Forslag til folketingsbeslutning om sikring af frivillighed ved økonomisk støtte til politiske partier
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20031BB00045@2003-11-13/da
Fremsat den 13. november 2003 af Bent Bøgsted (DF), Colette L. Brix (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
Folketinget pålægger regeringen inden den 30. marts 2004 at fremsætte lovforslag, der med virkning senest fra den 1. januar 2005 skal sikre, at intet medlem af en arbejdsgiverforening, erhvervsorganisation eller faglig organisation gennem medlemskab eller kontingentbetaling kan pålægges direkte eller indirekte at bidrage med økonomisk støtte til partipolitisk arbejde, medmindre den pågældende frivilligt har givet sit udtrykkelige, positive samtykke hertil.
Bemærkninger til forslaget
1. Formålet med forslaget
Forslagsstillerne fremsætter dette beslutningsforslag med det formål at sikre, at ingen her i landet gennem medlemskab af eller kontingentbetaling til en arbejdsgiverforening, erhvervsorganisation eller faglig organisation kan pålægges direkte eller indirekte at bidrage med økonomisk støtte til partipolitisk arbejde, medmindre den pågældende frivilligt har givet sit udtrykkelige, positive samtykke hertil.
Reglerne bør udformes således, at lovgivningen giver reelle garantier for, at manglende samtykke fra den enkelte medfører en reduktion i den pågældendes kontingentbetaling eller på anden måde har en reel indflydelse på organisationens dispositionsret over kontingentindtægter og organisationsformue.
Mange erhvervsvirksomheder og enkeltpersoner tvinges i dag til gennem deres medlemskab af en arbejdsgiverorganisation eller faglig organisation at yde økonomisk støtte til et politisk parti, hvis politik de ikke sympatiserer med eller ikke ønsker at give penge til. Det er i afgørende strid med moderne demokratiopfattelse. Forslaget skal derfor sikre, at medlemmer kun betaler partistøtte gennem en sådan organisation, hvis de ved en aktiv handling har tilkendegivet et udtrykkeligt ønske om det, f. eks. ved en tilmeldingskupon, hvoraf det klart fremgår, hvilket parti der ønskes støttet, og hvilket beløb der ydes.
2. Historik
I Danmark har der historisk været tradition for at betragte de politiske partier som private sammenslutninger, som derfor ikke var berettiget til at modtage støtte fra det offentlige. I december 1965 blev det ganske vist vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontorarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til medlemspartiet var der ikke tale om. Først i 1986 blev offentlig støtte til partierne lovfæstet. Denne ordning trådte i kraft den 1. januar 1987, og støtten blev forøget i 1995. 1)
Historisk set har der været stærke bånd mellem interesseorganisationer og nogle af de fire »gamle« partier. Partierne har fået tilført store ressourcer fra interesseorganisationerne i form af ekspertise, arbejdskraft og – ikke mindst – direkte økonomisk støtte. Denne allokering har betydet, at partierne har været klart afhængige af interesseorganisationerne. Indførelsen af offentlig partistøtte blev i den politiske debat bl.a. begrundet med, at man ville mindske partiernes afhængighed af interesseorganisationerne.
I loven om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber 2) er det fastlagt, hvorledes partistøtten er kategoriseret. Den indkomsttype, der berøres af beslutningsforslaget, er omfattet af § 3, stk. 5, som omfatter »tilskud fra internationale organisationer, kollektive private sammenslutninger, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, erhvervsvirksomheder, fonde og foreninger«.
I det omfang det er muligt, har forslagsstillerne fundet talmateriale helt tilbage til 1960’erne for at vise omfanget af den støtte, partierne har modtaget under ovennævnte definerede indkomsttype. Materialet for hele denne periode er dog mangelfuldt. Det skyldes bl.a., at Venstre først så sent som i 1989 og Det Konservative Folkeparti først fra 1991 begyndte at offentliggøre deres regnskaber.
Et andet problem er, at ikke alle former for støtte til politiske partier bliver noteret i regnskaberne. Forskeren Lars Bille skriver herom: »Desuden kan man heller ikke gå ud fra, at alt, hvad der er foregået af finansielle transaktioner til gavn for et parti, fremgår af dets regnskab. Eksempelvis fremgår det ikke noget sted af Socialdemokratiets regnskab, at SiD i midten af 1980’erne afsatte 180 mio. kr. til en bekæmpelse af den siddende borgerlige regering«. 3)
De tal, der er tilgængelige, varierer en del over årene. Det skyldes især, at partierne modtager større støtte i valgårene, men også indførelsen af den offentlige partistøtte i 1987. 4)
Tabel 1. Socialdemokratiet.
Indtægtsprofil 1960-1994 og 1998-2001
År § 3, stk. 5’s andel af de samlede indtægter
1960-1969 55 %
1970-1979 49 %
1980-1989 53 %
1990-1994 34 %
1998-2001 45 %
Tabel 2. Venstre.
Indtægtsprofil 1989-1994 og 1998-2001
År § 3, stk. 5’s andel af de samlede indtægter
1989 20 %
1990-1994 28,4 %
1998-2001 23 %
Venstre begyndte først at offentliggøre partiets regnskaber i 1989. Der foreligger ikke tilgængelige oplysninger om partiets økonomiske forhold i tiden før.
Tabel 3. Det Konservative Folkeparti.
Indtægtsprofil 1991-1994 og 1998-2001
År § 3, stk. 5’s andel af de samlede indtægter
1991-1994 40 %
1998-2001 40 %
Der foreligger ikke tilgængelige oplysninger om Det Konservative Folkepartis økonomiske forhold i tiden før 1991. Partiet begyndte først at offentliggøre sine regnskaber, da dette blev et lovkrav. I 1991 udgjorde støtten 25 pct. af partiets indtægter. I 1994 var den 50 pct.
Som det ses, er informationerne om de politiske partiers økonomiske forhold mangelfulde. På den ene side kan tallene antyde, at Socialdemokratiet i de senere år er blevet mindre afhængig af fagbevægelsen. På den anden side fremgår det ikke, hvis f.eks. SiD bruger midler til at bekæmpe en borgerlig regering til fordel for Socialdemokratiet. Det er endnu sværere at sige noget om Venstres og De Konservatives afhængighed af § 3, stk. 5. Men »Det dominerende ved Det Konservative Folkepartis indtægtsprofil er – og har formentlig altid været – dets store afhængighed af tilskud fra erhvervsvirksomheder, -organisationer m.v.« 5) Forslagsstillerne håber, at partierne under udvalgsbehandlingen vil medvirke til at tilvejebringe yderligere materiale, der måtte vise sig at være relevant.
