Gelex

Veterinærdirektoratets instruktion vedrørende forretninger i forbindelse med bekæmpelse af enzootisk leukose hos kvæg.

OphævetVersion 1982-06-01fra 1982-06-01 til 1989-03-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Cirkulære

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/circular/retsinfo/1982/13105@1982-06-01/da

Indhold
  1. Indledning

Til samtlige dyrlæger.

Veterinærdirektoratets instruktion vedrørende forretninger i forbindelse med bekæmpelse af enzootisk leukose hos kvæg.

A. Udtagning, opbevaring, præparation og indsendelse af organmateriale til histologisk undersøgelse.

1) Det påhviler dyrlæger, der udøver kødkontrol eller foretager obduktion, at indsende materiale i alle tilfælde, hvor svulstagtige forandringer findes i lymfeknuder eller organer hos kreaturer.

2) Materialet består dels af formalinfikserede vævsstykker til histologisk undersøgelse, dels af friske ubehandlede vævsdele til bakteriologisk undersøgelse m.v., samt af et glas med blod fra hjertet eller de store karstammer.

3) Det upræparerede materiale udskæres af patologisk forandrede organer eller lymfeknuder og opbevares køligt indtil afsendelsen. Materialet pakkes i en særskilt plasticpose uden at komme i berøring med de formalinbehandlede vævsstykker.

4) Materialet, der skal formalinfikseres, udskæres som vævsstykker på 1/2 x 1 x 1 cm, så vidt muligt på grænsen mellem normalt og forandret væv. Endvidere udskæres vævsstykker af tilsvarende størrelse fra milt, nyre, lever (»lagkagesnit« fra randen), hjerte (spidsen af højre aurikkel), bovlymfeknude og hoftegrenslymfeknude, også selv om disse dele er af normalt udseende. De udskårne vævsstykker nedlægges i en ca. 4 pct. formaldehydopløsning (1 del formalin + 9 dele vand), og efter 24 timers forløb optages de og emballeres i vandtæt materiale (f.eks. plastic). Blodet, der kan omfatte koagler, indsendes i et almindeligt serumglas.

5) Materialet kan kun indsendes til Statens veterinære Serumlaboratorium, Bülowsvej 27, 1870 København V.

Ved indsendelse skal materialet ledsages af oplysninger om ejerens navn og adresse, kreaturets alder, køn og race, og de svulstagtige forandringers lokalisation og omfang, anført på en formular der kan rekvireres i veterinærdirektoratet.

B. Udtagning, behandling og forsendelse af blodprøver.

1) I henhold til bekendtgørelsens § 5 skal dyrlægerne udtage, opbevare og indsende serumblodprøver i overensstemmelse med de anvisninger, der gives af veterinærdirektoratet eller Statens veterinære Serumlaboratorium.

2) Med mindre andet er specielt krævet, udtages der i forbindelse med besætningsundersøgelse kun blodprøver af dyr der er 24 måneder eller ældre.

3) Blodprøver til undersøgelse for enzootisk leukose må kun udtages i vacuumglas og ved hjælp af eengangskanyler. Glassene skal kunne rumme mindst 5 ml. Vacuumglas m.v. kan ikke længere rekvireres fra Statens veterinære Serumlaboratorium, men skal indkøbes af dyrlægen.

4) Før udtagelse af blodprøven skrues eengangskanylen på plasticbeholderen, blodprøveglasset anbringes i holderen, dog uden at gummiproppen perforeres, dette må først ske når kanylen føres ind i venen. Når proppen perforeres, vil det vacuum, der er i glasset, bevirke at en passende mængde blod suges ned i blodprøveglasset. Af hensyn til risikoen for smittespredning er det vigtigt, at eengangskanylerne virkelig benyttes som eengangskanyler.

5) Prøverne må under transport fra ejendommen ikke udsættes for voldsomme rystelser og skal indtil afsendelsen opbevares køligt, men frostfrit.

6) Indsendelse skal finde sted snarest muligt efter udtagningen. Alle blodprøver til undersøgelse for enzootisk leukose skal sendes til Statens veterinære Serumlaboratorium, København. Enkeltprøver kan indsendes i beskyttende hylster i vareprøvekuvert. Til indsendelse af besætningsprøver kan forsendelseskasser rekvireres fra Statens veterinære Serumlaboratorium, København. I forsendelseskasser anbringes prøverne i samme rækkefølge som de tilsvarende numre på blodprøvelisten. Prøver fra flere besætninger kan kun forsendes samlet, når hver enkelt prøve foruden nummer eller navn på det prøvede kreatur er forsynet med besætningsejerens initialer og prøverne fra de enkelte besætninger er anbragt gruppevis. Ved samtidig fremsendelse af flere kasser emballeres efter anvisning fra Statens veterinære Serumlaboratorium.

7) Blodprøveliste skal ledsage prøverne. Listen udfyldes af dyrlægen i det omfang det er angivet i højre margin. Kopier er unødvendige. Kun dyr fra samme besætning må opføres på samme liste. Kreaturernes numre skal på listen anføres i ubrudt rækkefølge og skal svare til nummereringen på glassene.

De prøvede dyrs race angives nederst på blodprøvelisten.

Aldersangivelse er nødvendig, og foretages for dyr under 24 måneder ved at angive alderen i måneder. Hvis intet er angivet går man ud fra at dyret er over 2 år.

