Forslag til Lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200422L00067@2005-02-24/da
Indhold
Fremsat den 24. februar 2005 af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)
Forslag
til
§ 1. Loven finder anvendelse ved de opgaveflytninger mellem amtskommunerne, kommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd, regionerne og statslige myndigheder, der sker den 1. januar 2007 i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen. Loven finder tilsvarende anvendelse ved opgaveflytninger mellem på den ene side de i 1. pkt. nævnte myndigheder og på den anden side fællesskaber mellem de i 1. pkt. nævnte myndigheder, selvejende institutioner m.v., der sker den 1. januar 2007 i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse ved den sammenlægning af kommuner, der sker i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, ved delegation af opgaver i henhold til lov om forpligtende kommunale samarbejder eller ved opgaveflytninger mellem statslige myndigheder.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at loven uanset stk. 1 og 2 med de fornødne tilpasninger helt eller delvis finder anvendelse ved opgaveflytninger i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
§ 2. Lovens regler gælder ved de i § 1 nævnte opgaveflytninger, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
§ 3. Den eller de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overtager den 1. januar 2007 de aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaven. Den eller de myndigheder, hvortil opgaven overføres, indtræder endvidere den 1. januar 2007 i de rettigheder og pligter, som udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaven.
Stk. 2. Den eller de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overtager den 1. januar 2007 de aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af en opgave, en myndighed har varetaget efter de ulovbestemte regler om kommunernes opgavevaretagelse (kommunalfuldmagtsreglerne), og som har en nær og naturlig tilknytning til den opgave, der overføres i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen. Den eller de myndigheder, hvortil opgaven overføres, indtræder endvidere den 1. januar 2007 i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til opgaver omfattet af 1. pkt. Det er en betingelse, at den eller de myndigheder, hvortil opgaven overføres, fortsat lovligt kan varetage den opgave, myndigheden har varetaget efter kommunalfuldmagtsreglerne.
Stk. 3. Fra en myndighed, der nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overføres den 1. januar 2007 aktiver og passiver, som ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed. De myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, indtræder endvidere den 1. januar 2007 i de af den pågældende myndigheds rettigheder og pligter, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2.
Stk. 4. Fra en myndighed, der ikke nedlægges, overføres den 1. januar 2007 til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, en forholdsmæssig del af de aktiver og passiver, som ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, og som ikke udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007. De myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, indtræder endvidere den 1. januar 2007 i en forholdsmæssig del af de af den pågældende myndigheds rettigheder og pligter, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, og som ikke udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007.
§ 4. Den eller de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overtager den 1. januar 2007 de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven.
Stk. 2. Den eller de myndigheder, hvortil en opgave omfattet af § 3, stk. 2, overføres i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overtager den 1. januar 2007 de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af den pågældende opgave.
Stk. 3. Fra en myndighed, der nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overføres den 1. januar 2007 ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, til de myndigheder, hvortil den pågældende myndigheds opgaver overføres.
Stk. 4. Fra en myndighed, der ikke nedlægges, overføres den 1. januar 2007 til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, en forholdsmæssig del af de ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, og som ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007.
§ 5. Ved overførsel af opgaver til flere myndigheder på samme forvaltningsniveau sker overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte alene til de myndigheder, der helt eller delvis er beliggende inden for det geografiske område for den myndighed, hvorfra opgaven overføres.
Stk. 2. Ved overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte til flere myndigheder i medfør af § 3 og § 4 overføres en forholdsmæssig del heraf til den enkelte myndighed.
§ 6. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med en overførsel efter § 4, jf. § 5, ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
§ 7. Tjenestemænd, der overføres efter § 4, jf. § 5, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Stk. 2. Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye ansættelsesmyndighed.
Stk. 3. Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af den efter § 3 overførte pensionsforpligtelse vedrørende tjenestemænd, hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter den 1. januar 2007.
Stk. 4. Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om beregning af den pensionsforpligtelse vedrørende tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd m.v., der efter § 3 overføres fra myndigheder, der nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
Stk. 5. Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision m.v. af pensionerne efter stk. 3 og 4.
Stk. 6. Finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til stk. 3-5.
Stk. 7. Stk. 2-6 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger.
§ 8. Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, udarbejder et udkast til en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres efter § 3 og § 4 (aftaleudkast). Aftaleudkastet skal herunder omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som fremkommer efter aftaleudkastets udarbejdelse.
Stk. 2. Aftaleudkastet kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed. Aftaleudkastet kan endvidere indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres.
Stk. 3. Aftaleudkast er fortrolige, indtil aftale er indgået efter § 10 og § 11, mæglingsforslag er vedtaget efter § 12, eller der foreligger en beslutning efter § 13.
§ 9. Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, forelægger senest den 1. januar 2006 det i § 8 nævnte aftaleudkast for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Skal overførslen ske til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forelægges aftaleudkastet senest den 1. januar 2006 for det organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed, eller, hvis et sådant organ ikke er oprettet, for den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, sender det i § 8 nævnte aftaleudkast til vedkommende delingsråd, jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
§ 10. Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, indkalder snarest muligt efter den i § 9 nævnte forelæggelse af aftaleudkast, jf. § 9, repræsentanter for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandlinger med henblik på, at der inden den 1. april 2006 indgås en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, kan under forhandlingerne med den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, foretage de ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale. Den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, skal lade sig repræsentere i forhandlingerne og meddele, i hvilket omfang aftaleudkastet og de fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres.
Stk. 3. Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, underretter vedkommende delingsråd, jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forhandlingernes forløb, herunder om indgåelse af aftale efter stk. 1.
§ 11. Er aftale efter § 10 ikke indgået inden den 1. april 2006, eller erklærer en af myndighederne omfattet af § 10 inden den 1. april 2006 forhandlingerne afsluttet uden resultat, indkalder vedkommende delingsråd, jf. § 18, repræsentanter for den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandling. De i 1. pkt. nævnte myndigheder skal lade sig repræsentere i forhandlingerne for delingsrådet. Bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Delingsrådet kan under forhandlingerne med de i stk. 1 nævnte myndigheder foreslå indrømmelser, herunder ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. § 10. De i stk. 1 nævnte myndigheder skal meddele, i hvilket omfang delingsrådets forslag til ændringer i aftaleudkastet kan accepteres.
Stk. 3. Delingsrådet kan i stedet for eller efter en indkaldelse efter stk. 1 forlange forhandlingerne genoptaget mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder, hvis delingsrådet skønner det hensigtsmæssigt. Bestemmelserne i § 10, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet fastsætter en frist for afslutningen af sådanne forhandlinger mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder.
§ 12. Delingsrådet, jf. § 18, fremsætter et mæglingsforslag til en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvis der ikke under forhandlingerne efter § 11 er opnået enighed om en aftale. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Delingsrådet fastsætter en frist, inden for hvilken de i stk. 1 nævnte myndigheders svar på, om mæglingsforslaget kan vedtages, skal foreligge.
Stk. 3. Vedtages mæglingsforslaget, er dette bindende for de i stk. 1 nævnte myndigheder.
Stk. 4. Mæglingsforslaget er fortroligt, indtil aftale er indgået efter § 11, mæglingsforslaget er vedtaget efter stk. 3, eller der foreligger en beslutning efter § 13.
Stk. 5. Delingsrådet sender mæglingsforslaget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
§ 13. Delingsrådet, jf. § 18, træffer, hvis der ikke inden den 1. juni 2006 er opnået enighed mellem den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, ved forhandling efter § 11 eller mægling efter § 12, efter drøftelse med myndighederne beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet er ikke ved beslutning efter 1. og 2. pkt. bundet af mæglingsforslaget.
Stk. 2. Delingsrådet kan meddele den myndighed, hvorfra et aktiv skal overføres, pålæg om at afhænde aktivet med henblik på, at salgssummen fordeles ved beslutning efter stk. 1. Kan afhændelsen ikke ske, inden den myndighed, hvorfra aktivet skal overføres, nedlægges, træffer delingsrådet beslutning om, at aktivet overtages af en af de berørte myndigheder, der skal forestå afhændelsen af aktivet med henblik på fordeling af salgssummen i overensstemmelse med delingsrådets beslutning efter stk. 1.
Stk. 3. Beslutning efter stk. 1 træffes inden den 15. juni 2006.
Stk. 4. Beslutningen meddeles de i stk. 1 nævnte myndigheder og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Stk. 5. Delingsrådet kan ikke ændre en beslutning truffet efter stk. 1.
§ 14. Delingsrådets beslutninger kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 15. Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 finder ikke anvendelse ved forhandlinger, aftaleindgåelse, vedtagelse af mæglingsforslag og beslutninger efter dette kapitel.
§ 16. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal for så vidt angår overførslen af ansatte orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, jf. § 8, stk. 1, forud for forelæggelsen efter § 9, stk. 1.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er forelagt efter § 9, stk. 1, om forhandlingernes forløb og om et fremsat mæglingsforslag, jf. § 12, stk. 1.
Stk. 3. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10 og § 11, et vedtaget mæglingsforslag, jf. § 12, og delingsrådets beslutning, jf. § 13.
Stk. 4. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet, forhandlingernes forløb og om aftalen, vedtagelsen af mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning.
Stk. 5. Den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelse efter § 10 og § 11, vedtagelse af et mæglingsforslag efter § 12 eller delingsrådets beslutning efter § 13 skriftligt orientere de ansatte, der overføres efter § 4, herom og om, til hvilken myndighed overførslen skal ske.
Stk. 6. Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 2.
§ 17. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for udarbejdelsen af aftaleudkast, jf. § 8, herunder regler for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved aftaleindgåelse efter § 10 og § 11 og vedtagelse af mæglingsforslag efter § 12, herunder regler for fordelingen af pensionsforpligtelsen efter § 7, stk. 3 og 4, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan desuden efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved beslutning efter § 13, herunder for delingsrådets, jf. § 18, fastsættelse af vilkår efter § 13, stk. 1, 2. pkt., jf. § 8, stk. 2, eller pålæg om afhændelse af aktiver efter § 13, stk. 2, og regler for fordelingen af pensionsforpligtelsen efter § 7, stk. 3 og 4, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver.
Stk. 4. Ved fastsættelsen af regler efter stk. 2 og 3 kan bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, fraviges i det omfang, det skønnes nødvendigt for at opnå en rimelig fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter mellem de myndigheder, hvortil overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter skal ske fra den myndighed, hvorfra en opgave overføres.
§ 18. Der oprettes den 1. januar 2006 et delingsråd for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, et delingsråd for Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde Amter, et delingsråd for Sønderjyllands, Ribe og Fyns Amter, et delingsråd for Århus, Vejle og Ringkjøbing Amter og et delingsråd for Nordjyllands og Viborg Amter.
Stk. 2. Delingsrådenes funktionsperiode regnes fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2007. Indenrigs- og sundhedsministeren kan træffe beslutning om forlængelse af delingsrådenes funktionsperiode. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om delingsrådenes funktion efter den 31. december 2007.
Stk. 3. Delingsrådene er uafhængige i deres virksomhed.
§ 19. Delingsrådet behandler efter reglerne i §§ 11-13 sager om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres fra amtskommuner og kommuner, der er beliggende inden for delingsrådets område, jf. § 18, stk. 1.
Stk. 2. Sager om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres fra Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Hovedstadens Udviklingsråd, behandles af delingsrådet for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner.
§ 20. Delingsrådet består af en formand, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren, et medlem, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra KL, og et medlem, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra Amtsrådsforeningen, med hensyn til delingsrådet for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner dog efter indstilling fra Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner i forening. I sager om overførsler til eller fra statslige myndigheder består delingsrådet desuden af et medlem udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra finansministeren.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger efter reglerne i stk. 1 en stedfortræder for hvert medlem af delingsrådet. Stedfortræderen indtræder ved medlemmets forfald.
§ 21. Formanden forbereder, indkalder og leder delingsrådets møder.
Stk. 2. Delingsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 22. Delingsrådets møder er ikke offentlige.
Stk. 2. Delingsrådet kan tillade repræsentanter for de berørte myndigheder eller særligt sagkyndige at deltage i rådets møder i det omfang, det skønnes nødvendigt.
§ 23. Delingsrådet er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer er til stede.
Stk. 2. Delingsrådet træffer beslutninger ved stemmeflertal.
Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Medlemmerne af delingsrådet, herunder formanden, er forpligtet til at afgive stemme.
§ 24. Et medlem er udelukket fra at deltage i delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, der vedrører en amtskommune eller kommune, hvor den pågældende er ansat eller er medlem af kommunalbestyrelsen.
§ 25. De myndigheder, hvorfra og hvortil en opgave overføres, skal tilvejebringe og meddele de oplysninger, udlevere de dokumenter og yde den bistand i øvrigt til udførelsen af delingsrådets opgaver, som delingsrådet måtte forlange. Delingsrådet kan fastsætte en frist herfor. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for de i § 9, stk. 1, 2. pkt., nævnte myndigheder.
§ 26. Delingsrådet skal tilvejebringe og meddele indenrigs- og sundhedsministeren de oplysninger og udlevere de dokumenter, som denne måtte forlange om forhold inden for delingsrådets virkeområde. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en frist herfor.
§ 27. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om delingsrådets virksomhed, herunder om vederlag og udgiftsgodtgørelse til delingsrådets medlemmer og deres stedfortrædere.
§ 28. Indenrigs- og sundhedsministeren træffer beslutning om sekretariatsbetjeningen af delingsrådet.
§ 29. Sagkyndige, der deltager i delingsrådets møder, jf. § 22, stk. 2, har tavshedspligt efter lovgivningens almindelige regler herom.
§ 30. Udgifterne til delingsrådenes virksomhed afholdes af staten.
Stk. 2. Delingsrådet træffer beslutning om betaling fra de myndigheder, hvorfra og hvortil der overføres opgaver, af et beløb, som tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for de i § 9, stk. 1, 2. pkt., nævnte myndigheder. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 31. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af en ny kommunalreform.
Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.
Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.
Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner, regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet. Staten fastlægger de overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte borgerrettede opgaver og bliver dermed for borgere og virksomheder hovedindgangen til den offentlige sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet samt regionale udviklingsopgaver og får ansvaret for at løse visse driftsopgaver for kommunerne.
Reformen indebærer, at amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd nedlægges, at der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses i den offentlige sektor, mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og at antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.
2. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget indeholder de generelle regler for overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i forbindelse med de opgaveflytninger, der sker som følge af kommunalreformen den 1. januar 2007.
I overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform fastsættes det med lovforslaget, at den eller de myndigheder, som en opgave overføres til, overtager de af den afgivende myndigheds aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende knytter sig til den opgave, der overføres. Det følger endvidere i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform af lovforslaget, at de ansatte skal følge opgaven, dvs. at de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med en opgave, der overføres til en anden myndighed, overføres til ansættelse under den pågældende myndighed.
Lovforslaget sikrer i forbindelse med nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, at samtlige de omhandlede myndigheders aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte overføres til andre myndigheder.
Lovforslaget indeholder endvidere en procedure for fastlæggelsen af, hvilke konkrete aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt hvilke ansatte, der skal overføres, og til hvilken myndighed overførslen skal ske. Fastlæggelsen heraf skal i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform som udgangspunkt ske ved aftale mellem de myndigheder, som berøres af opgaveflytningen.
I overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform oprettes der dog med lovforslaget fem midlertidige delingsråd, som – i tilfælde af uenighed herom mellem de berørte myndigheder – vil kunne mægle mellem de berørte myndigheder og om nødvendigt træffe beslutning om den konkrete overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
Loven træder efter lovforslaget i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
3. Lovens anvendelsesområde
Lovforslaget regulerer overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved de opgaveflytninger mellem amtskommunerne, kommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd, regionerne og statslige myndigheder, der sker den 1. januar 2007. Lovforslaget finder endvidere tilsvarende anvendelse på opgaveflytninger mellem på den ene side de nævnte myndigheder og på den anden side fællesskaber mellem de nævnte myndigheder samt selvejende institutioner m.v., der sker den 1. januar 2007. Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 1.
Lovforslaget regulerer således overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved de opgaveflytninger, der sker til det trafikselskab, der efter aftalen om strukturreformen oprettes for Hovedstadsregionen (ekskl. Bornholm) og Region Sjælland (Trafikselskabet Sjælland). Lovforslaget omfatter endvidere overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved de opgaveflytninger, der sker til selvejende institutioner af blandt andet de amtskommunale gymnasier, hf-kurser, voksenuddannelsescentrene, social- og sundhedsskoler, sygeplejerske- og radiografskoler samt centre for undervisningsmidler.
Reglerne i lovforslaget gælder ikke for de overførsler, der vil ske i forbindelse med sammenlægning af kommuner som følge af kommunalreformen. Regler herom fastsættes ved lov om revision af den kommunale inddeling, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag. Lovforslaget gælder endvidere ikke for delegation af opgaver i henhold til lov om forpligtende kommunale samarbejder, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag. Regler om overførsel af ansatte mellem kommuner i forpligtende kommunale samarbejder fastsættes ved lov om forpligtende kommunale samarbejder. Lovforslaget gælder endelig ikke for overførsler mellem statslige myndigheder. Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges med lovforslaget til at fastsætte regler om, at loven med de fornødne tilpasninger helt eller delvis finder anvendelse ved opgaveflytninger i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen, som sker før eller efter den 1. januar 2007, eller at loven med de fornødne tilpasninger helt eller delvis finder anvendelse ved kommunesammenlægninger eller ved overførsler mellem statslige myndigheder. Der henvises til lovforslagets § 1, stk. 3.
Lovforslaget regulerer alle overførsler, der sker den 1. januar 2007, medmindre der i ressortlovgivningen fastsættes andre regler, jf. lovforslagets § 2. Lovforslaget regulerer ikke de overførsler, der sker i forbindelse med opgaveflytninger, der gennemføres før den 1. januar 2007, herunder opgaveflytninger vedrørende skatte- og inddrivelsesopgaven.
4. Overførslen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter
Det følger i overensstemmelse med aftalen om en strukturreform af lovforslaget, at den eller de myndigheder, hvortil en opgave overføres, den 1. januar 2007 overtager den del af den afgivende myndigheds aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende knytter sig til opgaven, jf. lovforslagets § 3, stk. 1.
Aktiver og passiver samt rettigheder og pligter overføres således til andre myndigheder i overensstemmelse med fastlæggelsen i ressortlovgivningen af, hvortil den pågældende opgave overføres.
Lovforslaget indebærer således eksempelvis, at den del af en amtskommunes aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til varetagelsen af sygehusopgaven, vil skulle overføres til den eller de regioner, der fra den 1. januar 2007 skal varetage ansvaret for sygehusopgaven. For Københavns Amtskommunes vedkommende vil de omhandlede aktiver og passiver m.v. eksempelvis skulle overføres til Region Hovedstaden, for Vestsjællands Amtskommunes vedkommende til Region Sjælland, etc. For Viborg Amtskommunes vedkommende vil de omhandlede aktiver og passiver m.v. samt ansatte skulle overføres til Region Nordjylland henholdsvis Region Midtjylland. Regionen (regionerne) vil således overtage de af amtskommunens sygehuse med inventar, der udelukkende knytter sig til sygehusopgaven, samt indtræde som debitor i forhold til lån, amtskommunen udelukkende har optaget i forbindelse med sygehusopgaven, indtræde i amtskommunens rettigheder og pligter efter kontrakter og samarbejder indgået i forbindelse med sygehusopgaven m.v. De af amtskommunernes aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende knytter sig til genoptræningsopgaven, vil imidlertid efter lovforslaget skulle overføres til kommunerne.
Lovforslaget indebærer tilsvarende bl.a., at hovedparten af Hovedstadens Sygehusfællesskabs aktiver og passiver m.v. overføres til Region Hovedstaden. De af Hovedstadens Sygehusfællesskabs aktiver og passiver m.v., der knytter sig til varetagelsen af opgaver, som overføres til kommunerne, f.eks. vedrørende genoptræning, vil ifølge lovforslaget skulle overføres til Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Overføres samme opgave til flere myndigheder, f.eks. ved en overførsel af en amtskommunal opgave til kommunerne, vil fordelingen af aktiver og passiver m.v. mellem hver af de modtagende myndigheder skulle ske ud fra et princip om forholdsmæssighed, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Fordelingen sker således med udgangspunkt i, hvor stor en del af den overførte opgave der overføres til hver af de modtagende myndigheder.
4.1. Aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til kommunalfuldmagtsopgaver
Amtskommunerne, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner varetager efter de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse (de såkaldte kommunalfuldmagtsregler) frivilligt en række opgaver. Kommunalfuldmagtsreglerne finder anvendelse i tilfælde, hvor den skrevne lovgivning ikke regulerer kommunernes mulighed for at påtage sig opgaver.
En del af de opgaver, som amtskommunerne, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner varetager efter kommunalfuldmagtsreglerne, har en nær og naturlig tilknytning til opgaver, som de pågældende myndigheder varetager efter den skrevne lovgivning. En del af de opgaver, som varetages efter kommunalfuldmagtsreglerne, har således en nær og naturlig sammenhæng til de opgaver, som overføres til andre myndigheder som følge af kommunalreformen.
Med lovforslaget fastsættes det, at de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende knytter sig til de kommunalfuldmagtsopgaver, som har en nær og naturlig sammenhæng til de opgaver, der overføres til andre myndigheder, også overføres til de pågældende myndigheder. Det er en betingelse, at myndigheden fra den 1. januar 2007 lovligt kan varetage den opgave, den afgivende myndighed har varetaget efter kommunalfuldmagtsreglerne. Der henvises til lovforslagets § 3, stk. 2.
Det indebærer, at regionerne alene vil kunne overtage aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende knytter sig til opgaver, som amtskommunerne har varetaget efter kommunalfuldmagtreglerne, såfremt der i ressortlovgivningen er hjemmel til, at regionerne fra den 1. januar 2007 kan varetage den pågældende opgave.
Overføres samme opgave til flere myndigheder, f.eks. ved en overførsel af en amtskommunal opgave til kommunerne, vil fordelingen af aktiver og passiver m.v. mellem hver af de modtagende myndigheder skulle ske ud fra et princip om forholdsmæssighed, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Fordelingen sker således med udgangspunkt i, hvor stor en del af den overførte opgave der overføres til hver af de modtagende myndigheder.
4.2 Aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til varetagelsen af generelle funktioner m.v.
En del af myndighedernes aktiver og passiver samt rettigheder og pligter knytter sig til varetagelsen af generelle funktioner, som ikke vedrører varetagelsen af en særlig opgave. Det gælder for amtskommunernes vedkommende eksempelvis aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til varetagelsen af generelle sekretariatsfunktioner for amtsrådet, amtsgården m.v.
Endvidere vil en del af en myndigheds aktiver og passiver samt rettigheder og pligter delvis, men ikke udelukkende, knytte sig til varetagelsen af en bestemt opgave, der overføres. Sådanne aktiver og passiver samt rettigheder og pligter vil ikke være omfattet af de regler, der er beskrevet ovenfor under punkt 4 og 4.1, fordi de ikke udelukkende knytter sig til varetagelsen af de pågældende opgaver.
Der fastsættes med lovforslaget regler, der regulerer overførslen af de omhandlede resterende grupper af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter.
Det fastsættes således med lovforslaget, at sådanne resterende aktiver og passiver samt rettigheder og pligter overføres fra en myndighed, der nedlægges som følge af kommunalreformen, til de myndigheder, hvortil den pågældende myndigheds opgaver overføres, jf. lovforslagets § 3, stk. 3.
