Gelex

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om patientforsikring og lov om erstatning for lægemiddelskader\n(Inddragelse af praktiserende autoriserede sundhedspersoner m.fl. under patientforsikringsordningen m.v.)

GældendeVersion 2003-05-21fra 2003-06-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Udvalgsbetænkning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/committee-report/ft/200214L00538@2003-05-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 21. maj 2003

Betænkning

over

(Inddragelse af praktiserende autoriserede sundhedspersoner m.fl. under patientforsikringsordningen m.v.)

[af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)]

1. Ændringsforslag

Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2003 og var til 1. behandling den 6. maj 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 6. marts 2003 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 480. Den 30. april 2003 sendte indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Forsikring & Pension og Vaccinationsforum. Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser.

Deputationer

Endvidere har Dansk Tandlægeforening og Vaccinationsforum mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF, RV og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det tilfredsstillende, at patientforsikringsloven udvides, så den fremover også dækker skader i forbindelse med undersøgelse, behandling og lignende hos privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner. Det er desuden tilfredsstillende at skadebegrebet udvides, så også psykiske skader og vaccinationsskader bliver omfattet. Patienter får dermed samme mulighed for at opnå erstatning for en skade, uafhængigt af hvor den enkelte bliver behandlet.

Når SF alligevel ikke kan stemme for lovforslaget, er det begrundet i finansieringen. SF kan ikke acceptere, at privatpraktiserende sundhedspersoner helt kan slippe for at bidrage til erstatning for de skader, de selv forvolder, uden i det mindste at bidrage med et gebyr til ordningen. Amtskommunerne og dermed skatteborgerne overtager det fulde erstatningsansvar for skader forvoldt af personer, som amterne ikke har tilsyns- eller sanktionsbeføjelser over for. At staten refunderer amternes udgifter, ændrer ikke ved, at det er en skattefinansieret ordning.

Enhedslistens medlem af udvalget har som mange andre længe arbejdet for, at klageadgangen i sundhedsvæsenet skal være lettere tilgængelig og gennemskuelig. Det er ikke mindst vigtigt på et område som her, hvor vi taler om syge mennesker med et lille personligt overskud, ligesom Enhedslisten også som mange andre har kæmpet for, at patientforsikringsordningen skal omfatte alle former for behandling inden for sundhedsvæsenet. Derfor er det positivt, at vi nu kommer dette mål meget nærmere. Enhedslisten kan støtte næsten alle de ændringer, der er foreslået i de tre lovforslag nr. L 223, L 224 og L 225, der behandles samlet. Men Enhedslisten kan ikke forstå, hvorfor skatteborgerne i en tid, hvor vi kæmper for at få penge nok til den mest nødvendige sundhedsbehandling, skal ind og lette de økonomiske forhold for de private sygehuse og sundhedsklinikker. Enhedslisten kan ikke forstå, at skatteborgerne skal betale for diverse former for mærkværdige behandlinger, der ikke behøver at have noget med sygdomsbehandling at gøre, men kan være rent kosmetiske operationer.

Enhedslisten foreslog under forligsforhandlingerne, at man kunne indføre et ganske enkelt system for at opkræve et gebyr af de private sygehuse, klinikker og andre. Det er et enkelt og ubureaukratisk system, som man også kender fra arbejdsmarkedet. Men regeringen afviste desværre alle andre muligheder end at lade det offentlige overtage alle de udgifter, de private sygehuse i dag har til forsikringer.

Det viser bare endnu en gang, at privatiseringer er dyrere end offentlige løsninger, og at de private sygehuse må have et tilskud for at kunne klare sig. Derfor kan Enhedslisten ikke stemme for det lovforslag, der handler om, at skatteborgerne skal betale de private sygehuses forsikringer.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget :

Til titlen

1) Ordene »og lov om erstatning for lægemiddelskader« ændres til: »og lov om erstatning for lægemiddelskader og om ophævelse af lov om erstatning for vaccinationsskader«.

[Præcisering af titel]

Bemærkninger

Til nr. 1

Da lov om erstatning for vaccinationsskader med lovforslaget foreslås ophævet, er lovforslagets titel ændret i overensstemmelse hermed.

Hans Andersen (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Jørgen Winther (V) nfmd. Birthe Skaarup (DF) fmd. Anita Knakkergaard (DF) Else Theill Sørensen (KF) Pia Christmas‑Møller (KF) Tove Videbæk (KRF) Line Barfod (EL) Lars Kramer Mikkelsen (S) Lone Møller (S) René Skau Björnsson (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Lene Garsdal (SF) Kamal Qureshi (SF) Naser Khader (RV)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 56 * Enhedslisten (EL) 4

Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4

Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1

Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1

Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1

Det Radikale Venstre (RV) 9 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 1

* Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 225 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar og høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren 2 Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 3 Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 4 Spm. 1 om skærpelse af mulighederne for erstatning, til indenrigs- og sundhedsministeren 5 Henvendelse af 3/4-03 fra Vaccinationsforum 6 Spm. 2 om kommentar til henvendelse af 3/4-03 fra Vaccinationsforum, til indenrigs- og sundhedsministeren 7 Henvendelse af 13/5-03 fra Forsikring & Pension 8 Spm. 3 om kommentar til henvendelse af 13/5-03 fra Forsikring & Pension, til indenrigs- og sundhedsministeren 9 Talepapir modtaget af Dansk Tandlægeforening ved foretræde den 14/5-03 10 Spm. 4 om kommentar til talepapir af 14/5-03 fra Dansk Tandlægeforening, til indenrigs- og sundhedsministeren 11 Spm. 5 om tandlægernes frivillige ordning på patientforsikringsområdet, til indenrigs- og sundhedsministeren 12 Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren 13 Svar på spm. 1 om skærpelse af mulighederne for erstatning, fra indenrigs- og sundhedsministeren 14 Svar på spm. 2 om kommentar til henvendelse af 3/4-03 fra Vaccinationsforum, fra indenrigs- og sundhedsministeren 15 Svar på spm. 3 om kommentar til henvendelse af 13/5-03 fra Forsikring & Pension, fra indenrigs- og sundhedsministeren 16 Svar på spm. 4 om kommentar til talepapir af 14/5-03 fra Dansk Tandlægeforening, fra indenrigs- og sundhedsministeren 17 Svar på spm. 5 om tandlægernes frivillige ordning på patientforsikringsområdet, fra indenrigs- og sundhedsministeren 18 1. udkast til betænkning

Versioner

  1. 2003-05-21