Gelex

Betænkning over Forslag til lov om ændring af indfødsretsloven og udlændingeloven (Frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig)

GældendeVersion 2002-02-21fra 2002-02-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/200124L00144@2002-02-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1
  3. Bilag 2

1. Ændringsforslag

Der er stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 12. december 2001 og var til 1. behandling den 11. januar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Indfødsretsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 38 i folketingsåret 2001-02, 1. samling. Den 3. januar 2001 sendte integrationsministeren de indkomne høringssvar fra en høring over et udkast til lovforslaget samt et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Spørgsmålet og svaret er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet stemmer imod det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten går naturligvis ikke ind for, at det skal være straffrit at opnå statsborgerskab ved svig. Derfor er mindretallet også tilhænger af, at det skal kunne straffes, hvis en person erhverver dansk indfødsret ved svig, hvilket der allerede i den nugældende lovgivning findes mulighed for, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, som er optrykt som bilag 2 til betænkningen. Derfor finder mindretallet det helt hen i vejret således som det er foreslået at tilføje en yderligere straf, nemlig frakendelse af statsborgerskabet. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er der tale om et ganske lille problem, der efter mindretallets opfattelse udmærket kan bekæmpes gennem idømmelse af sanktioner som dem, der allerede er mulighed for. Mindretallet ønsker tillige at understrege, at det er vigtigt, at Danmark også arbejder for at mindske statsløsheden i verden, således som det er FN s intention.

Et andet mindretal i udvalget (RV og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Af et mindretal (SF, EL og KRF) , tiltrådt af et mindretal (RV) :

1. Stk. 2 udgår.

[Ændring af lovens anvendelsestidspunkt]

Det foreslås, at loven ikke skal finde anvendelse før lovens ikrafttræden. Det skal således alene være muligt at frakende indfødsret, som er erhvervet ved svig i sager efter lovens ikrafttræden. Forslagsstillerne finder det generelt retssikkerhedsmæssigt dybt betænkeligt, at love, der bebyrder borgerne, tillægges tilbagevirkende gyldighed. Det anerkendes ganske vist, at frakendelse af indfødsret ved svig ikke er en strafferetlig sanktion i formel forstand, og at lovforslagets bestemmelser derfor ikke omfattes af menneskerettighedskonventionens artikel 7. Når imidlertid henses til, at anklagemyndigheden vil være part i sagerne, at sagerne vil skulle føres i straffeprocessuelle rammer, og at frakendelse af indfødsret i langt de fleste tilfælde vil være mere bebyrdende for den pågældende end en konventionel bøde- eller fængselsstraf, synes lovforslagets bestemmelser at kunne medføre så alvorlige indgreb i den enkeltes integritet, at de må sidestilles med straffebestemmelser, som ikke bør tillægges tilbagevirkende gyldighed.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 57 * Enhedslisten (EL) 4

Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4

Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1

Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1

Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1

Det Radikale Venstre (RV) 9

* Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 33 Bilagsnr. Titel 1 Kommenteret høringsoversigt samt kopi af de modtagne høringssvar 2 Meddelelse om åbning for spørgsmål til lovforslaget 3 Tidsplan for udvalgets arbejde med lovforslaget 4 Spm. 1 om redegørelse for, i hvilket omfang personer, der har erhvervet dansk indfødsret ved svig, vil kunne straffes efter straffeloven og med hvilken strafferamme, til integrationsministeren 5 Svar på spm. 1 om redegørelse for, i hvilket omfang personer, der har erhvervet dansk indfødsret ved svig, vil kunne straffes efter straffeloven og med hvilken strafferamme, fra integrationsministeren 6 1. udkast til betænkning

Bilag 2

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål til integrationsministeren og dennes svar herpå Spørgsmålet og integrationsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra SF og EL. Spørgsmål 1: Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang personer, der har erhvervet dansk indfødsret ved svig, vil kunne straffes efter straffeloven og i givet fald efter hvilke bestemmelser og med hvilken strafferamme. Svar: Strafbarheden af et svigagtigt forhold udvist i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret vil afhænge af karakteren af det udviste forhold. Hvis en person f.eks. har afgivet urigtige oplysninger i en ansøgning om naturalisation, vil den pågældende efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 161. Efter denne bestemmelse straffes den, som for eller til en offentlig myndighed afgiver en falsk erklæring på tro og love eller på lignende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt. Straffen for afgivelse af falsk erklæring på tro og love er bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år. Et andet eksempel er beskrevet i pkt. 3.1.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det drejer sig om en situation, hvor det ikke er ansøgeren selv, der har afgivet urigtige oplysninger m.v., men en anden person, som har handlet efter aftale med eller i øvrigt på foranledning af ansøgeren, f.eks. ved efter aftale med ansøgeren at møde til den samtale, hvor ansøgerens danskkundskaber skal vurderes. Hvis den anden person i forbindelse med samtalen foreviser f.eks. et pas, som er forfalsket ved udskiftning af billede, vil den pågældende efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 171. Efter denne bestemmelse straffes den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. Efter straffelovens § 172 er straffen for dokumentfalsk fængsel, der bl.a. i tilfælde af, at dokumentet angiver sig at indeholde en offentlig myndigheds afgørelse, eller at det er en offentlig forskrivning, kan stige til fængsel i 8 år. Under formildende omstændigheder er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år. Hvis den anden person derimod i forbindelse med samtalen f.eks. foreviser ansøgerens pas under foregivende af, at han er ansøgeren, vil den pågældende efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 174. Efter denne bestemmelse straffes bl.a. den, som i retsforhold gør brug af et ægte dokument som vedrørende en anden person end den, hvem det virkelig angår. Straffen for dokumentmisbrug er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

I begge disse situationer vil ansøgeren kunne straffes for medvirken efter straffelovens § 23.

Versioner

  1. 2002-02-21