Lovforslaget sikrer herved, at samtlige amtskommunernes, Hovedstadens Sygehusfællesskabs og Hovedstadens Udviklingsråds aktiver og passiver samt rettigheder og pligter overføres til andre myndigheder.
Lovforslaget indebærer således, at amtskommunernes resterende aktiver og passiver samt rettigheder og pligter overføres til regionerne, kommunerne, trafikselskaberne, de selvejende institutioner på undervisningsområdet og staten. Lovforslaget indebærer endvidere for så vidt angår Hovedstadens Sygehusfællesskab, at de resterende aktiver og passiver samt rettigheder og pligter overføres til Region Hovedstaden og Københavns og Frederiksberg Kommuner. For så vidt angår Hovedstadens Udviklingsråd indebærer lovforslaget, at de resterende aktiver og passiver samt rettigheder og pligter overføres til Region Hovedstaden, kommunerne, Trafikselskabet Sjælland og staten. Der vil skulle ske en forholdsmæssig fordeling af de omhandlede aktiver og passiver samt rettigheder og pligter mellem de myndigheder, der overtager opgaverne, således at fordelingen sker med udgangspunkt i, hvor stor en del af henholdsvis amtskommunernes, Hovedstadens Sygehusfællesskabs og Hovedstadens Udviklingsråds opgaveportefølje der overføres til hver af de modtagende myndigheder, jf. lovforslagets § 5, stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren gives med lovforslaget hjemmel til at fastsætte regler om den nærmere fordeling heraf, jf. lovforslagets § 17, stk. 2 og 3.
Det fastsættes endvidere med lovforslaget for så vidt angår overførsler fra myndigheder, der ikke nedlægges som følge af kommunalreformen, at en forholdsmæssig del af myndighedens aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som ikke udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007, overføres til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, jf. lovforslagets § 3, stk. 4.
Herved sikres det eksempelvis, at en forholdsmæssig del af en myndigheds aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til varetagelsen af generelle funktioner, eksempelvis en forholdsmæssig del af Bornholms Kommunes aktiver og passiver samt rettigheder og pligter knyttet til generelle personale- eller sekretariatsfunktioner, overføres til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, eksempelvis Region Hovedstaden, som overtager Bornholms Kommunes sygehusopgave. Det sikres således med lovforslaget, at de modtagende myndigheder tildeles en forholdsmæssig andel af de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der generelt er en forudsætning for opgaveløsningen, jf. tillige lovforslagets § 5, stk. 2.
5. Overførsel af ansatte
Det fastsættes med lovforslaget i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform, at de af en myndigheds ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af en opgave, der overføres til en anden myndighed, overføres til den pågældende myndighed den 1. januar 2007, jf. lovforslagets § 4, stk. 1.
Lovforslaget indebærer således eksempelvis, at de amtskommunalt ansatte, der er beskæftiget med varetagelsen af sygehusopgaven, overføres til regionerne, der fra den 1. januar 2007 skal varetage sygehusopgaven. Det drejer sig bl.a. om de fleste ansatte på sygehusene samt andre ansatte, der er beskæftiget med varetagelsen af sygehusopgaven, f.eks. ansatte i amtskommunens sundhedsforvaltning. Ansatte på sygehusene m.v., der er beskæftiget med varetagelsen af genoptræningsopgaven, der efter regeringens aftale med Dansk Folkeparti overføres til kommunerne, vil tilsvarende efter reglerne i lovforslaget blive overført til kommunerne.
En del af en myndigheds ansatte kan være beskæftiget med flere opgaveområder, der overføres til forskellige forvaltningsniveauer. Det afgørende for, hvilken myndighed den pågældende i så fald skal overføres til, er, hvorledes arbejdet fordeler sig. Den pågældende overføres således efter lovforslaget til den myndighed, hvortil den opgave, som den pågældende helt overvejende er beskæftiget med, overføres. Eksempelvis vil en amtskommunalt ansat, der helt overvejende beskæftiger sig med opgaver inden for socialområdet – som overføres til kommunerne – men som også i et mindre omfang beskæftiger sig med opgaver inden for sundhedsområdet – som overføres til regionerne – skulle overføres til en kommune.
Reglerne vedrørende overførsel af ansatte, der er beskæftiget med varetagelsen af kommunalfuldmagtsopgaver og reglerne vedrørende den resterende del af de ansatte i myndigheder, der nedlægges som følge af kommunalreformen, svarer til de regler, der fastsættes med lovforslaget med hensyn til overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, jf. herom punkt 4.1 og 4.2. Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
Lovforslaget sikrer således i forbindelse med nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, at samtlige de omhandlede myndigheders ansatte overføres til andre myndigheder.
Det fastsættes med lovforslaget for så vidt angår overførsler fra myndigheder, der ikke nedlægges som følge af kommunalreformen, at en forholdsmæssig del af myndighedens ansatte, som ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007, overføres til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed. Om baggrunden for bestemmelsen henvises til punkt 4.2. Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 4.
Lovforslaget indebærer ikke nødvendigvis en ændring for de ansatte med hensyn til arbejdsstedets fysiske placering. Således vil arbejdsstedets placering som udgangspunkt ikke ændre sig pr. 1. januar 2007 for eksempelvis de ansatte på sygehusene.
I forbindelse med proceduren for fastlæggelsen af, hvilke ansatte der overføres, og til hvilke myndigheder overførslen skal ske, fastsættes der frister, der bl.a. af hensyn til de ansatte, der berøres af kommunalreformen, sikrer, at fastlæggelsen af fordelingen af de ansatte kan ske så hurtigt som muligt ved indgåelse af aftale mellem myndighederne, vedtagelse af et mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning, således at de ansatte så hurtigt som muligt derefter kan orienteres om, til hvilken myndighed de vil blive overført, herunder at der i de tilfælde, hvor der sker væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, som udgangspunkt kan ske varsling af de væsentlige ændringer med det individuelle opsigelsesvarsel, inden overførslen sker den 1. januar 2007. Det fastsættes i den forbindelse med lovforslaget, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelse, vedtagelse af et mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning skriftligt skal orientere de ansatte, der skal overføres, om aftaleindgåelsen m.v., og om til hvilken myndighed den pågældende skal overføres. Det forudsættes, at de nye ansættelsesmyndigheder så hurtigt som muligt giver de berørte ansatte meddelelse om det fremtidige arbejdssted. Med hensyn til inddragelsen af de ansatte henvises i øvrigt til punkt 6 nedenfor.
Lovforslaget indebærer, at de myndigheder, hvortil overførslen sker, fremover er ansættelsesmyndighed for de ansatte, der overføres.
Der fastsættes med lovforslaget særlige regler, der regulerer de ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med overførslerne, jf. lovforslagets § 6 og § 7. Der knytter sig i den forbindelse forskellige problemstillinger til overførslen af tjenestemænd henholdsvis overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat personale.
5.1 Overenskomstansatte m.v.
Efter gældende ret vil visse overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat personale ved en overførsel til en anden myndighed som følge af opgaveflytninger være omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse).
Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer på den ene side, at personalet som udgangspunkt har pligt til at tåle et arbejdsgiverskifte og således ikke kan betragte arbejdsgiverskiftet som en opsigelse, forudsat at der ikke i forbindelse med overførslen sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesvilkårene for de enkelte ansatte. På den anden side indebærer virksomhedsoverdragelsesloven, at personalet som udgangspunkt har ret til fortsat ansættelse på de hidtidige vilkår.
Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke anvendelse ved overførsel af administrative funktioner mellem offentlige myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.
Ved en overførsel af ansatte fra en offentlig myndighed finder virksomhedsoverdragelsesloven således ikke efter gældende ret anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver, men vil finde anvendelse for andre grupper af ansatte, herunder ansatte der beskæftiger sig med driftsopgaver.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for alle overenskomstansatte og andre ikke-tjenestemandsansatte fastsættes det derfor med lovforslagets § 6 i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform, at virksomhedsoverdragelsesloven finder tilsvarende anvendelse for de overenskomstansatte m.v., der ikke efter de gældende regler er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Herved sikres alle overenskomstansatte m.v., som efter lovforslagets § 4, jf. § 5, overføres til andre myndigheder som følge af kommunalreformen, ensartede rettigheder i forbindelse med overførslen, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår videreføres uændret under de ansættelsesmyndigheder, hvortil opgaverne overføres.
Lovforslaget præciserer på den anden side, at de overenskomstansatte m.v. som udgangspunkt er forpligtet til efter opgaveflytningerne at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse under de myndigheder, hvortil opgaverne overføres.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes lovforslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
5.2 Tjenestemænd
Med lovforslaget fastsættes det, at de tjenestemænd, der overføres efter § 4, jf. § 5, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår, jf. lovforslagets § 7, stk. 1.
De pågældende ansættes som tjenestemænd hos den nye ansættelsesmyndighed i henhold til dennes tjenestemandsregler og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til disse regler. Tjenestemænd, der efter reglerne i § 4 overføres til ansættelse i statslige myndigheder, vil således eksempelvis blive ansat som statstjenestemænd i henhold til tjenestemandslovgivningen, mens tjenestemænd, der overføres til ansættelse i kommunerne, vil blive ansat som kommunale tjenestemænd i henhold til de kommunale tjenestemandsregulativer eller vedtægter. Hvis den nye ansættelsesmyndighed ikke har tjenestemandsregler, forudsættes det med lovforslaget, at sådanne etableres. Det kan i den forbindelse blive nødvendigt med nye tjenestemandsregulativer og med overgangsregler, indtil de nødvendige aftaler er indgået.
Det vil ved den pensionsmæssige indplacering hos den nye ansættelsesmyndighed blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i den hidtidige ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos den nye ansættelsesmyndighed, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.
Lovforslaget indebærer, at ansættelsesmyndigheden er vedkommende nye ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes hos denne ansættelsesmyndighed.
Overgang til ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter § 4, jf. § 5, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed.
Endvidere indebærer lovforslaget, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.
Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle reform af den offentlige sektor, som kommunalreformen indebærer. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.
Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.
5.3. Tjenestemandspensioner
Det fastslås med lovforslaget, at tjenestemænd, der overføres til en anden myndighed, ved pensionering fra ansættelsen får udbetalt tjenestemandspensionen af den nye ansættelsesmyndighed. Se hertil lovforslagets § 7, stk. 2.
En del af tjenestemændenes pensionsrettigheder vil være optjent under ansættelsen hos de hidtidige ansættelsesmyndigheder, mens en del af pensionsrettighederne optjenes under ansættelsen hos de myndigheder, som tjenestemændene overføres til. Myndighederne er ikke efter gældende regler forpligtet til at afdække pensionsforpligtelsen forsikringsmæssigt. Det indebærer, at der ikke nødvendigvis vil kunne overføres et aktiv fra den myndighed, hvorfra tjenestemændene overføres, der svarer til det pensionstilsvar, som er optjent under den pågældende myndighed.
Med lovforslaget bemyndiges finansministeren derfor til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd, der overføres efter loven, og hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter den 1. januar 2007. Reglerne herom vil sikre, at der som udgangspunkt sker en fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed. Se hertil lovforslagets § 7, stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere med hjemmel i lovforslagets § 17, stk. 2 og 3, efter forhandling med finansministeren fastsætte regler om fordelingen mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, af blandt andet den pensionsforpligtelse, der overføres fra myndigheder, der ikke nedlægges ved kommunalreformen. Se hertil punkt 6 i de almindelige bemærkninger og lovforslagets § 17, stk. 2 og 3.
Med hensyn til pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd m.v., der overføres fra myndigheder, der nedlægges i henhold til kommunalreformen, fastsættes det med lovforslaget, at indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med finansministeren kan fastsætte nærmere regler om fordelingen af den omhandlede pensionsforpligtelse mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra de myndigheder, der nedlægges. Se hertil lovforslagets § 17, stk. 2 og 3. Det drejer sig således om den tjenestemandspensionsforpligtelse, der er knyttet til amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd. Reglerne herom skal sikre, at der sker en i forhold til den samlede overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte rimelig fordeling mellem myndighederne af de økonomiske byrder, der er forbundet med tjenestemændenes pensionsrettigheder. De økonomiske byrder, der er forbundet hermed, vil således ikke medføre en uforholdsmæssig økonomisk belastning for de myndigheder, som tjenestemændene overføres til . Se hertil bemærkningerne under punkt 6.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler vedrørende fordelingen af tjenestemandspensionsforpligtelserne. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelserne til at fastsætte regler om fordelingen af tjenestemandspensionsforpligtelserne vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
6. Proceduren for overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte
Forud for opgaveflytningerne den 1. januar 2007 skal der konkret tages stilling til, hvilke aktiver og passiver samt rettigheder og pligter der skal overføres til hvilke myndigheder. Der skal tilsvarende konkret tages stilling til, hvilke ansatte der skal overføres til hvilke myndigheder.
I forbindelse med nedlæggelsen af amtskommunerne skal der således eksempelvis tages stilling til, hvilke af en amtskommunes aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der skal overføres til regionen – og hvis overførslen skal ske til to regioner, hvorledes aktiver og passiver m.v. skal fordeles mellem de to regioner. Der skal tilsvarende blandt andet tages stilling til, hvilke aktiver og passiver m.v. der skal overføres til kommunerne i amtet, og hvorledes fordelingen mellem kommunerne i amtet skal være, ligesom der skal tages stilling til, hvilke aktiver og passiver m.v. der skal overføres til staten eller de selvejende institutioner på gymnasieområdet m.v.
På tilsvarende måde skal der i forbindelse med nedlæggelsen af Hovedstadens Udviklingsråd blandt andet tages stilling til, hvilke af de ansatte der skal overføres til regionen, hvilke der skal overføres til kommunerne, herunder til hvilken kommune den enkelte ansatte skal overføres, samt hvilke ansatte der skal overføres til staten eller Trafikselskabet Sjælland.
Der fastsættes med lovforslaget i overensstemmelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform, at de berørte myndigheder – dvs. den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres – som udgangspunkt ved aftale skal fastlægge den konkrete fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det følger af lovforslaget, at der vil skulle indgås en samlet aftale for alle de berørte myndigheder, således at hver enkelt myndighed, hvorfra der skal overføres opgaver, indgår én samlet aftale med den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Se hertil lovforslagets § 10, stk. 1.
Det påhviler i den forbindelse efter lovforslaget den myndighed, hvorfra en opgave skal overføres, at udarbejde et aftaleudkast til fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Skal overførslen ske til flere myndigheder på samme forvaltningsniveau – f.eks. ved en opgaveoverførsel fra en amtskommune til kommunerne i vedkommende amt – er det forudsat, at aftaleudkastet også indeholder udkast til fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de pågældende myndigheder, f.eks. kommunerne i amtet.
Det forudsættes, at den myndighed, der udarbejder aftaleudkastet, i videst muligt omfang og i god tid inden tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet indgår i en dialog med de myndigheder, hvortil der skal overføres opgaver, om fordelingen med henblik på, at overførslen af blandt andet ansatte kan ske så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt. Kommunerne i et amt vil i forbindelse med denne dialog kunne – og vil i det omfang, det er muligt, af amtskommunen skulle – gives lejlighed til at koordinere sine synspunkter, herunder træffe beslutning om at forhandle samlet. Se hertil lovforslagets § 8, stk. 1.
Der fastsættes endvidere med lovforslaget regler, der forpligter den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, til for så vidt angår overførslen af ansatte at orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, før aftaleudkastet forelægges for den eller de modtagende myndigheder. Se hertil lovforslagets § 16, stk. 1. Se nedenfor om de øvrige regler om orienteringen af de ansatte og de ansattes repræsentanter.
Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, skal senest den 1. januar 2006 forelægge aftaleudkastet for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Den myndighed, der har udarbejdet aftaleudkastet, indkalder snarest herefter repræsentanter for samtlige den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandling med henblik på, at der kan indgås en samlet aftale om den konkrete fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Aftaleudkastet danner således udgangspunkt for de forhandlinger, som føres mellem myndighederne. Se hertil lovforslagets § 9, stk. 1.
Kan der ikke mellem de omhandlede myndigheder opnås enighed om fordelingen inden den 1. april 2006, er der med lovforslaget fastlagt en procedure, der indebærer, at delingsrådet, jf. punkt 7, indkalder de omhandlede myndigheder til forhandling. Delingsrådet vil i forbindelse med forhandlingerne kunne komme med forslag om indrømmelser, herunder forslag til ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der vil kunne opnås enighed mellem myndighederne. Delingsrådet vil endvidere – såvel før som efter indkaldelsen af myndighederne til forhandling – kunne forlange forhandlingerne genoptaget mellem myndighederne indbyrdes.
Delingsrådet kan endvidere fremsætte et mæglingsforslag til en samlet aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem myndighederne, hvis der ikke under forhandlingerne for delingsrådet kan opnås enighed mellem myndighederne om en aftale. Myndighederne skal inden for en frist fastsat af delingsrådet meddele, om mæglingsforslaget kan vedtages. Se hertil lovforslagets § 12.
Kan der ikke inden den 1. juni 2006 opnås enighed mellem myndighederne ved forhandling for delingsrådet eller ved mægling, følger det af lovforslaget, at delingsrådet træffer beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Delingsrådets beslutning herom skal være truffet inden den 15. juni 2006. Se hertil lovforslagets § 13.
Det forudsættes med lovforslaget, at myndighederne fører reelle forhandlinger og bestræber sig på at nå til enighed om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, således at det som udgangspunkt ikke bliver nødvendigt at iværksætte den del af proceduren, der involverer delingsrådene.
Der fastsættes med lovforslaget frister for de enkelte faser i proceduren, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, og § 13, stk. 3. Det er herved sikret, at den endelig fordeling fastlægges senest ved delingsrådets beslutning inden den 15. juni 2006 og så hurtigt som proceduren muliggør, inden opgaveflytningen træder i kraft den 1. januar 2007. Opnås der aftale mellem myndighederne vil den konkrete fordeling allerede være fastlagt inden den 1. april 2006.
Fristerne sikrer af hensyn til de ansatte, der berøres af kommunalreformen, at fastlæggelsen af fordelingen af de ansatte kan ske så hurtigt som muligt ved indgåelse af aftale mellem myndighederne, vedtagelse af et mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning, således at de ansatte så hurtigt som muligt derefter kan orienteres om, til hvilken myndighed de vil blive overført, jf. herom nedenfor. Det bemærkes, at der i forbindelse med aftaleindgåelse mellem myndighederne eller en beslutning fra delingsrådet alene vil kunne tages stilling til, hvilken ansættelsesmyndighed de berørte ansatte skal overføres til.
Fristerne sikrer endvidere, at de myndigheder, der forbereder modtagelsen af nye opgaver, herunder forberedelsesudvalgene for regionerne og sammenlægningsudvalgene for de kommuner, der sammenlægges den 1. januar 2007, er sikret tidsmæssig mulighed for inden opgaveflytningen at kunne forholde sig til de kontrakter, som knytter sig til de pågældende opgaveområder, der overføres, med henblik på at eventuelle nødvendige ændringer i kontraktforholdet kan overvejes.
Det følger af lovforslaget, at en eventuel beslutning om fordelingen, som er truffet af delingsrådet, ikke vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Delingsrådenes beslutninger kan derimod indbringes for domstolene. Delingsrådenes virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence. Se hertil lovforslagets § 14.
For at sikre en smidig proces i forbindelse med fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fastsættes det med lovforslaget, at de aftaleudkast, den myndighed, hvorfra en opgave overføres, udarbejder, og mæglingsforslag er fortrolige indtil det tidspunkt, hvor der indgås en aftale, vedtages et mæglingsforslag eller træffes beslutning af delingsrådet. Se hertil lovforslagets § 8, stk. 3, og § 12, stk. 4. Det følger dog af lovforslaget, at repræsentanter for de ansatte skal orienteres om aftaleudkastet og mæglingsforslaget, jf. lovforslagets § 16, stk. 1 og 2. Kravet om fortrolighed er således fraveget i forhold til de ansattes repræsentanter med henblik på at sikre det bedst mulige grundlag for, at de ansattes interesser kan varetages i forbindelse med proceduren for fordelingen af blandt andet ansatte. De ansattes repræsentanter pålægges – af hensynet til at kunne opretholde fortrolighed om aftaleudkastet og mæglingsforslaget i forhold til offentligheden – tavshedspligt med hensyn til den orientering, de modtager om aftaleudkast og mæglingsforslag m.v., jf. lovforslagets § 16, stk. 6.
Med lovforslaget undtages myndighedernes forhandlinger, aftaleindgåelse, vedtagelse af mæglingsforslag og delingsrådets beslutninger fra forvaltningslovens regler vedrørende partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. lovforslagets § 15. Det indebærer imidlertid ikke, at de ansatte, som vil blive overført til andre myndigheder efter loven, ikke vil blive inddraget i processen.
Der fastsættes således som nævnt med lovforslaget regler, der forpligter den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, til for så vidt angår overførslen af ansatte at orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, før aftaleudkastet forelægges for den eller de modtagende myndigheder, jf. lovforslagets § 16, stk. 1. Herved sikres de ansattes repræsentanter det bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn til den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af ansatte.
Det forudsættes, at de ansatte og deres repræsentanter på passende tidspunkter, også forinden aftaleudkastets udarbejdelse, orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen af de ansatte. Det forudsættes således, at de ansatte og deres repræsentanter har mulighed for at fremsætte forslag og ønsker, som kan indgå i forbindelse med myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet.
Der fastsættes endvidere regler, der forpligter såvel den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, som den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslen, til for så vidt angår overførslen af ansatte at orientere de ansattes repræsentanter om det forelagte aftaleudkast, om forhandlingernes forløb og om et fremsat mæglingsforslag, jf. lovforslagets § 16, stk. 2. De ansattes repræsentanter har således mulighed for at fremsætte synspunkter og ønsker på baggrund af de forelagte aftaleudkast henholdsvis mæglingsforslag med henblik på, at ønskerne kan indgå i myndighedernes grundlag for forhandlingerne om fordelingen af de ansatte.
Myndighederne forpligtes herudover med lovforslaget til at drøfte med de ansattes repræsentanter, hvorledes de ansatte mest hensigtsmæssigt kan informeres under forløbet. Informationen til de ansatte om proceduren kan ske såvel skriftligt som mundtligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der kan gives de ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren for overførslerne og konsekvenserne heraf. Det forudsættes, at myndighederne samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og for at sikre formidlingen af de ansattes og de ansattes repræsentanters ønsker mellem myndighederne. Se hertil lovforslagets § 16, stk. 4.
Der pålægges endvidere med lovforslaget den myndighed, hvorfra ansatte overføres, en pligt til så hurtigt som muligt efter, at en aftale om fordelingen af blandt andet ansatte er indgået, et mæglingsforslag er vedtaget, eller delingsrådet har truffet beslutning om fordelingen at orientere repræsentanter for de ansatte herom, samt en pligt til skriftligt at orientere den enkelte ansatte om, at der er indgået en aftale, vedtaget et mæglingsforslag eller truffet beslutning af delingsrådets, og om til hvilken myndighed den pågældende ansatte skal overføres. Det forudsættes, at den myndighed, hvortil overførslen af den ansatte skal ske, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos myndigheden. Det forudsættes endvidere, at der i forbindelse med fastlæggelsen af indplaceringen hos den nye myndighed så vidt muligt tages hensyn til de enkelte ansattes behov og ønsker såvel med hensyn til arbejdssted som med hensyn til opgaver. Se hertil lovforslagets § 16, stk. 3 og stk. 5.
