Forslag til Lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning\n(Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, markedsovergang for miljøvenlig elektricitet, fremme af vindmølleudbygning, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, anvendelse af brændsler i kraft-varme-værker m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200312L00236@2004-04-21/da
Indhold
Fremsat den 21. april 2004 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Forslag
til
(Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, markedsovergang for miljøvenlig elektricitet, fremme af vindmølleudbygning, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, anvendelse af brændsler i kraft-varme-værker m.v.)
§ 1
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 10. marts 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 452 af 10. juni 2003, § 7 i lov nr. 458 af 10. juni 2003 og § 2 i lov nr. 1232 af 27. december 2003, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2 indsættes:
»§ 2 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser.«
2. § 3 affattes således:
»§ 3. Økonomi- og erhvervsministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg om væsentlige forhold vedrørende landets elforsyning gennem udarbejdelse af en årlig redegørelse.«
3. § 5 affattes således:
»§ 5. I denne lov forstås ved følgende:
1) Decentrale kraft-varme-anlæg: Kraft-varme-anlæg, som ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6.
2) Direkte elforsyningsnet: Elforsyningsnet, beregnet for levering af elektricitet fra en elproduktionsvirksomhed til en anden elproduktionsvirksomhed eller bestemte forbrugere, og som helt eller delvis erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet.
3) Distributionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som har til formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet.
4) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet, herunder virksomhed med bevilling til forsyningspligtig virksomhed.
5) Elværksejet anlæg: Anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov.
6) Forbrugssted: Punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet.
7) Forsyningspligtig virksomhed: Virksomhed med bevilling med pligt til at forsyne forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, med elektricitet.
8) Kollektiv elforsyningsvirksomhed: Offentlig eller privat ejet virksomhed med bevilling, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed.
9) Kollektive elforsyningsnet: Transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere.
10) MW: Måleenhed for elektrisk effekt.
11) Netvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver distributionsnet.
12) Sammenhængende elforsyningssystem: Kollektive elforsyningsnet med tilhørende anlæg i et større område, som er indbyrdes forbundet med henblik på fælles drift.
13) Systemansvarlig virksomhed: Virksomhed med bevilling, der har det overordnede ansvar for at opretholde forsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem.
14) Transit: Transport af elektricitet med henblik på at opfylde aftaler om elhandel, hvor ingen af aftaleparterne aftager eller producerer den pågældende elektricitet her i landet.
15) Transmissionsnet: Kollektivt elforsyningsnet som har til formål at transportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet.
16) Transmissionsvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver transmissionsnet.
17) VE-bevis: Et omsætteligt bevis for produktion af nærmere angivne former for VE-elektricitet. «
4. § 6 affattes således:
»§ 6. Enhver elforbruger kan frit vælge elleverandør.
Stk. 2. Enhver har ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet her i landet gennem et leveringstilbud fra en virksomhed med forsyningspligt, jf. § 34.
Stk. 3. Forbrugere, som gør brug af retten til valg af leverandør, jf. stk. 1, kan genindtræde i leveringen fra virksomheden med forsyningspligt inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72.
Stk. 4. Kollektive elforsyningsvirksomheder samt forsyningspligtige virksomheder, for så vidt angår deres forsyningspligtydelse, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår. «
5. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler med henblik på at forpligte elleverandører til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektricitet, herunder nærmere regler om indholdet af denne forpligtelse.
Stk. 2. Regler efter stk. 1 kan blandt andet omfatte bestemmelser om følgende:
1) Krav om forbrugerens ret til en kontrakt, krav til indholdet af kontrakten, underretning om kontraktens betingelser, varsling af pris- og vilkårsændringer samt gebyrforhøjelser, forbrugerens adgang til opsigelse af kontrakten, betalingsmetoder, betaling for leverandørskift samt opsigelse og afbrydelse, bl.a. i forbindelse med misligholdelse fra forbrugerens side.
2) Klagebehandling, herunder regler om adgang til at påklage tvister mellem en forbruger og en leverandør om forhold, som fastsættes i medfør af nr. 1.
Stk. 3. Ved fastsættelse n af regler efter stk. 1 og 2 kan det bestemmes, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. «
6. § 7 ophæves.
7. §§ 8 - 9 affattes således:
»§ 8. Enhver elforbruger her i landet skal afholde en forholdsmæssig andel af de kollektive elforsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved at gennemføre de offentlige forpligtelser, som påhviler dem, jf. stk. 3 og 4. Dette gælder dog ikke i det omfang andet følger af §§ 8 a og 9.
Stk. 2. Enhver elforbruger her i landet skal fra det af økonomi- og erhvervsministeren efter § 61 fastsatte tidspunkt erhverve VE-beviser efter reglerne i kapitel 9.
Stk. 3. De systemansvarlige virksomheders nødvendige omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 56 – 57 a opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug .
Stk. 4. Omkostninger til nedennævnte ydelser opkræves af den systemansvarlige virksomhed hos alle elforbrugere i det område, hvortil den systemansvarlige virksomhed har bevilling:
1) Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger til dækning af ydelser ifølge § 27 a, stk. 1, nr. 2, § 27 c, stk. 8, 2. pkt., § 28 a, § 29, § 30, §§ 58 – 58 b og § 59 a, stk. 1.
2) Netvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de ydelser, som disse er pålagt ifølge § 22, stk. 5, § 67 og § 68.
3) Efter økonomi- og erhvervsministerens bestemmelse omkostninger til dækning af etablering af elproduktionsanlæg på havet, jf. § 17, stk. 6.
4) Transmissionsvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som disse er pålagt ifølge § 68.
Stk. 5. De kollektive elforsyningsvirksomheders øvrige omkostninger påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser, og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer.
Stk. 6. De kollektive elforsyningsvirksomheders administrationsomkostninger ved betaling af ydelser som nævnt i stk. 3 og 4 opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer .
§ 8 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugere, der helt eller delvist selv producerer den elektricitet de selv forbruger, under nærmere angivne betingelser kun skal betale pristillæg m.v. som nævnt i §§ 56 – 58 b i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet. Ministeren kan herunder fastsætte, at reglerne kun gælder for anlæg, som var i drift den 12. april 2000.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om ydelse af pristillæg efter §§ 58 og 58 a til egenproducenter. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, hvorledes grundbeløb og pristillæg beregnes for anlæg omfattet af § 58, og regler om betingelser for ydelse af pristillæg til anlæg omfattet af § 58 a.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler for, hvorledes elforbruget og elproduktionen skal måles og opgøres. Udgifterne til målingen afholdes af elproducenten.
§ 9. Netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til pristillæg m.v. som nævnt i §§ 56 – 57 a opkræves hos elforbrugerne efter følgende principper:
1) For et årligt elforbrug på 100 GWh eller derunder pr. forbrugssted opkræves en forholdsmæssig andel af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders samlede omkostninger til pristillægget inden for et sammenhængende elforsyningssystem, herunder en forholdsmæssig andel af de udgifter til pristillægget, der ikke kan dækkes som følge af bestemmelsen i nr. 2.
2) For det elforbrug, der overstiger 100 GWh pr. forbrugssted, opkræves ikke beløb til dækning af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til de nævnte pristillæg m.v.«
8. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Økonomi- og erhvervsministeren kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til, at et elproduktionsanlæg med en kapacitet på over 25 MW midlertidigt drives uden bevilling.«
9. I § 16 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. Elproduktionsanlæg nævnt i stk. 1, som er fast forankret på samme sted på søterritoriet m.v., anses i tinglysningsmæssig henseende for fast ejendom. Tinglysning af rettigheder over sådanne anlæg sker efter reglerne i tinglysningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt., ved retten i Århus.«
10. I § 19, stk. 1, udgår »og § 97, stk. 2 « .
11. § 20, stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) stille fornøden transportkapacitet til rådighed og give adgang til transport af elektricitet i elforsyningsnettet og«.
12. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Bevillingshavere efter § 19, stk. 1, skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver bevillingshaverens tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Bevillingshaveren skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.«
13. § 21, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Meddelelse af tilladelse er betinget af, at ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkelig behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, skabelsen af velfungerende konkurrencemarkeder og indpasning af vedvarende energi, eller hvis det ansøgte projekt er nødvendigt til opfyldelse af et pålæg i medfør af § 21, stk. 3 eller 4.«
14. I § 21 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge bevillingshavere efter § 19, stk. 1, at anlægge og udbygge samt drive transmissionsanlæg.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
15. I § 21 a udgår »nye « .
16. I § 22, stk. 1, nr. 3, udgår »fra forbrugerne « .
17. § 22, stk. 1, nr. 4, affattes således:
»4) afregne miljøvenlig elektricitet og varetage andre opgaver ifølge bestemmelserne i kapitel 9,«.
18. I § 22, stk. 1, nr. 7 , ændres »og « til: », «.
19. I § 22, stk. 1, nr. 8, ændres ». « til: », «.
20. I § 22, stk. 1, indsættes som nr. 9 og 10 :
»9) anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, den anvender til at udføre sit hverv, og
10) informere forbrugerne om deres rettigheder i relation til forsyningspligt.«
21. I § 22 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om samfakturering af de ydelser, forbrugeren modtager i henhold til denne lov.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
22. I § 22, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »og om fakturering « til: », information om energiforbrug « .
23. I § 23, stk. 3, 2. pkt ., ændres »stk. 4 « til: »stk. 5 « .
24. § 24 affattes således:
Ȥ 24. Enhver har ret til at anvende det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet imod betaling, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anmodning om transport rettes til den kollektive elforsyningsvirksomhed, hvis net ønskes benyttet. De kollektive elforsyningsvirksomheder må ikke forskelsbehandle brugere af systemet eller kategorier af brugere eller begunstige egne selskaber eller ejere.
Stk. 3. Netvirksomheden og den systemansvarlige virksomhed kan afvise en anmodning om transport på grund af mangel på transportkapacitet.
Stk. 4. Afslag på en anmodning om transport, jf. stk. 3, skal begrundes. En kollektiv elforsyningsvirksomhed, som giver afslag på en anmodning om transport, jf. stk. 3, skal efter anmodning give relevante oplysninger om de foranstaltninger, der vil være nødvendige for at styrke nettet. Den kollektive elforsyningsvirksomhed kan betinge fremlæggelsen af sådanne oplysninger af betaling af et gebyr til dækning af rimelige omkostninger forbundet hermed.
Stk. 5. Energitilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om transport, jf. stk. 3. «
25. § 25 ophæves.
26. Efter § 26 indsættes før kapitel 5:
»Fællesskabsbestemmelser om elforsyningsnet
§ 26 a. Bestemmelserne i § 20, § 21, stk. 2-6, § 23, stk. 2 og 3, og § 24 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 7 i Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om behandling af en anmodning om undtagelse efter artikel 7 i den i stk. 1 nævnte forordning.«
27. I § 27, stk. 1, udgår »og § 97, stk. 2 « .
28. § 27 c, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
29. I § 27 c, stk. 5, 1. pkt., udgår »og industrielle « .
30. I § 27 c, stk. 8, indsættes som 2. pkt .:
»Dette gælder dog ikke for elproduktion fra en vindmølle omfattet af §§ 56 a og 56 b, et VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 57 og et decentralt kraft-varme-anlæg eller et elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a.«
31. § 27 c, stk. 10, 2. pkt ., ophæves.
32. § 27 c, stk. 11, affattes således:
»Stk. 11 . Den systemansvarlige virksomhed skal, efter høring af relevante parter, anmelde regler og kriterier, som virksomheden fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, til Energitilsynet. Energitilsynet kan give pålæg om ændring af reglerne og kriterierne, jf. § 77.«
33. I § 27 d indsættes som stk. 2 og 3 :
»Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at den systemansvarlige virksomhed skal iværksætte nærmere angivne foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger anses for nødvendige for at opretholde en tilstrækkelig forsyningssikkerhed. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at foranstaltningerne skal iværksættes efter udbud eller anden gennemsigtig og ikke-diskriminerende procedure.
Stk. 3. Den systemansvarlige virksomheds iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 2 skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.«
34. § 28, stk. 2, nr. 4, affattes således:
»4) Fordele omkostninger ved miljøvenlig elektricitet og varetage andre opgaver ifølge bestemmelserne i kapitel 9.«
35. I § 28, stk. 2, indsættes som nr. 12 og 13:
»12) Sikre, efter pålæg fra økonomi- og erhvervsministeren, midlertidig videreførelse af den bevillingspligtige aktivitet i tilfælde af, at en bevilling inddrages i medfør af § 54, stk. 1 eller 4, jf. § 54, stk. 6.
13) Anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, den anvender til at udføre sit hverv.«
36. Efter § 28 indsættes:
»§ 28 a. Den systemansvarlige virksomhed skal dække en forsyningspligtig virksomheds nødvendige meromkostninger i forbindelse med levering af elektricitet til elforbrugere, som er tilsluttet et isoleret kollektivt elforsyningsnet, i forhold til den pris, den forsyningspligtige virksomhed kan opkræve efter § 72, stk. 1, inden tillæg af administrations- og balanceringsbidrag.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren skal fastsætte regler eller træffe afgørelse om afgrænsning af de isolerede kollektive elforsyningsnet, som omfattes af stk. 1.
§ 28 b. Den systemansvarlige virksomhed skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver virksomhedens tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Virksomheden skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de stk. 1 nævnte forhold, herunder om hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.«
37. § 29, stk. 1, affattes således:
»Den systemansvarlige virksomhed skal sikre, at der udføres sådanne forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, som er nødvendige for udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier, herunder udvikling af et miljøvenligt og sikkert elsystem.«
38. § 30, stk. 2, ophæves.
39. § 32 ophæves.
40. I § 33, stk. 1, udgår »7 og « samt »og § 97, stk. 2 «.
41. § 34 affattes således:
»§ 34. En virksomhed med forsyningspligt skal i bevillingsområdet tilbyde levering af elektricitet til forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, eller hvis leveringsaftale med en anden leverandør er ophørt.
Stk. 2. En virksomhed, der leverer elektricitet til en forbruger i medfør af stk. 1, skal oplyse forbrugeren om, fra hvilken virksomhed forbrugeren modtager sine elleverancer og under hvilke betingelser, samt oplyse forbrugeren om, at denne har ret til at opsige og genindtræde i leveringen fra den forsyningspligtige virksomhed inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72.
Stk. 3. En virksomhed, der leverer elektricitet til en forbruger i medfør af stk. 1, skal tilbyde forbrugeren opfyldelse af købsforpligtelsen for VE-beviser efter reglerne i kapitel 9. «
42. § 35 affattes således:
»§ 35. Transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV og ejerandele i transmissionsvirksomheder, der ejer sådanne net (transmissionsandele), kan udelukkende afstås til staten. Ejere, der ønsker at foretage afståelser omfattet af denne bestemmelse, giver underretning herom til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 2. Der indtræder pligt til at afstå transmissionsandele til staten, når 50 % af ejerandelene i en virksomhed, der direkte eller indirekte besidder sådanne transmissionsandele, efter den 21. april 2004 har skiftet ejer, eller når ejere af ejerandele i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer transmissionsandele, enten ved erhvervelsen eller senere, alene eller i forening med andre ejere, opnår bestemmende indflydelse i den pågældende virksomhed. Til ejerskifte efter denne bestemmelse medregnes ikke ejerskifte til ejerandele i forbrugerejede selskaber, når overtagelse af ejerskabet er en vedtægtsmæssig betingelse for overtagelse af brugen af selskabets installation hos den nye forbruger.
Stk. 3. En virksomhed, der direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, skal straks give underretning til økonomi- og erhvervsministeren, når 50 % af ejerandelene i virksomheden efter den 21. april 2004 har skiftet ejer, eller hvis virksomheden bliver bekendt med, at en af virksomhedens ejere alene eller i forening med andre ejere opnår bestemmende indflydelse i virksomheden. En ejer, der alene eller i forening med andre opnår bestemmende indflydelse i virksomheden, skal straks give underretning til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 4. Selskabsmæssige omstruktureringer og udnyttelse af forkøbsrettigheder, køberettigheder og tegningsrettigheder stiftet før den 21. april 2004 er ikke omfattet af stk. 1-3.
Stk. 5. Statens købepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes af økonomi- og erhvervsministeren, inden 3 måneder fra ministeren har modtaget underretning efter bestemmelserne i stk. 1 og 3. Såfremt overtagelsen forudsætter udskillelse af transmissionsnet efter stk. 6, regnes fristen dog først fra udskillelse er sket. Ministeren kan udpege en statslig virksomhed til at opfylde købepligten efter stk. 1 og 2.
Stk. 6. Inden statens overtagelse af transmissionsandele efter stk. 1 og 2 skal virksomheder, der både ejer transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV og net på andre niveauer, udskille transmissionsnettet på mellem 100 kV og 200 kV i et selvstændigt aktieselskab. Udskillelsen skal ske snarest muligt og senest 12 måneder efter modtagelsen af underretning om, at statens købepligt er indtrådt.
Stk. 7. I mangel af enighed fastsættes pris- og betalingsvilkår for overtagelse af ejerskab til transmissionsnet efter stk. 1 og 2 af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan hos virksomheder, sælgere af ejerandele og ejere, omfattet af stk. 1 - 3, forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for udøvelse af tilsyn med, at de nævnte bestemmelser er overholdt.
Stk. 9. Transmissionsvirksomheder, som driver transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, skal med virkning fra den 1. januar 2005 drives i aktieselskabsform. «
43. Efter § 35 indsættes:
»§ 35 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan indgå aftale om statens overtagelse af transmissionsnet på 200 kV eller derover, netforbindelser til udlandet og systemansvarlige virksomheder.«
44. § 36 ophæves.
45. § 38 ophæves.
46. § 40 med tekstoverskrift affattes således:
»Forbrugerrepræsentation
§ 40. Mindst to medlemmer af en netvirksomheds bestyrelse skal enten direkte eller via et repræsentantskab vælges af forbrugerne i netvirksomhedens forsyningsområde.
Stk. 2. Hvis netvirksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 59, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse.«
47. § 41 affattes således:
»§ 41. Netvirksomheder, der er ejet af forbrugere eller kommuner, kan i stedet for den i § 40 nævnte indflydelse lade forbrugerne eller en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde, enten direkte eller via et repræsentantskab, vælge flertallet af netvirksomhedens bestyrelse i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på netvirksomhedens generalforsamling. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte indflydelse anses for opfyldt, hvis flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en netvirksomhed, som drives som selvejende institution, er udpeget af forbrugere eller kommunalbestyrelser i forsyningsområdet eller disse i forening. Det samme gælder for kommunal netvirksomhed, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.
Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte indflydelse anses for opfyldt, hvis forbrugere eller kommuner ejer netvirksomheden gennem en eller flere juridiske personer, såfremt bestyrelsen i den øverste juridiske person vælges på den i stk. 1 eller 2 nævnte måde, og denne bestyrelse direkte eller indirekte vælger netvirksomhedens bestyrelse. «
48. § 42 affattes således:
»§ 42. Forbrugerrepræsentanter efter § 40 skal vælges første gang senest 3 måneder efter, at netvirksomheden ikke opfylder det i § 41 nævnte indflydelseskrav.
Stk. 2. Netvirksomheden skal drage omsorg for, at der vælges forbrugerrepræsentanter efter § 40. «
49. § 43 ophæves.
50. § 44 affattes således:
»§ 44. En netvirksomheds vedtægter skal for at kunne godkendes, jf. § 53, stk. 2, indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 40-42.
Stk. 2. Valg af forbrugerrepræsentanter efter §§ 40 og 41 skal ske på en måde, der giver enhver tilsluttet forbruger lige indflydelse uanset forbrug. Forbrugerrepræsentanterne skal have samme rettigheder og pligter, som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan, hvis særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra de i stk. 2 nævnte krav om lige indflydelse for alle forbrugere uanset forbrug. «
51. § 45 affattes således:
»§ 45. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed, må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer disse, medmindre der er tale om en kollektiv elforsyningsvirksomhed.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed, må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for netvirksomheder, der har færre end 100.000 tilsluttede forbrugere. Ministeren kan dog fastsætte regler om ændring af denne grænse.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed kan handle uafhængigt af erhvervsmæssige interesser.«
52. § 46 med tekstoverskrift affattes således:
»Aftalevilkår
§ 46. Aftaler, som kollektive elforsyningsvirksomheder indgår med andre virksomheder, herunder koncernforbundne virksomheder, skal indgås på markedsbestemte vilkår. «
53. I § 47, stk. 1, udgår »forsyningspligtig virksomhed, «.
54. § 49 affattes således:
»§ 49. Midler, som en virksomhed opkræver for andre ifølge bestemmelserne i denne lov, skal holdes adskilt fra virksomhedens formue.«
55. I § 50 indsættes som nyt stk. 1:
»Bevillinger til kollektive elforsyningsvirksomheder samt forsyningspligtige virksomheder kan kun meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.«
Stk. 1-3 bliver herefter stk. 2-4.
56. I § 54 indsættes som stk. 6 - 8 :
»Stk. 6. Inddrages en bevilling fra en net- eller transmissionsvirksomhed i medfør af stk. 1 eller 4, kan økonomi- og erhvervsministeren pålægge den systemansvarlige virksomhed at videreføre den bevillingspligtige aktivitet midlertidigt. Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger hertil fordeles på brugerne af den overtagne aktivitet.
Stk. 7. Den, hvis bevilling inddrages efter stk. 1 eller 4, eller konkursboet skal efter økonomi- og erhvervsministerens bestemmelse bistå den systemansvarlige virksomhed eller en ny bevillingshaver med overtagelsen af driften samt stille anlæg, kundekartotek m.v. til rådighed for den overtagende virksomhed på rimelige vilkår. Økonomi- og erhvervsministeren bestemmer, på hvilke vilkår anlæg, kundekartotek m.v. skal stilles til rådighed. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan udbyde en bevilling, der er inddraget i medfør af stk. 1 eller 4.«
57. I kapitel 9 indsættes efter overskriften » Miljøvenlig elproduktion«:
»a. Pristillæg m.v. til VE-elektricitet«
58. I § 55 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2 . Med elværksfinansierede anlæg menes VE-elproduktionsanlæg, som er opført eller ombygget som følge af pålæg efter § 13 i lov nr. 54 af 25. februar 1976 om elforsyning, som affattet ved lov nr. 486 af 12. juni 1996, eller efter særlig aftale med økonomi- og erhvervsministeren, bortset fra anlæg, der helt eller delvis anvendes til afbrænding af affald.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
59. §§ 56 - 59 d ophæves, og i stedet indsættes:
»Pristillæg m.v. til vindmøller
§ 56. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på vindmøller, som ikke omfattes af §§ 56 a – 56 c.
Stk. 2. Der udstedes VE-beviser for elektricitet som nævnt i stk. 1. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh. Pristillægget ydes dog ikke til elektricitet fremstillet på elværksfinansierede vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 1999. Der udstedes VE-beviser eller ydes pristillæg i 20 år fra nettilslutningstidspunktet.
Stk. 3. Pristillæg efter stk. 2 til elektricitet fra vindmøller nettilsluttet før den 1. januar 2005 fastsættes således, at tillægget og den efter § 59, stk. 2, nr. 3 eller 4, fastsatte markedspris tilsammen ikke overstiger 36 øre pr. kWh.
Stk. 4. Endvidere ydes en godtgørelse på 2,3 øre pr. kWh for balanceringsomkostninger til elektricitet fra vindmøller omfattet af stk.1 bortset fra elværksfinansierede vindmøller. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at godtgørelsen skal nedsættes eller bortfalde.
Stk. 5. Herudover ydes et ekstra pristillæg på 10 øre pr. kWh til elektricitet som nævnt i stk. 1 fra vindmøller med en kapacitet på højst 200 kW, som er nettilsluttet senest den 31. december 1992. Pristillægget ydes i højest 20 år efter vindmøllens tilslutning til elforsyningsnettet for en elproduktion svarende til produktionen i 35.000 timer med vindmøllens installerede effekt (fuldlasttimer) med fradrag af elproduktion, for hvilken der er betalt pristillæg efter § 56 a eller tidligere gældende bestemmelser om afregningspris og pristillæg i elforsyningsloven eller regler udstedt i medfør af disse bestemmelser. Pristillægget fastsættes på samme måde som nævnt i stk. 3.
Stk. 6. Det ekstra pristillæg efter stk. 5 er betinget af, at elproducenten har indgivet ansøgning herom senest den 31. december 2003, og at vindmøllens direkte produktionsomkostninger pr. kWh i de seneste 5 regnskabsår i gennemsnit har oversteget 26 øre pr. kWh. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om opgørelse, beregning og dokumentation af direkte produktionsomkostninger og om krav til ansøgningen.
Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om beregningen af vindmøllers installerede effekt og produktion og andre forhold af betydning for fastsættelsen af pristillæg og andre ydelser.
§ 56 a. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 2002, som opfylder nedenstående betingelser. Bestemmelsen gælder ikke for elektricitet fra vindmøller nettilsluttet i egen forbrugsinstallation som nævnt i § 56 b og elværksfinansierede vindmøller.
Stk. 2. Hvis vindmøllen opfylder definitionen på en eksisterende vindmølle, jf. stk. 8, ydes der pristillæg til elektriciteten efter stk. 3 - 5. Pristillægget ophører den 31. december 2012 uanset det i stk. 3 – 5 anførte om varigheden af pristillæg. Der udstedes ikke VE-bevis for elektriciteten.
Stk. 3 . Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 10 år fra vindmøllens oprindelige tilslutning til elforsyningsnettet, i det omfang leveringen af elektricitet svarer til en oprindelig elproduktion ved de i nr. 1 – 3 nævnte fuldlasttimer:
1) For vindmøller med en installeret effekt på 200 kW eller derunder ydes pristillægget for 25.000 fuldlasttimer.
2) For vindmøller med en installeret effekt fra 201 kW til og med 599 kW ydes pristillægget for 15.000 fuldlasttimer.
3) For vindmøller med en installeret effekt på 600 kW og derover ydes pristillægget for 12.000 fuldlasttimer.
Stk. 4. Hvis den i stk. 3 nævnte mængde elektricitet er leveret inden 10 år fra nettilslutningen, ydes der et pristillæg for den fortsatte elproduktion i 10 år fra nettilslutningen. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 43 øre pr. kWh.
Stk. 5. Hvis hele den mængde elektricitet, som er nævnt i stk. 3, nr. 1 – 3, ikke er leveret inden 10 år fra vindmøllens nettilslutning, ydes der et pristillæg for den resterende del af den nævnte elproduktion. Pristillægget udgør 27 øre pr. kWh og fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen ikke overstiger 60 øre pr. kWh.
Stk. 6. Hvis vindmøllen ikke opfylder definitionen på en eksisterende vindmølle, jf. stk. 8, ydes der pristillæg under de i nr. 1 og 2 fastsatte betingelser. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 33 øre pr. kWh.
1) For en vindmølle på land ydes pristillægget for en oprindelig elproduktion svarende til produktionen i 22.000 fuldlasttimer.
2) For en vindmølle på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, som ikke er placeret i et udvalgt hovedområde for vindmølleudbygningen, ydes pristillægget for elproduktionen i 10 år fra vindmøllens nettilslutning.
Stk. 7. For elproduktion som nævnt i stk. 6 udstedes tillige VE-bevis. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvilke betingelser en vindmølle skal opfylde for at betragtes som eksisterende som nævnt i stk. 2, og om afgrænsning af vindmøller på søterritoriet m.v., som nævnt i stk. 6, nr. 2.
§ 56 b. Der ydes pristillæg til elektricitet, som leveres til elforsyningsnettet fra en vindmølle med en installeret effekt på 25 kW eller derunder, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation. Pristillægget ydes uanset tilslutningstidspunktet og fastsættes således, at tillægget og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh.
Stk. 2 . Der udstedes ikke VE-bevis for elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter stk. 1.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillægget skal bortfalde.
§ 56 c. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på elværksfinansierede vindmøller, som er nettilsluttet fra den 1. januar 2000, bortset fra elektricitet fra vindmøller på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, som er finansieret ved henlæggelser efter den tidligere gældende elforsyningslov.
Stk. 2. For elektricitet produceret på en vindmølle på land ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 33 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 10 år fra vindmøllens tilslutning til elforsyningsnettet.
Stk. 3. For elektricitet produceret på en vindmølle på søterritoriet m.v., jf. stk. 1, ydes et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 35,3 øre pr. kWh. Hvis producenten skal betale en indfødningstarif ved overføring af elektriciteten til det overordnede elforsyningsnet, ydes tillige et pristillæg på op til 0,7 øre pr. kWh i døgngennemsnit. De nævnte pristillæg ydes for en elproduktion svarende til en produktion ved 42.000 fuldlasttimer.
Stk. 4. Til elektricitet fra vindmøller omfattet af stk. 2 og 3 udstedes tillige VE-bevis. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal bortfalde.
§ 56 d. Denne bestemmelse omhandler ekstra pristillæg til elektricitet produceret på en fabriksny vindmølle, hvor der udnyttes skrotningsbeviser udstedt for nedtagning af vindmøller.
Stk. 2. Der ydes pristillæg for elektricitet produceret på en vindmølle nettilsluttet fra den 1. april 2001 til og med den 1. januar 2004 på betingelse af, at ejeren af vindmøllen udnytter skrotningsbeviser, som er blevet udstedt for nedtagning af en vindmølle med en effekt på 150 kW eller derunder i perioden fra den 3. marts 1999 til og med den 31. december 2003. Pristillægget udgør 17 øre pr. kWh og ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for den del af den producerede elektricitet, som er omfattet af skrotningsbeviset.
Stk. 3. Hvis der ydes pristillæg efter stk. 2 og efter § 56 a, stk. 6, fastsættes summen af pristillæggene således, at disse og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen ikke overstiger 60 øre pr. kWh.
Stk. 4. Der ydes pristillæg for elektricitet produceret på en vindmølle nettilsluttet fra den 1. januar 2005 til og med den 31. december 2009 på betingelse af, at ejeren af vindmøllen udnytter skrotningsbeviser, som er udstedt for nedtagning af en vindmølle med en effekt på 450 kW eller derunder i perioden fra den 1. juli 2004 til og med den 30. juni 2009, jf. dog stk. 5. Skrotningsbeviset kan dog ikke udnyttes i vindmøller på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1. Pristillægget udgør 12 øre pr. kWh og ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for det dobbelte af den nedtagne vindmølles installerede effekt.
Stk. 5. Skrotningsbeviser som nævnt i stk. 4 kan kun udstedes inden for en pulje, som svarer til en samlet effekt i nedtagne vindmøller på 175 MW.
Stk. 6. Pristillægget efter stk. 4 fastsættes således, at tillægget og summen af den efter § 59, stk. 2, nr. 3, fastsatte markedspris og pristillæg efter § 56, stk. 2, ikke overstiger 48 øre pr. kWh.
Stk. 7. En vindmølle, for hvilken der er udstedt skrotningsbevis, kan ikke på ny tilsluttes til elforsyningsnettet eller til en forbrugsinstallation, hvorfra elektriciteten kan leveres til elforsyningsnettet.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om udstedelse, omsætning og udnyttelse af skrotningsbeviser og om dokumentation af, at betingelserne for pristillægget er opfyldt. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af den i stk. 5 nævnte pulje.
Pristillæg m.v. til andre VE-elproduktionsanlæg
§ 57. Denne bestemmelse omhandler elektricitet produceret på andre VE-elproduktionsanlæg end vindmøller, bortset fra elektricitet produceret på anlæg omfattet af § 57 a. Elektricitet produceret ved biogas på decentrale kraft-varme-anlæg, som anvender biogas og naturgas som brændsler, jf. stk. 5, omfattes tillige af bestemmelserne om pristillæg efter §§ 58 eller 58 a.
Stk. 2. Der udstedes VE-bevis til elektricitet produceret på anlæg som nævnt i stk. 1, hvis elektriciteten ikke modtager pristillæg efter stk. 3 – 5, eller elektriciteten ikke har modtaget pristillæg i det omfang, som er nævnt i disse bestemmelser, jf. stk. 8 . Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh. Der udstedes VE-bevis og ydes pristillæg inden for 20 år fra tidspunktet for anlæggets tilslutning til elforsyningsnettet.
Stk. 3. For elektricitet fra anlæg nettilsluttet senest den 31. december 1999 ydes der et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh jf. dog stk. 5. Pristillægget ydes i 20 år fra nettilslutningen, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
Stk. 4. For elektricitet fra de i nr. 1 – 3 nævnte anlæg ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutningen og 40 øre pr. kWh i de følgende 10 år, jf. dog stk. 5:
1) VE-elproduktionsanlæg nettilsluttet fra den 1. januar 2000 til og med den 31. december 2004.
2) Anlæg med biogas som brændsel nettilsluttet fra den 1. januar 2005 til og med den 31. december 2008, jf. dog stk. 6.
3) Anlæg efter økonomi- og erhvervsministerens bestemmelse, som er nettilsluttet efter den 31. december 2004, og som anvender energikilder eller teknologier af væsentlig betydning for den fremtidige udnyttelse af VE-elektricitet.
Stk. 5. I stedet for pristillæg efter stk. 3 og stk. 4, nr. 1 og 2, ydes et pristillæg til elektricitet fremstillet ved biogas på et decentralt kraft-varme-anlæg, som opfylder betingelserne for at modtage pristillæg efter § 58 eller § 58 a, og som anvender biogas og naturgas som brændsler, jf. dog stk. 6. Pristillægget ydes som nævnt i nr. 1 og 2 fra det tidspunkt, hvor anvendelsen af biogas påbegyndes:
1) Der ydes pristillæg på 26 øre pr. kWh i 20 år, hvis anvendelsen af biogas er påbegyndt senest den 31. december 1999, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
2) Der ydes pristillæg på 26 øre pr. kWh i de første 10 år og 6 øre pr. kWh i de følgende 10 år, hvis anvendelsen af biogas er påbegyndt tidligst den 1. januar 2000 og senest den 31. december 2008.
Stk. 6. Der kan kun ydes pristillæg til elektricitet fremstillet ved biogas som nævnt i stk. 4, nr. 2, eller stk. 5, såfremt der kan gives tilsagn om at modtage pristillægget inden for en tilsagnsramme, som svarer til en samlet årlig elproduktion ved anvendelse af 8 PJ biogas. Ikke udnyttede tilsagn bortfalder.
Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan give dispensation til at yde pristillæg til et elproduktionsanlæg med biogas som brændsel, som nettilsluttes efter den 31. december 2008, hvis gennemførelsen af nettilslutningen forsinkes af forhold, som ikke kan lægges biogasproducenten til last.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillæg til nærmere angivne kategorier af anlæg som nævnt i stk. 3 - 5 skal nedsættes eller bortfalde, samt fastsætte regler eller træffe afgørelse om, hvilke anlægskategorier der kan få pristillæg efter stk. 4, nr. 3.
Stk. 9 . Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes pristillæg skal beregnes til elektricitet fra VE-produktionsanlæg, som anvender forskellige brændsler. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udstedelse og bortfald af tilsagn og beregning af en tilsagnsramme som nævnt i stk. 6 og om betingelser for at give dispensation efter stk. 7.
§ 57 a. Denne bestemmelse omhandler pristillæg og VE-beviser for elektricitet fremstillet ved afbrænding af biomasse på elværksfinansierede VE-elproduktionsanlæg. Bestemmelsen gælder ikke for elektricitet fra anlæg, der helt eller delvis anvendes til afbrænding af affald.
Stk. 2. Der ydes et pristillæg til elektricitet som nævnt i stk. 1, som fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 30 øre pr. kWh. Pristillægget ydes i 10 år fra idriftsætningen af pågældende biomassefyrede anlæg, dog mindst i 10 år regnet fra den 1. august 2001.
Stk. 3 . Ud over de i stk. 2 nævnte pristillæg og VE-beviser som nævnt i stk. 4 kan økonomi- og erhvervsministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg beslutte, at der inden for den i stk. 2 nævnte periode skal ydes et pristillæg på op til 100 kr. pr. afbrændt ton biomasse. Ved fastlæggelse af pristillæggets størrelse kan der lægges vægt på de udgifter, som ejeren af det enkelte anlæg afholder i forbindelse med afbrændingen. Disse pristillæg kan for anlæggene tilsammen i alt maksimalt udgøre 30 mio. kr. om året.
Stk. 4. Til elektricitet fra anlæg omfattet af stk. 2 udstedes tillige VE-bevis. Indtil VE-beviser udstedes, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal bortfalde.
b. Pristillæg m.v. til andre former for miljøvenlig elektricitet
§ 58. Denne bestemmelse omhandler pristillæg til elektricitet produceret på decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel, som har modtaget afregningspris fastsat efter bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 (treledstariffen). Bestemmelsen gælder ikke elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter § 58 a. Endvidere gælder bestemmelsen ikke for elektricitet fra vedvarende energikilder bortset fra elektricitet fra et decentralt kraft-varme-anlæg produceret ved naturgas og biogas, jf. § 57, stk. 5.
Stk. 2. Ydelsen af pristillægget er betinget af, at den pågældende elproduktionsenhed første gang er tilsluttet til elforsyningsnettet senest den 21. april 2004, eller at der senest på samme dato foreligger et projekt for etablering af elproduktionsenheden, som opfylder nærmere fastsatte kriterier for gennemførlighed. Med elproduktionsenhed menes en eller flere tekniske enheder, som varetager kraft-varme-forsyning eller affaldsforbrænding på den samme lokalitet.
Stk. 3. Pristillægget ydes i 20 år fra nettilslutningen som nævnt i stk. 2, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
Stk. 4. Pristillægget fastsættes og udbetales månedligt med udgangspunkt i en tolvtedel af grundbeløbet som nævnt i stk. 6. Når den gennemsnitlige månedlige markedspris som nævnt i § 59, stk. 2, nr. 2, er 11,0 øre pr. kWh eller derunder, indekseres grundbeløbet med faktoren 1,4. Pristillægget reduceres lineært ved en markedspris over 11,0 øre pr. kWh, således at det bortfalder, når markedsprisen er 34,0 øre pr. kWh.
Stk. 5. Markedspriserne på 11,0 og 34,0 øre pr. kWh og faktoren 1,4 indeksreguleres den 1. januar hvert år fra 2005 til og med 2009 på grundlag af forholdene i de foregående 12 måneder i forhold til 2003.
Stk. 6. Grundbeløbet fastsættes som den højeste udbetalte støtte, jf. stk. 7, i et af årene 2001-2003. Hvis der kun har været elproduktion i et af disse år, fastsættes grundbeløbet på grundlag af elproduktionen i en anden periode efter nærmere fastsatte kriterier. Grundbeløbet fastsættes på grundlag af en beregnet forventet elproduktion i en periode, hvis en støtteberettiget elproduktionsenhed nettilsluttes første gang efter den 31. december 2003, eller hvis der senest den 21. april 2004 foreligger et projekt som nævnt i stk. 2 for en udvidelse af produktionskapaciteten i et bestående anlæg.
Stk. 7. Den udbetalte støtte fastsættes som summen af de i nr. 1 og 2 nævnte værdier i de i stk. 6 nævnte perioder:
1) Forskellen beregnet efter nærmere angivne kriterier mellem den gennemsnitlige afregning af elproduktionen i perioden efter treledstariffen og den betaling, som ville være ydet ved den gennemsnitlige markedspris i samme periode.
2) Et beløb på 1,0 øre pr. kWh for elproduktionen i samme periode.
Stk. 8. Udbetaling af pristillægget er betinget af, at produktionsanlægget er driftsklart og til rådighed for driften af det sammenhængende elforsyningssystem.
Stk. 9. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillægget skal nedsættes eller bortfalde.
Stk. 10. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om afgrænsning af projekter, der opfylder de i stk. 2 nævnte betingelser, om definitionen af en produktionsenhed i stk. 2, og om beregningsmetoder efter stk. 4 - 7. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes betingelserne i stk. 8 skal opfyldes.
§ 58 a. I stedet for pristillæg efter § 58 ydes der pristillæg efter nedenstående bestemmelser til elektricitet produceret på decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel, som opfylder betingelserne for at få pristillæg efter § 58.
Stk. 2. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen er lig med afregning efter treledstariffen, jf. stk. 5. Pristillægget ydes til anlæg med en effekt over 5 MW og til og med 10 MW i 2 år fra det tidspunkt, hvor pristillægget efter § 58 kan ydes. Pristillægget ydes derefter til anlæg med en effekt til og med 5 MW.
Stk. 3. Betalingen for elektriciteten efter treledstariffen indeksreguleres kvartalsvis på samme måde som nævnt i § 58, stk. 5.
Stk. 4. Elproducenten kan anmode om at overgå til pristillæg efter § 58. Ved overgang til pristillæg efter § 58 fradrages den periode, hvori der er modtaget pristillæg efter ovenstående bestemmelser, fra den periode, hvori der kan modtages pristillæg efter § 58.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om beregningsmetoder for pristillægget efter stk. 2 og 3 og om frister m.v. for fravalg af pristillæg. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om beregning af treledstariffen lig med kriterier i bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000.
§ 58 b. Der ydes pristillæg til elektricitet fra andre kraft-varme-anlæg end de i §§ 58 og 58 a nævnte, som er bestemt til at levere fjernvarme, og som har modtaget støtte efter kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998.
Stk. 2. Pristillægget ydes i 15 år regnet fra den 1. januar 2004 og fastsættes efter nærmere angivne kriterier som summen af de i nr. 1 og 2 nævnte værdier:
1) Forskellen mellem gennemsnittet af de nødvendige omkostninger ved den gennemsnitlige elproduktion i årene 2001-2003 og betalingen for samme elproduktion ved et uvægtet årsgennemsnit af markedsprisen som nævnt i § 59, stk. 2, nr. 1.
2) Et beløb på 1,0 øre pr. kWh for balanceringsomkostninger til leveret elektricitet.
Stk. 3. Beløbet i stk. 2, nr. 1, reguleres den 1. januar hvert år fra 2005 til og med 2009 som nævnt i § 58, stk. 5.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at tillægget skal nedsættes eller bortfalde.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om beregningsmetoder for pristillægget.
c. Generelle bestemmelser om fastsættelse af pristillæg, afsætning af miljøvenlig elproduktion, m.v.
§ 59. Netvirksomhederne indberetter på timebasis til den systemansvarlige virksomhed mængden af den elektricitet, der er produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 – 58 b. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter retningslinjer for opgørelse og indberetning af elproduktionen.
Stk. 2. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter markedsprisen for elektricitet produceret på de i stk. 1 nævnte anlæg som følger:
1) Markedsprisen for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 a – 56 c, §§ 57, 57 a og 58 a, fastsættes på timebasis som spotprisen, jf. stk. 3, for elektricitet i pågældende område.
2) Markedsprisen for elektricitet fra anlæg som nævnt i §§ 58 og 58 b fastsættes på månedsbasis som et gennemsnit af spotprisen, jf. stk. 3, i pågældende område.
3) Markedsprisen for elektricitet fra vindmøller som nævnt i § 56 bortset fra de i nr. 4 nævnte fastsættes på månedsbasis som et vægtet gennemsnit af markedsværdien af den samlede elproduktion fra vindmøller i pågældende område ved spotprisen, jf. stk. 3.
4) Markedsprisen for elektricitet produceret på vindmøller som nævnt i § 56, som er beliggende på søterritoriet m.v., jf. § 16, stk. 1, og er nettilsluttet efter den 31. december 2002, fastsættes på årsbasis som et vægtet gennemsnit af markedsværdien af elproduktionen ved spotprisen, jf. stk. 3.
Stk. 3. Med spotpris for elektricitet menes den af den nordiske elbørs Nordpool angivne timepris pr. kWh på spotmarkedet for pågældende område.
Stk. 4. Betaling for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 a og 56 b, § 57, stk. 3 og 4, og § 58 a i en time kan ikke overstige de i disse bestemmelser fastsatte samlede beløb for pristillæg og markedspris. Hvis markedsprisen i en time overstiger det samlede beløb, modregner den systemansvarlige virksomhed det overstigende beløb ved førstkommende udbetalinger af markedspris og pristillæg.
Stk. 5. Hvis den fastsatte markedspris for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 c og 57 a overstiger de i disse bestemmelser fastsatte samlede beløb for pristillæg og markedspris, beregner den systemansvarlige virksomhed et negativt pristillæg, som ikke kan overstige størrelsen af udbetalte pristillæg i det sidste år inden opgørelsestidspunktet. Det negative pristillæg modregnes i udbetalinger af pristillæg.
§ 59 a. Den systemansvarlige virksomhed skal sælge elproduktion fra vindmøller omfattet af §§ 56 a eller 56 b, andre VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 57 og decentrale kraft-varme-anlæg eller elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a, på Nordpool og udbetale salgssummen til anlægsejeren. Elproducenten pålægges ikke omkostninger ved indfødning af elektricitet i elforsyningsnettet, som ikke påhviler vedkommende efter de hidtil gældende bestemmelser om aftagepligt.
Stk. 2. Når pristillæg som nævnt i stk. 1 ophører, skal elproducenten meddele den systemansvarlige virksomhed, at producenten har indgået aftale om salg og balancering af elproduktionen. Meddelelsen skal gives med mindst 1 måneds varsel til den første dag i den måned, hvor pristillægget ophører.
Stk. 3. Den systemansvarlige virksomhed skal varetage balanceringen af elproduktion på en vindmølle som nævnt i § 56, stk. 1, som er nettilsluttet senest den 31. december 2002, bortset fra elværksfinansierede vindmøller, og sælge elektriciteten på Nordpool, hvis elproducenten anmoder herom, eller hvis elproducenten ikke giver meddelelse som nævnt i stk. 2. Varetagelsen af balanceringen og salget er betinget af, at elproducenten betaler de nødvendige omkostninger, som den systemansvarlige virksomhed afholder i forbindelse hermed.
Stk. 4. Indtægter og omkostninger ved de i stk. 1 og 3 nævnte opgaver skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra den systemansvarlige virksomheds øvrige opgaver.
Stk. 5. Den systemansvarlige virksomhed fastsætter retningslinjer om frister og betingelser for varetagelsen af balancering og salg som nævnt i stk. 3.«
60. § 60, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Producenter af VE-elektricitet modtager beviser for den mængde VE-elektricitet, som de har produceret, jf. dog bestemmelserne i §§ 56 – 56 c og §§ 57 og 57 a.«
61. § 63 a med tekstoverskrift affattes således:
»Oprindelsesgaranti, miljømærkning
§ 63 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om udstedelse af oprindelsesgarantier for elektricitet, herunder om,
1) hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde, og
2) betingelser for udstedelse af oprindelsesgaranti.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at forbrugerne skal modtage oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år. Ministeren kan herunder fastsætte regler om,
1) at forbrugeren skal modtage en årlig opgørelse over sammensætningen af energikilderne og
2) at forbrugeren skal have adgang til oplysninger om miljøpåvirkninger af energikilder ved henvisning til eksisterende offentligt tilgængelige elektroniske eller andre kilder af nærmere angivet indhold.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger som nævnt i stk. 2 skal meddeles af leverandøren af elektricitet for den enkelte levering eller på anden måde ved levering fra en elbørs eller import fra en virksomhed uden for den Europæiske Union og EØS-landene.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om dokumentation af oplysninger og om tilsyn og kontrol med rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende tilsyn og kontrol som nævnt i stk. 4.
Stk. 6. Når det påvises, at foreskrevne oplysninger som nævnt i stk. 1 eller 2 er urigtige eller vildledende, kan økonomi- og erhvervsministeren påbyde den, der har udarbejdet oplysningerne, at berigtige forholdene.
Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1 eller meddeler oplysninger som nævnt i stk. 2, skal afholde nødvendige omkostninger ved kontrol og tilsyn med rigtigheden af oplysningerne. «
62. Efter § 63 a indsættes før tekstoverskriften »Overtagelse af vindmøller « :
»Fravalg af pristillæg
§ 64. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betingelser og tidsfrister for elproducenters fravalg af pristillæg og andre ydelser efter §§ 56 – 58 b. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at elproducenter skal betale nødvendige omkostninger forbundet med fravalg af de nævnte pristillæg m.v.«
63. § 66, stk. 1, nr. 1, affattes således:
»1) vindmølleejeren kan dokumentere, at vedkommende ikke vil kunne afvikle restgælden på lån optaget til finansiering af vindmøllen på grund af ændring af pristillæg efter § 56 a, stk. 4, eller tilsvarende ændring efter tidligere gældende bestemmelser.«
64. I § 67, stk. 1, 1. pkt., ændres »Ved tilslutning af et af de i § 57, stk. 1, nr. 1, nævnte anlæg til elforsyningsnettet « til: »Ved tilslutning til elforsyningsnettet af decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg, der anvender affald eller producerer VE-elektricitet «.
65. I § 67, stk. 2, 1. pkt. , ændres »§ 57, stk. 1, nr. 1, « til: »stk. 1 « .
66. § 68 affattes således:
»§ 68. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om vindmøllers opstilling og tilslutning til elforsyningsnettet, herunder regler om fordeling af omkostningerne ved nettilslutning og ved at være nettilsluttet mellem vindmølleejeren og elforbrugerne som nævnt i § 8, stk. 1 og 6 . Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om vindmøllers konstruktion, installation, indretning og drift samt regler om anerkendelse af certifikater og prøvninger vedrørende disse forhold.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostninger ved behandling af ansøgning om nettilslutning.«
67. Efter § 68 indsættes før kapitel 10:
»Administrative bestemmelser
§ 68 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at de kollektive elforsyningsvirksomheder administrerer §§ 56 – 59 a og §§ 63 a, 67 og 68 og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser samt træffer afgørelse i forhold, der er reguleret i de nævnte bestemmelser.«
68. § 69, stk. 1, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Priserne for ydelser fra de kollektive elforsyningsvirksomheder fastsættes under hensyntagen til virksomhedernes nødvendige omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital og under hensyntagen til de andre indtægter, som opnås ved driften af den bevillingspligtige virksomhed. Ved nødvendige omkostninger forstås omkostninger, som virksomheden afholder ud fra driftsøkonomiske overvejelser med henblik på at opretholde en effektiv drift.«
69. § 69, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., affattes således:
»Ved fastsættelsen af priser tages desuden hensyn til udgifter, som afholdes som følge af, at virksomhederne hæfter for gældsforpligtelser stiftet inden den 1. januar 2000 eller udgifter som følge af, at en netvirksomhed stiller sikkerhed til fordel for en elproduktionsvirksomhed, som helt eller delvis ejes af netvirksomheden, når sikkerhedsstillelsen kun omfatter gældsforpligtelser, som elproduktionsvirksomheden påtager sig med henblik på restfinansiering af anlægsarbejder påbegyndt inden den 29. april 1999.«
70. § 69, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger, og for opgørelsen af virksomhedernes nødvendige kapital, samt regler for, på hvilke betingelser, der i priserne kan ske indregning af forrentning af kapital efter stk. 1. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler for, hvordan der ved fastsættelsen af priserne efter stk. 1 skal tages hensyn til andre indtægter, som virksomhederne opnår ved driften af den bevillingspligtige aktivitet. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte regler om regnskabsmæssig adskillelse mellem forskellige aktiviteter samt regler om kollektive elforsyningsvirksomheders regnskabsføring og budgettering, herunder at kollektive elforsyningsvirksomheder skal udarbejde, lade revidere og offentliggøre årsrapporter i overensstemmelse med bestemmelserne i årsregnskabsloven.«
71. § 70, stk. 2, 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årligt en indtægtsramme for hver af de berørte virksomheder under hensyn til den enkelte virksomheds effektiviseringspotentiale. Ministeren kan fastsætte regler om, at der ved opgørelse af effektiviseringspotentialet skal tages hensyn til kvaliteten af den transport af elektricitet med tilhørende ydelser, som virksomheden skal gennemføre som bevillingshaver, jf. § 20, stk. 1.«
72. § 70, stk. 4 og 5, ophæves.
Stk. 6 bliver herefter stk. 4.
73. § 71, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
74. § 71, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
75. § 72 affattes således:
»§ 72. Prisen for elektricitet leveret fra en virksomhed i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed fastsættes til en pris, der svarer til timeprisen på elspot i det prisområde, forbrugeren aftager sin elektricitet, tillagt et balancerings- og administrationsbidrag. Der kan fra forbrugere, der forsynes uden forudgående varsel, og hvis forbrug samlet udgør en større andel af virksomhedens leverance i dens egenskab af forsyningspligtig virksomhed, opkræves et engangsbeløb til uforudsete balanceringsomkostninger.
Stk. 2. Energitilsynet fastlægger og fører tilsyn med det maksimale balancerings- og administrationsbidrag, som en virksomhed med forsyningspligt kan opkræve i medfør af stk. 1, 1. pkt., samt det maksimale administrationsbidrag, der kan opkræves for varetagelse af købsforpligtelsen efter § 62. Energitilsynet fører endvidere tilsyn med opkrævning af engangsbeløb i medfør af stk. 1, 2. pkt.«
76. I § 73 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2 . De kollektive elforsyningsvirksomheder skal offentliggøre tariffer og betingelser for brug af elnettet.«
77. Efter § 73 indsættes:
»§ 73 a. Priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive elforsyningsvirksomheder efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Energitilsynet.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om indholdet af de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, herunder tariffer. «
§ 73 b. Energibranchens organisationer kan udarbejde standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser m.v. for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser. Energitilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede vejledninger efter regler fastsat af tilsynet.«
78. § 74 affattes således:
»§ 74. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal til Energitilsynet anmelde størrelsen af den kapital, som ifølge virksomheden skal danne grundlag for indregning af forrentning i priserne efter § 69, stk. 1.«
79. Efter § 74 indsættes før tekstoverskriften »Produktionpriser« :
»Fællesskabsbestemmelser om priser og betingelser for netadgang m.v.
§ 74 a. Bestemmelserne i §§ 69 – 71, 73 a og 74 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 6, stk. 6, og artikel 7 i Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.«
80. § 75, stk. 1, affattes således:
»Priser og leveringsbetingelser for elproduktionsvirksomheders salg af elektricitet fastsættes ved aftale.«
81. § 76 affattes således:
Ȥ 76. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal til Energitilsynet anmelde
1) de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til transmissions- og distributionsnet, herunder tariffer, jf. § 73 a,
2) priser, tariffer og betingelser for ydelser, der omfattes af bevillingerne, samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Energitilsynets nærmere bestemmelse,
3) dokumentation for udskillelse af kommercielle aktiviteter,
4) dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter,
5) kapitalopgørelser udarbejdet efter reglerne i §§ 69, stk. 2, og 74,
6) regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter Energitilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 70 nævnte indtægtsrammer.
Stk. 2. Virksomheder med forsyningspligt skal for så vidt angår deres forsyningspligtydelser til Energitilsynet anmelde salgspriser, gebyrer og vilkår samt grundlaget herfor.
Stk. 3. Energitilsynet kan endvidere pålægge ejere af kraft-varme-produktionsanlæg at anmelde salgspriser for fjernvarme samt grundlaget for prisfastsættelsen.
Stk. 4. Energitilsynet kan fastsætte regler om anmeldelser efter stk. 1 - 3.«
82. I § 78, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Energitilsynet behandler ikke klager vedrørende civilretlige tvister.«
83. I § 78, stk. 2, indsættes efter »erhvervsministeren « : », jf. dog § 85 d «.
84. I § 78, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Det i 1. pkt. nævnte sekretariat kan også fungere som sekretariat for et privat ankenævn på energiforsyningsområdet, godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om forbrugerklager.«
85. I § 78 indsættes som stk. 9 :
»Stk. 9. De med et godkendt privat ankenævns etablering og drift forbundne udgifter betales af selskaber omfattet af el-, naturgas- og varmeforsyningsloven. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning, herunder om betaling af sagsomkostninger efter § 17, stk. 3, i lov om forbrugerklager.«
86. Efter § 78 indsættes:
»§ 78 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om Energitilsynets opgaver ved behandling af forhold vedrørende priser og betingelser, som omfattes af Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.«
87. I § 82, stk. 5, ændres »kan fastsætte « til: »fastsætter « .
88. § 84 affattes således:
»§ 84. Økonomi- og erhvervsministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet kan i forbindelse med behandling af en klage eller i forbindelse med udøvelsen af tilsyn hos bevillingspligtige virksomheder, andre elproduktionsvirksomheder, elhandelsvirksomheder samt disses koncernforbundne virksomheder og berørte forbrugere indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af deres opgaver.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed, forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge kollektive elforsyningsvirksomheder, elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger vedrørende virksomhedernes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de i virksomheden købte og solgte ydelser. Det samme gælder oplysninger til brug for udarbejdelse af national og international energistatistik. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.
Stk. 3. Kollektive elforsyningsvirksomheder, elhandelsvirksomheder og elproducenter skal efter anmodning meddele de systemansvarlige virksomheder de oplysninger, der er nødvendige til varetagelsen af disses opgaver.
Stk. 4. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal efter anmodning meddele andre virksomheder tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at net- og transmissionsvirksomhed kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system.
Stk. 5. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal give brugerne af det sammenkoblede system de oplysninger, der er nødvendige for at få effektiv adgang til systemet.
Stk. 6. Netvirksomheder skal meddele virksomheder med forsyningspligt, hvis en forbruger bliver uden elleverandør.
Stk. 7. Virksomheder skal bevare fortroligheden af kommercielt følsomme oplysninger, som modtages i henhold til stk. 1-4.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om virksomhedernes pligt til at videregive oplysninger i henhold til stk. 3-6.
Stk. 9. Klager over virksomheder vedrørende virksomhedernes oplysningspligt efter stk. 3-6 og regler udstedt i henhold til loven kan indbringes for Energitilsynet. «
89. § 84 a affattes således:
»§ 84 a. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal iagttage fortrolighed om kommercielt følsomme oplysninger, som de modtager i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed, og skal forhindre, at oplysninger om egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, er kollektive elforsyningsvirksomheder forpligtet til at videregive oplysninger til økonomi- og erhvervsministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet i overensstemmelse med gældende regler herom.
Stk. 3. Klager over kollektive elforsyningsvirksomheder vedrørende forhold omhandlet i stk. 1 og 2 kan indbringes for Energitilsynet.«
90. I § 85, stk. 1, 1. pkt., ændres »årsregnskaber « til: »årsrapporter « .
91. I § 85, stk. 1, 2. pkt., ændres »årsregnskaberne « til: »årsrapporterne « .
92. § 85 a, stk. 1, affattes således:
»Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om udøvelse af tilsyn og kontrol i forbindelse med opkrævning og udbetaling af beløb, der betales af elforbrugerne efter bestemmelserne i § 8, stk. 3 og 4.«
93. I § 85 a, stk. 3, 2. pkt., ændres »modtager afregningspris eller pristillæg eller modtager VE-beviser « til: »modtager pristillæg eller VE-beviser «.
94. I § 85 b indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om udførelse af tilsyn med det beredskabsarbejde, der udføres efter stk. 1 og 2, herunder om virksomhedernes fremsendelse af materiale som grundlag for tilsynet, om tilsynets beføjelser i forhold til virksomhederne og om klageadgang. I reglerne kan det fastsættes, at tilsyn med beredskabsarbejde efter stk. 1 skal udføres af de systemansvarlige virksomheder.«
95. Efter § 85 b indsættes:
»§ 85 c. Økonomi- og erhvervsministeren og Energitilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven, mod regler eller afgørelser i henhold til loven eller mod Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling, bringes i orden straks eller inden en nærmere angiven frist.
§ 85 d. Økonomi- og erhvervsministeren kan påbyde fornødne ændringer, hvis regler m.v., som er fastsat af den systemansvarlige virksomhed i henhold til loven, eller metoder, der ligger til grund for reglerne m.v., jf. § 73 a, strider mod bestemmelserne i loven eller regler udstedt i henhold til loven.«
96. I § 87, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) undlader at foretage underretning som angivet i § 35,«
Nr. 4-8 bliver herefter nr. 5-9.
97. I § 87 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelserne i Rådets og Europa-Parlamentets forordning om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.«
98. § 97, stk. 2 og 3, ophæves.
99. § 100 ophæves.
100. § 102, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
101. § 102, stk. 3 , som bliver stk. 2, affattes således:
»Stk. 2 . Økonomi- og erhvervsministeren påser overholdelsen af bestemmelsen i stk. 1 i forbindelse med fastlæggelsen af virksomhedernes åbningsbalancer i henhold til § 101. «
§ 2
I lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 27. februar 2003, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1 , indsættes efter »naturgas « : », herunder flydende naturgas (LNG) « .
2. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Loven finder også anvendelse på biogas, gas fra biomasse og andre typer gas, i det omfang sådanne gasser teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres gennem naturgassystemet.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
3. § 4 affattes således:
»§ 4. Økonomi- og erhvervsministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg om væsentlige forhold vedrørende landets naturgasforsyning gennem udarbejdelse af en årlig redegørelse.«
4. § 6 affattes således:
»§ 6. I denne lov forstås ved følgende:
1) Direkte ledning: En naturgasrørledning, der supplerer det sammenkoblede system.
2) Distribution: Transport af naturgas via lokale eller regionale ledningsnet med henblik på levering til kunder.
3) Distributionsnet: Lokalt eller regionalt naturgasforsyningsnet.
4) Distributionsselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager distributionsfunktionen.
5) Forbruger: Kunde, som køber naturgas til eget forbrug.
6) Forsyning: Salg, herunder videresalg, af naturgas, herunder af flydende naturgas (LNG), til kunder.
7) Forsyningspligtigt selskab: Forsyningsselskab med pligt til at forsyne forbrugere og potentielle forbrugere i områder, der i henhold til varmeforsyningsloven er udlagt til naturgasforsyning, og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet.
8) Hjælpefunktioner: Alle funktioner, der er nødvendige for adgang til og drift af et transmissions- eller distributionssystem, LNG-faciliteter eller lagre, herunder mængdebalancerings- og blandingsanlæg, men ikke faciliteter, der udelukkende er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.
9) Kunde: Enhver fysisk eller juridisk person, som køber naturgas med henblik på videresalg eller eget forbrug.
10) Lager: Et anlæg, der anvendes til oplagring af naturgas, og som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder den del af LNG-faciliteter, der benyttes til oplagring, bortset fra den del, der benyttes til produktionsformål, og bortset fra faciliteter, der udelukkende er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.
11) Lagerselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager oplagringsfunktionen.
12) Linepack: Oplagring af gas ved kompression i gastransmissions- og distributionssystemer, men ikke faciliteter, der er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.
13) LNG-facilitet: En terminal, som anvendes til flydendegørelse af naturgas eller import, losning og forgasning af LNG (flydende naturgas), herunder de hjælpefunktioner og de midlertidige lagerfaciliteter, der er nødvendige for forgasningsprocessen og den efterfølgende levering til transmissionssystemet, bortset fra de dele af LNG-terminaler, der benyttes til oplagring.
14) Naturgasforsyningsnet: Fællesbetegnelse for transmissions- og distributionsnet.
15) Naturgasleverandør: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager forsyningsfunktionen, dvs. såvel forsyningspligtige selskaber som andre selskaber, der sælger naturgas.
16) Naturgasselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager mindst én af følgende funktioner: produktion, transmission, distribution, forsyning, køb eller oplagring af naturgas, herunder LNG, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske eller vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse funktioner, men ikke er forbruger.
17) Opstrømsrørledningsnet: Enhver rørledning eller ethvert net af rørledninger, der drives eller er anlagt som en del af et olie- eller gasproduktionsanlæg eller anvendes til at lede naturgas fra et eller flere af sådanne anlæg til et behandlingsanlæg, en behandlingsterminal eller en endelig kystlandingsterminal.
18) Sammenkoblet system: Flere systemer, der er indbyrdes forbundne.
19) System: Alle transmissionsnet, distributionsnet, LNG-faciliteter eller lagerfaciliteter, som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder linepack og selskabets eller tilknyttede selskabers tilknyttede faciliteter, som leverer hjælpefunktioner, der er nødvendige for at give adgang til transmission, distribution og LNG.
20) Systembruger: Enhver fysisk eller juridisk person, der forsyner eller forsynes fra et system.
21) Transmission: Transport af naturgas gennem andre former for højtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet med henblik på levering til kunder.
22) Transmissionsnet: Andre former for naturgashøjtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet.
23) Transit: Transport af naturgas gennem det danske transmissionsnet med henblik på levering til kunder uden for Danmark.
24) Transmissionsselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager transmissionsfunktionen.«
5. § 7 affattes således:
»§ 7. Enhver kan frit vælge naturgasleverandør.
Stk. 2. Enhver i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, har ret til mod betaling at blive forsynet med naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab, jf. § 26.
Stk. 3. Retten til levering af naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab omfatter ikke forbrugere, som gør brug af retten til valg af leverandør, jf. stk. 1.
Stk. 4. Forbrugere, som gør brug af retten til valg af leverandør, jf. stk. 1, kan genindtræde i leveringen fra det forsyningspligtige selskab inden for rimelige frister og på rimelige vilkår.
Stk. 5. Bevillingspligtige selskaber, jf. kapitel 3 og 4, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår.«
6. Efter § 7 indsættes:
»§ 7 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler med henblik på at forpligte naturgasleverandører til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af naturgas, herunder nærmere regler om indholdet af denne forpligtelse.
Stk. 2. Regler efter stk. 1 kan blandt andet omfatte bestemmelser om følgende:
1) Krav om forbrugerens ret til en kontrakt, krav til indholdet af kontrakten, underretning om kontraktens betingelser, varsling af pris- og vilkårsændringer samt gebyrforhøjelser, forbrugerens adgang til opsigelse af kontrakten, betalingsmetoder, betaling for leverandørskift samt opsigelse og afbrydelse, bl.a. i forbindelse med misligholdelse fra forbrugerens side.
2) Klagebehandling, herunder regler om adgang til at påklage tvister mellem en forbruger og en leverandør om forhold, som fastsættes i medfør af nr. 1.
Stk. 3. Ved fastsættelse n af regler efter stk. 1 og 2 kan det bestemmes, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. «
7. § 8 ophæves.
8. I § 9 udgår i stk. 1, nr. 2 : »og 3 « , og stk. 1, nr. 3, ophæves.
9. Overskrifterne til kapitel 3 affattes således:
10. I § 10, stk. 1 , ændres »og lagervirksomhed « til: », lager- og LNG-virksomhed « .
11. Efter § 10 indsættes:
»§ 10 a. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber vedligeholder, om- og udbygger naturgasforsyningsnettet, lagre og LNG-faciliteter i forsyningsområdet i fornødent omfang. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«
12. § 11, stk. 1, nr. 1 , ophæves.
Nr. 2-5 bliver herefter nr. 1-4.
13. I § 11, stk. 4, ændres »nr. 2 « til: »nr. 1 « .
14. Efter § 11 indsættes:
»§ 11 a. Transmissions- og distributionsselskaber skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver selskabets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Selskaberne skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.«
15. § 12 affattes således:
Ȥ 12. Et transmissionsselskab skal
1) i fornødent omfang tilslutte distributionsnet samt forbrugere,
2) sikre kvaliteten af den naturgas, der leveres fra transmissionsnettet,
3) varetage forsyningssikkerheden i Danmark,
4) samarbejde med andre transmissionsselskaber i Danmark og i andre lande med henblik på en effektiv udveksling af naturgas,
5) udarbejde planer for det fremtidige behov for transmissionskapacitet,
6) sikre, at der er tilstrækkelige mængder naturgas i det samlede naturgasforsyningssystem, således at den fysiske balance i nettet kan opretholdes, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og
7) anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, det anvender til at udføre sit hverv.
Stk. 2. Et transmissionsselskab kan indgå aftaler om kapacitet, som forbeholdes forsyningssikkerhed for transit, idet sådanne aftaler dog skal respektere de hensyn, der skal varetages i henhold til stk. 1, nr. 3.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere give pålæg om ændringer i forsyningssikkerheden.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan beslutte, at opgaver, som bevillingshaveren er pålagt efter stk. 1, nr. 2-6, med mindst et års varsel overføres til en systemoperatør. «
16. Efter § 12 indsættes:
»§ 12 a. Et transmissionsselskab skal ved udførelsen af sine opgaver bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for konkurrence på markeder for handel med naturgas, jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2. Et transmissionsselskab kan, udover det i stk. 1 nævnte, tage andre initiativer med henblik på at fremme konkurrencen på markeder for naturgas.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om transmissionsselskabernes forpligtelser, jf. stk. 1 og 2, herunder om selskabernes forpligtelser vedrørende tilrettelæggelsen af adgang til systemet.«
17. § 14 affattes således:
Ȥ 14. Et distributionsselskab skal
1) i fornødent omfang tilslutte forbrugere til distributionsnettet og
2) tilbyde forbrugere rådgivning om energibesparelser.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om indholdet af distributionsselskabets forpligtelser efter stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om indholdet af distributionsselskabets forpligtelser i henhold til stk. 1, nr. 1, om at distributionsselskabet skal kortlægge naturgasforbruget og planlægge og sikre gennemførelsen af energibesparelser i forsyningsområdet, samt om samarbejde mellem distributionsselskaber om rådgivning om energibesparelser, jf. stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om samfakturering af de ydelser, forbrugeren modtager i henhold til denne lov.«
18. I § 15, stk. 1, nr. 3, ændres »forsyningssikkerheden, jf. § 12, stk. 1, nr. 3« til: »de i § 12, stk. 1, nr. 3 og 6, nævnte opgaver«.
