Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. \n(Aktivering af Landsbyggefondens midler)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/200214L00123@2002-11-21/da
Indhold
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. november 2002 og var til 1. behandling den 12. november 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 8. oktober 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del - bilag 10. Den 6. november 2002 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar, og den 8. november 2002 sendte økonomi- og erhvervsministeren et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet to spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF, RV og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Udgangspunktet for Socialdemokratiet er, at alle skal have tryghed for, at de uanset sociale omstændigheder kan bo i en god bolig, i et godt boligområde, som danner rammen om et trygt liv. Samtidig er det også afgørende for Socialdemokratiet, at det enkelte menneske får frihed til at vælge den bolig, der passer bedst i de forskellige livsfaser. Tilsvarende bør boligpolitikken følges op af en aktiv bypolitik, hvor det boligsociale ansvar er medinddraget. Det er jo det enkelte menneskes trivsel, det drejer sig om.
Derfor er by- og boligpolitikken også en af søjlerne i Socialdemokratiets vision for fremtidens velfærdspolitik.
Når Socialdemokratiet som parti går med i boligaftalen, er det fordi, partiet er meget enige i behovet for at få sat mere gang i nybyggeriet. Den tidligere socialdemokratisk ledede regering banede vejen for, at kommunerne med favorable priser var begyndt at bygge flere boliger.
Den linje skal fortsættes. Alt for mange mennesker står i akut bolignød. Derfor er det særdeles positivt, hvis der kommer mere gang i byggeriet, herunder også byggeriet af boliger til folk med begrænsede indkomster. Her er det stadig væk kommunerne, som er omdrejningspunktet.
Men Socialdemokratiet gør opmærksom på, at der ikke bliver etableret flere boliger af kommunerne, fordi den økonomiske byrde er lagt over på Landsbyggefonden, som nu skal betale en væsentlig del af udgifterne.
Socialdemokratiet vil også fremhæve, at det er store veksler, der her bliver trukket på beboerne i den almene sektor. For at acceptere dette har forudsætningen været for Socialdemokraterne, at lejerne i den ældre del af den almene sektor samtidig blev sikret mulighed for at få renoveret og forbedret deres boliger, så de også får en tidssvarende bolig.
Socialdemokratiet fik med i aftalen, at der bliver mulighed for at investere 1,5 mia. kr. årligt frem til 2008 til renovering og forbedring. Beløbsmæssigt svarer det til det forslag, som den tidligere socialdemokratisk ledede regering fremlagde. Det er Socialdemokraterne godt tilfredse med, men vil fremhæve, at Socialdemokraterne er helt på det rene med, at behovet ikke er dækket ind med de afsatte penge frem til 2008.
Der er et stort og veldokumenteret behov for forbedringer og renoveringer af de almene boligområder et behov, det bliver nødvendigt også fremover at tilgodese, hvis ikke lejerne skal opleve deres boliger forslumre. Det vil være samfundsmæssigt meget uøkonomisk, og set ud fra et lejersynspunkt dybt usolidarisk, hvis ikke de får glæde af deres egne indbetalte penge også til dette formål.
Naturligvis glæder Socialdemokratiet sig over, at Landsbyggefonden får lov til at anvende penge til dækning af udgifter til beboerrådgivere. Men det er ikke ligefrem nogen svimlende indsats, regeringen prioriterer på dette område. Socialdemokratiet tror, det er en uklog prioritering. Erfaringerne viser, hvor stor effekt en sådan indsats har. Derfor vil Socialdemokraterne også ved forhandlingerne om finansloven på anden måde foreslå at finde disse tiltrængte midler til løsning af boligsociale formål.
Socialdemokratiet vil også udtrykke glæde over de 50 mio. årligt, der er afsat til støtte til forbedringer rettet mod handicappede og tilgængelighed i den bestående almene boligmasse, dels det meget positive i forliget, som Socialdemokraterne har fået med om boliger til yngre fysisk handicappede. Det er godt, at kommunernes og amternes incitamenter til at bygge sådanne boliger nu styrkes. Det er uværdigt, at yngre handicappede mennesker skal bo på plejehjem beregnet for helt andre grupper af beboere. Socialdemokraternes håb er , at kommuner og amter vil afsætte de nødvendige penge til driften af disse boliger, når anlægsudgifterne nu begrænses så stærkt.
Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Enhedslisten mener, at lovforslaget har været nødvendigt, idet det ikke har været muligt for regeringen at finde en forhandlingsløsning med Landsbyggefonden.
Enhedslisten vil gerne støtte boligbyggeriet, men det er ikke en socialt afbalanceret finansieringsform, der fremlægges. Lejerne bliver mod deres vilje tvunget til at finansiere den statslige andel af nybyggeriet med de opsparede midler, der burde henstå til renovering og vedligeholdelsesarbejder. Enhedslisten er modstandere af lovforslaget, der i sidste ende kan pålægge lejerne voldsomme huslejestigninger med baggrund i nødvendige reparationer, fordi staten har inddraget opsparingen.
I kombination med den førte skattepolitik er lovforslaget dybt asocialt, og Enhedslisten stiller sig tvivlende over for omfanget af nybyggeriet og dermed løsningen af de kolossale boligproblemer.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 55 * Enhedslisten (EL) 4
Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4
Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1
Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1
Det Radikale Venstre (RV) 9 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 2
* Heraf 1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 53 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar, fra økonomi- og erhvervsministeren 2 Meddelelse om tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 3 Høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren 4 Meddelelse om revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 5 Spm. 1 vedrørende sammenhængen mellem den tilbagediskonterede støtte til alment byggeri, til økonomi- og erhvervsministeren Spm. 2 vedrørende, hvilke rentesatser der har ligget til grund for støtteberegningen i finanslovforslagene for 2001, 2002 og 2003, til økonomi- og erhvervsministeren 6 Svar på spm. 1 vedrørende sammenhængen mellem den tilbagediskonterede støtte til alment byggeri, fra økonomi- og erhvervsministeren 7 Svar på spm. 2 vedrørende, hvilke rentesatser der har ligget til grund for støtteberegningen i finanslovforslagene for 2001, 2002 og 2003, fra økonomi- og erhvervsministeren 8 1. udkast til betænkning 9 2. udkast til betænkning