Det er med reglerne i lovforslagets § 16 sikret, at de ansatte inddrages under hele delingsprocedurens forløb. Hensynet til de ansatte, der overføres efter loven, vil således blive tilgodeset på anden måde end ved forvaltningslovens regler.
Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges med lovforslaget til efter forhandling med finansministeren at fastsætte nærmere regler om udarbejdelsen af aftaleudkast, herunder regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, jf. lovforslagets § 17, stk. 1.
Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges endvidere til efter forhandling med finansministeren at fastsætte nærmere regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved aftaleindgåelse og regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved delingsrådets beslutning. Det forudsættes i den forbindelse, at der kan fastsættes fordelingsregler for den samlede fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndigheder, der overtager opgaver fra en anden myndigheder, samt fordelingsregler for fordelingen mellem myndigheder på samme forvaltningsniveau, eksempelvis kommunerne i et amt. Det forudsættes endvidere, at indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med finansministeren kan fastsætte regler, der sikrer en i forhold til den samlede overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte rimelig fordeling mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab eller Hovedstadens Udviklingsråd, af den pensionsbyrde, som påføres myndighederne ved tjenestemændenes overgang til de pågældende myndigheder eller ved overførslen af pensionsrettighederne vedrørende pensionerede tjenestemænd m.v. fra de omhandlede myndigheder, der nedlægges som følge af kommunalreformen, jf. punkt 5.3. Der henvises til lovforslagets § 17, stk. 2 og 3.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af lovforslagets § 17. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslagets § 17 vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
7. Delingsråd
Der oprettes med lovforslaget fem midlertidige, uafhængige delingsråd, som fungerer i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2007, jf. lovforslagets § 18.
Delingsrådene får til opgave at mægle mellem myndigheder, der ikke kan nå til enighed om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. lovforslagets § 11 og § 12. Delingsrådet vil endvidere om nødvendigt skulle træffe beslutning om den konkrete overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, i tilfælde hvor der ikke ved forhandling eller mægling kan opnås enighed mellem myndighederne, jf. lovforslagets § 13.
Kompetencen mellem de fem delingsråd afgrænses på samme måde som mellem de nuværende fem tilsynsførende statsamter. Der oprettes således et delingsråd for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner, et delingsråd for Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde Amter, et delingsråd for Sønderjyllands, Ribe og Fyns Amter, et delingsråd for Århus, Vejle og Ringkjøbing Amter og et delingsråd for Nordjyllands og Viborg Amter, jf. lovforslagets § 18, stk.1.
Hvert delingsråd vil bestå af 3 medlemmer, der alle udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren, herunder en formand, et medlem der udpeges efter indstilling fra KL og et medlem der udpeges efter indstilling fra Amtsrådsforeningen, med hensyn til delingsrådet for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner dog efter indstilling fra Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner i forening. I sager, hvor der sker overførsler til eller fra statslige myndigheder, vil delingsrådet desuden bestå af et medlem, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra finansministeren, således at delingsrådet i sådanne sager består af i alt 4 medlemmer. Der udpeges stedfortrædere for medlemmerne af delingsrådet. Se hertil lovforslagets § 20.
Delingsrådets møder er efter lovforslaget ikke offentlige. Herved sikres fortroligheden i forbindelse med forhandlingerne. Delingsrådet vil dog kunne tillade særligt sagkyndige at deltage i forhandlingerne, hvis det skønnes nødvendigt. Se hertil lovforslagets § 22.
Der fastsættes endvidere med lovforslaget regler om delingsrådets adgang til at kræve oplysninger og bistand af de berørte myndigheder, regler om delingsrådets beslutningsdygtighed, habilitet, formandens rolle m.v. Der henvises til lovforslagets § 21 og §§ 23-26. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges endvidere med lovforslaget til at fastsætte nærmere regler for delingsrådenes virksomhed, herunder regler om vederlag og udgiftsgodtgørelse til delingsrådets medlemmer og stedfortrædere, jf. lovforslagets § 27.
Efter lovforslaget træffer indenrigs- og sundhedsministeren beslutning om sekretariatsbetjeningen af delingsrådene. Se hertil lovforslagets § 28.
Udgifterne til delingsrådets virksomhed afholdes efter lovforslaget af staten. Delingsrådet træffer efter lovforslaget beslutning om betaling fra de myndigheder, hvorfra og hvortil der overføres opgaver, af et beløb, der tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om myndighedernes betaling af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Se hertil lovforslagets § 30.
8. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Som det fremgår af aftalen om en strukturreform, vil ændringerne i opgavefordelingen med reformen blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er udgiftsneutral, og at pengene følger opgaverne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte på den baggrund lovforslaget i DUT-høring den 1. december 2004. Formålet med drøftelserne af de økonomiske konsekvenser har været at kvalificere skønnene over de økonomiske konsekvenser.
Bestemmelserne i lovforslaget om principperne for fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte indeholder ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Bestemmelserne om etablering af delingsråd forventes imidlertid at medføre en administrativ merbelastning i form af sekretariatsbetjening af delingsrådene samt vederlag og udgiftsgodtgørelse til medlemmerne af delingsrådene. Den administrative merbelastning skønnes at svare til en merudgift på ca. 10 mio. kr. inklusiv vederlag til medlemmerne af delingsrådene.
Efter lovforslaget træffer delingsrådet beslutning om myndighedernes betaling af et beløb, der tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Formålet med betalingen er dels at give myndighederne en tilskyndelse til at løse fordelingsspørgsmålet uden inddragelse af delingsrådet, dels at dække de udgifter som kan henføres til delingsrådets behandling af de pågældende sager. Myndighedernes betaling for delingsrådets sagsbehandling skønnes at udgøre ca. 8 mio. kr. Der skønnes herudover at være visse mindre udgifter til delingsrådenes virksomhed i den øvrige del af funktionsperioden, som løber fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2007.
Regeringen vil søge tilslutning til den endelige regulering af amtskommunernes og kommunernes økonomi i forbindelse med den lovgivning, som fastlægger ændringerne i den kommunale finansiering, herunder tilskuds- og udligningssystemet. Denne lovgivning fremsættes i folketingssamlingen 2005/2006.
9. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.
10. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget har været i høring hos Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Centralorganisationernes FællesUdvalg, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk ErhvervsFremme, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Transport og Logistik, Datatilsynet, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Handel, Transport og Serviceerhvervene, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd, Håndværksrådet, KL, Kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte, Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landdistrikternes fællesråd, Landsforeningen af landsbysamfund, Landsorganisationen i Danmark, Sammenslutning af Danske Småøer, Sammenslutning af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab, Statsansattes kartel og Sundhedskartellet.
13. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Efter lovforslaget træffer delingsrådene beslutning om myndighedernes betaling af et beløb, der tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Myndighedernes betaling skønnes at udgøre ca. 8 mio. kr. Bestemmelserne om etablering af delingsråd forventes at medføre en administrativ merbelastning i form af sekretariatsbetjening af delingsrådene samt vederlag m.v. til delingsrådenes medlemmer. Den administrative merbelastning skønnes at svare til en merudgift på ca. 10 mio. kr. incl. vederlag til delingsrådenes medlemmer. Efter lovforslaget træffer delingsrådene beslutning om myndighedernes betaling af et beløb, der tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Myndighedernes betaling skønnes at udgøre ca. 8 mio. kr.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Se ovenfor. Se ovenfor.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Til § 1
Til stk. 1
Loven gælder efter bestemmelsens 1. pkt. for de opgaveflytninger, der sker mellem amtskommunerne, kommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd, regionerne og statslige myndigheder i henhold til kommunalreformen (revisionen i lovgivningen af myndighedernes geografiske anvendelsesområde og opgaver). Loven finder efter bestemmelsen alene anvendelse for opgaveflytninger, der sker med virkning fra den 1. januar 2007. Opgaveflytninger, der sker i henhold til kommunalreformen med virkning fra et tidspunkt før eller efter den 1. januar 2007, er således ikke omfattet af lovens regler.
Loven gælder såvel for de opgaveflytninger, der sker fra myndigheder, der nedlægges i henhold til kommunalreformen, som for opgaveflytninger fra myndigheder, der ikke nedlægges.
Loven gælder efter bestemmelsen også for de opgaveflytninger, der i henhold til kommunalreformen sker mellem myndigheder på samme forvaltningsniveau, f.eks. for opgaveflytninger mellem amtskommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens Udviklingsråd og regionerne, jf. dog stk. 2.
I tilfælde, hvor der i forbindelse med en opgaveflytning i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen sker en deling af drifts- og myndighedsansvaret, vil lovens regler for opgaveflytninger tillige finde anvendelse i forhold til den myndighed, der overtager driftsansvaret for en opgave. De overførsler, der skal ske efter loven, vil i så fald skulle ske til den myndighed, der overtager driftsansvaret for opgaven. Det gælder imidlertid kun, hvis driftsansvaret i henhold til lovgivningen skal varetages af en anden myndighed, end den myndighed der varetager myndighedsopgaverne. Er det i lovgivningen fastsat, at en myndighed kan beslutte at overlade driftsansvaret til en anden myndighed, vil overførslerne efter denne lov ske til den myndighed, der varetager myndighedsansvaret, uanset om myndigheden beslutter at overlade driftsansvaret til en anden myndighed. Eksempler på tilfælde, hvor der i henhold til lovgivningen skal ske en deling af drifts- og myndighedsansvaret findes navnlig på det sociale område, hvor driftsansvaret for en række amtskommunale institutioner overgår til regionerne, mens kommunerne overtager finansieringen og myndighedsopgaverne. I disse tilfælde vil opgaveflytningen i forhold til loven tillige knytte sig til regionernes overtagelse af driftsansvaret for de pågældende institutioner.
Loven finder ikke anvendelse, såfremt den myndighed, hvortil en opgave overføres, beslutter at løse opgaven ved indgåelse af et samarbejde med andre myndigheder, herunder ved delegation til en anden myndighed, uden at myndigheden i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen er forpligtet hertil.
Loven finder ikke anvendelse for forpligtende kommunale samarbejder, jf. stk. 2. Opgaveflytninger efter loven omfatter således ikke en eller flere kommuners bemyndigelser til en anden kommune i et forpligtende kommunalt samarbejde til at varetage udøvelsen af opgaver på et område inden for det forpligtende kommunale samarbejde på vegne af den eller de pågældende kommuner. De overførsler, der efter lovens § 3 og § 4, skal ske til en kommune, der indgår i et forpligtende kommunalt samarbejde, vil således efter reglerne i § 3 og § 4 skulle ske til den delegerende kommune, som har ansvaret for varetagelsen af den pågældende opgave.
Det følger imidlertid af reglerne i det samtidigt med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder, at en kommunalbestyrelse, der er bemyndiget til at varetage udøvelsen af en opgave for en eller flere andre kommuner, den 1. januar 2007 overtager de ansatte i den eller de pågældende kommuner, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med udøvelsen af den pågældende opgave, jf. § 8, stk. 1, i lov om forpligtende kommunale samarbejder. Bestemmelsen i § 8, stk. 1, i lov om forpligtende kommunale samarbejder indebærer således, at der i praksis kan blive tale om, at amtskommunalt ansatte, som indtil den 1. januar 2007 udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med opgaver, som overføres til kommunerne – og som efter nærværende lov vil skulle fordeles mellem kommunerne i amtet, herunder overføres til kommuner, der indgår i forpligtende kommunale samarbejder – den 1. januar 2007 overføres til den bemyndigede kommune.
Loven finder efter bestemmelsens 2. pkt. tilsvarende anvendelse ved opgaveflytninger, der sker i henhold til kommunalreformen mellem på den ene side myndighederne omfattet af 1. pkt. og på den anden side fællesskaber mellem de nævnte myndigheder, selvejende institutioner m.v.
Loven finder således anvendelse for opgaveflytninger, der sker i henhold til kommunalreformen, til eller fra fællesskaber mellem de nævnte myndigheder, uanset om fællesskabet er etableret eller etableres som et privat- eller offentligretligt retssubjekt. Bestemmelsen finder således også anvendelse for opgaveflytninger, der sker i henhold til kommunalreformen til eller fra kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Bestemmelsen omfatter således de opgaveflytninger, der sker fra de nuværende trafikselskaber, der er kommunale fællesskaber, til trafikselskaber oprettet i medfør af lov om trafikselskaber.
Kommunale fællesskaber, hvorfra der ikke i henhold til kommunalreformen flyttes opgaver, er ikke omfattet af loven. De opgaveflytninger og kommunesammenlægninger, der sker i henhold til kommunalreformen, vil medføre, at en række aftaler om samarbejder om kommunale fællesskaber vil blive ophævet. Det forudsættes i den forbindelse, at de myndigheder, der har indgået aftale om oprettelsen af det kommunale fællesskab, aftaler, hvorledes der skal forholdes med det kommunale fællesskabs aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvis ikke spørgsmålet er reguleret i det kommunale fællesskabs vedtægter. Vilkårene for samarbejdsaftalens ophævelse skal godkendes af tilsynsmyndigheden i henhold til bestemmelsen i § 60, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, og fastsættes i medfør af denne bestemmelse af tilsynsmyndigheden i tilfælde af uenighed mellem deltagerne i samarbejdet. Der kan for så vidt angår kommunale fællesskaber, der berøres af kommunesammenlægninger, endvidere henvises til § 19, nr. 8 og 9, i lov om revision af den kommunale inddeling, som fremsættes samtidigt med dette lovforslag.
Loven finder endvidere efter bestemmelsens 2. pkt. anvendelse ved opgaveflytninger til selvejende institutioner, der sker i henhold til kommunalreformen. Loven finder således anvendelse i tilfælde, hvor en selvejende institution i henhold til den lovgivning, der gennemfører kommunalreformen, skal have ansvaret for opgavevaretagelsen. Bestemmelsen indebærer således, at de overførsler af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der sker efter § 3 og § 4, vil ske til den selvejende institution, hvortil opgaven overføres, medmindre andet er bestemt i lovgivningen, jf. § 2. Loven finder ikke anvendelse, såfremt den myndighed, hvortil en opgave overføres, beslutter at løse opgaven ved indgåelse af aftale med en selvejende institution, uden at myndigheden i lovgivningen er forpligtet hertil. Bestemmelsen i 2. pkt. omfatter endvidere ikke overførslen af ansvaret for en selvejende institution fra én myndighed til en anden, som følge af at en ny myndighed overtager en opgave, som en anden myndighed hidtil har løst ved aftale med den pågældende selvejende institution. Den opgaveflytning, der i en sådan situation sker mellem myndighederne, er derimod omfattet af 1. pkt., således at den myndighed, hvortil opgaven overføres, indtræder i de rettigheder og pligter, som den myndighed, hvorfra opgaven overføres, har i forhold til den selvejende institution.
Bestemmelsen i 2. pkt. omfatter de opgaveflytninger, der i henhold til kommunalreformen sker til selvejende institutioner af de amtskommunale gymnasier, hf-kurser, voksenuddannelsescentre, social- og sundhedsskoler, sygeplejerske– og radiografskoler samt centre for undervisningsmidler.
Til stk. 2
Det fastsættes med bestemmelsen, at loven ikke finder anvendelse ved kommunesammenlægninger, der sker i henhold til kommunalreformen. Overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i forbindelse med kommunesammenlægninger er reguleret i lov om revision af den kommunale inddeling, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag.
Det fastsættes endvidere, at loven ikke finder anvendelse ved delegation af opgaver i henhold til lov om forpligtende kommunale samarbejder. Forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder fremsættes samtidigt med dette lovforslag. Forslag til lov om forpligtende kommunale samarbejder regulerer overførslen af ansatte mellem kommunerne i det forpligtende kommunale samarbejde. Der henvises endvidere til bemærkningerne til stk. 1.
Bestemmelsen fastslår endelig, at loven ikke finder anvendelse ved opgaveflytninger mellem statslige myndigheder.
Til stk. 3
Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter bestemmelsen fastsætte regler om, at loven uanset stk. 1 og 2 med de fornødne tilpasninger helt eller delvis finder anvendelse ved opgaveflytninger i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
Loven vil med hjemmel i denne bestemmelse kunne bringes i anvendelse for opgaveflytninger mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder m.v., der sker før eller efter den 1. januar 2007 i henhold til kommunalreformen. De opgaveflytninger vedrørende skatte- og inddrivelsesopgaven, der gennemføres før den 1. januar 2007, er særligt reguleret. Loven vil således ikke blive bragt i anvendelse for opgaveflytningerne på skatte- og inddrivelsesområdet.
Loven vil endvidere med hjemmel i bestemmelsen, hvis der måtte opstå behov herfor, kunne bringes i anvendelse for de i stk. 2 nævnte sammenlægninger af kommuner, der sker i henhold til kommunalreformen, og for opgaveflytninger mellem statslige myndigheder, der sker i henhold til kommunalreformen. Ved sammenlægningen af dele af kommuner er det i § 2, stk. 4, i lov om revision af den kommunale inddeling - der fremsættes samtidigt med dette lovforslag - fastsat, at indenrigs- og sundhedsministeren i vilkårene for gennemførelsen af ændringer i den kommunale inddeling, der indebærer deling af kommuner, kan fastsætte, i hvilket omfang reglerne i blandt andet lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen finder anvendelse.
Loven vil med hjemmel i bestemmelsen kunne bringes i anvendelse med de fornødne tilpasninger. Baggrunden herfor er, at der vil kunne være behov for at tilpasse blandt andet fristerne i denne lov til opgaveflytninger, der sker før eller efter den 1. januar 2007. Det forudsættes, at loven alene vil kunne bringes i anvendelse med de tilpasninger, som er nødvendige for, at loven vil kunne anvendes i forhold til andre opgaveflytninger end de i stk. 1 og 2 nævnte.
Loven vil endvidere med hjemmel i bestemmelsen kunne bringes delvis i anvendelse. Det vil eksempelvis kunne være relevant alene at bringe reglerne i § 6 og § 7, som regulerer de ansattes rettigheder og pligter ved overførslerne, i anvendelse.
Til § 2
Med bestemmelsen fastslås det, at lovens regler gælder ved de i § 1 nævnte opgaveflytninger, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Lovens regler viger således, hvis der i forbindelse med gennemførelsen af kommunalreformen i lovgivningen fastsættes andre regler om overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte m.v.
Særlige regler er fastsat ved § 12 i lov om ændring af lov om institutioner for uddannelsen til studentereksamen, lov om institutioner for uddannelsen til højere forberedelseseksamen, lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og forskellige andre love, og ved § 9 i lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om mellemlange videregående uddannelser, lov om centre for undervisningsmidler m.v. og forskellige andre love på Undervisningsministeriets område, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag. Med de omhandlede særlige regler i de nævnte ændringslove er det fastsat, at undervisningsministeren ved visse af de amtskommunale institutioners overgang til selveje overtager amtskommunernes faste ejendomme og stiller disse til disposition for de selvejende institutioner på vilkår, som fastsættes af undervisningsministeren.
Til kapitel 2
Til § 3
Til stk. 1
Det fastsættes med bestemmelsen, at den eller de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til kommunalreformen, den 1. januar 2007 overtager de aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af den pågældende opgave. Den eller de pågældende myndigheder indtræder endvidere fra denne dato i de rettigheder og pligter, som udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaven.
Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der på tidspunktet for opgaveflytningen tilkommer henholdsvis påhviler den myndighed, hvorfra opgaven overføres, ligesom bestemmelsen omfatter samtlige aktiver og passiver. Det gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede aktiver og passiver samt rettigheder og pligter. Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter indgået på såvel offentligretligt som privatretligt grundlag.
Bestemmelsen i stk. 1 medfører blandt andet, at den eller de myndigheder, som overtager en opgave, indtræder som ejer af bygninger og andre aktiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af den pågældende opgave, og som hidtil har været ejet af den myndighed, hvorfra den pågældende opgave overføres. Den eller de myndigheder, der overtager en opgave, indtræder endvidere som debitor i forhold til lån og andre passiver, herunder garantiforpligtelser, der er optaget af den myndighed, hvorfra opgaven overføres, hvis lånet m.v. udelukkende er optaget i forbindelse med varetagelsen af den pågældende opgave. Bestemmelsen indebærer således, at kreditorerne i forhold til den myndighed, hvorfra opgaven overføres, ikke kan opsige det pågældende mellemværende alene som følge af debitorskiftet.
Bestemmelsen omfatter endvidere blandt andet de tilgodehavender, som den myndighed, hvorfra opgaven overføres, har hos borgere, virksomheder og andre offentlige myndigheder samt borgernes, virksomhedernes og andre offentlige myndigheders krav mod den myndighed, hvorfra opgaven overføres, forudsat at de pågældende tilgodehavender og krav udelukkende er knyttet til varetagelsen af den pågældende opgave.
Bestemmelsen omfatter aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der eksisterer på tidspunktet for overførslen af opgave. Bestemmelsen omfatter således ikke aktiver og passiver m.v., der erhverves på et senere tidspunkt. Det er imidlertid ikke afgørende, om aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der eksisterer på overførselstidspunktet, er myndigheden bekendt. Bestemmelsen gælder også for aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der ikke er myndigheden bekendt på overførselstidspunktet. Det vil blandt andet gælde erstatningskrav, som myndigheden ifalder efter overførselstidspunktet for en skadevoldende handling begået før overførselstidspunktet. Der henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 1, 2. pkt.
Bestemmelsen omfatter dog alene aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaven. Det afgørende er i den forbindelse den konkrete anvendelse af det pågældende aktiv, henholdsvis hvorvidt et passiv, rettigheder eller pligter er pådraget, tilkommer eller påhviler myndigheden i forbindelse med varetagelsen af den pågældende opgave. Det vil eksempelvis sige, at et aktiv, der konkret anvendes i forbindelse med varetagelsen af såvel sygehusopgaven, der overføres til regionerne, og genoptræningsopgaven, der overføres til kommunerne, ikke vil være omfattet af bestemmelsen i stk. 1. Det er den konkrete anvendelse på tidspunktet for overførslen af opgaven, der er afgørende, ikke en eventuel tidligere anvendelse.
Der er ikke med bestemmelsen fastsat nærmere regler for, hvornår der er tale om et særskilt aktiv, hvis anvendelse skal lægges til grund for, om fordelingen skal ske efter stk. 1. Afgørelsen heraf må af de myndigheder, der medvirker ved fordelingen efter lovens kapitel 3, ske efter de almindelige principper om saglighed i forvaltningen, således at der ikke er tale om omgåelse af bestemmelsen i stk. 1. Indenrigs- og sundhedsministeren vil i medfør af § 17, stk. 1, kunne fastsætte nærmere regler om udarbejdelsen af aftaleudkast, herunder hvornår et aktiv i forbindelse med aftaleudkastet skal opgøres som et særskilt aktiv.
Det må formodes, at de færreste passiver vil kunne siges udelukkende at knytte sig til varetagelsen af en bestemt opgave. Kan det imidlertid konstateres, at et passiv udelukkende er knyttet til varetagelsen af en opgave, der overføres, overføres det pågældende passiv efter reglerne i stk. 1. Det vil f.eks. kunne være prioritetslån i en ejendom, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af en opgave, der overføres.
Bestemmelsen medfører endvidere, at den eller de myndigheder, der overtager en opgave, generelt indtræder i den afgivende myndigheds sted i forhold til samarbejder med myndigheder og private, der udelukkende knytter sig til varetagelsen af den pågældende opgave.