3. Hvor store bidrag er der tale om?
Tabel 4 viser, hvor meget Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti modtog under § 3, stk. 5, år for år i perioden 1998-2001. I parentes er angivet den andel, som støtten udgør af det enkelte partis samlede indtægter. 6)
Tabel 4. Tilskud til Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti 1998-2001
1998 1999 2000 2001
Venstre 7.395.000 (23,2 %) 3.193.501 (11,6 %) 7.360.388 (22,3 %) 14.779.676 (35,2 %)
Socialdemokratiet 29.058.000 (53,8 %) 14.830.000 (35,4 %) 15.787.000 (36,1 %) 33.200.000 (52,8 %)
Det Konservative Folkeparti 6.853.000 (36 %) 3.334.000 (28,7 %) 5.496.457 (36,8 %) 12.503.731 (56,8 %)
LO’s hovedbestyrelse vedtog i november 2002 at afvikle den økonomiske støtte fra LO til Socialdemokratiet, som hidtil har beløbet sig til ca. 8 mio. kr. om året eller 32 mio. kr. i løbet af en valgperiode. 7) Dette betyder dog ikke noget for den massive støtte, som LO normalt giver til dette parti i forbindelse med valgkampe. Således har LO gjort klart, at man stadig vil yde støtte til Socialdemokratiet i forbindelse med valgkampe. Partiet kan formentlig forvente at modtage ca. 15 mio. kr. fra fagbevægelsen ved valgkampen i 2005.
LO’s beslutning om at indstille noget af støtten til Socialdemokratiet får ikke større konsekvenser for den støtte, partiet modtager fra forbundene under LO. Af de 20 forbund under LO gav 15 partistøtte til valgkampen i 2001. Nedenstående tabel 5 viser, hvilke forbund der har ydet økonomisk støtte til politiske partier. Det fremgår endvidere, at de fleste forbund ikke regner med at ændre støtten til partierne.
Efter at foranstående bemærkninger er udarbejdet, er der opstået uro om LO’s manglende økonomiske støtte til Socialdemokratiet. Under overskriften »Rumlerier i LO om tilknytning til Socialdemokraterne« hedder det i et nyhedstelegram: 8)
»LO besluttede i starten af året at fjerne partistøtten til Socialdemokraterne, men i LO’s bagland rumler der stadig et ønske om at genindføre støtten til partiet. En af de utilfredse med beslutningen er formanden for Træ-Industri-Byg, Arne Johansen, der gerne ser, at LO genoptager partistøtten.
»Jeg er ikke tilfreds med skilsmissen fra partiet, og den gik måske lidt hurtigt. Jeg mener faktisk, at vi er nødt til at vælge side, og vi bør arbejde sammen med dem, som vi deler holdninger med«, sagde TIB-formanden i et indlæg på LO’s kongres i København tirsdag. Fra Dansk Metals side blev der fremlagt et forslag til en fælles kongresudtalelse, hvori det blev pålagt LO’s ledelse at genoptage de meget tætte bånd til partiet.
»Kongressen pålægger den kommende ledelse i LO, at man genoptager de meget tætte bånd til Socialdemokratiet, og at man også hjælper og støtter op om partiet rent økonomisk, som man tidligere har gjort«, lød forslaget. Forslagsstilleren, medlem af Dansk Metals hovedbestyrelse Kurt T. Nielsen, begrundede sit forslag med, at »hvis man ikke bakker op om partiet på alle mulige måder, hvem skulle ellers gøre det?«, som han spurgte kongressen.
Metals forslag blev dog trukket allerede om formiddagen og erstattet med et forslag fra TIB, der understregede LO’s politiske støtte til Socialdemokraterne. Forinden havde LO-formanden dog været på talerstolen og understreget, at trods de løsnede formelle bånd til partiet var samarbejdet ikke blevet mindre vigtigt.
»Jeg undrer mig over, at fjernelsen af det økonomiske tilskud anses for at være et brud med Socialdemokraterne. Det har det aldrig været, og det er stadig os, der i samarbejde skal være arkitekter på fremtiden. Og vores eget værdigrundlag viser, at vi står tæt på de holdninger, som særlig Socialdemokraterne har«, sagde Hans Jensen. Han understregede dog samtidig, at samarbejdet med Socialdemokraterne ikke måtte blokere for samarbejde med andre partier i Folketinget. »Vi kan ikke melde os ud af politik, blot fordi Socialdemokraterne ikke længere sidder i regering«, sagde LO-formanden.
Beslutningen om at fjerne partistøtten til Socialdemokraterne blev taget som et led i planen fra februar i år om at forny LO med et nyt værdigrundlag, som blandt andet skal ruste paraplyorganisationen til udfordringerne i det 21. århundrede.«
Tabel 5. Fagforbundenes partistøtte til valgkampen i 2001. 9)
Forbund Partistøtte til 2001-valgkamp 10) Til hvilke partier 11) Planer for fremtidig støtte 12)
Specialarbejderforbundet 9.000.000 S, SF og EL Vides ikke
HK/Danmark 3.600.000 S, SF og EL 3.400.000 i 2003, måske derefter stop
Kvindeligt Arbejderforbund 2.300.000 S Uændret, måske nedtrapning
Dansk Metal 1.500.000 S Uændret, måske nedtrapning
Dansk Elforbund 1.000.000 S og SF Stop
Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet 800.000 S Uændret
Forbundet Træ-Industri-Byg 700.000 S Uændret
Dansk Funktionærforbund – Serviceforbundet 200.000 S Uændret
Malerforbundet 130.000 S, SF og EL Uændret
Blik- og Rørarbejderforbundet 100.000 S, SF og EL Uændret
Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund 100.000 S Uændret
Hærens Konstabel- & Korporalforening 100.000 S Uændret
RestaurationsBranchens Forbund 90.000 S, SF og EL Uændret, måske optrapning
Pædagogisk Medhjælper Forbund 30.000 S, SF og EL Uændret
Dansk Jernbaneforbund 360 13) S Uændret
Dansk Artist Forbund 0 Uændret
Forbundet af Offentligt Ansatte 0 14) S Uændret
Socialpædagogernes Landsforbund 0 Uændret
Teknisk Landsforbund 0 Uændret
Telekommunikationsforbundet 0 Optrapning, hvis fusion med Metal
Det fremgår af ovenfor viste tabel, at Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er de eneste partier, der modtager støtte fra fagforeningerne. Dansk Arbejdsgiverforening og dets medlemmer offentliggør ikke de beløb, de betaler til politiske partier. Ifølge partistøtteloven skal de politiske partier offentliggøre navnene på bidragydere, der giver mere end 20.000 kroner i støtte. Af V’s og K’s regnskaber fremgår det, at en række arbejdsgiverorganisationer yder denne støtte. 15)
4. Udenlandske forhold
På foranledning af Dansk Folkeparti er der fra en række danske ambassader i udlandet blevet indhentet oplysninger om retsstillingen vedrørende støtte til bestemte politiske partier over medlemskontingentet til faglige organisationer i en række lande, som Danmark ofte sammenlignes med. 16) Oplysningerne kan sammenfattes som følger:
Norge
Støtte til politiske partier i Norge over medlemskontingenter til faglige organisationer er ikke lovreguleret. Det betyder, at medlemmer af faglige organisationer ikke kan forhindre, at en del af deres medlemskontingent går til at støtte et bestemt politisk parti (Bilag 2).
