Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om en samlet strategi for elbusser

GældendeVersion 2016-12-07fra 2016-12-08
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20161BB00031@2016-12-07/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bemærkninger til forslaget
  3. Bemærkninger 1
  4. Skriftlig fremsættelse

Fremsat den 7. december 2016 af Rasmus Prehn (S), Magnus Heunicke (S) og Lea Wermelin (S) Forslag til folketingsbeslutning om en samlet strategi for elbusser

Folketinget pålægger regeringen at fremlægge en strategi for elbusser inden udgangen af 2017. Strategien skal indeholde 1) en ambitiøs strategi for en reduktion i antallet af støjplagede danskere og en reduktion i bussers udledning af NO x og andre partikler og af CO 2 , 2) en analyse af mulighederne for at reducere afgiften af el til elbusser, så el til elbusser ikke pålægges højere afgift end diesel og el til tog og letbaner, 3) en analyse af tilskudsmuligheder til opstilling af ladeinfrastruktur til elbusser, på samme måde som der tidligere har været tilskud til infrastruktur til gasbusser, og 4) samfundsøkonomiske analyser af, hvilke alternative drivmidler der samlet set er billigst at anvende i busdriften på forskellige typer busruter, eksempelvis busruter i åbent land og busruter gennem tæt trafik i de større byer.

Bemærkninger til forslaget

Bemærkninger 1

Elbusser er midt i en rivende udvikling. Mange byer i Europa har udskiftet eller er i gang med at udskifte hele buslinjer med elbusser og opladningshybridbusser, fordi elbusser ikke har lokal udledning af CO 2 , partikler, NO x m.v., og fordi elbusser støjer markant mindre end busser med forbrændingsmotorer. Samtidig giver elbusser mulighed for at forbedre servicen for passagererne, fordi busserne kan køre helt ind i bygninger, f.eks. lufthavne og banegårde, på samme måde som letbaner og eltog, der heller ikke har lokal udledning af CO 2 og partikler. Analyser fra Oslo og Stockholm tyder på, at elbusser i mange tilfælde er billigere end dieselbusser og biogasbusser. Afgifterne på el, diesel og biogas spiller dog en meget afgørende rolle for, hvilken teknologi der er billigst for den enkelte busvognmand. I Danmark er afgiften på el tre gange højere end afgiften på diesel. Hertil kommer, at der i en periode har været omfattende støttemuligheder for produktion af biogas og gasoptankningsanlæg til busser, mens der ikke har været samme støttemuligheder for ladeinfrastruktur til elbusser. Derfor er der behov for en samlet strategi for elbusser, som bl.a. andet skal indeholde en samfundsøkonomisk analyse af busdriften, herunder hvilke alternative drivmidler der samlet set er billigst at anvende i busdriften på forskellige typer af busruter, f.eks. busruter i åbent land, busruter gennem tæt trafik i de større byer. Analysen kan efterfølgende eventuelt danne grundlag for tilpasninger af afgiftsstrukturen og eventuelle støttemuligheder, så afgifter og støtte så vidt muligt bliver teknologineutral. Der er ifølge Danmarks Statistik ca. 6.500 busser i rutekørsel i Danmark. Hvis en bus kører 60.000 km om året i gennemsnit, forbruger busser i rutekørsel mere end 150 mio. l diesel om året og udleder 400.000 t CO 2 om året. Dermed har elbusser potentiale til at bidrage meget væsentligt til, at Danmark kan opfylde sine EU-forpligtelser i forhold til reduktion af CO 2 -udledningen fra transporten.

Skriftlig fremsættelse

Skriftlig fremsættelse Rasmus Prehn (S) Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om en samlet strategi for elbusser. (Beslutningsforslag nr. B 31) Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2016-12-07