Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet\n(Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer m.v.)

GældendeVersion 2008-02-27fra 2008-02-28
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200722L00077@2008-02-27/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1
    2. § 2
    3. § 3
    4. § 4
    5. § 6
    6. § 7
  3. Bemærkninger til lovforslaget
  4. Bilag 1 til bemærkningerne
  5. Bilag 2 til bemærkningerne
  6. Bilag 3 til bemærkningerne
  7. Bilag 4 til bemærkningerne
  8. Bilag 5 til bemærkningerne

Fremsat den 27. februar 2008 af justitsministeren (Lene Espersen) Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer m.v.)

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profil-register, som ændret ved § 1 i lov nr. 369 af 24. maj 2005 og lov nr. 1559 af 20. december 2006, foretages følgende ændring: Nr. 1. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: Stk. 2. Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne en dna-profil, der indgår i efterforskningen, med registerets dna-profiler. Stk. 2 bliver herefter stk. 3. Stk. 1. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer. Stk. 2. Klager over adfærd, der er udvist af en embedsmand fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d. Stk. 3. Justitsministeren udbetaler erstatning for skade, der forvoldes af embedsmænd fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, og som efter dansk ret medfører erstatningspligt. Stk. 4. Justitsministeren udbetaler erstatning for skade, der forvoldes af den danske stat, og som skyldes brug af urigtige oplysninger modtaget fra et andet land i medfør af Prümafgørelsen. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den erstatningssøgende selv har givet anledning til skaden.

1. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: Stk. 2. Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne en dna-profil, der indgår i efterforskningen, med registerets dna-profiler. Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 23. oktober 2007, som ændret senest ved lov nr. 67 af 11. februar 2008, foretages følgende ændring: Nr. 1. Efter § 116 indsættes: § 116 a. Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne et fingeraftryk, der indgår i efterforskningen, med fingeraftryk i politiets centrale finger- og håndaftryksregister.

1. Efter § 116 indsættes: § 116 a. Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne et fingeraftryk, der indgår i efterforskningen, med fingeraftryk i politiets centrale finger- og håndaftryksregister.

§ 3

I lov nr. 309 af 19. april 2006 om registrering af køretøjer, som ændret ved § 3 i lov nr. 106 af 7. februar 2007, foretages følgende ændring: Nr. 1. Efter § 17 indsættes: § 17 a. Oplysningerne i Køretøjsregisteret kan videregives til politiet. Stk. 2. Skatteministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter stk. 1. Stk. 3. Rigspolitichefen kan give den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union adgang til at foretage elektronisk søgning i de oplysninger fra Køretøjsregisteret, der er videregivet til politiet, til brug for efterforskningen af en konkret straffesag eller en konkret sag om opretholdelse af den offentlige sikkerhed.

1. Efter § 17 indsættes: § 17 a. Oplysningerne i Køretøjsregisteret kan videregives til politiet. Stk. 2. Skatteministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter stk. 1. Stk. 3. Rigspolitichefen kan give den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union adgang til at foretage elektronisk søgning i de oplysninger fra Køretøjsregisteret, der er videregivet til politiet, til brug for efterforskningen af en konkret straffesag eller en konkret sag om opretholdelse af den offentlige sikkerhed.

§ 4

I lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 28. juni 2007, foretages følgende ændringer: Nr. 1. I § 15, stk. 1, nr. 4, ændres »medlemsstat« til: »kontraherende stat«. Nr. 2. I § 15, stk. 1, nr. 5, ændres »andre medlemsstater« til: »andre kontraherende stater«, og »medlemsstat« ændres til: »kontraherende stat«. Nr. 3. I § 15, stk. 1, nr. 6, ændres »andre medlemsstater« til: »andre kontraherende stater«.

1. I § 15, stk. 1, nr. 4, ændres »medlemsstat« til: »kontraherende stat«.

2. I § 15, stk. 1, nr. 5, ændres »andre medlemsstater« til: »andre kontraherende stater«, og »medlemsstat« ændres til: »kontraherende stat«.

3. I § 15, stk. 1, nr. 6, ændres »andre medlemsstater« til: »andre kontraherende stater«.

Stk. 1. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer.

Stk. 2. Klager over adfærd, der er udvist af en embedsmand fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d.

Stk. 3. Justitsministeren udbetaler erstatning for skade, der forvoldes af embedsmænd fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, og som efter dansk ret medfører erstatningspligt.

Stk. 4. Justitsministeren udbetaler erstatning for skade, der forvoldes af den danske stat, og som skyldes brug af urigtige oplysninger modtaget fra et andet land i medfør af Prümafgørelsen. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den erstatningssøgende selv har givet anledning til skaden.

§ 6

Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2, og kan herunder fastsætte, at lovens §§ 1-3 og 5 træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 2. § 4 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 7

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1 og 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Bilag 1 til bemærkningerne

(Dna-loven) Til nr. 1 (§ 5, stk. 2) Med forslaget indsættes der i dna-lovens § 5 et nyt stk. 2, hvorefter der skabes adgang for de retshåndhævende myndigheder i en medlemsstat i Den Europæiske Union til at søge i Det Centrale Dna-profil-register. Formålet med bestemmelsen er at skabe grundlag for, at en anden medlemsstats nationale kontaktpunkt selv skal kunne foretage en elektronisk sammenligning af en dna-profil, der indgår i en efterforskning, med dna-profilerne i dna-registeret. Forslaget gennemfører Prümafgørelsens artikel 3, hvorefter der gives medlemsstaternes nationale kontaktpunkter terminaladgang til elektronisk søgning i de øvrige medlemsstaters dna-profilregistre. Adgangen til registeret vil være baseret på et såkaldt »hit/no hit«-system, idet en søgende medlemsstats nationale kontaktpunkt umiddelbart kun vil modtage oplysninger om, hvorvidt der foreligger et »hit« (overensstemmende dna-profil). Med den foreslåede § 5, stk. 2, gives der således alene en begrænset terminaladgang til registeret. Hvis den søgende medlemsstat herefter ønsker yderligere oplysninger om eventuelle overensstemmende dna-profiler, må der fremsættes anmodning til den pågældende medlemsstat efter bestemmelserne om retshjælp mv. En søgning i medfør af dna-lovens § 5, stk. 2, må alene foretages til brug for efterforskningen af en konkret straffesag. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i de almindelige bemærkninger. Til § 2 (Retsplejeloven) Til nr. 1 (§ 116 a) Med den foreslåede § 116 a gives der adgang for de retshåndhævende myndigheder i en medlemsstat i Den Europæiske Union til at søge i politiets centrale finger- og håndaftryksregister. Formålet med bestemmelsen er at skabe grundlag for, at de nævnte myndigheder selv kan foretage en elektronisk sammenligning af et fingeraftryk, der indgår i en efterforskning, med fingeraftryk i politiets centrale finger- og håndaftryksregister. Fingeraftryk omfatter både aftryk af enkelte fingre og aftryk af hele hænder. Forslaget gennemfører Prümafgørelsens artikel 9, hvorefter der gives medlemsstaternes nationale kontaktpunkter terminaladgang til elektronisk søgning i de øvrige medlemsstaters fingeraftryksregistre. Adgangen til registeret vil være baseret på det såkaldte »hit/no hit«-system, idet en søgende medlemsstats nationale kontaktpunkt kun vil modtage oplysninger om, hvorvidt der foreligger et »hit« (overensstemmende fingeraftryk). Det er den søgende medlemsstats nationale kontaktpunkt, der foretager bekræftelsen af, hvorvidt der er en entydig overensstemmelse mellem fingeraftryk. Den foreslåede adgang omfatter hele politiets finger- og håndaftryksregister (dvs. fingeraftryk optaget efter retsplejeloven (A-filen), gerningsstedsaftryk (G-filen) samt fingeraftryk optaget i forbindelse med udlændingesager (B-filen)). Hvis den søgende medlemsstat herefter ønsker yderligere oplysninger om eventuelle overensstemmende fingeraftryksoplysninger, må der fremsættes anmodning til den pågældende medlemsstat efter bestemmelserne om retshjælp mv. En søgning i medfør af retsplejelovens § 116 a må alene foretages til brug for efterforskningen af en konkret straffesag. Ordet efterforskning omfatter forebyggelse af strafbare handlinger, i samme omfang som forebyggelse er omfattet af Prümafgørelsens artikel 9, jf. pkt. 2.2.1.2 i de almindelige bemærkninger. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i de almindelige bemærkninger. Til § 3 (Lov om registrering af køretøjer) Til nr. 1 (§ 17 a) Med den foreslåede § 17 a, stk. 1, gives der adgang til at videregive oplysningerne i Køretøjsregisteret til politiet. Hermed skabes grundlag for at etablere et parallelregister, som skal administreres af Rigspolitiet og anvendes af politiet i almindelighed. Det er hensigten, at oplysningerne i parallelregisteret opdateres med oplysninger fra told- og skatteforvaltningen. Det foreslås desuden, at skatteministeren efter forhandling med justitsministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger til politiet, jf. stk. 2. Med bestemmelsen i stk. 3 etableres grundlag for, at de retshåndhævende myndigheder i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan foretage elektronisk søgning i politiets register. Bestemmelsen skaber grundlag for, at disse myndigheder kan få online adgang til dette register. Søgningen kan kun ske til brug for en konkret sag i forbindelse med efterforskningen af en straffesag eller opretholdelse af den offentlige sikkerhed. Ordet efterforskning omfatter forebyggelse af strafbare handlinger, i samme omfang som forebyggelse er omfattet af Prümafgørelsens artikel 12, jf. pkt. 2.2.1.3 i de almindelige bemærkninger. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.5 i de almindelige bemærkninger. Til § 4 (Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet) Til nr. 1-3 (§ 15, stk. 1) Efter § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet skal udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester uden udgift for staten, herunder for politiet, sikre de tekniske muligheder for at gennemføre aflytning af telekommunikation i en række nærmere angivne tilfælde omfattet af retsplejelovens kapitel 71 eller artikel 18 og 19 i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-retshjælpskonventionen). Efter ordlyden af lovens § 15, stk. 1, nr. 4-6, omfatter udbydernes forpligtelser alene aflytning af telekommunikation, der involverer andre medlemsstater. Det er endvidere i bestemmelsens forarbejder forudsat, at § 15, stk. 1, nr. 6, ikke omfatter tilfælde, hvor gateway-stationen befinder sig i et land uden for EU, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), Tillæg A, side 3373 (pkt. 3.3.4.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 141). Aftalen af 19. december 2003 mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om anvendelsen af visse bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og 2001-prokollen hertil (EU-aftalen) indebærer, at bl.a. EU-retshjælpskonventionens artikel 18 og 19 om aflytning af telekommunikation også vil finde anvendelse, når aflytningen involverer Island eller Norge. Det foreslås på den baggrund, at udtrykkene »medlemsstat« og »andre medlemsstater« i § 15, stk. 1, nr. 4-6, ændres til »kontraherende stat« henholdsvis »andre kontraherende stater«, således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af loven, at udbydernes forpligtelser efter § 15 også omfatter tilfælde, hvor telekommunikation overføres til en stat, som ikke er medlem af EU, men som er part i EU-retshjælpskonventionen (nr. 4), og tilfælde, hvor den udenlandske udbyder af elektroniske kommunikationstjenester (nr. 5) eller den udenlandske gateway-station (nr. 6) befinder sig i en stat, der er part i konventionen uden at være medlem af EU. Med den foreslåede ændring vil lovens § 15, stk. 1, nr. 4-6, omfatte Island og Norge ved EU-aftalens ikrafttræden. Bestemmelsen vil endvidere omfatte andre stater uden for EU, der i fremtiden ligesom Island og Norge efter aftale med EU måtte blive omfattet af EU-retshjælpskonventionen. Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Til § 5 Det følger af stk. 1, at bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv. også finder anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra en anden stat under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller efter Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer. Den foreslåede bestemmelse omfatter embedsmænd, som er ansat i en anden medlemsstat, der er omfattet af Prümafgørelsen eller den nævnte rådsafgørelse om særlige indsatsenheder. Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. indebære, at vold eller trussel om vold mod en udenlandsk embedsmand, der deltager i en operation efter Prümafgørelsens artikel 17 eller 18, eller der yder bistand efter artikel 3 i rådsafgørelsen om særlige indsatsenheder, vil kunne straffes efter straffelovens § 119, stk. 1. På samme måde vil en udenlandsk embedsmand, der uberettiget videregiver fortrolige oplysninger om, hvad han har erfaret under udførelse af opgaver efter Prümafgørelsens artikel 17 eller 18 eller rådsafgørelsens artikel 3, kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 f. Den foreslåede bestemmelse omfatter efter sin ordlyd alle bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 og 16. Det er dog en forudsætning, at den enkelte bestemmelse efter sit eget indhold kan finde anvendelse. F.eks. vil straffelovens § 148 om den, som har domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, ikke kunne anvendes på andre medlemsstaters embedsmænd. Det skyldes, at Prümafgørelsen eller rådsafgørelsen om særlige indsatsenheder ikke hjemler de nævnte embedsmænd sådanne beføjelser her i landet. Eventuelle straffesager mod udenlandske embedsmænd vedrørende forhold begået i forbindelse med udførelsen af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller efter rådsafgørelse om særlige indsatsenheder vil skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale. Den foreslåede bestemmelse svarer til § 3, stk. 1, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen, § 5 i lov om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen og § 3, stk. 1, i lov om gennemførelse af retshjælpskonventionen Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.6 og 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det følger af stk. 2, at klager over adfærd fra embedsmænd fra andre medlemsstater behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b (om klager over politipersonale) og kapitel 93 d (om politiklagenævn), når embedsmændene yder hinanden gensidig bistand i henhold til artikel 17 og 18 i Prümafgørelsen eller i henhold til artikel 3 i rådsafgørelsen om særlige indsatsenheder. Den foreslåede bestemmelse svarer til § 5 a, stk. 3, i lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen (indsat ved lov nr. 1435 af 22. december 2004 om ændring af lov om gennemførelse af Europolkonventionen og lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.). Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.4.6 og 3.3. Det følger af stk. 3, at hvis en embedsmand fra en anden medlemsstat forvolder skade under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller rådsafgørelsen om særlige indsatsenheder, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af justitsministeren. Den foreslåede bestemmelse svarer til § 3, stk. 2, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen, § 6 i lov om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen og § 3, stk. 2, i lov om gennemførelse af retshjælpskonventionen. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.6 og 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det følger af stk. 4, 1. pkt., at hvis den danske stat forvolder skade, der skyldes brug af urigtige oplysninger leveret fra et andet land, der har tilsluttet sig Prümafgørelsen, og som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af justitsministeren, selvom oplysningerne er leveret fra et andet land. Efter stk. 4, 2. pkt., kan erstatningen nedsættes eller nægtes, hvis den erstatningssøgende selv har givet anledning til skaden. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Forudsætningen for, at en eventuel erstatning kan nedsættes eller nægtes, er, at der fra erstatningssøgendes side foreligger et forsætligt eller uagtsomt (culpøst) forhold, som har medført den pågældende skade. Erstatningssøgendes forhold både før og under sagen kan komme i betragtning. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Til § 6 Det foreslås i stk. 1, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte lovens ikrafttrædelsestidspunkt, herunder at der kan fastsættes forskellige ikrafttrædelsestidspunkter. Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at terminaladgang til de respektive registre i henhold til de foreslåede bestemmelser i lovforslaget, først vil kunne ske, når det tekniske grundlag herfor er etableret. Bestemmelserne vil således ikke blive sat i kraft, inden det teknisk er muligt at give de lande, der deltager i samarbejdet under Prümafgørelsen, terminaladgang til registrene. Baggrunden for, at loven endvidere skal kunne sættes i kraft på forskellige tidspunkter er først og fremmest, at Prümafgørelsen efter artikel 36 skal efterkommes etapevis. Som udgangspunkt skal de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme Prümafgørelsen være truffet senest et år efter, at den får virkning. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af adgang til de tre registre skal dog først være truffet senest tre år efter, at afgørelsen får virkning. Ved at give mulighed for forskellige ikrafttrædelsestidspunkter vil overgangen til terminaladgang desuden kunne ske efterhånden, som der bliver mulighed for at give adgang til de enkelte registre. Endelig forventes § 17 a i lov om registrering af køretøjer som affattet ved denne lovs § 3, om videregivelse af Køretøjsregisterets oplysninger til politiet mv., sat i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af lov om registrering af køretøjer. Det foreslås i stk. 2, at § 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, som affattet ved denne lovs § 4, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Til § 7 Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer efter stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Efter stk. 2 kan lovens § 1 (dna-loven) og § 5 (om straffelovens kapitel 14 og 16 samt erstatningsansvar) ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Da retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet ikke gælder for Færøerne og Grønland, skal ændringerne af disse love ikke kunne sættes i kraft for denne del af riget. For så vidt angår Prümafgørelsen og rådsafgørelsen om særlige indsatsenheder, der er vedtaget i medfør af EU-traktatens artikel 34, følger det af EU-rettens territoriale begrænsning, at afgørelserne ikke vil gælde for Færøerne og Grønland.

Bilag 2 til bemærkningerne

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profil-register, som ændret ved § 1 i lov nr. 369 af 24. maj 2005 og lov nr. 1559 af 20. december 2006, foretages følgende ændring: § 5. … 1. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: Stk. 2. Herudover må videregivelse af oplysninger fra registeret ikke finde sted, jf. dog § 6. »Stk. 2. Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne en dna-profil, der indgår i efterforskningen, med registerets dna-profiler.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. § 2 I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 23. oktober 2007, som ændret senest ved lov nr. 67 af 11. februar 2008, foretages følgende ændring: 1. Efter § 116 indsættes: »§ 116 a. Den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan til brug for efterforskningen af en konkret straffesag ved elektronisk søgning sammenligne et fingeraftryk, der indgår i efterforskningen, med fingeraftryk i politiets centrale finger- og håndaftryksregister.« § 3 I lov nr. 309 af 19. april 2006 om registrering af køretøjer, som ændret ved § 3 i lov nr. 206 af 7. februar 2007, foretages følgende ændring: 1. Efter § 17 indsættes: »§ 17 a. Oplysningerne i Køretøjsregisteret kan videregives til politiet. Stk. 2. Skatteministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter stk. 1. Stk. 3. Rigspolitichefen kan give den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union adgang til at foretage elektronisk søgning i de oplysninger fra Køretøjsregisteret, der er videregivet til politiet, til brug for efterforskningen af en konkret straffesag eller en konkret sag om opretholdelse af den offentlige sikkerhed.« § 4 I lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 28. juni 2007, foretages følgende ændringer: § 15. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere som nævnt i § 6, stk. 1, skal uden udgift for staten, herunder for politiet, sikre, 1) … 2) … 3) … 4) at det tekniske udstyr og de tekniske systemer, udbyderen anvender, er indrettet således, at det efter anmodning fra politiet er muligt at foretage aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til en anden medlemsstat efter artikel 18, stk. 5, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra a og c, i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, 1. I § 15, stk. 1, nr. 4, ændres »medlemsstat« til: »kontraherende stat«. 5) at de gateway-stationer, udbyderen anvender, er indrettet således, at udbydere af elektroniske kommunikationstjenester i andre medlemsstater, der benytter gateway-stationerne, har direkte adgang til disse, så det gennem sådanne udbydere er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationerne vedrørende personer, der befinder sig i den pågældende medlemsstat, jf. artikel 19 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, og 2. I § 15, stk. 1, nr. 5, ændres »andre medlemsstater« til: »andre kontraherende stater«, og »medlemsstat« ændres til: » kontraherende stat«. 6) at udbyderen har direkte adgang til gateway-stationer, der befinder sig i andre medlemsstater, og som udbyderen benytter, således at politiet gennem udbyderen har mulighed for at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig her i landet, jf. lov om rettens pleje, kapitel 71, og konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Stk. 2-5…. 3. I § 15, stk. 1, nr. 6, ændres »andre medlemsstater« til: »andre kontraherende stater«. § 5 Stk. 1. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer. Stk. 2. Klager over adfærd, der er udvist af en embedsmand fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d. Stk. 3. Justitsministeren udbetaler erstatning for skade, der forvoldes af embedsmand fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, og som efter dansk ret medfører erstatningspligt. Stk. 4. Justitsministeren udbetaler erstatning for skade, der forvoldes af den danske stat, og som skyldes brug af urigtige oplysninger modtaget fra et andet land i medfør af Prümafgørelsen. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, hvis den erstatningssøgende selv har givet anledning til skaden.