Bestemmelsen indeholder ikke regler for, hvordan fordelingen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter skal ske mellem flere myndigheder, som overtager en opgave, f.eks. ved en overførsel af en amtskommunal opgave til kommunerne. Denne fordeling skal ske ud fra princippet om forholdsmæssighed, jf. § 5, stk. 2. Bestemmelsen indebærer dog, at aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af den pågældende opgave, alene skal fordeles mellem de myndigheder, hvortil den pågældende opgave overføres, jf. stk. 3 og 4 om overførslen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der ikke udelukkende er knyttet til varetagelsen af en bestemt opgave.
Til stk. 2
Amtskommuner og kommuner, herunder Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, varetager efter de uskrevne kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse (de såkaldte kommunalfuldmagtsregler) frivilligt en række opgaver. En række af disse kommunalfuldmagtsopgaver har en nær og naturlig sammenhæng med opgaver, som de pågældende myndigheder skal løse efter lovgivningen.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at den eller de myndigheder, der overtager en opgave fra en amtskommune eller kommune, tillige overtager de aktiver og passiver og indtræder i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af en kommunalfuldmagtsopgave, som har en nær og naturlig tilknytning til den (lovbestemte) opgave, der overføres i henhold til kommunalreformen. Herved sikres det, at aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der nært og naturligt knytter sig til beslægtede opgaver, der overføres i henhold til kommunalreformen, ligeledes overføres til den eller de myndigheder, der overtager den beslægtede opgave.
Bestemmelsen omfatter ligesom bestemmelsen i stk. 1 alene aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af kommunalfuldmagtsopgaver, som har en nær og naturlig tilknytning til den opgave, der overføres i henhold til kommunalreformen. Det afgørende er i den forbindelse den konkrete anvendelse af det pågældende aktiv, henholdsvis hvorvidt et passiv, rettigheder eller pligter er optaget, tilkommer eller påhviler myndigheden i forbindelse med varetagelsen af den pågældende kommunalfuldmagtsopgave. Overførslen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til varetagelsen af såvel kommunalfuldmagtsopgaver omfattet af stk. 2 som andre opgaver, er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 2. Overførslen af sådanne aktiver og passiver samt rettigheder og pligter reguleres derimod af bestemmelserne i stk. 3 og 4.
Det er en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen i stk. 2, at den eller de myndigheder, som overtager en opgave, fortsat lovligt vil kunne varetage den opgave, som den afgivende myndighed har varetaget efter kommunalfuldmagtsreglerne. Det indebærer, at aktiver og passiver samt rettigheder og pligter knyttet til kommunalfuldmagtsopgaver, som har en nær og naturlig sammenhæng med lovbestemte opgaver, der overføres i henhold til kommunalreformen, kun overføres til den myndighed, der overtager den pågældende lovbestemte opgave, hvis myndigheden efter den 1. januar 2007 vil kunne varetage den opgave, som den afgivende myndighed har varetaget efter kommunalfuldmagtsreglerne. Det gælder, uanset om den nye myndighed kan varetage den pågældende opgave med hjemmel i lov, eller om den nye myndighed – hvis der er tale om en myndighed, som er omfattet af kommunalfuldmagtsreglerne – kan varetage den pågældende opgave efter kommunalfuldmagtsreglerne. Er det ikke tilfældet, reguleres overførslen af aktiver eller passiver henholdsvis rettigheder eller pligter af reglerne i stk. 3 og 4.
Overføres samme opgave til flere myndigheder, f.eks. ved en overførsel af en amtskommunal opgave til kommunerne, vil fordelingen af aktiver og passiver m.v. mellem hver af de modtagende myndigheder skulle ske ud fra et princip om forholdsmæssighed, jf. lovforslagets § 5, stk. 2.
Til stk. 3
En række aktiver og passiver samt rettigheder og pligter vil ikke være omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Det gælder blandt andet aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som ikke udelukkende knytter sig til varetagelsen af en bestemt opgave, der overføres, men knytter sig til flere opgaver, der overføres til flere myndigheder, jf. bemærkningerne til stk. 1. Det gælder endvidere blandt andet aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til kommunalfuldmagtsopgaver, som ikke har en nær og naturlig sammenhæng med lovbestemte opgaver, som overføres efter kommunalreformen, jf. bemærkningerne til stk. 2.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter desuden ikke de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til varetagelsen af generelle funktioner, som ikke vedrører varetagelsen af en særlig opgave. Det gælder blandt andet aktiver og passiver, der er knyttet til generelle sekretariatsfunktioner hos de myndigheder, hvorfra opgaverne overføres. Det gælder for amtskommunernes vedkommende blandt andet amtsgården.
Bestemmelsen i stk. 3 regulerer overførslen af denne (resterende) del af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter fra de myndigheder, der nedlægges i henhold til kommunalreformen. Bestemmelsen finder således anvendelse for amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd.
Bestemmelsen indebærer, at de af amtskommunernes, Hovedstadens Sygehusfællesskabs og Hovedstadens Udviklingsråds aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er omfattet af bestemmelsen, den 1. januar 2007 overføres til de myndigheder, hvortil de pågældende myndigheders opgaver overføres.
Bestemmelsen indeholder ikke regler for, hvordan fordelingen af de pågældende aktiver og passiver samt rettigheder og pligter skal ske mellem de myndigheder, som overtager opgaver fra en myndighed, der nedlægges i henhold til kommunalreformen. Denne fordeling skal ske ud fra et princip om forholdsmæssighed, jf. § 5, stk. 2.
Med bestemmelsen i stk. 3 sikres det, at samtlige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter hos myndigheder, der nedlægges i henhold til kommunalreformen den 1. januar 2007, overføres til andre myndigheder. Herved sikres det blandt andet, at samtlige kreditorer, som har fordringer mod de pågældende myndigheder, har sikkerhed for, at en anden myndighed fra den 1. januar 2007 indtræder som debitor for den pågældende fordring.
Til stk. 4
Bestemmelsen i stk. 4 regulerer – ligesom stk. 3 – overførslen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2. Bestemmelsen i stk. 4 gælder for de myndigheder, hvorfra der overføres opgaver i henhold til kommunalreformen, men som ikke nedlægges. Bestemmelsen gælder således for overførsler fra kommunerne, herunder Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner.
Med bestemmelsen i stk. 4 fastsættes det, at en forholdsmæssig del af de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som ikke er omfattet af stk. 1 og 2, den 1. januar 2007 overføres til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed. Det gælder dog ikke for aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af de pågældende myndigheder efter 1. januar 2007.
Hensigten med bestemmelsen er således at sikre, at de myndigheder, som modtager opgaver fra kommunerne – ud over de aktiver og passiver m.v., som knytter sig til varetagelsen af opgaven, jf. stk. 1, og beslægtede kommunalfuldmagtsopgaver, jf. stk. 2 – også modtager en forholdsmæssig del af de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der blandt andet knytter sig til varetagelsen af generelle funktioner, herunder aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til generelle personalefunktioner.
De myndigheder, der modtager opgaver fra kommuner, vil efter bestemmelsen skulle modtage en andel af den pågældende kommunes aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til varetagelsen af generelle funktioner, der svarer til den andel af den pågældende kommunes samlede opgaveportefølje, der overføres.
Ved opgørelsen af den forholdsmæssige andel vil der også skulle tages højde for, om der er et rimeligt forhold mellem de aktiver, der overføres efter stk. 1 og 2, og de passiver, der overføres efter stk. 1 og 2. Med bestemmelsen i stk. 4 vil det således endvidere som udgangspunkt kunne sikres, at der samlet set er et rimeligt forhold mellem på den ene side de aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden side de passiver og pligter, der overføres til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 8, stk. 2, 2. pkt.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil i medfør af bestemmelsen i § 17 kunne fastsætte regler for, hvorledes den forholdsmæssige andel skal opgøres, herunder fordelingsregler for fordelingen mellem modtagende myndigheder og regler, der sikrer, at der samlet set er et rimeligt forhold mellem på den ene side de aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden de passiver og pligter, der overføres efter bestemmelsen i § 3.
Det i bestemmelsen fastsatte forholdsmæssighedsprincip vedrører alene forholdet mellem på den ene side den afgivende myndighed og på den anden side de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed. Bestemmelsen indeholder ikke regler for, hvordan fordelingen af de pågældende aktiver og passiver samt rettigheder og pligter skal ske mellem de myndigheder, som overtager opgaver fra den pågældende myndighed. Denne fordeling skal også ske ud fra et princip om forholdsmæssighed, jf. § 5, stk. 2.
Til § 4
Til stk. 1
Bestemmelsen fastslår udgangspunktet om, at de ansatte følger opgaven i forbindelse med de opgaveflytninger, der sker i henhold til kommunalreformen.
Med bestemmelsen i stk. 1 fastsættes det, at den eller de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til kommunalreformen, den 1. januar 2007 overtager de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven.
Bestemmelsen svarer i det væsentligste til reglerne for overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter efter § 3, stk. 1. I modsætning til reglerne efter § 3, stk. 1, omfatter bestemmelsen i stk. 1 imidlertid ikke kun de ansatte, der udelukkende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven, men også de ansatte der helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven. Efter bestemmelsen overføres ansatte, der helt overvejende er beskæftiget med en opgave, der overføres til en anden myndighed, f.eks. en kommune, således til den pågældende kommune, uanset om den ansatte også er beskæftiget med andre opgaver, som ikke overføres til den pågældende kommune. Bestemmelsen sikrer herved, at de ansattes arbejdsindhold i mindst muligt omfang berøres af opgaveflytningerne.
Bestemmelsen indebærer, at den eller de myndigheder, hvortil ansatte overføres, fra den 1. januar 2007 er ansættelsesmyndighed for de pågældende ansatte. Bestemmelsen regulerer alene, til hvilken myndighed overførslen skal ske. Bestemmelsen regulerer derimod ikke den ansattes indplacering hos den nye ansættelsesmyndighed. Der kan herom henvises til punkt 6 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 16, stk. 5.
Den ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen til en anden ansættelsesmyndighed er reguleret af bestemmelserne i § 6 vedrørende overenskomstansatte m.v. og § 7 vedrørende tjenestemænd.
Til stk. 2
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af kommunalfuldmagtsopgaver, der overføres efter § 3, stk. 2, den 1. januar 2007 overføres sammen med de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til varetagelsen af kommunalfuldmagtsopgaver omfattet af § 3, stk. 2.
Ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af kommunalfuldmagtsopgaver, vil alene skulle overføres efter denne bestemmelse, såfremt aktiver og passiver samt rettigheder og pligter knyttet til varetagelsen af den pågældende kommunalfuldmagtsopgave vil skulle overføres efter § 3, stk. 2. Det betyder, at det er en forudsætning for overførslen af ansatte, der er beskæftiget med varetagelsen af kommunalfuldmagtsopgaver, at den modtagende myndighed efter den 1. januar 2007 lovligt kan varetage de pågældende kommunalfuldmagtsopgaver.
Der henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 2.
Til stk. 3
Bestemmelsen svarer til reglerne for overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter efter § 3, stk. 3. Om baggrunden for bestemmelsen kan der henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 3.
Bestemmelsen indebærer, at ansatte i amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, der er beskæftiget med blandt andet varetagelsen af generelle funktioner, herunder ansatte i sekretariats- og personalekontorer, vil blive overført til de myndigheder, som modtager opgaver fra henholdsvis amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd.
Bestemmelsen i stk. 3 sikrer i forbindelse med nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, at samtlige ansatte overføres til andre myndigheder den 1. januar 2007.
Til stk. 4
Det fastsættes med bestemmelsen, at der fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen, den 1. januar 2007 overføres en forholdsmæssig del af de ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, og som ikke udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007. Om baggrunden for bestemmelsen kan der henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 4.
Bestemmelsen indebærer, at en forholdsmæssig andel af de ansatte i kommunerne, herunder Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, der er beskæftiget med blandt andet varetagelsen af generelle funktioner, herunder sekretariats- og personalefunktioner, den 1. januar 2007 overføres til de myndigheder, der modtager opgaver fra kommunerne. Den forholdsmæssige andel vil kunne opgøres i årsværk. Fastlæggelsen af, hvilke konkrete ansatte der overføres i medfør af bestemmelsen, vil skulle ske i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 3.
Bestemmelsen gælder ikke for ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som kommunerne fortsat skal varetage. Det indebærer, at ansatte i kommunerne, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som kommunerne fortsat skal varetage efter den 1. januar 2007, ikke vil kunne blive overført i medfør af bestemmelsen.
Til § 5
Til stk. 1
Det følger af bestemmelsen, at en overførsel af opgaver til flere myndigheder på samme forvaltningsniveau alene sker til den eller de myndigheder, der er helt eller delvis beliggende inden for det geografiske område for den myndighed, hvorfra opgaven overføres. Overførslerne sker direkte fra blandt andet de myndigheder, der nedlægges med udgangen af 2006, til de myndigheder, der overtager opgaven pr. 1. januar 2007, herunder myndigheder henholdsvis fællesskaber og selvejende institutioner omfattet af § 1, stk. 1, 2. pkt., der fungerer med virkning fra denne dato.
Bestemmelsen indebærer i forhold til opgaver, der overføres fra amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd til regionerne eller kommunerne, at overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte alene sker til den eller de regioner henholdsvis kommuner, der helt eller delvis er beliggende inden for området for den myndighed, hvorfra opgaven overføres. En overførsel fra eksempelvis Vestsjællands Amtskommune sker således alene til Region Sjælland og til de kommuner, der helt eller delvis er beliggende inden for amtsgrænserne for Vestsjællands Amt, herunder kommuner der er sammenlagt på tværs af amtsgrænserne.
En region vil således modtage aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fra de amtskommuner, hvis områder regionen helt eller delvis er beliggende indenfor. Tilsvarende vil en kommune, der med virkning fra 1. januar 2007 sammenlægges på tværs af de hidtidige amtsgrænser, modtage aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fra de amtskommuner, hvis områder kommunen er beliggende indenfor.
Bestemmelsen gælder alene for overførsler af opgaver til flere myndigheder på samme forvaltningsniveau. Det betyder, at bestemmelsen finder anvendelse ved overførsel af opgaver til regionerne, kommunerne, trafikselskaber eller de selvejende institutioner på undervisningsområdet.
Bestemmelsen har alene betydning for, til hvilke myndigheder overførslen skal ske. Bestemmelsen har ikke betydning for de ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen. Bestemmelsen har således ikke betydning for afgrænsningen af ansættelsesområdet hos den myndighed, hvortil de ansatte overføres, eller for afgrænsningen af, om den ansatte er forpligtet til at tåle den ændring, herunder med hensyn til ansættelsesområde, som overførslen til den nye ansættelsesmyndighed indebærer. De ansattes rettigheder og pligter i forbindelse hermed reguleres af bestemmelserne i § 6 og § 7.
Til stk. 2
Det følger af bestemmelsen, at der ved overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte til flere myndigheder i medfør af § 3 og § 4 overføres en forholdsmæssig del heraf til den enkelte myndighed.
Bestemmelsen fastslår således, at de pågældende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte skal fordeles forholdsmæssigt mellem samtlige de myndigheder, som modtager opgaver fra en myndighed. Bestemmelsen gælder både for fordeling fra myndigheder, der nedlægges ved kommunalreformen, og for fordeling fra myndigheder, der ikke nedlægges. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i medfør af § 17 blandt andet fastsætte nærmere regler om fordelingen, herunder fordelingsregler for fordelingen mellem de pågældende myndigheder. I øvrigt vil den konkrete fordeling heraf skulle ske i henhold til den procedure, der er fastsat med reglerne i lovens kapitel 3.
Princippet om forholdsmæssighed finder anvendelse ved fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der er nærmere knyttet til en opgave, jf. § 3, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1 og 2, mellem flere myndigheder, som overtager en opgave, f.eks. ved en overførsel af en amtskommunal opgave til kommunerne. Fordelingen sker med udgangspunkt i, hvor stor en del af den overførte opgave der overføres til hver af de modtagende myndigheder.
Princippet om forholdsmæssighed finder endvidere anvendelse ved fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der ikke umiddelbart er knyttet til en opgave, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed, f.eks. ved fordeling af en amtskommunes generelle administrative funktioner mellem statslige, regionale og kommunale myndigheder. Fordelingen sker med udgangspunkt i, hvor stor en del af den afgivende myndigheds opgaveportefølje der overføres til hver af de modtagende myndigheder.
Til § 6
Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 (virksomhedsoverdragelsesloven), finder ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.
Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.
Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for samtlige overenskomstansatte, ansatte i henhold til bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og ansatte efter individuel aftale, der som nævnt i § 4, jf. § 5, overføres til en ny ansættelsesmyndighed, bestemmes, at virksomhedsoverdragelsesloven skal finde tilsvarende anvendelse for de ansatte, som ikke er direkte omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Bestemmelsen omfatter således også de ansatte, der er omfattet af § 4, stk. 3 og 4. Derved sikres alle overenskomstansatte m.v., der overføres efter loven, uagtet karakteren af deres arbejdsopgaver, ensartede rettigheder efter virksomhedsoverdragelsesloven. De pågældende ansatte bliver herunder omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens regler om videreførelse af de ansattes ansættelsesvilkår. Den nye ansættelsesmyndighed indtræder således umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der består på overdragelsestidspunktet i henhold til kollektiv overenskomst og aftale, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og individuel aftale om løn- og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2. De pågældende ansatte bliver endvidere omfattet af virksomhedsoverdragelseslovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af kommunalreformen, jf. nærmere virksomhedsoverdragelseslovens § 3.
Bestemmelsen indebærer, at alle overenskomstansatte m.v., der overføres efter loven, som udgangspunkt er forpligtet til efter kommunalreformen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer således, at arbejdsgiverskiftet i forbindelse med overførslen af en ansat til en ny ansættelsesmyndighed som led i kommunalreformen ikke i sig selv er en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle, forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet. En ansat vil dog altid kunne opsige ansættelsesforholdet med sædvanligt varsel, såfremt denne ikke måtte ønske at blive overført til en ny ansættelsesmyndighed. Ophæves arbejdsaftalen af en lønmodtager, fordi overdragelsen medfører væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for lønmodtageren, sidestilles ophævelsen med en afskedigelse i retsforholdet mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 3, stk. 2.
Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Der kan endvidere henvises til punkt 5.1 i de almindelige bemærkninger.
For så vidt angår ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger, er der i § 7, stk. 7, fastsat regler vedrørende pensionsforpligtelsen m.v. Der henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 7.
Til § 7
Til stk. 1
Efter stk. 1 bestemmes, at de tjenestemænd, der overføres efter § 4, jf. § 5, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
De pågældende ansættes som tjenestemænd hos den nye ansættelsesmyndighed i henhold til dennes tjenestemandsregler og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til disse regler. Tjenestemænd, der efter reglerne i § 4 overføres til ansættelse i statslige myndigheder, vil således eksempelvis blive ansat som statstjenestemænd i henhold til tjenestemandslovgivningen, mens tjenestemænd, der overføres til ansættelse i kommunerne, vil blive ansat som kommunale tjenestemænd i henhold til de kommunale tjenestemandsregulativer eller -vedtægter. Har den nye ansættelsesmyndighed ikke tjenestemandsregler, forudsættes det, at sådanne etableres. Det kan i den forbindelse blive nødvendigt med nye tjenestemandsregulativer og med overgangsregler, indtil de nødvendige aftaler er indgået.
Det vil ved den pensionsmæssige indplacering hos den nye ansættelsesmyndighed blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i den hidtidige ansættelsesmyndigheds regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder hos den nye ansættelsesmyndighed, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.
Bestemmelsen indebærer, at ansættelsesmyndigheden er vedkommende nye ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes hos denne ansættelsesmyndighed.
Overgang til ansættelse hos den nye ansættelsesmyndighed vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter § 4, jf. § 5, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed.
Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som ikke ændrer tjenestens karakter.
Ved vurderingen af, om en sådan anden stilling kan anses for passende, vil det ud over en vurdering af stillingens karakter og sammenhæng med den hidtidige stilling skulle indgå, om tjenestemanden efter en bedømmelse på grundlag af momenter som uddannelse, alder, helbredstilstand, den sædvanlige opfattelse af status m.v. kan siges at have fået anvist en passende stilling. Ved vurderingen vil det endvidere blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle reform i den offentlige sektor, som kommunalreformen indebærer. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.
Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.
Der kan ikke angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling, heller ikke i forhold til eksempelvis geografiske ændringer. Stor afstand mellem det hidtidige og det nye tjenestested udelukker således ikke i sig selv pligten til at overtage den nye stilling.
Bestemmelsen omfatter tjenestemænd, der efter loven overføres fra amtskommunerne til de selvejende institutioner på undervisningsområdet (gymnasier, hf-kurser, voksenuddannelsescentrene, social- og sundhedsskoler, sygeplejerske- og radiografskoler samt centre for undervisningsmidler). Disse tjenestemænd overgår således til ansættelse hos den pågældende selvejende institution.
Tjenestemænd i den amtskommunale folkeskole vil ved overgangen til den nye ansættelsesmyndighed bevare deres status som tjenestemænd i folkeskolen i henhold til reglerne i lov om tjenestemænd i folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 679 af 17. september 1998.
Der kan endvidere henvises til pkt. 5.2 i de almindelige bemærkninger.
Til stk. 2
Efter stk. 2 bestemmes det, at det er vedkommende nye ansættelsesmyndighed, der i forhold til tjenestemanden er forpligtet til at udbetale tjenestemandspensionen.
Med hensyn til de tjenestemænd, der efter loven overføres til de selvejende institutioner på undervisningsområdet, er det sikret, at eventuelle udgifter til ventepenge eller rådighedsløn og pension til den selvejende institutions tjenestemænd afholdes af statskassen i tilfælde af institutionens ophør, hvis den ophørende institution ikke har midler til at afholde udgiften, jf. § 13, stk. 2, i lov om ændring af lov om institutioner for uddannelsen til studentereksamen, lov om institutioner for uddannelsen til højere forberedelseseksamen, lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og forskellige andre love og § 10, stk. 2, i lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om mellemlange videregående uddannelser, lov om centre for undervisningsmidler m.v. og forskellige andre love på Undervisningsministeriets område, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag.
Til stk. 3
Efter stk. 3 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd, hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter den 1. januar 2007.
Bestemmelsen omfatter pensionsforpligtelser vedrørende tjenestemænd, der er ansat i de pågældende myndigheder ved udgangen af 2006 (aktive tjenestemænd), og som overføres til ansættelse under nye ansættelsesmyndigheder efter reglerne i § 4, jf. § 5. Bestemmelsen omfatter endvidere de af myndighedens pensionsforpligtelser, der overføres efter reglerne i § 3, vedrørende tjenestemænd m.v., der er fratrådt med aktuel eller opsat pension, samt disses eventuelle ægtefælle og børn.
Bemyndigelsesbestemmelsen omfatter kun den pensionsforpligtelse, der overføres efter reglerne i lovens § 3. Der kan således ikke med hjemmel i bestemmelsen fastsættes regler vedrørende beregningen af pensionsforpligtelser, der overføres efter lovgivningen i øvrigt, herunder den pensionsforpligtelse, der overføres fra Københavns og Frederiksberg Kommuner til Region Hovedstaden i medfør af § 87, stk. 1 og 2, i forslag til lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, der fremsættes samtidigt med dette lovforslag. Det vil blive fastsat, at tjenestemandspensionsforpligtelserne som udgangspunkt vil blive fordelt mellem den hidtidige ansættelsesmyndighed og den nye ansættelsesmyndighed i tilfælde, hvor den hidtidige ansættelsesmyndighed eksisterer efter den 1. januar 2007. Dette fordelingsprincip, der har været fulgt ved de fleste hidtidige opgaveflytninger mellem stat og kommuner, og som også foreslås bragt i anvendelse ved overførsel af skatteopgaven fra kommuner til staten, jf. § 69, stk. 3, i det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til skatteforvaltningsloven, forekommer rimeligt henset til, at den myndighed, der har haft nytte af ansættelsen, (og i princippet kunne have forsikret sig ud af forpligtelsen) også holdes fast på sin del af pensionsforpligtelsen.
