Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af de åbne skattelister
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20151BB00054@2016-01-21/da
Fremsat den 21. januar 2016 af Merete Riisager (LA) og Ole Birk Olesen (LA) Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af de åbne skattelister
Folketinget pålægger regeringen at fjerne skattelisterne over selskabers skattebetalinger fra SKATs hjemmeside og fremadrettet ophøre med at offentliggøre disse.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger 1
I 2012 begyndte den daværende regering (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) en praksis, hvorefter SKAT årligt offentliggør selskabers skattebetaling. Baggrunden var »… at øget åbenhed om selskabers skattebetaling vil have en motiverende effekt på selskaberne …«, som daværende skatteminister Thor Möger Pedersen formulerede det, jf. folketingsåret 2011-12, svar på spørgsmål nr. S 1280. Formålet var således at udstille selskabernes eventuelle manglende skattebetaling med det formål at øge skatteindtægterne, hvilket Liberal Alliance finder problematisk af to årsager. For det første giver et selskabs skattebetaling i et enkelt år ikke et retvisende billede af, om et selskab lever op til de danske skatteregler. Der kan være mange gode grunde til, at et selskab betaler et stort beløb eller et lille beløb i selskabsskat. Har selskabet f.eks. haft underskud i løbet af året eller i tidligere år, skal og bør selskabet ikke betale selskabsskat. Det samme gør sig gældende for år, hvor selskabet har haft store investeringer. For det andet er det ikke den rigtige måde at forvalte skatteindkrævningen. Det er Folketingets opgave at lave en rimelig og velfungerende skattelovgivning, og det er SKATs opgave at sikre, at selskaberne overholder denne. Er der problemer med selskabers skattebetaling, skal lovgivningen eller håndhævelsen kigges efter i sømmene. At udstille selskaber for en skattebetaling, som kan være høj eller lav af mange legitime grunde, er helt urimeligt. Liberal Alliance mener på den baggrund, at regeringen bør fjerne skattelisterne over selskabers skattebetalinger fra SKATs hjemmeside snarest og fremadrettet ophøre med at offentliggøre disse oplysninger.
Skriftlig fremsættelse
Skriftlig fremsættelse Merete Riisager (LA) Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af de åbne skattelister. (Beslutningsforslag nr. B 54) Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.