Forslag til Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester\n(Opgørelse af nettoomkostninger ved udbud af forsyningspligtydelser)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/201113L00068@2012-03-13/da
Indhold
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. marts 2012 Forslag til Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 108, s. 51, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2009, nr. L 337, s. 11. (Opgørelse af nettoomkostninger ved udbud af forsyningspligtydelser)
§ 1
I lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester foretages følgende ændring:
1. § 18, stk. 1, affattes således: Forsyningspligtudbydere, der i henhold til § 15, stk. 2, er udpeget til at varetage forsyningspligtydelser omfattet af § 14, stk. 2, eller fastsat i medfør af § 14, stk. 3, har ret til at få dækket dokumenterede nettoomkostninger ved udbud af forsyningspligtydelser, hvor nettoomkostninger for forsyningspligtydelser omfattet af § 14, stk. 2, dog kun dækkes, i det omfang Erhvervsstyrelsen vurderer, at varetagelsen af forsyningspligten udgør en urimelig byrde for den udpegede forsyningspligtudbyder. Nettoomkostningerne opgøres samlet for de forsyningspligtydelser, som er omfattet af § 14, stk. 2, og hver for sig for de forsyningspligtydelser, som er fastsat i medfør af § 14, stk. 3. Nettoomkostningerne beregnes som forsyningspligtudbyderens underskud ved tilvejebringelse og levering af de forsyningspligtydelser, som den enkelte forsyningspligtudbyder i medfør af en udpegning i henhold til § 15, stk. 2, er forpligtet til at udbyde, med fradrag af værdien af forsyningspligtudbyderens eventuelle immaterielle fordele ved at varetage forsyningspligten. Nettoomkostninger dækkes ikke, hvis forsyningspligtudbyderens priser er unormalt lave i forhold til ydelsen.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2012.
Stk. 2. Loven finder alene anvendelse på ansøgninger om underskudsdækning, der vedrører dækning af nettoomkostninger ved udbud af forsyningspligtydelser for tiden efter lovens ikrafttræden.
§ 3
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland.