Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en støttepulje til etablering af madordninger på skoler og i daginstitutioner
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20051BB00094@2006-03-21/da
Indhold
Fremsat den 21. marts 2006 af Per Clausen (EL), Majbrit Berlau (EL), Rune Lund (EL) og Søren Egge Rasmussen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
Folketinget pålægger regeringen at oprette en støttepulje til etablering af madordninger med sund og økologisk mad på skoler og i daginstitutioner, hvor der afsættes 120 mio. kr. hvert år i 5 år. Puljen skal primært anvendes til mad- og måltidsordninger i institutioner for børn, dvs. vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, grundskoler, SFO’er, fritidshjem, fritidsklubber og lign. Der skal dog også kunne gives støtte til projekter på tværs af flere institutioner og til faglig støtte af mad- og måltidsordninger samt til overordnede og tværgående initiativer som f.eks. kogebøger, undervisningsmateriale og udvikling af kurser.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne tror ikke på, at Danmark i længden kan blive ved med at undlade at bruge madtilbud i skoler og daginstitutioner som et målrettet instrument til at højne folkesundheden.
Siden der på Enhedslistens initiativ blev afsat 50 mio. kr. årligt i 3 år på finansloven 2001 til bespisningsprojekter i skoler og daginstitutioner, er det blevet en langt mere bredt accepteret tale og tanke i befolkningen og blandt politikere, at børnene skal have serveret et måltid i skolerne. I efterårets kommunalvalgkamp er mange politikere fra regeringspartierne således også fremkommet med positive holdninger til skolemad.
Arbejdsgruppen under Nordisk Ministerråd vedrørende en nordisk handlingsplan for bedre sundhed og livskvalitet gennem mad og fysisk aktivitet skriver i »Status i de nordiske lande på nøgleparametre for sundhed og livskvalitet« af 30. juni 2005 bl.a. følgende:
»Overvægts- og fedmeproblematikken er bredt anerkendt som værende blandt de største sundheds-, livskvalitets- og økonomiske udfordringer, som regeringer verden over står over for.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har understreget problemets alvor med fremskrivninger, der peger på en stigning i dødeligheden som følge af ikke-smitsomme sygdomme fra det nuværende niveau på 60 pct. til 73 pct. i 2020. Udover de fysiske og psykologiske problemer forbundet med overvægt og fedme for det enkelte individ, er samfundets omkostninger også stigende. Det anslås, at mellem 5 og 8 pct. af de statslige sundhedsbudgetter på nuværende tidspunkt går til behandling af sygdomme relateret til fedme, og de indirekte omkostninger for samfundet (øget antal på sygeorlov, førtidspensionering osv.) er endnu højere.«
»I følge WHO er de underliggende årsager til ikke-smitsomme sygdomme blandt andet et øget indtag af energitætte næringsfattige fødevarer med et højt fedt-, sukker- og saltindhold; lavt indtag af frugt og grønt; faldende fysisk aktivitetsniveau i hjemmet, i skolen, på jobbet samt i forbindelse med fritid og transport, samt tobak. WHO anbefaler derfor udvikling af nationale strategier og politikker til fremme af befolkningens sundhed.«
»En lang række samfundsmæssige ændringer gennem de seneste mange år har medvirket til denne situa-tion. Den øgede motorisering, tv- og computerforbrug såvel som automatiserede arbejdspladser har ført til en generel nedgang i borgernes energiforbrug. Den voksende globale fødevareproduktion kombineret med økonomisk vækst har resulteret i et udbud af energi, der langt overstiger menneskets behov. Fødevarepriser i forhold til indkomsten har aldrig været lavere end i dag. Fødevarer er let tilgængelige på alle tider af døgnet. Portionsstørrelser inden for fastfood, sodavand, slik og is er vokset. Markedsføringen af fødevarer – særligt de usunde – er blevet intensiveret osv. Alt dette stimulerer samlet til overspisning og til et for lavt fysisk aktivitetsniveau«.
Enhedslisten mener, at der skal etableres en gratis ordning med skolemad og mad til børn i daginstitutioner. Enhedslisten har imidlertid konstateret, at der ikke er flertal for dette i Folketinget i dag. Derfor fremsætter Enhedslisten i stedet dette forslag, der kan medvirke til et nedbryde de største barrierer for at etablere en madordning lokalt. Her er etableringsomkostningerne et stort problem. Beregninger har vist, at etableringsomkostningerne vil være på 250.000 kr. pr. skole. Da der er ca. 2.400 skoler i Danmark, vil de samlede udgifter beløbe sig til ca. 600 mio. kr.
Etablering af en skolemadsordning forløber i 3 faser, inden ordningen går i drift.
Fase 1 Projektering Fase 2 Etablering Fase 3 Opstart/ implementering Årlige driftsomkostninger
Pr. skole 25.000 kr. 200.000 kr. 25.000 kr. 120.000 kr.
2.400 skoler 60 mio. kr. 480 mio. kr. 60 mio. kr. 288 mio. kr.
1. Projektering
Erfaringsmæssigt koster det ca. 25.000 kr. at tegne en skolebod, lave udbudsmateriale, indhente tilbud, bygge og kvalitetsstyre etc.
2. Etablering
Det koster i gennemsnit 200.000 kr. at etablere en velfungerende skolebod indrettet med alt relevant udstyr.
3. Opstart/implementering
Inden skoleboden åbner, er der nogle omkostninger forbundet med undervisning af elever, møder med pædagogisk råd og forældrebestyrelsen samt opstartshjælp til køkkenpersonalet. Dette koster erfaringsmæssigt 25.000 kr.
4. Driftsomkostninger
Det koster ca. 120.000 kr. at ansætte en køkkenassistent i 4 timer om dagen i 200 dage. Dertil kommer ekstra udgifter til energi, vand, renovation etc., dette forudsættes dog betalt over skolens almindelige budget.
Forslagsstillerne forestiller sig, at statens støtte går til etableringsudgifter, mens udgifter til lønninger og råvarer fordeles mellem kommuner og forældre.
Da støtteordningen både retter sig imod skoler og daginstitutioner, afsættes der 120 mio. kr. om året i 5 år. Ordningen starter i finansåret 2007.
Erfaringerne fra børnekostpuljen, som blev etableret i 2001, viste, at en sådan startstøtte kan få afgørende betydning for institutionernes vilje og evne til at etablere madordninger. Derfor mener forslagsstillerne at etableringen af en sådan pulje kan få afgørende betydning for, at man for alvor får sat gang i etableringen af madordninger.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en støttepulje til etablering af madordninger på skoler og i daginstitutioner.
(Beslutningsforslag nr. B 94).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.