19. § 15 a affattes således:
»§ 15 a. Selskaber, der er bevillingspligtige efter § 10, skal foretage nødvendig planlægning og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre naturgasforsyningen i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at et transmissionsselskab skal varetage de overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende det i stk. 1 nævnte beredskab.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om varetagelse af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om udførelse af tilsyn med det beredskabsarbejde, der udføres efter stk. 1 og 2, herunder om selskabernes fremsendelse af materiale som grundlag for tilsynet, om tilsynets beføjelser i forhold til selskaberne og om klageadgang. I reglerne kan det fastsættes, at tilsyn med beredskabsarbejde efter stk. 1 skal udføres af det transmissionsselskab, der varetager opgaver efter stk. 2.«
20. § 18 affattes således:
»§ 18. Enhver har ret til mod betaling at benytte transmissionsnet, distributionsnet og LNG-faciliteter, samt, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner (systemet), jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anmodning om benyttelse af systemet rettes til det transmissions-, distributions-, lager- eller LNG-selskab, hvis net, lager eller LNG-facilitet ønskes benyttet. Selskaberne skal give adgang til systemet på grundlag af objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier.
Stk. 3. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber kan nægte adgang til systemet i henhold til stk. 1,
1) hvis de ikke råder over den fornødne kapacitet,
2) hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de forpligtelser, som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, eller
3) på grund af alvorlige økonomiske og finansielle problemer med kontrakter, der indeholder en mindsteaftageforpligtelse (take-or-pay-vilkår), jf. § 22.
Stk. 4. Afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. stk. 3, skal begrundes.
Stk. 5. Energitilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om adgang til systemet, jf. stk. 3.«
21. § 19 ophæves.
22. I § 20, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 18 « : »herunder linepack og andre hjælpefunktioner, der udbydes af transmissions-, distributions- og LNG-selskabet, «.
23. § 20, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Ved transport af naturgas gennem flere distributionsnet med henblik på forsyning af en forbruger betales alene for transport svarende til tarifferne for transport i det distributionsnet, som forbrugeren er tilsluttet. Provenuet fra transporten fordeles efter indbyrdes aftale mellem de distributionsselskaber, hvis distributionsnet naturgassen transporteres igennem.«
24. I § 20 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4 . Hvis der opstår tvist om fordelingen af provenuet, jf. stk. 3, kan et eller flere af de berørte distributionsselskaber indbringe tvisten for Energitilsynet til afgørelse.«
25. I § 20 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 18 « : », herunder andre hjælpefunktioner, der udbydes af lagerselskabet, «.
26. Efter § 22 indsættes:
»§ 22 a. Større nye gasinfrastrukturer kan helt eller delvist undtages fra bestemmelserne i §§ 18-21, § 36 a og § 41 efter ansøgning til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 2 . Den i stk. 1 nævnte infrastruktur skal være selskabsmæssigt adskilt fra det selskab, i hvis system infrastrukturen vil indgå.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere vilkår for undtagelser efter stk. 1. «
27. Overskriften til § 23 ophæves.
28. § 23 affattes således:
»§ 23. For at få adgang til benyttelse af systemet skal brugerne opfylde de krav, der er fastsat herfor, jf. stk. 3.
Stk. 2. For at kunne blive tilsluttet systemet skal anlæg og installationer opfylde fastsatte tekniske krav og standarder.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme at visse tekniske krav og standarder for tilslutning til samt krav for benyttelse af systemet skal fastsættes af transmissionsselskaber. «
29. Overskriften til kapitel 4 affattes således:
30. § 24 affattes således:
»§ 24. Forsyningspligtig virksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28.
Stk. 2. Bevilling meddeles af økonomi- og erhvervsministeren og kan gives til forsyning på faste vilkår af forbrugere i et nærmere afgrænset område. Bevilling gives for en periode på mindst fem år.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om bevilling.«
31. § 25 ophæves.
32. § 26 affattes således:
»§ 26. Et forsyningspligtigt selskab har i bevillingsområdet forsyningspligt over for forbrugerne i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning og over for andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, jf. § 7.
Stk. 2. Et forsyningspligtigt selskab skal i bevillingsområdet tilbyde levering af naturgas til forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, eller hvis leveringsaftale med en anden leverandør er ophørt.
Stk. 3. Et selskab, der leverer naturgas til en forbruger i medfør af stk. 2, skal oplyse forbrugeren om, fra hvilket selskab denne modtager sine naturgasleverancer og under hvilke betingelser, samt oplyse forbrugeren om, at denne har ret til at opsige og genindtræde i leveringen fra det forsyningspligtige selskab inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 37 og § 37 b.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om indholdet af det forsyningspligtige selskabs forpligtelser i henhold til stk. 1.«
33. § 28 a affattes således:
»§ 28 a. Et selskab med bevilling til henholdsvis transmissionsvirksomhed, distributionsvirksomhed, lagervirksomhed, LNG-virksomhed og forsyningspligtig virksomhed kan alene udøve de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen. Andre aktiviteter, som ligger uden for den pågældende bevilling, herunder andre bevillingspligtige aktiviteter, skal med de i § 5, stk. 1 og 2, nævnte undtagelser udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan give tilladelse til, at transmissionsvirksomhed, lagervirksomhed og drift af opstrømsrørledningsnet kan udøves i samme selskab.«
34. Efter § 28 a indsættes:
»§ 28 b. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i et transmissions- eller distributionsselskab må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af et selskab, som sælger eller producerer naturgas, eller et selskab, der direkte eller indirekte ejer disse, medmindre der er tale om et transmissions- eller distributionsselskab.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer i et transmissions- eller distributionsselskab må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af et selskab, som sælger eller producerer naturgas.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i et transmissions- eller distributionsselskab kan handle uafhængigt af kommercielle interesser.«
35. I § 30, stk. 4 , ændres »og lagervirksomhed « til: », lager- og LNG-virksomhed « .
36. § 34 affattes således:
»§ 34. Et distributionsnet, som ejes af en bevillingshaver, eller ejerandele i distributionsselskaber, der ejer sådanne net, kan udelukkende afstås til staten. Ejere, der ønsker at foretage afståelser omfattet af denne bestemmelse, giver underretning herom til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 2. Der indtræder pligt til at afstå ejerandele i distributionsselskaber omfattet af stk. 1 til staten, når 50 % af ejerandelene i et selskab, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i sådanne distributionsselskaber, efter den 21. april 2004 har skiftet ejer, eller når ejere af ejerandele i et selskab, der direkte eller indirekte ejer andele i distributionsselskaber, enten ved erhvervelsen eller senere, alene eller i forening med andre ejere opnår bestemmende indflydelse i det pågældende selskab. Til ejerskifte efter denne bestemmelse medregnes ikke indtræden eller udtræden af en interessent i et fælleskommunalt, regionalt distributionsselskab.
Stk. 3. Et selskab, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i et distributionsselskab, skal straks give underretning til økonomi- og erhvervsministeren, når 50 % af ejerandelene i selskabet efter den 21. april 2004 har skiftet ejer, eller hvis selskabet bliver bekendt med, at en af selskabets ejere alene eller i forening med andre ejere opnår bestemmende indflydelse i selskabet. En ejer, der alene eller i forening med andre opnår bestemmende indflydelse i selskabet, skal straks give underretning til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 4. Selskabsmæssige omstruktureringer og udnyttelse af forkøbsrettigheder, køberettigheder og tegningsrettigheder stiftet før den 21. april 2004 er ikke omfattet af stk. 1-3.
Stk. 5. Statens købepligt opfyldes af økonomi- og erhvervsministeren inden 3 måneder, fra ministeren har modtaget underretning efter bestemmelserne i stk. 1 og 3. Ministeren kan udpege en statslig virksomhed til at opfylde købepligten efter stk. 1 og 2.
Stk. 6. I mangel af enighed fastsættes pris- og betalingsvilkår for overtagelse af ejerskab til distributionsnet efter stk. 1 og 2 af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan hos selskaber, sælgere af ejerandele og ejere omfattet af stk. 1-3 forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for udøvelse af tilsyn med, at de nævnte bestemmelser er overholdt.«
37. § 36 ophæves.
38. Efter § 36 indsættes:
»§ 36 a. Priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter fastsættes af transmissions-, distributions- og LNG-selskaber efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Energitilsynet.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de
metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, herunder tariffer. «
39. § 39 ophæves.
40. § 40 affattes således:
»§ 40. Transmissions-, distributions-, lager-, LNG- og forsyningspligtige selskaber, jf. § 10 og § 24, skal til Energitilsynet anmelde:
1) De metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter, herunder tariffer.
2) Priser, tariffer og betingelser for ydelser, der omfattes af bevillingerne, og grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Energitilsynets nærmere bestemmelse.
3) Dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter.
4) Opgørelse af indskudskapital.
5) Regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter Energitilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 37 a nævnte indtægtsrammer.
Stk. 2. Energitilsynet kan fastsætte regler om anmeldelser efter stk. 1. «
41. Efter § 42 indsættes:
»§ 42 a. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt.
Stk. 2. Anmeldelser er offentligt tilgængelige. Energitilsynet kan dog beslutte, at en anmeldelse ikke offentliggøres, hvis væsentlige hensyn taler herimod.
Stk. 3. Energitilsynet tager fornødne skridt til at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår. Energitilsynet fastsætter regler om, hvorledes sådanne forhold skal offentliggøres af selskaberne, og regler om fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser.
Stk. 4. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et selskab med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.«
42. I § 44 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. De med et godkendt privat ankenævns etablering og drift forbundne udgifter betales af selskaber omfattet af el-, naturgas- og varmeforsyningsloven. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning, herunder om betaling af sagsomkostninger efter § 17, stk. 3, i lov om forbrugerklager.«
43. § 45 affattes således:
»§ 45. Økonomi- og erhvervsministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet kan i forbindelse med behandling af en klage eller i forbindelse med udøvelsen af tilsyn indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af deres opgaver hos bevillingspligtige selskaber, naturgasleverandører og berørte systembrugere, herunder forbrugere.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed og forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge bevillingspligtige selskaber og naturgasleverandører at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger vedrørende selskabernes driftsmæssige forhold og om de i selskabet købte og solgte ydelser. Det samme gælder oplysninger til brug for udarbejdelse af national og international energistatistik. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse. «
44. Efter § 45 indsættes:
»§ 45 a. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber skal meddele andre transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at transport og oplagring af naturgas kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system.
Stk. 2. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber skal give brugerne af systemet de oplysninger, der er nødvendige for at få effektiv adgang til systemet.
Stk. 3. Distributionsselskaber skal meddele forsyningspligtige selskaber, hvis en forbruger bliver uden naturgasleverandør.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om selskabernes pligt til at videregive oplysninger i henhold til stk. 1 og 2.
Stk. 5. Klager over selskaber vedrørende selskabernes oplysningspligt efter stk. 1 og 2 og regler udstedt i henhold til loven kan indbringes for Energitilsynet. «
45. § 46 affattes således:
»§ 46. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de modtager under udøvelsen af deres virksomhed, fortroligt, og forhindre, at oplysninger om egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er selskaberne forpligtede til at anmelde eller meddele oplysninger til økonomi- og erhvervsministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet i overensstemmelse med gældende regler herom.
Stk. 3. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber må ikke i forbindelse med det pågældende selskabs eller tilknyttede selskabers køb og salg af naturgas misbruge oplysninger, som de har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet.
Stk. 4. Klager over selskaber vedrørende forholdene omhandlet i stk. 1 og 3 kan indbringes for Energitilsynet.«
46. § 47 affattes således:
»§ 47. Naturgasselskaber skal udarbejde årsrapport og lade denne revidere i henhold til årsregnskabsloven. Ved udarbejdelsen af årsrapporten skal naturgasselskabet, uanset ejerforhold og juridisk status, opfylde årsregnskabslovens krav til aktieselskaber, jf. § 7, stk. 1, nr. 2-4 i årsregnskabsloven. Årsrapporten skal være offentligt tilgængelig.
Stk. 2. Naturgasselskaber skal i deres interne regnskabsføring med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning
1) føre separate regnskaber for hver af deres bevillingspligtige aktiviteter,
2) føre regnskaber, som kan være konsoliderede, over andre naturgasaktiviteter,
3) specificere indtægter fra ejerskab af transmissions- og distributionsnet og
4) i relevant omfang føre konsoliderede regnskaber over ikkenaturgasrelaterede aktiviteter.
Stk. 3. For de i stk. 2 nævnte aktiviteter skal naturgasselskaber føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.
Stk. 4. Under den i stk. 1 omhandlede revision skal det især undersøges, om forpligtelsen til at undgå forskelsbehandling og krydssubsidiering, jf. stk. 2, overholdes.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om selskabernes regnskabsføring efter stk. 2 og stk. 3.«
47. Efter § 47 a indsættes:
§ 47 b. Økonomi- og erhvervsministeren og Energitilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i henhold til loven, bringes i orden straks eller inden en nærmere angiven frist.
§ 47 c. Økonomi- og erhvervsministeren kan påbyde fornødne ændringer, hvis regler m.v., som er fastsat af transmissionsselskaber i henhold til loven, eller metoder, der ligger til grund for reglerne m.v., jf. § 36 a, strider mod bestemmelserne i loven eller regler udstedt i henhold til loven.«
48. I § 49, stk. 1, nr. 1, ændres »lager- og forsyningsvirksomhed « til: »lager-, LNG- og forsyningspligtig virksomhed «.
49. I § 49, stk. 1, nr. 5 , ændres »2 « til: »3 « .
§ 3
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 24. juli 2000, som ændret ved § 3 i lov nr. 316 af 22. maj 2002, § 3 i lov nr. 452 af 10. juni 2003 og § 1 i lov nr. 205 af 29. marts 2004, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren kan samtidig hermed inddrage overordnede samfundsmæssige hensyn.«
2. Efter § 22 indsættes:
»§ 22 a. Energibranchens organisationer kan udarbejde standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser. Energitilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede vejledninger efter regler fastsat af tilsynet.«
3. I § 23 c indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. De med et godkendt privat ankenævns etablering og drift forbundne udgifter betales af selskaber omfattet af el-, naturgas- og varmeforsyningsloven. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning, herunder om betaling af sagsomkostninger efter § 17, stk. 3, i lov om forbrugerklager.«
§ 4
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.
Stk. 2 . Pristillæg til vindmøller som nævnt i elforsyningslovens § 56 b, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 59, der er tilsluttet i egen forbrugsinstallation fra den 1. januar 2003 indtil tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 56 b, ydes med virkning fra tidspunktet for nettilslutningen.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte særlige overgangsregler om ændring af net- og transmissionsvirksomheders indtægtsrammer fra 1. januar 2004 og frem til det tidspunkt, hvorfra regler om indtægtsrammer i medfør af elforsyningslovens §§ 69, 70 og 74 får virkning.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte særlige overgangsregler i forbindelse med oprettelsen af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet.
Stk. 5. Bevillinger til forsyning af forbrugere med et aftag på op til 300.000 m 3 pr. år på faste vilkår, jf. den hidtil gældende bestemmelse i naturgasforsyningslovens § 25, stk. 1, nr. 1, videreføres som bevillinger i henhold til naturgasforsyningslovens § 24, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 30.
Stk. 6. Bevillinger til forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år på individuelle vilkår, jf. den hidtil gældende bestemmelse i naturgasforsyningslovens § 25, stk. 1, nr. 2, ophæves.
Stk. 7. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i en elnet-, eltransmissions- eller elsystemansvarlig virksomhed, der den 21. april 2004 lovligt udøvede dette erhverv samtidig med, at de direkte eller indirekte deltog i driften eller ledelsen af en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller af en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer sådanne virksomheder, kan uanset bestemmelserne i elforsyningslovens § 45, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 51, fortsætte begge erhverv indtil tre år efter lovens ikrafttræden. Personer, som den 21. april 2004 varetog en bestyrelsespost i en elnet-, eltransmissions- eller elsystemansvarlig virksomhed samtidig med, at de direkte eller indirekte deltog i driften eller ledelsen af en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, kan uanset bestemmelserne i § 45 fortsætte hermed indtil udløbet af den valgperiode, der var påbegyndt den 21. april 2004.
Stk. 8. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i et gasdistributions- eller gastransmissionsselskab, der den 21. april 2004 lovligt udøvede dette erhverv samtidig med, at de direkte eller indirekte deltog i driften eller ledelsen af et selskab, som sælger eller producerer naturgas, eller af et selskab, der direkte eller indirekte ejer sådanne selskaber, kan uanset bestemmelserne i gasforsyningslovens § 28 b, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 34, fortsætte begge erhverv indtil tre år efter lovens ikrafttræden. Personer, som den 21. april 2004 varetog en bestyrelsespost i et gasdistributions- eller gastransmissionsselskab samtidig med, at de direkte eller indirekte deltog i driften eller ledelsen af et selskab, som sælger eller producerer naturgas, kan uanset bestemmelserne i § 28 b fortsætte hermed indtil udløbet af den valgperiode, der var påbegyndt den 21. april 2004.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledende bemærkninger
Et flertal af Folketingets partier indgik den 29. marts 2004 aftale om fremtidssikring af energiinfrastrukturen. Aftalen er optrykt som bilag 1. Med aftalen tilvejebringes et langsigtet grundlag for en fortsat udvikling af den danske energisektor med vægt på at sikre den nødvendige udbygning af energiinfrastrukturen under hensyn til forsyningssikkerheden. Systemansvar og overordnet transmission for el og gas varetages fremover som statslig virksomhed med det formål at sikre effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur og sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene. Med sigte på forøget forsyningssikkerhed og skabelsen af velfungerede konkurrencemarkeder skal der udarbejdes en plan for udbygning af infrastrukturen. Med aftalen løses også den såkaldte kapitalsag, hvorefter elforsyningslovens opdeling af kapital i bunden og fri kapital ophæves. Der indføres en ny og mere enkel prisregulering, der skal sikre, at elpriserne ikke stiger som følge af ophævelsen af bunden kapital. Herved sikres det, at forbrugerne fortsat tilgodeses. Som led i løsningen overdrages de overordnede net og systemansvaret vederlagsfrit til staten, hvilket der er indgået aftale med Elfor (brancheorganisation for de danske eldistributionsselskaber) om. Aftalen af 29. marts 2004 mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor om kapitalforhold i elsektoren og sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur på elområdet er optrykt som bilag 2.
Et andet flertal af Folketingets partier indgik den 29. marts 2004 aftale vedr. vindenergi og decentral kraftvarme mv. (opfølgning på 19. juni 2002 aftalen). Aftalen er optrykt som bilag 3. Aftalen danner grundlag for en udbygning af havvindmøllekapaciteten på 400 MW, udbygning af landvindmøllekapaciteten ved en skrotningsordning for landvindmøller, og for afskaffelse af aftagepligten for vindkraftproduktion og sikre en forenkling af afregningspriserne til gavn for vindkraftproducenterne. Herudover danner aftalen grundlag for en markedsovergang for miljøvenlig elektricitet, som sikrer en samfundsøkonomisk bedre udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier, og grundlag for fastlæggelse af afregningsregler for biogas. Endelig indebærer aftalen, at der skal udarbejdes en handlingsplan for den fremtidige indsats vedrørende energieffektivisering og energibesparelser.
Europa Parlamentet og Rådet vedtog den 26. juni 2003 direktiv nr. 2003/54/EF og 2003/55/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas samt forordning nr. 1228/2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Direktiverne skal senest den 1. juli 2004 være implementeret i national lovgivning.
Dette lovforslag fremsættes med henblik på en samlet gennemførelse af de politiske aftaler og implementering af direktiverne i dansk lovgivning.
Skatteministeren har fremsat et forslag til ændring af selskabsskatteloven. Ændringen skal sikre, at kollektive elforsyningsvirksomheder ikke fremover kan sambeskattes med andre virksomheder. Elforsyningslovens § 46 har hidtil udgjort en hindring for adgangen til at sambeskatte kollektive elforsyningsvirksomheder med andre virksomheder, men da denne bestemmelse nu ophæves i konsekvens af den politiske aftale af 29. marts 2004, har regeringen fundet, at hindringen for adgangen til sambeskatning bør fastslås i selve skattelovgivningen.
2. Baggrund og formål
A. Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, forenklet regulering af de kollektive elforsyningsvirksomheder og fremtidig sikring af infrastrukturen.
For at fremme en effektiv konkurrence på el- og gasmarkedet gennem en ejermæssig adskillelse af systemansvar og transmission fra produktion og handel var parterne bag den politiske aftale af 9. maj 2003 enige om at give mandat til regeringen om at optage drøftelser med sektoren om etablering af et eller flere uafhængige energitransmissionsselskaber til varetagelse af systemansvar og drift af transmissionsnet for el og naturgas.
Staten har som ejer af DONG-koncernen taget det første skridt i gennemførelsen af den ejermæssige adskillelse af systemansvar på el- og gasområdet ved at etablere en uafhængig virksomhed til varetagelse af systemansvar og transmission for naturgas pr. 1. januar 2004. Finansudvalget tiltrådte således den 10. december 2003 Finansministeriets aktstykke nr. 71 om statens overtagelse af aktierne i DONG Transmission A/S fra DONG A/S.
I overensstemmelse med mandatet i aftalen af 9. maj 2003 har økonomi- og erhvervsministeren på regeringens vegne ført forhandlinger og indgået aftale med Elfor om etablering af en energitransmissionsvirksomhed, som skal varetage systemansvar og driften af det overordnede transmissionsnet for el. På baggrund heraf indgik økonomi- og erhvervsministeren aftale med et flertal af Folketingets partier den 29. marts 2004 om fremtidssikring af energiinfrastrukturen (bilag 1). Aftalen indebærer, at systemansvar og overordnet transmission for el fremover varetages som statslig virksomhed - EnergiNet Danmark - med det formål at sikre effektiv drift, udbygning af den overordnede infrastruktur og sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene. Aftaleparterne er enige om, at EnergiNet Danmark skal forblive i offentligt eje, som det allerede er sikret på gasområdet. Aftaleparterne er endvidere enige om, at EnergiNet Danmark oprettes ved lov som statslig virksomhed med egen bestyrelse med et selvstændigt driftsansvar inden for fastsatte rammer. EnergiNet Danmark vil endvidere skulle forestå en sammenhængende, helhedsorienteret planlægning, som kan danne grundlag for en vurdering af miljøforhold, markedsforhold, forsyningssikkerhed, energibesparelser, forskning og udvikling i forbindelse med et miljøvenligt og sikkert elsystem. EnergiNet Danmark underkastes indtægtsrammeregulering, krav til effektivisering under hensyn til virksomhedens særlige ansvar, og der kan ikke udloddes overskud til staten. Med sigte på forøget forsyningssikkerhed, skabelsen af velfungerende konkurrencemarkeder og indpasning af vedvarende energi skal der udarbejdes en plan for udbygning af den danske infrastruktur.
Aftalen indebærer endvidere, at den såkaldte kapitalsag løses ved, at begreberne fri og bunden kapital i elforsyningsloven ophæves. Der indføres en ny og mere enkel prisregulering, der skal sikre, at elpriserne ikke stiger som følge af ophævelsen af bunden kapital. Herved sikres det, at forbrugerne fortsat tilgodeses. Som led i løsningen overdrages de overordnede net og systemansvaret til staten, mod til gengæld at opnå de lovændringer, der følger af dette lovforslag. Dette er der indgået aftale med Elfor om.
Lovforslaget indeholder derfor en hjemmel til, at økonomi- og erhvervsministeren på statens vegne kan overtage netvirksomhedernes ejerandele, hvilket vil ske uden skattemæssige konsekvenser for netvirksomhederne, idet Skatteministeriet parallelt med nærværende lovforslag har fremsat lovforslag herom. Økonomi- og erhvervsministeren vil i næste folketingssamling fremsætte den fornødne lovgivning som grundlag for etablering af den nye virksomhed EnergiNet Danmark.
Det tilstræbes, at nærværende del af lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2005. Det er her lagt til grund, at samtlige netvirksomheder tilslutter sig aftalen mellem Elfor og økonomi- og erhvervsministeren og dermed overdrager ejerandelene i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission til staten forinden lovens ikrafttrædelse.
Samtidig med at netselskaberne overdrager deres ejerandel i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission til staten, ændres den nuværende bestemmelse i elforsyningslovens § 35 om statens forkøbsret ved salg af transmissionsnet på 200 kV eller derover eller en netforbindelse til udlandet til at omfatte ikke bare en forkøbsret - med respekt for eksisterende forkøbsrettigheder - men også en pligt til at købe transmissionsnet på 132 kV og derover eller ejerandele i disse net (de regionale transmissionsnet). Køberetten og købepligten introduceres med henblik på, at den uafhængige systemansvars- og transmissionsvirksomhed på sigt - i takt med at de nuværende ejere ønsker at overdrage deres virksomheder - kommer til at omfatte alle net på 132 kV og derover. Med henblik på at kunne effektuere statens købepligt organiseres eller udskilles de regionale transmissionsnet på 132 kV og derover som aktieselskaber.
Med lovforslaget ændres kapitalbegreberne i ellovgivningen, så der ikke længere skelnes mellem fri og bunden kapital.
Forud for den første elforsyningslov, der trådte i kraft den 1. januar 1977, kunne elselskaberne med respekt for de da gældende almindelige selskabsretlige, kommunalretlige og regnskabsmæssige regler frit trække egenkapital ud af virksomhederne.
Med elforsyningsloven fra 1977 indførtes en prisregulering baseret på et »hvile-i-sig-selv « princip. Denne regulering indebar, at elselskaberne i priserne for elektricitet kunne indregne nødvendige omkostninger til brændsel, lønninger, andre driftsomkostninger m.v. Loven indeholdt ikke nogen direkte regulering af virksomhedernes egenkapital, men med Elprisudvalgets tiltræden var der dog mulighed for at opnå forrentning af indskudskapital.
Prisreguleringen betød, at i det omfang egenkapitalen efter 1. januar 1977 blev forøget som følge af overskud eller kapitalgevinster, kunne forøgelsen ikke frit udloddes til ejerne, men skulle komme forbrugerne til gode som driftskapital eller anvendes til reduktion af elprisen. Forøgelsen af egenkapitalen blev som led i prisreguleringen øremærket til et bestemt formål og dermed »bunden « kapital.
Med elreformen fra 1999 er priserne for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser blevet fastsat inden for en indtægtsrammeregulering med det formål at skabe øget effektivitet i elforsyningen. Elproduktions- og elhandelsvirksomhedernes salg af elektricitet er ikke længere prisreguleret, hvorfor prissætningen siden 2000 har været kommerciel.
Det grundlæggende princip om, at enhver indtægt i virksomheden skal anvendes til dækning af virksomhedens udgifter videreførtes med elreformen som hovedregel for de kollektive elforsyningsvirksomheder, og sondringen mellem fri og bunden kapital blev opretholdt. Det effektivitetsfremmende element er, at ekstraordinære effektiviseringsgevinster i forhold til indtægtsrammerne er til ejernes fri disposition.
I elforsyningsloven fra 1999, som udgør det lovgivningsmæssige grundlag for elreformen, slås det fast, at kollektive elforsyningsvirksomheder og disses ejere fortsat frit - uanset prisreguleringen - kan disponere over kapital og indtægter (fri egenkapital), som de i medfør af den hidtil gældende elforsyningslov frit kunne disponere over.
Størrelsen af den fri og bundne egenkapital skal netvirksomhederne ifølge elforsyningsloven opgøre i åbningsbalancerne i forbindelse med overgangen til den nye prisregulering, og åbningsbalancerne skal godkendes af Energitilsynet. Det er dermed Energitilsynet, der har myndighed til at træffe afgørelse om størrelsen af den fri egenkapital i elselskaberne. Elforsyningsloven giver således ikke ministeren hjemmel til at fastsætte størrelsen af den frie egenkapital.
Energitilsynet tilkendegav i sin statusrapport fra august 2003, at Tilsynet gennem konkrete afgørelser i 2002 og 2003 har fastlagt nogle generelt anvendelige principper for opgørelsen af den frie egenkapital, men at elsektoren har tilkendegivet, at den ikke er tilfreds med disse afgørelser og vil gå videre med sagen til klagenævn og domstole. Det er således elsektorens opfattelse, at den fulde egenkapital i selskaberne er til ejernes fri disposition, og elsektoren anfægter derfor lovligheden af de bestemmelser i elforsyningsloven, som relaterer sig til opdelingen mellem fri og bunden kapital. Tilsynet oplyser, at det skal tage konkret stilling til opgørelsen af den fri egenkapital i ca. 140 selskaber. Energitilsynet anfører videre, at den endelige fastlæggelse af den frie egenkapital vil medføre en meget kompliceret omberegning af indtægtsrammerne for den første fireårige reguleringsperiode, og at denne korrektionsberegning først endeligt vil kunne foretages, når der foreligger en retlig afklaring af grundlaget for opgørelsen af den frie egenkapital.
Energitilsynet tilkendegiver sammenfattende, at det centrale spørgsmål om opgørelsen af den frie egenkapital i selskaberne reelt henstår uløst, uanset de afgørelser som Tilsynet har truffet. På den baggrund opfordrer Tilsynet til, at der findes en løsning på »....elselskabernes frie egenkapital med henblik på at skabe ro om selskabernes kapitalforhold og dermed åbne op for den politisk ønskede strukturudvikling på energiområdet « .
På denne baggrund indgår det såvel i den politiske aftale af 29. marts 2004 om fremtidssikring af energiinfrastrukturen som i aftalen med Elfor, at kapitalbegreberne i elforsyningsloven ændres, således at der ikke længere skelnes mellem fri og bunden kapital.
Det har været en afgørende forudsætning for en ændring af kapitalbegreberne, at elpriserne ikke stiger som følge heraf. Det er derfor nødvendigt at gennemføre en ny prisregulering, som sikrer dette.
På denne baggrund indgår det således i aftalen med Elfor, at netvirksomhedernes kapital i en overgangsperiode opnår en lavere forrentning indtil det tidspunkt, hvor løbende effektiviseringer og prisudviklingen giver grundlag for en normal forrentning. Hermed tilgodeses forbrugerne fortsat. Kapital, der finansierer nyinvesteringer, f.eks. til kabellægning under hensyn til forsyningssikkerheden eller i forbindelse med aktivitetsudvidelse, skal som under den gældende regulering fortsat kunne forrentes og afskrives.
Indtil den nye prisregulering kan træde i kraft fra 1. januar 2005, etableres der en overgangsordning for året 2004.
Med den ejermæssige adskillelse af systemansvar og transmission fra produktion og handel samtidig med, at der gennemføres en købepligt for staten til de regionale transmissionsnet, er der grundlag for at foretage en række regelforenklinger i elforsyningsloven, hvilket også fremgår af den politiske aftale. Det drejer sig om begrænsningen i, at elproduktions- og elhandelsvirksomheder kun må besidde en ejerandel på op til 15 % af netvirksomheder, forbrugerindflydelseskravene og kravet om, at netvirksomheder skal være moderselskab.
Forbrugerbeskyttelsen i forhold til levering af el består i dag dels i, at netvirksomhederne er forpligtet til at tilslutte forbrugerne til det kollektive elnet, og i at særlige forsyningspligtvirksomheder skal sikre elleverancen.
Forsyningspligtvirksomhederne, der er reguleret i elforsyningsloven, skal således i dag tilbyde forbrugerne levering af elektricitet i tilstrækkeligt omfang til en avancereguleret pris. Forsyningspligtvirksomhedernes funktion har været særlig vigtig i perioden frem til den fulde markedsåbning 1. januar 2003. På den måde sikredes det, at de forbrugere, som ikke havde frit leverandørvalg, også fik tilbudt el til konkurrencedygtige priser. I dag, hvor alle elforbrugere har fået adgang til frit at vælge elleverandør, er der ikke på samme måde behov for at opretholde kravene til de forsyningspligtige virksomheder, herunder avanceprisregulering.
Energitilsynet, der administrerer pris- og avancereguleringen af forsyningspligtvirksomhederne, har udtrykt ønske om en afklaring af de forsyningspligtige virksomheders fremtidige rolle på elforsyningsområdet. Energitilsynet finder selv, at der er tale om en kompliceret anvanceregulering og om en omfattende indberetnings- og udmeldingsvirksomhed. Energitilsynets vejledning herom kritiseres samtidig af branchen for at modvirke selskaberne i at optimere deres elindkøb. Branchen – repræsenteret ved Elfor – har udtrykt ønske om, at prisreguleringen ophæves, at forbrugerbeskyttelsen i højere grad sikres af en styrket konkurrence på småkundemarkedet ved, at forsyningspligtvirksomhederne tillades leverancer uden for eget bevillingsområde, samtidig med, at der opretholdes en forsyningspligt på rimelige vilkår overfor kunder, der af den ene eller anden årsag har mistet sin leverandør.
Det nye eldirektiv, der træder i kraft den 1. juli 2004, indeholder bestemmelser om forsyningspligt. Medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at alle privatkunder omfattes af en forsyningspligt og har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige priser. Det vil derfor fortsat være nødvendigt at have regler om forsyningspligt, men det er muligt at gennemføre en mere enkel regulering, som harmonerer med et velfungerende marked. I lovforslaget indgår derfor en mere enkel prisregulering.
I lovforslaget indgår endvidere regler om godkendelse af ud- og ombygning af transmissionsnet. I den hidtidige og gældende administrationspraksis har det inden for lovens bestemmelser kun været muligt at lægge forsyningssikkerhedsmæssige aspekter til grund i forbindelse med godkendelser af nye transmissionsnet over 100 kV. Økonomiske eller konkurrencemæssige hensyn, herunder muligheder for transit af elektricitet og ophævelse af flaskehalse af hensyn til et velfungerende elmarked, samt mulighed for optimal udnyttelse af produktionsapparatet og indpasning af vedvarende energi, har derimod ikke kunne indgå som kriterier i forbindelse med godkendelse af nye transmissionsnet. Erfaringerne med markedsåbningen viser, at en forsvarlig, teknisk og optimal drift af transmissionsnettet hænger nøje sammen med, hvordan elmarkedet fungerer, og hvordan prisdannelsen i markedet former sig. Et veludbygget transmissionsnet, der kan sikre energistrømmenes frie bevægelighed såvel nationalt som over landegrænser, bidrager dels til at sikre forsyningssikkerheden, dels til at skabe de bedst mulige betingelser for konkurrence på elmarkedet.
Formålet med de ændrede regler er at udvide hjemmelsgrundlaget for at sikre, at der også kan etableres nye transmissionsnet over 100 kV med henblik på at styrke elmarkedet eller afhjælpe væsentlige begrænsninger for udvekslingen af elektricitet i det eksisterende transmissionsnet.
Af aftalen af 29. marts 2004 om fremtidssikring af energiinfrastrukturen fremgår, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for den fremtidige infrastruktur frem mod 2010 med henblik på at sikre en høj grad af forsyningssikkerhed og et velfungerende marked for elektricitet i Danmark.
Ministeren gives derfor samtidig bemyndigelse til at kunne pålægge de bevillingspligtige transmissionsvirksomheder at anlægge transmissionsanlæg, herunder forbindelser til udlandet. Bemyndigelsen vil blive anvendt efter en nærmere vurdering af de forsyningsmæssige, konkurrencemæssige, samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele ved at etablere den givne forbindelse.
B. Markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme af vindmølleudbygningen m.v.
Et flertal af Folketingets partier har den 29. marts 2004 indgået aftale vedr. vindenergi og decentral kraftvarme m.v. (opfølgning på 19. juni 2002 aftalen). Aftalen indeholder en række elementer af betydning for markedsovergangen for miljøvenlig elektricitet og udbygningen med vindmøller. Aftalen er en opfølgning på aftalen af 19. juni 2002 mellem partierne bag elreformen. Ved denne aftale blev der bl.a. fastsat nye økonomiske rammer for elektricitet fra vindmøller, som overgår til markedsvilkår, og det blev aftalt, at der skal findes modeller for betalingen af elektricitet produceret på biogas.
Der er flere hovedelementer i aftalen, og de elementer, der er med i nærværende lovforslag til ændring af elforsyningsloven, er fremhævet i det følgende:
1. Udbud af havvindmøller. Det fremgår af aftalen, at parterne er enige om at sikre grundlaget for opførelse af 2 havvindmølleparker på 200 MW med henblik på at fremme den langsigtede energiforsyningssikkerhed og en fortsat spredning af forsyningen på flere energikilder samt for at fremme fortsat udvikling af vindkraftteknologien.
Selve udbudet af vindmølleparker er allerede reguleret i elforsyningsloven, mens eventuelle ændringer af loven som opfølgning på udbudet vil blive gennemført senere. Enkelte elementer i aftalen gennemføres ved dette lovforslag. Det drejer sig om aftalens bestemmelser om, at der ikke skal fastsættes noget afregningsloft for elektricitet fra disse vindmøller, og at elforsyningsloven vil blive ændret for at skabe mulighed for realkreditfinansiering.
2. Afskaffelse af aftagepligten for vindkraftproduktion og forenkling af afregningsreglerne. I aftalen fremhæves, at en afskaffelse af aftagepligten for vindkraftproduktion vil sikre et mere velfungerende elmarked, som også er til gavn for vindkraftproducenterne. Ifølge aftalen vil aftagepligten for vindkraftproduktion derfor blive afskaffet helt og erstattet af en finansiel støtte, som sikrer vindmølleejerne uændrede afregningspriser i overensstemmelse med de gældende overgangsordninger.
Det fremgår endvidere, at der gennemføres en forenkling af de nuværende regler om beregning af markedspris plus støtte, som ikke må overstige 36 øre/kWh for møller, der ikke længere er omfattet af de hidtidige overgangsordninger. Ændringen indebærer, at markedsprisen fastsættes som et månedsgennemsnit og ikke som spotprisen i den enkelte produktionstime.
3. Ny skrotningsordning for gamle vindmøller: Ifølge aftalen skal der indføres en ny skrotningsordning, som omfatter gamle vindmøller under 450 kW, og som sigter mod en samlet etablering af ny kapacitet på op til 350 MW. Skrotningsstøtten fastsættes i aftalen til 12 øre/kWh, som udbetales i forbindelse med produktionen på nye møller i 12.000 fuldlasttimer, svarende til produktion i ca. 5 år, for det dobbelte af den nedtagne vindmølles installerede effekt.
4. Decentral kraft-varme. Aftalen indebærer ændringer af den hidtidige betaling til decentral kraft-varme for at sikre et mere velfungerende elmarked, herunder en større reguleringsevne, som sikrer en samfundsøkonomisk bedre udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier.
Det fremgår af aftalen, at den hidtidige betaling efter treledstariffen og aftagepligten ophæves, og at der gennemføres en omlægning af støtten for eksisterende decentral kraft-varme, som sikrer værkerne det samme samlede støtteniveau som under treledstariffen. Den nye støtte skal ydes som en effektbetaling, der skal sikre, at anlæggene holdes driftsklare og er fuldt til rådighed for elmarkedet. Støtten skal reguleres i forhold til udviklingen i elprisen og fastsættes individuelt for det enkelte værk, således at den samlede støtte afspejler størrelsen af den støtte, som værket har opnået under treledstariffen. De nærmere principper for, hvorledes disse støtteelementer skal reguleres, fremgår af aftalen.
Støtteperioden skal ifølge aftalen være 20 år fra anlæggets første tilslutning til nettet, dog mindst 15 år fra 1. januar 2004, idet der sigtes imod, at omlægningen af støtten kan have virkning fra 1. januar 2005.
Der skal endvidere etableres en overgangsordning for værker under 10 MW, således at det er frivilligt for disse værker i en periode på 2 år efter lovens ikrafttræden at skifte fra den gældende afregning efter treledstariffen til afregning efter den nye støttemodel. Små værker under 5 MW skal dog fortsat også efter den 2-årige overgangsordning kunne fortsætte med afregning efter treledstariffen. Det fremgår af aftalen, at parterne 5 år efter lovens ikrafttræden drøfter, om der fortsat er behov for indeksering af treledstariffen i lyset af anlæggenes økonomi og hensynet til varmeforbrugerne.
Endvidere er det aftalt, at varmeforsyningsloven ændres således, at man indtil videre ikke kan udskifte afgiftsbelagt med afgiftsfrit brændsel ved spids- og reservelast.
5. Fastlæggelse af afregningsregler for biogas. Ifølge aftalen skal de i 2003 aftalte nye afregningsregler for biogasanlæg indføres samtidig med gennemførelsen af støtteomlægningen for decentral kraft-varme. Det indebærer bl.a., at nye biogasanlæg, der er opført inden udgangen af 2008, afregnes med 60 øre/kWh for en 10-årig periode og derefter med 40 øre/kWh for yderligere en 10-årig periode. Biogasanlæg, som leverer biogas til naturgasfyrede kraft-varme-anlæg allerede omfattet af støttevilkårene for disse anlæg som nævnt ovenfor, vil få et biogaspristillæg på 26 øre pr. kWh i 10 år og 6 øre pr. kWh i de følgende 10 år. Der vil være et samlet loft for biogasanlæg på 8 PJ svarende til en fordobling af den nuværende kapacitet, som kan få støtte betalt over elprisen.
Med de i 2003 aftalte afregningsregler sigtes til, at regeringen og partierne bag elreformaftalen den 8. maj 2003 aftalte de fremtidige rammer for betaling af elektricitet fra biogasanlæg med henblik på at støtte nye biogasanlæg, som nettilsluttes inden udgangen af 2007, og fastsætte langsigtede rammer for udbygning med biogas.
C. El- og gasdirektiverne
Kommissionen fremsatte den 13. marts 2001 indre markedspakken med forslag til ændring af eldirektivet fra 1996 (96/92/EF) og gasdirektivet fra 1998 (98/30/EF) samt forslag til forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 26. juni 2003 direktiv nr. 2003/54/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (eldirektivet) og direktiv nr. 2003/55/ EF om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (gasdirektivet) samt Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling (forordningen). Direktiverne skal senest den 1. juli 2004 gennemføres i national lovgivning. Forordningen har umiddelbar retsvirkning fra den 1. juli 2004, men medlemslandene skal senest denne dato fastsætte de sanktioner, som skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af forordningen.
Eldirektivet fra 1996 og gasdirektivet fra 1998 var de første vigtige skridt på vejen mod et indre marked for el og gas i EU. Målet med direktiverne var at liberalisere elektricitets- og gasmarkedet gennem en gradvis overgang til fri konkurrence og derved opnå en forbedring af energisektorens effektivitet og konkurrenceevnen i europæisk økonomi som helhed. Eldirektivet blev implementeret i dansk lovgivning med lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning, mens gasdirektivet blev implementeret i dansk lovgivning med lov nr. 449 af 31. maj 2000 om naturgasforsyning.
Direktiverne bidrog betydeligt til en åbning af de europæiske energimarkeder. Der var dog store forskelle mellem, hvor langt medlemslandene gik, hvilket bl.a. skabte ulige konkurrencevilkår i EU. Således skulle der yderligere forbedringer og en større indsats til for at sikre, at el- og gasmarkederne i EU kunne fungere tilfredsstillende. Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000 bad Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om at fremskynde liberaliseringen inden for elektricitet og gas. Det var på den baggrund, at Kommissionen fremsatte forslaget til ændring af de eksisterende direktiver for el og gas, samt forslaget til forordning.
Formålet med denne del af lovforslaget er at implementere de ændrede el- og gasdirektiver fra 2003. De foreslåede ændringer af elforsynings- og naturgasforsyningsloven vil betyde, at der i overensstemmelse med direktiverne skabes mere åbne og gennemsigtige energimarkeder i Danmark.
Med vedtagelsen af lovforslaget og de bekendtgørelser, der vil blive udstedt i medfør heraf, gennemføres de ændrede direktiver om det indre marked for el og gas. Lovforslaget sikrer også, at der ikke vil være modstrid mellem elforsyningsloven og bestemmelserne i forordningen, der har umiddelbar retsvirkning i national ret, samt at der fastsættes sanktioner for overtrædelse af forordningen.
D. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet, Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, beredskab, orientering af Folketinget, samfakturering og andre forhold m.v.
1. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet.
Regeringen har med den generelle forbrugerklagereform lagt op til en nyordning af forbrugerpolitikken baseret på større dialog mellem forbrugere og virksomheder, jf. bl.a. lov nr. 456 af 10. juni 2003 om forbrugerklager. Et centralt element i reformen er ønsket om, at virksomhederne skal tage medansvar for behandlingen af egne klagesager. Med loven lægges der bl.a. op til, at der skal oprettes flere godkendte, private klage- eller ankenævn.
På energiområdet har den igangværende liberalisering af energimarkederne aktualiseret behovet for en opdatering af klagemulighederne. Øgede valgmuligheder for forbrugerne mellem producenter, leverandører og ydelser på energiområdet skal kombineres med muligheden for en let og effektiv klageadgang. I dag behandles nogle forbrugerklager på energiområdet ved Forbrugerklagenævnet og andre ved Energitilsynet. Det vurderes, at oprettelsen af et privat ankenævn også på energiforsyningsområdet kan være en velegnet måde at sikre forbrugerne en samlet og effektiv klageadgang. En bredt sammensat arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for el-, gas- og varmebranchen samt Forbrugerrådet og relevante myndigheder har undersøgt mulighederne for at oprette et privat ankenævn på energiforsyningsområdet.
Et privat ankenævn på energiforsyningsområdet vil kunne behandle civilretlige tvister mellem energiforbrugere og selskaber. Energitilsynet vil fortsat skulle varetage de dele af det offentligretlige tilsyn med selskabernes overholdelse af energilovgivningen, som Tilsynet i dag er tillagt i lovgivningen. Traditionelt er det offentligretlige tilsyn fremadrettet, idet Tilsynet konstaterer en ulovlig tilstand og påbyder selskabet at ændre denne for fremtiden - uden at overtrædelsen automatisk har civilretlige konsekvenser i forholdet mellem forbrugeren og selskabet. Et privat ankenævn på energiforsyningsområdet vil derimod på grundlag af de privatretlige regler (f.eks. aftalelov, købelov og formueretlige grundsætninger m.v.) kunne behandle klager om det konkrete civilretlige mellemværende mellem en forbruger og et selskab, herunder spørgsmål om tilbagebetaling og erstatning. I et vist omfang kan offentligretlige regler inddrages i ankenævnets afgørelse, hvis de har betydning for den konkrete civilretlige tvist.
I el- og gasdirektivernes bilag A om foranstaltninger vedrørende forbrugerbeskyttelse fremhæves det, at henholdsvis el- og naturgasforbrugerne bør nyde godt af gennemskuelige, enkle og billige procedurer for behandling af deres klager. Det fremgår, at procedurerne skal gøre det muligt at bilægge tvister hurtigt og rimeligt, og der peges herunder på, at det kan være hensigtsmæssigt at etablere rammer for behandling af tilbagebetalings- og erstatningskrav. Begge direktivers bilag A henviser til Europa-Kommissionen henstilling om principper, der bør finde anvendelse for organer med ansvar for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (98/257/EF). Et godkendt, privat ankenævn vil opfylde disse principper. Oprettelsen af et godkendt, privat, ankenævn, der kan behandle konkrete forbrugerklager på el- og naturgasområdet, understøtter som sådan implementeringen af el- og naturgasdirektiverne i dansk ret.
Formålet med denne del af lovforslaget er at ændre lovgivningen med henblik på at muliggøre en efterfølgende tilpasning af det eksisterende klagesystem til en eventuel oprettelse af et privat klagenævn på energiforsyningsområdet.
2. Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle
Energitilsynet blev oprettet pr. 1. januar 2000 på grundlag af elforsyningslovens § 78. Energitilsynet, som er et uafhængigt udvalg, består af en formand og seks andre medlemmer, der alle beskikkes for en periode på fire år. I anledning af udløbet af den første beskikkelsesperiode ved udgangen af 2003 blev der i oktober 2003 nedsat en arbejdsgruppe, som skulle samle op på erfaringerne fra Energitilsynets hidtidige arbejde og se på Energitilsynets fremtidige rolle. Energitilsynets statusrapport fra august 2003 har udgjort udgangspunktet for drøftelserne i arbejdsgruppen. Konsekvenserne af gennemførelsen af de nye el- og gasdirektiver, etableringen af en uafhængig systemansvars- og transmissionsvirksomhed samt etableringen af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet for Energitilsynets opgaver er blevet drøftet og i denne forbindelse også kompetencefordelingen mellem Energitilsynet, Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen. Drøftelserne har vist, at fordelingen af kompetencer på langt de fleste punkter er klar. Der er dog punkter, hvor snitfladerne mellem Energitilsynets og Energistyrelsens kompetencer bør præciseres. Det foreliggende lovforslag indeholder forslag til ændringer i elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven, som har til formål at skabe klarere bestemmelser om Energitilsynets kompetencer.
3. Beredskab
De nugældende bestemmelser om beredskab efter el- og naturgasforsyningslovene vedrører den civile sektors beredskab efter beredskabsloven. Dette beredskab er rettet mod at sikre samfundets videreførelse i tilfælde af krisesituationer og andre alvorlige hændelser såvel i fredstid som krigstid. Der foreslås for det første en ændring af bestemmelserne i naturgasforsyningsloven med henblik på at skabe større overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i elforsyningsloven. For det andet foreslås som en ny bestemmelse i begge love, at ministeren kan fastsætte regler om udførelse af tilsyn med beredskabsarbejdet i el- og gassektorerne. Formålet med denne del af lovforslaget er at sikre et hensigtsmæssigt tilsyn med, at de bevillingspligtige virksomheder i el- og naturgassektorerne (med undtagelse af virksomheder med forsyningspligt) har det nødvendige beredskab, og at dette beredskab er koordineret og samordnet til et samlet beredskab for hver af de to sektorer.
4. Orientering af Folketinget
Efter de gældende bestemmelser i el- og naturgasforsyningslovene holder økonomi- og erhvervsministeren et af Folketinget nedsat udvalg orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende landets el- og naturgasforsyning. Med henblik på at styrke og systematisere orienteringen af Folketinget foreslås bestemmelserne ændret, således at økonomi- og erhvervsministeren pålægges at udarbejde en samlet årlig redegørelse om henholdsvis landets el- og naturgasforsyning.
5. Samfakturering
I lovforslaget foreslås endvidere, at ministeren gives bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om samfakturering af forbrugernes energiregning for henholdsvis el og naturgas. I dag modtager en forbruger, som køber sin energi hos den lokale netvirksomheds handelsselskab, typisk kun én samlet faktura. Men i det øjeblik, at forbrugeren skifter til en anden energileverandør, end den som er koncernforbunden med netvirksomheden, får forbrugeren typisk to regninger tilsendt. Én regning fra netvirksomheden, hvor der opkræves betaling for netydelser, energiafgifter m.v., og en anden regning fra handelsselskabet, der opkræver betaling for selve energileverancen. Ministeren gives med den foreslåede bestemmelse mulighed for at kunne fastsætte regler, der sikrer, at forbrugeren får mulighed for kun at modtage én energiregning.
6. Andre forhold
Varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, foreslås ændret, således at ministeren får adgang til i sine retningslinier for den kommunale varmeforsyningsplanlægning at inddrage overordnende samfundsmæssige hensyn. Det er hensigten hermed at tilpasse de decentrale kraft-varme-værkers anvendelse af biobrændsel i spids- og reservelastkedler til de nye markedsmæssige rammer for elforsyningen.
Elforsyningslovens § 54 indeholder en mulighed for at inddrage bevillinger i særlige tilfælde. I bestemmelsen er der ikke taget højde for, hvordan den bevillingspligtige aktivitet skal videreføres. For at tage højde for situationen foreslås bestemmelser, som giver mulighed for at den bevillingspligtige aktivitet kan videreføres af andre, herunder at den oprindelige bevillingshaver skal stille sine anlæg m.v. til rådighed herfor.
Der foreslås nogle mindre justeringer af bestemmelser i elforsyningsloven, som er fundet nødvendige, samt ændringer af bestemmelser i naturgasforsyningsloven i konsekvens af bl.a. den fulde markedsåbning fra 1. januar 2004.
Der stilles forslag om at indsætte en bestemmelse i elforsyningsloven og varmeforsyningsloven, som har til formål at præcisere, at Energitilsynet kan føre tilsyn med standardiserede vejledninger om fastsættelse af bl.a. tariffer og betingelser for ydelser efter varmeforsyningsloven og elforsyningsloven (net- og transmissionsselskaber) udarbejdet af energibranchens organisationer. Med den foreslåede bestemmelse gøres det også klart, at konkurrencelovens § 6 (konkurrence-begrænsende aftaler) og § 11 (misbrug af dominerende stilling), ikke kan finde anvendelse, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2, på standardiserede vejledninger udarbejdet af energibranchens organisationer.
3. Lovforslagets indhold.
A. Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, forenklet regulering af de kollektive elforsyningsvirksomheder og fremtidig sikring af infrastrukturen.
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der skal sikre lovhjemmel til, at staten som led i aftalen med Elfor kan overtage netvirksomhedernes ejerandele i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission, som grundlag for en fremtidig statslig varetagelse af systemansvar og eltransmissionsvirksomhed. Hermed sikres ejermæssig adskillelse mellem systemansvar og overordnet transmission fra produktion og handel, således at vilkårene for adgang til elnettet fastsættes uafhængigt af kommercielle interesser. Regeringen vil i næste folketingssamling fremsætte lovforslag, der fastlægger rammerne for den nye energitransmissionsvirksomhed, herunder omkring selskabsform, opgaver, organisation og ledelse, økonomiske rammer samt tilsyn og kontrol med virksomheden. Det indgår i aftalen mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor, at elsektoren indstiller kandidater til to af bestyrelsesposterne i virksomheden.
Med henblik på, at systemansvars- og transmissionsvirksomhed på sigt kan komme til at omfatte alle net på 132 kV og derover, ændres bestemmelsen om forkøbsret i elforsyningslovens § 35 til en købspligt for staten til net på 132 kV eller derover eller ejerandele heri.
Købepligten vurderes at være i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed, fordi pligten udelukker, at staten kan foretage en selektiv vurdering af, hvornår staten ønsker at benytte sig af muligheden for køb af net.
Kapitalbegreberne i elforsyningsloven ændres, og der skelnes herefter ikke længere mellem fri og bunden kapital. Disse begreber optræder ikke direkte i elforsyningsloven, men anvendes i forbindelse med indtægtsrammereguleringen af net- og transmissionsvirksomheder. I konsekvens heraf ændres prisbestemmelser i elforsyningsloven, således at det kan sikres, at netvirksomhedernes tariffer ikke stiger som følge af ændringen i kapitalbegreberne. Ændringen af prisbestemmelserne vil blive udmøntet i en ny indtægtsrammeregulering med fortsat fokus på, at virksomhederne realiserer et betydeligt effektiviseringspotentiale.
Nogle regionale eltransmissionsselskaber, som er ejet af flere netvirksomheder, er i dag organiseret som andelsselskaber. For at gøre det muligt for staten at købe de regionale transmissionsselskaber eller andele heri, indeholder forslaget på baggrund af en frivillig aftale med elsektoren herom endvidere bestemmelser, som pålægger disse selskaber at omdanne sig til aktieselskaber fra den 1. januar 2005.
Med ændringerne i kapitalbegreberne og med etableringen af den uafhængige systemansvars- og transmissionsvirksomhed er det muligt at foretage en række forenklinger i elforsyningsloven, idet der ikke længere er behov for de samme ejermæssige restriktioner, ligesom forbrugerindflydelseskravene kan lempes. Elforsyningslovens §§ 36 og 97, som kræver, at ejerandele i kraftværker skal ejes af netselskaberne, kan således ophæves, når der ikke længere er bindinger på ejernes dispositionsret over kapitalen. Tilsvarende kan de gældende bestemmelser i elforsyningslovens § 38 om, at elproduktions- og elhandelsvirksomheder ikke må eje mere end 15 % af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, ophæves.
Herudover foreslås en ændring af de gældende bestemmelser om bl.a. bestemmende forbrugerindflydelse i netvirksomhederne, således at ejerne fremover får den bestemmende indflydelse. Der skal dog fortsat være forbrugerrepræsentation i netselskaberne, hvorfor der foreslås indsat en ny bestemmelse i elforsyningsloven, som fastsætter regler for forbrugerindflydelse i selskaberne. Ved at ophæve bestemmelserne om ejermæssige restriktioner og om bestemmende forbrugerindflydelse får ejerne af selskaberne bedre mulighed for at drive selskaberne ud fra almindelige forretningsmæssige principper.
I dag kan nye transmissionsnet kun godkendes af forsyningssikkerhedsmæssige grunde. På den baggrund er det fundet hensigtsmæssigt at udvide og præcisere hjemmelsgrundlaget således, at der også kan etableres nye transmissionsnet over 100 kV, hvis det kan dokumenteres, at det sker med henblik på at styrke elmarkedet eller afhjælpe væsentlige begrænsninger for udvekslingen af elektricitet i det eksisterende transmissionsnet. Det vil fortsat kræve tilladelse fra ministeren at etablere nye transmissionsnet eller foretage væsentlige ændringer af bestående transmissionsnet.
Det foreslås samtidig, at ministeren gives bemyndigelse til at kunne pålægge de bevillingspligtige transmissionsvirksomheder at anlægge transmissionsanlæg, herunder forbindelser til udlandet. Bestemmelsen afløser lovens § 30, stk. 2, hvorefter økonomi- og erhvervsministeren kan påbyde de systemansvarlige virksomheder at anlægge og drive transmissionsanlæg mellem Fyn og Sjælland, og erstattes således af en bredere bemyndigelse.
Den gældende avanceprisregulering af forsyningspligtvirksomhederne foreslås afløst af en simplere prisregulering. Dette sker ved, at den pris, som virksomhederne må opkræve for deres forsyningspligtleverancer, skal modsvare elspot- og områdeprisen time for time i det pågældende bevillingsområde, tillagt et af Energitilsynet fastlagt tillæg til dækning af virksomhedernes balancerings- og administrationsomkostninger inklusiv et avancetillæg.
Prisreguleringen vil sikre, at der ikke kan krydssubsidieres mellem forskellige kundegrupper. Større forbrugere, der modtager elektricitet i medfør af forsyningspligten, vil ikke kunne opnå en bedre elpris på bekostning af mindre forbrugere. Det er elspotprisen, der til enhver tid fastsætter prisen. Derfor lempes de nuværende ejer- og indflydelsesrestriktioner samtidig.
Virksomheder med forsyningspligt vil herefter også kunne drive anden virksomhed end forsyningspligt, herunder tilbyde salg af elektricitet i andre forsyningsområder end bevillingsområdet.
Virksomheder med forsyningspligt vil fortsat være forpligtet til at sikre leverancen af el til de forbrugere, som ikke har indgået en aftale om elleverancer af et andet produkt end det, virksomheden med forsyningspligt skal levere som sin forsyningspligtydelse, og de forbrugere, hvis aftale med en anden leverandør er ophørt. Da netvirksomhederne samtidig er forpligtet til at tilslutte (alle) leverandører og købere af elektricitet til det kollektive elforsyningsnet efter lovens § 20, er forbrugerne sikret forsyning.
B. Markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme af vindmølleudbygningen m.v.
Ved lovforslaget gennemføres intentionerne i aftalen af 29. marts 2004 vedr. vindenergi og decentral kraftvarme m.v.
Aftalen har to hovedelementer: Fremme af vindmølleudbygningen og bortfald af aftagepligten.
1. Fremme af vindmølleudbygningen.
a. Udbud af havvindmøller. I forbindelse med udbudet af havvindmøller med en kapacitet på 400 MW findes der allerede fornødne regler i elforsyningsloven om tilladelser, udbudsprocedurer etc. Andre elementer, som vedrører opfølgningen af de afholdte udbud, vil blive gennemført ved efterfølgende lovændringer.
Dette lovforslag indeholder to elementer, der skal fremme konkurrencen ved et udbud, idet der gives mulighed for realkreditfinansiering af havvindmølleparker, hvilket vil give mindre selskaber og virksomheder mulighed for at deltage i udbud på lige fod med større investorer.
For det første kan elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW kun udøves af virksomheder, der har opnået bevilling. Et sådant anlæg er derfor ikke attraktivt for realkreditinstitutterne, der ikke selv vil kunne overtage og drive anlægget som panthaver i tilfælde af konkurs m.m. Det foreslås derfor, at der i særlige situationer, f.eks. i forbindelse med et misligholdt lånearrangement, kan gives tilladelse til, at et sådant anlæg midlertidigt drives uden bevilling.
For det andet har spørgsmålet om, hvorvidt pant i vindmøller skal tinglyses efter reglerne om fast ejendom eller løsøre, givet anledning til tvivl i retspraksis. Retstilstanden må dog anses som afklaret ved Vestre Landsrets kendelse refereret i UfR 1993.191, hvor det blev statueret, at pantsætning af en vindmølle skulle ske efter reglerne om fast ejendom. Det foreslås dog præciseret i loven, at havvindmøller – og andre elproduktionsanlæg - som er fast forankret på samme sted på søterritoriet, i tinglysningsmæssig henseende anses for fast ejendom, hvilket muliggør realkreditfinansiering af sådanne anlæg. Det vil herefter være muligt at få tinglyst rettigheder over sådanne anlæg efter reglerne i tinglysningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt.
b. Ny skrotningsordning for gamle vindmøller. For at fremme udbygningen af vindmøller på land foreslås der indført en ny skrotningsordning for nedtagning af ældre vindmøller med forholdsvis lille kapacitet. Skrotningsbeviser skal skabe incitament til modernisering af vindmølleparken og mere hensigtsmæssig udnyttelse af arealer, som er egnet til opstilling af nye, større vindmøller. Skrotningsbeviset, som er omsætteligt, repræsenterer en nærmere fastsat værdi. Ved skrotningsordningen får ejerne af de ældre vindmøller et økonomisk incitament til at nedtage deres vindmølle, og samtidig får den, der vil etablere en fabriksny vindmølle, et tilskud til at etablere og drive denne vindmølle.
Der foreslås som et led i aftalen indført en ny skrotningsordning for nedtagning af vindmøller med en kapacitet på hver 450 kW og derunder i perioden 1. juli 2004 – 30. juni 2009. Der foreslås en samlet udstedelse af skrotningsbeviser for nedtagning af vindmøller med en kapacitet på 175 MW, svarende til 350 MW ny effekt.
Skrotningsbeviset foreslås anvendt i fabriksnye vindmøller nettilsluttet i perioden 1. januar 2005 – 31. december 2009, således at der ydes et pristillæg på 12 øre pr. kWh for produktionen i 12.000 fuldlasttimer for det dobbelte af den nedtagne vindmølles effekt.
c. Ophævelse af prisloft. For at skabe øgede incitamenter til at udbygge med nye vindmøller på land såvel som på havet foreslås endelig det nuværende maksimum for markedspris og pristillæg på i alt 36 øre pr. kWh ophævet for vindmøller, som nettilsluttes fra og med den 1. januar 2005.
2. Bortfald af aftagepligten.
Det er forudsat i elreformaftalen fra 1999, at elektricitet fra nye vedvarende energianlæg skal afsættes på markedsvilkår, og at elektricitet fra eksisterende anlæg skal overgå til salg på elmarkedet efter udløbet af en overgangsperiode. Denne delvise markedsåbning for miljøvenlig elektricitet er gennemført ved ændringer af elforsyningsloven i 2001 og 2002.
Den hidtidige aftagepligt gælder endnu for vindmøller, som er omfattet af elreformens overgangsordninger, og andre VE-anlæg (biogas m.v.) samt andre kategorier af miljøvenlige elproduktionsanlæg: Decentral kraft-varme, affaldsforbrændingsanlæg og centrale kraft-varme-værker omfattet af den såkaldte kraft-varme-garanti.
I dette lovforslag foreslås aftagepligten og de faste afregningspriser ophævet i sin helhed, således at elektriciteten fra de pågældende kategorier af anlæg fremover afsættes på markedsvilkår med et finansielt pristillæg.
En fuldstændig ophævelse af aftagepligten for elektriciteten fra miljøvenlige elproduktionsanlæg og overgang til salg af elektriciteten på markedsvilkår vil indebære væsentlige samfundsmæssige fordele. Afviklingen vil medføre et mere velfungerende elmarked, dels fordi en større mængde elektricitet vil blive omsat på almindelige markedsvilkår, og dels fordi der kommer flere uafhængige producenter på markedet. Bortfaldet af aftagepligten vil endvidere medføre en væsentlig forenkling og afbureaukratisering af de opgaver, som i dag påhviler den systemansvarlige virksomhed med at registrere og videresælge den aftagepligtige elproduktion og indpasse elektricitetsmængden i driftsplanlægningen.
Bortfaldet af aftagepligten fremgår eksplicit for elektricitet fra vindkraft, decentral kraft-varme og affaldsforbrændingsanlæg samt elektricitet fra biogas. Da hensigten er at lade aftagepligten bortfalde helt, indeholder lovforslaget tillige bestemmelser herom for de resterende kategorier af miljøvenlig elektricitet, dvs. VE-elektricitet fra biomasse, vandkraft m.v. og elektricitet fra kraft-varme-værker omfattet af den såkaldte kraft-varme-garanti.
a. Afskaffelse af aftagepligten for vindkraftproduktion og forenkling af afregningsreglerne. De vindmøller, som er nettilsluttet senest den 31. december 2002, og som stadig er omfattet af de gældende regler om aftagepligt og faste afregninger i en overgangsperiode, vil ved lovforslaget få en støtte, som svarer økonomisk til den hidtidige støtte. Summen af markedspris og pristillæg vil således svare til den hidtidige støtte i samme periode, som der hidtil har været fastsat. Endvidere skal den systemansvarlige virksomhed sælge elektriciteten på markedsvilkår og afholde balanceringen, ligesom der ikke skal betales for indfødning af elektricitet i elforsyningsnettet. Forskellen vil i dette tilfælde være, at der ikke længere er en aftagepligt for forbrugerne.
I og med, at aftagepligten ophører, og den faste afregning afløses af finansielle pristillæg, er det fundet fornødent at præcisere pristillæggene og deres beregning i selve loven.
Tilsvarende foreslås det, at støtten på 60 øre pr. kWh, som efter de nuværende regler indtil videre ydes til elektricitet leveret fra vindmøller tilsluttet i egen forbrugsinstallation (husstandsmøller), bliver opretholdt. I overensstemmelse med intentionerne foreslås denne ordning fastholdt også for husstandsmøller nettilsluttet efter den 31. december 2002.
Tillige foreslås der en forenkling i beregningen af pristillæg og markedspris til vindmøller, som ved lovændringen pr. 1. januar 2003 skal have betaling efter markedsvilkår og pristillæg. I disse bestemmelser er der fastsat et loft på 36 øre pr. kWh for markedspris plus pristillæg. Det foreslås, at markedsprisen beregnes som et månedsgennemsnit af værdien af elproduktionen i pågældende område i stedet for spotprisen i den enkelte produktionstime. Endvidere foreslås det, at der ikke længere beregnes et negativt pristillæg, når markedsprisen for elektriciteten fra de her omhandlede vindmøller overstiger loftet på 36 øre pr. kWh.
b. Overgang til markedsvilkår for decentral kraft-varme. Lovforslaget indeholder bestemmelser, hvorefter elektricitet fra decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel overgår til salg på markedsvilkår med et pristillæg.
Den nuværende afregning af elektricitet fra decentrale kraft-varme-værker og affaldsforbrændingsanlæg motiverer til en produktionsmaksimering i forhold til en administrativt fastsat tarif for elektriciteten, treledstariffen, og ikke i forhold til markedspriserne for elektricitet. Da afregningen efter treledstariffen i gennemsnit er højere end markedspriserne, yder elforbrugerne herved støtte til de decentrale værker. De decentrale kraft-varme-værkers samlede elproduktion udgør ca. 25 % af den samlede elproduktion i Danmark. Den samlede støtte udgjorde i 2001 ca. 1,3 mia. kr.
Lovforslaget vil bidrage til et mere effektivt elmarked, idet treledstariffen og aftagepligten bortfalder for disse anlæg, således at værkerne tilskyndes til at reagere på markedspriserne. Herved undgås det, at værkerne producerer elektricitet på tidspunkter, hvor elprisen er lavere end omkostningerne ved at producere elektricitet. Forslaget indebærer tillige, at værkerne får et incitament til at deltage i markedet for systemydelser, således at anlæggenes kapacitet udnyttes mere effektivt, og der skabes større konkurrence på disse markeder.
Den støtte, som værkerne i dag får ved treledstariffen, ydes efter lovforslaget som en finansiel, produktionsuafhængig støtte til værkerne. Støtten fastlægges på samme niveau som under treledstariffen, således at varmeforbrugerne ikke belastes ved denne omlægning.
Den finansielle støtte ydes i 20 år fra, at pågældende produktionsenhed blev tilsluttet elforsyningsnettet første gang og elproduktionen kom i gang. Dog opretholdes støtten i en periode på 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
Med hensyn til beregningen af støtten foreslås det, at der for hvert værk fastlægges et grundbeløb som et gennemsnit af differencen mellem den realiserede indtægt ved afsætning af el til treledstarif i et nærmere udvalgt referenceår og den indtjening, som værkerne ville have fået, hvis produktionen var blevet afsat til markedspriser.
Da støttebehovet stiger ved faldende markedspriser og omvendt falder ved høje elpriser, reguleres støtten op, når elprisen falder, og omvendt ned, når elprisen stiger. Reguleringen vil ske på baggrund af de månedlige gennemsnitlige spotpriser for elektricitet i området. Når denne månedlige gennemsnitspris er over 11 øre pr. kWh, reguleres støtten ned, således at støtten bortfalder ved markedspriser over 34 øre pr. kWh, svarende til det gennemsnitlige niveau for betaling ved treledstariffen. Samtidig foreslås der en indeksregulering af støtten svarende til reguleringen efter treledstariffen i en periode på 5 år.
Ved denne støtteform sikres det, at værkerne har incitament til at reagere på elprisen på markedet, således at produktionen fortrinsvis sker, når elprisen er højest, og elproduktionen omvendt indstilles, når elprisen er lavere end omkostningerne til elproduktion. De økonomiske gevinster, der opnås herved, kan bruges af værkerne til at forbedre vilkårene for varmeforbrugerne.
Overgangen til markedsvilkår indebærer, at værkerne skal betale for balanceringen af elproduktionen og indfødningstarif til nettet, der tilsammen udgør ca. 1 øre pr. kWh. Disse udgifter, som i dag betales af de systemansvarlige virksomheder, foreslås derfor medtaget i støtten svarende til 1 øre pr kWh.
I overensstemmelse med aftalen foreslås tillige en overgangsordning i 2 år for værker under 10 MW, som stadig kan få pristillæg, som sammen med markedsprisen er lig treledstariffen. Endvidere kan anlæg under 5 MW ifølge forslaget fortsat få tilsvarende betaling uden nogen fastsat tidsbegrænsning.
Der er andre incitamenter til at producere elektricitet på decentrale kraft-varme-anlæg og elproducerende affaldsanlæg. Der ydes således tilskud pr. kWh til elproduktion fra disse anlæg efter lov om tilskud til elproduktion. Derudover beskattes varmeleveringen fra naturgasfyrede decentrale kraft-varme-anlæg mere lempeligt end almindelig fjernvarmeproduktion, hvilket medfører en økonomisk fordel på ca. 6 øre pr. kWh ved kraft-varme-produktion. Det betyder for små kraft-varme-anlæg med elproduktion under 8 mio. kWh en fordel på ca. 14 øre pr. kWh og for større anlæg 6 øre pr. kWh for den marginale elproduktion.
Overgangen til markedsvilkår indebærer en ændring i tariferingen af støtten til decentrale værker. Indregningen i forbrugerpriserne af omkostningerne i medfør af de foreslåede bestemmelser beror imidlertid på den systemansvarlige virksomheds tariferingsprincipper, som er omfattet af elforsyningslovens prisbestemmelser. Energitilsynet fører tilsyn med prisbestemmelserne.
c. Kraft-varme-garantien . I f I forbindelse med bortfaldet af aftagepligten foreslås tillige indført en støtte til elektricitet fra andre kraft-varme-værker, der er beregnet på levering af fjernvarme. Denne støtte benævnes kraft-varme-garantien. Reelt er denne støtte som følge af kraftværksaftalen af november 1999 kun blevet ydet til 2 mindre kraft-varme-værker i Rønne (Østkraft) og Randers, i form af en betaling for forskellen mellem de nødvendige produktionsomkostninger og markedsprisen. Ved forslaget videreføres støtten for de to værkers vedkommende på det hidtidige niveau i 15 år regnet fra 1. januar 2004.
d. Afregningsregler for biogas og anden VE-elproduktion. Ved lovforslaget gennemføres aftalen af 29. marts 2004, for så vidt angår afregning af elektricitet fremstillet ved biogas. Denne del af aftalen bygger på den tidligere aftale herom af 8. maj 2003 mellem regeringen og partierne bag elreformen. Formålet med disse aftaler er at sikre rammerne for den fremtidige udvikling af denne elproduktion ved biogas.
Ved lovforslaget gennemføres tillige afviklingen af aftagepligten for de øvrige kategorier af VE-elektricitet (biomasse, vandkraft, solenergi, bølgekraft o.l.).
Anden VE-elektricitet end elektricitet fra vindmøller afregnes i dag efter treledstarif og pristillæg på 27 øre pr. kWh.
Til alle kategorier af VE-anlæg nettilsluttet indtil den 31. december 1999 foreslås der et pristillæg, som sammen med markedsprisen udgør 60 øre pr. kWh, i en periode på 20 år, dog i mindst 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
Der foreslås endvidere et pristillæg til VE-anlæg nettilsluttet fra den 1. januar 2000, som sammen med markedsprisen udgør 60 øre pr. kWh i 10 år og 40 øre pr. kWh for yderligere 10 år. Dette pristillæg ydes for forskellige perioder med udgangspunkt i princippet i aftalerne om, at der særligt skal ydes støtte til elektricitet fra biogas på grund af udviklingspotentialet. Det foreslås således, at pristillægget ydes til elektricitet fra biogasanlæg nettilsluttet indtil den 31. december 2008.
For at fremme anvendelsen af biogas i naturgasfyrede decentrale kraft-varme-værker, som omfattes af pristillæg som nævnt i afsn. b ovenfor, foreslås det, at der i stedet for det netop nævnte pristillæg ydes et særligt, fast pristillæg til den andel af elektriciteten, som er produceret på biogas. Hvis anvendelsen af biogas er påbegyndt inden udgangen af 1999, vil pristillægget således udgøre 26 øre pr. kWh i 20 år fra det tidspunkt, hvor biogasanvendelsen påbegyndtes, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004. For anlæg, hvor biogasanvendelsen er begyndt mellem begyndelsen af 2000 og udgangen af 2008, ydes pristillægget med 26 øre pr. kWh i de første 10 år og 6 øre pr. kWh i de følgende 10 år.
Pristillæggene til elektricitet ved biogas ydes dog med et loft for den samlede biogasproduktion på 8 PJ, som kan få støtte, svarende til en fordobling af den nuværende produktion.
Det foreslås, at betalingen på 60/ 40 øre pr. kWh kun ydes til andre VE-teknologier, såsom biomasse, for så vidt angår anlæg nettilsluttet inden den 1. januar 2005. Dette skal ses på baggrund af, at det har været forudsat i elreformaftalen i 1999, at VE-anlæg generelt skulle overgå fra det hidtidige høje støtteniveau til at få VE-bevis, og at der ikke i de ovennævnte aftaler er fastlagt særlige former for støtte. Dette skal ses på baggrund af, at der ikke her ventes samme teknologiske udviklingsperspektiver som ved biogas, bølgekraft m.v.
Det foreslås endvidere, at de her foreslåede pristillæg kan nedsættes eller bortfalde for bestemte anlægskategorier. Derved kan støtten tilpasses til de økonomiske forhold for de enkelte anlægskategorier, således at der ikke ydes overkompensation.
VE-anlæg, som ikke omfattes af de her foreslåede former for støtte, vil herefter ifølge forslaget overgå til at modtage VE-bevis eller pristillæg på 10 øre pr. kWh i 20 år fra nettilslutningen.
C. El- og gasdirektiverne
I Danmark blev der allerede med elreformen i 1999 indgået aftale om, at der fra 1. januar 2003 skulle være fuld markedsåbning, hvorved alle elforbrugere frit kan vælge deres elleverandør. Endvidere var parterne bag den politiske aftale af 19. juni 2002 enige om, at der skulle være fuld markedsåbning på gasområdet pr. 1. januar 2004. De kvantitative elementer i direktiverne er dermed allerede opfyldt i dansk lovgivning. Bestemmelserne i lovforslaget er derfor møntet på at implementere de kvalitative elementer i direktiverne.
For at hindre at krydssubsidiering mellem monopol- og konkurrenceudsatte aktiviteter finder sted, stiller såvel elforsyningsloven som naturgasforsyningsloven krav om selskabsmæssig adskillelse mellem monopol og kommercielle aktiviteter. I lovforslaget skærpes kravene til adskillelse mellem distribution, transmission og systemansvar på den ene side og produktion og handel på den anden side yderligere. Der skabes for det første ejermæssig adskillelse mellem monopol- og konkurrenceudsatte aktiviteter, ved at staten overtager systemansvar og transmission for at drive disse aktiviteter i en uafhængig virksomhed. For det andet må der ikke være ledelsesmæssigt sammenfald mellem monopolvirksomhederne og de konkurrenceudsatte virksomheder. Dette gælder ikke elnetselskaber med mindre end 100.000 kunder. Derudover skal samtlige net-, naturgasdistributions-, transmissions- og systemansvarlige virksomheder udarbejde et program for intern overvågning, som skal sikre, at diskriminering ikke finder sted.
Kommissionen har udarbejdet en række notater, som redegør for Kommissionens fortolkning af forskellige direktivbestemmelser. Et af notaterne handler om kravene til ledelsesmæssig uafhængighed i de virksomheder, som driver distributions- og transmissionssystemerne. For så vidt angår den kommende uafhængige systemansvars- og transmissionsvirksomhed opfyldes direktivets krav ved ejermæssig adskillelse. Med hensyn til netvirksomhederne har Kommissionen i fortolkningsnotatet givet udtryk for, at netvirksomhedernes uafhængighed kun kan sikres, hvis de ikke har ejermæssige interesser i kommercielle virksomheder. Der er tale om en meget vidtgående fortolkning af direktivbestemmelserne.
Med lovforslaget fjernes elforsyningslovens krav til selskabsmæssig organisering (§§ 36, 38 og 97), hvorefter netvirksomheden skal være moderselskab for bl.a. produktions- og handelsvirksomheder. Som konsekvens heraf forventes det, at de almindelige markedskræfter vil medføre, at en del elselskaber vil flytte ejerskabet til produktions- og handelsvirksomheder, sådan at det ikke længere ligger under netvirksomheden. Det kan dog ikke afvises, at der fortsat vil være selskaber, som vælger at opretholde den nuværende organisering. Kommissionens fortolkning er således ikke indarbejdet i lovforslaget, men efter vedtagelse af lovforslaget vil loven ikke længere være til hinder for, at virksomhederne kan organisere sig selskabsmæssigt på en måde, der følger Kommissionens fortolkning. Hvis Kommissionen fastholder sin fortolkning, og de andre medlemsstater lægger Kommissionens fortolkning til grund, kan der vise sig behov for yderligere lovændringer.
Effektiv adskillelse mellem monopolaktiviteter og kommercielle aktiviteter forudsætter effektivt tilsyn med el- og gasselskaberne. Energitilsynet har en fremtrædende rolle som tilsynsmyndighed i Danmark (jf. bemærkningerne under punkt 3.D.2). Derudover varetager Energistyrelsen og de systemansvarlige virksomheder visse tilsynsopgaver. Lovforslaget indeholder en ændring af nogle af bestemmelserne om tilsyn med virksomhederne for at klargøre den arbejdsdeling, der er mellem myndighederne.
Endelig gennemføres bestemmelser i eldirektivet, hvorefter medlemslandene af hensyn til forsyningssikkerheden skal sørge for, at der kan indføres ny kapacitet eller foranstaltninger til energieffektivitet gennem efterspørgselsstyring, forudsat at forsyningssikkerheden ikke kan tilgodeses på anden måde. Det fremgår af regeringens energipolitiske redegørelse fra maj 2003, at regeringen vil foreslå en lovændring til varetagelse af forsyningssikkerheden.
D. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet, Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, beredskab, orientering af Folketinget, samfakturering og andre forhold m.v.
1. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet
Formålet med denne del af lovforslaget er bl.a. at muliggøre en tilpasning af det eksisterende klagesystem til en eventuel oprettelse af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet.
Med forslaget fastsættes, at Energitilsynet ikke skal behandle klager vedrørende civilretlige tvister. Formålet hermed er at sikre, at konkrete klager vedrørende civilretlige mellemværender mellem en energiforbruger og et selskab kan behandles ved et eventuelt godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet og ikke ved Energitilsynet. Afgrænsningen af Energitilsynets kompetence omfatter også forbrugende erhvervsdrivendes civilretlige tvister, uanset om klager vedrørende sådanne tvister kan behandles i det private ankenævn. Bestemmelsen forudsættes at blive sat i kraft af ministeren samtidig med oprettelsen af et godkendt, privat ankenævn.
Forslaget tilvejebringer desuden grundlag for, at det sekretariat, der i dag betjener Energitilsynet, tillige skal kunne varetage sekretariatsfunktioner for et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet. Repræsentanter for energibranchen har på møder i den bredt sammensatte arbejdsgruppe, der har undersøgt mulighederne for at oprette et privat ankenævn på energiforsyningsområdet (jf. bemærkningerne i punkt 2.D.1), peget på denne mulighed, der udnytter den faglige ekspertise samt de eksisterende administrative rammer, som allerede findes i Energitilsynets sekretariat. Det præciseres desuden i forslaget, at det i overensstemmelse med principperne i den generelle forbrugerklagereform er selskaberne i el-, gas- og varmebranchen, som skal betale for oprettelsen og driften af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet, også i det tilfælde at sekretariatsbetjeningen placeres i tilknytning til Energitilsynets sekretariat. Økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges med henblik herpå til at fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning.
2. Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle
Som noget nyt indeholder el- og gasdirektiverne en bestemmelse om, hvilke forhold som »regulerende myndigheder « i medlemsstaterne skal overvåge med henblik på at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling, at der er effektiv konkurrence, og at markedet fungerer effektivt. I Danmark varetager såvel Energitilsynet som Energistyrelsen tilsynsopgaver, hvilket er i overensstemmelse med direktiverne. Som led i gennemførelsen af direktivernes bestemmelser om regulerende myndigheder vil Energitilsynets kompetencer blive præciseret i el- og gasforsyningslovene. Som noget nyt skal Energitilsynet i forbindelse med tilsynet med monopolvirksomhedernes priser og betingelser på forhånd godkende de metoder, som anvendes til at fastsætte betingelser og vilkår for anvendelse af transmissions- og distributionsnet. På gasområdet tillægges Energitilsynet den samme rolle med hensyn til at sikre prisgennemsigtighed m.m., som Tilsynet allerede har på elområdet. Det foreslås også, at Energitilsynet skal kunne modtage klager over virksomheder, som ikke overholder deres forpligtelser til at give brugere af nettet nødvendige oplysninger for den effektive systemadgang, og over virksomheder, som videregiver fortrolige oplysninger på en diskriminerende måde.
3. Beredskab
De foreslåede bestemmelser om beredskab har til hensigt at give større overensstemmelse mellem bestemmelserne i elforsyningslovens § 85 b og naturgasforsyningslovens § 15 a. Disse bestemmelser vedrører beredskabet i el- og naturgassektorerne som led i den civile sektors beredskab. Hovedprincippet i de nugældende bestemmelser er, at de enkelte bevillingspligtige virksomheder i el- og naturgassektorerne (med undtagelse af virksomheder med forsyningspligt) skal have det nødvendige beredskab i form af planlægningsmæssige og operative foranstaltninger, og at dette beredskab skal koordineres og samordnes til et samlet beredskab for hver af de to sektorer.
For elsektoren varetages disse overordnede, koordinerende opgaver af de systemansvarlige virksomheder. For naturgassektoren, hvor begrebet systemansvarlig virksomhed ikke findes, er det hensigten, at opgaverne som nu skal varetages af det transmissionsselskab, der driver det overordnede transmissionsnet, dvs. Gastra A/S (tidligere DONG Transmission A/S). Med henblik herpå foreslås naturgasforsyningslovens § 15 a, stk. 2, udformet som en hjemmel for ministeren til at fastsætte, at et transmissionsselskab skal varetage disse overordnede, koordinerende opgaver.
Endvidere foreslås bestemmelserne i el- og naturgasforsyningslovene udvidet med en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om udførelse af tilsyn med virksomhedernes beredskabsarbejde, herunder om at dette skal udføres af de virksomheder, som varetager de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende beredskabet. Årsagen hertil er, at der påregnes en synergieffekt mellem disse koordinerende opgaver og tilsynsarbejdet. Sådanne regler om tilsyn skal bl.a. kunne omfatte regler om fremsendelse af materiale som grundlag for dette tilsyn samt om tilsynets beføjelser i forhold til virksomhederne. Sigtet er således udformning af hensigtsmæssige rammer for tilsynet med beredskabsarbejdet.
4. Orientering af Folketinget
Med henblik på at systematisere og styrke informationen af Folketinget pålægges økonomi- og erhvervsministeren at udarbejde en samlet årlig redegørelse om væsentlige forhold vedrørende landets el- og naturgasforsyning. Bestemmelsen erstatter de nuværende bestemmelser i §§ 3 og 4 i henholdsvis el- og naturgasforsyningsloven, hvorefter ministeren på ad hoc basis orienterer et af Folketinget nedsat udvalg - i praksis Det Energipolitiske Udvalg - om alle væsentlige forhold vedrørende landets el- og naturgasforsyning. Ændringen af bestemmelserne forhindrer ikke økonomi- og erhvervsministeren i at orientere udvalget om særlige eller væsentlige forhold, som har en sådan karakter, at ministeren finder det hensigtsmæssigt, at orienteringen ikke bør afvente den årlige redegørelse. Den årlige redegørelse erstatter ikke ministerens forpligtelser efter lovene til at forelægge bekendtgørelser eller lignende for Det Energipolitiske Udvalg.
5. Samfakturering
Ministeren bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere regler, der sikrer, at forbrugeren får mulighed for kun at modtage én energiregning. Reglerne skal give handelsvirksomheden mulighed for at kunne forestå den samlede fakturering. Dette indbefatter bl.a. netydelser, energiafgifter og betalingsforpligtelser efter loven, som er knyttet til el- og gasleverancen.
6. Andre forhold
I elforsyningslovens § 54 foreslås der bestemmelser, som skal sikre en videreførelse af de bevillingspligtige aktiviteter i tilfælde af, at en bevilling inddrages. De systemansvarlige virksomheder vil efter de foreslåede bestemmelser kunne indtræde i en overgangsperiode og drive bevillingspligtige aktiviteter videre af hensyn til forsyningssikkerheden. I forbindelse hermed kan de tidligere bevillingshavere pålægges at stille deres anlæg til rådighed.
Det forudsættes i forbindelse med den foreslåede ændring af elforsyningsloven, at decentrale kraft-varme-værker i perioder med lave elpriser går over til varmeproduktion på spids- og reservelastkedler. Værkernes brændselsvalg er reguleret i 1990 ved udmeldingen af generelle forudsætninger for den kommunale varmeplanlægning med hjemmel i varmeforsyningsloven. Her blev det bl.a. bestemt, at store kulfyrede fjernvarmeværker med adgang til naturgasforsyning skulle overgå til naturgas kraft-varme som grundlast. I forlængelse heraf vil der af miljømæssige hensyn blive nedlagt forbud mod etablering af ny spids- og reservelast kapacitet med kul som brændsel. Omlægningen af den hidtidige støtte over treledstariffen til et produktionsuafhængigt tillæg vil kunne indebære en utilsigtet forøget anvendelse af ikke afgiftsbelagte brændsler (biomasse) på spids- og revervelastkedler, hvilket vil kunne betyde et væsentligt provenutab for staten. Til imødegåelse heraf vil det derfor blive bestemt i en bekendtgørelse, at værkerne ikke kan udskifte afgiftsbelagt brændsel med afgiftsfrit brændsel i spids- og reservelast produktion. Dette forudsætter, at varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, bliver ændret, således at ministeren får adgang til i sine retningslinier for den kommunale varmeforsyningsplanlægning at inddrage overordnede samfundsmæssige hensyn.
Der foreslås endvidere ændringer i elforsyningslovens §§ 8, 68 og 82 som har til hensigt at foretage mindre, nødvendige tilpasninger af eksisterende bestemmelser. Tillige foreslås ophævelse af bestemmelser i naturgasforsyningslovens §§ 8, 26, 27, 36 og 39 der som følge af den fulde markedsåbning fra 1. januar 2004 er blevet indholdsløse, eller hvor der ikke er behov for opretholdelse af sektorregulering. Herudover forslås de gældende bestemmelser om markedsføringsforpligtelser for naturgasdistributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber i naturgasforsyningslovens §§ 14 og 24 ophævet.
Det foreslås, at der i elforsyningsloven og varmeforsyningsloven fastsættes bestemmelser om tilsynet med standardiserede vejledninger om bl.a. tariffer og betingelser for ydelser efter de to love. Energitilsynet har hidtil behandlet standardiserede vejledninger fra brancheorganisationerne, herunder Danske Fjernvarmeværkers Forening og Elfor, om fastsættelse af bl.a. tariffer og betingelser for ydelser efter varmeforsyningsloven og elforsyningsloven (net- og transmissionsselskaber). Den hidtidige praksis med organisationernes tarifvejledninger m.v. har været et hensigtsmæssigt redskab for såvel elforsynings- som varmevirksomhederne. Herudover har de standardiserede tarifvejledninger medført lettelser i Energitilsynets daglige administration, idet der uden disse vil opstå et betydeligt antal enkeltsager, hvortil der skal tages stilling. Det fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af elforsyningsloven og varmeforsyningsloven, at Energitilsynet kan behandle sådanne standardiserede vejledninger for fastsættelse af tariffer m.v. Der stilles derfor forslag om at indsætte en bestemmelse i hver af de to love, der giver Energitilsynet adgang til – i overensstemmelse med den hidtidige førte praksis - at føre tilsyn med standardiserede tarifvejledninger m.v. fra brancheorganisationerne.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner
A. Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, forenklet regulering af de kollektive elforsyningsvirksomheder og fremtidig sikring af infrastrukturen.
Forslaget indebærer ikke administrative konsekvenser for amtskommuner og kommuner. Et led i den med forslaget forventede fremme af strukturtilpasningen i sektoren kan være kommunernes afståelser af kommunalt ejede eller kommunale ejerandele i kollektive elforsyningsvirksomheder. Forslaget vil herved kunne medføre positive økonomiske konsekvenser for kommunerne.
Da der efter de gældende regler sker en fordeling mellem staten og kommunen af det provenu, der måtte opstå i forbindelse med de nævnte afståelser, må det forventes, at forslaget også vil kunne medføre positive økonomiske konsekvenser for staten.
Forslaget forventes på visse punkter at føre til administrative lettelser for Energitilsynet, idet der ikke fremover skal foretages opgørelse af selskabernes fri og bunden kapital, og idet der indføres en mere simpel prisregulering. Den forventede strukturtilpasning i sektoren som følge af den forenklede regulering vil dog medføre en forøgelse af Energitilsynets administration. Energitilsynets tilsyn og administration vurderes derfor samlet set at kunne afholdes indenfor de eksisterende økonomiske rammer.
Energistyrelsen varetager i dag udstedelsen af og tilsyn med bevillinger til systemansvarlig-, net-, transmissions- og forsyningspligtig virksomhed på henholdsvis el- og gasområdet. Med lovforslaget foretages en regelforenkling, der bl.a. indebærer, at bekendtgørelse om standardvedtægter i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder (bekendtgørelse nr. 559 af 18. juni 2001) bortfalder. Det forventes dog ikke, at Energistyrelsens administration af denne grund bliver forenklet. Den forventede strukturtilpasning i sektoren som følge af den nye regulering vil betyde, at Energistyrelsens administrative arbejde med at føre tilsyn med virksomhederne forøges. Det skønnes bl.a., at Energistyrelsens sagsbehandling af virksomhedernes bevillingsoverdragelser og vedtægtsændringer vil forøges som følge af lovforslaget.
Energistyrelsens tilsyn og administration vurderes samlet set at kunne afholdes indenfor de eksisterende økonomiske rammer.
B. Markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme af vindmølleudbygningen m.v.
Lovforslagets bestemmelser forventes ikke at have administrative og økonomiske konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner. Eventuelle forøgede administrative opgaver i Økonomi- og Erhvervsministeriet forventes varetaget inden for de bestående rammer.
C. El- og gasdirektiverne
Forslaget har ingen direkte økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner. De kommunalt ejede elselskaber skal dog som de øvrige selskaber organiseres således, at der sikres ledelsesmæssig adskillelse mellem monopolaktiviteter og kommercielle aktiviteter.
Energistyrelsen og Energitilsynet får enkelte nye administrative opgaver som konsekvens af lovforslaget. Med henblik på at gennemføre direktiverne skal Energitilsynet f.eks. på forhånd godkende de metoder, som anvendes til at beregne eller fastsætte priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet. Energitilsynet tillægges også opgaver med hensyn til at sikre prisgennemsigtighed på gasområdet. Energitilsynet og Energistyrelsen skal hvert år udarbejde en rapport om de overvågningsopgaver, som følger af direktiverne.
D. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet, Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, beredskab, orientering af Folketinget, samfakturering og andre forhold m.v.
Energistyrelsens tilsyn med beredskabsarbejdet hos de bevillingspligtige virksomheder i el- og naturgassektorerne er hidtil især baseret på en løbende og tæt dialog med de to energisektorer. Dette sker primært gennem de virksomheder, som varetager de overordnede, koordinerende opgaver, dvs. for elsektoren de systemansvarlige virksomheder og for naturgassektoren transmissionsselskabet Gastra A/S. For beredskab forventes en mindre forøgelse af Energistyrelsens tilsynsarbejde.
Ændringen af varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, har ingen administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner. Med ændringen imødegås et provenutab for staten på op til 700 mio. kr., hvis alle naturgasfyrede decentrale kraft-varme-værker valgte at skifte hele brændselsforbruget til hidtidig afgiftsfritaget biomasse.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget er forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en eventuel vurdering i et virksomhedspanel.
A. Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, forenklet regulering af de kollektive elforsyningsvirksomheder og fremtidig sikring af infrastrukturen.
Forslaget danner baggrund for etablering af en uafhængig statsejet virksomhed, som skal varetage systemansvar og eltransmission. Formålet er at sikre en lige og ikkediskriminerende adgang til nettene, ved at betingelserne for adgang til nettene fastsættes af en virksomhed, som er uafhængig af elproduktions- og elhandelsinteresser. Formålet er at fremme en effektiv konkurrence for el, som må forventes at være til fordel for erhvervslivet gennem lavere elpriser.
Forslaget forventes endvidere at fremme strukturtilpasningen i energisektoren, som vil føre til en yderligere effektivisering af sektoren. Energiforbrugende virksomheder vil kunne drage fordel heraf gennem faldende transportpriser for elektricitet. Herudover forventes forslaget ikke at have særlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Det forventes, at forslaget vil bidrage til en styrkelse af konkurrencen på elmarkedet, dels i kraft af etablering af en uafhængig systemansvars- og eltransmissionsvirksomhed, dels ved forenklingen af de gældende bestemmelser om regulering af forsyningspligtvirksomhed. Hvor hovedparten af elsalget i dag sker fra forsyningspligtvirksomhederne, som i henhold til gældende regler er underlagt en pris- og avanceregulering, vil hele elsalget med lovforslaget i praksis blive handlet på markedsmæssige vilkår. Forbrugeren vil i højere grad skulle tage stilling til sit elindkøb. Det forventes, at dette vil skærpe konkurrencen i markedet.
B. Markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme af vindmølleudbygningen m.v.
Lovforslagets bestemmelser ventes at føre til en forenkling af elforsyningsvirksomhedernes administrative opgaver. Lovforslaget ventes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervsvirksomhederne i øvrigt.
Forslaget indebærer, at den samlede elproduktion afsættes på markedsvilkår, hvilket øger konkurrencen både ved produktion og køb af elektricitet. Dette indebærer et mere effektivt, stabilt og velfungerende elmarked, hvilket vil være til fordel for alle elmarkedets aktører.
Vindmølleudbygningen forventes at skabe væsentligt øget aktivitet i vindmølleindustrien med underleverandører med ledsagende teknologiudvikling.
Den nye skrotningsordning ventes at indebære meromkostninger på ca. 420 mio. kr. i den 12 års periode, hvor ordningen vil fungere. Ophævelsen af maksimum på 36 øre pr. kWh for pristillæg og markedspris til vindmøller, som bliver nettilsluttet fra den 1. januar 2005, ventes at indebære årlige meromkostninger i tilskudsperioden på 16 mio. kr. årligt for havvindmøller og 7 mio. kr. årligt for landvindmøller, for hver 1 øre, hvormed det hidtidige maksimum overskrides.
Endelig ventes forenklingen af beregningen af pristillægget på 10 øre pr. kWh at bevirke øgede omkostninger til pristillægget på ca. 90 mio. kr. årligt.
Den økonomiske påvirkning af udbygningen med havvindmølleparker vil bero på afholdelsen af de forestående udbud.
Forslagets bestemmelser om tillæg til decentrale kraft-varme-anlæg og affaldsanlæg vil på kort sigt ikke have direkte konsekvenser, idet den samlede støtte ikke ændres. På mellemlangt og længere sigt vil forslaget indebære, at elforbrugernes omkostninger reduceres. Dette skyldes, at støtteperioden til eksisterende værker er begrænset, og at der ikke ydes støtte til nye værker.
De decentrale værker får ved forslaget bedre mulighed for at regulere produktionen efter markedspriserne. Herved reduceres det samfundsøkonomiske tab, der i dag fremkommer ved, at værkerne producerer elektricitet, selv om markedspriserne på markedet er lavere end omkostningerne til elproduktion. Dette tab anslås at være på mellem 0 og 90 mio. kr. per år. Tabet ventes dog at blive reduceret med stigende elpriser.
Forslaget giver de decentrale værker adgang til at sælge systemydelser vedrørende balance- og regulerkraft samt reserve- og havarireserver til den systemansvarlige virksomhed, hvorved konkurrencen på disse markeder øges.
Forslagets bestemmelser om pristillæg til biogasanlæg og andre VE-anlæg vurderes samlet set ikke at have økonomiske konsekvenser for elforbrugerne i forhold til en situation, hvor de hidtidige afregningsregler var blevet opretholdt.
For varmeforbrugerne vurderes forslagets bestemmelser om tillæg til decentral kraft-varme sammenlagt at have positive konsekvenser. Dette skyldes, at den finansielle støtte er fastlagt således, at værkernes samlede indtægt generelt ikke påvirkes ved uændret produktionsmønster.
C. El- og gasdirektiverne
Lovforslaget forventes at føre til en lille stigning i el- og naturgasselskabernes administrative opgaver, idet lovforslaget bl.a. stiller krav om, at selskaberne skal opstille interne overvågningsprogrammer, som hindrer diskriminering af andre selskaber. Derudover skal de større selskaber organiseres således, at der ikke er ledelsesmæssigt sammenfald mellem selskabernes monopolopgaver og kommercielle aktiviteter. Endelig øges administrationsopgaverne en smule ved at kravene til indholdet af regninger og kontrakter med el- og gaskunderne udvides.
På den anden side betyder lovforslaget, at der skabes større gennemsigtighed om priser og vilkår. Det betyder bedre konkurrencevilkår, som generelt set er til gavn for det danske erhvervsliv.
D. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet, Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, beredskab, orientering af Folketinget, samfakturering og andre forhold m.v.
I bemærkningerne til forslag til lov om forbrugerklager (LSF 179, fremsat 12. marts 2003) er det anført, at der for de brancher, som opretter egne klagenævn, vil være udgifter forbundet med oprettelse og etablering af nævnet, ligesom nævnets drift vil indebære en løbende finansiering og administration. Nærværende lovforslag etablerer grundlag for, at sekretariatsbetjeningen af et godkendt, privat energiankenævn kan varetages i tilknytning til Energitilsynets sekretariat. Forslaget forventes dermed at reducere selskabernes udgifter til oprettelse og drift af et ankenævn, idet administrationen af ankenævnet lægges i tilknytning til Energitilsynet, hvorved de eksisterende faglige og administrative rammer udnyttes. Selskaberne skal betale udgifter forbundet med oprettelse og drift af ankenævnet, herunder til sekretariatsfunktionen. Betaling til ankenævnets behandling af klagetyper, der tidligere har været behandlet i Energitilsynet, modsvares af en mindre betaling til Energitilsynet.
Den del af lovforslaget, der vedrører beredskab, forventes at medføre øgede administrative opgaver primært for de virksomheder, som skal udføre hovedparten af tilsynsarbejdet. Der forventes dog en synergieffekt mellem dette tilsynsarbejde og de overordnede, koordinerende opgaver, således at der ved denne fremgangsmåde kan opnås et bedre og mere effektivt tilsyn.
Tilsvarende forventes, at de enkelte el- og naturgasvirksomheder vil få øgede opgaver vedrørende beredskab som følge af det planlagte tilsyn med dette beredskabsarbejde.
Ændringen af varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, kan indebære økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet det efter forslaget ikke længere fremover vil være muligt at udskifte til afgiftsfrit brændsel i spids- og reservelastproduktion.
6. Miljømæssige konsekvenser
A. Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, forenklet regulering af de kollektive elforsyningsvirksomheder og fremtidig sikring af infrastrukturen.
Denne del af forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
B. Markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme af vindmølleudbygningen m.v.
De forbedrede vilkår for udbygning med vindmøller og støtte til vindmølleelektricitet forventes at have en væsentlig positiv miljøpåvirkning
Forslaget om markedsovergang for elproduktion fra decentrale kraft-varme-værker m.v. vil indebære en tilskyndelse til at effektivisere elproduktionen på disse anlæg og indstille produktionen ved lave elmarkedspriser, hvilket vil reducere miljøbelastningerne fra denne produktion. Omlægningen til markedsvilkår indebærer tillige, at mulighederne for at indfase yderligere mængder VE-elektricitet forbedres.
Lovforslagets bestemmelser om pristillæg til elproduktion på biogas forventes at skabe fornødne incitamenter til en miljømæssigt fordelagtig anvendelse af biogas fra især landbrugsaffald.
C. El- gasdirektiverne
Forslaget vurderes at have en gavnlig virkning på miljøet. Elkunderne vil fremover få oplyst på deres elregning, hvilke miljømæssige konsekvenser deres elforbrug har, hvilket må forventes at øge efterspørgslen efter miljøvenlig elektricitet. Endvidere indebærer forslaget, at fokus på energieffektivitet skal styrkes med henblik på at opnå en høj grad af forsyningssikkerhed.
D. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet, Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, beredskab, orientering af Folketinget, samfakturering og andre forhold m.v.
Forslaget om ændring af varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, vedrørende udskiftning af afgiftsbelagt brændsel med afgiftsfrit brændsel ved spids- og reservelast vil føre til øget CO 2 -udledning, idet afgiftsfri biomasse, i modsætning til afgiftsbelagt naturgas og olie, ikke bidrager til CO 2 -udledning. Omfanget af den øgede CO 2 -udledning er afhængigt af, hvor stor udskiftningen til afgiftsfrit brændsel ville have været uden forbud mod udskiftning. Den øvrige del af forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
A. Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, forenklet regulering af de kollektive elforsyningsselskaber og fremtidig sikring af infrastrukturen.
Forslagets bestemmelser om statens købepligt til transmissionsnet på 132 kV og derover vurderes at være i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed. Det samme gælder bestemmelsen om statens købepligt til naturgasdistributionsnet. Herudover indeholder denne del af lovforslaget ikke EU-retlige aspekter.
B. Markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme af vindmølleudbygningen m.v.
Prisafregningen efter § 56 til vindmøller er vurderet af Europa-kommissionen, som ikke værende statsstøtte (N. 342/2003). Begrundelsen er dels, at der ikke er aftagepligt for denne elektricitet og dels, at tilskuddet betales af de to systemansvarlige virksomheder, hvoraf den ene er at betragte som en privat ejet virksomhed, der ikke er under dominerende offentlig indflydelse. Kommissionens vurdering i denne sag støtter sig på Domstolens PreussenElektraafgørelse, sag C-379/98, hvor støtten blev ydet af en privat ejet virksomhed.
Prisafregningen efter § 56 a, § 56 c og § 56 d, stk. 1 til 3, er godkendt som værende statsstøtte i N. 416/1999 og N. 278/2001. § 56 b om husstandsmøller er godkendt en prisafregning på 60 øre pr. kWh i 12 år i N. 416/99. En forlængelse herudover skal derfor anmeldes som en ændring til Kommissionen. § 56 d, stk. 4 -6, der vedrører den nye skrotningsordning for vindmøller, vurderes ikke at udgøre statsstøtte under henvisning til begrundelsen i N. 342/2003. Kommissionen vil blive orienteret om ordningen og i forbindelse hermed vil det blive afklaret om notifikation er nødvendig. Ordningen vil ikke blive sat i kraft, før denne afklaring foreligger.
De foreslåede prisafregningsbestemmelser i § 57 og § 57a til anden VE-elproduktion end vindkraft berører to godkendte statsstøtteordninger (henholdsvis N. 416/99 og 278/2001). Da aftagepligten for denne elektricitet også er ophævet og tilskuddet vil blive betalt af de to systemansvarlige virksomheder, er det vurderingen, at bestemmelserne ikke længere vil udgøre statsstøtte. Der henvises til begrundelsen i N. 342/2003. Kommissionen vil også blive orienteret om disse dele af lovforslaget, før de vil kunne sættes i kraft. Det skal bemærkes, at dette også gælder ministerens konkrete udmøntning af § 57, stk. 7, jf. stk. 4, nr. 3.
Forslagets § 58 om pristillæg til decentral kraftvarmeanlæg og elproduktionsanlæg, der anvender affald, er godkendt af Europa-kommissionen efter EF-traktatens statsstøtteregler som ikke værende statsstøtte i N. 448/2003 med samme begrundelse som i N. 342/2003. Forslagets § 58 a om pristillæg svarer til en afregning efter treledstariffen, som er godkendt til udgangen af 2003 (N. 1037/95). En forlængelse af denne støtte i en overgangsperiode er notificeret for Europa-kommissionen efter statsstøttereglerne (N. 618/2003), hvor også prisafregningen efter § 58 a i forbindelse med denne notifikationssag vil blive forelagt. Forlængelsesordningen vurderes alene at udgøre statsstøtte, så længe aftagepligten opretholdes. § 58 b er i forhold til kraftvarmegarantien, der er godkendt i N. 305/96, ændret således, at der ikke længere består en aftagepligt og vurderes derfor ikke at udgøre statsstøtte. Kommissionen vil blive orienteret om ordningen, før den sættes i kraft. For det tilfælde at Kommissionen måtte mene, at der er tale om statsstøtte, vil der blive notificeret.
Det er hensigten, at lovforslagets bestemmelser om pristillæg m.v. til miljøvenlig elektricitet skal sættes i kraft den 1. januar 2005. Hvis notifikation af dele af bestemmelserne vil blive fornøden som ovenfor nævnt, vil de pågældende bestemmelser først blive sat i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, som følger af Kommissionens godkendelse efter statsstøttereglerne.
Ved den planlagte etablering af den uafhængige statsejede virksomhed, der bl.a. skal varetage systemansvar, vil der i forhold til vurderingen af de prisafregningsbestemmelser, som ikke anses for statsstøtte under henvisning til domstolens praksis i PreussenElektraafgørelsen, være tale om ændrede forudsætninger. Dette skyldes, at der hermed vil kunne blive tale om overførsel af statsmidler i forbindelse med prisafregningen. Spørgsmålet vil derfor skulle afklares med Kommissionen, herunder om notifikation er nødvendig.
Lovforslagets øvrige bestemmelser antages ikke at rejse EU-retlige spørgsmål.
C. El- og gasdirektiverne
Med vedtagelsen af lovforslaget og de bekendtgørelser, som vil blive udstedt med hjemmel i elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven, gennemføres de ændrede direktiver om det indre marked for el og gas. Med vedtagelsen af lovforslaget sikres det også, at der ikke er modstrid mellem elforsyningsloven og bestemmelserne i forordningen, der har umiddelbar retsvirkning i national ret, og at der er sanktioner i tilfælde af overtrædelse af forordningen.
D. Privat ankenævn på energiforsyningsområdet, Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, beredskab, orientering af Folketinget, samfakturering og andre forhold m.v.
I el- og gasdirektivets bilag A om foranstaltninger vedrørende forbrugerbeskyttelse fremhæves det, at henholdsvis el- og naturgasforbrugerne bør nyde godt af gennemskuelige, enkle og billige procedurer for behandling af deres klager. Det fremgår, at procedurerne skal gøre det muligt at bilægge tvister hurtigt og rimeligt, og der peges herunder på, at det kan være hensigtsmæssigt at etablere rammer for behandling af tilbagebetalings- og erstatningskrav. Denne del af forslaget, som skal muliggøre en tilpasning af det eksisterende klagesystem til en eventuel oprettelse af et privat klagenævn på energiforsyningsområdet, understøtter dermed implementeringen af el- og naturgasdirektivet. Ændringen af varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, indeholder ikke EU-retlige aspekter.
I forbindelse med den planlagte etablering af en uafhængig energitransmissionsvirksomhed som en statslig virksomhed vil der blive taget stilling til, om § 28 a om prisen for elleverancer til elforbrugere på mindre øer kan rejse spørgsmål i forhold til traktatens statsstøttebestemmelser set i lyset af Altmark Transafgørelsen i C-280/00. Spørgsmålet vil eventuelt blive forelagt Kommissionen. Hvis det måtte vise sig, at bestemmelsen skal anmeldes til Kommissionen efter traktatens statsstøtteregler, vil bestemmelsen først blive sat i kraft, når Kommissionens godkendelse foreligger.
8. Høring
Lovforslaget er den 5. april 2004 sendt i høring til nedennævnte myndigheder og organisationer:
A/S Dansk Shell, Affald Danmark, Amerada Hess, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne, Advokatrådet, ATP, Brancheforeningen for Biogas, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Center for Kvalitet i Regulering, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Vindmølleforening, Dansk Energi, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Datatilsynet, Denerco Oil, DONG A/S, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Elhandel, Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Danske Landinspektørforening, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Skatteborgerforening, DFF, Elfor, Elkraft System, Elkraft Transmission, Elsam A/S, Elsparefonden, Eltra, Energi E2 A/S, Energiklagenævnet, Energitilsynet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Ejendomsforeningen Danmark, Finansministeriet, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Elforbrugere (FDE), Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Slutbrugere af Energi, Foreningen til fremme af Bølgekraft, Forskningscenter RISØ, Frederiksberg Kommune, Fællessekretariatet for HNG og Naturgas Midt-Nord, Finansrådet, Finanstilsynet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Forsikring og Pension, Forvaltningshøjskolen, Greenpeace Danmark, Gastra A/S, Grundejernes Landsorganisation, Hovedstadens Udviklingsråd, HTS Interesseorganisation, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Indukraft Sekretariatet c/o Dansk Industri, InvesteringsForeningsRådet, IT-Brancheforeningen, Justitsministeriet, Kommissarius ved Statens Ekspropriationer i Jylland, Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunernes Landsforening, Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, Kammeradvokaten, Knud Maegaard, Københavns Fondsbørs, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Miljøministeriet, Miljøstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, Mærsk Olie og Gas A/S, Naturgas Fyn, Nationalbanken, Niels Peter Skrubbeltrang, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Organisationen for Vedvarende Energi, PAR-F.R.I. Parcelhusejernes Landsorganisation, Rådet, Realkreditrådet, Renosam, Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, SID, Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Statoil A/S, Statoil Gazelle, Statsministeriet, Skattechefforeningen, Skatterevisorforeningen, TEKNIQ Installatørernes Organisation, Told- og Skattestyrelsen, Trafikministeriet, Udenrigsministeriet, Varmepumpefabrikantforeningen, Vindmølleindustrien, WWF, Østkraft.
9. Lovovervågning
Lovforslaget er omfattet af lovovervågning. Det er hensigten, at hovedformålet med lovovervågningen vil være, om gennemførelsen af lovforslagets punkt A. (infrastruktur m.v.) og C. (direktiverne) samlet set vil føre til et mere effektivt konkurrencemarked for både el og gas, som samtidig sikrer en høj grad af forbrugerbeskyttelse. Der vil i denne forbindelse bl.a. blive fokuseret på, om ændringerne i reguleringen af forsyningspligtvirksomhederne vil skabe mere konkurrence på elmarkedet, og om lovforslagets bestemmelser - der skal gøre det nemmere for mindre el- og gaskunder at skifte leverandør - vil føre til en større grad af leverandørskift for denne kundegruppe. I lovovervågningen vil tillige indgå, om forslagets bestemmelser om et privat ankenævn på energiforsyningsområdet lever op til formålet om at sikre en god og effektiv forbrugerbeskyttelse, ved at virksomhederne bl.a. tager medansvar for behandling af egne sager.
Som et led i lovovervågningen er det bl.a. hensigten, at der skal udarbejdes en redegørelse i 2007, som vil blive forelagt Det Energipolitisk Udvalg.
10. Kommunikationsplaner
Der vil som led i lovforslagets gennemførelse blive udarbejdet en kommunikationsplan. Målgruppen for denne plan vil først og fremmest være energiselskaber, som skal forholde sig til de nye rammer for el- og gasforsyningen, som følger af ændringerne af el- og naturgasforsyningslovene. Planen vil dog også rette sig mod institutioner, organisationer, erhvervsvirksomheder og borgere m.m., der som energiforbrugere har interesse i, at adgangsforholdene til energiinfrastrukturen er så velfungerende som muligt.
Lovforslaget er sendt i høring. Høringen var ikke afsluttet ved fremsættelsen. Når lovforslaget er endeligt vedtaget, vil loven være tilgængelig på Energistyrelsens hjemmeside, www.ens.dk , hvor styrelsen også vil informere om de nye lovbestemmelser. Der vil ligeledes blive orienteret om tidspunkter for de enkelte bestemmelsers ikrafttrædelsestidspunkt og for udstedelse af administrative regler i medfør af loven. Formidlingen af loven vil endvidere ske gennem presseinitiativer og artikler i fagpressen. I denne forbindelse planlægges, at der ved førstkommende lejlighed i Energistyrelsens fagblad, Energinyt, vil blive bragt information om selve lovændringerne samt uddybende artikler om baggrund og formål med lovændringerne. Energistyrelsen vil løbende vurdere, i hvilket omfang der vil være behov for afholdelse af informationsmøder eller lignende med sektoren for at understøtte såvel forståelse af loven som formidling af lovens formål og intentioner.
Positive konsekvenser/ mindre udgifter Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner A. Infrastruktur Forventede positive økonomiske konsekvenser for staten og kommunerne. D. Ankenævn m.v. Ændringen af varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, imødegår et provenutab for staten på op til 700 mio. kr.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner A. Infrastruktur Administrative lettelser for staten ved regelforenkling C. Direktiverne Mindre forøgelse af administrative opgaver for staten. D. Ankenævn m.m. Mindre forøgelse af administrative opgaver for staten ved tilsyn med beredskab.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet A. Infrastruktur Positiv indflydelse på strukturudvikling, effektivisering og konkurrencen på elområdet. B. Miljøvenlig el Positive udviklingskonsekvenser ved øget udbygning med vindmøller. På længere sigt positive konsekvenser ved at skabe et velfungerende elmarked og reducere omkostninger til støtte til decentral kraft-varme. Varmeprisen forventes ikke at blive påvirket af omlægningen af støtten til decentral kraft-varme. B. Miljøvenlig el Ny skrotningsordning for vindmøller og ændret beregning af pristillæg til vindmøller vil føre til øgede omkostninger, som skønnes opvejet af virkningerne af et mere velfungerende marked. D. Ankenævn m.v. Ændringen af varmeforsyningsloven kan føre til øgede omkostninger for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet - D. Ankenævn m.m. Mindre forøgelse af administrative opgaver ved tilsyn med beredskab.
Miljømæssige konsekvenser B. Miljøvenlig el Udbygningen med vindmøller styrkes. Elproduktionen og dermed emissionerne reduceres, idet decentrale kraft-varmeværkers incitament til at producere elektricitet i de situationer, hvor der ikke er behov herfor, reduceres. D. Ankenævn m.v. Forslaget om ændring af varmeforsyningslovens § 3, stk. 2, vedrørende udskiftning af afgiftsbelagt brændsel med afgiftsfrit brændsel ved spids- og reservelast vil føre til øget CO2-udledning.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2003/54/EF og 2003/55/EF om fælles regler for henholdsvis det indre marked for elektricitet og naturgas. Lovforslaget sikrer endvidere, at der er overensstemmelse mellem elforsyningsloven og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Den foreslåede købepligt i § 1, nr. 42 og § 2, nr. 36 vurderes at være i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed. De fleste af lovforslagets bestemmelser i kapitel 9 om pristillæg til miljøvenlig elproduktion er af Kommissionen godkendt som statsstøtte eller vurderet som ikke værende statsstøtte. De bestemmelser, der ikke er notificeret, vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til statsstøttereglerne, men vil blive forelagt Kommissionen med henblik på en afklaring af om notifikation er nødvendig.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
(§ 2 a)
Det foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren inden for lovens område bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten. Det kan blive aktuelt at anvende bemyndigelsen i § 2 a, hvis der vedtages nye EU-retsakter på elområdet, der foretages ændringer i eksisterende retsakter som f.eks. eldirektivet eller det viser sig, at der er behov for yderligere regler for at gennemføre eksisterende retsakter. Folketingets Europaudvalg og Folketingets Energipolitiske Udvalg vil blive forelagt de eventuelle ændringer af EU-retten i overensstemmelse med procedurerne herfor.
Til nr. 2
(§ 3)
Med henblik på at systematisere og styrke informationen til Folketinget vedrørende udviklingen i elforsyningssektoren pålægges økonomi- og erhvervsministeren at udarbejde en samlet årlig redegørelse. Redegørelsen skal give et overblik over væsentlige forhold for så vidt angår sektorens udvikling i det forløbne år samt over planlagte aktiviteter i det kommende år og på længere sigt. Redegørelsen skal eksempelvis forholde sig til udviklingen i forsyningssikkerhed, forventet kraftværksudbygning, VE-udvikling, udviklingen i sektorens energieffektivitet, pso-aktiviteter (public service obligations), bevillingsmæssige forhold samt internationale forhold og forhold vedrørende EU, der skønnes at have særlig relevans for sektoren.
Til nr. 3
(§ 5)
Der er hovedsageligt tale om en ordensmæssig ændring af § 5, som for overskuelighedens skyld er opstillet i nummerorden.
Definitionen på en forsyningspligtig virksomhed er ændret som følge af, at alle elforbrugere i dag har mulighed for at vælge egen elleverandør. En virksomhed med forsyningspligt skal forsyne de forbrugere med elektricitet, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør samt er forpligtet til at levere elektricitet i de situationer, hvor en forbrugers leveringskontrakt med en anden leverandør er ophørt.
Definitionen på en elhandelsvirksomhed er indsat i bestemmelsen.
Definitionen på en kollektiv elforsyningsvirksomhed er ændret, idet det foreslås, at forsyningspligtige virksomheder ikke længere skal være omfattet af begrebet kollektiv elforsyningsvirksomhed. Det vurderes, at de hensyn og krav, der ifølge loven skal tilgodeses i forhold til de kollektive elforsyningsvirksomheder, bliver tilgodeset med den nye regulering af forsyningspligten. Det forventes, at forsyningspligten fremover vil blive varetaget af virksomheder, der har karakter af handelsvirksomheder. Som det fremgår af lovforslaget, vil forsyningspligtydelsen – som en helt specifik ydelse for disse virksomheder - blive stillet til rådighed på nøje regulerede vilkår. I de enkelte tilfælde, hvor lovens bestemmelser fortsat bør gælde, uanset at der ikke længere er tale om kollektive elforsyningsvirksomheder, er der foretaget de fornødne konsekvensændringer. Forslaget medfører ingen ændringer i forhold til de bevillinger, som er udstedt til forsyningspligtige virksomheder.
Definitionen på VE-bevis er indsat i bestemmelsen.
Til nr. 4
(§ 6)
Forslaget til den nye affattelse af § 6 skal ses i lyset af, at alle elforbrugere siden den 1. januar 2003 frit har kunnet vælge deres elleverandør, jf. den gældende lovs § 7, stk. 1. Dette præciseres i den nye affattelse af stk. 1.
Forbrugeren har i henhold til stk. 2 en forsyningsret. Forsyningsretten indeholder en ret til mod betaling at få levering af elektricitet gennem et leveringstilbud fra en virksomhed med forsyningspligt.
Virksomheder med forsyningspligt har som udgangspunkt ikke en forpligtigelse til at levere el til kunder, der ikke betaler herfor. Den forsyningspligtige virksomhed vil på lige fod med andre elhandelsvirksomheder kunne foranledige leverancen stoppet, hvis betalingen udebliver. I det omfang kunden forudbetaler eller på anden betryggende vis stiller sikkerhed for betalingen af den fremtidige elleverance, er virksomheden forpligtet til at levere el til kunden. Virksomheden kan blandt andet gennem kreditvurdering af kunder, acontoafregning, ændring af bagudbetaling til forudbetaling og en fastlagt rykkerprocedure nedbringe tab på debitorer. Det bemærkes, at den foreslåede § 6 a indebærer, at der vil kunne fastsættes regler om opsigelse og afbrydelse.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer med mindre ændringer til den gældende lovs § 6, stk. 2. Ændringerne er en konsekvens af, at alle forbrugere frit kan vælge leverandør, og af den nye regulering af elprisen fra virksomheder med forsyningspligt. Det fremgår af bestemmelsen, at forbrugere, som gør brug af retten til valg af leverandør, har ret til at genindtræde i leveringen fra virksomheden med forsyningspligt i det pågældende forsyningsområde. Forbrugeren har ret til at genindtræde inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72, jf. forslagets § 1, nr. 75.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 41 (§ 34), vil en forbruger, som ikke modtager leverancer fra en elhandelsvirksomhed, automatisk blive forsynet med elektricitet af virksomheden med forsyningspligt i forsyningsområdet. Dette sker, uanset om forbrugeren har meddelt virksomheden med forsyningspligt, at vedkommende ønsker at genindtræde i leveringen, eller ej. Manglende underretning af virksomheden med forsyningspligt indebærer altså ikke, at forbrugeren mister retten til at få leveret el.
Forbrugere, der ikke underretter forsyningspligtvirksomheden om, at de genindtræder i leveringen, har dog ikke en ubetinget ret til at få leveret el uden at kunne blive afkrævet et engangsbeløb, jf. § 1, nr. 75 (§ 72). Især når der er tale om en forbruger med et stort elforbrug, vil den manglende underretning af virksomheden med forsyningspligt kunne føre til, at forsyningspligtvirksomheden bliver afkrævet en uforholdsmæssig stor betaling for ubalance, som denne ikke har kunnet tage skyldig højde for. Virksomheden med forsyningspligt vil afhængig af omstændighederne da kunne indregne denne betaling i prisen til den pågældende forbruger, gældende fra det tidspunkt leverancen af elektricitet påbegyndes, til forsyningspligtvirksomheden har registreret leverancen. Forbrugere, der i rimelig tid varsler leverandørskift, vil ikke kunne blive afkrævet en engangsbetaling.
Netvirksomheden pålægges med forslagets § 1, nr. 88 (§ 84, stk. 6) en forpligtelse til at underrette forsyningspligtvirksomheden, hvis en forbruger står uden elleverandør.
Bestemmelsen i stk. 4 svarer til den gældende lovs § 6, stk. 3. Ændringen af ordet ensartede til ikkediskriminerende har alene redaktionel karakter.
Til nr. 5
(§ 6 a)
Den nye bestemmelse har til formål at udgøre hjemlen for den danske gennemførelse af kravene om forbrugerbeskyttelse i eldirektivets artikel 3, stk. 5, og bilag A . Det følger af artikel 3, stk. 5, at medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder og til at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse. Bilag A præciserer, hvilke foranstaltninger, der skal træffes med hensyn til i det mindste privatkunder, dvs. forbrugere, som køber el til deres eget husholdningsforbrug.
I henhold til stk. 1 skal økonomi- og erhvervsministeren fastsætte minimumskrav , som el leverandører skal overholde i forbindelse med indgåelse af aftaler med forbrugere om levering af elektricitet. Dette vil ske ved en bekendtgørelse. De nye regler om forbrugerbeskyttelse vil supplere den generelle forbrugerlovgivning, som bl.a. omfatter aftaleloven, forbrugeraftaleloven, købeloven, markedsføringsloven og e-handelsloven.
De regler, der vil blive fastsat i medfør af stk. 1, vil gælde for alle elleverandører, dvs. såvel de rent kommercielle elhandelsvirksomheder som virksomheder med forsyningspligt. De kommercielle elhandelsvirksomheder er i dag kun omfattet af enkelte af elforsyningslovens bestemmelser.
I stk. 2, nr. 1, opregnes forskellige forhold, som ministeren kan fastsætte nærmere regler om med hjemmel i stk. 1. Det vil være nødvendigt at fastsætte regler om en række af disse forhold for at gennemføre kravene i eldirektivets bilag A. Der vil bl.a. blive fastsat regler om, at der som grundlag for ethvert kundeforhold skal foreligge en skriftlig kontrakt. For så vidt angår kravet om skriftlighed, vil der blive fastsat regler, der giver mulighed for en fleksibel opfyldelse heraf, f.eks. således at kontraktindgåelsen kan ske elektronisk, i det omfang det kan ske på betryggende vis. Det kan f.eks. være ved anvendelse af elektroniske signaturer. Forbrugere, som ved lovens ikrafttræden er i et aftaleforhold med en elleverandør, men ikke har en kontrakt, kan bede leverandøren om en kontrakt.
Der vil også blive fastsat minimumskrav til, hvad kontrakten skal angive. Den skal bl.a. indeholde oplysninger om leverandørens navn og adresse, hvilke ydelser der leveres og på hvilket kvalitetsniveau, hvordan aktuel information om gældende tariffer mv. kan indhentes, kontraktens løbetid, betingelser for fornyelse og afslutning af kontrakten, og om hvordan procedurerne for bilæggelse af tvister iværksættes, jf. direktivets bilag A, litra a.
Derudover vil bekendtgørelsen indeholde regler om elleverandørers pligt til at underrette forbrugerne med et passende varsel, hvis leverandøren planlægger at ændre priser eller vilkår eller at forhøje gebyrer. Forbrugere skal have ret til at opsige kontrakten, hvis forbrugeren ikke vil acceptere de nye betingelser, jf. direktivets bilag A, litra b.
Det skal også fremgå af bekendtgørelsen, at forbrugeren skal tilbydes et bredt udvalg af betalingsmetoder, jf. direktivets bilag A, litra d. Det kan f.eks. være betaling via betalingsservice, girokort, dankort eller check. Med hensyn til betaling for leverandørskift kommer det til at fremgå af bekendtgørelsen, at forbrugere ikke skal betale for at skifte leverandør, jf. kravet i bilag A, litra e. Dette vil medvirke til at sikre, at forbrugerne reelt kan skifte til en ny leverandør.
Hvis der viser sig behov for det, kan økonomi- og erhvervsministeren også fastsætte regler om elleverandørers mulighed for at opsige en kontrakt eller stoppe leverancer til en forbruger i tilfælde af, at forbrugeren ikke betaler for leverancen. Den gældende lovgivning på elområdet regulerer ikke disse forhold, men som anført under bemærkningerne til § 1, nr. 4, (§ 6) har Energitilsynet via afgørelser fastlagt en praksis herom.
Ifølge stk. 2, nr. 2, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om klagebehandling, herunder om tvister mellem en forbruger og en leverandør. Hjemlen vil som udgangspunkt blive brugt til at fastsætte regler om, hvad forbrugerne kan klage over og til hvilken myndighed. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til § 1, nr. 82 (§ 78, stk. 1). Udgangspunktet vil være, at Energitilsynet kan behandle klager over elleverandørers manglende overholdelse af deres forpligtelser i henhold til den kommende bekendtgørelse. Tilbyder en elleverandør f.eks. ikke et bredt udvalg af betalingsmetoder, skal Energitilsynet kunne udstede et påbud over for den pågældende leverandør. Er der derimod tale om en overtrædelse af kontraktsbestemmelser, vil det private ankenævn have kompetence til at behandle forbrugerens klage over elleverandøren.
Stk. 3 giver økonomi- og erhvervsministeren adgang til at foretage en differentiering mellem forskellige typer af aftaleforhold, f.eks. leverandørens aftaler med henholdsvis erhvervsdrivende og ikkeerhvervsdrivende forbrugere. Differentieringen vil f.eks. kunne ske ved, at visse bestemmelser kun finder anvendelse i forhold til ikkeerhvervsdrivende forbrugere, eller at det for visse bestemmelsers vedkommende gøres muligt at fravige reguleringens krav i erhvervsmæssige aftaleforhold. En differentiering vil være relevant, hvor begrundelsen for den pågældende regulering primært er et ønske om at beskytte ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og hvor en anvendelse af den pågældende regulering, også i forhold til erhvervsdrivende forbrugere, ikke i realiteten vil være i disse forbrugeres interesse, fordi dette vanskeliggør eller umuliggør levering af elektricitet på de vilkår og til de priser, som denne gruppe af forbrugere efterspørger.
Til nr. 6
(§ 7)
Den gældende lovs § 7 fastlægger den gradvise markedsåbning, som har fundet sted frem til den fulde markedsåbning 1. januar 2003. Det fremgår af den foreslåede affattelse af § 6, stk. 1, at alle har ret til valg af leverandør. Den gældende elforsyningslovs § 7 kan derfor ophæves.
Til nr. 7
(§§ 8 – 9)
§§ 8, 8 a og 9 om elforbrugernes forpligtelser til at betale for en række offentlige forpligtelser ændres som følge af ophævelsen af aftagepligten for miljøvenlig elektricitet. Der er i det væsentligste tale om en videreførelse af de hidtidige principper bortset fra enkelte nye elementer, som der er redegjort for i det følgende.
I § 8 , som omfatter elforbrugernes forpligtelser generelt, udgår de hidtidige stk. 1 og 2, som vedrørte aftagepligten, og stk. 7 om opkrævning af nærmere angivne beløb indtil den 1. januar 2004. Endvidere udskilles de hidtidige stk. 5 og 6, som vedrører særlige regler om storforbrugeres stilling, i den ny § 9. Til gengæld er de hidtidige bestemmelser i § 9, hvor de offentlige forpligtelser er opregnet, blevet optaget som ny stk. 3-5.
Stk. 1 om elforbrugernes forpligtelse til at dække de kollektive elforsyningsvirksomheders omkostninger til kollektive forpligtelser svarer med fornødne redigeringer til den hidtidige stk. 4, idet den hidtidige aftagepligt erstattes af en pligt til at betale pristillæg m.v. ifølge §§ 56 – 58 b eller regler fastsat ifølge disse bestemmelser. Det er ikke fundet fornødent at opretholde den hidtidige bestemmelse om, at betalingspligten også omfatter offentlige forpligtelser pålagt »ifølge anden lovgivning « .
Henvisningen til § 8 a og til § 9, som er identisk med de hidtidige stk. 5 og 6 i § 8, indebærer, at pligten til at betale offentlige forpligtelser er begrænset som hidtil for egenproducenter og visse store elforbrugere.
Stk. 2 om pligten til at aftage VE-beviser svarer til den hidtidige stk. 3. Der er endnu ikke udstedt VE-beviser.
Bestemmelserne i stk. 3 om, at de systemansvarlige virksomheders nødvendige omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 56 – 57 a opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug, svarer i princippet til den nuværende landsdækkende udligning af omkostninger til elektricitet fra vindmøller på markedsvilkår, jf. den hidtidige § 9, stk. 3. Udligningen er dog udvidet til at omfatte pristillæg og andre ydelser til alle former for VE-elektricitet. Dette hænger sammen med, at den hidtidige aftagepligt for visse vindmøller og for andre VE-anlæg bortfalder.
I stk. 4 opregnes de offentlige forpligtelser, der opkræves hos forbrugerne i hvert af de to områder, hvor de systemansvarlige virksomheder varetager deres opgaver i henhold til bevilling. Forpligtelsen efter § 28 a (dækning af omkostninger til forsyningspligt i isolerede kollektive elforsyningssystemer) er ny.
De øvrige opgaver svarer til opgaverne efter den hidtidige § 9, stk. 1, bortset fra fornødne ændringer som følge af, at aftagepligten er bortfaldet. Bestemmelserne om, at omkostninger efter den nye § 27 c, stk. 8, 2. pkt. (balancering af elektricitet fra anlæg som nævnt i §§ 56a, 56 b og 58 a) og i den nye § 59 a, stk. 1, omkostninger ved salg af elektricitet fra samme anlægskategorier) skal afholdes af forbrugerne i hvert af de to områder, svarer således til bestemmelserne i den hidtidige § 56 om balancering og den hidtidige § 57 om aftagepligt.
Det præciseres, at opkrævningen varetages af den systemansvarlige virksomhed, således som det allerede er praksis. Endvidere præciseres det, at forpligtelsen påhviler alle elforbrugere i det område, hvortil den systemansvarlige virksomhed har bevilling, i stedet for den hidtidige formulering, hvorefter forpligtelsen hvilede på alle forbrugere i et sammenhængende elforsyningssystem. Det indebærer, at også elforbrugere, som ikke har nettilslutning til det sammenhængende system, skal bidrage ved dækningen af disse offentlige forpligtelser. Dette vil i princippet gælde alt elforbrug, idet der dog er hjemmel i lovens § 2, stk. 4, til helt eller delvis at undtage mindre anlæg og mindre omfattende aktiviteter fra lovens bestemmelser.
Stk. 5 svarer til den hidtidige § 9, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at andre pålagte omkostninger påhviler de brugere, der modtager den pågældende kollektive elforsyningsvirksomheds ydelser og opkræves gennem denne virksomheds tariffer.
Det følger af stk. 6, som er ny, at de kollektive elforsyningsvirksomheders administrationsomkostninger ved betaling af ydelser som nævnt i stk. 3 og 4 opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer, d.v.s. efter samme principper som omkostninger nævnt i stk. 5.
Bestemmelsen vedrører de administrationsomkostninger, som net- og transmissionsvirksomheder og den systemansvarlige virksomhed afholder i forbindelse med betaling af disse ydelser. Det drejer sig om administrative omkostninger i forbindelse med opgørelse og udbetaling af støtte til miljøvenlig elproduktion m.v. efter stk. 3 og 4 og indregningen af udbetalt støtte i tarifferne samt andre opgaver i tilknytning hertil (indberetninger af oplysninger om miljøvenlige elproduktionsanlæg til Energistyrelsen, generel vidensopbygning og sagsbehandling, edb-udstyr, tjenesteydelser m.v.) Det anses for hensigtsmæssigt, at disse omkostninger, som til en vis grad afhænger af forholdene i den enkelte elforsyningsvirksomhed, afholdes af den pågældende virksomhed over dennes tariffer.
Om fordeling på forbrugerne af nærmere angivne omkostninger vedrørende vindmøller henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 66 (§ 68). Det følger heraf, at omkostninger ved, at vindmøller er nettilsluttede, som ikke afholdes af vindmølleejeren, skal dækkes af elforbrugerne efter § 8, stk. 1, eller stk. 6.
Tilsynet med, at omkostninger som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 - 6 er afholdt og fordelt i overensstemmelse med elforsyningsloven eller regler fastsat i medfør af loven, hører under Energitilsynet som et led i denne myndigheds tilsyn med priser og betingelser for elektricitet. Ifølge lovens § 78, stk. 3, 1. pkt., fastsætter økonomi- og erhvervsministeren nærmere regler for, hvilke opgaver Energitilsynet skal varetage.
Energitilsynet kan via bestemmelserne i §§ 76 og 77 kontrollere, at omkostningerne indregnes i tarifferne i overensstemmelse med gældende regler og de af tilsynet fastlagte tarifferingsprincipper.
I § 8 a , som omhandler nedsættelse af betalingen til offentlige forpligtelser fra egenproducenter af elektricitet, udgår de hidtidige stk. 1 og 2, idet den hidtidige aftagepligt erstattes af en pligt til at betale pristillæg m.v. ifølge §§ 56 – 58 b eller regler fastsat ifølge disse bestemmelser. Endvidere er der foretaget konsekvensrettelser og redaktionelle ændringer i de øvrige bestemmelser.
Stk. 1 er en videreførelse af principperne i de hidtidige stk. 3 og 5. Bestemmelserne i de hidtidige stk. 4 og 6 har ikke særskilt betydning efter bortfaldet af aftagepligten.
Den væsentligste ændring i forhold til de hidtidige bestemmelser er, at der med bortfaldet af begrebet aftagepligtig elproduktion ikke længere er behov for at skelne mellem, om elproduktionen hos forbrugeren sker på miljøvenlige brændsler eller ej. I begge tilfælde skal forbrugeren alene betale for omkostningerne i medfør af §§ 56 – 58 b for den strøm, der aftages fra nettet, det vil sige efter modregning af den elproduktion, der forbruges af virksomheden selv.
