Forslag til folketingsbeslutning om lempelse af grænseværdierne i EU for aflatoksiner i fødevarer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20031BB00029@2003-10-30/da
Indhold
Fremsat den 30. oktober 2003 af Jørn Jespersen (SF), Aage Frandsen (SF) og Anne Grete ;Holmsgaard (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
Folketinget pålægger regeringen at arbejde aktivt for, at grænseværdien for aflatoksiner i fødevarer ændres til den internationale Codex Alimentarius-standard, og for, at ulandene gives mulighed for at føre den nødvendige kontrol med deres produkter.
Bemærkninger til forslaget
Handel er en essentiel faktor for vækst. Over en længere årrække er det ved intensivt arbejde lykkedes at opnå enighed i det internationale samfund om at afskaffe nogle af de toldbarrierer, der har været sat som vandtætte skotter mellem handel i Vesten og udviklingslandene. Hidtil har fokus således været på de toldmæssige handelshindringer, og en proces er i gang for at afskaffe disse. Det må dog konstateres, at denne proces går alt for langsomt og hvert år koster menneskeliv i udviklingslandene på grund af tabte eksportindtægter.
De ikketoldmæssige handelsbarrierer har imidlertid indtil nu været overset.
Et eksempel er Afrika, som repræsenterer 10 pct. af verdens befolkning, men kun 2 pct. af verdens handel. I perioden 1962-93 er Afrikas eksport faldet med 11 mia. dollars om året. Dette skyldes i høj grad, at de standarder, EU har vedtaget på fødevare-, sundheds- og miljøområdet, forhindrer udviklingslandene i at eksportere deres produkter. I adskillige tilfælde har EU langt lavere standarder end Codex Alimentarius, hvilket kommer til at fungere som en handelshindring. Det gælder for eksempel for handelen med jordnødder, der er et centralt eksportprodukt for mange afrikanske lande. De strammere standarder har vidtrækkende konsekvenser for udviklingslandenes muligheder for at handle med EU, mens de sundheds- eller miljømæssige fordele ofte kan være svære at få øje på.
Sænkning af standarden
EU’s standard for aflatoksin er væsentlig lavere end den internationale standard. Det er dybt skadeligt for udviklingslandene, idet standarden alene i Afrika medfører tabte eksportindtægter på omkring 670 mio. USD om året. 1) Dette skal sammenholdes med, at den lave standard ikke har nogen nævneværdig sundhedsmæssig effekt. Således vurderer Verdensbanken, at EU’s lavere standard sparer under 1 menneskeliv om året i EU. 2) Studier har antydet en sammenhæng mellem aflatoksin og leverkræft, men ikke, at forskellen mellem den internationale grænseværdi og EU’s lavere grænseværdi har nogen sundhedsmæssig effekt. Derfor foreslås det, at grænseværdien tilpasses internationalt niveau, idet det vurderes, at de sundhedsmæssige konsekvenser af en sådan ændring vil være forsvindende små.
Som opfølgning på tilpasningen af grænseværdien for aflatoksin til den internationale Codex Alimentarius-standard, er det nødvendigt at give udviklingslandene hjælp til at opbygge de nødvendige certificerings- og kontrolsystemer, så de kan overholde standarderne. Reglerne ændres ofte og er svære at gennemskue. Dette udgør en yderligere barriere for udviklingslandenes adgang til det europæiske marked.
Skriftlig fremsættelse
Jørn Jespersen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om lempelse af grænseværdierne i EU for aflatoksiner i fødevarer.
(Beslutningsforslag nr. B 29).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.