Instruks om beskyttelses- og bekæmpelsesforanstaltninger ved mistanke om og ved udbrud af mund- og klovesyge på et slagteri
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Cirkulære
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/circular/retsinfo/1985/13215@1985-07-08/da
Indhold
I medfør af § 4 i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene fastsættes, at ved mistanke eller konstatering af mund- og klovsyge på et slagteri skal den kontrollerende dyrlæge foranledige:
1) isolation af det/de mistænkte eller angrebne dyr;
2) forbud mod al yderligere indsamling af dyr. Dyr, der er under transport til slagtning skal tilføres,
3) forbud mod fraførsel af dyr, kød og affald, transportvogne, biler, redskaber, tøj m.v.;
4) forbud mod, at nogen person forlader virksomheden undtagen efter tilladelse fra den kontrollerende dyrlæge;
5) at der straks rettes henvendelse til Veterinærdirektoratet og pågældende veterinærinspektør. Veterinærdirektoratet giver den kontrollerende dyrlæge nærmere instruktion og anmoder kredsdyrlægen om at udtage det fornødne materiale fra de(t) mistænkte/angrebne dyr med henblik på en bekræftelse/afkræftelse af diagnosen mund- og klovsyge, og
6) at der rettes henvendelse til politiet om assistance til kontrol af påbudene givet i 3) og 4).
Den kontrollerende dyrlæge kan tillade, at personer forlader virksomheden på betingelse af, at
a) personernes overtræksbeklædning forbliver på området til vask og desinfektion,
b) personernes hænder og ansigt vaskes og desinficeres inden virksomheden forlades,
c) personernes fodtøj rengøres og desinficeres inden virksomheden forlades,
d) det pålægges personerne at tage direkte hjem, hvor der tages bad og skiftes klæder fra yderst til inderst. De anvendte klæder vaskes i varmt sæbevand.
e) det pålægges personerne i 48 timer herefter ikke: - at have kontakt med klovbærende dyr, - at aflægge besøg på ejendomme og lignende, hvor der holdes klovbærende dyr.
Til desinfektion af fodtøj og tøj kan anvendes 0,2% opløsning af natriumhydroxyd og til desinfektion af hænder og ansigt en 0,2-1% opløsning af citronsyre.
Erik Stougaard
/J.M.Westergaard