Bilag 3 til bemærkningerne

Bilag 2 Udkast til Rådets afgørelse om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR – under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 30, stk. 1, litra a) og b), artikel 31, litra a), artikel 32 og artikel 34, stk. 2, litra c), under henvisning til initiativet fra Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Finland, Den Portugisiske Republik, Rumænien og Kongeriget Sverige, under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 1) Udtalelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT). , og ud fra følgende betragtninger: (1) Som følge af ikrafttrædelsen af aftalen mellem Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene og Republikken Østrig om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig migration (i det følgende benævnt »Prüm­aftalen«), fremlægges dette initiativ i samråd med Europa-Kommissionen i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union med henblik på at integrere substansen i Prüm-aftalens bestemmelser i EU-lovgivningen. (2) Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i oktober 1999 i Tammerfors bekræftede behovet for forbedret informationsudveksling mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på at opspore og efterforske straf bare handlinger. (3) Det Europæiske Råd har i Haag-programmet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union fra november 2004 givet udtryk for, at dette kræver en nyskabende tilgang til grænseoverskridende udveksling af retshåndhævelsesoplysninger. (4) Det Europæiske Råd slog derfor fast, at udvekslingen af sådanne oplysninger bør foregå på de betingelser, der gælder for tilgængelighedsprincippet. Det betyder, at en retshåndhævelsesperson i en EU-medlemsstat, som har brug for oplysninger for at kunne varetage sine opgaver, kan indhente disse i en anden medlemsstat, og at de retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, der ligger inde med disse oplysninger, udleverer dem til det angivne formål under hensyntagen til behovene i forbindelse med den igangværende efterforskning i den pågældende stat. (5) Det Europæiske Råd har i Haag-programmet sat den 1. januar 2008 som frist for gennemførelsen af dette mål. (6) Rådets rammeafgørelse 2006/960/RIA af 18. december 2008 om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder 2) EUT L 386 af 29.12.2006, s. 89. fastsætter allerede regler for, hvordan medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder hurtigt og effektivt kan udveksle eksisterende oplysninger og efterretninger med henblik på gennemførelse af kriminalefterforskninger eller kriminalefterretningsoperationer. (7) Det fremgår også af Haag programmet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed, at der bør gøres fuld brug af ny teknologi, og at den gensidige adgang til de nationale databaser også bør lettes, og endvidere, at nye centraliserede europæiske databaser kun bør oprettes på grundlag af undersøgelser, der godtgør, at de udgør en ekstra gevinst. (8) Af hensyn til et effektivt internationalt samarbejde er det af afgørende betydning, at der hurtigt og effektivt kan udveksles nøjagtige oplysninger. Målet er at indføre procedurer til fremme af hurtige, effektive og billige metoder til udveksling af oplysninger. Af hensyn til den fælles anvendelse af oplysningerne bør der gælde klare ansvarsforhold for disse procedurer, og de skal omfatte passende garantier med hensyn til oplysningernes nøjagtighed og sikkerhed under fremsendelsen og lagringen samt procedurer for registrering af udveksling af oplysninger og restriktioner for anvendelsen af de udvekslede oplysninger. (9) Disse krav er opfyldt af Prüm­-aftalen. For at de væsentlige krav i Haag-programmet kan blive opfyldt for alle medlems stater inden for den tidsfrist, der er fastsat heri, bør substansen i de væsentlige elementer i Prüm-aftalen gælde for alle medlemsstater. (10) Denne afgørelse indeholder derfor bestemmelser, som er baseret på de vigtigste bestemmelser i Prüm-­aftalen og som skal forbedre udvekslingen af oplysninger, hvorved medlemsstaterne indrømmer hinanden adgangsret til deres elektroniske dna-analysedatabaser, elektroniske fingeraftryksidentifikationssystemer og køretøjsregistre. I forbindelse med oplysninger fra nationale dna­analysedatabaser og elektroniske fingeraftryksidentifikationssystemer skal et hit/no hit-system i anden omgang gøre det muligt for den søgende medlems stat at anmode om bestemte relevante personoplysninger fra den medlemsstat, der administrerer databasen, og om nødvendigt anmode om yderligere oplysninger ved hjælp af procedurer for gensidig bistand, herunder de procedurer, der er vedtaget i medfør af rammeafgørelse 2006/960/RIA. (11) Dette ville fremskynde de eksisterende procedurer betydeligt og dermed sætte medlemsstaterne i stand til at finde ud af, om en anden medlemsstat ligger inde med de oplysninger, den har behov for, og i givet fald hvilken. (12) Sammenligning af oplysninger på tværs af grænserne skulle åbne en ny dimension inden for bekæmpelse af kriminalitet. De informationer, der opnås ved at sammenligne oplysninger, bør give mulighed for nye efterforskningsmetoder for medlemsstaterne og således spille en afgørende rolle ved at bistå medlemsstaternes retshåndhævende og judicielle myndigheder. (13) Reglerne bygger på etablering af netværk mellem medlemsstaternes nationale databaser. (14) Medlemsstaterne bør på visse betingelser kunne levere personoplysninger og andre oplysninger end personoplysninger for at forbedre udvekslingen af oplysninger med henblik på at forebygge strafbare handlinger og opretholde den offentlige orden og sikkerhed i forbindelse med store arrangementer med en grænseoverskridende dimension. (15) I forbindelse med gennemførelsen af artikel 12 kan medlemsstaterne beslutte at prioritere bekæmpelse af grov kriminalitet, idet der tages hensyn til, at der kun er begrænset teknisk kapacitet til rådighed til overførsel af data. (16) Ud over en forbedring af udvekslingen af oplysninger er der behov for at regulere andre former for tættere samarbejde mellem politimyndighederne, navnlig ved hjælp af fælles sikkerhedsoperationer (såsom fælles patruljer). (17) Et tættere politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager skal ledsages af respekt for de grundlæggende rettigheder, især retten til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger, der skal sikres gennem særlige ordninger for beskyttelse af oplysninger, som er skræddersyet til den særlige karakter af de forskellige former for udveksling af oplysninger. Sådanne bestemmelser om databeskyttelse bør især tage hensyn til den særlige karakter af grænseoverskridende online-adgang til databaser. Da det med online-adgang ikke er muligt for den medlems stat, der administrerer databasen, at udføre forudgående kontrol, bør der være et system, som sikrer, at der finder efterfølgende kontrol sted. (18) Hit/no hit-systemet er opbygget med henblik på sammenligning af anonyme profiler, hvor supplerende personoplysninger kun udveksles efter et hit, og levering og modtagelse heraf henhører under den nationale lovgivning, herunder bestemmelserne om retshjælp. Denne opbygning sikrer et passende databeskyttelsessystem, idet levering af personoplysninger til andre medlemsstater kræver et passende databeskyttelsesniveau fra den modtagende medlemsstats side. (19) Da der er tale om en meget omfattende udveksling af oplysninger og data som følge af et tættere politisamarbejde og retligt samarbejde, er det formålet med denne afgørelse at garantere et passende niveau for beskyttelse af oplysninger. Den overholder det beskyttelsesniveau, der er fastsat for behandling af personoplysninger i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger, tillægsprotokollen af 8. november 2001 til konventionen og principperne i Europarådets anbefaling R (87) 15 om politiets brug af personoplysninger. (20) Databeskyttelsesbestemmelserne i denne afgørelse omfatter også de nødvendige databeskyttelsesprincipper i mangel af en rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger under tredje søjle. Rammeafgørelsen bør finde anvendelse på alt politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, forudsat at niveauet for beskyttelse af personoplysninger i rammeafgørelsen ikke er lavere end det niveau, der kræves i henhold til Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001, og tager hensyn til Ministerkomitéens anbefaling R (87) 15 af 17. september 1987 til medlemsstaterne om politiets brug af personoplysninger, også i de tilfælde, hvor oplysningerne ikke behandles elektronisk. (21) Målene for denne afgørelse, især forbedringen af udvekslingen af oplysninger i Den Europæiske Union, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af de enkelte medlems stater på grund af kriminalitetsbekæmpelsens og sikkerhedsspørgsmålenes grænseoverskridende karakter, således at medlemsstaterne er nødt til at stole på hinanden i disse spørgsmål, og kan således bedre gennemføres på EU-plan. Rådet kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, hvortil der henvises i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, går denne afgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (22) Denne afgørelse overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. er indeholdt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: KAPITEL 1 GENEREL DEL Artikel 1 Formål og anvendelsesområde Medlemsstaterne agter med denne afgørelse at intensivere det grænseoverskridende samarbejde i sager, der er omfattet af afsnit VI i traktaten, navnlig udveksling af oplysninger mellem de myndigheder, som har ansvaret for forebyggelse og efterforskning af strafbare handlinger. Med henblik herpå indeholder denne afgørelse regler på følgende områder: a) bestemmelser om betingelserne og proceduren for elektronisk overførsel af dna-profiler, fingeraftryksoplysninger og visse oplysninger fra nationale køretøjsregistre (kapitel 2) b) bestemmelser om betingelserne for levering af oplysninger i forbindelse med store arrangementer med en grænseoverskridende dimension (kapitel 3) c) bestemmelser om betingelserne for levering af oplysninger med henblik på forebyggelse af terrorforbrydelser (kapitel 4) d) bestemmelser om betingelserne og proceduren for intensivering af det grænseoverskridende politisamarbejde ved hjælp af forskellige foranstaltninger (kapitel 5). KAPITEL 2 ONLINE-ADGANG OG ANMODNINGER OM OPFØLGNING AFDELING 1 DNA-PROFILER Artikel 2 Oprettelse af nationale dna-analysedatabaser 1. Medlemsstaterne opretter og forvalter nationale dna­-analysedatabaser med henblik på efterforskning af strafbare handlinger. Behandlingen i henhold til denne afgørelse af de oplysninger, der er lagret i disse databaser, sker i overensstemmelse med denne afgørelse og under overholdelse af den gældende nationale lovgivning vedrørende behandlingsproceduren. 2. Med henblik på gennemførelsen af denne afgørelse sikrer medlemsstaterne, at referencedata fra den nationale dna-analysedatabase, jf. stk. 1, første punktum, er tilgængelige. Referencedata omfatter udelukkende dna-profiler fastlagt på grundlag af den ikke-kodende del af dna og et referencenummer. Referencedata må ikke indeholde oplysninger, på grundlag af hvilke den registrerede kan identificeres direkte. Referencedata, som ikke er knyttet til en bestemt person (uidentificerede dna-profiler) skal kunne genkendes som sådanne. 3. Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om de nationale dna-analysedatabaser, som artikel 2-6 finder anvendelse på, og betingelserne for elektronisk søgning, jf. artikel 3, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 36. Artikel 3 Elektronisk søgning af dna-profiler 1. Med henblik på efterforskning af strafbare handlinger giver medlemsstaterne de andre medlemsstaters nationale kontaktpunkter, jf. artikel 6, adgang til referencedataene i deres dna­analysedatabaser med ret til at foretage elektronisk søgning heri ved sammenligning af dna-profiler. Søgning må kun foretages i enkelttilfælde og under overholdelse af den anmodende medlemsstats nationale lovgivning. 2. Hvis det ved en elektronisk søgning konstateres, at en leveret dna-profil stemmer overens med en dna-profil, der er lagret i den modtagende medlemsstats database, modtager den søgende stats nationale kontaktpunkt elektronisk oplysning om de referencedata, hvormed der er konstateret overensstemmelse. Hvis der ikke er overensstemmelse, meddeles dette elektronisk. Artikel 4 Elektronisk sammenligning af dna-profiler 1. Med henblik på efterforskning af strafbare handlinger sammenligner medlemsstaterne med gensidig godkendelse via deres nationale kontaktpunkter dna-profilerne i deres uidentificerede dna-profiler med alle dna-profiler i referencedataene i de andre nationale dna-analyse­databaser. Leveringen og sammenligningen sker elektronisk. Leveringen til sammenligning af uidentificerede dna-profiler sker udelukkende, hvis den anmodende medlemsstats lovgivning giver mulighed herfor. 2. Hvis en medlemsstat ved sammenligningen, jf. stk. 1, konstaterer, at de leverede dna­profiler stemmer overens med profilerne i dens dna­analysedatabaser, leverer den straks de referencedata, hvormed der er konstateret overensstemmelse, til den anden medlemsstats nationale kontaktpunkt. Artikel 5 Levering af yderligere personoplysninger og andre oplysninger Hvis det som led i de procedurer, der er omhandlet i artikel 3 og 4, konstateres, at dna­profiler stemmer overens, finder den anmodede medlemsstats nationale lovgivning, herunder bestemmelserne om retshjælp, anvendelse på leveringen af yderligere personoplysninger og andre oplysninger vedrørende referencedataene. Artikel 6 Nationalt kontaktpunkt og gennemførelsesforanstaltninger 1. Med henblik på gennemførelsen af den levering af oplysninger, der er omhandlet i artikel 3 og 4, udpeger hver medlemsstat et nationalt kontaktpunkt. Den gældende nationale lovgivning finder anvendelse på de nationale kontaktpunkters beføjelser. 2. De nærmere enkeltheder vedrørende den tekniske gennemførelse af procedurerne i artikel 3 og 4 fastsættes i gennemførelse sforanstaltningerne, jf. artikel 33. Artikel 7 Udtagelse af cellemateriale og udlevering af dna-profiler Hvis der som led i en igangværende efterforskning eller strafferetlig procedure ikke er adgang til en dna-profil for en bestemt person, der befinder sig på en anmodet medlems stats område, yder den anmodede medlemsstat retshjælp ved at udtage og undersøge cellemateriale fra den pågældende og ved at levere den opnåede dna-profil, hvis a) den anmodende medlemsstat meddeler, til hvilket formål dette er nødvendigt b) den anmodende medlemsstat i overensstemmelse med sin lovgivning fremlægger en undersøgelseskendelse eller erklæring fra den kompetente myndighed, hvoraf det fremgår, at betingelserne for udtagelse og undersøgelse af cellemateriale ville være opfyldt, hvis den pågældende befandt sig på den anmodende medlemsstats område, og c) betingelserne for udtagelse og undersøgelse af cellemateriale og for levering af den opnåede dna-profil er opfyldt ifølge den anmodede medlemsstats lovgivning. AFDELING 2 FINGERAFTRYKSOPLYSNINGER Artikel 8 Fingeraftryksoplysninger Med henblik på gennemførelsen af denne afgørelse sikrer medlemsstaterne, at referencedata fra databasen for de nationale elektroniske fingeraftryksidentifikations systemer, som er oprettet til forebyggelse og efterforskning af strafbare handlinger, er tilgængelige. Referencedata omfatter udelukkende fingeraftryksoplysninger og et referencenummer. Referencedata må ikke indeholde oplysninger, på grundlag af hvilke den registrerede kan identificeres direkte. Referencedata, som ikke er knyttet til en bestemt person (uidentificerede fingeraftryksoplysninger) skal kunne genkendes som sådanne. Artikel 9 Elektronisk søgning af fingeraftryksoplysninger 1. Med henblik på forebyggelse og efterforskning af strafbare handlinger giver medlemsstaterne de andre medlemsstaters nationale kontaktpunkter, jf. artikel 11, adgang til referencedataene i de elektroniske fingeraftryksidentifikationssystemer, som de har oprettet med henblik herpå, med ret til at foretage elektronisk søgning heri ved sammenligning af fingeraftryksoplysninger. Søgning må kun foretages i enkelttilfælde og under overholdelse af den anmodende medlemsstats nationale lovgivning. 2. Bekræftelsen af en matching med fingeraftryksoplysninger med referencedata i den medlemsstat, der forvalter databasen, foretages af den anmodende medlemsstats nationale kontaktpunkt ved hjælp af de elektronisk udleverede referencedata, der er nødvendige for en entydig matching. Artikel 10 Levering af yderligere personoplysninger og andre oplysninger Hvis det som led i proceduren i artikel 9 konstateres, at fingeraftryksoplysninger stemmer overens, finder den anmodede medlemsstats nationale lovgivning, herunder bestemmelserne om retshjælp, anvendelse på leveringen af yderligere personoplysninger og andre oplysninger vedrørende referencedataene. Artikel 11 Nationalt kontaktpunkt og gennemførelsesforanstaltninger 1. Med henblik på gennemførelsen af den levering af oplysninger, der er omhandlet i artikel 9, udpeger hver medlemsstat et nationalt kontaktpunkt. Den gældende nationale lovgivning finder anvendelse på de nationale kontaktpunkters beføjelser. 2. De nærmere enkeltheder vedrørende den tekniske gennemførelse af proceduren i artikel 9 fastsættes i gennemførelse sforanstaltningerne, jf. artikel 33. AFDELING 3 OPLYSNINGER I KØRETØJSREGISTRE Artikel 12 Elektronisk søgning af oplysninger i køretøjsregistre 1. Med henblik på forebyggelse og efterforskning af strafbare handlinger og behandling af andre lovovertrædelser, der i den søgende medlemsstat hører under domstolenes eller anklagemyndighedens kompetenceområde, og med henblik på opretholdelse af den offentlige sikkerhed giver medlemsstaterne de andre medlemsstaters nationale kontaktpunkter, jf. stk. 2, adgang til følgende oplysninger i de nationale køretøjsregistre med ret til at foretage elektronisk søgning heri i enkelttilfælde: a) oplysninger vedrørende ejere eller indehavere, og b) oplysninger vedrørende køretøjer. Søgningen må kun foretages med et fuldstændigt chassisnummer eller et fuldstændigt registreringsnummer. Søgning må kun foretages under overholdelse af den søgende medlemsstats nationale lovgivning. 2. Med henblik på gennemførelsen af den levering af oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, udpeger hver medlemsstat et nationalt kontaktpunkt til indkommende anmodninger. Den gældende nationale lovgivning finder anvendelse på de nationale kontaktpunkters beføjelser. De nærmere enkeltheder vedrørende den tekniske gennemførelse af proceduren fastsættes i gennemførelsesforanstaltningerne, jf. artikel 33. KAPITEL 3 STORE ARRANGEMENTER Artikel 13 Levering af andre oplysninger end personoplysninger Med henblik på forebyggelse af strafbare handlinger og opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed i forbindelse med store arrangementer med en grænseoverskridende dimension, navnlig sportsbegivenheder eller møder i Det Europæiske Råd, leverer medlemsstaterne både efter anmodning og på eget initiativ hinanden andre oplysninger end personoplysninger, der er nødvendige i forbindelse hermed, under overholdelse af den leverende medlemsstats nationale lovgivning. Artikel 14 Levering af personoplysninger 1. Med henblik på forebyggelse af straf bare handlinger og opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed i forbindelse med store arrangementer med en grænseoverskridende dimension, navnlig sportsbegivenheder eller møder i Det Europæiske Råd, leverer medlemsstaterne både efter anmodning og på eget initiativ hinanden personoplysninger, hvis endelige domme eller andre forhold lader formode, at de pågældende personer vil begå strafbare andlinger under arrangementerne, eller at de udgør en fare for den offentlige orden og sikkerhed, hvis leveringen af disse oplysninger er tilladt i henhold til den leverende medlemsstats nationale lovgivning. 2. Personoplysningerne må kun behandles til de formål, der er anført i stk. 1, og i forbindelse med de specifikke arrangementer, med henblik på hvilket de er leveret. De leverede oplysninger skal straks slettes, når formålene, jf. stk. 1, er opfyldt eller ikke længere kan opfyldes. De leverede oplysninger skal under alle omstændigheder slettes senest efter et år. Artikel 15 Nationalt kontaktpunkt Med henblik på gennemførelsen af den levering af oplysninger, der er omhandlet i artikel 13 og 14, udpeger hver medlemsstat et nationalt kontaktpunkt. Den gældende nationale lovgivning finder anvendelse på de nationale kontaktpunkters beføjelser. KAPITEL 4 FORANSTALTNINGER TIL FOREBYGGELSE AF TERRORFORBRYDELSER Artikel 16 Levering af oplysninger til forebyggelse af terrorforbrydelser 1. For at forebygge terrorforbrydelser kan medlemsstaterne i enkelttilfælde, også på eget initiativ, under overholdelse af den nationale lovgivning, levere de i stk. 2 omhandlede personoplysninger og andre oplysninger til de andre medlemsstaters kontaktpunkter, jf. stk. 3, hvis dette er nødvendigt, fordi bestemte forhold lader formode, at den pågældende vil begå strafbare handlinger som omhandlet i artikel 1-3 i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme 3) EFT L 164 af 22.6.2002, s. 3. . 2. De oplysninger, der skal leveres, omfatter efternavne, fornavne, fødselsdato og fødested samt en beskrivelse af de forhold, der giver anledning til formodningen, jf. stk. 1. 3. Hver medlems stat udpeger et nationalt kontaktpunkt, der skal varetage udvekslingen af oplysninger med de andre medlemsstaters nationale kontaktpunkter. Den gældende nationale lovgivning finder anvendelse på de nationale kontaktpunkters beføjelser. 4. Den leverende medlemsstat kan under overholdelse af den nationale lovgivning fastsætte betingelser for den modtagende medlems stats brug af disse oplysninger. Den modtagende myndighed skal overholde disse betingelser. KAPITEL 5 ANDRE FORMER FOR SAMARBEJDE Artikel 17 Fælles operationer 1. For at intensivere politisamarbejdet kan de kompetente myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, etablere fælles patruljer og gennemføre andre fælles operationer med henblik på at opretholde den offentlige orden og sikkerhed og forebygge strafbare handlinger, hvor de udpegede embedsmænd eller andre myndighedspersoner (»embedsmænd«) fra andre medlemsstater deltager i operationer på en medlemsstats område. 