Ændringsforslag til 3. behandling af Forslag til lov om ændring af udlændingeloven \n(Ændring af reglerne om tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og styrket indsats mod ægteskaber, der indgås mod eget ønske)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200318L00196@2003-12-18/da
Indhold
Ændringsforslag stillet den 18. december 2003
Ændringsforslag
til 3. behandling af
(Ændring af reglerne om tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og styrket indsats mod ægteskaber, der indgås mod eget ønske)
[af integrationsministeren (Bertel Haarder)]
Af integrationsministeren:
Til § 1
1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 9, stk. 7, ændres i 2. pkt. »inden det fyldte 4. år« til: »inden det fyldte 6. år«.
[Ændring af aldersgrænse fra 4 til 6 år]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ved 2. behandling den 16. december 2003 af lovforslag nr. L 6 af 8. oktober 2003 om ændring af udlændingeloven. (Ændring af reglerne om tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og styrket indsats mod ægteskaber, der indgås mod eget ønske) vedtog et flertal i Folketinget regeringens ændringsforslag af 2. december 2003.
Det følger herefter af den med lovforslaget foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 7, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, når den herboende person ikke har haft dansk indfødsret i 28 år, og efter § 9, stk. 1, nr. 1, litra b-d, medmindre ganske særlige grunde taler derimod, kun kan gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land, og at herboende personer med dansk indfødsret, der er adopteret fra udlandet inden det fyldte 4. år, og som senest i forbindelse med adoptionen har erhvervet dansk indfødsret, anses for at have haft dansk indfødsret fra fødslen.
Med ændringsforslaget til 3. behandling foreslås det, at gruppen af herboende personer med dansk indfødsret, der er adopteret fra udlandet inden det fyldte 4. år, og som senest i forbindelse med adoptionen har erhvervet dansk indfødsret, udvides til at omfatte herboende personer med dansk indfødsret, der er adopteret fra udlandet inden det fyldte 6. år, og som senest i forbindelse med adoptionen har erhvervet dansk indfødsret.
Ved at vælge en aldersgrænse på 6 år i stedet for 4 år sikres det, at endnu flere udenlandske adoptivbørn, der kommer til Danmark og ved adoptionen erhverver dansk indfødsret, bliver sidestillet med børn født af danske forældre. Herudover vil udenlandske adoptivbørn, der kommer hertil inden det fyldte 6. år, fortsat have en begrænset tilknytning til oprindelseslandet, ligesom de pågældende normalt vil have deres opvækst og skolegang i Danmark.