Anvendes mere end 1 liste for en besætning (over 20 dyr), skal første liste udfyldes komplet, mens følgende lister kun behøver at forsynes med dyrenes numre og alder samt med underskrift, såfremt den fuldt udfyldte listes identifikationsnummer anføres i den rubrik, der er beregnet til ejerens navn og adresse. Den dyrlæge, der udtager blodprøverne og udfylder listen, forsyner denne med underskrift. Samtlige lister skal underskrives.

8) Transport, undersøgelse og besvarelse fra Statens veterinære Serumlaboratorium varer op til 10 dage.

9) Hvis blodprøver modtages i knuste glas, eller hvis de på anden måde er uegnede til undersøgelse, vil laboratoriet anmode dyrlægen om at indsende erstatningsprøve af det pågældende dyr. Erstatningsprøve indsendes senest en uge efter, at den er rekvireret, ledsaget af laboratoriets rekvisitionsskrivelse samt sædvanlig blodprøveliste, der er forsynet med tydelig påskrift »Erstatningsprøve«, nederst på listen, i rubrikken, der er beregnet til særlige meddelelser til laboratoriet. Laboratoriet tilbageholder undersøgelsesresultatet, indtil erstatningsprøver i fornødent omfang er indgået og undersøgt.

10) Der udtages indtil videre ikke turnusmæssige blodprøver. Påbudte prøver er sådanne, der udtages efter anmodning fra veterinærdirektoratet eller kredsdyrlægen, samt prøver der udtages af enkeltdyr og oprindelsesbesætninger i anledning af indsættelse på forsøgsstationer, individprøvestationer, tyrestationer samt recipientcentraler, og endvidere prøver der udtages i besætninger med dyr der bruges som donorer ved ægtransplantationer. Prøver i forbindelse med blodundersøgelse med henblik på eksport af avlskvæg kaldes eksportprøver, mens private prøver er andre prøver, der udtages efter ejerens ønske.

11) Det offentlige betaler både dyrlægens honorar og laboratorieundersøgelserne i forbindelse med undersøgelse for enzootisk leukose af:

1) Enkeltdyr der skal anses som mistænkt for enzootisk leukose.

2) Blodprøver af dyr der på udtagelsesdagen er 24 mdr. eller ældre i besætninger hvorfra der skal indsættes dyr på forsøgsstationer, individprøvestationer og tyrestationer samt i besætninger med dyr der benyttes som donorer ved ægtransplantationer. Sådanne undersøgelser foretages kun een gang indenfor et tidsrum af 36 måneder. Undersøgelse af enkelte dyr til de omtalte formål betales ikke af det offentlige.

3) Blodprøver af dyr i besætninger hvorfra der eksporteres avlsdyr. Blodprøverne udtages i henhold til importlandets krav. Undersøgelse af enkeltdyrsprøver i anledning af eksport betales ikke af det offentlige.

4) Undersøgelser af dyr og besætninger veterinærdirektoratet påbyder undersøgt.

N.B. Udgifter til undersøgelser foretaget i anledning af salg til recipientcentraler er det offentlige uvedkommende. C. Særlige undersøgelser.

1) I tilfælde af, at der hos et kreatur optræder hævede indolente lymfeknuder skal dyrlægen underrette kredsdyrlægen eller veterinærdirektoratet.

2) Der kan blive tale om indsendelse af særligt materiale til diagnostisk undersøgelse. Dyrlægen vil blive instrueret om fremgangsmåden i hvert enkelt tilfælde. D. Udstedelse af attester.

1) Skriftlig attestation om et kreaturs eller en besætnings sundhedstilstand for så vidt angår enzootisk leukose må kun afgives af en dyrlæge og kun på blanketter, der er udleveret fra eller godkendt af veterinærdirektoratet og i overensstemmelse med derom af veterinærdirektoratet given instruktion.

2) Ved en anerkendt undersøgelse for leukose af enkeltdyr forstås: Undersøgelse af en ustabiliseret blodprøve (vacuumglas og eengangskanyle) fra pågældende dyr foretaget på Statens veterinære Serumlaboratorium, København.

Ved en anerkendt besætningsundersøgelse for leukose forstås: En anerkendt undersøgelse for leukose foretaget på de af besætningens dyr som på dagen for prøvernes udtagelse er 24 mdr. eller ældre. Når der ved en anerkendt besætningsundersøgelse ikke er fundet tegn på enzootisk leukose, kan der indenfor 36 måneder efter prøvens udtagelse afgives attestation på, at besætningen har bestået »en anerkendt undersøgelse for enzootisk leukose«. Datoen for den pågældende prøveudtagning skal altid angives. Når der kræves attestation for den besætning dyret født i eller har opholdt sig i de sidste 12 måneder, skal der, i tilfælde af at dyret er handlet indenfor de seneste 12 måneder, også foreligge attest for de besætninger hvor dyret har opholdt sig i dette tidsrum. Attestationen skal vise at oprindelsesbesætningerne indenfor de seneste 36 måneder før dyrets afgang fra besætningen har bestået en anerkendt undersøgelse for enzootisk leukose.

3) Ved udstedelse af oprindelses- og sundhedsattest i forbindelse med eksport af avls- og brugskvæg kan gøre sig særlige eller supplerende krav gældende med hensyn til såvel leukoseundersøgelse som attestation.

4) Attestation må ikke afgives for kreaturer i besætninger der er angrebet af eller mistænkt for at være angrebet af enzootisk leukose. Savner dyrlægen kendskab til disse forhold, skal fornødne oplysninger indhentes hos kredsdyrlægen eller i veterinærdirektoratet.

P.V.V.

J.C. Flensburg

Denne instruktion erstatter veterinærdirektoratets instruktion af februar 1979 om samme emne.

Versioner

  1. 1982-06-01 · til 1989-03-08