2. Hver medlemsstat kan som værtsmedlemsstat under overholdelse af sin nationale lovgivning og med den udstationerende medlemsstats samtykke give den udstationerende medlemsstats embedsmænd myndighedsbeføjelser i forbindelse med fælles operationer eller, hvis det er muligt i henhold til værtsmedlems statens lovgivning, tillade den udstationerende medlemsstats embedsmænd at udøve deres myndighedsbeføjelser i overensstemmelse med den udstationerende stats lovgivning. Disse myndighedsbeføjelser må kun udøves under ledelse af embedsmænd fra værtsmedlemsstaten, som i princippet skal være til stede. Den udstationerende medlems stats embedsmænd er underlagt værtsmedlems statens nationale lovgivning. Værtsmedlems staten har ansvaret for deres handlinger. 3. Den udstationerende medlemsstats embedsmænd, der deltager i fælles operationer, skal følge de instrukser, som værtsmedlems statens kompetente myndighed giver. 4. Medlemsstaterne afgiver erklæringer, jf. artikel 36, hvori de fastlægger de praktiske aspekter af samarbejdet. Artikel 18 Bistand i forbindelse med forsamlinger af store menneskemængder, katastrofer og alvorlige ulykker Medlemsstaternes kompetente myndigheder yder under overholdelse af den nationale lovgivning hinanden gensidig bistand i forbindelse med forsamlinger af store menneskemængder og lignende store arrangementer, katastrofer og alvorlige ulykker ved at søge at forebygge strafbare handlinger og opretholde den offentlige orden og sikkerhed, idet de a) tidligst muligt underretter hinanden om sådanne situationer med grænseoverskridende følger og udveksler relevante oplysninger b) træffer og koordinerer de politiforanstaltninger, der er nødvendige på deres område i situationer med grænseoverskridende følger c) så vidt muligt sender embedsmænd, specialister og rådgivere og stiller udstyr til rådighed efter anmodning fra den medlemsstat, på hvis område situationen forekommer. Artikel 19 Brug af våben, ammunition og udstyr 1. En udsendende medlemsstats embedsmænd, der befinder sig på en anden medlemsstats område i forbindelse med en fælles operation i medfør af artikel 17 og 18, kan bære deres nationale uniformer der. De kan medtage de våben, den ammunition og det udstyr, som er tilladt ifølge den udstationerende medlemsstats nationale lovgivning. Værtsmedlemsstaten kan forbyde den udstationerende stats embedsmænd at bære bestemte typer våben, ammunition og udstyr. 2. Medlemsstaterne afgiver erklæringer, jf. artikel 36, hvori de opfører våben, ammunition og udstyr, som udelukkende må bruges til lovligt selvforsvar eller forsvar af andre. Den embedsmand i værtsmedlems staten, der har den faktiske ledelse af operationen, kan i enkelttilfælde under overholdelse af den nationale lovgivning give tilladelse til brug af våben, ammunition og udstyr i andre tilfælde end dem, der er anført i første punktum. Brugen af våben, ammunition og udstyr er underlagt værtsmedlemsstatens lovgivning. De kompetente myndigheder underretter hinanden om tilladelsen til brug af våben, ammunition og udstyr og om betingelserne herfor. 3. Hvis en medlemsstats embedsmænd anvender køretøjer på en anden medlemsstats område i forbindelse med foranstaltninger i henhold til denne afgørelse, er de omfattet af de samme færdselsregler som værtsmedlems statens embedsmænd, herunder med hensyn til forkørselsret og særlige rettigheder. 4. Medlemsstaterne afgiver erklæringer, jf. artikel 36, hvori de fastlægger de praktiske aspekter af brugen af våben, ammunition og udstyr. Artikel 20 Beskyttelse og bistand Medlemsstaterne har pligt til at yde de andre medlemsstaters embedsmænd, der passerer grænsen, samme beskyttelse og bistand under udøvelsen af de pågældendes tjenstlige opgaver, som de yder deres egne embedsmænd. Artikel 21 Almindelige civilretlige ansvarsregler 1. Hvis en medlemsstats embedsmænd opererer i en anden medlems stat i medfør af artikel 17, har deres medlemsstat ansvaret for enhver skade, som disse måtte forvolde under deres operationer, jf. lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område de opererer. 2. Den medlemsstat, på hvis område den i stk. 1 nævnte skade forvoldes, erstatter disse skader på samme måde som skader forvoldt af dens egne embedsmænd. 3. I det tilfælde, der er nævnt i stk. 1, skal den medlemsstat, hvis embedsmænd har forvoldt skader på en person på en anden medlemsstats område, godtgøre alle de beløb, som sidstnævnte har udbetalt i skadeserstatning til skadelidte eller disses retssuccessorer. 4. Hvis en medlemsstats embedsmænd opererer i en anden medlems stat i medfør af artikel 18, har sidstnævnte medlemsstat ansvaret, jf. sin nationale lovgivning, for enhver skade, som disse måtte forvolde under deres operationer. 5. Hvis den skade, der er nævnt i stk. 4, skyldes grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse, kan værtsmedlemsstaten søge alle beløb, som den har udbetalt til skadelidte eller disses retssuccessorer, godtgjort af den udsendende medlems stat. 6. Bortset fra det i stk. 3 nævnte tilfælde giver den enkelte medlemsstat i det tilfælde, der er nævnt i stk. 1, afkald på at kræve skadeserstatninger godtgjort af en anden medlemsstat, dog med forbehold af eventuelle rettigheder over for tredjemand. Artikel 22 Straferetligt ansvar Embedsmænd, der opererer på en anden medlemsstats område i henhold til denne afgørelse, sidestilles med værtsmedlemsstatens embedsmænd med hensyn til strafbare handlinger, der måtte blive begået af eller mod dem, medmindre andet er fastsat i en anden aftale, der er bindende for de pågældende medlemsstater. Artikel 23 Ansættelsesforhold Embedsmænd, der opererer på en anden medlemsstats område i henhold til denne afgørelse, er fortsat underlagt de gældende arbejdsretlige regler i deres egen medlemsstat, navnlig de disciplinære regler. KAPITEL 6 ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM DATABESKYTTELSE Artikel 24 Definitioner og anvendelsesområde 1. I denne afgørelse forstås ved: a) »behandling af personoplysninger«: enhver operation eller række af operationer - med eller uden brug af elektroniske midler - som personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, systematisering, lagring, tilpasning eller ændring, udlæsning, søgning, brug, videregivelse ved fremsendelse, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, slettelse eller tilintetgørelse. Behandling ifølge denne afgørelse omfatter også underretning om, hvorvidt der findes et hit b) »elektronisk søgning«: den direkte adgang til en elektronisk database i et andet organ på en sådan måde, at resultatet af søgningen fremkommer helt elektronisk c) »referenceangivelse«: markering af lagrede personoplysninger, uden at det er hensigten at begrænse den fremtidige behandling af disse oplysninger d) »blokering«: markering af lagrede personoplysninger med den hensigt at begrænse den fremtidige behandling af disse oplysninger. 2. For oplysninger, der leveres eller er leveret i henhold til denne afgørelse, gælder følgende bestemmelser, medmindre andet er fastsat i de foregående kapitler. Artikel 25 Databeskyttelsesniveau 1. Hver medlemsstat garanterer i sin nationale lovgivning et beskyttelsesniveau for behandlingen af personoplysninger, der leveres eller er leveret i henhold til denne afgørelse, som mindst svarer til det, der følger af Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001, og tager i den forbindelse hensyn til anbefaling R (87) 15 af 17. september 1987 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om anvendelsen af personoplysninger i politisektoren, også når oplysningerne ikke behandles elektronisk. 2. Levering af personoplysninger som omhandlet i denne afgørelse må ikke ske, før bestemmelserne i dette kapitel er gennemført i den nationale lovgivning på de berørte medlemsstaters område. Rådet afgør med enstemmighed, om denne betingelse er opfyldt. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på de medlemsstater, hvor levering af personoplysninger som fastsat i denne afgørelse, allerede er påbegyndt i henhold til aftalen af 27. maj 2005 mellem Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene og Republikken Østrig om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig migration (Prüm-aftalen). Artikel 26 Formål 1. Den modtagende medlemsstat må kun behandle personoplysningerne til de formål, hvortil oplysningerne er leveret i henhold til denne afgørelse. Behandling til andre formål er kun tilladt efter forudgående samtykke fra den medlemsstat, der forvalter databasen, og kun under overholdelse af den modtagende medlemsstats nationale lovgivning. Samtykke kan gives, hvis behandling til sådanne andre formål er tilladt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der forvalter databasen. 2. Den medlemsstat, der søger eller sammenligner oplysninger, må kun behandle de oplysninger, der er leveret i henhold til artikel 3, 4 og 9, med henblik på a) at fastslå, om de sammenlignede dna-profiler eller fingeraftryksoplysninger stemmer overens b) at udarbejde og indgive en politi- eller retsanmodning om retshjælp i overensstemmelse med den nationale lovgivning, hvis disse oplysninger stemmer overens c) at foretage registrering som omhandlet i artikel 30. Den medlemsstat, der forvalter databasen, må kun behandle de oplysninger, den har fået leveret i henhold til artikel 3, 4 og 9, hvis dette er nødvendigt for at foretage en sammenligning, en elektronisk besvarelse af søgningen eller en registrering som omhandlet i artikel 30. Når oplysningerne er sammenlignet, eller søgningen er besvaret elektronisk, skal de leverede oplysninger straks slettes, medmindre der er behov for yderligere behandling til de formål, der er anført i første afsnit, litra b) og c). 3. Oplysninger, der er leveret i henhold til artikel 12, må kun bruges af den medlemsstat, der forvalter databasen, hvis dette er nødvendigt for at foretage en elektronisk besvarelse af søgningen eller en registrering som omhandlet i artikel 30. Når søgningen er besvaret elektronisk, skal de leverede oplysninger straks slettes, medmindre der er behov for yderligere behandling med henblik på registrering som omhandlet i artikel 30. Den søgende medlemsstat må kun anvende de oplysninger, der er fundet ved søgningen, til den procedure, på grundlag af hvilken søgningen er foretaget. Artikel 27 Kompetente myndigheder De leverede personoplysninger må kun behandles af myndigheder, organer og domstole, der har beføjelse til at udføre en opgave med henblik på de formål, der er nævnt i artikel 26. Navnlig må de leverede oplysninger først videresendes til andre organer efter forudgående samtykke fra den leverende medlemsstat og under overholdelse af den modtagende medlemsstats lovgivning. Artikel 28 Oplysningernes rigtighed, aktualitet og lagringstid 1. Medlemsstaterne sikrer personoplysningers rigtighed og aktualitet. Hvis det uden videre eller efter meddelelse fra den registrerede viser sig, at der er leveret urigtige oplysninger eller oplysninger, der ikke skulle have været leveret, skal dette straks meddeles de(n) modtagende medlemsstat(er). De(n) har pligt til at rette eller slette oplysningerne. Desuden skal leverede personoplysninger rettes, hvis det viser sig, at de er urigtige. Hvis den modtagende myndighed har grund til at antage, at de leverede oplysninger er urigtige eller bør slettes, underretter det straks den leverende myndighed herom. 2. Oplysninger, hvis rigtighed den registrerede anfægter, og hvis rigtighed eller urigtighed ikke kan fastslås, skal under overholdelse af medlemsstaternes nationale lovgivning forsynes med en påtegning efter anmodning fra den registrerede. Hvis der er foretaget en påtegning, kan denne under overholdelse af medlemsstaternes nationale lovgivning kun fjernes med den registreredes samtykke eller på grundlag af en afgørelse truffet af den kompetente domstol eller det kompetente uafhængige databeskyttelsesorgan. 