalgsdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 862 af 23. december 1987 om ændring af forbrugeraftaleloven, jf. Folketingstidende 1987/88, tillæg A, sp. 485 ff.

Direktivet er optrykt som bilag 5 til lovforslaget.

3. Gældende ret.

3.1. Den gældende forbrugeraftalelov.

3.1.1. Anvendelsesområde.

Den gældende forbrugeraftalelov (lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 som senest ændret ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 – optrykt som bilag 1 til lovforslaget) finder efter lovens § 1, stk. 1, anvendelse på forbrugeraftaler og på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler. Ved en forbrugeraftale forstås en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. § 1, stk. 2. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at aftalen ikke er en forbrugeraftale, jf. § 1, stk. 3.

Efter § 1, stk. 4, finder lovens kapitel 2 og 3 (om uanmodede henvendelser og om aftaler indgået uden for fast forretningssted) tillige anvendelse på aftaler om køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende, samt på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

Forbrugeraftaledefinitionen i § 1, stk. 2, er indsat ved lov nr. 1098 af 21. december 1994 i forbindelse med gennemførelse af direktivet om urimelige kontraktvilkår i visse forbrugeraftaler (direktiv 93/13/EØF).

3.1.2. Uanmodede henvendelser og uanmodet levering af varer og tjenesteydelser.

3.1.2.1. I lovens kapitel 2 (§§ 2-4) findes der regler om uanmodede henvendelser og uanmodet levering af varer og tjenesteydelser.

Som udgangspunkt er der forbud mod, at erhvervsdrivende retter uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af en aftale, jf. § 2, stk. 1.

Fra forbudet gælder der efter lovens § 2, stk. 2, undtagelser for henvendelser om 1) salg eller bestilling af varer, som efter næringslovens § 12, stk. 1, litra a, og stk. 2, samt § 13 kan sælges ved omførsel, 2) bestilling af bøger, 3) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, 4) tegning af forsikring, herunder formidling af forsikringsaftaler, og 5) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken én eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- eller slukningsarbejde ved ildebrand.

Ved henvendelser som nævnt i § 2, stk. 2, skal forbrugeren ved begyndelsen af samtalen have oplyst den erhvervsdrivendes navn og det kommercielle formål med henvendelsen, jf. lovens § 2 a.

Hvis der er tale om systematisk telefonsalg, gælder endvidere reglerne for fjernsalg, således at der tillige er pligt til under telefonsamtalen at give de oplysninger, der følger af forbrugeraftalelovens § 11, jf. herom i pkt. 3.1.4 nedenfor.

Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 2 er ikke bindende, jf. forbrugeraftalelovens § 3.

Selv om det efter reglen i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, er lovligt at rette telefonisk henvendelse til en forbruger, jf. ovenfor, følger det af markedsføringslovens § 6 a, stk. 3, at telefonisk henvendelse kun må ske, hvis forbrugeren ikke på forhånd har frabedt sig dette, f.eks. ved at blive noteret på den såkaldte Robinsonliste i CPR-registeret.

Reglerne i forbrugeraftalelovens §§ 2 og 3 blev indført i forbindelse med den oprindelige vedtagelse af forbrugeraftaleloven i 1978, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 721 ff. Reglen i § 2 a blev indsat ved lovændringen i 2000 navnlig med henblik på gennemførelse af det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 4, stk. 3, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5952.

Det forbud mod uanmodede personlige henvendelser, der i 1978 blev indført med bestemmelsen i § 2, trådte i stedet for og udvidede det dagældende forbud i næringslovens § 11, samtidig med at der blev indført forbud mod uanmodede telefoniske henvendelser. Om baggrunden for reglen henvises i bemærkningerne til »dels hensynet til privatlivets fred, idet de fleste mennesker formentlig anser den uanmodede henvendelse som en påtrængende og generende salgsform, dels ønsket om at beskytte forbrugeren mod den risiko for misbrug og udnyttelse, som erfaringsmæssigt er knyttet til »dørsalg««.

Af bemærkningerne til undtagelserne fra forbudet i § 2, stk. 2, fremgår det, at der for så vidt angår salg og bestilling af visse varer, der kan sælges ved omførsel (nr. 1), var tale om udvidelse af en undtagelse, der allerede gjaldt efter næringsloven.

Vedrørende undtagelsen for bestilling af bøger (nr. 2), var der tale om en videreførelse af gældende ret. Undtagelsen var oprindeligt blevet foreslået ophævet, men under folketingsbehandlingen blev der peget på, at et forbud ville kunne betyde, at store værker af særlig kulturel og oplysningsmæssig betydning ikke ville kunne udkomme eller ville blive væsentligt dyrere.

Med undtagelsen vedrørende salg af aviser, ugeblade og tidsskrifter (nr. 3) var der tale om en videreførelse af en undtagelse, der allerede gjaldt efter næringsloven. I bemærkningerne anføres det, at der med denne undtagelse bl.a. er taget hensyn til dagspressens særlige forhold.

For så vidt angår undtagelsen vedrørende tegning af forsikring (nr. 4) gjaldt der allerede en undtagelse efter næringsloven, men i det oprindelige lovforslag var det foreslået at ophæve adgangen til uanmodet henvendelse om tegning af forsikring. Under folketingsbehandlingen var der imidlertid ikke tilslutning hertil.

Undtagelsen vedrørende tegning af abonnement på visse redningstjenester (nr. 5) var ikke indeholdt i 1978-lovforslaget, men blev foreslået indsat under folketingsbehandlingen.

3.1.2.2. Af forbrugeraftalelovens § 4, 1. pkt., følger det, at hvis en erhvervsdrivende fremsender eller afleverer en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og dette ikke skyldes en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor, jf. § 4, 2. pkt.

Bestemmelsen i § 4, 1. pkt., stammer tilbage fra 1978-loven, mens reglen i § 4, 2. pkt., er indsat ved lovændringen i 2000 med henblik på gennemførelse af artikel 9 i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5942 f og 5952 f.

3.1.3. Aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Forbrugeraftalelovens kapitel 3 (§§ 5-9) indeholder regler om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted vedrørende køb af varer eller levering af tjenesteydelser.

Allerede ved 1978-loven blev der indført regler om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted, men reglerne herom har fået sin nuværende udformning ved lov nr. 862 af 23. december 1987 i forbindelse med gennemførelsen af dørsalgsdirektivet. Der kan herom bl.a. henvises til Folketingstidende 1987/88, tillæg A, sp. 481. Den gældende særlige regulering af bestillingskøb er dog indført ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, jf. Folketingstidende 1992/93, tillæg A, sp. 3663, og tillæg B, sp. 1291 ff.

Udgangspunktet er, at forbrugeren har 14 dages fortrydelsesret, hvis aftalen er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud, under et møde med den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, jf. lovens § 5, stk. 1 og 2.

Der gælder dog en lang række undtagelser fra fortrydelsesretten, jf. § 5, stk. 3.

Det gælder bl.a. tilfælde, hvor aftalen vedrører varekøb og er indgået i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren, efter at forbrugeren forudgående har anmodet om besøget under eller i tilslutning til en personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes forretningssted, og aftalen angår den vare, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om besøg, jf. nærmere § 5, stk. 3, nr. 1. Hvis der er tale om bestillingskøb, gælder der dog ingen undtagelse fra fortrydelsesretten, selv om forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, jf. § 5, stk. 4. Ved sådanne aftaler er der derimod mulighed for at aftale en forkortet fortrydelsesfrist, jf. § 6, stk. 5, og nærmere nedenfor.

Undtaget fra fortrydelsesretten er endvidere aftaler vedrørende visse nærmere bestemte typer af løbende tjenesteydelser, herunder vedligeholdelses- og vagttjenester, der indgås under omstændigheder som nævnt i nr. 1, jf. § 5, stk. 3, nr. 2. Der er heller ikke fortrydelsesret ved aftaler angående andre tjenesteydelser end de i nr. 2 nævnte, hvis aftalen er indgået i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg efter forudgående anmodning fra forbrugeren, jf. nærmere § 5, stk. 3, nr. 3.

Herudover gælder fortrydelsesretten ikke ved aftaler om levering af fødevarer mv. (§ 5, stk. 3, nr. 4), ved køb af varer til højst 400 kr., der sælges under omførsel efter næringsloven (nr. 5), ved visse aftaler om fast ejendom (nr. 6), ved aftaler om værdipapirer (nr. 7), ved køb på torve og markeder mv. (nr. 8), ved køb på købestævner og udstillinger, når salgsgenstanden overgives og købesummen betales samtidig med aftalens indgåelse (nr. 9), eller ved køb på auktion (nr. 10).

Der er dog i de i § 5, stk. 3, nr. 8-10, nævnte tilfælde fortrydelsesret, hvis aftalen er indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller under den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren, uden at betingelserne i § 5, stk. 3, nr. 1, er opfyldt, jf. § 5, stk. 5.

Ved bestillingskøb kan det skriftligt aftales, at fremstillingen eller tilpasningen af varen skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden fortrydelsesfristens udløb, og at fortrydelsesretten i givet fald skal udøves, inden fremstillingen mv. efter aftalen skal påbegyndes, jf. § 6, stk. 5.

Den erhvervsdrivende skal på mødet med forbrugeren give tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Ved køb af varer (bortset fra bestillingskøb), ved tegning af abonnement på aviser mv. og ved løbende bogudgivelser skal oplysningen dog først gives ved overgivelsen af varen eller den første levering til forbrugeren. Gives oplysning ikke i overensstemmelse hermed, er aftalen ikke bindende for forbrugeren, jf. § 7.

Af lovens §§ 6, 8 og 9 fremgår fremgangsmåden ved og de nærmere betingelser for udøvelse af fortrydelsesretten. Det fremgår heraf bl.a., at det er en betingelse for at fortryde en aftale vedrørende køb af en vare, at varen holdes til disposition for sælgeren i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde. Det fremgår endvidere, at den erhvervsdrivende ved forbrugerens tilbagetræden fra en aftale ikke kan gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren.

3.1.4. Fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

I forbrugeraftaleloven kapitel 4 (§§ 10-13) findes regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

De gældende regler er indsat ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 med henblik på gennemførelse af det generelle fjernsalgsdirektiv.

Ved fjernsalg forstås efter lovens § 10 a aftaler om køb af varer, om tjenesteydelser eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen indgås ved brug af fjernkommunikation, og uden at parterne mødes fysisk, og indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. Ved fjernkommunikation forstås enhver kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk, jf. lovens § 10 b.

Af lovens §§ 11 og 11 a følger det, at forbrugeren forud for aftalens indgåelse skal meddeles en række oplysninger, som – med tillæg af nogle yderligere oplysninger – skal bekræftes på et varigt medium. Undtaget fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium er aftaler om tjenesteydelser, hvor bestilling og udførelse af tjenesteydelsen sker på én gang ved brug af fjernkommunikationsteknik, når vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af kommunikationsmidlet, jf. § 11 a, stk. 5.

Retsvirkningerne af manglende overholdelse af reglerne om oplysningspligt er, at en eventuel fortrydelsesret forlænges, jf. forbrugeraftalelovens § 12 a (vedrørende køb af varer) og § 12 b (vedrørende aftaler om tjenesteydelser). Herudover vil manglende overholdelse af oplysningspligten kunne mødes med sanktioner efter markedsføringsloven .

Forbrugeren kan træde tilbage fra fjernsalgsaftalen i en 14 dages periode, jf. §§ 12-12 b. Fortrydelsesfristen løber fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) fra underretningen af forbrugeren om aftalens indgåelse ved aftaler om tjenesteydelser og ellers fra modtagelsen af varen, eller 2) fra tidspunktet for modtagelse af de foreskrevne oplysninger på varigt medium. Fristen udløber dog senest 3 måneder efter det under nr. 1) nævnte tidspunkt.

Undtaget fra oplysningspligten og fortrydelsesretten er bl.a. aftaler om finansielle tjenesteydelser, visse aftaler vedrørende fast ejendom, aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater og lignende, samt aftaler indgået i forbindelse med auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet, jf. lovens § 10 c.

Undtaget er endvidere aftaler vedrørende køb af levnedsmidler mv., aftaler om indkvartering, transport, forplejning mv., som er aftalt til en bestemt dag eller en bestemt periode, samt aftaler vedrørende rekreative fritidsinteresser, herunder underholdnings-, idræts- eller lignende kulturbegivenheder, jf. § 10 d og § 10 e, stk. 1, jf. § 10 d.

Der gælder endvidere ingen fortrydelsesret ved aftaler om spil og lotteri og heller ikke ved aftaler om tegning af abonnement på aviser mv., medmindre aftalen er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse til forbrugeren, jf. § 10 e.

Ved fjernsalg af tjenesteydelser samt ved fjernsalg af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens særlige behov, gælder fortrydelsesretten kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende påbegynder udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 12, stk. 2. Denne begrænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke aftaler vedrørende løbende levering, som er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse til forbrugeren.

Det følger af § 12 c, at hvis forbrugeren træder tilbage fra aftalen, kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren.

Efter lovens § 12 d skal den erhvervsdrivende, medmindre andet er aftalt, levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er væsentlig. Den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om årsagen til misligholdelsen og om retten til at hæve.

Af lovens § 13 følger det, at hvis det i en aftale er bestemt, at lovgivningen i et land uden for EØS-området skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i det generelle fjernsalgsdirektiv. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for EØS-området, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse ved de pågældende spørgsmål om fjernsalg.

3.1.5. Forsikringsaftaler.

Forbrugeraftalelovens kapitel 4 a (§§ 13 a-13 d) indeholder regler om fortrydelsesret ved forsikringsaftaler.

Reglerne, der omfatter alle forbrugerforsikringsaftaler, dvs. uanset hvordan aftalen er indgået, er indsat ved lov nr. 262 af 6. maj 1993 som led i implementeringen af artikel 15 i EF’s 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF, EFT L 330/51 af 29.11.1990, nu indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EFT L 345/1 af 19.12.2002). Der henvises til Folketingstidende 1992/93, tillæg A, sp. 3667 ff.

Forbrugeren kan træde tilbage fra en forbrugerforsikring i en 14 dages periode, jf. § 13 a, stk. 1, og § 13 c, stk. 1. Forsikringer, der indgås for en aftalt periode af højst 1 måned (såkaldte korttidsforsikringer), er dog undtaget fra fortrydelsesretten, jf. nærmere § 13 a, stk. 2.

Forsikringsselskabet skal senest ved udleveringen af forsikringsbetingelserne give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Hvis oplysning ikke gives i overensstemmelse hermed, er aftalen ikke bindende for forbrugeren, jf. § 13 b.

Forbrugeren har fortrydelsesret, uanset om forsikringstiden er påbegyndt eller ikke, jf. § 13 a, stk. 1. Ved forbrugerens tilbagetræden fra en aftale kan forsikringsselskabet ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren, jf. § 13 c, stk. 3, jf. § 9.

3.1.6. Bortfald af kreditaftaler.

Efter forbrugeraftalelovens kapitel 4 b (§ 13 e) gælder der regler om bortfald af tilknyttede kreditaftaler, hvis forbrugeren efter reglerne i forbrugeraftaleloven bliver frigjort fra en aftale. Kapitlet er indsat ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Det følger af § 13 e, at hvis forbrugeren efter regler i loven påberåber sig, at en aftale ikke er bindende, eller hvis forbrugeren træder tilbage fra aftalen efter reglerne om fortrydelse, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem den erhvervsdrivende og tredjemand dækker den aftalte betaling. Forbrugeren kan ikke pålægges at betale gebyr eller erstatning i anledning af den tilknyttede kreditaftales bortfald.

3.1.7. Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser.

Forbrugeraftalelovens kapitel 5 (§§ 14 og 15) indeholder regler om forbrugerens ret til med et bestemt længstevarsel at opsige aftaler om visse løbende tjenesteydelser.

Det følger af § 14, stk. 1, at forbrugeren ved aftaler om løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bøgføringsvirksomhed mv., at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan opsige aftalen med 3 måneders varsel, når der er forløbet 9 måneder efter aftalens indgåelse.

Med samme varsel kan aftaler om tegning af abonnement på aviser mv. eller løbende bogudgivelser opsiges, når der er gået 3 måneder efter aftalens indgåelse, jf. nærmere § 14, stk. 2 og 3.

Hvis en aftale omfattet af § 14, stk. 1-3, er indgået ved brug af en standardformular, skal aftalen indeholde tydelig bestemmelse om opsigelsesvarsel mv., jf. § 14, stk. 4.

Har forbrugeren på tidspunktet for opsigelsen betalt for en periode, der ligger efter tidspunktet for aftalens ophør, skal vederlaget for denne periode straks tilbagebetales, jf. § 15.

Reglerne i §§ 14-15 er indsat ved den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978 med henblik på at sikre forbrugerne en ufravigelig ret til med et rimeligt varsel at opsige visse langvarige kontrakter, hvor der havde vist sig et særligt behov.

3.1.8. Øvrige bestemmelser.

Forbrugeraftaleloven indeholder i kapitel 6 nogle generelle regler.

Det fastslås i § 16, at lovens regler ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.

Af § 17 følger det, at hvis den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdag, udløber fristen først den følgende hverdag.

Endvidere følger det af § 18, at der er forbundet bødestraf med overtrædelse af forbudet mod uanmodede henvendelser i § 2, stk. 1, og med overtrædelse af pligten efter § 14, stk. 4, til at give oplysning om varsel mv. for opsigelse af løbende aftaler omfattet af § 14.

3.2. Gældende ret vedrørende oplysningspligt og fortrydelsesret ved finansielle tjenesteydelser.

3.2.1. Oplysningspligt.

Der findes rundt om i lovgivningen en lang række regler, der pålægger de erhvervsdrivende oplysningspligt ved aftaler om finansielle tjenesteydelser. Disse regler hviler i meget vidt omfang på fællesskabsregler. Reglerne gælder typisk ikke kun for fjernsalgsaftaler og er som oftest heller ikke begrænset til at gælde for forbrugeraftaler.

Kreditaftaleloven indeholder i kapitel 2 generelle regler om kreditgivers oplysningspligt og om formkrav til kreditaftaler mv. Reglerne gælder også, når en kreditaftale indgås ved brug af fjernkommunikation.

En kreditaftale skal indgås skriftligt, jf. kreditaftalelovens § 8, og skal indeholde oplysning om bl.a. størrelsen af kreditomkostningerne eller grundlaget for udregning heraf, de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales, jf. nærmere lovens §§ 9, 10 og 14. Ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb skal oplysningerne angives i relation til forskellige udnyttelser af kreditmaksimum, jf. § 10.

Reglerne i kreditaftalelovens kapitel 2 om oplysningspligt hviler i vidt omfang på regler i forbrugerkreditdirektivet (Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit), der er et minimumsdirektiv.

Overtrædelse af reglerne om oplysningspligt i forbindelse med indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb, jf. lovens § 9, er til dels civilretligt sanktioneret bl.a. derved, at kreditgiveren, såfremt den pågældende har undladt at oplyse kreditomkostningernes samlede beløb, afskæres fra at kræve visse kreditomkostninger mv. betalt, jf. nærmere lovens § 23. Efter lovens § 24 medfører en tilsidesættelse af oplysningspligten efter §§ 9 og 10 endvidere, at kreditgiveren i almindelighed ikke kan kræve godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af forbrugerens misligholdelse.

Vedrørende forsikringsområdet kan særligt henvises til forbrugeraftaleloven , der i kapitel 4 a indeholder enkelte regler om oplysningspligt for forsikringsselskaber ved aftaler indgået med en forbruger, jf. ovenfor i afsnit 3.1.5. Disse regler er civilretligt sanktioneret, idet det følger heraf, at aftalen ikke er bindende for forbrugeren, hvis forsikringsselskabet ikke senest ved udleveringen af forsikringsbetingelserne har givet forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten.

Der kan herudover bl.a. henvises til lov om finansiel virksomhed (lovbekendtgørelse nr. 1268 af 19. december 2003) og lov om forsikringsformidling (lovbekendtgørelse nr. 983 af 5. december 2003) samt bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder . Overholdelsen af disse regler er undergivet offentligt tilsyn, og overtrædelse er offentligretligt, men ikke civilretligt sanktioneret.

Vedrørende det øvrige finansielle område kan – ud over lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, jf. ovenfor - bl.a. henvises til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsforeninger mv. (lov nr. 1169 af 19. december 2003), værdipapirhandelsloven (lovbekendtgørelse nr. 1269 af 19. december 2003), lov om innovationsforeninger (lovbekendtgørelse nr. 981 af 5. december 2003) samt bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. En overtrædelse af disse regler er ligeledes offentligretligt sanktioneret.

Herudover indeholder e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel) generelle regler om oplysningspligt, der inden for lovens område også gælder i relation til finansielle tjenesteydelser.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 53-60.

3.2.2. Fortrydelsesret.

På det finansielle område findes der kun regler om fortrydelsesret i relation til forsikringsaftaler, jf. herved forbrugeraftalelovens kapitel 4 a og forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a.

Der henvises til afsnit 3.1.5 vedrørende reglerne i forbrugeraftalelovens kapitel 4 a om fortrydelsesret ved forbrugerforsikringer.

Efter forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a gælder der en almindelig fortrydelsesret ved tegning af livsforsikring, uanset om livsforsikringen tegnes ved en forbrugeraftale eller ej.

Reglerne svarer til de ovenfor omtalte regler i forbrugeraftalelovens kapitel 4 a for så vidt angår fortrydelsesfristens længde og begyndelsestidspunkt. Som følge af fortrydelsesreglerne i forbrugeraftaleloven har de dog kun selvstændig betydning, hvor der er tale om en ikke-forbrugerforsikring.

Forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a er – på samme måde som forbrugeraftalelovens kapitel 4 a - indsat ved lov nr. 262 af 6. maj 1993 som led i implementeringen af artikel 15 i EF’s 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF af 8. november 1990, nu indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring).

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 61-63.

4. Lovforslagets hovedindhold.

4.1. Lovens systematik.

Forbrugeraftaleloven er siden den oprindelige vedtagelse i 1978 ændret adskillige gange, bl.a. som led i gennemførelsen af det generelle fjernsalgsdirektiv og dørsalgsdirektivet.

Ikke mindst indførelsen af de nævnte direktivers meget detaljerede regler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted har gjort loven meget vanskeligt tilgængelig og svær at anvende i praksis.

Gennemførelsen af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser vil nødvendiggøre indførelse af en række yderligere regler.

Den gældende forbrugeraftalelov indeholder allerede regler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. ved visse fjernsalgsaftaler og om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted. Forbrugeraftalelovens fjernsalgsregler er indført som led i gennemførelsen af det generelle fjernsalgsdirektiv, hvis regler i vidt omfang ligner reglerne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

I betænkning nr. 1440/2004 stiller udvalget forslag om, at reglerne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser - bortset fra reglerne vedrørende forsikringsydelser, jf. nedenfor - gennemføres ved indsættelse af nye regler i forbrugeraftaleloven, og at der i den forbindelse i videst muligt omfang udarbejdes fælles regler for de forskellige typer af forbrugeraftaler.

Udvalget finder, at der samtidig bør foretages en omstrukturering af loven, således at den inddeles i kapitler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv., i stedet for som hidtil i kapitler efter typen af forbrugeraftale. På denne måde udnyttes det, at der på flere punkter er mulighed for at give fælles regler for de forskellige typer af forbrugeraftaler, og der skabes bedre overblik over lovens regler.

I betænkningen stilles endvidere forslag om, at reglerne vedrørende forsikring i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser gennemføres ved indsættelse af nye regler i forsikringsaftaleloven.

Baggrunden herfor er bl.a., at forsikringsaftaleloven generelt regulerer aftalen mellem forsikringstageren og forsikringsselskabet, og at denne lov allerede indeholder regler om fortrydelsesret for visse typer af forsikringsaftaler.

Hertil kommer, at de gældende regler i forbrugeraftalelovens kapitel 4 a om fortrydelsesret ved forsikringsaftaler gælder for alle typer af forbrugeraftaler, uanset om aftalen er indgået uden for fast forretningssted, ved fjernsalg eller på anden måde. Efter udvalgets opfattelse bør der ikke ske en forringelse af forbrugerbeskyttelsen på dette punkt. Udvalget finder samtidig ikke grundlag for at foreslå reglerne i det finansielle fjernsalgsdirektiv udvidet til at gælde for andre finansielle tjenesteydelser end forsikring, således at der for disse tjenesteydelser indføres en generel fortrydelsesret også uden for de tilfælde, hvor aftalen er indgået ved fjernsalg. Reglerne om fortrydelsesret for forsikringsaftaler og for andre finansielle tjenesteydelser kan derfor ikke gives samme anvendelsesområde.

Til støtte for, at reglerne vedrørende forsikring i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser gennemføres ved indsættelse af nye regler i forsikringsaftaleloven, anfører udvalget endelig, at gennemførelsen af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser vil nødvendiggøre indførelse af visse særregler for forsikringsaftaler.

Der skal således indsættes en særlig fortrydelsesfrist på 30 dage for livsforsikringsaftaler indgået ved fjernsalg. Fristens begyndelsestidspunkt for disse typer af aftaler er endvidere forskelligt fra begyndelsestidspunktet for den generelle 14 dages fortrydelsesfrist. Udvalget stiller endvidere forslag om en delvis udnyttelse af undtagelsesadgangen i direktivets artikel 7, stk. 2, således at forsikringsselskaberne – i modsætning til de øvrige finansielle virksomheder - alene gives en begrænset adgang til at afkræve forbrugeren betaling for den del af tjenesteydelsen, der allerede er leveret på tidspunktet for forbrugerens tilbagetræden fra aftalen.

Der henvises til betænkningen side 235-238.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

4.2. De enkelte elementer i lovforslaget.

4.2.1. Lovens anvendelsesområde.

4.2.1.1. Forbrugeraftalebegrebet.

Udvalget foreslår, at loven på samme måde som den gældende lov skal gælde for forbrugeraftaler og erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

Det gældende forbrugeraftalebegreb foreslås samtidig videreført uændret.

Udvalget foreslår dog, at den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, om visse aftaler, der er indgået eller formidlet for en privat sælger af en erhvervsdrivende, udvides til også at finde anvendelse i tilfælde, hvor aftalen angår en tjenesteydelse eller er indgået ved fjernsalg.

Efter bestemmelsen i § 1, stk. 4, gælder lovens kapitel 2 og 3 - dvs. kapitlerne om forbud mod uanmodede henvendelser og om aftaler indgået uden for fast forretningssted - også for aftaler om køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende, samt på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler. Bestemmelsen, der alene omfatter aftaler om køb af varer og således ikke aftaler om tjenesteydelser, stammer fra 1978-loven og er i bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 740 f, begrundet med, at der i tilfælde, hvor en privat sælger anvender en erhvervsdrivende som mellemmand i forbindelse med aftalens indgåelse - f.eks. ved salg af brugte biler eller ved salg af kunst – i det væsentlige består samme behov for beskyttelse af køberen som i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende selv er aftalepart. I begge tilfælde forhandler køberen nemlig med en professionel.

Baggrunden for, at fjernsalgsreglerne (tidligere postordrereglerne) ikke er gjort anvendelige på disse aftaler, og at bestemmelsen ikke omfatter aftaler om tjenesteydelser, er, at man ved den oprindelige vedtagelse af loven ikke fandt dette praktisk relevant, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 740 f.

Udvalget finder imidlertid, at fjernsalgsreglerne som følge af den markedsmæssige og teknologiske udvikling må antages at kunne have praktisk relevans også i tilfælde, hvor en erhvervsdrivende via et system for fjernsalg formidler en handel mellem to privatpersoner, og i sådanne tilfælde vil der på samme måde som ved aftaler indgået på anden måde kunne være et væsentligt behov for beskyttelse af forbrugeren. Det kan f.eks. være tilfældet for så vidt angår auktionssalg via internettet.

Der henvises til betænkningen side 100-102, 243-245 og 377-379.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, herunder forslaget om at udvide lovens anvendelsesområde til generelt at omfatte aftaler indgået eller formidlet for en privat sælger af en erhvervsdrivende, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets §§ 1 og 3.

4.2.1.2. Undtagelser fra lovens anvendelsesområde.

Udvalget foreslår følgende generelle undtagelser fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde:

Forsikringsaftaler omfattet af forsikringsaftaleloven foreslås som nævnt i afsnit 4.1 undtaget fra forbrugeraftalelovens område. De gældende regler om fortrydelsesret ved forbrugerforsikringer samt reglerne til gennemførelse af forsikringsbestemmelserne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslås i stedet indsat i forsikringsaftaleloven.

Det foreslås dog, at lovens regler om uanmodede telefoniske henvendelser fortsat skal gælde for henvendelser vedrørende formidling af forsikringsaftaler. Det indebærer, at der – på samme måde som efter gældende ret - er adgang til telefonsalg for formidlere af forsikringsydelser, jf. pkt. 4.2.2.2. Sådanne henvendelser er ikke omfattet af forsikringsaftaleloven.

Herudover stilles der forslag om en undtagelse for aftaler indgået ved hjælp af vareautomater eller lignende automater samt aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelse af kommunikationsmidlet.

Disse undtagelser svarer til de gældende regler i § 10 c, stk. 1, nr. 5 og 6, der har baggrund i artikel 3, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv. Dørsalgsdirektivet indeholder ikke undtagelser på disse områder, men da de nævnte situationer er »fjernsalgssituationer«, som ikke er praktisk relevante i relation til dørsalg (aftalen indgås ikke under et møde med den erhvervsdrivende personlig), kan dørsalgsdirektivet efter udvalgets opfattelse ikke antages at være til hinder for at gøre undtagelserne generelle. Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser kan heller ikke antages at være til hinder for en generel undtagelse vedrørende disse aftaler, da aftalerne relaterer sig til varekøb henholdsvis brug af offentlig telefon.

Herudover foreslår udvalget at undtage auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet, medmindre købet er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder omfattet af dørsalgsdirektivet.

Denne undtagelse svarer til den gældende ordning, jf. forbrugeraftalelovens § 5, stk. 3, nr. 10, og § 5, stk. 5 (vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted), og § 10 c, stk. 2 (vedrørende fjernsalg). Dørsalgsdirektivet indeholder ingen undtagelse for så vidt angår auktion, og der er således pligt til – således som det også følger af den gældende § 5, stk. 5 – at gennemføre direktivets regler for auktionskøb, der er indgået under de i direktivet nævnte omstændigheder.

Der henvises til betænkningen side 278-279.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 1.

4.2.1.3. Anvendelsesområdet for reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret.

Udvalget foreslår, at reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret skal finde anvendelse på aftaler indgået ved fjernsalg og visse aftaler indgået uden for fast forretningssted .

Aftaler indgået ved fjernsalg.

Udvalget finder ikke, at direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser nødvendiggør ændringer af det gældende fjernsalgsbegreb, jf. den gældende lovs §§ 10 a og 10 b, og udvalget foreslår derfor den gældende definition gjort fælles for alt fjernsalg.

Aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Udvalget foreslår derimod en ændret afgrænsning af, hvilke aftaler indgået uden for fast forretningssted, som lovens regler om fortrydelsesret og oplysningspligt skal finde anvendelse på.

Efter dørsalgsdirektivet er der pligt til at indføre fortrydelsesret, hvis en aftale om køb af varer eller levering af tjenesteydelser er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud, uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller under den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, hvis besøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.

Fortrydelsesretten gælder efter direktivet også i relation til aftaler om andre varer mv. end den, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg. Det gælder dog ikke, hvis forbrugeren vidste eller med rimelighed kunne vide, at leveringen af denne anden vare eller tjenesteydelse er en del af den erhvervsdrivendes handels- eller erhvervsvirksomhed.

Medlemsstaterne har efter direktivet mulighed for at undlade at indføre fortrydelsesret ved aftaler om levering af varer eller tjenesteydelser, der er direkte forbundet med den vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg.

I forbindelse med gennemførelsen af dørsalgsdirektivet opretholdt man i vidt omfang de allerede gældende regler, som var indsat ved den oprindelige forbrugeraftalelov, og hvis anvendelsesområde på flere punkter gav en videregående beskyttelse af forbrugerne end dørsalgsdirektivet. Med henblik på opfyldelse af kravene efter dørsalgsdirektivet blev der samtidig foretaget visse udvidelser af de gældende regler.

Af de gældende regler følger det herefter, at der som udgangspunkt er forbud mod uanmodet at rette personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå indgåelse af en aftale, jf. den gældende lovs § 2, stk. 1. Herfra gælder dog undtagelser for henvendelser vedrørende visse typer af varer og tjenesteydelser, jf. § 2, stk. 2. En aftale indgået i strid med § 2 er ikke bindende for forbrugeren, jf. den gældende lovs § 3.

Herudover gælder der som udgangspunkt fortrydelsesret i alle tilfælde, hvor en aftale er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud, uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, jf. forbrugeraftalelovens § 5, stk. 1 og 2. Herfra gælder dog en lang række undtagelser for aftaler indgået under forskellige nærmere angivne omstændigheder, jf. § 5, stk. 3, nr. 1-10, ligesom der gælder undtagelser fra undtagelserne, jf. § 5, stk. 4 og 5. Der henvises herom til afsnit 3.1.3 ovenfor.

Udvalget stiller forslag om, at forbudet mod uanmodede personlige henvendelser på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang med henblik på indgåelse af en aftale, gøres generelt, jf. pkt. 4.2.2.1 nedenfor. Det foreslås endvidere at videreføre den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 3 om ugyldighedsvirkning, såfremt en aftale indgås i strid med forbudet.

Med henblik på en forenkling af reglerne foreslår udvalget derudover, at de tilfælde, hvor der er fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted, opregnes positivt, i stedet for en regel som den gældende lovs § 5, hvor der angives en hovedregel om fortrydelsesret med en lang række undtagelser for forskellige situationer samt undtagelser fra undtagelserne.

Det er udvalgets generelle opfattelse, at forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke bør forringes i forhold til den ordning vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted, som har været gældende siden 1978, og udvalget foreslår derfor, at der fortsat skal være fortrydelsesret i nogle situationer, hvor direktivet ikke kræver det.

Det gælder tilfælde, hvor aftalen er indgået på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv. uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, medmindre der foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse.

Herudover finder udvalget, at der bør indføres en fortrydelsesret i tilfælde, hvor aftalen indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren, hvis besøget er aftalt under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller på et offentligt sted eller en udstilling, messe eller lignende. Udvalget finder således, at der i disse tilfælde kan være samme behov for beskyttelse, som hvis aftalen er indgået under et uanmodet besøg hos forbrugeren.

Der skal efter udvalgets forslag derimod ikke være fortrydelsesret, hvis aftalen indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg i tilfælde, hvor forbrugeren selv har ringet efter den erhvervsdrivende og bedt denne om at komme.

I forhold til det gældende beskyttelsesniveau indebærer dette forslag en videreførelse af gældende ret for så vidt angår aftaler om andre tjenesteydelser end de abonnementsaftaler, der er nævnt i den gældende forbrugeraftalelovs § 5, stk. 3, nr. 2, men en mindre svækkelse af forbrugerbeskyttelsen i relation til køb af varer og de nævnte abonnementsaftaler , hvor der efter gældende ret er fortrydelsesret, selv om forbrugeren selv har ringet efter den erhvervsdrivende, jf. herved forbrugeraftalelovens § 5, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 1 og 2. Efter udvalgets opfattelse må forbrugeren imidlertid have gjort sig nogle overvejelser, inden den pågældende ringer, og det »overrumplingsmoment«, der er karakteristisk for de uanmodede henvendelser, er derfor sædvanligvis ikke til stede.

I relation til tjenesteydelser vil udvalgets forslag i øvrigt indebære en udvidelse af forbrugerbeskyttelsen. Efter gældende ret vedrørende andre tjenesteydelser end de abonnementsaftaler, der er nævnt i den gældende lovs § 5, stk. 3, nr. 2, er der ikke fortrydelsesret vedrørende en aftale, som er indgået under et anmodet besøg, uanset under hvilke omstændigheder besøget er aftalt. Efter forslaget vil der derimod som nævnt ovenfor fremover være fortrydelsesret både for aftaler vedrørende varer og tjenesteydelser, hvis besøget er aftalt under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller på et offentligt sted, eller en udstilling, messe eller lignende.

Selv om forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om besøget, vil der efter udvalgets forslag – ligesom efter gældende ret - være fortrydelsesret, hvis aftalen kommer til at angå noget andet end det, som forbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at komme for, dvs. hvis der ikke er overensstemmelse mellem genstanden for henholdsvis besøgsanmodningen og den under besøget indgåede aftale.

Efter udvalgets forslag vil der dog på samme måde som efter gældende ret ikke være fortrydelsesret, hvis aftalen angår en vare eller tjenesteydelse, der er direkte forbundet med den vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, og heller ikke, hvis aftalen angår andet arbejde af tilsvarende karakter, eller arbejde, der har en sådan sammenhæng med det aftalte, at en samtidig udførelse indebærer en økonomisk og arbejdsmæssig fordel for forbrugeren. Som eksempel herpå kan nævnes et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende er tilkaldt med henblik på reparation af et blandingsbatteri, og hvor den erhvervsdrivende under besøget bliver bedt om at skifte en vandhane et andet sted i boligen. I et sådant tilfælde vil det indebære en økonomisk besparelse for forbrugeren, hvis arbejdet udføres under den erhvervsdrivendes besøg, idet forbrugeren dermed undgår at skulle betale kørselsgodtgørelse for hjemmebesøget to gange.

Udvalget bemærker, at hvis det reelle formål med den erhvervsdrivendes henvendelse er at få forbrugeren til at indgå aftale om en helt anden vare eller tjenesteydelse end den, som forbrugerens anmodning om besøg vedrører, vil der - ligesom efter retstilstanden i dag – reelt være tale om en uanmodet henvendelse vedrørende denne vare eller tjenesteydelse, således at forbrugeren, hvis der indgås en aftale herom, vil kunne gøre ugyldighed gældende.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 85-86, 243 og 274-278.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, vedrørende afgrænsningen af, hvilke aftaler uden for fast forretningssted som lovens regler om fortrydelsesret mv. foreslås at finde anvendelse på, og til lovforslagets § 4 og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 a i forsikringsaftaleloven) vedrørende definitionen på fjernsalg.

Det bemærkes, at det følger af næringslovens § 10, at varer som hovedregel kun må afsættes fra fast forretningssted. Herfra gælder nogle undtagelser og dispensationsmuligheder efter lovens §§ 12-15. Overtrædelse af næringslovens § 10 straffes med bøde. Lovforslaget berører ikke næringslovens regler, men indebærer, at forbrugeren vil have fortrydelsesret over for den erhvervsdrivende, selv om der er sket salg af varer i strid med næringslovens § 10.

4.2.1.4. Begrebet finansiel tjenesteydelse.

Begrebet finansiel tjenesteydelse er i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser defineret som enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse.

Udvalget foreslår, at der i loven indsættes en udtrykkelig definition på en finansiel tjenesteydelse, da det som led i gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektiv er nødvendigt at indføre visse særregler for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Med henblik på at sikre korrekt implementering af direktivet foreslår udvalget, at bestemmelsen udformes som en ordret gengivelse af definitionsbestemmelsen i direktivet.

Ud fra direktivbestemmelsens ordlyd finder udvalget, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en finansiel tjenesteydelse, må antages at skulle vurderes ud fra karakteren af selve tjenesteydelsen og ikke ud fra, hvem der udbyder ydelsen. Det kan således efter udvalgets opfattelse ikke tillægges betydning, om udbyderen af den finansielle tjenesteydelse er undergivet tilsyn eller særlig lovgivning i øvrigt, og det vil således ikke være afgørende, om f.eks. en aftale om pengelån indgås med et pengeinstitut, et finansieringsselskab, et leasingselskab eller en anden erhvervsdrivende som led i dennes erhverv. I tvivlstilfælde vil der dog kunne lægges vægt på, om ydelsen udbydes af en professionel aktør inden for den finansielle sektor.

Begrebet finansiel tjenesteydelse må efter udvalgets opfattelse fortolkes således, at tjenesteydelsen skal have at gøre med pengevæsen, og karakteristiske finansielle tjenesteydelser er således f.eks. indlån og andre pengeanbringelser, udlån og anden form for kreditgivning, garanti- og anden form for sikkerhedsstillelse, forsikring, betalinger, valutatransaktioner, investeringer, opbevaring af finansielle værdier osv. Også køb/salg af værdipapirer må anses for omfattet af definitionen, og det gælder, uanset om der er tale om handel f.eks. med aktier, som en bank har i kommission, eller aktier fra bankens egenbeholdning. Det samme gælder handel med andre finansielle instrumenter.

Efter udvalgets opfattelse må det endvidere anses for en forudsætning, at tjenesteydelsens hovedindhold vedrører en ydelse, som angår pengevæsen.

Er en ydelse, som angår pengevæsen, derimod accessorium til en ydelse af en anden karakter, vil det være hovedydelsen, som bestemmer den samlede ydelses karakter.

Som eksempel nævner udvalget, at der som en obligatorisk del af en hotel- eller rejsereservation tegnes en afbestillingsforsikring. Når afbestillingsforsikringen på denne måde obligatorisk er knyttet til hotelreservationen mv., må den betragtes som et accessorium til reservationen, der er den primære ydelse.

Endvidere nævnes en aftale om salg på kredit, hvor sælgeren ved den samme aftale sælger salgsgenstanden og yder køberen kredit med hensyn til købesummens betaling. En sådan aftale vil efter udvalgets opfattelse samlet set være et kreditkøb og ikke en finansiel tjenesteydelse.

Udvalget udtaler videre, at hvis der derimod foreligger et såkaldt lånekøb , hvor købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren, vil den kreditaftale, som indgås mellem finansieren og køberen, være en finansiel tjenesteydelse. Sælgerens formidling af kontakten til finansieren vil derimod være et accessorium til den mellem sælgeren og køberen indgåede købsaftale og vil derfor ikke i sig selv være en finansiel tjenesteydelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 89-98.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

4.2.2. Uanmodede henvendelser og uanmodet levering af varer og tjenesteydelser.

4.2.2.1. Uanmodede personlige henvendelser.

Efter gældende ret er der som udgangspunkt forbud mod, at erhvervsdrivende retter uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af en aftale, jf. den gældende lovs § 2, stk. 1.

Fra forbudet gælder der efter lovens § 2, stk. 2, undtagelser for henvendelser om 1) salg eller bestilling af varer, som efter næringsloven kan sælges ved omførsel, 2) bestilling af bøger, 3) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, 4) tegning af forsikring, herunder formidling af forsikringsaftaler, og 5) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken én eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- eller slukningsarbejde ved ildebrand.

Udvalget stiller forslag om, at der indføres et generelt forbud mod at rette uanmodet personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang.

Om baggrunden herfor anfører udvalget, at der siden 1978, hvor den gældende ordning om visse undtagelser fra forbudet blev indført, er sket en ændring af handelsmønstrene, således at det ikke længere er almindeligt, at de erhvervsdrivende, der er omfattet af undtagelserne fra forbudet, »stemmer dørklokker« med henblik på indgåelse af en aftale. Der er således ikke over for udvalget blevet peget på et behov for at opretholde adgangen til i visse tilfælde at rette uanmodet personlig henvendelse til forbrugerne.

Udvalget antager, at dette også gælder for så vidt angår de varer, der efter næringsloven kan sælges ved omførsel.

Udvalget bemærker samtidig, at foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkende er velgørende eller almennyttigt, i almindelighed ikke kan anses for erhvervsdrivende i lovens forstand, hvorfor et forbud mod uanmodede personlige henvendelser ikke vil gælde for sådanne foreningers henvendelser med henblik på indsamlinger til humanitære formål mv.

Der henvises til betænkningen side 295 og 321-322.

I forbindelse med høringen over betænkningen er det fra forskellig side (bl.a. Den danske Forlæggerforening og Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation ISOBRO) blevet anført, at der fortsat består et behov for at opretholde adgangen til uanmodet personlig henvendelse. Det gælder i relation til bestilling af bøger samt for så vidt angår salg af religiøse tidsskrifter og bibler.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der er siden den oprindelige forbrugeraftalelov er sket en ændring af handelsmønstrene, således at det ikke længere er almindeligt, at de erhvervsdrivende, der er omfattet af undtagelserne fra forbudet, »stemmer dørklokker« med henblik på indgåelse af en aftale.

Som nævnt er der i forbindelse med høringen blevet peget på, at der er visse erhvervsdrivende, som fortsat benytter sig af undtagelsesadgangen. Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at der er tale om erhvervsdrivende, som vil have mulighed for at benytte sig af adgangen til uanmodet telefonsalg, jf. afsnit 4.2.2.2 nedenfor, eller af en lang række alternative salgsformer. På denne baggrund og af hensyn til privatlivets fred stiller Justitsministeriet i overensstemmelse med udvalgets anbefaling forslag om et generelt forbud mod at rette uanmodet personlig henvendelse til forbrugere på deres bopæl mv.

Det bemærkes, at lovforslaget ikke er til hinder for, at religiøse foreninger mv. retter personlig henvendelse med henblik på forkyndelse, men sådanne foreningers salg af bøger og blade mv. vil være omfattet af forbudet, i det omfang bogsalget mv. udgør erhvervsmæssig virksomhed.

Der henvises til lovforslagets § 6, stk. 1, og til § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 b i forsikringsaftaleloven).

4.2.2.2. Uanmodede telefoniske henvendelser.

Som nævnt ovenfor i pkt. 4.2.2.1 er der som udgangspunkt forbud mod, at erhvervsdrivende retter uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger, men således at der fra forbudet gælder enkelte undtagelser for henvendelser vedrørende visse varer og tjenesteydelser.

Udvalget stiller forslag om, at den gældende undtagelse fra forbudet mod uanmodede telefoniske henvendelser vedrørende varer, der kan sælges ved omførsel efter næringsloven (den gældende lovs § 2, stk. 2, nr. 1), ophæves, idet der ikke er peget på et behov for at opretholde undtagelsen.

I relation til spørgsmålet om behovet for at videreføre de øvrige undtagelser fra forbudet – dvs. undtagelserne vedrørende bøger, aviser mv., forsikring og visse redningstjenester - er der ikke enighed blandt udvalgets medlemmer.

Et flertal i udvalget (samtlige udvalgets medlemmer med undtagelse af Forbrugerrådets repræsentant og professor Peter Møgelvang-Hansen) finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foreslå ændrede regler på dette punkt, og de gældende undtagelser foreslås derfor opretholdt.

Flertallet henviser til, at de berørte brancheorganisationer, som udvalget har hørt over spørgsmålet i forbindelse med udvalgsarbejdet, er af den opfattelse, at der uanset de ændrede handelsvilkår fortsat i høj grad består et praktisk og markedsmæssigt behov for de gældende undtagelser, og at markedsudviklingen ikke har gjort disse regler overflødige. De særlige forhold, der blev anført som begrundelse for udformningen af de gældende regler, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 745 ff, og tillæg B, sp. 455 og 458, synes således fortsat at være til stede.

Flertallet anfører endvidere, at der siden vedtagelsen af den gældende ordning er indført en adgang for forbrugeren til at frabede sig uanmodede telefoniske henvendelser ved at lade sig notere på en liste i CPR-registeret (den såkaldte Robinsonliste), jf. markedsføringslovens § 6 a. I det omfang forbrugeren helt vil undgå uanmodede telefoniske henvendelser, har forbrugeren altså mulighed herfor ved at lade sig notere på den nævnte liste. Udvalget bemærker i den forbindelse, at det følger af de gældende regler i markedsføringslovens § 6 a, at den erhvervsdrivende ved den første uanmodede telefoniske henvendelse skal give forbrugeren oplysning om retten til at frabede sig sådanne henvendelser.

Over for mindretallets synspunkt om, at der er risiko for, at forbrugeren lokkes til at indgå en aftale på grund af et særligt salgspres, og for, at forbrugeren ikke kan gennemskue konsekvenserne af en aftaleindgåelse, jf. nedenfor, peger flertallet på, at forbrugeren vil have adgang til at fortryde en indgået aftale efter de almindelige regler om fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler.