Af hensyn til ligelighed mellem regionerne indbyrdes og mellem kommunerne indbyrdes vil det imidlertid blive fastsat, at den modtagende myndighed overtager alle tjenestemandspensionsforpligtelserne i tilfælde, hvor en opgave, der i resten af landet varetages af amtskommunerne, overføres fra Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner til regionerne eller staten, eller hvor en opgave, der kun varetages af enkelte af kommunerne overføres til regionerne, staten eller trafikselskaberne.
Reglerne om fordelingen af pensionsforpligtelser vedrørende tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd m.v., der overføres fra myndigheder, der fortsat eksisterer efter den 1. januar 2007, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra de pågældende myndigheder, vil kunne fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med finansministeren med hjemmel i § 17. Der henvises til bemærkningerne til § 17.
Om beregningen af de pensioner, der skal udbetales, henvises til stk. 5.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
Til stk. 4
Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at den eller de myndigheder, hvortil der overføres en opgave i henhold til kommunalreformen, blandt andet overtager de tjenestemandspensionsforpligtelser, som udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaven. Det følger endvidere af § 3, stk. 3, at tjenestemandspensionsforpligtelser, som ikke udelukkende er knyttet til en bestemt opgave, overføres fra en myndighed, der nedlægges i henhold til kommunalreformen, til de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den pågældende myndighed. Tjenestemandspensionsforpligtelser skal fordeles forholdsmæssigt mellem de myndigheder, der modtager opgaver, med udgangspunkt i, hvor stor en del af den afgivende myndigheds opgaveportefølje den enkelte myndighed modtager, jf. bestemmelsen i § 5, stk. 2.
Efter bestemmelsen i stk. 4 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om beregning af den pensionsforpligtelse vedrørende tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd m.v., der efter § 3 overføres fra myndigheder, der nedlægges i henhold til kommunalreformen.
Bestemmelsen omfatter pensionsforpligtelser over for tjenestemænd, der er ansat i de pågældende myndigheder, herunder amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, ved udgangen af 2006 (aktive tjenestemænd), og som overføres til ansættelse under nye ansættelsesmyndigheder efter reglerne i § 4, jf. § 5. Bestemmelsen omfatter endvidere pensionsforpligtelser over for tjenestemænd m.v., der er fratrådt med aktuel eller opsat pension, samt disses eventuelle ægtefælle og børn.
Bemyndigelsesbestemmelsen omfatter imidlertid kun den pensionsforpligtelse, der overføres efter reglerne i lovens § 3. Der kan således ikke med hjemmel i bestemmelsen fastsættes regler vedrørende beregningen af pensionsforpligtelser, der overføres efter lovgivningen i øvrigt.
Bestemmelsen omfatter den samlede aktuelle og hvilende pensionsforpligtelse vedrørende tjenestemænd. Regler for beregningen af de pensioner, der skal udbetales, vil kunne fastsættes i medfør af stk. 5.
Bestemmelsen omfatter alene beregningen af den pensionsforpligtelse, der overføres fra den afgivende til den eller de modtagende myndigheder. Reglerne om fordelingen af tjenestemandspensionsforpligtelser, der omfattes af bestemmelsen i stk. 4, dvs. fordelingen af pensionsforpligtelser vedrørende tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd m.v., der overføres fra amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra de pågældende myndigheder, fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med finansministeren med hjemmel i § 17. Der henvises til bemærkningerne til § 17.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
Til stk. 5
Efter stk. 5 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler for forskellige andre pensionsspørgsmål vedrørende beregning, administration, refusion, revision m.v., for de pensioner, der skal udbetales til de overførte og pensionerede tjenestemænd m.v., herunder ægtefælle- og børnepensioner samt opsatte pensioner. Bemyndigelsesbestemmelsen omfatter alene pensioner, der er omfattet af bestemmelserne i stk. 3 og 4.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
Til stk. 6
Med bestemmelsen fastsættes det, at finansministeren kan træffe afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til bestemmelserne i stk. 3-5.
Til stk. 7
Det fastsættes med bestemmelsen, at bestemmelserne i stk. 2-6 finder tilsvarende anvendelse for ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger. Bestemmelsen regulerer alene spørgsmål vedrørende pensionsforpligtelsen for disse ansatte. De pågældende ansattes rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen efter § 4, jf. § 5, reguleres af bestemmelsen i § 6.
Henvisningen til stk. 2 indebærer, at det er den nye ansættelsesmyndighed, hvortil den pågældende ansatte overføres, som i forhold til den pågældende ansatte er forpligtet til at udbetale pensionen.
Eksisterer den hidtidige ansættelsesmyndighed efter den 1. januar 2007 fastsætter finansministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem den hidtidige og nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen for ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger, jf. henvisningen til stk. 3. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 3.
Nedlægges den hidtidige ansættelsesmyndighed i henhold til kommunalreformen, vil pensionsforpligtelsen for ansatte med en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsordninger, skulle overføres til den nye ansættelsesmyndighed. Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om beregningen af denne pensionsforpligtelse, jf. henvisningen til stk. 4. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 4.
Henvisningen til stk. 5 indebærer, at finansministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision m.v., af pensionen for de omhandlede ansatte. Af henvisningen til stk. 6 følger det, at finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til stk. 3-5.
Til kapitel 3
Kapitel 3 indeholder regler for proceduren for fastlæggelsen af, hvilke konkrete aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres, og til hvilke konkrete myndigheder overførslen skal ske.
Generelt om proceduren kan der henvises til punkt 6 i de almindelige bemærkninger.
Til § 8
Til stk. 1
Med bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, skal udarbejde et udkast til en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres efter § 3 og § 4.
Aftaleudkastet skal indeholde en opgørelse over, hvilke aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der skal overføres efter § 3, samt hvilke ansatte der skal overføres efter § 4. Aftaleudkastet skal endvidere indeholde et udkast til fordelingen mellem myndighederne af de pågældende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, herunder til fordelingen mellem myndigheder på samme forvaltningsniveau, som overtager en opgave, f.eks. kommunerne i amtet.
Det forudsættes i den forbindelse, at den myndighed, der udarbejder aftaleudkastet, i videst muligt omfang og i god tid inden tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet indgår i en dialog med de myndigheder, hvortil der skal overføres opgaver fra den pågældende myndighed, om fordelingen af de pågældende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt navnlig fordelingen af ansatte med henblik på, at overførslen af blandt andet ansatte kan ske så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt. Kommunerne i et amt vil i forbindelse med denne dialog kunne – og vil i det omfang, det er muligt, af amtskommunen skulle – gives lejlighed til at koordinere sine synspunkter, herunder træffe beslutning om at forhandle samlet.
Det følger endvidere af lovforslagets § 16, stk. 1, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet forud for forelæggelsen af aftaleudkastet for den eller de myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra myndigheden, jf. § 9, stk. 1. Det forudsættes således, at den myndighed, der udarbejder aftaleudkastet indgår i en dialog med de ansattes repræsentanter for så vidt angår overførslen af ansatte. Der henvises til bemærkningerne til § 16, stk. 1.
De ansattes ønsker og samarbejdsudvalgets synspunkter vil endvidere kunne indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders drøftelser om fordelingen af de ansatte. Der henvises herom til punkt 6 i de almindelige bemærkninger.
Samtlige de myndigheder, hvorfra der skal overføres opgaver pr. 1. januar 2007 som følge af kommunalreformen, har således pligt til at udarbejde aftaleudkast efter bestemmelsen. Det gælder både myndigheder, der nedlægges med udgangen af 2006 i henhold til kommunalreformen, og myndigheder, der ikke nedlægges.
Aftaleudkastet danner udgangspunkt for de forhandlinger mellem myndighederne, som skal ske efter reglerne i § 10.
Det forudsættes, at aftaleudkastet udarbejdes således, at udkastet umiddelbart ville kunne danne grundlag for at afgøre, hvilke konkrete aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der overføres, og hvortil de overføres. Aftaleudkastet skal således udarbejdes på en måde, så det ikke vil kunne give anledning til tvivl at identificere, hvilke aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der er tale om. En konkret opregning af det enkelte aktiv og passiv m.v. eller den enkelte ansatte er dog alene nødvendig, hvis undladelse heraf vil kunne give anledning til tvivl. Der vil således kunne foretages en generel henvisning til aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til en bestemt institution, hvis de opgaver, der varetages inden for institutionen, er opgaver, der efter kommunalreformen fremover skal varetages af en bestemt myndighed. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i medfør af § 17, stk. 1, fastsætte nærmere regler for udarbejdelsen af aftaleudkast.
Det forudsættes med hensyn til opgaver, der skal overføres til staten, at staten optræder som én samlet myndighed. Aftaleudkastet skal således ikke indeholde udkast til fordeling af ansatte mellem flere statslige myndigheder.
Aftaleudkast skal udarbejdes i overensstemmelse med de generelle regler i lovens § 3 og § 4 og i overensstemmelse med eventuelle regler fastsat i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 17. Der henvises til bemærkningerne til § 17.
Det præciseres med bestemmelsens 2. pkt., at aftaleudkast herunder skal omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som fremkommer efter aftaleudkastets udarbejdelse. Aftaleudkastet skal således – ud over opgørelser af de på tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet eksisterende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. stk. 1 – omfatte et udkast til fordelingen af alle de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres, dvs. også de aktiver m.v., som vil eksistere på overførselstidspunktet, men som myndigheden ikke er bekendt med på tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet.
Myndigheden, der udarbejder aftaleudkast, vil skulle iværksætte fornødne undersøgelser for at fastslå, hvilke aktiver og passiver myndigheden har, samt hvilke rettigheder og pligter der tilkommer henholdsvis påhviler myndigheden.
I enkelte tilfælde kan aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, hvis eksistens på overførselstidspunktet først fastslås af myndigheden efter aftaleudkastets udarbejdelse, imidlertid fremkomme efter tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet. Det vil blandt andet kunne være tilfældet, hvis myndigheden efter tidspunktet for aftaleudkastets udarbejdelse ifalder erstatningskrav for en skadevoldende handling begået før overførselstidspunktet. Det vil endvidere kunne være tilfældet med hensyn til ansatte, der ansættes efter tidspunktet for aftaleudkastets udarbejdelse. Med bestemmelsen sikres det således også, at der tages stilling til overførslen af ansatte, der først ansættes efter aftaleindgåelsen.
Bestemmelsen i 2. pkt. indebærer, at myndigheden i aftaleudkastet skal tage stilling til, hvorledes eventuelle aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der fremkommer efter tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet, skal fordeles. Bestemmelsen indebærer alene, at aftaleudkastet skal omfatte et udkast til fordelingen af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der ikke er myndigheden bekendt på tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet, og ikke en pligt til at udarbejde opgørelser over de omhandlede aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, idet myndigheden ikke i praksis vil kunne foretage sådanne opgørelser over aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som ikke er myndigheden bekendt.
Til stk. 2
Med bestemmelsens 1. pkt. gives der mulighed for, at aftaleudkast kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed.
Baggrunden for bestemmelsen er, at visse enkeltstående aktiver, passiver, rettigheder eller pligter vanskeligt konkret vil kunne fordeles, eller at det pågældende aktiv eller passiv eller den pågældende rettighed eller forpligtelse vanskeligt kan overføres til én myndighed, uden at den samlede fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter herved forskydes på en sådan måde, at den samlede fordeling ikke opfylder bestemmelserne i § 3 eller eventuelle regler udstedt i medfør af lovens § 17. Bestemmelsen giver derfor mulighed for, at en myndighed kan godtgøre de øvrige myndigheder for en del af værdien af et aktiv eller en rettighed, og at en myndighed, der overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse tilsvarende kan godtgøres for en del af værdien af det pågældende passiv eller den pågældende forpligtelse, hvis en opdeling af aktivet, passivet, rettigheden eller forpligtelsen vil være vanskelig eller uhensigtsmæssig.
Myndighederne har frihed til at aftale, hvorledes betalingen skal erlægges. Der vil således såvel kunne aftales betaling af et engangsbeløb som betalinger i rater og løbende betaling af et beløb indtil eksempelvis ophøret af en forpligtelse.
Reglerne i § 68 i lov om kommunernes styrelse om salg af kommunens faste ejendom finder ikke anvendelse ved en myndigheds overtagelse af faste ejendomme i medfør af bestemmelsen, selv om det efter bestemmelsen sker ved, at myndigheden godtgør de øvrige myndigheder for en del af den faste ejendoms værdi. Der vil således ikke være tale om et salg efter § 68 i lov om kommunernes styrelse.
Det forudsættes, at myndighederne opgør værdien af aktivet, passivet, rettigheden eller forpligtelsen i overensstemmelse med de almindelige regler om saglighed i forvaltningen. Det indebærer, at værdien af aktivet, passivet, rettigheden eller forpligtelsen må fastsættes til et beløb svarende til markedsprisen (den højest opnåede pris i handel og vandel), hvis en sådan kan konstateres. Indenrigs- og sundhedsministeren kan med hjemmel i § 17, stk. 1, fastsætte nærmere regler for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, herunder for et passiv eller en forpligtelse, som en myndighed overtager på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der sker overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan aftaleudkastet endvidere indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen, på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres.
Bestemmelsen finder alene anvendelse for overførsel af aktiver eller rettigheder fra myndigheder, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen. Der vil således alene i aftaler, hvorved der overføres aktiver fra kommunerne, herunder Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, kunne fastsættes vilkår om, at den myndighed, der overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, betaler et beløb til den pågældende kommune.
Myndighederne har – som efter 1. pkt. – frihed til at aftale, hvorledes betalingen skal erlægges.
Baggrunden for bestemmelsen er, at det ved de overførsler, der sker efter bestemmelserne i § 3 fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen, skal sikres, at der er et rimeligt forhold mellem på den ene side de aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden side de passiver og pligter, der overføres fra den pågældende myndighed. Det afgørende er således, hvorvidt der samlet set er et rimeligt forhold mellem de aktiver og rettigheder, der overføres, og de passiver og pligter, der overføres, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 4. Det vil eksempelvis ikke nødvendigvis ved en overførsel efter § 3, stk. 4, af en forholdsmæssig del af myndighedens aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der knytter sig til generelle funktioner, kunne sikres, at der samlet set er rimelig sammenhæng mellem de aktiver og rettigheder, der overføres, og de passiver og pligter, der overføres fra myndigheden, hvis en myndighed har aktiver af en betydelig værdi, der overføres, mens myndighedens passiver er begrænsede.
Med bestemmelsen i 2. pkt. gives der på den baggrund hjemmel til, at myndighederne kan aftale, at overførslen af et aktiv eller en rettighed sker på betingelse af, at den myndighed, hvortil aktivet eller rettigheden overføres, betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres.
Det forudsættes således, at bestemmelsen alene vil kunne anvendes med henblik på at sikre en rimelig sammenhæng mellem på den ene side de samlede aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden side de samlede passiver og pligter, der overføres. Bestemmelsen vil således kun kunne finde anvendelse, hvis der ikke er et sådant rimeligt forhold mellem på den ene side de aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden side de passiver og pligter, der overføres. Bestemmelsen vil kunne anvendes, hvis der ikke ved den forholdsmæssige fordeling efter § 3, stk. 4, kan opnås en rimelig sammenhæng mellem på den ene side de samlede aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden side de samlede passiver og pligter, der overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes, selv om en sådan rimelig sammenhæng vil kunne sikres ved en overførsel af en forholdsmæssig del af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter efter bestemmelsen i § 3, stk. 4. Som alternativ til, at den forholdsmæssige del af de passiver og pligter, der overtages efter § 3, stk. 4, opgøres med henblik på at sikre en samlet set rimelig sammenhæng mellem på den ene side de aktiver og rettigheder, der overføres, og på den anden side de passiver og pligter, der overføres, vil der således kunne aftales vilkår om, at et aktiv eller en rettighed overtages på betingelse af, at den myndighed, der overtager aktivet eller rettigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres.
Til stk. 3
Det følger af bestemmelsen, at aftaleudkast er fortrolige, indtil der er taget endelig stilling til fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved aftaleindgåelse, vedtagelse af et mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning. Det indebærer, at myndighederne ikke må offentliggøre aftaleudkast, og at reglerne i offentlighedsloven ikke finder anvendelse indtil det tidspunkt, hvor der er indgået aftale mellem myndighederne, herunder ved myndighedernes vedtagelse af mæglingsforslag, eller indtil det tidspunkt, hvor delingsrådet har truffet beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Der er således tale om en særlig tavshedspligtbestemmelse, der begrænser pligten til at meddele oplysninger efter offentlighedslovens almindelige regler, jf. offentlighedslovens § 14.
Bestemmelsen indebærer, at de aftaleudkast, som en amtskommune eller en kommune skal udarbejde, må behandles for lukkede døre i amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen indebærer tilsvarende, at de myndigheder, som forelægges aftaleudkastet efter § 9, skal behandle udkastet fortroligt. Kommunalbestyrelsen i en kommune, hvortil der overføres opgaver, vil således skulle behandle aftaleudkastet for lukkede døre. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at et sammenlægningsudvalg for en kommune forelægger eller drøfter aftaleudkastet med kommunalbestyrelserne i de kommuner, der indgår i sammenlægningen. Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelserne for de kommuner, der indgår i sammenlægningen, i så fald er forpligtede til at behandle aftaleudkastet for lukkede døre.
Når der er indgået aftale mellem myndighederne, herunder ved vedtagelse af et mæglingsforslag, eller når delingsrådets beslutning meddeles de berørte myndigheder, vil der skulle gives aktindsigt i aftaleudkast i overensstemmelse med offentlighedslovens almindelige regler herom.
Bestemmelsen skal ses på baggrund af den særlige situation, der opstår i forbindelse med kommunalreformen, hvor der skal ske overførsler af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem en række myndigheder, fællesskaber og selvejende institutioner, herunder overførsler af samtlige aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte hos amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd. Der er tale om en kompliceret proces, som skal foregå inden for en periode på ét år – inden opgaveflytningerne træder i kraft den 1. januar 2007. Det er af hensyn til processens forløb væsentligt, at samtlige myndigheder er indstillet på at føre reelle forhandlinger og gøre bestræbelser på at nå til enighed om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det er således målet, at der opnås enighed mellem myndighederne i videst muligt omfang. Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering vil offentlighed om aftaleudkast forinden aftaleindgåelse, vedtagelse af mæglingsforslag eller beslutning, kunne medføre en sådan uro om forhandlingerne, at forhandlingsprocessen vanskeliggøres, herunder navnlig at sandsynligheden for at opnå enighed mellem myndighederne forringes. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på den baggrund fundet det nødvendigt at fastsætte bestemmelsen om fortrolighed om aftaleudkast, indtil der er taget endeligt stilling til fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
Det følger af bestemmelsen i § 16, stk. 1, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, forud for forelæggelsen efter § 9, stk. 1. Det følger endvidere af bestemmelsen i § 16, stk. 2, at repræsentanter for de ansatte hos såvel den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, som den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orienteres om bl.a. aftaleudkastet. Aftaleudkastet er således ikke fortroligt i forhold til de pågældende repræsentanter for de ansatte. Herved sikres repræsentanterne for de ansatte det bedst mulige grundlag for at varetage de ansattes interesser i forbindelse med delingsproceduren. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har imidlertid af de overfor anførte grunde og under hensyn til antallet af de ansatte, der berøres af kommunalreformen, fundet det nødvendigt at fastslå, at kravet om fortrolighed gælder i forhold til de enkelte ansatte. Repræsentanterne for de ansatte er således forpligtede til at behandle aftaleudkast og oplysninger, der fremgår af udkastet, fortroligt, jf. bestemmelsen om repræsentanternes tavshedspligt i § 16, stk. 6.
Bestemmelsen indebærer ikke en fravigelse af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 292 af 27. april 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger, som senest ændret ved lov nr. 215 af 31. marts 2004. Såfremt et aftaleudkast indeholder miljøoplysninger, kan disse oplysninger, uanset den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3, således alene undtages, såfremt dette er hjemlet i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Til § 9
Til stk. 1
Med bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, senest den 1. januar 2006 forelægger det i § 8 nævnte aftaleudkast for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Bestemmelsen omfatter også fællesskaber samt selvejende institutioner, der er omfattet af § 1, stk. 1, 2. pkt.
Fristen i 1. pkt. fastsættes sammen med fristerne i § 10 og § 13 med henblik på at sikre, at der så hurtigt det er muligt – og senest ved delingsrådets beslutning efter § 13 – tages stilling til, hvilke konkrete aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres, og til hvilke konkrete myndigheder overførslen skal ske. Det er ikke en gyldighedsbetingelse for aftaleudkastet, at der sker forelæggelse senest den 1. januar 2006. Tidsfristen er en ordensforskrift, som den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, er forpligtet til at overholde.
Tidsfristen er fastsat til senest den 1. januar 2006 af hensyn til, at overførslen i et vist omfang sker til myndigheder, der oprettes den 1. januar 2007, og hvis forberedende organer, som forelæggelsen efter 2. pkt. i så fald skal ske for, først fungerer fra den 1. januar 2006. Forelæggelsen kan således i disse tilfælde først ske den 1. januar 2006. Det er blandt andet tilfældet med hensyn til sammenlægningsudvalgene for kommuner, der sammenlægges ved kommunalreformen, og forberedelsesudvalgene for regionerne, der først fungerer fra den 1. januar 2006. I de tilfælde, hvor forelæggelsen skal ske for myndigheder, der eksisterer før den 1. januar 2006, vil forelæggelsen kunne finde sted inden den 1. januar 2006. Det forudsættes, at dette sker i videst muligt omfang af hensyn til muligheden for at forberede forhandlingsprocessen hos den eller de myndigheder, hvortil overførslen skal ske, og af hensyn til, at forhandlingerne mellem myndighederne, hvortil indkaldelse skal ske i januar måned, jf. bemærkningerne til § 10, stk. 1, kan påbegyndes så tidligt som muligt.
Der vil, inden forhandlingerne påbegyndes, kunne føres drøftelser mellem myndighederne med henblik på at afklare spørgsmål om de forelagte aftaleudkast.
Det præciseres med bestemmelsen i 2. pkt., at aftaleudkast ved overførsler til myndigheder, der oprettes den 1. januar 2007, forelægges for det organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed, eller hvis et sådant organ ikke er oprettet, for den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af den pågældende myndighed. Bestemmelsen indebærer i forbindelse med overførsler til regionerne, at aftaleudkastet vil skulle forelægges for forberedelsesudvalgene, og i forbindelse med overførsler til kommuner, der sammenlægges, sammenlægningsudvalgene. Ved overførsel af opgaver til trafikselskaberne, der er omfattet af § 1, stk. 1, 2. pkt., indebærer bestemmelsen i 2. pkt., at aftaleudkastet skal forelægges for den eller de regioners forberedelsesudvalg, der har ansvaret for oprettelsen af det pågældende trafikselskab. Ved overførsler af gymnasierne m.v. til selvejende institutioner indebærer bestemmelsen, at forelæggelsen må ske de forberedende bestyrelser, der forbereder opgaveflytningen.
