Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel\n(Personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til dagpenge ved sygdom)

GældendeVersion 2005-11-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200512L00072@2005-11-16/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Fremsat den 16. november 2005 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

(Personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til dagpenge ved sygdom)

§ 1

I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 523 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, nr. 4, ændres »til lov.« til: »til lov eller«.

2. I § 4, stk. 1, indsættes som nyt nummer:

»5) er ansat i fleksjob, jf. kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.«

3. I § 17, stk. 1 , ændres »i § 4.« til: »i § 4, stk. 1, nr. 1-4.«

§ 2

Loven træder i kraft 1. januar 2006 og finder anvendelse på sygdomstilfælde, hvor 1. fraværsdag er den 1. januar 2006 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er en udmøntning af aftalen mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om anvendelsen af satsreguleringspuljen for 2006. Forslaget indeholder ændringer, der gennemfører aftalen om, at personer ansat i fleksjob skal undtages fra beskæftigelseskravet i sygedagpengeloven, således at de altid er sikret dagpenge ved sygdom, såfremt de opfylder de øvrige betingelser herfor.

2. Gældende regler

Der er generelt i lovgivningen tilstræbt, at personer ansat i fleksjob får vilkår og rettigheder, der så vidt muligt svarer til de vilkår og rettigheder, som gælder for ansatte i job på ordinære vilkår. Personer ansat i fleksjob er således omfattet af lovgivningen for lønmodtagere, medmindre de enkelte love herom har undtaget denne gruppe.

Personer ansat i fleksjob har ret til sygedagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel på samme måde som andre lønmodtagere.

For at få ret til sygedagpenge fra kommunen skal personer ansat i fleksjob derfor opfylde beskæftigelseskravet som gælder for lønmodtagere, hvilket vil sige, at de skal have været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygefraværet og været beskæftiget i mindst 120 timer i denne periode. Endvidere kan lønmodtagere, der ikke opfylder kravet om de 13 uger og 120 timer, opfylde beskæftigelseskravet, hvis de ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, såfremt uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. Personer ansat i fleksjob har som udgangspunkt ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge ved ledighed, og vil derfor ikke kunne opfylde dette beskæftigelseskrav.

Hvis en person ansat i fleksjob opfylder beskæftigelseskravet for ret til dagpenge fra kommunen, betaler kommunen sygedagpenge – også for de første 14 dage, som ellers normalt er arbejdsgiverperioden.

Hvis en person ansat i fleksjob ikke opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen, men opfylder beskæftigelseskravet for ret til dagpenge fra arbejdsgiveren (ansættelse i minimum 8 uger, og beskæftigelse i mindst 74 timer), er arbejdsgiveren forpligtet til at udbetale sygedagpenge i de første 14 dage. Efter de 14 dage vil personen ansat i fleksjob ikke længere være berettiget til sygedagpenge.

Opfylder personen ansat i fleksjob hverken beskæftigelseskravet over for kommunen eller over for arbejdsgiveren, fx fordi personen alene har været ansat i 1 uge, og han før ansættelsen i fleksjob var på ledighedsydelse, vil personen ikke være berettiget til at modtage sygedagpenge. I denne situation vil personen heller ikke være berettiget til at modtage ledighedsydelse, og personen må således søge om kontanthjælp.

Hvis arbejdsgiveren udbetaler løn i sygdomsperioden, vil arbejdsgiveren fortsætte med at modtage fleksløntilskud. Hvis personen ansat i fleksjob er berettiget til sygedagpenge, modtager arbejdsgiveren refusion for sygedagpenge, og der sker et tilsvarende fradrag i løntilskuddet.

3. Forslaget

Forslaget gennemfører satspuljeaftalen om, at personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til dagpenge ved sygdom. Konsekvensen af forslaget vil være, at kommunen altid skal betale/refundere sygedagpenge fra første sygedag til en person ansat i fleksjob, såfremt personen opfylder de øvrige betingelser for ret til sygedagpenge.

Med forslaget sikres, at en person ansat i fleksjob får ret til sygedagpenge også i situationer, hvor vedkommende kun har været ansat i kort tid. Forslaget medvirker endvidere til udbredelsen af fleksjob, idet arbejdsgiverens manglende ret til refusion, som følge af at personer ansat i fleksjob ikke opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen, kan begrænse tilskyndelsen til oprettelse af fleksjob.

I regeringens handlingsplan »Det gør vi ved sygefraværet« fra december 2003, fremgår det, at regeringen i tilknytning til moderniseringen af sygedagpengeloven ville tage initiativ til, at personer ansat under fleksjobordningen blev undtaget fra beskæftigelseskravet.

Forslaget indgik i partsudvalget om modernisering af sygedagpengeloven, hvis opgave var at se på en samlet modernisering af hele sygedagpengelovens regelsæt. Udvalget afgav den 30. december 2004 rapport fra udvalgets arbejde. Et enigt udvalg anbefaler, at personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Fjernes beskæftigelseskravet for personer ansat i fleksjob, skal kommunen altid betale/refundere sygedagpenge fra første sygedag.