Finland
Området er ikke lovreguleret. Men kancellichefen i det finske arbejdsministerium oplyser, at faglige organisationer normalt ikke giver økonomisk støtte til politiske partier, men det kan forekomme, at de giver bidrag til enkelte kandidater med baggrund i de pågældende organisationer (Bilag 3).
Island
På den danske ambassades forespørgsel om, hvorvidt medlemmer af faglige organisationer i Island kan komme til at betale partistøtte via deres faglige kontingent, svarede det islandske justits- og kirkeministerium: »Om dette emne gælder ingen lov her i landet, og ministeriet har ikke kendskab til, at noget sådant har fundet sted siden første årti i sidste århundrede, da Islands Socialdemokrati og ASI (De samvirkende fagforbund i Island) var nært forbundne. Disse bånd blev imidlertid brudt i første del af århundredet, og det er usandsynligt, at enkelte fagforeninger har ydet støtte til politiske partier siden da, idet fagforeningernes medlemmer er tilhængere af forskellige partier.« (Bilag 4).
Holland
Det hollandske indenrigsministerium oplyser, at området ikke er lovreguleret, men Hollands to største fagforbund oplyser, »at de hidtil har taget afstand fra denne mulighed og ikke overvejer at give en sådan støtte.« Disse fagforbund oplyser, »at de grundlæggende har et ønske om – og udadtil tilstræber – at fremstå som politisk uafhængige.« (Bilag 5).
USA
Ifølge det amerikanske arbejdsministerium findes der ikke føderal lovgivning, der gør det muligt for medlemmer at undgå at betale bidrag via fagforeningen til politiske aktiviteter, men det understreges samtidigt, at medlemskab af en fagforening i USA er helt frivilligt. Det bemærkes, at de enkelte stater har mulighed for selv at lovgive på dette område, hvilket nogle stater har gjort (se nærmere herom i bilag 6). En domstolsafgørelse fra 1988 (Beck versus Communications Workers of America) gjorde det dog klart, at en person, der ikke er medlem af en fagforening, kun kunne blive opkrævet fagforeningskontingent, såfremt omkostningerne gik til at dække varetagelsen af den beskæftigedes snævre interesser. Dette udelukker støtte til politisk arbejde. I 2001 udsendte den nuværende amerikanske administration et dekret om, at »alle virksomheder, der gjorde forretning med den føderale regering, skulle meddele deres medarbejdere om deres rettigheder i henhold til Beck-afgørelsen.« (Bilag 6).
Tyskland
Partilovgivningen i Tyskland fastslår, at partistøtte, som er opkrævet over et kontingent af en faglig organisation, er lovlig (Bilag 7).
Sverige
Der findes ingen lovbestemmelser om støtte til politiske partier fra private. Emnet har dog været debatteret flere gange, især op til valgkampe (Bilag 8).
Det fremgår, at Danmark ikke er det eneste land, hvor medlemmer af faglige organisationer kan komme ud for at betale penge til partipolitiske formål uden aktivt at have besluttet det. Omvendt kan det også konstateres, at f.eks. Island og Holland er nået så langt i deres demokratiske udvikling, at det slet ikke er nødvendigt at lovgive på dette område, idet de faglige organisationer har indset, at deres medlemmer ikke tilhører et bestemt parti, og derfor koncentrerer sig om at varetage medlemmernes faglige interesser i stedet for at involvere sig i partipolitik.
5. Begrundelse for forslaget
Indførelsen af den offentlige partistøtte fra 1987 og forøgelsen i 1995 havde som formål bl.a. at sikre partiernes økonomiske uafhængighed. En sådan uafhængighed er dog for nogle af partiernes vedkommende langtfra opnået, hvilket ses af tabellerne foran. Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti er således stærkt afhængig af § 3, stk. 5-støtten, idet disse partier – som det fremgår af tabellerne foran – modtager mellem ca. 20 pct. og ca. 45 pct. af deres indtægter som støtte.
Anderledes ser det ud for de andre partier. Socialistisk Folkeparti modtog i årene 1980-1990 15 pct. af partiets indtægter og i 1990-1994 14 pct. som indtægter under § 3, stk. 5. Enhedslisten har modtaget tilskud fra SiD og HK. Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti modtog ingen eller kun ubetydelige tilskud. 17)
Tidligere blev fagbevægelsens støtte til Socialdemokratiet i den offentlige debat forsvaret med, at både partiet og bevægelsen repræsenterede arbejderklassen. De Konservatives støtte fra arbejdsgiverne blev også begrundet med et påstået interessefællesskab. Desuden henviste begge politiske sider i Folketingssalen til, at hvis kun den ene side modtog støtte, ville der opstå ubalance.
I dag er den politiske virkelighed en anden. Siden begyndelsen af 1970’erne har der været store forskydninger i vælgergrupperne. Den klassiske arbejdervælger, der generation efter generation kun stemmer på Socialdemokratiet og føler en nøje sammenhæng mellem sit faglige arbejde og sit partipolitiske ståsted, eksisterer stort set ikke. Det samme gør sig gældende for arbejdsgivere, landmænd og andre grupper. Mange vælgere føler ingen tilknytning overhovedet til de partier, som deres faglige organisationer tildeler store millionbeløb. Tværtimod opleves det ofte som dybt uretfærdigt, at man gennem sit faglige eller erhvervsmæssige medlemskab er tvunget til at bidrage til partipolitisk arbejde, som man ikke har sympati for. Det er i strid med moderne demokratiopfattelse, at lønmodtagere, mindre arbejdsgivere og andre tvinges til at betale bidrag gennem deres medlemskab af LO, DA og forbund og medlemsorganisationer under hovedorganisationerne. Det giver et stort demokratisk underskud, at nogle få partier, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, accepterer at modtage tvangsudskrevne støttemidler fra disse organisationer og forbund.