Flertallet anfører endelig, at der ikke synes at være peget på misbrugstilfælde inden for de senere år.

Et mindretal (Forbrugerrådets repræsentant og professor Peter Møgelvang-Hansen) finder, at undtagelserne bør ophæves, således at der indføres et generelt forbud mod uanmodede telefoniske henvendelser.

Mindretallet henviser til, at der er tale om en gammeldags salgsmetode, som markedsudviklingen har overflødiggjort, idet de erhvervsdrivende i dag kan nå ud til forbrugerne ved brug af mange andre former for markedsføring. I kraft af de nye markedsføringsmuligheder bombarderes forbrugerne med tilbud som aldrig før, hvilket taler for at styrke beskyttelsen af privatlivets fred.

Telefonsalg er desuden anmassende og overrumplende for forbrugerne, og man kan derfor frygte, at nogle forbrugere lokkes til at indgå en aftale grundet det særlige salgspres og ubehaget ved at skulle afvise en påtrængende sælger. Der er samtidig risiko for, at forbrugeren ikke kan gennemskue konsekvenserne af en aftaleindgåelse.

Hertil kommer efter mindretallets opfattelse, at en regel, der undtager nogle varer fra forbudet mod uanmodet telefonisk henvendelse, åbner for misbrug. Tilladelsen til telefonsalg for visse varer skaber forvirring om reglernes indhold og den praktiske anvendelse, og det er dermed ikke klart for forbrugeren, hvilke typer af varer der må sælges på denne måde. Endelig finder mindretallet det vanskeligt at forstå begrundelsen for, at det netop er aviser mv., bøger, forsikringer og redningstjenester mv., der skal have denne særstatus.

Forbrugerrådets repræsentant udtaler dog samtidig, at Forbrugerrådet ikke vil stå i vejen for en bibeholdelse af undtagelsen vedrørende tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter. Det skyldes, at der efter Forbrugerrådets opfattelse må tages et helt særligt demokratisk hensyn til at sikre, at aviser, ugeblade og tidsskrifter fortsat er tilstrækkeligt udbredt til at sikre et fælles vidensniveau og en fælles indsigt i samfundsmæssige diskussioner og forhold. Uden muligheden for telefonsalg vil de skriftlige nyhedsmediers overlevelse i mange tilfælde være truet, hvilket igen udgør en potentiel trussel mod den demokratiske debat og det demokratiske samfundssystem.

Der henvises til betænkningen side 295 og 322-326.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om at ophæve den gældende undtagelse for henvendelser vedrørende varer, der kan sælges ved omførsel efter næringsloven.

For så vidt angår de øvrige undtagelser fra forbudet bemærkes det, at udvalget i kommissoriet for udvalgets arbejde er blevet bedt om at vurdere, hvorvidt markedsudviklingen har overflødiggjort nogle af lovens regler. Under udvalgsarbejdet blev det af de brancher, der er omfattet af undtagelserne vedrørende bøger, aviser, forsikring og redningstjenester, over for udvalget anført, at de uanmodede telefoniske henvendelser fortsat anvendes i meget vidt omfang.

Justitsministeriet er enig med mindretallet i, at uanmodede telefoniske henvendelser af forbrugerne kan opleves som en anmassende salgsform, og at der er et væsentligt hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at undtagelserne bør opretholdes under hensyn til, at der fortsat består en samfundsmæssig interesse i, at forbrugerne køber de pågældende ydelser, som til dels er karakteriseret ved at være såkaldte lavinteresseprodukter. Det kan bl.a. være afgørende for skadelidte, at der er en hensigtsmæssig forsikringsdækning, og udbredelse af bøger og aviser er af væsentlig betydning for det almindelige informationsniveau.

Som nævnt af udvalgets flertal er der nu også etableret en nem adgang for forbrugerne til, hvis de ønsker det, helt at undgå uanmodede telefoniske henvendelser. Det kan ske ved at lade sig notere på den såkaldte Robinsonliste i CPR-registeret. Som også anført af udvalgets flertal, synes der herudover ikke at have været klagesager, hvor erhvervsdrivende har misbrugt adgangen til telefonsalg til at sælge andre produkter end dem, der er omfattet af undtagelserne.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der herudover lægges betydelig vægt på, at de erhvervsdrivende ved uanmodede telefoniske henvendelser vil være underlagt en omfattende oplysningspligt. Denne oplysningspligt indebærer, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren en lang række oplysninger under telefonsamtalen, som vil modvirke den ovenfor omtalte risiko for »overrumpling« af forbrugerne. Der kan herved henvises til lovforslagets §§ 11 og 13 samt § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 e i forsikringsaftaleloven). Herudover skal den erhvervsdrivende efter reglerne i markedsføringslovens § 6 a, stk. 5, oplyse forbrugeren om retten til at frabede sig telefoniske henvendelser i fremtiden og angive den praktiske fremgangsmåde, der skal følges for at undgå sådanne henvendelser.

Med hensyn til forsikringsområdet bemærkes, at forsikringsselskabet hidtil alene har skullet oplyse om det kommercielle formål med den telefoniske henvendelse, fortrydelsesretten og muligheden for at frabede sig fremtidige henvendelser, mens der efter forslaget herudover skal gives forbrugeren en lang række oplysninger om bl.a. den konkrete forsikringsydelse og aftalevilkårene.

Ved vurderingen af undtagelserne fra forbudet mod uanmodede telefoniske henvendelser må der efter Justitsministeriets opfattelse lægges vægt på, at de erhvervsdrivende er omhyggelige med at overholde oplysningspligten i forbindelse med telefonsamtalen og dermed begrænser overrumplingsmomentet. Justitsministeriet vil på den anførte baggrund følge udviklingen vedrørende klagesager om uanmodede telefoniske henvendelser med henblik på, hvis det viser sig, at reglerne ikke overholdes, at tage initiativ til at ophæve undtagelserne fra forbudet mod uanmodede telefoniske henvendelser.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgsflertallets forslag.

Der henvises til lovforslagets § 6, stk. 2, og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 b i forsikringsaftaleloven).

4.2.2.3. Uanmodet levering af varer og tjenesteydelser.

Udvalget foreslår en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 4 om uanmodet levering af varer og tjenesteydelser, herunder finansielle tjenesteydelser.

Af bestemmelsen følger det, at hvis en erhvervsdrivende fremsender eller afleverer en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og dette ikke skyldes en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.

Udvalget finder, at der ved en videreførelse af bestemmelsen vedrørende tjenesteydelser, der er indsat ved ændringen af forbrugeraftaleloven i 2000 med henblik på gennemførelse af artikel 9 i det generelle fjernsalgsdirektiv, samtidig kan ske opfyldelse af artikel 9 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Der henvises til betænkningen side 210-211 og 262-263.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 8 og til § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 c i forsikringsaftaleloven).

4.2.3. Oplysningspligt.

4.2.3.1. Oplysningspligtens område.

Særskilte reguleringer af oplysningspligten ved dørsalg og fjernsalg.

Udvalget stiller forslag om et kapitel i forbrugeraftaleloven indeholdende regler om oplysningspligt ved aftaler indgået ved fjernsalg og visse aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. ovenfor i afsnit 4.2.1.3.

Udvalget foreslår ikke fælles regler om oplysningspligt ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg.

Baggrunden herfor er, at der er forskel på omfanget af oplysningspligten efter dørsalgsdirektivet og de to fjernsalgsdirektiver, og der er efter udvalgets opfattelse ikke grundlag for i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted at pålægge den erhvervsdrivende oplysningsforpligtelser ud over, hvad der følger af dørsalgsdirektivet.

Der foreslås heller ikke fælles regler for fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser og fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Visse af oplysningskravene efter de to direktiver svarer indholdsmæssigt til hinanden, men den erhvervsdrivendes oplysningspligt ved almindeligt fjernsalg er ikke lige så omfattende som efter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Også pligten til at give oplysninger på varigt medium - hvis opfyldelse er afgørende for, om fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. afsnit 4.2.4.2 nedenfor - er mere omfattende ved finansielt fjernsalg.

Da visse af direktivernes oplysningskrav som nævnt er indholdsmæssigt sammenfaldende, kan der dog efter udvalgets opfattelse opnås en vis forenkling ved at anvende en fælles formulering af de oplysningskrav, der indholdsmæssigt svarer til hinanden.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 246-248 og 282.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets §§ 10-15.

Særligt vedrørende oplysningspligten ved forsikringsaftaler.

I kommissoriet for udvalgets arbejde blev udvalget bl.a. bedt om i forbindelse med gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektivs regler om forsikringsydelser at overveje forholdet til de gældende regler om oplysningspligt ved forsikringsaftaler. Udvalget blev i den forbindelse bedt om at samordne sine overvejelser med overvejelserne i betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven afgivet af Justitsministeriets udvalg om revision af forsikringsaftaleloven.

I betænkning nr. 1423/2002 s. 295 ff har Forsikringsaftalelovsudvalget anført, at der efter udvalgets opfattelse kan anføres gode grunde til at udforme nærmere regler om forsikringsselskabets informationspligt. Forsikringsaftalelovsudvalget finder dog, at de nærmere overvejelser om udformningen af regler herom bør afvente arbejdet med at gennemføre direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser i dansk ret. Udvalget anfører i den forbindelse, at det for en lang række forsikringsydelser er den praktiske hovedregel, at forsikringsaftalen indgås ved fjernsalg, og direktivets oplysningskrav vil således gælde ved en lang række forsikringsaftaler.

I betænkningen om revision af forbrugeraftaleloven anfører udvalget, at der i forbindelse med gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektiv skal indføres regler, der pålægger forsikringsselskabet inden en fjernsalgsaftales indgåelse at give forbrugeren en lang række oplysninger om forsikringsydelsen og vilkårene for aftalen mv.

Udvalget finder ikke, at den omfattende oplysningspligt, der følger af det finansielle fjernsalgsdirektiv, bør pålægges forsikringsselskaberne uden for de tilfælde, hvor der består en direktivbestemt pligt hertil. Ligesom Forsikringsaftalelovsudvalget konstaterer udvalget dog samtidig, at det for en lang række forsikringsydelser i dag er den praktiske hovedregel, at forsikringsaftalen indgås ved fjernsalg, og de oplysningspligter, der følger af direktivet, vil således gælde i en lang række tilfælde.

Udvalget anfører endvidere, at der for alle forsikringsaftaler - herunder forbrugerforsikringer, som indgås på anden måde end ved fjernsalg - vil gælde de oplysningsforpligtelser, der følger af de ovenfor i afsnit 3.2.1 nævnte regler om forsikringsselskabers oplysningspligt, herunder navnlig reglerne i bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder. Denne bekendtgørelse er udstedt efter Forsikringsaftalelovsudvalgets afgivelse af betænkning.

Efter god skik-bekendtgørelsens kapitel 9, der indeholder særlige regler om god skik for forsikringsselskaber, skal forsikringsselskabet inden eller i forbindelse med aftalens indgåelse give forsikringstageren en række oplysninger. Der skal bl.a. gives kunden oplysning om muligheden for at få rådgivning om forsikringsproduktet. Ved skadesforsikringsaftaler skal selskabet senest i forbindelse med aftalens indgåelse oplyse om væsentlige elementer i forsikringens dækningsomfang, om kundens mulighed for til- og/eller fravalg samt om andre væsentlige oplysninger i den pågældende forsikring. Det følger endvidere af bekendtgørelsen, at ved kundens skift af forsikringsselskab skal det modtagende selskab oplyse kunden om alle væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til den tidligere forsikring samt på forespørgsel rådgive kunden om konkrete dækninger. Inden flytning af en personforsikring skal det modtagende selskab desuden sikre sig, at kunden er oplyst om, på hvilke vilkår forsikringen kan antages i det modtagende selskab. I forbindelse med udlevering af de almindelige forsikringsbetingelser skal selskabet desuden give kunden oplysning om, hvor kunden kan få yderligere oplysninger til belysning af rækkevidden af dækning på den tegnede forsikring.

Det er udvalgets opfattelse, at der ikke ved siden af disse regler kan peges på et særligt behov for indførelse af regler om forsikringsselskabers informationspligt, og udvalget stiller således ikke forslag om indførelse af en generel bestemmelse i forsikringsaftaleloven om pligt for forsikringsselskabet til at give forsikringstageren visse nærmere bestemte oplysninger ud over oplysninger om fortrydelsesretten.

Der henvises til betænkningen side 296-299.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og der stilles derfor ikke forslag til en generel bestemmelse om forsikringsselskabers oplysningspligt.

Anvendelsesområdet for reglerne om oplysningspligt ved fjernsalg i tilfælde, hvor der foreligger successive transaktioner.

Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indeholder i artikel 1, stk. 2, en regel om direktivets nærmere anvendelsesområde i tilfælde, hvor der foreligger successive transaktioner.

I direktivbestemmelsen fastlægges det, at hvis der er tale om aftaler om finansielle tjenesteydelser, der omfatter en første aftale om tjenesteydelser efterfulgt af successive operationer eller en række enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode, finder direktivet kun anvendelse i forbindelse med den første aftale.

I betragtning 17 i præamblen til det finansielle fjernsalgsdirektiv nævnes nogle eksempler på, hvornår der inden for det finansielle område er tale om en »første aftale«, på hvilken direktivets regler finder anvendelse, og hvornår der er tale om en efterfølgende »operation«, der ikke kræver opfyldelse af direktivets regler.

En »første aftale« foreligger f.eks. ved oprettelse af en bankkonto, erhvervelse af et kreditkort eller indgåelse af en aftale om porteføljeforvaltning. Som eksempel på »operation« nævnes indsættelse af penge på eller hævning fra kontoen, betalinger ved hjælp af kreditkort og transaktioner inden for rammerne af aftaler om porteføljeforvaltning. Herudover nævnes tegning af nye andele i samme kollektive investeringsforening som en »operation« i direktivets forstand. Som et eksempel på, at der ikke er tale om en »operation«, men om en supplerende aftale, som direktivet finder anvendelse på, nævnes i præambelteksten tilføjelse af nye elementer til en første aftale om tjenesteydelser som f.eks. muligheden for at bruge et elektronisk betalingsmiddel i forbindelse med bankkontoen.

Udvalget anfører, at direktivbestemmelsen må antages at skulle forstås således, at hvis der er tale om løbende præstation af finansielle tjenesteydelser, finder direktivets regler kun anvendelse på den indledende hovedaftale (»første aftale«), men ikke på de efterfølgende transaktioner, der ligger inden for rammerne af eller udspringer af denne aftale.

Er der tale om en transaktion, der ikke ligger inden for rammerne af hovedaftalen, men må betragtes som en ny selvstændig aftale – f.eks. fordi der er tale om et tillæg til aftalen, der ikke følger af den oprindelige rammeaftale - vil direktivets regler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. finde anvendelse på den nye del af aftalen. Det samme gælder i andre tilfælde, hvor der sker ændring af den oprindelige rammeaftale, uden at ændringen følger af den oprindelige aftale.

Vedrørende gældende ret anfører udvalget, at reglerne i forbrugeraftaleloven om oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg finder anvendelse, hver gang der indgås en fjernsalgsaftale.

For så vidt angår løbende præstation af varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser anfører udvalget, at hvis der sker tilføjelse af nye elementer til aftalen eller ændringer af væsentlige vilkår, må der antages at være tale om en ny eller supplerende fjernsalgsaftale, der udløser oplysningspligt mv. Hvis der derimod er tale om en disposition, der ligger inden for rammerne af eller udspringer af fjernsalgsaftalen, vil dispositionen ikke udgøre en ny aftale, der medfører, at oplysningspligten skal opfyldes. Det beror på en konkret vurdering, om der er tale om en dispositioner inden for rammerne af den oprindelige aftale eller om en ny selvstændig aftale.

Udvalget bemærker vedrørende forsikringsområdet, at Finanstilsynet med virkning fra 1. januar 1991 har udstedt vejledende retningslinjer for accept ved ændring af forbrugerforsikringer, der nærmere fastlægger fremgangsmåden i forbindelse med justeringer eller ændringer af en forsikringsaftale.

Det følger heraf, at væsentlige ændringer i dækningsomfanget kun kan foretages ved at fremsende brev med tilbud om en ny aftale til forsikringstageren. Forsikringsselskabet kan foretage ikke-væsentlige ændringer i dækningsomfanget ved at fremsende brev herom til forsikringstageren, hvorved ændringerne varsles med den frist, som gælder for opsigelse. Ved ikke-væsentlige ændringer forstås, at indskrænkninger i dækningsomfanget ikke skønnes at overstige 10 % af selskabets samlede skadesudgifter. Alle udvidelser af dækningsomfanget anses for ikke-væsentlige ændringer. Ændringer af præmien, bortset fra indeksregulering, der normalt følger som et vilkår af aftalen, kan kun foretages ved i forbindelse med en ny betalingsperiodes begyndelse at fremsende brev til forsikringstageren, hvorved præmiestigningen varsles med mindst den frist, der gælder for opsigelse.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for at indføre regler til gennemførelse af artikel 1, stk. 2, 1. led , i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, anfører udvalget, at direktivbestemmelsen må antages at svare til, hvad der i forvejen på ulovbestemt grundlag gælder vedrørende løbende præstation af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser. Udvalget finder derfor heller ikke behov for at indføre en særlig lovregel herom for så vidt angår finansielt fjernsalg, idet der uden videre vil gælde det samme.

Udvalget anfører endvidere, at i tilfælde, hvor der sker ændring af et aftaleforhold, uden at denne ændring følger af den oprindelige aftale, vil der som udgangspunkt være tale om en ny første aftale, som udløser oplysningspligt mv.

Efter udvalgets opfattelse vil oplysningspligten dog i hvert fald ved mindre væsentlige ændringer alene omfatte den nye del af aftalen, således at der alene vil skulle gives oplysninger, som relaterer sig hertil.

Dette gælder efter udvalgets opfattelse også i relation til forsikringsområdet, hvor der som nævnt gælder særlige retningslinjer for ændring af forsikringsaftalen. Ved mindre væsentlige ændringer af f.eks. forsikringens dækningsområde eller af forsikringspræmien (bortset fra indeksregulering, der normalt vil følge allerede af den oprindelige aftalen) vil der således alene skulle gives oplysninger, der relaterer sig til den ændrede del af aftalen.

Der henvises til betænkningen side 72-77, 240-241 og 295.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets vurdering, hvorefter der ikke er behov for indførelse af en udtrykkelig lovbestemmelse til gennemførelse af artikel 1, stk. 2, 1. led, i direktivet om finansielle tjenesteydelser. Justitsministeriet er endvidere enig i udvalgets synspunkter vedrørende anvendelsesområdet i tilfælde, hvor der foreligger successive transaktioner.

Undtagelser fra oplysningspligten.

Udvalget foreslår en række generelle undtagelser fra oplysningspligten.

Det foreslås således, at der indføres en undtagelse for køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, som købes på offentlige steder, torve og markeder, eller som skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning.

Denne undtagelse har hjemmel i dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra b, og det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, første pind, jf. den gældende lovs § 5, stk. 3, nr. 4, og § 10 d, stk. 1.

Herudover foreslås der en undtagelse for aftaler om indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis a) det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og b) aftalen ikke er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i dørsalgsdirektivet.

Denne undtagelse har hjemmel i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, 2. pind, jf. den gældende lovs § 10 d, nr. 2 og 3. Der findes ingen tilsvarende undtagelsesbestemmelse i dørsalgsdirektivet, hvilket er baggrunden for udvalgets forslag om, at der ikke gøres undtagelse fra oplysningspligten i de direktivbestemte tilfælde.

Der foreslås endvidere undtagelser for aftaler om opførelse af bygning, aftaler om brugsret til fast ejendom, som er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, samt aftaler om andre rettigheder over fast ejendom med undtagelse af fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser eller vedrørende udlejning af fast ejendom.

Disse undtagelsesbestemmelser er en følge af undtagelsesbestemmelserne vedrørende fast ejendom i dørsalgsdirektivet, jf. dette direktivs artikel 3, stk. 2, litra a, og i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, 4. pind, og er en sammenskrivning af de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 5, stk. 3, nr. 6, og § 10 c, stk. 1, nr. 2-4.

Der henvises til betænkningen side 279-280.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 9.

Retsvirkningerne af manglende eller mangelfuld overholdelse af oplysningspligten.

Udvalget foreslår, at manglende eller mangelfuld overholdelse af oplysningspligten sanktioneres civilretligt ved en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, jf. nedenfor i afsnit 4.2.4.2. Dette følger af de to fjernsalgsdirektiver, men foreslås indført generelt, dvs. også i relation til aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Samtidig foreslår udvalget af forenklingsgrunde og af hensyn til konsekvens i lovgivningen, at den gældende ordning med ugyldighedsvirkning ved manglende oplysning om fortrydelsesretten på dørsalgsområdet og forsikringsområdet ikke videreføres. Udvalget anfører i den forbindelse, at forslaget modsvares af, at fortrydelsesfristen slet ikke begynder at løbe, hvis der ikke er oplyst om fortrydelsesretten.

Udvalget anfører endvidere, at det efter almindelige aftaleretlige principper må antages, at hvis den erhvervsdrivende ikke har oplyst forbrugeren om f.eks. betaling af et gebyr, kan gebyret normalt ikke anses for aftalt mellem parterne, og det kan dermed ikke kræves betalt. Manglende overholdelse af oplysningspligten kan således have den civilretlige konsekvens, at aftalevilkåret bortfortolkes.

Herudover findes der markedsføringsretlige indgrebsmuligheder i tilfælde, hvor en virksomhed ikke overholder reglerne om oplysningspligt ved forbrugeraftaler. En ikke-finansiel virksomheds manglende overholdelse af oplysningspligten efter den gældende forbrugeraftalelov vil således i visse grovere tilfælde kunne udgøre en overtrædelse af god markedsføringsskik, som Forbrugerombudsmanden vil kunne gribe ind over for i medfør af markedsføringsloven. Efter gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektiv vil Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed endvidere kunne gribe ind over for finansielle virksomheder, der overtræder de nye regler, som foreslås med lovforslaget.

Det er udvalgets opfattelse, at der med de nævnte markedsføringsretlige indgrebsmuligheder, og de civilretlige sanktioner, der ligger i dels udskydelsen af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, dels bortfortolkningen af ikke-oplyste aftalevilkår, jf. ovenfor, som udgangspunkt er tale om passende sanktioner over for den erhvervsdrivende.

Udvalget finder dog, at der er behov for at indføre yderligere sanktioner i relation til enkelte oplysningskrav, hvor det må anses for særligt vigtigt, at forbrugeren får de påkrævede oplysninger.

Det drejer sig om den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten.

Det gælder endvidere manglende oplysning om, at der er særlige risici ved den finansielle tjenesteydelse, herunder fordi prisen for tjenesteydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet. Baggrunden herfor er navnlig, at der i tilfælde, hvor prisen for tjenesteydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet, ikke gælder en fortrydelsesret, jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv og afsnit 4.2.4.1 nedenfor.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at der indføres en generel regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten, og at der for fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser indføres en regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til at oplyse om eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen.

Der henvises til betænkningen side 218-220, 266-267, 292 og 304-305.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 2, og § 29 samt vedrørende forsikringsområdet § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 j, stk. 2 og 3, og § 134, stk. 1, i forsikringsaftaleloven).

Efter hvilket lands ret skal oplysningspligten opfyldes ved fjernsalgsaftaler?

Artikel 3, stk. 4, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser fastsætter, at de oplysninger om de aftalemæssige forpligtelser, der skal meddeles forbrugeren i fasen forud for indgåelsen af aftalen, skal være i overensstemmelse med de aftalemæssige forpligtelser, der ville følge af den lovgivning, som formodes at finde anvendelse på fjernsalgsaftalen, såfremt denne blev indgået.

Det generelle fjernsalgsdirektiv indeholder ikke en bestemmelse svarende til artikel 3, stk. 4, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, og en sådan bestemmelse er heller ikke indeholdt i den gældende forbrugeraftalelov.

Udvalget anfører vedrørende gældende ret , at spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der skal opfyldes i den prækontraktuelle fase, indirekte er reguleret af den internationale privatrets regler om, hvilket lands ret der finder anvendelse på en indgået kontrakt.

Er der f.eks. tale om en fjernsalgsaftale mellem parter bosiddende i forskellige lande, og opstår der tvist om, hvorvidt forbrugeren har ret til at fortryde aftalen, vil det efter det generelle fjernsalgsdirektiv og forbrugeraftaleloven - hvorefter mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten er civilretligt sanktioneret i form af udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt – være afgørende for tvistens udfald, om oplysningspligten er opfyldt i overensstemmelse med det lands lovgivning, som gælder for aftalen, og som derfor skal anvendes under sagen.

Den erhvervsdrivende må således på forhånd vurdere, hvilket lands lovgivning der må antages at ville finde anvendelse på den indgåede aftale, således at den pågældende har sikkerhed for at opfylde oplysningskravene efter den rigtige lovgivning og dermed kan undgå sanktioner i anledning af mangelfuld opfyldelse. Efter dansk international privatret (navnlig lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændringer, der gennemfører Romkonventionen) vil det i praksis ofte være lovgivningen i forbrugerens bopælsland, der finder anvendelse på den indgåede aftale.

Udvalget har overvejet, om oplysningspligten i den prækontraktuelle fase er omfattet af det såkaldte afsenderlandsprincip i direktivet om elektronisk handel (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked, der er gennemført i dansk ret ved lov nr. 227 af 22. april 2002).

Afsenderlandsprincippet indebærer, at informationssamfundstjenester, der leveres af tjenesteydere etableret i Danmark, skal overholde de regler, der gælder i Danmark inden for det koordinerede område, selv om tjenesten alene er rettet mod andre medlemsstater. Omvendt skal Danmark respektere andre etableringslandes regler inden for det koordinerede område, selv om informationssamfundstjenesten er rettet mod Danmark.

Afsenderlandsprincippet gælder kun inden for det såkaldte koordinerede område, der er nærmere defineret i e-handelsdirektivet som de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om kravene er generelle eller specifikt fastsat for disse tjenester. Det koordinerede område vedrører krav, som tjenesteyderen skal opfylde, når den pågældende påbegynder og udøver aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester.

Uden for afsenderlandsprincippet falder de områder, der er nævnt i direktivets bilag, jf. artikel 3, stk. 3, herunder bl.a. parternes ret til frit at vælge det lands lov, der skal anvendes på deres kontrakt, og kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter.

Udvalget fremhæver i den forbindelse, at det i pkt. 56 i e-handelsdirektivets præambel er anført, at direktivets undtagelse vedrørende forbrugerkontrakter må fortolkes som omfattende »oplysningerne om de væsentlige elementer i aftaleindholdet, herunder forbrugerrettighederne, som har afgørende betydning for beslutningen om at indgå en aftale.«

Udvalget anfører endvidere, at det af bemærkningerne til e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel) fremgår, at definitionen af det koordinerede område fortolkes således, at området er begrænset til krav, som medlemsstaternes myndigheder ifølge de nationale retssystemer kan stille til tjenesteyderen, og som kan håndhæves af medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder, f.eks. ved kontrol, forbud, påbud eller strafferetlig forfølgning. Regler eller principper, der regulerer privatretlige, herunder kontraktretlige forhold, er således ikke omfattet af det koordinerede område.

Det er udvalgets opfattelse, at direktivets afsenderlandsprincip hverken finder anvendelse på kontraktforpligtelser i forbindelse med en indgået forbrugeraftale eller på den erhvervsdrivendes oplysningspligt forud for aftalens indgåelse. Afsenderlandsprincippet finder således heller ikke anvendelse på forbrugeraftaler indgået i henhold til forbrugeraftaleloven eller på den oplysningspligt, der i medfør af denne lov påhviler den erhvervsdrivende i den prækontraktuelle fase. Udvalget støtter denne opfattelse på undtagelsen vedrørende forbrugerkontrakter i bilaget til e-handelsdirektivet sammenholdt med betragtning 56 i præamblen, der udtrykkeligt henviser til beslutningsfasen forud for aftalens indgåelse, jf. ovenfor.

Efter udvalgets opfattelse taler også reale grunde for, at afsenderlandsprincippet ikke finder anvendelse på oplysningspligten i den prækontraktuelle fase. Denne oplysningspligt har således til formål at sætte forbrugeren i stand til i god tid inden aftaleindgåelsen at sætte sig ind i vilkårene for den påtænkte aftale. Dette formål vil efter omstændighederne kunne modvirkes, hvis det ikke er den samme lov, som regulerer såvel den prækontraktuelle oplysningspligt som selve aftalen.

Med henvisning til, at den offentligretlige regulering er kernen i fastlæggelsen af det koordinerede område og dermed i afsenderlandsprincippet, finder udvalget derimod, at afsenderlandsprincippet finder anvendelse på regler angående forbrugerkontrakter, i det omfang disse reglers overholdelse (tillige) er offentligretligt sanktioneret. Da manglende overholdelse af oplysningspligten efter den gældende forbrugeraftalelov i visse grovere tilfælde vil kunne udgøre en overtrædelse af god markedsføringsskik, som Forbrugerombudsmanden vil kunne gribe ind over for i medfør af markedsføringsloven, er reglernes overholdelse således tillige offentligretligt sanktioneret.

Udvalget anfører herefter sammenfattende, at det følger af gældende ret, at hvis en erhvervsdrivende, der er etableret i Danmark, f.eks. (tillige) markedsfører sig i Sverige over for svenske forbrugere, skal den pågældende herved overholde de svenske regler om forudgående oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler for at undgå civilretlige sanktioner i anledning af mangelfuld opfyldelse.

Som følge af afsenderlandsprincippet skal den pågældende herudover overholde danske regler, der er offentligretligt sanktioneret, herunder navnlig reglerne i markedsføringsloven om god markedsføringsskik og dermed som udgangspunkt også reglerne i forbrugeraftaleloven. Udvalget antager dog, at hvis en virksomhed alene retter sin markedsføring mod et andet EU-land og overholder de dér gældende oplysningskrav, vil en manglende overholdelse af eventuelle danske supplerende oplysningskrav (dvs. ikke-direktivbestemte oplysningskrav) næppe kunne anses for en overtrædelse af de danske regler om god markedsføringsskik.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for at indføre regler til gennemførelse af artikel 3, stk. 4, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, anfører udvalget, at bestemmelsen efter udvalgets opfattelse blot har til formål udtrykkeligt at fastslå, at afsenderlandsprincippet ikke gælder i relation til den civilretligt sanktionerede oplysningspligt i den prækontraktuelle fase ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Efter udvalgets opfattelse betyder artikel 3, stk. 4, således, at en erhvervsdrivende, som er etableret i udlandet, og som agter at indgå en aftale med en forbruger, der har bopæl her i landet, må vurdere, hvilket lands lovgivning der må antages at ville finde anvendelse på den indgåede aftale, således at den pågældende har sikkerhed for at opfylde oplysningskravene efter den rigtige lovgivning og dermed kan undgå civilretlige sanktioner i anledning af mangelfuld opfyldelse.

Med henvisning til, at dette allerede følger af gældende ret, er det udvalgets opfattelse, at bestemmelsen i artikel 3, stk. 4, må anses for opfyldt allerede efter gældende ret, og at der derfor ikke er behov for at indføre en særlig regel til gennemførelse af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 135-141 og 251-252.

Der har i den nordiske arbejdsgruppe været enighed om den forståelse af direktivbestemmelsen, der er lagt til grund i betænkningen.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets vurdering, hvorefter der ikke er behov for indførelse af en udtrykkelig bestemmelse til gennemførelse af artikel 3, stk. 4, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

4.2.3.2. Aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Efter dørsalgsdirektivet påhviler det den erhvervsdrivende at give forbrugeren skriftlig oplysning om fortrydelsesretten og om navn og adresse på en person, over for hvem denne ret kan udøves, jf. direktivets artikel 4.

Efter den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 7, stk. 1, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Herudover følger det af den i medfør af forbrugeraftaleloven udstedte bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 599 af 12. juli 1993 vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftaler), at der er pligt til at give oplysning om navn og adresse på den person, over for hvem fortrydelsesretten kan gøres gældende.

Udvalget foreslår en regel om, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om fortrydelsesretten og om navn og adresse på den person, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves. Udvalget finder således, at det sidstnævnte oplysningskrav også bør fremgå direkte af lovteksten.

Med hensyn til tidspunktet for, hvornår oplysningspligten skal opfyldes, foreslår udvalget en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 7, stk. 1, hvorefter oplysning om fortrydelsesretten skal gives på mødet mellem parterne, dog ved køb af varer og visse løbende abonnementer først ved overgivelsen af varen/den første levering til forbrugeren.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 282-284.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 10.

4.2.3.3. Fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

Udvalget stiller forslag til regler om den prækontraktuelle oplysningspligt ved fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser og bekræftelse af oplysningerne på varigt medium, der stort set uændret viderefører de gældende regler i forbrugeraftalelovens §§ 11 og 11 a. Udvalget foreslår dog enkelte ændringer, jf. nedenfor.

Den prækontraktuelle oplysningspligt.

I forhold til gældende ret foreslår udvalget følgende ændringer:

– Ved udformningen af reglerne om forudgående oplysningspligt ved almindeligt fjernsalg foreslår udvalget en sammenskrivning af de gældende forudgående oplysningspligter i forbrugerbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, med de oplysningspligter efter det finansielle fjernsalgsdirektiv, der er indholdsmæssigt sammenfaldende hermed, således at der i videst muligt omfang indføres fælles regler. Forslaget medfører på denne baggrund visse mindre ændringer af navnlig teknisk karakter af de gældende oplysningskrav.

Der henvises herom til betænkningen side 111-112 og 246-248 samt til bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 1.

– Herudover foreslår udvalget en bestemmelse om oplysningspligten ved fjernsalgsaftaler, der indgås pr. telefon. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 4, stk. 3, i det generelle fjernsalgsdirektiv. Den nævnte direktivbestemmelse blev ved ændringen af forbrugeraftaleloven i 2000 gennemført ved indsættelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 2 a, hvorefter forbrugeren ved begyndelsen af samtalen skal have oplyst den erhvervsdrivendes navn og det kommercielle formål med henvendelsen. Om baggrunden for forslaget anfører udvalget, at hvis der er tale om systematisk telefonsalg, gælder reglerne for fjernsalg, således at der tillige er pligt til under telefonsamtalen at give de oplysninger, der følger af forbrugeraftalelovens § 11. Udvalget finder, at der i forhold til den gældende regel i § 2 a er behov for at tydeliggøre, at den fulde prækontraktuelle oplysningspligt efter fjernsalgsreglerne skal opfyldes også ved telefonisk aftaleindgåelse.

Der henvises til betænkningen side 127-128 og 250-251.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag. Der henvises til lovforslagets § 11, stk. 1 og 2.

Krav om meddelelse af oplysninger på varigt medium.

I forhold til gældende ret foreslår udvalget følgende ændringer:

– Efter artikel 5, stk. 1, i det finansielle fjernsalgsdirektiv skal de foreskrevne oplysninger meddeles på et »varigt medium, som forbrugeren har adgang til«. Denne formulering foreslås med henblik på gennemførelse af dette direktiv indføjet i reglen om meddelelse af oplysninger på varigt medium ved aftaler om finansielle tjenesteydelser. For at opnå ensartede regler foreslås formuleringen tillige anvendt i reglen vedrørende almindeligt fjernsalg. Der er dog ikke herved tilsigtet en realitetsændring i forhold til gældende ret, jf. dog nedenfor ved den følgende »pind«.

I forhold til den gældende regel i § 11 a foreslår udvalget herudover bl.a. den ændring, at de gældende oplysningskrav i § 11 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, ikke medtages i opregningen af de yderligere oplysninger, der skal meddeles forbrugeren på varigt medium, idet disse oplysningskrav må anses for indeholdt i de forudgående oplysningskrav efter forslagets § 11, stk. 1, nr. 1 og 4.

Der henvises til betænkningen side 397-398.

– Med hensyn til indholdet af begrebet »varigt medium« anfører udvalget, at det krav om meddelelse af oplysninger på varigt medium, der er indeholdt i begge fjernsalgsdirektiver, må forstås ens, dvs. som et krav om mulighed for lagring og reproduktion i en rimelig periode af de personligt modtagne oplysninger.

Vedrørende spørgsmålet om, hvilke tekniske indretninger der må antages at opfylde kravene til et varigt medium, anfører udvalget, at en almindelig mobiltelefon, der alene kan modtage SMS-beskeder, formentlig ikke med den nuværende teknologi – hvor lagringskapaciteten fortsat er så begrænset, at brugeren må slette beskederne fra tid til anden for at have plads nok - kan anses for at opfylde kravene til varigt medium. En MMS-telefon har en større lagringskapacitet og vil muligvis kunne anses for at opfylde kravene til et varigt medium. Det må under alle omstændigheder forudses, at mobiltelefonernes lagringskapacitet i takt med udviklingen af mobiltelefonien vil få et sådant omfang, at kravene til varigt medium med tiden vil kunne anses for opfyldt.

Efter udvalgets opfattelse vil en hjemmeside som udgangspunkt ikke kunne anses for et varigt medium i direktivets forstand, jf. herved pkt. 20 i præamblen til direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Dette skyldes, at en hjemmeside typisk bliver løbende opdateret og ændret, således at der ikke er sikkerhed for, at forbrugeren kan reproducere de modtagne oplysninger. Herudover kan det muligvis give anledning til tvivl, om kravet om personlig meddelelse af oplysningerne kan anses for opfyldt ved meddelelse via en hjemmeside. Det fremgår dog af præambelteksten, at det ikke er udelukket, at en hjemmeside kan opfylde kravene til et varigt medium.

På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at kravet om personlig meddelelse af oplysningerne formentlig vil kunne anses for opfyldt også ved meddelelse af oplysningerne via en hjemmeside. Udvalget finder derfor, at det afgørende for, om en hjemmeside kan anses at opfylde kravene til et varigt medium, må være, om der er tale om en indretning, der medfører, at den pågældende hjemmeside indeholdende de foreskrevne oplysninger ikke kan ændres, og at hjemmesidens adresse er meddelt forbrugeren på et andet varigt medium.

Udvalget finder herefter, at kravene til et varigt medium formentlig vil kunne opfyldes ved f.eks. pr. e-mail at sende forbrugeren et link til en »låst« (skrivebeskyttet) hjemmeside, som indrettes på en sådan måde, at der er sikkerhed for, at de oplysninger, der ligger på hjemmesiden, ikke ændres i en rimelig periode, f.eks. i en periode på 1 år.

Den erhvervsdrivende vil efter udvalgets opfattelse have bevisbyrden for, at de foreskrevne oplysninger er meddelt forbrugeren på et varigt medium. I takt med den teknologiske udvikling vil flere og flere tekniske indretninger kunne opfylde kravene til varigt medium. Som eksempler nævnes disketter, e-mail og – forudsat at de ovennævnte kriterier er opfyldt – WEB-sider på internettet og med tiden også mobiltelefoner. Disse tekniske indretninger har vundet meget stor udbredelse i store dele af befolkningen. Det er f.eks. almindeligt at have en personlig computer med adgang til e-post og internettet eller at have adgang til en sådan på sin arbejdsplads. De dele af befolkningen, der ikke privat eller arbejdsmæssigt har almindelig daglig adgang hertil, vil kunne få sådan adgang via offentlige biblioteker.

At den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at der er sket meddelelse af oplysningerne på et medium, der opfylder kravene til et varigt medium, kan efter udvalgets opfattelse ikke medføre et krav om, at den erhvervsdrivende sikrer sig, at forbrugeren har personlig adgang til at omsætte det varige medium til papirformat.

Det kan således f.eks. ikke kræves af en erhvervsdrivende, der vælger at lægge de foreskrevne oplysninger og aftalevilkårene på en hjemmeside eller sender dem med en e-post, at den pågældende sikrer sig, at forbrugeren har en personlig computer med internet og e-post, hvortil er knyttet en printer. Det afgørende er, om forbrugeren efter at have fået meddelt adressen på varigt medium har adgang til oplysningerne, og i det nævnte eksempel vil forbrugeren kunne få adgang til oplysningerne via en computer på et offentligt bibliotek.

Udvalget peger imidlertid samtidig på, at det af artikel 5, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser følger, at forbrugeren på et hvilket som helst tidspunkt under aftaleforholdet vedrørende en finansiel tjenesteydelse har ret til at få aftalevilkårene udleveret på papir.

En tilsvarende bestemmelse gælder ikke for fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser. Af hensyn til de dele af befolkningen, der ikke har almindelig adgang til eller er fortrolige med anvendelsen af moderne teknologi, finder udvalget imidlertid, at det vil være rimeligt at gøre artikel 5, stk. 3, i det finansielle direktiv til en generel regel, således at den også finder anvendelse i relation til fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

Der henvises til betænkningen side 103-106 og 336-339.

– Udvalget foreslår en udvidelse af den gældende undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium i forbrugeraftalelovens § 11 a, stk. 5, der vedrører tjenester, hvor bestilling og levering sker samlet på en gang via den anvendte kommunikationsteknik. Den gældende undtagelsesregel er en gennemførelse af artikel 5, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv, men bestemmelsen giver efter udvalgets opfattelse en videre beskyttelse af forbrugerne, end hvad der følger af direktivbestemmelsen.

Efter udvalgets forslag skal undtagelsen gælde ved aftale om tjenesteydelser, der bestilles og opfyldes ved anvendelse af samme fjernkommunikationsteknik, når tjenesteydelsen leveres samlet på én gang, vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel, prisen for tjenesteydelsen ikke overstiger 75 kr., og forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsen og fortrydelsesretten.

Efter udvalgets opfattelse vedrører direktivbestemmelsen tjenester, der leveres via den samme fjernkommunikationsteknik, som anvendes ved indgåelsen af aftalen, og ikke varer eller tjenesteydelser, som leveres på anden måde, f.eks. en håndværksydelse, der skal leveres »fysisk«. Abonnementsaftaler om f.eks. løbende levering af nyheder eller en løbende aftale om levering af chat-tjenester på mobiltelefonen er heller ikke omfattet. Udvalgets forslag er i overensstemmelse hermed.

Undtagelsen omfatter heller ikke finansielle tjenesteydelser, herunder betalingstjenester.

Baggrunden for udvalgets forslag er, at IT- og telebranchen over for udvalget har anført, at det er forbundet med praktiske og økonomiske vanskeligheder for branchen i forbindelse med indgåelse af fjernsalgsaftaler via mobiltelefonen at overholde forbrugeraftalelovens krav om meddelelse af oplysninger på varigt medium. For så vidt angår indholdstjenesterne er der tale om, at de udbudte tjenester koster meget små beløb – f.eks. 4 kr. for at deltage i en tv-afstemning eller 5 kr. for at modtage dagens avisoverskrifter. Det forekommer i disse tilfælde unødigt omstændeligt og er ikke rentabelt at skulle sende forbrugeren en e-mail eller et almindeligt brev for at opfylde kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium.

Der er efter udvalgets forslag alene tale om en undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium og ikke en undtagelse fra fortrydelsesretten . En tjenesteyder, som vil sikre sig mod, at forbrugeren kan fortryde sin bestilling, efter at opfyldelsen er påbegyndt, må derfor sikre sig, at forbrugeren giver sit samtykke til, at udførelsen kan påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb.

Der henvises til betænkningen side 331-336.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter vedrørende indholdet af begrebet varigt medium.

Justitsministeriet er herunder enig i, at en hjemmeside kan udgøre et varigt medium, hvis der er sikkerhed for, at de oplysninger, der ligger på hjemmesiden, ikke kan ændres i en rimelig periode.

Oplysningen om web-adressen skal efter Justitsministeriets opfattelse være meddelt forbrugeren personligt, f.eks. ved en SMS-besked, og det er således ikke tilstrækkeligt, at oplysningen meddeles i den erhvervsdrivendes markedsføringsmateriale. Der kan derimod efter Justitsministeriets opfattelse næppe opstilles den forudsætning for, at betingelsen om varigt medium anses for opfyldt, at hjemmesidens adresse er meddelt forbrugeren på et andet varigt medium.

Med hensyn til længden af den periode, inden for hvilken oplysningerne på hjemmesiden ikke må kunne ændres, er det under høringen over betænkningen fra forbrugerside blevet anført, at perioden ikke bør være kortere end 2 år, jf. den 2-årige reklamationsfrist i købeloven. På den anden side er det fra IT- og telebranchens side under henvisning til tjenesternes karakter og det forhold, at de fleste faktureringer sker enten måneds- eller kvartalsvis, blevet anført, at en periode på 6 måneder må være tilstrækkelig.

Justitsministeriet bemærker, at den foreslåede afgrænsning af begrebet varigt medium efter forslaget vil gælde generelt og ikke kun i relation til teleydelser. Justitsministeriet finder under hensyn til det formål, som reglerne om varigt medium skal tilgodese – at sætte forbrugeren i stand til at vurdere, om aftalen ønskes fastholdt og i en vis periode herefter at kunne konsultere oplysningerne – at den af udvalget anbefalede periode på 1 år må anses for passende.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om en udvidelse af den gældende undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i forslaget om, at det skal være en betingelse for at anvende den nævnte undtagelsesbestemmelse, at der er tale om en tjeneste, hvis pris ikke overstiger 75 kr. Baggrunden herfor er, at der er tale om en lovfastsat regel, hvorfor det vil være uhensigtsmæssigt at indføre en beløbsgrænse, der hurtigt bliver overhalet af udviklingen, og da et enigt udvalg har anbefalet en beløbsgrænse på 75 kr., stiller Justitsministeriet forslag i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 12 (krav om meddelelse af oplysninger på varigt medium) og § 15 (forbrugerens ret til at få aftalevilkårene udleveret på papir).

4.2.3.4. Fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser.

Den prækontraktuelle oplysningspligt.

Med henblik på opfyldelse af artikel 3, stk. 1 og 2, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslår udvalget, at den erhvervsdrivende pålægges inden indgåelsen af en fjernsalgsaftale at give forbrugeren en række oplysninger om sig selv, den finansielle tjenesteydelse, fjernsalgsaftalen og eventuel klageadgang.

Som nævnt ovenfor i afsnit 4.2.3.3 skal de prækontraktuelle oplysningskrav, der fastsættes for fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, også gælde for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, men således at der i de sidstnævnte aftaler skal suppleres med en række yderligere oplysninger.

Udvalget foreslår på enkelte punkter, at der udover de direktivbestemte oplysningskrav indføres supplerende krav om forhåndsoplysninger. Det foreslås herunder bl.a., at det pålægges den erhvervsdrivende at give forbrugeren oplysning om fortrydelsesfristens varighed og begyndelsestidspunkt. Det foreslås endvidere at indføre en pligt for den erhvervsdrivende til at give forbrugeren oplysning om, hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning.

Efter udvalgets forslag skal oplysningerne på samme måde som ved fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser gives i rimelig tid inden aftalens indgåelse og være klare, tydelige og forståelige.

Med henblik på gennemførelse af direktivets artikel 1, stk. 2, 2. led, foreslår udvalget herudover, at der indføres en regel om, at hvis parterne inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler af samme karakter, gælder den prækontraktuelle oplysningspligt kun i relation til den første aftale.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad der ligger i formuleringen »aftaler af samme karakter«, anfører udvalget, at dette må afgøres konkret og under hensyntagen til, i hvilket omfang oplysninger givet i forbindelse med en tidligere aftale også kan anses for dækkende for den aftale, som nu skal indgås. Bestemmelsen kan f.eks. tænkes anvendt på successive køb af aktier i samme selskab, men er der siden det sidste køb indtrådt væsentligt ændrede omstændigheder, f.eks. af betydning for risikovurderingen, vil dette kunne udløse en pligt til at berigtige de tidligere givne oplysninger. Bestemmelsen vil endvidere kunne tænkes anvendt på successive aftaler om køb af aktier i forskellige selskaber, hvis aftalerne er præciseret til at angå aktier af en bestemt type og med en bestemt risikoprofil.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 77-79, 111-126, 142 og 246-248.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 13, stk. 1, 3 og 4, og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 e, stk. 1, 2 og 4, i forsikringsaftaleloven).

