Forslag til Lov om ændring af lov om borteblevne\n(Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200422L00152@2005-04-13/da
Indhold
Fremsat den 13. april 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
(Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)
§ 1
I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 6 affattes således:
»§ 6. Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live.
Stk. 2. Hvis den borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.«
2. I § 9 ændres »underretten« til: »byretten« og »underret,« til: »byret,«.
3. I § 10, stk. 1, ændres »sagfører« til: »advokat«.
4. I § 11, stk. 1, ændres »begæringen« til: »anmodningen«.
5. I § 11, stk. 2, udgår »edelig«.
6. § 12, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2. Retten lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.
Stk. 3. Mellem den seneste kundgørelse og retsmødet skal der gå mindst 1 måned.«
7. I § 14, stk. 1, ændres i 1. pkt. »forsvarer« til: »advokat« og 2. og 3. pkt. ophæves.
8. § 14, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Er der gået 8 uger efter dommens afsigelse kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan ikke meddeles.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Sager, der rejses inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Indbringes en sag, som nævnt i stk. 2, for højere ret efter reglen i § 14 i lov om borteblevne, finder de hidtil gældende regler anvendelse under den højere rets behandling af sagen.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ;............................................................................ ....................... 3
2. Gældende ret ;............................................................................ ................... 4
2.1. Dødsfaldskendelse og dødsformodningsdom ................................................ 4
2.2. Begrebet »bortebleven« ;............................................................................. 4
2.3. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom ......................... 5
2.4. Betingelserne for at anvende lovens korte frist ............................................. 5
3. Lovforslagets udformning ;........................................................................... 7
3.1. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom ......................... 7
3.2. Betingelserne for at anvende lovens korte frist ............................................. 9
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. ........... 9
5. Hørte myndigheder m.v. ;............................................................................. 10
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at justere og modernisere reglerne i lov om borteblevne om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at domstolene kan afsige dødsformodningsdom. En dødsformodningsdom indebærer, at en forsvunden ( » bortebleven « ) person anses for død i retlig henseende bl.a. med den virkning, at boet kan skiftes, og at livsforsikringer og pensioner mv. kan udbetales til efterladte.
Reglerne om de betingelser, der skal være opfyldt for at afsige dødsformodningsdom, er ikke blevet ændret siden 1946, og navnlig må lovens tidsfrister for, hvornår en sådan dom kan afsiges, anses for unødigt lange under hensyn til nutidens kommunikationsmuligheder, samfærdselsforhold, internationale politimæssige samarbejde, efterforskningsmuligheder mv.
Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:
1) De tidsmæssige betingelser for afsigelse af dødsformodningsdom foreslås justeret på følgende punkter:
– Lovens frister for, hvornår en sag til dødsformodningsdom kan rejses, foreslås forkortet, således at fristen normalt er 5 år og i særlige tilfælde 6 måneder.
– Der skal efter forslaget fortsat ske en offentlig indkaldelse af en bortebleven person (i Statstidende mv.), før dødsformodningsdom kan afsiges, men det foreslås, at den frist, som mindst skal gives i indkaldelsen, nedsættes fra 3 måneder til 1 måned.
2) Betingelserne for at rejse sag til dødsformodningsdom efter lovens korte frist (der efter forslaget nedsættes fra 1 år til 6 måneder) foreslås lempet lidt, således at denne frist finder anvendelse i tilfælde, hvor der efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den borteblevne person er død.
3) Endvidere foreslås en ændring af lovens regel om, at kundgørelse af en offentlig indkaldelse skal ske i Statstidende og evt. i blade og radio. Bestemmelsen foreslås skærpet, således at kundgørelsen – ud over i Statstidende – også skal ske i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold. Samtidig foreslås bestemmelserne om kundgørelsen af indkaldelsen ændret således, at det er retten, som skal forestå kundgørelsen.
Lovforslagets udformning har været drøftet på møder med repræsentanter for domstolene og Advokatsamfundet.
Forslaget indebærer ikke en generel revision af loven, og forslaget indeholder således ud over de ovenfor nævnte justeringer alene visse konsekvensændringer som følge af forskellige ændringer i retsplejeloven samt enkelte ændringer af sproglig karakter.
2. Gældende ret
2.1. Dødsfaldskendelse og dødsformodningsdom
En persons død fastslås normalt ved, at der udstedes en dødsattest. Reglerne herom findes i ligsynsloven og i administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.
Udstedelse af dødsattest forudsætter, at der findes et lig, som kan identificeres. Er dette ikke er muligt, kan domstolene under visse betingelser træffe afgørelse om, at personen skal anses for død. Dette kan enten ske ved en dødsfaldskendelse efter dødsboskiftelovens § 5 eller ved en dødsformodningsdom efter reglerne i lov om borteblevne.