Der er i dag i befolkningen en meget stærk uvilje mod denne tvang. Et stort flertal i befolkningen og et flertal i alle partier, også i Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, ønsker en skærpelse af lovgivningen. Nedenstående undersøgelse viser danskernes holdning til partistøtte.
Tabel 6. Danskernes holdning til partistøtte fra fagbevægelser og arbejdsgivere 18)
Alle DF VK S SF/Ø
Bør fagbevægelsen standse støtten til Socialdemokratiet?
Ja 69 94 81 50 57
Nej 23 6 12 41 37
Ved ikke 8 0 7 9 6
Bør arbejdsgiverne og erhvervslivet standse støtten til de borgerlige partier?
Ja 65 84 72 48 62
Nej 25 9 18 40 30
Ved ikke 10 6 9 12 8
Bør Folketinget skærpe loven om partistøtte?
Ja 59 85 65 52 50
Nej 26 8 24 30 34
Ved ikke 14 7 11 18 15
En lignende undersøgelse er offentliggjort i 2003. 19) Her har man spurgt en række medlemmer af de politiske partier, om fagforeningers og erhvervsorganisationers økonomiske støtte til partier bør afskaffes. Resultatet ses i nedenstående tabel.
Tabel 7. Partimedlemmers holdning til afskaffelse af fagforeningers og erhvervsorganisationers økonomiske støtte til partier
EL SF S RV CD KRF V KF DF Alle vejet
15 12 -27 50 24 70 43 23 75 19
Antal 563 460 514 509 410 368 446 481 408 4.169
Tallene er gennemsnit beregnet efter følgende kodning: helt enig = 100, enig = 50, hverken/eller = 0, uenig = -50, helt uenig = -100.
Også denne undersøgelse viser en generel modstand mod fagforeningernes og erhvervsorganisationernes økonomiske støtte til de politiske partier. Kun blandt Socialdemokratiets medlemmer er der i denne undersøgelse overvejende opbakning til denne økonomiske støtte. Blandt medlemmer i alle de andre partier er der tilslutning til ønsket om at afskaffe den økonomiske støtte fra fagforeninger og erhvervsorganisationer. Et bemærkelsesværdigt resultat af undersøgelsen er, at Venstres vælgere i høj grad er enige i det stillede spørgsmål, uanset at Venstre modtager en del støtte fra disse organisationer. Venstre er dog formentlig ikke afhængig af denne støtte i samme omfang som Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet.
I august 2000 oplyste HK, at forbundet havde omkring 380.000 medlemmer. I nedenstående tabel ses, hvor mange af dets medlemmer der havde meldt partistøtten fra. I år 2000 var det 27.089 ud af 380.000. Det svarer til 7,1 pct. af dets medlemmer.
Tabel 8. Frameldinger fra politisk støtte i HK 20)
1991 5.620
1995 16.989
2000 27.089
2001 29.324
Af partiregnskabslovens § 1 fremgår det, at medlemmerne bestemmer, om de ønsker at yde partistøtte via deres medlemskab: »Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til, skal tilsikre, at bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt opkrævet over medlemskontingentet er frivilligt for det enkelte medlem.«
En hovedårsag til, at der alligevel er så mange, der betaler støtte til de politiske partier, er det utilstrækkelige princip, der er nedlagt i lovens § 2: »Medlemmer, der ønsker at blive fritaget for at betale bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt over medlemskontingentet, skal afgive en skriftlig erklæring herom.«
Der er tale om et frameldingsprincip i stedet for et tilmeldingsprincip. Ifølge de foreliggende oplysninger betaler HK’s medlemmer 266 kroner om året til LO, og af disse går ca. 7 kr. til at støtte politiske partier. Dertil kommer den økonomiske støtte, HK yder i forbindelse med folketingsvalg. Her er der tale om et beløb på 10 kr. pr. medlem, forudsat at der afholdes folketingsvalg hvert fjerde år.
Nævnes bør, at det forhold, at et medlem af en faglig organisation vælger at framelde sig som bidragsyder til partipolitisk støtte, ikke nødvendigvis fører til, at den pågældende organisations økonomiske støtte til et politisk parti nedsættes. Organisationen kan således vælge at fastholde et uændret bidrag til partipolitisk arbejde eller til valgkamp, selv om et betydeligt antal medlemmer har fravalgt at deltage. Det betyder måske på det teoretiske plan, at de, der ikke har fravalgt, bidrager med større beløb pr. capita end før. Men i realiteternes verden sker der ved en framelding fra et medlem hverken nogen ændring i medlemmets økonomi, i organisationens kontingentindtægt eller i størrelsen af bidraget til det politiske parti. Medlemmets fravalg har derfor ingen som helst betydning for organisationens adgang til at disponere over kontingenterne fra medlemmerne. Man kan således betegne fravalget som en rent symbolsk handling uden økonomisk virkning.
Kun et tilmeldingsprincip vil være i tråd med den moderne demokratiopfattelse. Kun herved kan det sikres, at ingen mod sin vilje bidrager til at finansiere partipolitisk arbejde gennem sit medlemskab eller over medlemskontingentet.