Stk. 2 giver hjemmel til at fastsætte regler for beregningen af pristillæg til anlæg, der er omfattet af §§ 58 og 58 a om pristillæg til decentral kraft-varme. Anlæg, der er omfattet af § 58, vil således modtage støtte svarende til andre decentrale anlæg. Det vil sige, at der vil blive fastsat et grundbeløb for disse anlæg på baggrund af den leverede elproduktion til elforsyningsnettet og den støtte, der er modtaget via treledstariffen. På dette grundlag fastsættes et pristillæg, som varierer med de gennemsnitlige elpriser lige som ved øvrige decentrale anlæg. For anlæg omfattet af § 58 a vil der kunne fastsættes regler om, at der kun ydes pristillæg til den elproduktion, der leveres til elforsyningsnettet.
Bestemmelsen i stk. 2 om, at reglerne fastsættes efter forelæggelse for det i § 3 nævne udvalg, er en videreførelse af bestemmelser herom i den hidtidige stk. 7.
Den nye § 9, som omhandler nedsættelse af betalingen til offentlige forpligtelser fra forbrugere med et årligt elforbrug over 100 GWh svarer til de hidtidige bestemmelser i § 8, stk. 5 og 6, idet der også her er foretaget konsekvensrettelser i anledning af bortfaldet af aftagepligten.
Til nr. 8
(§ 10)
Efter bestemmelsen i § 10, stk. 1, kan elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW kun udøves af virksomheder, der har opnået bevilling. Med ændringen skabes der mulighed for, at der i særlige situationer kan gives tilladelse til, at et sådant anlæg midlertidigt drives uden bevilling.
Bestemmelsen er især rettet mod den situation, at et realkreditlån i en havvindmøllepark misligholdes. Her vil realkreditinstituttet som ufyldestgjort panthaver kunne overtage og drive anlægget i en periode, som må anses for tilstrækkelig til at kunne afsætte anlægget til en virksomhed, som opfylder betingelserne for at få bevilling.
Dispensationsmuligheden vil endvidere kunne udnyttes i andre særlige situationer, f.eks. i forbindelse med selskabsmæssige omstruktureringer, overdragelser, udløb af bevillinger eller i andre situationer, hvor en midlertidig dispensation fra det ubetingede bevillingskrav vil være velbegrundet.
Til nr. 9
(§ 16, stk. 3)
Ved den nye § 16, stk. 3, præciseres det, at elproduktionsanlæg, som er fast forankret på samme sted på søterritoriet, i tinglysningsmæssig henseende anses for fast ejendom, hvilket muliggør realkreditfinansiering af sådanne anlæg.
Det vil herefter være muligt at få tinglyst rettigheder over sådanne anlæg efter reglerne i tinglysningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt. Rettigheder over fast ejendom skal angå en bestemt fast ejendom for at kunne tinglyses, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1. Da søterritoriet ikke er matrikuleret, kan dette krav om individualisering opfyldes ved angivelse af elproduktionsanlæggets geografiske position ved koordinater samt identifikationsnummer. Af praktiske årsager foreslås det, at tinglysning af rettigheder over sådanne anlæg sker ved retten i Århus.
Det følger af lovens § 2, stk. 3, at bestemmelsen ikke gælder for virksomhed omfattet af lov om visse havanlæg.
Til nr. 10
(§ 19)
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at § 97, stk. 2, foreslås ophævet.
Til nr. 11
(§ 20, stk. 1)
Ændringen af § 20, stk. 1, nr. 3, har til formål at præcisere, at bevillingshavere, der udøver transmissions- og netvirksomhed, skal give adgang til transport af elektricitet i elforsyningsnettet. Der henvises til bemærkninger til § 24, jf. lovforslagets nr. 24, om adgang til det kollektive elforsyningsnet.
Til nr. 12
(§ 20 a )
Forslaget vedrører programmer for intern overvågning i net- og transmissionsvirksomheder og er identisk med det foreslåede § 28 b om programmer for intern overvågning i systemansvarlige virksomheder (dette lovforslags § 1, nr. 36). Forslaget har til formål at gennemføre eldirektivets artikel 10, stk. 2, litra d, og artikel 15, stk. 2, litra d. Forslaget skal medvirke til at sikre en reel adskillelse mellem monopolaktiviteter og kommercielle aktiviteter. En bevillingshaver efter §§ 19 og 27 skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver bevillingshaverens tiltag for at sikre, at bevillingshaveren f.x. ikke diskriminerer mellem virksomheder, som bevillingshaveren har en ejermæssig relation til, og andre virksomheder. Således skal det blandt andet sikres, at adgangen til nettet sker på ikkediskriminerende og gennemsigtige vilkår, og at virksomheder, som bevillingshaveren har interessesammenfald med, ikke favoriseres med oplysninger om kundeforhold og lignende.
Programmet for intern overvågning skal beskrive de foranstaltninger, bevillingshaveren har truffet for at sikre, at diskriminerende adfærd over for andre virksomheder ikke finder sted. Programmet skal bl.a. fastlægge de ansattes specifikke forpligtelser for at opfylde dette mål. Det kan være regler om, hvilke oplysninger der er fortrolige, og om, at de ansatte i deres kontakt med kunderne ikke må favorisere bestemte kommercielle selskaber.
Bevillingshaveren skal sikre, at overholdelsen af programmet kontrolleres på en passende måde. Bevillingshaveren skal udarbejde og offentliggøre en årsberetning med en beskrivelse af de trufne foranstaltninger. Den person eller det organ i den bevillingspligtige virksomhed, som har ansvaret for kontrollen med programmet for intern overvågning, skal anmelde årsberetningen til Energitilsynet.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.
Til nr. 13
(§ 21, stk. 1)
Det præciseres i bestemmelsen, hvornår der kan gives tilladelse til at anlægge transmissionsanlæg. Tilladelse kan gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen. Der foretages i denne forbindelse en vurdering af hensyn til sikring af forsyningssikkerheden eller konkurrencen i elmarkedet, samfundsøkonomien, indpasning af vedvarende energi, herunder at det afhjælper væsentlige begrænsninger for udvekslingen af elektricitet i det eksisterende transmissionsnet. Spørgsmålet vil normalt blive afklaret i forbindelse med den planlægning, som den systemansvarlige virksomhed skal udføre efter bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 7, samt §§ 11 og 12 i bekendtgørelse nr. 444 af 11. juni 2002 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet m.v. Behovet kan endvidere være afklaret i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om tilladelse til opstilling af vindmøller på havet, eller hvis det ansøgte projekt er en udmøntning af et påbud i medfør af § 21, stk. 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 14, eller stk. 4 (den hidtidige stk. 3).
Til nr. 14
(§ 21, stk. 3)
Bestemmelsen afløser lovens § 30, stk. 2, hvorefter økonomi- og erhvervsministeren kan påbyde de systemansvarlige virksomheder at anlægge og drive transmissionsanlæg mellem Fyn og Sjælland, og erstattes af en bredere bemyndigelse. Ministeren gives med bestemmelsen generel bemyndigelse til at kunne påbyde bevillingshavere efter § 19, stk. 1, at anlægge og udbygge samt drive transmissionsanlæg, herunder fortsat at anlægge en forbindelse mellem Fyn og Sjælland. Transmissionsanlæg omfatter også samkøringsforbindelser til udlandet. Bemyndigelsen vil blive anvendt i situationer, hvor de bevillingspligtige virksomheder ikke selv ansøger om tilladelse til at etablere et transmissionsanlæg, der efter en forsyningssikkerhedsmæssig, konkurrencemæssig, samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering opfylder kriterierne for udbygning af transmissionsnet. Det er vurderet mere hensigtsmæssigt at rette påbudet mod transmissionsvirksomhederne, der i dag har forpligtelsen til at vedligeholde, om- og udbygge transmissionsnettet end mod de systemansvarlige virksomheder.
Bestemmelsen vil tillige kunne anvendes for at sikre etableringen af transmissionsnet mellem havvindmølleparker og det sammenhængende elforsyningssystem. Det fremgår af aftalen af 29. marts 2004 vedrørende vindenergi og decentral kraft-varme m.v., at netudbygningsomkostningerne i forbindelse med havvindmølleudbygningen skal afholdes af den nye statslige system- og transmissionsvirksomhed. Ministerens påbud forudsættes således for så vidt angår havvindmøller rettet imod den nye statslige system- og transmissionsvirksomhed.
I indtægtsrammereguleringen vil der blive taget hensyn til afskrivning og forrentning af den kapital, der finansierer disse nyinvesteringer.
Til nr. 15
(§ 21 a)
Der foreslås en indholdsmæssig ændring af § 21 a, således at ordet »nye « udgår. Den gældende § 21 a indeholder en hjemmel for økonomi- og erhvervsministeren til at kunne pålægge den systemansvarlige at anlægge og drive nye søledningsanlæg til varetagelse af forsyningssikkerheden på mindre øer. Denne hjemmel foreslås udvidet til også at gælde eksisterende søledningsanlæg, således at ministerens adgang til at meddele påbud til den systemansvarlige om anskaffelse og drift af nye anlæg udvides til at omfatte pålæg om anskaffelse og drift af eksisterende ledningsanlæg. Baggrunden for denne ændring er, at det er de samme hensyn, der gør sig gældende for nye som eksisterende anlæg. Formålet med § 21 a var at give mulighed for i helt særlige tilfælde, hvor ingen elselskaber efter forudgående udbud ønskede at søge om bevilling til forsyning af et område på grund af forestående omkostninger til udskiftning og etablering af et nyt søkabel, at lade systemansvaret finansiere, anlægge og drive et nyt søkabel til sikring af forsyningssikkerheden på mindre øer. På denne baggrund foreslås § 21 a udvidet til også at omfatte eksisterende anlæg således, at det fremover vil være muligt at pålægge den systemansvarlige at overtage eksisterende anlæg samt indregne omkostninger hertil i den systemansvarliges systemtariffer. Bestemmelsen vil fortsat kun kunne finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke er søgt bevilling til forsyning af et givent område.
Til nr. 16
(§ 22, stk. 1, nr. 3)
Efter dette lovforslags § 1, nr. 21, (§ 22, stk. 4) kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om samfakturering af de ydelser forbrugeren modtager og opkræves i henhold til denne lov.
Som konsekvens heraf slettes ordene »fra forbrugerne « fra § 22, stk. 1, nr. 3, da der fremover kan blive tale om, at netvirksomheden i nogen tilfælde opkræver betaling for de omtalte betalingsforpligtelser via den relevante handelsvirksomhed.
Til nr. 17
(§ 22, stk. 1, nr. 4)
Der er tale om en konsekvensændring af § 22, stk. 1, nr. 4, således at netvirksomhederne skal afregne miljøvenlig elproduktion og varetage andre opgaver ifølge bestemmelserne i kapitel 9. Baggrunden er, at de hidtidige bestemmelser om aftagepligtig elektricitet er ændret til bestemmelser om pristillæg m.v. i §§ 56 – 58 b. Netvirksomhedernes opgaver kan præciseres ved bekendtgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 67 (§ 68 a).
Til nr. 18
(§ 22, stk. 1, nr. 7)
Der er tale om konsekvensrettelse som følge af indsættelse af nr. 9 og 10 i § 22, stk. 1.
Til nr. 19
(§ 22, stk. 1, nr. 8)
Der er tale om konsekvensrettelse som følge af indsættelse af nr. 9 og 10 i § 22, stk. 1.
Til nr. 20
(§ 22, stk. 1, nr. 9 og 10)
Det foreslås, at netvirksomheden ifølge stk. 1, nr. 9, skal anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder ved anskaffelsen af den energi, den anvender til at udføre sit hverv. Forslaget har til formål at gennemføre eldirektivets artikel 14, stk. 5.
Netvirksomhederne er i dag forpligtet til at udføre en række informationsaktiviteter. Det foreslås, at netvirksomhederne ifølge stk. 1, nr. 10, skal informere forbrugerne om deres rettigheder i relation til forsyningspligt. Netvirksomhederne skal således navnlig oplyse forbrugerne om deres rettigheder ifølge lovens §§ 6 og 34 og herunder også oplyse forbrugerne om, hvorledes elprisen fastsættes fra en forsyningspligtig virksomhed. Formålet hermed er at skærpe forbrugernes opmærksomhed på deres forsyningsret og på elprisen. Forslaget har til formål at gennemføre eldirektivets litra g i bilag A.
Til nr. 21
(§ 22, stk. 4)
Ministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler, der sikrer, at forbrugeren får mulighed for kun at modtage én energiregning. Ministeren kan i den sammenhæng fastsætte regler om, at en netvirksomhed kan kræve en rimelig garantistillelse for betalingen. Energitilsynet vil kunne føre tilsyn med rimeligheden af eventuelle krav om garantistillelse. Bemyndigelsen vil kun blive taget i anvendelse, såfremt det viser sig, at netvirksomhederne er tilbageholdende med på rimelige vilkår at give handelsvirksomhederne adgang til på forbrugerens vegne at udstede én samlet faktura for den fulde leverance, inkl. tariffer, afgifter m.v. til forbrugeren.
Til nr. 22
(§ 22, stk. 5)
Den nugældende hjemmel i § 22, stk. 4, til at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om fakturering for netvirksomhedernes ydelser, ændres således, at ministeren kan fastsætte regler om information om energiforbrug. Denne information er et led i netvirksomhedernes energirådgivning til forbrugerne i deres forsyningsområder som nævnt i stk. 1, nr. 7.
Den gældende bestemmelse har reelt haft samme anvendelsesområde, idet der er fastsat regler om, at netvirksomhederne ved fakturering til forbrugerne skal give information om elektricitetsforbruget (jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 350 af 3. maj 2000 om energibesparelsesaktiviteter i kollektive elforsyningsvirksomheder).
Den nuværende, bredere adgang til at fastsætte regler om fakturering for netvirksomhedernes ydelser anses ikke for fornøden, da det i § 82, stk. 5, jf. dette lovforslags § 1, nr. 87, fastslås, at Energitilsynet fastsætter regler om bl.a. fakturering og specifikation af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser. Denne bestemmelse giver fornøden hjemmel til at fastsætte regler om elselskabernes fakturering af omkostninger til ellevering og andre ydelser, herunder også ydelser fra netvirksomhederne.
Til nr. 23
(§ 23, stk. 3, 2. pkt.)
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 14 (§ 21, stk. 3)
Til nr. 24
(§ 24)
§ 24 har til formål at gennemføre eldirektivets artikel 20 om tredjepartsadgang.
Ifølge stk. 1 har enhver ret til at anvende det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet mod betaling. Der henvises i denne forbindelse til kapitel 10 om priser og betingelser for elektricitet. Det bemærkes, at den ændrede affattelse af § 24 og ophævelsen af § 25, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, ikke berører virksomhedernes mulighed for at opkræve indfødningstarif fra elproducenter.
Det fremgår af stk. 2, 1. pkt., at en potentiel bruger af systemet skal rette henvendelse til den kollektive elforsyningsvirksomhed, hvis net ønskes benyttet til transport af elektricitet. Stk. 2, 2. pkt., er identisk med den tidligere § 84 a, stk. 2, om at kollektive elforsyningsvirksomheder ikke må forskelsbehandle brugere af systemet. Bestemmelsen flyttes til § 24, da den vedrører adgang til elforsyningsnettet.
Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 25, stk. 5. Det fremgår af bestemmelsen, at netvirksomheder og systemansvarlige virksomheder kan afvise en anmodning om transport på grund af mangel på transportkapacitet.
Stk. 4 har til formål at gennemføre stk. 2 i eldirektivets artikel 20. Ifølge stk. 4 skal afslag på en anmodning om transport begrundes. Det fremgår også, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed, som afslår transport, efter anmodning skal give relevante oplysninger om de foranstaltninger, der vil være nødvendige for at styrke nettet. Den part, som anmoder om sådanne oplysninger, kan afkræves et rimeligt gebyr, som afspejler den kollektive elforsyningsvirksomheds omkostninger ved at fremlægge oplysningerne.
Ifølge stk. 5 behandler Energitilsynet klager over afslag på transport. Eldirektivets artikel 23, stk. 5, fastsætter frister for behandlingen af klager. Det vil på baggrund af direktivkravet blive fastsat i en bekendtgørelse, at Energitilsynet skal træffe afgørelse inden to måneder efter modtagelsen af en klage over afslag på transport. Denne periode vil kunne forlænges med yderligere to måneder, hvis Energitilsynet ønsker yderligere oplysninger. Perioden vil kun kunne forlænges yderligere med klagerens samtykke.
Til nr. 25
(§ 25)
§ 25 om adgangen til at benytte elforsyningsnettet til transport af elektricitet og betalingen foreslås ophævet i lyset af den nye affattelse af § 24, jf. lovforslagets § 1, nr. 24. § 25, stk. 3, om transit videreføres ikke, da Rådets direktiv 90/547/EØF om transit af elektricitet gennem de overordnede net ophæves med virkning fra 1. juli 2004, jf. eldirektivets artikel 29. Adgang til transit vil herefter være reguleret efter de samme regler som for øvrig adgang til transmissionsnettet.
Til nr. 26
(§ 26 a)
Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling træder i kraft den 1. juli 2004. Forordningens bestemmelser er umiddelbart gældende i medlemsstaterne.
Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere i den nye § 26 a, stk. 1, hvilke bestemmelser i elforsyningslovens kap. 4 om elforsyningsnet, der ikke finder anvendelse på forhold omfattet af forordningen. Det vil i praksis dreje sig om forhold omfattet af forordningens bestemmelser om etablering og drift af direkte transmissionsforbindelser mellem medlemslandene (artikel 7).
Etableringen af transmissionsnet omfattet af disse bestemmelser vil være afhængig af, at medlemsstaten giver en undtagelse fra nærmere angivne bestemmelser i forordningen og elmarkedsdirektivet (jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor). I så fald vil bestemmelserne i lovens § 20 og § 21, stk. 2-6, om bevillingshaveres forpligtelser, § 23, stk. 2 og 3, om betingelser for godkendelse af direkte ledningsforbindelser og § 24 om netadgang m.v. ikke finde anvendelse.
Ifølge stk. 2 kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om behandling af en anmodning om undtagelse efter forordningens artikel 7. Kriterierne for undtagelsen fremgår af forordningen, men der vil kunne være behov for at fastsætte regler om myndighedsopgaver, høring o.l. Det er hensigten, at behandling af anmodning om undtagelser skal delegeres til Energistyrelsen.
Til nr. 27
(§ 27, stk. 1)
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at § 97, stk. 2, foreslås ophævet.
Til nr. 28
(§ 27 c, stk. 2, 2. pkt.)
Ophævelsen af § 27 c, stk. 2, 2. pkt., er en konsekvens af, at aftagepligten for miljøvenlig elproduktion ophører, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 59 (§§ 56-59 a). Fremover skal denne elproduktion anmeldes til den systemansvarlige virksomhed på linie med anden produktion. Miljøvenlig elektricitet har stadig prioriteret adgang til elforsyningsnettet ifølge § 27 c, stk. 5.
Til nr. 29
(§ 27 c, stk. 5)
Ved ændringen udgår ordene »og industrielle« af den hidtidige ordlyd af § 27 c, stk. 5, 1. pkt., hvorefter elproduktion fra bl.a. »decentrale og industrielle kraft-varme-produktionsanlæg« har prioriteret adgang til elforsyningsnettet.
Det anses ikke for hensigtsmæssigt at nævne industrielle kraftvarmeproduktionsanlæg særskilt i denne bestemmelse, idet der ikke i definitionen af decentrale kraft-varme-produktionsanlæg i lovens § 5 sondres mellem industrielt ejede anlæg og anlæg, som ejes af kommuner, andelsselskaber m.v. Det følger heraf, at industrielle anlæg vil være ligestillet med andre decentrale kraft-varme-anlæg i lovens bestemmelser. Der tilsigtes således ikke en realitetsændring.
Til nr. 30
(§ 27 c, stk. 8)
Det følger af den nye § 27 c, stk. 8, 2. pkt. , at den systemansvarlige virksomhed ikke kan kræve, at en elproducent skal betale for de ubalancer, som påføres det sammenhængende elforsyningssystem ved elproduktion fra en vindmølle omfattet af §§ 56 a og 56 b og et decentralt kraft-varme-anlæg eller et elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a.
Elproduktion og forbrug skal altid være i balance i et sammenhængende elforsyningssystem. Som udgangspunkt, jf. den nuværende § 27 c, stk. 8, 1. pkt., skal den enkelte elproducent betale for de ubalancer, som vedkommende påfører systemet ved, at den faktiske produktion ikke svarer til det produktionsomfang, som vedkommende har anmeldt efter § 27 c, stk. 2.
Som et led i aftagepligten har den systemansvarlige virksomhed efter den hidtidige § 56 ydet vederlagsfri balancering af miljøvenlig elektricitet. I den forbindelse har den systemansvarlige virksomhed afholdt de nødvendige omkostninger til ubalancer i forbindelse med balanceringen af denne elproduktion og inddækket omkostningerne i tarifferne.
Bestemmelsen i 2. pkt. omfatter visse kategorier af elproduktionsanlæg (vindmøller omfattet af §§ 56 a og 56 b og decentrale kraft-varme-anlæg eller et elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a), som har været omfattet af de hidtidige bestemmelser om aftagepligt og støtte i §§ 57 – 59 eller regler fastsat med hjemmel i disse bestemmelser.
Det er hensigten med de nye bestemmelser at videreføre dækningen af balanceringsomkostninger efter den hidtidige § 56, i det omfang elproduktionen er berettiget til pristillæg efter bestemmelserne i de nye §§ 56 a, 56 b og 58 a. Afholdte omkostninger inddækkes som en offentlig forpligtelse efter § 8, stk. 4, nr. 1. Ved overgangen til pristillæg efter de øvrige bestemmelser herom skal anlægsejeren afholde balanceringsomkostninger efter de almindelige bestemmelser herom i § 27 c, stk. 8, 1. pkt., jf. i øvrigt den nye § 59 a, stk. 3.
Til nr. 31 og 32
(§ 27 c, stk. 10 og 11)
Ved ændringen af § 27 c, stk. 10 og 11, fastlægges det, at de regler og kriterier, som den systemansvarlige virksomhed fastsætter i medfør af § 27 c, stk. 2 og 9, fremover skal anmeldes til Energitilsynet. Inden anmeldelsen skal den systemansvarlige virksomhed høre relevante parter. Energitilsynet godkender de anmeldte regler og kriterier på grundlag af lovforslagets § 1 nr. 77 (§ 73 a). Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Energitilsynet kan påbyde ændringer i reglerne og kriterierne med hjemmel i lovens § 77.
Ved den foreslåede ændring overføres nogle af de kompetencer, økonomi- og erhvervsministeren har i dag, til Energitilsynet. Ændringen foreslås på baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen om Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, jf. pkt. 2.D.2 i de almindelige bemærkninger. Tilsyns- og klageopgaverne vedrørende den systemsansvarlige virksomheds regler og kriterier har en naturlig sammenhæng med Energitilsynets øvrige opgaver i forhold til de systemansvarlige virksomheders priser og betingelser, jf. elforsyningslovens kapitel 10.
Til nr. 33
(§ 27 d, stk. 2 og 3)
Ifølge den nye § 27 d, stk. 2, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om, at den systemansvarlige virksomhed skal iværksætte nærmere angivne foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger anses for nødvendige for at opretholde en tilstrækkelig forsyningssikkerhed. Med bestemmelsen implementeres reglerne om forsyningssikkerhed i det ændrede eldirektivs artikel 7 i dansk lov.
Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med eksisterende bestemmelser af betydning for den systemansvarlige virksomheds varetagelse af forsyningssikkerheden. Den systemansvarlige virksomhed er således ifølge § 27 a ansvarlig for forsyningssikkerheden. Endvidere er der bestemmelser i §§ 27 b og 27 c, hvorefter den systemansvarlige virksomhed kan påvirke kraftværkernes driftsplanlægning og aktørernes daglige brug af elsystemet. Endelig overvåger den systemansvarlige virksomhed forsyningssikkerheden i forbindelse med den planlægning, som virksomheden skal udføre efter lovens § 28, stk. 2.
Bestemmelsen giver hjemmel til, at økonomi- og erhvervsministeren kan opstille langsigtede rammer for varetagelsen af forsyningssikkerheden, således at det sikres, at den systemansvarlige virksomhed overvejer relevante virkemidler og iværksætter disse ud fra overordnede samfundsøkonomiske hensyn.
Det vil således være en betingelse for at iværksætte foranstaltningerne, at de anses for nødvendige for at opretholde et tilstrækkeligt niveau af forsyningssikkerhed, som kan defineres nærmere i de regler, som udstedes.
Nærmere principper for, hvorledes den systemansvarlige virksomhed skal foretage disse afvejninger, og hvilke midler der kan iværksættes, vil blive fastsat ved bekendtgørelse. Der vil også kunne fastsættes regler om, at de pågældende foranstaltninger skal iværksættes efter udbud eller anden gennemsigtig og ikke-diskriminerende procedure, således at det sikres, at der er konkurrence og omkostningsgennemsigtighed omkring udførelsen af opgaverne.
Hensynet til forsyningssikkerheden skal varetages ved at skabe stabile markedsrammer, således at beslutninger om investeringer i ny kapacitet baseres på de prissignaler, som markedet sender. Det vil sige, at regler og forskrifter for markedets funktion fortsat skal vægtes højt, og der skal ske en samordning med nabolandene. Der skal sikres tilstrækkelige net- og transmissionsreserver til stabil drift, herunder forstærkningerne af distributionsnet af hensyn til lokal produktion samt nødvendig samkørings- og transmissionskapacitet med andre elsystemer. Der kan samtidig være behov for at fremme initiativer på forbrugssiden, såsom priselastisk efterspørgsel, afbrydelige elleverancer, energieffektivisering m.v. Kun hvis disse rammer ikke er tilstrækkelige, vil der være behov for at indføre særskilte prissignaler til at iværksætte nødvendige investeringer. Valget af midler vil bero på en vurdering af de samfundsøkonomiske og konkurrencemæssige virkninger af de enkelte midler, og der kan derfor ikke på forhånd foretages en prioritering.
Ifølge den nye stk. 3 skal den systemansvarlige virksomheds iværksættelse af de nævnte foranstaltninger godkendes af økonomi- og erhvervsministeren. Denne opgave vil blive delegeret til Energistyrelsen. Der vil i godkendelsen kunne stilles fornødne vilkår om udførelsen af opgaverne, afrapportering og dokumentation m.v.
Til nr. 34
(§ 28, stk. 2, nr. 4)
Der er tale om en konsekvensændring af § 28, stk. 2, nr. 4, således at den systemansvarlige virksomhed skal fordele omkostninger ved miljøvenlig elektricitet og varetage andre opgaver ifølge bestemmelserne i kapitel 9. Baggrunden er, at de hidtidige bestemmelser om aftagepligtig elektricitet er ændret til bestemmelser om pristillæg m.v. i §§ 56 – 58 b. Den systemansvarlige virksomheds opgaver kan præciseres ved bekendtgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 67 (§ 68 a).
Til nr. 35
(§ 28, stk. 2, nr. 12 og 13)
Der er i den eksisterende bestemmelse i loven om inddragelse af bevillinger ikke taget højde for, hvem der skal videreføre de bevillingspligtige aktiviteter i tilfælde af inddragelse af en bevilling. Af hensyn til forsyningssikkerheden findes det hensigtsmæssigt at indføre bestemmelser, som tager højde for en sådan situation. Systemansvaret bør have en væsentlig rolle i denne forbindelse.
Det foreslås derfor med stk. 2, nr. 12, at den systemansvarlige virksomhed forpligtes til, efter økonomi- og erhvervsministerens pålæg, midlertidigt at overtage den bevillingspligtige aktivitet i den situation, hvor en virksomhed får inddraget sin bevilling i medfør af lovens § 54, f.eks. fordi bestemmelser, vilkår eller påbud gentagne gange overtrædes, eller fordi bevillingshaveren går konkurs.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 56 (§ 54). Der henvises til bemærkningerne herom.
Det foreslås endvidere, at den systemansvarlige virksomhed ifølge stk. 2, nr. 13, skal anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder ved anskaffelsen af den energi, den anvender til at udføre sit hverv. Forslaget har til formål at gennemføre eldirektivets artikel 11, stk. 6 og 7.
Til nr. 36
(§§ 28 a og 28 b)
I lov nr. 452 af 10. juni 2003 blev der foretaget en ændring af elforsyningslovens § 73 for at præcisere, at der kun i særlige tilfælde må prisdifferentieres mellem køberkategorier ud fra geografiske kriterier.
Formålet med ændringen var at sørge for, at forsyningspligtige virksomheder udligner priserne inden for deres forsyningsområde, sådan at elforbrugere i isolerede elforsyningssystemer som eksempelvis på Anholt, ikke skal være alene om at bære de øgede omkostninger ved, at de forsynes af et mindre værk på øen, fordi en netforbindelse ikke er rentabel.
Som en konsekvens af den foreslåede ændring af prisreguleringen for forsyningspligtige virksomheder (dette forslags § 1, nr. 75 (§ 72)) kan § 73 ikke længere sikre, at priserne udlignes i forhold til forbrugere i isolerede kollektive elforsyningsnet.
De nye bestemmelser i § 28 a har derfor til formål at sikre, at elforbrugere på mindre øer uden netforbindelse til det sammenhængende elforsyningssystem fortsat kan få tilbud om ellevering fra en virksomhed med forsyningspligt på samme vilkår som andre elforbrugere indenfor den forsyningspligtige virksomheds bevillingsområde.
Bestemmelsen i stk. 1 vedrører forbrugere, som er tilsluttet et isoleret kollektivt elforsyningsnet. Med et isoleret kollektivt elforsyningsnet menes, at der ikke er nogen netforbindelse mellem det lokale elforsyningsnet og et sammenhængende elforsyningssystem, således at forbrugerne alene er afhængige af lokal elproduktion. Dette forekommer i praksis kun på Anholt og enkelte andre meget små øsamfund.
Bestemmelsen vil ikke blive anvendt i situationer, hvor øer i dag er forbundet til det sammenhængende elforsyningssystem. For disse øer har net- og transmissionsvirksomheden i det pågældende bevillingsområde efter § 20 en pligt til at vedligeholde, om- og udbygge nettet i fornødent omfang, hvorfor der ikke er behov for, at disse virksomheder omfattes af bestemmelsen.
Endvidere gælder bestemmelsen ikke for forsyningen af forbrugere i områder, som er forbundet med et sammenhængende elforsyningssystem, men som rent faktisk ikke er nettilsluttede, idet det her påhviler netvirksomheden at etablere tilslutning. Bestemmelsen gælder heller ikke for forsyningen af isolerede forbrugere, som ikke indgår i et kollektivt elforsyningsnet, såsom procesanlæg og andre på forhånd afgrænsede forbrugssteder, såsom eksempelvis øer med en enkelt forbruger.
Det følger af bestemmelsen, at den systemansvarlige virksomhed skal dække de nødvendige meromkostninger, som er forbundet ved indkøb af elektricitet til de pågældende forbrugere, i forhold til omkostningerne ved at levere elektricitet ekskl. administrations- og balanceringsbidrag fra den virksomhed, som har forsyningspligt i bevillingsområdet.
Den systemansvarlige virksomhed skal alene dække de nødvendige meromkostninger ved indkøb at elektricitet fra den isolerede elproduktion i forhold til den pris, den forsyningspligtige virksomhed må opkræve – inden tillæg af administrations- og balanceringsbidrag - over for de øvrige forbrugere i medfør af den foreslåede § 72.
De omkostninger, som den systemansvarlige virksomhed afholder, vil påhvile elforbrugerne i det sammenhængende elforsyningssystem efter den foreslåede § 8, jf. forslagets § 1, nr. 7. Omkostningerne omfattes af Energitilsynets tilsyn med priser og betingelser for elektricitet, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 7 (§ 8).
Stk. 2 giver hjemmel til, at økonomi- og erhvervsministeren kan vælge at fastsætte regler om afgrænsning af de isolerede kollektive elforsyningsnet, som omfattes af bestemmelserne i stk. 1. Under hensyn til, at der kun er tale om meget få tilfælde, er der tillige hjemmel til at træffe enkeltafgørelser om disse forhold. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at bestemmelsen kun bliver anvendt i tilfælde med isolerede kollektive elforsyningsnet. Der skal derfor træffes en afgørelse eller laves nærmere regler herom, før bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse.
Den foreslåede § 28 b , som vedrører den systemansvarlige virksomheds opstilling af programmer for intern overvågning, svarer i det hele til den foreslåede § 20 a vedrørende samme krav til bevillingshavere efter § 19, stk. 1. Der henvises i det hele til bemærkningerne herom, jf. § 1, nr. 12 (§ 20 a).
Til nr. 37
(§ 29, stk. 1)
Forslaget viderefører den gældende bestemmelse om den systemansvarlige virksomheds forsknings- og udviklingsopgaver, som er nødvendige for udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier. Med forslaget sker der alene en præcisering af, at der som led i udførelsen af disse opgaver også kan udføres demonstrationsprojekter, og at miljøvenlige elproduktionsteknologier også omfatter udvikling af et miljøvenligt og sikkert elsystem.
Til nr. 38
(§ 30, stk. 2)
Det foreslås, at bestemmelsen om at økonomi- og erhvervsministeren kan påbyde de systemansvarlige virksomheder at anlægge og drive transmissionsanlæg mellem Fyn og Jylland, ophæves og erstattes af § 21, stk. 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 13. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til nr. 39
(§ 32)
Som følge af, at de systemansvarlige virksomheder ifølge aftalen med Elfor af 29. marts 2004 overdrages til staten, vil bestemmelsen om, at ministeren udnævner 2 medlemmer uden stemmeret til bestyrelsen, ikke længere være relevant. Regler for nedsættelse af bestyrelsen i den statslige virksomhed, som bliver ejer af systemansvaret, vil blive fastsat i forbindelse med etablering af denne virksomhed.
Til nr. 40
(§ 33, stk. 1)
Det foreslås, at det ikke længere er en betingelse for at opnå bevilling til forsyningspligt, at virksomheder opfylder kravene i kapitel 7 og § 97, stk. 2.
For så vidt angår § 97, stk. 2, foreslås denne ophævet med dette lovforslags § 1, nr. 97, hvorfor der her er tale om en konsekvensændring.
Også § 38 vedrørende restriktioner i forhold til ejerskab til net-, transmissions- og systemansvarlig virksomhed og § 43 vedrørende forbrugerindflydelse i forsyningspligtige virksomheder, som forefindes i kapital 7, er bestemmelser, som hidtil har haft betydning i forhold til opnåelse af bevilling til forsyningspligtig virksomhed, men som med dette lovforslag foreslås ophævet.
Det foreslås endvidere, jf. dette lovforslags § 1, nr. 53 (§ 47), at det vil blive muligt at give bevilling til forsyningspligt til en virksomhed, der driver anden virksomhed. Virksomheder med forsyningspligt vil herefter kunne drive anden virksomhed end forsyningspligtig virksomhed, herunder tilbyde salg af elektricitet i andre forsyningsområder end bevillingsområdet, hvor virksomheden har forsyningspligt. § 47 vil dermed ikke længere gælde for forsyningspligtig virksomhed.
Hermed vil der ikke længere være krav i kapitel 7, som skal være opfyldt for, at der kan gives bevilling til virksomheder med forsyningspligt.
Kapitel 7 indeholder dog stadig bestemmelser, som også gælder for virksomheder med forsyningspligt, eksempelvis § 49 om at midler, som bevillingshaveren opkræver for andre ifølge bestemmelserne i denne lov, skal holdes adskilt fra bevillingshaverens formue.
Til nr. 41
(§ 34)
En virksomhed med forsyningspligt er i medfør af bestemmelsen forpligtet til i bevillingsområdet at tilbyde tilstrækkelig levering af elektricitet til alle forbrugere, som ønsker en leverance af elektricitet. Det kan være forbrugere, som ikke har benyttet sig af muligheden for at vælge et andet produkt end forsyningspligtleverancen, eller forbrugere, hvis leveringsaftale med en anden leverandør er ophørt. Dette gælder også i det tilfælde, at leverandøren anmelder betalingsstandsning, indgiver konkursbegæring eller erklæres konkurs og af den årsag stopper leverancen. Den manglende forsyning vil automatisk og uden ophold blive erstattet af og ske igennem forsyningspligtvirksomheden i det pågældende område til en pris fastsat i medfør af den foreslåede § 72 (lovforslagets § 1, nr. 75).
I medfør af stk. 2 forpligtes forsyningspligtvirksomheden til at oplyse forbrugeren om, at denne har skiftet leverandør og under hvilke betingelser, samt til at oplyse forbrugeren om, at denne har ret til at opsige og genindtræde i leveringen fra den forsyningspligtige virksomhed inden for rimelige frister.
Forsyningspligten gælder også over for de forbrugere, som ikke har mulighed for at vælge at modtage leverancer af elektricitet fra det sammenhængende elsystem. Disse forbrugere skal sikres leverancer af elektricitet til samme pris som øvrige forbrugere i den forsyningspligtige virksomheds bevillingsområde i medfør af de foreslåede §§ 28 a og 72. Her tænkes særligt på ø-samfund, som ikke er forbundet til fastlandets sammenhængende elsystem, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 36 (§ 28 a).
Det skønnes ikke nødvendigt at videreføre den gældende forpligtelse til at yde tjenesteydelser vedrørende energibesparelser. Forpligtelsen blev indsat i loven for at sikre, at de større energiforbrugere, som ikke havde markedsadgang, også fik adgang til energirådgivning af kommerciel art.
Stk. 3 er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1, nr. 2.
Til nr. 42
(§ 35)
Bestemmelsen i den hidtil gældende § 35 ophæves og erstattes af en ny bestemmelse om statens pligt til under visse betingelser at erhverve transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV samt ejerandele i virksomheder, som ejer sådanne net til staten. Forkøbsretten i den tidligere bestemmelse ændres til en købspligt for staten. Købspligten vurderes at være i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed, fordi pligten - i modsætning til forkøbsretten - udelukker, at staten kan foretage en selektiv vurdering af, hvornår staten ønsker at benytte sig af muligheden for køb af net.
Bestemmelsen indebærer, at staten overtager ejerskabet til transmissionsnettet på mellem 100 kV og 200 kV, i det omfang de hidtidige direkte og indirekte ejere udtræder af deres ejerskab. I konsekvens af den åbning, der nu sker for kommercielle interesser i navnlig netvirksomhederne er der således behov for at give staten mulighed for som direkte ejer at varetage de offentlige interesser, der er forbundet med driften af de pågældende transmissionsnet og dermed være medvirkende til at skabe øget sikkerhed for forsyningssikkerheden og for en uafhængig håndtering af netadgangen på lige vilkår for alle. Det er vurderingen, at en statslig overtagelse af de pågældende transmissionsnet i takt med, at de hidtidige ejere udtræder, vil være tilstrækkelig til at nå det nævnte mål, og at ekspropriation af transmissionsnettene således ikke vil være nødvendigt for at nå målet.
Det er hensigten, at de ejerandele, staten overtager, placeres i en statslig virksomhed. Organiseringen af den statslige virksomhed vil blive fastlagt efterfølgende.
Stk. 1 indebærer, at transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV og ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne net, kun gyldigt kan afstås til staten eller en af staten udpeget virksomhed, der er forpligtet til at overtage disse på pris- og betalingsvilkår, som i mangel af enighed fastsættes efter fremgangsmåden i stk. 7. Ejere, der ønsker at foretage afståelser af transmissionsnet eller ejerandele omfattet af stk. 1, skal give meddelelse herom til økonomi- og erhvervsministeren, der inden 3 måneder fra modtagelsen af underretningen er forpligtet til at overtage de pågældende transmissionsnet eller ejerandele. Fristen for udøvelse af købepligten udsættes, hvis transmissionsvirksomheden skal iværksætte udskillelse af transmissionsnet efter stk. 6.
Stk. 2 medfører, at der skal ske afståelse til staten af ejerandele i transmissionsvirksomheder med transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, når 50 % af ejerandelene i en virksomhed, der direkte eller indirekte besidder de pågældende ejerandele i transmissionsvirksomheden, har skiftet ejer, selv om ingen af de nye ejere ved erhvervelsen måtte opnå bestemmende indflydelse i virksomheden. Afståelse skal endvidere ske, hvis en ejer ved aktionæroverenskomst eller på anden måde opnår bestemmende indflydelse, selv om denne ikke har erhvervet 50 % af ejerandelene i virksomheden. Det er alene de ejerandele, som direkte eller indirekte ejes af den virksomhed i hvilken 50 % af ejerandelene har skiftet ejer eller hvor den bestemmende indflydelse i øvrigt skifter, der omfattes af afståelsespligten. Bestemmelsen skal understøtte det overordnede mål om statens overtagelse af de omhandlede transmissionsnet, efterhånden som den direkte eller indirekte ejerkreds til transmissionsnettene udskiftes. Bestemmelsen sikrer således, at staten overtager ejerandele i transmissionsvirksomheder med transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, når der sker væsentlige ændringer i ejerkredsen hos virksomheder, der direkte eller indirekte besidder sådanne ejerandele.
Med direkte ejerandele forstås det tilfælde, at der er sket ejerskifte af 50 % af ejerandelene i den virksomhed, der direkte ejer ejerandele i transmissionsvirksomheden, mens der med indirekte ejerandele forstås det tilfælde, at ejerskiftet er sket i en virksomhed, som gennem en eller flere andre virksomheder helt eller delvist ejer ejerandelene i transmissionsvirksomheden. Statens købspligt går dog alene på ejerandelene i transmissionsvirksomheden og ikke på ejerandelene i de virksomheder, der ejer disse direkte eller indirekte.
Ved fusioner mellem selskaber, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i transmissionsvirksomheder, og andre selskaber, der ikke i forvejen direkte eller indirekte besidder sådanne ejerandele, anses ejerskifte af 50 % af ejerandelene for sket, når ejerne af disse andre selskaber opnår en samlet ejerandel i det fusionerede selskab på 50 %. Fusion mellem selskaber, der alle i forvejen direkte eller indirekte besidder ejerandele i transmissionsvirksomheder, omfattes af stk. 4 og udløser således ikke afståelsespligt.
Det anses ikke som et ejerskifte, når forbrugere flytter til eller fra et forbrugerejet elselskab, hvor ejerskabet er knyttet til installationen.
Det pålægges efter stk. 3 virksomhederne at påse overholdelsen af stk. 2. Virksomhederne er i dag organiserede som andelsvirksomheder, foreninger, kommunale virksomheder eller aktieselskaber, der i praksis alle kender deres ejerkreds. Det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt og rimeligt at pålægge virksomhederne at sikre sig, at de løbende følger med i overdragelser af ejerandele i virksomhederne efter den 21. april 2004 og straks at give underretning til økonomi- og erhvervsministeren, når 50 % af ejerandelene i virksomheden har skiftet ejer, ligesom de forventes så vidt muligt at følge med i ændringer i den bestemmende indflydelse i virksomheden. For det tilfælde at virksomheden ikke er bekendt med, at der findes en aktionæroverenskomst eller lignende mellem ejerne, er det tilsvarende pålagt en ejer, der alene eller i forening med andre opnår bestemmende indflydelse i virksomheden straks at give underretning til økonomi- og erhvervsministeren herom.
Stk. 4 skal sikre, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke forhindrer direkte eller indirekte ejere af transmissionsvirksomheder i at organisere deres virksomheder på den selskabsmæssigt mest hensigtsmæssige måde. De nævnte bestemmelser er således ikke til hinder for omstruktureringer i form af fusioner, spaltninger, ændring af selskabsform, ombytning af aktier og andre ejerandele, tilførsel af aktiver samt koncerninterne overdragelser af aktiver eller ejerandele, så længe der ikke i ejerkredsen introduceres ejere, der ikke i forvejen direkte eller indirekte er medejere af transmissionsvirksomheder, som omhandlet i stk. 1, som drives ifølge bevilling efter lovens § 19. I den forbindelse anses nye selskaber, som måtte være resultatet af omstruktureringerne ikke i sig selv for nye ejere.
Bestemmelsen hindrer således ikke, at ejerandele i transmissionsvirksomheden overdrages til en anden virksomhed inden for en koncern, eller at virksomheder, der i forvejen direkte eller indirekte ejer andele i transmissionsvirksomheder fusioneres, så længe ejerkredsen ikke ændres.
For så vidt angår fusioner mellem selskaber, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i transmissionsvirksomheder, og andre selskaber, der ikke besidder sådanne andele, henvises til bemærkninger til stk. 2.
Endvidere præciseres det, at den foreslåede § 35 respekterer forkøbsrettigheder og andre rettigheder til direkte eller indirekte at blive ejer eller medejer af transmissionsnet stiftet før den 21. april 2004. Sådanne rettigheder stiftet efter den nævnte dato vil ikke kunne håndhæves i konflikt med stk. 1 og 2 i den foreslåede § 35.
Det følger af stk. 5, at statens købepligt opfyldes af økonomi- og erhvervsministeren, og at denne er forpligtet til at opfylde købepligten inden 3 måneder fra ministeren har modtaget underretning efter stk. 1 og 3, eller fra eventuel udskillelse af transmissionsnet er sket. Ministeren kan dog udpege en statslig virksomhed til at udøve beføjelsen.
Bestemmelsen i stk. 6 skal sikre, at staten ikke kommer til at overtage ejerandele i virksomheder med andet end net på mellem 100 kV og 200 kV. Et mindre antal transmissionsvirksomheder ejer i dag både net på distributions- og transmissionsniveau. For at undgå, at disse virksomheder er tvunget til at udskille transmissionsnettet på mellem 100 kV og 200 kV i selvstændige virksomheder ved lovens ikrafttræden, er det efter aftale med elsektoren bestemt, at udskillelsen skal foretages, inden staten skal overtage ejerandele i medfør af stk. 1 eller 2. Se også aftalen af 29. marts 2004 mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor, som er optrykt som bilag 2. På den måde sikres det, at nettene udskilles, når statens købepligt indtræder, hvis ikke elsektoren allerede har sørget for den nødvendige opsplitning.
Som udgangspunkt må pris og betalingsvilkår for statens overtagelse af ejerskab til transmissionsnet efter stk. 1 og 2 fastsættes ved frivillig aftale med overdragerne, idet det forudsættes, at staten ikke betaler mere, end hvad der skulle betales ved ekspropriation. Hvis det må konstateres, at enighed ikke kan opnås, vil pris og betalingsvilkår blive fastsat af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Efter stk. 8 er økonomi- og erhvervsministeren berettiget til hos samtlige virksomheder, ejere og sælgere af ejerandele, der er omfattet af stk. 1-3, at forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for dennes tilsyn med, at de nævnte bestemmelser overholdes.
Enkelte af de transmissionsvirksomheder, som staten efter den foreslåede § 35 skal overtage ejerskabet af, drives i dag i andelsselskabsform efter vedtægter, som ikke muliggør, at staten bliver ejer. For at muliggøre statens overtagelse er det aftalt med elsektoren, at samtlige virksomheder, der ejer transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, senest med virkning fra 1. januar 2005 skal organiseres som aktieselskaber, jf. aftalen af 29. marts 2004 mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor som repræsentant for samtlige ejere af de transmissionsvirksomheder, der er omfattet af den foreslåede § 35 (aftalen er optrykt som bilag 2). Denne aftale med virksomhederne er reflekteret i stk. 9. Med bestemmelsen er det forudsat, at samtlige ejere af de pågældende transmissionsvirksomheder tilslutter sig aftalen og dermed frivilligt indgår på at omorganisere selskaberne. Det er derfor en forudsætning for, at bestemmelsen sættes i kraft, at samtlige ejere har indgået en aftale med staten. Se endvidere de generelle bemærkninger.
Til nr. 43
(§ 35 a)
Med stk. 1 bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at indgå aftale med hver enkelt netvirksomhed om statens overtagelse af transmissionsnet på 200 kV eller derover, netforbindelser til udlandet samt de systemansvarlige virksomheder, ejet af disse.
Formålet med bestemmelsen er at give ministeren mulighed for at indgå aftale om, at staten skal overtage ejerandelene i de nuværende Eltra, Elkraft Transmission og Elkraft System. Hensigten er, at dette vil ske ved overtagelse af ejerandelene i selskaberne.
Vederlaget for overdragelsen sker i form af de lovændringer, der følger af aftalen med sektoren.
Til nr. 44
(§ 36)
Med ophævelse af kapitalbindingerne samt den aftalte ejermæssige adskillelse af overordnet transmission og systemansvar fra handel og produktion er der ikke længere behov for kravet om, at netvirksomheden skal være modervirksomhed for produktionsselskaber.
Det foreslås derfor, at § 36 ophæves, sådan at der fremover ikke er bindinger på, hvorledes koncerner, der driver elforsyningsvirksomhed, skal placere de koncernforbundne virksomheder.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at elforsyningslovens § 38 og § 97, stk. 2 og 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 45 og 96, også ophæves.
Til nr. 45
(§ 38)
Med gennemførsel af den aftalte statslige overtagelse af overordnet transmission og systemansvar vil der være sikret uafhængige selskaber, der kan sikre lige adgang til transmissionsnettet for alle aktører, jf. aftale af 29. marts 2004.
De regionale transmissionsnet vil via købspligten i den foreslåede § 35, jf. forslagets § 1, nr. 40, tilsvarende med tiden – såfremt de direkte eller indirekte sættes til salg - blive opkøbt af staten og på den måde blive helt uafhængige af produktion og handel.
Idet ejerrestriktionerne kan lempes uden, at det vil skade konkurrencen, foreslås det, at § 38 ophæves. Ophævelsen er samtidig medvirkende til, at den ønskede strukturudvikling og konsolidering i elsektoren kan finde sted.
Der vil herefter ikke være bindinger på, hvem der kan erhverve kollektive elforsyningsvirksomheder. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at elforsyningslovens § 36 og § 97, stk. 2 og 3, jf. lovforslags § 1, nr. 44 og 96, også foreslås ophævet.
Til nr. 46
(§ 40)
Bestemmelsen ændres i forhold til den tidligere bestemmelse fra en bestemmende forbrugerindflydelse til en forbrugerrepræsentation. Med ophævelse af kapitalbindingerne og den nye prisregulering er der ikke længere behov for, at forbrugerne har bestemmende indflydelse i netvirksomhederne. Der træffes dog stadig beslutninger i netvirksomhederne, som er af afgørende betydning for forbrugerne. Forbrugerne bør derfor fortsat være repræsenteret i netvirksomhedernes bestyrelser.
Fremover skal forbrugerne i forsyningsområdet vælge minimum 2 forbrugerrepræsentanter til bestyrelsen. Disse medlemmer skal indgå som fuldgyldige medlemmer i bestyrelsen og have samme rettigheder og pligter, som de øvrige medlemmer. Udover forbrugerrepræsentanterne vil der også i nogle aktieselskaber skulle vælges medarbejderrepræsentanter efter aktieselskabsloven. Hvis der er tale om store bestyrelser, så forudsættes det, at antallet af forbrugerrepræsentanter øges forholdsmæssigt, dog sådan at forbrugerrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter tilsammen ikke udgør et flertal af bestyrelsen.
Det er op til den enkelte virksomhed at beslutte, om forbrugerrepræsentanterne vælges via et repræsentantskab eller direkte ved afstemning blandt forbrugerne. Virksomheden skal fastsætte de nødvendige stemmeregler m.v., som ministeren fortsat skal godkende efter elforsyningslovens § 53, stk. 2. Der fastsættes enkelte krav til afstemningsreglerne, jf. den foreslåede § 44 (dette forslags § 1, nr. 50).
Forbrugerrepræsentanterne skal efter bestemmelsen vælges direkte til bestyrelsen i netvirksomheden og kan ikke vælges til en holdingvirksomhed, hvor bestyrelsen efterfølgende skal vælge bestyrelsen i netvirksomheden. Forbrugerrepræsentanterne er underlagt de samme krav til habilitet, som gælder de øvrige medlemmer af bestyrelsen, jf. den foreslåede § 45 (dette forslags § 1, nr. 51).
Stk. 2 indeholder en undtagelse fra visse af aktieselskabslovens bestemmelser. Der er tale om en videreførelse fra de nuværende forbrugerindflydelsesregler, som er nødvendig for at forbrugerne kan gives mulighed for at vælge bestyrelsesrepræsentanter, evt. via et repræsentantskab.
Til nr. 47
(§ 41)
For forbrugerejede eller kommunalt ejede netvirksomheder, der hidtil har opfyldt forbrugerindflydelsen i kraft af deres ejerskab, gives der mulighed for, at de kan fortsætte som hidtil med, at henholdsvis forbrugerne eller kommunerne vælger flertallet af bestyrelsesmedlemmerne, evt. via et eller flere holdingselskaber.
Muligheden opretholdes med det formål, at virksomhederne ikke er nødsaget til at ændre deres bestyrelsessammensætning i forhold til den nuværende, bl.a. med den konsekvens, at også kommunale selskaber ville skulle have forbrugerrepræsentanter.
Bestemmelsen medfører samtidig, at virksomhederne ikke behøver at ændre deres vedtægter med den konsekvens, at samtlige virksomheders vedtægter ville skulle godkendes på ny. Ændringer af vedtægterne betyder øgede administrative byrder for virksomhederne. Virksomhederne vælger dog selv, hvorvidt de hellere vil overgå til den nye forbrugerrepræsentationsregel.
I bestemmelsen ligestilles kommuner med amtskommuner.
Virksomhederne kan som i den nuværende bestemmelse vælge bestyrelsesmedlemmerne via et repræsentantskab eller ved direkte valg.
Med stk. 2 præciseres det, som i den gældende § 40, stk. 2, at indflydelsen i en selvejende institution kan ske ved, at bestyrelsen vælges af forbrugere eller kommuner eller disse i forening.
Af stk. 3 fremgår det, at indflydelsen i stk. 1 og 2 kan ske via et eller flere holdingselskaber. Hermed menes, at forbrugere eller kommuner vælger flertallet af medlemmerne til bestyrelsen i den øverste juridiske person, og at denne bestyrelse, evt. gennem datterselskaber, vælger netvirksomhedens bestyrelse. Der er tale om en udvidelse af den eksisterende bestemmelse i § 40, stk. 3, da det tillades at indskyde et antal datterselskaber, såfremt forbrugerne eller kommunerne kan gøre deres indflydelse gældende hele vejen ned gennem selskabskonstruktionen.
Til nr. 48
(§ 42)
Bestemmelsen er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse med enkelte justeringer som følge af den ændrede forbrugerrepræsentation.
Netvirksomheden skal vælge forbrugerrepræsentanter efter § 40 senest 3 måneder efter, at virksomheden ikke opfylder det i § 41 nævnte indflydelseskrav.
Til nr. 49
(§ 43)
Kravet om, at mindst en tredjedel af medlemmerne i en forsyningspligtig virksomheds bestyrelse skal være valgt af en flerhed af forbrugere bortfalder. Baggrunden herfor er, at virksomheder med forsyningspligt fremover også vil kunne drive anden virksomhed end forsyningspligtig virksomhed, herunder tilbyde salg af elektricitet i andre forsyningsområder end bevillingsområdet, hvor virksomheden har forsyningspligt. Da ydermere alle forbrugere har frit leverandørvalg, skønnes det ikke længere nødvendigt at opretholde kravet om forbrugerindflydelse i forsyningspligtvirksomheder.
Til nr. 50
(§ 44)
Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at netvirksomhederne opfylder kravet om forbrugerrepræsentation. Bestemmelsen foreslås ændret således, at kravet om, at netvirksomhederne skal overholde en standardvedtægt, fjernes, jf. bekendtgørelse nr. 559 af 18. juni 2001 om standardvedtægter i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder.
Begrundelsen for at ophæve standardvedtægterne er, at da kravet om forbrugernes bestemmende indflydelse ophæves, findes det ikke mere nødvendigt at opretholde reglerne om nedsættelse af forbrugerrepræsentantskab og dettes kompetence i samme detaljerede form som tidligere. Det foreslås i stedet, at der gives fleksibilitet for virksomhederne til selv at indarbejde nødvendige bestemmelser i vedtægterne vedrørende valg af forbrugerrepræsentanter, herunder valgregler o. lign., som er tilpasset den enkelte virksomheds forhold, jf. dog stk. 2. Vedtægterne vil stadig skulle godkendes af ministeren, jf. elforsyningslovens § 53, stk. 2, som foretager en rimelighedsvurdering af den enkelte virksomheds vedtægter ud fra dennes forhold.
Med stk. 2 stilles der dog krav om, at når netvirksomhederne skal vælge forbrugerrepræsentanter, skal det ske på en måde, der giver enhver tilsluttet forbruger lige indflydelse uanset forbrug. Der er tale om en videreførelse fra bekendtgørelse om standardvedtægter i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder (bekendtgørelse nr. 559 af 18. juni 2001), som fastlægger grundlaget for afstemningen.
Med enhver tilsluttet forbruger forstås en forbruger, som aftager el og har rådighed over en installation i netvirksomhedens bevillingsområde, og som er tilsluttet elnettet i bevillingsområdet. Det er dermed underordnet, om man er lejer eller ejer.
Det foreslås, at alle skal have samme indflydelse uanset forbrug. Det skal dog fortsat være muligt at lave regionvis udpegning af medlemmer o.lign., såfremt det er forholdsmæssigt fordelt efter antallet af forbrugere.
Hensigten er, at netvirksomhedernes vedtægter kan fortsætte, som de er godkendt efter bekendtgørelse om standardvedtægter, men ændrer virksomhederne vedtægterne, skal det sikres, at hensynet til forbrugerne varetages i tilstrækkeligt omfang.
I øvrigt skal forbrugerrepræsentanterne have samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3 indeholder en dispensationsmulighed fra kravet om lige indflydelse til alle forbrugere uanset forbrug. Der er tale om en videreførelse af § 3 i bekendtgørelse nr. 559 af 18. juni 2001 om standardvedtægter i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder. Dispensationer givet efter bekendtgørelsen opretholdes.
Til nr. 51
(§ 45)
De foreslåede ændringer har sammen med lovforslagets § 1, nr. 12 og 36 (§§ 20 a og 28 b), om programmer for intern overvågning til formål at gennemføre kravene om funktionel adskillelse i eldirektivets artikel 10, stk. 2, og artikel 15, stk. 2.
Den eksisterende § 45 indeholder bestemmelser, der skal sikre, at de systemansvarlige virksomheder drives uafhængigt af kommercielle interesser i elproduktions- og elhandelsvirksomheder, herunder virksomheder med forsyningspligt. De foreslåede ændringer af § 45 skal sikre, at alle monopolaktiviteter, det vil sige net-, transmissions- og systemansvarsaktiviteter, drives uafhængigt af kommercielle interesser i overensstemmelse med direktivets krav. For at sikre uafhængigheden foreslås det for det første med § 45, stk. 1, at den daglige ledelse i net-, transmissions- og systemansvarlige virksomheder ikke må indgå hverken i den daglige ledelse eller i bestyrelsen for en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller virksomheder, som ejer de kommercielle virksomheder direkte eller indirekte, medmindre der er tale om kollektive elforsyningsvirksomheder. For det andet foreslås der med stk. 2, at bestyrelsesmedlemmer i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed ikke må være bestyrelsesmedlemmer eller indgå i den daglige ledelse af elproduktions- eller elhandelsvirksomheder. Med den statslige overtagelse af de overordnede transmissionsnet og de systemansvarlige virksomheder, som forudsat med dette lovforslag, vil stk. 1 og 2 kun få betydning for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder.
Kravene i stk. 1 og 2 er mere byrdefulde for små virksomheder end for store virksomheder. Med eldirektivet er der derfor mulighed for at undtage netvirksomheder med under 100.000 forbrugere fra kravene.
Det foreslås i stk. 3, at netvirksomheder med under 100.000 forbrugere undtages fra kravene i stk. 1 og 2. Disse virksomheder forsyner omkring 43 % af de danske forbrugere og står for ca. 50 % af den samlede forsyning. Det fremgår af stk. 3, 2. pkt., at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om ændring af denne grænse, således at undtagelsen i stk. 3, 1. pkt., kun kommer til at gælde for virksomheder, der har et lavere antal tilsluttede forbrugere end 100.000. Ministeren vil i denne sammenhæng bl.a. kunne lægge vægt på, hvordan andre EU-lande gennemfører eldirektivet.
Med stk. 4 foreslås det, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed kan handle uafhængigt af erhvervsmæssige interesser. Bestemmelsen tager højde for den situation, at der måtte vise sig behov for yderligere regler om uafhængighed i lyset af eldirektivets krav til virksomhedernes uafhængighed, herunder artikel 10, stk. 2, litra b, og artikel 15, stk. 2, litra b.
Til nr. 52
(§ 46)
Med forslaget ophæves § 46, stk. 1-3 om långivning og sikkerhedsstillelse, og § 46 indeholder herefter alene den gældende § 46, stk. 4, om, at kollektive virksomheders indgåelse af aftaler med andre skal ske på markedsbestemte vilkår.
Det følger af den gældende § 46, stk. 1, at kollektive elforsyningsvirksomheder ikke må yde lån til eller stille sikkerhed for andre virksomheder. Det følger dog af stk. 2, at dette ikke gælder i det omfang, der ved långivningen eller sikkerhedsstillelsen disponeres over den i § 74, stk. 3, nævnte kapital, hvilket vil sige den frie egenkapital. Ifølge bemærkningerne er formålet med bestemmelsen at sikre, at værdierne i de kollektive virksomheder alene anvendes i overensstemmelse med lovens prisbestemmelser og at hindre omgåelse af disse bestemmelser. Derfor gælder begrænsningen ikke for så vidt angår kapital, som selskaberne frit kan disponere over.
Da § 74, stk. 3, nu ophæves, og der ikke længere skelnes mellem fri og bunden kapital, foreslås det som konsekvens heraf, at § 46, stk. 1-3, ophæves.
Med ophævelse af skellet mellem fri og bunden kapital vil der ikke længere være særlige begrænsninger i elforsyningsloven på, i hvilket omfang der kan trækkes egenkapital ud af virksomhederne. Som en konsekvens heraf bør der heller ikke være særlige begrænsninger på muligheden for at yde lån til og stille sikkerhed for andre virksomheder, da lån og sikkerhedsstillelse alt andet lige må betragtes som det mindre i forhold til det mere, som er at trække kapital helt ud af virksomheden.
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at lån og sikkerhedsstillelse kan ydes ubegrænset. Enhver sådan disposition skal i overensstemmelse med de almindelige selskabsretlige regler være forsvarlig i forhold til virksomhedens drift, herunder i forhold til det faktuelle og forventede fremtidige kapitalbehov i virksomheden. I henhold til gældende retspraksis følger det endvidere, at hvis der er tale om långivning og sikkerhedsstillelse af væsentligt omfang til fordel for en anden virksomhed, herunder koncernforbundne virksomheder, således at virksomheden reelt kan siges at drive den pågældende anden virksomhed, skal dispositionen kunne rummes inden for den långivende virksomheds formål. Under hensyn til kravet om selskabsmæssig adskillelse i § 47, stk. 1, herunder at bevillingshaver i virksomheden alene kan drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen, vil der således være begrænsede muligheder for at yde lån til og stille sikkerhed i væsentligt omfang for virksomheder, der driver anden virksomhed end den långivende virksomhed.
Det skal endvidere understreges, at långivning og sikkerhedsstillelse ikke kan medregnes i indtægtsrammerne. Det vil sige, at eventuelle tab herpå ikke kan indregnes i elpriserne. Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 68 og 69 (§ 69, stk. 1).
Ifølge § 76, stk. 1, nr. 7, som affattet i dette lovforslags § 1, nr. 81, skal regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter Energitilsynets nærmere bestemmelse til brug for fastsættelsen af og tilsynet med de i § 70 nævnte indtægtsrammer, anmeldes til Energitilsynet. Energitilsynet vil hermed kunne stille de fornødne krav med hensyn til regnskabsaflæggelse og afgivelse af oplysninger vedrørende långivning og sikkerhedsstillelse med henblik på at kunne påse, at disse aktiviteter ikke har konsekvenser for prisfastsættelsen.
Bestemmelsen i § 46, stk. 1, har endvidere været en hindring for adgangen til at sambeskatte kollektive elforsyningsvirksomheder med andre virksomheder. Denne forudsætning blev endvidere lagt til grund i forbindelse med den ændring af skattelovgivningen, som i år 2000 blev gennemført for at sikre elselskabernes overgang til almindelig skattepligt. Da bestemmelsen i § 46, stk. 1, nu foreslås ophævet, vil skatteministeren foreslå en ændring af selskabsskatteloven, som opretholder retstillingen med hensyn til adgangen til sambeskatning med kollektive elforsyningsvirksomheder. Ændringen af selskabsskatteloven skal derfor ses i sammenhæng med ophævelsen af § 46, stk. 1-3.
Til nr. 53
(§ 47, stk. 1)
Der er tale om konsekvensrettelser som følge af lovforslagets ændring af prisbestemmelserne for forsyningspligtig virksomhed. Det vil herefter ikke være muligt at krydssubsidiere mellem forskellige kundegrupper. Derfor er der heller ikke behov for at opretholde de nuværende krav til selskabsmæssig adskillelse. Virksomheder med forsyningspligt vil herefter også kunne drive anden virksomhed, herunder tilbyde salg af elektricitet i andre forsyningsområder end bevillingsområdet, hvor virksomheden har forsyningspligt.
Til nr. 54
(§ 49)
Forslaget er en videreførsel af den gældende § 49 med den forskel, at bevillingshaver er ændret til virksomhed. Baggrunden for ændringen er lovforslagets § 1, nr. 21 (§ 22, stk. 4) om muligheden for, at ministeren kan fastsætte regler om samfakturering af ydelser.
Da handelsvirksomheder ikke er bevillingshavere efter loven, er det nødvendigt at ændre § 49, således at midler, som handelsvirksomheder måtte opkræve for andre ifølge ovennævnte bestemmelser, holdes adskilt fra handelsvirksomhedens formue. Adskillelsen skal ske på en sådan måde, at de nævnte midler ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning fra virksomhedens kreditorer.
Til nr. 55
(§ 50)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at bevillinger til kollektive elforsyningsvirksomheder samt til forsyningspligtige virksomheder kun vil kunne meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet for at kunne udøve virksomheden. En tilsvarende bestemmelse findes for elproduktionsvirksomheder i medfør af den gældende § 10. Bestemmelsen foreslås indsat, fordi den skønnes at kunne blive relevant i relation til økonomi- og erhvervsministerens eventuelle meddelelse af bevilling til nye ansøgere til en bevilling, der er inddraget i medfør af § 54, stk. 1.
Til nr. 56
(§ 54)
Med bestemmelserne indføres en sikkerhed for, at bevillingspligtige aktiviteter kan videreføres i det tilfælde, at en bevillingshaver får inddraget sin bevilling.
Den eksisterende § 54 giver mulighed for at inddrage en bevilling, hvis bestemmelser, vilkår eller påbud gentagne gange overtrædes, hvis der i en ansøgning om bevilling er givet urigtige oplysninger, eller hvis bevillingshaveren anmelder betalingsstandsning, indgiver konkursbegæring eller erklæres konkurs.
Bestemmelsen har ikke været anvendt. I den eksisterende bestemmelse er der ikke taget højde for, hvem der skal videreføre de bevillingspligtige aktiviteter i tilfælde af inddragelse af en bevilling. Af hensyn til forsyningssikkerheden findes det hensigtsmæssigt at indføre bestemmelser, som tager højde for en sådan situation.
Med stk. 6 kan økonomi- og erhvervsministeren pålægge den systemansvarlige virksomhed midlertidigt at videreføre den bevillingspligtige aktivitet for en net- eller transmissionsvirksomhed. I tilfælde, hvor en net- eller transmissionsvirksomhed får inddraget sin bevilling, kan der opstå situationer, hvor det er nødvendigt hurtigt at få nogen til at videreføre driften af den bevillingspligtige aktivitet for at sikre, at elforsyningen kan opretholdes. Det findes mest hensigtsmæssigt at pålægge den systemansvarlige virksomhed denne opgave i perioden frem til, at der findes en ny bevillingshaver. Den systemansvarlige virksomhed driver i perioden den bevillingspligtige aktivitet for egen regning og risiko og overtager i den forbindelse ikke tidligere aftaler og ansatte, medmindre dette særskilt aftales.
De nødvendige omkostninger, den systemansvarlige virksomhed har til at drive aktiviteten, fordeles på brugerne af den pågældende aktivitet. Prisfastsættelsen skal være i overensstemmelse med lovens § 71. Driften vil således være underlagt et hvile i sig selv princip i den periode den systemansvarlige virksomhed varetager driften heraf. Hensigten er, at der hurtigst muligt skal findes en virksomhed, der kan føre bevillingen videre på almindelige vilkår.
Såfremt den systemansvarlige virksomhed midlertidigt skal overtage driften efter stk. 6, er det nødvendigt, at denne får rådighed over anlæg, materiel, kundekartotek m.v. som er nødvendig for driften. I relation til den tidligere bevillingshavers ansatte, respekterer den systemansvarlige virksomhed forpligtelser, der måtte følge af virksomhedsoverdragelsesloven.
Tilsvarende kan der opstå en situation, hvor en inddraget bevilling gives til en ny bevillingshaver, men hvor den tidligere bevillingshaver ønsker at fastholde ejerskabet af anlægget m.v. Efter § 51, stk. 4, er det et krav for at opnå bevilling, at virksomheden ejer de anlæg, som anvendes til gennemførelse af de bevillingspligtige aktiviteter. Af hensyn til opretholdelse af elforsyningen er det dog i den omtalte situation nødvendigt at give bevilling til en virksomhed som ikke ejer de pågældende anlæg m.v. Der vil i sådanne tilfælde blive dispenseret fra kravet om ejerskab, jf. § 51, stk. 5.
Med stk. 7 fastsættes det derfor, at den virksomhed, der får sin bevilling inddraget, kan pålægges at stille anlæg m.v. til rådighed for den systemansvarlige virksomhed i det omfang, der er tale om en net- eller transmissionsvirksomhed eller for en ny bevillingshaver. Dette skal ske på rimelige vilkår, som økonomi- og erhvervsministeren træffer afgørelse om i det konkrete tilfælde. Der indsættes en hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om fastsættelse af rimelige vilkår. Det påregnes ikke at være nødvendigt at anvende hjemlen, medmindre der i forbindelse med konkrete sager om inddragelse af bevillinger senere viser sig behov herfor.
En beslutning efter bestemmelsen om, at en virksomhed skal stille anlæg m.v. til rådighed, vil principielt set i helt særlige tilfælde kunne indebære et ekspropriativt indgreb. Det bemærkes, at et sådant ekspropriativt indgreb i almindelighed ikke vil betyde, at der opstår et tab, som der vil være pligt for det offentlige til at erstatte. Med fastlæggelsen af de rimelige vilkår, der skal gælde for rådighedsstillelsen, vil der således bl.a. blive fastsat en pligt for den, der skal overtage driften, til at betale for anvendelsen af anlægget m.v.
En virksomhed, der får sin bevilling inddraget, vil i forbindelse med pålægget skulle bistå den overtagende virksomhed efter bedste evne med overtagelsen af driften med det formål at gøre denne så gnidningsløs som muligt. Det forudsættes i den forbindelse, at et konkursbo vil få dækning for de rimelige omkostninger forbundet herved i forbindelse med fastsættelsen af rimelige vilkår for at stille anlæg m.v. til rådighed.
Ved inddragelse af bevilling til elproduktion forudsættes bestemmelsen kun brugt, hvis dette skønnes nødvendigt for at afværge en forsyningskrise. Skulle en sådan situation opstå, vil en virksomhed, der er villig til at fortsætte produktionen, og som opfylder betingelserne for at kunne få produktionsbevilling efter § 10, hurtigst muligt blive anmodet om at videreføre driften. Efter dette lovforslags ændring af § 10, stk. 1, kan produktionen midlertidigt videreføres uden bevilling.
Efter stk. 8 kan økonomi- og erhvervsministeren udbyde en bevilling, der er inddraget efter stk. 1 eller 4. I langt de fleste tilfælde forventes det, at virksomheder, som har fået inddraget deres bevilling, efterfølgende vil overdrage anlæg m.v. til en anden virksomhed, som derefter vil søge om bevilling til at drive anlæggene. I den mellemliggende periode vil den systemansvarlige virksomhed drive anlæggene i medfør af stk. 6. Bestemmelsen i stk. 8 indsættes for det tilfælde, at der er gået uforholdsmæssigt lang tid, uden at der er kommet ansøgere til at overtage bevillingen, og hvor det ikke længere findes hensigtsmæssigt at lade systemansvaret videreføre driften.
Såfremt en bevillingspligtig aktivitet skal udbydes, vil dette blive offentliggjort, således at interesserede parter inden for en nærmere angiven frist kan ansøge om bevilling til udøvelse af den pågældende aktivitet inden for det berørte geografiske område. Hvis der herefter indkommer flere egnede ansøgninger, vil der ved valget mellem ansøgerne blive lagt vægt på, hvilken ansøger der ud fra en samlet vurdering må anses at have den fornødne sagkundskab og være bedst i stand til at udøve den pågældende aktivitet på de økonomisk mest effektive betingelser.
Til nr. 57
I forbindelse med, at de hidtidige bestemmelser om aftagepligt og faste afregninger i de hidtidige §§ 57-59 ophæves og erstattes af pristillæg til markedsprisen, er det påkrævet af hensyn til overskueligheden, at kap. 9 om miljøvenlig elproduktion inddeles i en række underafsnit. Det nye afsn. a, »Pristillæg m.v. til VE-elektricitet « , omfatter §§ 56 – 57 a om pristillæg til vindmølleelektricitet (§§ 56 – 56 d) og til andre former for VE-elektricitet (§§ 57 og 57 a).
Til nr. 58
(§ 55)
Bestemmelserne i § 55 om definition af VE-elektricitet suppleres med en ny stk. 2 om elværksfinansierede VE-elproduktionsanlæg. Det følger af bestemmelsen, at der hermed menes VE-elproduktionsanlæg, som er opført eller ombygget som følge af pålæg efter § 13 i den tidligere gældende elforsyningslov eller efter særlig aftale med økonomi- og erhvervsministeren bortset fra anlæg, der helt eller delvis anvendes til afbrænding af affald. Definitionen svarer til afgrænsningen af elproduktionsanlæg omfattet af den hidtidige § 59 a, som blev indsat ved lov nr. 478 af 7. juni 2001. Med henvisningen til § 13 i den tidligere gældende elforsyningslov menes § 13 i lov nr. 54 af 25. februar 1976 om elforsyning, som affattet ved lov nr. 486 af 12. juni 1996, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996.
Afgrænsningen har betydning for de særlige pristillæg til elværksfinansierede anlæg efter §§ 56 c og 57 a, men også på andre områder (især § 56, stk. 4, om balanceringsydelser og § 59, stk. 2 og 5, om beregning af pristillæg).
Til nr. 59
(§§ 56-59 a)
De hidtidige §§ 56- 59 d ophæves ved denne bestemmelse. Samtidig indsættes de nye §§ 56 – 59 a. Det er hensigten, at ændringen skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Ophævelsen af de hidtidige §§ 56 – 59 sker som et led i, at miljøvenlig elektricitet overgår til salg på markedsvilkår med pristillæg.
Bestemmelsen om aftagepligten i den hidtidige § 57 bortfalder herved. Bestemmelserne om faste afregningspriser og pristillæg efter §§ 58 og 59 (for elektricitet fra hhv. decentrale kraft-varme-anlæg og elproducerende affaldsforbrændingsanlæg og til VE-anlæg) udgår og erstattes af nye bestemmelser om pristillæg m.v. til disse kategorier af elektricitet. Det samme gælder § 57, stk. 1, nr. 2, om den såkaldte kraft-varme-garanti til visse andre kraft-varme-værker.
Endvidere bortfalder balancering efter den hidtidige § 56, som var knyttet til elektricitet omfattet af aftagepligt (jf. den hidtidige § 59 c, stk. 1). Om balanceringen af elektricitet omfattet af visse overgangsordninger henvises til bemærkningerne til den nye § 27 c, stk. 8, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 30 og 31).
De hidtidige bestemmelser i §§ 59 a – 59 d om pristillæg m.v. til VE-elektricitet på markedsvilkår ophæves tillige og erstattes af nye bestemmelser, dels på grund af en række indholdsmæssige ændringer, dels af hensyn til sammenhængen mellem de forskellige elementer i kap. 9.
Ved lovændringen indsættes nye regler om pristillæg m.v. til miljøvenlig elektricitet til erstatning for de ophævede §§ 56 – 59 d.
For så vidt angår støtte til vindmølleelektricitet, er § 56 den generelle regel om pristillæg m.v. til elektricitet fra vindmøller på markedsvilkår, mens §§ 56 a – 56 d omhandler pristillæg efter forskellige, i princippet begrænsede overgangsordninger.
§ 56 er i princippet en videreførelse af den hidtidige § 59 b om vindmøller på markedsvilkår, mens § 56 c er en videreførelse af den hidtidige § 59 a, for så vidt angår tidsbegrænsede pristillæg til visse elværksfinansierede vindmøller, som også er på markedsvilkår.
§ 56 a og 56 b omhandler kategorier af vindmøller omfattet af ordninger som et led i elreformen fra 1999. Disse kategorier har hidtil fået afregning og pristillæg som led i aftagepligten. Elektriciteten overgår nu til markedsvilkår, men således at den systemansvarlige virksomhed er pålagt at varetage salg m.v. af elektriciteten for elproducenten. Endelig omhandler § 56 d tidsbegrænsede skrotningsordninger med pristillæg.
Hvad angår anden VE-elektricitet (fra biomasse, biogas etc.), er § 57 den generelle regel om pristillæg til elektricitet på markedsvilkår. Bestemmelsen erstatter hidtidige afregninger og pristillæg som led i aftagepligten. § 57 a er en videreførelse af den hidtidige § 59 a, for så vidt angår tidsbegrænsede pristillæg til visse elværksfinansierede biomasseanlæg m.v., som er på markedsvilkår.
De nye pristillæg til elektricitet fra decentrale kraft-varme-værker og elproducerende affaldsforbrændingsanlæg fremgår af §§ 58 og 58 a, mens den hidtidige støtte efter den såkaldte kraft-varme-garanti fortsættes i § 58 b.
Endelig indeholder §§ 59 og 59 a supplerende bestemmelser, som i princippet svarer til de hidtidige bestemmelser i hhv. § 59 d og 59 c.
Til § 56
Den nye 56 svarer med visse, fortrinsvis redaktionelle ændringer til bestemmelserne i den hidtidige § 59 b. Bestemmelserne i den hidtidige § 59 b, stk. 7, om skrotningsbeviser fremgår dog af § 56 d. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Anvendelsesområdet for § 56 fremgår af stk. 1 . § 56 er den generelle regel om støtte i form af VE- beviser eller pristillæg til vindmølleelektricitet, som ikke falder ind under særlige støtteordninger for nærmere angivne kategorier af vindmøller i de nye §§ 56 a – 56 c.
For det første gælder bestemmelserne i § 56 for vindmøller, som har været omfattet af de nævnte støtteordninger i §§ 56 a – 56 c eller støtteordninger ifølge bekendtgørelse fastsat efter den hidtidige § 59, stk. 1, men som ikke længere opfylder betingelserne for at få støtte efter disse bestemmelser.
En række vindmøller, som er nettilsluttet senest den 31. december 2002, har allerede inden ikrafttrædelsen af § 56 modtaget pristillæg efter den hidtidige § 59 b, stk. 1. Disse vindmøller vil fremover få pristillæg efter § 56. Det gælder vindmøller omfattet af den hidtidige § 59 b, stk. 1, nr. 1 (vindmøller, som ikke længere er berettiget til pristillæg efter vindmøllebekendtgørelsen (nu bekg. nr. 331 af 8. maj 2003)), nr. 2 (visse elværksfinansierede vindmøller, som ikke længere er berettiget til pristillæg efter den hidtidige § 59 a, stk. 4 og 5), og nr. 3 (elværksfinansierede vindmøller finansieret ved henlæggelser efter den tidligere elforsyningslov).
Bestemmelserne i § 56 omfatter for det andet vindmøller, som er nettilsluttet på tidspunkter, hvor de ikke har kunnet få støtte efter de ovennævnte særlige støttebestemmelser. Som udgangspunkt drejer det sig om vindmøller nettilsluttet fra og med den 1. januar 2003, dog bortset fra enkelte kategorier: Visse vindmøller nettilsluttet til egen forbrugsinstallation (husstandsmøller) kan således få pristillæg efter § 56 b uanset nettilslutningstidspunkt. Elværksfinansierede vindmøller omfattet af § 56 c kunne få pristillæg efter den hidtidige § 59 a, hvis de blev nettilsluttet, inden pålæg om vindmølleudbygning efter den tidligere gældende elforsyningslov blev ophævet den 4. juni 2002.
Med nettilslutningstidspunktet forstås det tidspunkt, hvor vindmøllen første gang leverer elektricitet til elforsyningsnettet. Varigheden af et pristillæg regnes fra det tidspunkt, hvor vindmøllen første gang tilsluttes til det kollektive elforsyningsnet.
Det følger af stk. 2, at der udstedes VE-beviser eller ydes pristillæg på 10 øre pr. kWh for elektricitet fra pågældende vindmølle inden for 20 år fra tidspunktet for nettilslutningen. Bestemmelsen skal ses på baggrund af, at indførelsen af et VE-bevismarked er udsat indtil videre ved aftalen af 19. juni 2002 mellem parterne bag elreformaftalen. Disse bestemmelser er en sammenskrivning af de hidtidige § 59 b, stk. 2 og 5.
Det fremgår endvidere af stk. 2, at der ikke ydes pristillæg til elektricitet fremstillet på elværksfinansierede vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 1999. Det svarer til hidtil gældende regler før ikrafttrædelsen af den nye § 56. Disse vindmøller havde efter den hidtidige § 59 a, stk. 3, fået pristillæg, som sammen med markedsprisen for elektricitet udgjorde 60 øre pr. kWh. Pristillægget bortfaldt den 1. januar 2004 ved bekendtgørelse nr. 1196 af 18. december 2003 om bortfald af pristillæg til visse vindmøller, idet det blev vurderet, at den kompensation, som var tilsigtet med dette pristillæg, fuldt ud var blevet ydet.
Med hjemmel i § 60, stk. 2, vil der i øvrigt kunne fastsættes regler om ophør af VE-bevis til VE-elproduktionsanlæg, hvorved også det substituerende pristillæg på 10 øre pr. kWh vil bortfalde. Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde, hvor fortsat ydelse af pristillæg til nærmere bestemte kategorier af vindmøller, som må anses for fuldt ud konkurrencedygtige, vurderes at føre til overkompensation.
Bestemmelserne i stk. 3 om et maksimum for pristillæg og markedspris på 36 øre pr. kWh er ændret i forhold til den hidtidige § 59 b, stk. 4. Ændringen indebærer, at pristillægget på 10 øre pr. kWh efter stk. 2 til vindmøller nettilsluttet fra den 1. januar 2005 og senere kan udbetales uden det nævnte maksimum.
Stk. 4 hvorefter der ydes balanceringsgodtgørelse på 2,3 øre pr. kWh til elektricitet fra vindmøller omfattet af stk. 1, bortset fra elværksfinansierede vindmøller, svarer til den hidtidige § 59 b, stk. 6.
Stk. 5 om ekstra pristillæg på 10 øre pr. kWh til visse ældre vindmølle, som omfattes af § 56, er uændret i forhold til den hidtidige § 59 b, stk. 3. Det er dog af redaktionelle grunde præciseret i stk. 5, at pristillægget ydes i højest 20 år efter vindmøllens tilslutning til elforsyningsnettet, og at det ekstra pristillæg fastsættes på tilsvarende måde som i stk. 3, d.v.s. at summen af det ekstra pristillæg og det almindelige tillæg efter stk. 2, d.v.s. i alt 20 øre pr. kWh, sammen med markedsprisen for elektriciteten ikke må overstige 36 øre pr. kWh.
Tillige er der i denne bestemmelse indsat en definition af begrebet produktion i en fuldlasttime (d.v.s. en elproduktion svarende til produktionen i en time med vindmøllens installerede effekt), idet det er den første bestemmelse i loven, hvori begrebet nævnes.
Betingelserne for at få det ekstra pristillæg fremgår af stk. 6, som svarer til dele af det hidtidige stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 7 giver hjemmel til at fastsætte regler om beregningen af vindmøllers installerede effekt og produktion og andre forhold af betydning for fastsættelsen af pristillæg og andre ydelser (godtgørelse for balancering mv.). Bestemmelserne kan anvendes til at fastsætte bestemmelser for vindmøller generelt, herunder også vindmøller omfattet af §§ 56 a – 56 d.
Der har været hjemmel efter den hidtidige § 59, stk. 2, til bl.a. at fastsætte regler om, for hvilke produktionsanlæg pristillægget ydes, samt regler om den tidsmæssige udstrækning af afregningsreglerne og pristillægget efter § 59. Regler om pristillæggenes størrelse fremgår af de nye bestemmelser i §§ 56 – 56 d, men stk. 7 giver hjemmel til fortsat at kunne præcisere tekniske og produktionsmæssige forhold af betydning for pristillæggenes størrelse og varighed. Der findes bestemmelser herom i den nuværende vindmøllebekendtgørelse (bekg. nr. 331 af 8. maj 2003 om nettilslutning af vindmøller og prisafregning af vindmølleproduceret elektricitet m.v.).
Den hidtidige § 59 b, stk. 7 om pristillæg i forbindelse med skrotningsbevis til visse vindmøller erstattes af bestemmelser i den nye § 56 d. De hidtidige § 59 b, stk. 8 – 10 om særlige betingelser for udbetaling af godtgørelsen efter den nye stk. 4 og det ekstra pristillæg efter stk. 5 udgår, jf. afsn. 7 i de almindelige bemærkninger om forholdet til EU-retten.
Til § 56 a
Ifølge stk. 1 gælder bestemmelserne i den nye § 56 a for vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 2002 bortset fra vindmøller tilsluttet i egen forbrugsinstallation (også kaldet husstandsvindmøller) som nævnt i § 56 b og elværksfinansierede vindmøller. Om disse sidste henvises til bestemmelserne i §§ 56 eller 56 c. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Når støtten efter § 56 a ophører, vil elektriciteten være omfattet af bestemmelserne om støtte efter den nye § 56, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Elektriciteten fra disse vindmøller har hidtil ifølge elreformaftalen af 1999 fået afregningspris og pristillæg i en overgangsfase, idet det var hensigten, at elektriciteten efter udløbet af overgangsordningerne skulle få VE-bevis. Disse hidtidige bestemmelser om afregningspris og pristillæg fremgik af vindmøllebekendtgørelsen (jf. bemærkningerne til § 56) udstedt med hjemmel i den hidtidige § 59, som nu ophæves.
I forbindelse med, at aftagepligten ophører, indføres der i stedet med den nye § 56 a et finansielt pristillæg. Pristillægget fastsættes således, at markedspris og pristillæg svarer fuldt ud til den hidtidige støtte. Om beregningen af pristillæggene henvises til den nye § 59, stk. 2, nr. 1.
Elektriciteten omfattes af bestemmelserne i § 59 a, stk. 1, hvorefter den systemansvarlige virksomhed skal varetage salget af elektriciteten m.v.
Det findes fornødent at fastsætte størrelsen af disse pristillæg og andre tilsvarende pristillæg i selve loven som et led i, at aftagepligten og de faste afregningspriser og pristillæg bortfalder og erstattes af et finansielt pristillæg til markedsprisen.
Der er to kategorier af pristillæg, dels til eksisterende vindmøller pr. 31. december 1999 (stk. 2- 5), dels til andre vindmøller, som er nettilsluttet senest den 31. december 2002 (stk. 6 og 7).
Det følger af stk. 2 , at der ydes pristillæg efter stk. 3 – 5 til elektricitet fra en vindmølle, som opfylder definitionen på at kunne betragtes som en eksisterende vindmølle. Der kan ifølge stk. 8 bl.a. fastsættes regler om, hvilke betingelser en vindmølle skal opfylde. Det er hensigten at videreføre de gældende kriterier herfor i vindmøllebekendtgørelsens § 10. Ifølge disse kriterier skal der senest den 31. december 1999 foreligge bindende, ubetinget kontrakt og nærmere angivne myndighedstilladelser vedrørende vindmøllen, og der skal senest den 31. august 2000 være indgivet anmodning om nettilslutning. Endvidere følger det af stk. 1, at vindmøllen skal være nettilsluttet senest den 31. december 2002.
Der gælder en fast sidste dato for pristillæg efter stk. 2, idet de ophører den 31. december 2012 uanset bestemmelserne i stk. 3 – 5 om varigheden af pristillæggene. Det fremgår videre, at der ikke udstedes VE-bevis for elektriciteten.
Stk. 3 – 5 indeholder bestemmelser om størrelsen og varigheden af pristillæg, som ydes til eksisterende vindmøller som nævnt i stk. 2. Pristillægget og markedsprisen svarer til det støtteniveau, som fremgår af de hidtidige bestemmelser i §§ 11 og 12 i vindmøllebekendtgørelsen.
Stk. 6 om pristillæg til vindmøller, som ikke opfylder definitionerne på en eksisterende vindmølle, men som er nettilsluttet senest den 31. december 2002, svarer til støtteniveauet efter § 13 i vindmøllebekendtgørelsen. Med et udvalgt hovedområde for vindmølleudbygningen som nævnt i nr. 2 sigtes til områder udpeget i »Havvindmøllehandlingsplan for danske farvande « , jf. vindmøllebekendtgørelsens § 5. Der vil kunne fastsættes regler om denne afgrænsning efter stk. 8.
Ifølge stk. 7 ydes der tillige VE-bevis for denne kategori af elektricitet, idet der i stedet ydes et pristillæg på 10 øre pr. kWh, indtil VE-beviser udstedes.
Om adgangen efter stk. 8 til at fastsætte regler om nærmere angivne forhold henvises til bemærkningerne til stk. 2 og 6.
Til § 56 b
Ved den nye § 56 b, stk. 1, opretholdes støtten til elektricitet, som leveres til elforsyningsnettet fra vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation (husstandsmøller), og som har en installeret effekt på 25 kW og derunder, jf. de hidtidige bestemmelser herom i § 14 i vindmøllebekendtgørelsen. Pristillægget ydes som et tillæg til elektricitet, som leveres til elforsyningsnettet fra disse vindmøller, og tillægget fastsættes således, at dette og den efter § 59, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Vedrørende beregningen af pristillæggene henvises til den nye § 59, stk. 2, nr. 1. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Elektriciteten omfattes af bestemmelserne i § 59 a, stk. 1, hvorefter den systemansvarlige virksomhed skal varetage salget af elektriciteten m.v.
Ifølge elreformaftalen fra 1999 skal der fastsættes særlige regler for støtte til små VE-producenter. Der er ikke i aftalen fastsat nogen varighed af denne støtte. I overensstemmelse hermed fremgår det af vindmøllebekendtgørelsens § 14, at støtten til disse anlæg ydes indtil videre.
Imidlertid følger det af bestemmelsen i den hidtidige § 59 b, stk. 1, nr. 4, som trådte i kraft den 1. januar 2003, at elektricitet fra andre vindmøller nettilsluttet fra denne dato skal overgå til markedspris med pristillæg på 10 øre pr. kWh og samlet maksimum på 36 pr. kWh. Dette princip er videreført i den nye § 56. Der har ikke dermed været tilsigtet en ændring i støtten for husstandsvindmøller tilsluttet efter den 1. januar 2003. For at præcisere, at afregningen for disse vindmøller ikke følger de generelle regler om pristillæg i den nye § 56, præciseres det i stk. 1, at pristillægget ydes uanset tidspunktet for tilslutningen til husstandsinstallationen. Af hensyn til enkelte ejere af husstandsvindmøller tilsluttet efter den 1. januar 2003 præciseres det tillige i lovforslagets § 4, stk. 2, at pristillægget for husstandsmøller tilsluttet mellem den 1. januar 2003 og ikrafttrædelsen af § 56 b ydes med virkning fra tilslutningstidspunktet.
Det følger af stk. 2 , at der ikke udstedes VE-bevis for elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter stk. 1. Ved ophør af dette pristillæg vil elektriciteten være omfattet af bestemmelserne om VE-bevis og pristillæg i den nye § 56.
Økonomi- og erhvervsministeren kan ifølge stk. 3 efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg (Energipolitisk Udvalg) fastsætte regler om, at pristillægget skal bortfalde. Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 forudsættes pristillægget opretholdt indtil videre, indtil den fremtidige støtte til elektricitet fra disse vindmøller er afklaret.
Til § 56 c
Bestemmelserne i den nye § 56 c svarer i det store og hele til de tilsvarende bestemmelser i den hidtidige § 59 a, stk. 4, 5, 8 og 9. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Det fremgår af stk. 1, at bestemmelserne omhandler elektricitet produceret på nærmere angivne kategorier af elværksfinansierede vindmøller, som er nettilsluttet fra den 1. januar 2000, jf. i øvrigt definitionen af elværksfinansierede anlæg i den nye § 55, stk. 2. De kategorier af elværksfinansierede vindmøller, som er nævnt i § 56 c, kunne få pristillæg efter den hidtidige § 59 a, hvis de blev nettilsluttet, inden pålæg om vindmølleudbygning efter den tidligere gældende elforsyningslov blev ophævet den 4. juni 2002.
Bestemmelserne i § 56 c gælder dog ikke for vindmøller på søterritoriet m.v., som er finansieret ved henlæggelser efter den tidligere gældende elforsyningslov. Disse vindmøller omfattes af bestemmelserne i den nye § 56, jf. den tidligere § 59 b, stk. 1, nr. 3.
Pristillæggene fremgår af stk. 2 og 3 , som er uændrede i forhold til de hidtidige § 59 a, stk. 4 og 5. Når pristillæggene ophører ifølge disse bestemmelser eller bortfalder efter stk. 5 , vil elektriciteten være omfattet af bestemmelserne om støtte efter § 56, stk. 2. I den hidtidige § 59 a. stk. 9, var der adgang til at fastsætte, at disse pristillæg erstattes af VE-bevis, hvilket nu følger af § 56, stk. 2.
Der ydes ikke pristillæg til elværksfinansierede vindmøller nettilsluttet senest den 31. december 1999 efter § 56 c eller § 56, jf. bemærkningerne til § 56, stk. 2.
Til § 56 d
Det fremgår af stk. 1 , at den nye § 56 d omhandler ekstra pristillæg til elektricitet produceret på en fabriksny vindmølle, hvori der udnyttes skrotningsbeviser udstedt for nedtagningen af vindmøller. Skrotningsbeviser skal skabe incitament til modernisering af vindmøllebestanden og en mere hensigtsmæssig udnyttelse af arealer, som er egnede til opstilling af vindmøller. Ejere af ældre, mindre vindmøller får derved økonomisk incitament til at nedtage deres vindmølle, samtidig med, at den, der erhverver et skrotningsbevis, som er omsætteligt, får et tilskud til etableringen af en fabriksny vindmølle.
Der findes to skrotningsordninger for vindmøller som omhandlet hhv. i stk. 2 og 3 (for vindmøller nedtaget senest den 31. december 2003) og i stk. 4 - 6 (for vindmøller nedtaget i perioden fra den 1. juli 2004 til den 30. juni 2009).
Pristillægget efter § 56 d i forbindelse med skrotningsbeviser udbetales som udgangspunkt uafhængigt af, om der tillige ydes pristillæg efter de foranstående bestemmelser. Dog er der bestemmelser i stk. 3 og 5 om maksimum for pristillægget til nærmere angivne vindmøller.
De hidtidige bestemmelser om disse pristillæg fremgik af vindmøllebekendtgørelsen og tillige af den hidtidige § 59 b, stk. 7, for så vidt angik vindmøller nettilsluttet efter den 31. december 2002. I forbindelse med, at aftagepligten for elektriciteten bortfalder, findes det fornødent at fastsætte størrelsen af disse pristillæg som helhed i selve loven.
Stk. 2 vedrører skrotningsbeviser for vindmøller med en effekt på 150 kW eller derunder, som er nedtaget i perioden fra den 3. marts 1999 til og med den 31. december 2003. Det fremgår af bestemmelsen, at skrotningsbeviset giver ret til pristillæg på 17 øre pr. kWh for elektricitet produceret på en vindmølle nettilsluttet fra den 1. april 2001 til og med den 1. januar 2004 på betingelse af, at vindmølleejeren udnytter skrotningsbeviser, som er blevet udstedt for nedtagning af vindmøllen. Pristillægget ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for den del af den producerede elektricitet, som vedrører skrotningsbeviset.
Det fremgår af vindmøllebekendtgørelsens § 16, stk. 2 og 3, at skrotningsbeviset giver ejeren ret til at få pristillæg for en nærmere angivet effekt, som er større end den nedtagne vindmølles effekt. Disse bestemmelser vil blive videreført. Der vil i ikke blive udstedt flere skrotningsbeviser efter stk. 2, da fristen for nedtagning af vindmøller er udløbet.
Bestemmelserne i stk. 3, hvorefter summen af pristillægget på 17 øre pr. kWh og pristillægget efter 56 a, stk. 6, sammen med markedsprisen for elektricitet (fastsat efter § 59, stk. 2, nr. 1) tilsammen ikke kan overstige 60 øre pr. kWh, svarer beløbsmæssigt til den hidtidige § 16, stk. 5, i vindmøllebekendtgørelsen.
Stk. 4 omhandler en ny skrotningsordning, hvorefter der ydes pristillæg for elektricitet produceret på en vindmølle nettilsluttet fra den 1. januar 2005 til og med den 31. december 2009, når vindmølleejeren udnytter skrotningsbeviser fra en vindmølle med en effekt på 450 kW eller derunder, som er nedtaget i perioden fra den 1. juli 2004 til og med den 30. juni 2009. Der er dog et loft for udstedelse af skrotningsbeviser, jf. bemærkningerne til stk. 5. Dette pristillæg udgør 12 øre pr. kWh, og det ydes for en elproduktion svarende til 12.000 fuldlasttimer for det dobbelte af den nedtagne vindmølles installerede effekt. For disse skrotningsbeviser gælder dog den begrænsning, at de ikke kan bruges i vindmøller på søterritoriet m.v. Forskydningen på et halvt år mellem de to perioder skal give fornøden tid til at finde udnyttelse for skrotningsbeviser i nye vindmøller.
Ved stk. 5 fastsættes en særlig pulje for udstedelse af skrotningsbeviser efter stk. 4. Der kan således kun udstedes skrotningsbeviser som nævnt i stk. 4 svarende til en samlet effekt i nedtagne vindmøller på 175 MW i den samlede periode fra den 1. juli 2004 til og med den 30. juni 2009. I øvrigt henvises til bemærkningerne til stk. 8.
I stk. 6 fastsættes et maksimum for pristillægget efter stk. 4. Dette pristillæg skal fastsættes således, at tillægget og summen af markedsprisen, fastsat efter § 59, stk. 2, nr. 3, samt pristillægget efter § 56, stk. 2, ikke overstiger 48 øre pr. kWh. Det fremgår af bestemmelsen, at der, hvis dette maksimum overskrides, skal der alene ske en regulering af pristillægget på 12 øre pr. kWh for skrotningsbeviset.
Bestemmelserne i stk.7 , hvorefter en vindmølle, for hvilken der er udstedt skrotningsbevis, ikke igen tilsluttes til elforsyningsnettet eller tilsluttes som husstandsmølle efter den nye § 56 b, svarer til den hidtidige § 17, stk. 3, i vindmøllebekendtgørelsen. Formålet er at sikre, at skrotningsordningen virker efter hensigten, således at vindmøllebestanden moderniseres.
Ifølge stk.8 kan der fastsættes regler om udstedelse, omsætning og udnyttelse af skrotningsbeviser og om dokumentation af, at disse regler er opfyldt. Disse regler vil som udgangspunkt bygge på gældende bestemmelser i vindmøllebekendtgørelsen. Der kan endvidere bl.a. fastsættes regler om beregningen af puljen på 175 MW nedtaget effekt som nævnt i stk. 5. Det er hensigten, at bestemmelserne skal administreres af den systemansvarlige virksomhed
Til § 57
Anvendelsesområdet for den nye § 57 fremgår af stk. 1 . § 57 er den generelle regel om støtte til anden VE-elektricitet end elektricitet fra vindmøller, (d.v.s. elektricitet fra biogas (herunder lossepladsgas m.v. og gas fra biomasseforgasning), biomasse (halm, flis), vandkraft, bølgekraft, solceller etc.). Det gælder dog ikke elektricitet, som kan få VE-bevis eller pristillæg efter den nye § 57 a (dele af den tidligere § 59 a), som omhandler elektricitet fremstillet ved biomasse på visse elværksfinansierede anlæg. Elektricitet fremstillet ved biogas på decentrale kraft-varme-værker, som også anvender naturgas, er omfattet af pristillæg efter §§ 58 eller 58 a, idet der tillige ifølge § 57, stk. 5, ydes et ekstra pristillæg til denne elproduktion under nærmere angivne betingelser.
Det er hensigten, at bestemmelserne i § 57 skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Disse kategorier af VE-elektricitet har hidtil været omfattet af aftagepligt, og der er ydet afregningspris efter treledstariffen (jf. bekg. nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter) med ca. 34 øre pr. kWh som gennemsnit og pristillæg på 27 øre pr. kWh efter bekg. nr. 1364 af 20. december 2000 om pristillæg til elektricitet produceret af visse vedvarende energianlæg.
Elektricitet som omhandlet i § 57 omfattes af bestemmelserne i § 59 a, stk. 1, hvorefter den systemansvarlige virksomhed skal varetage salget af elektriciteten m.v.
Elektriciteten fra de VE-anlæg, som omfattes af stk. 1, overgår til salg på markedsvilkår med finansiel støtte efter den nye § 57 i form af VE-bevis eller pristillæg. Der er to støtteformer:
Elektricitet fra anlæg omfattet af stk. 3 - 5 modtager i en given periode et pristillæg til markedsprisen, som skal sikre en særlig, forøget støtte, som er højere end VE-beviset eller pristillægget på 10 øre pr. kWh som nævnt i stk.2. Efter det fastsatte tidspunkt, hvor disse pristillæg ophører, ydes der ikke anden støtte.
Elektricitet fra VE-anlæg, som ikke får pristillæg efter disse bestemmelser, får ifølge stk. 2 VE-bevis eller pristillæg på 10 øre pr. kWh, indtil der udstedes VE-beviser. Det fremgår af bestemmelsen, at der udstedes VE-bevis og ydes pristillæg inden for 20 år fra tidspunktet for anlæggets tilslutning til elforsyningsnettet. Dette vil gælde, hvis pågældende elproduktion ikke opfylder betingelserne for at få pristillæg ifølge stk. 3 – 5, eller hvis pristillæg efter disse bestemmelser ved bekendtgørelse efter stk. 8 bringes til ophør før udløbet af den støtteperiode, som er nævnt i stk. 3 – 5.
Med hjemmel i § 60, stk. 2, vil der i øvrigt kunne fastsættes regler om ophør af VE-bevis, hvorved også det substituerende pristillæg på 10 øre pr. kWh vil bortfalde. Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde, hvor fortsat ydelse af pristillæg til nærmere bestemte kategorier af VE-anlæg, som må anses for fuldt ud konkurrencedygtige, vurderes at føre til overkompensation.
Stk. 3 – 5 indeholder bestemmelser om pristillæg til nærmere angivne kategorier af VE-elektricitet. Stk. 3 og 4 gælder for forskellige anlægskategorier nettilsluttet henholdsvis før og efter udgangen af 1999, mens der i stk. 5 fastsættes særlige bestemmelser for elektricitet fremstillet ved biogas på decentrale kraft-varme-anlæg, der tillige anvender naturgas.
I øvrigt henvises til stk. 6, hvorefter pristillæg til biogas kun ydes inden for en pulje svarende til anvendelse af 8 PJ biogas årligt, og stk. 8 om eventuelt bortfald af pristillæg til kategorier af anlæg.
Stk. 3 indeholder bestemmelser om pristillæg til elektricitet fra anlæg nettilsluttet senest den 31. december 1999. Bestemmelserne gælder i princippet alle VE-anlæg omfattet af § 57. Dette pristillæg ydes i 20 år fra nettilslutningen, dog mindst i 15 år regnet fra 1. januar 2004, d.v.s. i samme periode som pristillæg efter § 58 til elektricitet fra decentral kraft-varme og elproducerende affaldsanlæg. Det fremgår videre, at tillægget fastsættes således, at dette og markedsprisen (jf. § 59, stk. 2, nr. 1) tilsammen udgør 60 øre pr. kWh.
Pristillæg til elektricitet fra VE-anlæg nettilsluttet fra den 1. januar 2000 og senere følger af stk. 4 . Det Dette pristillæg og markedsprisen (jf. § 59, stk. 2, nr. 1) udgør tilsammen 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutningen og 40 øre pr. kWh i de følgende 10 år.
Pristillægget ydes for det første, jf. nr. 1, til elektricitet fra VE-anlæg nettilsluttet fra den 1. januar 2000 til og med den 31. december 2004. Det gælder i princippet alle anlægskategorier i § 57.
Ifølge nr. 2 ydes dette pristillæg endvidere til elektricitet fra anlæg med biogas som brændsel nettilsluttet fra den 1. januar 2005 til og med den 31. december 2008. Pristillægget ydes dog kun inden for den i stk. 6 nævnte pulje, jf. nf. Om dispensation fra tilslutningsfristen den 31. december 2008 henvises til bemærkningerne til stk. 7.
Endelig ydes pristillægget ifølge nr. 3 til elektricitet fra anlæg efter økonomi- og erhvervsministerens bestemmelse, som er nettilsluttet efter den 31. december 2004, og som anvender energikilder eller teknologier af væsentlig betydning for den fremtidige udnyttelse af VE-elektricitet. Det forudsættes, at pågældende energikilder eller teknologier prioriteres ud fra det tekniske udviklingspotentiale og miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Det ventes, at bestemmelsen vil kunne anvendes på f.eks. bølgekraft, solceller samt brændselsceller og andre særlige anlæg med biomasse som energikilde, mens kendte teknologier som vandkraft og biomasseforbrænding ikke vurderes at falde ind under bestemmelsen. Tildelingen af pristillægget er betinget af, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler herom efter forelæggelse for Energipolitisk Udvalg efter stk. 8.
Hvis et VE-anlæg nettilsluttet den 1. januar 2005 eller senere ikke falder ind under nr. 2 eller 3, vil elektriciteten således være omfattet af VE-bevis eller pristillæg efter stk. 2, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Det vil fortrinsvis dreje sig om elektricitet fra biomasseanlæg.
Stk. 5 omhandler et pristillæg til elektricitet, som er fremstillet ved biogas på et decentralt kraft-varme-anlæg, som opfylder betingelserne for at få pristillæg efter §§ 58 eller 58 a, og som anvender biogas og naturgas som brændsler. Dette pristillæg ydes i stedet for pristillæg til elektricitet fra biogas efter stk. 3 og 4. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 har således betydning for elproduktionsanlæg, der kun anvender biogas som brændsel, eller som anvender biogas i andre brændselskombinationer. Formålet med pristillægget efter stk. 5 er at sikre en tilstrækkelig og målrettet støtte til anvendelsen af biogas i støtteberettigede decentrale kraft-varme-anlæg, hvor der tillige anvendes naturgas.
Pristillægget ydes fra det tidspunkt, hvor anvendelsen af biogas som brændsel påbegyndes, dog senest hvis anvendelsen påbegyndes den 31. december 2008. Pristillægget tillægges den samlede markedspris og pristillæg efter §§ 58 eller 58 a uden afkortning.
Hvis biogasanvendelsen er påbegyndt senest den 31. december 1999, udgør pristillægget (jf. nr. 1 ) 26 øre pr. kWh i 20 år fra det tidspunkt, hvor biogasanvendelsen er påbegyndt, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004. Hvis biogasanvendelsen er påbegyndt i tiden fra den 1. januar 2000 til og med den 31. december 2008, ydes pristillægget med 26 øre pr. kWh i de første 10 år efter tidspunktet, hvor biogasanvendelsen begyndte, og 6 øre pr. kWh i de følgende 10 år (jf. nr. 2).
Pristillægget ydes fortsat i den i stk. 5 nævnte periode, uanset om pristillæg efter § 58 måtte være udløbet. Pristillægget kan dog kun ydes inden for en pulje af 8 PJ biogas om året, jf. bemærkningerne til stk. 6.
Ved stk. 9 bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren bl.a. til at fastsætte regler om, hvorledes pristillægget skal beregnes til elektricitet fra VE-produktionsanlæg, som anvender forskellige brændsler. Det vil især dreje sig om anlæg, hvor der anvendes biogas sammen med naturgas på et decentralt kraft-varme-værk. Der vil her blive foretaget en proportional fordeling under hensyn til brændværdier etc. Det er hensigten at basere sig på hidtil anvendte principper for denne fordeling. Der kan fastsættes kriterier for, hvornår biogasanvendelsen kan anses for påbegyndt.
Ved stk. 6 fastsættes en særlig pulje for elektricitet fra biogas, som kan få pristillæg som nævnt i stk. 4, nr. 2, eller stk. 5. Der kan således kun ydes pristillæg til elektricitet fra disse anlæg, hvis der kan gives tilsagn herom inden for en tilsagnsramme, som svarer til en samlet årlig elproduktion ved anvendelse af 8 PJ biogas.
Der kan efter stk. 9 bl.a. fastsættes regler om udstedelse og bortfald af tilsagn efter stk. 6 og om beregningen af en tilsagnsramme. Det er hensigten, at bestemmelserne skal administreres af den systemansvarlige virksomhed.
Der vil kun kunne udstedes tilsagn inden for den nævnte samlede tilsagnsramme. Tilsagnet gives for den periode, hvori anlægget er berettiget til pristillæg efter stk. 4 eller 5. Den samlede overholdelse af denne ramme kontrolleres ved, at der for hvert anlæg med biogas som brændsel opgøres en forventet biogasanvendelse, både for anlæg, hvor biogas anvendes pr. 1. januar 2005, og senere tilkomne anlæg. Resultatet af opgørelsen skal jævnligt offentliggøres. For at sikre, at tilsagnene udnyttes effektivt, fremgår det af bestemmelsen, at ikke udnyttede tilsagn bortfalder.
Udbetalingen af pristillæg til de enkelte anlæg vil ske på grundlag af den faktiske elproduktion ved biogas, hvorved de nævnte tilsagn ikke er bindende for, hvad der faktisk kan ydes pristillæg til. Ved forøgelser af elproduktionen ved biogas som følge af, at anlægskapaciteten udvides væsentligt, vil der dog kunne stilles krav om, at der søges særskilt om tilsagn for denne del af elproduktionen.
Stk. 7 giver hjemmel til, at økonomi- og erhvervsministeren kan dispensere for fristen for nettilslutning af et elproduktionsanlæg med biogas som brændsel omfattet af stk. 4, nr. 2, således at der kan ydes pristillæg også ved nettilslutning af anlægget efter den 31. december 2008. Det er en betingelse herfor, at gennemførelsen af nettilslutningen forsinkes af forhold, som ikke skyldes biogasproducentens forhold. Der vil kunne gives dispensation under hensyn til uforudsete, udefra kommende forhold, såsom udsættelser i myndighedsbehandlingen af anlægget.
Ifølge stk. 8 kan økonomi- og erhvervsministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg (Energipolitisk Udvalg) fastsætte regler om, at pristillæg til nærmere angivne kategorier af anlæg som nævnt i stk. 3 - 5 skal nedsættes eller bortfalde. Nedsættelse kan ske ved at reducere tillæggets størrelse eller varighed. Bestemmelsen kan finde anvendelse i forbindelse med ikrafttrædelsen af § 57 eller senere, hvis forholdene taler herfor.
Et pristillæg kan nedsættes eller bortfalde for at undgå overkompensation, hvis pågældende anlægskategori viser sig at være fuldt konkurrencedygtig med mere konventionelle elproduktionsanlæg. Pristillægget efter stk. 4, nr. 2, vil ikke blive tildelt til nye biogasfyrede anlæg, når det nævnte loft på 8 PJ for biogas er nået. Desuden fremgår det af aftalen af 8. maj 2003, at dette pristillæg nedsættes, såfremt den alternative afskaffelsespris for affald stiger ud over 120 kr. pr. ton, idet højere afskaffelsespriser repræsenterer privatøkonomiske gevinster for anlægsejeren.
Endvidere kan der efter samme bestemmelse tildeles pristillæg efter stk. 4, nr. 3, enten ved bekendtgørelse eller ved afgørelse af økonomi- og erhvervsministeren. Der kan træffes afgørelser i enkelttilfælde, hvis der er behov for pristillæg til enkeltanlæg uden for de almindeligt forekommende kategorier.
Til § 57 a
Bestemmelserne i den nye § 57 a svarer i hovedtræk til de tilsvarende bestemmelser i den hidtidige § 59 a, stk. 6 - 9. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Det fremgår af stk. 1, at den nye § 57 a vedrører elektricitet fremstillet ved afbrænding af biomasse på elværksfinansierede VE-elproduktionsanlæg. Bestemmelserne gælder ikke for anlæg, der helt eller delvis anvendes til afbrænding af affald, jf. definitionen af elværksfinansierede anlæg i den nye § 55, stk. 2.
Der er fastsat en tidsgrænse for pristillægget efter stk. 2 og dermed også for det yderligere pristillæg i stk. 3 , idet pristillægget ydes i 10 år fra idriftsætningen af pågældende biomassefyrede anlæg, dog mindst i 10 år regnet fra den 1. august 2001 (ikrafttrædelsesdatoen for den hidtidige § 59 a). Ved idriftssætningen sigtes til, at anlægget påbegynder regelmæssig drift med biomasse som brændsel. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til den hidtidige § 59 a, at pristillægget skulle gælde i 10 år fra ikrafttrædelsen. Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere dette i den nye § 57 a, således som det er nævnt ovenfor.
Når pristillæg efter stk. 2 og 3 ophører ifølge disse bestemmelser eller bortfalder efter stk. 5 , vil elektriciteten være omfattet af bestemmelserne om støtte efter § 57. Adgangen i den hidtidige § 59 a, stk. 9, til at fastsætte, at disse pristillæg erstattes af VE-bevis, følger nu af § 57.
Til § 58
Den nye § 58 indeholder bestemmelser om tillæg til elproduktion på decentrale kraft-varme-værker og elproduktionsanlæg med affald som brændsel. Tillægget indføres i forbindelse med, at aftagepligten og den hidtidige afregning efter treledstariffen ophører, således at elektriciteten fra disse anlæg overgår til at sælges på markedsvilkår. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Det er en betingelse for at få pristillægget, at elektriciteten fra anlægget er blevet betalt efter bekg. nr. 786 af 20. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter. Ved denne bekendtgørelse fastsættes beregningsprincipper for afregningsprisen for bl.a. elektricitet fra naturgasbaseret decentral kraft-varme-anlæg, men tariffen gælder ikke for elektricitet baseret på kulfyrede anlæg. Denne afregningspris, som benævnes treledstariffen, er beregnet efter nærmere angivne kriterier med henblik på at dække omkostningerne ved elproduktion på et centralt kraft-varme-værk. Om treledstariffen henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 58 a, stk. 5.
§ 58 gælder ikke for elektricitet fra decentrale kraft-varme-anlæg, som modtager pristillæg efter § 58 a, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Endvidere gælder § 58 ikke for elektricitet fra VE-elproduktionsanlæg bortset fra et decentralt kraft-varme-anlæg, hvor naturgas og biogas anvendes som brændsler. Støtten til VE-elektricitet bortset fra vindmølleelektricitet fremgår af den nye § 57. Vedrørende yderligere pristillæg til elektricitet produceret ved biogas i et anlæg med både naturgas og biogas som brændsler henvises til § 57, stk. 5.
Decentrale kraft-varme-værker defineres i lovens § 5 som kraft-varme-anlæg, der ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser. Begrebet omfatter både kollektive varmeforsyningsanlæg, som reguleres efter varmeforsyningsloven, og industrielle procesanlæg.
De tidsmæssige betingelser for pristillæg fremgår af stk. 2. Pristillægget er således som udgangspunkt betinget af, at den pågældende elproduktionsenhed første gang er tilsluttet til elforsyningsnettet senest den 21. april 2004.
Begrebet elproduktionsenhed har også betydning for opgørelsen af den udbetalte støtte efter stk. 6 og 7. Anvendelsen af begrebet produktionsenheden hænger sammen med, at pristillægget i princippet beregnes på grundlag af sammenlignelige produktionsforhold i tidligere år uanset senere ændringer i de tekniske anlægs kapacitet, udvidelser af varmegrundlaget etc.
Med elproduktionsenhed menes ifølge bestemmelsen en eller flere tekniske enheder, som varetager kraft-varme-forsyning eller affaldsforbrænding på samme lokalitet. Der sigtes således til en fælles organisering og et fælles driftsformål, uanset om f.eks. en enhed består af flere kraft-varme-anlæg tilknyttet til hver sin del af et fjernvarmenet på en given lokalitet. Med samme lokalitet menes et samlet geografisk område, som elproduktionsenheden betjener, såsom en industriel kraft-varme-producerende virksomhed eller en fjernvarmevirksomhed i et givet forsyningsområde. Ejerskab er ikke i sig selv afgørende, f.eks. er der ikke tale om samme lokalitet, hvis en elproducent ejer decentrale kraft-varme-anlæg i flere byer.
Hvis produktionsenheden ikke er nettilsluttet senest den 21. april 2004 , er det en betingelse for at yde pristillægget, at der senest på denne dato foreligger et projekt for etablering af elproduktionsenheden, som opfylder nærmere fastsatte kriterier for gennemførlighed. Fristen for, hvornår der skal foreligge et sådant projekt, er sat til datoen for lovforslagets fremsættelse for at undgå, at der efter dette tidspunkt udarbejdes projekter med henblik på at opnå tillæg. Hvis der foreligger et godkendt projekt for etablering af produktionsenheden efter varmeforsyningsloven, vil dette blive lagt til grund. Hvad angår industrielle kraft-varme-produktionsenheder, hvor der ikke kræves projektgodkendelse efter varmeforsyningsloven, vil der ved bekendtgørelse blive fastsat andre kriterier for, om projektet er gennemførligt. Der vil herunder blive lagt vægt på, hvorvidt projektet er selskabsøkonomisk realistisk. Der kan også i den forbindelse lægges vægt på, at projektet er uigenkaldeligt besluttet.
Med den første nettilslutning af produktionsenheden sigtes til, at der regnes fra etableringen af enheden uanset eventuelle tekniske ændringer i nettilslutningen, såsom ny tilslutning p.g.a. øget elkapacitet eller udflytning af det tekniske anlæg inden for samme lokalitet. Ved fastsættelsen af grundbeløbet efter stk. 6 kan der efter omstændighederne tages hensyn til disse forhold.
Der vil blive fastsat regler efter stk. 10 om definitionen af en produktionsenhed og om, hvad der forstås ved et projekt som nævnt ovenfor.
Pristillægget ydes ifølge stk. 3 i 20 år fra nettilslutningen som omtalt i bemærkningerne til stk. 2, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004.
Stk. 4 omhandler fastsættelsen og udbetalingen af pristillægget. Dette er individuelt for hver produktionsenhed og fastsættes månedligt med udgangspunkt i en tolvtedel af grundbeløbet, som fastsættes som nævnt i stk. 6. Grundbeløbet er konstant for det enkelte anlæg, men beløbet reguleres afhængigt af udviklingen i den gennemsnitlige månedlige markedspris som nævnt i § 59, stk. 2, nr. 2. Når denne markedspris er 11,0 øre pr. kWh eller derunder, indekseres grundbeløbet med faktoren 1,4. Det fremgår endvidere, at grundbeløbet reduceres lineært ved en markedspris over 11,0 øre pr. kWh og bortfalder ved en markedspris på 34,0 øre pr. kWh. Ved spotpriser på 34 øre pr. kWh og derover kan der opnås en afregning som overstiger afregningen efter treledstariffen, hvorfor der ikke er behov for at yde ekstra støtte. Der vil ved bekendtgørelse efter stk. 10 blive fastsat beregningsprincipper, som skal anvendes, med henblik på at sikre en objektiv, gennemsigtig beregningsmetode.
Der indføres i stk. 5 en indeksering af nævnte markedspriser på 11,0 og 34,0 øre pr. kWh og indeksfaktoren 1,4 for at sikre, at disse værdier for fastsættelsen af markedsprisen svarer til omkostningsudviklingen efter den hidtidige regulering i et passende tidsrum efter, at de nye bestemmelser er trådt i kraft. Disse værdier reguleres derfor den 1. januar hvert år fra 2005 til og med 2009 på grundlag af forholdene i de foregående 12 måneder i forhold til 2003. Denne indeksering vil i gennemsnit svare til indekseringen efter bekg. nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter. Der vil blive fastsat bestemmelser herom efter stk. 10.
I stk. 6 fastlægges principperne for, hvorledes grundbeløbet skal fastsættes. Udgangspunktet er den udbetalte støtte opgjort efter stk. 7.
Der tages udgangspunkt i forholdene i en produktionsenhed, som har været nettilsluttet i årene 2001-2003. Her fastsættes grundbeløbet lig med den højeste udbetalte støtte i et af de tre år. Derved kan der ved fastsættelsen af grundbeløbet tages hensyn til de faktiske udsving i støttestørrrelsen.
Endvidere kan grundbeløbet fastsættes på grundlag af en anden periode, som forudsættes at være repræsentativ, efter nærmere fastsatte kriterier, jf. stk. 10, hvis der ikke har været en elproduktion i et af de tre nævnte år.
Endelig kan grundbeløbet fastsættes på grundlag af en forventet beregnet elproduktion i visse tilfælde, hvor der ikke foreligger en faktisk elproduktion, som kan være beregningsgrundlag, eller hvor den hidtidige elproduktion klart må anses for urepræsentativ.
For det første kan grundbeløbet fastsættes ved beregning af den forventede elproduktion, hvis en elproduktionsenhed, som i øvrigt opfylder betingelserne efter stk. 2, er nettilsluttet første gang efter den 31. december 2003.
For det andet beregnes den forventede elproduktion, hvis der sker en udvidelse af elproduktuionskapaciteten i et bestående anlæg. Det er en betingelse herfor, at der på den 21. april 2004 foreligger et projekt for denne kapacitetsudvidelse, som opfylder de betingelser, der kan stilles til et projekt ifølge stk. 2, d.v.s. et projekt, som må anses for gennemførligt. Bestemmelsen finder anvendelse især ved kapacitetsudvidelser på elproducerende affaldsforbrændingsanlæg, hvor der foreligger et godkendt projekt efter varmeforsyningsloven.
Der vil kunne fastsættes beregningskriterier ved bekendtgørelse efter stk. 10, således at der anvendes objektive og gennemsigtige kriterier for fastsættelsen af grundbeløbet.
Den udbetalte støtte, som ligger til grund for fastsættelsen af grundbeløbet, skal fastsættes som nævnt i stk. 7 . Den udbetalte støtte består af summen af 2 elementer i en periode som nævnt i stk. 6. For det første drejer det sig om forskellen mellem støtten til elproduktionen efter treledstariffen i en given periode og den betaling, som ville være ydet ved den gennemsnitlige markedspris i samme periode. Dette forudsætter, at markedsprisen beregnes på grundlag af et uvægtet årsgennemsnit af markedsprisen i pågældende område, d.v.s. i praksis det sammenhængende elforsyningssystem, dog med korrektion for den faktiske gennemsnitlige afregning efter treledstariffen i perioden. Der vil også kunne fastsættes kriterier for denne beregning efter stk. 10 med henblik på at skabe et ensartet grundlag for beregningen af den udbetalte støtte.
For det andet drejer det sig om et beløb på 1,0 øre pr. kWh for elproduktionen i samme periode. Dette sidste er en kompensation for bortfaldet af den hidtidige vederlagsfrie balancering af elproduktionen efter den hidtidige § 56. Omkostninger til balancering af elproduktion omfattet af § 58 afholdes fremover af elproducenten.
De perioder, som anvendes ved udvælgelsen af grundbeløbet, skal være de i stk. 6 nævnte perioder, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Det er hensigten, at den systemansvarlige virksomhed, som har de fornødne oplysninger om elproduktion og betaling, skal varetage de beregningsmæssige og administrative opgaver efter § 58.
Pristillægget er ikke umiddelbart relateret til, at anlægget leverer en bestemt elproduktion i det år, hvor tillægget udbetales. For at sikre, at de anlæg, som modtager pristillægget, reelt også er i stand til at levere elektricitet, kræves det efter stk. 8 som en betingelse for udbetalingen, at produktionsanlægget i den periode, hvor der ydes pristillæg, er driftsklart og til rådighed for driften af det sammenhængende elforsyningssystem.
Der kan fastsættes regler efter stk. 10 om, hvorledes betingelserne i stk. 8 skal opfyldes. Det er hensigten, at der ikke skal ydes pristillæg i perioder, hvor et anlæg er ude af drift p.g.a. af havari og andre ekstraordinære driftsstandsninger. Endvidere vil tillægget kunne bortfalde eller nedsættes, når varige ændringer i forudsætningerne taler herfor. Hvis et anlæg reelt må anses for at have indstillet elproduktionen, vil tillægget således bortfalde. En nedsættelse vil være aktuel, når et anlægs produktionskapacitet efterfølgende nedsættes i forhold til det forudsatte ved fastsættelsen af pristillægget. Hvis et produktionsanlæg er nettilsluttet så sent, at grundbeløbet har måttet fastsættes ud fra et projekt, skal grundbeløbet kunne nedsættes, hvis det har vist sig at stå i et klart misforhold til den reelle levering af elektricitet.
Der kan endvidere fastsættes regler om, at anlægget skal holdes driftsklart efter nærmere fastlagte retningslinier, og hvorledes anlægsejeren skal dokumentere dette, f.eks. ved anmeldelse til den systemansvarlige virksomhed. Endvidere vil der bl.a. kunne fastsættes regler om, hvorledes den systemansvarlige virksomhed kan kontrollere, om betingelserne reelt er opfyldt.
Ifølge stk. 9 kan økonomi- og erhvervsministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at pristillægget skal nedsættes eller bortfalde. Nedsættelse kan ske ved at reducere pristillæggets størrelse eller varighed. Pristillægget kan nedsættes eller bortfalde for at undgå overkompensation, hvis de her omhandlede anlæg viser sig at være fuldt konkurrencedygtige med mere konventionelle elproduktionsanlæg.
Til § 58 a
§ 58 a indeholder bestemmelser om et særligt pristillæg, som ydes til mindre, decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg med affald som brændsel i stedet for tillægget efter § 58. Bestemmelsen omfatter anlæg, der opfylder betingelserne for at få pristillægget efter § 58, stk. 1 og 2. Det er hensigten, at bestemmelsen skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Dette pristillæg fastsættes ifølge stk. 2 således, at tillægget og markedsprisen efter § 59, stk. 2, nr. 1, tilsammen er lig med den afregning, som følger af treledstariffen, jf. bemærkningerne til § 58, stk. 1. Om beregningen af pristillægget henvises til den nye § 59, stk. 2, nr. 1. Elektriciteten omfattes af bestemmelserne i § 59 a, stk. 1, hvorefter den systemansvarlige virksomhed skal varetage salget af elektriciteten.
Pristillægget ydes til elektricitet fra en elproduktionsenhed med en effekt på over 5 MW og til og med 10 MW i en periode af 2 år fra det tidspunkt, hvor pristillægget efter § 58 kan ydes, d.v.s. i 20 år fra nettilslutningen som nævnt i § 58, stk. 2, dog mindst i 15 år regnet fra den 1. januar 2004. Endvidere ydes pristillægget til en elproduktionsenhed med en effekt til og med 5 MW. Der er ikke fastsat en tidsgrænse for dette pristillæg.
Betalingen for elektriciteten efter treledstariffen indeksreguleres ifølge stk. 3 kvartalsvis på samme måde som nævnt i § 58, stk. 5. Efter stk. 5 kan der bl.a. fastsættes regler om beregningen af pristillægget.
Der er tale om en frivillig ordning for elproducenten, idet denne efter stk. 4 kan anmode om at overgå til pristillæg efter § 58, før pristillægget efter stk. 2 ophører. I disse tilfælde fradrages den periode, hvori der er modtaget pristillæg efter § 58 a, fra den periode, hvori der kan modtages pristillæg efter § 58. Fravalget af pristillæg efter § 58 er bindende. Der kan fastsættes regler om frister m.v. for fravalg af pristillæg efter stk. 5 .
Stk.5 giver bl.a. hjemmel til at fastsætte regler om beregning af treledstariffen lig med kriterier i bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter.
De gældende kriterier i treledstariffen (jf. bemærkningerne til § 58, stk. 1) vil være et objektivt og gennemsigtigt grundlag for fastsættelsen af pristillæg efter stk. 2 i støtteperioden. Imidlertid er det uhensigtsmæssigt at opretholde den nuværende bekendtgørelse om treledstariffen fra 2000, som er udstedt med hjemmel i den nu ophævede § 9 a, stk. 3, i den tidligere gældende elforsyningslov, og som kun er opretholdt i medfør af lovens § 96, indtil der fastsættes nye regler. På denne baggrund indføres hjemlen til at fastsætte tilsvarende kriterier ved en ny bekendtgørelse. Der vil blive tale om en videreførelse af gældende regler, idet der vil kunne blive tale om at præcisere enkelte forhold, der allerede vil kunne indfortolkes i de gældende bestemmelser, såsom at sparede netomkostninger skal beregnes ud fra en forudsætning om, at anlægget tilsluttes til elforsyningsnettet efter saglige tekniske hensyn.
Til § 58 b
§ 58 b er en videreførelse af det pristillæg (kraft-varme-garantien), som er ydet efter den hidtidige § 57, stk. 1, nr. 2. Ifølge stk. 1 omhandler bestemmelserne til pristillæg til elektricitet fra andre kraft-varme-anlæg end de i § 58 nævnte, som er bestemt til at levere fjernvarme, d.v.s. de centrale kraft-varme-værker. Reelt har bestemmelsen p.g.a. kraftværksforliget fra november 1999 kun haft betydning for to mindre kraft-varme-værker, som er beliggende på centrale kraftværkspladser, nemlig værkerne i Randers og Rønne (Østkraft), som anvender bl.a. kul som brændsel, og som har en elproduktionskapacitet på hver ca. 40 MW. Det er hensigten, at bestemmelserne skal træde i kraft den 1. januar 2005.
Pristillægget ydes på betingelse af, at der inden den 1. januar 2004 er ydet støtte til elektricitet fra pågældende produktionsenhed ifølge kapitel 7 (§§ 11 og 12) i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998 om adgang til elforsyningsnettet m.v. Denne bekendtgørelse er udstedt i medfør af § 9 e, stk. 3, i den tidligere gældende elforsyningslov. Bekendtgørelsen er opretholdt under den nuværende elforsyningslov, indtil der fastsættes nye regler. Der er blevet ydet støtte til de to anlæg efter disse bestemmelser siden 1999 med kortere afbrydelser, hvor der ikke har været noget støttebehov p.g.a. markedsprisens størrelse.
I forbindelse med ophøret af aftagepligten er det fornødent at fastsætte nye støttebestemmelser, som viderefører og fastlægger det hidtidige støtteniveau, idet disse anlæg ikke umiddelbart kan indpasses i støtten efter § 58.
Pristillægget ydes ifølge stk. 2 i 15 år regnet fra den 1. januar 2004 og består af to elementer, jf. nr. 1 og 2. Det ene svarer til den hidtidige støtteform, idet der ydes et beløb svarende til forskellen mellem på den ene side gennemsnittet af de nødvendige omkostninger ved den gennemsnitlige elproduktion i årene 2001-2003 og på den anden side betalingen for samme elproduktion ved et uvægtet årsgennemsnit af markedsprisen som nævnt i § 59, stk. 2, nr. 2 (det uvægtede månedlige gennemsnit af spotprisen). Der kan fastsættes nærmere kriterier for fastsættelsen af dette beløb efter stk. 5.
Det andet element er et beløb på 1,0 øre pr. kWh for balanceringsomkostninger til den leverede elektricitet. Efter den hidtidige § 56 har den systemansvarlige virksomhed ydet vederlagsfri balancering.
Stk. 3 vedrører indeksering af støtten. For at opretholde et rimeligt støtteniveau uanset omkostningsudviklingen skal støttens hovedbeløb, jf. stk. 2, nr. 1, reguleres fra og med 2005 en gang årligt som nævnt i § 58, stk. 5.
Vedrørende stk. 4, hvorefter der efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg kan fastsættes regler om nedsættelse eller bortfald af tillægget, henvises til bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i § 58,
Økonomi- og erhvervsministeren kan ifølge stk. 5 fastsætte regler om beregningsmetoder for pristillægget. Det er hensigten, at den systemansvarlige virksomhed skal administrere pristillægget på grundlag af oplysninger, som virksomheden ligger inde med.
Til § 59
§ 59 svarer i hovedtræk til den hidtidige § 59 d, idet de nye bestemmelser om ophør af aftagepligten og indførelse af pristillæg har nødvendiggjort enkelte indholdsmæssige ændringer foruden visse konsekvensændringer.
Bestemmelserne i stk. 2 er ændret i forhold til de tilsvarende bestemmelser i § 59 d, stk. 2. Ifølge nr. 1 fastsættes markedsprisen for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 a – 56 c, §§ 57 og 57 a og § 58 a på timebasis som den opnåede spotpris for elektricitet i pågældende område. § 56 c og § 57 a omfatter pristillæg til elektricitet til visse elværksfinansierede anlæg, jf. den hidtidige § 59 a. Elektricitet fra anlæg som nævnt i §§ 56 a, 56 b, 57 og 58 a er elektricitet, hvor den hidtidige aftagepligt er erstattet af en ordning, hvor elektriciteten overgår til markedsvilkår med samme økonomiske resultat som under den hidtidige ordning.
Bestemmelsen i nr. 2 om månedsvis beregning af markedsprisen omfatter foruden elektricitet fra decentrale kraft-varme-værker og elproducerende affaldsforbrændingsanlæg, jf. § 58, tillige også elektricitet fra andre kraft-varme-værker som nævnt i § 58 b.
Bestemmelsen i den nye nr. 3 omhandler fastsættelsen af markedsprisen for elektricitet fra vindmøller som nævnt i § 56, bortset fra vindmøller på søterritoriet m.v., som er nettilsluttet efter den 31. december 2002, jf. nr. 4. Der er tale om kategorier af vindmøller omfattet af den hidtidige § 59 b. Her fastsættes markedsprisen på månedsbasis som et vægtet gennemsnit af markedsværdien af elproduktionen fra vindkraft ved spotpriserne i pågældende område. Der sigtes til områdeopdelingen på Nordpool, i praksis det sammenhængende elforsyningssystem . Der er endelig foretaget redaktionelle ændringer i nr. 4.
Stk. 4 er også ny. Ifølge denne bestemmelse kan betaling for elektricitet produceret på anlæg som nævnt i §§ 56 a og 56 b, § 57, stk. 3 og 4, og 58 a (jf. stk. 2, nr. 1) i en time ikke overstige de i disse bestemmelser fastsatte samlede beløb for pristillæg og markedspris. Det fremgår endvidere, at hvis markedsprisen i en time overstiger det samlede beløb, modregner den systemansvarlige virksomhed det overstigende beløb ved førstkommende udbetalinger af markedspris og pristillæg. Formålet er at sikre, at den udbetalte støtte svarer til den hidtidige, således at eventuelle overskud ved, at markedsprisen overstiger det samlede fastsatte støtteniveau, udjævnes inden udbetalingen til elproducenten.
Endelig er stk. 5 (tidligere § 59 d, stk. 4) om beregning af negative pristillæg ændret, således at der kun beregnes negative pristillæg for visse elværksfinansierede anlæg som nævnt i §§ 56 c og 57 a (den tidligere § 59 a), men ikke længere for vindmøller omfattet af den nye § 56 (svarende til den hidtidige § 59 b).
De nye bestemmelser i stk. 2, nr. 3, og stk. 5 sigter på at gøre beregningen af pristillæg til vindmøller omfattet af § 56 mere enkel og gennemsigtig.
Til § 59 a
I hovedtræk svarer den nye § 59 a til den hidtidige § 59 c, idet de nye bestemmelser om ophør af aftagepligten og indførelse af pristillæg har nødvendiggjort enkelte ændringer.
Stk. 1 er ny. Ifølge denne bestemmelse skal den systemansvarlige virksomhed sælge elproduktion fra vindmøller omfattet af §§ 56 a og 56 b, andre VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 57 og decentrale kraft-varme-anlæg eller elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a, på den nordiske elbørs Nordpool og udbetale salgssummen til elproducenten. Formålet er at stille elproducenten således, at ophøret af aftagepligten for disse anlæg ikke i sig selv har økonomiske konsekvenser. Ifølge § 8, stk. 4, nr. 1, inddækkes den systemansvarlige virksomheds omkostninger ved disse aktiviteter som en offentlig forpligtelse.
Det fremgår af bestemmelsen, at elproducenten ikke pålægges omkostninger ved indfødning af elektricitet i elforsyningsnettet, som ikke påhviler vedkommende efter de hidtil gældende bestemmelser om aftagepligt . Der sigtes til, at producenter af elektricitet fra de her omhandlede anlæg ikke skal pålægges omkostninger af den nævnte art, som de ikke har på hvilet dem, så længe elektriciteten var omfattet af aftagepligten efter den hidtidige § 57 i elforsyningsloven.