Oplysningspligt ved telefoniske henvendelser.

Artikel 3, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indeholder en særlig regulering af oplysningspligten i tilfælde, hvor der ved indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse indgår taletelefoni i fjernkommunikationsteknikken.

Med henblik på gennemførelse heraf foreslår udvalget, at der indføres en pligt for den erhvervsdrivende til i forbindelse med telefonsamtalen at give forbrugeren en række oplysninger. Det foreslås endvidere, at den erhvervsdrivende ved begyndelsen af enhver telefonsamtale med forbrugeren skal præsentere sig og give tydelig oplysning om det kommercielle formål med opringningen.

Det er udvalgets opfattelse, at det følger af direktivets artikel 1, stk. 2, at hvis der er tale om løbende præstation af finansielle tjenesteydelser, skal oplysningerne kun gives i forbindelse med den indledende hovedaftale indgået pr. telefon og ikke i forbindelse med efterfølgende transaktioner/operationer, der ligger inden for rammerne af eller udspringer af denne hovedaftale. Hvis der ikke foreligger en indledende rammeaftale, men den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme indhold, gælder oplysningspligten ligeledes kun i relation til den første enkeltoperation.

Udvalget foreslår endvidere, at den adgang til at begrænse den forudgående oplysningspligt ved telefonisk aftaleindgåelse, der følger af det finansielle fjernsalgsdirektiv – i modsætning til efter det generelle fjernsalgsdirektiv – udnyttes, således at den erhvervsdrivende kan nøjes med at give de oplysninger, der følger af artikel 3, stk. 3.

Det foreslås yderligere at pålægge den erhvervsdrivende under telefonsamtalen at give oplysning om eventuelle særlige risici mv. ved den finansielle tjenesteydelse. Udvalget finder således, at der er behov for, at forbrugeren i alle tilfælde får oplysning herom forud for aftalens indgåelse.

Der henvises til betænkningen side 129-130 og 250-251.

Justitsministeriet er enig i udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 13, stk. 2, og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 e, stk. 3, i forsikringsaftaleloven).

Krav om meddelelse af oplysninger på varigt medium.

Med henblik på gennemførelse af artikel 5 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslår udvalget, at der indføres en regel om, at alle forhåndsoplysningerne og aftalevilkårene skal meddeles forbrugeren på papir eller et andet varigt medium forud for aftalens indgåelse. Det foreslås endvidere, at hvis aftalen indgås under anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, der gør det umuligt at opfylde kravet inden aftalens indgåelse, kan den erhvervsdrivende dog vente med at opfylde forpligtelsen til straks herefter.

Udvalget anfører, at kravet om meddelelse af alle forhåndsoplysningerne på varigt medium skal opfyldes, selv om den forudgående oplysningspligt måtte have været begrænset som følge af, at kommunikationen mellem parterne er foregået pr. telefon, jf. ovenfor vedrørende oplysningspligten ved telefoniske henvendelser.

Vedrørende indholdet af begrebet varigt medium henvises til afsnit 4.2.3.3 ovenfor.

Udvalget foreslår endvidere med henblik på gennemførelse af direktivets artikel 1, stk. 2, 2. led, en regel om, at hvis de forudgående oplysninger er meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. ovenfor, er den erhvervsdrivendes pligt til at give oplysninger på varigt medium opfyldt, hvis den erhvervsdrivende har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.

Betingelsen vil efter udvalgets opfattelse kunne opfyldes ved, at forbrugeren på den erhvervsdrivendes forespørgsel bekræfter, at denne fortsat er i besiddelse af oplysningerne på varigt medium. Betingelsen vil også kunne anses for opfyldt, hvis oplysningerne ligger på en skrivebeskyttet hjemmeside, der opfylder kravene til et varigt medium.

Der henvises til betænkningen side 79, 145-149 og 248-249.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 14 og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 f i forsikringsaftaleloven).

4.2.4. Fortrydelsesret.

4.2.4.1. Fortrydelsesrettens område.

Det følger af både dørsalgsdirektivet, det generelle fjernsalgsdirektiv og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, at der inden for direktivernes område skal indføres en fortrydelsesret.

Udvalget foreslår en samlet regulering af fortrydelsesretten for de aftaler indgået uden for fast forretningssted, der er afgrænset nærmere ovenfor i afsnit 4.2.1.3, og aftaler indgået ved fjernsalg, herunder både fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser og fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser.

Som det fremgår af afsnit 4.1 ovenfor, foreslår udvalget samtidig, at den hidtidige retstilstand, hvorefter forbrugeren kan træde tilbage fra en forbrugerforsikringsaftale, uanset hvordan denne er indgået, opretholdes, og samtidig foreslås det, at der i videst muligt omfang indføres fælles regler om fortrydelsesretten for alle forbrugerforsikringsaftaler.

Udvalget foreslår visse undtagelser fra fortrydelsesrettens område. Uden for forsikringsområdet foreslås følgende undtagelser:

Der foreslås en undtagelse for aftaler vedrørende de typer af varer og tjenesteydelser, som tillige er undtaget fra oplysningspligten, jf. nærmere afsnit 4.2.3.1 ovenfor.

Der foreslås endvidere en undtagelse for finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv. Denne undtagelse tilsigter en delvis udnyttelse af undtagelsesadgangen i dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a, og i det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, litra b, vedrørende kreditter sikret ved pant i fast ejendom - nemlig for så vidt angår realkreditlån.

Selv om realkreditlån formentlig må anses for omfattet af undtagelsen vedrørende tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, jf. nedenfor, finder udvalget således, at der er behov for en udtrykkelig undtagelsesregel vedrørende disse lån. Baggrunden herfor er, at der over for udvalget er blevet peget på, at prisdannelsen på markedet for realkreditobligationer i høj grad påvirkes af de danske og internationale ratingbureauers løbende vurderinger af realkreditobligationernes værdi, og i forhold hertil vil det kunne være af betydning, at det udtrykkeligt fremgår af loven, at der ikke gælder en fortrydelsesret.

Herudover foreslår udvalget en undtagelse for aftaler om værdipapirer og finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapirets eller tjenesteydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Undtagelsen tilsigter bl.a. at gennemføre artikel 6, stk. 2, litra a, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Undtagelsen foreslås desuden at gælde for aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser indgået uden for fast forretningssted, medmindre aftalen er indgået under omstændigheder som nævnt i dørsalgsdirektivet.

I det finansielle direktivs artikel 6, stk. 2, litra a, er opregnet en række eksempler på finansielle tjenesteydelser, der er omfattet af undtagelsen. Det drejer sig om fremmed valuta, pengemarkedsinstrumenter, værdipapirer, andele i kollektive investeringsforetagender, finansielle futures, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks, optioner på køb eller salg af de ovennævnte instrumenter, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant.

Det fremgår af bestemmelsen, at opregningen ikke er udtømmende.

Udvalget anfører, at formålet med bestemmelsen må antages at være, at forbrugeren ikke skal kunne spekulere i fortrydelsesadgangen til skade for den erhvervsdrivende, som i de omhandlede tilfælde er uden indflydelse på tjenesteydelsens pris.

Udvalget finder, at den nærmere afgrænsning af undtagelsens område kan give anledning til tvivl. Ved vurderingen af, om der er tale om en tjenesteydelse, der falder inden for undtagelsens område, må der antages at skulle lægges vægt på, om prisen varierer på en ikke forudberegnelig måde på grund af svingninger på kapitalmarkedet, således at der ved aftalens indgåelse handles om en risiko. Det forhold, at der føres kursliste over den pågældende type tjenesteydelser, vil efter udvalgets opfattelse kunne være en indikator for, at der er tale om en tjenesteydelse, der er omfattet af undtagelsen.

Udvalget foreslår endelig en undtagelse for spil og lotteri, i det omfang aftalen ikke er indgået under omstændigheder som nævnt i dørsalgsdirektivet. Denne undtagelse har hjemmel i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, 6. pind, jf. også den gældende lovs § 10 e, stk. 1, nr. 1. Der er ingen tilsvarende undtagelsesbestemmelse i dørsalgsdirektivet, hvorfor den fortrydelsesret, der følger af dette direktiv, som minimum skal bevares.

Inden for forsikringsområdet foreslår udvalget med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv en undtagelse fra fortrydelsesretten for aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Med henblik på generelt at sikre, at forbrugeren ikke har mulighed for at spekulere i fortrydelsesadgangen, foreslår udvalget, at undtagelsen gøres fælles for alle forbrugerforsikringsaftaler, dvs. uanset om aftalen er indgået ved fjernsalg eller ikke. Undtagelsen foreslås samtidig indført for livsforsikringsaftaler, der ikke er indgået ved en forbrugeraftale, jf. nedenfor i afsnit 4.2.9.

Efter udvalgets opfattelse er dørsalgsdirektivet ikke til hinder for indførelse af en sådan undtagelse, allerede fordi dette direktiv ikke omfatter forsikringsydelser. Det kan efter udvalgets opfattelse heller ikke antages, at 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF, nu indeholdt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring) er til hinder herfor i relation til livsforsikringsaftaler.

Som et eksempel på undtagelsens anvendelse nævner udvalget en såkaldt unit linked-aftale, hvor forbrugeren via f.eks. et pensionsselskab eller et livsforsikringsselskab placerer et beløb i aktier, obligationer eller en blanding heraf.

Herudover foreslår udvalget den gældende undtagelse i forbrugeraftalelovens § 13 a, stk. 2, vedrørende korttidsforsikringer videreført. Der sker samtidig herved gennemførelse af artikel 6, stk. 2, litra b, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.

Der henvises til betænkningens side 170-181 og 280-282.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 17 og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 i, stk. 2 og 3, i forsikringsaftaleloven) samt bemærkningerne hertil.

4.2.4.2. Fortrydelsesfristen og dens beregning.

Artikel 6, stk. 1, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser fastsætter, at forbrugeren skal have en frist på 14 dage til at fortryde en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse. For aftaler vedrørende individuelle pensionsordninger skal fristen dog være på 30 dage. Det samme gælder aftaler om livsforsikring. Fristen skal regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, aftalen er indgået, ved livsforsikringsaftaler dog fra det tidspunkt, hvor forbrugeren får meddelelse om aftalens indgåelse, eller 2) den dag, forbrugeren modtager aftalevilkårene og oplysningerne på varigt medium.

Efter de gældende regler om fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser gælder der ligeledes en 14 dages fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens §§ 12 a og 12 b. Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, eller – for tjenesteydelsers vedkommende - den dag, forbrugeren modtog underretning om aftalens indgåelse, eller 2) den dag, forbrugeren modtog de foreskrevne oplysninger på varigt medium. Fristen udløber dog senest 3 måneder efter det i pkt. 1) nævnte tidspunkt. De nævnte bestemmelser er en gennemførelse af artikel 6, stk. 1-3, i det generelle fjernsalgsdirektiv, dog således at der på visse punkter er tale om en i forhold til direktivet udvidet beskyttelse af forbrugerne.

Vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted følger det af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 6, stk. 1, at forbrugeren har en fortrydelsesfrist på 14 dage. Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, hvor mødet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren fandt sted. Ved køb af varer, bortset fra bestillingskøb, og ved aftaler om tegning af abonnement på aviser mv. og løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang regnes fristen dog først fra den dag, hvor forbrugeren har fået varen i hænde, jf. § 6, stk. 2. Den nævnte bestemmelse er en gennemførelse af artikel 5, stk. 1, i dørsalgsdirektivet, dog således at der på visse punkter er givet forbrugeren en udvidet beskyttelse i forhold til direktivbestemmelsen.

Udvalget foreslår, at der indføres en generel fortrydelsesfrist på 14 dage for aftaler indgået uden for fast forretningssted og ved fjernsalg, dog en 30 dages frist ved aftaler om individuelle pensionsordninger og livsforsikringsaftaler.

Med hensyn til fristens begyndelsestidspunkt er det udvalgets opfattelse, at der ikke efter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser - der indebærer totalharmonisering af fortrydelsesretten – er adgang til (bortset fra livsforsikringsaftaler, hvor der er pligt hertil, jf. nedenfor) at indføre en regel svarende til den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 12 b, stk. 1, nr. 1, hvorefter fristen ikke begynder at løbe, før forbrugeren modtager underretning om aftalens indgåelse.

Udvalget foreslår derfor at indføre en fælles regel om fristens begyndelsestidspunkt, således at fristen regnes fra tidspunktet for aftalens indgåelse eller – hvis dette tidspunkt er senere - fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de oplysninger, som det påhviler den erhvervsdrivende at give på papir eller varigt medium.

Ved livsforsikringsaftaler skal fristen dog regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager underretning om aftalens indgåelse, eller – hvis dette tidspunkt er senere – fra modtagelsen af de foreskrevne oplysninger på varigt medium.

Udvalget anfører, at det forhold, at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før oplysning om fortrydelsesretten er meddelt forbrugeren, er ensbetydende med, at fortrydelsesretten i princippet vil kunne løbe uden tidsbegrænsning.

For så vidt angår fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser foreslår udvalget dog en videreførelse af gældende ret, således at fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser skal udnyttes inden for en frist på 3 måneder.

Efter udvalgets opfattelse er der imidlertid næppe efter hverken det finansielle fjernsalgsdirektiv eller dørsalgsdirektivet adgang for medlemsstaterne til at fastsætte en længste frist for, hvornår fortrydelsesretten skal være udøvet.

Det forhold, at forbrugeren således i en længere periode vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende, kan efter udvalgets opfattelse give anledning til en række betænkeligheder, men disse afbødes dog af, at direktiverne ikke berører anvendelsen af almindelige aftaleretlige grundsætninger og ulovbestemte grundsætninger om passivitet.

Efter udvalgets opfattelse følger det bl.a. af almindelige aftaleretlige grundsætninger, at hvis den erhvervsdrivende ikke har oplyst forbrugeren om f.eks. betaling af et gebyr, kan gebyret normalt ikke anses for aftalt mellem parterne, og det kan dermed ikke kræves betalt. Når manglende overholdelse af oplysningspligten på denne måde medfører bortfortolkning af det pågældende aftalevilkår, kan den manglende overholdelse af oplysningskravet ikke samtidig tillægges betydning i relation til fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Udvalget anfører endvidere, at der i et kontraktforhold i almindelighed indlægges en forpligtelse til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahentens interesser. Heri må efter udvalgets opfattelse bl.a. antages at ligge, at i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har overset en enkelt eller nogle få oplysninger, således at fortrydelsesfristen ikke er begyndt at løbe, men hvor forbrugeren har fået en lang række oplysninger og er bekendt med fortrydelsesretten, vil det kunne anses for illoyalt, hvis forbrugeren afventer den fulde opfyldelse af oplysningspligten, før fortrydelsesretten udøves. Forbrugeren vil i givet fald ikke kunne påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Under hensyn til en almindelig loyalitetsgrundsætning er det endvidere udvalgets opfattelse, at hvis forbrugeren har fået oplysning om fortrydelsesretten og ønsker at gøre den gældende, skal den pågældende reagere over for den erhvervsdrivende inden rimelig tid.

Efter udvalgets opfattelse vil fortrydelsesretten også kunne bortfalde ved passivitet. Fra praksis vedrørende passivitet i relation til ugyldighedsindsigelsen efter forbrugeraftalelovens § 3 har udvalget henvist til Højesterets dom gengivet i U 2000.577 H. I denne sag fandt Højesteret, at nogle låneaftaler var indgået i strid med forbrugeraftalelovens § 2 om forbud mod telefonsalg mv., men at forbrugerne – en række investorer, der var almindelige lønmodtagere – på grund af passivitet var afskåret fra at påberåbe sig, at de ikke var bundet af aftalerne. Aftalerne var indgået i perioden august-november 1992, og den 26. februar 1993 - dvs. efter 3-7 måneder - gjorde forbrugerne gældende ikke at være bundet af aftalerne.

Udvalget nævner endvidere, at Forbrugerklagenævnet i en række afgørelser ligeledes har taget stilling til passivitetsspørgsmålet i relation til forbrugeraftalelovens regler om ugyldighed, jf. lovens § 3 og § 7. Efter nævnets praksis synes der alt efter de nærmere konkrete omstændigheder at blive statueret passivitet efter 3-10 måneder.

Hertil kommer i relation til fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, at udvalget stiller forslag om indførelse af regler om, at en forbruger, der udøver sin fortrydelsesret, under visse forudsætninger kan pålægges at betale for den del af ydelsen, der på fortrydelsestidspunktet allerede er leveret i henhold til aftalen. Den erhvervsdrivendes krav på betaling i henhold til denne bestemmelse omfatter leverede ydelser indtil det konkrete fortrydelsestidspunkt, også selv om dette på grund af mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten først måtte ligge f.eks. 2 måneder efter aftalens indgåelse. Der henvises herom til afsnit 4.2.4.6.

I relation til aftaler indgået uden for fast forretningssted vedrørende tjenesteydelser og bestillingskøb stiller udvalget endvidere forslag om en adgang for parterne til inden fortrydelsesfristens udløb i visse tilfælde at aftale, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil udførelsen, fremstillingen mv. påbegyndes, jf. herom i afsnit 4.2.4.3.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 156-165, 252-255, 284-286 og 300-302.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 18, stk. 1-3, og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 j, stk. 1-3 i forsikringsaftaleloven).

4.2.4.3. Fortrydelsesrettens ophør før tid.

Det er udvalgets opfattelse, at der på grund af forskellige reguleringer inden for direktivernes respektive områder af spørgsmålet om adgangen til at aftale sig ud af fortrydelsesretten ikke er mulighed for at indføre fælles regler på dette punkt.

Efter artikel 6, stk. 2, litra c, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser finder fortrydelsesretten ikke anvendelse på aftaler, der efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret.

Med henblik på gennemførelse af denne bestemmelse foreslår udvalget en regel om, at fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser kun gælder, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter.

Da det efter bestemmelsen er en forudsætning, at aftalen er helt opfyldt af begge parter inden fortrydelsesrettens udøvelse, vil reglen normalt være uden praktisk betydning i tilfælde, hvor der er tale om et løbende aftaleforhold mellem parterne, herunder f.eks. et lån eller en kassekreditaftale. Som et eksempel på et tilfælde, hvor bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, kan nævnes en enkeltstående aftale om betalingsformidling eller pengeoverførsel.

Vedrørende fjernsalgsaftaler om ikke-finansielle tjenesteydelser og varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov , følger det af den gældende forbrugeraftalelovs § 12, stk. 2, at der kun er fortrydelsesret, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, hvis forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne påbegynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb. Begrænsningen i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis aftalen vedrører løbende levering og er indgået i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse. Bestemmelsen hviler på det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, 1. og 3. pind.

Udvalget foreslår på dette punkt en videreførelse af gældende ret.

Vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted følger det af forbrugeraftalelovens § 6, stk. 5, at det i forbindelse med en aftale indgået uden for fast forretningssted om et bestillingskøb skriftligt kan aftales, at fremstillingen eller tilpasningen af varen skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden 14 dage efter mødet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, og at fortrydelsesretten i givet fald skal bruges inden dette tidspunkt.

Udvalget anfører, at dørsalgsdirektivet inden for sit område ikke indeholder en regel om adgang for parterne til i visse tilfælde at aftale, at fortrydelsesretten bortfalder inden direktivets 7 dages frist.

Udvalget anfører videre, at der uden for dørsalgsdirektivets anvendelsesområde er adgang til at indføre en mulighed for parterne for at aftale, at fortrydelsesretten bortfalder på et nærmere bestemt tidspunkt inden fortrydelsesfristens udløb.

Uden for dørsalgsdirektivets område falder bl.a. aftaler om levering af en anden vare eller tjenesteydelse end den, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, såfremt forbrugeren, da den pågældende anmodede om besøget, vidste eller med rimelighed kunne vide, at levering af denne vare eller tjenesteydelse er en del af den erhvervsdrivendes handels- eller erhvervsvirksomhed, jf. dørsalgsdirektivets artikel 1, stk. 2.

Efter udvalgets opfattelse er der behov for at kunne aftale en forkortet fortrydelsesfrist, når der er tale om aftaler vedrørende tjenesteydelser eller bestillingskøb, hvor der er fortrydelsesret, fordi aftalen er indgået under et anmodet hjemmebesøg, men angår noget, der er forskelligt fra det, som forbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at komme for, og hvor forbrugeren, da denne anmodede om besøget, vidste eller burde vide, at den pågældende tjenesteydelse eller vare falder inden for den erhvervsdrivendes virksomhedsområde.

Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes et tilfælde, hvor en murer er tilkaldt med henblik på reparation af en bygningssokkel, og hvor der under besøget på forbrugerens initiativ indgås aftale om flisearbejde i køkkenet. Det gælder dog kun, hvis det må stå forbrugeren klart, at den pågældende erhvervsdrivende tillige udfører flisearbejde.

Der vil derimod f.eks. ikke være adgang for parterne til at indgå aftale om en forkortet fortrydelsesfrist i et tilfælde, hvor der under et anmodet hjemmebesøg vedrørende maling af en husfacade indgås aftale om udskiftning af tagsten - dog forudsat at det ikke i det konkrete tilfælde må være klart for forbrugeren, at det pågældende tillægsarbejde falder inden for den erhvervsdrivendes virksomhedsområde.

Der henvises til betænkningen side 166-168, 255-257 og 286-288.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 18, stk. 4-6, og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 i, stk. 1, 2. pkt., i forsikringsaftaleloven).

4.2.4.4. Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten.

Efter artikel 6, stk. 6, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser skal forbrugeren for at udøve fortrydelsesretten give den erhvervsdrivende meddelelse herom inden udløbet af fortrydelsesfristen. Meddelelsen skal gives på en måde, som har beviskraft i henhold til national lov. Fristen anses for overholdt, hvis meddelelsen, når den foreligger på papir eller andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 12 a, stk. 3, følger det, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en vare skal tilbagelevere varen til den erhvervsdrivende inden fristens udløb. Har den erhvervsdrivende påtaget sig at afhente varen, skal fortrydelsesretten udøves ved at give underretning til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 12 a, stk. 5. Det samme gælder ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en ikke-finansiel tjenesteydelse, jf. § 12 b, stk. 1. Fristen anses for overholdt, hvis underretningen er afsendt med post inden fristens udløb.

Vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted følger det af den gældende forbrugeraftalelovs § 6, stk. 1-3, at fortrydelsesretten skal udøves ved inden fristens udløb at give meddelelse til den erhvervsdrivende, og at det er tilstrækkeligt, at forbrugeren har afsendt underretningen med post inden fristens udløb. Herudover følger det for så vidt angår varer af lovens § 8, stk. 1, at fortrydelsesretten som udgangspunkt er betinget af, at varen stilles til disposition for sælgeren i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde.

Udvalget foreslår, at fremgangsmåden ved udøvelse af fortrydelsesretten ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og fjernsalgsaftaler reguleres i én fælles bestemmelse, hvorefter fortrydelsesretten som udgangspunkt skal udøves ved at give meddelelse til den erhvervsdrivende inden fristens udløb. Ved fjernsalgsaftaler om varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen ved forbrugerens tilbagetræden fra aftalen, skal fortrydelsesretten udøves ved at tilbagelevere varen. Der er med forslaget tale om en videreførelse af gældende ret på dette punkt.

Der henvises til betænkningen side 168-170, 257-259 og 288.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 19 og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 j, stk. 1 og 4, i forsikringsaftaleloven).

4.2.4.5. Betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftaler vedrørende køb af varer.

Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted er fortrydelsesretten som udgangspunkt betinget af, at varen stilles til disposition for sælgeren i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 8, stk. 1. Hvis køberen har taget varen i brug, kan fortrydelsesretten ikke gøres gældende, hvis det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens handelsværdi, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.

I tilfælde, hvor varen er blevet beskadiget eller forringet, efter at køberen har fået den i hænde, bevarer forbrugeren sin fortrydelsesret, hvis beskadigelsen mv. ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra den pågældendes side, jf. § 8, stk. 2.

I relation til fjernsalgsaftaler vedrørende køb af varer følger det af den gældende forbrugeraftalelovs § 12 a, stk. 6, at fortrydelsesretten i de - oftest forekommende - tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren ved dennes udøvelse af fortrydelsesretten, er betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. Endvidere gælder de ovennævnte regler i lovens § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 8, stk. 2. Risikoen for transportskader påhviler således forbrugeren.

I de fjernsalgstilfælde, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten, er det en betingelse for at træde tilbage, at forbrugeren holder det modtagne til disposition i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. Endvidere gælder de ovennævnte regler i lovens § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 8, stk. 2.

Forbrugeraftalelovens § 12, stk. 3, indeholder endvidere en særlig regel for fjernsalg, hvorefter fortrydelsesretten ved køb af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer kun gælder, så længe forbrugeren ikke har brudt forseglingen. Denne regel er en gennemførelse af artikel 6, stk. 3, 4. pind, i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Udvalget foreslår de gældende regler videreført i en fælles bestemmelse for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Det foreslås herunder, at reglen i den gældende § 12, stk. 3, om køb af forseglede lyd- eller billedoptagelser og edb-programmer medtages i denne bestemmelse som en betingelse for at gøre fortrydelsesretten gældende ved sådanne køb, og at denne regel gøres anvendelig også i relation til aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Der henvises til betænkningen side 289-290.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 20.

4.2.4.6. Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten.

Efter artikel 7, stk. 1 og 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser kan en forbruger, der udøver sin fortrydelsesret, pålægges at betale for den del af tjenesteydelsen, som allerede er leveret i henhold til fjernsalgsaftalen, hvis forbrugeren inden aftalens indgåelse har fået oplysning om det beløb, der skal betales, og hvis forbrugeren har anmodet om, at udførelsen af tjenesteydelsen påbegyndes inden udløbet af fortrydelsesfristen.

I artikel 6, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv bestemmes det derimod, at hvis forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende, skal leverandøren vederlagsfrit tilbagebetale det beløb, som forbrugeren har indbetalt, og de eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen.

Denne bestemmelse er gennemført ved forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 1, hvoraf det følger, at den erhvervsdrivende i tilfælde af, at forbrugeren træder tilbage fra en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, ikke kan gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren.

Udvalget finder som følge af de forskellige reguleringer af spørgsmålet om retsvirkningerne af at udøve fortrydelsesretten, at der ikke er mulighed for at give fælles regler på dette punkt.

Udvalget foreslår derfor en regel om, at forbrugeren ved fjernsalgsaftaler om andre finansielle tjenesteydelser end forsikring , jf. nedenfor, under visse betingelser kan pålægges at betale for den del af tjenesteydelsen, der allerede er leveret på tidspunktet for forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten. Det er efter udvalgets forslag en forudsætning for at afkræve forbrugeren betaling, at forbrugeren har anmodet om, at aftalens opfyldelse påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, og at forbrugeren inden aftalens indgåelse er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales. Beløbet skal være rimeligt set i forhold til aftalens fulde opfyldelse.

På forsikringsområdet , hvor medlemsstaterne er frit stillet efter direktivet, foreslår udvalget en videreførelse af gældende ret, således at det er gratis at fortryde en forsikringsaftale i de første 14 dage efter aftalens indgåelse (30 dage ved livsforsikringsaftaler). Det foreslås dog, at forbrugeren i tilfælde, hvor den pågældende ikke har modtaget samtlige foreskrevne oplysninger i forbindelse med fjernsalgsaftalen, og hvor fortrydelsesfristen derfor bliver længere end de almindelige 14 (30) dage fra aftalens indgåelse, kan pålægges at betale for den del af ydelsen, der er leveret efter forløbet af 14 (30) dage fra aftalens indgåelse. Det er en forudsætning herfor, at forbrugeren har fået oplysning om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales, og at beløbet er rimeligt set i forhold til aftalens fulde opfyldelse.

Vedrørende fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser foreslår udvalget en videreførelse af gældende ret. Udvalget foreslår endvidere, at aftaler indgået uden for fast forretningssted behandles på samme måde som almindeligt fjernsalg, dvs. således at der ikke kan gøres krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren ved dennes udøvelse af fortrydelsesretten.

Der henvises til betænkningen side 188-197, 259-260, 290-291 og 303-304.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 21 (aftaler indgået uden for fast forretningssted og almindeligt fjernsalg), § 22 (fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser) og vedrørende forsikringsområdet § 31, nr. 1, (den foreslåede § 34 k i forsikringsaftaleloven).

4.2.5. Bortfald af tilknyttede aftaler.

Udvalget foreslår en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 13 e om bortfald af tilknyttede kreditaftaler i tilfælde, hvor forbrugeren træder tilbage fra en aftale i medfør af lovens regler. Denne bestemmelse blev indsat ved lovændringen i 2000 med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv, men blev ved gennemførelsen gjort generel, således at den gælder i relation til både aftaler indgået ved fjernsalg og uden for fast forretningssted og endvidere i tilfælde, hvor en aftale i medfør af lovens regler ikke er bindende for forbrugeren.

Efter artikel 6, stk. 7, 1. led, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser finder artikel 6 om fortrydelsesret ikke anvendelse på kreditaftaler, som er ophævet i henhold til artikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv eller i henhold til artikel 7 i timeshare-direktivet.

Denne bestemmelse må efter udvalgets opfattelse forstås således, at det finansielle fjernsalgsdirektivs regler om fortrydelsesret ikke finder anvendelse i et tilfælde, hvor en kreditaftale er ophævet i henhold til reglerne i det generelle direktivs artikel 6, stk. 4, dvs. ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale om f.eks. køb af en vare eller tjenesteydelse, hvortil den pågældende kreditaftale er knyttet.

De gældende regler i forbrugeraftalelovens § 13 e (varer og ikke-finansielle tjenesteydelser) og timesharelovens § 11 (brugsret til fast ejendom på timesharebasis) berøres således ikke af fortrydelsesreglerne efter artikel 6 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Efter udvalgets opfattelse vil forbrugeren dog selvstændigt kunne fortryde kreditaftalen efter reglerne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Efter direktivets artikel 6, stk. 7, 2. led, medfører forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten vedrørende en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse, at en til denne aftale knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser ophæves.

Udvalget foreslår med henblik på gennemførelse af denne bestemmelse, at der indføres en regel om bortfald af en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse, der er knyttet til en anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser.

Udvalget antager, at direktivbestemmelsen omfatter tilfælde, hvor der består en nær sammenhæng mellem hovedaftalen og den tilknyttede aftale, og hvor den tilknyttede aftale på grund af denne sammenhæng mister sin betydning, hvis hovedaftalen bortfalder. Hvis der ikke består en sådan nær sammenhæng mellem aftalerne, vil der derimod være tale om to selvstændige aftaler.

Bestemmelsen vil efter udvalgets opfattelse kun være relevant i tilfælde, hvor der overhovedet er adgang til at fortryde »hovedaftalen«, og således f.eks. ikke i tilfælde, hvor fortrydelsesfristen for denne aftale er udløbet, eller hvor hovedaftalen vedrører en finansiel tjenesteydelse, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet.

Det følger videre af direktivbestemmelsen, at ophævelsen af den tilknyttede aftale ikke må medføre, at forbrugeren pålægges en bod. Efter udvalgets opfattelse må dette krav anses for opfyldt ved den gældende regel i § 13 e, stk. 2, der foreslås videreført uændret.

Der henvises til betænkningen side 183-185 og 258-259.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 23. Vedrørende forsikringsområdet henvises til lovforslagets § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 l i forsikringsaftaleloven).

4.2.6. Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler indgået ved fjernsalg vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

Udvalget foreslår en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 12 d om leverandørens opfyldelse af aftalen. Denne bestemmelse blev indsat ved lovændringen i 2000 med henblik på gennemførelse af artikel 7 i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Der henvises til betænkningen side 272-273 og 292-293.

Justitsministeriet er enig i udvalgets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 24.

4.2.7. Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser.

Udvalget foreslår en videreførelse af de gældende regler i forbrugeraftalelovens §§ 14 og 15 vedrørende forbrugerens ret til inden for nogle nærmere fastsatte længstevarsler at opsige aftaler om visse løbende tjenesteydelser. Disse bestemmelser har været gældende uændret siden den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978.

Der henvises til betænkningen side 345-348.

Som det fremgår heraf, har udvalget overvejet at foreslå den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, udvidet til en generel regel, således at den blev gjort anvendelig også i forbindelse med andre løbende kontraktforhold end de i bestemmelsen nævnte (bortset fra de aftaler om avisabonnement mv., der er omfattet af reglerne i § 14, stk. 2 og 3). En generel bestemmelse skulle efter udvalgets opfattelse i givet fald ikke omfatte de løbende aftaler, for hvilke bindingsperioder og opsigelsesvarsler mv. er reguleret i særlovgivningen. Reglen skulle heller ikke gælde for forsikringsområdet, idet der på forsikringsområdet for nylig er foretaget en regulering af spørgsmålet om forsikringstagerens opsigelsesret.

Det fremgår videre, at udvalget med hensyn til længden af en generel maksimal bindingsperiode har overvejet en regel svarende til den gældende bindingsperiode for visse aftaler på 9 måneder kombineret med 3 måneders opsigelse. Udvalget har herved forudsat, at reglen – på samme måde som den gældende regel i § 14 – ikke skulle afspejle, hvad der er den deklaratoriske bindingsperiode i mangel af en aftale, men tværtimod være udtryk for en minimumsbeskyttelse, som skulle sikre, at forbrugeren under alle omstændigheder kunne komme ud af en løbende aftale efter samlet 1 år, uanset hvad parterne måtte have aftalt. Forbrugeren ville derudover have mulighed for at påberåbe sig, at et aftalt vilkår om uopsigelighed i en konkret situation er urimeligt, og at det som følge heraf bør tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens § 38 c sammenholdt med § 36, således at der fastsættes et opsigelsesvarsel, som er konkret rimeligt i den foreliggende situation.

Forbrugerrådet har imidlertid under udvalgsarbejdet udtrykt betænkelighed ved en generel regel med en samlet bindingsperiode på 1 år, som efter rådets opfattelse ville kunne føre til en forringelse af forbrugerbeskyttelsen. Der er herved blevet henvist til, at en sådan ordning i praksis vil kunne få den konsekvens, at ingen af de kontrakter, der er omfattet af bestemmelsen, bliver givet en kortere bindingsperiode end 1 år. Det er endvidere blevet anført, at der er risiko for, at bestemmelsen bliver »løftestang« for at udvide bindingsperioderne i andre lovregler med en kortere bindingsperiode. Forbrugerrådet har i den forbindelse anført, at man i stedet går ind for en regel om en maksimal bindingsperiode på 3 maksimalt 6 måneder.

Udvalget er imidlertid afstået fra at foreslå indførelse af en generel regel med en kortere maksimal bindingsperiode end den gældende i forbrugeraftalelovens § 14, stk. 1. En sådan regel måtte efter udvalgets opfattelse forudsætte en række yderligere undersøgelser og overvejelser. En generel regel vil således komme til at omfatte mange forskellige typer af abonnementsaftaler, og reglen vil derfor skulle varetage meget forskelligartede hensyn. Reglen kunne også komme til at omfatte ydelser, som udvalget ikke på forhånd kan forudse, og hvor det måske ikke vil være rimeligt at fastsætte en maksimal bindingsperiode på under et år. Udvalget peger i den forbindelse samtidig på, at man, i det omfang man afskærer parterne fra at aftale bindingsperioder på over 3 eller 6 måneder, samtidig indsnævrer mulighederne for gunstige rabatordninger for forbrugeren, f.eks. hvor den erhvervsdrivende udbyder abonnementsordninger til forskellige priser afhængigt af kontraktens løbetid.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der kan anføres gode grunde for at udvide den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 14, stk. 1, til en generel regel.

Justitsministeriet har overvejet de synspunkter, der er kommet frem i forbindelse med udvalgsarbejdet vedrørende længden af en sådan generel bindingsperiode. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at der i lyset af Forbrugerrådets modstand mod en generel maksimal bindingsperiode på 1 år ikke umiddelbart er grundlag for at stille forslag herom.

Justitsministeriet er imidlertid samtidig enig med udvalget i, at indførelse af en generel regel med en kortere bindingsperiode end den gældende i givet fald må forudsætte yderligere undersøgelser og overvejelser. En generel regel vil skulle omfatte en lang række meget forskelligartede kontraktområder og aftaletyper. For nogle kontrakters vedkommende vil det formentlig være uproblematisk med en kortere bindingsperiode, mens der på andre kontraktområder vil kunne være særlige hensyn at tage til den erhvervsdrivendes mulighed for at indrette sig, og derfor behov for at indgå kontrakter med en længere bindingsperiode. Hvis der skal indføres en generel regel om en kortere maksimal bindingsperiode, vil det efter Justitsministeriets opfattelse være nødvendigt nøje at overveje betydningen af en sådan regel for alle de berørte kontraktområder.

På grund af fristen for gennemførelse af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, og da behovet for en lovændring på dette punkt næppe kan anses for at være påtrængende, finder Justitsministeriet ikke grundlag for i forbindelse med nærværende lovforslag at stille forslag om en ændring af reglerne. Justitsministeriet tilslutter sig derfor udvalgets forslag om en uændret videreførelse af de gældende regler. Der henvises til lovforslagets §§ 25 og 26.

Justitsministeriet vil nærmere overveje og undersøge spørgsmålet om indførelse af en generel regel om en kortere maksimal bindingsperiode og vil med henblik herpå tage initiativ til en høring af de brancher mv., der vil kunne blive berørt af en ændring.

4.2.8. Visse lovvalgsaftaler.

Efter artikel 12, stk. 2, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbrugeren ikke berøves den beskyttelse, der følger af direktivet, gennem et lovvalg, hvorefter et tredjelands lov skal anvendes på aftalen, når aftalen har nær tilknytning til en eller flere medlemsstaters områder.

En tilsvarende bestemmelse er indeholdt i artikel 12, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv, der er gennemført ved den gældende forbrugeraftalelovs § 13. Denne bestemmelse fastsætter, at hvis det i en aftale er bestemt, at lovgivningen i et land uden for EØS-området skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i det generelle fjernsalgsdirektiv. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for EØS-området, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse ved de pågældende spørgsmål om fjernsalg.

Udvalget foreslår, at der i forbindelse med gennemførelse af reglen i det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 12, stk. 2, indføres en fælles regel gældende for fjernsalgsaftaler omfattet af både det generelle fjernsalgsdirektiv og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Reglen foreslås ligesom den gældende forbrugeraftalelovs § 13 afgrænset til tilfælde, hvor der er indgået en lovvalgsaftale om anvendelse af lovgivningen uden for EØS-området.

Vedrørende den nærmere udformning af reglen er det udvalgets opfattelse, at bestemmelsen bør udformes på samme måde som købelovens § 87 om mangler i forbrugerkøb, der blev indsat ved lov nr. 213 af 22. april 2002 med henblik på gennemførelse af den tilsvarende bestemmelse i forbrugerkøbsdirektivet.

Af købelovens § 87 følger det, at hvis det i en aftale er bestemt, at lovgivningen uden for EØS-området skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for EØS-området, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

Ved en sådan udformning fremgår det efter udvalgets opfattelse klarere end af den gældende formulering, at forbrugeren i de omhandlede tilfælde kan vælge det lands regler, som stiller den pågældende gunstigst.

Udvalget anfører, at der - bortset fra tilføjelsen vedrørende fjernsalgsaftaler omfattet af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser - ikke herved er tilsigtet en realitetsændring i forhold til den gældende forbrugeraftalelovs § 13.

Der henvises til betænkningen side 220-222, 268-269 og 293.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 27. Vedrørende forsikringsområdet henvises til lovforslagets § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 m i forsikringsaftaleloven).

4.2.9. Livsforsikringer, der ikke er tegnet ved en forbrugeraftale.

Ved artikel 17 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er der foretaget en ændring af artikel 15, stk. 1, i 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF, nu Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring).

Efter den hidtil gældende artikel 15, stk. 1, i 2. livsforsikringsdirektiv - der uændret er videreført som artikel 35, stk. 1, i det nye sammenskrevne livsforsikringsdirektiv - skal medlemsstaterne sørge for, at en forsikringstager, der tegner en livsforsikring, har ret til at opsige aftalen inden for en frist på mellem 14 og 30 dage regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende fik meddelelse om aftalens indgåelse. Det følger endvidere af den gældende bestemmelse, at forsikringstagerens meddelelse om opsigelse skal medføre, at den pågældende fremover fritages for alle forpligtelser i henhold til aftalen.

Artikel 15, stk. 1, i 2. livsforsikringsdirektiv, der gælder uanset om aftalen er en forbrugeraftale, er gennemført ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, hvorved der blev indsat regler om 14 dages fortrydelsesret i forbrugeraftalelovens kapitel 4 a og i forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a. Ved gennemførelsen er der indført en egentlig fortrydelsesret og ikke blot en ret til med virkning for fremtiden at opsige aftalen.

Artikel 17 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indebærer en ændring af den frist, der følger af livsforsikringsdirektivet, således at forsikringstageren skal sikres en ret til at opsige en livsforsikringsaftale inden for en frist på 30 dage.

Udvalget anfører, at da reglen i artikel 15, stk. 1, i 2. livsforsikringsdirektiv gælder, uanset om der er tale om en forbrugeraftale eller ej, er det ikke tilstrækkeligt til opfyldelse af den ændrede bestemmelse i direktivet at indføre en 30 dages fortrydelsesfrist for livsforsikringsaftaler, der indgås med en forbruger ved fjernsalg.

Udvalget foreslår derfor, at de gældende regler i forsikringsaftalelovens §§ 97 a og 119 a ændres, således at der indføres en 30 dages frist i stedet for en frist på 14 dage. Da den gældende § 119 a i det hele henviser til § 97 a, er det tilstrækkeligt blot at ændre fristen i § 97 a.

Med henblik på generelt at sikre, at der ikke er mulighed for at spekulere i fortrydelsesadgangen, foreslår udvalget, at den undtagelse vedrørende forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som indføres for forbrugerforsikringer, jf. ovenfor i afsnit 4.2.4.1, tillige indføres for livsforsikringsaftaler, der ikke er indgået ved en forbrugeraftale.

Udvalget finder ikke, at livsforsikringsdirektivet kan antages at være til hinder for indførelse af en sådan undtagelse.

Der henvises til betænkningen side 229-231 og 300-302.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 31, nr. 2.

4.2.10. Ændring af pensionsbeskatningsloven.

Udvalget anfører, at der i visse tilfælde gælder regler om skattemæssig fradragsret ved indbetalinger i forbindelse med finansielle tjenesteydelser samtidig med, at der gælder regler om en særlig - højere - beskatning ved hævning/udbetaling i utide af allerede indbetalte beløb.

Efter udvalgets opfattelse er det en forudsætning for korrekt implementering af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en sådan aftale i skattemæssig henseende stilles, som om dispositionen ikke var foretaget, således at der ikke indtræder skattepligt vedrørende de tilbageleverede beløb. Da udvalget efter kommissoriet alene har til opgave at gennemføre de civilretlige dele af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, stiller udvalget imidlertid ikke forslag til regelændringer, men peger på, at det formentlig vil være nødvendigt at justere de skatteretlige regler, så det sikres, at forbrugeren ved tilbagetræden stilles, som om dispositionen ikke var foretaget.

Der henvises til betænkningen side 202-203.

Justitsministeriet og Skatteministeriet er enig med udvalget i, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse i skattemæssig henseende bør stilles, som om dispositionen ikke var foretaget.

Der gælder i visse tilfælde regler om fradragsret ved indbetalinger i forbindelse med finansielle tjenesteydelser samtidig med, at der gælder regler om en særlig - højere - beskatning ved hævning/udbetaling i utide af allerede indbetalte beløb. Det er tilfældet for indbetalinger på pensionsordninger eller etableringskonti.

Efter gældende ret vil en førtidig udbetaling fra en pensionsordning blive afgiftsbelagt med 60 pct., uanset hvor stor fradragsmæssig værdi indbetalingen har haft for den pågældende. En anvendelse af fortrydelsesretten vil derfor kunne have uhensigtsmæssige skattemæssige konsekvenser, da der således vil kunne være stor forskel på den skattemæssige værdi af fradraget og afgiften på 60 pct.

Der stilles på denne baggrund forslag om en regel i pensionsbeskatningsloven, hvorefter tilbagebetalinger til en person, der udnytter sin fortrydelsesret efter de foreslåede regler i forbrugeraftaleloven og forsikringsaftaleloven, ikke afgiftsbelægges efter de almindelige regler i pensionsbeskatningsloven. I overensstemmelse hermed præciseres det, at der tilsvarende ikke er fradragsret eller bortseelsesret for bidragene eller præmierne til pensionsordningen.

For så vidt angår etableringskontoloven , findes der derimod ikke behov for at foretage ændringer.

Ved indskud på etableringskonto er der fradragsret for indskuddet, men fortryder kontohaveren aftalen og hæver indeståendet i samme indkomstår, vil den samlede disposition ikke have skattemæssig virkning for indkomståret. Der beregnes ikke noget skattetillæg af tilbagebetalingen. Udnyttes fortrydelsesretten i indkomståret efter fradragsåret, beregnes dog et tillæg på 3 pct. Hermed neutraliseres imidlertid den fordel, kontohaveren har haft ved at skyde penge ind på etableringskontoen med fradragsret. Herved har kontohaveren kunnet udskyde hele eller dele af dennes skattebetaling. Der er altså ikke tale om en særlig, højere beskatning, som tilfældet er for så vidt angår pensionsbeskatningsreglerne, men alene om en administrativt simpel måde at neutralisere den skattemæssige virkning af indskuddet. Etableringskontoloven er således allerede nu indrettet således, at der sikres skattemæssig neutralitet, når indeståendet på en etableringskonto udbetales, uden at selvstændig erhvervsvirksomhed kan anses for etableret.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

5.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

5.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

De foreslåede regler indebærer bl.a., at der indføres en pligt for den erhvervsdrivende til i forbindelse med fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser at give forbrugeren en række oplysninger om leverandøren, tjenesteydelsen, aftalen og eventuel klageadgang, jf. lovforslagets §§ 13 og 14 og bemærkningerne ovenfor under pkt. 4.2.3.

En række af disse oplysninger gives allerede i dag til forbrugerne bl.a. som følge af krav i eksisterende lovgivning på det finansielle område, jf. bemærkningerne ovenfor under pkt. 3.2.1. De foreslåede regler indebærer imidlertid, at der skal gives visse yderligere oplysninger, ligesom der indføres et krav om, at oplysningerne skal gives på et varigt medium, jf. lovforslagets § 14.

På denne baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at der bliver tale om visse administrative konsekvenser for de finansielle virksomheder, som indgår aftaler ved fjernsalg. Virksomhederne vil således skulle revidere det oplysningsmateriale, som anvendes ved aftaleindgåelse med forbrugere, samt generelt foranstalte den fornødne implementering af de supplerende oplysningsforpligtelser hos salgspersonale mv. Derudover vil de supplerende oplysningsforpligtelser medføre visse administrative konsekvenser i forbindelse med virksomhedernes dialog med kunderne i salgssituationen.

Endvidere vil kravet om, at oplysningerne skal gives på et varigt medium, eventuelt have administrative konsekvenser. Det må imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse antages, at oplysningerne allerede i dag ofte gives på papir eller andet varigt medium, bl.a. af bevismæssige grunde.

Hertil kommer, at indførelsen af en generel fortrydelsesret i forbindelse med fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser vil have visse administrative konsekvenser for de virksomheder, som ikke i forvejen er omfattet af regler om fortrydelsesret. Inden for det finansielle område gælder der således i dag alene regler om fortrydelsesret for forsikringsaftaler.

