Forslag til folketingsbeslutning om at fratage fagpersoner, ledere og ejere retten til at arbejde med sårbare borgere, hvis de dømmes for tyveri, vold, overgreb eller velfærdskriminalitet
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20251BB00044@2025-11-21/da
Fremsat den 21. november 2025 af Karina Adsbøl (DD), Dennis Flydtkjær (DD), Marlene Harpsøe (DD), Susie Jessen (DD), Charlotte Munch (DD), Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD) Forslag til folketingsbeslutning om at fratage fagpersoner, ledere og ejere retten til at arbejde med sårbare borgere, hvis de dømmes for tyveri, vold, overgreb eller velfærdskriminalitet
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag i folketingssamlingen 2025-26, der sikrer, at fagpersoner som f.eks. pædagoger og pleje- og sundhedspersonale, ledere og ejere af botilbud, der tager vare på nogle af samfundets mest sårbare grupper, afskæres fra at fortsætte i faget i de tilfælde, hvor de dømmes for tyveri, vold, overgreb eller velfærdskriminalitet såsom økonomisk svindel med offentlige midler i botilbud. Folketinget pålægger derudover regeringen at gøre det obligatorisk at indhente offentlige straffeattester for fagpersoner, ledere og ejere, som arbejder med sårbare borgere.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger 1
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 118, folketingsåret 2023-24. Formålet med forslaget er at sikre, at fagpersoner, ledere og ejere, der tager vare på nogle af samfundets mest sårbare grupper, og som dømmes for tyveri, vold, overgreb, velfærdskriminalitet eller lign., ikke kan vende tilbage til en profession, hvor de fortsat kan være til fare for sårbare borgere. Vi har som samfund en særlig forpligtelse til at passe på vores sårbare borgere. Det gælder f.eks. børn, ældre og mennesker med handicap, som i forskellige grader kan være afhængige af hjælp og støtte fra samfundet. I de tilfælde skal borgerne kunne have tillid til, at dem, de møder i velfærdssystemet, vil dem det bedste. Danmarksdemokraterne finder det uacceptabelt, når fagpersoner, ledere og ejere af botilbud udnytter borgernes tillid og udsathed til f.eks. at begå tyveri, vold, overgreb, velfærdskriminalitet eller lign. Når borgernes tryghed og tillid svigtes, er det en voldsom oplevelse, der i mange tilfælde sætter varige spor. Det skal have konsekvenser, men sådan er det desværre ikke altid i dag. Det ses f.eks., når der falder dom over fagpersoner, ledere og ejere, som har svigtet sin rolle i at varetage omsorgen for borgere, og dommen lyder på en karensperiode på f.eks. 2, 3 eller 5 år, jf. straffelovens § 79 (lovbekendtgørelse nr. 1145 af 5. november 2024), hvorefter den pågældende person ikke kan praktisere sit erhverv. Det er ikke rimeligt, at man efter en periode på f.eks. 2 år kan genoptage sit arbejde, når man en gang har svigtet den tillid, som sårbare borgere og samfundet generelt skal kunne have til fagpersoner, ledere og ejere i velfærdssektoren. I Danmark har vi de senere år set flere eksempler på, at personer, som arbejder med sårbare borgere, på ingen måde kan siges at have levet op til den tillid, vi som samfund med rette må forvente at kunne have til dem, der aktivt vælger en profession, hvor de har til opgave at passe på samfundets mest sårbare borgere. Der har været en voldsom sag fra Plejecenter Tirsdalen i Randers, hvor en social- og sundhedshjælper blev idømt 16 års fængsel som følge af fire drabsforsøg og fire tilfælde af grov vold, hvoraf et var med døden til følge. Det skete alt sammen, på trods af at hun tidligere havde været bortvist fra flere arbejdspladser (»Sosu-hjælper dømt: Hun får 16 års fængsel«, www.tv2ostjylland.dk, den 22. februar 2023). Vi har også oplevet, at bostedet Hjertehusene havde en 32-årg mand ansat, der i 2021 blev idømt i alt 7 års fængsel for massiv kriminalitet og mindre end 4 år efter fremgik af en medarbejderliste hos bostedet, der tager sig af udviklingshæmmede børn og unge (»Narko, bedrageri og historisk fund af hælercentral: Medarbejderliste afslører flere dømte på bosted«, fyns.dk, den 23. august 2025), eller at ejerens søn i samme kæde af botilbud arbejdede som pædagogmedhjælper i Hjertehusene, mens han gik med fodlænke efter at have modtaget en dom for vold (»Ejers voldsdømte søn gik på arbejde med fodlænke på omstridt bosted kort efter fængselsdom«, www.tv2fyn.dk, den 22. august 2025). Personer, der dømmes for vold mod mennesker med handicap, skal ikke varetage plejefunktioner på f.eks. plejehjem, sygehuse og bosteder, og det skal der derfor sættes en stopper for. Heldigvis har langt de fleste mennesker, der vælger en profession, hvor de passer på samfundets sårbare borgere, kun gode intentioner og et ønske om at yde omsorg, pleje og behandling på det højeste niveau. Desværre illustrerer de nævnte eksempler, at der fortsat er behov for at beskytte borgerne mod de få brodne kar på social- og sundhedsområdet, så tilliden til vores dygtige pædagoger, plejepersonale, ledere, ejere m.fl. kan bestå. Det kan dog være svært for arbejdsgiverne at kontrollere, hvem der har begået kriminalitet, da det kun er offentlige myndigheder, der i bestemte situationer kan indhente en offentlig straffeattest på en privatperson, hvis personen har givet samtykke til det. Attesten kan kun blive udstedt, hvis det fremgår af reglerne, at der må udstedes en offentlig straffeattest i den konkrete situation. Ansættes personen f.eks. via et vikarbureau, kan de kun få udleveret en privat straffeattest (»Sosu-hjælper dømt for svindel: »Vil kigge på løsning««, ekstrabladet.dk, den 6. september 2020). Der er i dag stadig ingen muligheder for at indhente en offentlig straffeattest for private leverandører eller vikarbureauer. Danmarksdemokraterne foreslår derfor at fratage fagpersoner, ledere og ejere retten til at arbejde med sårbare borgere for bestandig, hvis man dømmes for tyveri, vold, overgreb, velfærdskriminalitet eller lign. Derudover ønsker Danmarksdemokraterne at gøre det obligatorisk at indhente offentlige straffeattester for fagpersoner, ledere og ejere, som arbejder med sårbare grupper, uanset om ansættelsen sker af en offentlig eller privat leverandør af velfærdsydelser.
Skriftlig fremsættelse
Skriftlig fremsættelse Karina Adsbøl (DD) Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om at fratage fagpersoner, ledere og ejere retten til at arbejde med sårbare borgere, hvis de dømmes for tyveri, vold, overgreb eller velfærdskriminalitet. (Beslutningsforslag nr. B 44) Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.