Stk. 2 er redigeret under hensyn til ophøret af aftagepligten. Formålet er som hidtil at sikre, at elproducenten er opmærksom på at indgå aftale om salg og balancering af elektriciteten i de tilfælde, hvor disse opgaver fremover påhviler elproducenten, og at sikre, at den systemansvarlige virksomhed får en passende frist til at kunne varetage salg og balancering af elektricitet fra vindmøller omfattet af den nye § 56, jf. stk. 3.
Stk. 3 – 5 svarer med redaktionelle ændringer til de hidtidige § 59 c, stk. 3 - 5.
Til nr. 60
(§ 60, stk. 1)
Det præciseres i § 60, stk. 1, i hvilket omfang der kan udstedes VE-beviser, jf. de nye bestemmelser i §§ 56 – 56 c og §§ 57 og 57 a.
Til nr. 61
(§ 63 a)
§ 63 a ændres, idet de nye bestemmelser om miljømærkning af elektricitet (stk. 2 og 3) optages i bestemmelsen, og den hidtidige stk. 4 om fravalg af pristillæg m.v. udskilles som ny § 64. Bestemmelserne om miljømærkning af elektricitet giver hjemmel til at fastsætte regler herom ved bekendtgørelse med henblik på at implementere art. 3, stk. 6, i det nye eldirektiv. Bestemmelserne i den hidtidige § 63 a om oprindelsesgaranti for elektricitet er uændrede bortset fra fornødne redaktionelle ændringer. Blandt andet er bestemmelserne om dokumentation, tilsyn og kontrol omformuleret, så at de dækker både oprindelsesgarantier og miljømærkningen.
Stk. 2 er ny. Ifølge denne bestemmelse kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om, at forbrugerne skal modtage oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år. Ifølge direktivet skal oplysningerne i det mindste vedrøre CO2-emissioner og anvendelsen af nukleare energikilder. Formålet med miljømærkningen af energikilder er at skabe en bedre udgangsposition på elmarkedet for miljøvenlig elektricitet, og bestemmelsen skal ses i sammenhæng med EU-reglerne om oprindelsesgarantier for elektricitet.
Der kan, jf . nr. 1 , fastsættes regler om, at forbrugeren som led i miljømærkningen skal modtage en årlig opgørelse over sammensætningen af energikilderne, hvilket naturligt kan ske i forbindelse med den årlige afregning af elektriciteten.
Ifølge nr. 2 kan der endvidere fastsættes regler om, at forbrugeren skal have adgang til oplysninger om miljøpåvirkninger af energikilder ved henvisning til eksisterende offentligt tilgængelige elektroniske eller andre kilder af nærmere angivet indhold. Dette kan ske f.eks. ved hjemmesider oprettet af leverandørerne, den systemansvarlige virksomhed, brancheforeninger o.l.
Der vil kunne fastsættes regler efter stk. 3 om, hvorledes oplysningerne skal fremskaffes og dokumenteres. Som udgangspunkt skal oplysningerne i overensstemmelse med direktivets bestemmelser meddeles af elleverandøren for den enkelte levering, men oplysningerne kan efter nærmere bestemmelse skaffes på anden måde, når elektriciteten leveres fra en elbørs eller ved import fra en virksomhed uden for den Europæiske Union og EØS-landene.
Under alle omstændigheder skal der etableres et enkelt og samtidig gennemsigtigt og fyldestgørende system for, hvorledes oplysningerne tilvejebringes. Som udgangspunkt forventes det, at oplysningerne kan tilvejebringes af den systemansvarlige virksomhed for elektricitet leveret i det sammenhængende forsyningsområde, idet det ventes, at oplysninger om importeret elektricitet forholdsvis enkelt kan tilvejebringes fra den systemansvarlige virksomheds udenlandske samarbejdspartnere. Samtidig skal oplysningerne også kunne specificeres for individuelle leverancer med en særlig profil, herunder især for individuelle aftaler om ellevering med en høj miljømæssig profil.
Stk. 4 – 6 svarer med fornødne ændringer i princippet til de hidtidige bestemmelser i hhv. stk. 1, nr. 3, stk. 2 og stk. 3.
Stk. 7 om fastsættelse af regler om omkostningsdækning er udvidet til også at omfatte den, der meddeler oplysninger om miljøforhold som nævnt i stk. 2. Derved kan elleverandøren pålægges at afholde nødvendige omkostninger ved kontrol og tilsyn med rigtigheden af oplysningerne. Det vil kunne fastsættes, at de pågældende skal bære omkostningerne efter de generelle principper for omkostningsfordeling i § 73.
Til nr. 62
(§ 64)
Bestemmelserne i den hidtidige § 63 a, stk. 4, om fravalg af støtte er af hensyn til overskueligheden udskilt i den nye § 64. Som en konsekvens af, at bestemmelserne om pristillæg m.v. er ændret, henvises der til de nye §§ 56 – 58 a. Det præciseres tillige, at fravalget angår pristillæg og andre ydelser, der modtages efter disse bestemmelser, såsom balanceringsydelser efter § 56, stk. 5. Bestemmelsen om betaling for nødvendige omkostninger forbundet med fravalg svarer til den hidtidige § 63 a, stk. 4.
Til nr. 63
(§ 66, stk. 1)
Ændringen af § 66, stk. 1, nr.1, er en konsekvens af ændringerne i reglerne om betalingen for elektricitet fra vindmøller, idet bestemmelserne om nedsættelsen af pristillægget, som hidtil fulgte af bestemmelser i vindmøllebekendtgørelsen med hjemmel i den hidtidige § 59, stk. 1, fremover følger af den nye § 56 a, stk. 4.
Til nr. 64
(§ 67, stk. 1)
I § 67, stk. 1, 1. pkt., præciseres, at tilslutningsbetingelserne gælder for decentrale kraft-varme-anlæg og elproduktionsanlæg, der anvender affald eller producerer VE-elektricitet. Der er tale om en konsekvensrettelse efter bortfaldet af den hidtidige § 57 om aftagepligt for miljøvenlig elektricitet.
Til nr. 65
(§ 67, stk. 2)
Ændringen af § 67, stk. 2, er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 64 (§ 67, stk. 1).
Til nr. 66
(§ 68)
Der foretages forskellige ændringer i § 68, fortrinsvis præciseringer eller konsekvensrettelser som følge af ændringer i andre bestemmelser.
Ifølge det nye 1. pkt. i stk. 1 kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om vindmøllers opstilling og tilslutning til elforsyningsnettet, herunder regler om fordeling af omkostningerne ved nettilslutning og ved at være nettilsluttet mellem vindmølleejeren og elforbrugerne som nævnt i § 8, stk. 1 og 6.
De omkostninger, som skal kunne fordeles, vil som hidtil være omkostninger ved etableringen af en tilslutning og driftsomkostninger, som kan henføres til, at den pågældende vindmølle er tilsluttet til elforsyningsnettet.
Ifølge de hidtidige regler i vindmøllebekendtgørelsens § 8 skal vindmølleejeren alene betale visse nærmere angivne omkostninger ved nettilslutningen frem til et tilslutningspunkt, omkostninger til måler og måling og visse andre omkostninger (behandling af anmodning om nettilslutning, afregning af elektriciteten m.v.). Ifølge bekendtgørelsen skal netvirksomhedernes omkostninger ved netforstærkning etc. afholdes af elforbrugerne som en offentlig forpligtelse, jf. den hidtidige § 9, stk. 1, nr. 2, i loven (den nye § 8, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 2).
Det har ikke hidtil været præciseret, hvorvidt generelle driftsomkostninger, som netvirksomhederne afholder vedrørende vindmøller, og som ikke er nævnt i vindmøllebekendtgørelsen (indberetning af data, IT-systemer mv.), skal afholdes af elforbrugerne som en offentlig forpligtelse, eller om de skal dækkes over den enkelte netvirksomheds nettariffer af de brugere, som modtager netvirksomhedens ydelser (jf. den hidtidige § 9, stk. 2, i loven). Energiklagenævnet har imidlertid i en afgørelse af 31. marts 2004 fundet, at disse generelle omkostninger falder ind under den hidtidige § 9, stk. 2, således at omkostningerne skal fordeles hos brugerne gennem den enkelte virksomheds tariffer. Vindmølleejerne vil derved som brugere af ydelserne kunne pålægges at betale de her omhandlede generelle driftsomkostninger.
Det har været hensigten med § 68 at kunne skabe faste og gennemsigtige principper for, hvilke omkostninger vindmølleejeren skal betale, svarende til de principper, som er fastlagt i vindmøllebekendtgørelsen. Det præciseres derfor ved ændringen, at der kan fastsættes regler om fordelingen af omkostningerne mellem vindmølleejeren og elforbrugerne.
Samtidig er det ikke hensigtsmæssigt (jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 (§ 8, stk. 6)), at alle omkostninger, som påhviler elforbrugerne vedrørende vindmøller, skal afholdes som en offentlig forpligtelse af alle elforbrugere i det sammenhængende elforsyningssystem. Det præciseres derfor, at omkostningerne kan fordeles på elforbrugerne som nævnt i § 8, stk. 1 og 6. Det indebærer, at omkostninger vedrørende f.eks. netforstærkning som hidtil vil kunne fordeles på alle elforbrugere som en offentlig forpligtelse efter § 8, stk. 1, mens generelle administrationsomkostninger ved nettilslutning af vindmøller, som ifølge § 8, stk. 6, skal dækkes over netvirksomhedens tariffer, skal fordeles på elforbrugerne i netvirksomhedens område.
Ophævelsen af stk. 2 og 3, er en konsekvens af, at visse administrative bestemmelser er samlet i den nye § 68 a (forslagets § 1, nr. 67).
I den hidtidige stk. 4, som nu er stk. 2, udgår adgangen til at fastsættelse af et gebyr for tilsyn og for registrering i det i bestemmelsen nævnte stamdataregister for vindmøller. Bestemmelsen anses for overflødig efter indførelsen af § 85 a (jf. lov nr. 478 af 7. juni 2001), hvorefter der kan fastsættes betaling herfor fra alle elproducenter. Endvidere udgår den hidtidige bestemmelse om udpantningsret for pålagte gebyrer. Der er ikke fundet tilstrækkeligt behov for at videreføre denne bestemmelse, som ikke har haft praktisk betydning.
Derimod opretholdes bestemmelsen om, at der kan fastsættes regler om betaling til dækning af omkostninger ved behandling af ansøgning om nettilslutning. Omformuleringen i forhold til den hidtidige stk. 4 er af redaktionel karakter. Betalingen må kun udgøre, hvad der svarer til de faktiske omkostninger.
Til nr. 67
(§ 68 a)
Bestemmelserne om, at økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge de kollektive elforsyningsvirksomheder at administrere en række administrative opgaver efter lovens kapitel 9, er udskilt i en ny § 68 a. Bestemmelserne har fremgået af den hidtidige § 68, stk. 2, som alene vedrører vindmøller. Da de administrative opgaver fremover også skal omfatte en række andre anlæg, bl.a. decentrale kraft-varme-anlæg, er det fundet hensigtsmæssigt at udskille bestemmelsen fra § 68. Dette tilkendegives tillige ved tekstoverskriften »Administrative bestemmelser « .
Der tilsigtes ikke nogen ændring med hensyn til, hvilke opgaver der kan henlægges til de kollektive elforsyningsvirksomheder (opgørelse, udbetaling og fordeling af pristillæg og andre ydelser til miljøvenlig elektricitet m.v. samt tilsyns- og kontrolopgaver i forbindelse hermed).
Til nr. 68
(§ 69, stk. 1, 1. og 2. pkt.)
Med det nye 2. pkt. i § 69, stk. 1, præciseres det allerede i § 69, at priserne for de kollektive elforsyningsvirksomheders ydelser skal fastsættes på grundlag af virksomhedernes omkostninger ved effektiv drift, jf. de gældende §§ 70-72. Det er vurderingen, at der stadig er et betydeligt effektiviseringspotentiale, og reguleringen af priserne vil fortsat have som forudsætning, at virksomhederne realiserer dette potentiale.
Endvidere præciseres det i 1. pkt., at der ved fastsættelsen af tarifferne også skal tages hensyn til andre indtægter end tarifindtægter, som en kollektiv elforsyningsvirksomhed måtte have i forbindelse med udførelsen af den bevillingspligtige virksomhed. Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom, jf. nedenfor om ændringerne i § 69, stk. 2, 2. pkt. Ved fastsættelsen af tarifferne tages ikke hensyn til udbytte fra selskaber, hvori virksomheden ejer kapitalandele, eller indtægter fra sideordnede aktiviteter, jf. bekendtgørelse nr. 358 af 20. maj 2003 om sideordnede aktiviteter.
Til nr. 69
(§ 69, stk. 1, 3. pkt.)
Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at den gældende § 46, stk. 1-3 foreslås ophævet. Med formuleringen af § 69, stk. 1, 3. pkt. slås det fast, at der ikke i indtægtsrammerne kan tages hensyn til udgifter som følge af, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed yder lån til eller stiller sikkerhed for andre virksomheder ud over det omfang, som det var muligt i den hidtil gældende lovgivning.
Til nr. 70
(§ 69, stk. 2)
Ændringen af § 69, stk. 2, 1. pkt., sker som led i opfyldelsen af den politiske aftale om ophævelse af begreberne fri og bunden egenkapital. Da det ved udmøntningen af indtægtsrammereguleringen er lagt til grund, at indskudskapitalen svarer til den frie egenkapital, indebærer ophævelsen af begreberne fri og bunden egenkapital, at der i prismæssig henseende ikke længere sondres mellem indskudskapital og øvrig egenkapital som i den gældende § 69, stk. 2.
Fokus for indtægtsrammereguleringen vil herefter være på forrentning af virksomhedernes nødvendige kapital. Det vil fortsat være nødvendigt at bemyndige økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte regler for opgørelsen af den kapital, der kan anvendes som forrentningsgrundlag ved fastsættelse af priserne efter stk. 1. Med ændringen af § 69, stk. 2 præciseres det, at der vil være tale om den nødvendige kapital til driften af virksomheden. Det følger allerede af bemærkningerne til den gældende lov, at ministeren kan fastsætte et reguleringsmæssigt kapitalbegreb, som er udtryk for det kapitalgrundlag, som er nødvendigt for at drive et net af en bestemt udstrækning.
Efter den politiske aftale skal det endvidere sikres, at elpriserne ikke må stige som følge af ændringen af kapitalbegreberne. Det fremgår derfor også af aftalen med Elfor, at der fastlægges en ny indtægtsrammeregulering, som sikrer, at de indtægter, som selskaberne samlet kan få under den nye regulering ikke overstiger de indtægter, som selskaberne oppebærer på grundlag af tariffen pr. 1. januar 2004 tillagt en inflationsregulering. Den nye regulering forventes at træde i kraft 1. januar 2005.
Reguleringen skal samtidig sikre, at nedsættelser af høje tariffer skaber plads til forhøjelser af lave tariffer, hvor dette findes rimeligt, f.eks. af hensyn til den fremtidige forsyningssikkerhed.
Den nye indtægtsrammeregulering indebærer, at virksomhederne til gengæld for ophævelsen af sondringen mellem fri og bunden egenkapital accepterer, at principperne for forrentning af virksomhedernes kapital ændres. I en overgangsperiode opnår kapitalen en lavere forrentning, indtil det tidspunkt, hvor løbende effektiviseringer og prisudviklingen giver grundlag for en forrentning svarende til renten på langsigtede danske obligationer plus 1 procentpoint. I denne periode må virksomhederne således forvente at opnå en lavere forrentning af den samlede egenkapital end den forrentning, man under den gældende indtægtsrammeregulering kunne opnå af den frie egenkapital. Som det fremgår af den ændrede formulering af § 69, skt. 2, fastsættes de nærmere betingelser, hvorunder dette skal ske, af ministeren. Kapital, som finansierer nyinvesteringer, f.eks. til kabellægning under hensyn til forsyningssikkerheden eller i forbindelse med aktivitetsudvidelser, skal fortsat kunne forrentes og afskrives.
Opgivelsen af den gældende indtægtsrammeregulering baseret på begreberne fri og bunden egenkapital betyder herudover, at der ikke længere vil være noget behov for at opgøre og godkende fri og bunden egenkapital i virksomhederne. Da kun meget få virksomheder har foretaget opgørelser af fri og bunden egenkapital, vil langt de fleste virksomheder derfor aldrig skulle foretage disse meget omfattende og komplicerede opgørelser, og dette vil i sig selv indebære en betydelig lettelse både for virksomhederne og for Energitilsynet.
Det ny § 69, stk. 2, 2. pkt. bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om de indtægter, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af tarifferne, jf. stk.1, og den måde, hvorpå disse indtægter modregnes i tarifferne.
Endelig ændres ordet »årsregnskab « til »årsrapport « i § 69, stk. 2, 3. pkt., i overensstemmelse med terminologien i den gældende årsregnskabslov.
Til nr. 71
(§ 70, stk. 2)
Det vil fortsat være op til Energitilsynet at fastsætte indtægtsrammen for den enkelte virksomhed inden for de regler, som i medfør af § 70, stk. 2, 1. punktum, udstedes af økonomi- og erhvervsministeren. Med ændringen af § 70, stk. 2, slås det imidlertid fast, at ministeren får mulighed for at fastsætte regler om, at der ved Energitilsynets vurdering af den enkelte virksomheds effektiviseringspotentiale også skal tages hensyn til kvaliteten af den transport af elektricitet, som virksomheden leverer.
Formålet er at gennemføre den politiske aftale af 9. maj 2003, pkt. 6, hvorefter netvirksomhederne skal have incitamenter til at opretholde en høj kvalitet og stabilitet i elnettet.
Regler om, at kvaliteten af virksomhedernes ydelser skal indgå i vurdering af effektiviseringspotentialet, vil kunne udstedes, når der er etableret et system til registrering og kvantificering af net- og transmissionsydelsens kvalitet, f.eks. i form af registrering af strømafbrud og leveringssvigt, og dette system har leveret et brugbart datagrundlag. Energitilsynet har i samarbejde med elsektoren og Energistyrelsen iværksat et arbejde med etablering af et sådant system.
Til nr. 72
(§ 70, stk. 4 og 5)
Efter den gældende § 70, stk. 4, skal enhver form for indtægt i virksomheden medgå til dækning af udgifter som nævnt i § 69, stk. 1, dog ikke forrentning af indskudskapital og ekstraordinær effektiviseringsgevinst i forhold til indtægtsrammerne. Også indtægter fra ejerandele i andre virksomheder, f.eks. kraftværker, skulle efter den gældende lovgivning medgå til dækning af udgifter som nævnt i § 69, stk. 1.
Ophævelsen af sondringen mellem indskudskapital og anden egenkapital medfører, at udgangspunktet i stedet vil være, at alle indtægter, som ikke anvendes til dækning af udgifter som nævnt i § 69, stk. 1, er til fri disposition for virksomheden, forudsat at indtægtsrammerne ikke overskrides.
§ 70, stk. 4, foreslås derfor ophævet.
Da SEAS´s tab ved den tidligere drift af sideordnet virksomhed på nuværende tidspunkt er tilbagebetalt, er § 70, stk. 5, overflødig og foreslås ophævet.
Til nr. 73 og 74
(§ 71, stk. 1 og 2)
Systemansvarlige virksomheder vil efter § 71, stk. 1, være underlagt en hvile-i-sig-selv regulering, hvor alene de nødvendige omkostninger som nævnt i § 69, stk. 1, ved effektiv drift kan indregnes i priserne. I betragtning af det meget begrænsede egenkapitalbehov i de systemansvarlige virksomheder vil der for disse virksomheders vedkommende blive tale om en ren hvile-i-sig-selv regulering, som ikke vil give mulighed for at indregne overskud i form af forrentning af egenkapital.
Der er herefter ikke længere behov for § 71, stk. 2, som derfor foreslås ophævet.
Til nr. 75
(§ 72)
Prisen for elektricitet fra en virksomhed, der leverer elektricitet som følge af en leveringsforpligtelse, fastsættes til en pris, der svarer til elspotprisen time for time tillagt et balancerings- og administrationsbidrag. Bidragene fastsættes af Energitilsynet.
Forbrugere, hvis elforbrug måles time for time, skal afregnes i forhold til den faktiske timepris på elspot i det prisområde, hvorfra forbrugeren aftager sin elektricitet. Der vil typisk være tale om forbrugere med et større elforbrug.
Forbrugere, som ikke har timemålere og derfor ikke måles time for time, afregnes i forhold til elspotprisen baseret på netvirksomhedens residualmåling/skabelon time for time. Der vil typisk være tale om forbrugere med et mindre elforbrug
I dag afregnes elhandelsvirksomheders leverancer til de ikke-timemålte forbrugere efter en såkaldt »skabelon « , som er residualen af det samlede forbrug i en given netvirksomheds forsyningsområde fratrukket forbruget hos de timemålte forbrugere.
Skabelonen kan variere fra netvirksomhed til netvirksomhed afhængig af forbrugets fordeling i døgnet i den enkelte netvirksomheds område. En forsyningspligtigvirksomhed, hvis bevilling omfatter et geografisk område, der dækker mere end én netvirksomheds bevillingsområde, vil som konsekvens heraf kunne opkræve forskellige gennemsnitpriser over for de ikke-timemålte elforbrugere. Inden for det samme netvirksomheds område vil prisen være identisk.
Den obligatoriske grænse for opsætning af timemålere – fastsat af netvirksomhederne på baggrund af en frivillig aftale mellem netvirksomhederne - er pr. januar 2003 forbrugere med et årsforbrug over 200.000 kWh. Den 1. januar 2005 sænkes den obligatoriske grænse til 100.000 kWh. Alle forbrugere kan stille krav om opsætning af timemåler mod betaling af de aktuelle omkostninger.
Det tilstræbes, at alle forbrugere på sigt vil blive afregnet time for time. Det bliver da muligt at koble forbrugerens faktiske forbrug direkte til elspotprisen time for time. Elforbrugere der overgår fra »skabelonafregning « til timemåling skal afregnes i forhold til den faktiske timemåling og timepris på elspot.
Forbrugere, som ikke har mulighed for at vælge og modtage elektricitet fra det sammenhængende elsystem, skal tilbydes leverancer af elektricitet til samme pris som øvrige forbrugere i den forsyningspligtige virksomheds bevillingsområde. Her tænkes særligt på ø-samfund, som ikke er forbundet til fastlandets sammenhængende elsystem. Denne kategori af forbrugere har ikke samme mulighed for at købe elektricitet til markedspriser, og er typisk afhængig af én producent og elhandler, og må derfor oftest betale en højere pris.
Forpligtelsen betyder, at den forsyningspligtige virksomhed ville kunne komme til at oppebære et økonomisk underskud ved forsyning af disse forbrugere. Det forudsættes imidlertid, jf. lovforslagets § 1, nr. 36, (§ 28 a), at den systemansvarlige virksomhed skal dække det underskud, der fremkommer ved, at den forsyningspligtige virksomhed skal tilbyde elektricitet til samme pris i hele den forsyningspligtige virksomheds område, gennem en omkostningsdækning svarende til forskellen mellem den regulerede elpris på fastlandet og den billigste pris, elektriciteten kan tilvejebringes til i det isolerede elsystem.
Balancerings- og administrationsbidraget efter stk. 1, der lægges til elspotprisen, fastsættes af Energitilsynet årligt som et generelt gældende maksimum bidrag, der må tillægges prisen. En del af tillægget kan eventuelt fastsættes som en abonnementsbetaling. Bidraget skal medgå til at dække virksomhedernes omkostninger til balanceringsydelser, administration, fakturering, avance m.v. Bidraget, inklusiv en rimelig avance, fastsættes på en sådan måde, at det ikke er til hinder for konkurrencen i elmarkedet. Da udgifterne til balanceringsydelser kan variere i Øst- og Vestdanmark, og i systemer der ikke er en del af det sammenhængende elsystem, kan der i Energitilsynets fastlæggelse af tillægget tages hensyn til forskelle mellem landsdelene. Det er ikke tanken, at der skal kunne tages hensyn til andre omkostningsforskelle, herunder til den enkelte virksomheds effektivitet.
Hvis forsyningspligtvirksomheden forsyner en forbruger, uden at forbrugeren på forhånd har varslet sit ønske om at modtage forsyning, og dette afstedkommer ekstraordinære store balanceringsomkostninger, har forsyningspligtvirksomheden dog mulighed for at opkræve et særskilt engangsbeløb af forbrugeren. Et tilfælde, hvor en forbruger ikke har varslet sit behov for forsyning overfor forsyningspligtvirksomheden kan f.eks. være, hvis forbrugerens forsyningsaftale med en elhandelsvirksomhed er ophørt, uden at forbrugeren er klar over det, eller uden at forbrugeren på forhånd er blevet gjort opmærksom på, at den ville ophøre. Aftalen kan bl.a. være ophørt på grund af elhandelsvirksomhedens konkurs. Engangsbeløbet skal medgå til at dække eventuelle meromkostninger til ubalancer grundet i, at forsyningspligtvirksomheden ikke tids nok har kunnet tage højde for forbruget i den daglige indkøbsplanlægning, og ingen andre har kunnet gøres økonomisk ansvarlig. Engangsbeløbet omfatter således kun de faktiske omkostninger for forsyningspligtvirksomheden for ubalancer i det tidsrum, hvor virksomheden uforskyldt ikke har haft mulighed for at registrere, at forsyningspligten indbefattede denne nye forbruger. De systemansvarlige virksomheder har i henhold til § 9 i bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet m.v. i samarbejde med elselskabernes interesseorganisation Dansk Energi udarbejdet forskrifter for aktørernes forpligtelser for adgang til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet, herunder virksomhedernes balanceansvar og betalingen herfor. Det vil som udgangspunkt være disse forskrifters regler om varetagelse af balanceansvaret, der vil være gældende.
Forsyningspligtvirksomhedernes priser på elektricitet vil med lovforslaget komme til at variere i takt med priserne på elmarkedet. Generelt vil prisen typisk være høj om vinteren og lav om sommeren. Det er ikke så forskelligt fra, hvad forbrugerne allerede i dag oplever. Forbrugere der ønsker en mere stabil elpris, kan beslutte at skifte til en elleverandør, som tilbyder et fastprisprodukt.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at Energitilsynet fastsætter det maksimale administrationsbidrag, der kan opkræves til varetagelse af en eventuel købsforpligtelse efter § 62. Denne købsforpligtelse er ikke aktuel på nuværende tidspunkt og det forudsættes derfor heller ikke, at Energitilsynet fastsætter dette maksimale bidrag, før købsforpligtelsen måtte blive aktuel.
Til nr. 76
(§ 73, stk. 2)
De kollektive elforsyningsvirksomheder skal fastsætte deres priser efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier. Med forslaget til § 73, stk. 2, tilføjes det, at virksomhederne skal offentliggøre tariffer og betingelser for brug af elnettet. Herved implementeres kravet om tredjeparts adgang til transmissions- og distributionsnettet baseret på offentliggjorte tariffer i eldirektivets artikel 20.
Til nr. 77
(§§ 73 a og 73 b)
Det følger af eldirektivets artikel 20 om tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, at medlemsstaterne skal sikre, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden af den relevante regulerende myndighed, jf. eldirektivets artikel 23. Det følger også af artikel 20, at metoderne skal offentliggøres, inden de træder i kraft. Med § 73 a udmøntes disse direktivkrav i elforsyningsloven.
Bestemmelsen i § 73 a indebærer, at den systemansvarlige virksomhed og transmissions- og netvirksomheder skal udarbejde en redegørelse for, hvilke metoder der påtænkes anvendt ved fastsættelsen af betingelser og vilkår, herunder tariffer, for anvendelse af transmissions- og distributionsnet. Formålet er at sikre, at metoderne er i overensstemmelse med elforsyningslovens bestemmelser. Der skal blandt andet redegøres for, hvilke overvejelser, der ligger bag forskelle i tariffer som følge af forbrugeres og netbrugeres forskellige karakteristika. For den systemansvarlige virksomhed skal der endvidere redegøres for, hvorledes det forventede provenu fra tariffer, gebyrer etc. relaterer sig til selskabernes omkostninger. En tilsvarende redegørelse er derimod ikke nødvendig for netvirksomhederne og transmissionsvirksomhederne, idet denne relation er reguleret via indtægtsrammereguleringen, jf. § 70.
Forpligtelsen til at anmelde de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til transmissionsnet, omfatter også metoder til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for tilvejebringelse af balanceringsydelser, jf. direktivets artikel 11. Når der, i modsætning til direktivet, ikke fastsættes en særskilt bestemmelse i loven herom, skyldes det, at balanceringsydelser er en integreret del af den systemansvarlige virksomheds opgaver og således kan betragtes som omfattet af stk. 1. På samme måde gælder, at Energitilsynets tilsyn med, at den systemansvarlige virksomheds og transmissionsvirksomhedernes priser og betingelser er rimelige, jf. elforsyningslovens § 77, også omfatter balanceringsydelserne.
Redegørelsen for metoderne anmeldes til Energitilsynet, jf. den nye § 76, stk. 1, nr. 1. Metoderne skal godkendes af Energitilsynet og offentliggøres af virksomhederne, før tariffer og betingelser fastsat efter metoderne kan træde i kraft.
Økonomi- og erhvervsministeren har i henhold til § 73 a, stk. 2, mulighed for at fastsætte nærmere regler om indholdet af de metoder, der anvendes.
Der foreslås indsat en ny § 73 b i elforsyningsloven, således at det præciseres, at Energitilsynet har hjemmel til at føre tilsyn med energibrancheorganisationernes standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer, almindelige leveringsbetingelser samt tekniske betingelser mv. Der vil eksempelvis kunne være tale om godkendelse af standardinvesteringsbidrag, der skal dække en del af netselskabernes og transmissionsselskabernes engangsomkostninger til investeringer, herunder investeringer i ledningsnet. Den foreslåede bestemmelse gør det også klart, at bl.a. bestemmelserne i konkurrencelovens § 6 (konkurrencebegrænsende aftaler) og § 11 (misbrug af dominerende stilling) ikke finder anvendelse, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2, på standardiserede vejledninger udarbejdet af energibranchens organisationer.
Det er ikke hensigten, at Energitilsynets tilsyn med brancheorganisationernes standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer, betingelser m.v. skal træde i stedet for den enkelte virksomheds anmeldelse til Energitilsynet af priser, tariffer og betingelser for ydelser efter lovens § 76, stk. 1 nr. 1, som bliver nr. 2, eller den enkelte virksomheds anmeldelse af metoder til fastsættelse heraf efter den nye § 76, stk. 1, nr. 1. Med den nye § 73 b præciseres det blot, at Energitilsynet også har mulighed for at føre tilsyn med standardiserede vejledninger, som er udarbejdet af brancheorganisationer, og som den enkelte virksomhed måtte vælge at anvende som udgangspunkt for tariffastsættelsen eller for fastsættelsen af metoder for tariffastsættelsen.
Efter forslaget er det Energitilsynet, som skal forestå den nærmere udmøntning af reglerne om tilsyn.
Til nr. 78
(§ 74)
Der vil fortsat være behov for at sikre, at den kapital, som skal forrentes efter de foranstående bestemmelser, bliver opgjort og forelagt for Energitilsynet, således at tilsynet kan gribe ind ved urigtige eller urimelige opgørelser. Som følge af de ændringer, der vil ske i principperne for indregning af forrentning, er der ikke længere behov for det gældende stk. 2, som derfor foreslås ophævet.
Endvidere foreslås stk. 3 ophævet som følge af ophævelsen af sondringen mellem fri og bunden kapital.
Til nr. 79
(§ 74 a)
Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling træder i kraft den 1. juli 2004. Forordningens bestemmelser er umiddelbart gældende i medlemsstaterne.
Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere i den nye § 74 a , hvilke bestemmelser i elforsyningslovens kap. 10 om priser og betingelser for elektricitet, der ikke finder anvendelse på forhold omfattet af forordningen.
Det vil i praksis dreje sig om forhold omfattet af forordningens bestemmelser om anvendelse af indtægter fra tildeling af samkøringslinier (artikel 6, stk. 6) og om etablering og drift af direkte transmissionsforbindelser mellem medlemslandene (art. 7). Om artikel 7 henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 26 (§ 26 a).
Bestemmelserne i §§ 69 – 71 om indregning af omkostninger i priserne m.v., § 73 a om fastsættelse af priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet og § 74 om anmeldelse af kapital vil ikke finde anvendelse i disse tilfælde.
Til nr. 80
(§ 75, stk. 1)
Ved ændringen af § 75, stk. 1, præciseres, at elproduktionsvirksomheders salg af elektricitet fastsættes ved aftale. Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at de hidtidige bestemmelser om aftagepligt for miljøvenlig elektricitet er bortfaldet.
Til nr. 81
(§ 76)
Der er tale om en videreførelse af den gældende § 76 med en række ændringer.
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 77 (§ 73 a), at priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet fastsættes efter metoder, der er godkendt af Energitilsynet. På den baggrund er der som et nyt stk. 1, nr. 1, foreslået en bestemmelse om, at disse metoder skal anmeldes til Energitilsynet med henblik på denne godkendelse.
Med stk. 1, nr. 4, foreslås det, at de kollektive elforsyningsvirksomheder fremover skal anmelde dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse til Energitilsynet. Forslaget har til formål at gennemføre eldirektivets artikel 23, stk. 1, litra e. Det følger af denne direktivbestemmelse, at en regulerende myndighed skal overvåge den effektive adskillelse af regnskaber for at sikre, at der ikke sker krydssubsidiering mellem transmissions-, net- og forsyningsaktiviteter.
Det bemærkes, at forpligtelsen til at anmelde dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse kun er relevant for virksomheder, som også udfører andre aktiviteter end den bevillingspligtige aktivitet. Bestemmelsen vil f.eks. være relevant for virksomheder, som har fået tilladelse til at udøve såvel net- som transmissionsvirksomhed i henhold til § 47, stk. 2, eller som udfører sideordnede aktiviteter inden for rammerne fastsat i bekendtgørelse nr. 358 af 20. maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra elforsyningsloven.
Med ændringerne af § 69, stk. 2, og § 74, stk. 1, sondres der ikke længere mellem indskudskapital og anden egenkapital. Virksomhederne skal derfor ikke – som efter den gældende § 76, stk. 1, nr. 4, - anmelde opgørelse af indskudskapital til Energitilsynet. Som det fremgår af den ændrede § 69, stk. 2, og den ændrede § 74, stk. 1, skal der imidlertid fortsat opgøres en kapital, som kan anvendes som udgangspunkt for fastsættelse af virksomhedernes forrentning. Med den ændrede § 76, stk. 1, nr. 5, fastslås det, at denne kapitalopgørelse skal anmeldes til Energitilsynet.
Idet virksomheder med forsyningspligt ifølge dette lovforslag ikke længere skal være kollektive elforsyningsvirksomheder i lovens forstand, og derfor ikke er omfattet af § 76, stk. 1, er der behov for at indføre en anmeldelsespligt for disse virksomheder. Der foreslås derfor et nyt stk. 2, hvorefter virksomheder med forsyningspligt skal anmelde salgspriser, gebyrer og vilkår samt grundlaget herfor til Energitilsynet. Bestemmelsen er nødvendig af hensyn til Energitilsynets tilsyn. I medfør af stk. 4 vil Energitilsynet kunne fastsætte regler vedrørende anmeldelsespligten efter stk. 2.
Den hidtidige § 76, stk. 1, nr. 2, om transit er overflødig, da loven ikke længere indeholder særlige regler om transit, jf. lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 25).
Da SEAS´ tab ved den tidligere drift af sideordnet virksomhed på nuværende tidspunkt er tilbagebetalt, er den hidtidige § 76, stk. 1, nr. 5, også overflødig.
Til nr. 82
(§ 78, stk. 1)
Med bestemmelsen fastsættes en udtrykkelig afgrænsning af Energitilsynets kompetence, hvorefter tilsynet ikke skal behandle klager vedrørende civilretlige tvister. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at konkrete klager vedrørende civilretlige mellemværender mellem en energiforbruger og et selskab kan behandles ved et eventuelt godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet og ikke ved Energitilsynet. Ændringen forudsættes sat i kraft samtidig med oprettelsen af et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet. Økonomi- og erhvervsministeren kan med hjemmel i elforsyningslovens § 78, stk. 3, fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af Energitilsynets kompetence.
Afgrænsningen af Energitilsynets kompetence baserer sig på sondringen mellem civilretlige og offentligretlige tvister. Den fastsatte kompetenceafgrænsning gælder i forhold til alle civilretlige klager, herunder også klager fra erhvervsdrivende. I hvilket omfang ankenævnet behandler civilretlige klager fra forbrugende erhvervsdrivende fastsættes i ankenævnets vedtægter, som vil indgå i grundlaget for økonomi- og erhvervsministerens godkendelse efter lov om forbrugerklager, jf. lovens kapitel 2.
Den enkelte forbrugers retsstilling i forhold til et energiselskab hviler på både privatretlige regler (f.eks. aftalelov, købelov mv.), offentligretlige regler (f.eks. markedsføringslov, prismærkningslov mv.) og offentligretlige regler på energiområdet (energiforsyningslovene). Erhvervsdrivendes overtrædelser af de offentligretlige regler fører dog først og fremmest til sanktioner, som er tillagt den pågældende tilsynsmyndighed i love, typisk påbud, forbud og bøder – uden at overtrædelserne automatisk har civilretlige konsekvenser i forholdet mellem forbrugeren og selskabet.
Et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet vil på grundlag af de privatretlige regler, f.eks. aftalelov, købelov, formueretlige grundsætninger, erstatningsregler, herunder den retsskabte erstatningspraksis, produktansvarslov mv. kunne behandle civilretlige klager vedrørende det konkrete civilretlige mellemværende mellem forbrugeren og selskabet. I et vist omfang kan offentligretlige regler inddrages i sagens afgørelse, hvis de har betydning for den konkrete civilretlige tvist.
Energitilsynet vil også efter oprettelsen af et privat ankenævn på energiområdet skulle varetage den del af det offentligretlige tilsyn med selskabernes overholdelse af energilovgivningen, som tilsynet i dag er tillagt i lovgivningen. Det karakteristiske for tilsynet med offentligretlige regler er, at tilsynsmyndighedens sanktioner er fremadrettede, dvs. tilsynet konstaterer en ulovlig tilstand og giver pålæg om at ændre denne tilstand med virkning for fremtiden.
På baggrund af sondringen mellem civilretlige og offentligretlige tvister vurderes det, at et eventuelt privat ankenævn eksempelvis skal kunne behandle klager om konkrete mellemværender mellem forbrugere og selskaber vedrørende måler- og anlægsfejl, restanceinddrivelse og betalingsbetingelser, fastsættelse af acontobetalinger, flytteafregning og ejerskifte, udmeldelse/udtræden af forsyningsvirksomheder, varsling af prisforhøjelser, ejer/lejer-hæftelse samt etablering af direkte kundeforhold samt leveringskvalitet og betalinger for ændring af leveringsomfang. Energitilsynet vil imidlertid som offentligretlig tilsynsmyndighed fortsat være beføjet til også på disse områder at meddele påbud om at bringe eventuelle ulovlige forhold i overensstemmelse med energilovgivningen samt at anvende de øvrige sanktionsmuligheder, som tilsynet er tillagt i lovgivningen.
En tæt koordinering og orientering skal sikre et effektivt samspil mellem Energitilsynets og et privat ankenævns aktiviteter bl.a. med henblik på at sikre, at det private ankenævns afgørelser i en række konkrete sager kan føre til en generel fremadrettet indgriben fra Energitilsynets side, samt at klager vedrørende rent offentligretlige tvister undergives behandling i Energitilsynet uden unødig forsinkelse.
Til nr. 83
(§ 78, stk. 2)
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede nye § 85 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 94. Der henvises til bemærkningerne til nr. 94.
Til nr. 84
(§ 78, stk. 5)
Formålet med bestemmelsen er, at gøre det muligt for det sekretariat, der i dag betjener Energitilsynet, også at sekretariatsbetjene et privat ankenævn på energiforsyningsområdet. Energitilsynets sekretariat har igennem sine tilsyns- og klageopgaver opbygget et omfattende kendskab til forholdene på både el-, gas- og varmeområdet. Ved at oprette et privat ankenævns sekretariat i tilknytning til Energitilsynets sekretariat drages der fordel af både den eksisterende faglige ekspertise og de eksisterende administrative rammer, der i dag findes i Energitilsynets sekretariat. Hertil kommer, at oprettelsen af et privat ankenævns sekretariat i tilknytning til Energitilsynets sekretariat understøtter den nødvendige koordinering mellem Energitilsynet og det private ankenævn, der skal sikre en samlet og effektiv klageadgang.
Oprettelsen af et sekretariat i tilknytning til Energitilsynets er et alternativ til, at et privat ankenævn opretter et selvstændigt sekretariat, og det vil således være selskaberne i el-, gas- og varmebranchen, som skal betale for omkostninger ved oprettelsen og drift af et privat ankenævn, jf. forslagets § 1, nr. 85 (§ 78, stk. 9), § 2, nr. 42 (§ 44, stk. 3), og § 3, nr. 3 (§ 23 C, stk. 3).
Til nr. 85
(§ 78, stk. 9)
Formålet med bestemmelsen er dels at præcisere, at det i overensstemmelse med principperne i den generelle forbrugerklagereform er selskaberne i el-, gas- og varmebranchen, som skal betale for oprettelsen og driften af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet, selvom sekretariatsbetjeningen placeres i tilknytning til Energitilsynets sekretariat, og dels at tilvejebringe hjemmel for økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning.
Med hjemmel i de tre energiforsyningslove opkræves i dag betaling for de med Energitilsynets etablering og drift forbundne udgifter hos de selskaber, som Energitilsynet fører tilsyn med. Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning af omkostningerne forbundet med oprettelse og drift af ankenævnet i tilknytning til de allerede eksisterende rammer for betaling for Energitilsynets udgifter til tilsyn efter forsyningslovene. Udgifterne til ankenævnet skal fordeles, således at der sikres en sammenhæng mellem omkostningerne forbundet med de forskellige grupper af selskaber, og det de betaler.
Et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet vil være omfattet af lov om forbrugerklager, herunder reglerne i lovens kapitel 5, hvorefter der kan fastsættes et gebyr for indgivelse af klage til ankenævnet, og hvorefter økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat klage- eller ankenævn for nævnets udgifter til en sags behandling ved nævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage eller hvis sagen forliges.
Til nr. 86
(§ 78 a)
Ved den nye § 78 a bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte regler om Energitilsynets opgaver ved behandling af forhold vedrørende priser og betingelser, som omfattes af Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Forordningens bestemmelser er umiddelbart gældende i medlemslandene. Der vil imidlertid kunne være behov for at fastsætte regler om myndighedsopgaver, som Energitilsynet skal varetage. I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 79 (§ 74 a).
Til nr. 87
(§ 82, stk. 5)
Det følger af den foreslåede ændring af § 82, stk. 5, at Energitilsynet fastsætter regler om nærmere angivne forhold af betydning for prisgennemsigtigheden for elektricitet. Efter den hidtidige formulering kan Energitilsynet fastsætte regler herom.
Ved ændringen understreges det, at fastsættelsen af disse regler er et væsentligt element i aktiviteterne for at fremme prisgennemsigtigheden. For at det frie elmarked kan fungere effektivt er det nødvendigt, at forbrugerne modtager gennemsigtige oplysninger om gældende priser og tariffer for levering af elektricitet og for ydelser fra net- og transmissionsvirksomhederne og den systemansvarlige virksomhed, samt om standardvilkår og betingelser for adgang til elleverancer. Energitilsynet skal for at sikre gennemsigtighed omkring priser og tariffer fastsætte regler for, hvordan leverandører af transport- og energiydelser, herunder såvel kollektive elforsyningsvirksomheder som elhandelsvirksomheder, herunder virksomheder med forsyningspligt, skal give disse oplysninger til kunderne, bl.a. hvilke oplysninger der skal fremgå ved fakturering. Bestemmelsen bidrager til implementering af kravene i eldirektivets bilag A om, at forbrugerne skal modtage gennemsigtige oplysninger om gældende priser og tariffer.
Til nr. 88
(§ 84)
Der er tale om en videreførsel af den gældende § 84 med visse tilføjelser.
Der er tilføjet et nyt stk. 5, hvorefter de kollektive elforsyningsvirksomheder skal give brugerne af det sammenkoblede system de oplysninger, som er nødvendige for at få effektiv adgang til systemet. Virksomhederne skal blandt andet offentliggøre oplysninger om samkøringslinjer, brug af nettet og tildeling af kapacitet til interesserede parter. Bestemmelsen gennemfører artikel 9, litra f, og artikel 14, stk. 3, i eldirektivet.
Eldirektivet fastsætter imidlertid ikke, hvilke oplysninger, som er nødvendige i denne sammenhæng. Dette er et af de emner, som blandt andet drøftes i det såkaldte »Firenze-forum « samt i gruppen af EU-tilsynsmyndigheder nedsat af EU-Kommissionen. Der kan på denne baggrund på et senere tidspunkt være behov for at fastsætte regler, og det foreslås derfor i et nyt stk. 8, at ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om virksomhedernes oplysningspligt i henhold til stk. 3-6.
Med det nye stk. 6 sikres, at forsyningspligtige virksomheder kan leve op til deres ansvar, jf. forslag til § 34. Netvirksomhederne er forpligtet til at videregive oplysninger om leverandørskift til forsyningspligtvirksomheden hurtigst muligt, således at forsyningspligtvirksomheden i videst mulig omfang kan tage højde for forbruget i dens indkøbsplanlægning.
Forslaget til det nye stk. 9 har til formål at gennemføre eldirektivets artikel 23, stk. 1, litra g. Det følger af denne bestemmelse, at en regulerende myndighed skal overvåge, at de kollektive elforsyningsvirksomheder lever op til deres forpligtelser, herunder deres pligt til at videregive oplysninger. Det foreslås, at klager om virksomhedernes oplysningspligt i henhold til stk. 3-6 og regler udstedt i henhold til loven kan indbringes for Energitilsynet, da der er en naturlig sammenhæng mellem Energitilsynets opgave med at sikre gennemsigtighed og virksomhedernes pligt til at videregive oplysninger.
Til nr. 89
(§ 84 a)
Der er tale om en videreførsel af den gældende § 84 a med visse ændringer.
I stk. 1 er tilføjet, at kollektive elforsyningsvirksomheder skal forhindre, at oplysninger om egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde. Ændringen har til formål at opfylde eldirektivets krav til virksomhedernes tavshedspligt, jf. artikel 12 og 16.
Det foreslås i en ny § 84 a, stk. 2, at virksomhederne uanset indholdet af stk. 1, har pligt til at videregive oplysninger i overensstemmelse med gældende regler herom, f.eks. elforsyningslovens §§ 76 og 84.
Det eksisterende stk. 2 er flyttet til § 24, der omhandler adgangen til det kollektive elforsyningsnet.
Det foreslås endvidere i et nyt stk. 3, at Energitilsynet behandler klager over kollektive elforsyningsvirksomheder vedrørende overtrædelse af § 84, stk. 1 og 3. Ændringerne foreslås på baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen om Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, jf. afsnit 3.D.2 i de almindelige bemærkninger. Opgaven hænger naturligt sammen med Energitilsynets øvrige opgaver med hensyn til at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling, og at elmarkedet fungerer effektivt. Bestemmelsen har også til formål at gennemføre eldirektivets artikel 23, stk. 1, litra g. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede § 84, stk. 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 88.
Til nr. 90 og 91
(§ 85, stk. 1, 1. og 2. pkt.)
Der er tale om en ændring som følge af terminologien i den gældende årsregnskabslov.
Til nr. 92
(§ 85 a, stk. 1)
Ændringen af § 85 a, stk. 1, er en konsekvens af ophævelsen af de hidtidige bestemmelser om aftagepligt for miljøvenlig elektricitet.
Til nr. 93
( § 85 a, stk. 3)
Ændringen af § 85 a, stk. 3, er en konsekvens af ophævelsen af de hidtidige bestemmelser om faste afregningspriser for miljøvenlig elektricitet.
Til nr. 94
(§ 85 b, stk. 4)
Den nugældende bestemmelse i § 85 b om beredskab er primært en rammebestemmelse, som forudsættes udfyldt gennem regler. Dette beredskab er rettet mod at sikre opretholdelse af samfundets elforsyning i tilfælde af krisesituationer og andre alvorlige hændelser i både freds- og krigstid af den karakter, som er omfattet af beredskabsloven.
På grundlag af hjemlen i bestemmelsens stk. 3 er det hensigten at udarbejde regler om beredskab for elsektorens virksomheder. Dette nødvendiggør, at der udformes hensigtsmæssige rammer for tilsynet med virksomhedernes beredskabsarbejde.
Et sådant tilsyn med virksomhedernes beredskabsarbejde forudsætter fremskaffelse af oplysninger fra virksomhederne, bl.a. om deres risiko- og sårbarhedsvurderinger og om de beredskabsplaner, procedurer m.m., som er udarbejdet på grundlag af disse vurderinger. Vurdering af dette materiale forudsætter faglig viden om driftsforholdene i de forskellige former for virksomhed inden for elsektoren.
Et sådant tilsynsarbejde er i en række henseender af samme karakter som det arbejde med de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende beredskabet, som varetages af de systemansvarlige virksomheder efter bestemmelsens stk. 2. Disse overordnede, koordinerende opgaver forudsætter således ligeledes et kendskab til de enkelte virksomheders beredskab, dettes omfang og kvalitet samt de indbyrdes samspil m.m. mellem de forskellige virksomheders beredskab.
Ved en samordnet udførelse af disse to arbejdsopgaver - de overordnede, koordinerende opgaver efter stk. 2 og tilsyn efter stk. 4 - ventes der derfor mulighed for at opnå både synergi og et samlet set mindre ressourceforbrug end ellers. Samtidig forbedres det faglige grundlag for tilsynet.
Det er derfor hensigten, at det i regler efter stk. 4 fastsættes, at tilsynet med de bevillingspligtige virksomheders beredskabsarbejde føres af de systemansvarlige virksomheder, samt at Energistyrelsen fører tilsyn med det beredskabsarbejde, som udføres af de systemansvarlige virksomheder.
Det er endvidere hensigten, at det i regler efter stk. 4 bl.a. kan fastsættes,
– at virksomhederne fremsender relevant materiale til brug for tilsynet, herunder risiko- og sårbarhedsvurderinger samt beredskabsplaner, procedurer m.m.;
– at tilsynet kan pålægge virksomheder at udbygge eller ændre deres risiko- og sårbarhedsvurderinger samt beredskabsplaner, procedurer m.m., såfremt disse ikke opfylder kravene hertil eller såfremt dette vurderes at være nødvendigt for at opnå en samordnet og effektiv håndtering af krisesituationer og andre alvorlige hændelser;
– at de systemansvarlige virksomheder udarbejder en årlig redegørelse om deres tilsyn med virksomhedernes beredskabsarbejde og i øvrigt løbende underretter Energistyrelsen om væsentlige forhold vedrørende tilsynet;
– at virksomhederne kan klage over afgørelser, der træffes af de systemansvarlige virksomheder vedrørende tilsynet.
Til nr. 95
(§§ 85 c og 85 d)
Det foreslås, at der i et nyt kapitel i loven fastsættes regler om økonomi- og erhvervsministerens og Energitilsynets adgang til at udstede påbud med henblik på at sikre lovens overholdelse.
Med den nye § 85 c får økonomi- og erhvervsministeren og Energitilsynet en udtrykkelig hjemmel til at påbyde, at forhold, der strider mod loven, mod regler eller afgørelser i medfør af loven eller mod Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling, bringes i orden straks eller inden en nærmere angiven frist. Manglende overholdelse af et sådant påbud er strafsanktioneret i lovens § 87. Hvorvidt det er økonomi- eller erhvervsministeren eller Energitilsynet, som kan udstede påbud i medfør af § 85 c, vil afhænge af, hvilken myndighed som fører tilsyn med, at et givet forhold er i overensstemmelse med lovgivningen. Bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med den fordeling af tilsynsopgaverne, som fremgår af loven og regler udstedt i medfør af loven. Energitilsynet vil f.eks. kunne udstede påbud med hjemmel i § 85 c, hvis en virksomhed overtræder oplysningspligten i henhold til § 84, stk. 3-6, jf. lovforslagets § 1, nr. 88, eller pligten til at iagttage fortrolighed om kommercielt følsomme oplysninger som foreskrevet i § 84 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 89.
Elforsyningsloven indeholder særlige bestemmelser om meddelelse af påbud, eksempelvis Energitilsynets adgang til efter § 77, stk. 1, at give pålæg om ændring af priser og betingelser. Sådanne særlige bestemmelser vil gå forud for den generelle påbudsbestemmelse i § 85 c, i det omfang forholdet er omfattet af de særlige bestemmelser. Den generelle bestemmelse vil således kun finde anvendelse på forhold, der ikke er omfattet af andre bestemmelser om påbud i loven eller i regler udstedt med hjemmel i loven.
Ifølge den foreslåede § 85 d kan økonomi- og erhvervsministeren påbyde fornødne ændringer, hvis regler mv. udstedt af den systemansvarlige virksomhed i henhold til elforsyningsloven eller metoder, som ligger til grund for reglerne, jf. § 73 a, strider mod bestemmelser i loven eller regler udstedt i henhold til loven. Forslaget skal ses i sammenhæng med hensigten om at give Energitilsynet ansvaret for nogle af de opgaver, som økonomi- og erhvervsministeren og Energistyrelsen efter den gældende lovgivning varetager.
Det fremgår af § 26, stk. 3, at økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at visse tekniske standarder og krav for adgang til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet skal fastsættes af den systemansvarlige virksomhed. Endvidere følger det af § 28, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 10, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den systemansvarlige virksomheds udarbejdelse af forskrifter for netvirksomhedernes målinger. Bekendtgørelsen nr. 444 af 11. juni 2002 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet m.v. er udstedt med hjemmel i bl.a. § 26 og § 28. Ifølge bekendtgørelsens § 9 og § 10 skal de systemansvarlige virksomheder i samarbejde udarbejde fælles retningslinjer for benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet og en fælles måleforskrift, hvilket er sket. Det fremgår af § 9 og § 10 i bekendtgørelsen, at retningslinjerne skal anmeldes til Energistyrelsen, som også kan give pålæg om ændringer af retningslinjerne. På baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen om Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, jf. afsnit 2.D.2 i de almindelige bemærkninger, er det hensigten, at Energistyrelsens kompetencer skal overføres til Energitilsynet i forbindelse med en ændring af bekendtgørelsen.
Med hensyn til Energitilsynets kompetencer i forhold til regler og kriterier fastsat af de systemansvarlige virksomheder med hjemmel i § 27 c, stk. 2 og 9, henvises til lovforslagets § 1, nr. 31 og 32 (§ 27 c, stk. 10 og 11).
I den foreslåede § 85 d henvises til § 73 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 77. Ifølge denne bestemmelse skal Energitilsynet godkende de metoder, som anvendes til at fastsætte priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet, inden prisernes og betingelsernes ikrafttræden. Bestemmelsen omfatter også de metoder, der ligger til grund for de regler, som de systemansvarlige virksomheder fastsætter for benyttelse af det kollektive elforsyningsnet. Skulle den situation opstå, at metoderne bag den systemansvarliges regler strider imod lovgivningen, kan ministeren påbyde ændringer i metoderne, uanset at Energitilsynet har godkendt metoderne med hjemmel i § 73 a.
Det er ikke hensigten, at økonomi- og erhvervsministeren skal føre et indgående tilsyn med, om de regler mv., som de systemansvarlige virksomheder fastsætter, og metoderne, som ligger bag reglerne, er i overensstemmelse med lovgivningen, da det som udgangspunkt er Energitilsynet, som skal påse dette. Det vil kun blive aktuelt at anvende hjemmelen til at påbyde ændringer, hvis den særlige situation skulle opstå, at de systemansvarlige virksomheders regler mv., eller metoderne, som de er fastsat på baggrund af, måtte vise sig at stride mod loven eller regler udstedt i henhold til loven, og Energitilsynet ikke finder anledning til at påbyde ændringer i reglerne eller metoderne på denne baggrund. I forhold til lovens bestemmelse i § 78, stk. 2, om Energitilsynets uafhængighed foreligger der således på dette punkt en undtagelse, idet ministeren har det overordnede ansvar for, at regeludstedelse foregår i overensstemmelse med elforsyningsloven. Bestemmelsen er således alene indsat af hensyn til det almindelige princip om, at en parlamentarisk ansvarlig minister bør have det overordnede ansvar for generelle regler.
Til nr. 96
(§ 87, stk. 1, nr. 4)
Såfremt virksomheder undlader at foretage underretning til ministeren som angivet i § 35, foreslås det, at de kan ifalde bøde efter elforsyningslovens almindelige straffebestemmelse i § 87.
Til nr. 97
(§ 87, stk. 2)
Med den nye § 87, stk. 2, indføres sanktion af bøde for overtrædelse af Rådets og Europa-Parlamentets forordning om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Forordningen har for tiden nr. 1228/2003 og er fra den 26. juni 2003.
Til nr. 98
(§ 97)
Hensynet bag § 97, stk. 2, har været, at de optjente værdier under hvile-i sig-selv perioden skulle bruges til at nedbringe omkostningerne i netvirksomhederne.
Med en ophævelse af kapitalbindingerne og en ændret prisregulering er det uhensigtsmæssigt at stille krav om, at netvirksomhederne skal placere alle øvrige selskaber under netvirksomheden.
Der er derfor ikke længere behov for § 97, stk. 2 og 3, som kan ophæves.
Der vil herefter ikke være bindinger på, hvorledes koncerner, der driver elforsyningsvirksomhed, skal placere de koncernforbundne virksomheder. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at elforsyningslovens §§ 36 og 38 (dette lovforslags § 1, nr. 44 og 45) også foreslås ophævet.
Til nr. 99
(§ 100)
De i § 100, stk. 1-4 omhandlede opgørelser og åbningsbalancer skulle danne grundlag for prisfastsættelsen efter overgangen til den ændrede prisregulering efter 1. januar 2000. Efter frigivelsen af den bundne kapital og indførelsen af en ny indtægtsrammeregulering efter de ændrede bestemmelser i § 69, stk. 2, § 70 og § 74, vil der ikke længere være behov for de nævnte opgørelser og åbningsbalancer.
Den fremtidige indtægtsrammeregulering vil for netvirksomhedernes og transmissionsvirksomhedernes vedkommende blive fastlagt på baggrund af de kapitalopgørelser, som virksomhederne udarbejder i henhold til de regler, som fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren efter § 69, stk. 2.
§ 100, stk. 1-4 ophæves derfor.
Med ophævelsen af § 100, stk. 1-4, vil Energitilsynet ikke længere skulle tage stilling til, hvorvidt de i bestemmelsen omtalte kapitalopgørelser og åbningsbalancer kan godkendes. Et væsentligt element i Energitilsynets arbejde hermed har bestået i tilsynets stillingtagen til opgørelse af den frie egenkapital i de enkelte selskaber. Det må konstateres, at opgørelsen af den frie egenkapital har afstedkommet betydelige vanskeligheder, og at der ikke har været mulighed for at løse disse vanskeligheder gennem lovgivning. Dertil kommer, at elsektoren har tilkendegivet, at man vil gå videre med sagen til Energiklagenævnet og domstolene.
Med frigivelsen af den bundne egenkapital og ophævelsen af § 100, stk. 1-4, er et væsentligt usikkerhedselement vedrørende den fremtidige prisregulering således fjernet.
§ 100, stk. 5 sikrer, at SEAS har kunnet indregne realiserede tab ved den tidligere drift af sideordnet virksomhed i priserne. Disse tab er nu tilbagebetalt, og bestemmelsen er derfor overflødig.
Til nr. 100
(§ 102, stk. 2)
Bestemmelsen foreslås ophævet, da overførelsen af aktiver nu er foretaget og godkendt af Energitilsynet. Bestemmelsen har derfor ikke længere nogen selvstændig betydning.
Til nr. 101
(§ 102, stk. 3)
Ændringen af bestemmelsen er en konsekvens af forslaget om at ophæve § 100 og § 102, stk. 2.
Bestemmelsen har fortsat betydning for fastlæggelsen af åbningsbalancer efter § 101 for affalds-kraft-varme-anlæg, der udskilles efter bestemmelsen i § 48.
Til § 2
Til nr. 1
(§ 2, stk. 1)
Med ændringen præciseres det i § 2 om lovens anvendelsesområde, at flydende naturgas (LNG) også er omfattet af loven. I den gældende lov fremgår dette af bemærkningerne til § 2, stk. 1. Ændringen skal ses i lyset af, at gasdirektivet fra 2003 indeholder en mere detaljeret regulering af LNG-virksomhed end gasdirektivet fra 1998. Dette afspejles i en række af de foreslåede ændringer i naturgasforsyningsloven, herunder § 2, nr. 10 (§ 10, stk. 1).
Det skal bemærkes, at det ikke er alle lovens bestemmelser, der er relevante for LNG. Som hovedregel vil LNG være nævnt i de bestemmelser, der vedrører LNG, dog gælder lovens bestemmelser om lagre også LNG-lagre.
Der findes ikke i dag LNG-faciliteter i Danmark.
Til nr. 2
(§ 2, stk. 2)
Forslaget har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 1, stk. 2, hvorefter direktivets regler også gælder for biogas, gas fra biomasse og andre typer gas, i det omfang sådanne gasser teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres gennem naturgassystemet. Bestemmelsen indebærer, at disse gasarter skal have adgang til naturgasinfrastrukturen, hvis de f.eks. opgraderes til naturgaskvalitet eller injiceres i så begrænsede mængder, at den blanding af naturgas og disse gasser, der herved fremkommer i nettet, holder sig inden for de kvalitetsspecifikationer, der gælder for naturgas i systemet. Der injiceres ikke i dag andre typer gas i det danske naturgassystem.
Til nr. 3
(§ 4)
Med henblik på at systematisere og styrke informationen til Folketinget vedrørende udviklingen i naturgasforsyningssektoren pålægges økonomi- og erhvervsministeren at udarbejde en samlet årlig redegørelse. Redegørelsen skal give et overblik over væsentlige forhold for så vidt angår sektorens udvikling i det forløbne år samt over planlagte aktiviteter i det kommende år og på længere sigt. Redegørelsen skal eksempelvis forholde sig til udviklingen i forsyningssikkerhed, væsentlige infrastrukturudbygninger, bevillingsmæssige forhold samt forhold inden for EU og internationalt, der skønnes at have særlig relevans for sektoren.
Til nr. 4
(§ 6)
§ 6 indeholder som hidtil definitioner af forskellige begreber, som anvendes i naturgasforsyningsloven. For at sikre overensstemmelse med definitionerne i gasdirektivets artikel 2 er definitionerne af »forsyning « , »lager « , »LNG-facilitet « , »system « og »naturgasleverandør « ændret. Begreberne »hjælpefunktioner « og »linepack « er nye og gør defintionen af »supplerende tjenester « overflødig. Begrebet »forsyningsselskab « er blevet overflødigt på baggrund af den ændrede regulering i lovens kapitel 4, jf. § 2, nr. 29-32 (§§ 24-26). Begrebet »transit « indføres på baggrund af forslaget til ny § 12, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 15.
Til nr. 5
(§ 7)
Forslaget til den nye affattelse af § 7 skal ses i lyset af, at alle naturgasforbrugere siden 1. januar 2004 frit har kunnet vælge naturgasleverandør, jf. bemærkningerne til § 2, nr. 5. Dette præciseres i stk. 1.
Da ændringerne i den gældende lovs stk. 1-3 udelukkende er en konsekvens af det frie leverandørvalg, ligger bemærkningerne i lovforslag nr. L 239 af 29. marts 2000 stadig til grund for fortolkningen af de tilsvarende bestemmelser i forslaget til stk. 2-4.
Forbrugeren har i henhold til stk. 2 en forsyningsret. Forsyningsretten indebærer en ret til mod betaling at få levering af naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab.
Forsyningspligtige selskaber har som udgangspunkt ikke en forpligtelse til at levere naturgas til kunder, der ikke betaler herfor. Det forsyningspligtige selskab vil på lige fod med gashandelsselskaber kunne foranledige leverancen stoppet, hvis betalingen udebliver. Selskabet er forpligtet til at levere naturgas til kunden, hvis kunden forudbetaler eller på anden betryggende vis stiller sikkerhed for betalingen af den fremtidige gasleverance. Selskabet kan blandt andet gennem kreditvurdering af kunder, acontoafregning og en fastlagt rykkerprocedure nedbringe tab på debitorer. Det bemærkes, at den foreslåede § 7 a, stk. 2, indebærer, at der vil kunne fastsættes regler om opsigelse og afbrydelse.
Bestemmelsen i stk. 5 er en videreførelse af den gældende lovs stk. 4 om, at bevillingspligtige selskaber skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår. Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 41 (§ 42 a), hvorefter Energitilsynet skal sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår.
Til nr. 6
(§ 7 a)
Den nye bestemmelse har til formål at udgøre hjemlen for den danske gennemførelse af kravene om forbrugerbeskyttelse i gasdirektivets artikel 3, stk. 3, og bilag A . Det følger af artikel 3, stk. 3, at medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder og til at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse. Bilag A præciserer, hvilke foranstaltninger, der skal træffes med hensyn til i det mindste privatkunder, dvs. forbrugere, som køber naturgas til deres eget husholdningsforbrug.
I henhold til stk. 1 skal økonomi- og erhvervsministeren fastsætte minimumskrav, som naturgasleverandører skal overholde i forbindelse med indgåelse af aftaler med forbrugere om levering af naturgas. Dette vil ske ved en bekendtgørelse. De nye regler om forbrugerbeskyttelse vil supplere den generelle forbrugerlovgivning, som bl.a. omfatter aftaleloven, forbrugeraftaleloven, købeloven, markedsføringsloven og e-handelsloven.
De regler, der vil blive fastsat i medfør af stk. 1, vil gælde for alle naturgasleverandører. Lovforslaget indebærer altså øget regulering af såvel de kommercielle gashandelsselskaber som de forsyningspligtige selskaber. De kommercielle handelsselskaber er i dag kun omfattet af få af naturgasforsyningslovens bestemmelser.
I stk. 2, nr. 1, opregnes forskellige forhold, som ministeren kan fastsætte nærmere regler om med hjemmel i stk. 1. Det vil være nødvendigt at fastsætte regler om en række af disse forhold for at gennemføre kravene i gasdirektivets bilag A. Der vil bl.a. blive fastsat regler om, at der som grundlag for ethvert kundeforhold skal foreligge en skriftlig kontrakt. For så vidt angår kravet om skriftlighed vil der blive fastsat regler, der giver mulighed for en fleksibel opfyldelse heraf, f.eks. således at kontraktindgåelsen kan ske elektronisk, i det omfang det kan ske på betryggende vis. Det kan f.eks. være ved anvendelse af elektroniske signaturer. Forbrugere, som ved lovens ikrafttræden er i et aftaleforhold med en naturgasleverandør, men ikke har en kontrakt, kan bede leverandøren om en kontrakt.
Der vil også blive fastsat minimumskrav til, hvad kontrakten skal angive. Den skal bl.a. indeholde oplysninger om leverandørens navn og adresse, hvilke ydelser der leveres og på hvilket kvalitetsniveau, hvordan aktuel information om gældende tariffer mv. kan indhentes, kontraktens løbetid, betingelser for fornyelse og afslutning af kontrakten, og om hvordan procedurerne for bilæggelse af tvister iværksættes, jf. direktivets bilag A, litra a.
Derudover vil bekendtgørelsen indeholde regler om naturgasleverandørers pligt til at underrette forbrugerne med et passende varsel, hvis leverandøren planlægger at ændre priser eller vilkår eller at forhøje gebyrer. Forbrugere skal have ret til at opsige kontrakten, hvis forbrugeren ikke vil acceptere de nye betingelser, jf. direktivets bilag A, litra b.
Det skal også fremgå af bekendtgørelsen, at forbrugeren skal tilbydes et bredt udvalg af betalingsmetoder, jf. direktivets bilag A, litra d. Det kan f.eks. være betaling via betalingsservice, girokort, dankort eller check. Med hensyn til betaling for leverandørskift kommer det til at fremgå af bekendtgørelsen, at forbrugere ikke skal betale for at skifte leverandør, jf. kravet i bilag A, litra e. Dette vil medvirke til at sikre, at forbrugerne reelt kan skifte til en ny leverandør.
Hvis der viser sig behov for det, kan økonomi- og erhvervsministeren også fastsætte regler om naturgasleverandørers mulighed for at opsige en kontrakt eller stoppe leverancer til en forbruger i tilfælde af, at forbrugeren ikke betaler for leverancen. Den gældende lovgivning på naturgasområdet regulerer ikke disse forhold, men som anført under bemærkningerne til § 2, nr. 5, (§ 7) har Energitilsynet via afgørelser fastlagt en praksis herom.