Dødsboskiftelovens § 5 finder anvendelse i tilfælde, hvor det kan anses for sikkert, at den forsvundne person er afgået ved døden, selv om den pågældendes lig ikke er fundet. Dette indebærer, at dødsfaldskendelse kan afsiges med det samme. Sikkerhed for, at en person er død, vil efter forarbejderne til dødsboskiftelovens § 5 (L 120 af 8. december 1995, Folketingstidende 1995-96, tillæg A, spalte 2844) almindeligvis foreligge ved f.eks. skibskatastrofer under omstændigheder som ved »Estonia's« og »Hans Hedtoft's« forlis, hvor skibene sank i et iskoldt hav, eller i tilfælde, hvor et skib eller fly totalt udbrænder, uden at der er efterladt nødvendige kendetegn til identifikation af de ombordværende, eller efter omstændighederne, såfremt en person ifølge vidneudsagn er faldet over bord om vinteren i rum sø og ikke har kunnet findes.
I tilfælde, hvor det ikke er sikkert, at en person er død, men hvor den pågældende er forsvundet under sådanne omstændigheder, at der er grund til virkelig tvivl om, hvorvidt den pågældende er i live, kan der afsiges dødsformodningsdom efter borteblevnelovens nærmere regler – herunder om den tid, der skal være gået, siden den borteblevne sidst vides at have været i live – jf. nærmere afsnit 2.2.-2.4. nedenfor.
En dødsfaldskendelse efter dødsboskifteloven og en dødsformodningsdom efter borteblevneloven har den samme almene retsvirkning, nemlig at den pågældende person i alle retlige relationer anses som død. Det indebærer f.eks., at den pågældendes bo kan skiftes, hans eller hendes formue falder i arv, livsforsikring forfalder til udbetaling, den pågældendes ægtefælle kan indgå nyt ægteskab mv.
2.2. Begrebet »bortebleven«
Den grundlæggende betingelse for, at der kan afsiges en dødsformodningsdom er, at den pågældende person kan betegnes som bortebleven, jf. borteblevnelovens § 5. Loven definerer ikke begrebet bortebleven, og det fremgår af lovens forarbejder (Rigsdagstidende 1945-46, Tillæg A, spalte 4137, med henvisning til betænkning af oktober 1945, afgivet af Arveretskommissionen: Udkast til lov om borteblevne med tilhørende bemærkninger), at man ikke mente i en kort lovtekst at kunne give en sammenfatning, som dækkede alle de tilfælde, man har brug for i praksis. I betænkningen, s. 23 f., er imidlertid anført bl.a. følgende bemærkninger om begrebet:
» Som vejledning kan det siges, at en person i almindelighed må anses som bortebleven, hvis hans opholdssted gennem længere tid har været ukendt, uden at der haves meddelelse om, at han har levet i dette tidsrum eller er død, og der herefter er grund til virkelig tvivl om, at han endnu er i live.«
Det fremhæves i tilknytning hertil, at det ikke er tilstrækkeligt, at der » med føje kan næres nogen ængstelse« for den pågældende. For at anse en person som bortebleven i lovens forstand skal der foreligge konkrete omstændigheder, der gør, at det »for en fornuftig betragtning må stille sig tvivlsomt«, om vedkommende endnu lever.
2.3. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom
Den borteblevnes ægtefælle, øvrige arvinger eller andre, der har retlig interesse deri, kan rejse en sag med henblik på at opnå dom til dødsformodning over den borteblevne, jf. borteblevnelovens § 7.
Sagen rejses ved, at sagsøger indgiver en begæring til retten om offentlig indkaldelse af den borteblevne, jf. lovens § 6.
Begæring om offentlig indkaldelse kan som udgangspunkt først indgives, når der er gået 10 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live, jf. § 6, stk. 1.
I forarbejderne er det som begrundelse for at fastsætte fristen til 10 år bl.a. anført , at den borteblevne oftest vil være død, hvis der i så lang tid ikke har været hørt fra den pågældende.
Hvis den borteblevne på det tidspunkt, hvor han sidst vides at have været i live, var i livsfare, eller der af andre grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død – f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som vedkommende var om bord i, er forsvundet – kan sagen anlægges, når der er gået 1 år, jf. lovens § 6, stk. 2.
Det anføres i lovens forarbejder, at lovens 1 års frist i visse tilfælde vil kunne synes for lang. Som eksempel på sådanne situationer nævnes flyulykker, men det tilføjes, at man, når et fly er styrtet ned, antagelig ofte vil kunne erklære den pågældende for død med det samme, jf. ovenfor under afsnit 2.1.
Når den relevante frist efter borteblevnelovens § 6 er udløbet, kan begæring om offentlig indkaldelse indgives til domstolene, der berammer et retsmøde. I dette retsmøde finder bevisførelse sted med hensyn til, at betingelserne for at foretage offentlig indkaldelse er opfyldt, jf. lovens § 11, og retten træffer afgørelse herom på baggrund af denne bevisførelse, jf. lovens § 12, stk. 1.
Er betingelserne opfyldt – dvs. at det er godtgjort, at den pågældende person er bortebleven i lovens forstand, og at den pågældende har været borte så længe, som det følger af den relevante fristregel – indkaldes den borteblevne med et af retten fastsat varsel til et nyt retsmøde i sagen. I dette retsmøde vil dødsformodningsdom blive afsagt, hvis der ikke inden eller på selve retsmødet fremkommer afgørende nyt, jf. lovens § 13, stk. 1.
