Forslag til folketingsbeslutning om en kompetenceuddannelse til bestyrelsesmedlemmer i forsyningsselskaber
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20251BB00039@2025-11-21/da
Fremsat den 21. november 2025 af Mads Fuglede (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD), Charlotte Munch (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD) Forslag til folketingsbeslutning om en kompetenceuddannelse til bestyrelsesmedlemmer i forsyningsselskaber
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at bestyrelsesmedlemmer i selskaber, som varetager offentlige forsyningsopgaver inden for vand- og varmeområdet og øvrig kritisk infrastruktur, opnår faglige minimumskompetencer til at varetage deres arbejde.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger 1
Forslaget har til formål at sikre faglige minimumskompetencer i bestyrelserne for selskaber, der varetager offentlige forsyningsopgaver inden for vand- og varmeområdet og øvrig kritisk infrastruktur. Alle nyvalgte eller nyudpegede bestyrelsesmedlemmer skal gennemføre en målrettet bestyrelsesuddannelse inden for 6 måneder efter tiltrædelse. Formålet er at forebygge økonomiske kollaps, beskytte forbrugerne og skabe ansvarlig styring af essentielle forsyninger. Baggrund Odsherred Forsyning er endt i en alvorlig økonomisk krise, der især skyldes et fejlslagent fjernvarmeprojekt. Sagen om Odsherred Forsyning har vist, hvordan manglende styring og beslutninger, hvor der ikke har været tilstrækkelige bestyrelseskompetencer, kan føre til store økonomiske tab for både kreditorer, kommune og forbrugere. Rekonstruktionsplaner og analyser angiver, at den samlede gæld relateret til sagen ligger i størrelsesordenen ca. 1,5 mia. kr., og at kreditorerne må bære store tab. Tilbageværende gæld efter rekonstruktion anslås at skulle tilbagebetales over årtier (»Rekonstruktionsforslag for Odsherred Varme A/S«, odsherredfjernvarme.dk, den 24. juni 2025). I forbindelse med prisfastsættelsen er der dokumenteret markante stigninger i fjernvarmepriserne for borgere i det berørte område. For en standardbolig er der eksempler på varmeudgifter, som er steget fra niveauer omkring 15.000-16.000 kr. årligt til langt over 26.000 kr. årligt i konkrete takstberegninger. Ønsker en standardbolig at udtræde af fjernvarmeordningen, koster udmeldingen 212.255 kr. (»Odsherred voldsom prisstigning træder i kraft fra 1. juni«, danskfjernvarme.dk, den 25. februar 2025). Det har udløst omfattende klager fra kunder og været genstand for behandling i tilsynsinstanser (»1.100 fjernvarmekunder klager samlet til Forsyningstilsynet og Ankestyrelsen«, dr.dk, den 11. april 2025). Odsherred Kommune har desuden stævnet den tidligere ledelse og bestyrelsesmedlemmer med et foreløbigt erstatningskrav på ca. 50 mio. kr. Et krav, som kommunen anfører, kan vokse betydeligt i sagens videre forløb (»Tidligere ledelse i skandaleramt forsyningsselskab stævnes«, tv2east.dk, den 22. april 2025). Disse økonomiske følger gør sagen til en alvorlig lærestreg om behovet for lovgivningsmæssige tiltag, der sikrer kompetent bestyrelsesarbejde i forsyningssektoren. Siden historien om Odsherred Kommune har problemet desværre vist sig ikke at være et enkeltstående tilfælde, da der andre steder også har floreret historier om fejldrevne forsyningsselskaber. Lovbefæstet krav om bestyrelsesuddannelse Folketinget tilskynder regeringen til at fremsætte et lovforslag, som pålægger bestyrelsesmedlemmer i selskaber, der udfører offentlige forsyningsopgaver i Danmark at gennemføre en godkendt bestyrelsesuddannelse inden for 6 måneder efter tiltrædelse. Loven skal omfatte både kommunalt ejede selskaber og private selskaber, der varetager forsyningspligter. Uddannelsens indhold og varighed Uddannelsen skal være praktisk orienteret og modulopbygget i form af f.eks. e-læring kombineret med fysisk fremmøde og skal som minimum dække selskabsret og ansvar, offentligretlige forpligtelser, økonomi og regnskabsforståelse, risikostyring og projektøkonomi, udbuds- og kontraktret, forsyningssikkerhed, forbrugerrettigheder og tilsynsregler. Godkendelses- og tilsynsmyndighed Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet eller et andet relevant ministerium bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af uddannelsesudbydere, indhold, dokumentation og undtagelser for visse bestyrelsesmedlemmer, f.eks. kortere forløb for personer med relevante formelle kvalifikationer. Finansiering og praktisk gennemførelse Omkostninger ved gennemførelse af uddannelsen bør bæres af det pågældende selskab eller dækkes af kommunal refusion i tilfælde af kommunalt ejerskab. Regeringen bemyndiges til at afsætte et mindre puljebeløb til etablering og akkreditering af uddannelsestilbud i opstartsåret. Parterne kan inddrage og samarbejde med faglige organisationer og forbrugerorganisationer som Forbrugerrådet Tænk og lign. ved udvikling af relevant kursusmateriale. Sanktioner ved manglende opfyldelse Loven skal indeholde proportionale retsvirkninger ved manglende gennemførelse. Det kunne være suspendering af bestyrelsesfuldmagten i selskabet for det pågældende medlem, indtil dokumentation for gennemført kursus foreligger, og mulighed for kommunal udskiftning af repræsentanter i tilfælde af gentagen misligholdelse. Nærmere sanktioner fastsættes af regeringen i lovforslaget. Implementering og overgangsordning Vedtagelsen suppleres med en overgangsperiode, således at bestående medlemmer gives op til 6 måneder til at gennemføre uddannelsen, mens nyvalgte eller nyudpegede medlemmer, der er omfattet af loven, også skal opfylde kravet inden for 6 måneder fra tiltrædelsen. Nødvendighed og proportionalitet Hensigten med forslaget er at lave et smalt og proportionalt indgreb. Det handler ikke om at udelukke lokale ildsjæle, men om at sikre minimumskompetencer for at varetage komplekse økonomiske og juridiske opgaver til gavn for forbrugere og skatteydere. Uddannelsen skal være praktisk, kort og målrettet og bør udformes, så den er tilgængelig for frivillige og politisk udpegede repræsentanter. Flere steder er der allerede udbudt visse tilbud om bestyrelseskurser til bestyrelsesarbejde i bl.a. fjernvarmesektoren (»Webinar: Hvad er bestyrelsesansvar – og er du dækket godt nok? «, danskfjernvarme.dk). Forslagsstillerne finder det dog mere effektivt at gøre en sådan uddannelse obligatorisk.
Skriftlig fremsættelse
Skriftlig fremsættelse Mads Fuglede (DD) Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om en kompetenceuddannelse til bestyrelsesmedlemmer i forsyningsselskaber. (Beslutningsforslag nr. B 39) Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.