Ifølge stk. 2, nr. 2, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om klagebehandling, herunder om tvister mellem en forbruger og en leverandør. Hjemlen vil som udgangspunkt blive brugt til at fastsætte regler om, hvad forbrugerne kan klage over og til hvilken myndighed. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til § 1, nr. 82 (§ 78, stk. 1, 2. pkt.). Udgangspunktet vil være, at Energitilsynet kan behandle klager over naturgasleverandørers manglende overholdelse af deres forpligtelser i henhold til den kommende bekendtgørelse. Tilbyder en leverandør f.eks. ikke et bredt udvalg af betalingsmetoder, skal Energitilsynet kunne udstede et påbud over for den pågældende leverandør. Er der derimod tale om en overtrædelse af kontraktsbestemmelser, vil det private ankenævn have kompetence til at behandle forbrugerens klage over leverandøren.
Stk. 3 giver økonomi- og erhvervsministeren adgang til at foretage en differentiering mellem forskellige typer af aftaleforhold, f.eks. leverandørens aftaler med henholdsvis erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende forbrugere. Differentieringen vil f.eks. kunne ske ved, at visse bestemmelser kun finder anvendelse i forhold til ikkeerhvervsdrivende forbrugere, eller at det for visse bestemmelsers vedkommende gøres muligt at fravige reguleringens krav i erhvervsmæssige aftaleforhold. En differentiering vil være relevant, hvor begrundelsen for den pågældende regulering primært er et ønske om at beskytte ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og hvor en anvendelse af den pågældende regulering, også i forhold til erhvervsdrivende forbrugere, ikke i realiteten vil være i disse forbrugeres interesse, fordi dette vanskeliggør eller umuliggør levering af naturgas på de vilkår og til de priser, som denne gruppe af forbrugere efterspørger.
Til nr. 7
(§ 8)
Ifølge den gældende lovs § 8 fastsætter økonomi- og erhvervsministeren efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg regler om, hvilke naturgasforbrugere der har ret til valg af leverandør. Ved aftale af 19. juni 2002 aftalte regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti, at der skulle gennemføres en fuld markedsåbning på gasområdet senest fra 1. januar 2004. Den politiske aftale er udmøntet i bekendtgørelse nr. 359 af 20. maj 2003 om naturgasforbrugeres ret til valg af leverandør, hvoraf det fremgår, at alle kunder fra den 1. januar 2004 har haft ret til valg af leverandør.
Det fremgår af den foreslåede affattelse af § 7, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, at alle har ret til valg af leverandør. Den gældende naturgasforsyningslovs § 8 kan derfor ophæves.
Til nr. 8
(§ 9, stk. 1)
Ændringen er en konsekvens af ændringen af § 14, stk. 1, nr. 2, jf. § 2, nr. 17, og af § 26, jf. § 2, nr. 32.
Til nr. 9
De ændrede kapiteloverskrifter er en konsekvens af, at LNG-virksomhed gøres bevillingspligtigt, jf. lovforslagets § 2, nr. 10 (§ 10, stk. 1).
Til nr. 10
(§ 10, stk. 1)
Forslaget har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 7, hvorefter der skal udpeges én eller flere transmissions-, lager- og LNG-systemoperatører for en af medlemsstaterne fastsat periode. Gasdirektivets artikel 11 indeholder en tilsvarende bestemmelse om distributionssystemoperatører. I henhold til den gældende lovs § 10 kan transmissions-, distributions- og lagervirksomhed kun udøves efter bevilling. Det vurderes, at økonomi- og erhvervsministerens meddelelse af bevilling til selskaberne opfylder direktivets krav om udpegning af transmissions-, distributions- og lagersystemoperatører. Med henblik på at opfylde direktivkravet i relation til LNG-systemoperatører foreslås det, at det fremover også bliver bevillingspligtigt at drive LNG-virksomhed. Der findes ikke LNG-faciliteter i Danmark, og bevillingskravet vil derfor først få betydning, hvis nogen ønsker at etablere LNG-faciliteter.
Til nr. 11
(§ 10 a)
Forslaget har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 8, stk. 1, litra a. Det følger af denne bestemmelse, at transmissions-, lager- og LNG-selskaber på almindelige økonomiske vilkår skal drive, vedligeholde og udbygge sikre, pålidelige og effektive transmissions-, lager og LNG-faciliteter under behørig hensyntagen til miljøet. Det fremgår af gasdirektivets artikel 12, stk. 1, at distributionsselskaber har samme forpligtelser i relation til distributionsnettet.
Den gældende naturgasforsyningslov pålægger transmissions- og distributionsselskaber at vedligeholde, om- og udbygge naturgasforsyningsnettet, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. Lager- og LNG-selskaber er ikke pålagt tilsvarende forpligtelser med hensyn til lagre og LNG-faciliteter. Den foreslåede § 10 a indebærer, at alle selskaber fremover vil være pålagt forpligtelser vedrørende vedlighold, om- og udbygning. Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med den gældende lovs § 13 og § 16 om etablering af transmissionsnet og LNG-faciliteter.
Til nr. 12
(§ 11, stk. 1)
Ændringen er en konsekvens af, at transmissions- og distributionsselskabernes forpligtelse til at vedligeholde, om- og udbygge naturgasforsyningsnettet flyttes til § 10 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 11.
Til nr. 13
(§ 11, stk. 4)
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af ophævelse af § 11, stk. 1, nr. 1 (§ 2, nr. 12).
Til nr. 14
(§ 11 a)
Forslaget vedrører programmer for intern overvågning i distributions- og transmissionsvirksomheder. Forslaget har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 9, stk. 2, litra d, og artikel 13, stk. 2, litra d. Forslaget skal medvirke til at sikre en reel adskillelse mellem monopolaktiviteter og kommercielle aktiviteter. Transmissions- og distributionsselskaberne skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver selskabets tiltag for at sikre, at det ikke diskriminerer mellem selskaber, som det har en ejermæssig relation til, og andre selskaber. Således skal det blandt andet sikres, at adgangen til nettet sker på ikkediskriminerende og gennemsigtige vilkår, og at selskaber, som transmissions- eller distributionsselskabet har interessesammenfald med, ikke favoriseres med oplysninger om kundeforhold og lignende.
Programmet for intern overvågning skal beskrive de foranstaltninger, transmissions- og distributionsselskabet har truffet for at sikre, at diskriminerende adfærd over for andre selskaber ikke finder sted. Programmet skal bl.a. fastlægge de ansattes specifikke forpligtelser for at opfylde dette mål. Det kan være regler om, hvilke oplysninger der er fortrolige, og om, at de ansatte i deres kontakt med kunderne ikke må favorisere bestemte kommercielle selskaber.
Transmissions- og distributionsselskaberne skal sikre, at overholdelsen af programmet kontrolleres på en passende måde. De skal udarbejde og offentliggøre en årsberetning med en beskrivelse af de trufne foranstaltninger. Den person eller det organ i selskabet, som har ansvaret for kontrollen med programmet for intern overvågning, skal anmelde årsberetningen til Energitilsynet.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.
Til nr. 15
(§ 12)
De foreslåede ændringer er blandt andet af redaktionel karakter.
Rådets direktiv om transit af naturgas gennem de overordnede net ophæves med virkning fra 1. juli 2004, jf. artikel 32 i gasdirektivet, og det er derfor ikke længere nødvendigt at henvise til transitdirektivet i § 12, stk. 1, nr. 7. Adgang til transit vil herefter blive reguleret efter samme regler som øvrig adgang til transmissionsnettet. Det skal dog i den sammenhæng bemærkes, at der inden for lovens rammer kan fastlægges regler for netadgang i forbindelse med transit, der afviger fra regler i forbindelse med anden netadgang, i det omfang det kan begrundes objektivt.
Det foreslås, at transmissionsselskabet ifølge det nye stk. 1, nr. 7, skal anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder ved anskaffelsen af den energi, det anvender til at udføre sit hverv. Forslaget har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 8, stk. 4.
Efter de hidtil gældende regler har det været uklart, hvorvidt transmissionsselskaber kan tilbyde forsyningssikkerhedsaftaler i forbindelse med transit. Derfor foreslås det, at det præciseres, at transmissionsselskaber kan indgå aftaler om kapacitet, som forbeholdes forsyningssikkerhed i forbindelse med transportaftaler, der vedrører transit, jf. det nye stk. 2. Indgåelse af aftaler om kapacitet til forsyningssikkerhed i forbindelse med transit kan kun indgås i det omfang, de er forenelige med transmissionsselskabets forpligtelse til at varetage forsyningssikkerheden i Danmark.
Det skal i øvrigt bemærkes, at hvor stk. 1, nr. 3, indebærer, at transmissionsselskabet har ansvaret for selve forsyningssikkerheden, og dermed også ansvaret for de fysiske leverancer, i forbindelse med en nødforsyningssituation, indebærer stk. 2 alene, at transmissionsselskabet kan tilbyde transmissionsydelser med henblik på at sikre, at en transittransport kan opretholdes i et på forhånd aftalt omfang i en nødforsyningssituation.
Med det nye stk. 2 præciseres, at det er forsyningssikkerheden i Danmark, der skal varetages, jf. stk. 1, nr. 3. Transitkunder har således ikke krav på forsyningssikkerhedsydelser fra transmissionsselskaber.
Stk. 3 og 4 svarer til den gældende naturgasforsyningslovs stk. 2 og 3.
Til nr. 16
(§ 12 a)
Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at transmissionsselskabet, i sin egenskab af systemansvarlig, arbejder for at fremme udviklingen af et konkurrencemarked for naturgas. Bestemmelsen i stk. 1, der er parallel til elforsyningslovens § 31, stk. 1, indebærer, at transmissionsselskaberne skal tilrettelægge udførelsen af deres opgaver således, at de så vidt muligt virker til fremme for konkurrencen. Det kan f.eks. være at gøre netadgangen så fleksibel som mulig under hensyntagen til systemets integritet.
Stk. 2 indebærer, at transmissionsselskaber, udover hvad der følger af udførelsen af direkte transmissionsrelaterede opgaver, kan tage egne initiativer eller medvirke ved andre initiativer, der sigter mod at fremme konkurrencen på naturgasmarkedet. Som eksempel kan nævnes, at transmissionsselskaberne hermed får mulighed for at medvirke aktivt ved opbygningen af en gasbørs.
Økonomi- og erhvervsministeren får med stk. 3 mulighed for at fastsætte nærmere regler om selskabernes forpligtelser i henhold til stk. 1 og 2. Formålet med hjemlen i stk. 3 er dels at give ministeren mulighed for at pålægge selskaberne at iværksætte konkrete tiltag med henblik på at fremme konkurrencen under stk. 1, dels at give ministeren mulighed for at fastsætte nærmere rammer for hvilke initiativer, selskaberne kan iværksætte eller medvirke ved under stk. 2.
Til nr. 17
(§ 14)
Ændringerne af § 14 omhandler hovedsageligt markedsføringsopgaver.
Efter den gældende bestemmelse i naturgasforsyningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, skal naturgasdistributionsselskaber markedsføre naturgas i deres forsyningsområde med henblik på at reducere miljøbelastningen ved forbrugerens energiforbrug. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at markedsføringsforpligtelsen alene tænkes at omfatte generel markedsføring, som f.eks. kampagner for konvertering fra olie eller el til naturgas. Omkostningerne forbundet med markedsføringsopgaven skal ifølge den gældende lov afholdes af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede system, jf. § 9, stk. 1, nr. 2.
Da de fleste distributionsselskaber er selskabsmæssigt forbundne med forsyningsselskaber, der bærer samme navn, vurderes der at være en risiko for, at generelle kampagner i høj grad kan fungere som profilering af de forbundne forsyningsselskaber. Disse forsyningsselskaber bliver hermed profileret for PSO-midler, hvilket skaber en konkurrencemæssig fordel i forhold til forsyningsselskaber, der ikke er tilknyttet et distributionsselskab. § 14, stk. 1, forslås i lyset heraf ændret således, at distributionsselskaber ikke længere i loven pålægges at markedsføre naturgas. Som konsekvens heraf er økonomi- og erhvervsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om distributionsselskabernes markedsføringsopgaver samt om samarbejde mellem flere distributionsselskaber og forsyningsselskaber om udførelsen af markedsføringsopgaverne fjernet fra stk. 2 og 3.
Distributionsselskaberne vil fortsat via deres forpligtelse til rådgivning om energibesparelser, jf. § 14, stk. 1, nr. 3, i den gældende naturgasforsyningslov, have mulighed for at fremme konvertering fra olie eller el til gas i det omfang, der er mulighed for at realisere energibesparelser herved.
Ophævelsen af markedsføringsforpligtelsen er ikke ensbetydende med, at det ikke længere vil være muligt for distributionsselskaberne at foretage en generel markedsføring af naturgas. Markedsføring med henblik på at øge flowet af gas gennem systemet med lavere tariffer til følge må anses for at være en naturlig del af distributionsselskabernes aktiviteter og vil følgelig fortsat være mulig, men ikke som PSO-aktivitet. En sådan markedsføring må ikke virke som promovering af enkelte gasleverandører, herunder forsyningsselskaber, der er selskabsmæssigt tilknyttet distributionsselskabet.
Ministeren bemyndiges i stk. 4 til at kunne fastsætte regler, der sikrer, at forbrugeren får mulighed for kun at modtage én energiregning. Ministeren kan i den sammenhæng fastsætte regler om, at et distributionsselskab kan kræve en rimelig garantistillelse for betalingen. Energitilsynet vil kunne føre tilsyn med rimeligheden af eventuelle krav om garantistillelse. Bemyndigelsen vil kun blive taget i anvendelse, såfremt det viser sig, at distributionsselskaberne er tilbageholdende med på rimelige vilkår at give naturgasleverandørerne adgang til på forbrugernes vegne at udsende én samlet faktura for den fulde leverance, inkl. tariffer, afgifter m.v. til forbrugeren.
Til nr. 18
(§ 15, stk. 1)
Bestemmelsen i den gældende naturgasforsyningslovs § 15, stk. 1, nr. 3, om, at lagerselskaber skal stille den nødvendige lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers varetagelse af forsyningssikkerheden, jf. lovens § 12, stk. 1, nr. 3, udvides til også at omfatte, at der skal stilles lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers forpligtelse til at sikre, at der er tilstrækkelige mængder naturgas i det samlede naturgasforsyningssystem, således at den fysiske balance i nettet kan opretholdes, jf. lovens § 12, stk. 1, nr. 6. Hvis det har betydning for transmissionsselskabernes varetagelse af deres opgaver i henhold til naturgasforsyningslovens § 12, stk. 1, nr. 3 og 6, skal lagerselskaber tage hensyn til, hvilke lagre transmissionsselskaberne ønsker lagerkapacitet i.
Til nr. 19
(§ 15 a)
Der henvises til afsnit 2.D.3. og 3.D.3. i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 1, nr. 93, som vedrører den tilsvarende bestemmelse om beredskab i elforsyningslovens § 85 b. Endvidere henvises til bemærkningerne til den nugældende bestemmelse i naturgasforsyningslovens § 15 a.
Bestemmelsen i § 15 a om beredskab er primært en rammebestemmelse, som forudsættes udfyldt gennem regler. Dette beredskab er rettet mod at sikre opretholdelse af samfundets naturgasforsyning i tilfælde af krisesituationer og andre alvorlige hændelser i både freds- og krigstid af den karakter, som er omfattet af beredskabsloven.
I stk. 1 foreslås en mindre ændring som følge af, at LNG-virksomhed bliver bevillingspligtig, jf. § 2, nr. 10 (§ 10, stk. 1).
Bestemmelsen i § 15 a ændres sådan, at den i øvrigt svarer til bestemmelsen i elforsyningslovens § 85 b. Dog er det i § 15 a ikke fastsat, hvem der varetager de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende beredskabet.
For elsektoren varetages disse overordnede, koordinerende opgaver af de systemansvarlige virksomheder. For naturgassektoren, hvor begrebet systemansvarlig virksomhed ikke anvendes, har transmissionsselskabet Gastra A/S (tidligere DONG Transmission A/S) siden foråret 2003 varetaget disse overordnede, koordinerende opgaver efter aftale.
Gastra A/S har etableret et beredskabsudvalg med deltagelse af repræsentanter for de øvrige naturgasselskaber. I udvalget deltager også repræsentanter fra bygasselskaber, idet naturgas- og bygassektorerne traditionelt har et samarbejde om beredskabsforhold.
Forslaget i stk. 2 har til hensigt at sikre, at de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende beredskab kan varetages efter samme princip som efter den tilsvarende bestemmelse i elforsyningslovens § 85 b. Det er således hensigten at anvende hjemlen i stk. 2 til at bestemme, at Gastra A/S som hidtil skal varetage de i bestemmelsen angivne overordnede, koordinerende beredskabsopgaver.
I stk. 3 foreslås som konsekvens heraf henvist til både stk. 1 og 2.
På grundlag af hjemlen i bestemmelsens stk. 3 er det hensigten at udarbejde regler om beredskab for naturgassektorens selskaber. Dette nødvendiggør, at der udformes hensigtsmæssige rammer for tilsynet med selskabernes beredskabsarbejde.
Et sådant tilsyn med selskabernes beredskabsarbejde forudsætter fremskaffelse af oplysninger fra selskaberne, bl.a. om deres risiko- og sårbarhedsvurderinger og om de beredskabsplaner, procedurer m.m., som er udarbejdet på grundlag af disse vurderinger. Vurdering af dette materiale forudsætter faglig viden om driftsforholdene i de forskellige former for virksomhed inden for naturgassektoren.
Et sådant tilsynsarbejde er i en række henseender af samme karakter som det arbejde med de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende beredskabet, som påregnes varetaget af Gastra A/S på grundlag af den foreslåede bestemmelse i stk. 2. Disse overordnede, koordinerende opgaver forudsætter således ligeledes et kendskab til de enkelte selskabers beredskab, dettes omfang og kvalitet samt de indbyrdes samspil m.m. mellem de forskellige selskabers beredskab.
Ved en samordnet udførelse af disse to arbejdsopgaver - de overordnede, koordinerende opgaver efter stk. 2 og tilsyn efter stk. 4 - ventes der derfor mulighed for at opnå både synergi og et samlet set mindre ressourceforbrug end ellers. Samtidig forbedres det faglige grundlag for tilsynet.
Det er derfor hensigten, at det i regler efter stk. 4 fastsættes, at tilsynet med de bevillingspligtige selskabers beredskabsarbejde føres af Gastra A/S, samt at Energistyrelsen fører tilsyn med det beredskabsarbejde, som udføres af Gastra A/S.
Det er endvidere hensigten, at det i regler efter stk. 4 bl.a. kan fastsættes,
– at selskaber fremsender relevant materiale til brug for tilsynet, herunder risiko- og sårbarhedsvurderinger samt beredskabsplaner, procedurer m.m.;
– at tilsynet kan pålægge selskaber at udbygge eller ændre deres risiko- og sårbarhedsvurderinger samt beredskabsplaner, procedurer m.m., såfremt disse ikke opfylder kravene hertil, eller såfremt dette vurderes at være nødvendigt for at opnå en samordnet og effektiv håndtering af krisesituationer og andre alvorlige hændelser;
– at Gastra A/S udarbejder en årlig redegørelse om dets tilsyn med selskabernes beredskabsarbejde og i øvrigt løbende underretter Energistyrelsen om væsentlige forhold vedrørende tilsynet;
– at selskaberne kan klage over afgørelser, der træffes af Gastra A/S, vedrørende tilsynet.
Til nr. 20
(§ 18)
Bestemmelsen svarer med en række mindre tilpasninger til bestemmelsen i den gældende naturgasforsyningslovs § 18. Ændringerne har primært til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 18 om tredjeparts adgang og artikel 19 om adgang til oplagring, som er ændret lidt i forhold til bestemmelserne om adgang til systemet i gasdirektivet fra 1998. En række ændringer afspejler ændringer i andre af lovens bestemmelser, jf. § 2, nr. 5 og 7 (§§ 7 og 8), om den fulde markedsåbning og § 2, nr. 28, om regler for gastransport (§ 23).
Ifølge stk. 1 har enhver ret til at benytte systemet mod betaling. Denne ret omfatter adgang til transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter. Retten omfatter også adgang til lagre, linepack og andre hjælpefunktioner, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang. Retten til at benytte systemet er betinget af, at brugerne opfylder de krav, som fastsættes af transmissionsselskaber på baggrund af § 23.
Det fremgår af stk. 2, at en potentiel bruger af systemet skal rette henvendelse til de selskaber, hvis net, lager eller LNG-facilitet ønskes benyttet. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 19, stk. 2.
Det fastsættes i stk. 2, 2. pkt., at transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber skal give adgang til systemet, jf. stk. 1, på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår. Bestemmelsen supplerer både bestemmelserne om naturgasselskabernes priser og betingelser i lovens kapitel 7 og § 7, stk. 5, (lovforslagets § 2, nr. 5).
Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 18, stk. 3. Bestemmelsen opregner de situationer, som kan berettige, at et transmissions-, distributions-, lager- eller LNG-selskab nægter adgang til systemet. Hvis en anmodning om adgang til systemet afvises med henvisning til manglende kapacitet, skal selskabet snarest, jf. lovforslagets § 2, nr. 11 (§ 10 a), udbygge kapaciteten, hvis en sådan udbygning er økonomisk rentabel, eller ansøgeren om adgang til nettet er villig til at betale for den. Som hidtil skal et afslag på en anmodning om adgang være behørigt begrundet, jf. stk. 4.
Det følger fortsat af § 18, at Energitilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om adgang til systemet, jf. stk. 5, men det fremgår ikke længere af bestemmelsen, hvor hurtigt Energitilsynet skal træffe afgørelse. Gasdirektivets artikel 25, stk. 5, fastsætter frister for behandlingen af klager. Det vil på baggrund af direktivetkravene blive fastsat i en bekendtgørelse, at Energitilsynet skal træffe afgørelse inden to måneder efter modtagelsen af en klage over afslag på adgang til systemet. Denne periode vil kunne forlænges med yderligere to måneder, hvis Energitilsynet ønsker yderligere oplysninger. Perioden vil kun kunne forlænges yderligere med klagerens samtykke.
Den gældende lovs § 18, stk. 6, bemyndiger økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte regler, som begrænser udenlandske leverandørers adgang til systemet. Der er ikke fastsat regler med hjemmel i bestemmelsen. Bemyndigelsen er ikke medtaget i den foreslåede affattelse af § 18, da der ikke er intentioner om at fastsætte regler, som begrænser det frie leverandørvalg.
Til nr. 21
(§ 19)
Det foreslås, at bestemmelsen ophæves, da den er overflødig på grund af den nye affattelse af § 18, jf. lovforslagets § 2, nr. 20.
Til nr. 22
(§ 20, stk. 1)
Med det nye gasdirektiv indføres tredjepartsadgang til linepack og andre hjælpefunktioner, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde en effektiv systemadgang. Ligesom for lagerydelser åbner direktivet mulighed for, at der kan vælges reguleret eller forhandlet adgang. Ved implementeringen af disse regler i dansk lov findes det hensigtsmæssigt, at reguleringen af adgang til linepack og andre hjælpefunktioner følger den regulering, som de selskaber, der tilbyder disse ydelser, i forvejen er underlagt i deres egenskab af transmissions-, distributions-, LNG- eller lagerselskaber.
Linepack anvendes i dag til systemformål og til den balancemæssige fleksibilitet, der gives i transmissionsaftaler. Endvidere tilbyder Gastra A/S yderligere fleksibilitet mod særlig betaling. Denne fleksibilitetsydelse tilvejebringes i vidt omfang ved brug af linepack.
Til nr. 23
(§ 20, stk. 3)
Som den gældende § 20, stk. 3, er formuleret, kan der opstå tvivl om, hvorvidt der i begrænset omfang er forhandlet adgang til distributionsnet, hvilket vil være i strid med det nye gasdirektiv. Formålet med ændringen af bestemmelsen i § 20, stk. 3, er at fjerne denne tvivl, uden at der ændres ved det reelle indhold af bestemmelsen. Distribution af naturgas vil således fortsat skulle afregnes til den tarif, der gælder for det net, en given forbruger er tilsluttet, uanset at gassen undervejs passerer flere distributionsnet, og provenuet vil fortsat skulle fordeles efter aftale mellem de distributionsselskaber gennem hvis net, gassen passerer ved transporten frem til forbrugeren.
Til nr. 24
(§ 20, stk. 4)
Med den nye § 20, stk. 4, bemyndiges Energitilsynet til at træffe afgørelse i tvister vedrørende fordelingen af provenuet ved transport af naturgas gennem flere distributionsnet, hvis en eller flere af parterne måtte ønske det. Bestemmelsen skal sikre, at Energitilsynet fortsat kan træffe afgørelse i sådanne sager, som det er tilfældet i den gældende lovgivning, hvor klager over priser og betingelser for transport gennem et distributionsnet til andre distributionsnet kan indbringes for Tilsynet, der så træffer afgørelse i henhold til naturgasforsyningslovens § 41.
Ved sin afgørelse i en tvist skal Energitilsynet tage hensyn til de omkostninger, der for de enkelte selskaber er forbundet med den givne transport, samt at fordelingen af provenuet fastlægges således, at der ikke gives incitamenter til samfundsøkonomisk unødvendige nyanlæg.
Til nr. 25
(§ 20 a, stk. 1)
Jf. bemærkningerne til § 2, nr. 22 (§ 20, stk. 1) findes det hensigtsmæssigt, at reguleringen af adgang til linepack og andre hjælpefunktioner følger den regulering, som de selskaber, der tilbyder disse ydelser, i forvejen er underlagt i deres egenskab af transmissions-, distributions-, LNG- eller lagerselskaber. Ændringen af § 20 a fastlægger således, at priser og betingelser for benyttelse af andre hjælpefunktioner, der udbydes af lagerselskaber, fastsættes efter forhandling, som det også er tilfældet for lagerydelser.
Til nr. 26
(§ 22 a)
Bestemmelsen implementerer gasdirektivets artikel 22, hvorefter større nye gasinfrastrukturer kan undtages fra bestemmelserne i direktivets artikel 18-20 samt artikel 25, stk. 2-4, der er implementeret ved naturgasforsyningslovens §§ 18-21, § 36 a og § 41. Ved større nye gasinfrastrukturer forstås sammenkoblingslinjer mellem medlemsstaterne samt LNG- og lagerfaciliteter. Bestemmelsen finder desuden anvendelse i forbindelse med markante kapacitetsforøgelser i eksisterende infrastrukturer eller ændringer af sådanne infrastrukturer, der muliggør udvikling af nye gasforsyningskilder.
Undtagelse kan kun ske på følgende betingelser:
investeringen skal medvirke til at øge konkurrencen på gasmarkedet og øge forsyningssikkerheden,
risikoen i forbindelse med investeringen er så stor, at investeringen ikke vurderes at blive foretaget, medmindre en undtagelse indrømmes,
der opkræves betaling af brugerne af den infrastruktur, der er omfattet af undtagelsen, og
undtagelsen må ikke være til skade for konkurrencen eller for, at det indre gasmarked fungerer tilfredsstillende, eller for at det regulerede system, som infrastrukturen er koblet til, fungerer effektivt.
Endvidere forudsættes det, jf. stk. 2, at den infrastruktur, der omfattes af undtagelsen, er selskabsmæssigt adskilt fra det selskab, i hvis system infrastrukturen indgår.
I det omfang en undtagelse indrømmes, fastsætter økonomi- og erhvervsministeren nærmere vilkår for undtagelsen. Disse vilkår beror på den konkrete sag og skal blandt andet omfatte undtagelsens varighed. I det omfang undtagelsen omfatter en sammenkoblingslinje til en anden medlemsstat, træffes beslutningen om en undtagelse i samråd med den eller de berørte medlemsstater eller disses regulerende myndigheder.
Beslutningen om at indrømme en undtagelse skal begrundes behørigt og offentliggøres.
Det skal bemærkes, at undtagelsen skal forelægges Europa-Kommissionen, der herefter kan anmode om, at beslutningen om at indrømme en undtagelse ændres eller trækkes tilbage.
Til nr. 27 og 28
(§ 23)
I henhold til den gældende lovs § 23 fastsætter transmissionsselskaber i samarbejde med distributions-, lager- og LNG-selskaber regler for benyttelse af systemet (regler for gastransport). Reglerne skal anmeldes til økonomi- og erhvervsministeren, som også kan fastsætte nærmere retningslinjer for udarbejdelsen af reglerne og reglernes indhold, give pålæg om ændring af reglerne og modtage klager over reglerne. Ministerens kompetencer i henhold til § 23 er delegeret til Energistyrelsen, jf. § 8, nr. 14 og 15, i bekendtgørelse nr. 171 af 17. marts 2003 om delegation af visse opgaver til Energistyrelsen. Der er ikke fastsat nærmere retningslinjer om udarbejdelsen af reglerne og deres indhold.
Gastra A/S har med hjemmel i § 23 fastsat regler for gastransport og gaslagerydelser i samarbejde med distributionsselskaberne HNG og Naturgas Midt-Nord, Naturgas Fyn og DONG Distribution samt lagerselskabet DONG Lager. Distributionsselskaberne har sideløbende hermed udarbejdet egne vilkår for gasleverandører (forbrugerhåndteringsaftaler) og forbrugere (almindelige vilkår) i egen net.
Snitfladerne mellem Energistyrelsen og Energitilsynets kompetencer i forhold til reglerne for gastransport er som omtalt i afsnit 3.D.2. i de almindelige bemærkninger blevet drøftet i arbejdsgruppen om Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle. På baggrund af disse drøftelser foreslås det, at § 23 ændres således, at der opnås en mere ensartet regulering i henholdsvis elforsyningslovens § 26 og naturgasforsyningslovens § 23.
Ifølge stk. 1 skal brugerne af systemet opfylde visse nærmere fastsatte krav for benyttelse af systemet. Bestemmelsen har til formål at sikre, at naturgasselskaberne kan leve op til de forpligtelser, de er pålagt.
Det fremgår af stk. 2, at anlæg og installationer skal opfylde fastsatte tekniske krav og standarder for at kunne blive tilsluttet naturgasforsyningsnettet. Herved sikres, at tilslutningen ikke påfører systemet gener.
Økonomi- og erhvervsministeren kan ifølge stk. 3 fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme at visse tekniske standarder og adgangskrav skal fastlægges af transmissionsselskaber. Forskrifterne skal være objektive og ikkediskriminerende og tage rimeligt hensyn til de enkelte kategorier af brugeres tekniske og økonomiske formåen. Som på elområdet vil det blive fastsat i en bekendtgørelse, hvad transmissionsselskabernes regler skal indeholde. Der vil være tale om regler, som er nødvendige for, at transmissionsselskaber kan varetage deres opgaver.
I bekendtgørelsen vil det bl.a. blive fastsat, hvilke kompetencer Energitilsynet skal have i forhold til transmissionsselskabernes regler. Det følger af naturgasforsyningslovens § 40, at reglerne skal anmeldes til Energitilsynet. Det er tanken, at det bl.a. skal fremgå af bekendtgørelsen, at Energitilsynet kan give pålæg om ændring af reglerne. Med hensyn til Energitilsynets godkendelse af de metoder, som anvendes til at beregne eller fastsætte reglernes betingelser og vilkår for tilslutning og adgang til naturgasforsyningsnettet, henvises til lovforslagets § 2, nr. 38 (§ 36 a).
Den nye affattelse af § 23 indebærer, at det er gastransmissionsselskaber, dvs. Gastra A/S, som fastsætter reglerne for benyttelsen af systemet. Distributions-, lager- og LNG-selskabers betingelser for benyttelse af distributionsnet, lagre og LNG-faciliteter er reguleret andre steder i naturgasforsyningsloven. Transmissionsselskabernes pligt til at drøfte deres regler med andre naturgasselskaber, inden reglerne træder i kraft, vil blive reguleret i bekendtgørelsen, som udstedes i medfør af stk. 3.
Den nye affattelse af § 23 indebærer ikke, at der skal udarbejdes helt nye regler for gastransport. Adgang til systemet vil fremover blive givet på grundlag af de gældende regler, som det dog vil kunne blive aktuelt at ændre på forskellige områder.
Transmissionsselskaber og distributionsselskaber vil inden for de offentliggjorte regler kunne nægte anlæg, som ikke opfylder gældende regler, tilslutning til nettet.
Udkast til tekniske krav og standarder for tilslutning til og benyttelse af systemet vil i det omfang, det er påkrævet, blive meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som ændret ved direktiv 98/48/EF.
Til nr. 29
Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 30-32 (§§ 24-26).
Til nr. 30-32
(§§ 24-26)
Med den fulde markedsåbning pr. 1. januar 2004 bliver den eneste form for forsyningsvirksomhed, der kræver bevilling, forsyning efter den gældende naturgasforsyningslovs § 25, stk. 1, nr. 1. Forsyningsopgaven omfatter forsyning på faste vilkår. Det vil sige, at salget sker til faste priser og vilkår, herunder standardrabatter som f.eks. mængderabatter og sommerrabatter. Der kan derimod ikke tilbydes individuelle rabatter. Der er til forsyningsbevillingen tilknyttet en forsyningspligt, som beskrives i forslaget til den nye affattelse af § 26, stk. 1 og 2, jf. § 2, nr. 32.
Formålet med ændringerne i § 2, nr. 29-32, er primært at fjerne de bestemmelser i loven, som er blevet overflødige i forbindelse med den fulde markedsåbning.
For de selskaber, der hidtil har haft bevilling til forsyning efter den gældende naturgasforsyningslovs § 25, stk. 1, nr. 1, ændres vilkårene ikke, dog med nedenfor omtalte undtagelser.
Markedsføringsforpligtelsen, jf. den gældende lovs § 26, stk. 2, nr. 2, ophæves. Det fremgår af bemærkningerne til den gældende § 26, stk. 2, nr. 2, at det bl.a. er tanken, at forsyningspligtselskabernes markedsføringsforpligtelse skal omfatte den individuelle markedsføring over for potentielle naturgaskunder. Omkostningerne forbundet med markedsføringsopgaven skal ifølge den gældende lov afholdes af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede net, jf. § 9, stk. 1, nr. 3. Med den fulde markedsåbning pr. 1. januar 2004 vil de forsyningspligtige selskaber i højere grad være i direkte konkurrence med andre gasleverandører. Markedsføringsforpligtelsen vurderes på den baggrund at være uhensigtsmæssig, idet den giver forsyningspligtselskaberne mulighed for at profilere sig for PSO-midler og dermed giver disse en konkurrencefordel i forhold til andre gasleverandører.
I forslaget til § 26, stk. 3, pålægges det forsyningspligtige selskab bl.a. at oplyse forbrugeren om, hvem leverandøren er, og på hvilke vilkår leverancerne sker. Bestemmelsen er parallel til forslaget til § 34, stk. 2, i elforsyningsloven, jf. forslagets § 1, nr. 41.
Endvidere sker der en præcisering af, hvad der ligger i forsyningspligtopgaven i forslaget til § 26, stk. 2. Bestemmelsen, der indføres parallelt med forslaget til § 34, stk. 1, i elforsyningsloven, vurderes at være i overensstemmelse med den måde, hvorpå forsyningspligtopgaven varetages i dag.
Det følger af lovforslagets § 4, stk. 5, at den bevilling, selskaberne har i henhold til den gældende lovs § 25, stk. 1, nr. 1, vil blive videreført som bevilling i henhold til § 24 efter lovændringen.
Til nr. 33
(§ 28 a)
Den gældende bestemmelse i naturgasforsyningslovens 28 a, stk. 1, fastsætter regler om en selskabsmæssig adskillelse af de forskellige led i naturgasforsyningen. Bestemmelsen pålægger naturgasselskaberne at foretage en selskabsmæssig adskillelse af naturgasaktiviteterne. Adskillelsen er for alle selskaber gennemført med virkning fra 1. januar 2003.
Forslaget til § 28 a svarer med en række mindre tilpasninger til bestemmelsen i den gældende naturgasforsyningslovs § 28 a. I lyset af, at LNG-virksomhed gøres bevillingspligtigt, jf. § 2, nr. 10 (§ 10, stk. 1), omtales LNG-virksomhed også i stk. 1. Som konsekvens af, at den eneste form for forsyningsvirksomhed, som kræver bevilling, fremover vil være forsyningspligtig virksomhed på faste vilkår, jf. lovforslagets § 2, nr. 30 (§ 24), skal forsyning på individuelle vilkår ikke længere omtales i stk. 1, og den gældende lovs stk. 2 er overflødig.
Det foreslåede stk. 2 svarer til den gældende lovs stk. 3.
Til nr. 34
(§ 28 b)
Den foreslåede bestemmelse har sammen med lovforslagets § 2, nr. 14 (§ 11 a), om programmer for intern overvågning til formål at gennemføre kravene om funktionel adskillelse i gasdirektivets artikel 9, stk. 2, og artikel 13, stk. 2.
§ 28 b skal sikre, at transmissions- og distributionsselskaber drives uafhængigt af kommercielle interesser i gasproduktionsselskaber eller selskaber, som sælger naturgas, dvs. såvel forsyningspligtige selskaber som handelsselskaber. For at sikre uafhængigheden foreslås det for det første i stk. 1, at den daglige ledelse i transmissions- og distributionsselskaber ikke må indgå hverken i den daglige ledelse eller i bestyrelsen for et selskab, som sælger eller producerer naturgas, eller selskaber, som ejer de kommercielle selskaber direkte eller indirekte, medmindre der er tale om et transmissions- eller distributionsselskab. For det andet foreslås med stk. 2, at bestyrelsesmedlemmer i et transmissions- og distributionsselskab ikke må være bestyrelsesmedlemmer eller indgå i den daglige ledelse af selskaber, som sælger eller producerer naturgas.
Med stk. 3 foreslås det, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i et transmissions- eller distributionsselskab kan handle uafhængigt af erhvervsmæssige interesser. Bestemmelsen tager højde for den situation, at der måtte vise sig behov for yderligere regler om uafhængighed i lyset af gasdirektivets krav til selskabernes uafhængighed, herunder artikel 9, stk. 2, litra b, og artikel 13, stk. 2, litra b.
Til nr. 35
(§ 30, stk. 4)
Ændringen er en konsekvens af, at LNG-virksomhed gøres bevillingspligtigt, jf. § 2, nr. 10 (§ 10, stk. 1).
Til nr. 36
(§ 34)
Den gældende § 34 giver staten en forkøbsret til distributionsnet og ejerandele i selskaber, som ejer sådanne net. Den foreslåede ændring af bestemmelsen medfører, at forkøbsretten ændres til en købspligt. Købspligten vurderes at være i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed, fordi pligten - i modsætning til forkøbsretten - udelukker, at staten kan foretage en selektiv vurdering af, hvornår staten ønsker at benytte sig af muligheden for køb af net.
I nærværende lovforslags § 1, nr. 42, foreslås en tilsvarende ændring af bestemmelsen i elforsyningslovens § 35, hvorefter statens forkøbsret ændres til en købspligt til transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV. Den foreslåede § 34 ændres sådan, at den i øvrigt svarer til bestemmelsen i elforsyningslovens 35.
Bestemmelsen indebærer, at staten overtager ejerskabet til distributionsnettet, hvis de hidtidige ejere ønsker at udtræde af deres ejerskab. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at staten, såfremt de eksisterende ejere måtte ønske at sælge, får mulighed for at overtage de offentlige interesser, som er knyttet til driften af distributionsnettene. Staten har en særlig interesse i distributionsnettene, fordi etableringen af nettet i vid udstrækning er støttet af staten. Se hertil bemærkningerne til den hidtidige § 34.
Stk. 1 indebærer, at distributionsnet og ejerandele i distributionsselskaber, der ejer sådanne net, kun gyldigt kan afstås til staten eller en af staten udpeget virksomhed, der er forpligtet til at overtage disse på pris- og betalingsvilkår, som i mangel af enighed fastsættes efter fremgangsmåden i stk. 6. Ejere, der ønsker at foretage afståelser af distributionsnet eller ejerandele omfattet af stk. 1, skal give underretning herom til økonomi- og erhvervsministeren, der inden 3 måneder fra modtagelsen af underretningen er forpligtet til at overtage de pågældende distributionsnet eller ejerandele.
Distributionsselskaberne er i dag organiserede i kommunale interessentselskaber eller i aktieselskaber. I tilfælde af, at ejerstrukturen med tiden vil ændre sig, bestemmes med stk. 2, at der skal ske afståelse til staten af ejerandele i distributionsselskaber, når 50 % af ejerandelene i et selskab, der direkte eller indirekte besidder de pågældende ejerandele i distributionsselskabet, har skiftet ejer, selv om ingen af de nye ejere ved erhvervelsen måtte opnå bestemmende indflydelse i selskabet. Afståelse skal endvidere ske, hvis en ejer ved aktionæroverenskomst eller på anden måde opnår bestemmende indflydelse, selv om denne ikke har erhvervet 50 % af ejerandelene i selskabet. Det er alene de ejerandele, som direkte eller indirekte ejes af det selskab i hvilket 50 % af ejerandelene har skiftet ejer, eller hvor den bestemmende indflydelse i øvrigt skifter, der omfattes af afståelsespligten. Bestemmelsen skal understøtte det overordnede mål om statens overtagelse af de omhandlede distributionsnet, efterhånden som den direkte eller indirekte ejerkreds til distributionsnettene udskiftes.
Med direkte ejerandele forstås det tilfælde, at der er sket ejerskifte af 50 % af ejerandelene i et selskab, der direkte ejer ejerandele i distributionsselskabet, mens der med indirekte ejerandele forstås det tilfælde, at ejerskiftet er sket i et selskab, som gennem et eller flere andre selskaber helt eller delvist ejer ejerandelene i distributionsselskabet. Statens købepligt går dog alene på ejerandelene i distributionsselskabet og ikke på ejerandelene i de selskaber, der ejer disse direkte eller indirekte.
Ved fusioner mellem selskaber, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i distributionsselskaber, og andre selskaber, der ikke i forvejen direkte eller indirekte besidder sådanne ejerandele, anses ejerskifte af 50 % af ejerandelene for sket, når ejerne af disse andre selskaber opnår en samlet ejerandel i det fusionerede selskab på 50 %. Fusion mellem selskaber, der alle i forvejen direkte eller indirekte besidder ejerandele i distributionsselskaber, omfattes af stk. 4 og udløser således ikke afståelsespligt.
Indtræden eller udtræden af en interessent i et fælleskommunalt, regionalt distributionsselskab anses ikke for et ejerskifte.
Det pålægges efter stk. 3 selskaberne at påse overholdelsen af stk. 2. Selskaberne er i dag organiserede som interessentskaber eller aktieselskaber, der i praksis kender deres ejerkreds. Det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt og rimeligt at pålægge selskaberne at sikre sig, at de løbende følger med i overdragelser af ejerandele i selskaberne efter den 21. april 2004 og straks at give underretning til økonomi- og erhvervsministeren, når 50 % af ejerandelene i selskabet har skiftet ejer, ligesom de forventes så vidt muligt at følge med i ændringer i den bestemmende indflydelse i selskabet. For det tilfælde, at selskabet ikke er bekendt med, at der findes en aktionæroverenskomst eller lignende mellem ejerne, er det tilsvarende pålagt en ejer, der alene eller i forening med andre opnår bestemmende indflydelse i selskabet, straks at give underretning til økonomi- og erhvervsministeren herom.
Stk. 4 skal sikre, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke forhindrer direkte eller indirekte ejere af distributionsselskaberne i at organisere deres selskaber på den selskabsmæssigt mest hensigtsmæssige måde. De nævnte bestemmelser er således ikke til hinder for omstruktureringer i form af fusioner, spaltninger, ændring af selskabsform, ombytning af aktier og andre ejerandele, tilførsel af aktiver samt koncerninterne overdragelser af aktiver eller ejerandele, så længe der ikke i ejerkredsen introduceres ejere, der ikke i forvejen direkte eller indirekte er medejere af distributionsselskaber, som omhandlet i stk. 1, som drives ifølge bevilling efter lovens § 10. I den forbindelse anses nye selskaber, som måtte være resultatet af omstruktureringerne ikke i sig selv for nye ejere.
Bestemmelsen hindrer således ikke, at ejerandele i et distributionsselskab overdrages til et andet selskab inden for en koncern, eller at selskaber, der i forvejen direkte eller indirekte ejer andele i distributionsselskaber, fusioneres, så længe ejerkredsen ikke ændres.
For så vidt angår fusioner mellem selskaber, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i distributionsselskaber, og andre selskaber, der ikke besidder sådanne andele, henvises til bemærkninger til stk. 2.
Endvidere præciseres det, at den foreslåede § 34 respekterer forkøbsrettigheder og andre rettigheder til direkte eller indirekte at blive ejer eller medejer af distributionsnet stiftet før den 21. april 2004. Sådanne rettigheder stiftet efter den nævnte dato vil ikke kunne håndhæves i konflikt med stk. 1 og 2 i den foreslåede § 34.
Det følger af stk. 5, at statens købepligt opfyldes af økonomi- og erhvervsministeren, og at denne er forpligtet til at opfylde købepligten inden 3 måneder fra ministeren har modtaget underretning efter stk. 1 og 3, Ministeren kan dog udpege en statslig virksomhed til at udøve beføjelsen.
Som udgangspunkt må pris og betalingsvilkår for statens overtagelse af ejerskab til distributionsnet efter stk. 1 og 2 fastsættes ved frivillig aftale med overdragerne, idet det forudsættes, at staten ikke betaler mere, end hvad der skulle betales ved ekspropriation. Hvis det må konstateres, at enighed ikke kan opnås, vil pris og betalingsvilkår blive fastsat af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Ved fastsættelse af prisen skal der tages højde for, at den foreslåede bestemmelse medfører, at der ikke vil være noget almindeligt marked for handel med de pågældende net eller ejerandele, fordi kun staten vil kunne købe dem. Da ejerne skal have fuld betaling, skal prisen derfor svare til, hvad der ville have været markedsprisen, såfremt den begrænsning i omsætteligheden, som den foreslåede bestemmelse indebærer, ikke var blevet indført.
Efter stk. 7 er økonomi- og erhvervsministeren berettiget til hos samtlige selskaber, ejere og sælgere af ejerandele, der er omfattet af stk. 1-3, at forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for dennes tilsyn med, at de nævnte bestemmelser overholdes.
Til nr. 37
(§ 36)
Efter den gældende naturgasforsyningslovs § 36 må prisen for naturgas opgjort efter brændværdi over for forbrugere uden adgang til valg af leverandør ikke overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter på en tilsvarende mængde fyringsgasolie. Endvidere er det fastsat, at prisen for naturgas til forbrugere uden adgang til valg af leverandør, som ikke har et reelt brændselsalternativ, skal stå i et rimeligt forhold til prisen for naturgas til tilsvarende forbrugere, som har et reelt brændselsalternativ.
Da alle kunder med virkning fra 1. januar 2004 har opnået ret til valg af leverandør, jf. lovforslagets § 2, nr. 7 (§ 8), er § 36 i praksis indholdsløs. Endvidere vurderes det som uforeneligt med et frit konkurrencemarked for naturgas, at der via lovgivningen fastsættes en maksimalpris for naturgas, som er relateret til prisen på et alternativt og konkurrerende produkt. Det foreslås derfor, at § 36 ophæves.
Til nr. 38
(§ 36 a)
Det følger af gasdirektivets artikel 18 om tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne samt LNG-faciliteter, at medlemsstaterne skal sikre, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden af den relevante regulerende myndighed, jf. direktivets artikel 25. Det følger også af artikel 18, at metoderne skal offentliggøres, inden de træder i kraft. Med § 36 a udmøntes disse direktivkrav i naturgasforsyningsloven.
Bestemmelsen i § 36 a indebærer, at transmissions-, distributions- og LNG-selskaber skal udarbejde en redegørelse, der beskriver de metoder, som påtænkes anvendt ved fastsættelsen af betingelser og vilkår, herunder tariffer, for anvendelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter. Formålet er at sikre, at metoderne er i overensstemmelse med naturgasforsyningsloven. Der skal blandt andet redegøres for, hvilke overvejelser der ligger bag forskelle i tariffer som følge af forbrugeres og netbrugeres forskellige karakteristika. For transmissions- og LNG-selskaber skal der endvidere redegøres for, hvorledes det forventede provenu fra tariffer, gebyrer etc. relaterer sig til selskabernes omkostninger. En tilsvarende redegørelse er derimod ikke nødvendig for distributionsselskaberne, idet denne relation er reguleret via indtægtsrammereguleringen, jf. § 37 a. Transmissionsselskabernes forpligtelse til at anmelde de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til transmissionsnet, omfatter også metoder til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for tilvejebringelse af balanceringsydelser, jf. direktivets artikel 8, stk. 2, og artikel 25, stk. 2, litra b. Når der, i modsætning til direktivet, ikke fastsættes en særskilt bestemmelse i loven herom, skyldes det, at balanceringsydelser er en integreret del af transmissionsopgaven og således omfattes af stk. 1. På samme måde gælder, at Energitilsynets tilsyn med transmissionsselskabernes priser og betingelsers rimelighed, jf. naturgasforsyningslovens § 38, stk. 2, også omfatter balanceringsydelserne.
Redegørelsen for metoderne anmeldes til Energitilsynet, jf. lovforslagets § 2, nr. 40 (§ 40, stk. 1, nr. 1). Metoderne skal godkendes af Energitilsynet og offentliggøres af selskaberne, før tariffer og betingelser fastsat efter metoderne kan træde i kraft.
Økonomi- og erhvervsministeren har i henhold til stk. 2 mulighed for at fastsætte nærmere regler om indholdet af de metoder, der anvendes.
Energitilsynets afgørelse vedrørende de anmeldte metoder kan påklages til Energiklagenævnet, jf. naturgasforsyningslovens § 51.
Til nr. 39
(§ 39)
I følge den gældende lovs § 37 er gashandelsselskabers priser som udgangspunkt uregulerede, men Energitilsynet er tillagt visse kompetencer med hensyn til prisernes og betingelsernes rimelighed, jf. § 39, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Det foreslås, at § 39 ophæves.
Ændringen foreslås som konsekvens af, at alle forbrugere pr. 1. januar 2004 har fået ret til valg af leverandør, jf. den hidtil gældende § 8 og lovforslagets § 2, nr. 7. Det findes herefter mest hensigtsmæssigt, at reguleringen af gashandelsselskabernes priser og betingelser overgår til udelukkende at være reguleret efter konkurrencelovgivningen, idet der ikke findes nogen særlig begrundelse for opretholdelse af sektorreguleringen.
De forsyningspligtige selskabers priser er som hidtil reguleret efter § 37 og § 37 b.
Til nr. 40
(§ 40)
Det følger af lovforslagets § 2, nr. 38 (§ 36 a), at selskabernes priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter fastsættes efter metoder, der er godkendt af Energitilsynet. På den baggrund er der som et nyt stk. 1, nr. 1, foreslået en bestemmelse om, at disse metoder skal anmeldes til Energitilsynet med henblik på denne godkendelse.
Herudover svarer bestemmelsen med en række mindre ændringer til bestemmelsen i den gældende naturgasforsyningslovs § 40. Der er tale om konsekvensændringer i lyset af andre forslag til ændringer i lovforslaget.
Til nr. 41
(§ 42 a)
Det foreslås, at Energitilsynet skal have ansvaret for at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår på gasområdet. Bestemmelsen svarer til elforsyningslovens § 82, stk. 2, 3, 5 og 6. Forslaget har til formål at sikre, at gasforbrugerne har mulighed for at gennemskue vilkårene fra forskellige leverandører. Dette vil medvirke til, at de reelt får mulighed for at benytte adgangen til frit at vælge leverandør. Den foreslåede bestemmelse har også til formål at implementere kravet i gasdirektivets artikel 25, stk. 1, litra h, om, at der skal føres tilsyn med omfanget af gennemsigtighed.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med gasselskabernes forpligtelser til at offentliggøre oplysninger, herunder transmissions-, distributions- og LNG-selskabernes pligt til at offentliggøre tariffer og betingelser for benyttelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter.
Ifølge stk. 1 skal Energitilsynet oprette et offentligt register over anmeldte tariffer og betingelser m.v. og offentliggøre et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens § 40, jf. lovforslagets § 2, nr. 40, som fastsætter, hvad transmissions-, distributions-, lager-, LNG- og forsyningspligtige selskaber har pligt til at anmelde til Energitilsynet.
Det fremgår af stk. 2, at anmeldelser er offentligt tilgængelige, men at Energitilsynet kan beslutte, at en anmeldelse ikke offentliggøres, hvis væsentlige hensyn taler herimod.
Stk. 3 tillægger Energitilsynet kompetence til at fastsætte regler om, hvordan selskaberne skal offentliggøre priser, tariffer, rabatter og vilkår, samt regler om fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser. Bestemmelsen giver Energitilsynet hjemmel til at fastsætte regler om gasselskabernes fakturering af omkostninger til gaslevering og andre ydelser.
Ifølge stk. 4 kan Energitilsynet beslutte, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et selskab med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.
Til nr. 42
(§ 44, stk. 3)
Formålet med bestemmelsen er dels at præcisere, at det i overensstemmelse med principperne i den generelle forbrugerklagereform er selskaberne i el-, gas- og varmebranchen, som skal betale for oprettelsen og driften af et eventuelt godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, selvom sekretariatsbetjeningen placeres i tilknytning til Energitilsynets sekretariat, og dels at tilvejebringe hjemmel for økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning.
Med hjemmel i de tre energiforsyningslove opkræves i dag betaling for de med Energitilsynets etablering og drift forbundne udgifter hos de selskaber, som Energitilsynet fører tilsyn med. Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning af omkostningerne forbundet med oprettelse og drift af ankenævnet i tilknytning til de allerede eksisterende rammer for betaling for Energitilsynets udgifter til tilsyn efter forsyningslovene. Udgifterne til ankenævnet skal fordeles, således at der sikres en sammenhæng mellem omkostningerne forbundet med de forskellige grupper af selskaber, og det de betaler.
Et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet vil være omfattet af lov om forbrugerklager, herunder reglerne i lovens kapitel 5, hvorefter der kan fastsættes et gebyr for indgivelse af klage til ankenævnet, og hvorefter økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat klage- eller ankenævn for nævnets udgifter til en sags behandling ved nævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller hvis sagen forliges.
Energitilsynet er nedsat i medfør af elforsyningslovens § 78, stk. 1, hvoraf det fremgår, at tilsynet skal varetage tilsyns- og klageopgaver på el-, naturgas- og varmeforsyningsområdet. Med ændringen i elforsyningslovens § 78, stk. 1, jf. dette forslags § 1, nr. 82, fastsættes en generel og udtrykkelig afgrænsning af Energitilsynets kompetence, hvorefter tilsynet ikke skal behandle klager vedrørende civilretlige tvister. Afgrænsningen foretages med henblik på at sikre, at konkrete klager vedrørende civilretlige mellemværender mellem en energiforbruger og et selskab kan behandles ved et eventuelt godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet og ikke ved Energitilsynet. Dette lovforslag tilvejebringer desuden grundlag for, at det sekretariat, der i dag betjener Energitilsynet, tillige skal kunne varetage sekretariatsfunktioner for et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, jf. § 1, nr. 84 (§ 78, stk. 5). For en nærmere beskrivelse af afgrænsningen af Energitilsynets kompetence i forhold til civilretlige tvister m.v. henvises til afsnit 2.D.1. i de almindelige bemærkninger samt til bemærkningerne til § 1, nr. 82 (§ 78, stk. 1, 2. pkt.).
Til nr. 43
(§ 45)
Bestemmelsen svarer med en række mindre tilpasninger til bestemmelsen i den gældende naturgasforsyningslovs § 45, stk. 1 og 2. Der er tale om konsekvensændringer i lyset af andre forslag til ændringer i lovforslaget. Den gældende lovs § 45, stk. 3, flyttes til den nye § 45 a, som omhandler naturgasselskabernes forpligtelser til at videregive oplysninger, jf. § 2, nr. 44.
Til nr. 44
(§ 45 a)
Forslaget til den nye § 45 a skal ses på baggrund af, at artikel 8 og 12 i gasdirektivet fastsætter mere detaljerede regler om selskabernes oplysningspligt end tidligere.
Stk. 1 svarer med mindre ændringer til den gældende naturgasforsyningslovs § 45, stk. 3, om selskabernes oplysningspligt over for andre selskaber. Det anses ikke længere for nødvendigt at pålægge naturgasleverandører pligt til at videregive oplysninger. Baggrunden herfor er, at forpligtelsen må anses for overflødig i lyset af bestemmelsen i § 23, jf. lovforslagets § 2, nr. 28. Stk. 1 gennemfører artikel 8, stk. 1, litra c, og artikel 12, stk. 3, i gasdirektivet. Det følger af stk. 1, at transmissions- og distributions-, lager- og LNG-selskaber skal meddele andre transmissions- og distributions-, lager- og LNG-selskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at selskaberne kan opfylde de i loven pålagte opgaver vedrørende en sikker og effektiv drift af systemet.
I henhold til stk. 2, skal selskaberne give brugerne af systemet de oplysninger, som er nødvendige for at få effektiv adgang til nettet. Transmissions- og distributionsselskaberne skal blandt andet offentliggøre relevante oplysninger om sammenkoblingslinjer, brug af nettet og tildeling af kapacitet til interesserede parter. Bestemmelsen gennemfører artikel 8, stk. 2, litra d, og artikel 12, stk. 4, i gasdirektivet.
Med det nye stk. 3 sikres, at forsyningspligtige selskaber kan leve op til deres ansvar, jf. forslaget til § 26 (lovforslagets § 2, nr. 32). Distributionsselskaberne er forpligtet til at videregive oplysninger om leverandørskift til det forsyningspligtige selskab hurtigst muligt, således at det forsyningspligtige selskab i videst muligt omfang kan tage højde for forbruget i dets indkøbsplanlægning.
Gasdirektivet fastsætter ikke, hvilke oplysninger, som er nødvendige for at få effektiv adgang til systemet. Dette er et af de emner, som drøftes i det såkaldte »Madrid-forum « . I lyset af, at det ikke er muligt at lave en udtømmende liste over nødvendige oplysninger på nuværende tidspunkt, foreslås det i stk. 4, at ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom.
Forslaget til stk. 5 har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 25, stk. 1, litra g. Det følger af denne bestemmelse, at en regulerende myndighed skal overvåge, at transmissions- og distributionsselskaberne lever op til deres forpligtelser, herunder deres pligt til at videregive oplysninger. Det foreslås, at klager om selskabernes oplysningspligt i henhold til stk. 1 og 2 og regler udstedt i henhold til loven kan indbringes for Energitilsynet, da der er en naturlig sammenhæng mellem Energitilsynets opgave med at sikre gennemsigtighed og selskabernes pligt til at videregive oplysninger.
Til nr. 45
(§ 46)
Bestemmelsen svarer med mindre ændringer til den gældende lovs § 46. Ændringerne har til formål at opfylde gasdirektivets krav til selskabernes tavshedspligt, jf. artikel 10 og artikel 14. Selskaberne skal som hidtil behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt, men det fremgår nu også, at de har pligt til at forhindre, at oplysninger om deres egne aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde, jf stk. 1.
Stk. 2 svarer med en mindre ændring til den gældende naturgasforsyningslovs § 46, stk. 1, 2. punktum. Det fremgår, at selskaberne uanset bestemmelsen om tavshedspligt i stk. 1 er forpligtede til at videregive visse oplysninger til økonomi- og erhvervsministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet i overensstemmelse med gældende regler herom. Det fremgår f.eks. af naturgasforsyningslovens § 40 og § 45, at selskaberne har pligt til at videregive forskellige oplysninger.
Stk. 3 svarer til den gældende naturgasforsyningslovs § 46, stk. 2.
I henhold til den gældende naturgasforsyningslovs § 46, stk. 3, skal transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber over for Energitilsynet dokumentere, at der i selskaberne er udarbejdet administrative procedurer med henblik på at undgå misbrug af oplysninger. I lyset af lovforslagets § 2, nr. 14 (§ 11 a) om transmissions- og distributionsselskabers forpligtelse til at opstille et program for intern overvågning er der ikke behov for at videreføre bestemmelsen.
Det foreslås i et nyt. stk. 4, at Energitilsynet behandler klager over selskaberne vedrørende overtrædelse af § 46, stk. 1 og 3. Ændringerne foreslås på baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen om Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, jf. afsnit 2.D.2. i de almindelige bemærkninger. Opgaven hænger naturligt sammen med Energitilsynets øvrige opgaver med hensyn til at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling, og at naturgasmarkedet fungerer effektivt. Bestemmelsen har også til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 25, stk. 1, litra g. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede § 45 a, stk. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 44.
Til nr. 46
(§ 47)
Ændringen af § 47 har til formål at gennemføre gasdirektivets artikel 17, der stiller mere omfattende og mere detaljerede krav til selskabernes regnskabsføring end det hidtil gældende gasdirektiv. Kravene er fastsat med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning. Endvidere tilpasses bestemmelsen den nye årsregnskabslov fra 2001.
Det følger af artikel 17 i gasdirektivet, at naturgasselskabers regnskaber mindst skal opfylde kravene i 4. selskabsdirektiv (Rådets direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978), således som dette er implementeret i dansk ret. Dette gælder uanset naturgasselskabets ejerforhold og juridiske status. 4. selskabsdirektiv er implementeret ved årsregnskabsloven. Direktivkravet er allerede indarbejdet i naturgasforsyningslovens § 47, stk. 1, men loven er ikke tilpasset den nye årsregnskabslov, som blev vedtaget i 2001. § 47 foreslås derfor ændret således, at den tilpasses opbygningen i den nye årsregnskabslov.
Hvis et naturgasselskab er et aktieselskab, anpartsselskab eller andet selskab med begrænset hæftelse, er naturgasselskabet direkte omfattet af pligten i årsregnskabsloven til at udarbejde årsrapport efter årsregnskabsloven, jf. årsregnskabslovens § 3, stk. 1. Med den foreslåede nye bestemmelse i § 47, stk. 1, fastsættes det i overensstemmelse med artikel 17 i gasdirektivet, at naturgasselskaber, som ikke er aktieselskaber, skal følge samme regler som aktieselskaber ved regnskabsudarbejdelsen.
Årsregnskabsloven opdeler de omfattede virksomheder i fire regnskabsklasser, benævnt med bogstaver A, B, C og D.
4. selskabsdirektiv implementeres i klasserne B, C og D i årsregnskabsloven. Regnskabsklasse B, C og D omfatter aktieselskaber m.v., som har pligt til at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven. Regnskabsklasse B omfatter små virksomheder, C mellemstore og store virksomheder, og D statslige aktieselskaber samt børsnoterede virksomheder. Loven stiller øgede krav til årsrapporter, jo højere regnskabsklasse virksomheden er placeret i. Fastsættelsen af placeringen af virksomheden i en af disse regnskabsklasser sker med udgangspunkt i de i loven indeholdte størrelsesgrænser (balancesum, nettoomsætning og gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret), jf. § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, i årsregnskabsloven. Regnskabsklasse D, der er den højeste regnskabsklasse, omfatter alle statslige aktieselskaber og børsnoterede virksomheder uanset størrelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, i årsregnskabsloven.
Hvis et naturgasselskab ikke er organiseret som et aktieselskab, skal der foretages de tilpasninger, som er nødvendige på grund af selskabets juridiske form. Der vil navnlig være tale om, at benævnelsen af poster under egenkapitalen skal tilpasses.
Ifølge gasdirektivets artikel 17 skal der som noget nyt også føres separate regnskaber for andre gasaktiviteter end transmissions-, distributions-, lager- og LNG-aktiviteter – det vil sige de »kommercielle « aktiviteter. Direktivet fastsætter desuden nogle regler vedrørende regnskabernes indhold og form. Således er det fastlagt, at selskabernes indtægter fra ejerskab af transmissions- og distributionsnet skal specificeres i de interne regnskaber. Disse direktivkrav opfyldes i stk. 2.
Det fremgår endvidere af direktivet, at det under den revision, der skal foretages af regnskaberne, især skal undersøges, om selskabernes forpligtelser til at undgå forskelsbehandling og krydssubsidiering overholdes. Dette er præciseret i stk. 4.
Stk. 3 svarer til den gældende lovs stk. 3.
Til nr. 47
(§§ 47 b og 47 c)
Det foreslås, at der i et nyt kapitel i loven fastsættes regler om økonomi- og erhvervsministerens og Energitilsynets adgang til at udstede påbud med henblik på at sikre lovens overholdelse.
Med den nye § 47 b får økonomi- og erhvervsministeren og Energitilsynet en udtrykkelig hjemmel til at påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en nærmere angiven frist. Manglende overholdelse af et sådant påbud er strafsanktioneret i lovens § 49. Hvorvidt det er økonomi- eller erhvervsministeren eller Energitilsynet, som kan udstede påbud i medfør af § 47 b, vil afhænge af, hvilken myndighed som fører tilsyn med, at et givet forhold er i overensstemmelse med lovgivningen. Bestemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med den fordeling af tilsynsopgaverne, som fremgår af loven og regler udstedt i medfør af loven. Energitilsynet vil f.eks. kunne udstede påbud med hjemmel i § 47 b, hvis en virksomhed overtræder oplysningspligten i henhold til § 45 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 44, eller pligten til at behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt som foreskrevet i § 46, jf. lovforslagets § 2, nr. 45.
Naturgasforsyningsloven og regler udstedt i medfør heraf indeholder særlige bestemmelser om udstedelse af påbud, eksempelvis Energitilsynets adgang til efter § 41, stk. 1, at give påbud om ændring af priser og betingelser. Sådanne særlige bestemmelser vil gå forud for den generelle påbudsbestemmelse i § 47 b, i det omfang forholdet er omfattet af de særlige bestemmelser. Den generelle bestemmelse vil således kun finde anvendelse på forhold, der ikke er omfattet af andre bestemmelser om påbud i loven eller i regler udstedt med hjemmel i loven.
Ifølge den foreslåede § 47 c kan økonomi- og erhvervsministeren påbyde fornødne ændringer, hvis regler mv. udstedt af transmissionsselskabet i henhold til loven eller metoder, som ligger til grund for reglerne, jf. § 36 a, strider mod bestemmelser i loven eller regler udstedt i henhold til loven. Forslaget skal ses i sammenhæng med hensigten om at give Energitilsynet ansvaret for nogle af de opgaver, som økonomi- og erhvervsministeren og Energistyrelsen efter den gældende lovgivning varetager.
Det fremgår af den foreslåede § 23, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 28, at økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at visse tekniske standarder og krav for adgang til og benyttelse af systemet skal fastsættes af transmissionsselskabet. På baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen om Energitilsynets fremtidige myndighedsrolle, jf. afsnit 2.D.2. og 3.D.2. i de almindelige bemærkninger, er det hensigten, at Energistyrelsens kompetencer skal overføres til Energitilsynet i forbindelse med udstedelse af en bekendtgørelse i medfør af § 23, stk. 3.
I den foreslåede § 47 c henvises til § 36 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 38. Ifølge denne bestemmelse skal Energitilsynet godkende de metoder, som anvendes til at fastsætte priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet, inden prisernes og betingelsernes ikrafttræden. Bestemmelsen omfatter også de metoder, der ligger til grund for de regler, som transmissionsselskabet fastsætter for benyttelse af systemet på baggrund af § 23, stk. 3. Skulle den situation opstå, at metoderne bag transmissionsselskabets regler strider imod lovgivningen, kan ministeren påbyde ændringer i metoderne, uanset at Energitilsynet har godkendt metoderne med hjemmel i § 36 a.
Det er ikke hensigten, at økonomi- og erhvervsministeren skal føre et indgående tilsyn med, om de regler mv., som transmissionsselskaberne fastsætter, og metoderne, som ligger bag reglerne, er i overensstemmelse med lovgivningen, da det som udgangspunkt er Energitilsynet, som skal påse dette. Det vil kun blive aktuelt at anvende hjemlen til at påbyde ændringer, hvis den særlige situation skulle opstå, at de af transmissionsselskaberne udarbejdede regler mv., eller metoderne, som de er fastsat på baggrund af, måtte vise sig at stride mod loven eller regler udstedt i henhold til loven, og Energitilsynet ikke finder anledning til at påbyde ændringer i reglerne eller metoderne på denne baggrund. I forhold til bestemmelsen om Energitilsynets uafhængighed i elforsyningslovens § 78, stk. 2, foreligger der således på dette punkt en undtagelse, idet ministeren har det overordnede ansvar for, at regeludstedelse foregår i overensstemmelse med naturgasforsyningsloven. Bestemmelsen er således alene indsat af hensyn til det almindelige princip om, at en parlamentarisk ansvarlig minister bør have det overordnede ansvar for generelle regler.