I indkaldelsen af borteblevne opfordres enhver, som kan give yderligere oplysninger i sagen, til snarest muligt at give retten meddelelse herom, jf. lovens § 12, stk. 1. Indkaldelsen skal kundgøres af sagsøger i Statstidende, men retten kan herudover træffe bestemmelse om, at sagsøger tillige skal kundgøre indkaldelsen en eller flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet, jf. lovens § 12, stk. 2. I forarbejderne anføres om rettens mulighed for at træffe bestemmelse om yderligere kundgørelse, at det ofte vil kunne være praktisk at optage indkaldelsen i lokale blade.
Efter lovens § 12, stk. 3, skal der gå mindst 3 måneder og højst 1 år mellem kundgørelsen af indkaldelsen og afholdelsen af det retsmøde, der indkaldes til.
Det korteste varsel på 3 måneder forudsættes ifølge forarbejderne navnlig anvendt i sager, hvor lovens 1-års frist finder anvendelse, jf. § 6, stk. 2.
Den procedure, der følger af reglerne i borteblevnelovens §§ 6, 11 og 12, indebærer således samlet set, at dødsformodningsdom først kan afsiges nogen tid efter udløbet af den for sagen relevante frist i § 6 på enten 10 eller 1 år.
2.4. Betingelserne for at anvende lovens korte frist
2.4.1. Betingelsen for at rejse sag til dødsformodningsdom efter borteblevnelovens korte 1 års frist i § 6, stk. 2, er som nævnt i afsnit 2.3. ovenfor, at den borteblevne på det tidspunkt, hvor vedkommende sidst vides at have været i live, var i livsfare (§ 6, stk. 2, 1. led), eller at der af andre grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død – f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som vedkommende var ombord i, er forsvundet (§ 6, stk. 2, 2. led).
I bestemmelsens forarbejder er nævnt nogle praktiske eksempler på tilfælde, som omfattes af § 6, stk. 2, 1. led, om livsfare. Som eksempler nævnes, at det skib, borteblevne var med, var i havsnød, og at der er hørt nødsignaler fra det fly, borteblevne var ombord i. Herudover nævnes tilfælde, hvor borteblevne af vidner konkret er blevet set i livsfare, f.eks. under stormflod, ildebrand m.v. eller under f.eks. krigshandlinger.
§ 6, stk. 2, 2. led, omhandler som nævnt tilfælde, hvor der ikke er oplysninger om, at borteblevne var i øjeblikkelig livsfare ved sidste efterretning om vedkommende, men hvor de konkrete oplysninger om omstændighederne ved borteblevnes forsvinden alligevel indebærer, at der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at borteblevne er død. Ud over de eksempler, som er nævnt i selve bestemmelsen, nævnes i forarbejderne, at 2. led efter omstændighederne også kan anvendes på soldater i felten, koncentrationslejrfanger, på personer, som er forsvundet under bjergbestigning, eller på personer, som vides at have begivet sig ud på farlige ture under polarekspeditioner eller lignende rejser.
Det fremhæves samtidig, at lovens almindelige 10-års frist muligvis må finde anvendelse, hvis en person er blevet borte under en længere ekspedition til fjerne egne, uden at der er oplyst noget om, at vedkommende er forsvundet under en særlig farlig tur.
I den juridiske litteratur er betingelserne for anvendelsen af § 6, stk. 2, bl.a. behandlet af Jørgen Trolle i artiklen Om afsigelse af dødsformodningsdom (Juristen 1950.227).
I artiklen anfører Trolle, at anvendelsesområdet for begge led i § 6, stk. 2, er snævert, og at begge led må fortolkes strengt efter ordene. Trolle understreger i den forbindelse, at det er en betingelse for, at 1 års fristen finder anvendelse, at der foreligger konkrete holdepunkter i forhold til den enkelte borteblevne for den »til vished grænsende sandsynlighed« for, at netop denne borteblevne er død.
Trolle støtter sin opfattelse bl.a. på den i U 1949.221 refererede Østre Landsrets dom, hvor landsretten afviste at anvende § 6, stk. 2, i forhold til tyske jøder, der i 1941 var blevet ført til en arbejdslejr i det østlige Tyskland, idet landsretten udtalte, at det var betænkeligt at anse det for godtgjort, at der havde været »en sådan konkret livsfare«, eller at der på anden måde var »skabt en på specielle omstændigheder begrundet, til vished grænsende sandsynlighed« for de pågældendes død.
Trolle fremhæver, at det forhold, at efterretningerne om en bortebleven er stoppet på et tidspunkt, hvor den borteblevne antageligt har befundet sig i potentielt livsfarlige omstændigheder, og at lang tid er gået, siden den borteblevne sidst vides at have været i live, ikke nødvendigvis i sig selv kan begrunde, at 1-års fristen finder anvendelse.
Trolle nævner i den forbindelse yderligere et eksempel fra praksis i tilknytning til anden verdenskrigs afslutning, hvor byretten afsagde dødsformodningsdom over en pilot, om hvem man vidste, at han var styrtet ned og derefter anbragt på et lazaret i en by, der siden blev udsat for et luftangreb. Trolle anfører, at oplysningen om luftangrebet kun kunne skabe en vis formodning om, at nogle personer i den pågældende by var døde, men absolut ikke for, at de alle og derved hver enkelt var det. Idet Trolle endvidere bemærker, at den pågældende pilot dukkede op i live, inden sagen – der blev anket – var færdigbehandlet i landsretten, konkluderes det, at sagen viser, hvor kritisk man skal være ved anvendelsen af § 6, stk. 2.
2.4.2. Af eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør af § 6, stk. 2, er imødekommet kan nævnes:
U 1951.918 Ø : Borteblevnes hustru havde ikke hørt fra borteblevne, siden at hun i december 1944 modtog brev fra borteblevne, der var i tysk koncentrationslejr. Flere overensstemmende andenhånds vidneforklaringer understøttede, at borteblevne var blevet henrettet i lejren.
U 1990.98 Ø : Borteblevne sidst set ombord på Oslo-færgen 21. september 1987. Lægeerklæringer og vidneforklaringer fra borteblevnes hustru understøttede en formodning om, at borteblevne var selvmordstruet. En række af borteblevnes personlige papirer og effekter, samt hans bil, blev fundet efterladt på færgen. Byretten fandt ikke, at der forelå en til vished grænsende sandsynlighed for borteblevnes død. For landsretten blev der afgivet yderligere forklaring af borteblevnes ekshustru, der understøttede, at borteblevne var selvmordstruet. Endvidere havde heller ikke ekshustruen eller hendes nu 12-årige datter hørt fra borteblevne siden 21. september 1987. Landsretten fastslog, at det efter de for landsretten tilvejebragte oplysninger måtte anses for godtgjort, at der forelå en til vished grænsende sandsynlighed for, at borteblevne var død.
Af eksempler fra trykt retspraksis, hvor begæring i medfør af § 6, stk. 2, er blevet afvist kan nævnes:
JD 1948.338 : Borteblevne, der var tysk statsborger, blev ført til Berlin af det tyske militær i 1944 for at blive indrulleret i den tyske hær. Borteblevnes ægtefælle hørte sidste gang fra ham i form af et brev dateret i Berlin den 2. april 1945. Byretten lagde i sin kendelse vægt på, at det ganske vist måtte antages at have været forbundet med meget stor fare, særlig for en tysk soldat, at være i Berlin i tiden umiddelbart før russernes erobring af byen i april 1945, men at der på den anden side ikke forelå oplysninger om, at borteblevne havde været i kamp, og at det heller ikke var ganske udelukket, at han havde forladt byen inden erobringen. Retten fandt derfor ikke at kunne lægge til grund, at borteblevne havde været i livsfare i lovens forstand. Retten fandt endvidere, at ordene i § 6, stk. 2, »en til vished grænsende sandsynlighed«, måtte forstås strengt, og da man i det foreliggende tilfælde ikke ganske kunne se bort fra den mulighed, at borteblevne f.eks. var faldet i russisk krigsfangenskab og endnu ikke havde haft mulighed for at lade høre fra sig, fandtes betingelserne for at anvende § 6, stk. 2, ikke at være til stede.
U 1963.251 Ø : Borteblevne var kaptajn på et skib og forsvandt sporløst den 22. august 1959, da skibet lå ved kaj i New Yorks havn i et lukket havneområde. Borteblevnes personlige papirer, herunder hans pas, blev fundet ombord på skibet. Der forelå vidneforklaringer bl.a. fra den portvagt, der havde gjort tjeneste den 22. august 1959 ved den eneste indgang til området. Vagten forklarede, at han kendte borteblevne af udseende, og at borteblevne ikke passerede ud gennem porten på det pågældende tidspunkt. Borteblevnes hustru forklarede, at hun sidst så borteblevne i marts måned 1959, da hun og deres fællesbarn, født den 8. maj 1954, besøgte ham ombord på skibet. Hun modtog sidst brev fra borteblevne i midten af august måned 1959. Landsretten stadfæstede byrettens afvisning af at lade § 6, stk. 2, finde anvendelse.
U 1998.1261 Ø : Begæring om offentlig indkaldelse modtaget i retten den 20. november 1997. Borteblevne var indlagt 2 gange på psykiatrisk hospital i foråret 1991. Hun rejste til Færøerne den 13. december 1991 på en enkeltbillet og blev sidst set ved sit hotel den 14. december 1991. Hun skrev afskedsbreve til sin familie den 13. december 1991. Hun havde ringet hjem den 12. december 1991 for at ønske sin bror tillykke med fødselsdagen dagen efter. Byretten fandt ikke, at betingelserne i § 6, stk. 2, var opfyldt, da det ikke var bevist, at borteblevne var i livsfare, da hun sidst blev set, eller der af anden grund var en til vished grænsende sandsynlighed for, at hun var død. Landsretten stadfæstede kendelsen.
3. Lovforslagets udformning
3.1. Reglerne om, hvornår der kan afsiges dødsformodningsdom
Reglerne om, hvor lang tid der skal gå, før der kan rejses en sag om afsigelse af dødsformodningsdom vedrørende en forsvundet person, bør ramme den rette balance mellem forskellige hensyn. Under hensyn til en dødsformodningsdoms omfattende og indgribende retsvirkninger for den borteblevne, hvis bo i givet fald bliver skiftet, er det væsentligt, at fristerne er så lange, at man kan gå ud fra, at en person, der ikke har givet livstegn inden fristens udløb, normalt er død. På den anden side tilsiger hensynet til de efterladte m.v., at fristerne ikke er længere, end det er nødvendigt, dels fordi det ofte kan have væsentlig økonomisk og juridisk betydning for de pårørende at få en retlig afklaring, dels fordi de efterladte også følelsesmæssigt kan have behov for, at der officielt sættes et punktum.