I forbindelse med Folketingets behandling i 1990 af partiregnskabsloven indhentede Justitsministeriet efter Retsudvalgets anmodning en udtalelse fra Det Danske Center for Menneskerettigheder om private bidrag til politiske partier m.v. 21) Centeret udtalte bl.a. følgende:
»Det forhold, at enkeltpersoner eller juridiske personer (efter omstændighederne mere eller mindre frit) tilslutter sig faglige foreninger for i fællesskab at varetage økonomiske og sociale rettigheder, giver ikke foreningen ret til at disponere på det enkelte medlems vegne på centrale ytringsmæssige områder, navnlig ikke i forbindelse med politiske ytringer, som direkte kan siges at involvere det enkelte medlem mod den pågældendes vilje. ... Dette indebærer, at det enkelte medlem (individ eller juridisk person) så vidt muligt skal give sit aktive, frivillige samtykke til, at der på den pågældendes vegne afgives politiske ytringer, enten i form af udtalelser eller indirekte i form af økonomiske tilskud udmålt pr. capita. Det enkelte medlem kan samtidig ikke hindre organisationens/foreningens flertal i at indtage politiske standpunkter som forening betragtet.« 22)
Centeret udtaler endvidere:
»Selvbestemmelsesretten i henseende til afgivelse eller ikke-afgivelse af navnlig politiske ytringer betinger, at partistøtte gennem faglige organisationer pr. capita så vidt muligt kun bør ske på grundlag af det enkelte medlems positive tilsagn. Manglende samtykke bør, hvis samtykket skal have reel betydning, medføre en reduktion i pågældendes kontingent til foreningen eller på anden måde have en reel indflydelse på foreningens dispositioner. Lovforslaget synes ikke at indebære sådanne garantier. Som forslaget fremtræder synes der at foreligge en reel risiko for, at det ikke realiserer sin egen målsætning: at gøre det frivilligt for det enkelte organisationsmedlem, om han eller hun vil støtte et partipolitisk arbejde gennem sit medlemskab og fagforeningskontingent.« 23)
Forslagsstillerne finder, at lovgivningen fra 1990 bør ændres, så den i fremtiden kan give reelle garantier for, at støtten til politiske partier over kontingenter gøres frivillig.
6. Fagbevægelsens og arbejdsgiverorganisationernes forhold til medlemmer og partier
Også i fremtiden bør arbejdsmarkedets forhold i videst muligt omfang afgøres ved forhandling og indgåelse af overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter frem for ved politiske diktater fra Folketinget eller EU. Men det skal være den enkelte arbejdstagers frie ret at afgøre, hvem der bedst varetager vedkommendes politiske interesser.
Fagbevægelsens historiske og snævre tilknytning til Socialdemokratiet har bevirket, at afstanden mellem fagbevægelsens ledere og den enkelte lønmodtagers interesser er blevet stor. Der er i dag blandt fagbevægelsens almindelige medlemmer en udbredt skepsis over for fagbevægelsens rolle og eksistensberettigelse. Fagbevægelsens tvangsudskrevne økonomiske bidrag til partipolitisk arbejde er en medvirkende årsag.
Fagforeningerne skal ikke kun sørge for bedre løn og arbejdsvilkår. De skal også opretholde en dialog med medlemmerne om alle sider af fagligheden og arbejdslivet, bl.a. videreuddannelse og kompetenceudvikling, arbejdsmiljø, medansvar, tiden efter arbejdslivet m.v. Alt dette er vigtigt, ligesom fagbevægelsen – som andre interesseorganisationer – naturligt skal gøre sin indflydelse gældende gennem en løbende dialog med regeringen og Folketinget.
Dansk Folkeparti finder, at det er nødvendigt for fagbevægelsen at omdefinere sine opgaver, hvis den vil undgå at miste opbakningen fra arbejdspladserne og engagementet fra sine medlemmer. Fagbevægelsen bør se i øjnene, at en meget stor del af den organiserede arbejdskraft i dag ikke tilslutter sig Socialdemokraterne. Store dele af fagbevægelsens medlemmer vælger i dag andre politiske partier, og de fleste ønsker at se fagbevægelsen helt frigjort fra partipolitiske bindinger.
Tilsvarende synspunkter gør sig gældende for erhvervsorganisationerne. De skal varetage faglige og erhvervsmæssige interesser, men det er ude af trit med en nutidig demokratiopfattelse, når erhvervsorganisationer opretholder millionbidrag til Venstre og Det Konservative Folkeparti. Ovenfor er redegjort for, hvor stor en andel § 3, stk. 5-støtten udgjorde af partiernes samlede indtægt. For S’ og K’s vedkommende var resultatet, at i valgår kommer mere end halvdelen af disse partiers indtægter i form af § 3, stk.5-støtte, og i andre år 30-40 pct. af de samlede indtægter. Mange vil sikkert mene, at S og K i virkeligheden modtager en form for kunstigt åndedræt. De to partier får aldrig en chance for at bevise, om de har styrke og energi nok til at eksistere i deres egen og deres medlemmers ret, medmindre loven ændres og tvangsbidragene fjernes.
7. Tidligere politiske initiativer
Både den offentlige og den private partistøtte har været diskuteret adskillige gange i Folketinget siden midten af 1960’erne, hvor tilskud til kontormedarbejdere indførtes. Sidst spørgsmålet blev debatteret i Folketinget, var i 2001. Her fremsatte SF forslag til folketingsbeslutning om frivillig støtte til politiske partier.« 24) Formålet med forslaget var at sikre, at partier, der ønsker at modtage den offentlige partistøtte, kun kan modtage denne, »såfremt partiet har sikret sig, at medlemmerne af de pågældende foreninger personligt på en tilmeldingskupon har tilkendegivet, at de er indforstået med, at støtten gives på deres vegne«. Endvidere indebar forslaget, at partierne ikke måtte modtage mere end 20.000 kroner fra en bidragsyder om året.
I bemærkningerne til forslaget anførte SF bl.a.:
»I det danske demokrati er det en selvfølgelighed, at det enkelte menneske har ret til personligt og frit at tage stilling til, hvilket politisk parti vedkommende ønsker at støtte. Det følger også heraf, at det er unfair at bringe mennesker i en situation, hvor de økonomisk kommer til at bidrage til at støtte partier, de slet ikke ønsker at støtte. Derfor må det tilsvarende være grundprincippet i frivillig støtte til politiske partier, at den enkelte selv aktivt har sagt til og markeret et ønske om at yde støtte.«
Flere ordførere var under førstebehandlingen indstillet på, at foreninger skulle gå fra et frameldingsprincip til et tilmeldingsprincip. Både Birthe Rønn Hornbech (V) og Svend Aage Fauerholdt (DF) udtalte sig således til støtte for tilmeldingsprincippet.
Dansk Folkeparti og Enhedslisten har i flere spørgsmål til beskæftigelsesministeren og justitsministeren forsøgt at få oplyst regler for partistøtte i andre demokratiske lande. 25)
Justitsministeriets standardsvar på spørgsmål om partistøtte har tidligere været, at »Justitsministeriet er ikke umiddelbart i besiddelse af oplysninger om, hvilke regler om støtte til politiske partier der gælder i andre lande«. Imidlertid er der på forslagsstillernes foranledning i 2003 rettet henvendelse til en række danske ambassader i udlandet, hvorfra der nu foreligger opdaterede oplysninger om regelsættene, jf. foran under bemærkningerne pkt. 4.