Endelig vil forbudet mod uanmodet personlig henvendelse med henblik på salg af bøger mv. (lovforslagets § 6, stk. 1) medføre, at de enkelte virksomheder, som fortsat anvender denne markedsføringsform, vil skulle ophøre hermed.

Samlet set bliver der efter Justitsministeriets opfattelse næppe tale om udgifter af væsentlig betydning, ligesom der ikke bliver tale om væsentligt øgede administrative byrder for de omfattede virksomheder.

Lovforslagets administrative konsekvenser er i øjeblikket ved at blive vurderet af et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler. Resultatet heraf vil blive sendt til Folketingets Retsudvalg, når det foreligger.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne og har heller ikke miljømæssige konsekvenser. Med forslaget gennemføres en række EU-regler.

Positive konsekvenser/ mindre udgifter Negative konsekvenser/ merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Administrative byrder for finansielle virksomheder i forbindelse med revision af oplysningsmateriale. Administrative byrder for finansielle virksomheder som følge af indførelsen af en generel fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser.

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF.

6. Høring.

Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven har været i høring blandt følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenten for Østre Landsret, præsidenten for Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, HK-Landsklubben, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening, Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilforhandler Forening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Fagpresse, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Industri/ITEK, Dansk IT, Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordre Handel, Dansk Textil Union, Danske Dagblades Forening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Mediers Forum, Danske Sælgere, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, Den danske Forlæggerforening, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Erhvervssammenslutningen G 1930, Falck Danmark A/S, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af Danske Internetmedier, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation ISOBRO, IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Post Danmark, Realkreditrådet, Telekommunikationsindustrien i Danmark og Tekniq.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Kapitlet indeholder en afgrænsning af lovens anvendelsesområde, herunder definitioner på en række centrale begreber samt generelle undtagelser fra loven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1 og 4.2.1.

Til § 1

Bestemmelsen svarer til den gældende § 1, stk. 1, der fastlægger lovens anvendelsesområde til forbrugeraftaler og erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

Forbrugeraftalebegrebet, som i den gældende lov fremgår af § 1, stk. 2, er i lovforslaget flyttet til en selvstændig bestemmelse - forslagets § 3 – der uændret viderefører det gældende forbrugeraftalebegreb.

Til § 2

Til stk. 1: I nr. 1 foreslås det at undtage forsikringsaftaler omfattet af forsikringsaftaleloven fra forbrugeraftalelovens område. De gældende regler om fortrydelsesret ved forbrugerforsikringer samt reglerne til gennemførelse af forsikringsbestemmelserne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslås i stedet indsat i forsikringsaftaleloven.

Lovens regler om uanmodede henvendelser gælder dog for henvendelser vedrørende formidling af forsikringsaftaler, jf. nærmere lovforslagets § 6, stk. 2, nr. 3.

Endvidere foreslås det i nr. 2 at undtage aftaler indgået ved hjælp af vareautomater eller lignende automater.

Denne undtagelse svarer stort set til den gældende lovs § 10 c, stk. 1, nr. 5, der er indsat ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 i forbindelse med gennemførelse af artikel 3, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. herved Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5956. Som det fremgår heraf, omfatter undtagelsen bl.a. køb af togbillet fra automater på banegårde, køb af slik eller andre varer fra vareautomater og køb af benzin fra tankstationer. Som eksempler er endvidere nævnt møntvaskerier og vaskehaller til biler, mens internetbutikker ikke er omfattet af undtagelsen.

I nr. 3 er det foreslået ligeledes at undtage aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af kommunikationsmidlet.

Denne undtagelse svarer til dels til den gældende regel i § 10 c, stk. 1, nr. 6, der har baggrund i artikel 3, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5956, hvoraf det fremgår, at »udbyderen« er den, der stiller automaten til rådighed. I forhold til den gældende undtagelse foreslås der dog en tilføjelse vedrørende »andet telekommunikationsmiddel«. Hermed vil også brug af en offentligt tilgængelig computer være undtaget.

Endelig foreslås det i nr. 4 at undtage auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet, medmindre aftalen er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, jf. herom nedenfor.

Denne undtagelse svarer til den gældende ordning, jf. forbrugeraftalelovens § 5, stk. 3, nr. 10, og § 5, stk. 5 (vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted) og § 10 c, stk. 2 (vedrørende fjernsalg).

Ligesom efter gældende ret, jf. bemærkningerne til den gældende lovs § 10 c, stk. 2, Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5935 og 5956, er »elektroniske auktioner«, f.eks. via internettet, ikke omfattet af undtagelsen. Baggrunden herfor er, at der ved sådanne elektroniske auktioner vil kunne være et væsentligt behov for forbrugerbeskyttelse.

Til stk. 2: I stk. 2 fastlægges det, at lovens kapitel 3 om oplysningspligt og kapitel 4 om fortrydelsesret gælder for aftaler indgået ved fjernsalg , jf. stk. 2, nr. 1 , og for visse aftaler indgået uden for fast forretningssted , jf. stk. 2, nr. 2.

Fjernsalgsbegrebet er nærmere afgrænset i udkastets § 3, jf. herom i bemærkningerne til denne bestemmelse.

De aftaler indgået uden for fast forretningssted , der foreslås omfattet af lovens kapitel 3 og 4 om oplysningspligt og fortrydelsesret, afgrænses nærmere i stk. 2, nr. 2, til aftaler om køb af varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud,

a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre aftalen angår en vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg,

b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den erhvervsdrivende,

c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre der foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse, eller

d) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, såfremt besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.

Der henvises desuden til lovforslagets § 6, stk. 1, hvorved der stilles forslag om, at det gældende forbud mod uanmodede personlige henvendelser udvides til at være et generelt forbud mod at rette uanmodet personlig henvendelse på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på indgåelse af en aftale, jf. nærmere nedenfor under bemærkningerne til denne bestemmelse.

Af forenklingshensyn foretages der i det foreslåede stk. 2, nr. 2, en positiv opregning af de tilfælde, hvor reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret skal finde anvendelse, i stedet for som i den gældende lov at angive en hovedregel om fortrydelsesret med en lang række undtagelser for forskellige situationer samt undtagelser fra undtagelserne.

Set i forhold til det gældende beskyttelsesniveau vil stk. 2, nr. 2, i relation til køb af varer og visse abonnementsaftaler indebære en vis svækkelse af beskyttelsen, idet der ikke – således som det er tilfældet efter gældende ret, jf. forbrugeraftalelovens § 5, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, modsætningsvis - vil være fortrydelsesret i de tilfælde, hvor forbrugeren selv har ringet efter den erhvervsdrivende. Forbrugeren må imidlertid, forinden den pågældende ringer, have gjort sig nogle overvejelser, og det overrumplingsmoment, der er karakteristisk for de uanmodede henvendelser, er derfor sædvanligvis ikke til stede.

I relation til tjenesteydelser vil der være tale om en mindre udvidelse af beskyttelsen. Efter gældende ret vedrørende andre tjenesteydelser end de abonnementsaftaler, der er nævnt i den gældende lovs § 5, stk. 3, nr. 2, er der ikke fortrydelsesret vedrørende en aftale, som er indgået under et anmodet besøg, uanset under hvilke omstændigheder besøget er aftalt. Efter forslaget vil der derimod som noget nyt være fortrydelsesret, hvis besøget er aftalt under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller på et offentligt sted, eller en udstilling, messe eller lignende, jf. stk. 2, nr. 2, litra d .

For at falde uden for de af stk. 2, nr. 2, litra a, omfattede aftaler skal der være tale om, at forbrugeren under andre omstændigheder end nævnt i litra d udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg.

Anmodningen skal således udtrykkeligt gå ud på, at forbrugeren ønsker en personlig henvendelse fra den erhvervsdrivende. En erhvervsdrivendes skriftlige meddelelse om, at den pågældende vil aflægge forbrugeren et besøg, hvis den erhvervsdrivende ikke hører andet, eller en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger via indsendelse af en udfyldt kupon er ikke tilstrækkeligt til, at der foreligger en udtrykkelig besøgsanmodning fra forbrugeren. Den erhvervsdrivende vil kunne opfylde bevisbyrden med hensyn til, at der er tale om en anmodet henvendelse, ved f.eks. at have en blanket med til forbrugeren, hvorpå forbrugeren kvitterer for, at denne telefonisk eller på anden måde har rekvireret den erhvervsdrivende til at udføre den pågældende tjenesteydelse eller til at demonstrere den pågældende vare osv.

Har forbrugeren anmodet om et besøg i ét øjemed, men aflægges det i et andet, vil der - ligesom efter retstilstanden i dag – være tale om en uanmodet henvendelse, således at forbrugeren vil kunne gøre ugyldighed gældende efter lovforslagets § 7.

Hvis forbrugeren f.eks. i en annonce fra den erhvervsdrivende har set et tilbud om billigt VVS-arbejde og beder den erhvervsdrivende om et besøg, og den erhvervsdrivende herefter henvender sig med det formål tillige at afsætte en støvsuger, vil der være tale om en uanmodet henvendelse, således at forbrugeren kan gøre ugyldighed gældende vedrørende købet af støvsugeren. Hvis forbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at henvende sig med henblik på indgåelse af en aftale vedrørende fremstilling af f.eks. gardiner, og der under den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens initiativ indgås aftale om tilpasning af tæpper, vil der derimod ikke være tale om en uanmodet henvendelse, således at forbrugeren kan gøre ugyldighed gældende, men forbrugeren vil have fortrydelsesret vedrørende tæppekøbet.

Selv om der er tale om et besøg, som forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om, vil der som udgangspunkt – ligesom efter gældende ret - være fortrydelsesret, hvis aftalen kommer til at angå noget andet end det, som forbrugeren havde tænkt sig, dvs. hvis der ikke er overensstemmelse mellem genstanden for henholdsvis besøgsanmodningen og den under besøget indgåede aftale.

Hvis anmodningen om den erhvervsdrivendes besøg f.eks. vedrører reparation af et fjernsyn, og der under besøget i stedet indgås aftale om køb af et nyt fjernsyn, vil reglerne om fortrydelsesret finde anvendelse på købet af fjernsynet.

Tilsvarende vil der være fortrydelsesret, hvis forbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at henvende sig med henblik på indgåelse af en aftale vedrørende fremstilling af gardiner, og der under den erhvervsdrivendes besøg tillige indgås aftale om f.eks. tilpasning af »væg til væg-tæpper«.

På samme måde som efter gældende ret vil der dog ikke være fortrydelsesret, hvis aftalen angår en vare eller tjenesteydelse, der er direkte forbundet med den vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg. Selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af lovteksten, skal lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, således på dette punkt forstås på samme måde som den gældende lovs § 5, stk. 3, nr. 1 og 3.

I det ovennævnte eksempel vedrørende hjemmebesøg med henblik på reparation af et fjernsyn vil der således ikke være fortrydelsesret, hvis der under besøget indgås aftale om f.eks. justering af en antenne. På samme måde vil der i tilfældet vedrørende fremstilling af gardiner ikke være fortrydelsesret, hvis der under besøget indgås aftale om køb af gardinstænger eller lignende, der har direkte tilknytning til aftalen om fremstilling af gardiner.

Endvidere kan som eksempel nævnes, at den erhvervsdrivende er tilkaldt til reparation af et vandrør, og det i forbindelse med besøget konstateres, at en rørdel skal udskiftes. Aftalen om udskiftning af rørdelen, vil - selv om der indgås særskilt aftale om køb heraf – typisk anses som en integreret del af tjenesteydelsen eller i hvert fald som et accessorium til aftalen om tjenesteydelsen og dermed direkte forbundet med denne, således at der ikke er fortrydelsesret vedrørende en sådan aftale.

Det samme gælder i et tilfælde, hvor en erhvervsdrivende er tilkaldt med henblik på reparation af et blandingsbatteri, men i stedet efter aftale med forbrugeren udskifter blandingsbatteriet.

Reglerne om fortrydelsesret finder heller ikke anvendelse, hvis den erhvervsdrivende er hidkaldt til rørarbejde, og der under besøget indgås aftale om yderligere rørarbejde et andet sted i boligen.

Der vil således ikke være fortrydelsesret, hvis aftalen angår yderligere arbejde af samme karakter, eller arbejde, der i øvrigt har en meget nær og naturlig sammenhæng med det aftalte.

Som et eksempel herpå kan nævnes et tilfælde, hvor en erhvervsdrivende er tilkaldt med henblik på reparation af et blandingsbatteri, og hvor den erhvervsdrivende under besøget bliver bedt om at skifte en vandhane et andet sted i boligen.

Det samme gælder i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende er rekvireret til rørarbejde, og hvor forbrugeren under besøget beder den erhvervsdrivende om også at installere en vaskemaskine. Hvis forbrugeren derimod under besøget bestiller en ny vaskemaskine, vil der være fortrydelsesret for så vidt angår købet af vaskemaskinen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.1.3.

Til stk. 3: Bestemmelsen angiver, at reglerne i lovens kapitel 6 (om den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler indgået ved fjernsalg vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser) og lovens kapitel 8 (om visse lovvalgsaftaler) alene gælder for aftaler indgået ved fjernsalg.

Baggrunden herfor er, at der alene gælder en direktivmæssig forpligtelse til at indføre disse regler for aftaler indgået ved fjernsalg, og at der ikke findes grundlag for at lade reglerne herom gælde også for aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Til § 3

Bestemmelsen i stk. 1 indeholder definitionen på en forbrugeraftale og svarer til den gældende lovs § 1, stk. 2. Det gældende forbrugeraftalebegreb, således som det senest er fastlagt ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, jf. Folketingstidende 1994/95, tillæg A, s. 332 f, foreslås således videreført uændret.

I stk. 2 foreslås det at videreføre den gældende bestemmelse i § 1, stk. 3, hvorefter den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, som den pågældende har indgået, ikke er en forbrugeraftale. Denne bestemmelse stammer tilbage fra den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978, jf. herved Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 740.

Ved bestemmelsen i stk. 3 foreslås det, at forbrugeraftalebegrebet udstrækkes til også at omfatte tilfælde, hvor aftalen er indgået eller formidlet for en privat sælger eller tjenesteyder af en erhvervsdrivende, eller hvor den erhvervsdrivende mellemmand retter henvendelse til en forbruger med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

Der er tale om en videreførelse af den gældende regel i lovens § 1, stk. 4, men således at det udvidede forbrugeraftalebegreb – i modsætning til efter gældende ret - tillige finder anvendelse i tilfælde, hvor aftalen angår en tjenesteydelse eller er indgået ved fjernsalg.

Som følge af den markedsmæssige og teknologiske udvikling må fjernsalgsreglerne således antages at kunne have praktisk relevans også i tilfælde, hvor en erhvervsdrivende via et system for fjernsalg formidler en handel mellem to privatpersoner, og i sådanne tilfælde vil der på samme måde som ved aftaler indgået på anden måde kunne være et væsentligt behov for beskyttelse af forbrugeren. Det kan f.eks. være tilfældet for så vidt angår auktionssalg via internettet, som efter den gældende ordning kun vil være omfattet af fjernsalgsreglerne, hvis der er tale om salg fra erhvervsdrivende.

Bestemmelsen indebærer ikke en fravigelse af de øvrige krav efter stk. 1. Salgsgenstanden eller tjenesteydelsen skal således være bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, og den erhvervsdrivende mellemmand skal have optrådt som led i sit erhverv.

Mellemmanden skal have optrådt aktivt i forbindelse med aftalens indgåelse som repræsentant for sælgeren eller tjenesteyderen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende har formidlet kontakt mellem sælger og køber – den pågældende må yderligere ved anprisning af salgsgenstanden eller på anden måde have deltaget aktivt i forhandlingerne.

Består den erhvervsdrivendes ydelse alene i at stille hjemmesideplads til rådighed, finder formidlingsreglen ikke anvendelse. Hvis den erhvervsdrivende modtager vederlag for sin indsats i forbindelse med det enkelte salg, må den pågældende derimod antages at have deltaget i salgsforhandlingerne, og optræder den erhvervsdrivende ligefrem som fuldmægtig for sælgeren/tjenesteyderen, vil aftalen klart være omfattet af reglen. Hvis den erhvervsdrivende handler som kommissionær i eget navn, følger det allerede af hovedreglen i stk. 1, at der er tale om en forbrugeraftale, hvor alle de rettigheder og forpligtelser, som i henhold til loven påhviler forbrugerens medkontrahent, påhviler kommissionæren.

Det er ikke i relation til de aftaler, som er omfattet af stk. 3, præciseret i lovteksten, hvornår rettigheder og pligter i henhold til loven påhviler/tilkommer enten den erhvervsdrivende mellemmand eller forbrugerens medkontrahent (sælgeren/tjenesteyderen).

Spørgsmålet beror på en fortolkning af de enkelte bestemmelser i loven. Udgangspunktet er, at lovens bestemmelser skal tages efter pålydende, dvs. at det er den erhvervsdrivende mellemmand, som skal opfylde oplysningspligten, at meddelelse om fortrydelse kan gives til mellemmanden osv. Forbrugerens medkontrahent er imidlertid den private sælger eller tjenesteyder, og pligter og rettigheder, som følger af den materielle opfyldelse af kontrakten, påhviler/tilkommer derfor kontraktparten selv og ikke mellemmanden. Det kommer således f.eks. den private sælger/tjenesteyder til skade, hvis oplysningspligten ikke overholdes, idet fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før forbrugeren har fået alle de foreskrevne oplysninger på papir eller andet varigt medium, jf. nærmere lovforslagets § 18, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.1.1.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder definitionen på fjernsalg, og herunder på fjernkommunikationsteknik, og svarer til de gældende bestemmelser i §§ 10 a og 10 b, dog således at der af forenklingsmæssige grunde foreslås en sammenskrivning af de gældende bestemmelser. Der henvises vedrørende det gældende fjernsalgsbegreb til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5953.

Af det gældende fjernsalgsbegreb, der med den foreslåede bestemmelse gøres fælles for alt fjernsalg, følger det, at der skal være tale om en aftale, der udbydes, forhandles og indgås på afstand. Der er således ikke tale om fjernsalg, hvis parterne mødes fysisk i forbindelse med markedsføringen eller aftalens indgåelse.

I relation til finansielle tjenesteydelser kan som eksempel på et fjernsalgstilfælde nævnes, at der i en tv-reklame reklameres for et realkreditinstituts ydelser med opfordring til at ringe til et bestemt telefonnummer, og hvor aftalen indgås i forbindelse med forbrugerens telefoniske henvendelse til selskabet. Som et andet eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor en bank annoncerer i avisen for en bestemt type konto med angivelse af, hvor der kan rettes skriftlig, elektronisk eller telefonisk henvendelse med henblik på indgåelse af kontoaftalen, og hvor aftalen indgås ved forbrugerens henvendelse på en af disse måder til banken.

Også en aftale, der indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse til forbrugeren, vil være omfattet af fjernsalgsbegrebet, hvis der er tale om systematisk telefonsalg. Om lovligheden af uanmodede telefoniske henvendelser henvises til lovforslagets § 6, stk. 2.

I relation til ydelser, der udbydes af erhvervsdrivende, som både benytter sig af salg fra forretningslokale og fjernsalg - herunder f.eks. pengeinstitutter - er det spørgsmålet, om der er tale om fjernsalg i et tilfælde, hvor forbrugeren har været til stede i banken for f.eks. at hente brochurer vedrørende en kontoaftale, inden den pågældende aftale indgås telefonisk. Spørgsmålet må formentlig besvares bekræftende, hvis der i brochuren opfordres til aftaleindgåelse ved skriftlig, elektronisk eller telefonisk henvendelse. Er der tale om, at forbrugeren har haft en forhandling i banken med en bankrådgiver om den pågældende ydelse, og aftalen herefter indgås ved forbrugerens telefoniske henvendelse til banken, vil der derimod som udgangspunkt ikke være tale om fjernsalg.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder en definition på, hvad der forstås ved en finansiel tjenesteydelse. En sådan definition er nødvendig, da der som led i gennemførelsen af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er behov for indførelse af visse særregler for finansielle tjenesteydelser, jf. f.eks. lovforslagets §§ 13-14 og 22.

Bestemmelsen er udformet som en ordret gengivelse af definitionsbestemmelsen i direktivets artikel 2, litra b.

Ud fra direktivbestemmelsens ordlyd findes spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en finansiel tjenesteydelse, at skulle vurderes ud fra karakteren af selve tjenesteydelsen og ikke ud fra, hvem der udbyder ydelsen. Det kan således ikke tillægges betydning, om udbyderen af den finansielle tjenesteydelse er undergivet tilsyn eller særlig lovgivning i øvrigt, og det vil således ikke være afgørende, om f.eks. en aftale om pengelån indgås med et pengeinstitut, et finansieringsselskab, et leasingselskab eller en anden erhvervsdrivende som led i dennes erhverv. I tvivlstilfælde vil der dog kunne lægges vægt på, om ydelsen udbydes af en professionel aktør inden for den finansielle sektor.

Begrebet finansiel tjenesteydelse må fortolkes således, at tjenesteydelsen skal have at gøre med pengevæsen, og karakteristiske finansielle tjenesteydelser er således f.eks. indlån og andre pengeanbringelser, udlån og anden form for kreditgivning, garanti- og anden form for sikkerhedsstillelse, forsikring, betalinger, valutatransaktioner, investeringer, opbevaring af finansielle værdier osv. Også køb/salg af værdipapirer må anses for omfattet af definitionen, og det gælder, uanset om der er tale om handel f.eks. med aktier, som en bank har i kommission, eller aktier fra bankens egenbeholdning. Det samme gælder handel med andre finansielle instrumenter.

Det må endvidere anses for en forudsætning, at tjenesteydelsens hovedindhold vedrører en ydelse, som angår pengevæsen. Er en ydelse, som angår pengevæsen, derimod accessorium til en ydelse af en anden karakter, vil det være hovedydelsen, som bestemmer den samlede ydelses karakter.

Som eksempel kan nævnes, at der som en obligatorisk del af en hotel- eller rejsereservation tegnes en afbestillingsforsikring. Når afbestillingsforsikringen på denne måde obligatorisk er knyttet til hotelreservationen mv., må den betragtes som et accessorium til reservationen, der er den primære ydelse.

Endvidere kan nævnes en aftale om salg på kredit, hvor sælgeren ved den samme aftale sælger salgsgenstanden og yder køberen kredit med hensyn til købesummens betaling. En sådan aftale vil samlet set være et kreditkøb og ikke en finansiel tjenesteydelse.

Foreligger der derimod et såkaldt lånekøb , hvor købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren, vil den kreditaftale, som indgås mellem finansieren og køberen, være en finansiel tjenesteydelse. Sælgerens formidling af kontakten til finansieren vil derimod være et accessorium til den mellem sælgeren og køberen indgåede købsaftale og vil derfor ikke i sig selv være en finansiel tjenesteydelse.

Et finansieringsselskab, som har udleveret brochurer med låneansøgningsskemaer til en eller flere forretninger, og som på denne måde tilsigter at markedsføre sine lån i forbindelse med den eller de pågældende forretningers varesalg, må herved siges at have etableret et system for fjernsalg, idet en sådan markedsføring vil indebære, at finansieringsselskabets låneaftaler med køberne systematisk vil blive indgået, uden at parterne mødes. Der vil derfor i relation til finansieringsselskabet foreligge fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser samtidig med, at der tillige foreligger kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, med den virkning, at finansieringsselskabet skal opfylde såvel kreditaftalelovens som forbrugeraftalelovens bestemmelser om oplysningspligt. Er også aftalen med sælgeren indgået ved fjernsalg, skal forbrugeren derudover af sælgeren have de oplysninger vedrørende generelt fjernsalg, som fremgår af lovforslagets §§ 11 og 12.

Foreligger der kontokøb – dvs. køb i henhold til en aftale (kontoaftale), hvorved køberen (kontohaveren) og sælgeren, eller en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren, har aftalt en løbende kredit, som kan udnyttes til køb - vil selve kontoaftalen være en finansiel tjenesteydelse, hvad enten den er indgået med sælgeren selv eller med en ekstern kontoring. Er aftalen indgået som en fjernsalgsaftale, påhviler det derfor den pågældende kreditor i henhold til kontoaftalen at opfylde såvel kreditaftalelovens som forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt. I det omfang de enkelte varekøb indgås ved fjernsalg, skal forbrugeren derudover af de respektive sælgere have de oplysninger vedrørende generelt fjernsalg, som fremgår af forbrugeraftaleloven.

Er der tale om f.eks. en ejendomsmæglers formidling af et boliglån i forbindelse med en hushandel, må ejendomsmæglerens ydelse anses som et accessorium til ejendomsmæglerens samlede ydelse – formidlingen af ejendomshandlen – og ikke som en selvstændig finansiel tjenesteydelse.

Hvis det derimod er et pengeinstitut eller en anden professionel finansiel operatør, som formidler et lån, må ydelsen vurderes som en finansiel tjenesteydelse, også selv om lånet optages hos en anden kreditor. Er såvel formidlingsaftalen som aftalen vedrørende låneoptagelsen indgået som fjernsalgsaftaler, vil der således kunne opstå en dobbelt oplysningspligt efter regelsættet om finansielle tjenesteydelser.

Det må endvidere antages, at rådgivning , herunder navnlig investeringsrådgivning, vil kunne anses for omfattet af begrebet finansiel tjenesteydelse under den forudsætning, at der er tale om en selvstændig ydelse af finansiel karakter og ikke blot et accessorium til en anden ydelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt rådgivning og formidling må anses for en finansiel tjenesteydelse, har kun egentlig selvstændig betydning i tilfælde, hvor rådgivnings- eller formidlingsydelsen er særskilt prissat. For en lang række ydelser af denne karakter er dette imidlertid ikke tilfældet. Det gælder f.eks. en banks rådgivning om privatøkonomiske forhold eller et »økonomieftersyn« til brug for forbrugerens overvejelser om indgåelse af en hushandel mv.

En fondsmæglers rådgivning om køb og salg af værdipapirer må isoleret set anses for en finansiel tjenesteydelse. Oftest vil rådgivningen dog formentlig kunne anses som et led i selve købet/salget af værdipapirer.

Rådgivning vedrørende boligfinansiering, der ydes af f.eks. en advokat i forbindelse med en ejendomshandel, vil normalt ikke kunne anses som en selvstændig finansiel ydelse. En advokats hovedydelse vil således almindeligvis bestå i juridisk rådgivning, som er en generel tjenesteydelse, og det forhold, at rådgivningen udstrækkes til også at omfatte rådgivning om et lån eller anden finansiel tjenesteydelse, kan ikke i sig selv medføre, at advokatens ydelse får karakter af en finansiel tjenesteydelse. Hvis imidlertid advokaten eller en anden rådgiver selv tilbyder finansieringen, vil aftalen om lånet dog udgøre en selvstændig finansiel tjenesteydelse.

Det bemærkes, at hvis en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse indgås gennem en mægler/formidler, påhviler oplysningspligten leverandøren af den finansielle tjenesteydelse. Der er dog ikke noget i vejen for, at leverandøren overlader det til formidleren at give forbrugeren de foreskrevne oplysninger vedrørende den finansielle tjenesteydelse, men det påhviler da leverandøren at sikre sig, at dette sker, og eventuelle forsømmelser i så henseende vil komme leverandøren til skade.

Ifølge definitionsbestemmelsen i direktivets artikel 2, litra b, og den foreslåede bestemmelse i § 5 omfatter begrebet »finansiel tjenesteydelse« ydelser, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse .

Forsikringstjenesteydelser er ikke omfattet af loven, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1, men derimod af forsikringsaftaleloven, jf. forslagets § 31 og bemærkningerne hertil. Derimod er formidling af forsikringsaftaler omfattet af loven, og en finansiel aktørs (f.eks. en banks eller forsikringsmæglers) formidling heraf må anses for en selvstændig finansiel tjenesteydelse. Ofte vil selve formidlingsydelsen dog ikke være særskilt prissat.

Tjenester, der har karakter af banktjenesteydelser og kredittjenesteydelser , omfatter bl.a. aftaler om indlån og udlån, aftaler om kassekreditter og andre kreditaftaler med variabelt lånebeløb, kontoaftaler, oprettelse af bankkonti, udstedelse af betalingsmidler, herunder kreditkort, pengeoverførsler, netbank-aftaler, aftaler om deponering, sikkerhedsstillelse og udstedelse af garantier, valutatransaktioner, realkreditlån og andre lån med pant i fast ejendom.

Tjenester, der har karakter af individuel pensionstjenesteydelse , omfatter f.eks. aftaler indgået med et pengeinstitut eller et pensionsselskab om opsparing med henblik på udbetaling på pensioneringstidspunktet, f.eks. en kapitalpension.

Tjenester, der har karakter af investeringstjenesteydelse , må antages bl.a. at omfatte aftaler om modtagelse og formidling af ordrer vedrørende værdipapirer og andre finansielle instrumenter, f.eks. andele i kollektive investeringsforeninger, futures og options mv., aftaler om porteføljepleje af værdipapirbeholdninger, opbevaring og forvaltning i forbindelse med ovennævnte finansielle instrumenter, investeringsrådgivning, samt valutatransaktioner, når transaktionen er led i at yde investeringsservice.

Omfattet af kategorien betalingstjenesteydelser må bl.a. antages at være aftaler om betalingsformidling og -overførsel, f.eks. en PBS-aftale, samt aftaler om udstedelse af betalingsmidler såsom Dankort og kreditkort (vil ofte også være bank- og/eller kredittjenesteydelser).

Kategorien må også antages at omfatte såkaldte mikrobetalingsaftaler, f.eks. en aftale om, at der ved køb af varer og tjenester mv. på internettet sker betaling via f.eks. en netbank-konto.

Efter omstændighederne vil også faktureringsaftaler i forbindelse med såkaldte overtakserede SMS-beskeder kunne være omfattet. Herved forstås bestilling af tjenester og varer med tilhørende betalingsformidling over mobiltelefonen, hvor formidling af betaling sker over mobiltelefonregningen efter aftale med forbrugeren. Det forudsætter dog, at faktureringsaftalen må anses som en selvstændig finansiel tjenesteydelse og ikke blot som et accessorium til selve mobiltelefonabonnementet, jf. ovenfor om den overordnede fastlæggelse af begrebet finansiel tjenesteydelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.1.4.

Til kapitel 2

Kapitlet indeholder regler om forbud mod uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere og mod uanmodet levering af varer eller tjenesteydelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.

Til § 6

Ved bestemmelsen i § 6 foreslås det, at det gældende forbud mod uanmodede personlige henvendelser på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på indgåelse af en aftale, gøres generelt , således at der ikke – som det er tilfældet efter den gældende lovs § 2, stk. 2 - gøres undtagelse fra forbudet.

Det bemærkes, at foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkende er velgørende eller almennyttigt, i almindelighed ikke kan anses for erhvervsdrivende i lovens forstand. Dette er ensbetydende med, at lovens forbud mod uanmodede personlige henvendelser ikke vil gælde for sådanne foreningers henvendelser med henblik på indsamlinger til humanitære formål mv.

Med hensyn til uanmodede telefoniske henvendelser stilles der forslag om, at det gældende forbud videreføres, samtidig med at visse af de gældende undtagelser opretholdes.

De undtagelser, der foreslås videreført, er de gældende undtagelser vedrørende henvendelser om bøger, aviser mv. og visse redningstjenester , jf. lovforslagets stk. 2, nr. 1, 2 og 4. Der henvises vedrørende baggrunden for og indholdet af disse undtagelser til Folketingstidende 1977/78, tillæg A, s. 741 ff.

Det bemærkes, at undtagelsen vedrørende bestilling af bøger, jf. nr. 1, ikke omfatter lydbøger eller bøger, der udgives på cd-rom eller på andet digitalt eller elektronisk medie.

Derimod foreslås den gældende undtagelse vedrørende varer, der kan sælges ved omførsel efter næringsloven , ikke videreført. Baggrunden herfor er, at der ikke er et praktisk behov for at opretholde en adgang til telefonsalg af sådanne varer.

Den gældende undtagelse vedrørende tegning af forsikring foreslås videreført i § 34 b i forsikringsaftaleloven, jf. lovforslagets § 31, nr. 1.

Da forsikringsaftaler omfattet af forsikringsaftaleloven er undtaget fra lovens område, jf. herved lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1, forslås det – med henblik på at opretholde den gældende retstilstand – at der fra forbudet mod uanmodede telefoniske henvendelser indføres en undtagelse for henvendelser vedrørende formidling af forsikringsaftaler , jf. forslagets stk. 2, nr. 3 . Der vil således fortsat være adgang for formidlere af forsikringstjenesteydelser til at rette uanmodet telefonisk henvendelse til en forbruger vedrørende tegning af forsikring.

Ved siden af reglen i lovforslagets § 6, stk. 2, gælder reglerne i markedsføringslovens § 6 a, hvilket er ensbetydende med, at det yderligere er en betingelse for at rette uanmodet telefonisk henvendelse til en forbruger, at forbrugeren ikke over for den erhvervsdrivende har frabedt sig at blive ringet op, f.eks. ved at lade sig notere på den såkaldte Robinsonliste i CPR-registeret.

Hvis der inden for undtagelsernes område er tale om systematisk telefonsalg, vil der være tale om fjernsalg, således at der er pligt til ved den telefoniske henvendelse at opfylde den oplysningspligt, der gælder for fjernsalgsaftaler, som indgås ved telefonisk kommunikation. Der henvises herom til forslagets § 11, stk. 2 (vedrørende almindeligt fjernsalg), og § 13, stk. 2 (vedrørende finansielt fjernsalg). Herudover følger det af markedsføringslovens § 6 a, stk. 5, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysning om retten til at frabede sig uanmodede henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.1 og 4.2.2.2.

Til § 7

Den foreslåede § 7 er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 3, som er indført i forbindelse med vedtagelsen af den oprindelige forbrugeraftalelov i 1978. Om bestemmelsen henvises nærmere til Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 749 f.

Som det også fremgår heraf, vil forbrugeren, hvis en aftale er indgået i strid med det foreslåede forbud mod uanmodede henvendelser, i kraft af § 7 kunne kræve sig frigjort fra aftalen, uden at retten hertil er begrænset af bestemte tidsfrister. Dette gælder, selv om den erhvervsdrivende har overholdt de oplysningsforpligtelser, der følger af lovens kapitel 3, og herunder givet forbrugeren oplysning om fortrydelsesretten.

I øvrigt må de nærmere konsekvenser af § 7 fastsættes i overensstemmelse med almindelige regler om aftalers ugyldighed. Af disse regler følger bl.a., at forbrugeren efter omstændighederne må anses for at have givet afkald på at påberåbe sig ugyldighed, såfremt den pågældende forholder sig passiv i længere tid eller råder over salgsgenstanden på en sådan måde, at den ikke kan tilbagegives i væsentlig samme stand og mængde. Der vil endvidere – navnlig ved tjenesteydelser – kunne blive tale om, at forbrugeren skal betale for værdien af det modtagne (berigelsen) som forudsætning for aftalens ophævelse.

Til § 8

Ved bestemmelsen i § 8 foreslås den gældende lovs § 4 videreført uændret.

Ved den foreslåede § 8, 2. pkt., der uændret viderefører den gældende lovs § 4, 2. pkt., sker der gennemførelse af artikel 9 i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 9 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Om bestemmelsen i § 8, 1. pkt., der uændret viderefører den gældende lovs § 4, 1. pkt., henvises til Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 750 f. Om den gældende regel i § 4, 2. pkt., henvises til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5942 f og 5952 f.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.3.

Til kapitel 3

Kapitlet indeholder regler om oplysningspligt ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg.

Kapitlet indledes med en bestemmelse om anvendelsesområdet for reglerne om oplysningspligt. Herefter følger bestemmelser om den erhvervsdrivendes oplysningspligt ved henholdsvis aftaler indgået uden for fast forretningssted, fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser og fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser.

Den oplysningspligt, der følger af fjernsalgsreglerne, skal opfyldes, hver gang der indgås en fjernsalgsaftale. I tilfælde, hvor der sker ændring af et aftaleforhold, uden at denne ændring følger af den oprindelige aftale, vil der som udgangspunkt være tale om en ny fjernsalgsaftale, som udløser oplysningspligt mv. I hvert fald ved mindre væsentlige ændringer vil oplysningspligten dog alene omfatte den nye del af aftalen, således at der alene vil skulle gives oplysninger, som relaterer sig hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.1.

Manglende eller mangelfuld overholdelse af oplysningspligten er civilretligt sanktioneret ved en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, jf. lovforslagets § 18. Dette følger af de to fjernsalgsdirektiver, men foreslås indført generelt, dvs. også i relation til aftaler indgået uden for fast forretningssted. Samtidig foreslås en ophævelse af den gældende ugyldighedssanktion ved manglende overholdelse af pligten til i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted at give oplysning om fortrydelsesretten.

Som det fremgår af lovforslagets § 29, stk. 1, stilles der endvidere forslag om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten og af pligten til i forbindelse med en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse at oplyse om eventuelle særlige risici ved den finansielle tjenesteydelse.

For at undgå civilretlige konsekvenser af mangelfuld overholdelse af oplysningspligten vil den erhvervsdrivende skulle opfylde oplysningspligten vedrørende fjernsalgsaftaler i overensstemmelse med det lands lovgivning, der gælder for den indgåede aftale.

Er der f.eks. tale om en fjernsalgsaftale mellem parter bosiddende i forskellige lande, og opstår der tvist om, hvorvidt forbrugeren har ret til at fortryde aftalen, vil det – da mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten er civilretligt sanktioneret i form af udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt – være afgørende for tvistens udfald, om oplysningspligten er opfyldt i overensstemmelse med det lands lovgivning, som gælder for aftalen, og som derfor skal anvendes under sagen.

Den erhvervsdrivende må således på forhånd vurdere, hvilket lands lovgivning der må antages at ville finde anvendelse på den indgåede aftale, således at den pågældende har sikkerhed for at opfylde oplysningskravene efter den rigtige lovgivning og dermed kan undgå sanktioner i anledning af mangelfuld opfyldelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.1.

Til § 9

I stk. 1 fastlægges det, at reglerne i kapitel 3 om oplysningspligt gælder ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2.

I stk. 2 er opregnet en række undtagelser fra reglerne om oplysningspligt.

Det drejer sig om visse køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, jf. stk. 2, nr. 1 , visse aftaler om indkvartering, transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter, jf. stk. 2, nr. 2 , samt aftaler vedrørende rettigheder over fast ejendom, jf. nærmere stk. 2, nr. 3-5 .

Undtagelsen i nr. 1 viderefører den gældende lovs § 10 d, nr. 1, og § 5, stk. 3, nr. 4, og er en gennemførelse af det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, første pind, og dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra b.

Undtagelsen i nr. 2 er en videreførelse af den gældende lovs § 10 d, nr. 2 og nr. 3, der har hjemmel i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, 2. pind. Undtagelsen gælder ikke i tilfælde, hvor aftalen er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, litra b.

Undtagelserne i nr. 3-5 vedrørende aftaler om opførelse af bygning og visse rettigheder over fast ejendom svarer til dels til den gældende lovs § 10 c, stk. 1, nr. 2-4, og § 5, stk. 3, nr. 6, og har hjemmel i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 1, 4. pind, og artikel 13, stk. 2, samt dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a.

Undtagelsen i nr. 4 vedrører lejeaftaler og aftaler om aktiekøb mv., hvortil der er knyttet en brugsret til fast ejendom på timesharebasis, som omfattet af lov nr. 234 af 2. april 1997 om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis. Der henvises til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5935, hvor det om den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 10 c, stk. 1, nr. 3, anføres, at undtagelsen i praksis tager sigte på visse aftaler om erhvervelse af andel eller lignende i en juridisk person, hvor der til andelen er knyttet en tidsinddelt brugsret til en fast ejendom, der ejes af den juridiske person. Timesharelovens anvendelsesområde er fastlagt i lovens § 1, hvorefter loven gælder for bl.a. aftaler af den nævnte karakter, når aftalen skal gælde i mindst 3 år og giver forbrugeren brugsretten i tidsrum på mindre end 1 år.

Det bemærkes, at en aftale om aktiekøb, hvortil er knyttet en brugsret til fast ejendom på timesharebasis, ikke kan anses for en finansiel tjenesteydelse, idet hovedindholdet af en sådan aftale må antages at vedrøre timeshare-andelen. Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er således ikke til hinder for undtagelsen i nr. 4.

Undtagelsen i nr. 5 omfatter ikke fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser, herunder navnlig realkreditlån, og heller ikke fjernsalgsaftaler vedrørende udlejning af fast ejendom. Der er efter fjernsalgsdirektiverne ikke hjemmel til at undtage sådanne aftaler fra oplysningspligten.

Til § 10

Bestemmelsen angiver, hvilke oplysninger der skal meddeles forbrugeren ved aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. herved lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, og hvornår disse oplysninger skal gives.

De oplysninger, der efter forslagets stk. 1 skal gives ved aftaler indgået uden for fast forretningssted, er tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten og om navn og adresse på den person eller virksomhed, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves. Ligesom efter gældende ret er »skriftlig« her anvendt i betydningen »læsbar« og ikke i betydningen »på papir«.

I forhold til den gældende regel i § 7, stk. 1, foreslås den ændring, at den erhvervsdrivende – således som der er pligt til efter dørsalgsdirektivets artikel 4 – pålægges tillige at give oplysning om navn og adresse på en person, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves. Denne pligt er hidtil fremgået af den i medfør af forbrugeraftaleloven udstedte bekendtgørelse, men det foreslås, at pligten fremgår direkte af lovteksten.

Med hensyn til tidspunktet for, hvornår oplysningspligten skal opfyldes, foreslås det i bestemmelsen, at de påkrævede oplysninger skal gives på mødet mellem parterne, dog ved aftaler om køb af varer, bortset fra bestillingskøb, og ved tegning af abonnement på aviser mv. eller løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang, først ved overgivelsen af varen eller den første levering til forbrugeren, jf. forslaget til § 10, stk. 2 . Der forslås dermed på dette punkt en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 7, stk. 1.

Som det fremgår af lovforslagets § 18 og bemærkningerne hertil, foreslås der fælles fortrydelsesregler for aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg, og i den forbindelse foreslås det, at fortrydelsesfristen ikke skal begynde at løbe, før forbrugeren på varigt medium har modtaget de foreskrevne oplysninger. Den erhvervsdrivendes manglende opfyldelse af oplysningspligten – herunder forpligtelsen til at give tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten - bliver dermed civilretligt sanktioneret ved en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Den gældende ugyldighedssanktion på dørsalgsområdet for manglende oplysning om fortrydelsesretten videreføres ikke, men i stedet foreslås indført den ovennævnte civilretlige sanktion, der består i, at fortrydelsesretten løber indtil videre, hvis den erhvervsdrivende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om fortrydelsesretten på den foreskrevne måde. Herudover foreslås det i § 29, at der indføres en generel regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.1.

Til § 11

Bestemmelsen angiver, hvilke oplysninger der forud for aftalens indgåelse skal meddeles forbrugeren i forbindelse med en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om oplysningspligten i tilfælde, hvor aftalen indgås pr. telefon, og om tidspunktet for, hvornår oplysningerne skal meddeles. Reglen supplerer markedsføringsretlige regler i anden lovgivning og almindelige kontraktretlige regler om loyal oplysningspligt.

Til stk. 1. Bestemmelsen indeholder en opregning af de oplysninger, der skal meddeles forbrugeren inden indgåelsen af fjernsalgsaftalen.

De oplysningspligter, der opregnes i § 11, stk. 1, skal også overholdes ved finansielt fjernsalg, jf. indledningen til § 13, stk. 1.

Ved udformningen af reglerne om forudgående oplysningspligt i den foreslåede § 11, stk. 1 , er foretaget en sammenskrivning af de gældende forudgående oplysningspligter i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, og nogle af de oplysningspligter, der følger af artikel 3, stk. 1, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.3 og nærmere nedenfor under de enkelte bestemmelser.

Efter nr. 1 skal der gives oplysning om den erhvervsdrivendes navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis der er tale om en udenlandsk erhvervsdrivende, der har en repræsentant her i landet, eller hvis leverandøren i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 4, stk. 1, litra a, og artikel 5, stk. 1, 2. pind, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra a-c, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1.

I forhold til den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 1, vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser indeholder den foreslåede bestemmelse en lidt udvidet oplysningspligt, idet der dels skal gives flere oplysninger vedrørende leverandøren, dels skal gives nærmere oplysninger om eventuelle repræsentanter for leverandøren. Desuden skal der efter den foreslåede bestemmelse – i modsætning til efter gældende ret, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 1 – allerede forud for aftalens indgåelse gives oplysning om den fysiske adresse, hvor leverandøren er etableret, samt om enhver anden fysisk adresse, der er relevant for forbrugerens forbindelse med leverandøren og eventuelle repræsentanter for leverandøren.

Efter nr. 2 skal der endvidere gives oplysning om varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber.

Der er tale om en videreførelse af den gældende lovs § 11, stk. 1, nr. 2, jf. herom i Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5958. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 4, stk. 1, litra b, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra a, i det finansielle direktiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1.

Herudover skal der efter nr. 3 gives oplysning om den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen, inklusive gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen.

Oplysningspligten efter denne bestemmelse omfatter også krav om oplysning om afgifter/omkostninger, der ikke betales via leverandøren eller pålægges af denne. Som eksempel på et tilfælde, hvor der kan blive tale om en afgift, der ikke betales via leverandøren eller pålægges af denne, kan tænkes betaling af afgift for tinglysning af pantebrev i fast ejendom, der tjener som sikkerhed for et ydet lån.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 4, stk. 1, litra c, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra b og d, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1. Der er stort set tale om en videreførelse af den gældende forbrugeraftalelovs § 11, stk. 1, nr. 3 og 5, jf. herom i Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5958.

Af den foreslåede nr. 4 følger det, at der tillige skal gives oplysning vedrørende vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuelle betingelser herfor.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 4, stk. 1, litra e og i, og artikel 5, stk. 1, 4. pind, i det generelle direktiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra f, og artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra b og c, i det finansielle direktiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1. Der er stort set tale om en videreførelse af de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 4, og § 11 a, stk. 2, 1. pkt., jf. herom i Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5958 f, dog bortset fra, at pligten efter gældende ret til at give oplysning om en opsigelsesret først gælder efter aftalens indgåelse i forbindelse med meddelelse af oplysninger på varigt medium. Desuden vedrører oplysningspligten efter gældende ret alene tilfælde, hvor aftalen er af ubestemt varighed eller af mere end 1 års varighed.

Herudover skal der efter nr. 5 gives oplysning om, hvorvidt der er fortrydelsesret efter loven.

Det betyder, at der – i modsætning til efter gældende ret, jf. forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 6 – tillige skal gives meddelelse herom, hvis fjernsalgsaftalen ikke kan fortrydes. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1, og – til dels – artikel 4, stk. 1, litra f, i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Det bemærkes, at der i § 29, stk. 1, nr. 1, foreslås en regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til forud for aftalens indgåelse at give oplysning om fortrydelsesretten.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 6 skal der desuden gives oplysning om eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra g, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra g, i det generelle fjernsalgsdirektiv. De nævnte direktivbestemmelser svarer indholdsmæssigt til hinanden. Den sidstnævnte bestemmelse er i den gældende lov gennemført ved forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 7. Ved udformningen af oplysningskravet foreslås det at anvende formuleringen fra det finansielle fjernsalgsdirektiv, hvoraf indholdet af bestemmelsen klarere fremgår.

Endelig skal der efter nr. 7 oplyses om, hvor længe de forudgående oplysninger gælder, herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris. Der skal således gives oplysning om, hvor længe fjernsalgstilbudet gælder.