Under hensyn til nutidens stærkt forøgede kommunikationsmuligheder – herunder udbredelsen af (mobil)telefoni og anvendelsen af internetkommunikation – forbedrede samfærdselsforhold, et øget internationalt politimæssigt samarbejde og generelt forbedrede muligheder for eftersøgning og efterforskning finder Justitsministeriet, at det i dag må anses for langt mindre sandsynligt end i perioden ved 2. verdenskrigs afslutning, at en bortebleven person kan være forsvundet gennem en længere årrække uden at have haft mulighed for at give livstegn fra sig, og uden, at der har kunnet skaffes nogen efterretninger om den pågældende.
På den baggrund er der efter Justitsministeriet s opfattelse ikke behov for, at den almindelige frist for afsigelse af dødsformodningsdom er længere end 5 år.
Den foreslåede nedsættelse af borteblevnelovens almindelige frist fra 10 til 5 år skal ses i sammenhæng med kravet om, at den person, som der ønskes afsagt dødsformodningsdom over, er bortebleven i lovens forstand og har været det gennem hele fristens forløb. Kravet om, at den pågældende skal være » bortebleven « foreslås ikke ændret, og det vil således fortsat være nødvendigt for at afsige dødsformodningsdom, at der foreligger nærmere oplysninger i sagen om resultatet af politiets eller andre relevante myndigheders efterforskning m.v. Bevisbyrden for, at en person virkelig er bortebleven, påhviler sagsøger, jf. borteblevnelovens § 11, stk. 2, og retten vil i medfør af denne bestemmelse kunne afvise at fremme sagen, hvis retten ikke finder, at mulighederne for at fremskaffe bevismateriale vedrørende den forsvundne persons færden er udtømte, jf. herved den i U 1948.968 refererede Østre Landsrets kendelse, hvor landsretten afviste at fremme en anmodning om afsigelse af dødsformodningsdom bl.a. med henvisning til, at sagsøgeren kunne have søgt bekræftet gennem Udenrigsministeriet, at borteblevne var død i udlandet.
Domstolene skal således i hver enkelt sag vurdere, om den person, der ønskes afsagt dom over, overhovedet er bortebleven i lovens forstand, og det vil således ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at sagsøger forklarer, at han eller hun ikke har hørt fra den forsvundne i 5 år.
De ovenfor nævnte grunde til at halvere lovens lange frist gør sig efter Justitsministeriet s opfattelse tilsvarende gældende i forhold til den korte frist efter lovens § 6, stk. 2. Efter Justitsministeriet s opfattelse er der ikke behov for, at den korte frist, som gælder i tilfælde, hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at den pågældende er død, er længere end 6 måneder.
Det kan oplyses, at den svenske regering for nylig har udarbejdet et lovforslag, der lægger op til en afkortning af den tilsvarende 10-års frist i Sverige, således at den almindelige frist for afsigelse af dødsformodningsdom også i Sverige vil være 5 år. I Finland er en ny lov på området trådt i kraft den 9. marts 2005. Loven indebærer, at den almindelige frist for afsigelse af dødsformodningsdom efter finsk ret nedsættes fra 10 til 5 år. For så vidt angår tilfælde, hvor der er særlig nærliggende grund til at formode, at en bortebleven person er død, indeholder såvel den svenske regerings lovforslag som den nye finske lov visse lempelser af de gældende korte fristregler.
Efter borteblevnelovens § 12, stk. 3, kan der ikke afsiges dødsformodningsdom før udløbet af en yderligere frist på mindst 3 måneder og højst 1 år fra kundgørelsen af den offentlige indkaldelse. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at den borteblevne – hvis den pågældende er i live – eller personer, som ved, hvor den borteblevne opholder sig, har rimelig tid til at nå at blive opmærksom på indkaldelsen og give livstegn.
På baggrund af den ovenfor beskrevne udvikling siden de gældende reglers ikrafttræden med hensyn til bl.a. kommunikationsmuligheder og samfærdselsforhold, er der efter Justitsministeriet s opfattelse ikke længere behov for, at der i alle tilfælde skal fastsættes en frist på mindst 3 måneder. Justitsministeriet finder endvidere, at det er unødvendigt i loven at fastsætte en længste frist på 1 år. Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at der i alle tilfælde skal fastsættes en frist på mindst 1 måned fra kundgørelsen til afholdelsen af det retsmøde, hvor der træffes endelig afgørelse om afsigelse af dødsformodningsdom. Det forudsættes, at en frist på 1 måned normalt vil være tilstrækkelig, men retten vil efter en konkret vurdering kunne fastsætte en længere frist, hvis der skønnes at være behov for det navnlig på grund af forholdene på det sted, hvor den borteblevne er forsvundet.
