Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v. og lov om ændring af lov om leje af almene boliger, lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene, lov om individuel boligstøtte, lov om social service og lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. \n(Ommærkning til almene ungdomsboliger og udvidelse af selvejende ungdomsboliginstitutioner m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/200214L00139@2002-11-21/da
Indhold
1. Ændringsforslag
Økonomi- og erhvervsministeren har stillet ét ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. november 2002 og var til 1. behandling den 12. november 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 8. oktober 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del - bilag 11. Den 7. november 2002 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar, og den 8. november 2002 sendte økonomi- og erhvervsministeren et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Boligselskabernes Landsforening.
Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet to spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af økonomi- og erhvervsministeren stillede ændringsforslag.
Socialdemokraterne mener, at selv om lovforslaget om ommærkning (omdannelse) af små lejligheder til ungdomsboliger for uddannelsessøgende i de store uddannelsesbyer ikke er en del af Socialdemokratiets boligaftale med regeringen, støtter Socialdemokraterne forslaget, fordi der er et skrigende behov for flere ungdomsboliger.
Under 1. behandling i Folketinget pegede Socialdemokraterne på, at en øvre grænse på 50 m 2 for en lejlighed, der ønskes omdannet fra familielejlighed til en almen ungdomsbolig, i praksis er for firkantet, ikke mindst i København, hvor halvdelen af boligerne er på 2 værelser eller derunder. Socialdemokratiet ønsker en mere fleksibel grænse, hvor det overlades til kommunalbestyrelserne ud fra de lokale forhold at afgøre, om lejligheder, der er lidt større end de 50 m 2 , kan ommærkes til ungdomsboliger.
Socialdemokratiet er derfor tilfreds med, at økonomi- og erhvervsministeren under debatten i Folketinget og efterfølgende på regeringens vegne har foreslået følgende ændring af lovforslaget, jf. L 55 bilag 8: » En aftale om ommærkning af almene familieboliger til almene ungdomsboliger kan som udgangspunkt omfatte almene familieboliger, hvis areal ikke overstiger 50 m 2 . For at sikre en fleksibel ordning, hvor det omtalte arealkrav ikke er en absolut grænse, foreslås det, at kommunen kan aftale, at en ommærkning endvidere kan omfatte almene familieboliger med et areal på mellem 50 og 55 m 2 , hvis særlige forhold vedrørende den enkelte bebyggelse/ejendom, herunder bebyggelsens beboersammensætning, taler herfor, eller hvis hensynet til kommunens samlede boligforsyning, herunder balancen mellem boligtyperne, ikke taler imod. «
Socialdemokratiet skal samtidig understrege, at det forventes, at kommunerne i øvrigt bygger flere almene ungdomsboliger ved at udnytte de frie muligheder, de har til dette.
Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, og stemmer imod det af økonomi- og erhvervsministeren stillede ændringsforslag.
Enhedslisten vil arbejde for flere boliger af alle typer. De seneste år er køen til kollegier og ungdomsboliger eksploderet samtidig med, at byfornyelsen i de større byer har medført lejlighedsnedlæggelser af netop små, billige lejemål til unge. Det har medført en rekordstor boligkø af unge.
En ommærkning til ungdomsboliger vil uvægerligt blot flytte nogle boligsøgende ind, mens udflytterne så kan stille op bagerst i køen til andre lejemål, som der også er mangel på.
Personkredsen er for snæver og socialt skæv, idet uddannelsessøgende gives fortrinsret, ligesom børn af pensionskassemedlemmer stilles bedre. Det er nødvendigt at arbejde for boligløsninger, der hjælper bredere og giver kommunerne mulighed for at løse deres boligsociale forpligtelser.
Lovforslaget vil hverken på kort eller langt sigt løse noget. Derfor stemmer Enhedslisten imod.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Af økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
1) Nr. 1 affattes således:
» 1. I § 4 indsættes som nr. 8:
» 8) Almene familieboliger, hvis bruttoetageareal ikke overstiger 50 m 2 , og som kommunalbestyrelsen efter aftale med boligorganisationen beslutter fremover skal mærkes som almene ungdomsboliger. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte, at almene familieboliger med et bruttoetageareal på mellem 50 og 55 m 2 fremover skal mærkes som almene ungdomsboliger, hvis særlige forhold vedrørende den enkelte ejendom, herunder ejendommens beboersammensætning, taler herfor, eller hvis hensynet til kommunens samlede boligforsyning, herunder balancen mellem boligformerne, ikke taler imod. ««
[Mulighed for ommærkning af almene familieboliger til almene ungdomsboliger for boliger med et bruttoetageareal på mellem 50 og 55 m 2 ]
For at sikre en mulighed for fleksibilitet ved omdannelse af små familieboliger foreslås, at kommunalbestyrelsen endvidere efter aftale med boligorganisationen kan beslutte, at almene familieboliger med et bruttoetageareal på mellem 50 og 55 m 2 fremover skal mærkes som almene ungdomsboliger, hvis særlige forhold vedrørende den enkelte ejendom, herunder ønsket om at fremme en socialt mere afbalanceret beboersammensætning, taler herfor, eller hvis hensynet til kommunens samlede boligforsyning, herunder især balancen mellem ungdomsboliger og familieboliger, ikke taler imod.
Det er ikke hermed tilsigtet at forhøje den standardmæssige størrelse af ungdomsboligen. Ændringsforslaget tilsigter, at det undgås, at boliger med en ubetydelig overskridelse af arealkravet på 50 m 2 ikke kan ommærkes, selv om det ud fra en samlet vurdering må betragtes som det mest hensigtsmæssige.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 55 * Enhedslisten (EL) 4
Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4
Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1
Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1
Det Radikale Venstre (RV) 9 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 2
* Heraf 1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 55 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar, fra økonomi- og erhvervsministeren 2 Meddelelse om tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 3 Høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren 4 Henvendelse af 11/11-02 fra Boligselskabernes Landsforening 5 Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 11/11-02 fra Boligselskabernes Landsforening, til økonomi- og erhvervsministeren 6 Meddelelse om revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 7 Spm. 2 vedrørende større fleksibilitet ved ommærkning af boliger, til økonomi- og erhvervsministeren 8 Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 11/11-02 fra Boligselskabernes Landsforening, fra økonomi- og erhvervsministeren 9 Svar på spm. 2 vedrørende større fleksibilitet ved ommærkning af boliger, fra økonomi- og erhvervsministeren 10 Ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren 11 1. udkast til betænkning 12 2. udkast til betænkning