3. Leverede personoplysninger slettes, hvis de ikke skulle have været leveret eller modtaget. Retmæssigt leverede og modtagne oplysninger slettes, a) hvis de ikke eller ikke længere er nødvendige til det formål, hvortil de er leveret; hvis personoplysninger leveres uden anmodning, skal det modtagende organ straks kontrollere, om de er nødvendige til de formål, hvortil de er leveret b) efter udløbet af den maksimumsperiode for opbevaring af oplysningerne, som er fastsat i den leverende medlems stats nationale lovgivning, hvis det leverende organ har oplyst det modtagende organ om denne maksimumsperiode ved leveringen. I stedet for at blive slettet blokeres oplysningerne under overholdelse af den nationale lovgivning, hvis der er grund til at antage, at sletning vil skade den registreredes interesser. Blokerede oplysninger må kun leveres eller bruges til det formål, af hensyn til hvilket sletning er undladt. Artikel 29 Tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på databeskyttelse og datasikkerhed 1. Det leverende og det modtagende organ har pligt til effektivt at beskytte personoplysninger mod hændelig eller uautoriseret tilintetgørelse, hændeligt tab, uautoriseret adgang, uautoriseret eller hændelig ændring og uautoriseret videregivelse. 2. Enkelthederne i den tekniske udformning af den elektroniske søgeprocedure fastsættes i gennemførelsesforanstaltningerne, jf. artikel 33, der sikrer, a) at der træffes foranstaltninger til ved hjælp af den mest avancerede teknik at garantere databeskyttelse og datasikkerhed, især oplysningernes fortrolighed og integritet b) at der anvendes anerkendte krypterings- og autoriseringsprocedurer, når de kompetente organer benytter almindeligt tilgængelige net, og c) at det i overensstemmelse med artikel 30, stk. 2, 4 og 5, kan kontrolleres, om søgninger er tilladt. Artikel 30 Logning og registrering; særlige forskrifter vedrørende elektronisk og ikke-elektronisk levering 1. Hver medlemsstat sikrer, at enhver ikke-elektronisk levering og enhver ikke-elektronisk modtagelse af personoplysninger i det organ, der forvalter databasen, og i det søgende organ, logges med henblik på at kontrollere, om leveringen er tilladt. Logningen omfatter følgende oplysninger: a) grunden til leveringen b) de leverede oplysninger c) datoen for leveringen, og d) navnet eller referencekoden på det søgende organ og det organ, der forvalter databasen. 2. For elektronisk søgning af oplysninger i henhold til artikel 3, 9 og 12 eller elektronisk sammenligning i henhold til artikel 4 gælder følgende: a) elektronisk søgning eller sammenligning må kun foretages af særligt bemyndigede embedsmænd fra de nationale kontaktpunkter. Efter anmodning forelægges listen over embedsmænd, der er bemyndigede til at foretage elektronisk søgning eller sammenligning, for de tilsynsførende myndigheder, der er nævnt i stk. 5, og for de andre medlemsstater b) hver medlemsstat sikrer, at enhver levering og modtagelse af personoplysninger i det organ, der forvalter databasen, og i det søgende organ registreres, herunder meddelelse om, hvorvidt der er fundet et hit. Registreringen omfatter følgende oplysninger: i) de leverede oplysninger ii) datoen og det nøjagtige tidspunkt for leveringen og iii) navnet eller referencekoden på det søgende organ og det organ, der forvalter databasen. Det søgende organ registrerer desuden grunden til søgningen eller leveringen og referencen på den embedsmand, der har foretaget søgningen, og den embedsmand, der har givet ordre til søgningen eller leveringen. 3. Det registrerende organ meddeler efter anmodning de registrerede oplysninger til den pågældende medlems stats kompetente databeskyttelsesmyndigheder senest fire uger efter modtagelsen af anmodningen. Registrerede oplysninger må kun bruges til følgende formål: a) kontrol af databeskyttelsen b) garanti af datasikkerheden. 4. De registrerede oplysninger skal med passende midler beskyttes mod uretmæssig brug og andre former for misbrug og opbevares i to år. Efter opbevaringsperiodens udløb skal de registrerede oplysninger straks slettes. 5. Den juridiske kontrol af leveringen eller modtagelsen af personoplysninger ligger hos de respektive medlemsstaters uafhængige databeskyttelsesmyndigheder eller, hvor det er relevant, judicielle myndigheder. Under overholdelse af den nationale lovgivning kan enhver anmode disse myndigheder om at kontrollere, om behandlingen af oplysninger om den pågældende er retmæssig. Disse myndigheder og de organer, der er ansvarlige for registrering, skal også uden anmodning foretage stikprøvekontrol af leveringernes retmæssighed på grundlag af de sagsakter, der ligger til grund herfor. Resultaterne af denne kontrol opbevares af de uafhængige databeskyttelsesmyndigheder i 18 måneder. Efter denne periodes udløb skal de straks slettes. Hver databeskyttelsesmyndighed kan anmodes af en anden medlems stats uafhængige databeskyttelsesmyndighed om at udøve sine beføjelser under overholdelse af den nationale lovgivning. Medlemsstaternes uafhængige databeskyttelsesmyndigheder gennemfører det samarbejde, der er nødvendigt for deres kontrolopgaver, navnlig gennem udveksling af relevante oplysninger. Artikel 31 Den registreredes rettigheder og skadeserstatning 1. Efter anmodning ifølge den nationale lovgivning, skal den registrerede, efter at have godtgjort sin identitet, under overholdelse af den nationale lovgivning informeres om de oplysninger om den pågældende, der er behandlet, og om deres oprindelse, modtageren eller modtagerkategorierne, formålet med behandlingen og, såfremt det kræves ifølge den nationale lovgivning, retsgrundlaget herfor, og dette skal ske uden urimelige omkostninger, i en almindeligt forståelig form og uden uacceptabel forsinkelse. Desuden har den registrerede ret til at få rettet urigtige oplysninger og til at få slettet uretmæssigt behandlede oplysninger. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at den registrerede i tilfælde af krænkelse af dennes ret til databeskyttelse faktisk kan indgive en klage til en uafhængig domstol, jf. artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, eller en uafhængig tilsynsmyndighed, jf. artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne op­lys­nin­ger 4) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1). , og at den pågældende har mulighed for at gøre sin ret til skadeserstatning eller anden form for erstatning gældende. De nærmere enkeltheder vedrørende proceduren for gennemførelsen af disse rettigheder og grundene til begrænsning af retten til indsigt fastsættes i de relevante nationale retsforskrifter i den medlemsstat, hvor den registrerede gør sin ret gældende. 2. Når den ene medlemsstats organ har leveret personoplysninger i henhold til denne afgørelse, kan den anden medlemsstats modtagende organ ikke unddrage sig sit ansvar over for skadelidte i henhold til national lovgivning med den begrundelse, at de leverede oplysninger var urigtige. Hvis det modtagende organ yder erstatning for en skade, der skyldes brug af urigtige videregivne oplysninger, godtgør det leverende organ det modtagende organ hele det udbetalte erstatningsbeløb. Artikel 32 Oplysninger efter anmodning fra medlemsstaterne Den modtagende medlemsstat underretter efter anmodning den leverende medlemsstat om behandlingen af de leverede oplysninger og resultatet heraf. KAPITEL 7 GENNEMFØRELSESBESTEM MELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER Artikel 33 Gennemførelsesforanstaltninger Rådet vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre denne afgørelse på EU-plan, jf. proceduren i traktatens artikel 34, stk. 2, litra c), andet punktum. Artikel 34 Omkostninger Hver medlemsstat dækker de operative udgifter i forbindelse med sine organers anvendelse af denne afgørelse. I særlige tilfælde kan de berørte medlemsstater aftale andet. Artikel 35 Forbindelsen med andre instrumenter 1. For de berørte medlemsstater finder de relevante bestemmelser i denne afgørelse anvendelse i stedet for de tilsvarende bestemmelser i Prüm­aftalen. Enhver anden bestemmelse i Prüm-aftalen skal fortsat gælde mellem de kontraherende parter i Prüm-aftalen. 2. Uanset medlemsstaternes forpligtelser i henhold til andre retsakter, der er vedtaget i medfør af afsnit VI i traktaten, a) kan medlemsstaterne fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger vedrørende grænseoverskridende samarbejde, som er i kraft på datoen for denne afgørelses vedtagelse, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger ikke er uforenelige med denne afgørelses mål b) kan medlemsstaterne indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger vedrørende grænseoverskridende samarbejde efter denne afgørelses ikrafttræden, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide eller udbygge denne afgørelses mål. 3. De aftaler og ordninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, må ikke berøre forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter i dem. 4. Senest fire uger efter, at denne afgørelse får virkning, underretter medlemsstaterne Rådet og Kommissionen om, hvilke eksisterende aftaler eller ordninger som omhandlet i stk. 2, litra a), de fortsat ønsker at anvende. 5. Medlemsstaterne underretter også Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller ordninger som omhandlet i stk. 2, litra b), senest tre måneder efter deres undertegnelse eller for så vidt angår instrumenter, der allerede er blevet undertegnet, inden denne afgørelse blev vedtaget, senest tre måneder efter deres ikrafttræden. 6. Intet i denne afgørelse berører bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem medlemsstater og tredjelande. 7. Denne afgørelse berører ikke eksisterende aftaler om retshjælp eller gensidig anerkendelse af retsafgørelser. Artikel 36 Gennemførelse og erklæringer 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i denne afgørelse senest et år efter, at afgørelsen får virkning, med undtagelse af bestemmelserne i kapitel 2, med hensyn til hvilke de nødvendige foranstaltninger træffes senest tre år efter, at denne afgørelse og Rådets afgørelse om gennemførelse af denne afgørelse får virkning. 2. Medlemsstaterne underretter Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen om, at de har gennemført de forpligtelser, der følger af denne afgørelse, og afgiver de erklæringer, der er fastsat i denne afgørelse. I forbindelse hermed kan hver medlems stat tilkendegive, at den straks vil anvende denne afgørelse i sine forbindelser med de medlemsstater, der har afgivet samme meddelelse. 3. Erklæringer, der er afgivet i henhold til stk. 2, kan til enhver tid ændres ved hjælp af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet. Generalsekretariatet for Rådet fremsender alle modtagne erklæringer til medlemsstaterne og Kommissionen. 4. På baggrund af disse og andre oplysninger, som medlemsstaterne har stillet til rådighed efter anmodning, forelægger Kommissionen senest den .. 5) EUT: Indsæt venligst dato: Fire år og 20 dage efter offentliggørelsen af denne afgørelse. Rådet en rapport om gennemførelsen af denne afgørelse ledsaget af forslag, som den anser for hensigtsmæssige i forbindelse med en eventuel yderligere udvikling. Artikel 37 Anvendelse Denne afgørelse har virkning 20 dage efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den På Rådets vegne Formand