Bestemmelsen, der er en videreførelse af den gældende lovs § 11, stk. 1, nr. 8, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5958, tilsigter at gennemføre artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra e, i det finansielle direktiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra h, i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Til stk. 2. Det følger af bestemmelsen, at i tilfælde, hvor der indgår taletelefoni i fjernkommunikationsteknikken, skal forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra den erhvervsdrivende udover de oplysninger, der følger af stk. 1, have oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 4, stk. 3, i det generelle fjernsalgsdirektiv. I modsætning til efter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, jf. dette direktivs artikel 3, stk. 3, og lovforslagets § 13, stk. 2, er der efter det generelle fjernsalgsdirektiv ikke adgang til at begrænse den erhvervsdrivendes prækontraktuelle oplysningspligt i tilfælde, hvor fjernkommunikationsmidlet er taletelefoni.

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ringer til en forbruger som led i et system for fjernsalg. Bestemmelsen vil navnlig have betydning i de tilfælde, hvor der efter udkastets § 6, stk. 2, er adgang til at rette uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren, men vil også have betydning i tilfælde, hvor forbrugeren har bedt om at blive ringet op af den erhvervsdrivende.

Ved siden af den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, vil endvidere fortsat gælde markedsføringslovens § 6 a, stk. 5, hvorefter den erhvervsdrivende ved den første henvendelse til forbrugeren skal oplyse forbrugeren om retten til at frabede sig uanmodede henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.3.

Til stk. 3. Efter stk. 3 skal de i stk. 1 nævnte oplysninger gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 11, stk. 2, der gennemfører indledningen til artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv.

Til § 12

Bestemmelsen fastlægger kravene til den information, som den erhvervsdrivende på varigt medium skal give snarest muligt efter indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse.

Til stk. 1-3. Efter stk. 1 skal der, hvis der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, ske meddelelse af de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1-5, på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde.

Efter stk. 2 skal den erhvervsdrivende endvidere på den i stk. 1 anførte måde give nogle yderligere oplysninger på varigt medium. Der skal bl.a. gives oplysning om betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesservice og om eventuel fortrydelsesret efter loven og i givet fald fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten.

De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal efter stk. 3 gives snarest muligt efter aftalens indgåelse. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen.

Disse bestemmelser svarer stort set til de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 11 a, stk. 1-3, der er en gennemførelse af artikel 5, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.3.

I forhold til den gældende regel indeholder forslaget bl.a. den ændring, at der i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 2, tillige skal gives oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt. Der henvises til lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 3, hvorved der indføres et tilsvarende krav i relation til fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser, dog at der er tale om et forudgående oplysningskrav.

Vedrørende begrebet varigt medium bemærkes det, at der i modsætning til det generelle fjernsalgsdirektiv er indeholdt en definition på begrebet i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, jf. direktivets artikel 2, litra f.

Uanset denne forskel må det antages, at kriterierne for, om der er tale om et varigt medium, er de samme efter de to direktiver, og at der således ikke er tilsigtet nogen ændring af begrebet i forbindelse med vedtagelsen af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Den fastlæggelse af begrebet, der er sket i bemærkningerne til lov nr. 442 af 31. maj 2000 i forbindelse med gennemførelsen af det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5938 og s. 5959, svarer således i det væsentlige til de kriterier, der er opstillet i definitionen i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og i betragtning 20 i dette direktivs præambel.

I takt med den teknologiske udvikling vil flere tekniske indretninger dog kunne opfylde betingelserne for at blive anset for et varigt medium - dvs. betingelserne om mulighed for lagring og reproduktion i en rimelig periode af de personligt modtagne oplysninger. Som eksempel på indretninger, der opfylder kravene til et varigt medium, kan nævnes disketter, e-mail og – forudsat at de ovennævnte kriterier er opfyldt – WEB-sider på internettet og med tiden også mobiltelefoner.

Det beror på en konkret vurdering, om betingelserne er opfyldt. Generelt kan det dog anføres, at en almindelig mobiltelefon, der alene kan modtage SMS-beskeder (Short Message Service, der indeholder tekst), formentlig ikke med den nuværende teknologi – hvor lagringskapaciteten fortsat er så begrænset, at brugeren må slette beskederne fra tid til anden for at have plads nok - kan anses at opfylde kravene til varigt medium. En MMS-telefon (Multimedia Messaging System, der kan indeholde både tekst, grafik, billeder, video og lyd) har en større lagringskapacitet og vil muligvis kunne anses for at opfylde kravene til et varigt medium. Det må under alle omstændigheder forudses, at mobiltelefonernes lagringskapacitet i takt med udviklingen af mobiltelefonien efterhånden vil få et sådant omfang, at kravene til varigt medium med tiden vil kunne anses for opfyldt.

En hjemmeside vil under visse omstændigheder formentlig tillige kunne opfylde kravene til et varigt medium. Dette forudsætter dog, at der er tale om en indretning, der medfører, at den pågældende hjemmeside indeholdende de foreskrevne oplysninger ikke kan ændres i en periode på mindst 1 år, og at adressen på hjemmesiden er meddelt forbrugeren personligt.

Kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium må således antages at kunne opfyldes ved f.eks. i en SMS-besked eller en elektronisk post at sende forbrugeren adressen på eller et link til en »låst« (skrivebeskyttet) hjemmeside, som indrettes på en sådan måde, at der er sikkerhed for, at de oplysninger, som ligger på hjemmesiden, ikke kan ændres i en etårsperiode. Det vil derimod ikke være tilstrækkeligt blot at oplyse hjemmesidens adresse i den erhvervsdrivendes markedsføringsmateriale.

Den erhvervsdrivende vil have bevisbyrden for, at de foreskrevne oplysninger er meddelt forbrugeren på et varigt medium. Dette kan ikke antages at medføre et krav om, at den erhvervsdrivende sikrer sig, at forbrugeren har personlig adgang til at omsætte det varige medium til papirformat. Det kan således f.eks. ikke kræves af en erhvervsdrivende, der vælger at lægge de foreskrevne oplysninger og aftalevilkårene på en hjemmeside eller sender dem med elektronisk post, at den pågældende sikrer sig, at forbrugeren har en personlig computer med internet og elektronisk post, hvortil er knyttet en printer. Det afgørende er, om forbrugeren har adgang til oplysningerne. Det er dog en forudsætning, at forbrugeren har en e-postadresse.

Af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 15 følger det dog samtidig, at forbrugeren på et hvilket som helst tidspunkt under aftaleforholdet har ret til at få aftalevilkårene udleveret på papir. Der henvises herom til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Retsvirkningen af, at kravet om varigt medium ikke opfyldes af den erhvervsdrivende, er, at en eventuel fortrydelsesfrist ikke begynder at løbe, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 2. Der foreslås endvidere en regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til på varigt medium at give oplysning om fortrydelsesretten, jf. nærmere lovforslagets § 29 og bemærkningerne hertil.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.3.

Til stk. 4 og 5. I stk. 4 er foreslået en undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium.

Der er tale om en i forhold til den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 11 a, stk. 5, udvidet undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.3.

Efter forslaget skal undtagelsen gælde ved aftale om tjenesteydelser, der bestilles og opfyldes ved anvendelse af samme fjernkommunikationsteknik, når tjenesteydelsen leveres samlet på én gang, vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel, prisen for tjenesteydelsen ikke overstiger 75 kr., og forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsen og fortrydelsesretten.

Bestemmelsen vedrører tjenester, der leveres via den anvendte fjernkommunikationsteknik, og ikke varer eller tjenesteydelser, som leveres på anden måde, f.eks. en håndværksydelse, der skal leveres »fysisk«.

Abonnementsaftaler om f.eks. løbende levering af nyheder eller en løbende aftale om levering af chat-tjenester vil heller ikke være omfattet.

Undtagelsen omfatter heller ikke finansielle tjenesteydelser, herunder betalingstjenester.

De tjenester, der er omfattet af undtagelsen, er således tjenester, hvor bestillingen og selve leveringen sker via det samme kommunikationsmiddel – f.eks. over telefonen eller mobiltelefonen – og kun enkeltstående tjenester, der ikke koster mere end 75 kr. Det vil endvidere – som hidtil - være en betingelse, at faktureringen af tjenesten sker via udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel, dvs. det pågældende teleselskab. Dermed vil undtagelsen f.eks. omfatte SMS-tjenester og tjenester, der udbydes på de såkaldte 90-numre (numre, hvor teleselskabet som integreret del af takseringen for opkaldet også fakturerer for indholdstjenesten). Undtagelsen vil derimod ikke omfatte de telefonsextjenester, som udbydes på almindelige ikke-overtakserede numre, og som faktureres af indholdsudbyderen selv direkte over for kunden. Disse tjenester har givet anledning til adskillige klager i Forbrugerklagenævnet.

Der er alene tale om en undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium og ikke en undtagelse fra fortrydelsesretten . En tjenesteyder, som vil sikre sig imod, at forbrugeren kan fortryde sin bestilling, efter at opfyldelsen er påbegyndt, må derfor sikre sig, at forbrugeren giver sit samtykke til, at udførelsen kan påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. lovforslagets § 18, stk. 4.

Forbrugerens samtykke vil ikke kunne anses for indhentet ved, at en virksomhed i sit markedsføringsmateriale som led i opfyldelsen af den prækontraktuelle oplysningspligt anfører, at forbrugeren ved sin bestilling samtidig giver samtykke til, at fortrydelsesretten ophører ved levering inden fortrydelsesfristens ophør. En sådan angivelse ville reelt være ensbetydende med, at der for den pågældende virksomheds tjenester slet ikke gælder en fortrydelsesret og måtte derfor anses for en omgåelse af fortrydelsesreglerne. Samtykkekravet vil derimod f.eks. kunne opfyldes ved, at virksomheden efter at have modtaget forbrugerens bestilling sender forbrugeren en SMS-besked, hvori der oplyses om fortrydelsesretten og om, at forbrugeren ved afsendelse af endelig bestilling giver samtykke til, at tjenesten leveres inden udløbet af fortrydelsesfristen, således at fortrydelsesretten ophører, når leveringen påbegyndes. Der vil i samme SMS-besked kunne gives oplysning om, hvad tjenesten koster, jf. betingelsen i stk. 4, nr. 4 .

Foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkende er velgørende eller almennyttigt, vil i almindelighed ikke kunne anses for erhvervsdrivende i forbrugeraftalelovens forstand. Dette er ensbetydende med, at lovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. ikke vil gælde for sådanne foreningers henvendelser mv. med henblik på indsamlinger, og herunder heller ikke i tilfælde, hvor en forbruger via sin telefon eller mobiltelefon indbetaler et beløb i forbindelse med en sådan indsamling. Den foreslåede beløbsgrænse på 75 kr. vil således ikke have nogen betydning i sådanne tilfælde.

Efter det foreslåede s tk. 5 skal forbrugeren i de i stk. 4 nævnte tilfælde på begæring have oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager.

Denne bestemmelse er en uændret videreførelse af reglen i den gældende lovs § 11 a, stk. 5, sidste pkt., som er en gennemførelse af den tilsvarende bestemmelse i artikel 5, stk. 2, sidste pkt., i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960. Som også anført i disse bemærkninger, vil heller ikke virksomheder, der driver denne form for virksomhed, således kunne nøjes med at have en adresse i »cyperspace«.

Til § 13

Til stk. 1. Bestemmelsen fastlægger, hvilke oplysninger der skal meddeles forbrugeren forud for indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.4.

Af indledningen til bestemmelsen følger, at det er en betingelse, at der gives de i § 11, stk. 1, nævnte oplysninger, jf. herom under bemærkningerne til denne bestemmelse. Herved gennemføres artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra a-c, stk. 1, nr. 2, litra a, b, d-g, og dele af stk. 1, nr. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Herudover skal der efter nr. 1 gives oplysning om CVR-nummeret, hvis den erhvervsdrivende er optaget i Det Centrale Virksomhedsregister, og ellers det relevante identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som den erhvervsdrivende måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed.

Der er tale om en gennemførelse af artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra d og e, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.

Herudover skal der efter nr. 2 gives oplysning om eventuel klageadgang og fremgangsmåden ved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 3, stk. 1, nr. 4, litra a, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Af bestemmelsen følger det, at der f.eks. vil være pligt til at oplyse om en adgang til at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn - såsom Ankenævnet for Forsikring eller Pengeinstitutankenævnet.

Det følger af bestemmelsen, at det også skal oplyses, hvis der ikke består en sådan adgang, jf. formuleringen » hvorvidt der er klageadgang«.

Af nr. 3 følger det, at der endvidere skal oplyses om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes.

Dette oplysningskrav et en gennemførelse af (dele af) artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a og d, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.

Det foreslås som nævnt, at der skal gives oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt. Baggrunden herfor er, at der med henblik på opfyldelse af det finansielle fjernsalgsdirektiv foreslås indført en regel om, at fortrydelsesfristen – hvis forbrugeren allerede har alle de krævede oplysninger på varigt medium - regnes fra tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. lovforslagets § 18, stk. 2. Da det imidlertid må anses for vigtigt, at det så vidt muligt sikres, at fristen ikke løber, før forbrugeren er bekendt hermed, foreslås det samtidig, at der indføres en regel om pligt for den erhvervsdrivende til udtrykkeligt at give forbrugeren relevante oplysninger om, fra hvilket tidspunkt fortrydelsesfristen skal regnes.

Da den erhvervsdrivende skal opfylde sin oplysningspligt, inden der overhovedet indgås en aftale, vil den pågældende ikke kunne oplyse forbrugeren om det nøjagtige tidspunkt for, hvornår fortrydelsesfristen begynder at løbe. Den erhvervsdrivende vil derimod kunne give forbrugeren de for fortrydelsesfristens beregning relevante oplysninger.

Hvis der f.eks. er tale om, at den erhvervsdrivende som led i et system for fjernsalg udbyder finansielle tjenesteydelser gennem annoncering, kan det i annoncen oplyses, at fortrydelsesfristen – forudsat at forbrugeren har fået alle de oplysninger, der kræves efter loven - begynder at løbe den dag, da virksomheden modtager forbrugerens bestilling, og at dette ved almindelig postforsendelse vil sige dagen efter afsendelsen af bestillingen og ved bestilling pr. elektronisk post samme dag, som e-posten sendes.

Der henvises endvidere til den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 2, nr. 2, hvorved der indføres et tilsvarende krav i relation til fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser. Der er dog ikke med denne bestemmelse tale om et forudgående oplysningskrav, men om et krav om meddelelse af oplysning herom på varigt medium efter aftalens indgåelse, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde.

Gives oplysningerne først efter aftalens indgåelse, vil den erhvervsdrivende skulle oplyse om det præcise tidspunkt for, hvornår fristen begynder at løbe.

Den erhvervsdrivendes pligt til at oplyse om betingelserne for at fortryde en finansiel tjenesteydelse omfatter endvidere et krav om, at den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen er blevet helt opfyldt af begge parter, jf. herved lovforslagets § 18, stk. 5, og bemærkningerne hertil.

I nr. 4 foreslås det endvidere til gennemførelse af direktivets artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra c, at der skal gives oplysning om eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast.

I bestemmelsen ligger alene et krav om at give de oplysninger vedrørende risici og afhængighed af udsving på kapitalmarkedet mv., som standardmæssigt er af betydning for potentielle kunder. Der stilles således ikke krav om, at der redegøres detaljeret for baggrunden for, at den finansielle tjenesteydelse er forbundet med særlige risici mv.

Som eksempel på tilfælde, hvor der er tale om en ydelse, der efter sin karakter er forbundet med særlige risici, og hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, kan nævnes køb af børsnoterede aktier.

I tilfælde, hvor ydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, har forbrugeren ikke adgang til at fortryde fjernsalgsaftalen, jf. lovforslagets § 17, stk. 2, nr. 3.

Der kan dog også tænkes finansielle tjenesteydelser, der indebærer særlige risici, således at der efter nr. 4 skal gives oplysning herom, uden at der samtidig er tale om, at prisen for ydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet. Som eksempel kan nævnes køb af anparter i et risikofyldt anpartsprojekt.

Det bemærkes, at der i § 29, stk. 1, nr. 2, foreslås en regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til forud for aftalens indgåelse at give oplysning i overensstemmelse med § 13, stk. 1, nr. 4, dvs. om eventuelle særlige risici ved den finansielle tjenesteydelse mv., jf. om baggrunden herfor i bemærkningerne til § 29.

Det følger endvidere af almindelige erstatningsregler, at hvis en erhvervsdrivende har undladt at oplyse om særlige risici som nævnt i nr. 4, vil den pågældende (kunne risikere at) skulle betale erstatning for det tab, som forbrugeren har lidt som følge heraf.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 5 skal der yderligere oplyses om det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til lovforslagets § 22, stk. 1. Denne bestemmelse tilsigter at gennemføre (dele af) artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 22, stk. 1, hvorefter forbrugeren under visse forudsætninger kan afkræves betaling for den del af den finansielle tjenesteydelse, der allerede er leveret på fortrydelsestidspunktet.

Endvidere skal der efter nr. 6 , som tilsigter at gennemføre artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra f, i det finansielle direktiv, gives oplysning om en eventuel lovvalgs- og/eller værnetingsklausul i aftalen.

Det bemærkes, at der efter lovgivningen gælder begrænsninger med hensyn til, hvad der kan aftales vedrørende lovvalg og værneting, når det drejer sig om forbrugeraftaler. De oplysninger, som gives vedrørende eventuelle lovvalgs- eller værnetingsklausuler, må derfor afspejle disse begrænsninger.

Romkonventionen indeholder således særlige lovvalgsregler for visse forbrugeraftaler, jf. konventionens artikel 5. Reglerne vedrører aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, der er indgået under omstændigheder som nævnt i konventionens artikel 5, stk. 2.

Hvis der i et sådant tilfælde ikke er indgået en lovvalgsaftale, er aftalen undergivet loven i forbrugerens bopælsland, jf. artikel 5, stk. 3. Hvis der er indgået en lovvalgsaftale, kan denne ikke medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer den pågældende i medfør af ufravigelige regler i bopælslandets lov, jf. artikel 5, stk. 2. Præceptive regler til beskyttelse af forbrugere i forbrugerens bopælsland skal således finde anvendelse uanset en modstridende lovvalgsklausul, medmindre forbrugeren vil opnå en bedre retsstilling efter den valgte lov.

Reglerne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er præceptive, jf. direktivets artikel 12, stk. 1. Det samme gælder forbrugeraftalelovens regler, jf. den gældende lovs § 16, hvilken bestemmelse foreslås opretholdt i lovforslagets § 28.

For så vidt angår værnetingsspørgsmålet findes der særlige værnetingsregler for sager om forbrugerkontrakter i EF-Domskonventionens artikel 13-15. De forbrugerkontrakter, der er omfattet af konventionen, fremgår af artikel 13, stk. 1. Efter artikel 14 kan forbrugeren i sager vedrørende de omfattede forbrugeraftaler vælge at anlægge sag ved den erhvervsdrivendes hjemting eller ved sit eget hjemting. En sag mod forbrugeren kan alene anlægges ved forbrugerens hjemting. Forbrugerværnetinget kan ikke fraviges ved forudgående aftale, jf. artikel 15, nr. 1.

Efter den foreslåede nr. 7 er det herudover en betingelse, at der gives oplysning om, på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog leverandøren påtager sig at kommunikere i aftaleperioden.

Dette krav er en gennemførelse af artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra g, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Bestemmelsen må antages at tage sigte på tilfælde, hvor der er tale om handel over landegrænserne, og hvor det ikke giver sig selv, hvilket sprog der vil skulle anvendes under aftaleforholdet. Det kan derimod ikke antages, at den erhvervsdrivende vil skulle give denne oplysning også i tilfælde, hvor sprogvalget må anses for helt selvfølgeligt, f.eks. hvor en dansk erhvervsdrivende alene retter sin markedsføring mod danske forbrugere.

Endelig skal der efter den foreslåede nr. 8 gives oplysning om, hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning.

Af bestemmelsen følger det, at der også skal gives oplysning, hvis der ikke findes en garantifond eller garantiordning, der dækker tab ved den erhvervsdrivendes konkurs mv., jf. formuleringen » hvorvidt der findes «.

Der er tale om en gennemførelse af artikel 3, stk. 1, nr. 4, litra b, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, men således at der i forhold hertil er givet forbrugeren en lidt udvidet beskyttelse. Efter bestemmelsen skal der således – selv om der ikke er pligt hertil efter direktivbestemmelsen – også gives oplysning, hvis virksomheden er dækket af indskydergarantifonden, jf. herom lovbekendtgørelse nr. 1066 af 10. december 2003.

Til stk. 2. Med henblik på gennemførelse af artikel 3, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslås der i stk. 2 en særlig regulering af oplysningspligten i tilfælde, hvor der ved indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse indgår taletelefoni i fjernkommunikationsteknikken.

Efter det foreslåede stk. 2 og det finansielle direktivs artikel 3, stk. 3, litra a, skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen af enhver telefonsamtale med forbrugeren præsentere sig og give tydelig oplysning om det kommercielle formål med opringningen.

Hvis der er tale om løbende præstation af finansielle tjenesteydelser, skal oplysningerne dog kun gives i forbindelse med den indledende hovedaftale indgået pr. telefon og ikke i forbindelse med efterfølgende transaktioner/operationer, der ligger inden for rammerne af/udspringer af denne hovedaftale. Hvis der ikke foreligger en indledende rammeaftale, men den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme indhold, gælder oplysningspligten ligeledes kun i relation til den første enkeltoperation, jf. herved lovforslagets § 13, stk. 4.

De oplysningskrav, som efter det foreslåede stk. 2 skal opfyldes ved telefonisk henvendelse til forbrugeren, svarer til de oplysningskrav, der følger af direktivets artikel 3, stk. 3, litra b, dog således at der herudover foreslås en pligt til at give oplysning om eventuelle særlige risici mv. ved den finansielle tjenesteydelse. Der findes således behov for, at forbrugeren i alle tilfælde får oplysning herom forud for aftalens indgåelse.

Den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om, at der kan fås andre oplysninger, og den fulde oplysningspligt skal under alle omstændigheder opfyldes, når den erhvervsdrivende giver forbrugeren oplysningerne på varigt medium, jf. herom i bemærkningerne til lov forslagets § 14.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.4.

Til stk. 3. Bestemmelsen, der tilsigter at gennemføre indledningen til artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, henviser til reglen i § 11, stk. 3, om det tidsmæssige krav til opfyldelse af den forudgående oplysningspligt, som således også vil gælde ved fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser. Der henvises herom til bemærkningerne til § 11, stk. 3.

Til stk. 4. Med henblik på gennemførelse af artikel 1, stk. 2, 2. led, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslås det i stk. 4 at indføre en begrænsning i den forudgående oplysningspligt efter stk. 1-3 i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme karakter.

Bestemmelsen må antages at omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere enkeltaftaler af samme karakter mellem de samme parter, uden at der foreligger en første aftale, hvoraf de pågældende dispositioner udspringer, dvs. tilfælde, hvor der jævnligt foretages ensartede handler mellem parterne - f.eks. køb af aktier – uden at der foreligger en første rammeaftale, der regulerer forholdet mellem parterne.

Den prækontraktuelle oplysningspligt skal dog opfyldes ved efterfølgende enkeltaftaler af samme karakter, hvis der forløber mere end et år efter den sidst indgåede aftale.

Spørgsmålet om, hvad der ligger i formuleringen »aftaler af samme karakter«, må afgøres konkret og under hensyntagen til, i hvilket omfang oplysninger givet i forbindelse med en tidligere aftale også kan anses for dækkende for den aftale, som nu skal indgås. Bestemmelsen kan f.eks. tænkes anvendt på successive køb af aktier i samme selskab, men hvis der siden det sidste køb er indtrådt væsentligt ændrede omstændigheder, f.eks. af betydning for risikovurderingen, vil dette kunne udløse en pligt til at berigtige de tidligere givne oplysninger. Bestemmelsen vil endvidere kunne tænkes anvendt på successive aftaler om køb af aktier i forskellige selskaber, hvis aftalerne er præciseret til at angå aktier af en bestemt type og med en bestemt risikoprofil.

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til § 13, stk. 2, gælder begrænsningen også i tilfælde af telefonisk aftaleindgåelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.4.

Til § 14

De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 tilsigter at gennemføre artikel 5, stk. 1 og 2, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, hvorefter der skal ske meddelelse af samtlige de forudgående oplysninger samt aftalevilkårene på varigt medium. Vedrørende indholdet af begrebet varigt medium henvises til bemærkningerne til § 12.

Efter den foreslåede § 12 om fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, der hviler på artikel 5, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, skal oplysningerne gives på varigt medium snarest muligt efter aftalens indgåelse, mens kravet efter den foreslåede § 14 skal opfyldes i god tid, inden forbrugeren bindes af fjernsalgsaftalen eller et fjernsalgstilbud, dog således at kravet først skal opfyldes straks efter aftalens indgåelse, hvis den anvendte fjernkommunikationsteknik gør det umuligt at give oplysningerne på varigt medium inden aftaleindgåelsen.

Det bemærkes, at kravet om meddelelse af alle forhåndsoplysningerne på varigt medium efter den foreslåede § 14, stk. 1 og 2, skal opfyldes, selv om den forudgående oplysningspligt måtte have været begrænset i henhold til § 13, stk. 2, som følge af, at kommunikationen mellem parterne er foregået pr. telefon.

Hvis en forbruger f.eks. som reaktion på en tv-reklame for et pengeinstitut telefonisk retter henvendelse til selskabet med henblik på indgåelse af en aftale, vil pengeinstituttet under samtalen skulle opfylde den (begrænsede) oplysningspligt, der følger af lovforslagets § 13, stk. 2. Samtidig vil de nærmere vilkår for aftalen ofte blive aftalt/drøftet. Banken vil herefter typisk fremsende skriftlig accept/tilbud til forbrugeren. For at opfylde kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium skal banken i dette brev meddele forbrugeren samtlige forhåndsoplysninger efter § 13, stk. 1, samt de vilkår, der i øvrigt er aftalt mellem parterne.

Er de nærmere vilkår for aftalen ikke drøftet under samtalen, idet forbrugeren blot har bedt om at få fremsendt et tilbud, vil pengeinstituttet i det tilbud, der efterfølgende fremsendes til forbrugeren, normalt anføre pengeinstituttets standardaftalevilkår. Hvis forbrugeren accepterer tilbudet, vil disse standardvilkår normalt anses for accepteret. Kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium vil i dette tilfælde anses for opfyldt, hvis de foreskrevne oplysninger tillige er oplyst i tilbudsbrevet.

I et tilfælde, hvor en finansiel tjenesteydelse udbydes på en hjemmeside på internettet, og hvor aftalen indgås ved forbrugerens klik med musen på et ikon på skærmen, vil det være den erhvervsdrivendes standardaftalevilkår, der er lagt på hjemmesiden, og disse vil ofte anses som accepteret af forbrugeren ved dennes klik på ikonet. Da en hjemmeside som udgangspunkt ikke kan anses for et varigt medium, jf. dog nærmere bemærkningerne ovenfor ad § 12, vil den erhvervsdrivende i et sådant tilfælde skulle sørge for, at forbrugeren straks herefter meddeles oplysningerne og vilkårene på varigt medium, f.eks. pr. brev eller elektronisk post.

Den nævnte situation er samtidig et eksempel på, at anvendelsen af en bestemt fjernkommunikationsteknik i forbindelse med aftalens indgåelse umuliggør opfyldelsen af kravet om at give oplysningerne på varigt medium inden aftalens indgåelse, jf. det foreslåede § 14, stk. 2.

Som et andet eksempel herpå kan nævnes et tilfælde, hvor aftalen vedrørende en finansiel tjenesteydelse indgås i forbindelse med forbrugerens telefoniske henvendelse til den erhvervsdrivende. I et sådant tilfælde må kravet om meddelelse af oplysningerne og aftalevilkårene på varigt medium opfyldes ved, at den erhvervsdrivende straks efter aftaleindgåelsen sender de foreskrevne oplysninger til forbrugeren. Dette kan f.eks. ske pr. brev eller elektronisk post.

Kravet i stk. 2 om meddelelse af oplysninger på varigt medium straks efter aftalens indgåelse må antages at indebære, at den erhvervsdrivende skal opfylde forpligtelsen, så snart det er muligt efter aftaleindgåelsen. I de ovennævnte eksempler vil den erhvervsdrivende således formentlig skulle sende brevet/e-posten samme dag eller senest dagen efter.

Retsvirkningen af, at kravet om varigt medium ikke opfyldes af den erhvervsdrivende, er, at en eventuel fortrydelsesfrist ikke begynder at løbe, så længe kravet ikke er opfyldt, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 2. Der foreslås endvidere en regel om bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af bl.a. pligten til på varigt medium at give oplysning om fortrydelsesretten og om eventuelle særlige risici ved den finansielle tjenesteydelse, jf. lovforslagets § 29, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.4.

Til stk. 3. Af bestemmelsen følger det, at hvis de i § 13, stk. 1, nævnte forudgående oplysninger er meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. herved § 13, stk. 4, er den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis den erhvervsdrivende har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.

Betingelsen vil kunne opfyldes ved, at den erhvervsdrivende anmoder forbrugeren om at bekræfte, at denne fortsat er i besiddelse af oplysningerne på varigt medium. Betingelsen vil også kunne anses for opfyldt, hvis oplysningerne ligger på en skrivebeskyttet hjemmeside, der opfylder kravene til et varigt medium, jf. herved bemærkningerne til § 12.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.4.

Til § 15

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 5, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, men således at reglen samtidig foreslås udvidet til at gælde generelt for aftaler indgået ved fjernsalg, dvs. også fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

Baggrunden for forslaget er, at flere og flere tekniske indretninger som følge af den teknologiske udvikling må forudses at kunne anses for varige medier, jf. herom ovenfor under bemærkningerne til § 12, hvorfor forbrugeren vil kunne have behov for under aftaleforholdet at få aftalevilkårene udleveret på papir.

Retten til på begæring at få udleveret aftalevilkårene gælder under aftaleforholdet . Aft Aftaleforholdet må anses for afsluttet, når aftalen er endeligt opfyldt fra begge parters side. Er der f.eks. tale om en tjenesteydelse, der leveres vis en SMS- eller MMS-besked, vil den foreslåede bestemmelse gælde, indtil forbrugeren har betalt for ydelsen, f.eks. via sin telefonregning, hvis dette er aftalt.

Af bestemmelsen fremgår endvidere, at det kun er aftalevilkårene - og altså ikke den del af forhåndsoplysningerne, der ikke er en del af aftalevilkårene - som forbrugeren kan kræve at få udleveret på papir. Den erhvervsdrivende vil ikke kunne afkræve forbrugeren betaling for udgifter til udskrift af aftalevilkårene.

Som eksempel på ændring af den benyttede fjernkommunikationsteknik, jf. bestemmelsens 2. pkt. , kan tænkes en situation, hvor der er indgået en kreditaftale ved elektronisk post, og hvor forbrugeren anmoder om for fremtiden at modtage henvendelser vedrørende aftalen med almindelig post. Den omvendte situation kan også tænkes, dvs. hvor aftalen er indgået og den løbende kontakt mellem parterne er foregået via almindelig postforsendelse, og hvor forbrugeren beder om for fremtiden at modtage henvendelser med elektronisk post. Dette må dog selvsagt forudsætte, at den erhvervsdrivende har en e-postadresse.

Efter bestemmelsen er der kun adgang til at ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, hvis det ikke er uforeneligt med den indgåede aftale. Det vil således afhænge af den enkelte aftale, om der er adgang til at ændre den benyttede teknik.

Ændringen må heller ikke være uforenelig med karakteren af den leverede finansielle tjenesteydelse. Hvis der f.eks. er tale om en netbank-aftale, hvor en del af ydelsen er, at bl.a. kontoudtog og -oversigter sendes til forbrugeren med elektronisk post, synes det ikke at kunne forenes med karakteren af den leverede ydelse, hvis forbrugeren for fremtiden ønsker at få oversigterne med almindelig post.

Til § 16

Ved bestemmelsen bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om indholdet af og formen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 10-15.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.

Det er ikke hensigten med denne bemyndigelsesbestemmelse at foretage en udvidelse af de emneområder, der skal gives oplysning om. Bemyndigelsen er alene medtaget med henblik på at muliggøre en justering af de i loven anførte oplysningskrav, hvis der i praksis måtte vise sig et særligt behov herfor.

Der vil i forbindelse med vedtagelse af en ny forbrugeraftalelov skulle udstedes en ny bekendtgørelse til afløsning af bekendtgørelse nr. 599 af 12. juli 1993, der er udstedt i medfør af den hidtil gældende forbrugeraftalelov.

Til kapitel 4

Kapitlet indeholder regler om fortrydelsesret, herunder om fortrydelsesfristens længde og dens beregning, betingelserne for og fremgangsmåden ved udøvelse af fortrydelsesretten og retsvirkningerne af at udøve fortrydelsesretten.

Det følger af både dørsalgsdirektivet, det generelle fjernsalgsdirektiv og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, at der inden for direktivernes område skal indføres en fortrydelsesret. Ved de foreslåede regler foretages en samlet regulering af fortrydelsesretten for aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, og aftaler indgået ved fjernsalg, herunder både fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser og fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.

Til § 17

I stk. 1 fastlægges det, at forbrugeren har fortrydelsesret ved aftaler indgået ved fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.

I stk. 2, nr. 1-4, er opregnet en række undtagelser fra fortrydelsesretten. Af stk. 3 fremgår det, at de i stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte undtagelser dog ikke gælder, hvis aftalen er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b.

Efter stk. 2, nr. 1, gælder fortrydelsesretten ikke ved de i § 9, stk. 2, nævnte aftaler, dvs. aftaler om visse køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, jf. nærmere § 9, stk. 2, nr. 1, visse aftaler om indkvartering, transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, samt aftaler om opførelse af bygning og visse rettigheder over fast ejendom, jf. nærmere § 9, stk. 2, nr. 3-5.

Der henvises til bemærkningerne til § 9, stk. 2, vedrørende denne undtagelse.

Undtagelsen gælder, uanset om aftalen er indgået uden for fast forretningssted eller ved fjernsalg.

I nr. 2 foreslås ligeledes en generel undtagelse fra fortrydelsesretten for finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv.

Den foreslåede undtagelse tilsigter en delvis udnyttelse af undtagelsesadgangen i dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a, og i det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, litra b, vedrørende kreditter sikret ved pant i fast ejendom - nemlig for så vidt angår realkreditlån.

Det bemærkes, at der med undtagelsen alene er tale om en undtagelse fra fortrydelsesretten og ikke en undtagelse fra pligten til at give forbrugeren oplysninger i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.1.

Herudover foreslås i nr. 3 en undtagelse for aftaler om værdipapirer eller finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapirets eller tjenesteydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Undtagelsen fra fortrydelsesretten gælder ikke, hvis aftalen er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, jf. det foreslåede stk. 3.

Der er alene tale om en undtagelse fra fortrydelsesretten og ikke om en undtagelse fra pligten til at give forbrugeren oplysninger i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3.

Bestemmelsen i nr. 3 tilsigter bl.a. at gennemføre artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.1.

I det finansielle direktivs artikel 6, stk. 2, litra a, er opregnet en række eksempler på finansielle tjenesteydelser, der er omfattet af undtagelsen. Det drejer sig om følgende tjenesteydelser:

1) fremmed valuta,

2) pengemarkedsinstrumenter,

3) værdipapirer,

4) andele i kollektive investeringsforetagender,

5) finansielle futures, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant,

6) fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter),

7) rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks,

8) optioner på køb eller salg af de ovennævnte instrumenter, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant; denne kategori omfatter navnlig valuta- og renteoptioner.

Det fremgår af bestemmelsen, at opregningen ikke er udtømmende.

Den nærmere afgrænsning af undtagelsens område kan give anledning til tvivl. Ved vurderingen af, om der er tale om en tjenesteydelse, der falder inden for undtagelsens område, må der antages at skulle lægges vægt på, om prisen varierer på en ikke forudberegnelig måde på grund af svingninger på kapitalmarkedet, således at der ved aftalens indgåelse handles om en risiko. Det forhold, at der føres kursliste over den pågældende type tjenesteydelser, vil kunne være en indikator for, at der er tale om en tjenesteydelse, der er omfattet af undtagelsen.

Som det fremgår af opregningen ovenfor af eksempler på omfattede tjenesteydelser, er aftaler om køb og salg af fremmed valuta undtaget fra fortrydelsesretten. Valutakursen og dermed prisen for den udenlandske valuta bestemmes af udbud og efterspørgsel på valutamarkedet.

Undtaget er endvidere pengemarkedsinstrumenter , hvorved forstås instrumenter, der normalt omsættes på pengemarkedet, og som anses for at være likvide og kunne værdiansættes på et hvilket som helst tidspunkt. Der vil først og fremmest være tale om statsgældsbeviser, skatkammerbeviser og andre værdipapirer med løbetid på omkring ét år, f.eks. de kortløbende realkreditobligationer.

I undtagelsesbestemmelsen er herudover nævnt tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirer , hvilket bl.a. vil sige aftaler om køb og salg af aktier og obligationer, herunder realkreditobligationer, statsobligationer og præmieobligationer.

Undtagelsen må endvidere antages at omfatte andre værdipapirer, der giver ret til at erhverve aktier og obligationer, herunder tegningsrettigheder, aktiebeviser, aktieretter, covered warrants, obligationer med warrants og konvertible obligationer. Ved warrant forstås en tegningsret, der oftest udstedes i tilknytning til et værdipapir (obligationer eller aktier) og giver ret til inden for en afgrænset tidsperiode at købe aktien mv. til en fastsat pris.

Herudover er undtaget andele i kollektive investeringsforetagender , dvs. pengemarkedsforeninger, investeringsinstitutforeninger, placeringsforeninger og erhvervsudviklingsforeninger. Der henvises til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger mv. (lov nr. 1169 af 19. december 2003).

Futures og futureslignende instrumenter omfatter kontrakter, der afregnes kontant på grundlag af et af følgende elementer: rentesatsen, valutakursen, kursen på et værdipapir eller et andet indeks, der gælder for værdipapirer.

Undtaget er endvidere fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter) , hvilket vil sige aftaler, der med basis i en referencerente fastlægger renten for en given fremtidig periode. FRA-kontrakter har egenskaber svarende til rente-futures og afregnes ligeledes kontant på udløbstidspunktet, ved at køber henholdsvis sælger af kontrakten kompenserer modparten for forskellen mellem den aftalte rente og referencerenten.

Rente- og valutaswaps og swaps på aktier og aktieindeks er ligeledes undtaget. Med swap forstås en selvstændig finansiel transaktion, der kan benyttes til omlægning af rente- og valutabasis for såvel passiver som aktiver. Rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks er kendetegnet ved aftaler om enten udveksling af rene rentebetalinger eller udveksling af hovedstole og rentebetalinger denomineret i forskellig valuta.

Endelig omfatter undtagelsen optioner på køb eller salg af de ovennævnte instrumenter , herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant. Det er i direktivbestemmelsen udtrykkeligt nævnt, at denne kategori navnlig omfatter valuta- og renteoptioner. En option er en kontrakt, der giver ejeren (køberen) ret, men ikke pligt, til at købe eller sælge et finansielt instrument eller en valuta til en aftalt pris på et aftalt tidspunkt. Der er forskellige typer af optioner – dels retten til at købe (såkaldte call optioner), dels retten til at sælge (såkaldte put optioner).

Som yderligere eksempler på tilfælde, der må anses for omfattet af undtagelsen fra fortrydelsesretten, kan nævnes fastkursaftaler , hvor der indgås aftale mellem et realkreditinstitut og låntager om, at den i lånetilbudet forudsatte obligationskurs fastlåses i en aftalt periode. Ved en sådan aftale sikrer låntager sig mod et uønsket kursudsving mod at acceptere en lidt mindre fordelagtig kurs, som er bindende for parterne uanset den faktiske kursudvikling.

Herudover må undtagelsen antages at omfatte visse fastforrentede lån . Det drejer sig om aftaler om lån – både udlån og indlån - til en fast rente, som er uopsigelige fra kreditors side i en typisk længerevarende periode, og hvor der i tilfælde af debitors førtidige indfrielse skal ske en opgørelse af restgælden ud fra det almindelige renteniveau på indfrielsestidspunktet beregnet på basis af en referencerente, hvis størrelse afhænger af udsving på kapitalmarkedet, f.eks. den gennemsnitlige effektive obligationsrentesats for statsobligationer, som fremgår af Københavns Fondsbørs’ kursliste.

En ændring af markedsrenten har dermed betydning for, til hvilken kurs førtidig indfrielse kan ske. Er der således tale om, at renten falder efter aftalens indgåelse, skal låntager betale mere end restgælden i tilfælde af førtidig indfrielse (dvs. indfrielse til en kurs, der ligger over kurs 100), mens der omvendt i tilfælde af rentestigning efter aftalens indfrielse kan ske indfrielse til et mindre beløb end restgælden.

Det karakteristiske for disse typer af aftaler er således, at parterne har delt risikoen for ændringer af markedsrenten mellem sig. Hvis låntageren havde mulighed for at fortryde en sådan aftale, ville den pågældende kunne spekulere i svingningerne på markedet til skade for långiver. Låntageren ville således kunne udnytte sin fortrydelsesret til at komme ud af aftalen, hvis renteniveauet faldt, samtidig med at den pågældende i henhold til aftalen ville være sikret mod renteforhøjelse i tilfælde af rentestigning i markedet.

Undtagelsen omfatter derimod ikke låneaftaler, hvorefter restgælden altid kan indfries til den aktuelle nominelle restgæld (kurs 100). I sådanne tilfælde foreligger der ingen spekulationsmulighed for forbrugeren, idet kreditor har påtaget sig risikoen for den kommende kursudvikling. Sælgerpantebreve udstedes typisk på vilkår om, at der på et hvilket som helst tidspunkt kan ske indfrielse til kurs 100. I det omfang en sådan aftale måtte være indgået som led i et system for fjernsalg, vil aftalen derfor ikke være undtaget fra fortrydelsesretten.

Herudover foreslås der i nr. 4 en undtagelse for spil og lotteri, i det omfang aftalen ikke er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, jf. det foreslåede stk. 3 .

Undtagelsen har hjemmel i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, 6. pind, jf. også den gældende lovs § 10 e, stk. 1, nr. 1.

Til § 18

Til stk. 1-3.

Bestemmelserne fastlægger fortrydelsesfristens længde og begyndelsestidspunkt og er udformet således, at der i videst muligt omfang indføres fælles regler for aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg. Bestemmelserne tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 1, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, artikel 6, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 5, stk. 1, i dørsalgsdirektivet.

Om de hidtil gældende regler om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted (den gældende lovs § 5) og aftaler indgået ved fjernsalg (den gældende lovs §§ 12-12 c) henvises navnlig til Folketingstidende 1987/88, tillæg A, sp. 492 ff, henholdsvis Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960 ff.

Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.2.

Det foreslås i stk. 1 , at der indføres en generel fortrydelsesfrist på 14 dage, dog en 30 dages frist ved aftaler om individuelle pensionsordninger, således som der er pligt til efter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

I stk. 2 foreslås en fælles regel om fristens begyndelsestidspunkt, således at fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde den dag, hvor forbrugeren har fået det købte eller den første levering i hænde, eller 2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter kapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium.

Som det fremgår af forslaget til det i stk. 2, nr. 1, nævnte skæringstidspunkt, regnes fristen ved aftaler om tjenesteydelser – hvis forbrugeren på forhånd har fået alle de påkrævede oplysninger på varigt medium - fra aftalens indgåelse i stedet for som hidtil fra tidspunktet for modtagelse af underretning om aftalens indgåelse.

Baggrunden for denne ændring er, at der ikke efter det finansielle fjernsalgsdirektiv kan antages at være adgang til at indføre en regel svarende til den gældende på dette punkt.

I lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 2 (varer og ikke-finansielle tjenesteydelser), og § 13, stk. 1, nr. 3 (finansielle tjenesteydelser), foreslås det dog samtidig i relation til fjernsalgsområdet, at der indføres en pligt for den erhvervsdrivende til udtrykkeligt at give forbrugeren relevante oplysninger om, fra hvilket tidspunkt fortrydelsesfristen skal regnes.

Af forslaget til det i stk. 2, nr. 2, nævnte skæringstidspunkt fremgår det, at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før forbrugeren har fået samtlige de påkrævede oplysninger på papir eller andet varigt medium.

Vedrørende de oplysningskrav, der gælder for de forskellige typer af forbrugeraftaler, henvises til lovforslagets § 10 (aftaler indgået uden for fast forretningssted), §§ 11-12 (fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser) og §§ 13-14 (fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser).

I de i § 12, stk. 4, nævnte tilfælde (vedrørende tjenesteydelser, der bestilles og leveres via selve fjernkommunikationsmidlet) er der gjort en undtagelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium. I disse tilfælde vil fortrydelsesfristen skulle regnes fra aftalens indgåelse.

Uanset stk. 2, nr. 2 – dvs. uanset at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før oplysning om fortrydelsesretten mv. er meddelt forbrugeren på varigt medium – følger det af forslagets stk. 3 , at fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser skal udnyttes inden for en frist på 3 måneder. Denne bestemmelse er en videreførelse af de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 12 a, stk. 2, og § 12 b, stk. 2, der hviler på det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 1.

Denne længste fortrydelsesfrist gælder alene for fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser. Der kan ikke antages at være adgang efter hverken direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser eller dørsalgsdirektivet til at fastsætte en sådan længste frist for fortrydelsesrettens udnyttelse.

Aftalen suppleres dog af almindelige aftaleretlige grundsætninger. Heraf følger bl.a., at hvis den erhvervsdrivende ikke har oplyst forbrugeren om f.eks. betaling af et gebyr, kan gebyret normalt ikke anses for aftalt mellem parterne, og det kan dermed ikke kræves betalt. Når manglende overholdelse af oplysningspligten på denne måde medfører bortfortolkning af det pågældende aftalevilkår, kan den manglende overholdelse af oplysningskravet ikke samtidig tillægges betydning i relation til fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.

I et kontraktforhold indlægges endvidere i almindelighed en forpligtelse til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahentens interesser. Heri må bl.a. antages at ligge, at i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har overset en enkelt eller nogle få oplysninger, således at fortrydelsesfristen ikke er begyndt at løbe, men hvor forbrugeren har fået en lang række oplysninger og er bekendt med fortrydelsesretten, vil det kunne anses for illoyalt, hvis forbrugeren afventer den fulde opfyldelse af oplysningspligten, før fortrydelsesretten udøves. Forbrugeren vil i givet fald ikke kunne påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.

I den almindelige pligt til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahenten ligger også en forpligtelse til at tilkendegive sin stilling inden for en vis rimelig periode. Der gælder således efter dansk ret en almindelig ulovbestemt reklamationspligt, hvorefter der skal reageres over for medkontrahenten inden rimelig tid, hvis man f.eks. vil gøre krav gældende i henhold til aftalen eller indsigelse mod at være bundet af aftalen. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.2.

Til stk. 4-6.

Bestemmelserne regulerer spørgsmålet om fortrydelsesrettens ophør før tid. På grund af forskellige reguleringer af spørgsmålet inden for direktivernes respektive områder er der ikke mulighed for at indføre fælles regler på dette punkt, jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.3.

Der foreslås i stk. 4, 1. pkt., en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der for fjernsalgsaftaler vedrørende ikke-finansielle tjenesteydelser og varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, kun er fortrydelsesret, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, hvis forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne påbegynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb.

Der henvises om denne bestemmelse til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960, hvor det bl.a. anføres, at forbrugerens samtykke kan være givet i parternes aftale, men at det ligger i bestemmelsen, at forbrugeren skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ophører, når udførelsen påbegyndes. Heri ligger således også, at forbrugeren, inden samtykket gives, skal være gjort bekendt med fortrydelsesretten.

Samtidig foreslås i stk. 4, 2. pkt. , en videreførelse af den gældende regel i § 12, stk. 2, 2. pkt., hvorefter begrænsningen i fortrydelsesretten ikke gælder i tilfælde, hvor aftalen vedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse til forbrugeren. Sådanne henvendelser er dog kun i begrænset omfang lovlige, jf. lovforslagets § 6, stk. 2. Er henvendelsen ikke lovlig, er aftalen ugyldig, jf. forslagets § 7. Om den gældende bestemmelse i § 12, stk. 2, 2. pkt., henvises til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960.