I tilfælde, hvor personen ansat i fleksjob ikke modtager løn under sygdom, vil sygedagpengene udgøre en ren offentlig merudgift. Forslaget vil i så fald komme personer ansat i fleksjob til gode i størstedelen af de 13 uger. I forbindelse med den arbejdsgiverperiode, der kan falde mellem 8. og 13. ansættelsesuge, vil forslaget komme arbejdsgiver til gode.

I tilfælde, hvor personen ansat i fleksjob modtager løn under sygdom, vil sygedagpengene blive modregnet i løntilskuddet, hvorfor det netto giver en mindre merudgift for det offentlige. Det bemærkes, at statsrefusionen vil være forskellig for hhv. løntilskud og sygedagpenge.

Isoleret set vil en undtagelse af personer ansat i fleksjob fra beskæftigelseskravet medføre en merudgift til sygedagpenge, som skønnes til ca. 29 mio. kr. Af denne merudgift skønnes ca. 19 mio. kr. at blive modregnet i løntilskud. Af nettomerudgiften skønnes knap 3 mio. kr. at komme personer ansat i fleksjob, der ikke modtager løn under sygdom til gode, knap 4 mio. kr. skønnes at komme private arbejdsgivere til gode, mens godt 3½ mio. kr. skønnes at komme offentlige arbejdsgivere til gode. Undtagelsen fra beskæftigelseskravet skønnes endvidere at medføre mindre indtægter fra forsikringsordningerne for mindre arbejdsgivere svarende til ca. ½ mio. kr. Nettoudgiften for det offentlige vurderes dermed til ca. 7 mio. kr. fra 2006 og frem.

Nedenstående tabel viser fordeling af sygedagpengene på hhv. arbejdsgivere og personer ansat i fleksjob.

Mio. kr., 06 p/l Arbejdsgivere Personer ansat i fleksjob I alt

Merudgift, sygedagpenge 26 3 29

Mindre udgift, løntilskud -19 -19

Sygedagpengeudgift fratrukket mindre løntilskudsudgift 7 3 10

Gevinst til off. arbejdsgivere -3½ -3½

Mindre indtægter fra forsikrede arbejdsgivere ½ ½

Offentlig nettoudgift 4 3 7

Forslaget skønnes at medføre en mindre lettelse i administrationen for kommunerne.

De økonomiske konsekvenser af mindreudgifterne til løntilskud samt konsekvenserne for offentlige arbejdsgivere skal forhandles med de kommunale parter. Konsekvenserne er vist i nedenstående tabel.

Mio. kr., 06 p/l Stat Kommuner I alt

Merudgift sygedagpenge 29 29

Mindre udgift til løntilskud -12,4 -6,6 -19

Gevinst til off. arbejdsgivere -0,9 -2,6 -3,5

Mindreindtægt forsikrede arbejdsgivere 0,5 0,5

I alt 16,2 -9,2 7

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

De økonomiske konsekvenser for erhvervslivet er vurderet til en lettelse på 4 mio. kr., jf. skemaet ovenfor.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt virksomhedspanelet.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Høringer

Lovforslaget er sendt i høring hos følgende: Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Ankestyrelsen, Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Arbejdsgiverforening, Foreningen af Socialchefer i kommunerne, Foreningen af Statsamtmænd, Den Sociale Sikringsstyrelse, De Samvirkende Invalideorganisationer og Det Centrale Handicapråd.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Kommuner: 9,2 mio. kr. Stat: 16,2 mio. kr. I alt: 7 mio. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Forslaget skønnes at medføre en mindre lettelse i administrationen for kommunerne. Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet 4 mio. kr. Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Ændringen betyder, at personer ansat i fleksjob fremover automatisk vil opfylde beskæftigelseskravet over for kommunen for ret til dagpenge ved sygdom. Kommunen vil således i alle tilfælde fremover skulle afholde udgiften til sygedagpenge til personer ansat i fleksjob fra 1. fraværsdag. Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 2006 og finder anvendelse på sygdomstilfælde, hvor 1. fraværsdag er den 1. januar 2006 eller senere. Det betyder, at sygdomstilfælde der er indtrådt før den 1. januar 2006 og som fortsætter ind over denne dato, behandles efter de gældende regler.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende regler Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 523 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer: § 4. Ret til dagpenge fra kommunen har lønmodtagere, der 1. I § 4, stk. 1, nr. 4, ændres »til lov.« til: »til lov eller«. 1)-3) - - - 4) er elever i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov. 2. I § 4, stk. 1, indsættes som nyt nummer: »5) er ansat i fleksjob, jf. kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.« § 17. Dagpenge efter dette kapitel udbetales til lønmodtagere, som ved påbegyndelse af fraværet opfylder de beskæftigelseskrav, der er nævnt i § 4. 3. I § 17, stk. 1 , ændres »i § 4.« til: »i § 4, stk. 1, nr. 1-4.«

Versioner

  1. 2005-11-16