8. Gennemførelsen af beslutningsforslaget i praksis
I dag betaler alle medlemmer af en faglig organisation det samme kontingent, uanset om vedkommende har meldt partistøtten fra eller ej. Når det drejer sig om organisationers bidrag til partier, må de begrænses, f.eks. sådan, at der samlet kun kan ydes de beløb, som medlemmer har indbetalt til organisationerne, med en udtrykkelig anmodning om, at beløbet skal videregives til et politisk parti. Der skal således foreligge en aktiv handling fra den enkelte person, en beslutning om at ville betale et bidrag. Denne anmodning kan på opkrævningskort eller giroblanket eller på anden måde udtrykkeligt markeres og udfyldes af medlemmet, f.eks. efter en afkrydsningsmetode, hvor medlemmet kan vælge at betale et beløb til et politisk parti efter det enkelte medlems eget valg. Sådanne frivillige bidrag kan sammenlignes med støttebidrag eller indsamlingsbidrag til andre medlemsorganisationer, men vil ikke – i modsætning til faglige kontingenter – kunne fradrages i den skattepligtige indkomst. Herved opnås, at det enkelte medlem selv bestemmer ikke kun beløbets størrelse, men også, hvilket parti beløbet skal tilfalde.
I stedet for de »negative« kuponer i fagbladene i dag, må man vende bevisbyrden om. Der er naturligvis intet i vejen for, at f.eks. HK kan skrive til sine medlemmer og spørge – måske endda opfordre til – at de støtter partipolitisk arbejde og et eller flere politiske partier. Men det skal være den enkelte, der selv udtrykkeligt anfører på en tilmeldingskupon, hvilket politisk parti han eller hun ønsker at støtte og med hvilket beløb. Organisationen skal med andre ord kun virke som en helt neutral formidler af betalinger fra medlemmerne til partierne. Det kan have en praktisk betydning, som er legitim nok i sig selv, fordi nogle medlemmer vil foretrække at bidrage gennem deres organisation frem for selv at skulle melde sig ind i eller tage kontakt med et politisk parti.
Forbuddet mod tvangsbetalinger til politiske partier skal gælde alle foreninger, organisationer osv., også når der er tale om organisationer, der ikke har pligtmæssigt medlemskab. Det enkelte medlem kan naturligvis stadig give alle de bidrag, han eller hun vil, men den enkelte er beskyttet af selv at kunne afgøre for sit eget vedkommende, hvilken individuel støtte han eller hun vil yde.
En kommende lovgivnings tekniske udformning bør diskuteres nøje i folketingsudvalget. Behandlingen af SF’s beslutningsforslag i 2001 viser, at der er flere lovtekniske overvejelser, og forskellige modeller bør vurderes, så det reelt sikres, at den udformning, man vælger, har bred tilslutning i partierne, i praksis kan overholdes, virker retfærdig i forhold til det enkelte medlem af en organisation og kan administreres på en ukompliceret og sikker måde. Det bør også af sådanne organisationers årsregnskab fremgå, om der er ydet tilskud til partipolitisk arbejde m.v., og hvis det er tilfældet, skal det kunne bekræftes i revisors erklæring, at sådanne beløb er indbetalt som frivillige bidrag fra medlemmerne.
9. Bilag
Bilag 1: opgørelse af frivillige bidrag over kr. 20.000 til Det Konservative Folkeparti, årsregnskab 2001.
Bilag 2: bilag fra Den Danske Ambassade i Oslo: »Støtte til politiske partier over medlemskontingenter til faglige organisationer«.
Bilag 3: bilag fra Den Danske Ambassade i Helsingfors: »Faglige organisationers støtte til politiske partier«.
Bilag 4: bilag fra Den Danske Ambassade i Reykjavik: »Partistøtte til faglige organisationer«.
Bilag 5: bilag fra Den Danske Ambassade i Haag: »Støtte til politiske partier over medlemskontingenter til faglige organisationer«.
Bilag 6: bilag fra Den Danske Ambassade i Washington: »Svar til Folketinget om fagforeningsmedlemmers bidrag til politisk arbejde«.
Bilag 7: bilag fra Den Danske Ambassade i Berlin: »Støtte til politiske partier over medlemskontingenter til faglige organisationer«.
Bilag 8: bilag fra den Danske Ambassade i Stockholm: »Partistøtte fra faglige organisationer«.
