Forslag til folketingsbeslutning om forundersøgelse af en Kattegatforbindelse
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20072BB00029@2008-01-08/da
Fremsat den 8. januar 2008 af Pia Olsen Dyhr (SF), Hanne Agersnap (SF), Jonas Dahl (SF), Pernille Frahm (SF), Jesper Petersen (SF) og Ole Sohn (SF) Forslag til folketingsbeslutning om forundersøgelse af en Kattegatforbindelse
Folketinget opfordrer regeringen til at sørge for, at der bliver gennemført en forundersøgelse af mulighederne for og konsekvenserne af en fast jernbaneforbindelse over Kattegat, når det gælder transportmønstre, klima, miljø og økonomi.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger 1
Det er vigtigt nogle gange at have store visioner, også trafikpolitisk. Men det er lige så vigtigt at få afprøvet, om visionerne også er bæredygtige. Tanken om en fast forbindelse over Kattegat via Samsø er et eksempel på en sådan vision, der fortjener at blive undersøgt grundigere. Forbindelsen, der på det meste af strækningen føres i en tunnel, vil sammen med en ny, højklasset jernbane hen over Sjælland give mulighed for, at tog kan køre mellem København og Århus på ca. 1 time. Det vil ikke alene udkonkurrere indenrigsfly fra det meste af Jylland. Det vil også være betydeligt hurtigere end at køre i bil. Erfaringer fra udlandet viser netop, at hurtige togforbindelser får mange til at lade bilen stå. Dermed er der god logik i at anlægge en forbindelse til tog alene, som også vil være langt billigere end en fast forbindelse til både tog og biler. En Kattegatforbindelse vil også sikre, at togdriften mellem landsdelene kan opretholdes, selv om f.eks. tunnelen under Storebælt skulle være spærret. En fast Kattegatforbindelse er en langsigtet vision. Den er ikke en undskyldning for ikke at opgradere den nuværende forbindelse fra København over Fyn og Fredericia. Der vil nemlig i alle tilfælde også være god brug for bedre jernbanetilbud på denne strækning. Fordelene ved en Kattegatforbindelse er klare nok, men der er også ulemper. Ud over økonomien drejer det sig om påvirkningen af miljøet og ikke mindst effekten på klimaet, hvor den samlede virkning kan vise sig at være et forøget CO 2 -udslip. Det gælder især, hvis der er tale om en forbindelse, der også omfatter vejtrafikken. Derfor er det sagligt på nuværende tidspunkt at vente med at tage endelig stilling til det visionære projekt, men at få gennemført en forundersøgelse af mulighederne og konsekvenserne af en fast jernbaneforbindelse over Kattegat med hensyn til transportmønstre, klima, miljø og økonomi. Samtidig er der mange andre jernbaneinvesteringer, der presser sig på, som har været undersøgt grundigt, og som stort set kun venter på en politisk beslutning.
Skriftlig fremsættelse
Skriftlig fremsættelse Pia Olsen Dyhr (SF): Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om forundersøgelse af en Kattegatforbindelse. (Beslutningsforslag nr. B 29). Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.