Gelex

1990 BRB 30 BERETNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN OPLYSNINGSKAMPAGNE OM FN-KONVENTIONEN OM BARNETS RETTIGHEDER NR B 30 1990-91, 2. SAMLING

GældendeVersion 1991-06-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/19902EA00030@1991-06-21/da

Indhold
  1. Indledning

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:

Dansk Folkeoplysnings Samråd,

Dansk Ungdoms Fællesråd og

Dansk Unicef Komite.

Da der ikke kunne opnås flertal for folketingsbeslutningens vedtagelse, udtaler et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) følgende:

I år vil der til oplysningskampagnen kunne anvendes den ene million kroner, der er afsat på finansloven. Det er flertallets opfattelse, at der bør afsættes et større beløb, formentlig 3 mio. kr., på næste års finanslov, og man ønsker allerede nu at tilkendegive denne hensigt med henblik på planlægningen af det kommende års oplysningskampagne.

Det er flertallets opfattelse, at kampagnen bedst kan gennemføres som foreslået af Dansk Unicef Komite, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Dansk Ungdoms Fællesråd i brev til Folketinget af 5. april 1990. Det er dog flertallets opfattelse, at den ene foreslåede repræsentant for Socialministeriet bør suppleres med endnu een udpeget af Socialministeriet, formentlig fra den tværministerielle arbejdsgruppe.

Flertallet skal i øvrigt opfordre til, at den foreslåede koordinationsgruppe udarbejder oplæg til oplysningskampagnen for 1992, således at der på dette grundlag vil kunne tages endelig stilling i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 1992.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) har noteret sig, at der iværksættes en informationskampagne om FN-konventionen om barnets rettigheder baseret på 1 mio. kr. afsat hertil på finansloven for 1991.

Mindretallet har endvidere noteret sig, at socialministeren i besvarelser til Retsudvalget har oplyst, at oplysningskampagnen planlægges tilrettelagt således, at det tværministerielle børneudvalg i samarbejde med relevante organisationer og foreninger står for udarbejdelse af informationsmateriale af forskellig art om konventionen. Blandt de organisationer, som vil blive direkte inddraget i arbejdet, har ministeren i et svar nævnt Dansk Unicef Komite, ligesom Dansk Folkeoplysnings Samråd og Dansk Ungdoms Fællesråd vil blive involveret.

Det fremgår af ministerens besvarelse af et af udvalgets spørgsmål, at formidlingen af debatmaterialet skal foregå lokalt med udgangspunkt i de forskellige eksisterende fora for børn og voksne. Dette betyder, at materialet skal være udarbejdet, så det er tilgængeligt i flere forskellige sammenhænge bl.a. i undervisningsøjemed.

Endvidere har ministeren oplyst, at man i forbindelse med oplysningskampagnen vil søge at få gjort dags- og fagpresse samt tv og radio interesseret i at sætte fokus på FN-konventionen.

Med udgangspunkt i, at man fra centralt hold udarbejder materialet, mens den praktiske gennemførelse af kampagnen sker lokalt, vil der for den ene million kroner, som allerede er afsat på finansloven, kunne gennemføres en oplysningskampagne, som umiddelbart må anses for at opfylde forpligtelsen til at udbrede kendskabet til konventionen.

Mindretallet er imidlertid parat til at se på spørgsmålet om at afsætte midler også i 1992 til oplysning om FN-konventionen for herigennem at udbrede kendskab til konventionens bestemmelser og betydning for børn og unge, f.eks. via Dansk Unicef Komite. Effekten af den oplysningskampagne, som iværksættes nu, må indgå som grundlag for beslutning herom.

P. u. v.

Grove

formand

Versioner

  1. 1991-06-21