Gelex

Revisionsinstruks for tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens ressortområder

OphævetVersion 1996-06-11fra 1996-06-11 til 2004-12-21
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Cirkulære

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/circular/retsinfo/1996/3370@1996-06-11/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
  2. Underskrift 1

Bevillingshaver modtager et bevillingsbrev og denne instruks.

En kopi af disse skal videregives til revisor sammen med en kopi af ansøgningen.

§ 1.

Stk. 1. Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor, af Kommunernes Revisionsafdeling, af Revisionsdirektoratet for Københavns Kommune eller af andre kommunale revisionsorganer.

Stk. 2. Revisionen omfatter eventuelle delregnskaber for projektet samt det samlede regnskab for projektet.

§ 2.

Stk. 1. Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. (lovbekendtgørelse nr. 489 af 24. juni 1991). Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages ligeledes en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved gennemførelsen af de projekter, der er omfattet af regnskabet.

§ 3.

Stk. 1. Revisor skal udføre revision i årets løb. Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser. Revisionens omfang afhænger af projektets administrative struktur og de etablerede forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen. Sædvanligvis omfatter revisionen 1-2 revisionsbesøg årligt, herunder 1 uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn.

§ 4.

Stk. 1. Bevillingshaver skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af projektets regnskab. Bevillingshaver skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv. Endvidere har Rigsrevisionen adgang til at foretage en nærmere gennemgang af regnskabsmaterialet, jf. rigsrevisorlovens § 6, jf. § 4.

§ 5.

Stk. 1. Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give bevillingshaveren meddelelse herom, samt påse, at den pågældende inden 3 uger giver tilskudsyder meddelelse herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere tilskudsyder. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.

§ 6.

Stk. 1. Påtegning. Det reviderede regnskab forsynes med en påtegning, hvoraf det skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne instruks, og at midlerne til bevillingshaveren er anvendt til det bevilgede formål. Eventuelle forbehold skal fremgå af påtegningen.

Stk. 2. Eventuelle delregnskaber indsendes i revideret form til tilskudsyder. Det reviderede samlede regnskab indsendes til tilskudsyder.

§ 7.

Stk. 1. Revisor fører en revisionsprotokol, som indsendes sammen med regnskabet. I revisionsprotokollen indføres beretning om, hvilke revisionsarbejder der er udført, samt alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Specielt oplyses om revisors undersøgelser af samt vurdering og konklusioner vedrørende projektets interne kontrol og registreringssystemer, projektets formål (herunder, hvorvidt der er forekommet dispositioner, der ikke vedrører formålet), sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. I revisionsprotokollen indføres beretning om den udførte revision herunder: - om revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbetingelser, - om revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om, - om statsstøtten er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, og er opgjort i overensstemmelse med gældende regler. I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om eventuelle særlige kontrolarbejder, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning eller assistance.

Stk. 2. I tilfælde, hvor det samlede offentlige tilskud til projektet ikke overstiger 750.000 kr. årligt, kan revisionsprotokollen udelades, og i stedet anføres i revisionspåtegningen de bemærkninger, som revisionen har givet anledning til.

§ 8.

Stk. 1. Nærværende instruks træder i kraft den 11. juni 1996 og finder anvendelse fra 2. januar 1996.

Stk. 2. Såfremt revisor inden instruksens ikrafttræden har påtegnet et projektregnskab omfattet af denne instruks, om at revision er foretaget, skal ny revision kun undtagelsesvis finde sted.

Underskrift 1

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 11. juni 1996 Ulla W. Skjøth / Finn Kristensen

Versioner

  1. 1996-06-11 · til 2004-12-21