Bilag 1
Bilag 1 Side 7 i Det Konservative Folkeparti’s årsregnskab 2001 NOTER 2001 2000 kr. tkr. Note 1. Private bidrag Bidrag i henhold til lovens § 3, stk. 1/5 679.039 0 Private bidrag 0 337 Bidrag til KV/KF og EU-kampagner 11.824.695 5.159 Private bidrag 12.503.731 5.496 Opgørelse af frivillige bidrag over kr. 20.000, jf. lov nr. 394 af 14. juni 1995: Chr. Augustinus Fabrikker A/S, Amaliegade 47, 1256 København K. Dansk Arbejdsgiverforening, Vester Voldgade 113, 1790 København K. Dansk Industri, H.C. Andersens Boulaward 18, 1787 København K. Danske Entreprenører, Nørre Voldgade 106, 1358 København K. FLS Industries A/S, Vigerslev Allé 77, 2500 Valby Industriens Almene Arbejdsgiverforening, H.C. Andersens Bouleward 18, 1787 København K. Industriens Arbejdsgivere, H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København K. Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København K. Rederiet A.P. Møller, Eksplanaden 50, 1263 København K. Skandinavisk Tobakskompagni A/S, Tobaksvejen 4, 2860 Søborg Edith Kirk Christiansen, Systemvej 6, 7190 Billund Danmarks Rederiforening, Amaliegade 33, 1256 København K. Egmont Gruppen, Vognmagergade 11, 1148 København K. Sofus Bernhards Fond, Keilstruplund, 2, 3460 Birkerød Berlingske Tidende, Pilestræde 34, 1147 København K. Kirkbi A/S, Systemvej 6, 7190 Billund Kjeld Kirk Kristiansen, Skovparken 106, 7190 Billund
Bilag 2
Bilag 2 Ambassaden i Oslo, e-post 158 af 1. juli 2003 14:57:42 J.nr. 85.Nor.6/4 Støtte til politiske partier over medlemskontingenter til faglige organisationer. Umfax 327 af 30.6.03. F.Kons j.nr. 85.A.85 Ambassaden har været i kontakt med arbejds- og administrationsdepartementet, justits- og politidepartementet og det norske LO. Det oplystes, at spørgsmålet om støtte til politiske partier over medlemskontingenter til faglige organisationer ikke er lovreguleret og derfor er underlagt de almindelige foreningsretlige regler. Dette betyder, at det enkelte medlem af en faglig organisation ikke kan forhindre, at vedkommendes andel af organisationens indtæger fra medlemskontingenter eller andre af foreningens indtægter anvendes til at støtte bestemte politiske partier, såfremt foreningens kompetente organer har vedtaget at yde en sådan støtte. LO oplyste, at LO har ydet støtte til både Arbejderpartiets og Socialistisk Venstrepartis valgkamp og afsætter årlige beløb til faglige politiske aktiviteter. P.a.v. Wintop Ambassaden Oslo 158
Bilag 3
Bilag 3 Ambassaden i Helsingfors, e-post 215 af 1. juli 2003 15:35:24 Desk By: 2/7 J.nr. 85.Fin.6 Faglige organisationers støtte til politiske partier Ummail 419 af 30.6.2003-10-28 Ambassaden har d.d. haft en samtale med kancellichef Markku Wallin fra det finske arbejdsministerium vedrørende retsstillingen i Finland om støtte til bestemte politiske partier over medlemskontingentet til faglige organisationer. Markku Wallin oplyste, at den finske lovgivning ikke regulerede det pågældende forhold. Det var således teoretisk muligt for faglige organisationer i Finland at yde økonomisk støtte til et eller flere politiske partier. Det var imidlertid ikke almindeligt. Derimod gav nogle faglige organisationer (såvel på arbejdsgiver- som arbejdstagerside) økonomisk støtte til enkelte kandidater, der var opstillet til offentlige valg i Finland. De pågældende kandidater havde som regel deres baggrund i den pågældende organisation. Niels Helskov Ambassaden Helsingfors 215
Bilag 4
Bilag 4 Ambassaden i Reykjavik, e-post 109 af 15. juli 2003 13:47:23 Desk By: d.d. J.nr. 85.Island.6. Partistøtte til faglige organisationer. Svenske overvejelser. U 189 af 15.7.03. Ums j.nr. 85.A.85 Ambassaden indsender vedlagt i ambassadens oversættelse note fra Islands udenrigsministerium af 15.7.03 vedrørende ovennævnte. Flemming Mørch <<fagforeninger.doc>> Ambassaden Reykjavik 109 Ambassadens oversættelse Med henvisning til ambassadens verbalnote af 1. juli 2003 sendes vedlagt svar fra justits- og kirkeministeriet, dateret den 10. juli 2003. Der henvises til Deres note af 8. juli 2003, hvori der spørges om, hvorvidt medlemmer af fagforeninger i Island kan komme til at betale til politiske partier gennem fagforeningskontingentet. Om dette emne gælder ingen lov her i landet, og ministeriet har ikke kendskab til, at noget sådant har fundet sted siden første årti i sidste århundrede, da Islands Socialdemokrati og ASI (De samvirkende fagforbund i Island) var nært forbundne. Disse bånd blev imidlertid brudt i første del af århundredet, og det er usandsynligt, at enkelte fagforeninger har ydet støtte til politiske partier siden da, idet fagforeningernes medlemmer er tilhængere af forskellige partier. På vegne af ministeriet Bjørn Fridfinsson
Bilag 5
Bilag 5 Ambassaden i Haag, amfep af 14. juli 2003 UKLASSIFICERET Faglige organisationers støtte til politiske partier. Umber 327 af 30.6.2003 F.KONS j.rn. 85.A.85 Ambassaden har været i kontakt med sektionschef Sander Hendriks i det hollandske indenrigsministerium og de største hollandske fagforbund om retsstillingen for støtte til bestemte politiske partier over medlemskontingentet til faglige organisationer. Det oplystes, at spørgsmålet om ydelse af økonomisk støtte til politiske partier over fagforbundenes medlemskontingenter ikke er lovreguleret. Retsligt er der dermed intet til hinder for, at en faglig organisation yder økonomisk støtte til et politisk parti finansieret over medlemskontingentet. De store fagforbund oplyser imidlertid, at de hidtil har taget afstand fra denne mulighed og ikke overvejer at give en sådan støtte. Fagforbundene henviser til, at de grundlæggende har et ønske om – og udadtil tilstræber – at fremstå som politisk uafhængige. p.a.v. Walther Kjærby Jensen/Peder Ventegodt
Bilag 6
Bilag 6
Ambassaden i Washington, ammail 544 af 7. juli 2003 Klartekst Kopi er sendt til Finansministeriet og Nationalbanken Støtte til politiske partier via faglige organisationer. Amerikanske overvejelser. Umfax 752 af 30.6.03 F.KONS j.nr. 85.A.85 Der findes ifølge det amerikanske arbejdsministerium ikke føderal lovgivning, der gør det muligt for fagforeningsmedlemmer at undgå at bidrage til fagforeningernes politiske arbejde. Medlemskab af en fagforening er frivillig, men vælger man medlemskab, så er man fuldt medlem med alt, hvad dette indebærer. Hertil kommer, at fagforeningerne traditionelt har været meget sparsomme med oplysninger om deres arbejde. Oftest er der således ikke offentligt tilgængelig information om og i givet fald hvor meget en fagforening støtter f.eks. forskellige politiske kandidater og/eller deres partier. Bush Administrationen fremlagde dog sidste år lovforslag om, at (de store) fagforeninger skal offentliggøre mere fyldestgørende regnskaber. Dette forslag er fortsat under behandling. Staterne har mulighed for at indføre egen lovgivning. I en række stater (p.t. ca. 28 ud af de 50 stater) er lovgivning, der tvinger ansatte på visse arbejdspladser (hvor arbejdsgiver og fagforeningen har indgået et kontraktlignende forhold) til enten at melde sig ind i fagforeningen eller som ikke-medlem at betale fagforeningskontingent. Ved en domstolsafgørelse i 1988 (Beck versus Communications Workers of America) blev det imidlertid afgjort, at tvunget ”kontingent” fra sådanne ikke-medlemmer kun må dække omkostninger relateret til den snævre varetagelse af de beskæftigedes interesser, d.v.s. f.eks. lokale lønforhandlinger. Ikke-medlemmer kunne således ikke mod deres vilje blive opkrævet bidrag til f.eks. politisk arbejde. Kendskabet til Beck-afgørelsen er imidlertid begrænset. Den tidligere præsident Bush udstedte i 1992 et præsidentielt dekret om, at alle virksomheder, der havde forretning med den føderale regering, skulle meddele deres medarbejdere om deres rettigheder i henhold til Beck-afgørelsen. Præsident Clinton trak imidlertid dette dekret tilbage. I 2001 genudsendte den nuværende præsident Bush på ny dekretet. Endelig skal nævnes, at i staten Washington fremsattes i 1992 lovgivning, der krævede, at fagforeninger skulle have skriftlig tilladelse fra medlemmerne, før de kunne bruge medlemsbidrag til politisk arbejde (såkaldte ”opt in”-klausuler). Effekten af loven er godt illustreret af, at i fagforeningen for offentligt ansatte i staten tilkendegav kun 82 ud af 2.500 medlemmer, at de ville bidrage til fagforeningens politiske arbejde. Afslutningsvis skal bemærkes, at det politiske arbejde i arbejdsgiverforeninger typisk er udskilt i såkaldte PAC’s (Political Action Committees). Bidrag til PAC’s er frivillige og adskilte fra de normale medlemsbidrag.