Det foreslås endvidere, at det fremover skal være retten, der står for at kundgøre indkaldelsen af den borteblevne i Statstidende og andre relevante medier. Herved vil retten ofte kunne beramme nyt retsmøde hurtigere end i dag, hvor retten ved berammelsen må tage hensyn til, at sagsøger skal have en passende tid til at sørge for at få indkaldelsen kundgjort korrekt i overensstemmelse med de nærmere anvisninger. Forslaget svarer på dette punkt til den finske lov og til den svenske regerings lovforslag, der begge indeholder bestemmelser om, at kundgørelsen foretages af den myndighed, der skal afgøre sagen (efter den svenske regerings lovforslag skal kompetencen ikke ligge hos domstolene men hos en forvaltningsmyndighed).
Det foreslås samtidig hermed at skærpe bestemmelsen i § 12, stk. 2, 2. pkt., om kravene til kundgørelsen, dels således, at der også bliver mulighed for at kundgøre indkaldelsen i f.eks. TV eller på Internettet, dels således, at det gøres obligatorisk at kundgøre indkaldelsen i et andet eller flere andre relevante medier ud over Statstidende. Vurderingen af, i hvilke andre medier end Statstidende det er mest hensigtsmæssigt at kundgøre indkaldelsen, må foretages konkret.
De foreslåede ændringer af lovens fristregler vil efter Justitsministeriet s opfattelse medføre, at den samlede tid, der går, før der kan afsiges dødsformodningsdom, vil blive mere end halveret i forhold til i dag.
3.2. Betingelserne for at anvende lovens korte frist
Som det fremgår af redegørelsen under afsnit 2.4. ovenfor, er retspraksis meget restriktiv med hensyn til, hvornår betingelserne for at anvende lovens korte frist er opfyldt. For at det kan lægges til grund, at der er » en til vished grænsende sandsynlighed « for, at den borteblevne er død, må det således antages, at der skal foreligge konkrete oplysninger om de specifikke omstændigheder ved den pågældende borteblevne persons forsvinden – herunder om, hvor den pågældende befandt sig – også selv om den pågældende f.eks. formodes at være forsvundet i forbindelse med en omfattende naturkatastrofe.
Efter Justitsministeriet s opfattelse kan det ikke udelukkes, at den meget restriktive praksis, som er en følge af den gældende ordlyd af lovens § 6, stk. 2, 2. led, i praksis kan føre til resultater, der konkret ikke forekommer velbegrundede, navnlig hvis den pågældende person er forsvundet i forbindelse med særligt omfattende naturkatastrofer med mange omkomne som f.eks. efter flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i december 2004. Ved begivenheder som denne, hvor det ekstraordinære omfang og karakteren af katastrofen vanskeliggør tilvejebringelsen af præcise oplysninger om omstændighederne ved den enkelte borteblevnes forsvinden, kan den gældende udformning af lovreglen muligvis i nogle tilfælde medføre, at den korte frist er uanvendelig, selv om alle øvrige oplysninger tilsammen viser, at der reelt ikke er nogen anden fornuftig forklaring på, at den pågældende ikke har givet livstegn, end at den pågældende er død.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at kriteriet i lovens § 6, stk. 2, 2. led, bør justeres, således at den korte frist kan anvendes, hvis der efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død.
Der er tale om en meget begrænset lempelse i forhold til det gældende kriterium ( » en til vished grænsende sandsynlighed « ). Den begrænsede udvidelse af mulighederne for at anvende lovens korte frist tager navnlig sigte på tilfælde som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i 2004, f.eks. hvor den borteblevne var i katastrofeområdet, men hvor der ikke kan skaffes sikre oplysninger om, hvor den pågældende nøjagtigt befandt sig, da flodbølgen ramte det relevante område. I et sådant tilfælde vil oplysningerne om forholdene på stedet, herunder om antallet af dræbte, og om eftersøgningsindsatsen samt relevante personlige oplysninger om den borteblevne samlet set kunne medføre, at den eneste rimelige forklaring på, at den borteblevne i (efter forslaget) 6 måneder ikke har givet noget livstegn og ikke har kunnet findes med myndighedernes bistand på stedet er, at den pågældende er omkommet ved naturkatastrofen.
Den svenske regerings lovforslag indeholder også en vis lempelse af kriterierne med henvisning til, at den gældende udformning af loven næppe rammer den rigtige balance i forhold til naturkatastrofer som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i 2004. Den nye finske lov på området indeholder tilsvarende lempelser.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Forslaget om, at det fremover skal være domstolene, der varetager kundgørelsen af den offentlige indkaldelse, skønnes ikke medføre udgifter for det offentlige af betydning, idet der under normale omstændigheder rejses meget få sager efter loven, og idet udgifterne til den enkelte kundgørelse vil være relativt beskedne.
De foreslåede ændringer af borteblevneloven vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner eller for erhvervslivet.
De foreslåede justeringer af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom vil medføre, at de pårørende til en bortebleven (såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), hurtigere end efter de gældende regler gennem en dødsformodningsdom vil kunne opnå en juridisk og økonomisk afklaring.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
5. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Familieretsadvokaternes Forening, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, Institut for Menneskerettigheder, Foreningen af offentlige chefer i statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtmænd, Bornholms Statsamt, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt, Københavns Overpræsidium, Københavns Statsamt, Nordjyllands Statsamt, Ringkøbing Statsamt, Roskilde Statsamt, Statsamtet Ribe, Storstrøms Statsamt, Sønderjyllands Statsamt, Vejle Statsamt, Vestsjællands Statsamt, Viborg Statsamt og Århus Statsamt.