Bilag 4 til bemærkningerne

Bilag 3 Udkast til rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR – under henvisning til traktaten om Den Euro­pæiske Union, særlig artikel 30 og 32 og arti­kel 34, stk. 2, litra c), under henvisning til initiativ fra Republikken Østrig 1) EUT C 321 af 29.12.2006, s. 45 , under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 2) Udtalelse af … , og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union har Unionen som mål at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed gennem udformning af fælles handling mellem medlemsstaterne inden for politisam­arbejde og retligt samarbejde i kriminalsager. (2) EU's stats- og regeringschefer fastslog i deres erklæring af 25. marts 2004 om solidari­tet imod terrorisme, at de er fast besluttet på, at medlemsstaterne skal tage alle de instru­menter i brug, der står til deres rådighed, med henblik på at yde bistand til en medlemsstat eller en tiltrædende stat på dennes område efter anmodning fra dens politiske myndighe­der i tilfælde af et terrorangreb. (3) Efter angrebene den 11. september 2001 har alle de retshåndhævende myndighe­ders særlige indsatsenheder i medlemsstaterne allerede indledt et samarbejde under task-forcen af politichefer. Dette netværk, der benævnes »Atlas«, har siden 2001 gennemført forskellige seminarer og undersøgelser samt udveksling af materialer og fælles øvelser. (4) Ingen medlemsstat råder over alle de midler og ressourcer og den ekspertise, der er nødvendig for effektivt at kunne imødegå alle mulige former for specifikke eller omfattende krisesituationer, som kræver en særlig indsats. Det er derfor af afgørende betydning, at hver medlemsstat kan anmode om bistand fra en anden medlemsstat. (5) Rådets afgørelse 2008/…/RIA om in­tensivering af det grænseoverskridende sam­arbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (»Prüm­afgørelsen«) og især artikel 18 heri fastlægger forskellige former for politibistand mellem medlemsstaterne i forbindelse med forsamlin­ger af store menneskemængder og lignende store arrangementer, katastrofer og alvorlige ulykker. Nærværende afgørelse omfatter ikke forsamlinger af store menneskemængder, (na­tur)katastrofer eller alvorlige ulykker som omhandlet i artikel 18 i Prüm-afgørelsen, men er et supplement til de bestemmelser i Prüm­afgørelsen, der åbner mulighed for politibistand mellem medlemsstaterne gennem særli­ge indsatsenheder i andre situationer, f.eks. menneskeskabte krisesituationer, der udgør en alvorlig direkte fysisk trussel mod personer, ejendom, infrastrukturer eller institutioner, navnlig gidseltagning, kapring og lignende hændelser. (6) Med disse retlige rammer og en oversigt over de kompetente myndigheder vil medlemsstaterne kunne reagere hurtigt og spare tid, hvis der opstår en sådan krisesitua­tion. Med henblik på at forbedre medlemssta­ternes evne til at forebygge og reagere på sådanne krisesituationer, og navnlig terrorhand­linger, er det af stor betydning, at de særlige indsatsenheder mødes regelmæssigt og tilrettelægger fælles uddannelse, så de kan drage fordel af hinandens erfaringer. TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Formål I denne afgørelse fastlægges almindelige regler og betingelser, som skal gøre det muligt for en medlemsstats særlige indsatsenheder at yde bistand og/eller operere på en anden med­lemsstats område, hvis de er blevet anmodet herom af denne medlemsstat (i det følgende benævnt »den anmodende medlemsstat«) og har indvilget i at gøre det med henblik på at imødegå en krisesituation. De praktiske detaljer og gennemførelsesordninger, der supplerer denne afgørelse, aftales direkte mellem den anmodende og den anmodede medlems stat. Artikel 2 Definitioner I denne afgørelse forstås ved: a) »særlig indsatsenhed«: enhver retshåndhæ­vende enhed i en medlemsstat, der er spe­cialiseret i kontrol af krisesituationer b) »krisesituation«: enhver situation, hvor en medlems stats kompetente myndigheder har rimelig grund til at antage, at der foreligger en strafbar handling, der udgør en alvorlig direkte fysisk trussel mod personer, ejen­dom, infrastruktur eller institutioner i den­ne medlemsstat, navnlig de situationer, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 3) EFT L 164 af 22.6.2002, s. 3. . c) »kompetent myndighed«: den nationale myndighed, der kan fremsætte anmodnin­ger og give tilladelser med hensyn til de­ployering af de særlige indsatsenheder. Artikel 3 Bistand til en anden medlemsstat 1. Gennem en anmodning via de kompetente myndigheder, der beskriver karakteren af den bistand, der anmodes om, samt den operative nødvendighed heraf, kan en med­lemsstat anmode om bistand fra en særlig indsatsenhed i en anden medlemsstat med henblik på at imødegå en krisesituation. Den kompetente myndighed i den anmo­dede medlemsstat kan acceptere eller afvi­se en sådan anmodning eller foreslå en anden form for bistand. 2. Med forbehold af en aftale mellem de berørte medlemsstater kan bistanden bestå af levering af udstyr og/eller ekspertise til den anmodende medlemsstat og/eller gennemførelse af operationer på medlemsstatens område om nødvendigt med brug af våben. 3. I tilfælde af operationer på den anmodende medlems stats område skal embedsmænd fra den særlige indsatsenhed, der yder bistand, have tilladelse til at handle i en støttefunktion på den anmodende medlemsstats område og træffe alle nødvendige for­anstaltninger for at yde den bistand, der anmodes om, når de: a) opererer under den anmodende med­lemsstats ansvar, myndighed og ledelse og i overensstemmelse med den anmo­dende medlems stats lovgivning, og b) opererer inden for rammerne af deres beføjelser i henhold til deres nationale lovgivning. Artikel 4 Civilretligt og straferetligt ansvar Når en medlemsstats embedsmænd opererer inden for en anden medlemsstat, og/eller der anvendes udstyr i henhold til denne afgørelse, finder bestemmelserne om civilretligt og strafferetligt ansvar, der er indeholdt i artikel 21, stk. 4 og 5, og artikel 22 i Prüm-af­gørelsen, anvendelse. Artikel 5 Straferetligt ansvar (udgår). Artikel 6 Møder og fælles uddannelse De deltagende medlemsstater sørger for, at deres særlige indsatsenheder afholder møder og tilrettelægger fælles uddannelse og øvelser, når det er nødvendigt, med henblik på at udveksle erfaringer og ekspertise samt gene­relle, praktiske og tekniske oplysninger om håndtering af en krisesituation. Sådanne møder, uddannelsesaktiviteter og øvelser kan finansieres via de muligheder, der findes i EU's finansielle programmer med henblik på at modtage tilskud via Den Europæiske Unions budget. I den forbindelse skal den medlems stat, der vareta­ger formandskabet i EU, bestræbe sig på at sikre, at sådanne møder, ud­dan­nel­ses­ak­ti­vi­te­ter og øvelser finder sted. Artikel 7 Omkostninger Den anmodende medlemsstat afholder de ope­rative omkostninger, som den anmodede med­lemsstats særlige indsatsenheder pådrager sig i forbindelse med anvendelsen af artikel 3, herunder transport- og opholdsudgifter, medmindre andet aftales mellem de berørte med­lemsstater. Artikel 8 Sammenhængen med andre instrumenter 1. Uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser i henhold til andre retsakter, der vedtages i medfør af afsnit VI i traktaten, især Prüm-afgørelsen: a) kan medlemsstaterne fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger vedrørende grænseoverskri­dende samarbejde, som er i kraft den ... 4) Datoen for denne afgørelses vedtagelse. , for så vidt sådanne aftaler eller ord­ninger ikke er uforenelige med denne afgørelses mål b) kan medlemsstaterne indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger om grænseoverskridende samarbejde eller sætte dem i kraft efter den ... 5) Datoen for denne afgørelses ikrafttræden. , for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at uddybe eller udvide denne afgørelses mål. 2. De aftaler og ordninger, der er omhandlet i stk. 1, må ikke berøre forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter i dem. 3. Medlemsstaterne underretter Rådet og Kommissionen om de aftaler eller ordnin­ger, der er omhandlet i stk. 1. Artikel 9 Afsluttende bestemmelser Generalsekretariatet for Rådet udarbejder og ajourfører listen over de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der kan fremsætte anmodninger og give tilladelser til at yde bistand, jf. artikel 3. Generalsekretariatet for Rådet underretter de i stk. 1 omhandlede myndigheder om enhver ændring af den liste, der er udarbejdet i henhold til denne artikel. Artikel 10 Ikrafttræden Denne afgørelse træder i kraft den … 6) 6 måneder efter vedtagelsen af denne af­gørelse. Udfærdiget i Bruxelles, den På Rådets vegne Formand

