Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af svovl\n(Bundfradrag i svovlafgiften)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/201213L00051@2012-12-14/da
Indhold
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 14. december 2012 Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af svovl 1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48EF. (Bundfradrag i svovlafgiften)
§ 1
I lov om afgift af svovl, jf. lovbekendtgørelse nr. 78 af 8. februar 2006, som ændret senest ved § 12 i lov nr. 1384 af 21. december 2009, foretages følgende ændring:
1. I § 33 indsættes som stk. 7-9: Stk. 7. For varer med et afgiftspligtigt svovlindhold omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, 3 eller 5-7, der anvendes af registrerede virksomheder til formål nævnt i bilag 1 til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, ydes et særligt bundfradrag på 50 g svovldioxid (SO 2 ) pr. anvendt GJ brændsel. For registrerede virksomheder, der ikke måler udledningen, er fradraget på 25 g svovl (S) pr. GJ brændsel, når anvendelsen sker til formål nævnt i bilag 1 til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Fradraget gælder for virksomheder med et brændselsforbrug på mindst 0,1 PJ pr. kalenderår. Fradraget i afgiften gælder indtil udgangen af 2020. Hvis anvendelsen af brændsler omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, 3 eller 5-7, samtidig sker til andre formål end dem, som er nævnt i bilag 1 til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, ses bort herfra i beregningen af det særlige bundfradrag, hvis disse andre formål udgør under 20 pct. af de fremstillede energimængder. Der kan ske overførsel mellem forskellige afgiftsperioder i kalenderåret. For hver afgiftsperiode foretager virksomheden en acontoopgørelse af udledning af svovl, bundfradrag og eventuelle uudnyttede bundfradrag overført fra andre afgiftsperioder. Ved kalenderårets udløb foretages en endelig opgørelse af den samlede svovludledning fratrukket de akkumulerede bundfradrag. Der kan ske overførsel mellem virksomhedens forskellige ovne, kedler m.v. og mellem brændsler omfattet af bundfradrag inden for virksomhedens samme geografiske sted. Stk. 8. Til virksomheder, der fra kraft-varme-værker og hertil knyttede blokvarmecentraler får leveret varme fra varer, som omfattes af § 1, stk. 1, nr. 2, 3 eller 5-7, og hvor den til virksomheden fakturerede og af virksomheden betalte svovlafgift af den til brug for leverancen medgående mængde brændsel kan dokumenteres at udgøre mindst 100.000 kr. pr. år, ydes en godtgørelse svarende til det særlige bundfradrag efter stk. 7 for varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, 3 eller 5-7, når anvendelsen sker til formål nævnt i bilag 1 til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Leveres varmen kun i en del af året, nedsættes grænsen på 100.000 kr. forholdsmæssigt. Stk. 9. Registrerede virksomheder kan vælge mellem fradrag efter stk. 7 eller fradrag efter stk. 1 og 2, indtil reglerne om fradrag efter stk. 1 og 2 udløber for deres vedkommende senest den 1. april 2015. Valget gælder for en periode på 1 kalenderår.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.