Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod markedsføring af juice som multivitaminjuice i Danmark

GældendeVersion 2005-06-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20042BB00100@2005-06-07/da

Indhold
  1. Indledning

Fremsat den 7. juni 2005 af Per Clausen (EL), Christian H. Hansen (DF), Martin Henriksen (DF), Poul Henrik Hedeboe (SF) og Kristen Touborg (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

Folketinget opfordrer regeringen til at forbyde, at et juiceprodukt kan markedsføres i Danmark under navnet multivitaminjuice. Regeringen pålægges tillige at opretholde forbuddet, indtil en domstol fastslår, at det ikke er vildledende at markedsføre juiceproduktet som multivitaminjuice.

Bemærkninger til forslaget

Fødevarestyrelsen (tidligere Fødevaredirektoratet) afgjorde den 11. maj 2004, at et juiceprodukt kun kunne godkendes til salg i Danmark, hvis navnet på produktet blev ændret, således at ordet multivitamin ikke længere indgik i navnet, og henviste i sin afgørelse til, at det påtænkte produktnavn i strid med fødevarelovens § 20, stk. 1, nr. 4, angav, at produktet havde en øget næringsværdi.

Ved fax af 17. maj 2004 påklagede producenten, DK International A/S, denne afgørelse og angav, at det ville være til gavn for forbrugerne umiddelbart at kunne se på pakningen, at produktet var tilsat vitaminer, samt at betegnelsen multivitaminjuice uden problemer blev anvendt i andre lande.

Ved brev af 25. august 2004 meddelte Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, at departementet ændrede Fødevarestyrelsens afgørelse, således at produktet kunne kaldes og mærkes multivitaminjuice.

Den 17. november 2004 afgav Fødevareudvalget beretning nr. B 1 om forbud mod markedsføring af juice som multivitaminjuice i Danmark, hvori et flertal af udvalget pålagde regeringen at opretholde Fødevarestyrelsens afgørelse af 11. maj 2004, hvorefter produktet kun kunne godkendes til salg i Danmark, hvis produktets navn blev ændret, så ordet multivitamin ikke længere indgik i navnet.

Den 27. april 2005 meddelte familie- og forbrugerministeren Fødevareudvalget, at han ville handle i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser, hvis han fulgte udvalgets pålæg, hvorfor regeringen ikke havde nogen mulighed for at følge flertalsindstillingen i Fødevareudvalgets beretning af 17. november 2004.

Det fremgår af de forskellige notater fra både Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og Justitsministeriet, at det antages, at der ikke sker vildledning af forbrugerne, når juiceproduktet markedsføres under navnet multivitaminjuice. Ingen har tilsyneladende gjort sig den ulejlighed at undersøge sagen helt til bunds eventuelt ved en domstolsprøvelse.

Forslagsstillerne finder det afgørende, at regeringen forholder sig restriktivt til alle ansøgninger om berigelse af hensyn til folkesundheden og forbrugerinteresser.

Derfor opfordres regeringen til at forbyde, at et juiceprodukt kan markedsføres i Danmark som multivitaminjuice, og regeringen pålægges at opretholde forbuddet, indtil en domstol fastslår, at det ikke er vildledende at markedsføre juiceproduktet som multivitaminjuice.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod markedsføring af juice som multivitaminjuice i Danmark.

(Beslutningsforslag nr. B 100).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2005-06-07