Det forudsættes med hensyn til opgaver, der skal overføres til staten, at staten optræder som én samlet myndighed. Forelæggelsen skal ske for finansministeren.
Den myndighed, som aftaleudkastet forelægges for, deltager i det videre forhandlingsforløb, jf. bestemmelserne i §§ 10-13. For så vidt angår myndigheder, der oprettes med henblik på at modtage opgaven den 1. januar 2007, forudsættes det dog, at der – såfremt den nye myndighed oprettes midt i forhandlingsperioden – i de videre forhandlinger erstatter det organ, der har forberedt oprettelsen af den pågældende myndighed, eller den myndighed, der har haft ansvaret for oprettelsen af den pågældende myndighed.
Til stk. 2
Den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, skal efter bestemmelsen sende aftaleudkastet til vedkommende delingsråd, jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det forudsættes, at aftaleudkastet sendes samtidigt med, at udkastet forelægges for den eller de myndigheder, hvortil overførslerne skal ske.
Til § 10
Til stk.1
Med bestemmelsens 1. pkt. fastsættes, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, snarest muligt efter den i § 9 nævnte forelæggelse af aftaleudkastet indkalder repræsentanter for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandlinger med henblik på, at der inden den 1. april 2006 indgås en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det følger således af bestemmelsen, at der indgås én samlet aftale mellem myndighederne. Der skal indkaldes repræsentanter for de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, henholdsvis for de organer eller myndigheder, der forbereder eller har ansvaret for oprettelsen af den myndighed, hvortil der skal overføres opgaver, jf. § 9, stk. 1. Kommunerne i et amt vil i forbindelse med disse forhandlinger kunne – og vil i det omfang, det er muligt, af amtskommunen skulle – gives lejlighed til at koordinere sine synspunkter, herunder træffe beslutning om at forhandle samlet.
Det forudsættes, at repræsentanter for en myndighed vælges eller udpeges af den pågældende myndigheds øverste kompetente og ansvarlige organ. Repræsentanter for en amtskommune vælges således af amtsrådet i et møde. Repræsentanter for en kommune vælges af kommunalbestyrelsen i et møde. Skal overførslen ske til kommuner, der sammenlægges, vælges repræsentanter for den nye kommune af sammenlægningsudvalget i et møde. Repræsentanter for et fællesskab omfattet af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., vælges af det pågældende fællesskabs styrelsesorgan, eller hvis fællesskabet oprettes den 1. januar 2007, af det organ, der forbereder oprettelsen, eller – hvis der ikke er et sådant organ – af den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af fællesskabet, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt. Det forudsættes med hensyn til opgaver, der skal overføres til staten, at staten optræder som én samlet myndighed. Indkaldelsen til forhandlingerne skal med hensyn til opgaver, der overføres til statslige myndigheder, sendes til finansministeren.
Der er ikke med bestemmelsen fastsat regler om antallet af repræsentanter. Det er som udgangspunkt den enkelte myndighed, der afgør, hvor mange repræsentanter der skal deltage fra myndigheden. Det forudsættes dog, at den myndighed, der indkalder repræsentanterne til forhandlinger, af ordensmæssige hensyn kan fastsætte begrænsninger på antallet af repræsentanter.
Repræsentanterne vil være undergivet instruktionsbeføjelse fra den myndighed, som har valgt eller udpeget den pågældende. Under forhandlingsforløbet skal repræsentanterne således sikre sig, at de har det fornødne mandat fra myndigheden til de dispositioner, som de foretager under forhandlingerne, herunder til at indgå aftale.
I forhandlingerne vil repræsentanter for samtlige myndigheder skulle inddrages, idet de myndigheder, der modtager opgaver, vil have en interesse i fordelingen af samtlige de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres fra den afgivende myndighed.
Indkaldelsen til forhandlingerne skal ske snarest muligt efter forelæggelsen af aftaleudkast. Myndighederne forudsættes således indkaldt til forhandlinger i januar 2006.
Forhandlingerne skal føres med henblik på, at der inden den 1. april 2006 kan indgås aftale mellem myndighederne. Aftale kan kun indgås ved enighed mellem den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og samtlige de myndigheder, hvortil der overføres opgaver. En aftale, der tiltrædes af repræsentanterne, er bindende for de myndigheder, der har valgt eller udpeget den pågældende.
Kan der ikke inden den 1. april 2006 indgås aftale eller erklærer én af de i § 9 nævnte myndigheder forhandlingerne afsluttet uden resultat, er delingsrådets medvirken fornøden, jf. § 11.
Med bestemmelsens 2. pkt. fastsættes det, at bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Henvisningen til § 8, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at en aftale, der indgås i henhold til 1. pkt., skal omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres efter § 3 og § 4, og som fremkommer efter aftaletidspunktet. Henvisningen til § 8, stk. 2, indebærer, at aftalen kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der sker overførsler, eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed. Henvisningen til § 8, stk. 2, indebærer desuden, at aftalen kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en myndighed, som ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen, på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 8, stk. 1, 2. pkt. og § 8, stk. 2. Med henvisningen til bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. pkt., præciseres det, at der – med hensyn til overførsler til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007 – ved forhandlingerne skal ske indkaldelse af repræsentanter for de organer eller myndigheder, der forbereder eller har ansvaret for oprettelsen af den myndighed, hvortil der skal overføres opgaver. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1, 2. pkt.
Til stk. 2
Bestemmelsens 1. pkt. fastslår, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver – og som har udarbejdet aftaleudkastet – kan foretage ændringer heri med henblik på, at der kan indgås aftale mellem myndighederne. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at en aftale mellem myndighederne vil basere sig på de aftaleudkast, der er udarbejdet af den myndighed, hvorfra en opgave skal overføres.
Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, har pligt til at lade sig repræsentere ved forhandlingerne og har pligt til at forholde sig til aftaleudkastet, herunder de ændringer, som den afgivende myndighed efter bestemmelsen måtte foretage i forhold til det aftaleudkast, som er forelagt myndighederne senest den 1. januar 2006. Pligten til at lade sig repræsentere i forhandlingerne m.v. omfatter således både de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, og fællesskaber mellem myndigheder samt selvejende institutioner, der er omfattet af § 1, stk. 1, 2. pkt. Pligten til at lade sig repræsentere i forhandlingerne omfatter ligeledes de organer og myndigheder, der forbereder henholdsvis har ansvaret for oprettelsen af en myndighed, hvortil der overføres opgaver, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt.
Til stk. 3
Med bestemmelsen fastsættes det, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, skal underrette vedkommende delingsråd, jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forhandlingernes forløb. Den myndighed, hvorfra en opgave overføres, skal som følge af bestemmelsen underrette delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, hvorvidt der er indgået en aftale efter § 10, hvorvidt der den 1. april 2006 ikke er indgået en aftale, eller hvorvidt en af myndighederne har erklæret forhandlingerne afsluttet uden resultat. Myndigheden skal endvidere løbende underrette delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, hvorvidt der er udsigt til, at der kan indgås aftale mellem myndighederne, samt underrette om andre væsentlige forhold under forhandlingernes forløb.
Bestemmelsen skal sikre, at delingsrådet er tilstrækkeligt forberedt på delingsrådets eventuelle senere medvirken til forhandlinger m.v., og sikre, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den fornødne viden om forløbet af delingsprocessen.
Til § 11
Til stk. 1
Det fastsættes med bestemmelsens 1. pkt., at delingsrådet indkalder repræsentanterne for den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til forhandling, hvis der ikke efter reglerne i § 10 inden den 1. april 2006 er indgået aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
Delingsrådet skal endvidere indkalde myndighederne til forhandling på et tidligere tidspunkt, hvis forhandlingerne mellem myndighederne allerede inden den 1. april 2006 er erklæret afsluttet af én af myndighederne uden resultat.
Det præciseres med bestemmelsens 2. pkt., at de i 1. pkt. nævnte myndigheder har pligt til at lade sig repræsentere i de forhandlinger, som delingsrådet indkalder til. Både den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, som den eller de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, skal således lade sig repræsentere i forhandlingerne for delingsrådet.
Det præciseres med bestemmelsens 3. pkt., at bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Hermed præciseres det, at delingsrådet – med hensyn til overførsler til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007 – skal indkalde repræsentanter for de organer eller myndigheder, der forbereder eller har ansvaret for oprettelsen af den myndighed, hvortil der skal overføres opgaver. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1, 2. pkt. Indkaldelsen skal med hensyn til sager vedrørende opgaver, der overføres til eller fra statslige myndigheder, sendes til finansministeren.
Til stk. 2
Det præciseres med bestemmelsens 1. pkt., at delingsrådet under forhandlingerne med de i stk. 1 nævnte myndigheder kan komme med forslag til myndighederne om indrømmelser, herunder ændringer i aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Delingsrådet vil ikke kunne blive inhabilt ved en eventuel beslutning efter § 13 som følge af de forslag, som delingsrådet måtte komme med under forhandlingerne. Det vil være naturligt, at myndighederne forholder sig til de forslag om indrømmelser, delingsrådet fremsætter, men myndighederne vil ikke have en egentlig pligt hertil.
Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at de i stk. 1 nævnte myndigheder er forpligtet til at meddele, i hvilket omfang delingsrådets forslag til ændringer i aftaleudkastet kan accepteres. I modsætning til delingsrådenes forslag om indrømmelser vil myndighederne således være forpligtet til at forholde sig til delingsrådets forslag til ændringer i aftaleudkastet.
Til stk. 3
Med bestemmelsens 1. pkt. gives delingsrådet beføjelse til i stedet for eller efter en indkaldelse efter stk. 1 at pålægge de i stk. 1 nævnte myndigheder at genoptage forhandlingerne mellem myndighederne indbyrdes, det vil sige uden delingsrådets medvirken. Delingsrådet kan blandt andet forlange forhandlingerne genoptaget, hvis delingsrådet vurderer, at der ikke har været ført realitetsforhandlinger mellem myndighederne. Delingsrådet kan efter bestemmelsen forlange forhandlingerne genoptaget, forinden delingsrådet har indkaldt myndighederne til forhandling efter stk. 1. Det er en forudsætning, at myndighederne ikke har kunnet opnå enighed om aftalen efter § 10 eller én af myndighederne har erklæret forhandlingerne afsluttet uden resultat. Delingsrådet vil således kunne forlange forhandlingerne genoptaget mellem myndighederne inden den 1. april 2006, hvis én af myndighederne forinden har erklæret forhandlingerne afsluttet uden resultat. Delingsrådet kan endvidere forlange forhandlingerne genoptaget mellem myndighederne, hvis delingsrådet efter en indkaldelse efter stk. 1 vurderer, at der ikke har været ført reelle forhandlinger mellem myndighederne.
Efter bestemmelsens 2. pkt. finder reglerne i § 10, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at den myndighed, hvorfra opgaver overføres, under de genoptagede forhandlinger kan foretage de ændringer i aftaleudkastet, som skønnes nødvendige for at opnå enighed om en aftale. Det indebærer endvidere, at de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, skal meddele, i hvilket omfang aftaleudkastet og de fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres. Den myndighed, hvorfra opgaver overføres, skal underrette delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forløbet af de genoptagede forhandlinger.
Delingsrådet har efter bestemmelsens 3. pkt. pligt til at fastsætte en frist for afslutningen af de genoptagede forhandlinger mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder. Delingsrådet må fastsætte fristen under hensyn til den videre procedure. Delingsrådet må således fastsætte fristen under hensyn til, at delingsrådet – hvis forhandlingerne ikke fører til enighed mellem myndighederne – skal fremsætte mæglingsforslag, som myndighederne skal have mulighed for at forholde sig til, jf. § 12, og at delingsrådet – hvis der heller ikke herved inden den 1. juni 2006 kan opnås enighed – må træffe beslutning efter reglerne i § 13.
Til § 12
Til stk. 1
Med bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at delingsrådet fremsætter et mæglingsforslag til en samlet aftale mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvis der ikke under forhandlingerne for delingsrådet efter § 11 kan opnås enighed om en aftale.
Der fastsættes ikke med bestemmelsen en frist for delingsrådets fremsættelse af et mæglingsforslag. Delingsrådet kan således som udgangspunkt selv skønne, hvornår det er hensigtsmæssigt at fremsætte mæglingsforslag. Delingsrådet vil imidlertid skulle fremsætte mæglingsforslaget på et tidspunkt inden den 1. juni 2006, idet delingsrådet efter § 13 træffer beslutning om fordelingen, hvis der ikke er opnået enighed mellem myndighederne inden den 1. juni 2006, herunder ved vedtagelse af et mæglingsforslag. Det må således forudsættes, at delingsrådet fremsætter mæglingsforslag på et tidspunkt, som giver myndighederne en rimelig tidsmæssig mulighed for at kunne forholde sig til mæglingsforslaget inden den 1. juni 2006.
Efter bestemmelsens 2. pkt. finder bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse. Henvisningen til § 8, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at et mæglingsforslag, der fremsættes efter 1. pkt., skal omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som fremkommer efter en eventuel vedtagelse af mæglingsforslaget. Henvisningen til § 8, stk. 2, indebærer, at mæglingsforslaget kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der sker overførsler, eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed. Henvisningen til § 8, stk. 2, indebærer desuden, at mæglingsforslaget kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv elle indtræder i en rettighed, der overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen, på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 8, stk. 2. Med henvisningen til bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. pkt., præciseres det, at fremsættelsen af mæglingsforslag – med hensyn til overførsler til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007 – skal ske for de organer eller myndigheder, der forbereder eller har ansvaret for oprettelsen af den myndighed, hvortil der skal overføres opgaver. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1, 2. pkt.
Til stk. 2
Delingsrådet skal efter bestemmelsen fastsætte en frist for, hvornår de i stk. 1 nævnte myndigheder skal meddele, om mæglingsforslaget kan vedtages. Bestemmelsen indebærer, at myndighederne er forpligtet til at give meddelelse om, hvorvidt mæglingsforslaget kan vedtages.
Delingsrådet kan under forhandlingsprocessen fremsætte flere mæglingsforslag, men det forudsættes, at delingsrådet må afvente myndighedernes meddelelse vedrørende ét mæglingsforslag, inden et nyt mæglingsforslag kan fremsættes. Der kan således ikke samtidigt fremsættes flere mæglingsforslag.
Til stk. 3
Det præciseres med bestemmelsen, at et mæglingsforslag, der vedtages af de i stk. 1 nævnte myndigheder, er bindende for disse. Forhandlingerne for delingsrådet afsluttes således, hvis et mæglingsforslag vedtages af såvel den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, som samtlige de myndigheder, hvortil der overføres opgaver. Delingsrådet vil ikke kunne genoptage behandlingen af en sag, som er afsluttet med vedtagelsen af et mæglingsforslag, uanset om myndighederne ønsker at træde tilbage fra vedtagelsen på et tidspunkt inden den 1. juni 2006, hvor delingsrådet efter bestemmelserne i § 13 vil skulle træffe beslutning om fordelingen.
Til stk. 4
Det følger af bestemmelsen, at mæglingsforslaget er fortroligt, indtil aftale er indgået efter § 11, mæglingsforslaget er vedtaget efter stk. 3, eller der foreligger en beslutning efter § 13. Det indebærer, at myndighederne og delingsrådet ikke må offentliggøre mæglingsforslag, og at reglerne i offentlighedsloven ikke finder anvendelse, indtil forslaget er vedtaget, eller delingsrådet har truffet beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Der er således tale om en særlig tavshedspligtbestemmelse, der begrænser pligten til at meddele oplysninger efter offentlighedslovens almindelige regler, jf. offentlighedslov ens § 14.
Bestemmelsen indebærer således, at mæglingsforslag skal behandle fortroligt af samtlige de myndigheder, som mæglingsforslag fremsættes for, dvs. såvel den myndighed, hvorfra der skal overføres opgaver, som de myndigheder, hvortil der skal overføres opgaver. Amtskommuner eller kommuner, som mæglingsforslag fremsættes for, skal således behandle mæglingsforslaget for lukkede døre i amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at et sammenlægningsudvalg for en kommune forelægger eller drøfter mæglingsforslag med kommunalbestyrelserne i de kommuner, der indgår i sammenlægningen. Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelserne for de kommuner, der indgår i sammenlægningen, i så fald er forpligtede til at behandle mæglingsforslaget for lukkede døre.
Når et mæglingsforslag er vedtaget, eller når delingsrådets beslutning er meddelt de berørte myndigheder, vil der skulle gives aktindsigt i mæglingsforslag i overensstemmelse med offentlighedslovens almindelige regler.
Det følger af bestemmelsen i § 16, stk. 2, at repræsentanter for de ansatte hos såvel den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, som den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orienteres om et fremsat mæglingsforslag. Mæglingsforslaget er således ikke fortroligt i forhold til de pågældende repræsentanter for de ansatte. Herved sikres repræsentanterne for de ansatte det bedst mulige grundlag for at varetage de ansattes interesser i forbindelse med delingsproceduren. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har imidlertid fundet det nødvendigt at fastslå, at kravet om fortrolighed gælder i forhold til de enkelte ansatte. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 3. Repræsentanterne for de ansatte er således forpligtede til at behandle mæglingsforslag og oplysninger, der fremgår af mæglingsforslaget, fortroligt, jf. bestemmelsen om repræsentanternes tavshedspligt i § 16, stk. 6.
Se i øvrigt om baggrunden for bestemmelsen, herunder bestemmelsens forhold til lov om aktindsigt i miljøoplysninger, bemærkningerne til § 8, stk. 3.
Til stk. 5
Delingsrådet skal efter bestemmelsen sende et mæglingsforslag, som delingsrådet fremsætter efter stk. 1, til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det forudsættes, at mæglingsforslaget sendes samtidigt med, at det fremsættes for de i stk. 1 nævnte myndigheder.
Til § 13
Til stk. 1
Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte sker ved delingsrådets beslutning, hvis der ikke inden den 1. juni 2006 efter forhandling for delingsrådet eller ved vedtagelse af et mæglingsforslag efter reglerne i § 11 henholdsvis § 12 er opnået enighed mellem på den ene side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres. Beslutning skal træffes efter drøftelse med samtlige de berørte myndigheder.
Hvis myndighederne er nået til enighed om dele af fordelingen, vil delingsrådet kunne lægge dette til grund i forbindelse med beslutningen, således at delingsrådet reelt alene træffer beslutning om fordelingen af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som myndighederne er uenige om fordelingen af, jf. dog nedenfor. Delingsrådets beslutning vil dog – for at undgå senere tvivlsspørgsmål – skulle indeholde bestemmelser også for så vidt angår den del, som myndighederne har kunnet opnå enighed om.
Delingsrådet er ikke forpligtet til at lægge de bestemmelser, som parterne har kunnet opnå enighed om, til grund i forbindelse med en beslutning. Delingsrådet kan således beslutte en ændret fordeling også af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som myndighederne ved forhandlingerne har været enige om, hvis det efter delingsrådets opfattelse er nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
Delingsrådet er forpligtet til at træffe beslutning i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper. Det indebærer blandt andet, at delingsrådet ved beslutningen er forpligtet til at sikre, at der sker en rimelig fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, herunder til at sikre, at alle de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, modtager en rimelig del af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der fordeles ved beslutningen, og at de pågældende myndigheder ikke som følge af delingsrådets beslutning stilles i en afgørende vanskelig situation. Almindelige forvaltningsretlige principper indebærer endvidere, at delingsrådet ikke kan lægge myndighedernes enighed om dele af fordelingen til grund for beslutningen, såfremt delingsrådet ikke vil kunne træffe beslutning med dette udgangspunkt og samtidig sikre en rimelig fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
Delingsrådet vil skulle træffe beslutning efter drøftelse med samtlige de berørte myndigheder med hensyn til alle dele af delingsrådets beslutning. Delingsrådet vil således også for så vidt angår eventuelle dele af delingsrådets beslutning, som vedrører fordelingsspørgsmål, som myndighederne var nået til enighed om, skulle træffe beslutningen efter drøftelse med samtlige berørte myndigheder. Delingsrådet træffer selv beslutning om, hvorledes drøftelsen med de berørte myndigheder skal tilrettelægges, herunder om drøftelserne skal ske mundtligt eller skriftligt, og om drøftelserne skal udføres af delingsrådets sekretariat.
Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Henvisningen til § 8, stk. 1, 2. pkt. indebærer, at en beslutning, der træffes af delingsrådet efter 1. pkt., skal omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres efter § 3 og § 4, og som fremkommer efter tidspunktet for beslutningen. Der kan i øvrigt henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 1, 2. pkt.
Med henvisningen til § 8, stk. 2, gives der mulighed for, at delingsrådets beslutning kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler, betaler et beløb til den pågældende myndighed, jf. § 8, stk. 2, 1. pkt.
Henvisningen til § 8, stk. 2, indebærer endvidere, at delingsrådets beslutning kan indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges i henhold til kommunalreformen, på betingelse af, at myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra aktivet eller rettigheden overføres, jf. § 8, stk. 2, 2. pkt.
Om baggrunden for bestemmelserne henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 2.
Delingsrådet er også ved en eventuel fastsættelse af vilkår i forbindelse med beslutningen efter 1. pkt. forpligtet til at sikre, at der sker en rimelig fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, herunder til at sikre, at alle de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, modtager en rimelig del af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der fordeles ved beslutningen, og at de pågældende myndigheder ikke som følge af delingsrådets beslutning stilles i en afgørende vanskelig situation.
Med henvisningen til bestemmelsen i § 9, stk. 1, 2. pkt., præciseres det, at beslutningen – med hensyn til overførsler til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007 – skal træffes efter drøftelse med de organer eller myndigheder, der forbereder eller har ansvaret for oprettelsen af den myndighed, hvortil der skal overføres opgaver. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 9, stk. 1, 2. pkt.
Med bestemmelsens 3. pkt. præciseres det, at delingsrådet ikke ved beslutningen er bundet af det eller de mæglingsforslag, herunder vilkår, som delingsrådet har fremsat under forhandlingerne efter § 12. Det er baggrunden for, at delingsrådets beslutning efter 1. pkt. skal træffes efter drøftelse med samtlige de berørte myndigheder.
Til stk. 2
Med bestemmelsens 1. pkt. gives delingsrådet beføjelse til at pålægge den myndighed, hvorfra et aktiv skal overføres, at afhænde aktivet med henblik på, at salgssummen kan fordeles efter delingsrådets beslutning i henhold til stk. 1.
Baggrunden for bestemmelsen er, at visse enkeltstående aktiver vanskeligt konkret vil kunne fordeles, og at aktivet vil kunne have en så betydelig værdi, at aktiver vanskeligt kan overføres til én myndighed, uden at den samlede fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter herved forskydes på en sådan måde, at den samlede fordeling af aktiver ikke opfylder bestemmelserne i § 3 eller eventuelle regler udstedt i medfør af lovens § 17. Det vil blandt andet kunne dreje sig om en amtsgård, der efter bestemmelsen i § 3, stk. 3, vil skulle overføres til de myndigheder, der modtager opgaver fra den pågældende amtskommune.
Delingsrådet gives med bestemmelsen mulighed for at kræve aktivet afhændet med henblik på, at salgssummen fordeles efter delingsrådets beslutning efter stk. 1, hvis det skønnes nødvendigt for, at delingsrådet kan træffe beslutning om den samlede fordeling af aktiver m.v.