Bl.a. baseret på samtaler med Assistant Secretary i det amerikanske arbejdsministerium Emily De Rocco, Bart Widom fra arbejdsministeriets juridiske kontor, David Chad, arbejdsgiverforeningen for detailhandel, Augustin Tellez, vice-president i Seafarers International Union. P.a.v. e.b. Mads Toftegaard 544
Bilag 7
Bilag 7 Uofficiel oversættelse af skrivelse af 6.8.2003 fra Forbundsindenrigsministeriet til Auswärtiges Amt Vedr. lovgivning om politiske partier – bidrag til partier fra erhvervsorganisationerne Til den danske ambassades spørgsmål af 3. juli 2003 vedrørende den tyske retsstilling i forbindelse med bidrag til partier fra faglige organisationer, til hvilke fagforeninger hører, kan jeg meddele følgende: Den partilovgivning (Parteien G), som bl.a. bestemmer lovligheden af bidrag til partier, blev senest ændret ved den 8. lov om ændring af partilovgivningen af 28. juni 2002 (BGBI, I 2002 S. 2268). Den fastsætter i § 28 partiernes principielle berettigelse til at modtage bidrag. I § 25 afsnit 2 Parteien G undtages derfra en række tilfælde, således i § 25 afsnit 2 nr. 4 Parteien G 2002 ”Bidrag fra erhvervsorganisationer, som blev overgivet disse med det formål at videregive dem til et politisk parti”. Målet med denne forskrift er ikke at indskrænke partibidrag fra faglige organisationer, men derimod for ved skabelse af transparens at sikre, at partibidrag ikke af den oprindelige bidragyder (kun) gives via faglige organisationer for at sløre midlernes oprindelse og bidragydernes identitet. Meningen med den danske forskrift er derimod at sikre, at medlemmer af faglige organisationer ikke gennem deres bidrag eventuelt mod deres vilje kommer til at støtte bestemte partier, når der ydes partistøtte. Den danske lovbestemmelse sikrer denne frivillighed ved en viljeserklæring fra hvert enkelt medlem af den faglige organisation. Et retsforskrift for faglige organisationer med frivillige medlemmer med samme mål er ukendt i Tyskland. Tidligere blev i Tyskland spørgsmålet overvejet, hvorvidt offentlig-retslige faglige organisationer med tvangsmedlemskab såsom faglige kamre, som staten har overdraget selvforvaltningsrettigheder, kunne have et lovligt almenpolitisk mandat. I disse består på samme måde faren for, at medlemmer gennem deres bidrag kommer til mod deres vilje at yde støtte til et bestemt parti. Hovedpunktet i denne problemstilling findes ikke i partilovgivningen, men i reglerne for faglige organisationer. Jeg anbefaler derfor deltagelse af det derfor ansvarlige forbundsministerium for erhverv og arbejde.
Bilag 8
Bilag 8 Ambassaden i Stockholm, ambfep 2. juli 2003 Støtte til politiske partier via faglige organisationer. Svenske overvejelser. Umfax 327 af 30.6.03 F.KONS j.nr. 85.A.85 Amb. J.nr. 85. Sve.1, 120.Sverige.1/3 Spørgsmålet har været debatteret i mange år og dukker op i forbindelse med hver valgkamp. Som eksempel kan nævnes et debatindlæg fra 14.8.2002 af Carl B. Hamilton, fremtrædende økonom og rigsdagsmedlem for Folkpartiet, der skildrer, hvordan fagbevægelsen både åbent og skjult yder tilskud til Socialdemokraterne. Det bærer naturligvis præg af problemerne op til valget september 2002. Der gøres særligt opmærksom på omtalen af den bestilte »utredning« ved professor i statskundskab Gullan Gidlund af 19. juni 2002 om økonomisk støtte til partier, kandidater og kampagner. Hamiltons indlæg, der indeholder omfattende dokumentation, kan findes i sin helhed på http:/www.folkpartiet.se/fp/pdf/partibidrag.pdf. Den svenske debat drejer sig således mere overordnet om partistøtte og finansieringen som sådan og ikke blot om evt. støtte fra arbejdsmarkedets parter. Der findes p.t. ikke lovbestemmelser om økonomiske bidrag til politisk arbejde o.l. fra private. Derimod findes et større lovkompleks om statslige og kommunale bidrag. Partierne offentliggør dog hvert år frivilligt regnskaber med specifikationer på indtægtssiden, men hvor indirekte støtte i form af gratis mødelokaler, tjenesteydelser o.l. ikke figurerer. Imidlertid har bl.a. Hamiltons ovennævnte kritik og opfølgningen i den nye Riksdag gjort indtryk, og samordningsminister Pär Nuder, Statsrådsberedningen (det svenske statsministerium) har pr. 22. maj 2003 udtrykkeligt specificeret kommissoriet for Gullan Gidlund med, at alle typer støtte skal omfattes af undersøgelsen, altså også støtte fra juridiske personer, herunder faglige organisationer. Hendes undersøgelse – der efter sædvanlig svensk skik er betroet en enkeltperson – skal foreligge senest 30. september d.å. P.a.v. Otto Schepelern