Til nr. 48
(§ 49, stk. 1, nr. 1)
Der er tale om en konsekvensændring på baggrund af, at LNG-virksomhed bliver bevillingspligtig, jf. lovforslagets § 2, nr. 10 (§ 10, stk. 1), og af den ændrede regulering af forsyningsvirksomhed, jf. § 2, nr. 29-32 (§§ 24-26).
Til nr. 49
(§ 49, stk. 1, nr. 5)
Ændringen er en konsekvens af den nye affattelse af § 46, jf. § 2, nr. 45.
Til § 3
Til nr. 1
(§ 3, stk. 2)
Der foreslås indsat et nyt punktum i varmeforsyningsloven § 3, stk. 2, der giver økonomi- og erhvervsministeren adgang til i sine retningslinier for den kommunale varmeforsyningsplanlægning at inddrage overordnede samfundsmæssige hensyn, herunder statsfinansielle hensyn.
Baggrunden herfor er, at miljømæssige, selskabsmæssige og/eller samfundsøkonomiske forhold kan pege på varmeforsyningsmæssige løsninger, der påvirker de statsfinansielle forhold i uønsket retning. Omlægningen af den hidtidige støtte over treledstariffen til et produktionsuafhængigt tillæg vil eksempelvis kunne indebære en utilsigtet forøget anvendelse af ikke afgiftsbelagte brændsler (biomasse) på spids- og reservelastkedler, hvilket vil kunne betyde et væsentligt provenutab for staten. Til imødegåelse heraf vil det derfor blive bestemt i en bekendtgørelse, at værkerne ikke kan udskifte afgiftsbelagt brændsel med afgiftsfrit brændsel til spids- og reservelast produktion. Hvis alle naturgasfyrede decentrale kraft-varme-værker valgte at skifte hele brændselsforbruget til afgiftsfritaget biomasse, vil der være tale om et provenutab på op til 700 mio. kr. årligt.
Til nr. 2
(§ 22 a)
Der foreslås indsat en ny § 22 a i varmeforsyningsloven, således at det præciseres, at Energitilsynet har hjemmel til at føre tilsyn med energibrancheorganisationernes standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer, almindelige leveringsbetingelser samt tekniske betingelser mv. Der vil eksempelvis kunne være tale om godkendelse af standardinvesteringsbidrag, der skal dække en del af varmeværkets engangsomkostninger til investeringer herunder investeringer i produktionsanlæg og ledningsnet. Den foreslåede bestemmelse gør det også klart, at bl.a. bestemmelserne i konkurrencelovens § 6 (konkurrencebegrænsende aftaler) og § 11 (misbrug af dominerende stilling) ikke finder anvendelse, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2, på standardiserede vejledninger udarbejdet af energibranchens organisationer.
Efter varmeforsyningsloven er varmeprisen som udgangspunkt bygget op om lovens hvile-i-sig-selv-princip, dvs. at værkerne kun må opkræve de nødvendige omkostninger i prisen for deres ydelser. Det er Energitilsynet, som i det konkrete tilfælde afgør hvilke udgifter, der er nødvendige, og derfor kan indregnes i varmepriserne. Det er ikke hensigten, at de standardiserede vejledninger om tariffer mv. skal erstatte lovens hvile-i-sig-selv-princip, der fortsat finder anvendelse. Det er endvidere ikke hensigten, at Energitilsynets tilsyn med brancheorganisationernes standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer, betingelser mv. skal træde i stedet for den enkelte virksomheds anmeldelse til Energitilsynet af tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser efter lovens § 21.
Efter forslaget er det Energitilsynet, som skal forestå den nærmere udmøntning af reglerne om tilsyn.
Til nr. 3
(§ 23 c, stk. 3)
Formålet med bestemmelsen er dels at præcisere, at det i overensstemmelser med principperne i den generelle forbrugerklagereform er selskaberne i el-, gas og varmebranchen, som skal betale for oprettelsen og driften af et eventuelt godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, selvom sekretariatsbetjeningen placeres i tilknytning til Energitilsynets sekretariat og dels at tilvejebringe hjemmel for økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning.
Med hjemmel i de tre energiforsyningslove opkræves i dag betaling for de med Energitilsynets etablering og drift forbundne udgifter hos de selskaber, som Energitilsynet fører tilsyn med. Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning af omkostningerne forbundet med oprettelse og drift af ankenævnet i tilknytning til de allerede eksisterende rammer for betaling for Energitilsynets udgifter til tilsyn efter forsyningslovene. Udgifterne til ankenævnet skal fordeles, således at der sikres en sammenhæng mellem omkostningerne forbundet med de forskellige grupper af selskaber, og det de betaler.
Et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet vil være omfattet af lov om forbrugerklager, herunder reglerne i lovens kapitel 5, hvorefter der kan fastsættes et gebyr for indgivelse af klage til ankenævnet, og hvorefter økonomi og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat klage- eller ankenævn for nævnets udgifter til en sags behandling ved nævnet, hvis forbrugeren får medhold i sin klage eller hvis sagen forliges.
Energitilsynet er nedsat i medfør af elforsyningslovens § 78, stk. 1, hvoraf det fremgår, at tilsynet skal varetage tilsyns- og klageopgaver på el-, naturgas- og varmeforsyningsområdet. Med ændringen i elforsyningslovens § 78, stk. 1, jf. dette forslags § 1, nr. 82, fastsættes en generel og udtrykkelig afgrænsning af Energitilsynets kompetence, hvorefter tilsynet ikke skal behandle klager vedrørende civilretlige tvister. Afgrænsningen foretages med henblik på at sikre, at konkrete klager vedrørende civilretlige mellemværender mellem en energiforbruger og et selskab kan behandles ved et eventuelt godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet og ikke ved Energitilsynet. Dette lovforslag tilvejebringer desuden grundlag for, at det sekretariat, der i dag betjener Energitilsynet, tillige skal kunne varetage sekretariatsfunktioner for et godkendt, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, jf. § 1, nr. 84, (§ 78, stk. 5). For en nærmere beskrivelse af afgrænsningen af Energitilsynets kompetence i forhold til civilretlige tvister m.v. henvises til afsnit 2.D.1 i forslagets almindelige bemærkninger samt til bemærkningerne til § 1, nr. 82.
Til § 4
Det foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren, og at ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.
De dele af lovforslaget, der vedrører implementering af el- og gasdirektiverne, vil efter planen blive sat i kraft senest pr. 1. juli 2004, som er det tidspunkt, direktiverne skal være gennemført i national lovgivning.
Det er hensigten, at de nye bestemmelser i elforsyningsloven om pristillæg m.v. til miljøvenlig elektricitet og de dertil knyttede bestemmelser om elforbrugernes forpligtelser i §§ 8 – 9 samt bestemmelser af betydning for havvindmølleudbygningen og bestemmelserne om miljømærkning af elektricitet skal træde i kraft den 1. januar 2005. Hvis notifikation af dele af bestemmelserne er nødvendige, vil de pågældende bestemmelser eller dele heraf først blive sat i kraft fra det tidspunkt, som følger af Kommissionens godkendelse efter statsstøttereglerne.
De dele af lovforslaget, der vedrører gennemførelsen af den politiske aftale om fremtidssikring af energiinfrastrukturen, skal ligeledes efter planen træde i kraft pr. 1. januar 2005. Det er imidlertid forudsat, at netvirksomhederne forinden har gennemført deres del af aftalen af 29. marts 2004 mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor om kapitalforhold i elsektoren og sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur på elområdet.
Det vil sige, at netvirksomhederne skal have overdraget deres ejerandele i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission til staten inden 1. januar 2005, for at den del af lovforslaget kan træde i kraft på dette tidspunkt. Det vedrører eksempelvis de nye prisbestemmelser og ophævelsen af ejerrestriktionerne i § 36, § 38 og § 97, stk. 2 samt ændringen af forbrugerindflydelsesbestemmelserne i §§ 40-44. Det er en forudsætning for, at bestemmelsen i § 35 om statens købspligt sættes i kraft, at alle ejere af de pågældende ejerandele, har tilsluttet sig aftalen med staten og dermed frivilligt accepterer bestemmelsen.
Det følger af stk. 2, at pristillæg til husstandsmøller omfattet af den foreslåede bestemmelse i elforsyningslovens § 56 b, kan ydes fra tilslutningstidspunktet, for så vidt angår husstandsmøller, som er tilsluttet i perioden fra den 1. januar 2003 og indtil ikrafttrædelsen af § 56 b, d.v.s. den 1. januar 2005. Formålet er at undgå et utilsigtet bortfald af pristillægget for denne kategori, jf. bemærkningerne til elforsyningslovens § 56 b.
Der er med elbranchen opnået enighed om, at priserne for elbranchen som helhed skal holdes på et niveau svarende til de pr. 1. januar 2004 udmeldte tariffer. Det fremgår endvidere af aftalen med elbranchen, at der for så vidt angår den nye indtægtsrammeregulering etableres en overgangsordning for året 2004, indtil den nye prisregulering kan træde i kraft i 2005.
På den baggrund bemyndiges ministeren i stk. 3 til at fastsætte regler for Energitilsynets beregning og fastsættelse af virksomhedernes indtægtsrammer fra 1. januar 2004 og frem til det tidspunkt, hvor indtægtsrammer fastsat efter de nye prisbestemmelser kan få virkning. Reglerne kan samtidig danne overgang til den nye indtægtsrammeregulering. Overgangsreglerne skal sikre, at tarifferne i faste priser regnet som et gennemsnit ikke stiger i forhold til niveauet 1. januar 2004.
Som det fremgår af bemærkningerne til stk. 1 er det lagt til grund, at den nye prisregulering træder i kraft den 1. januar 2005. Som det ligeledes fremgår, er det imidlertid en forudsætning for lovens ikrafttræden og indførelse af bl.a. de nye prisbestemmelser, at netvirksomhederne forinden har gennemført deres del af aftalen i form af overdragelse af ejerandelene i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission til staten. Med stk. 3 gives der derfor ministeren mulighed for at fastsætte overgangsregler, som også har virkning efter 1. januar 2005. Denne bemyndigelse kan bl.a. anvendes, hvis den nye prisregulering ikke er trådt i kraft den 1. januar 2005 som følge af, at nogle netvirksomheder mod forventning ikke har nået at opfylde aftalen på dette tidspunkt.
Økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges i stk. 4 til at fastsætte særlige overgangsregler i forbindelse med oprettelsen af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet, herunder om hvorledes klagesager, der er indledt, før de relevante lovbestemmelser træder i kraft, skal behandles.
Med den fulde markedsåbning pr. 1. januar 2004 indebærer bestemmelserne i den gældende naturgasforsyningslovs § 25 og § 26, at selskaber med bevilling til forsyning af forbrugere med et aftag på op til 300.000 m3 pr. år på faste vilkår vil skulle forsyne alle forbrugere, der ikke benytter deres ret til valg af leverandør og dermed have forsyningspligten over for samtlige naturgasforbrugere i deres bevillingsområder. Samtidig bliver bevillinger til forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m3 pr. år på individuelle vilkår indholdsløse.
Denne situation er der taget højde for i nærværende lovforslag ved at ændre bestemmelserne i naturgasforsyningslovens kapitel 4, jf. § 2, nr. 29-32.
Da der ikke ved ændringen flyttes opgaver mellem selskaberne, findes det administrativt mest enkelt at videreføre bevillinger til forsyning af forbrugere med et aftag på op til 300.000 m3 pr. år på faste vilkår som forsyningspligtbevillinger, mens de indholdsløse bevillinger til forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m3 pr. år på individuelle vilkår ophæves. Dette er afspejlet i stk. 5 og 6.
Med bestemmelserne i de foreslåede stk. 7 og 8 sikres det, at direktører, bestyrelsesmedlemmer o. lign., der allerede lovligt driver deres erhverv, midlertidigt kan fortsætte hermed uanset de ændrede habilitetsbestemmelser. Bestemmelserne indsættes for at hindre, at der bliver grebet ind i allerede erhvervede rettigheder.
Bilag 1
Bilag 1
Aftale af 29. marts 2004 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om fremtidssikring af energiinfrastrukturen Med denne aftale tilvejebringes et langsigtet grundlag for en fortsat udvikling af den danske energisektor med vægt på at sikre den nødvendige udbygning af energiinfrastrukturen under hensyn til forsyningssikkerheden. Systemansvar og overordnet transmission for el varetages fremover som statslig virksomhed med det formål at sikre effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur og sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene. Med sigte på forøget forsyningssikkerhed, skabelsen af velfungerende konkurrencemarkeder og indpasning af vedvarende energi skal der udarbejdes en plan for udbygning af den danske infrastruktur. Med aftalen løses også den såkaldte kapitalsag, hvorefter ellovens opdeling af kapital i bunden og fri kapital ophæves. Der indføres en ny mere enkel prisregulering, der skal sikre, at elpriserne ikke stiger som følge af ophævelsen af bunden kapital. Herved sikres det, at forbrugerne fortsat tilgodeses. Som led i løsningen overdrages de overordnede net og systemansvaret vederlagsfrit til staten, hvilket der er indgået aftale med Elfor om. Parterne er enige om følgende: Det er væsentligt at sikre ejermæssig adskillelse mellem systemansvar og overordnet transmission fra produktion og handel, således at vilkårene for adgang til elnettet fastsættes uafhængigt af kommercielle interesser. Staten varetager derfor fremover systemansvaret og den overordnede transmission som en del af den samlede energipolitik. Det sker ved, at staten overtager Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission fra netvirksomhederne. Parterne er enige om, at den nye statslige system- og transmissionsvirksomhed - EnergiNet Danmark - skal forblive i offentlig eje, som det allerede er sikret på gasområdet. EnergiNet Danmark oprettes ved lov som statslig virksomhed med egen bestyrelse med et selvstændigt driftsansvar inden for fastsatte rammer. EnergiNet Danmark har til opgave at varetage systemansvar, effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur og sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene. Det skal endvidere forestå en sammenhængende, helhedsorienteret planlægning, som kan danne grundlag for en vurdering af miljøforhold, markedsforhold, forsyningssikkerhed, energibesparelser, forskning og udvikling i forbindelse med et miljøvenligt og sikkert elsystem. EnergiNet Danmark er underkastet indtægtsrammer og krav til effektivisering under hensyn til virksomhedens særlige ansvar, dog kan der ikke udloddes overskud til staten. Bestyrelsen skal besidde nødvendig kompetence omfattende bl.a. forbruger- og samfundsmæssig ekspertise samt branchekendskab inden for bl.a. el- og varmeforsyning. Udpegning af bestyrelsen sker efter drøftelse med aftaleparterne.
Med henblik på at skabe ro om kapitalforholdene i elsektoren, herunder lette Energitilsynets administration af elforsyningsloven, ændres kapitalbegreberne i ellovgivningen, så der ikke længere skelnes mellem fri og bunden kapital. Som led i en samlet løsning er det aftalt med Elfor, at staten vederlagsfrit overtager aktiver og passiver i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmisssion fra netvirksomhederne. Der gennemføres en forkøbsret- og pligt for staten til de regionale transmissionsnet i forbindelse med direkte eller indirekte overdragelse. Prisen fastsættes efter samme principper som ved ekspropriation. Hermed kan elforsyningslovens § 38 om, at elproduktions- og elhandelsvirksomheder ikke må eje mere end 15 % af en netvirksomhed, ophæves. Der er enighed om, at elpriserne ikke må stige som følge af ændringen af kapitalbegreberne og etableringen af EnergiNet Danmark. Der gennemføres en ny prisregulering, som sikrer dette. Indtægtsrammerne vil således ikke blive forhøjet som følge af ændringen af kapitalbegreberne, og priserne vil ikke forhøjes med forrentning af bunden kapital. Hermed tilgodeses forbrugerne fortsat. Herudover vil elforbrugerne få fordel af, at de »politisk fastsatte « omkostninger (PSO-omkostninger) realt vil være faldende over de kommende år. Der gennemføres en mere enkel regulering vedrørende elforsyningspligt, som harmonerer med et velfungerende marked. Der indføres en ny prisregulering, hvor den pris, forsyningspligtvirksomhederne må opkræve hos forbrugerne, modsvarer elspotprisen plus et tillæg til dækning af virksomhedernes balancerings- og administrationsomkostninger. De nuværende forsyningspligtkunder tilbydes disse vilkår, med mindre de selv ønsker andre vilkår. Den nye regulering vil ikke stille krav om ændring i forhold til selskabernes kundegrundlag. I overensstemmelse med principperne i 9. maj aftalen bliver virksomhederne frigjort fra forbrugerindflydelseskravet i §§ 40-44 og kravene i §§ 36 og 97 om, at netvirksomhederne skal være moderselskab. Der skal fremover i netvirksomhedernes bestyrelse være mindst 2 forbrugerrepræsentanter. Antallet af forbrugerrepræsentanter er i øvrigt afhængigt af bestyrelsens samlede størrelse. Forbrugerrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter kan ikke udgøre et flertal af selskabets bestyrelse. Som opfølgning på 9. maj aftalen er der i foråret 2003 gennemført forenklinger, som betyder, at der ikke længere skal opgøres fri og bunden kapital i forbindelse med modregning af bloktilskud ved fremtidige salg af kommunale fjernvarmeanlæg. Endvidere er det samtidigt præciseret, at der ved overdragelse af fjernvarmeanlæg ikke i varmeprisen kan indregnes øgede omkostninger til forrentning af kapital. Der udarbejdes en national handlingsplan for den fremtidige infrastruktur frem mod 2010.
Handlingsplanen omfatter større nye kabelforbindelser i Danmark og forstærkning og nyanlæg af udlandsforbindelser. Handlingsplanen skal endvidere belyse den fremtidige energiforsyning, samspillet og integration af forskellige energiteknologier samt perspektiverne for den fremtidige energiforsyning frem til 2025, herunder anvendelse af nye energiteknologier. Kommissoriet for handlingsplanen vil blive drøftet med aftaleparterne. EnergiNet Danmark vil blive inddraget i udarbejdelsen af handlingsplanen. I forlængelse af den igangværende vurdering af elnetselskabernes, gasselskabernes og Elsparefondens energispareindsats fremlægger økonomi- og erhvervsministeren inden udgangen af 2004 en handlingsplan indeholdende en strategi for øget energieffektivisering og energibesparelser. Handlingsplanen skal tage udgangspunkt i de langsigtede energipolitiske udfordringer, og kommissoriet vil blive drøftet med aftaleparterne. Handlingsplanen skal ses i sammenhæng med implementeringen af EU’s bygningsdirektiv og stramningen af energibestemmelserne i bygningsreglementet. Energibesparelser i eksisterende bygninger skal være et særligt indsatsområde. Der skal også gøres en større indsats for anvendelse af energieffektive apparater, herunder pumper. Handlingsplanen skal herudover ses i sammenhæng med en række andre igangværende aktiviteter, herunder bl.a. standby handlingsplan, implementering af kvotedirektivet og styrkelsen af netselskabernes energispareindsats. Handlingsplanen skal tillige udstikke rammerne for gennemførelsen af Kommissionens to direktivforslag om henholdsvis Eco-Design og energieffektivisering i slutanvendelserne og energitjenester. Det er aftalt med elselskaberne, at der inden for indtægtsrammerne gøres en ekstra indsats for energibesparelser og -oplysning. Økonomi- og erhvervsministeren vil fremlægge de nødvendige lovforslag med henblik på at lovgivningen kan træde i kraft 1. januar 2005. Økonomi- og erhvervsministeren fremlægger inden 1. marts 2005 oplæg til handlingsplanen for den fremtidige infrastruktur.
Bilag 2
Bilag 2
Aftale af 29. marts 2004 mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor om kapitalforhold i elsektoren og sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur på elområdet 1. Præambel Aftalen fastlægger rammerne for ejermæssig adskillelse af systemansvar og transmission fra produktion og handel og for en løsning af »kapitalsagen « ved ophævelse af begreberne fri og bunden kapital i forbindelse hermed. Til grund for aftalen lægges at: staten fremover varetager drift af systemansvar og transmission med henblik på at skabe optimale rammer for lige og effektiv konkurrence inden for produktion og handel i elsektoren, Energitilsynet har påpeget en række problemer i forbindelse med opgørelsen af fri og bunden kapital i netvirksomhederne, kapitalbegreberne i ellovgivningen ændres, så der ikke længere skelnes mellem fri og bunden kapital. Der gennemføres en ny prisregulering, som sikrer, at dette ikke leder til prisstigninger, netvirksomhederne vederlagsfrit overdrager deres ejerandele i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission til staten. 2. Løsning af kapitalsagen og sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur Som led i en samlet aftale, jf. punkterne nedenfor, er der enighed om, at kapitalbegreberne i ellovgivningen ændres, så der ikke længere skelnes mellem fri og bunden kapital. Selskaberne har herefter fuld dispositionsret over kapitalen. Parterne er enige om, at det er en afgørende forudsætning for ophævelse af begreberne fri og bunden kapital, at det ikke leder til, at elpriserne stiger som følge af ophævelsen af den bundne kapital. Der gennemføres en ny prisregulering, som sikrer dette. [Bilag til aftale] Som et led i ophævelsen af begrebet bunden kapital overdrager netvirksomhederne vederlagsfrit deres ejerandele i Eltra, Elkraft System og Elkraft Transmission til staten 1.januar 2005. Overdragelsen omfatter samtlige aktiver og passiver i disse selskaber. Der er enighed om at etablering af EnergiNet Danmark ikke fører til stigende nettariffer. Til bestyrelsen for den nye uafhængige energitransmissionsvirksomhed indstiller elsektoren kandidater til to af bestyrelsesposterne. Der skal fortsat sikres tæt koordinering mellem systemansvar-, transmissions- og netvirksomheder. 3. Regelforenkling Elforsyningslovens §§ 40-44 om blandt andet bestemmende forbrugerindflydelse i netvirksomhederne ophæves, således at ejerne fremover får den bestemmende indflydelse. Der skal dog fortsat sikres forbrugerrepræsentation i netvirksomhederne. Ligeledes ophæves elforsyningslovens §§ 36 og 97 vedrørende krav til placering af ejerandele inden for en koncernstruktur.
Elforsyningslovens § 35 ændres, således at staten – med respekt for eksisterende forkøbsrettigheder – får forkøbsret og -pligt til at købe transmissionsnet på 132 kV og derover eller ejerandele i disse net (de regionale transmissionsnet). Forkøbsretten og købspligten til nettene vil ligeledes gælde ved overdragelse af virksomheder, som direkte eller indirekte ejer disse net eller andele heri. Koncerninterne handler og selskabsmæssige omstruktureringer mellem de nuværende ejere udløser dog ikke forkøbsret. Købsprisen fastsættes efter samme principper som ved ekspropriation. Med henblik på ovenstående organiseres/udskilles de regionale transmissionsnet på 132 kV og derover, der er ejet af flere netvirksomheder, som aktieselskaber fra 1. januar 2005. Virksomheder, der både ejer transmissionsnet på 132 kV og derover og net på lavere niveauer, udskiller transmissionsnet på 132 kV og derover i selvstændige selskaber senest på det tidspunkt, hvor statens købsret og -pligt udløses. På denne baggrund er der ikke længere behov for kravet om, at elproduktions- og elhandelsvirksomheder ikke må eje mere end 15 % af en kollektiv elforsyningsvirksomhed (elforsyningslovens § 38). Lovkravet ophæves derfor. 4. Forsyningspligt Der gennemføres en mere enkel regulering vedrørende forsyningspligt, som harmonerer med et velfungerende marked, og som opfylder eldirektivets krav. Den nye regulering vil ikke stille krav om ændring i forhold til selskabernes kundegrundlag. 5. Implementering af EU-direktiverne Der skal sikres ensartede og transparente vilkår for energivirksomheder i EU. Implementeringen af liberaliseringsdirektiverne i dansk lovgivning gennemføres i overensstemmelse hermed. 6. Energibesparelser Som et supplement til den besparelsesindsats, der allerede udføres af elselskaberne, afsætter selskaberne årligt 25 mill. kr. inden for selskabernes indtægtsrammer til en bredspektret besparelsesindsats, der retter sig mod energieffektive besparelser. En del af indsatsen forudsættes at gå til lokale rådgivnings- og oplysningsindsatser. Alle interesserede kan søge støtte fra de nævnte midler. Støtten kan også omfatte driftsstøtte. Ordningen revurderes ved udgangen af 2008. 7. Forbehold Der tages forbehold for godkendelse i ELFORs og Dansk Energis bestyrelser samt for godkendelse i netselskabernes, ELTRAs og ELKRAFTs kompetente forsamlinger, som tilstræber at træffe de fornødne beslutninger senest den 1. oktober 2004. Der tages endvidere forbehold for, at regeringen opnår den fornødne tilslutning fra Folketinget til indgåelse af aftalen, herunder til gennemførelse af de i aftalen forudsatte lovændringer. Bilag Skitse til en ny prisregulering som opfølgning på aftalen om kapitalforhold i elsektoren og sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur på elområdet.
Ifølge aftalen skelnes der ikke længere mellem fri og bunden kapital. Elselskaberne har hermed fri råderet over kapitalen. Der er heller ikke længere krav om, at den bundne kapital skal tilbageføres til forbrugerne i form af, at nettarifferne direkte nedsættes i en længere periode. Nettarifferne vil stige, hvis netvirksomhederne og de regionale transmissionsvirksomheder får mulighed for at få forrentning af både den fri og den bundne kapital. En ny prisregulering af virksomhederne skal sikre, at tarifferne i faste priser regnet som et gennemsnit ikke stiger. Med henblik på at sikre, at tarifferne i faste priser ikke stiger regnet som et gennemsnit, må de indtægter, som selskaberne samlet kan få under den nye regulering, ikke overstige de indtægter, som selskaberne oppebærer på grundlag af tariffen pr. 1. januar 2004 tillagt en inflationsregulering. På den baggrund opnår kapitalen i en overgangsperiode en lavere forrentning, indtil det tidspunkt, hvor løbende effektiviseringer og prisudviklingen giver grundlag for en forrentning svarende til renten på langsigtede danske obligationer plus + 1 %. Kapital, der finansierer nyinvesteringer f. eks. til kabellægning under hensyn til forsyningssikkerheden eller i forbindelse med aktivitetsudvidelser, skal fortsat kunne forrentes og afskrives. Der etableres en overgangsordning for året 2004, indtil den nye prisregulering kan træde i kraft i 2005.
Bilag 3
Bilag 3
Aftale af 29. marts 2004 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne vedr. vindenergi og decentral kraftvarme mv. (opfølgning på 19. juni 2002 aftalen) Som opfølgning på 19. juni 2002 aftalen er aftalepartierne enige om at gennemføre følgende initiativer: Udbud af havvindmøller. Med henblik på at fremme den langsigtede energiforsyningssikkerhed og en fortsat spredning af forsyningen på flere energikilder samt for at fremme fortsat udvikling af vindkraftteknologi er parterne enige om at sikre grundlaget for opførelse af 2 havvindmølleparker på hver 200 MW. Etableringen sker ved gennemførelse af udbud, hvor der sigtes mod at udnytte områder ved Horns Rev og på Omø Stålgrunde. Den endelige beslutning om placering af parkerne kan først tages efter VVM-behandlingen. Udbuddet gennemføres som et udbud efter forhandling. Dette betyder, at der i første omgang sker en prækvalifikation af interesserede investorer inden der i anden omgang afgives bud. Derefter indgås aftale med den tilbudsgiver, der afgiver det billigste bud på den enkelte kontrakt. Indhentning af bud sker med udgangspunkt i følgende: I overensstemmelse med de gældende principper afholdes netudbygningsomkostningerne i forbindelse med havmølleudbygningen af den nye statslige system- og transmissionsvirksomhed. Der skabes adgang til forsøg og forskning i begge havmølleparker. Der fastsættes ikke noget afregningsloft og elforsyningsloven ændres med henblik på at skabe mulighed for realkreditfinansiering. Der vil i efteråret blive fremsat øvrig nødvendig følgelovgivning. Der offentliggøres en bekendtgørelse om udbud af de 2 havmølleparker primo juni 2004 med henblik på, at der tildeles koncessioner senest primo december 2004. Sigtet er at havmølleparkerne nettilsluttes 2007/2008. Afskaffelse af aftagepligten for vindkraftproduktion og forenkling af afregningsregler En afskaffelse af aftagepligten for vindkraftproduktion vil sikre et mere velfungerende elmarked, som også er til gavn for vindkraftproducenterne. Aftagepligten for vindkraftproduktion afskaffes derfor helt og erstattes af en finansiel støtte, som sikrer vindmølleejerne uændrede afregningspriser i overensstemmelse med de gældende overgangsordninger. Den lave rente kan i øvrigt gøre det fordelagtigt for vindmølleejere at omlægge gamle lån til nye realkreditlån. Der gennemføres en forenkling af beregningen af markedspris plus støtte, som ikke må overstige 36 øre/kWh for eksisterende vindmøller, der ikke længere er omfattet af overgangsordninger. Ændringen indebærer, at markedsprisen fastsættes som et månedsgennemsnit og ikke som spotprisen i den enkelte produktionstime. Skrotningsordning for gamle møller
Der indføres en skrotningsordning, der skal muliggøre, at der samtidig med udbygning med vindkraft varetages landskabelige hensyn gennem en sanering af områder med mange ældre og uheldigt placerede vindmøller. Ordningen vil indebære, at der nedtages omkring 900 gamle møller med en størrelse på op til 450 kW. Ordningen sigter mod en samlet etablering af ny kapacitet på op til 350 MW i løbet af de kommende 5 år. Skrotningsstøtten fastsættes til 12 øre/kWh, som udbetales i forbindelse med produktionen på nye møller i 12.000 fuldlasttimer for det dobbelte af den nedtagne vindmølles installerede effekt. Hvis den gennemsnitlige månedlige afregningspris til vindkraftproducenten i en måned overstiger 48 øre/kWh aftrappes skrotningsstøtten på de 12 øre tilsvarende. Der fastsættes herudover ikke noget afregningsloft for nye vindmøller, heller ikke efter udløbet af fuldlasttimeperioden. Økonomi- og erhvervsministeren og miljøministeren vil rette henvendelse til regionplanmyndighederne og kommunerne om at de udpeger arealer til genplacering af vindmøller i forbindelse med skrotningsordningen. Parterne vil gøre status 1. oktober 2004 med henblik på at vurdere om der er tilvejebragt et tilfredsstillende plangrundlag for at skrotningsordningen kan gennemføres. Forsknings-, demonstrations- og udviklingsopgaver med henblik på udvikling af et miljøvenligt og sikkert elsystem i Danmark. EnergiNet Danmark viderefører forsknings-, demonstrations- og udviklingsopgaver med henblik på udvikling af et miljøvenligt og sikkert elsystem i Danmark. Rammen for systemansvarets forskning udvides med 30 millioner kr. til i alt 130 millioner kr. årligt i en 4-årig periode. Midlerne vil bl.a. blive anvendt til gennemførelsen af forsknings-, demonstrations- og udviklingsaktiviteter rettet mod styring af elforsyningssystemer og styring af elforbruget, blandt andet ved brug af moderne kommunikationsudstyr og automatisering. Der gennemføres herunder pilotprojekter om anvendelse af solceller, udvikling af lagringsteknologier i tilknytning til bl.a. solvarme/solfangere, brintteknologier, køleteknologier og andre perspektivrige teknologier. Decentral kraftvarme For at sikre et mere velfungerende elmarked, herunder en større reguleringsevne, som sikrer en samfundsøkonomisk bedre udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier, er der enighed om at gennemføre følgende ændringer: Aftagepligten ophæves, og der gennemføres en omlægning af støtten for eksisterende decentral kraftvarme, som sikrer værkerne det samme samlede støtteniveau som under treledstariffen. Den nye støtte ydes som en effektbetaling, der skal sikre, at anlæggene holdes driftsklare og er fuldt til rådig for elmarkedet. Støtten reguleres i forhold til udviklingen i elprisen (beregnet som månedsgennemsnittet af spottimeprisen). Støtten reduceres ved stigende elpriser efter følgende skala: Når elprisen er højere end 11 øre/kWh reduceres støtten og ophører helt ved en elpris på 34 øre/kWh og derover.
Støtten fastsættes individuelt for det enkelte værk, således at den afspejler størrelsen af den støtte, som værket har opnået under treledstariffen. Støtten reguleres i en 5-årig periode fra lovens ikrafttrædelse med et indeks svarende til reguleringen af treledstariffen. Støtteperioden er 20 år fra anlæggets første tilslutning til nettet, dog mindst 15 år fra 1. januar 2004. Der etableres en overgangsordning for værker under 10 MW, således at det er frivilligt for disse værker i en periode på 2 år efter lovens ikrafttræden at skifte fra den gældende afregning efter treledstariffen til afregning efter den nye støttemodel. For større værker over 5 MW ophæves treledstariffen, mens værker på eller under 5 MW efter den 2-årige overgangsordning vil kunne fortsætte med afregning efter treledstariffen, som den beregnes idag. 5 år efter lovens ikrafttræden drøfter parterne, om der fortsat er behov for en indeksering af treledstariffen i lyset af anlæggenes økonomi og hensynet til varmeforbrugerne. Den nationale handlingsplan for den fremtidige infrastruktur vil belyse mulighederne for den fremtidige udbygning med decentrale kraftvarmeanlæg under hensyn til forsyningssikkerhed og på baggrund af de miljømæssige fordele. Varmeforsyningsloven ændres således, at de naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker indtil videre ikke ved spids- og reservelast kan udskifte afgiftsbelagt med afgiftsfrit brændsel. I forvejen kan værkerne ikke anvende kul. Der sigtes mod, at omlægningen af støtten kan have virkning fra 1. januar 2005. Parterne vil løbende følge virkningerne af omlægningen af støtten til decentral kraftvarme, herunder udviklingen i samproduktion af el og varme. Falder samproduktionen til under 90 pct. af det gennemsnitlige niveau i 2001-2003 optager parterne forhandlinger, såfremt den faldende samproduktion ikke alene skyldes øget anvendelse af anden miljøvenlig elproduktion. Fastlæggelse af afregningsregler for biogas Der er enighed om, at de i 2003 aftalte nye afregningsregler for biogasanlæg indføres samtidig med gennemførelsen af støtteomlægningen for decentral kraftvarme . Dette indebærer bl.a., at nye biogasanlæg, afregnes med 60 øre/kWh for en 10-årig periode og derefter med 40 øre/kWh for yderligere en 10-årig periode. Biogasanlæg, der leverer biogas til naturgasfyrede kraftvarmeanlæg, er omfattet af støttevilkårene under pkt. 5 ovenfor, og vil desuden få et biogaspristillæg på 26 øre/kWh (efter 10 år 6 øre).
Der vil være et samlet loft på 8 PJ for støtte til eksisterende og nye biogasanlæg nettilsluttet inden udgangen af 2008, svarende til en fordobling af den nuværende kapacitet. Der vil være mulighed for dispensation for krav til nettilslutningstidspunkt inden 2008, såfremt gennemførelsen af selve nettilslutningen forsinkes af forhold, som biogasproducenten ikke er skyld i.
Bilag 4
Bilag 4 Lovforslaget sammenholdt med gældende love
Gældende formulering Lovforslaget
Lov om elforsyning Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning
§ 1 I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 10. marts 2003, som ændret ved § 1 i l lov nr. 452 af 10. juni 2003, § 7 i lov nr. 458 af 10. juni 2003 og § 2 i lov nr. 1232 af 27. december 2003, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2 indsættes: »§ 2 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af Danmarks EU-retlige forpligtelser.«
2. § 3 affattes således:
§ 3. Økonomi- og erhvervsministeren holder et af Folketinget nedsat udvalg orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende landets elforsyning. »§ 3. Økonomi- og erhvervsministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg om væsentlige forhold vedrørende landets elforsyning gennem udarbejdelse af en årlig redegørelse. «
3. § 5 affattes således:
§ 5. I denne lov forstås ved følgende: Decentrale kraftvarmeanlæg: Kraftvarmeanlæg, som ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6. Direkte elforsyningsnet: Elforsyningsnet, beregnet for levering af elektricitet fra en elproduktionsvirksomhed til en anden elproduktionsvirksomhed eller bestemte forbrugere, og som helt eller delvis erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet. »§ 5. I denne lov forstås ved følgende: 1) Decentrale kraft-varme-anlæg: Kraft-varme-anlæg, som ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6. 2) Direkte elforsyningsnet: Elforsyningsnet, beregnet for levering af elektricitet fra en elproduktionsvirksomhed til en anden elproduktionsvirksomhed eller bestemte forbrugere, og som helt eller delvis erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet.
Distributionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som har til formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet. Elværksejet anlæg: Anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov. 3) Distributionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som har til formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet. 4) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet, herunder virksomhed med bevilling til forsyningspligtig virksomhed. 5) Elværksejet anlæg: Anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov.
Forbrugssted: Punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet. 6) Forbrugssted: Punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet.
Forsyningspligtig virksomhed: Virksomhed med bevilling, der forsyner forbrugere, som ikke har eller ikke gør brug af muligheden for valg af egen leverandør, med elektricitet. 7) Forsyningspligtig virksomhed: Virksomhed med bevilling med pligt til at forsyne forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, med elektricitet.
Kollektiv elforsyningsvirksomhed: Offentlig eller privat ejet virksomhed med bevilling, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions-, forsyningspligtig eller systemansvarlig virksomhed. Kollektive elforsyningsnet: Transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere. MW: Måleenhed for elektrisk effekt. 8) Kollektiv elforsyningsvirksomhed: Offentlig eller privat ejet virksomhed med bevilling, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed. 9) Kollektive elforsyningsnet: Transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere. 10) MW: Måleenhed for elektrisk effekt.
Netvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver distributionsnet. Sammenhængende elforsyningssystem: Kollektive elforsyningsnet med tilhørende anlæg i et større område, som er indbyrdes forbundet med henblik på fælles drift. 11) Netvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver distributionsnet. 12) Sammenhængende elforsyningssystem: Kollektive elforsyningsnet med tilhørende anlæg i et større område, som er indbyrdes forbundet med henblik på fælles drift.
Systemansvarlig virksomhed: Virksomhed med bevilling, der har det overordnede ansvar for at opretholde forsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem. Transit: Transport af elektricitet med henblik på at opfylde aftaler om elhandel, hvor ingen af aftaleparterne aftager eller producerer den pågældende elektricitet her i landet. 13) Systemansvarlig virksomhed: Virksomhed med bevilling, der har det overordnede ansvar for at opretholde forsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem. 14) Transit: Transport af elektricitet med henblik på at opfylde aftaler om elhandel, hvor ingen af aftaleparterne aftager eller producerer den pågældende elektricitet her i landet.
Transmissionsnet: Kollektivt elforsyningsnet som har til formål at transportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet. Transmissionsvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver transmissionsnet. 15) Transmissionsnet: Kollektivt elforsyningsnet som har til formål at transportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet. 16) Transmissionsvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver transmissionsnet. 17) VE-bevis: Et omsætteligt bevis for produktion af nærmere angivne former for VE-elektricitet.«
4. § 6 affattes således:
§ 6. Enhver har ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet her i landet. Denne forsyningsret indebærer ret til levering af elektricitet gennem et leveringstilbud fra en forsyningspligtig virksomhed, jf. kapitel 6, og fra de i § 7 nævnte tidspunkter ret til valg af leverandør. »§ 6. Enhver elforbruger kan frit vælge elleverandør.
Stk. 2. Forbrugere, som har adgang til valg af leverandør, har ret til at opsige og genindtræde i leveringen fra den forsyningspligtige virksomhed inden for rimelige frister og på rimelige vilkår. Stk. 2. Enhver har ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet her i landet gennem et leveringstilbud fra en virksomhed med forsyningspligt, jf. § 34.
Stk. 3. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår. Stk. 3. Forbrugere, som gør brug af retten til valg af leverandør, jf. stk. 1, kan genindtræde i leveringen fra virksomheden med forsyningspligt inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72. Stk. 4. Kollektive virksomheder samt forsyningspligtige virksomheder, for så vidt angår deres forsyningspligtydelse, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår. «
5. Efter § 6 indsættes: »§ 6 a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætte r regler med henblik på at forpligte elleverandører til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektricitet, herunder nærmere regler om indholdet af denne forpligtelse. Stk. 2. Regler efter stk. 1 kan blandt andet omfatte bestemmelser om følgende:
1) Krav om forbrugerens ret til en kontrakt, krav til indholdet af kontrakten, underretning om kontraktens betingelser, varsling af pris- og vilkårsændringer samt gebyrforhøjelser, forbrugerens adgang til opsigelse af kontrakten, betalingsmetoder, betaling for leverandørskift samt opsigelse og afbrydelse, bl.a. i forbindelse med misligholdelse fra forbrugerens side. 2) Klagebehandling, herunder regler om adgang til at påklage tvister mellem en forbruger og en leverandør om forhold, som fastsættes i medfør af nr. 1. Stk. 3. Ved fastsættelse n af regler efter stk. 1 og 2 kan det bestemmes, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. «
§ 7. Enhver elforbruger har fra følgende tidspunkter ret til valg af leverandør: 1) Forbrugere med et årligt forbrug på 100 GWh og derover: Fra denne lovs ikrafttræden. 2) Forbrugere med et årligt forbrug på 10 GWh og derover: Fra den 1. april 2000. 3) Forbrugere med et årligt forbrug på 1 GWh og derover: Fra den 1. januar 2001. 4) Alle øvrige forbrugere: Fra den 1. januar 2003. 6. § 7 ophæves.
Stk. 2. Forbruget opgøres pr. forbrugssted på grundlag af forbruget i seneste aflæste 12 måneders forbrug inden den i stk. 1 nævnte skæringsdato. Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 har elproduktionsvirksomheder adgang til at levere elektricitet til egne faciliteter og datterselskaber. Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den i stk. 3 nævnte forsyning. Stk. 5. Hvis tekniske forhold taler herfor, kan økonomi- og erhvervsministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg ændre de i stk. 1 nævnte frister.
7. §§ 8 - 9 affattes således:
§ 8. Enhver elforbruger her i landet skal aftage en forholdsmæssig andel af den elektricitet, som netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder i henhold til lovens kapitel 9 eller regler eller afgørelser i medfør af loven er forpligtet til at aftage. For elektriciteten betales den pris, der følger af loven eller af bestemmelser fastsat efter loven. »§ 8. Enhver elforbruger her i landet skal afholde en forholdsmæssig andel af de kollektive elforsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved at gennemføre de offentlige forpligtelser, som påhviler dem, jf. stk. 3 og 4. Dette gælder dog ikke i det omfang andet følger af §§ 8a og 9.
Stk. 2. Forbrugere af elektricitet kan ved aftale med netselskabet frigøre sig for aftageforpligtelsen efter stk. 1 mod en betaling, som skal være rimelig over for de øvrige forbrugere. Stk. 2. Enhver elforbruger her i landet skal fra det af økonomi- og erhvervsministeren efter § 61 fastsatte tidspunkt erhverve VE-beviser efter reglerne i kapitel 9.
Stk. 3. Enhver elforbruger her i landet skal fra det af økonomi- og erhvervsministeren efter § 61 fastsatte tidspunkt erhverve VE-beviser efter reglerne i kapitel 9. Stk. 3. De systemansvarlige virksomheders nødvendige omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 56 – 57 a opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug .
Stk. 4. Medmindre andet følger af bestemmelsen i stk. 5, skal enhver elforbruger her i landet afholde en forholdsmæssig andel af de kollektive forsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved at gennemføre de offentlige forpligtelser, som disse er pålagt ifølge denne lov eller anden lovgivning eller regler eller afgørelser i medfør af denne lov, jf. § 9. Stk. 4. Omkostninger til nedennævnte ydelser opkræves af den systemansvarlige virksomhed hos alle elforbrugere i det område, hvortil den systemansvarlige virksomhed har bevilling: 1) Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger til dækning af ydelser ifølge § 27 a, stk. 1, nr. 2, § 27 c, stk. 8, 2. pkt., § 28 a, § 29, § 30, §§ 58 – 58 b og § 59 a, stk. 1.
2) Netvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de ydelser, som disse er pålagt ifølge § 22, stk. 5, § 67 og § 68. 3) Efter økonomi- og erhvervsministerens bestemmelse omkostninger til dækning af etablering af elproduktionsanlæg på havet, jf. § 17, stk. 6. 4) Transmissionsvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som disse er pålagt ifølge § 68.
Stk. 5. Netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til det i § 59, stk. 1, 2. pkt., nævnte pristillæg på maksimalt 27 øre pr. kWh opkræves hos elforbrugerne efter følgende principper: Stk.5. De kollektive elforsyningsvirksomheders øvrige omkostninger påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser, og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer.
1) For et årligt elforbrug på 100 GWh eller derunder pr. forbrugssted opkræves en forholdsmæssig andel af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders samlede omkostninger til pristillægget inden for et sammenhængende elforsyningssystem, herunder en forholdsmæssig andel af de udgifter til pristillægget, der ikke kan dækkes som følge af bestemmelsen i nr. 2. 2) For det elforbrug, der overstiger 100 GWh pr. forbrugssted, opkræves ikke beløb til dækning af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til det i § 59, stk. 1, nævnte pristillæg.
Stk. 6. Såfremt der i medfør af §§ 59 a og 59 b ydes pristillæg, opkræver netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder omkostningerne til disse hos elforbrugerne efter de i stk. 5 fastsatte principper. Stk. 7. Den afregningspris, som de systemansvarlige virksomheder yder, jf. § 9, stk. 1, til decentrale kraftvarmeanlæg, som ejes af elproduktionsvirksomheder, der råder over en kapacitet på over 150 MW, opkræves indtil den 1. januar 2004 således, at den del af prisen, som overstiger den efter § 59 d fastsatte markedspris, opkræves hos elforbrugerne efter de principper, som er angivet i stk. 5. For perioden indtil 1. juli 2001 anvendes dog en markedspris på 13 øre pr. kWh. Stk. 6. De kollektive elforsyningsvirksomheders administrationsomkostninger ved betaling af ydelser som nævnt i stk. 3 og 4 opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer .
§ 8 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge de systemansvarlige virksomheder at sikre, at samtlige elforbrugere i de to sammenhængende elforsyningssystemer i forhold til deres elforbrug aftager samme andel af den i § 8, stk. 1, nævnte elektricitet og afholder omkostningerne i forbindelse hermed. § 8 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugere, der helt eller delvis selv producerer den elektricitet, som de forbruger, under nærmere angivne betingelser kun skal betale pristillæg m.v. som nævnt i §§ 56 – 58 b i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet. Ministeren kan herunder fastsætte, at reglerne kun gælder for anlæg, som var i drift den 12. april 2000.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan træffe afgørelse eller fastsætte regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, at aftagepligten kun vedrører nærmere angivne dele af den i § 8, stk. 1, nævnte elektricitet. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om ydelse af pristillæg efter §§ 58 og 58 a til egenproducenter. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, hvorledes grundbeløb og pristillæg beregnes for anlæg omfattet af § 58, og regler om betingelser for ydelse af pristillæg til anlæg omfattet af § 58 a.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugere, der helt eller delvis selv producerer den elektricitet, som de forbruger, under nærmere angivne betingelser kun har pligt til at aftage miljøvenlig elektricitet som nævnt i § 8, stk. 1, og til at betale pristillæg som nævnt i §§ 59 a og 59 b, i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet. Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler for, hvorledes elforbruget og elproduktionen skal måles og opgøres. Udgifterne til målingen afholdes af elproducenten.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at elforbrugere, der producerer kraftvarme på naturgas eller andre miljøvenlige brændsler, såfremt de lader deres forpligtelse til at aftage miljøvenlig elektricitet beregne i forhold til deres totale elforbrug, kan modregne den del af deres elproduktion, som de selv forbruger, i aftagepligten.
Stk. 5. Det kan ved fastsættelse af regler efter stk. 3 bestemmes, at reglerne kun gælder for nærmere angivne anlæg eller brændsler, ligesom det kan bestemmes, at reglerne kun gælder for anlæg, som var i drift den 12. april 2000. Stk. 6. Producenter, hvis aftagepligt for miljøvenlig elektricitet beregnes efter regler fastsat efter stk. 3, kan ikke opnå den efter § 58 fastsatte afregningspris for elektricitet, som producenten ønsker at afhænde.
Stk. 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at en elproducent, hvis anlæg tages i drift efter et af ministeren fastsat tidspunkt, og hvis aftagepligt beregnes efter stk. 4, ved salg kun kan opnå den efter § 58 fastsatte afregningspris for den del af sin elproduktion, der overstiger producentens totale forbrug af elektricitet. Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler for varslingsfrister for forbrugere, der ønsker at lade deres pligt til at aftage miljøvenlig elektricitet beregne efter stk. 3 og 4, samt regler for, hvorledes elforbruget og elproduktionen skal måles og opgøres. Udgifterne til målingen afholdes af elproducenten.
§ 9. Følgende omkostninger til offentlige forpligtelser skal afholdes af alle elforbrugere inden for et sammenhængende elforsyningssystem: 1) Den systemansvarlige virksomheds nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som denne er pålagt efter bestemmelserne i § 27 a, stk. 1, nr. 2, § 28, stk. 2, nr. 4, § 29, § 30, § 56, § 57, stk. 1, § 58, stk. 3. § 9. Netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til pristillæg m.v. som nævnt i §§ 56 – 57 a opkræves hos elforbrugerne efter følgende principper: 1) For et årligt elforbrug på 100 GWh eller derunder pr. forbrugssted opkræves en forholdsmæssig andel af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders samlede omkostninger til pristillægget inden for et sammenhængende elforsyningssystem, herunder en forholdsmæssig andel af de udgifter til pristillægget, der ikke kan dækkes som følge af bestemmelsen i nr. 2.
2) Netvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som disse er pålagt efter bestemmelserne i § 22, stk. 1, nr. 3 og 4, samt stk. 5, § 57, stk. 1, § 67 og § 68. 2) For det elforbrug, der overstiger 100 GWh pr. forbrugssted, opkræves ikke beløb til dækning af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til de nævnte pristillæg m.v.«
3) Efter økonomi- og erhvervsministerens bestemmelse omkostninger til dækning af etablering af elproduktionsanlæg på havet, jf. § 17, stk. 6. 4) Transmissionsvirksomhedernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, som disse er pålagt efter bestemmelsen i § 68. Stk. 2. De kollektive elforsyningsvirksomheders øvrige omkostninger påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer.
Stk. 3. De systemansvarlige virksomheders omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 59 a og 59 b opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug, jf. dog § 8, stk. 6, og § 8 a, stk. 3.
§ 10. Elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW kan kun udøves af virksomheder, der har opnået bevilling fra økonomi- og erhvervsministeren. 8. I § 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Økonomi- og erhvervsministeren kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til, at et elproduktionsanlæg med en kapacitet på over 25 MW midlertidigt drives uden bevilling. «
§ 16. Etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i bestående anlæg kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra økonomi- og erhvervsministeren. Tilladelserne meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan betinge godkendelsen af disse anlæg af vilkår, herunder krav til konstruktion, indretning, installationer, opstilling, drift, nedtagning og sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg samt tekniske og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom. 9. I § 16 indsættes som stk. 3 : »Stk. 3. Elproduktionsanlæg nævnt i stk. 1, som er fast forankret på samme sted på søterritoriet m.v., anses i tinglysningsmæssig henseende for fast ejendom. Tinglysning af rettigheder over sådanne anlæg sker efter reglerne i tinglysningslovens § 19, stk. 1, 2. pkt., ved retten i Århus. «
§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8 og § 97, stk. 2. 10. I § 19, stk. 1, udgår »og § 97, stk. 2 « .
§ 20. 3) stille fornøden transportkapacitet til rådighed og 11. § 20, stk. 1, nr. 3, affattes således: »3) stille fornøden transportkapacitet til rådighed og give adgang til transport af elektricitet i elforsyningsnettet og«.
12. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Bevillingshavere efter § 19, stk. 1, skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver bevillingshaverens tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Bevillingshaveren skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres. «
§ 21. Etablering af nye transmissionsnet beregnet for spændinger på over 100 kV og væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra økonomi- og erhvervsministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af nettet, herunder sikkerhedsstillelse for nedtagning af anlæg. 13. § 21, stk. 1, 2. pkt., affattes således: »Meddelelse af tilladelse er betinget af, at ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkelig behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker af hensyn til forsyningssikkerheden, skabelsen af velfungerende konkurrencemarkeder og indpasning af vedvarende energi, eller hvis det ansøgte projekt er nødvendigt til opfyldelse af et pålæg i medfør af § 21, stk. 3 eller 4.«
14. I § 21 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge bevillingshavere efter § 19, stk. 1, at anlægge og udbygge samt drive transmissionsanlæg.« Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
§ 21 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge den systemansvarlige virksomhed at anlægge og drive nye søledningsanlæg til varetagelse af forsyningssikkerheden på mindre øer. 15. I § 21 a udgår »nye « .
§ 22. 3) opkræve betaling fra forbrugerne for de betalingsforpligtelser, som er fastsat ved denne lov, 16. I § 22, stk. 1, nr. 3, udgår »fra forbrugerne « .
4) formidle og afregne elektricitet, som leveres ifølge en aftageforpligtelse, som er fastsat ved denne lov, 17. § 22, stk. 1, nr. 4, affattes således: »4) afregne miljøvenlig elektricitet og varetage andre opgaver ifølge bestemmelserne i kapitel 9,«.
give energirådgivning til forbrugerne i forsyningsområdet og 18. I § 22, stk. 1, nr. 7 , ændres »og « til: », «.
8) give rådgivning og information om elsikkerhedsmæssige spørgsmål til forbrugerne, elinstallatører og andre elfagfolk samt bistå Sikkerhedsstyrelsen med gennemførelse af tilsyn og undersøgelse af stærkstrømsanlæg. 19. I § 22, stk. 1, nr. 8, ændres ». « til: », «.
20. I § 22, stk. 1, indsættes som nr. 9 og 10 : »9) anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, den anvender til at udføre sit hverv, og 10) informere forbrugerne om deres rettigheder i relation til forsyningspligt.«
21. I § 22 efter stk. 3 som nyt stykke : »Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om samfakturering af de ydelser, forbrugeren modtager i henhold til denne lov.« Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3, herunder regler om afgrænsning af opgaverne og om fakturering og opkrævning af beløb. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter stk. 1, nr. 6, og for rådgivning efter stk. 1, nr. 7. 22. I § 22, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »og om fakturering« til: », information om energiforbrug « .
§ 23. Stk. 3. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår som nævnt i § 21, stk. 1. § 21, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse. 23. I § 23, stk. 3, 2. pkt ., ændres »stk. 4 « til: »stk. 5 « .
24. § 24 affattes således:
§ 24. Enhver har ret til mod betaling at benytte det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet, jf. dog § 25, stk. 5. Stk. 2. Transport af elektricitet til forbrugere her i landet kan dog kun ske med henblik på levering til de forbrugere, der har ret til at få leveret elektricitet efter bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 3, eller med henblik på forsyningspligtige virksomheders levering til forbrugere i virksomhedens forsyningsområde. »§ 24. Enhver har ret til at anvende det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet imod betaling, jf. dog stk. 3. Stk. 2. Anmodning om transport rettes til den kollektive elforsyningsvirksomhed, hvis net ønskes benyttet. De kollektive elforsyningsvirksomheder må ikke forskelsbehandle brugere af systemet eller kategorier af brugere eller begunstige egne selskaber eller ejere.
Stk. 3. Med henblik på at sikre den fulde udnyttelse af kapaciteten i det kollektive elforsyningsnet kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om adgangen til at indgå aftaler om reservation af netkapacitet. Økonomi- og erhvervsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at eksisterende aftaler om reservation af netkapacitet skal administreres på en måde, som sikrer den fulde udnyttelse af kapaciteten i det kollektive elforsyningsnet. Stk. 3. Netvirksomheden og den systemansvarlige virksomhed kan afvise en anmodning om transport på grund af mangel på transportkapacitet. Stk. 4. Afslag på en anmodning om transport, jf. stk. 3, skal begrundes. En kollektiv elforsyningsvirksomhed, som giver afslag på en anmodning om transport, jf. stk. 3, skal efter anmodning give relevante oplysninger om de foranstaltninger, der vil være nødvendige for at styrke nettet. Den kollektive elforsyningsvirksomhed kan betinge fremlæggelsen af sådanne oplysninger af betaling af et gebyr til dækning af rimelige omkostninger forbundet hermed. Stk. 5. Energitilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om transport, jf. stk. 3. «
§ 25. Transporten af elektricitet efter § 24 skal foregå efter priser og betingelser, som fastsættes henholdsvis af den systemansvarlige virksomhed og af net- og transmissionsvirksomhederne, jf. kapitel 10. Stk. 2. Anmodning om transport rettes til den netvirksomhed, hvortil slutmodtageren af elektriciteten er tilsluttet. Stk. 3. Vilkårene for transit fastsættes ved forhandling. Anmodning herom rettes til den systemansvarlige virksomhed. 25. § 25 ophæves.
Stk. 4. Netvirksomheden og den systemansvarlige virksomhed skal give ansøgere, som opfylder betingelserne herfor, adgang til transport af elektricitet uden ugrundet ophold. Forhandlinger med ansøgere om transitadgang skal indledes uden ugrundet ophold. Stk. 5. Netvirksomheden og den systemansvarlige virksomhed kan afvise en anmodning om transport eller transit på grund af mangel på transportkapacitet.
26. Efter § 26 indsættes før kapitel 5:
»Fællesskabsbestemmelser om elforsyningsnet
§ 26 a. Bestemmelserne i § 20, § 21, stk. 2-6, § 23, stk. 2 og 3, og § 24 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af Rådets og Europa-Parlamentets forordning nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om behandling af en anmodning om undtagelse efter artikel 7 i den i stk. 1 nævnte forordning.«
§ 27. Systemansvarlig virksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8 og § 97, stk. 2. 27. I § 27, stk. 1, udgår »og § 97, stk. 2 « .
§ 27 c. Stk. 2. Elproduktion, som er omfattet af aftagepligt i medfør af § 57, stk. 1, nr. 1, er undtaget fra anmeldelsespligten. 28. § 27 c, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
Stk. 5. Elproduktion fra decentrale og industrielle kraftvarmeproduktionsanlæg og elproduktionsanlæg, der producerer VE-elektricitet eller anvender affald som brændsel, har prioriteret adgang til elforsyningsnettet. 29. I § 27 c, stk. 5, 1. pkt., udgår »og industrielle « .
Stk. 8. Såfremt en brugers faktiske elproduktion, elforbrug eller elhandel i et driftsdøgn ikke svarer til det, som er godkendt efter stk. 3, kan den systemansvarlige virksomhed kræve, at der ydes rimelig betaling for de ubalancer, det påfører systemet. 30. I § 27 c, stk. 8, indsættes som 2. pkt .: »Dette gælder dog ikke for elproduktion fra en vindmølle omfattet af §§ 56 a og 56 b, et VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 57 og et decentralt kraft-varme-anlæg eller et elproducerende affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 58 a.«
Stk. 10. De regler og kriterier, som den systemansvarlige virksomhed fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, skal være tilgængelige for brugere og potentielle brugere af det kollektive elforsyningsnet. Reglerne skal anmeldes til økonomi- og erhvervsministeren. 31. § 27 c, stk. 10, 2. pkt ., ophæves.
Stk. 11. Klager over de regler og kriterier, som den systemansvarlige virksomhed fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, kan indbringes for økonomi- og erhvervsministeren. Ministeren kan give pålæg om ændring af reglerne. 32. § 27 c, stk. 11, affattes således: »Stk. 11 . Den systemansvarlige virksomhed skal, efter høring af relevante parter, anmelde regler og kriterier, som virksomheden fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, til Energitilsynet. Energitilsynet kan give pålæg om ændring af reglerne og kriterierne, jf. § 77.«
33. I § 27 d indsættes som stk. 2 og 3 : »Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at den systemansvarlige virksomhed skal iværksætte nærmere angivne foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger anses for nødvendige for at opretholde en tilstrækkelig forsyningssikkerhed. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at foranstaltningerne skal iværksættes efter udbud eller anden gennemsigtig og ikke-diskriminerende procedure. Stk. 3. Den systemansvarlige virksomheds iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 2 skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren. «
§ 28. Stk. 2. 4) Sikre, at den aftagepligtige produktion efter § 57 aftages, og at denne fordeles forholdsmæssigt til forbrugerne. 34. § 28, stk. 2, nr. 4, affattes således: »4) Fordele omkostninger ved miljøvenlig elektricitet og varetage andre opgaver ifølge bestemmelserne i kapitel 9.«
35. I § 28, stk. 2, indsættes som nr. 12 og 13: »12) Sikre, efter pålæg fra økonomi- og erhvervsministeren, midlertidig videreførelse af den bevillingspligtige aktivitet i tilfælde af, at en bevilling inddrages i medfør af § 54, stk. 1 eller 4, jf. § 54, stk. 6. 13) Anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, den anvender til at udføre sit hverv.«
36. Efter § 28 indsættes:
»§ 28 a. Den systemansvarlige virksomhed skal dække en forsyningspligtig virksomheds nødvendige meromkostninger i forbindelse med levering af elektricitet til elforbrugere, som er tilsluttet et isoleret kollektivt elforsyningsnet, i forhold til den pris, den forsyningspligtige virksomhed kan opkræve efter § 72, stk. 1, inden tillæg af administrations- og balanceringsbidrag. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren skal fastsætte regler eller træffe afgørelse om afgrænsning af de isolerede kollektive elforsyningsnet, som omfattes af stk. 1.
§ 28 b. Den systemansvarlige virksomhed skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver virksomhedens tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Virksomheden skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de stk. 1 nævnte forhold, herunder om hvad programmet skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.«
§ 29. Den systemansvarlige virksomhed skal sikre, at der udføres sådanne forsknings- og udviklingsprojekter, som er nødvendige for udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier. 37. § 29, stk. 1, affattes således: »Den systemansvarlige virksomhed skal sikre, at der udføres sådanne forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, som er nødvendige for udnyttelse af miljøvenlige elproduktionsteknologier, herunder udvikling af et miljøvenligt og sikkert elsystem.«
§ 30. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan påbyde de systemansvarlige virksomheder at anlægge og drive transmissionsanlæg mellem Fyn og Sjælland. 38. § 30, stk. 2, ophæves.
§ 32. Økonomi- og erhvervsministeren udnævner 2 medlemmer uden stemmeret i den systemansvarlige virksomheds bestyrelse. Stk. 2. De af ministeren udnævnte medlemmer udpeges for en periode af 4 år og skal være uafhængige af kommercielle el- og varmeforsyningsinteresser og af erhvervsmæssige interesser i øvrigt. 39. § 32 ophæves.
§ 33. Forsyningspligtig virksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8 og § 97, stk. 2. 40. I § 33, stk. 1, udgår »7 og « samt »og § 97, stk. 2 «.
41. § 34 affattes således:
§ 34. En forsyningspligtig virksomhed skal tilbyde forbrugerne i virksomhedens forsyningsområde 1) levering af tilstrækkelig elektricitet som nævnt i § 6, 2) opfyldelse af købsforpligtelsen for VE-beviser efter reglerne i kapitel 9 og 3) tjenesteydelser vedrørende energibesparelser. »§ 34. En virksomhed med forsyningspligt skal i bevillingsområdet tilbyde levering af elektricitet til forbrugere, som ikke gør brug af muligheden for valg af anden leverandør, eller hvis leveringsaftale med en anden leverandør er ophørt.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser, herunder regler om samarbejde mellem flere forsyningspligtige virksomheder om udførelsen af forpligtelserne. Stk. 2. En virksomhed, der leverer elektricitet til en forbruger i medfør af stk. 1, skal oplyse forbrugeren om, fra hvilken virksomhed forbrugeren modtager sine elleverancer og under hvilke betingelser, samt oplyse forbrugeren om, at denne har ret til at opsige og genindtræde i leveringen fra den forsyningspligtige virksomhed inden for rimelige frister og til priser fastsat i overensstemmelse med § 72.
Stk. 3. En virksomhed, der leverer elektricitet til en forbruger i medfør af stk. 1, skal tilbyde forbrugeren opfyldelse af købsforpligtelsen for VE-beviser efter reglerne i kapitel 9. «
42. § 35 affattes således:
§ 35. Inden et transmissionsnet på 200 kV eller derover eller en netforbindelse til udlandet, som ejes af en bevillingshaver, eller ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne net, kan afstås til andre, skal staten forud tilbydes at købe transmissionsnettet, netforbindelsen eller ejerandelen. Forkøbsretten udøves på statens vegne af økonomi- og erhvervsministeren. »§ 35. Transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV og ejerandele i transmissionsvirksomheder, der ejer sådanne net (transmissionsandele), kan udelukkende afstås til staten. Ejere, der ønsker at foretage afståelser omfattet af denne bestemmelse, giver underretning herom til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 2. Stk. 1 finder også anvendelse ved afståelse af ejerandele i en systemansvarlig virksomhed. Stk. 2. Der indtræder pligt til at afstå transmissionsandele til staten, når 50 % af ejerandelene i en virksomhed, der direkte eller indirekte besidder sådanne transmissionsandele, efter den 21. april 2004 har skiftet ejer, eller når ejere af ejerandele i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer transmissionsandele, enten ved erhvervelsen eller senere, alene eller i forening med andre ejere, opnår bestemmende indflydelse i den pågældende virksomhed. Til ejerskifte efter denne bestemmelse medregnes ikke ejerskifte til ejerandele i forbrugerejede selskaber, når overtagelse af ejerskabet er en vedtægtsmæssig betingelse for overtagelse af brugen af selskabets installation hos den nye forbruger.
Stk. 3. Forkøbsretten bortfalder, hvis ministeren ikke inden 3 måneder, fra tilbudet er kommet frem, tilkendegiver at ville udnytte denne. Prisen fastsættes på almindelige markedsvilkår. Ved uenighed fastsættes prisen samt betalingsvilkårene af taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Stk. 3. En virksomhed, der direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, skal straks give underretning til økonomi- og erhvervsministeren, når 50 % af ejerandelene i virksomheden efter den 21. april 2004 har skiftet ejer, eller hvis virksomheden bliver bekendt med, at en af virksomhedens ejere alene eller i forening med andre ejere opnår bestemmende indflydelse i virksomheden. En ejer, der alene eller i forening med andre opnår bestemmende indflydelse i virksomheden, skal straks give underretning til økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 4. En aftale, som indgås i strid med stk. 1 og 2, er ugyldig. Stk. 4. Selskabsmæssige omstruktureringer og udnyttelse af forkøbsrettigheder, køberettigheder og tegningsrettigheder stiftet før den 21. april 2004 er ikke omfattet af stk. 1-3.
Stk. 5. Statens købepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes af økonomi- og erhvervsministeren, inden 3 måneder fra ministeren har modtaget underretning efter bestemmelserne i stk. 1 og 3. Såfremt overtagelsen forudsætter udskillelse af transmissionsnet efter stk. 6, regnes fristen dog først fra udskillelse er sket. Ministeren kan udpege en statslig virksomhed til at opfylde købepligten efter stk. 1 og 2.
Stk. 6. Inden statens overtagelse af transmissionsandele efter stk. 1 og 2 skal virksomheder, der både ejer transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV og net på andre niveauer, udskille transmissionsnettet på mellem 100 kV og 200 kV i et selvstændigt aktieselskab. Udskillelsen skal ske snarest muligt og senest 12 måneder efter modtagelsen af underretning om, at statens købepligt er indtrådt.
Stk. 7. I mangel af enighed fastsættes pris- og betalingsvilkår for overtagelse af ejerskab til transmissionsnet efter stk. 1 og 2 af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan hos virksomheder, sælgere af ejerandele og ejere, omfattet af stk. 1 - 3, forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for udøvelse af tilsyn med, at de nævnte bestemmelser er overholdt.
Stk. 9. Transmissionsvirksomheder, som driver transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, skal med virkning fra den 1. januar 2005 drives i aktieselskabsform. «
43. Efter § 35 indsættes: »§ 35 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan indgå aftale om statens overtagelse af transmissionsnet på 200 kV eller derover, netforbindelser til udlandet og systemansvarlige virksomheder. «
§ 36. En netvirksomhed må hverken helt eller delvis afstå sine ejerandele i en elproduktionsvirksomhed til 1) en virksomhed, hvori netvirksomheden direkte eller indirekte besidder ejerandele, 2) en virksomhed, som direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden, 3) en virksomhed, som direkte eller indirekte er helt eller delvis ejet af en virksomhed, der tillige direkte eller indirekte besidder ejerandele i netvirksomheden. Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1. 44. § 36 ophæves.
§ 38. Elproduktions- og elhandelsvirksomheder og disse virksomheders datterselskaber må tilsammen ikke 1) eje mere end 15 pct. af en kollektiv elforsyningsvirksomheds samlede kapital eller 2) besidde en bestemmende indflydelse i kraft af særlige stemmerettigheder i en kollektiv elforsyningsvirksomheds ledende organer. Stk. 2. Forsyningspligtige virksomheder må tilsammen ikke 45. § 38 ophæves.
370 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.