Delingsrådet vil kunne fastsætte en frist for myndighedens afhændelse af aktivet. Er der tale om aktiv, der overføres fra en myndighed, der nedlægges, vil en eventuel frist skulle fastsættes således, at myndigheden skal have afhændet aktivet senest inden udgangen af 2006. Skal aktivet overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges, vil delingsrådet kunne fastsætte en frist for myndighedens afhændelse af aktivet efter den 1. januar 2007, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Det forudsættes i den forbindelse, at delingsrådets beslutning om salgssummens fordeling træffes samtidig med beslutningen om at meddele myndigheden pålæg om afhændelse af aktivet.
Kan afhændelsen ikke ske inden den myndighed, hvorfra aktiver overføres, nedlægges, fastsættes det med bestemmelsens 2. pkt., at delingsrådet træffer beslutning om, at aktivet overtages af en af de berørte myndigheder, der skal forestå afhændelsen af aktivet med henblik på fordeling af salgssummen i overensstemmelse med delingsrådets beslutning. Er der tale om et aktiv, der overføres fra en myndighed, der nedlægges, følger det således af bestemmelsen, at myndigheden senest skal have afhændet aktivet inden udgangen af 2006, idet delingsrådet ellers må træffe beslutning om, hvilken myndighed der skal overtage aktivet med henblik på afhændelse. Delingsrådets beslutning om, hvilken myndighed der i givet fald skal overtage aktivet med henblik på afhændelse, vil kunne træffes i forbindelse med beslutningen om pålægget til den myndighed, hvorfra aktivet overføres.
Til stk. 3
Delingsrådets beslutning skal efter bestemmelsen træffes inden den 15. juni 2006. Herved sikres det, at fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte er fastlagt senest i juni 2006, således at de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, gives tidsmæssig mulighed for at forberede overtagelsen af opgaver, herunder forholde sig til eventuelle kontrakter, der overføres sammen med opgaven. Det er ikke en gyldighedsbetingelse for delingsrådets beslutning, at beslutningen er truffet inden den 15. juni 2006. Der er alene tale om en ordensforskrift, som delingsrådet er forpligtet til at overholde.
Til stk. 4
Det fastslås med bestemmelsen, at delingsrådet skal meddele delingsrådets beslutning til de i stk. 1 nævnte myndigheder og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Til stk. 5
Det fastsættes med bestemmelsen, at delingsrådet ikke kan ændre en beslutning truffet efter stk. 1. Delingsrådet vil således ikke kunne genoptage behandlingen af en sag om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, som delingsrådet har truffet beslutning om efter stk. 1. Det gælder uanset, om delingsrådets beslutning er truffet på et tidspunkt, hvor delingsrådet principielt ville kunne nå at genoptage behandlingen af sagen og træffe beslutning inden den 15. juni 2006.
Baggrunden herfor er, at der er et behov for, at de berørte myndigheder på det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, kan disponere i overensstemmelse med beslutningen med henblik på at kunne forberede myndighedens overtagelse af opgaver fra den 1. januar 2007 m.v. Der er tilsvarende et behov for, at de ansatte, der vil blive overført til en ny myndighed som følge af loven, kan disponere i tillid til den beslutning, som delingsrådet har truffet efter stk. 1.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., jf. § 8, stk. 1, 2. pkt., som sikrer, at delingsrådet ved en beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og ansatte tillige tager stilling til, hvorledes der skal forholdes med aktiver og passiver eller rettigheder og pligter, som fremkommer efter delingsrådets beslutning, men inden overførslen den 1. januar 2007, og som vil skulle overføres efter loven den 1. januar 2007, samt med ansatte, som eksempelvis måtte blive ansat i perioden efter delingsrådet har truffet beslutning efter stk. 1, og som den 1. januar 2007 vil skulle overføres til andre myndigheder.
Til § 14
Det præciseres med bestemmelsen, at delingsrådets beslutninger ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen indebærer, at delingsrådets beslutninger ikke kan påklages. Delingsrådets beslutninger vil dog kunne undergives domstolsprøvelse. Delingsrådenes virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence.
Til § 15
Med bestemmelsen undtages forhandlinger, aftaleindgåelse, vedtagelse af mæglingsforslag og beslutninger efter lovens kapitel 3 fra forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, partshøring og begrundelse, jf. forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6.
Bestemmelsen skal ses på baggrund af den særlige situation, der opstår i forbindelse med kommunalreformen, hvor der skal ske overførsler af aktiver og passiver, rettigheder og passiver samt ansatte mellem en række myndigheder, fællesskaber og selvejende institutioner, herunder overførsler af samtlige aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte hos amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd. Der er tale om en kompliceret proces, som skal foregå inden for en periode på ét år – inden opgaveflytningerne træder i kraft den 1. januar 2007 – og hvor der som udgangspunkt ved forhandling skal tages stilling til den samlede fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvilket indebærer, at den konkrete fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i vidt omfang vil ske skønsmæssigt, og uden at det ud fra en retlig betragtning kan fastlægges, at den konkrete fordeling, der sker ved en aftaleindgåelse, vedtagelse af mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning, er den eneste mulige fordeling, der kan ske i overensstemmelse med lovens regler.
Forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, partshøring og begrundelse er derfor ikke egnede til denne proces. Hensynet til myndighedernes interesse i at være bekendt med dokumenterne i sagen og kunne fremsætte udtalelse herom er tilgodeset med lovforslagets særlige procedureregler, der baserer sig på forhandlinger mellem de pågældende myndigheder. I tilfælde hvor delingsrådet træffer beslutning, sker det endvidere efter drøftelse med myndighederne.
Bestemmelsen i § 15 indebærer ikke, at de ansatte, som vil blive overført efter § 4, ikke vil blive inddraget i processen. Om inddragelsen af de ansatte henvises til punkt 6 i de almindelige bemærkninger og til bestemmelsen i § 16.
Hensynet til de ansatte, der overføres efter loven, vil således blive tilgodeset på anden måde end ved forvaltningslovens regler. Det bemærkes, at forvaltningslovens bestemmelser heller ikke i forhold til de ansatte er egnede i forbindelse med gennemførelsen af kommunalreformen, idet den endelige stillingtagen til fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte som nævnt i vidt omfang vil ske skønsmæssigt, og uden at det kan fastlægges, at fordelingen er den eneste mulige fordeling, der kan ske efter lovens regler.
Til § 16
Til stk. 1
Det fastsættes med bestemmelsen, at den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, jf. § 8, stk. 1, forud for forelæggelsen efter § 9, stk. 1.
Bestemmelsen indebærer en pligt for myndigheden til at orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkast efter § 8, stk. 1. Orienteringen sker med henblik på at sikre de ansattes repræsentanter det bedst mulige grundlag for at fremkomme med synspunkter og ønsker med hensyn til den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af de ansatte, herunder spørgsmålet om antallet af ansatte der overføres, hvilke ansatte der efter myndighedens udkast skal overføres, og hvorledes de ansatte skal fordeles mellem de modtagende myndigheder.
Det forudsættes således, at de ansatte og deres repræsentanter på passende tidspunkter, herunder forinden aftaleudkastet er udarbejdet, orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen, og at de ansatte og de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte forslag og ønsker, herunder til fordelingen af ansatte, som kan indgå i forbindelse med myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet, jf. bemærkningerne til stk. 4. Bestemmelsen begrænser således ikke de enkelte ansattes adgang til at fremsætte ønsker til fordelingen.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Bestemmelsen indebærer, at kravet om fortrolighed om aftaleudkastet, jf. § 8, stk. 3, ikke gælder i forhold til de ansattes repræsentanter. Kravet gælder derimod i forhold til de enkelte ansatte. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 3. De ansattes repræsentanter har således, herunder i forhold til de ansatte, tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som fremgår af aftaleudkastet, jf. stk. 6.
Orienteringen skal ske på et passende tidspunkt, inden aftaleudkastet skal forelægges efter § 9, stk. 1, således at de synspunkter, som de ansattes repræsentanter fremsætter til aftaleudkastet, kan indgå i myndighedens overvejelser om, hvorvidt der skal ske tilpasninger af aftaleudkastet, forinden forelæggelsen skal ske.
Bestemmelsen er – sammen med bestemmelserne i stk. 2-5 – et supplement til myndighedens pligt til efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 i rimelig tid inden overtagelsen at underrette lønmodtagernes repræsentanter m.v. om datoen for overdragelsen, årsagen til overdragelsen, overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne samt eventuelle foranstaltninger for lønmodtagerne, der ikke er en følge af den almindelige ledelsesret. Bestemmelsen er endvidere et supplement til virksomhedsoverdragelseslovens § 6, hvorefter myndigheden i rimelig tid inden overtagelsen skal indlede forhandlinger med lønmodtagernes repræsentanter m.v., hvis myndigheden overvejer at iværksætte foranstaltninger for lønmodtagerne i forbindelse med overdragelsen. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Til stk. 2
Med bestemmelsen fastsættes det, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er forelagt efter § 9, stk. 1, om forhandlingernes forløb og om et fremsat mæglingsforslag, jf. § 12, stk. 1.
Det forudsættes, at de ansattes repræsentanter har mulighed for at fremsætte synspunkter og ønsker på baggrund af det forelagte aftaleudkast henholdsvis mæglingsforslag med henblik på, at ønskerne kan indgå i myndighedernes grundlag for forhandlingerne.
Orienteringen af de ansattes repræsentanter forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Pligten til at orientere de ansattes repræsentanter om et forelagt aftaleudkast eller mæglingsforslag og om forhandlingernes forløb gælder både for den myndighed, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og for den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende myndighed en orienteringspligt, hvis myndigheden har ansatte, der berøres af overførslerne. Det vil være tilfældet, hvis der til myndigheden, der forudsættes at eksistere i 2006, overføres ansatte som følge af overførsler af opgaver efter kommunalreformen, eller hvis myndigheden den 1. januar 2007 sammenlægges med andre myndigheder til en myndighed, hvortil der overføres opgaver og ansatte efter kommunalreformen. Bestemmelsen indebærer således med hensyn til overførsler af ansatte, der skal ske til kommunerne, at der påhviler kommunalbestyrelsen en pligt til at orientere repræsentanterne for de ansatte i kommunen. Skal overførslen ske til en kommune, der oprettes den 1. januar 2007 ved kommunesammenlægninger, påhviler orienteringspligten kommunalbestyrelserne i de kommuner, der indgår i sammenlægningen. Der påhviler efter bestemmelsen kun forberedelsesudvalgene for regionerne en orienteringspligt, i det omfang forberedelsesudvalget har etableret en administration, der berøres af de overførsler, der vil ske til regionerne. Der vil efter bestemmelsen påhvile statslige myndigheder, hvortil der skal overføres ansatte, en orienteringspligt, såfremt den statslige myndighed har ansatte, der berøres af overførslerne til den statslige myndighed.
De ansatte, der skal overføres fra en myndighed, vil således alene modtage orientering efter bestemmelsen fra den myndighed, hvorfra de overføres.
Det forudsættes, at orienteringen af repræsentanterne om et aftaleudkast, der er forelagt efter § 9, stk. 1, og om et mæglingsforslag, der er fremsat efter § 12, stk. 1, sker så hurtigt som muligt efter aftaleudkastets forelæggelse eller mæglingsforslagets fremsættelse.
Orienteringen om forhandlingerne forløb forudsættes at ske løbende, således at repræsentanterne orienteres på passende tidspunkter under forhandlingernes forløb.
Bestemmelsen indebærer, at kravet om fortrolighed om aftaleudkastet og om mæglingsforslaget, jf. § 8, stk. 3, og § 12, stk. 4, ikke gælder i forhold til de ansattes repræsentanter. Kravet gælder derimod i forhold til de enkelte ansatte. Om baggrunden for kravet henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 3. De ansattes repræsentanter har således også i forhold til de ansatte tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som fremgår af aftaleudkastet og mæglingsforslaget, jf. stk. 6.
Bestemmelsen indebærer endvidere i sammenhæng med tavshedspligtbestemmelsen i stk. 6, at de ansattes repræsentanter kan gøres bekendt med oplysninger om forhandlingernes forløb, som i øvrigt må anses for fortrolige.
Bestemmelsen er – som bestemmelsen i stk. 1 og bestemmelserne i stk. 3-5 – et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Til stk. 3
Efter bestemmelsen skal den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen, jf. § 10 og § 11, et vedtaget mæglingsforslag, jf. § 12, og delingsrådets beslutning, jf. § 13.
Orienteringen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Orienteringen skal ske så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelsen, vedtagelsen af mæglingsforslaget, eller efter myndigheden har modtaget meddelelse om delingsrådets beslutning.
Orienteringspligten påhviler både den myndighed, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende myndighed en orienteringspligt, hvis myndigheden har ansatte der berøres af overførslerne, jf. herom bemærkningerne til stk. 2.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Til stk. 4
Det fastsættes med bestemmelsen, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om og med disse drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet, forhandlingernes forløb og om aftalen, vedtagelsen af mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning.
Bestemmelsen indebærer en pligt til at orientere de ansattes repræsentanter om den påtænkte fremgangsmåde for orienteringen af de ansatte under hele delingsproceduren. Det følger endvidere af bestemmelsen, at myndigheden skal drøfte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte med de ansattes repræsentanter.
Pligten påhviler både den myndighed, hvorfra der overføres ansatte efter loven, og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne. Der påhviler således alene andre myndigheder end den afgivende myndighed en pligt, hvis myndigheden har ansatte, der berøres af overførslerne, jf. herom bemærkningerne til stk. 2.
Bestemmelsen forudsætter således, at de ansatte før og under forhandlingerne om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, på passende tidspunkter orienteres om den procedure, der skal fastlægge fordelingen. Bestemmelsen forudsætter endvidere, at der gives de ansatte mulighed for at fremsætte forslag til fremgangsmåden med hensyn til orienteringen, ønsker til fordelingen mellem de modtagende myndigheder og ønsker med hensyn til indplaceringen hos den modtagende myndighed. De ansattes ønsker vil kunne indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders forhandling.
Informationen til de ansatte om proceduren kan ske såvel skriftligt som mundtligt, herunder ved afholdelse af møder, hvor der gives de ansatte mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende proceduren for overførslerne og konsekvenserne heraf. Det følger af bestemmelsen, at den afgivende henholdsvis den modtagende myndighed skal drøfte med de ansattes repræsentanter, på hvilke måder de ansatte mest hensigtsmæssigt kan holdes orienteret under forløbet. Orienteringen af de ansatte forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds information af de ansatte.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker. I de tilfælde, hvor overførslen sker til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forudsættes det endvidere, at myndighederne samarbejder med hensyn til videregivelsen af de ansattes synspunkter og ønsker med det organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed eller, hvis et sådant ikke er oprettet, med den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed.
Med bestemmelsen om, at orienteringen af de ansatte skal ske inden for lovgivningens rammer, præciseres det, at orienteringen af de ansatte skal ske med respekt af lovens regler om fortrolighed, jf. § 8, stk. 3, og § 12, stk. 4, hvorefter aftaleudkastet og mæglingsforslag er fortroligt, indtil aftale er indgået, mæglingsforslag er vedtaget eller delingsrådet har truffet beslutning. Om baggrunden for bestemmelserne om fortrolighed henvises til § 8, stk. 3. Fortrolighedskravet gælder ikke i forhold til de ansattes repræsentanter, jf. stk. 1 og 2.
Orienteringen og drøftelserne efter bestemmelsen forudsættes at ske i overensstemmelse med de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter. Orienteringen vil således kunne ske i MED-udvalg, samarbejdsudvalg m.v.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Til stk. 5
Det fastsættes med bestemmelsen, at den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, så hurtigt som muligt efter aftaleindgåelse efter § 10 og § 11, vedtagelse af et mæglingsforslag efter § 12 eller delingsrådets beslutning efter § 13 skriftligt skal orientere de ansatte, der overføres efter § 4, herom og om, til hvilken myndighed overførslen skal ske.
Bestemmelsen indebærer, at den afgivende myndighed skriftligt skal orientere de ansatte, der skal overføres til andre myndigheder, herom. Orienteringen skal ske hurtigst muligt efter aftaleindgåelsen, vedtagelsen af mæglingsforslaget eller delingsrådets beslutning.
Der stilles efter bestemmelsen krav om, at den afgivende myndighed orienterer de ansatte om, at der er indgået en aftale, vedtaget et mæglingsforslag eller at delingsrådet har truffet en beslutning om fordelingen. Det kræves således ikke efter bestemmelsen, at myndigheden skal orientere den ansatte om det fulde indhold af aftalen m.v.
Der stilles endvidere efter bestemmelsen krav om, at den afgivende myndighed orienterer den enkelte ansatte om, til hvilken myndighed den pågældende skal overføres. Orienteringspligten omfatter orientering om, til hvilken myndighed den pågældende overføres, men ikke orientering om indplaceringen hos den nye myndighed, jf. herom nedenfor.
Bestemmelsen stiller ikke krav til, hvilke eventuelle yderligere oplysninger den skriftlige orientering kan indeholde.
Det forudsættes, at den afgivende myndighed og den eller de myndigheder, hvis ansatte berøres af overførslerne, samarbejder med henblik på at sikre de bedst mulige rammer for at kunne give information til de ansatte og deres repræsentanter og at kunne formidle deres synspunkter og ønsker, herunder med hensyn til det nye arbejdssted og arbejdsfunktion, jf. også bemærkningerne til stk. 4. I de tilfælde, hvor overførslen sker til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forudsættes det endvidere, at myndighederne samarbejder med hensyn til videregivelsen af de ansattes synspunkter og ønsker med det organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed eller, hvis et sådant ikke er oprettet, med den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed.
Det forudsættes, at den myndighed, hvortil overførslen af den ansatte skal ske, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted og arbejdsfunktion hos myndigheden. Skal overførslen ske til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forudsættes det, at det organ, der forbereder oprettelsen af myndigheden eller, hvis et sådant organ ikke er oprettet, at den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed, så hurtigt som muligt giver den ansatte meddelelse om den pågældendes nye arbejdssted og så vidt muligt også om arbejdsfunktionen hos den nye ansættelsesmyndighed.
Det forudsættes, at der med fastlæggelsen af indplaceringen hos den modtagende myndighed så vidt muligt tages hensyn til den enkelte ansattes behov og ønsker såvel med hensyn til arbejdssted som med hensyn til opgaver.
Orienteringen af den ansatte vil i givet fald kunne ske samtidig med en varsling over for medarbejderen af væsentligt ændrede løn- og ansættelsesvilkår. Virksomhedsoverdragelseslovens regler indebærer, at arbejdsgiverskiftet i forbindelse med overførslen til en ny ansættelsesmyndighed som led i kommunalreformen ikke i sig selv er en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, der kan begrunde en ophævelse af arbejdsaftalen fra den ansattes side, men er en ændring, den ansatte er forpligtet til at tåle, forudsat at der ikke sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet. Hvis der sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, er den myndighed, hvorfra den ansatte overføres, forpligtet til at varsle dette over for den pågældende. Varslingen indebærer efter almindelige ansættelsesretlige regler, at det hidtidige ansættelsesforhold bringes til ophør med det individuelle opsigelsesvarsel samtidig med, at der tilbydes genansættelse på nye vilkår. Den ansatte må herefter tage stilling til, om vedkommende vil påtage sig stillingen på de nye vilkår eller betragte sig som opsagt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 6.
Bestemmelsen er et supplement til myndighedernes underretnings- og forhandlingspligt efter virksomhedsoverdragelseslovens § 5 og § 6, jf. bemærkningerne til stk. 1. Bestemmelsen vil endvidere supplere de aftaler, der gælder for den pågældende myndigheds inddragelse af de ansattes repræsentanter.
Til stk. 6
Med bestemmelsen fastsættes det, at repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 2.
Baggrunden for bestemmelsen er, at aftaleudkast og mæglingsforslag er fortrolige, jf. § 8, stk. 3, og § 12, stk. 4.
Repræsentanterne for de ansatte har således tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om aftaleudkast og mæglingsforslag, som er fortrolige efter § 8, stk. 3, og § 12, stk. 4. Repræsentanterne vil således ikke kunne videregive oplysninger herom til myndighedens ansatte eller andre.
Repræsentanter vil imidlertid med respekt af tavshedspligtbestemmelsen kunne drøfte delingsproceduren og forhandlingernes forløb med de ansatte, herunder de ansattes ønsker til fordelingen m.v.
Til § 17
Til stk. 1
Efter bestemmelsen bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til efter forhandling med finansministeren at fastsætte regler for udarbejdelsen af det aftaleudkast, som en myndighed, hvorfra der overføres opgaver, skal udarbejde efter § 8.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil blandt andet kunne fastsætte regler for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter. Reglerne forventes at tage udgangspunkt i de værdiansættelsesprincipper, som fremgår af ”Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner”, og som ligger til grund for opgørelsen af værdien af kommunale aktiver og passiver fra regnskab 2004. Da dette regelsæt blandt andet indeholder muligheder for anvendelse af forskellige principper, f.eks. i forhold til visse grunde og bygninger, vil der kunne udarbejdes fælles værdiansættelsesprincipper for ens aktiver og passiver. Værdiansættelsen skal muliggøre, at der kan ske en sammenregning af forskellige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter til sumtal, som vil danne baggrund for fordelingen efter § 3 og reglerne fastsat i medfør af § 17, stk. 2 og 3.
Endelig vil der kunne fastsættes krav til identificeringen i de pågældende aftaleudkast af de konkrete aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der skal overføres. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 2.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
Til stk. 2
Med bestemmelsen bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til efter forhandling med finansministeren at fastsætte nærmere regler for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved aftaleindgåelse efter § 10 og § 11 og vedtagelse af mæglingsforslag efter § 12. Bemyndigelsen omfatter således såvel aftaler, der indgås mellem myndighederne uden delingsrådets medvirken, og aftaler, der indgås med delingsrådets medvirken, herunder ved vedtagelse af delingsrådets mæglingsforslag.
Bestemmelsen indeholder således bemyndigelse til at udmønte det forholdsmæssighedsprincip, der efter § 3, stk. 4, og § 4, stk. 4, gælder for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der ikke umiddelbart, jf. § 3, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1 og 2, er knyttet til en opgave, der overføres, mellem den afgivende og de modtagende myndigheder, jf. dog nedenfor om § 7, stk. 3, og det forholdsmæssighedsprincip, der efter § 5, stk. 2, gælder for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de modtagende myndigheder.
Med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen kan der fastsættes bestemmelser om, hvorledes den forholdsmæssige fordeling skal ske mellem myndigheder på flere forvaltningsniveauer, f.eks. mellem regionen (regionerne), kommunerne og staten, i forhold til de opgaver, der overføres til de pågældende myndigheder fra en amtskommune. Der kan endvidere fastsættes regler for fordelingen mellem myndigheder på samme forvaltningsniveau, f.eks. fordelingen mellem kommuner, der skal overtage aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fra en amtskommune. Der kan tilsvarende – for de tilfælde, hvor en amtskommune vil blive delt mellem to regioner, dvs. hvor regionsinddelingen går på tværs af de hidtidige amtsgrænser – fastsættes regler for fordelingen mellem de to regioner. Bemyndigelsen giver derimod ikke – bortset fra de tilfælde, hvor en amtskommune deles mellem to regioner – hjemmel til at udstede regler, der regulerer fordelingen mellem regionerne indbyrdes. Bemyndigelsen giver endvidere ikke hjemmel til at regulere fordelingen af aktiver og passiver samt rettigheder mellem kommuner i flere amter. Bestemmelsen giver således kun hjemmel til at fastsætte regler, der vil kunne bidrage til at sikre en samlet set rimelig fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndigheder, der overtager opgaver fra en myndighed, herunder mellem de pågældende modtagende myndigheder og den myndighed, hvorfra opgaverne overføres, såfremt myndigheden eksisterer efter den 1. januar 2007.
Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte regler om, hvilke principper om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der skal lægges til grund ved indgåelse af aftale, herunder efter forhandling ved delingsrådet, eller ved vedtagelse af mæglingsforslag. Ved fastsættelsen af reglerne vil det blive tilstræbt at give mulighed for fleksibilitet i forhandlingerne om fordeling, men dog sådan at fordelingen respekterer visse overordnede principper. Der vil i reglerne skulle fastsættes principper dels for fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndighedsniveauer, der overtager opgaverne, dels for fordelingen mellem myndigheder på samme niveau.
Mellem forskellige myndighedsniveauer forventes det, at aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fordeles med udgangspunkt i de overførte opgavers udgiftsmæssige tyngde. Myndigheder, der eksempelvis overtager udgiftstunge områder, vil således skulle overtage en tilsvarende stor andel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Der skal i fordelingen tages højde for såvel de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som udelukkende er knyttet til opgavevaretagelsen, jf. § 3, stk. 1, de aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er omfattet af bestemmelsen i § 3, stk. 2, og øvrige aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, idet det er den samlede fordeling, der skal overholde fordelingsprincipperne. Se hertil endvidere bemærkningerne til § 17, stk. 4.
I de situationer, hvor der er flere myndigheder på samme niveau, der overtager en opgave, vil fordelingen mellem de pågældende myndigheder skulle ske, således at der så vidt muligt opnås en ligelig fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de myndigheder, der er beliggende inden for det geografiske område, der udgøres af den myndighed, hvorfra overførslen sker. Med en ligelig fordeling sigtes som udgangspunkt til, at der målt i forhold til indbyggertal sker en jævn fordeling. Dog kan der på visse områder eventuelt være saglige grunde til at anlægge andre kriterier for fordelingen.
Det er hensigten, at principperne for fordelinger både mellem forvaltningsniveauer og mellem myndigheder på samme forvaltningsniveau vil blive udformet ud fra et nettoprincip. Det indebærer, at der skal tages hensyn til såvel reale og finansielle aktiver, finansielle passiver og andre forpligtelser, og hvor det er nettoværdien heraf, der er afgørende for fordelingen mellem myndighederne.
I principperne skal det endvidere indgå, at den pensionsbyrde, som påføres myndighederne ved tjenestemændenes overgang til de pågældende myndigheder eller ved overførslen af pensionsforpligtelserne i forhold til pensionerede tjenestemænd m.v., indgår i den samlede fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter. Der skal således sigtes mod en rimelig fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, i hvilken forbindelse også den samlede tjenestemandspensionsbyrde vil indgå, uanset hvilke myndigheder, der bliver pensionsmyndigheder for de pågældende tjenestemænd, det vil sige, uanset hvilken myndighed der efter § 7, stk. 2, skal udbetale pensionen til den pågældende tjenestemand. Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af den omhandlede pensionsforpligtelse, hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter den 1. januar 2007, jf. § 7, stk. 3. Med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 7, stk. 3, vil der kunne fastsættes regler om fordelingen af den omhandlede pensionsforpligtelse mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 17, stk. 2, omfatter således ikke en bemyndigelse til at fastsætte regler om en eventuel fordeling mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af pensionsforpligtelsen, der overføres fra myndigheder, der eksisterer efter den 1. januar 2007, idet regler herom vil kunne fastsættes med hjemmel i § 7, stk. 3. Der vil derimod med hjemmel i denne bemyndigelsesbestemmelse – og for så vidt angår fordeling efter delingsrådets beslutning med hjemmel i stk. 3, jf. bemærkningerne nedenfor – kunne fastsættes regler om fordelingen af pensionsforpligtelsen mellem de myndigheder, hvortil der overføres en pensionsforpligtelse fra en myndighed, der eksisterer efter den 1. januar 2007. Regler om beregning af den pensionsforpligtelse, der overføres fra myndigheder, der nedlægges ved kommunalreformen, vil kunne fastsættes af finansministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren med hjemmel i § 7, stk. 4.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
Til stk. 3
Med bestemmelsen gives indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til efter forhandling med finansministeren at fastsætte nærmere regler for delingsrådets fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte ved beslutning efter § 13. Med hjemmel i denne bemyndigelsesbestemmelse kan der – som efter stk. 2 – blandt andet fastsættes fordelingsregler, der gælder ved delingsrådets beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Der vil endvidere – som efter stk. 2 – kunne fastsættes regler om fordelingen af såvel den pensionsforpligtelse, der overføres fra myndigheder, der ikke nedlægges som følge af kommunalreformen, som den pensionsforpligtelse, der overføres fra myndigheder, der nedlægges som følge af kommunalreformen. Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af den omhandlede pensionsforpligtelse, hvor såvel den hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter den 1. januar 2007, jf. § 7, stk. 3. Med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 7, stk. 3, vil der blive fastsat regler om fordelingen af den omhandlede pensionsforpligtelse mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed. Reglerne om fordelingen af pensionsforpligtelsen ved delingsrådets beslutning mellem de myndigheder, hvortil opgaver overføres, vil kunne fastsættes med hjemmel i denne bestemmelse. Regler om beregning af den pensionsforpligtelse, der overføres fra myndigheder, der nedlægges ved kommunalreformen, vil kunne fastsættes af finansministeren efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren med hjemmel i § 7, stk. 4.
Med hjemmel i bestemmelsen vil der endvidere – ligesom efter stk. 2 – kunne fastsættes regler om, hvilke principper om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte der skal lægges til grund ved delingsrådets beslutning. Det er hensigten, at principperne vil blive udformet ud fra et nettoprincip, og at der med hjemmel i bestemmelsen skal formuleres et ligelighedsprincip. Der henvises til bemærkningerne til stk. 2.
Med hjemmel i bestemmelsen kan der endvidere blandt andet fastsættes regler for delingsrådets fastsættelse af vilkår efter § 13, stk. 1, 2. pkt., jf. § 8, stk. 2, og regler for delingsrådets pålæg om afhændelse af aktiver efter § 13, stk. 2.
Bestemmelsen giver mulighed for, at de fordelingsregler, der fastsættes efter stk. 3, kan afvige fra de fordelingsregler, der fastsættes efter stk. 2. Baggrunden herfor er, at der i forbindelse med delingsrådets beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem de berørte myndigheder kan være et behov for, at de regler der fastsættes indeholder en mere detaljeret regulering, end det er tilfældet med hensyn til de regler, der fastsættes for myndighedernes aftaleindgåelse, herunder vedtagelse af mæglingsforslag. Der vil således ikke nødvendigvis være behov for en helt så detaljeret regulering af den nærmere fordeling mellem myndigheder i den situation, hvor myndighedernes repræsentanter aftaler den endelige fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
De kommunale parter vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen. Sådanne regler vil endvidere i udkast blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, som er blevet hørt over lovforslaget. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive udmøntet inden den 1. januar 2006.
Til stk. 4
Det følger af bestemmelsen, at indenrigs- og sundhedsministeren i forbindelse med fastsættelse af regler i henhold til stk. 2 og 3 vil kunne fravige bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, i det omfang det skønnes nødvendigt for at opnå en samlet set rimelig fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte mellem myndighederne indbyrdes.
Der kan med hjemmel i stk. 2 og 3 fastsættes regler, der sikrer en samlet set rimelig fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter. Overførslen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter til flere myndigheder, skal i henhold til § 5, stk. 2, ske forholdsmæssigt. Det følger imidlertid af bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, at aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til en bestemt opgave, overføres til den myndighed, hvortil den pågældende opgave overføres. Der vil eksempelvis kunne være tilfælde, hvor sammensætningen af aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til en bestemt opgave, og aktiver og passiver, der ikke udelukkende er knyttet til en bestemt opgave, men skal fordeles forholdsmæssigt efter § 3, stk. 3 eller 4, indebærer, at fordelingen efter § 3 samlet set ikke udgør en rimelig fordeling af aktiver og passiver m.v. Der vil således kunne være behov for, at reglerne i § 3, stk. 1 og 2, fraviges med henblik på at sikre, at den samlede fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter er rimelig.
Med henblik på at sikre, at der i alle tilfælde kan ske en samlet set rimelig fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren derfor til i forbindelse med fastsættelsen af regler efter stk. 2 og 3 at kunne fravige bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2.
Bemyndigelsen forudsættes anvendt, hvis fordelingen efter bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, medfører en forholdsmæssig fordeling af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der afviger væsentligt fra den forholdsmæssige fordeling af opgaveporteføljen mellem myndighederne. Bestemmelsen giver således blandt andet hjemmel til at udstede regler, der sikrer, at alle de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, modtager en rimelig del af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der fordeles ved aftaleindgåelse, vedtagelse af et mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning, således at ingen af de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, som følge af aftaleindgåelsen, vedtagelsen af et mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning vil blive stillet i en afgørende vanskelig situation. Delingsrådet vil i øvrigt ved en beslutning efter § 13, stk. 1, som følge af almindelige forvaltningsretlige principper være forpligtet til at sikre, at alle de myndigheder, hvortil der overføres opgaver, modtager en rimelig del af de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, jf. bemærkningerne til § 13, stk. 1, uanset om der udstedes regler herom.
Der gives ikke hjemmel til at fravige bestemmelserne om overførsel af ansatte efter § 4. Baggrunden herfor er, at hensynet til de ansatte taler for, at overførslen reguleres ved ufravigelige lovbestemmelser.
Til kapitel 4
Til § 18
Til stk. 1
Der oprettes den 1. januar 2006 fem delingsråd.
Der oprettes et delingsråd for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, et delingsråd for Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde Amter, et delingsråd for Sønderjyllands, Ribe og Fyns Amter, et delingsråd for Århus, Vejle og Ringkjøbing Amter og et delingsråd for Nordjyllands og Viborg Amter. Delingsrådenes inddeling svarer således til de kommunale tilsynsmyndigheders inddeling, jf. § 47, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
Til stk. 2
Med bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at delingsrådenes funktionsperiode regnes fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2007. Delingsrådene nedlægges således uden videre med udgangen af 2007, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren har truffet beslutning om forlængelse af delingsrådenes funktionsperiode, jf. 2. pkt.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan indenrigs- og sundhedsministeren træffe bestemmelse om forlængelse af delingsrådenes funktionsperiode. Bestemmelsen giver mulighed for en forlængelse af delingsrådenes funktionsperiode efter den 31. december 2007, såfremt der viser sig behov herfor.
Efter 3. pkt. kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om delingsrådenes funktion efter den 31. december 2007.
Til stk. 3
Med bestemmelsen præciseres det, at delingsrådene er uafhængige i deres virksomhed. Bestemmelsen indebærer blandt andet, at delingsrådene, herunder delingsrådets formand, ikke er undergivet indenrigs- og sundhedsministerens instruktionsbeføjelse.
Til § 19
Til stk. 1
Med bestemmelsen fastsættes delingsrådenes kompetenceområde. Delingsrådet behandler efter bestemmelsen sager om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres fra amtskommuner og kommuner, der er beliggende inden for delingsrådets område, jf. § 18, stk. 1. Det afgørende for kompetenceafgrænsningen er således, hvilken myndighed overførslen skal ske fra.
Bestemmelsen indebærer eksempelvis, at delingsrådet for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner behandler sager om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres fra Københavns og Frederiksborg Amtskommuner samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner, at delingsrådet for Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde Amter behandler sager om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres fra Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde Amtskommuner, osv.
Til stk. 2
Sager om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres fra Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Hovedstadens Udviklingsråd, behandles efter bestemmelsen af delingsrådet for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner.
Til § 20
Til stk. 1
Af bestemmelsens 1. pkt. følger det, at hvert delingsråd består af en formand, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren, samt to medlemmer, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra KL henholdsvis efter indstilling fra Amtsrådsforeningen. Med hensyn til delingsrådet for Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner indstiller Københavns og Frederiksberg Kommuner dog i forening med Amtsrådsforeningen det tredje medlem af delingsrådet.
Hvert delingsråd består således af tre medlemmer, jf. dog 2. pkt.
Efter bestemmelsens 2. pkt. suppleres delingsrådet i sager om overførsler til eller fra statslige myndigheder af et medlem, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra finansministeren. Delingsrådet består således i sager om overførsler til eller fra statslige myndigheder af fire medlemmer.
Til stk. 2
Det fastsættes i 1. pkt., at indenrigs- og sundhedsministeren udpeger en stedfortræder for hvert medlem af delingsrådet efter reglerne i stk. 1. Efter 2. pkt. indtræder stedfortræderen ved medlemmets forfald. Det indebærer, at stedfortræderen indtræder, uanset varigheden af og årsagen til medlemmets forfald.
Til § 21
Til stk. 1
Det fastsættes med bestemmelsen, at delingsrådets formand forbereder, indkalder og leder delingsrådets møder.
Ved forberedelsen af delingsrådets møder vil formanden kunne indhente bistand fra delingsrådets sekretariat, jf. § 28. Bestemmelsen indebærer imidlertid blandt andet, at formanden har ansvar for at sikre, at der foreligger det fornødne materiale ved delingsrådets møder.
Formanden indkalder såvel medlemmerne af delingsrådet samt – til forhandlinger efter § 11 – repræsentanter for de pågældende myndigheder.
Til stk. 2
Delingsrådet kan i medfør af bestemmelsen selv fastsætte sin forretningsorden.
Til § 22
Til stk. 1
Det fastsættes med bestemmelsen, at delingsrådets møder ikke er offentlige. Bestemmelsen skal sikre ro om de forhandlinger, der føres med de berørte myndigheder, for derved at sikre de bedst mulige betingelser for, at der kan indgås aftale mellem myndighederne.
Til stk. 2
Delingsrådet kan efter bestemmelsen tillade repræsentanter for de berørte myndigheder at deltage i rådets møder i det omfang, det skønnes nødvendigt. Bestemmelsen indebærer, at delingsrådet – ud over forhandlingerne efter § 11 – kan afholde møder, hvori der alene deltager repræsentanter for en enkelt eller enkelte af de berørte myndigheder. Det giver blandt andet delingsrådet mulighed for alene at holde møde med den myndighed, hvorfra opgaver skal overføres, med henblik på at afklare forhold vedrørende det aftaleudkast, som den pågældende myndighed har udarbejdet.
Delingsrådet kan endvidere efter bestemmelsen tillade særligt sagkyndige at deltage i rådets møder i det omfang, det skønnes nødvendigt. Bestemmelsen giver blandt andet mulighed for, at delingsrådet kan inddrage særligt sagkyndige i forbindelse med opgørelsen af værdien af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der skal overføres.
Repræsentanter eller sagkyndige, der deltager i delingsrådets møder, har ikke stemmeret ved eventuelle afstemninger på mødet.
Til § 23
Til stk. 1
Delingsrådet er beslutningsdygtigt, når alle medlemmerne er til stede. Har et medlem forfald, indtræder stedfortræderen, jf. § 20, stk. 2, 2. pkt.
Til stk. 2
Det bestemmes, at delingsrådets beslutninger træffes ved stemmeflertal. Delingsrådets medlemmer er forpligtet til at afgive stemme, jf. stk. 4.
Til stk. 3
Bestemmelsen indebærer, at formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. Tilfælde af stemmelighed kan forekomme i de sager, hvor delingsrådet består af 4 medlemmer, jf. § 20, stk. 1, 2. pkt. Stemmelighed kan endvidere forekomme i tilfælde, hvor såvel medlemmet som medlemmets stedfortræder er inhabilt.
Til stk. 4
Det fastsættes med bestemmelsen, at delingsrådets medlemmer, herunder formanden, er forpligtet til at afgive stemme, når delingsrådet skal træffe beslutninger.
Til § 24
Med bestemmelsen fastsættes, at et medlem er udelukket fra at deltage i delingsrådets forhandlinger og afstemning i sager, der vedrører en amtskommune eller kommune, hvor den pågældende er ansat eller er medlem af kommunalbestyrelsen.
Bestemmelserne supplerer de almindelige regler om speciel inhabilitet, jf. forvaltningslovens kapitel 2. Det forhold, at et medlem af delingsrådet er gift eller lever i ægteskabslignende forhold med en person, der er ansat i eller medlem af kommunalbestyrelsen i en amtskommune eller kommune, som sagen vedrører, medfører ikke i sig selv, at vedkommende er inhabil.
Medlemmet må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om vedkommendes habilitet, jf. forvaltningslovens § 6, stk. 3, 1. pkt.
Til § 25
Bestemmelsens 1. pkt. giver delingsrådet hjemmel til at pålægge de myndigheder, hvorfra eller hvortil en opgave overføres, at tilvejebringe og meddele oplysninger og udlevere dokumenter, herunder dokumenter med personfølsomme oplysninger, og yde den bistand i øvrigt, som delingsrådet måtte forlange til udførelsen af delingsrådets opgaver. Delingsrådet kan endvidere pålægge fællesskaber og selvejende institutioner m.v., som er omfattet af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., at tilvejebringe og meddele oplysninger og udlevere dokumenter, herunder dokumenter med personfølsomme oplysninger, og yde bistand i øvrigt.
Delingsrådet kan med hjemmel i bestemmelsen blandt andet forlange oplysninger om de ansatte i den myndighed, hvorfra der skal overføres opgaver, med henblik på at fastslå, om myndighedens opgørelse over de ansatte er fuldstændig. Delingsrådet kan endvidere med hjemmel i bestemmelsen forlange den fornødne bistand til udarbejdelsen af mæglingsforslag og delingsrådet beslutninger.
Det fastslås i 2. pkt. udtrykkeligt, at delingsrådet kan fastsætte en frist for myndighedernes tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger eller udlevering af dokumenter.
Med bestemmelsens 3. pkt. fastsættes det, at bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for de i § 9, stk. 1, 2. pkt., nævnte myndigheder. Det indebærer med hensyn til opgaver, der overføres til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, at et organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed, eller – hvis et sådant organ ikke er oprettet – den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed, kan pålægges at tilvejebringe og meddele oplysninger og udlevere dokumenter og yde den bistand i øvrigt, som delingsrådet måtte forlange til udførelsen af delingsrådets opgaver.
Til § 26
Bestemmelsens 1. pkt. giver indenrigs- og sundhedsministeren hjemmel til at pålægge delingsrådet at tilvejebringe og meddele oplysninger og udlevere dokumenter, herunder dokumenter med personfølsomme oplysninger, om forhold inden for delingsrådets virkeområde. Bestemmelsen skal sikre, at indenrigs- og sundhedsministeren kan følge delingsprocessen.
Det fastslås i 2. pkt. udtrykkeligt, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en frist for delingsrådets tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger eller udlevering af dokumenter.
Til § 27
Med bestemmelsen bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler for delingsrådets virksomhed. Indenrigs- og sundhedsministeren kan med hjemmel i denne bestemmelse blandt andet fastsætte regler om vederlag og udgiftsgodtgørelse til delingsrådets medlemmer og stedfortrædere.
Til § 28
Efter bestemmelsen træffer indenrigs- og sundhedsministeren beslutning om sekretariatsbetjeningen af delingsrådet.
Der vil være behov for sekretariatsbetjening af delingsrådet med hensyn til forberedelsen af navnlig mæglingsforslag eller beslutninger.
Der vil med hjemmel i bestemmelsen kunne træffes beslutning om, at der oprettes et sekretariat for hvert delingsråd, ligesom der med hjemmel i bestemmelsen vil kunne oprettes et sekretariat for samtlige delingsråd. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges således med bestemmelsen til at træffe beslutning om, hvilken eller hvilke statslige myndigheder der skal varetage sekretariatsbetjeningen af delingsrådene.
Delingsrådet vil i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger kunne delegere sine beføjelser til at indhente oplysninger efter § 25 og til at tilvejebringe og meddele oplysninger efter § 26 til sekretariatet. Delingsrådet vil endvidere kunne lade sekretariatet udføre de drøftelser med myndighederne, som delingsrådet skal foretage forud for en beslutning efter § 13, stk. 1, jf. også bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 29
Det fastsættes med bestemmelsen, at sagkyndige, der deltager i delingsrådets møder, jf. § 22, stk. 2, har tavshedspligt efter lovgivningens almindelige regler herom. Sagkyndige, der deltager i delingsrådets møder, vil således blandt andet have tavshedspligt med hensyn til personfølsomme oplysninger, som de pågældende måtte blive bekendt med i forbindelse med deltagelsen i delingsrådets møder.
Med hensyn til delingsrådets medlemmer, herunder delingsrådets formand, og sekretariatet for delingsrådet, finder lovgivningens almindelige regler om tavshedspligt anvendelse, idet delingsrådet er en del af den offentlige forvaltning.
Til § 30
Til stk. 1
Det fastsættes med bestemmelsen, at udgifterne til delingsrådenes virksomhed afholdes af staten. Staten afholder således de udgifter, der er forbundet med delingsrådets behandling af sager, herunder eventuelle udgifter til vederlag og udgiftsgodtgørelse til delingsrådets medlemmer og stedfortrædere, som fastsættes med hjemmel i § 27. Staten afholder endvidere de udgifter, der er forbundet med sekretariatsbetjeningen af delingsrådet.
Til stk. 2
Med bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at delingsrådet træffer beslutning om betaling fra de myndigheder, hvorfra og hvortil der overføres opgaver, af et beløb, som tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed. Bestemmelsen indebærer, at de myndigheder, som ikke er nået til enighed om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte uden delingsrådets medvirken, skal betale for de omkostninger, der kan henføres til delingsrådets behandling af de pågældende sager. Efter bestemmelsen vil såvel den myndighed, hvorfra opgaver overføres, som de myndigheder, herunder statslige myndigheder, hvortil opgaver overføres fra den pågældende myndighed, skulle bidrage til betalingen af omkostningerne ved delingsrådets virksomhed.
Med bestemmelsens 2. pkt. fastsættes det, at bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for de i § 9, stk. 1, 2. pkt., nævnte myndigheder. Det indebærer med hensyn til opgaver, der overføres til en myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, at et organ, der forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed, eller – hvis et sådant organ ikke er oprettet – den myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende myndighed, kan tilpligtes at betale beløb efter bestemmelsens 1. pkt.
Det følger af bestemmelsens 3. pkt., at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for delingsrådets beslutning om myndighedernes betaling af sagens omkostninger. Indenrigs- og sundhedsministeren vil med hjemmel i bestemmelsen skulle fastsætte regler for beregningen af omkostningerne ved delingsrådets behandling af sagen. Det forudsættes, at det samlede beløb, som myndighederne skal betale, vil svare til administrationsomkostningerne ved delingsrådets behandling af sagen, udgifterne til sekretariatsbetjeningen af delingsrådene samt eventuelle vederlag og udgiftsgodtgørelse til delingsrådenes medlemmer. Der skønnes herudover at være visse mindre udgifter til delingsrådenes virksomhed i den øvrige del af funktionsperioden, som løber fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2007. Se hertil punkt 8 i de almindelige bemærkninger.
Til kapitel 5
Til § 31
Det fastsættes med bestemmelsen, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Lovens ikrafttræden sikrer blandt andet indenrigs- og sundhedsministeren mulighed for i tilstrækkelig tid inden delingsprocessens påbegyndelse i 2006 at kunne fastsætte fordelingsregler m.v. med hjemmel i lovens § 17.
Til § 32
Det præciseres med bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.