Bilag 5 til bemærkningerne

Bilag 4 Rådets afgørelse af 17. december 2003 om undertegnelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om anvendelsen af visse bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og 2001-protokollen hertil(2004/79/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR – under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 24 og 38, og ud fra følgende betragtninger: (1) Rådet udarbejdede den 29. maj 2000 i henhold til artikel 34, stk. 2, litra d), i traktaten om Den Europæiske Union konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions med­lems­stater 1) EFT C 197 af 12.7.2000, s. 1. (i det følgende benævnt »EU-konventionen om gensidig retshjælp«). (2) I nævnte konventions artikel 2, stk. 1, fastsættes det, hvilke af konventionens bestemmelser der udgør en udvikling af Schengen-reglerne som defineret i aftalen af 18. maj 1999 indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne 2) EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36. . (3) Rådet udarbejdede den 16. oktober 2001 i henhold til artikel 34, stk. 2, litra d), i traktaten om Den Europæiske Union protokollen til konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater 3) EFT C 326 af 21.11.2001, s. 1. (i det følgende benævnt »EU-protokollen om gensidig retshjælp«). (4) Ifølge nævnte protokols artikel 15 udgør protokollens artikel 8 en udvikling af Schengen-reglerne som defineret i aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. (5) Ifølge nævnte aftales artikel 8 vil Republik­ken Island og Kongeriget Norge i deres indbyrdes forbindelser og deres forbindelser med Den Europæiske Unions medlemsstater blive bundet af indholdet af disse bestemmelser i EU-konventionen om gensidig retshjælp. (6) I forlængelse af Rådets afgørelse af 19. december 2002 om bemyndigelse af formandskabet for Rådet til at indlede forhandlinger med henblik på anvendelse af visse bestemmelser om retligt samarbejde i kriminalsager på grundlag af artikel 24 og 38 i traktaten om Den Europæiske Union har formandskabet bistået af Kommissionen forhandlet en aftale med Republikken Island og Kongeriget Norge, ifølge hvilken indholdet af de øvrige materielle bestemmelser i EU-konventionen om gensidig retshjælp og EU-protokollen om gensidig retshjælp også vil finde anvendelse på Republikken Island og Kongeriget Norge i deres indbyrdes forbindelser og deres forbindelser med Den Europæiske Unions medlemsstater. (7) Denne aftale bør undertegnes på Den Europæiske Unions vegne med forbehold af senere indgåelse – TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Undertegnelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om anvendelsen af visse bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og 2001-protokollen hertil godkendes hermed på Den Europæiske Unions vegne med forbehold af Rådets afgørelse om indgåelse af nævnte aftale. Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen med forbehold af dens indgåelse. Artikel 3 Denne afgørelse og den hertil knyttede aftale offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2003. På Rådets vegne G. Alemanno Formand Aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om anvendelsen af visse bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og 2001-protokollen hertil DEN EUROPÆISKE UNION, på den ene side, og REPUBLIKKEN ISLAND og KONGERIGET NORGE på den anden side, i det følgende benævnt "de kontraherende parter", SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge uden dog derved at berøre reglerne om beskyttelse af den enkeltes frihed, SOM TAGER I BETRAGTNING, at de nuværende forbindelser mellem de kontraherende parter kræver et snævert samarbejde for så vidt angår bekæmpelse af kriminalitet, SOM UNDERSTREGER, at det er i de kontraherende parters fælles interesse at sikre, at gensidig retshjælp mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge fungerer hurtigt og effektivt på en måde, der er forenelig med de grundlæggende retsprincipper i deres nationale ret, og som tilgodeser den enkeltes rettigheder og overholder principperne i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet den 4. november 1950 i Rom, SOM GIVER UDTRYK FOR gensidig tillid til den måde, hvorpå deres retssystemer er opbygget og fungerer, og til alle de kontraherende parters evne til at sikre en retfærdig rettergang, SOM ER BESLUTTET PÅ at supplere den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og andre konventioner, der er gældende på området, med en aftale mellem Den Europæiske Union, Island og Norge, SOM ANERKENDER, at bestemmelserne i ovennævnte konventioner fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er omfattet af nærværende aftale, SOM UNDERSTREGER, at bestemmelserne i denne aftale og bilag I hertil om gensidig retshjælp i straffesager bygger på principperne i konventionen af 20. april 1959, SOM TAGER I BETRAGTNING, at artikel 2, stk. 1, i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og artikel 15 i protokollen hertil af 16. oktober 2001 omhandler de bestemmelser, der udgør en udvikling af Schengen-reglerne, og som Island og Norge derfor har accepteret i medfør af deres forpligtelser i henhold til aftalen af 18. maj 1999 indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union, Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, SOM TAGER I BETRAGTNING, at Island og Norge har udtrykt ønske om at indgå en aftale, der sætter dem i stand til også at anvende de øvrige bestemmelser i 2000-konventionen om gensidig retshjælp og 2001-protokollen i deres forbindelser med Den Europæiske Unions medlemsstater, og SOM TAGER I BETRAGTNING, at også Den Europæiske Union finder det nødvendigt, at der indgås en sådan aftale, ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER: Artikel 1 1. Med forbehold af bestemmelserne i denne aftale finder indholdet af følgende bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000, udarbejdet af Rådet for Den Europæiske Union i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union, om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, i det følgende benævnt »EU-konventionen om gensidig retshjælp«, anvendelse i forbindelserne mellem Republikken Island og Kongeriget Norge og i de indbyrdes forbindelser mellem hver af disse stater og Den Europæiske Unions medlemsstater: Artikel 4, 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 25 og 26 samt artikel 1 og artikel 24, i det omfang de to sidstnævnte artikler er relevante for nogle af de øvrige artikler. 2. Med forbehold af bestemmelserne i denne aftale finder indholdet af følgende bestemmelser i protokollen af 16. oktober 2001, udarbejdet af Rådet for Den Europæiske Union i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union, til konventionen om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, i det følgende benævnt »EU-protokollen om gensidig retshjælp«, anvendelse i forbindelserne mellem Republikken Island og Kongeriget Norge og i de indbyrdes forbindelser mellem hver af disse stater og Den Europæiske Unions medlemsstater: Artikel 1, stk. 1-5, og artikel 2, 3, 4, 5, 6, 7, 9, 11 og 12. 3. De erklæringer, som medlemsstaterne har afgivet i medfør af artikel 9, stk. 6, artikel 10, stk. 9, artikel 14, stk. 4, artikel 18, stk. 7, og artikel 20, stk. 7, i EU-konventionen om gensidig retshjælp og artikel 9, stk. 2, i EU-protokollen om gensidig retshjælp, finder også anvendelse i forbindelserne med Republikken Island og Kongeriget Norge. Artikel 2 1. For at virkeliggøre målet om at nå frem til en anvendelse og fortolkning af de i artikel 1 nævnte bestemmelser, der er så ensartet som muligt, følger de kontraherende parter løbende udviklingen i den retspraksis, der fastlægges af De Europæiske Fællesskabers Domstol, samt udviklingen i retspraksis ved de kompetente domstole i Island og Norge vedrørende disse bestemmelser. Med henblik herpå oprettes der en ordning for at sikre regelmæssig, gensidig udveksling af oplysninger om denne retspraksis. 2. Island og Norge har adgang til at forelægge processkrifter eller skriftlige bemærkninger for Domstolen i sager, hvor en ret i en medlemsstat har forelagt den et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af bestemmelser nævnt i artikel 1. Artikel 3 Hvis der gives afslag på en anmodning, kan Norge eller Island anmode den anmodede medlemsstat om at indberette ethvert problem, der måtte være opstået i forbindelse med udførelsen af en anmodning, til Eurojust med henblik på en mulig praktisk løsning. Artikel 4 Eventuelle tvister mellem enten Island eller Norge og en af Den Europæiske Unions medlemsstater om fortolkningen eller anvendelsen af denne aftale eller af en af de bestemmelser, der er nævnt i denne aftales artikel 1, kan af en af tvistens parter forelægges på et møde mellem repræsentanter for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater og for Island og Norge med henblik på bilæggelse inden seks måneder. Artikel 5 De kontraherende parter er enige om i fællesskab at tage denne aftale op til fornyet vurdering senest fem år efter dens ikrafttræden. Den fornyede vurdering skal især tage sigte på den praktiske gennemførelse, fortolkningen og udviklingen af aftalen, men kan også omhandle spørgsmål som f.eks. konsekvenserne af den videre udvikling i Den Europæiske Union på det område, som denne aftale omfatter. Artikel 6 1. De kontraherende parter giver hinanden meddelelse om afslutningen af de procedurer, der er nødvendige for, at de kan give deres samtykke til at være bundet af denne aftale. 2. Island og Norge kan, når de giver den i stk. 1 nævnte meddelelse eller på ethvert tidspunkt derefter, hvis dette er fastsat, afgive eventuelle erklæringer som omhandlet i artikel 9, stk. 6, artikel 10, stk. 9, artikel 14, stk. 4, artikel 18, stk. 7, og artikel 20, stk. 7, i EU-konventionen om gensidig retshjælp og artikel 9, stk. 2, i EU-protokollen om gensidig retshjælp. 3. For så vidt angår de relevante bestemmelser i EU-konventionen om gensidig retshjælp træder denne aftale i kraft den første dag i den tredje måned efter den dato, på hvilken generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union har sikret sig, at alle formelle krav er opfyldt for så vidt angår det samtykke til at være bundet af denne aftale, der er givet af parterne eller på deres vegne, eller på den dato, på hvilken EU-konventionen om gensidig retshjælp træder i kraft i henhold til artikel 27, stk. 3, heri, hvis denne dato er den seneste. For så vidt angår de relevante bestemmelser i EU-konventionen om gensidig retshjælp skaber denne aftales ikrafttræden rettigheder og forpligtelser mellem Island og Norge og mellem Island, Norge og de EU-medlemsstater, for hvilke EU-konventionen om gensidig retshjælp er trådt i kraft. 4. For så vidt angår de relevante bestemmelser i EU-protokollen om gensidig retshjælp træder denne aftale i kraft den første dag i den tredje måned efter den dato, på hvilken generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union har sikret sig, at alle formelle krav er opfyldt for så vidt angår det samtykke til at være bundet af denne aftale, der er givet af parterne eller på deres vegne, eller på den dato, på hvilken EU-protokollen om gensidig retshjælp træder i kraft i henhold til artikel 13, stk. 3, heri, hvis denne dato er den seneste. For så vidt angår de relevante bestemmelser i EU-protokollen om gensidig retshjælp skaber denne aftales ikrafttræden rettigheder og forpligtelser mellem Island og Norge og mellem Island, Norge og de EU-medlemsstater, for hvilke EU-protokollen om gensidig retshjælp er trådt i kraft. 5. Efterfølgende opstår sådanne rettigheder og forpligtelser mellem Norge, Island og andre EU-medlemsstater fra den dato, på hvilken EU-konventionen om gensidig retshjælp og/eller EU-protokollen om gensidig retshjælp træder i kraft for sådanne andre EU-medlemsstater. 6. Denne aftale finder kun anvendelse på procedurer med henblik på gensidig retshjælp, der er indledt efter den dato, på hvilken aftalen skaber rettigheder og forpligtelser i henhold til stk. 3 og 4. Artikel 7 Hvis nye medlemsstater i Den Europæiske Union tiltræder EU-konventionen om gensidig retshjælp og/eller EU-protokollen om gensidig retshjælp, skaber dette rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale mellem disse nye medlemsstater og Island og Norge. Artikel 8 1. Denne aftale kan bringes til ophør af de kontraherende parter. Hvis aftalen bringes til ophør af enten Island eller Norge, forbliver den i kraft mellem Den Europæiske Union og den stat, for hvilken den ikke er bragt til ophør. 2. Denne aftales ophør i henhold til stk. 1 får virkning seks måneder efter underretningen om ophør. Procedurer for efterkommelse af anmodninger om gensidig retshjælp, der ikke er fuldført på denne dato, afsluttes i overensstemmelse med denne aftales bestemmelser. 3. Denne aftale bringes til ophør, hvis aftalen af 18. maj 1999, indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, ophører. 4. Denne aftales ophør i henhold til stk. 3 får virkning fra samme dato som den, på hvilken den i stk. 3 nævnte associeringsaftale af 18. maj 1999 ophører, og for samme part eller samme parter. Artikel 9 1. Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union er depositar for denne aftale. 2. Depositaren offentliggør oplysninger om enhver meddelelse vedrørende denne aftale. Artikel 10 Denne aftale er udfærdiget i ét eksemplar på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk, svensk, tysk, islandsk og norsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de dos mil tres. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december to tusind og tre. Geschehen zu Brüssel am neunzehnten Dezember zweitausendunddrei. ΈγινεστιςΒρυξέλλες, στιςδέκαεννέαΔεκεμβρίουδύοχιλιάδεςτρία. Done at Brussels, this nineteenth day of December, in the year two thousand and three. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre deux mille trois. Arna dhéanamh sa Bhruiséil ar an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain dhá mhíle is a trí. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre duemilatre. Gedaan te Brussel, de negentiende december tweeduizenddrie. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de dois mil e três. Tehty Brysselissä yhdeksäntenätoista päivänä joulukuuta vuonna kaksituhattakolme. Som skedde i Bryssel den nittonde december tjugohundratre. Gjört í Brussel nítjánda dag desembermánaðar árið tvö Þúsund og Þrjú. Utferdiget i Brussel den 19. desember 2003. Por la Unión Europea For Den Europæiske Union Für die Europäische Union ΓιατηνΕυρωπαϊκήΈνωση For the European Union Pour l'Union européenne Thar ceann an Aontais Eorpaigh Per l'Unione europea Voor de Europese Unie Pela União Europeia Euroopan unionin puolesta För Europeiska unionen Fyrir hönd Lýðveldisins Íslands For Kongeriket Norge BILAG I Anvendelse på Gibraltar Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bekræfter som ansvarlig medlemsstat for Gibraltar, herunder også Gibraltars udenrigsanliggender, at denne aftale træder i kraft på Gibraltars område, når EU-konventionen af 2000 om gensidig retshjælp og 2001-protokollen hertil udvides til at omfatte Gibraltar, hvilket først kan ske, når Europarådets konvention af 1959 om gensidig retshjælp er udvidet til at omfatte Gibraltar. Det Forenede Kongerige vil da udpege en relevant gibraltarisk myndighed, der skal være kompetent ifølge aftalen. Enhver formel kommunikation med denne myndighed gennemføres i overensstemmelse med de ordninger, der er aftalt mellem Det Forenede Kongerige og Kongeriget Spanien vedrørende Gibraltars myndigheder inden for rammerne af EU-og EF-instrumenter og hermed forbundne traktater, og som medlemsstaterne og Den Europæiske Unions institutioner blev underrettet om den 19. april 2000. Generalsekretæren for Rådet for Den Europæiske Union sender Republikken Island og Kongeriget Norge en kopi af disse ordninger. BILAG II Erklæring fra de kontraherende parter i aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om anvendelse af visse bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og 2001-protokollen hertil. De kontraherende parter er enige om at konsultere hinanden i nødvendigt omfang, når Republik­ken Island eller Kongeriget Norge eller en af EU's medlemsstater mener, at der er grundlag herfor, med henblik på at anvende denne aftale mest effektivt, herunder også for at forebygge enhver uenighed om den praktiske gennemførelse og fortolkning af denne aftale. Konsultationen skal tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde under hensyn til de eksisterende samarbejdsstrukturer. Erklæring fra Republikken Island og Kongeriget Norge Republikken Island og Kongeriget Norge erklærer på baggrund af de bestemmelser i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager, der giver mulighed for direkte kontakt mellem de retlige myndigheder, at deres kompetente retlige myndigheder, hvis behovet opstår, vil foretage de nødvendige undersøgelser gennem det europæiske retlige netværks kontaktpunkter med henblik på at fastlægge, hvilken retlig myndighed i en EU-medlemsstat, der har stedlig kompetence til at fremsætte og efterkomme anmodninger om gensidig retshjælp.

Versioner

  1. 2008-02-27