Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af registreringsafgiften
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20111BB00054@2012-03-20/da
Fremsat den 20. marts 2012 af Ole Birk Olesen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Mette Bock (LA), Villum Christensen (LA), Thyra Frank (LA), Leif Mikkelsen (LA), Joachim B. Olsen (LA), Merete Riisager (LA) og Anders Samuelsen (LA) Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af registreringsafgiften
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter, med henblik på at registreringsafgiften på motorkøretøjer afskaffes inden udgangen af 2012.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger 1
Regeringens planer om at øge beskatningen af leasingbiler for at gøre den sammenlignelig med beskatningen af personbiler har aktualiseret spørgsmålet om registreringsafgiften. Danskerne betaler væsentligt mere for at købe og have bil end borgere i de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det skyldes ud over betydelige grønne afgifter især registreringsafgiften, som for personbiler er 105 pct. af værdien op til 79.000 kr. og 180 pct. af resten. Ud over at fordyre biler urimeligt er den høje registreringsafgift også uhensigtsmæssig i miljø- og sikkerhedsøjemed, da registreringsafgiften reducerer tilskyndelsen til køb af nye biler, hvilket ellers ville medføre, at den danske bilpark blev mindre forurenende og mere sikker grundet de sidste års fremskridt inden for sikkerheds- og miljøteknologi i biler. Dertil kommer, at den høje registreringsafgift øger incitamentet til at fraflytte Danmark, eftersom de danske forbrugerpriser på personlig transport er hele 67 pct. højere end gennemsnittet i EU. Denne tilskyndelse er særlig udtalt, fordi hverken Tyskland eller Sverige pålægger bilkøbere registreringsafgift. Danske bilister bidrog i 2010 med 43 mia. kr. til statsfinanserne via registreringsafgift, vægtafgift, ansvarsforsikringsafgift og brændstofafgifter, mens omkostningerne til anlæg, drift og vedligehold af veje i stat og kommuner i alt kun udgjorde 10 mia. kr. En afskaffelse af registreringsafgiften vil medføre et umiddelbart provenutab på 13,4 mia. kr. i 2010-tal og vil således tilvejebringe en større proportionalitet i beskatningen af danske bilister.
Skriftlig fremsættelse
Skriftlig fremsættelse Ole Birk Olesen (LA) Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af registreringsafgiften. (Beslutningsforslag nr. B 54) Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.