Med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 2, litra c, i det finansielle fjernsalgsdirektiv foreslås det i stk. 5 , at fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser kun gælder, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter.

Da det efter bestemmelsen er en forudsætning, at aftalen er helt opfyldt af begge parter inden fortrydelsesrettens udøvelse, vil reglen normalt være uden praktisk betydning i tilfælde, hvor der er tale om et løbende aftaleforhold mellem parterne, herunder f.eks. et lån eller en kassekreditaftale.

Som et eksempel på et tilfælde, hvor bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, kan nævnes en enkeltstående aftale om betalingsformidling eller pengeoverførsel.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 3, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse skal oplyse forbrugeren om, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen er blevet opfyldt af begge parter.

Den begrænsede mulighed for at aftale sig ud af fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser afbødes ved, at forbrugeren ved tilbagetræden fra aftalen under visse forudsætninger kan pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret på fortrydelsestidspunktet, jf. nærmere lovforslagets § 22, der er direktivbestemt, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

I stk. 6 foreslås der vedrørende visse aftaler indgået uden for fast forretningssted regler, der svarer til reglerne om fortrydelsesrettens ophør før tid ved fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, jf. stk. 4.

Det drejer sig om aftaler vedrørende tjenesteydelser eller bestillingskøb, hvor der er fortrydelsesret i medfør af § 17, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, nr. 2, litra a - dvs. hvor aftalen er indgået under et anmodet hjemmebesøg, men hvor aftalen angår noget, der er forskelligt fra det, som forbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at komme for - og hvor forbrugeren, da denne anmodede om besøget, vidste eller burde vide, at den pågældende tjenesteydelse eller vare falder inden for den erhvervsdrivendes virksomhedsområde.

Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes et tilfælde, hvor en murer er tilkaldt med henblik på reparation af en bygningssokkel, og hvor der under besøget på forbrugerens initiativ indgås aftale om flisearbejde i køkkenet. Det gælder dog kun, hvis det må stå forbrugeren klart, at den pågældende erhvervsdrivende tillige udfører flisearbejde.

Der vil derimod f.eks. ikke være adgang for parterne til at indgå aftale om en forkortet fortrydelsesfrist i et tilfælde, hvor der under et anmodet hjemmebesøg vedrørende maling af en husfacade indgås aftale om udskiftning af tagsten - dog forudsat at det ikke i det konkrete tilfælde må være klart for forbrugeren, at det pågældende tillægsarbejde falder inden for den erhvervsdrivendes virksomhedsområde.

Til stk. 7.

Bestemmelsen svarer til den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 17, dog således at juleaftensdag og nytårsaftensdag er medtaget i opregning af de dage, der udskyder fortrydelsesfristens udløbstidspunkt.

Til § 19

Bestemmelsen fastlægger den nærmere fremgangsmåde ved brug af fortrydelsesretten.

Der er med bestemmelsen tale om en sammenskrivning af de gældende regler i § 6, stk. 1, 3 og 4 (aftaler indgået uden for fast forretningssted), og § 12 a, stk. 1 og 3-5, og § 12 b, stk. 1 og 3 (fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser), samtidig med at den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 6, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Om de hidtil gældende bestemmelser henvises navnlig til Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 756 ff (vedrørende aftaler indgået uden for fast forretningssted), og Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960 ff (vedrørende fjernsalg).

Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.4.

Det følger af stk. 1 , at fortrydelsesretten som udgangspunkt skal udøves ved at give meddelelse herom til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb, jf. dog stk. 2 vedrørende fjernsalgstilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten.

Det er tilstrækkeligt til overholdelse af fristen, at underretningen, når den foreligger på papir eller andet varigt medium, er afsendt inden fristens udløb, jf. stk. 1, 2. pkt.

Der ligger ikke i denne bestemmelse et krav om, at meddelelsen om brug af fortrydelsesretten skal være skriftlig.

Ved fjernsalgsaftaler vedrørende køb af varer i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen, hvis forbrugeren bruger fortrydelsesretten, skal forbrugeren efter stk. 2 udøve fortrydelsesretten ved at tilbagelevere det modtagne til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb.

Det er tilstrækkeligt til overholdelse af fristen, at forbrugeren inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende.

Af stk. 2, 3. pkt., følger det endvidere, at omkostningerne ved tilbagesendelse af en vare til den erhvervsdrivende i de af stk. 2 omfattede tilfælde påhviler forbrugeren.

I tilfælde, hvor den erhvervsdrivende skal afhente varen ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten, men hvor forbrugeren i henhold til stk. 3 udøver fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, vil eventuelle porto- eller fragtomkostninger forbundet med postvæsenets returnering af forsendelsen påhvile den erhvervsdrivende.

Hvis den erhvervsdrivende ved et fjernsalg ikke har påtaget sig at afhente varen ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten, og hvis forbrugeren i henhold til stk. 3 udøver fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse en forsendelse, vil det afhænge af aftalen mellem parterne, om eventuelle fragtomkostninger mv. for postvæsenets returnering af varen påhviler forbrugeren eller den erhvervsdrivende. Hvis intet er aftalt mellem parterne, vil omkostningerne påhvile forbrugeren.

I tilfælde, hvor den erhvervsdrivende i henhold til aftalen har leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelsen dog altid den erhvervsdrivende, jf. stk. 4, 2. pkt. Denne bestemmelse svarer til den gældende regel i § 12 a, stk. 4, 2. pkt., der er en gennemførelse af artikel 7, stk. 3, i det generelle fjernsalgsdirektiv. Der kan herom henvises til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5961.

Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted påhviler eventuelle forsendelsesudgifter i forbindelse med varens tilbagesendelse også altid den erhvervsdrivende, da den erhvervsdrivende i disse køb har pligt til at hente varen ved forbrugerens fortrydelse, jf. lovforslagets § 20, stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 3 , der er en sammenskrivning og videreførelse af den gældende lovs § 6, stk. 4, § 12 a, stk. 3 og 5, og § 12 b, stk. 3, kan fortrydelsesretten i de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde tillige udøves ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse . Forbrugeren vil således i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende som led i aftalen sender en vare til forbrugeren – f.eks. undervisningsmateriale til brug for et kursus eller kosmetik købt via et postordrekatalog – kunne træde tilbage ved at undlade at modtage den erhvervsdrivendes forsendelse.

Til § 20

Bestemmelsen opregner visse betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftaler vedrørende køb af varer .

Der er tale om en sammenskrivning af de gældende regler i § 8, stk. 1 og 2 (aftaler indgået uden for fast forretningssted), og § 12, stk. 3, og § 12 a, stk. 6 og 7 (fjernsalgsaftaler om varer). Der kan om de hidtil gældende regler henvises til Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 760 ff, henholdsvis Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960 f.

Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.5.

Efter det foreslåede stk. 1 er fortrydelsesretten som hidtil betinget af, at varen overgives til/stilles til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde. Det foreslåede stk. 2 svarer ligeledes til gældende ret.

Herudover følger det af stk. 3 , at fortrydelsesretten – forudsat at forbrugeren udtrykkeligt er gjort opmærksom herpå - ikke gælder for varer, der er taget i brug, hvis det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi (nr. 1), eller for forseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, hvis forbrugeren har brudt forseglingen (nr. 2).

Den i nr. 2 nævnte betingelse har hidtil alene været gældende i relation til fjernsalg, men bestemmelsen foreslås udvidet til at gælde generelt. Herudover indebærer det foreslåede stk. 3 den ændring i forhold til gældende ret, jf. herved § 8, stk. 1, 2. pkt., § 12, stk. 3, og § 12 a, stk. 6 og 7, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt., at det er en forudsætning for, at fortrydelsesretten ikke gælder, at forbrugeren er gjort udtrykkeligt opmærksom herpå.

Til §§ 21-22

Bestemmelserne indeholder regler om retsvirkningerne af at udøve fortrydelsesretten.

På grund af forskellige reguleringer af dette spørgsmål i de tre direktiver er der ikke mulighed for at give fælles regler på dette punkt.

Efter det finansielle fjernsalgsdirektiv er der pligt til at indføre en betalingsregel, hvilket der stilles forslag om i lovforslagets § 22.

Efter det generelle fjernsalgsdirektiv er der derimod ikke adgang til at indføre en sådan betalingsregel, og der foreslås derfor på dette punkt en videreførelse af gældende ret, jf. lovforslagets § 21. Aftaler indgået uden for fast forretningssted foreslås behandlet på samme måde som almindeligt fjernsalg, dvs. således at der ikke kan gøres krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren ved dennes udøvelse af fortrydelsesretten, jf. lovforslagets § 21.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.6.

Til § 21

Bestemmelsen angiver retsvirkningerne af at fortryde en aftale indgået uden for fast forretningssted eller en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse.

Af stk. 1 og 2 følger det, at den erhvervsdrivende ikke kan gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren ved dennes udøvelse af fortrydelsesretten, og at den erhvervsdrivende skal tilbagebetale eventuelle modtagne beløb.

Der er for så vidt angår dørsalgsområdet tale om en videreførelse af gældende ret, jf. den gældende lovs § 9, stk. 1.

Der er ligeledes tale om en videreførelse af gældende ret i relation til fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 12 c, der bl.a. tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. herved Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5962.

De foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4 fastsætter nærmere regler om den erhvervsdrivendes tilbagebetaling af modtagen betaling.

Bestemmelsen i stk. 3 vedrører alene fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, hvis denne udøver sin fortrydelsesret.

Bestemmelsen i stk. 4 vedrører andre tilfælde end de i stk. 3 nævnte, dvs. fjernsalgsaftaler om tjenesteydelser og varer i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen ved forbrugerens tilbagetræden, samt aftaler indgået uden for fast forretningssted. Vedrørende aftaler om varekøb indgået uden for fast forretningssted følger det af reglen i § 20, stk. 1, at forbrugeren ikke har pligt til ved udøvelse af fortrydelsesretten at overgive varen til den erhvervsdrivende, men alene at stille varen til disposition for den erhvervsdrivende.

Det foreslås i stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., at der – på samme måde som efter artikel 6, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv - indføres en regel om tilbagebetaling »snarest muligt og senest inden 30 dage«. Overholder den erhvervsdrivende ikke denne betalingspligt, følger det af rentelovens bestemmelser, at forbrugeren har krav på betaling af morarente efter denne lov. Tilbagebetalingsreglen foreslås gjort anvendelig også i relation til aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. stk. 4, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 2. pkt. , er en videreførelse af de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, og § 12 a, stk. 7, jf. § 8, stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 4, 3. pkt. , om forbrugerens tilbageholdsret svarer til den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, der vedrører aftaler indgået uden for fast forretningssted, men reglen foreslås gjort generel, således at den også gælder for almindeligt fjernsalg.

Til § 22

Bestemmelsen fastlægger retsvirkningerne af at fortryde en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse og tilsigter at gennemføre artikel 7 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Til stk. 1 og 2. Med henblik på gennemførelse af artikel 7, stk. 1 og 3, foreslås der i stk. 1 indført en regel om, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse kan pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret i henhold til fjernsalgsaftalen, hvis 1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og 2) den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 13, stk. 1, nr. 5.

Det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, skal stå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse, jf. stk. 2 .

De foreslåede regler i stk. 1 og 2, der som nævnt er direktivbestemte, må antages at skulle fortolkes således, at den erhvervsdrivendes krav på betaling omfatter leverede ydelser fra aftalens indgåelse og indtil det konkrete fortrydelsestidspunkt, også selv om dette på grund af mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten først måtte ligge f.eks. 2 måneder efter aftalens indgåelse. Der kan således ikke opstilles den forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at oplysningspligten fuldt ud er opfyldt af den erhvervsdrivende, således at bestemmelsen kun omfatter leverede ydelser fra aftalens indgåelse og 14 (30) dage frem.

Det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at forbrugeren har fået oplysning om det beløb, der skal betales, samt om fortrydelsesretten. Det må herunder antages at være en forudsætning, at der sker meddelelse af de basale oplysninger, der knytter sig til fortrydelsesretten, dvs. om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og længde samt om en adresse, hvortil meddelelse om fortrydelse kan sendes.

I tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har givet forbrugeren oplysning om fortrydelsesretten og det beløb, der skal betales ved udøvelse af fortrydelsesretten, kan den pågældende ikke kræve at få betaling for den leverede ydelse mv. Samtidig vil den mangelfulde opfyldelse af oplysningspligten som nævnt være ensbetydende med, at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, og forbrugeren vil således kunne fortryde aftalen efter længere tids forløb, uden at den erhvervsdrivende kan kræve betaling for den i fortrydelsesperioden leverede ydelse.

Dette vil konkret kunne føre til mindre rimelige resultater i forhold til den erhvervsdrivende - f.eks. i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende i øvrigt har opfyldt sine forpligtelser efter loven og givet forbrugeren de øvrige foreskrevne oplysninger, men har været i den vildfarelse, at der ikke var fortrydelsesret for den pågældende tjenesteydelse, jf. f.eks. lovforslagets § 17, stk. 2, nr. 3 (som vedrører ydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, og som kan give anledning til afgrænsningsvanskeligheder, jf. bemærkningerne ovenfor ad § 17, stk. 2, nr. 3).

Virkningerne heraf kan dog siges at blive afbødet af, at aftaleforholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende uden for det område, der er reguleret af direktivet, må suppleres med almindelige aftaleretlige grundsætninger. Herunder indlægges der almindeligvis i et kontraktforhold en forpligtelse til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahentens interesser. Heri må bl.a. antages at ligge, at i et tilfælde, hvor forbrugeren har fået en række oplysninger og i øvrigt er bekendt med fortrydelsesretten, vil det kunne anses for illoyalt, hvis forbrugeren afventer den fulde opfyldelse af oplysningspligten, før fortrydelsesretten udøves. Forbrugeren vil i givet fald ikke kunne påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.

I den almindelige pligt til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahenten ligger også en forpligtelse til at tilkendegive sin stilling inden for en vis rimelig periode. Der gælder således efter dansk ret en almindelig ulovbestemt reklamationspligt, hvorefter der skal reageres over for medkontrahenten inden rimelig tid, hvis man f.eks. vil gøre krav gældende i henhold til aftalen eller indsigelse mod at være bundet af aftalen.

Herudover kan der ud fra et almindeligt berigelsessynspunkt formentlig konkret være pligt for forbrugeren til ved dennes tilbagetræden fra aftalen at godtgøre den erhvervsdrivende et beløb, der modsvarer værdien af den nytte, forbrugeren har haft af ydelsen i tiden frem til tilbagetrædelsen. Som eksempel på en sådan nytteværdi kan nævnes adgangen til i forbindelse med en kreditaftale at kunne udnytte kreditmuligheden i fortrydelsesperioden. Berigelseskravet kan dog ikke overstige den berigelse, forbrugeren konkret måtte have haft, og kan heller ikke overstige den erhvervsdrivendes tab.

Det beløb, der efter bestemmelsen kan afkræves forbrugeren for selve den finansielle tjenesteydelse, må antages at skulle fastsættes som en forholdsmæssig andel af prisen for den samlede ydelse. Hvis aftalen vedrører en ydelse af en bestemt varighed , må beløbet fastsættes som en pris pr. dag set i forhold til den fulde opfyldelse af aftalen. Hvis der er tale om en løbende aftale af ubestemt varighed , kan prisen fastsættes pr. dag set i forhold til opfyldelse af aftalen i en etårig periode.

Det må endvidere antages, at der kan afkræves forbrugeren betaling for eventuelle stiftelsesomkostninger mv. , i det omfang der er tale om betaling for en ydelse, der er leveret til forbrugeren som led i aftalens indgåelse/opfyldelse.

Omfattet af bestemmelsen må bl.a. antages at være udgifter, som den erhvervsdrivende har afholdt i forbindelse med aftalens indgåelse, f.eks. udgifter til tinglysning af et pantebrev eller udgifter til vurdering af en fast ejendom i forbindelse med en aftale om lån i ejendommen. Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende har »udliciteret« opgaven – f.eks. vurdering af en fast ejendom – eller selv udfører den.

Herudover vil der kunne kræves betaling for ydelser, som den erhvervsdrivende udfører i forbindelse med aftalens indgåelse/opfyldelse. Som eksempel kan nævnes gebyr for at udfærdige et lånedokument og/eller et pantebrev og gebyr for fremsendelse af pantebrev til tinglysning.

Det er dog en forudsætning herfor, at det beløb, der kræves betalt, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, der er leveret. Dette vil ikke være tilfældet, hvis gebyrets størrelse fastsættes som en procentdel af pantebrevets pålydende. I et sådant tilfælde vil alene kunne kræves en betaling, der beregnes på samme måde som beskrevet ovenfor vedrørende betaling for selve den finansielle tjenesteydelse.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for at afkræve forbrugeren betaling for afholdte udgifter til udførelsen af en opgave, at forbrugeren er blevet oplyst om størrelsen af gebyret mv. og har samtykket i dets afholdelse inden fortrydelsesfristens udløb, jf. ovenfor.

Til stk. 3 og 4. Bestemmelserne regulerer parternes pligt til tilbagebetaling/tilbagelevering af modtagne beløb/ydelser og tilsigter at gennemføre artikel 7, stk. 4 og 5, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Bestemmelsen i stk. 3 vedrørende den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt svarer til, hvad der gælder for aftaler indgået uden for fast forretningssted og fjernsalg af varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, jf. herved lovforslagets § 21, stk. 4, dog med den forskel, at den erhvervsdrivende ved finansielt fjernsalg kan fratrække det beløb, som forbrugeren i henhold til bestemmelsen i stk. 1 kan pålægges at betale for den allerede leverede del af ydelsen.

Bestemmelsen i stk. 4 vedrører forbrugerens pligt til at tilbagelevere modtagne ydelser og vil f.eks. være af betydning i et tilfælde, hvor aftalen angår en finansiel tjenesteydelse, der består i en kreditaftale, og hvor lånet er blevet udbetalt til forbrugeren.

Ligesom ved tilbagetræden fra en aftale indgået uden for fast forretningssted eller en fjernsalgsaftale vedrørende en vare, jf. herved den gældende lovs § 9, stk. 2, og § 12 c, stk. 2, jf. § 9, stk. 2, samt lovforslagets § 21, stk. 4, sidste pkt., må forbrugeren antages at have tilbageholdsret i det modtagne, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales. Det samme gælder den erhvervsdrivende, der i medfør af stk. 4 har krav på at få det modtagne tilbage ved forbrugerens tilbagetræden fra aftalen.

Til kapitel 5

Med de foreslåede bestemmelser i § 23, stk. 1 og 3, er der tale om en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 13 e.

Denne bestemmelse er indsat ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv. Der henvises til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5964. Reglen blev ved gennemførelsen gjort generel, således at den gælder i relation til både aftaler indgået ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Bestemmelsen gælder endvidere i tilfælde, hvor en aftale i medfør af lovens bestemmelser ikke er bindende for forbrugeren. Denne sidstnævnte del af bestemmelsen vil fortsat have betydning, nemlig i relation til den foreslåede regel i lovforslagets § 7.

Den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 13 e berøres ikke af fortrydelsesreglerne efter artikel 6 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, og den kan dermed videreføres uændret . Forbrugeren må dog antages selvstændigt at kunne fortryde kreditaftalen efter reglerne i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Bestemmelsen i stk. 2 tilsigter at gennemføre det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 7, 2. led, hvorefter forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten vedrørende en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse medfører, at en til denne aftale knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser ophæves.

Bestemmelsen må antages at omfatte tilfælde, hvor der består en nær sammenhæng mellem hovedaftalen og den tilknyttede aftale, og hvor den tilknyttede aftale på grund af denne sammenhæng mister sin betydning, hvis hovedaftalen bortfalder. Hvis der ikke består en sådan nær sammenhæng mellem aftalerne, vil der derimod være tale om to selvstændige aftaler.

Hensynet bag bestemmelsen må antages at være, at forbrugeren, hvis denne fortryder en aftale, og en hertil knyttet anden aftale af denne grund bliver værdiløs, skal kunne blive løst også fra den tilknyttede aftale.

Bestemmelsen vil kun være relevant i tilfælde, hvor der overhovedet er adgang til at fortryde »hovedaftalen«, og således f.eks. ikke i tilfælde, hvor fortrydelsesfristen for denne aftale er udløbet, eller hvor hovedaftalen vedrører en finansiel tjenesteydelse, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, jf. nærmere lovforslagets § 17, stk. 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Det følger af direktivbestemmelsen, at ophævelsen af den tilknyttede aftale ikke må medføre, at forbrugeren pålægges en bod. Dette krav må anses for opfyldt ved den gældende regel i § 13 e, stk. 2, der foreslås videreført uændret i lovforslagets § 23, stk. 3 .

Som også anført i bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 13 e, stk. 2, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5964, omfatter reglen ikke beløb, som forbrugeren har modtaget som lån i henhold til kreditaftalen. Disse beløb skal således tilbagebetales til kreditgiveren.

Forbrugeren vil som udgangspunkt heller ikke kunne få tilbagebetalt et eventuelt vederlag for bevilling af kreditaftalen eller andre stiftelsesomkostninger.

I de tilfælde, hvor der foreligger et oprindeligt trepartsforhold i forbrugerkreditkøb af løsøre , jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og hvor forbrugeren, når denne fortryder hovedaftalen med sælgeren, kan kræve hele det betalte beløb (kreditkøbsprisen) tilbagebetalt af sælgeren, jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 1 og 2, vil imidlertid heri også indgå kreditomkostninger i form af stiftelsesomkostninger og lignende. Hæftelsesreglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 2, vil derfor kunne føre til, at forbrugeren også kan kræve disse omkostninger tilbagebetalt af kreditgiveren. Det samme gælder ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse , når vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og leverandøren af tjenesteydelsen, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 3.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.5.

Til kapitel 6

§ 24, stk. 1-3, svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 12 d, der er en gennemførelse af artikel 7 i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5963.

Det følger af det foreslåede stk. 1 , at den erhvervsdrivende, medmindre andet er aftalt, skal levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er væsentlig, jf. stk. 2 . Den Den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om årsagen til misligholdelsen og om retten til at hæve. Af stk. 3 følger det, at hvis forbrugeren hæver aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest muligt og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen.

Ligesom efter gældende ret vedrører bestemmelsen alene fjernsalgsaftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser.

Af stk. 4 følger det, at reglen ikke finder anvendelse på fjernsalgsaftaler vedrørende de i § 9, stk. 2, nr. 1-3 og 5, nævnte varer og tjenesteydelser. Det drejer sig om visse køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, jf. nr. 1, visse aftaler om indkvartering, transport, forplejning og rekreative fritidsinteresser, jf. nr. 2, samt aftaler om opførelse af bygning og om visse rettigheder over fast ejendom, jf. nr. 3 og 5.

Der er med undtagelsesbestemmelsen i 24, stk. 4, jf. § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, tale om en ændring i forhold til gældende ret, idet reglen om den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen efter gældende ret også gælder i disse tilfælde, jf. den gældende lovs § 10 d modsætningsvis. Den foreslåede undtagelsesbestemmelse har hjemmel i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, jf. artikel 7, stk. 1.

For så vidt angår de i § 9, stk. 2, nr. 3 og 5, nævnte tilfælde har undtagelsen hjemmel i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 1, 3. pind. Der er tale om en videreførelse af de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 10 c, stk. 1, nr. 2 og 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.6.

Til kapitel 7

Til § 25

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 14, dog således at der af forenklingsgrunde foreslås en sammenskrivning af de gældende regler i § 14, stk. 2 og 3.

Om den gældende bestemmelse, der stammer tilbage fra den oprindelige lov af 1978, henvises til Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 772 ff.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.7.

Til § 26

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 15, der er indsat ved den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978.

Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen i Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 777, hvor det anføres, at det følger af almindelige regler, at forbrugeren vil have krav på tilbagebetaling af beløb, der er betalt for en periode, der ligger efter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen. Når man alligevel fandt det rigtigt at optage en udtrykkelig bestemmelse herom i loven, var det dels for at fastslå, at tilbagebetalingen skal ske straks efter opsigelsen, dels for at hindre forsøg på at afskære tilbagebetalingskravet gennem optagelse af en hertil sigtende bestemmelse i kontrakten.

Til kapitel 8

Til § 27

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 13, dog med tilføjelse af en henvisning til direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Der er tale om en gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv og af artikel 12, stk. 2, i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Om den hidtil gældende bestemmelse i lovens § 13 henvises til Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5963 f.

Bestemmelsen foreslås udformet på samme måde som købelovens § 87 om mangler i forbrugerkøb, der blev indsat ved lov nr. 213 af 22. april 2002. Af købelovens § 87 følger det, at hvis det i en aftale er bestemt, at lovgivningen uden for EØS-området skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for EØS-området, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

Bortset fra tilføjelsen vedrørende fjernsalgsaftaler omfattet af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er der dog ikke herved tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til den gældende forbrugeraftalelovs § 13.

Der er ikke med bestemmelsen tale om en egentlig lovvalgsregel. Bestemmelsen ændrer således ikke ved de almindelige internationalt privatretlige regler om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på aftalen, jf. herved navnlig reglerne i Romkonventionen, men tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det fri lovvalg, således at forbrugeren – uanset hvilket lands lovgivning, der er aftalt – som minimum er sikret den beskyttelse, der følger af fjernsalgsdirektiverne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.8.

Til kapitel 9

Til § 28

Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 16, jf. om denne bestemmelse Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 777 f. Bestemmelsen gennemfører samtidig dørsalgsdirektivets artikel 6, det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 12, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, hvorefter direktivernes regler er ufravigelige i forhold til forbrugerne.

Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren ikke gyldigt kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer den pågældende i medfør af lovens bestemmelser, herunder navnlig fortrydelsesretten. Dette gælder både forud for aftalens indgåelse og senere inden fortrydelsesfristens udløb. Der er derimod intet til hinder for, at forbrugeren ved aftale tillægges beføjelser, der stiller den pågældende bedre end lovens regler, f.eks. en aftale om en længere fortrydelsesfrist end den, der følger af lovens regler. Det forhold, at forbrugeren i visse henseender stilles bedre end efter lovens regler, er imidlertid ikke ensbetydende med, at den pågældende i øvrigt kan indgå på vilkår, der er mindre fordelagtige end lovens regler.

Til § 29

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at videreføre den gældende regel i lovens § 18, stk. 1, hvorefter overtrædelse af forbudet mod uanmodede personlige og telefoniske henvendelser, jf. lovforslagets § 6, stk. 1, og af pligten til i en standardformular vedrørende en løbende aftale at give oplysning om opsigelsesvarsel og opsigelsestidspunkt, jf. lovforslagets § 25, stk. 3, straffes med bøde.

Herudover foreslås det i stk. 1, nr. 1, som noget nyt at indføre bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten. Reglen foreslås at gælde i relation til såvel aftaler indgået uden for fast forretningssted som fjernsalgsaftaler og herunder både vedrørende den prækontraktuelle oplysningspligt og pligten til at bekræfte oplysningen på varigt medium, jf. lovens §§ 10-14.

Bestemmelsen supplerer den civilretlige sanktion, der består i, at fortrydelsesretten løber indtil videre, hvis den erhvervsdrivende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om fortrydelsesretten, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 2.

Herudover foreslås det i stk. 1, nr. 2 , at indføre bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til i forbindelse med en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse at give oplysning om eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen mv., jf. herved lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 4. Også på dette punkt foreslås det, at reglen skal gælde i relation til både den prækontraktuelle oplysningspligt og pligten til at bekræfte oplysningen på varigt medium.

Forslagets stk. 2 er en videreførelse af den gældende lovs § 18, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.1.

Til § 30

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2004, jf. stk. 1. Fristen for implementering af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er den 9. oktober 2004, jf. direktivets artikel 21, stk. 1.

Efter forslaget til stk. 2 skal loven gælde for forbrugeraftaler indgået efter ikrafttrædelsestidspunktet, mens aftaler indgået inden dette tidspunkt fortsat reguleres af de hidtil gældende regler.

Det følger heraf bl.a., at en forbrugeraftale indgået den 1. oktober 2004 eller senere kan fortrydes af forbrugeren i overensstemmelse med de regler, der fastsættes i lovens kapitel 4. Dette er ensbetydende med, at fristen for at fortryde den pågældende aftale ikke begynder at løbe, før forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det påhviler den erhvervsdrivende at give efter lovens kapitel 3 på papir eller andet varigt medium, jf. lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 2.

Vedrørende forsikringsområdet indebærer bestemmelsen, at en forbrugeraftale indgået den 1. oktober 2004 eller senere kan fortrydes af forbrugeren i overensstemmelse med de regler, der fastsættes i lovforslagets § 31, nr. 1, jf. forsikringsaftalelovens §§ 34 i – 34 k. Dette er ensbetydende med, at fristen for at fortryde den pågældende aftale ikke begynder at løbe, før forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter forslaget til forsikringsaftalelovens §§ 34 d – 34 f påhviler den erhvervsdrivende at give, på papir eller andet varigt medium, jf. forslaget til forsikringsaftalelovens § 34 k, stk. 2 og 3.

Reglerne i lovforslagets §§ 6 og 8 om forbud mod uanmodede henvendelser og mod uanmodet levering af varer og tjenesteydelser (for så vidt angår forsikringsområdet: lovforslagets § 31, nr. 1, jf. §§ 34 b og 34 c i forsikringsaftaleloven) gælder for henvendelser mv., som sker den 1. oktober 2004 eller senere, jf. bestemmelsen i stk. 1.

Det foreslås i stk. 3 , at den gældende forbrugeraftalelov – lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret senest ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 – ophæves. Loven vil dog fortsat gælde for forbrugeraftaler, der er indgået inden den nye forbrugerafltalelovs ikrafttræden.

Til § 31

(ændring af forsikringsaftaleloven)

Til nr. 1 (§§ 34-34 m).

Med henblik på implementering af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser foreslås der indsat et kapitel i forsikringsaftaleloven, der regulerer spørgsmålet om forsikringsselskabets oplysningspligt og forbrugerens fortrydelsesret ved forbrugerforsikringsaftaler.

Det foreslås samtidig, at de gældende regler i forbrugeraftaleloven om fortrydelsesret mv. ved forsikringsaftaler indgået på anden måde end ved fjernsalg indsættes i dette kapitel, således at der sker en samlet regulering af fortrydelsesretten ved forsikringsaftaler i forsikringsaftaleloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Til § 34

I stk. 1 fastlægges det, at reglerne i kapitel I a om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. alene gælder for forbrugerforsikringer. Der henvises til lovforslagets § 31, nr. 2 (ændring af den gældende § 97 a), der indeholder regler om fortrydelsesret ved livsforsikringer, der ikke er tegnet ved en forbrugerforsikring.

En forbrugerforsikring er i den gældende lovs § 2, stk. 4, defineret som »en forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv«. Det anføres i bemærkningerne til denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 434 af 10. juni 2003, at definitionen er udformet på grundlag af den forbrugerdefinition, der anvendes i andre aftaleretlige love, bl.a. aftaleloven, købeloven og lov om visse forbrugeraftaler.

Af stk. 2 følger det, at reglerne i kapitlet ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.

Denne bestemmelse svarer til lovforslagets § 28, og der henvises til bemærkningerne hertil. Som det bl.a. fremgår heraf, er der tale om en videreførelse af § 16 i den gældende forbrugeraftalelov.

Til § 34 a

Den foreslåede bestemmelse indeholder definitionen på fjernsalg, og herunder på fjernkommunikationsteknik. Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 4, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Som eksempel på et fjernsalgstilfælde kan nævnes, at der i en tv-reklame reklameres for et forsikringsselskabs ydelser med opfordring til at ringe til et bestemt telefonnummer, og hvor aftalen indgås i forbindelse med forbrugerens telefoniske henvendelse til selskabet. Som et andet eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor forsikringsselskabet annoncerer i avisen for en bestemt type forsikring med angivelse af, hvor der kan rettes skriftlig, elektronisk eller telefonisk henvendelse med henblik på indgåelse af aftalen, og hvor aftalen indgås ved forbrugerens henvendelse på en af disse måder til selskabet.

Til § 34 b

Ved den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indføres som noget nyt et forbud mod, at forsikringsselskabet uanmodet retter personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang. Et løfte afgivet af forbrugeren ved et selskabs henvendelse i strid med dette forbud, er ikke bindende for forbrugeren, jf. stk. 2.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, stk. 1, hvorved det gældende forbud mod uanmodede personlige henvendelser til forbrugere uden for forsikringsområdet gøres generelt , således at der ikke – cfr. den gældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 2 - gøres undtagelse herfra for henvendelser vedrørende visse typer af varer/tjenesteydelser. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6, stk. 1.

På samme måde som efter de gældende regler, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 4, vil der derimod være adgang for forsikringsselskabet til at rette uanmodet telefonisk henvendelse til en forbruger med henblik på indgåelse af en aftale. Dette forudsætter dog, at forbrugeren ikke på forhånd har frabedt sig dette over for forsikringsselskabet, f.eks. ved at blive optaget på den såkaldte Robinsonliste, jf. markedsføringslovens § 6 a, stk. 3.

Det bemærkes, at hvis et forsikringsselskab markedsfører sine ydelser ved systematisk telefonsalg, gælder reglerne for fjernsalg, således at forsikringsselskabet har pligt til under telefonsamtalen at give de oplysninger, der følger af § 34 e, stk. 3.

For så vidt angår formidling af forsikringsaftaler - som hidtil har været omfattet af forbrugeraftalelovens undtagelse vedrørende tegning af forsikring, men som ikke er omfattet af forsikringsaftaleloven - foreslås der med henblik på opretholdelse af den gældende retstilstand indsat en særskilt undtagelse herom i forslaget til en ny forbrugeraftalelov, jf. lovforslagets § 6, stk. 2, nr. 3. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 34 c

Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 8, 2. pkt., som uændret viderefører den gældende forbrugeraftalelovs § 4, 2. pkt., der tillige gælder for forsikringsaftaler. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret. Der sker samtidig gennemførelse af artikel 9 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser for så vidt angår forsikringsydelser. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8.

Til §§ 34 d-34 h

De foreslåede regler i §§ 34 d - 34 h regulerer forsikringsselskabets oplysningspligt i forbindelse med indgåelse af en forbrugerforsikringsaftale.

Det følger af den indledende bestemmelse i § 34 d, at selskabet i alle tilfælde – dvs. uanset om aftalen er indgået uden for fast forretningssted, ved fjernsalg eller på anden måde – skal give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Der er på dette punkt tale om en videreførelse af gældende ret.

Hvis aftalen er indgået ved fjernsalg , skal der efter de foreslåede regler i §§ 34 e- 34 f meddeles forbrugeren en lang række yderligere oplysninger. Disse regler tilsigter at gennemføre bestemmelser i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Reglerne skal opfyldes, når der indgås en fjernsalgsaftale. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.1.

Til § 34 d

Af bestemmelsen følger det, at forsikringsselskabet – på samme måde som efter gældende ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs 13 b, stk. 1 - skal give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Ligesom efter gældende ret er »skriftlig« her anvendt i betydningen »læsbar« og ikke i betydningen »på papir«.

Pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten gælder, uanset om aftalen er indgået uden for fast forretningssted, ved fjernsalg eller på anden måde.

Det følger af bestemmelsen, at når aftalen er indgået på anden måde end ved fjernsalg – herunder uden for fast forretningssted - skal oplysning om fortrydelsesretten gives senest ved udlevering af forsikringsbetingelserne. For fjernsalgsaftaler fastsættes der særlige regler om tidspunktet for meddelelse af oplysning om fortrydelsesretten i §§ 34 e og 34 f, jf. nærmere nedenfor under disse bestemmelser. Der er – bortset fra på fjernsalgsområdet – tale om en videreførelse af gældende ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 13 b, stk. 1.

Til § 34 e

I stk. 1 fastlægges det, hvilke oplysninger der skal meddeles forbrugeren forud for indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en forsikringsydelse.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 3, stk. 1, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Reglen svarer til lovforslagets § 13, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 1-4 og nr. 6-7, der tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 1, for så vidt angår andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser.

I forhold til de nævnte regler består der en enkelt forskel, idet der ikke stilles forslag om, at der ved forsikringsaftaler skal gives oplysning om pligt for forbrugeren til at betale et beløb i forbindelse med udøvelse af fortrydelsesretten.

Dette skal ses i sammenhæng med forslaget til § 34 k, stk. 2, hvorefter forbrugeren ved tilbagetræden fra en forsikringsaftale kun kan pålægges at betale for den allerede leverede del af ydelsen, når fortrydelsesfristen strækker sig ud over den almindelige frist på 14 dage fra aftalens indgåelse (30 dage ved livsforsikring og individuel pensionsordning), dvs. ved mangelfuld overholdelse af oplysningspligten fra selskabets side. Oplysningen om, hvilket beløb der skal betales, findes på denne baggrund ikke at burde have betydning for, om fristen overhovedet begynder at løbe, og et sådant oplysningskrav er derfor ikke medtaget i opregningen af, hvilke oplysninger der skal meddeles forbrugeren forud for indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende forsikring. Er fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt suspenderet som følge af mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten, er selskabets mulighed for at betinge sig betaling for den allerede præsterede del af ydelsen i tilfælde af forbrugerens fortrydelse dog betinget af, at selskabet som minimum har givet forbrugeren oplysning om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales for selskabets ydelse, jf. § 34 k, stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 regulerer tidspunktet for meddelelse af de foreskrevne oplysninger.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre indledningen til artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, i det finansielle fjernsalgsdirektiv og svarer til lovforslagets § 13, stk. 3, vedrørende andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser. Der henvises til bemærkningerne hertil.

I stk. 3 foreslås der med henblik på gennemførelse af artikel 3, stk. 3, i det finansielle fjernsalgsdirektiv indført en særlig regulering af oplysningspligten i tilfælde, hvor der ved indgåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en forsikringsydelse indgår taletelefoni i fjernkommunikationsteknikken.

Reglen svarer til lovforslagets § 13, stk. 2, vedrørende andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser, dog bortset fra at der ikke under telefonsamtalen vedrørende en forsikringsydelse skal gives oplysning om et eventuelt beløb, der skal betales af forbrugeren i forbindelse med dennes udøvelse af fortrydelsesretten, jf. om baggrunden herfor ovenfor under stk. 1.

Af det foreslåede stk. 4 følger det, at hvis forsikringsselskabet inden for det seneste år har indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder reglerne om oplysningspligt i stk. 1-3 kun i relation til den første aftale.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 1, stk. 2, 2. led, i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Reglen svarer til lovforslagets § 13, stk. 4, vedrørende andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 34 f

Bestemmelsen indeholder krav om meddelelse af oplysninger på varigt medium i forbindelse med indgåelse af en fjernsalgsaftale. De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 tilsigter at gennemføre artikel 5, stk. 1 og 2, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Reglen svarer til lovforslagets § 14 vedrørende andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 34 g

Af den foreslåede bestemmelse, der alene gælder for fjernsalgsaftaler, følger det, at forbrugeren på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet har ret til på begæring at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 5, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 15, der gennemfører den samme direktivbestemmelse for andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 34 h

Ved bestemmelsen bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om indholdet af og formen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 34 d - 34 g.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som forsikringsselskabet skal give.

Det er ikke hensigten med denne bemyndigelsesbestemmelse at foretage en udvidelse af de emneområder, der skal gives oplysning om. Bemyndigelsen er alene medtaget med henblik på at muliggøre en justering af de i loven anførte oplysningskrav, hvis der i praksis måtte vise sig et særligt behov herfor.

Til §§ 34 i-34 k

De foreslåede regler i §§ 34 i - 34 k regulerer forbrugerens ret til at træde tilbage fra en forbrugerforsikringsaftale samt retsvirkningerne af forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten.

Der er i vidt omfang tale om en videreførelse af gældende ret, dog således at der som følge af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indføres ændrede regler på visse punkter for forbrugerforsikringer indgået ved fjernsalg.

Til § 34 i

Reglerne i stk. 1 og 2 er en uændret videreførelse af de gældende regler i forbrugeraftalelovens § 13 a, stk. 1 og 2. Bestemmelsen i stk. 2 er samtidig en gennemførelse af artikel 6, stk. 2, litra b, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Bestemmelserne gælder generelt, dvs. uanset om aftalen er indgået uden for fast forretningssted, ved fjernsalg eller på anden måde.

Med henblik på gennemførelse af artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv foreslås der i stk. 3 indført en undtagelse fra fortrydelsesretten for aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden. Bestemmelsen foreslås gjort generel, dvs. således at undtagelsen gælder, uanset hvordan aftalen er indgået. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.1.

En tilsvarende undtagelse fra fortrydelsesretten er for fjernsalgsaftaler om andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser indført i lovforslagets § 17, stk. 2, nr. 3. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Som et eksempel på bestemmelsens anvendelse kan nævnes en såkaldt unit linked-aftale, hvor forbrugeren via f.eks. et pensionsselskab eller et livsforsikringsselskab placerer et beløb i aktier, obligationer eller en blanding heraf.

Til § 34 j

I stk. 1 fastsættes fortrydelsesfristen til 14 dage, dog ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning 30 dage.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 1, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, men reglen er gjort generel, således at den også gælder for forbrugeraftaler, der er indgået på anden måde end ved fjernsalg. Bortset fra 30 dages fristen for livsforsikringsaftaler og individuelle pensionsordninger er der tale om en videreførelse af gældende ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 13 c, stk. 1.

Det foreslåede stk. 2 fastlægger fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt ved forbrugerforsikringsaftaler indgået ved fjernsalg .

Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, aftalen indgås, dog ved aftaler om livsforsikring den dag, hvor forbrugeren har fået meddelelse om aftalens indgåelse, eller 2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter reglerne om oplysningspligt (§§ 34 d – 34 f) påhviler forsikringsselskabet at give på papir eller andet varigt medium.

Bestemmelsen er en gennemførelse af artikel 6, stk. 1, i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Bortset fra den særlige regel om fristens begyndelsestidspunkt ved livsforsikringsaftaler, jf. forslagets stk. 2, nr. 1, 2. led, svarer reglen til lovforslagets § 18, stk. 2, der er indsat med henblik på gennemførelse af den samme direktivbestemmelse for andre finansielle tjenesteydelser end forsikring. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 18, stk. 2.

Ved stk. 3 fastlægges fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt for aftaler om forbrugerforsikringer indgået på anden måde end ved fjernsalg .

Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, forbrugeren har modtaget underretning om, at aftalen er indgået, eller 2) den dag, hvor forbrugeren har fået tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten.

Der er tale om en ændring i forhold til gældende ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 13 c, idet fortrydelsesfristens begyndelse som noget nyt forudsætter, at der er givet oplysning om fortrydelsesretten.

Af stk. 4 følger det, at det er tilstrækkeligt for overholdelse af fortrydelsesfristen i henhold til stk. 1-3, at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Denne bestemmelse tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 6, 2. pkt., i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, men bestemmelsen foreslås at gælde generelt, dvs. uanset hvordan aftalen er indgået.

Reglen svarer til lovforslagets § 19, stk. 1, 2. pkt., og der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Bestemmelsen i stk. 5 svarer til § 17 i den gældende forbrugeraftalelov, der også gælder for forsikringsaftaler. I forhold hertil foreslås det dog at medtage juleaftensdag og nytårsaftensdag på samme måde som foreslået i lovforslagets § 18, stk. 7. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 34 k

Bestemmelsen indeholder regler om retsvirkningerne af at udøve fortrydelsesretten.

Af stk. 1 følger det, at der som udgangspunkt ikke kan gøres krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren ved dennes tilbagetræden fra en forbrugerforsikringsaftale.

Fra udgangspunktet foreslås dog i stk. 2 en undtagelse vedrørende aftaler indgået ved fjernsalg.

Det følger heraf, at forbrugeren i tilfælde, hvor fortrydelsesfristen beregnes efter § 34 j, stk. 2, nr. 2 – dvs. hvor forbrugeren ikke har modtaget samtlige foreskrevne oplysninger fra forsikringsselskabet, og hvor fortrydelsesperioden derfor bliver længere end de almindelige 14 (30) dage fra aftalens indgåelse – kan pålægges at betale for den del af ydelsen, der er leveret efter forløbet af 14 (30) dage fra aftalens indgåelse.

Det er dog en forudsætning herfor, at forbrugeren på varigt medium i overensstemmelse med reglerne herom i § 34 f har fået oplysning om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales. Det er endvidere en forudsætning, at det beløb, som forbrugeren pålægges at betale, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.

At forbrugeren gratis kan træde tilbage fra aftalen inden for de første 14 dage efter aftalens indgåelse, svarer til gældende ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 13 c, stk. 3, jf. § 9.

Der er ikke efter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser pligt for medlemsstaterne til – således som foreslået i stk. 2 - at indføre en regel om pligt for forbrugeren til i visse tilfælde og under visse forudsætninger at betale for den leverede del af forsikringsydelsen, jf. direktivets artikel 7, stk. 2. Forslaget herom skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 34 j, stk. 2, nr. 2, der hviler på direktivets artikel 6, stk. 1, hvorefter fortrydelsesfristens begyndelse forudsætter, at forbrugeren har fået meddelt en lang række oplysninger på varigt medium, uden at der samtidig gælder en længste frist for at udnytte fortrydelsesretten.

Bestemmelsen om, at betaling i givet fald er betinget af, at der er givet oplysning om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales, følger af artikel 7, stk. 1 og 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.4.6.

Der henvises endvidere til lovforslagets § 22, stk. 1 og 2, vedrørende retsvirkningerne af tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser. Disse bestemmelser tilsigter at gennemføre artikel 7, stk. 1 og 3, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.

De foreslåede regler i stk. 3 og 4 om henholdsvis forsikringsselskabets og forbrugerens pligt til at tilbagelevere modtagne ydelser ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten svarer til lovforslagets § 22, stk. 3 og 4, der gennemfører artikel 7, stk. 4 og 5, i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Til § 34 l

Med de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 3, er der tale om en videreførelse af gældende ret, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 13 e, der tillige gælder for forsikringsaftaler.

Reglerne svarer til lovforslagets § 23, stk. 1 og 3, og der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 7, 2. led, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, hvorefter forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten vedrørende en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse, herunder en forsikringsydelse, medfører, at en til denne aftale knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser ophæves.

Reglen svarer til lovforslagets § 23, stk. 2, der tilsigter at gennemføre den nævnte direktivbestemmelse for andre finansielle tjenesteydelser end forsikringsydelser. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 34 m

Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 27, dog således at der alene henvises til direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og ikke til det generelle fjernsalgsdirektiv. Der er tale om en gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 27.

Til nr. 2 (§ 97 a).

Ved det foreslåede stk. 1 forlænges fortrydelsesfristen for livsforsikringsaftaler, der ikke er tegnet ved en forbrugeraftale, til 30 dage. Der gælder på denne måde samme fortrydelsesfrist for alle livsforsikringsaftaler, dvs. uanset på hvilken måde aftalen indgås, og uanset om den er tegnet ved en forbrugeraftale, jf. udkastets § 34 j, stk. 1, og § 97 a, stk. 1.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 15, stk. 1, i 2. livsforsikringsdirektiv (Rådets direktiv 90/619/EØF, nu artikel 35, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring) som ændret ved artikel 17 i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Ændringen har virkning også for de af § 119 a omfattede forsikringer, dvs. ulykkesforsikring og sygeforsikring, der tegnes i tilknytning til livsforsikring, jf. henvisningen i § 119 a til § 97 a.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den hidtil gældende § 97 a, stk. 3, dog således at juleaftensdag og nytårsaftensdag er medtaget på samme måde som foreslået i § 34 j, stk. 5.

Ved bestemmelsen i stk. 4, nr. 3 , foreslås en undtagelse fra fortrydelsesretten for så vidt angår aftaler om livsforsikring, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden. Undtagelsen svarer til den undtagelse, der efter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er pligt til at indføre i relation til forbrugerforsikringer, jf. udkastets § 34 i, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

I øvrigt svarer det foreslåede stk. 4 til gældende ret. Bestemmelserne i stk. 2 og stk. 5-6 er heller ikke ændret i forhold til de gældende bestemmelser i § 97 a, stk. 2 og 5–6.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.9.

Til nr. 3 (§ 134, stk. 1)

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. , at indføre bødestraf for overtrædelse af reglen i § 34 b, stk. 1, om forbud for forsikringsselskabet mod at rette uanmodet personlig henvendelse til forbrugere.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der samtidig i forslaget til en ny forbrugeraftalelov foreslås en videreførelse af den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 18 om bødestraf for overtrædelse af forbudet mod uanmodede henvendelser, jf. lovforslagets § 29, stk. 1, 1. pkt. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Herudover foreslås det i stk. 1, 2. pkt. , at indføre bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af 1) pligten efter §§ 34 d - 34 f til at give oplysning om fortrydelsesretten, og 2) pligten til i forbindelse med en fjernsalgsaftale at give oplysning om eventuelle særlige risici ved ydelsen mv., jf. herved udkastets § 34 e, stk. 1, nr. 10.

Reglen i stk. 1, 2. pkt., svarer til lovforslagets § 29, stk. 1, 2. pkt., og der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 32

(ændring af pensionsbeskatningsloven)

Der er til enhver tid adgang til at hæve en pensionsopsparing, men vælger man at hæve sin skattebegunstigede pensionsopsparing, før det fyldte 60. år, vil det typisk ikke være til pensionsformål. Opsparing til andre formål end alderdomsforsørgelse ønskes ikke begunstiget inden for pensionsbeskatningslovens rammer, hvorfor der ved ophævelse i utide skal betales 60 pct. i afgift. Det gælder, uanset hvor stor fradragsmæssig værdi indbetalingen har haft for den pågældende, og uanset at den pågældende har fortrudt indbetalingen.

Det foreslås at indsætte en ny § 22 A i pensionsbeskatningsloven, hvorefter tilbagebetalinger til en person, der udnytter sin fortrydelsesret efter de foreslåede regler i forbrugeraftaleloven og forsikringsaftaleloven, ikke afgiftsbelægges efter de almindelige regler i pensionsbeskatningsloven. I overensstemmelse hermed præciseres det, at der tilsvarende ikke vil være fradragsret eller bortseelsesret for bidragene eller præmierne til pensionsordningen, heller ikke i de situationer, hvor personen efter de foreslåede fortrydelsesregler pålægges at betale for den del af ydelsen, der eventuelt allerede måtte være leveret i henhold til aftalen, jf. lovforslagets § 22, stk. 1, og § 31, nr. 1 (den foreslåede § 34 k, stk. 2, i forsikringsaftaleloven).

I den typiske situation, hvor indbetalingen og den efterfølgende tilbagebetaling i anledning af anvendelsen af fortrydelsesretten sker i det samme indkomstår, vil den pågældende person således ikke få afgiftsbelagt tilbagebetalingen, ligesom indbetalingen ikke vil have betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I de tilfælde, hvor fortrydelsesretten udnyttes i et andet indkomstår end fradragsåret, skal personens skattepligtige indkomst i fradragsåret tilsvarende korrigeres for den pensionsindbetaling, som den pågældende har fortrudt. Det vil resultere i en restskat for dette år, da den pågældende skal stilles, som om pensionsaftalen ikke var indgået. Den likviditetsfordel, som den pågældende har haft ved at kunne fradrage den fortrudte pensionsindbetaling, neutraliseres af et eventuelt restskattetillæg, som fastsættes efter de almindelige regler for beregning af restskat.

Er der inden fortrydelsesrettens udøvelse udbetalt et beløb fra pensionsordningen, skal dette beløb tilbageleveres til pensionsinstituttet, jf. de foreslåede § 34 k, stk. 4, i forsikringsaftaleloven og § 22, stk. 4, i forbrugeraftaleloven. Denne udbetaling - som altså skal tilbagebetales - er ikke skattepligtig for forbrugeren, da den ikke udbetales i overensstemmelse med pensionsaftalen, som den pågældende jo er trådt tilbage fra.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 A, stk. 2 , bemyndiges skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om indberetningspligt for pensionsinstitutter for så vidt angår indbetalte – og siden fortrudte – beløb, samt om indberetningspligt for tilbagebetalte beløb.

Til § 33

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Bilag 1

Bilag 1 Lov om visse forbrugeraftaler (lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, lov nr. 1098 af 21. december 1994 og lov nr. 442 af 31. maj 2000)

Kap 1. Lovens område § 1. Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler og på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler. Stk. 2 . Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Stk. 3 . Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er en forbrugeraftale. Stk. 4 . Under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 2 finder kapitel 2 og 3 tillige anvendelse på aftaler om køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende, samt på erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.

Kap. 2. Forbud mod uanmodet henvendelse mv. § 2. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. Stk. 2 . Stk. 1 gælder ikke for henvendelser om 1) salg eller bestilling af varer, som efter næringslovens § 12, stk. 1, litra a, og stk. 2, samt § 13 kan sælges ved omførsel, 2) bestilling af bøger, 3) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, 4) tegning af forsikring eller 5) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken én eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand. § 2 a. Ved henvendelse som nævnt i § 2, stk. 2, skal forbrugeren ved begyndelsen af samtalen have oplyst den erhvervsdrivendes navn, samt at henvendelsen sker med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. § 3. Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 2 er ikke bindende. § 4. Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.

Kap. 3. Fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted

afs_3/del_1 § 5. Er en aftale om køb af vare eller om tjenesteydelse indgået under et møde med den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 6-9 (fortrydelsesret). Det samme gælder, hvis forbrugeren under tilsvarende omstændigheder har afgivet et tilbud. Stk. 2. Under samme betingelser har forbrugeren fortrydelsesret ved aftale om tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang. Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke: 1) hvis en aftale om køb mv. indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, efter at forbrugeren forudgående har anmodet herom under eller i tilslutning til en personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes forretningssted, og aftalen angår den vare, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, og en tjenesteydelse eller en vare, der er direkte forbundet med denne, 2) hvis aftalen angår en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester eller angår abonnementstegning efter stk. 2, og aftalen i øvrigt er indgået som nævnt under nr. 1, 3) hvis aftalen angår en tjenesteydelse mv., som ikke er nævnt under nr. 2, og aftalen indgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, efter at forbrugeren forudgående har anmodet herom, og aftalen angår den tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, og en vare eller en tjenesteydelse, der er direkte forbundet med denne, 4) ved aftaler om levering af fødevarer eller drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres af personer, der regelmæssigt betjener faste ruter, 5) ved køb under omførsel af varer, som efter næringslovens § 12, stk. 1 og 2, og § 13 kan sælges ved omførsel, når købesummen ikke overstiger 400 kr., 6) ved aftaler om opførelse, salg eller udlejning af fast ejendom eller aftaler om stiftelse af andre rettigheder over fast ejendom, 7) ved aftaler om værdipapirer, 8) ved køb på torve, markeder og dyrskuer af varer, som efter næringslovens § 14 kan sælges sådanne steder,

afs_3/del_2 9) ved køb på købestævner og udstillinger, jf. næringslovens § 15, stk. 1, når salgsgenstanden overgives og købesummen betales samtidig med aftalens indgåelse, eller 10) ved køb på auktion. Stk. 4. Stk. 3, nr. 1, gælder ikke for køb af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov. Stk. 5. Forbrugeren har dog fortrydelsesret i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, nr. 8-10, hvis købet er indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende eller under den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger eller på forbrugerens arbejdsplads, uden at betingelserne i stk. 3, nr. 1, i øvrigt er opfyldt. § 6. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal han underrette den erhvervsdrivende herom senest 14 dage efter det møde, der er nævnt i § 5, stk. 1. Stk. 2. Ved køb af varer og ved de aftaler, der er nævnt i § 5, stk. 2, regnes fristen dog først fra den dag, hvor forbrugeren har fået det købte eller den første levering i hænde. Dette gælder dog ikke ved køb af varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter køberens individuelle behov. Stk. 3. Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren har afsendt underretningen med post inden fristens udløb. Stk. 4. Forbrugeren kan også bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, medmindre forsendelsen først kommer frem til ham efter fristens udløb. Stk. 5. Ved køb af varer, som er nævnt i § 5, stk. 4, kan det skriftligt aftales, at fremstillingen eller tilpasningen af varen skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden 14 dage efter det møde, der er nævnt i § 5, stk. 1, og at fortrydelsesretten i givet fald skal bruges, inden fremstillingen eller tilpasningen efter aftalen skal påbegyndes. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal underretning herom være kommet frem til den erhvervsdrivende inden det i 1. pkt. nævnte tidspunkt. Stk. 6 . I de tilfælde, der er nævnt i § 1, stk. 4, kan køberen afgive underretning til den erhvervsdrivende eller til sælgeren. § 7. Den erhvervsdrivende skal på mødet give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. I de tilfælde, der er nævnt i § 6, stk. 2, skal oplysningen dog gives ved overgivelsen af varen eller ved den første levering til forbrugeren. Stk. 2. Gives oplysning ikke i overensstemmelse med stk. 1, er aftalen ikke bindende for forbrugeren.

afs_3/del_3 Stk. 3 . Jus Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om oplysningens form og indhold. § 8. Har forbrugeren ved køb fået varen eller en del heraf i hænde, er hans fortrydelsesret betinget af, at han holder det modtagne til disposition for sælgeren i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da han fik det i hænde, jf. dog stk. 2. Har køberen taget varen i brug, kan fortrydelsesretten ikke gøres gældende, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi. Stk. 2. Er varen blevet beskadiget eller forringet, efter at køberen har fået den i hænde, bevarer han sin fortrydelsesret, hvis beskadigelsen eller forringelsen ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra hans side. Stk. 3 . Afhenter sælgeren ikke varen inden 3 måneder efter, at han fra køberen har modtaget underretning om dennes tilbagetræden fra aftalen, tilfalder varen vederlagsfrit køberen. Stk. 4 . Ved de aftaler, som er nævnt i § 5, stk. 2, og ved aftaler om tjenesteydelser efter § 5, stk. 1, kan forbrugeren træde tilbage, selv om den erhvervsdrivende er begyndt at erlægge sin ydelse. § 9. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal det betalte tilbagebetales inden rimelig tid efter modtagelsen af forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen. Stk. 2. Forbrugeren kan holde det modtagne tilbage, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales.

Kap. 4. Regler om fjernsalg

Anvendelsesområde § 10. Reglerne i dette kapitel gælder med de i §§ 10 c-e nævnte undtagelser for fjernsalg og henvendelser med henblik på fjernsalg.

afs_5/del_1 § 10 a. Som fjernsalg betegnes aftale om køb af varer, om tjenesteydelser eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen 1) indgås ved brug af fjernkommunikation og uden, at parterne mødes, og 2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. § 10 b. Ved fjernkommunikation forstås i denne lov enhver kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk. § 10 c. Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved aftaler og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale 1) om finansielle tjenesteydelser, herunder modtagelse af indlån, kreditgivning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning, 2) om opførelse af bygning, 3) som giver brugsret til fast ejendom, når aftalen er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, jf. dog stk. 3, 4) om andre rettigheder over fast ejendom med undtagelse af lejeaftaler, 5) der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater eller fra automatiserede forretningslokaler, og 6) om brug af offentligt tilgængelig telefonboks, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af boksen. Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet. Stk. 3. Uanset stk. 1 gælder reglerne i § 12 d for de i stk. 1, nr. 3, nævnte aftaler. § 10 d. Reglerne i §§ 11 og 11 a om information gælder ikke ved aftaler og henvendelser om indgåelse af aftaler om 1) køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, der skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning, 2) indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og 3) rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres. § 10 e. Reglerne i §§ 12-12 c om fortrydelsesret gælder ikke ved de i § 10 d nævnte aftaler samt ved aftaler om 1) spil og lotteri og 2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter. Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, gælder reglerne om fortrydelsesret ved tegning af abonnement under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

Information mv. § 11. Inden der indgås en aftale, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om

afs_6/del_1 1) den erhvervsdrivendes navn og adresse, 2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber, 3) prisen for varen eller tjenesteydelsen, inklusive moms og alle andre afgifter, 4) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen samt om en eventuel uopsigelighedsperiode, 5) eventuelle leveringsomkostninger, 6) eventuel fortrydelsesret efter denne lov, 7) det beløb, forbrugeren skal betale for at bruge den pågældende kommunikationsteknik, hvis beløbet ikke beregnes efter grundtaksten, og 8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer. Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give. § 11 a. Indgås der en aftale om fjernsalg, skal de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1-6, meddeles forbrugeren læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over og har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den anførte måde give oplysning om 1) en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager, 2) betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesservice og 3) tydelig oplysning om eventuel fortrydelsesret i medfør af denne lov, herunder om betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten samt om reglerne i § 12, stk. 2 og 3. Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den i stk. 1 nævnte måde give tydelig oplysning om vilkårene for forbrugerens opsigelse af aftalen, hvis aftalen gælder i mere end et år, eller det ikke er bestemt i aftalen, hvor længe den gælder. Ved aftaler som nævnt i kapitel 5 skal den erhvervsdrivende give oplysning om opsigelsesretten efter § 14, stk. 1-3, jf. endvidere § 14, stk. 4.

afs_6/del_2 Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal gives snarest muligt. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen. Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give. Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, hvor bestilling og udførelse af tjenesteydelsen sker på én gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel. Forbrugeren skal dog på begæring have den i stk. 1, nr. 1, nævnte oplysning.

Fortrydelsesret § 12. Ved fjernsalg kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 12 a og 12 b (fortrydelsesret).

afs_7/del_1 Stk. 2. Ved fjernsalg af tjenesteydelser samt ved fjernsalg af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb. Denne begrænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning. Stk. 3. Ved aftale om køb af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, så længe forbrugeren ikke har brudt forseglingen. § 12 a. Vil forbrugeren ved køb af varer eller aftale om løbende levering af varer bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren opfylde de betingelser, der er anført i stk. 3, 1. og 2. pkt., henholdsvis stk. 5, 1. og 2. pkt., senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter: 1) Den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, eller 2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde. Stk. 3. Med undtagelse af de i stk. 5 nævnte tilfælde skal forbrugeren ved aftale om køb af varer eller løbende levering af varer tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Benytter forbrugeren forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fortrydelsesfristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse. Stk. 4. Omkostningerne ved at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende.

afs_7/del_2 Stk. 5. Har den erhvervsdrivende påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal forbrugeren underrette sælgeren om, at han vil bruge fortrydelsesretten. Det samme gælder ved aftale om løbende levering af varer, der er beregnet til engangsbrug, jf. stk. 3. § 6, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse. Stk. 6. I de i stk. 3 nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 7. I de i stk. 5, 1. pkt., nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. § 12 b. Vil forbrugeren ved aftale om tjenesteydelser eller løbende levering af tjenesteydelser bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren underrette den erhvervsdrivende herom senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter: 1) Den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået, eller 2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået. Stk. 3 . § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. § 12 c. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen efter §§ 12-12 b, kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren. Stk. 2. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. I de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske, så snart den erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. I de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, og § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

afs_7/del_3 Stk. 3. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling mv. Fristen regnes i de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde fra den dag, den erhvervsdrivende har modtaget varen, og i de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde fra den dag, forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.

Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen § 12 d. Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud. Stk. 2. Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren herom. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende. Stk. 3. Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest muligt efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest 30 dage efter, at forbrugerens meddelelse er kommet frem, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling mv.

Visse lovvalgsaftaler § 13. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse ved de pågældende spørgsmål om fjernsalg.

Kap. 4 a. Fortrydelsesret ved forsikringsaftaler § 13 a. En forbruger kan træde tilbage fra en forsikringsaftale i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel (fortrydelsesret). Fortrydelsesretten gælder, uanset om forsikringstiden er begyndt eller ej. Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for forsikring, som dækker en særlig opstået risiko, der kun strækker sig over et begrænset tidsrum, når forsikringsaftalen indgås for en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring. § 13 b. Forsikringsselskabet skal senest ved udlevering af forsikringsbetingelserne give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter loven. Stk. 2. Giver forsikringsselskabet ikke oplysning i overensstemmelse med stk. 1, er aftalen ikke bindende for forbrugeren. Stk. 3 . Jus Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om oplysningens form og indhold. § 13 c. Vil forbrugeren efter tegning af forsikring bruge sin fortrydelsesret, skal han underrette forsikringsselskabet herom senest 14 dage efter, at han har fået forsikringsbetingelserne i hænde. Stk. 2. Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis han har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt. Stk. 3. § 6, stk. 3-4, og § 9 finder tilsvarende anvendelse. § 13 d. Bortset fra bestemmelsen i § 13 c, stk. 3, gælder lovens kapitler 3 og 4 ikke for forsikringsaftaler.

Kap. 4 b. Bortfald af kreditaftaler § 13 e. Hvis forbrugeren påberåber sig, at en aftale efter regler i denne lov ikke er bindende, eller hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i denne lov, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis. Stk. 2. Bortfalder kreditaftalen i medfør af stk. 1, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til kreditgiveren.

Kap. 5. Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser mv. § 14. Ved aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan forbrugeren, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse, opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Stk. 2. Med samme varsel kan aftaler af den art, der er nævnt i § 5, stk. 2, opsiges af forbrugeren, når der er gået 3 måneder efter aftalens indgåelse. Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på aftale om køb af et bogværk, ifølge hvilken de enkelte bind skal leveres efterhånden, såfremt aftalen er indgået eller forbrugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, jf. § 5, stk. 1. Stk. 4. En aftale omfattet af stk. 1-3, der er indgået ved anvendelse af en standardformular, skal indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsiges af forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerens ret til opsigelse efter stk. 1-3. § 15. Har forbrugeren på tidspunktet for opsigelsen betalt for en periode, som ligger efter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, skal vederlaget for denne periode straks tilbagebetales.

Kap. 6. Andre bestemmelser § 16. Loven kan ikke fraviges til skade for forbrugeren. § 17. Falder i henhold til kapitel 3, 4 eller 4 a den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdagen, den 5. juni, udløber fristen den følgende hverdag. § 18. Overtrædelse af § 2, stk. 1, straffes med bøde. Det samme gælder den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 14, stk. 4. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. ---

Bilag 2

Bilag 2 Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende ret Lovforslaget

§§ 1-30

(se bilag 1) ...

§ 31

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986 som ændret senest ved lov nr. 434 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 33 indsættes:

»I a. REGLER OM OPLYSNINGSPLIGT OG FORTRYDELSESRET MV.

Indledende bestemmelser

§ 34. Reglerne i dette kapitel gælder for forbrugerforsikringer, jf. § 2, stk. 4.

Stk. 2. Reglerne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

§ 34 a. Som fjernsalg betegnes i dette kapitel en forbrugerforsikringsaftale, der

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommunikation, der foregår, uden at parterne mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af forsikringsselskabet.

§ 34 b. Forsikringsselskabet må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af en aftale.

Stk. 2. Et løfte afgivet af forbrugeren ved et forsikringsselskabs henvendelse i strid med stk. 1 er ikke bindende.

§ 34 c. Udfører forsikringsselskabet en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.

Forsikringsselskabets informationspligt

§ 34 d. Forsikringsselskabet skal give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter § 34 i. Oplysningen skal gives senest ved udlevering af forsikringsbetingelserne, jf. dog §§ 34 e og 34 f vedrørende forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg.

§ 34 e. Ved forsikringsaftaler, der indgås ved fjernsalg, skal forsikringsselskabet give forbrugeren oplysning om

1) selskabets navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis et udenlandsk forsikringsselskab har en repræsentant her i landet, eller hvis selskabet i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse,

2) CVR-nummeret samt om, at forsikringsselskabet er undergivet tilsyn af Finanstilsynet, ved udenlandske selskaber det relevante identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som selskabet måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,

3) karakteren af og de væsentligste egenskaber ved forsikringsydelsen,

4) den samlede pris for forsikringsydelsen, inklusive gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, herunder eventuelle afgifter og/eller omkostninger, der ikke betales via selskabet eller pålægges af dette, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen,

5) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuelle betingelser herfor,

6) hvorvidt der er adgang til at fortryde aftalen, og i givet fald oplysning om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,

7) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges,

8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe ydelsen udbydes til den anførte pris,

9) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald fremgangsmåden ved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,

10) eventuelle særlige risici ved forsikringsydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,

11) en eventuel lovvalgs- og/eller værnetingsklausul i aftalen,

12) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilket sprog forsikringsselskabet påtager sig at kommunikere i aftaleperioden, og

13) dækning efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber eller efter eventuelle andre garantiordninger.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Stk. 3. Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra forsikringsselskabet have oplysning om selskabets navn samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til selskabet, samt om det kommercielle formål med henvendelsen. Herudover kan selskabet med forbrugerens samtykke nøjes med at give oplysning om fortrydelsesretten samt om de i stk. 1, nr. 3, 4, 6 og 10 nævnte oplysninger. Selskabet skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse oplysningers karakter. Den fulde oplysningspligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med § 34 f.

Stk. 4. Har forsikringsselskabet inden for det seneste år indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3 alene i relation til den første aftale.

§ 34 f. Inden indgåelse af fjernsalgsaftalen skal de i 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skal samtidig på den anførte måde have fået oplysning om aftalevilkårene.

Stk. 2. Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne på den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen opfyldes straks efter aftalens indgåelse.

Stk. 3. Er de i § 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 34 e, stk. 4, er forsikringsselskabets oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis selskabet har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.

§ 34 g. Ved forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg har forbrugeren på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.

§ 34 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af og formen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 34 d - 34 g. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som selskabet skal give.

Fortrydelsesret

§ 34 i. Forbrugeren kan træde tilbage fra en forsikringsaftale i overensstemmelse med reglerne i §§ 34 j og 34 k (fortrydelsesret). Fortrydelsesretten gælder, uanset om forsikringstiden er begyndt eller ej, men dog kun indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter.

Stk. 2. Der er ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikring, som vedrører rejse- og bagageforsikringspolicer eller tilsvarende forsikringspolicer med begrænset løbetid på højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring .

Stk. 3. Der er endvidere ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

§ 34 j. Vil forbrugeren bruge sin fortrydelsesret, skal den pågældende underrette forsikringsselskabet herom inden for en frist på 14 dage, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning dog inden for en frist på 30 dage.

Stk. 2. Fristen regnes ved tilbagetrædelse fra en forsikringsaftale, der er indgået ved fjernsalg, fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) den dag, aftalen indgås, ved aftaler om livsforsikring dog den dag, forbrugeren har fået meddelelse om aftalens indgåelse, eller

2) den dag, forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter reglerne om oplysningspligt (§§ 34 d – 34 f) påhviler forsikringsselskabet at give på papir eller andet varigt medium.

Stk. 3. I andre tilfælde regnes fristen fra det seneste af følgende tidspunkter:

1) den dag, forbrugeren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, eller

2) den dag, forbrugeren har fået tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten.

Stk. 4. Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fortrydelsesfristen i stk. 1-3, at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.

Stk. 5. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

§ 34 k. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen i medfør af §§ 34 i - 34 j, kan forsikringsselskabet ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale, hvor fortrydelsesfristen beregnes efter § 34 j, stk. 2, nr. 2, kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, der er leveret til forbrugeren efter forløbet af 14 dage fra aftalens indgåelse, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning 30 dage fra aftalens indgåelse. Det er dog en forudsætning herfor,

1) at forsikringsselskabet godtgør, at forbrugeren i overensstemmelse med § 34 f på varigt medium er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om beregningsmåden for det beløb, der skal betales, og

2) at det beløb, som forbrugeren pålægges at betale, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.

Stk. 3. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal forsikringsselskabet med fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 2 tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til selskabet.

Stk. 4. Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsen af meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb og/eller formuegode, som den pågældende måtte have modtaget af selskabet.

Bortfald af tilknyttede aftaler

§ 34 l. Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i dette kapitel, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med selskabet, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og selskabet dækker den aftalte betaling helt eller delvis.

Stk. 2. Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale bortfalder endvidere en til aftalen knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, som skal leveres af selskabet eller af en tredjepart på grundlag af en aftale mellem tredjeparten og selskabet.

Stk. 3. Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1 eller stk. 2, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til aftaleparten.

Visse lovvalgsaftaler

§ 34 m. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.«

2. § 97 a affattes således:

§ 97 a. Forsikringstageren har ret til at træde tilbage fra aftalen senest 14 dage efter, at han har fået forsikringsbetingelserne i hænde. » § 97 a. Uden for de tilfælde, der er omfattet af kapitel I a, har forsikringstageren ret til at træde tilbage fra en aftale vedrørende livsforsikring senest 30 dage efter, at den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde.

Stk. 2. Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis han har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt. Stk. 2. Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt.

Stk. 3. Udløber fristen i stk. 1 på en helligdag, en lørdag eller på grundlovsdagen, den 5. juni, udskydes fristens udløb til den følgende hverdag. Stk. 3. Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Stk. 4. Stk. 1 gælder ikke for Stk. 4. Stk. 1 gælder ikke for

1) livsforsikring, der dækker en risiko, der kun strækker sig over en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring, og 1) livsforsikring, der dækker en risiko, der kun strækker sig over en aftalt periode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring,

2) livsforsikring, der tegnes som gruppeforsikring eller anden kollektiv forsikring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræsentant for forsikringstageren. 2) livsforsikring, der tegnes som gruppeforsikring eller anden kollektiv forsikring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræsentant for forsikringstageren, og

3) livsforsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.

Stk. 5 . Træder forsikringstageren tilbage fra forsikringsaftalen i medfør af stk. 1, frigøres han for alle forpligtelser i henhold til aftalen. Stk. 5. Træder forsikringstageren tilbage fra forsikringsaftalen i medfør af stk. 1, frigøres den pågældende for alle forpligtelser i henhold til aftalen.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 kan ikke fraviges til skade for forsikringstageren.« Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 kan ikke fraviges til skade for forsikringstageren.«

3. § 134, stk. 1, affattes således:

§ 134. Overtrædelse af § 3 a straffes med bøde. Stk. 2 . »Forsikringsselskabets overtrædelse af § 3 a og § 34 b, stk. 1, straffes med bøde. Med bøde straffes endvidere det selskab, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af

1) pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten efter §§ 34 d - 34 f eller 2) oplysningspligten efter § 34 e, stk. 1, nr. 10, § 34 e, stk. 3, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10, og § 34 f, stk. 1, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10.«

§ 32.

I lov om beskatningen af pensionsordninger mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 30. september 2003, som ændret ved § 3 i lov nr. 190 af 24. marts 2004, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 22 indsættes:

» § 22 A . Er Er der indgået en aftale om en pensionsordning, og den forsikrede eller kontohaveren træder tilbage fra denne aftale i medfør af lov om visse forbrugeraftaler § 17 eller lov om forsikringsaftaler § 34 i, betragtes en tilbagebetaling af det modtagne beløb ikke som en afgiftspligtig udbetaling, ligesom der ikke er fradragsret eller bortseelsesret for bidragene eller præmierne til pensionsordningen. Stk. 2 . Ska Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningspligt for pensionsinstitutter vedrørende det indbetalte beløb og det tilbagebetalte beløb efter stk. 1.«

Bilag 3

Bilag 3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen 2) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 3) ,

efter proceduren i traktatens artikel 251 4) , og

ud fra følgende betragtninger:

afs_6/del_1 (1) Der bør i forbindelse med gennemførelsen af målene for det indre marked vedtages foranstaltninger med henblik på dets gradvise konsolidering, og disse foranstaltninger skal blandt andet bidrage til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i overensstemmelse med traktatens artikel 95 og 153. (2) Fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er både for forbrugerne og leverandørerne et af de mest mærkbare resultater af gennemførelsen af det indre marked. (3) I forbindelse med det indre marked er det i forbrugernes interesse at have lige adgang til det størst mulige antal finansielle tjenesteydelser i Fællesskabet, således at de får mulighed for at vælge de ydelser, der bedst opfylder deres behov. Valgfrihed er en væsentlig rettighed for forbrugerne, og for at sikre valgfriheden er det påkrævet med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at sikre øget tillid blandt forbrugerne til fjernsalg. (4) Det er afgørende for et velfungerende indre marked, at en forbruger kan forhandle om og indgå aftaler med en leverandør, der er etableret i en anden medlemsstat, også selv om leverandøren er etableret i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sin bopæl. (5) Finansielle tjenesteydelser er i kraft af deres immaterielle beskaffenhed yderst velegnede til fjernsalg, og indførelsen af en retlig ramme til regulering af fjernsalg af finansielle tjenesteydelser bør øge forbrugernes tillid til brugen af nye teknikker i forbindelse med fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, f.eks. elektronisk handel. (6) Dette direktiv bør anvendes i overensstemmelse med traktaten og med den afledte ret, herunder direktiv 2000/31/EF 5) om e-handel, idet sidstnævnte direktiv kun finder anvendelse på de transaktioner, som er omfattet heraf. (7) Dette direktiv sigter mod at nå ovennævnte mål, uden at det berører fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser vedrørende fri udveksling af tjenesteydelser eller eventuelt værtsmedlemsstatens kontrol og/eller godkendelses- eller tilsynsordningerne i medlemsstaterne, for så vidt dette er foreneligt med fællesskabslovgivningen. (8) Dette direktiv og især bestemmelserne vedrørende oplysninger om eventuelle bestemmelser i aftalen om, hvilken lovgivning, der skal anvendes på aftalen og/eller om, hvilken domstol der er kompetent, berører ikke anvendelsen på fjernsalg af finansielle tjenesteydelser af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 6) og Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.

afs_6/del_2 (9) Gennemførelsen af målene i handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser kræver et endnu højere forbrugerbeskyttelsesniveau på visse områder. Dette indebærer en højere grad af konvergens, bl.a. for så vidt angår ikke-harmoniserede investeringsinstitutter, regler for god forretningsskik inden for investeringsservice og forbrugerkredit. I afventen af tilvejebringelsen af denne konvergens, bør der opretholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. (10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg 7) indeholder hovedreglerne for aftaler om fjernsalg af varer og tjenesteydelser indgået mellem en leverandør og en forbruger. Finansielle tjenesteydelser er imidlertid ikke omfattet af det pågældende direktiv. (11) I forbindelse med vurderingen af behovet for særlige foranstaltninger med hensyn til finansielle tjenesteydelser opfordrede Kommissionen alle interesserede parter til at give deres mening til kende bl.a. i grønbogen »Finansielle tjenesteydelser - opfyldelse af forbrugernes forventninger«. Høringen i den forbindelse viste, at det var nødvendigt at styrke forbrugerbeskyttelsen på dette område. Kommissionen har følgelig besluttet at fremlægge et særligt forslag om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. (12) Modstridende eller forskellige bestemmelser i medlemsstaterne, der yder forbrugerne forskellig beskyttelse i forbindelse med fjernslag af finansielle tjenesteydelser, vil kunne have negativ indvirkning på det indre marked og på den indbyrdes konkurrence mellem virksomhederne. Der er derfor behov for, at der på fællesskabsplan fastsættes fælles regler på området, uden at dette berører den almindelige forbrugerbeskyttelse i medlemsstaterne. (13) Der bør i nærværende direktiv fastsættes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau med henblik på at sikre den fri bevægelighed for finansielle tjenesteydelser. Medlemsstaterne bør ikke inden for de områder, som harmoniseres med direktivet, kunne vedtage andre bestemmelser end dem, der er fastlagt heri, medmindre andet er udtrykkeligt fastsat i dette direktiv. (14) Dette direktiv omfatter alle finansielle tjenesteydelser, som kan være genstand for fjernsalg. Visse finansielle tjenesteydelser er imidlertid reguleret ved specifikke fællesskabsbestemmelser, der fortsat finder anvendelse på de pågældende finansielle tjenesteydelser. Det er imidlertid hensigtsmæssigt at fastsætte principper for fjernsalg af sådanne tjenesteydelser. (15) Aftaler, der indgås med henblik på fjernsalg, kræver anvendelse af en eller flere fjernkommunikationsteknikker, der anvendes som led i et system til levering af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg uden leverandørens og forbrugerens samtidige tilstedeværelse. Den konstante udvikling af disse teknikker gør det nødvendigt at fastsætte de principper, der skal gælde på dette område, selv for de teknikker, som endnu kun anvendes i begrænset omfang. Aftaler om fjernsalg er således aftaler, der udbydes, forhandles og indgås på afstand.

afs_6/del_3 (16) En enkelt aftale, der indebærer flere på hinanden følgende transaktioner eller en række enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode, kan give anledning til forskellige juridiske formuleringer afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater. Direktivet bør imidlertid anvendes i samtlige medlemsstater på samme måde. Direktivet bør således anvendes på den første af flere på hinanden følgende operationer eller den første af en række enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode, der kan betragtes som udgørende et hele, hvad enten operationen eller rækken af operationer er omfattet af en enkelt aftale eller flere på hinanden følgende særskilte aftaler. (17) Ved »en første aftale om tjenesteydelser« forstås f.eks. oprettelse af en bankkonto, erhvervelse af et kreditkort, indgåelse af en aftale om porteføljeforvaltning. Ved »operationer« forstås indsættelse af penge på eller hævning af penge fra kontoen, betalinger ved hjælp af kreditkort, transaktioner inden for rammerne af aftaler om porteføljeforvaltning. Tilføjelse af nye elementer til en første aftale om tjenesteydelser som f.eks. muligheden for at bruge et elektronisk betalingsmiddel i forbindelse med bankkontoen udgør ikke »en operation«, men en supplerende aftale, som direktivet finder anvendelse på. Tegnelse af nye andele i samme kollektive investeringsforening betragtes som en operation af »successive operationer af samme karakter«. (18) Direktivet tager sigte på systemer til fjernsalg af tjenesteydelser organiseret af leverandøren af finansielle tjenesteydelser og omfatter således ikke tjenesteydelser, der præsteres helt lejlighedsvis og uden for rammerne af en forretningsstruktur, der har til formål at indgå aftaler om fjernsalg. (19) Leverandøren er den person, der leverer tjenesteydelser ved fjernsalg. Nærværende direktiv bør imidlertid også finde anvendelse i tilfælde af, at en af etaperne i forbindelse med markedsføringen involverer en mellemmand. Under hensyntagen til arten og graden af denne involvering bør de relevante bestemmelser i nærværende direktiv finde anvendelse på denne mellemmand uanset dennes juridiske status. (20) Varige medier omfatter bl.a. disketter, cd-rom'er, dvd'er og harddisken på forbrugerens computer, hvorpå den elektroniske post lagres. De omfatter ikke internetsteder, medmindre sådanne websteder opfylder kriterierne i definitionen af et varigt medium.

afs_6/del_4 (21) Anvendelsen af fjernkommunikationsteknikker må ikke uberettiget begrænse den information, der gives forbrugeren. For at sikre gennemsigtighed fastsættes der i dette direktiv minimumskrav, der skal sikre, at forbrugerne får den rette information både før og efter aftalens indgåelse. Forbrugeren bør inden aftalens indgåelse have de nødvendige forudgående informationer, således at denne har mulighed for at tage ordentlig stilling til den finansielle tjenesteydelse, som tilbydes, og således foretage et velinformeret valg. Leverandøren bør specificere det tidsrum, i hvilket det eventuelle tilbud er gældende. (22) De oplysninger, der er anført i dette direktiv, omfatter oplysninger af generel karakter, der gælder alle former for finansielle tjenesteydelser. Andre oplysningskrav vedrørende en given finansiel tjenesteydelse, såsom en forsikringspolices dækning, er ikke nødvendigvis anført i dette direktiv. Denne form for oplysninger bør gives i henhold til relevante fællesskabsbestemmelser, når dette er relevant, eller nationale bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. (23) Med henblik på den bedst mulige beskyttelse af forbrugeren er det vigtigt, at denne informeres tilstrækkeligt om dette direktivs bestemmelser og om eventuelle adfærdskodekser på dette område, og der bør gælde en fortrydelsesret for forbrugeren. (24) Når fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, fordi forbrugeren udtrykkeligt kræver aftalen opfyldt, bør leverandøren underrette forbrugeren herom. (25) Forbrugeren bør beskyttes mod tjenesteydelser uden forudgående anmodning. Forbrugeren bør være fritaget for enhver forpligtelse ved tjenesteydelser uden forudgående anmodning, da manglende svar ikke er ensbetydende med samtykke. Denne bestemmelse finder imidlertid ikke anvendelse ved stiltiende forlængelser af aftaler, der er gyldigt indgået mellem parterne, når medlemsstaternes lovgivning tillader en sådan stiltiende forlængelse. (26) Medlemsstaterne bør træffe alle relevante foranstaltninger for at sikre, at forbrugere, der ikke ønsker at blive kontaktet under anvendelse af visse kommunikationsteknikker eller på bestemte tidspunkter, beskyttes effektivt mod sådanne henvendelser. Dette direktiv berører ikke de særlige beskyttelsesforanstaltninger, forbrugerne er omfattet af ifølge gældende fællesskabsregler om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred. (27) For at beskytte forbrugeren et det vigtigt at fastsætte rammerne for bilæggelse af tvister. Der bør med eventuelt udgangspunkt i eksisterende procedurer i medlemsstaterne indføres en egnet og effektiv klage- og procesordning til bilæggelse af eventuelle tvister mellem leverandører og forbrugere.

afs_6/del_5 (28) Medlemsstaterne bør tilskynde offentlige eller private organer til bilæggelse af udenretslige tvister til at indgå i et samarbejde med henblik på løsningen af grænseoverskridende tvister. Et resultat af dette samarbejde kunne især være at give forbrugeren mulighed for at indgive klage over leverandører, der er etableret i en anden medlemsstat, ved de udenretslige organer i det land, hvor forbrugeren bor. Oprettelsen af FIN-NET giver øget bistand til forbrugerne, når de bruger grænseoverskridende tjenester. (29) Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes udvidelse i overensstemmelse med fællesskabsretten af den beskyttelse, direktivet giver nonprofitorganisationer eller personer, der benytter sig af finansielle tjenesteydelser for at blive selvstændige. (30) Dette direktiv bør også omfatte tilfælde, hvor den nationale lovgivning omfatter en forbrugers fremsættelse af en bindende aftalemæssig erklæring. (31) Bestemmelsen i dette direktiv om leverandørens valg af sprog bør ikke anfægte de bestemmelser i national lovgivning, som i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen regulerer valget af sprog. (32) Fællesskabet og medlemsstaterne har inden for rammerne af den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) forpligtet sig til at give forbrugerne mulighed for at købe bank- og investeringsydelser i udlandet. Medlemsstaterne kan ifølge GATS vedtage foranstaltninger, som er dikteret af forsigtighed, herunder foranstaltninger til beskyttelse af investorer, indskydere, forsikringstagere eller personer, som en leverandør af finansielle tjenesteydelser skal levere en sådan ydelse til. Disse foranstaltninger må ikke udgøre hindringer, der er mere vidtgående end nødvendigt til sikring af forbrugernes beskyttelse. (33) Som følge af vedtagelsen af dette direktiv er det nødvendigt at tilpasse rækkevidden af direktiv 97/7/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser 8) samt rækkevidden af det tidsrum, hvori aftaler kan opsiges, jf. Rådets andet direktiv 90/619/EØF af 8. november 1990 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den fri udveksling af tjenesteydelser 9) . (34) Målene for dette direktiv, nemlig fastsættelse af fælles regler for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1

afs_7/del_1 Formål og anvendelsesområde 1. Formålet med dette direktiv er en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne. 2. Med hensyn til aftaler om finansielle tjenesteydelser, der omfatter en første aftale om tjenesteydelser efterfulgt af successive operationer eller en række enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode, finder dette direktiv kun anvendelse i forbindelse med den første aftale. Hvis der ikke foreligger en første aftale om tjenesteydelser, men de successive operationer eller enkeltoperationerne af samme karakter over en vis periode gennemføres mellem samme kontrahenter, finder artikel 3 og 4 kun anvendelse, når den første operation gennemføres. Hvis der imidlertid ikke gennemføres nogen operation af samme karakter inden for mere end et år, anses gennemførelsen af den næste operation for at være den første i en ny række af operationer, og artikel 3 og 4 finder derfor anvendelse. Artikel 2 Definitioner I dette direktiv forstås ved: a) »fjernsalgsaftale«: enhver aftale om finansielle tjenesteydelser mellem en leverandør og en forbruger, der er indgået under anvendelse af et system til fjernsalg eller fjernlevering af tjenesteydelser drevet af leverandøren, som for den pågældende aftales vedkommende udelukkende anvender en eller flere former for fjernkommunikationsteknik frem til og i forbindelse med selve indgåelsen af aftalen b) »finansiel tjenesteydelse«: enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsik-rings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse c) »leverandør«: enhver fysisk eller juridisk person, offentlig eller privat, der som led i sin erhvervsmæssige virksomhed efter aftale leverer tjenesteydelser, som er genstand for fjernsalgsaftaler d) »forbruger«: enhver fysisk person, som i forbindelse med fjernsalgsaftaler ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed e) »fjernkommunikationsteknik«: ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes til en fjernsalgsaftale om en tjenesteydelse mellem disse kontrahenter f) »varigt medium«: en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger sendt til ham personligt på en måde, der muliggør senere konsultation i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger g) »operatør eller leverandør af fjernkommunikationsteknik«: enhver fysisk eller juridisk person, offentlig eller privat, hvis erhvervsmæssige virksomhed består i at stille en eller flere former for fjernkommunikationsteknik til rådighed for leverandørerne. Artikel 3 Oplysninger til forbrugeren inden indgåelse af fjernsalgsaftalen 1. Forbrugeren skal, i god tid inden han forpligtes af en fjernsalgsaftale eller et tilbud, have følgende oplysninger om 1) leverandøren

afs_7/del_2 a) leverandørens navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, samt den fysiske adresse, hvor leverandøren er etableret, og enhver anden fysisk adresse, som er relevant for forbrugerens forbindelser med leverandøren b) navnet på leverandørens repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, og den fysiske adresse, som er relevant for forbrugerens forbindelser med repræsentanten, når en sådan repræsentant forefindes c) hvis forbrugerens kontaktforbindelse er en anden erhvervsdrivende end leverandøren, navnet på denne erhvervsdrivende, den egenskab, hvori han handler over for forbrugeren, og den fysiske adresse, som er relevant for forbrugerens forbindelser med denne erhvervsdrivende d) hvis leverandøren er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, det handelsregister, hvori leverandøren er opført, og vedkommendes registreringsnummer eller tilsvarende identifikationssymbol i dette register e) hvis leverandørens aktivitet er omfattet af en godkendelsesordning, nærmere oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed 2) den finansielle tjenesteydelse a) en beskrivelse af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika b) den samlede pris for den finansielle tjenesteydelse, som forbrugeren skal betale til leverandøren, herunder alle gebyrer, omkostninger og udgifter og alle afgifter, som betales via leverandøren, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen, således at forbrugeren kan kontrollere denne c) i givet fald angivelse af, at den finansielle tjenesteydelse vedrører instrumenter, der indebærer særlige risici som følge af deres særlige karakteristika eller de operationer, der skal gennemføres, eller hvis pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, samt angivelse af, at historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast d) angivelse af, at der kan være andre afgifter og/eller omkostninger, der ikke betales via leverandøren eller pålægges af denne e) eventuelle grænser for, hvor længe de opgivne oplysninger er gyldige f) betalings- og leveringsbetingelser g) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af fjernkommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges 3) fjernsalgsaftalen a) hvorvidt der er fortrydelsesret i overensstemmelse med artikel 6, og, hvis dette er tilfældet, dens varighed samt betingelserne for at gøre den gældende, herunder oplysninger om det beløb, som forbrugeren kan afkræves på grundlag af artikel 7, stk. 1, og om konsekvenserne af ikke at udøve denne ret b) fjernsalgsaftalens mindste gyldighedsperiode, hvis der er tale om varige eller regelmæssige finansielle tjenesteydelser c) oplysninger om enhver ret, parterne måtte have i henhold til kontrakten til at bringe fjernsalgsaftalen til ophør før tiden eller ensidigt, inklusive enhver bod, der pålægges i sådanne tilfælde

afs_7/del_3 d) praktiske anvisninger om udøvelse af fortrydelsesretten, bl.a. til hvilken adresse en meddelelse om fortrydelse skal sendes e) den eller de medlemsstat(er), hvis retsregler leverandøren har valgt at lægge til grund for etableringen af forbindelserne med forbrugeren forud for fjernsalgsaftalens indgåelse f) en eventuel bestemmelse om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på fjernsalgsaftalen og/eller om, hvilken domstol der er kompetent g) på hvilket eller hvilke sprog aftalevilkårene og -betingelserne samt de forhåndsoplysninger, der er omhandlet i denne artikel, gøres tilgængelige, og endvidere på hvilket eller hvilke sprog leverandøren med forbrugerens samtykke påtager sig at kommunikere i aftalens gyldighedsperiode 4) klageadgang a) hvorvidt der er klageadgang og adgang til udenretslig bilæggelse af tvister for en forbruger, der har indgået fjernsalgsaftalen, og, hvis dette er tilfældet, hvorledes forbrugeren kan gøre brug heraf b) om der findes en garantifond eller andre garantiordninger, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger 10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger 11) . 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger, hvis kommercielle formål skal fremgå klart, skal gives på en klar og forståelig måde under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik, idet der navnlig skal tages hensyn til principperne om god tro i forretningstransaktioner og principperne om beskyttelse af personer, der i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning ikke kan indgå retshandler, f.eks. mindreårige. 3. Hvis der anvendes taletelefoni a) skal leverandørens identitet og det kommercielle formål med leverandørens opkald fremgå helt tydeligt ved begyndelsen af enhver samtale med forbrugeren b) skal kun følgende oplyses, forudsat at forbrugeren udtrykkeligt har givet sit samtykke - navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til leverandøren - den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika - den samlede pris for den finansielle tjenesteydelse, som forbrugeren skal betale til leverandøren inklusive alle afgifter, som betales via leverandøren, eller, hvis en præcis pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen, således at forbrugeren kan kontrollere denne - at der kan være andre afgifter og/eller omkostninger, som ikke betales via leverandøren eller pålægges af denne - hvorvidt der er fortrydelsesret i overensstemmelse med artikel 6 og, hvis dette er tilfældet, dens varighed samt betingelserne for at gøre den gældende, herunder oplysninger om det beløb, som forbrugeren kan afkræves på grundlag af artikel 7, stk. 1.

afs_7/del_4 Leverandøren skal underrette forbrugeren om, at der kan fås andre oplysninger efter anmodning, og angive disse oplysningers karakter. Under alle omstændigheder skal leverandøren give de fuldstændige oplysninger, når han opfylder sine forpligtelser i henhold til artikel 5. 4. De oplysninger om de aftalemæssige forpligtelser, der skal meddeles forbrugeren i fasen forud for indgåelsen af aftalen, skal være i overensstemmelse med de aftalemæssige forpligtelser, der ville følge af den lovgivning, som formodes at finde anvendelse på fjernsalgsaftalen, såfremt denne blev indgået. Artikel 4 Krav om yderligere oplysninger 1. Findes der bestemmelser i fællesskabslovgivningen om finansielle tjenesteydelser, som indeholder andre krav om forhåndsoplysninger end dem, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, gælder disse krav fortsat. 2. Medlemsstaterne kan, indtil der gennemføres en yderligere harmonisering, opretholde eller indføre strengere krav om forhåndsoplysninger, forudsat at disse er forenelige med fællesskabslovgivningen. 3. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de nationale bestemmelser vedrørende krav om forhåndsoplysninger, jf. stk. 1 og 2, når disse krav går videre end kravene i artikel 3, stk. 1. Kommissionen tager hensyn til de nationale bestemmelser, der er givet underretning om, når den udarbejder den rapport, der er omhandlet i artikel 20, stk. 2. 4. Med henblik på at skabe en høj grad af gennemsigtighed sikrer Kommissionen på enhver relevant måde, at oplysninger om de nationale bestemmelser, den har fået underretning om, gøres tilgængelige for forbrugere og leverandører. Artikel 5 Meddelelse af aftalevilkår og -betingelser samt forhåndsoplysninger 1. Leverandøren meddeler forbrugeren alle aftalevilkår og -betingelser samt alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, og artikel 4, på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til, i god tid inden denne bindes af nogen fjernaftale eller noget fjerntilbud. 2. Leverandøren skal opfylde forpligtelsen i stk. 1 straks efter fjernsalgsaftalens indgåelse, hvis aftalen er indgået på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at udlevere aftalevilkår og -betingelser samt oplysninger i overensstemmelse med stk. 1. 3. Forbrugeren har på et hvilket som helst tidspunkt under aftaleforholdet efter anmodning ret til at få aftalevilkårene udleveret på papir. Derudover har forbrugeren ret til at ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre dette er uforeneligt med den indgåede aftale eller med karakteren af den leverede finansielle tjenesteydelse. Artikel 6 Fortrydelsesret

afs_7/del_5 1. Medlemsstaterne påser, at forbrugeren har en frist på 14 kalenderdage til at fortryde aftalen uden at skulle betale bod og uden at skulle angive sine grunde. Denne frist skal imidlertid forlænges til 30 kalenderdage i fjernsalgsaftaler vedrørende livsforsikring omfattet af direktiv 90/619/EØF og individuelle pensionsordninger. Den periode, hvor denne fortrydelsesret kan udøves, løber fra - den dag, hvor fjernsalgsaftalen er indgået, undtagen i aftaler vedrørende livsforsikring, hvorefter perioden løber fra det tidspunkt, hvor forbrugeren får meddelelse om, at aftalen er indgået, eller - den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og oplysningerne i henhold til artikel 5, stk. 1 eller 2, hvis dette tidspunkt er senere end det i første led nævnte. Medlemsstaterne kan, ud over fortrydelsesretten, fastsætte, at tvangsfuldbyrdelsen af fjernsalgsaftaler om investeringsservice suspenderes i samme periode som fastsat i dette stykke. 2. Fortrydelsesretten finder ikke anvendelse på a) finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, f.eks. tjenesteydelser i forbindelse med: - fremmed valuta - pengemarkedsinstrumenter - værdipapirer - andele i kollektive investeringsforetagender - finansielle futures, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant - fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter) - rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks - optioner på køb eller salg af de instrumenter, der er nævnt i dette litra, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant. Denne kategori omfatter navnlig valuta- og renteoptioner. b) rejse- og bagageforsikringspolicer eller tilsvarende forsikringspolicer med begrænset løbetid, der gælder i under én måned c) aftaler, som efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret. 3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at fortrydelsesretten ikke finder anvendelse på a) en kredit, som primært skal muliggøre erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til en grund eller en opført eller projekteret bygning eller muliggøre renovering eller forbedring af en bygning, eller b) en kredit, som er sikret ved pant i fast ejendom eller en rettighed relateret til fast ejendom, eller c) erklæringer afgivet af en forbruger under medvirken af en offentlig myndighed, under forudsætning af, at den offentlige myndighed bekræfter, at forbrugeren er blevet sikret sine rettigheder i henhold til artikel 5, stk. 1. Dette berører ikke den ret til betænkningstid, som forbrugere, der er bosiddende i de medlemsstater, hvor en sådan ret findes, har på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv. 4. Medlemsstater, der benytter sig af muligheden i stk. 3, underretter Kommissionen herom.

afs_7/del_6 5. Kommissionen gør oplysningerne fra medlemsstaterne tilgængelige for Europa-Parlamentet og Rådet og sikrer, at oplysningerne også er tilgængelige for forbrugere og leverandører, der anmoder herom. 6. Hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, skal han inden den relevante frists udløb meddele leverandøren dette efter de anvisninger, han har modtaget i medfør af artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra d), på en måde, som har beviskraft i henhold til national lov. Fristen anses for overholdt, hvis meddelelsen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb. 7. Denne artikel finder ikke anvendelse på kreditaftaler, som er ophævet i henhold til artikel 6, stk. 4, i direktiv 97/7/EF eller artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis 12) . Hvis der til en fjernsalgsaftale om en given finansiel tjenesteydelse er knyttet en anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, som skal leveres af leverandøren eller en tredjepart på grundlag af en aftale mellem tredjeparten og leverandøren, ophæves denne anden aftale, uden at det medfører bod, såfremt forbrugeren udøver sin fortrydelsesret som fastsat i artikel 6, stk. 1. 8. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes love og forskrifter om ophævelse eller opsigelse eller ikke-tvangsfuldbyrdelse af en fjernsalgsaftale og om forbrugerens ret til at opfylde sine aftalemæssige forpligtelser inden den frist, som fastsættes i fjernsalgsaftalen. Dette gælder uanset betingelserne for ophævelse af fjernsalgsaftalen og retsvirkningerne af ophævelsen. Artikel 7 Betaling af ydelser leveret inden udøvelsen af fortrydelsesretten 1. Når en forbruger udøver sin fortrydelsesret i henhold til artikel 6, stk. 1, kan han kun pålægges uden unødigt ophold at betale for den tjenesteydelse, som leverandøren faktisk har leveret i henhold til fjernsalgsaftalen. Opfyldelse af kontrakten kan først påbegyndes, når forbrugeren har givet sit tilsagn. Det beløb, som skal betales - må ikke overstige et beløb, som står i forhold til omfanget af den tjenesteydelse, der allerede er leveret, sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse - må under ingen omstændigheder have en sådan karakter, at det kan opfattes som en bod. 2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugeren ikke kan afkræves nogen form for betaling, hvis han fortryder en forsikringsaftale.

afs_7/del_7 3. Leverandøren må ikke afkræve forbrugeren nogen form for betaling i henhold til stk. 1, medmindre han kan godtgøre, at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra a), på behørig vis er blevet oplyst om det beløb, som skal betales. Leverandøren kan dog under ingen omstændigheder kræve denne betaling, hvis han har påbegyndt opfyldelsen af aftalen inden fortrydelsesfristens udløb i henhold til artikel 6, stk. 1, uden at forbrugeren har anmodet herom. 4. Leverandøren refunderer snarest muligt og senest i løbet af 30 kalenderdage forbrugeren ethvert beløb, som han måtte have modtaget af denne i forbindelse med indgåelsen af fjernsalgsaftalen, med undtagelse af det i stk. 1 omhandlede beløb. Denne frist løber fra den dag, hvor leverandøren modtager meddelelsen om fortrydelse. 5. Forbrugeren leverer snarest muligt og senest i løbet af 30 kalenderdage ethvert beløb og/eller ethvert formuegode, som han måtte have modtaget af leverandøren, tilbage til denne. Denne frist løber fra den dag, hvor forbrugeren sender meddelelsen om fortrydelse. Artikel 8 Betaling med kort Medlemsstaterne påser, at det er muligt for en forbruger: - at anmode om annullering af en betaling, hvis et betalingskort er blevet anvendt svigagtigt i forbindelse med en fjernsalgsaftale - at blive krediteret for eller få refunderet det betalte beløb, hvis der er tale om en sådan svigagtig anvendelse. Artikel 9 Uanmodede tjenesteydelser Med forbehold af medlemsstaternes lovbestemmelser om stiltiende forlængelse af fjernsalgsaftaler træffer medlemsstaterne, når deres lovbestemmelser hjemler stiltiende forlængelse, de nødvendige foranstaltninger med henblik på: - at forbyde levering af finansielle tjenesteydelser til en forbruger uden forudgående anmodning herom fra forbrugerens side, når denne levering indebærer en anmodning om omgående eller senere betaling - at fritage forbrugeren for enhver forpligtelse i tilfælde af uanmodet levering, idet manglende reaktion fra forbrugerens side ikke må anses for samtykke. Artikel 10 Uanmodede henvendelser 1. Anvender leverandøren følgende fjernkommunikationsteknikker, skal forbrugeren forinden have givet sit samtykke hertil: a) automatiske opkaldssystemer uden menneskelig medvirken (opkaldsautomat) b) fax. 2. Medlemsstaterne påser, at andre fjernkommunikationsteknikker end dem, der er omhandlet i stk. 1, såfremt de muliggør individuelle henvendelser: a) ikke må anvendes, medmindre de berørte forbrugere har givet deres samtykke hertil, eller b) kun må anvendes, hvis forbrugeren ikke udtrykkeligt har modsat sig det. 3. De i stk. 1 og 2 omhandlede forholdsregler må ikke medføre udgifter for forbrugerne. Artikel 11 Sanktioner

afs_7/del_8 Medlemsstaterne fastsætter passende sanktioner i tilfælde af, at leverandøren ikke overholder de nationale bestemmelser, som er vedtaget i medfør af dette direktiv. Medlemsstaterne kan med henblik herpå navnlig foreskrive, at forbrugeren til enhver tid og uden udgift eller betaling af bod kan opsige aftalen. Disse sanktioner skal være effektive, forholdsmæssige og afskrækkende. Artikel 12 Den ufravigelige karakter af direktivets bestemmelser 1. Forbrugeren kan ikke give afkald på de rettigheder, der tilkommer denne i medfør af dette direktiv. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbrugeren ikke berøves den beskyttelse, der følger af dette direktiv, gennem et lovvalg, hvorefter et tredjelands lov skal anvendes på aftalen, når aftalen har nær tilknytning til en eller flere medlemsstaters områder. Artikel 13 Søgsmål eller klage 1. Medlemsstaterne påser, at der i forbrugernes interesse findes egnede og effektive midler til at sikre, at dette direktiv overholdes. 2. De i stk. 1 omhandlede midler omfatter bestemmelser, hvorefter et eller flere af nedennævnte organer som fastsat i national lov kan indbringe en sag for domstolene eller for de kompetente administrative myndigheder i henhold til national ret med henblik på at sikre, at de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv overholdes: a) offentlige organer eller disses repræsentanter b) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne c) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at indbringe en sag. 3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at operatører og leverandører af fjernkommunikationsteknikker på grundlag af en retsafgørelse, en administrativ afgørelse eller en af en tilsynsmyndighed truffet afgørelse, som er forkyndt for dem, ophører med enhver praksis, som er erklæret i modstrid med dette direktiv, såfremt de pågældende operatører eller leverandører er i stand hertil. Artikel 14 Udenretslig bilæggelse af tvister 1. Medlemsstaterne fremmer indførelse af passende og effektive udenretslige procedurer for klager og tvistbilæggelse med henblik på afgørelse af tvister på forbrugerområdet vedrørende finansielle tjenesteydelser, der er leveret ved fjernsalg. 2. Medlemsstaterne tilskynder især organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister til at samarbejde om bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende finansielle tjenesteydelser, der er leveret ved fjernsalg. Artikel 15 Bevisbyrde Medlemsstaterne kan fastsætte, at bevisbyrden for så vidt angår leverandørens pligt til at informere forbrugeren samt forbrugerens samtykke til aftalens indgåelse og, hvis det er relevant, til aftalens opfyldelse, påhviler leverandøren, jf. dog artikel 7, stk. 3.

afs_7/del_9 Aftalevilkår, hvorefter det påhviler forbrugeren at bevise, at leverandøren helt eller delvis har overholdt sine forpligtelser i henhold til dette direktiv, anses for et urimeligt aftalevilkår i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler 13) . Artikel 16 Overgangsforanstaltninger Medlemsstaterne kan gøre de nationale regler, som er i overensstemmelse med nærværende direktiv, gældende over for leverandører, der er etableret i en medlemsstat, som endnu ikke har gennemført direktivet i national ret, og som i sin lovgivning ikke har nogen forpligtelser svarende til de forpligtelser, der er fastlagt i direktivet. Artikel 17 Direktiv 90/619/EØF Artikel 15, stk. 1, første afsnit, i direktiv 90/619/EØF affattes således: »1. Hver medlemsstat bestemmer, at en forsikringstager, der tegner en individuel livsforsikring, har en frist på 30 kalenderdage fra det tidspunkt, hvor han fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til at opsige aftalen.« Artikel 18 Direktiv 97/7/EF Direktiv 97/7/EF ændres således: 1) Artikel 3, stk. 1, første led, affattes således: »- der vedrører en finansiel tjenesteydelse, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF 4) 14) .« 2) Bilag II udgår. Artikel 19 Direktiv 98/27/EF I bilaget til direktiv 98/27/EF tilføjes følgende punkt: »11. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF 15) .« Artikel 20 Revision 1. Efter direktivets gennemførelse undersøger Kommissionen, hvordan det indre marked for finansielle tjenesteydelser fungerer for så vidt angår markedsføringen af disse tjenesteydelser. Den bør analysere og detaljeret redegøre for de vanskeligheder, som såvel forbrugere som leverandører møder eller kan møde, navnlig på grund af forskelle i de nationale bestemmelser om oplysninger og fortrydelsesret. 2. Senest den 9. april 2006 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om de problemer, som såvel forbrugere som leverandører møder ved køb og salg af finansielle tjenesteydelser, sammen med eventuelle forslag om ændring og/eller yderligere harmonisering af bestemmelserne om oplysninger og fortrydelsesret i fællesskabslovgivningen om finansielle tjenesteydelser og/eller de bestemmelser, der er omfattet af artikel 3. Artikel 21 Gennemførelse 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 9. oktober 2004. De underretter straks Kommissionen herom.

afs_7/del_10 Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv, samt en sammenligningstabel over bestemmelserne i dette direktiv og de tilsvarende bestemmelser i den vedtagne nationale lovgivning. Artikel 22 Ikrafttræden Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Artikel 23 Adressater Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 23. september 2002. 2) EFT C 385 af 11.12.1998, s. 10, og EFT C 177 E af 27.6.2000, s. 21. 3) EFT C 169 af 16.6.1999, s. 43. 4) Europa-Parlamentets udtalelse af 5.5.1999 (EFT C 279 af 1.10.1999, s. 207), Rådets fælles holdning af 19.12.2001 (EFT C 58 E af 5.3.2002, s. 32) og Europa-Parlamentets afgørelse af 14.5.2002 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Rådets afgørelse af 26.6.2002 (endnu ikke offentliggjort i EFT). 5) EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1. 6) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. 7) EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19. 8) EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51. Senest ændret ved direktiv 2000/31/EF (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1). 9) EFT L 330 af 29.11.1990, s. 50. Senest ændret ved direktiv 92/96/EØF (EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1). 10) EFT L 135 af 31.5.1994, s. 5. 11) EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22. 12) EFT L 280 af 29.10.1994, s. 83. 13) EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29. 14) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16. 15) EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.

Bilag 4

Bilag 4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen 16) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 17) ,

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B 18) ,

på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 27. november 1996, og

ud fra følgende betragtninger: (1) Der bør i forbindelse med gennemførelsen af målene for det indre marked vedtages foranstaltninger med henblik på dets gradvise konsolidering;

afs_7/del_1 (2) den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser vedrører ikke kun de erhvervsdrivende, men også privatpersoner; den indebærer, at forbrugerne i Fællesskabet får adgang til varer og tjenesteydelser i en anden medlemsstat på samme betingelser som befolkningen i denne stat; (3) fjernsalg på tværs af grænserne kan være et af de vigtigste konkrete resultater for forbrugerne af gennemførelsen af det indre marked, som det bl.a. fastslås i Kommissionens meddelelse til Rådet »På vej mod et enhedsmarked inden for distribution«; med henblik på at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, er det absolut nødvendigt, at forbrugerne kan henvende sig til en virksomhed uden for hjemlandet, selv om denne virksomhed har et datterselskab i forbrugerens bopælsland; (4) indførelsen af nye teknologier medfører en mangedobling af de midler, forbrugerne råder over til at gøre sig bekendt med de kommercielle tilbud overalt i Fællesskabet og til at afgive deres bestillinger; visse medlemsstater har allerede fastsat forskellige eller afvigende bestemmelser om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg med negative konsekvenser for konkurrencen mellem virksomhederne på det indre marked; det er derfor nødvendigt at indføre et minimum af fælles regler på fællesskabsplan; (5) i punkt 18 og 19 i bilaget til Rådets resolution af 14. april 1975 om Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs første program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning 19) nævnes nødvendigheden af at beskytte købere af varer eller tjenesteydelser mod krav om betaling for ikke-bestilte varer og aggressive salgsmetoder; (6) i Kommissionens meddelelse til Rådet med titlen »Fremstød på det forbrugerpolitiske område«, der blev godkendt ved Rådets resolution af 23. juni 1986 20) , bebudes det i punkt 33, at Kommissionen vil forelægge forslag om anvendelse af nye informationsteknologier, der gør det muligt at transmittere bestillinger fra forbrugerens hjem til leverandøren; (7) i Rådets resolution af 9. november 1989 om de fremtidige prioriteter for en intensiveret forbrugerbeskyttelsespolitik 21) opfordres Kommissionen til især at sætte ind på de områder, der nævnes i bilaget til denne resolution; i dette bilag nævnes ny teknologi, der muliggør fjernsalg; Kommissionen har fulgt denne resolution op med vedtagelsen af en »Treårig handlingsplan for forbrugerpolitik i EF (1990-1992)«; ifølge denne plan skal der vedtages et direktiv på dette område; (8) valg af aftalesprog i forbindelse med fjernsalg henhører under medlemsstaternes kompetence;

afs_7/del_2 (9) aftaler vedrørende fjernsalg er karakteriseret ved anvendelsen af en eller flere teknikker til fjernkommunikation; disse forskellige teknikker anvendes som led i et ordnet system med fjernsalg eller fjernydelser, uden at leverandøren og forbrugeren er til stede samtidig; den konstante udvikling af disse teknikker gør det umuligt at udarbejde en udtømmende fortegnelse; det er følgelig nødvendigt at fastsætte de principper, der skal gælde på dette område selv for nye teknikker, som endnu kun anvendes i begrænset omfang; (10) den samme transaktion, der omfatter flere på hinanden følgende operationer eller en række enkeltoperationer over en vis periode, kan give anledning til forskellige juridiske beskrivelser afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater; bestemmelserne i dette direktiv kan ikke anvendes forskelligt afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater, med forbehold af medlemsstaternes anvendelse af artikel 14; det må derfor anses, at bestemmelserne i dette direktiv mindst skal være opfyldt ved den første af flere på hinanden følgende operationer eller den første af en række enkeltoperationer over en vis periode, som kan betragtes som udgørende et hele, hvad enten denne operation eller rækken af operationer er omfattet af en enkelt aftale eller flere på hinanden følgende særskilte aftaler; (11) anvendelsen af fjernkommunikationsteknikker bør ikke medføre en begrænsning af den information, der gives forbrugeren; der bør derfor fastsættes bestemmelser om, hvilke informationer der obligatorisk skal meddeles forbrugeren, uanset hvilken kommunikationsteknik der anvendes; formidlingen af information skal endvidere opfylde de øvrige relevante fællesskabsregler og navnlig Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame 22) ; hvis kravet om information fraviges, er det forbrugeren, der på grundlag af et skøn skal anmode om visse grundlæggende oplysninger, såsom leverandørens navn, varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber og pris; (12) i tilfælde af kommunikation pr. telefon bør forbrugeren have tilstrækkelige oplysninger i begyndelsen af samtalen til at afgøre, hvorvidt han ønsker at fortsætte; (13) den information, der formidles via visse elektroniske teknologier, har ofte en flygtig karakter, da den ikke modtages på et varigt medium; det er derfor påkrævet, at forbrugeren skriftligt i god tid modtager de informationer, der er nødvendige for at opfylde aftalens bestemmelser korrekt;

afs_7/del_3 (14) forbrugeren har i praksis ikke mulighed for at se varen eller få kendskab til tjenesteydelsens egenskaber, før aftalen indgås; der bør derfor indføres en fortrydelsesret, når andet ikke er fastsat i dette direktiv; for at denne ret ikke skal forblive rent formel, må forbrugerens eventuelle udgifter i denne forbindelse begrænses til de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen; fortrydelsesretten berører ikke forbrugerens rettigheder i henhold til national lovgivning, særlig ved modtagelsen af mangelfulde varer og tjenesteydelser eller varer og tjenesteydelser, som ikke svarer til beskrivelsen i tilbuddet; det er medlemsstaterne, der skal fastsætte de øvrige nærmere regler og betingelser for udøvelse af fortrydelsesretten; (15) det er endvidere nødvendigt at fastsætte en frist for opfyldelse af aftalen, hvis dette ikke sker, når bestillingen afgives; (16) salgsfremmende teknikker, der går ud på at tilsende forbrugeren en vare eller levere ham en tjenesteydelse mod betaling uden forudgående bestilling eller udtrykkelig aftale herom, er uacceptable, medmindre der er tale om en erstatningsleverance; (17) artikel 8 og 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 bør tages i betragtning; det er nødvendigt at anerkende forbrugernes ret til privatlivets fred, navnlig med hensyn til visse særligt aggressive kommunikationsteknikker; der bør derfor fastsættes specifikke begrænsninger for anvendelsen af sådanne teknikker; medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for effektivt at beskytte de forbrugere, der ikke ønsker at blive kontaktet gennem visse former for kommunikation, mod sådanne henvendelser, uden at dette berører de særlige beskyttelsesforanstaltninger, forbrugeren har krav på ifølge fællesskabslovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred; (18) det er vigtigt, at de grundlæggende bindende bestemmelser i dette direktiv, hvor det er hensigtsmæssigt, suppleres med frivillige aftaler mellem de berørte erhvervsdrivende i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 92/295/EØF af 7. april 1992 vedrørende kutymeregler for forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg 23) ; (19) af hensyn til den bedst mulige forbrugerbeskyttelse er det vigtigt, at forbrugerne bliver fyldestgørende orienteret om dette direktivs bestemmelser og om eventuelle kutymeregler på dette område; (20) manglende overholdelse af bestemmelserne i dette direktiv kan påføre både forbrugerne og konkurrerende virksomheder skade; der kan derfor fastsættes bestemmelser, der gør det muligt for offentlige organer eller deres repræsentanter eller for forbrugerorganisationer, der ifølge den nationale lovgivning har en berettiget interesse i at beskytte forbrugerne, eller for erhvervsorganisationer, der har en berettiget interesse i at gribe ind, at overvåge anvendelsen af dette direktiv;

afs_7/del_4 (21) af hensyn til forbrugerbeskyttelse er det vigtigt at tage spørgsmålet om klager på tværs af grænserne op til behandling, så snart det er muligt; Kommissionen offentliggjorde den 14. februar 1996 en handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i det indre marked; denne plan indeholder specifikke initiativer til fremme af udenretslige former for sagsbehandling; der foreslås objektive kriterier (bilag II), der skal sikre en pålidelig sagsbehandling, og der fastsættes bestemmelser for anvendelsen af standardiserede reklama-tioner (bilag III); (22) forbrugeren behersker ikke teknikken i forbindelse med anvendelsen af ny teknologi; der skal derfor være mulighed for, at bevisbyrden kan påhvile leverandøren; (23) i visse tilfælde er der risiko for, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der gives i medfør af dette direktiv, ved at et tredjelands lovgivning vælges som retsgrundlag for aftalen; der bør derfor i dette direktiv fastsættes regler, der tager sigte på at undgå denne risiko; (24) medlemsstaterne kan af hensyn til almenvellet indføre forbud mod markedsføring af visse varer og tjenesteydelser på deres område gennem aftaler vedrørende fjernsalg; dette forbud bør tage hensyn til de gældende fællesskabsregler; sådanne forbud gælder allerede bl.a. med hensyn til lægemidler efter Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed 24) og Rådets direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for humanmedicinske lægemidler 25)

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1

afs_8/del_1 Formål Formålet med dette direktiv er at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler vedrørende fjernsalg indgået mellem en forbruger og en leverandør. Artikel 2 Definitioner I dette direktiv forstås ved 1) aftale vedrørende fjernsalg: enhver aftale mellem en leverandør og en forbruger vedrørende varer eller tjenesteydelser, der er indgået som led i et system for varesalg eller levering af tjenesteydelser organiseret af leverandøren, som for den pågældende aftales vedkommende udelukkende anvender en eller flere former for fjernkommunikationsteknik frem til og inklusive selve indgåelsen af aftalen 2) forbruger: enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv 3) leverandør: enhver fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv 4) fjernkommunikationsteknik: ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale mellem disse parter. En vejledende fortegnelse over de teknikker, der er omfattet af dette direktiv, findes i bilag I 5) formidler af kommunikationsteknik: enhver fysisk eller juridisk person, offentlig eller privat, hvis erhverv består i at stille en eller flere former for fjernkommunikationsteknik til rådighed for leverandørerne. Artikel 3 Undtagelser 1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler - der vedrører de finansielle tjenesteydelser, der er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag II - der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler - der indgås med formidlere af telekommunikation ved brug af offentlige telefonbokse - der indgås med henblik på opførelse og salg af fast ejendom, samt aftaler om andre rettigheder i forbindelse med fast ejendom bortset fra udlejning - der indgås på en auktion. 2. Artikel 4, 5 og 6 samt artikel 7, stk. 1, finder ikke anvendelse på: - aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre dagligvarer til husholdningen, der udbringes til en forbruger på dennes bopæl eller arbejdsplads af handlende som led i hyppige og regelmæssige vareudbringningsrunder - aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og fritidstilbud, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne ydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum; i tilfælde af udendørs fritidsbegivenheder kan leverandøren undtagelsesvis forbeholde sig ret til ikke at anvende artikel 7, stk. 2, under særlige omstændigheder. Artikel 4 Forudgående oplysninger

afs_8/del_2 1. I god tid inden indgåelsen af enhver aftale vedrørende fjernsalg skal forbrugeren have følgende oplysninger: a) leverandørens navn og, i tilfælde af aftaler hvor der kræves forudbetaling, tillige hans adresse b) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber c) varens eller tjenesteydelsens pris inkl. alle afgifter d) eventuelle leveringsomkostninger e) betalings- eller leveringsbetingelser eller betingelserne for opfyldelse af aftalen f) eventuel fortrydelsesret, undtagen i de i artikel 6, stk. 3, nævnte tilfælde g) omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikationsteknikken, når de beregnes efter anden tarif end grundtariffen h) det tidsrum, i hvilket tilbuddet eller prisen er gyldig i) i givet fald aftalens korteste gyldighedsperiode i forbindelse med aftaler om varige eller regelmæssige vareleverancer eller tjenesteydelser. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger, hvis kommercielle sigte skal fremgå utvetydigt, skal gives på en klar og forståelig måde under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik, idet navnlig principperne om redelig forretningspraksis og beskyttelse af personer, såsom mindreårige, der i henhold til deres nationale lovgivning er umyndige, skal overholdes. 3. I forbindelse med telefonisk kommunika-tion skal endvidere leverandørens navn og opringningens kommercielle sigte udtrykkeligt opgives ved begyndelsen af enhver samtale med forbrugeren. Artikel 5 Skriftlig bekræftelse af oplysningerne 1. Forbrugeren skal modtage bekræftelse skriftligt eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham, af de i artikel 4, stk. 1, litra a)-f), nævnte oplysninger i god tid under aftalens opfyldelse, og senest ved leveringen, når der er tale om varer, som ikke skal leveres til tredjemand, medmindre oplysningerne allerede er givet forbrugeren forud for aftalens indgåelse skriftligt eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham. Der skal under alle omstændigheder forelægges: - skriftlig oplysning om betingelserne og de nærmere regler for udøvelsen af den i artikel 6 nævnte fortrydelsesret, herunder de i artikel 6, stk. 3, første led, nævnte tilfælde - den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager - oplysninger om foreliggende eftersalgsservice og garantibetingelser - betingelserne for ophævelse af aftalen, hvis denne er af ubestemt varighed eller af mere end ét års varighed.

afs_8/del_3 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på tjenesteydelser, hvor selve opfyldelsen sker ved anvendelse af fjernkommunikationsteknik, når disse tjenesteydelser leveres samlet på en gang, og hvor faktureringen foretages af formidleren af fjernkommunikationsteknikken. Forbrugeren skal dog under alle omstændigheder kunne få oplyst den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil han kan indgive eventuelle klager. Artikel 6 Fortrydelsesret 1. Ved enhver aftale vedrørende fjernsalg har forbrugeren en frist på mindst syv hverdage til at fortryde aftalen, uden at der kan kræves bod, og uden angivelse af årsag. De eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør sin fortrydelsesret gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Fristen løber: - for varers vedkommende fra den dato, hvor forbrugeren modtager dem, når forpligtelserne i artikel 5 er opfyldt - for tjenesteydelsers vedkommende fra den dato, hvor aftalen indgås, eller fra den dato, hvor forpligtelserne i artikel 5 er opfyldt, hvis de opfyldes efter aftalens indgåelse, forudsat at fristen ikke overskrider den nedenfor nævnte frist på tre måneder. Hvis leverandøren ikke har opfyldt de i artikel 5 nævnte forpligtelser, er fristen på tre måneder. Den løber: - for varers vedkommende fra den dato, hvor forbrugeren modtager dem - for tjensteydelsers vedkommende fra den dato, hvor aftalen indgås. Hvis de i artikel 5 nævnte oplysninger forelægges inden for denne tre måneders frist, løber den i første afsnit nævnte frist på mindst syv hverdage fra dette tidspunkt. 2. Hvis forbrugeren gør fortrydelsesretten i medfør af denne artikel gældende, skal leverandøren vederlagsfrit tilbagebetale de beløb, som forbrugeren har indbetalt. De eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør sin fortrydelsesret gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Tilbagebetalingen skal ske snarest muligt og senest inden 30 dage. 3. Medmindre parterne har aftalt andet, kan forbrugeren ikke gøre den i stk. 1 fastsatte fortrydelsesret gældende i forbindelse med aftaler: - om tjenesteydelser, hvor udførelsen er påbegyndt med forbrugerens samtykke inden udløbet af den i stk. 1 fastsatte frist på syv hverdage - om varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af svingninger på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har indflydelse på - om levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som på grund af deres beskaffenhed ikke kan tilbagesendes eller må antages at ville blive forringet eller forældet hurtigt

afs_8/del_4 - om levering af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmeller, som forbrugeren har brudt plomberingen på - om levering af aviser, tidsskrifter og magasiner - om tips- og lotteriydelser. 4. Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at: - hvis prisen på en vare eller en tjenesteydelse helt eller delvis er dækket af en kredit, der ydes af leverandøren, eller - hvis denne pris helt eller delvis er dækket af en kredit, som tredjemand yder forbrugeren på grundlag af en aftale mellem tredjemanden og leverandøren ophæves kreditaftalen, uden at der kan kræves bod, hvis forbrugeren benytter den i stk. 1 fastsatte fortrydelsesret. Medlemsstaterne fastlægger de nærmere regler for kreditaftalens ophævelse. Artikel 7 Opfyldelse 1. Medmindre parterne har aftalt andet, skal leverandøren effektuere bestillingen senest 30 dage regnet fra dagen efter, at forbrugeren har afgivet sin bestilling til leverandøren. 2. Misligholder leverandøren aftalen, fordi den bestilte vare eller tjenesteydelse er indisponibel, skal forbrugeren underrettes herom, og han skal kunne få eventuelt indbetalte beløb tilbagebetalt snarest muligt og senest inden 30 dage. 3. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at leverandøren kan levere forbrugeren en vare eller tjenesteydelse af samme kvalitet og til samme pris, hvis der er fastsat mulighed herfor forud for aftalens indgåelse eller i aftalen. Forbrugeren skal underrettes herom på en klar og forståelig måde. Udgifter til tilbagelevering i forbindelse med anvendelse af fortrydelsesretten afholdes i et sådant tilfælde af leverandøren, og forbrugeren skal underrettes herom. I sådanne tilfælde kan levering af en vare eller tjenesteydelse ikke sidestilles med levering uden forudgående anmodning som omhandlet i artikel 9. Artikel 8 Betaling med kort Medlemsstaterne sørger for at fastsætte passende regler om, at en forbruger: - kan anmode om annullering af en betaling, hvis et betalingskort er blevet anvendt svigagtigt i forbindelse med en aftale om fjernsalg, som omfattes af dette direktiv - i tilfælde af svigagtig anvendelse får krediteret eller refunderet de foretagne indbetalinger. Artikel 9 Levering uden forudgående anmodning Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at - forbyde levering af varer eller tjenesteydelser til en forbruger uden forudgående bestilling fra denne, hvis leverancen indeholder en anmodning om betaling - fritage forbrugeren for enhver modydelse i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, da manglende svar ikke er ensbetydende med samtykke. Artikel 10 Begrænsninger i anvendelsen af visse fjernkommunikationsteknikker 1. En leverandørs anvendelse af følgende teknikker kræver forudgående samtykke fra forbrugeren: - et automatisk opkaldssystem uden menneskelig medvirken (opkaldsautomat) - telefax.

afs_8/del_5 2. Medlemsstaterne sørger for, at andre fjernkommunikationsteknikker end de i stk. 1 nævnte, og som tillader individuel kommunikation, kun kan anvendes, hvis forbrugeren ikke klart modsætter sig det. Artikel 11 Søgsmål eller klage 1. Medlemsstaterne sørger for, at der i forbrugernes interesse findes tilstrækkelige og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv. 2. De i stk. 1 nævnte midler omfatter bestemmelser, i henhold til hvilke et eller flere af nedennævnte organer efter national ret kan indbringe en sag for domstolene eller for de kompetente administrative myndigheder med henblik på overholdelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser til dette direktiv: a) offentlige organer eller deres repræsentanter b) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne c) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle. 3. a) Medlemsstaterne kan fastsætte, at leverandøren kan pålægges bevisbyrden for, at en forbruger har modtaget forudgående oplysninger eller skriftlig bekræftelse, eller at fristerne er blevet overholdt, eller at forbrugeren har givet sit samtykke. b) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at leverandørerne samt, når det er muligt, formidlerne af fjernkommunikationsteknik ophører med enhver fremgangsmåde, der ikke er i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af dette direktiv. 4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at den frivillige kontrol med overholdelsen af direktivets bestemmelser, som selvstændige organer kan foretage, og muligheden for at indbringe tvister for sådanne organer supplerer de foranstaltninger, som medlemsstaterne skal iværksætte for at sikre, at dette direktiv overholdes. Artikel 12 Bestemmelsernes ufravigelige karakter 1. Forbrugeren kan ikke give afkald på de rettigheder, som tilkommer ham i medfør af dette direktivs transformation til national ret. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves den beskyttelse, som dette direktiv giver, ved at et tredjelands lovgivning vælges som gældende lov for salget, når aftalen har nær tilknytning til en eller flere af medlemsstaternes områder. Artikel 13 Fællesskabsregler 1. Dette direktiv finder anvendelse, medmindre der foreligger fællesskabsforskrifter med særlige bestemmelser om visse typer af aftaler om fjernsalg som helhed. 2. Når specifikke fællesskabsforskrifter indeholder bestemmelser, der kun regulerer visse aspekter af leveringen af varer eller tjenesteydelser, har disse bestemmelser forrang for dette direktivs bestemmelser vedrørende disse særlige aspekter af aftaler vedrørende fjernsalg. Artikel 14 Minimumsbestemmelser

afs_8/del_6 Medlemsstaterne kan inden for det område, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser omfatter eventuelt forbud af hensyn til almenvellet mod fjernsalg af visse varer eller tjenesteydelser, navnlig lægemidler, på deres område under overholdelse af traktaten. Artikel 15 Gennemførelse 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest tre år efter dets ikrafttrædelse. De underretter straks Kommissionen herom. 2. De i stk. 1 nævnte love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen være ledsaget af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. 3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de interne retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. 4. Senest fire år efter ikrafttrædelsen af dette direktiv forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv tillige med et eventuelt forslag til revision deraf. Artikel 16 Orientering af forbrugerne Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger med henblik på at informere forbrugerne om national gennemførelseslovgivning til dette direktiv og tilskynder, hvor det er relevant, erhvervsorganisationerne til at oplyse forbrugerne om deres kutymeregler. Artikel 17 Klageordning Kommissionen undersøger muligheden af at indføre effektive foranstaltninger til behandling af klager fra forbrugerne vedrørende fjernsalg. Senest to år efter direktivets ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om resultaterne af denne undersøgelse eventuelt ledsaget af forslag. Artikel 18 Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Artikel 19 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 20. maj 1997. 16) EFT nr. C 156 af 23. 6. 1992, s. 14 og EFT nr. C 308 af 15. 11. 1993, s. 18. 17) EFT nr. C 19 af 25. 1. 1993, s. 111. 18) Europa-Parlamentets udtalelse af 26. maj 1993 (EFT nr. C 176 af 28. 6. 1993, s. 95). Rådets fælles holdning af 29. juni 1995 (EFT nr. C 288 af 30. 10. 1995, s. 1). Europa-Parlamentets afgørelse af 13. december 1995 (EFT nr. C 17 af 22. 1. 1996, s. 51). Europa-Parlamentets afgørelse af 16. januar 1997 og Rådets afgørelse af 20. januar 1997. 19) EFT nr. C 92 af 25. 4. 1975, s. 1. 20) EFT nr. C 167 af 5. 7. 1986, s. 1.

afs_8/del_7 21) EFT nr. C 294 af 22. 11. 1989, s. 1. 22) EFT nr. L 250 af 19. 9. 1984, s. 17. 23) EFT nr. L 156 af 10. 6. 1992, s. 21. 24) EFT nr. L 298 af 17. 10. 1989, s. 23. 25) EFT nr. L 113 af 30. 4. 1992, s. 13.

Bilag 5

BILAG I Kommunikationsteknikker, jf. artikel 2, nr. 4 - uadresserede tryksager - adresserede tryksager - standardskrivelser - reklamer i tidsskrifter med bestillingsseddel - kataloger - menneskelig betjent telefon - automatisk telefon (opkaldsautomat, audiotekster) - radio - visiofon (telefon med billede) - videotekst (mikrocomputer, fjernsynsskærm) med tastatur eller sensorskærm - elektronisk post - telefax - fjernsyn (telekøb, telesalg).

Bilag 6

BILAG II Finansielle tjenesteydelser, jf. artikel 3, stk. 1 - investeringsservice - forsikrings- og genforsikringstransaktioner - bankforretninger - transaktioner vedrørende pensionsfonde - tjenesteydelser vedrørende termins- og optionsforretninger. Disse tjenesteydelser omfatter navnlig: - investeringstjenesteydelser omhandlet i bilaget til direktiv 93/22/EØF 26) ; investeringsinstitutters tjenesteydelser - tjenesteydelser henhørende under aktiviteter, som er omfattet af gensidig anerkendelse og anført i bilaget til direktiv 89/646/EØF 27) - transaktioner inden for forsikring og genforsikring omhandlet i: - artikel 1 i direktiv 73/239/EØF 28) - bilaget til direktiv 79/267/EØF 29) - direktiv 64/225/EØF 30) - direktiv 92/49/EØF 31) og 92/96/EØF 32) . 26) EFT nr. L 141 af 11. 6. 1993, s. 27. 27) EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1. Direktivet er ændret ved direktiv 92/30/EØF (EFT nr. L 110 af 28. 4. 1992, s. 52). 28) EFT nr. L 228 af 16. 8. 1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved direktiv 92/49/EØF (EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992, s. 1). 29) EFT nr. L 63 af 13. 3. 1979, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 90/619/EØF (EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 50). 30) EFT nr. 56 af 4. 4. 1964, s. 878/64. Direktivet er ændret ved tiltrædelsesakten af 1973. 31) EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992, s. 1. 32) EFT nr. L 360 af 9. 12. 1992, s. 1.

Bilag 7

Bilag 5 Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLES-SKABER HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig artikel 100,

under henvisning til forslag fra Kommissionen 33) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 34) ,

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg 35) , og

ud fra følgende betragtninger: Indgåelse af aftaler eller ensidige forpligtelser mellem erhvervsdrivende og forbrugere uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted er almindeligt forekommende i medlemsstaterne, og de enkelte medlemsstater har forskellig lovgivning herom; uensartethed i denne lovgivning kan indvirke direkte på fællesmarkedets funktion; det er derfor nødvendigt at foretage en tilnærmelse af lovgivningerne på dette område; i henhold til Det europæiske økonomiske Fællesskabs første program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning 36) , navnlig punkt 24 og 25, skal der træffes egnede foranstaltninger til beskyttelse af forbrugerne imod urimelige forretningsmetoder ved dørsalg; i Det europæiske økonomiske Fællesskabs andet program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning 37) bekræftes det, at de foranstaltninger og prioriterede opgaver, der er påbegyndt i henhold til første program, bør videreføres; det er et typisk træk ved aftaler, der indgås uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, at det som regel er den erhvervsdrivende, der tager initiativet til forhandlingerne, og at forbrugeren slet ikke er forberedt på disse forhandlinger og bliver overrumplet; ofte kan forbrugeren ikke sammenligne tilbudets kvalitet og pris med andre tilbud; dette overraskelsesmoment gør sig i almindelighed gældende ikke alene i forbindelse med aftaler, der indgås ved døren, men også ved andre former for aftaler, som den erhvervsdrivende indgår uden for sit faste forretningssted; forbrugeren bør have en frist på mindst syv dage til at træde tilbage fra aftalen, således at han har mulighed for at vurdere de forpligtelser, aftalen medfører; der bør træffes passende foranstaltninger for at sikre, at forbrugeren skriftligt gøres opmærksom på denne fortrydelsesret; medlemsstaterne skal frit kunne opretholde eller indføre fuldstændigt eller delvist forbud mod indgåelse af aftaler uden for fast forretningssted, såfremt de finder, at dette er i forbrugernes interesse –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1

afs_7/del_1 1. Dette direktiv gælder for aftaler indgået mellem en erhvervsdrivende, der leverer varer eller tjenesteydelser, og en forbruger: - under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, eller - i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg: i) hos forbrugeren eller en anden forbruger, ii) på forbrugerens arbejdsplads, såfremt besøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren. 2. Dette direktiv gælder ligeledes for aftaler om levering af en anden vare eller tjenesteydelse end den, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg, medmindre forbrugeren, da han anmodede om besøget, vidste eller med rimelighed kunne vide, at leveringen af denne anden vare eller tjenesteydelse er en del af den erhvervsdrivendes handels- eller erhvervsvirksomhed. 3. Dette direktiv gælder endvidere for aftaler, såfremt der af forbrugeren er fremsat tilbud under omstændigheder, som svarer til de i stk. 1 eller stk. 2 beskrevne, selv om forbrugeren ikke er bundet af dette tilbud, før den erhvervsdrivende har accepteret det. 4. Endelig gælder dette direktiv også for tilbud, som forbrugeren har fremsat i kontraktforhold under omstændigheder, som svarer til de i stk. 1 eller stk. 2 beskrevne, såfremt forbrugeren er bundet af sit tilbud. Artikel 2 I dette direktiv forstås ved: - »forbruger« en fysisk person, der ved en retshandel, som er omfattet af dette direktiv, optræder med et formål, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virkefelt; - »erhvervsdrivende« en fysisk eller juridisk person, der ved indgåelsen af den pågældende retshandel optræder i sin egenskab af handlende eller erhvervsdrivende, samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendes navn eller for dennes regning. Artikel 3 1. Medlemsstaterne kan vedtage, at dette direktiv kun skal gælde for aftaler, ifølge hvilke den modydelse, der skal erlægges af forbrugeren, overstiger et bestemt beløb. Dette beløb må ikke overstige 60 ECU. På forslag af Kommissionen undersøger Rådet hvert andet år, og første gang senest fire år efter dette direktivs meddelelse, nævnte beløb og ændrer det i givet fald under hensyn til den økonomiske og valutariske udvikling i Fællesskabet. 2. Dette direktiv gælder ikke for: a) aftaler om opførelse, salg eller udlejning af fast ejendom eller aftaler om stiftelse af andre rettigheder over fast ejendom; aftaler om levering af varer og om disses indføjelse i fast ejendom eller aftaler om reparation af fast ejendom er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde;

afs_7/del_2 b) aftaler om levering af fødevarer eller drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres af personer, der regelmæssigt betjener faste ruter; c) aftaler om levering af varer eller tjenesteydelser, såfremt følgende tre kriterier er opfyldt: i) aftalen skal være indgået på grundlag af den erhvervsdrivendes katalog, som forbrugeren har haft lejlighed til at gennemse, uden at repræsentanten for den erhvervsdrivende er til stede, og ii) det skal være hensigten at opretholde stadig kontakt mellem repræsentanten for den erhvervsdrivende og forbrugeren med hensyn til denne eller enhver følgende retshandel, og iii) det skal fremgå klart af kataloget og kontrakten, at forbrugeren har ret til at tilbagelevere varerne til leverandøren inden for en frist på mindst syv dage fra modtagelsen eller at træde tilbage fra aftalen uden nogen anden forpligtelse end den at drage omsorg for varerne i rimeligt omfang; d) forsikringsaftaler; e) aftaler vedrørende værdipapirer. 3. Uanset artikel 1, stk. 2, kan medlemsstaterne undlade at lade dette direktiv gælde for aftaler om levering af en vare eller tjenesteydelse, der er direkte forbundet med den vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg. Artikel 4 Ved retshandler som omhandlet i artikel 1 skal den erhvervsdrivende skriftligt oplyse forbrugeren om dennes ret til inden for de i artikel 5 fastsatte frister at opsige aftalen samt om navn og adresse på en person, over for hvem denne ret kan udøves. En sådan skriftlig meddelelse skal være dateret og indeholde oplysninger, som gør det muligt at identificere det pågældende kontraktforhold. Meddelelsen afgives til forbrugeren: a) i det i artikel 1, stk. 1, omhandlede tilfælde samtidig med, at aftalen indgås; b) i det i artikel 1, stk. 2, omhandlede tilfælde senest ved aftalens indgåelse; c) i det i artikel 1, stk. 3 og 4, omhandlede tilfælde, når forbrugeren afgiver tilbudet. Medlemsstaterne sørger for, at der i deres nationale lovgivning fastsættes egnede foranstaltninger til beskyttelse af forbrugeren, hvis den i denne artikel omhandlede meddelelse ikke gives. Artikel 5 1. Forbrugeren har ret til at træde tilbage fra aftalen ved i overensstemmelse med den fremgangsmåde og de betingelser, der gælder i henhold til national ret, at give meddelelse herom inden for en frist på mindst syv dage at regne fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har modtaget de i artikel 4 omtalte oplysninger. Det er dog tilstrækkeligt, at meddelelsen er afsendt inden fristens udløb.

afs_7/del_3 2. Denne meddelelse har den virkning, at forbrugeren frigøres fra enhver forpligtelse i henhold til den aftale, som forbrugeren er trådt tilbage fra. Artikel 6 Forbrugeren kan ikke give afkald på de rettigheder, der tilkommer ham i henhold til dette direktiv. Artikel 7 Benytter forbrugeren sig af denne fortrydelsesret, bestemmes retsvirkningerne af de nationale lovgivning, navnlig med hensyn til tilbagebetaling af indbetalte beløb for varer eller tjenesteydelser samt returnering af de modtagne varer. Artikel 8 Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder endnu gunstigere forbrugerbeskyttende bestemmelser på det af direktivet omfattede område. Artikel 9 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv inden for en frist på 24 måneder fra dets meddelelse 38) og underretter straks Kommissionen herom. 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ordlyden af de væsentligste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 10 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 1985. 33) EFT nr. C 22 af 29. 1. 1977, s. 6, og EFT nr. C 127 af 1. 6. 1978, s. 6. 34) EFT nr. C 241 af 10. 10. 1977, s. 26. 35) EFT nr. C 180 af 28. 7. 1977, s. 39. 36) EFT nr. C 92 af 25. 4. 1975, s. 2. 37) EFT nr. C 133 af 3. 6. 1981, s. 1. 38) Dette direktiv er meddelt medlemsstaterne den 23. december 1985.

Versioner

1. 2004-03-31