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne En række lempelser for pårørende til borteblevne Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 6)
Efter den gældende bestemmelse i § 6, stk. 1, kan begæring om offentlig indkaldelse ikke indgives til retten, før fristen på 10 år er udløbet. Denne frist foreslås nedsat til 5 år. Om begrundelsen herfor henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.
Ordet » begæring « foreslås ændret til det mere nutidige » anmodning « .
Bestemmelsen i § 6, stk. 2, foreslås ændret på flere punkter. For det første foreslås det, at en sag til dødsformodningsdom kan rejses efter denne bestemmelse efter 6 måneder, mens den gældende frist er 1 år. Om begrundelsen for at nedsætte lovens korte frist til 6 måneder henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.
Det foreslås endvidere at ændre kriteriet i bestemmelsens 2. led, således at der ikke længere kræves » en til vished grænsende « sandsynlighed for, at den borteblevne er død, og således, at de opregnede eksempler på tilfælde, hvor bestemmelsen kan anvendes, udgår. De pågældende eksempler omfatter formentlig i praksis en række tilfælde, hvor der kunne være mulighed for i stedet at anvende dødsboskiftelovens regler om dødsfaldskendelse, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.1. Det foreslås at udforme bestemmelsen således, at den korte frist kan anvendes, hvis der – ud over de i 1. led nævnte tilfælde, hvor det ligger fast, at den borteblevne var i øjeblikkelig livsfare på det tidspunkt, hvor han eller hun sidst vides at have været i live – efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en » særdeles høj grad « af sandsynlighed for, at den borteblevne person er død.
Der er tale om en meget begrænset lempelse af betingelserne for at anvende den korte frist, men med den foreslåede formulering vil domstolene have en lidt større frihed til at inddrage alle relevante oplysninger i en samlet vurdering af sandsynligheden for, at den borteblevne er død.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil f.eks. kunne have betydning i tilfælde, hvor det er sandsynliggjort, at den borteblevne er blevet dræbt ved en omfattende naturkatastrofe, og hvor denne formodning for, at den borteblevne er død, understøttes af de øvrige oplysninger i sagen. Det kan dels være oplysninger om forholdene på stedet og katastrofens nærmere karakter og omfang, dels oplysninger om den pågældendes personlige forhold, egenskaber og adfærdsmønster. Sådanne oplysninger kan f.eks. foreligge i form af vidneforklaringer. Der må i givet fald ikke foreligge oplysninger, der reelt afsvækker formodningen for, at den borteblevne er død, f.eks. oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at den borteblevne kan have haft en særlig interesse i at forsvinde.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.
Til nr. 2
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 3
Ændringen er redaktionel.
Til nr. 4
Ændringen er af redaktionel karakter.
Til nr. 5
Bestemmelsen foreslås ændret som følge af, at der ikke længere gælder regler om afgivelse af forklaring under ed. Retsplejelovens almindelige regel i § 305 finder anvendelse på forklaringer, der afgives for retten af en part i medfør af borteblevnelovens § 11, stk. 2. Falsk forklaring vil kunne straffes efter de relevante bestemmelser herom i straffelovens §§ 158-160.
Til nr. 6
Om baggrunden for de foreslåede ændringer af bestemmelserne om kundgørelse af den offentlige indkaldelse henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.
Hvis der ikke foreligger oplysninger om, at den borteblevne kan være forsvundet i udlandet, vil kundgørelse – ud over i Statstidende – i f.eks. en landsdækkende dansk avis kunne anses for tilstrækkelig.
Er den borteblevne forsvundet i udlandet, kan det være relevant tillige at foretage kundgørelsen i en udenlandsk avis, der dækker det område, hvor den borteblevne sidst vides at have været i live. Endvidere kan der efter omstændighederne være anledning til at foretage kundgørelsen ved opslag på den stedlige ambassade eller et konsulat og på en eller flere relevante hjemmesider, f.eks. Udenrigsministeriets, politiets eller domstolenes hjemmesider. Dette kan f.eks. være velbegrundet i forbindelse med meget omfattende katastrofer, ulykker og lignende, hvor der i øget omfang bliver almindelig opmærksomhed om, hvordan myndighederne informerer.
Den foreslåede ændring vil have betydning også i tilfælde, hvor der ikke er rejst sag om dødsformodningsdom, men hvor den borteblevne skal indkaldes, fordi den pågældendes formue har været bestyret i 20 år, jf. lovens § 24 (som ikke ændres). I sådanne tilfælde må kundgørelse i Statstidende og i f.eks. en stor landsdækkende avis normalt anses for tilstrækkelig.
Den foreslåede ændring af § 12, stk. 3, indebærer, at der efter rettens nærmere bestemmelse kan afholdes retsmøde med henblik på afsigelse af dødsformodningsdom tidligst 1 måned efter, at den seneste af de foreskrevne kundgørelser af indkaldelsen, har fundet sted.
Til nr. 7
Den foreslåede ændring af borteblevnelovens § 14, stk. 1, 1. pkt., er redaktionel.
Bestemmelserne i borteblevnelovens § 14, stk. 1, 2. og 3. pkt., om anke ved påtalemyndighedens foranstaltning foreslås ophævet. Bestemmelserne blev indsat i borteblevneloven under lovens behandling i Landstinget i 1946 som en parallel til de dagældende bestemmelser i retsplejeloven om adgang for anklagemyndigheden til at påanke domme i ægteskabssager. Disse bestemmelser er for længst ophævet, og der findes ikke at være anledning til at opretholde de tilsvarende regler i borteblevneloven.
Til nr. 8
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at det efter de gældende bestemmelser i retsplejeloven er landsretten, der har kompetencen til undtagelsesvis at tillade anke af en byretsdom, når den ordinære ankefrist er udløbet, mens Procesbevillingsnævnet nu har kompetencen til at meddele en eventuel 3. instansbevilling.
Til § 2
Til stk. 1 - 3
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Sager, der er rejst men ikke er endeligt afgjort inden lovens ikrafttræden, skal efter forslaget færdigbehandles efter de hidtil gældende regler i borteblevneloven.
Ligeledes foreslås det med bestemmelsen i § 2, stk. 3, at en højere ret ved en evt. prøvelse, jf. borteblevnelovens § 14, af en afgørelse, som er truffet efter lovens hidtil gældende regler, skal anvende lovens hidtil gældende regler ved sin behandling af sagen. Ankesager og kæremål, der verserer på tidspunktet for lovens ikrafttræden, færdigbehandles således efter de hidtil gældende regler. Sager, der er afgjort i første instans efter de hidtil gældende regler, og hvor ankefristen først udløber efter lovens ikrafttræden vil endvidere skulle behandles efter de hidtil gældende regler under en evt. anke eller kære.
Baggrunden for de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 2 og 3, er, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, og i visse tilfælde vil savne mening, såfremt domstolene under sager, der allerede i et eller andet omfang er bedømt ud fra de gældende regler, vil skulle være nødsaget til at foretage en endelig bedømmelse under anvendelse af de helt anderledes regler, der følger af dette forslag.
Det bemærkes, at det naturligvis vil stå en sagsøger frit for at hæve en verserende sag og i stedet anlægge en ny efter de i forslaget indeholdte regler.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 1. september 1986, som ændret ved § 15 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 10 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 6 affattes således:
§ 6. Begæring om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 10 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live. »§ 6. Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live.
Stk. 2. Såfremt den borteblevne dengang var i livsfare, eller der af andre grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for, at han er død - f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, som han var om bord i, er forsvundet, - er fristen kun 1 år. Stk. 2. Hvis den borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.«
§ 9. Sagen anlægges ved underretten på det sted, hvor den borteblevne sidst boede eller opholdt sig her i landet, eller ved den underret, som justitsministeriet bestemmer. 2. I § 9 ændres » underretten « til: »by retten « og » underret, « til: » byret, «.
§ 10. Retten beskikker en sagfører til at varetage den borteblevnes tarv. 3. I § 10, stk. 1, ændres » sagfører « til: »advokat«.
§ 11. Retten fastsætter et retsmøde til behandling af begæringen og tilsiger dertil sagsøgeren, den borteblevnes ægtefælle, nærmeste slægtninge og andre, som kan antages at vide besked om den borteblevnes forhold. 4. I § 11, stk. 1, ændres »begæringen« til: »anmodningen«.
Stk. 2. Retten kan opfordre sagsøgeren til at afgive edelig forklaring og til at føre yderligere bevis; undlader han at efterkomme opfordringen, eller er de fremkomne oplysninger ufyldestgørende, kan retten ved kendelse nægte at fremme sagen. 5. I § 11, stk. 2, udgår »edelig«.
6. § 12, stk. 2 og 3, affattes således:
Stk. 2. Sagsøgeren skal lade indkaldelsen kundgøre i Statstidende. Retten kan bestemme, at kundgørelsen tillige skal ske en eller flere gange i andre blade og i radio her eller i udlandet. »Stk. 2. Retten lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.
Stk. 3. Mellem kundgørelsen og retsmødet skal der gå mindst 3 måneder og højst 1 år. Stk.3. Mellem den seneste kundgørelse og retsmødet skal der gå mindst 1 måned.«
§ 14. Rettens afgørelse i henhold til §§ 11-13 kan indbringes for højere ret af sagsøgeren, den beskikkede forsvarer og enhver, som har retlig interesse i afgørelsen. Såfremt den borteblevne er gift, kan anke af dødsformodningsdom endvidere iværksættes af påtalemyndigheden, hvem udskrift af dommen i nævnte tilfælde straks skal tilstilles af retten. Påtalemyndigheden har fri proces under sagen. 7. I § 14, stk. 1, ændres i 1. pkt. »forsvarer« til: »advokat« og 2. og 3. pkt. ophæves.
8. § 14, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
Justitsministeriet kan ikke give tilladelse til anke af dødsformodningsdom efter ankefristens udløb. »Er der gået 8 uger efter dommens afsigelse kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan ikke meddeles.«